|
Kritik af kritikken:
Sådan valgte de - syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid
1. Hans Kirchhoff: Erik Scavenius - Werner Best Alliancen til forsvar for kollaborationen
2. Niels Wium Olesen: John Christmas Møller - Hans Hedtoft To antinazister går hver sin vej
3. Bo Lidegaard: Nils Svenningsen - Henrik Kauffmann Diplomatiets politiserende embedsmænd
4. Joachim Lund: Erling Foss - Gunnar Larsen Firmaet, krigen og ansvaret
5. Michael Kjeldsen: Mogens Fog - Frode Jakobsen Forbundsfællerne, der skiltes - kommunisten og socialdemokraten i den illegale modstand
6. Palle Roslyng-Jensen: Vagn Bennike - Jens Toldstrup To nationale modstandsledere - med og uden systemloyalitet
7. Hans Hertel: Kaj Munk - Valdemar Rørdam To højrenationale forfattere foran den nationale kridtstreg
"Sådan valgte de" - er redigeret af Hans Kirchhoff. Hans Kirchhoff, f.1933, dr. phil., lektor ved Institut for Historie, Københavns Universitet 1960-2003. Augustoprøret 1943 - Samarbejdspolitikkens fald, I-III, 1970. Samar-bejde og modstand. 2001. Niels Wium Olesen, f. 1963, ph.d., lektor i historie ved Aarhus Universitet, forsker og underviser i dansk og europæisk historie i det 20. århundrede. Mennesker, politik og besættelse, 1996. Medforfatter til Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945, 2005. Bo Lidegaard, f. 1958, dr. phil. I kongens navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1918-58, 1996. Jens Otto Krag I-II, 2002. Overleveren, Dansk udenrigspolitiks historie 1914-45, 2003. Kampen om Danmark 1933-45, 2005. Joachim Lund, f. 1967, historiker, ph.d., lektor ved Copenhagen Business School. Partier under pres. Demokratiet under besættelsen, 2003, Hitlers spisekammer. Danmark og den europæiske nyordning 1940-43, 2005. Medforfatter til Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45, 2005. Working for the New Order, European Business under German Domination, 1939-45, 2006. Michael Kjeldsen, f. 1955, cand. phil. i historie fra Københavns Universitet 1993, ansat på Roskilde Universitetscenter 1994, p.t. som ekstern lektor. Folkets vilje - landets lov. Om DKP´s overgangsprogram og demokratiet, indgår i afhandlingen Mellem demokrati og diktatur. Kommunisterne, magten og Danmarks befrielse 1945, under afslutning. Palle Roslyng-Jensen, f. 1944, dr. phil., lektor ved Saxo-instituttet, Københavns Uni-versitet. Værnenes politik - politikernes værn. Studier i dansk militærpolitik under besættelsen 1940-45, 1980, Danskerne og besættelsen. Holdninger og meninger 1939-1945, 2007. Hans Hertel, f. 1939, professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Med-arbejder ved Politiken, redaktør af Gyldendals Verdenshistorie 1-7, 1985--95, forfatter og udgiver af en række bøger om litteratur- og kulturhistorie, litteratursociologi og kulturpolitik.
Kristeligt Dagblad, 28. februar 2008 Krigens makkerpar Af Aage Trommer Historie: Fremtrædende forskere i besættelsestiden skriver i ny bog om 14 af krigens mest betydningsfulde personer. Hans Kirchhoff (red.): Sådan valgte de. Syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid. 200 sider. 169 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag. Nærværende bog er produktet af en foredragsrække fra Folkeuniversiteterne i København og Århus, hvori en række centrale aktører fra besættelsestiden er blevet beskrevet i en række dobbeltportrætter. De er blevet sat op to og to mod hinanden. Pointen er, at nok var disse "makkerpar" fælles, hvad angår anlæg og evner, miljø og karriere, men de traf forskellige valg stillet over for besættelsesårenes udfordringer. Niels Wium Olesen behandler politikerne Hans Hedtoft og Christmas Møller. Den ene forblev trofast mod samarbejdspolitikken, den anden drog til England og agiterede for modstand. Joachim Lund skriver om to fremtrædende mænd fra det store erhvervsliv, Gunnar Larsen, der blev minister i samarbejdsregeringen, og Erling Foss, der var med til at stifte Frihedsrådet. Bo Lidegaard tager to diplomater under be-handling, Nils Svenningsen, "en af samarbejdspolitikkens hovedarkitekter", og Henrik Kauffmann, der fra sin placering i Washington undsagde regeringen i København. Hans Hertel portrætterer digterpræsten Kaj Munk, der døde som frihedskampens mar-tyr, og forfatteren Valdemar Rørdam, der i sit kommunisthad endte som en foragtet kollaboratør. 1) Flere andre kunne nævnes, og det samlede resultat er en interessant lille bog. Samtlige bidrag er velskrevne og læseværdige, og forfatterne er alle folk, der er inde i deres emne. De ved, hvad de skriver om. 2)Det nye i modsætning til tidligere årtiers bastante holdninger om ret og vrang adfærd, er viljen til at forstå samtlige af dem ud fra deres motiver. Redaktøren af bogen, Hans Kirchhoff, skriver i indledningen: "De 13 – bortset fra Best – var patrioter og mente alle, at de kæmpede for Danmarks sag, som de forstod den. At operere med helte og skurke i denne sammenhæng giver derfor ingen mening. Det lukker kun af for en nærmere forståelse af vilkårene under besættelsen og af dens konflikter og brud." Der er i sandhed løbet meget vand i stranden siden 1945! 3)Kasler Journal. Kritik af Aage Trommers kritik:1) Hans Hertel og Aage Trommer opklarer ikke, hvorvidt Rørdams kommunisthad var hans egen opfindelse, eller påvirkning fra hustru og voksne børn? Heino faldt på den finske front i den finsk-tyske fortsættelseskrig mod Sovjet. En datter var gift i Hamborg, en anden datter tolk i Vestre Fængsels tyske afdeling. Der var andre kunstnerbørn blandt de krigsfrivillige, en Høst, en Bjarnhof. 2) Et faktum, udtalt af en fagmand, historikeren. 3) De sidste 10-12 år har bragt ad-skillige dybdeborende afsløringer af tiden under besættelsen.
Politiken, 4. marts 2008 Paralleliteter og konflikter Af Jes Fabricius Møller Helstøbt antologi med syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid. Ingen af bidragyderne falder igennem, og niveauet er for højt til, at der for alvor er no-gen, der rager op. Hans Kirchhoff: Sådan valgte de – syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid. Gyldendal, 200 sider, 169 kroner. At anvende det klassiske dobbeltportræt som redaktionelt princip kan måske forekomme at være en lidt tynd undskyldning for at udgive endnu en bog om besættelsestiden, men når den er gennemført med en så sikker hånd som her, bliver den til ikke så lidt af en øjenåbner. Bogens grundlæggende greb er at kombinere konflikter med paralleller, enten i form af modsætninger, som finder sammen i alliancer, eller alliancer, der brydes i modsætninger. Det bliver til en illustration af det forhold, at de valg, der blev truffet, når klinger og veje mødtes, skete i et delvis uoverskueligt råderum af skiftende vilkår og slørede forudsætninger. Det udelukker ikke den moralske stillingtagen, men be-kræfter den gamle sandhed, at den ublandede fordømmelse eller rene heltedyrkelse er en luksus forbeholdt de udenforstående. Forskellige interesser. 1) Erik Scavenius og Werner Best dannede næsten umid-delbart efter Bests ankomst til Danmark som rigsbefuldmægtiget i efteråret 1942 en stærk akse, om hvilken samarbejdslinjen tegnede sine sære krøller indtil augustoprøret 43. Deres grundlæggende interesser var forskellige, nemlig at tjene hhv. danske og tyske interesser, men de var forenede i frygten for militær undtagelsestilstand. Ingen af dem var indstillet på at overlade forvaltningen af Danmark til generalerne. Den sære alliances personlige aspekt blev fastholdt af de to mænd efter krigen i et af de besynderligste venskaber, det 20. århundrede har kendt.Den overraskende alliance finder man også hos de ideologiske modsætninger socialdemokraten Frode Jakobsen og kommunisten Mogens Fog. Den nationale dags-orden i Frihedsrådet fik dem til at trække på samme hammel. Vandene skiltes kun på spørgsmålet om, om de internationale bånd skulle knyttes til London eller Moskva. Spændinger i modstandsbevægelsen. 2) Modsætningen mellem den ulydige diplo-mat i Washington Henrik Kauffmann og samarbejdspolitikkens fremmeste embeds-mand Nils Svenningsen skjuler, at rationalet bag deres vidt forskellige linjer var det samme, nemlig den for udenrigstjenesten så særegne embedsmandsloyalitet, der holder øjeblikkets politiske stemninger ude i arms længde og anlægger en usen-timental analyse af det magtpolitiske landkort. Forskellen mellem dem bestod i deres vurderinger af Danmarks muligheder i det dynamiske spil mellem stormagterne, en vurdering, som efter krigen i øvrigt blev næsten sammenfaldende.Modstandsbevægelsen omtales oftest netop i bestemt form ental, som om den var en ubrydelig enhed. Men den var præget af betydelige indre spændinger som dem mellem den farverige jyske nedkastningsleder Jens Toldstrup og den systemloyale officer Vagn Bennike. Bennike var strategen, der arbejdede med forvaltningen af den kommende fred for øje, mens Toldstrup som handlingens mand ville den umiddelbare kamp med fjenden. Deres indbyrdes bitre strid var ikke blot personlig, men en kamp om kampens mål og midler. Forskellige mål og midler. 3) Barndomsvennerne Erling Foss og Gunnar Larsen var begge konservative direktører i industrien. Og så faldt det alligevel så forskelligt ud for dem. Larsen blev den af samlingsregeringens ministre, der drev det økonomiske samarbejde med tyskerne videst, mens Foss, der blev en af Frihedsrådets nøglefigurer, skabte begrebet værnemager, antagelig med Larsen i tankerne. Og så blev det alli-gevel ikke så enkelt. Larsen overførte store summer til støtte for modstandskampen, mens Foss stadig ejede aktier i selskaber, der tjente penge på handel med tyskerne.Tvunget til at træde tilbage. 4) John Christmas Møller og Hans Hedtoft var begge ihærdige fortalere for demokratiet, begge partiformænd for hhv. de konservative og socialdemokraterne, og begge blev de på grund af deres ubelejlighed tvunget til at træde tilbage fra deres politiske tillidsposter. Hedtoft valgte at fortsætte sit arbejde i Danmark bag linjerne, mens Christmas Møller rejste i eksil i London, hvor han fortsatte med at være til ulejlighed for de fleste. Hedtoft endte med at blive statsminister, mens Christmas Møllers politiske karriere kuldsejlede.Digterne Munk og Rørdam. 5) Endelig er der digterne og jagtkammeraterne Kaj Munk og Valdemar Rørdam. De havde begge sværmet for Hitler, men Kaj Munks radi-kalitet førte ham efter 9. april ud i protest mod tingenes tilstand, og han endte med at blive dræbt af sin gamle helts håndlangere. Rørdam var antikommunist, og han hyldede derfor det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941. Det kostede venskabet med Munk og gjorde ham til persona non grata hos alle andre end nazisterne. Han led en bitter strådød i 1946.Kvalitet for pengene. 6) Det er en sjældent helstøbt antologi, hvor ingen bidragyder falder igennem, og ingen rager op. Niveauet er for højt til, at det for alvor kan lade sig gøre. Det beskedne udstyr og en kikset forside 7) yder ikke bidragenes fortættede lær-dom og elegante form nogen retfærdighed. Til gengæld får man kvalitet for en billig penge.Kasler Journal. Kritik af Jes Fabricius Møllers kritik:1-6) At en ihærdig Politiken-bladsnedker kvikker Jes Fabricius Møllers anmeldelse op med 6 stk. afsnits-overskrifter taler ikke til bladsnedkerens fordel. 7) Bogomslagets for- og bagside-computer-grafiske-overlæssede-makværk er hermed bekræftet.En anden udbredt uvane ses i tekster med lysegrå ulæselige tekstfarver - just i brugsanvisninger, firmakontrakter - og offentlige meddelelser.
Information, 28. februar 2008 Skarpsindige sammenstillinger Af Georg MetzTo og to. En række tankevækkende dobbeltportrætter af besættelsestidens politikere og digtere, helte og antihelte, vender rundt på eftertidens bedøm-melser. Det var den gamle græker Plutarch, der i århundredet efter Kristus fandt på at ud-dybe personalhistoriske studier ved at dobbeltportrættere folk. Jævnføre Cæsar med Alexander den Store, Perikles med Cicero osv. 1) Mere interessant bliver denne metode, når de udvalgte undersøgte har direkte for--bindelse med hinanden, og måske oven i købet indbyrdes står i afhængighedsforhold i en knubbet historisk periode. Besættelsestiden byder sig til som en sådan, hvor dobbeltportrættet får særlig me-ning. Inspireret af ideen tilbød Folkeuniversitetet for et år siden en forelæsningsrække om besættelsestidspersonligheder og -personer to og to, og de er er samlet til en bog redigeret af Hans Kirchhoff og suppleret med et par par mere. Selvsagt i den erklærede værdikamp får disse skærpede sammenlignende skæbner og fænomener ekstra betydning, når talen falder på samarbejdspolitikken og kulturkampen før og under den tyske besættelse af fædrelandet. Kirchhoffs egen artikel om dr. Best og Erik Scavenius sætter atter den nuværende statsministers uforstandige, men fuldt bevidste udtalelse om samarbejdspolitikken som ussel i relief. Således at fremstille sit eget mod på andres vegne med 60 års tilbagevirkende kraft ville jo blot medføre en lettere hovedrysten, hvis det ikke var landets statsminister. Kirchhoff som en af landets fornemste kendere af besættelsestidshistorien har bestandigt i sit efterhånden betydelige livsværk kredset om Scavenius-skikkelsens kontroversielle karakter og vel med tiden hældet stadigt mere til forståelse og anerkendelse af dens tragik og format. Som Jens Otto Krag engang bemærkede over for denne anmelder, måtte Scave-nius' klarsyn og mod aftvinge respekt. Scavenius nærede en dyb ansvarsfølelse for landet og var, på baggrund af en overordnet analyse af situationen, illusionsløs med hensyn til Danmarks muligheder over for et Tyskland, der så ud til at være uovervindeligt. I den situation knyttede han mere end en formel forbindelse til den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Best og førte i parløb med denne den politik, der reddede hans land gennem skærene. Det kan undre i Kirchhoffs så fine og forstående komparative artikel, at Leni Yarhils studier af Best ikke optræder. Det var vist dog en kendt sag allerede før Ulrich Herberts biografi fra 1996, at Best havde været endog særdeles nidkær nazistisk operatør og jødeforfølger i eksempelvis det besatte Frankrig. 2)Dobbeltportrætterne omfatter desuden Niels Wium Olesens skarpsindige sammen-stilling af Christmas Møller og Hans Hedtoft, der begge på sæt og vis kom til at betale dyrt for deres politiske virke og lidenskaber; Bo Lidegaards studie i diplomatmod-sætningerne Nils Svenningsen og Henrik Kauffmann, to mænd der i deres mod-sætningsforhold og temperamenter kom til at afsky hinanden; Mogens Fog og Frode Jakobsen, hvis samarbejde og næsten naturnødvendige senere gensidige afstandtagen, fremstilles overbevisende af Michael Kjeldsen. Industrifolkene, de to konservative personligheder på hver sin side af samarbejdet: Erling Foss og Gunnar Larsen, som Joachim Lund redegør for, og de aktive modstandskæmpere Vagn Bennike og Jens Toldstrups indbyrdes magtkamp, som Palle Roslyng-Jensen afdækker. Endelig tager Hans Hertel sig af to af koryfæerne på den åndelige front: Kaj Munk og Valdemar Rørdam, helten og antihelten. Disse to stærkt højrenationale skribenter og debattører delte sådan set udgangspunkt i næsegrus beundring for førerprincippet og nationen über alles. Antisemitismen kom oven i, mest for Rørdams vedkommende, hvor Munk var mere tvetydig. I hele sin fascistisk inspirerede tilgang til tidens konfliktstof var Munk i sine artikler i den redebonne Jyllands-Posten tillige fanatisk antidemokrat og antiparla-mentariker. Per Stig Møllers apologetiske bøger er ikke just overbevisende: at Munk skulle have skiftet standpunkt efter 9. april 1940. Men Munks kompromisløse mod-standsudsagn og tragiske skæbne sikrede hans eftermæle. Dog ikke hvad angår digterværket, hvor hulheden og det patetiske og trods Ordets ubegribelige plads i den officiøse kanon ikke indbyder til bifald. Hvad angår Rørdam, er der ikke så megen diskussion, bortset fra at både Søren Krarup og hans broder i ånden Søren Espersen på bedste beskub har forsøgt at kringlevride kilderne og gøre den uomtvistelige versesnedker til såvel Danmarks største digter som til patriotisk antikommunist frem for landsforræder. For Danske Folkepartis neonationalister er det dog nemmere med deres vanlige ufine metoder at forfalske historien - Krarup gør ligefrem med et billigt tautologisk kneb Rørdam til ét med modstandsbevægelsen - end det er at overbevise eftertiden om såvel Munks som Rørdams kunstneriske bonitet. Af sidstnævnte er der ikke stump på stump tilbage, uanset DF's åbenbare behov for højrenationalhelte. 3)Som Hertel skriver med citat fra Brechts: "Leben des Galilei": Ve det land og de politiske grupper, der har brug for helte som Rørdam - og for den sags skyld den antisemitiske 4) kritiker Harald Nielsen. 5 ) Endda på løgnagtigt grundlag. 6)En anbefalelsesværdig tankevækkende bog om markante personer i en oprivende tid. Kasler Journal. Kritik af Georg Metz kritik:1) Anmelderen gør Kirchhoffs ord til sine egne. 2) Hvad Scavenius kendte - resp. ikke kendte til - er ikke temaet. Best anvendte ikke sine tidligere metoder i Danmark. 3) Her svigter anmel-deren læseren: I hvilken publikation findes Krarups "tautologiske" kneb? 4) Antisemitisme, racefordom, når de fremmede kommer, var et udbredt fænomen, også i Danmark. Den var under et andet navn landsbyfolkets skræk for de skiftende ejere af landsbyens jord, omegnens krigs-herrer, en hr. Snydetamp med 7 brutale sønner, hr. Lurendrejer med 5 utugtige døtre, hr. Flom-me Fednakke med lejesvende, samt jomfru Tyregod og hendes opdræt af 70 kamptyre, der sønderrev landsbyens stråtækte, lerstampede huse, og slog folk og fæ ihjel. Fednakke og jomfruen og Snydetamps 7 sønner og Lurendrejers 5 døtre kom ridende på den drægtige ko, Dronningemoderen, og med ild fra flammende fakler forkullede de landsbyen til aske. 5) Harald Nielsens skarpsindige analyse af Karen Blixens brug af litterære forlæg er, følgelig isdækningen af Nielsen, ikke nævnt noget sted i glorificeringen af Blixen. 6) Anmelderen bør præcisere sin påstand. klik senere til Karen Blixen.
Weekendavisen 29. feb. 2008 Patrioterne Af Arne Hardis Parløb. 14 skikkelser fra besættelsen behandlet to og to – det bliver man klogere af. Og underholdt af. Hans Kirchhoff: Sådan valgte de - syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid. 200 sider, 169 kroner. Gyldendal. KAN man snart finde på mere? Er der flere metoder, ved hjælp af hvilke vi kan blive klogere på besættelsestiden - denne korte årrække, som snart må være den suverænt bedst belyste periode i dansk historie? Det er der; Hans Kirchhoff har med afsæt i en serie foredrag på Folkeuniversitetet samlet syv dobbeltportrætter af kendte skikkelser fra perioden ud fra den betragtning, at man kan få nye indsigter af denne sammenstilling. Kirchhoff tager sig selv af samarbejdspolitikkens par nummer 1, Werner Best og Erik Scavenius, Palle Roslyng-Jensen skriver om Vagn Bennike og Jens Toldstrup, Bo Lidegaard tager sig af sine antagonistiske yndlinge, Nils Svenningsen og Henrik Kauffmann, Joachim Lund skriver om erhvervsmændene Erling Foss og Gunnar Larsen med de tæt sammenvævede skæbner. Og så fremdeles. At det er frugtbart at stille skikkelserne op parvis er i virkeligheden let at forstå; besættelsestiden var en national skæbnestund. Demokrater, kommunister, nationalister og idealister i alle afskygninger lagde hverdagens kiv og strid til side for at stå sammen om dette ene at frelse fædrelandet for verdenskrigens tryk. Problemstillingen fastholdt i en enkelt eksemplarisk scene: salonkommunisten og teatermanden Kjeld Abell, der 5, januar 1944 afbrød forestillingen på Det kongelige Teater for at meddele publikum, at hans kristne og godt og vel konservative kollega Kaj Munk var blevet myrdet. Havde Munk overlevet besættelsen, havde han og Abell været arge modstandere i et befriet Danmark, fordi der var en verden mellem deres anskuelser, som kun verdenskrigen kunne slå bro over. Hvor Kirchhoffs syv pardannelser må se deres veje skilles, afdækkes de reelle brudflader, kanten i aktørernes karakter bliver synlig, brændstoffet bag deres vision ses, uligheden bag undtagelsestilstanden. I den forstand er Kirchhoffs eget bidrag lidt ved siden af de andre, det inddrager jo Hitlers stedlige repræsentant, og hans artikel tjener således mere til at belyse den efterhånden velkendte problemstilling om to pligtafklarede mænd, som fandt sammen om, at samarbejdspolitik kunne være såvel Tyskland som Danmark til gavn. Bests og Scavenius' indbyrdes relation, som fælles forurettelse holder liv i længe efter befrielsen, er fascinerende læsning, men det er nogle af de øvrige bidrag, som for alvor får fornemmelser til at bundfælde sig som erkendelser. Eksempelvis Wium Olesens forfølgelse af Christmas Møllers og Hedtofts gerning under krigen, Begge havde talt nazismen midt imod, begge blev skubbet ud i det politiske livs skyggeland efter tysk pres, begge var ønsket i England. Hedtoft mere end den Møller, man endte med at få som den danske stemme på BBC. Wium Olesen viser udmærket de grundlæggende forskelle, der var på de tos position i politik og sind - og dermed også på deres valg og efterkrigskarriere: Christmas Møller var kommet i strid med sit parti før krigen, Hedtoft var hele vejen igennem i pagt med sit og dets mission. Eller med Wiums slående sammenfatning: - "Hedtoft var en del af en bevægelse, som var større end ham selv. Og det accep-terede han. Christmas Møller mente næppe på noget tidspunkt, at Det Konservative Folkeparti var større end ham." Det forlenede Christmas Møllers indsats med noget rastløst og chancebetonet, som kronedes med nederlag og desillusion, mens Hedtoft som et urværk avancerede til rigets højeste stilling, da tiderne blev normale. Samme frugtbare udbytte af pardannelsen får man i Michael Kjeldsens sammen-ligning af Mogens Fog og Frode Jakobsen. Deres vej i modstanden var meget forskellig - Fog som kommunist fra starten uden for det demokratiske og samar-bejdende Danmark og sagde hurtigt og uden tøven ja til at organisere modstanden, da DKP bad ham. Han ikke bundet af loyalitet mod et politisk system, han først skulle bryde med. Frode Jakobsen tøvede meget længere, fordi han længe troede på samarbejdskursen blandt de demokratiske partier; først efter martsvalget 1943 tog han det afgørende spring. Derfor måtte han også sige fra over for det projekt, der var Fogs og kommunisternes for så vidt angik efterkrigstiden. Jakobsen var demokrat, Fog folke-demokrat. Også Hans Hertels oplagte sammenstilling af Valdemar Rørdam og Kaj Munk er frugtbar. Begge var til overflod nationale, ingen af dem var brændende optaget af demokratiets ve og vel, mens stordåd lå dem på sinde, og indtil det tyske angreb på Sovjetunionen gik de to jagtkammerater åndeligt talt arm i arm. Da chancen for at knuse kommunismen - og frelse Finland - viste sig, gik Rørdam med det nazistyre, der endte med at myrde Munk. Digtede til Barbarossaplanens pris, agerede lyrisk hverve-kontor for de østfrontfrivillige. Hvorfor? Fordi Munk var absolutist og kristen idealist, mens Rørdam var utilitarist og pragmatiker og ville alliere sig med Fanden selv for at undgå kommunismen, skriver Hertel. Og så til noget rigtig morsomt, som også har inspireret til denne anmeldelses overskrift. Kirchhoff skriver - tilsynelade i fuld alvor - i sit forord, at det er vanskeligt at hævde, at nogen af de 13 danske portrætterede - "var rigtigere og renere og mere moralske end andre. I hvert fald et rent subjektivt spørgsmål. De 13 var patrioter og mente alle, at de kæmpede Danmarks sag, som de forstod den. At operere med helte og skurke i denne sammenhæng giver derfor ingen mening". Den nøgne historiker på spil med andre ord, Rørdam lisså fin en fyr som Kauffmann. Kirchhoff selv er faktisk den dårligste til at sløre sin beundring af Scavenius. Bortset fra oligatoriske og korrekte besværgelser af småstatsrealisten Scavenius lukkede øjnene for Hitlerregimets nihilistiske ondskab, svømmer Kirchhoffs tekst over med hyldest af manden og hans - "forbløffende civilcourage": - "Erik Scavenius fremstår som en af landets store statsmænd, renset for besættelsens og efterkrigstidens angreb for tyskvenlighed og forræderi." - "smiger bed ikke på den gamle, der aldrig havde været forfængelig og aldrig anglet efter popularitet." Det bliver en hel sport for læseren at søge sympatierne bag forfatternes påståede neutralitet, og det er da heller ikke svært for flere indlægs vedkommende. Kjeldsen holder med Frode Jakobsen, og selv Lidegaard tror jeg at kunne kikke i kortene. Han plejer ellers at dele sol og vind lige mellem samarbejde og modstand. Lidegaard hefter sig, at Kauffmann og Svenningsen er fælles om at påtage sig et tungt personligt ansvar hinsides protokol og lovgivning. De holdt med landet, mens dagens embeds-mænd holder med loven. Spændende iagttagelser er der også af deres forskellige analyse af USAs og den offentlige menings betydning for udenrigspolitikken, men at the end of the day. AIlerdybest nede er Bo Lidegaard mest imponeret af Svenningsens klassiske diplo-mati (med behørig skildring af dets moralske faldgruber) - det vil han aldrig indrømme, men det gløder under objektiviseringerne. Sjov at læse med Kirchhoffs forordsbriller er også Hans Hertel, han bryder sig jo hverken om Munk eller Rørdam, sidstnævnte afskyr han allermest, men hans projekt er grundlæggende et andet end at rangordne de to nationalister. Hertel fører kulturkamp mod Dansk Folkeparti og Søren Krarup, som han med dygtighed har gjort de seneste år med Brandesforelæsninger, PH-revivals and all that jazz. Det er let for ham at påpege, at både Søren Espersen og Søren Krarup snyder på vægten, når de i deres forsvar for Rørdam på det nærmeste overrækker ham den nobelpris i litteratur, som nogle anbefalede i de sene 1930re. Rehabiliteringen er politisk, advarer Hertel, ligesom Per Stig Møllers rehabilitering af Munk også er det. Det er kulturkamp og politiseret litteraturkritik og os- og dem-tænkning, formaner han. Hvorpå Hertel med bedste samvittighed politiserer sin egen kulturkamp ved at nægte at anerkende Rørdams lyriske selvopgør i 1945, da han offentligt erkendte, at han havde holdt med de forkerte. Hertel finder - med henvisning til daværende litte-raturprofessor Ejnar Thomsen - Rørdams bekendelse hul og selvmedlidende. Thomsen havde beundret Rørdam næsegrus, og det gjorde hans afvisning af den svigefulde uforsonlig, da bruddet kom. Mon ikke Herteis uforsonlige afvisning af kvaliteten af vævningen i Rørdams bodsskjorte henter sin næring i hans foragt for folkepartisterne?
Weekendavisen 7. marts 2008 DEBAT
Kulturkamp om Munk og Rørdam Professor Hans Hertel Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, Amager Tak til Arne Hardis for en venlig anmeldelse (WA 29.2.) af bogen Sådan valgte de - syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid (WA 29.2) og af mit kapitel om Kaj Munk og Valdemar Rørdam, der fra et fælles højrenationalt startpunkt endte som henholdsvis modstandssymbol og kulturel kollaboratør. Jeg beundrer Hardis' politiske indsigt, men han er jo ikke bare en dialektisk drillepind. Han er - som tidligere Land og Folk-med-arbejder - også politisk konvertit med den kendte farisæiske svaghed for at være hel-lig på sin nye anskuelses vegne, og jeg må protestere mod tre punkter i hans kritik. Hardis påstår, at jeg "bryder mig jo hverken om Munk eller Rørdam." Sniksnak. Rørdam har jeg medfølelse med. Mht. Munk viser jeg, hvordan hans sejlivede betagelse af Mussolini og Hitler farver forfatterskabet, og hvordan han som "central opinionsdanner" helt til I940 "bidrog til at bagatellisere og legitimerede fascistiske diktaturer." Men jeg fremhæver de endnu levende dele af hans dramatik, journalistik og prædikener, og jeg udtrykker respekt for hans personlige mod. Hardis mener også, at jeg som forsker "fører kulturkamp mod Dansk Folkeparti og Søren Krarup." Jamen, da kun på den led, at jeg - som her - via objektiv kildekritik søger at dekonstruere den historieforfalskning, der vil gøre Munk og Rørdam til mis-kendte og højaktuelle nationalhelte. Det er, hvad vi fagfolk kan bidrage med i øje-blikkets værdikamp og værdikrise. Det er kritisk humanioras ret og pligt. Amen. Endelig påstår Arne Hardis, at jeg "politiserer" ved at nægte at anerkende Rørdams lyriske selvopgør i 1945," og mon ikke - insinuerer han - "Hertels uforsonlige afvisning af kvaliteten af vævningen i Rørdams bodsskjorte henter sin næring i hans foragt for folkepartisterne?" Rend og hop. Jeg læste Rørdams digt »Tanker undervejs« på Det kgl. Bibliotek for 40 år siden, før nogen mors sjæl havde tænkt på Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, og min reaktion var den samme som nu: de 32 patetiske strofer er "en bekendelse af hans fejlsyn", men "også en selviscenesættelse af digteren som martyr, der betaler for sin fædrelandskærlighed." I fjor fandt jeg i et utrykt brev min forgænger Ejnar Thomsens vurdering af det såkaldte "selvopgør" som "hult og selvmedlidende". Jeg er helt enig, og jeg er det - ja, tænk - ud fra en faglig betragtning, uden mellemregninger via DF. Hvis jeg ville bruge Arne Hardis' cirkelslutningsmetode, kunne jeg påstå, at han ved sin forbløffende opvurdering af Rørdams lyriske selvforsvar løber byærinder for visse politiske kræfter. Det gør jeg naturligvis ikke. Det ville være plat. Men man kan roligt sige, at Hardis afslører noget om sin evne til at vurdere litterær kvalitet. Kasler Journal. Kritik af Arne Hardis kritik: Se foran Hans Hertels indlæg.
Jyllands-Posten 11.03.2008 Forsvar for samarbejdspolitik Af HENRIK GADE JENSEN Historikere viser, at uanset politikeres og modstandsfolks konfliktfyldte valg var det alt sammen godt for Danmark. Hans Kirchhoff (red.): SÅDAN VALGTE DE Syv dobbeltportrætter fra Besættelsens tid. 200 sider, 169 kr. Gyldendal. Er udkommet KONFLIKTEN her i verden står ikke mellem godt og ondt, men mellem godt og godt, sagde filosoffen Hegel. Det kunne illustrere denne bog, som trækker personlige mod-sætninger under Besættelsen frem, men hvor moralen er, at de alle ville det gode på hver sin måde og derved bidrog til, at Danmark kom frelst gennem krigen. Undtagelsen er det sidste dobbeltportræt, Kaj Munk og Valdemar Rørdam, der begge ville det onde. De øvrige portrætter er Erik Scavenius over for Werner Best, John Christmas Møller over for Hans Hedtoft, Nils Svenningsen over for Henrik Kaufmann, Erling Foss og Gunnar Larsen, Mogens Fog over for Frode Jakobsen, Vagn Bennike over for Jens Toldstrup. Forfatterne er hovedsagelig de i forvejen kendte faghistorikere, som mest doktrinært har forsvaret Danmarks samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig. Og ihærdigt kritiserede statsminister Anders Fogh Rasmussen, da denne mente, at der fra dansk side skulle være ydet mere modstand end alsang under krigen. Moraliserende form. Bogen er en populær fremstilling, der bygger på en fore-dragsrække ved Folkeuniversitetet, og det kan måske undskylde den moraliserende form. Som formidling af officielle historikerfortolkninger er bogen derimod i top. Men der er et problem ved at se tilbage på aktører, der i vid udstrækning stod i konflikt med hinanden og så i dag male et billede af interessesammenfald, så de næsten uden at vide det alle ville det bedste. Og tilsammen bidrog hver på deres måde til, at Danmark fik maksimalt ud af Besættelsen som kollaboratør og allieret på samme tid. Lovord om Scavenius. Selv Werner Best, den nazistiske besættelsesmagts-leder, præsenteres af Hans Kirchhoff som en god mand for Danmark, og som spås en oprejs-ning af historikerne, lige som Erik Scavenius, der sjældent er overhældt med så mange lovord som her. Hans Hertel er nådesløs over for Kaj Munk og Valdemar Rørdam og blotlægger deres fascist- og nazisympatier med mange citater. De er de onde. Men bogen burde følge samme konsekvens over for de øvrige aktører, som når f.eks. departementschef Nils Svenningsen i oktober 1943 vil indfange alle danske jøder og lukke dem inde i en kz-lejr. Det blev ikke til noget, fordi Werner Best - som stadig venter på sin oprejsning og som Svenningsen sympatiserede med - gjorde det forin-den. Indespærring af jøder. Danmark var et mulehår fra at havne dybt moralsk belastet på den forkerte side efter krigen, hvis samarbejdspolitikernes agt var blevet til magt, men det ryster slet ikke historikerne. Tværtimod skønmales der. Men hvor længe kan danske historikere blive ved med at forsvare et regeringsinitiativ om at spærre danske jøder inde? Ville udlandet og eftertiden mon acceptere, at det er til alles fælles bed-ste? Bornholms skæbne. Der er også ros til den symbolske modstandskamp, der bl.a. medførte, at Sovjet rømmede Bornholm i 1946, men igen burde historikerne tage samarbejdspolitikerne på ordet (ligesom med Munk og Rørdam): De ville ikke sabotage og modstandskamp. Det havde været fatalt for Danmarks videre skæbne. Bornholm havde måttet udholde 50 års sovjetifisering ligesom de baltiske lande, hvis samar-bejdspolitikken var lykkedes uden skønhedspletter fra sabotagen. Bogens titel "Sådan valgte de" vildleder, da historikerne viser, at uanset politikeres og modstandsfolks konfliktfyldte valg var det alt sammen godt for Danmark. Den mora-le kan kun nås ved dybest set ikke at tage aktørerne og deres valg og motiver alvorligt. Kasler Journal. Kritik af Henrik Gade Jensens kritik: Det synes ikke at anmelderen har læst den samme bog, som de øvrige anmeldere i denne kritiker-parade.
Berlingske Tidende, 5. marts 2008 Forvrænget tidsbillede fra besættelsen Af Bent Blüdnikow Danske historikere fjerner store dele, når de hylder samarbejdspolitikken. Og i en ny bog frikendes alle danskere: Alle var patrioter – både modstands-manden og samarbejdspolitikeren. Bøger: Hans Kirchhoff: »Sådan valgte de«. Anden Verdenskrig var en global krig. Soldater døde i mange verdensdele og jøder blev jagtet på tværs af landegrænser. Alligevel stiger man ned i en trylleverden, når man læser danske besættelsestidshistorikere, for her eksisterer den brutale verden kun som en fjern spejling. Den eventyrverden genskabes atter en gang i historikeren Hans Kirchhoffs seneste bog »Sådan valgte de«, der er en antologi, hvor en række historikere modstiller aktører fra besættelsestiden. 1)Hans Kirchhoff indleder med et fuldtonet forsvar for samarbejdspolitikken. For den ville forhindre »det, der var værre«. Den ville sikre »nationens overlevelse«. Og sam-arbejdspolitikken lykkedes, idet politikerne i Danmark havde held til »at fastholde flertallet omkring folkestyre og demokrati«. Med udokumenteret selvsikkerhed afviser Hans Kirchhoff, at der overhovedet var noget valg, for »der forelå efter alt at dømme aldrig noget valg mellem samarbejde og modstand for befolkningens flertal« 2). Samarbejdspolitikken var »den eneste rigtige politik, der kunne beskytte imod krigens ulykker og tyskernes repression«.I denne optik bliver alle medspillere i det store projekt for at sikre Danmark lige som grå katte i natten og modstandsfolkene lige så vigtige som samarbejdspolitikerne. Her er der ingen helte og ingen skurke: »Det er vanskeligt at hævde, at nogle af dem var rigtigere og renere og mere moralske end andre«. For Kirchhoff var de alle »patrioter« – hverken mere eller mindre – og det var ikke afgørende, om de kæmpede med våben i hånd som modstandsfolkene eller med håndtryk til nazisterne som samarbejdspolitikerne. 3)Denne konsensuspræget historiefortolkning har vundet indpas i de senere år blandt historikere. Enigheden kom stærkt til udtryk, da stort set alle besættelsestidshistorikere udtrykte harme, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2005 sagde, at hvis alle havde opført sig som danskerne, så havde nazismen vundet i Europa. Man kan kun opretholde denne konsensuslinje, hvis man lukker resten af verden ude. For andre betalte for Danmarks politik. 4) Kirchhoffs besættelsestidsbillede er forvrænget fra starten, for det var ikke blot et spørgsmål om patriotisk at sikre Danmarks overlevelse og demokrati, for danskerne gik meget længere ind i samarbejdet, end man behøvede. Med stor velvilje dyrkede man idrætssamarbejde, byggede fabrikker, lufthavne og bl.a. en betydningsfuld ubådshavn, anvendte slavearbejdere 5) og eksporterede godt ti pct. af tyskernes forbrug af fisk, smør og andet. Vi havde stor økonomisk fordel af krigssamarbejdet. Andre betalte for dette samarbejde, der var med til at styrke nazisternes krigsindsats. Allierede piloter, der blev nedskudt, jøder, der døde i de sidste dage af krigen i koncentrationslejre og jøder, som man ikke hjalp, fordi man valgte at pleje samværet med nazisterne. Listen kunne fortsættes.I stedet for kritisk at vurdere Danmarks rolle i dette internationale spil, så får vi i denne bog atter en gang vendt de samme gamle kilder og personer. Isoleret set er det ikke noget i vejen med de enkelte indlægs seriøsitet og besættelsestidshistorikerne Hans Hertel, Palle Roslyng Jensen, Michael Kjeldsen, Bo Lidegaard, Joachim Lund og Niels Wium Olsen ved, hvad de skriver om. Men den nationale begrænsning gør næsten fysisk ondt og betyder, at antologien emmer af retro og gammeldags tænkning i en verden, der skriger på nytænkning og at sætte Danmark ind i den globale virke-lighed, hvor krigen udkæmpedes. I deres iver efter at blåstemple samarbejdspolitikken er historikerne endt i moralsk relativisme, hvor de må beskære virkeligheden for at få tingene til at passe. 6)Kun et af indlæggene falder uden for rutinefortællingen og det er litteraten Hans Hertels beskrivelse af de to forfattere Kaj Munk og Valdemar Rørdam. Hvor Kaj Munk til trods for en tidlig flirt med fascismen endte som modstandsmand, 7) så endte Rørdam som kryptonazist. Hertel leverer en herlig omgang polemik, hvor han i bogstaveligste forstand slår til Søren, for det går ud over Dansk Folkepartis Søren Espersen, der for nogle år siden udgav en heltebog om Valdemar Rørdam. Hans Hertel skriver, at Søren Espersen lyver for at bruge Rørdam som en national helt i kampen mod islam. Og han rundbarberer også Per Stig Møller, der ligeledes udgav en bog om Kaj Munk for nogle år siden. Også han beskyldes for manipulation, for at få Kaj Munk til at se bedre ud end han i virkeligheden var for at frikende dele af 1930ernes konservatisme. Og Hertel anklager også Møller for at ville indrullere Kaj Munk i kampen mod islam.Det er forfriskende frækt, og der er kun en lille hage ved angrebet, nemlig at Hans Hertel selv har gjort det samme. I forbindelse med sin udgivelse af Henrik Stangerups udvalgte artikler i bogen »Tværtimod« (2003) gjorde Hertel den afdøde forfatter til socialdemokrat. Det var mærkværdigt al den stund, at Henrik Stangerup hele sit liv kæmpede mod socialistisk ideologi af enhver art. Så man skal passe på med at kaste med jord, når man har gravet afdøde forfattere op og deltaget i åndeligt ligrøveri. 8)Kasler Journal. Kritik af Bent Blüdnikows kritik:1) Selvfølgelig ved B.B. hvad han taler om. Må man da tro? Men vil han? Er det en viljesakt hos ham ikke at forstå? B.B. f. 1954, cand.mag. i historie og litteratur 1981, arkivar og senior-forsker, Rigsarkivet 1982-1995, derpå i det berlingske officin. Forfatter til en stribe bøger.B.B. er formand for Selskabet for dansk jødisk Historie. Det må være i den egenskabs optik, den jødiske historieformands, at han forveksler Kirchhoffs "trylle- og eventyrverden" med det trylleri og eventyr, som bidrog til jødernes flugt over havet til Sverige i okt.-dec.1943. Eller hur? 2) Kirchhoffs beskrivelse er indiskutabel: - "Der forelå efter alt at dømme aldrig noget valg mellem samarbejde og modstand for befolkningens flertal". 3) B.B. vil være kontrær, vil være på tværs. 4) Anders Fogh Rasmussen havde uret i 2005 da han sagde, - "Hvis alle havde opført sig som danskerne, havde nazismen vundet i Europa". Påstanden tjente til at cementere Danmarks krig i Irak, med henblik på en frokost hos Bush, og vælgerne i 2007. 5) Hvor i Danmark blev der anvendt slavearbejdere? 6) At samtlige 7 vel ansete besættelsestidshistorikere partout skal hånes, siger alt om den starblinde og viljefaste anmelder B.B. 7) Munks martyrdød frelste ham for en værre skæbne, en ifaldende straf som folkeforfører. 8) Anmelder B.B. deltager lysteligt i ligrøveriets rester af Henrik Stangerups eftermæle. Henrik Stangerup var ikke statisk, uagtet Klaus Rifbjergs, Hans Hertels og Bent Blüdnokows forsøg på at jage ham ind i de veldresse-redes fold.
Kasler Journal. Kritik af Hans Kirchhoff, Sådan valgte de, side 35, Erik Scavenius og Werner Best:Citat: - "Den 24. august blev den rigsbefuldmægtigede kaldt til Berlin for at stå skoleret for fiaskoen i Danmark, og den 27. vendte han tilbage til København med et ultimatum, som tyskerne vidste, at regeringen ikke ville acceptere. (Det havde Best fortalt dem. Red.) Igennem en lang lørdag, den 28. august, forhandlede partierne om svaret. Scavenius ville gerne være kommet igennem på en måde, der undgik bruddet, men erkendte også, at det var politisk umuligt. Politikerne havde sagt stop, og under Buhls direktion blev svaret et nej. Med den militære undtagelsestilstand den 29. august og regeringens ophør havde Scavenius udspillet sin rolle". Citat slut.Dr. phil. Hans Kirchhoffs version er korrekt. Alligevel: Sådan var det ikke - det virkelige spil om regeringens såkaldte nej,
24. - 30. august 1943 Bilag til De parlamentariske Kommissioners Beretninger IV
Side 272 Bilag 13. 24. August 1943. NOTITS Tirsdag Morgen den 24. ds. talte jeg med Arbejdsminister Kjærbøl, der endnu opholdt sig i Odense, angaaende Begravelsen af den dræbte Elektriker. Denne Begravelse var fastsat til Onsdag den 25. ds. ved Middagstid. Minister Kjærbøl udtalte, at der i Odense var Enighed om, at det var bedst at faa Begravelsen overstaaet inden Torsdag, hvilken Dag de tyske Soldater igen vilde faa Orlov. Jeg svarede, at man her vilde være indforstaaet dermed, medmindre der i Løbet af en Timestid kom anden Besked. Talte derefter med Kontorchef Herfelt og enedes med ham om at lade det blive saaledes, som man ønskede det i Odense. Man maatte regne med stor Deltagelse ved den paagældende Begravelse, og for en Sikkerheds Skyld henvendte jeg mig efter Aftale med Departementschef Eivind Larsen Tirsdag Eftermiddag til Hr. Kanstein for at faa Sikkerhed for, at Tyskerne ikke vilde stille Krav om Begrænsning af Deltagelse i Begravelsen eller lignende. Hr. Kanstein, som næsten hele Dagen havde beskæftiget sig med denne Sag, oplyste, at Befehlshaber havde anordnet, at der ikke maatte komme mere end 50 Mennesker til Begravelsen — i Lighed med Afgørelsen i Aalborg-Tilfældet den foregaaende Dag. Hr. Kanstein havde forgæves søgt at faa Generalen til at frafalde Kravet. Jeg gjorde Hr. Kanstein opmærksom paa, at Restriktioner med Hensyn til denne Begravelse vilde medføre den allerstørste Risiko for, at der igen opstod Uroligheder i Odense, og at den Ordning, der med saa store Vanskeligheder var blevet etableret, vilde gaa i Stykker igen. Endvidere fremhævede jeg, at der jo her ikke var Tale om en Sabotør, men om en ung Mand, der i den almindelige Ophidselse havde været ude af sig selv og handlet under Affekt, idet han med de bare Næver var sprunget løs paa en Maskinpistolskytte. Der forelaa intet om, at den paagældende i Forvejen havde gjort sig skyldig i Forbrydelser mod Værnemagten, og en Deltagelse i hans Begravelse vilde ikke være andet end Udtryk for almindelig menneskelig Medfølelse med den Familie, der ved den unge Mands Død var blevet Offer for de sørgelige Begivenheder i Odense. Hr. Kanstein forstod særdeles vel disse Betragtninger, og jeg kunde forstaa, at baade han og Stalmann, med hvem han havde konfereret, var ganske enige med os. For Generalen var det et Prestigespørgsmaal. Trods alt vilde Kanstein prøve endnu engang at tale med Generalen. Jeg sagde, at min Henvendelse kunde opfattes som foretaget paa Statsministerens Vegne. Ved 20-Tiden om Aftenen telefonerede Gesandt Barandon, at han, ledsaget af Kanstein, havde været hos Generalen, men at denne urokkeligt havde holdt fast ved sit Standpunkt. Deltagernes Antal maatte begrænses til 50, og Politiet maatte sørge for, at der ikke kom flere. Paa mit Spørgsmaal om, hvorvidt det var saaledes at forstaa, at Generalen vilde lade Tropperne skride ind, saafremt der samlede sig en større Menneskemængde, svarede Barandon, at det maatte formodes, at dette vilde ske. I Aftenens Løb havde jeg flere Telefonsamtaler med Arbejdsministeren, der nu var kommet til København, og med Kontorchef Herfelt. Vi drøftede bl. a. ogsaa den Udvej at lade Begravelsen finde Sted tidligt om Morgenen ligesom i Aalborg. Arbejdsministeren havde i Sagens Anledning forskellige Samtaler med Borgmesteren og Politimesteren i Odense. Side 273 Resultatet blev, at Begravelsen fandt Sted tidligt Dags Morgen, uden at den overværedes af mere end nogle ganske faa Mennesker. Minister Kjærbøl havde gennem Arbejderorganisa-tionerne i Odense sørget for, at Ændringen af Tidspunktet for Begravelsen var blevet gjort be-kendt rundt omkring paa Arbejdspladserne, hvorfra der ellers vilde være kommet Deputationer (2 Mand fra hver Virksomhed) til Begravelsen. At publicere Ændringen af Tidspunktet ved Løbe-sedler havde Arbejdsministeren og Myndighederne i Odense anset for uheldigt. Tyskerne havde modsat sig, at man uden for Krematoriet benyttede Højttaler for at underrette de Mennesker, der eventuelt kom til Stede til det oprindeligt fastsatte Tidspunkt. Den 25. August 1943. Nils Svenningsen.
Side 274 Bilag 14. 25. August 1943. NOTITS Gesandt Barandon har i Dag paa General von Hannekens Vegne rettet Henvendelse til Statsministeren for at opnaa Sikkerhed for, at tyske Skibe, der ankommer til dansk Havn fra Norge (eller andetsteds fra) med Tropper og Krigsmateriel vil blive 1) ført ind i Havnen, 2) fortøjet og 3) losset uden Vanskeligheder. Gesandt Barandon tog ved sin Henvendelse Sigte paa Aalborg, hvor der for Tiden er General-strejke. Han var efter de Oplysninger, Generalen havde givet ham, gaaet ud fra, at der vilde komme et eller flere Skibe til Aalborg i Morgen, Torsdag den 26. ds. Han udtalte overfor Statsministeren, at Generalen, saafremt der ikke var ubetinget Sikkerhed for, at Skibene kom ind og blev losset, vilde dekretere militær Undtagelsestilstand i Aalborg, d. v.s. at den udøvende Magt vilde overgaa til Pladskommandanten, at der vilde blive udstedt Strejkeforbud, Udgangsforbud etc. Ved en Forhandling med en tysk Transportofficer, der kom til Stede i Udenrigsministeriet sammen med Gesandt Barandon, blev det klarlagt, at Formodningen om, at der skulde komme Skibe til Aalborg i Morgen, ikke var begrundet. Vedkommende Transportofficer (en Oberst-løjtnant) oplyste, at der i den nærmeste Tid vil ankomme Skibe som følger: 26. August 4 Skibe til Aarhus. 28. Aug. 4 til København. 29. Aug. 2 til Aarhus. 30. Aug. 4 til Aalborg. 1. Sept. 4 til Aarhus. 3. Sept. 4 til Aalborg. Der gik i Aarhus Rygter om, at der med Skibene i Morgen vilde ankomme norske Officerer (som Krigsfanger), og at der i den Anledning vilde blive Vanskeligheder ved Skibenes Ankomst, men Transportofficeren betonede, at dette kun var Rygter, og at han ikke vidste noget positivt. Det fremgik af Transportofficerens Udtalelser, at de tyske Militærskibe som Regel selv sørger for Losning, og at der kun bliver Brug for dansk Medvirken, naar tungt Materiale skal losses med Kran. Efter at Gesandt Barandon herfra havde ført en Telefonsamtale med General von Hanneken, udtalte han paa Generalens Vegne, at det var nødvendigt, at den danske Regering forhindrede Strejker — Generalen tænkte paa et almindeligt Strejkeforbud — samt Udskejelser af forskellig Art, der rettede sig mod Tyskerne, saasom Klipning af Haar paa tyskvenlige Kvinder. Hvis Regeringen ikke var i Stand hertil, truede den militære Undtagelsestilstand. Den 25. August 1943. Nils Svenningsen.
Side 275 Bilag 15. AFSKRIFT. NOTITS Gesandt Barandon telefonerede Gaars Eftermiddag for at meddele, at Præsident Kanstein netop havde haft en Konference med Departementschef Eivind Larsen angaaende Sagen om den tyske Officer, der i Odense var blevet mishandlet ved et Opløb udenfor Banegaarden. Hr. Kanstein havde overfor Hr. Eivind Larsen betonet denne Sags Alvor, og Hr. Barandon, der lod forstaa, at Dr. Best fra Tyskland havde givet ham Instruktioner om Sagen, ønskede nu ogsaa overfor Udenrigsministeriet at fremhæve, at det var af den allerstørste Vigtighed, at Gerningsmændene til Overfaldet paa Officeren blev fundet, og at det vilde kunne faa højst ubehagelige Følger, dersom det ikke lykkedes Politiet at finde Gerningsmændene.Hr. Barandon talte meget indtrængende om Sagen og kunde ikke noksom fremhæve dens Vigtighed og de Betænkeligheder, der knyttede sig til den. Smaa Aarsager, sagde han, kan jo ofte faa de mest vidtrækkende Følger, og i denne Forbindelse vilde han erindre om Krisen, der kom ud af Telegrammet i September 1942. Han endte med at sige, at der af denne Sag kunde udvikle sig en Ulykke. Den 26. August 1943. sign. Nils Svenningsen.
Side 278 Oversættelse, ad Bilag 16. Sv./ KS København, den 26. August 1943. Deres Excellence, Den Danske Regering har gjort sig bekendt med Indholdet af Deres Note af den 23. d. M. angaaende Forholdsregler til Opretholdelsen af Ro og Orden i Landet og ønsker i Anledning af denne Note at bringe følgende til Deres Kundskab. Regeringen har, som det saa ofte og saa klart er bragt til Udtryk, den bedste Vilje til paa effektiv Maade at gribe ind mod Sabotører, Demonstranter og Urostiftere, og selv om der er forekommet beklagelige Begivenheder som Følge af Gnidninger mellem danske Statsborgere og tyske Soldater, og selv om saadanne Episoder utvivlsomt heller ikke i Fremtiden vil kunne undgaas, maa den danske Regering dog hævde, at Situationen intet Sted i Danmark har antaget en saadan Karakter, at der er Grund til at tro, at de danske ordenshaandhævende Myndigheder ikke skulde være i Stand til i det store og hele vedvarende at sikre Opretholdelsen af Ro og Orden i Landet ogsaa paa en for den tyske Værnemagt fyldestgørende Maade. I Overensstemmelse med den Indstilling, som Regeringen siden Besættelsens Begyndelse har haft, har jeg den Ære i Besvarelse af den ovennævnte Note overfor Dem at erklære, at den danske Regering er besluttet paa at træffe alle de til Opretholdelsen af Ro og Orden og til Gennemførelsen af de gældende Love nødvendige Forholdsregler og det med alle Statens til Raadighed staaende Magtmidler i Overensstemmelse med de i saa Henseende gældende almindelige Bestemmelser, derunder ogsaa Reglerne om Politiets Benyttelse af Vaaben. Til denne Erklæring er det mig magtpaaliggende at tilføje den Udtalelse, at det — for at de ovenomtalte Bestræbelser for at genoprette og opretholde Ro og Orden ikke skal strande — efter Regeringens Opfattelse i det gode dansk-tyske Samarbejdes Interesse er en nødvendig Forudsætning, at Værnemagten paa sin Side vil bidrage sit til, at der ikke paa Omraadet for Ordenens Haandhævelse opstaar nogen Konkurrence mellem den danske Ordensmagt og den tyske Værnemagt. Med Henblik paa den danske Ordensmagts Autoritet overfor Befolkningen er det en Nødvendighed, at Befolkningen kan føle sig overbevist om, at Ordenshaandhævelsen udelukkende er et rent dansk Anliggende. Jeg saa derfor meget gerne, om den Øverstbefalende over de tyske Tropper i Danmark vilde lade samtlige lokale Kommandanter tilflyde den nødvendige Instruks om, at tyske Tropper ikke griber ind som ordenshaandhævende Faktor mod Demonstrationer, Opløb og lignende, og jeg føjer dertil Haabet om, at Værnemagten stedse maa bevare den Ro og Besindighed, som hidtil almindeligt har præget dens Optræden, saa at det kan undgaas, at tyske Soldater selv giver Anledning til, at der opstaar Gnidninger. Modtag, Deres Excellence, Udtrykket for min udmærkede Højagtelse. sign. Erik Scave-nius. Til Hans Excellence Hr. Dr. Werner Best, Befuldmægtiget for det Tyske Rige i Danmark, Dagmarhus.
Side 281 Oversættelse. ad Bilag 17. Sv. / KS København, den 27. August 1943. Deres Excellence, I Besvarelse af Deres Note af 21. d. M. angaaende Overfaldet paa Løjtnant Wieseler i Oden-se den 19. d. M. tillader jeg mig, efter at denne Sag har været gjort til Genstand for Konference i Ministerraadet, at meddele Dem følgende. Den danske Regering udtaler overfor Dem og den Øverstbefalende over de tyske Tropper i Danmark sin dybeste Beklagelse over, at danske Statsborgere har kunnet lade sig henrive til paa en saa oprørende Maade at overfalde en tysk Officer, og beder Dem og Hr. General von Hanneken være overbeviste om, at Overfaldet paa det skarpeste fordømmes ikke blot af Regeringen, men ogsaa af Odenses Bystyre, samt af den — langt overvejende — besindige Del af de Danske, til hvis Kundskab Begivenheden er naaet. En indgaaende Undersøgelse af denne Sag er straks blevet indledet for at finde og afstraffe Gerningsmændene, og selv om ogsaa Sagens Opklaring under de givne Omstændigheder ikke turde være let, da de egentlige Gerningsmænd, som De selv udtaler, maa søges blandt en Menneskemængde paa 4—500 Mennesker, saa nærer Regeringen dog Haab om, at Under-søgelsen maa kunne afsluttes i Løbet af den korteste Tid. Regeringen forstaar at værdsætte den Holdning, som De og Hr. General von Hanneken har indtaget i denne Sag, og hilser med Tak, at man fra tysk Side har set bort fra de i et saadant Tilfælde efter den tyske Værnemagts Praksis ellers sædvanlige Repressalier overfor den paagældende By og har villet foreslaa en Ordning paa anden Maade. Paa Deres Foranledning har jeg hermed den Ære vedlagt at sende Dem en Check paa 10.000 Kr. og vilde være Dem taknemmelig for. om De vilde have den Godhed at videresende Beløbet til det Tyske Røde Kors.Modtag. Deres Excellence. Udtrykket for min udmærkede Højagtelse. sign. Erik Scave-nius. Til Hans Excellence Hr. Dr. Werner Best, Befuldmægtiget for det Tyske Rige i Danmark, Dagmarhus.
Side 283 Oversættelse. ad Bilag 18. Sv. / KS København, den 27. August 1943. Deres Excellence, I Besvarelse af Deres Note af 21. d. M. - II. L. 175/43 - angaaende de Voldshandlinger, som er blevet begaaet i Odense mod tyske Statsborgeres Personer og Ejendom, tillader jeg mig, efter at denne Sag har været Genstand for Behandling i et Ministerraad, at meddele Dem, at den danske Stat principielt er rede til at godtgøre de paagældende Skader. De enkelte Erstatningskrav vil hurtigst muligt blive bragt i Orden, saa snart Bilagene fra Deres Side er blevet mig tilsendt. Modtag, Deres Excellence, Udtrykket for min udmærkede Højagtelse. (sign.) Erik Scave-nlus. Til Hans Excellence, Hr. Dr. Werner Best, Befuldmægtiget for det Tyske Rige i Danmark, Dagmarhus.
Side 285 Bilag 20. Rigsregeringens Krav Den danske Regering skal øjeblikkelig erklære Undtagelsestilstand over hele Landet. Undtagelsestilstanden skal omfatte følgende Enkeltforanstaltninger: 1. Forbud mod, at mere end 5 Personer samles offentligt. 2. Forbud mod enhver Strejke og mod enhver Understøttelse af Strejkende. 3. Forbud mod enhver Forsamling i lukket Rum eller under aaben Himmel. Forbud mod at betræde Gaderne mellem Kl. 20.30 og Kl. 5.30. Lukning af Restauranter Kl. 19.30. Aflevering inden den 1. September 1943 af alle endnu forhaandenværende Skydevaaben og Spængstoffer. 4. Forbud mod enhver Generen (Beeinträchtigung) af danske Statsborgere paa Grund af deres eller deres Paarørendes Samarbejde med tyske Myndigheder eller Forbindelse med Tyske. 5. Indførelse af Pressecensur under tysk Medvirken. 6. Oprettelse af danske Hurtigdomstole til Paadømmelse af Handlinger, der strider mod de til Opretholdelse af Sikkerhed og Orden udstedte Anordninger. For Overtrædelse af de forannævnte Anordninger skal trues med de højeste Straffe, der kan komme i Betragtning efter den for Tiden gældende Lov om Bemyndigelse for Regeringen til at træffe Bestemmelser til Opretholdelse af Ro, Orden og Sikkerhed. For Sabotage og enhver Medvirken hertil, for Angreb mod den tyske Værnemagt og dens Medlemmer samt for Besiddelse af Skydevaaben og Sprængstoffer efter den 1. September 1943 skal der ufortøvet indføres Dødsstraf. Rigsregeringen forventer den danske Regerings Akcept af foranstaaende Fordringer inden Kl. 16 i Dag. København, den 28. August 1943.
Side 288 Bilag 22. OVERSÆTTELSE København, den 28. August 1943. Hans Excellence Statsminister Erik Scavenius, København. Deres Excellence, Rigsregeringen har beordret mig til paa Grund af de i Odense forefaldne Begivenheder og særlig paa Grund af det skete Overfald paa en tysk Officer at meddele den danske Regering følgende: Rigsregeringen stiller følgende Krav: 1. Byen Odense skal inden 5 Dage betale en Bod paa l Million Kroner til en Kasse, som Befehlshaberen over de tyske Tropper vil angive. 2. Den danske Regering træffer de fornødne Forholdsregler for at finde og udlevere til de tyske Besættelsesmyndigheder de Personer, der er skyldige i Mishandlingen af den tyske Officer. Indtil Udlevering af de skyldige har fundet Sted, træffes der følgende Straffeforanstaltninger overfor Odense: a. Færdsel paa Gaderne efter Kl. 20 til Kl. 5 forbydes. b. Alle Biografer, Teatre og andre Forlystelsessteder lukkes. c. Restaurationer lukkes fra Kl. 19. 3. Hvis de skyldige ikke skulde være udleveret inden 5. September, vil 10 af Besættelses-myndighederne udvalgte Indbyggere i Odense blive arresteret og holdt i Arrest, indtil Udle-veringen af de skyldige sker. 4. Rigsregeringen meddeler den danske Regering, at den i Tilfælde af en Gentagelse af saadanne Begivenheder vil skride til endnu skarpere Forholdsregler. Modtag ............ sign. W. Best.
Side 291 Oversættelse. Sv./ KS ad Bilag 23. Sendt med Ministerens Visitkort til Dr. Best 28. August 1943 Kl. 15.30. N O T I T S. Ved den den 9. April 1940 trufne Ordning blev der skabt en Tilstand, hvis Hovedformaal det var at sikre Opretholdelsen af Ro og Orden i Landet. Regeringen har igennem hele den siden da forløbne Tid haft dette Formaal for Øje, og lige til den sidste Tids Begivenheder er det i det store og hele lykkedes at gennemføre de Bestræbelser, som i denne Henseende paa forskellig Maade er blevet udfoldet. Regeringen og Rigsdagen har gjort deres bedste for at holde Befolkningen i Ro. Til sidst er der, med hans Majestæt Kongens Approbation, af Regeringen og Rigsdagens Samarbejds-udvalg med Tilslutning af de samarbejdende Partiers Rigsdagsgrupper blevet bekendtgjort et Opraab, i hvilket Befolkningen paa indtrængende Maade opfordres til at undgaa uoverlagte Handlinger og bevare Ro og Besindighed. Dette Opraab har fundet Genklang i alle Kredse af Befolkningen, og baade Arbejderorganisationerne og de store Erhvervsorganisationer har ved Erklæringer af 23. og 25. August 1943 understøttet Regeringens og Rigsdagens Opraab. Det kan allerede nu konstateres, at disse Aktioner har øvet deres Virkning. Der er tydeligt indtraadt en Afspænding, og Regeringen nærer det begrundede Haab, at det vil lykkes at bekæmpe den øjeblikkelige Strejkebevægelse, saa at Arbejdsforholdet i Landet atter vil komme i Ro. Regeringen er, saaledes som det har fundet Udtryk i Hr. Statsministerens Note af 26. August 1943, rede til at træffe alle til Opretholdelsen af Ro og Orden og til Gennemførelsen af de gældende Love nødvendige Forholdsregler og det med alle Statens til Raadighed staaende Magtmidler i Overensstemmelse med de i saa Henseende gældende almindelige Bestemmel-ser, derunder ogsaa Reglerne om Politiets Benyttelse af Vaaben. En Iværksættelse af de fra tysk Side krævede Foranstaltninger vilde ødelægge Regeringens Muligheder for at holde Befolkningen i Ro, og Regeringen beklager derfor, at den ikke kan finde det forsvarligt at medvirke til Gennemførelsen af disse Foranstaltninger. København, den 28. August 1943.
Side 292 Bilag 24 AFSKRIFT N O T I T S. Fredag den 27. ds. vendte Dr. Best ved 11.30-Tiden tilbage til København fra sin Rejse til det tyske Førerhovedkvarter. Endnu inden Flyvemaskinen var landet i Kastrup, meddelte Gesandt Barandon, at Dr. Best ønskede en Samtale med Statsministeren mellem Kl. 12 og 13, efter at han først havde talt med General von Hanneken. Lidt senere meddelte Hr. Barandon, at der ikke kunde blive nogen Samtale mellem Kl. 12 og 13, og senere paa Eftermiddagen blev Samtalen paany udskudt. Ved 18-Tiden meddelte Hr. Barandon, at der næppe vilde blive nogen Samtale den Dag, da der endnu ventedes paa en Besked fra Berlin. Det aftaltes, at Statsministeren Lørdag den 28. ds. Kl. 9 skulde indfinde sig hos Dr. Best i Dagmarhus, medmindre der i Mel-lemtiden kom anden Besked. Dette blev ikke Tilfældet. Lørdag den 28. ds. indfandt Statsministeren sig som aftalt hos Dr. Best Kl. 9 Morgen. Dr. Best gjorde Statsministeren bekendt med de tyske Fordringer, der i Korthed gik ud paa føl-gende: 1. Den danske Regering skulde erklære Undtagelsestilstand over hele Landet. 2. Den danske Regering skulde indføre Dødsstraf for Sabotage og Angreb paa den tyske Værnemagt. 3. Odense-Sagen skulde ordnes ved en Bøde paa 1 Mill. Kr. og Udlevering til de tyske Myn-digheder af Gerningsmændene. Der truedes med, at Værnemagten vilde tage Gidsler og holde disse i Arrest, indtil Gerningsmændene var fundet. 4. Den tyske Regering forventede Accept af Punkt l og 2 inden Lørdag den 28. Kl. 16. Allerede Kl. 9.15 telefonerede Statsministeren fra Dagmarhus til undertegnede og bad mig sammenkalde Ministeriets Medlemmer til Møde snarest muligt. I Løbet af ca. tre Kvarter lykke-des det at samle Ministrene, saaledes at Ministermødet kunde paabegyndes ved 10-Tiden. Efter at Sagen havde været drøftet i Ministeriet, i 9 Mands Udvalget og i Statsraad, beslut-tedes at svare afvisende paa de tyske Krav under Punkt 1 og 2. En Besvarelse af Punkt 3 var herefter overflødig. Svaret blev afgivet i Form af en »Aufzeichnung«, som med Statsministerens Visitkort Kl. 15.45 blev afleveret til Dr. Bests Sekretær paa Dagmarhus. I Løbet af Eftermiddagen talte jeg med Dagmarhus om Spørgsmaalet om en Offentliggørelse af den danske Regerings Stillingtagen til de tyske Krav. Jeg gjorde gældende, at det var rimeligt, at Befolkningen ved en eller anden eventuelt ganske kort Meddelelse blev gjort bekendt med, hvad der var passeret. Svaret fra Dagmarhus gik ud paa, at der ikke maatte finde nogen Offentliggørelse Sted, og man fandt det heller ikke ønskeligt, at Udenrigsministeriet orienterede Pressens Folk om, hvad der var sket. I Løbet af Eftermiddagen og Aftenen indtraadte der ikke nogen Reaktion paa det danske Afslag. Ved 22-Tiden meddelte Presseattaché Schröder Kontorchef Eskelund, at der i Nattens Løb kunde forventes en tysk Meddelelse til Offentligheden. Hr. Schröder kunde dog ikke sige, paa hvilket Tidspunkt denne Meddelelse vilde fremkomme. Den 29. August Kl. 3.20 telefonerede Kanstein og bad mig meddele Statsministeren, at han efter Ordre fra Befehlshaber straks skulde aflevere et Brev til Statsministeren. Jeg ringede den-ne Besked til Statsministeren og ca. Kl. 4 indfandt Hr. Kanstein sig paa Ministerens Bopæl i Hjortekær og afleverede en Skrivelse fra General von Hanneken, hvori meddeltes følgende: Side 293 Da den danske Regering ikke er i Stand til at opretholde Ro og Orden i Landet meddeles, at den Øverstbefalende i Overensstemmelse med (im Sinne) Artikel 42—56 i Haager-Landkrigs-ordningen har erklæret militær Undtagelsestilstand i Danmark med øjeblikkelig Virkning. Den udøvende Magt er dermed overgaaet til den tyske Værnemagt. Som Følge af den militære Undtagelsestilstand har den Øverstbefalende dekreteret, at den danske Hærmagt skal afvæbnes og opløses. Der er givet Hans Majestæt Kongen og Hans kgl. Højhed Kronprinsen Meddelelse om Erklæringen af den militære Undtagelsestilstand. Generalen beder Stats-ministeren meddele Regeringen, at dennes Beføjelser er tilendebragt ved Værnemagtens Overtagelse af den udøvende Magt. Generalen forventer, at Medlemmerne af Regeringen vil afholde sig fra enhver mod det tyske Rige rettet Handling. Omtrent samtidig afleverede Presseofficer Daub til Kontorchef Eskelund en Bekendtgørelse med dansk og tysk Tekst, hvorved Generalen erklærede Undtagelsestilstanden i hele Danmark. Kl. 10 samledes Ministrene til Møde i Udenrigsministeriet for at drøfte Spørgsmaalet om Formaliteterne i Forbindelse med Ministeriets Tilbagetræden og Spørgsmaalet om en Opfordring til Tjenestemændene om at forblive paa deres Poster og fortsætte deres Gerning. Den 30. August 1943. sign. Nils Svennlngsen.
Det skulle herefter være tydeliggjort, at ansvaret for den tyske militære undtagelses-tilstand ene og alene skal placeres - ikke hos tyskerne, som forud udtrykkeligt havde varslet, hvad de ville - derimod på den tidligere statsminister Vilhelm Buhl, uagtet general Hannekens grumme spil. Jamen, herregud, hvorfor nu det? Buhl sagde jo nej til de tyske krav. Javel, men hvad var Buhls motiv? Buhl så chancen til at komme ud af det tryk, der lå på ham fra september 1942, da han holdt sin berygtede antisabotagetale i radioen. Chancen kom da han blev formand for 9-mandsudvalget. Buhl blev Ikke valgt af sine kolleger, men en følge af gældende praksis på Christansborg, at udvalgsmedlemmernes rangfølge er bestemt af partiernes størrelse. Dermed fik afgørelsen et ubehageligt partipolitisk islæt, som skal erindres. Dernæst forelagde 9-mandsudvalget ikke aftalen for rigsdagsgrupperne, m.a.o. en udemokratisk metode, trods en beslutning af forventet katastrofal betydning for befolk-ningen. Der var jo ikke tid, sagde man, tyskerne forlangte svar inden kl. 16. Der skulle jo også holdes statsråd. Ja, alt for mange havde alt for travlt med at træffe en forkert beslutning. Ingen fastholdt, at regeringens udspil var et ordinært forhandlingsoplæg, som normalt ville afføde et tysk svar, og så videre. Ja, og på samme tid trådte general Hanneken i karakter. Endelig fik han chancen.Det burde 9-mandsudvalget have forudset. Og gjorde udvalget det, er de et eksem-pel på groft uansvarlige politikere, in casu Vilhelm Buhl, der i en dødsens farlig situa-tion lod hånt om landets befolkning. Dét er pointen. Dertil kommer den i det følgende 1 ½ år relevante dansk-tyske praksis med cirkulæ-rer og forordninger under departementchefstyrets skyggeregering, 13-mandsudvalget, igen med Buhl som formand, Men frem for at sætte Buhl i arresten ved befrielsen, valgte Frihedsrådets Frode Ja-kobsen og konsorter at indtræde en bloc i Junta-Buhl-regeringen 10. Maj 1945. Som ikke var et administrativt organ før oprydning med nyvalg til rigsdagen, men en antitysk lovgivningsmaskine med antiscaviansk brod for fuld kraft i 5 måneder - uden hjælp til syge tyske flygtninge, der døde i tusindetal - tiltrådt af de samme, tidligere enkelt-, nu dobbeltmoralske koryfæer a la Buhl, indvalgt før og i 1939 og 1943, og i Rigsdagens folketing og landsting havde tiltrådt det stik modsatte: De samtlige relevante love i tysk favør. Der er lang vej endnu før besættelsestiden og efterspillet kan sættes på rette plads. Derfor skal Sådan valgte de - bydes velkommen.
klik til De parlamentariske Kommissioners Beretninger 4
klik til Flemming Rose er megafon for Putin
klik til index
|
