Undertegnede havde i går nedenstående klumme i den trykte avis:
Hvad mon man forventer at få, hvis man bestiller uspecificerede varer hos blad- tegnere, der først og fremmest tegner til dagbladene og ofte har karikaturer som speciale?
Det er kernen i den verserende strid mellem Jyllands-Posten og Uffe Ellemann-Jensen, fordi sidstnævnte har fastslået, at kulturredaktør Flemming Rose i september 2005 ville "bestille nogle karikaturer af profeten, som han derefter trykte i avisen".
Rose beskylder Uffe Ellemann-Jensen (UEJ) for at have "løjet systematisk" og hævder, at han alene bestilte "tegninger" af Muhammed, ikke "karikaturer". Han må bevise sin påstand, skriver Rose, og derfor skal Ellemann forklare, hvorfor så ikke alle 12 offentliggjorte tegninger var karikaturer, og "hvis han mener, at der var tale om en bevidst provokation rettet mod islam, gøre rede for, hvorfor flere af tegningerne ikke er rettet mod islam, men mod Jyllands-Posten, Kåre Bluitgen, Pia Kjærsgaard og skræm-te bladtegnere" (JP.dk, 13.1.2008).
Det er det imidlertid ikke svært at redegøre for:
1) Hvis man bestiller uspecificerede varer hos fiskehandlere, er det formodentlig med den klare hensigt at få fisk - men man får måske også nogle skaldyr med i købet. Når man anmoder bladtegnere om tegninger, er der stor sandsynlighed for, at man får karikaturer, hvilket naturligvis også var tilfældet for de fleste af tegningerne, som JP modtog, men ikke alle: I dette tilfælde var der både neutrale illustrationer, vittigheds-tegninger, skarpe karikaturer og hårdkogte propagandakarikaturer.
2) Henvendelsen fra Roses hånd gik imidlertid ikke kun på, at tegnerne skulle "tegne Muhammed, som de ser ham," sådan som Rose har anført igen og igen, men var samtidig eksplicit relateret til den ophidsede debat "i forbindelse med en børnebog af Kåre Bluitgen". Dermed indskrev Rose allerede i brevet til tegnerne hele sit forehavende i den ekstremt islamfjendtlige forfatter Kåre Bluitgens sag, som Jyllands-Posten i forvejen havde gjort til sin egen.
Bluitgens dagsorden har været velkendt, siden han i en bog fra 2002 opfordrede til at afbrænde muslimske tørklæder og "stænke Koranen med menstruationsblod". Derfor er det slet ikke det ‘mysterium’, Rose gør det til, at avisen også modtog tegnin-ger, der vendte brodden mod JP’s og Bluitgens selektive ærinde.
Disse præmisser er lige så uomgængelige, som de er almindeligt tilgængelige. Konteksten taget i betragtning er Ellemanns udlægning derfor heller ikke spor odiøs, selv om Rose selvfølgelig har ret i, at ordet "karikatur" ikke fremgik direkte af brevet til tegnerne.
Men brevet er én ting. Nok var kampen mod selvcensur utvivlsomt et afgørende mo-tiv for Rose, men det blev forhånelsen, der gennemsyrede hele udtrykket, da initiativet så tryksværte.
Alligevel bedyrer Rose utrætteligt, at det skam slet ikke var hensigten bevidst at håne muslimer med offentliggørelsen - holder den udlægning?
Hvis ikke det var forhånelse af muslimer, der kom til udtryk, hvad var det så, når "hån, spot og latterliggørelse" var omdrejningspunkt i Roses famøse erklæring, der netop kun eksemplificerede muslimer, og som var flankeret af karikaturer og tegninger af Muhammed i stedet for et bredt udvalg af religiøse hovedpersoner? Og hvis der ikke var tale om en tilsigtet fremhævelse af muslimer, hvorfor så lige akkurat bringe en af de allermest aggressive propagandakarikaturer af Muhammed øverst på avisens forside sammen med citatet om at skulle finde sig i "hån, spot og latterliggørelse"?
Og ikke mindst, men ofte glemt: Hvis ikke muslimer skulle spiddes, hvorfor mon så avisens lederartikel den selv samme dag stemplede hele den brede gruppe af vidt for-skellige muslimer, der tegner islam i den danske offentlighed, som "middelalderlige" og "gale mullaher", og hvorfor mon lederartiklen under titlen "Truslen fra mørket" samtidig ene og alene handlede om manglende muslimsk tålsomhed over for "satire" og "fornærmelse"?
Både retorisk og visuelt var det vanskeligt at se, at andre end muslimer - og kun muslimer - skulle være målet for offentliggørelsens "hån, spot og latterliggørelse".
Derfor er det interessante i den aktuelle debat først og fremmest gentagelsen af det voldsomme raseri, som den magtfulde avis’ redaktører lægger for dagen, når disse selvproklamerede ytringsfrihedsapostle møder en anden udlægning af karikaturkrisen end deres egen: Så kræver man økonomisk erstatning af kritiske enkeltpersoner, sender gravalvorlige klager til universitetet og tilsværter opponenter på lederplads.
Senest er Ellemann altså kommet i gabestokken - på grund af forskellen på ordene "tegning" og "karikatur"!
Dét var nok - Flemming Rose følte sig krænket. Denne mand, der slet ikke kunne forestille sig, at der var muslimer, der kunne blive krænket af at se Muhammed udstillet som ondskabsfuld terrorist med den islamiske trosbekendelse malet på en bombe i sin turban - denne mand føler sig nu groft krænket af forskellen på ordene "tegning" og "karikatur"?!
Herregud.
"Journalisten" 14.februar 2007
Uddrag af
Øjvind Hesselagers interview med Flemming Rose
- Set udefra har Flemming Rose stået næsten alene med sit forsvar. Men på den private front har hans kone givet ham mod- og medspil i forløbet.
»Min kone er fra Sovjetunionen og har lært, at man ikke skal stikke hovedet mere frem end nødvendigt, da man aldrig ved, hvordan det kan blive brugt imod en. Men jeg er fra den lavere middelklasse i Danmark, jeg er storebror og har lært at klare mig selv og selv tage ansvar.«
»Hun har boet mange år side om side med muslimerne i det nordlige Kaukasus, og hun mente i udgangspunktet ikke, der var nogen grund til at krænke folk. Det mente og skrev jeg også, men problemet med selvcensur som følge af frygt overbeviste hende om det rigtige i at offentliggøre tegningerne. Vi har haft en løbende snak om det,« siger Flemming Rose.
- Overvejede du, om din kone havde ret i sit udgangspunkt?
»Min indfaldsvinkel var en anden, men jeg lyttede til hendes argumenter og forklarede, hvad jeg selv mente. Jeg har hele tiden følt min kones opbakning, uanset om vi har været enige eller ej. Det er jo fint, at der er nogen, der holder en til ilden og stiller de relevante kritiske spørgsmål.«
Flemming Rose afviser, at der ligger fremmedfjendske motiver bag tegningerne.
»Jeg har arbejdet otte år i Dansk Flygtningehjælp og undervist flygtninge i dansk. Jeg er gift med en indvandrer, der har mærket kulturforskelle og fjendebilleder, jeg har boet det meste af mit voksne liv i udlandet og rejst overalt i verden. Jeg ved godt, hvor svært det er. Min kone tror jo aldrig, hun bliver integreret i Danmark.«
- Du har to store børn. Hvordan har de reageret på truslen mod dig?
»De har syntes, det har været voldsomt ubehageligt. Min datter fandt en dødstrussel mod mig på internettet. Det er svært, når ens datter kommer og spørger »Hvad er det her?« Det er lykkeligt, at de er voksne og ikke bor hjemme. Ellers havde de været en del af det pres, jeg har været under.«
»Det var bare en løs idé,« forklarer Flemming Rose. »Og det gav mig noget ekstra arbejde. Sådan husker jeg den dag, jeg hørte om idéen.«
Tiden er spolet tilbage til september 2005, hvor det hele begyndte. Jyllands-Postens weekendredaktion i Viby drøfter på det ugentlige redaktionsmøde mulige opfølgninger på avisens artikel om en dansk forfatter, der har fået afslag fra tegnere, der ikke vil illustrere hans bog om islam. Historien har stået i flere danske aviser.
Journalist Stig Olesen foreslår, at Jyllands-Posten opfordrer alle danske bladtegnere til at tegne Muhammed. Og på avisens journalistiske søndagssektion Indblik sætter redaktør Pierre Collignon sig til tastaturet for at skrive teksten, der skal supplere tegningerne.
»Pierre skrev en tekst, som Carsten Juste mente var for kommenterende i forhold til, at Pierre er redaktør for et journalistisk magasin, hvor de, der redigerer, ikke skal mene så meget,« forklarer Flemming Rose.
»Juste bestemte, at tegningerne skulle stå i KulturWeekend, som jeg er ansvarlig for.«
Den første reaktion på tegningerne kom fra en kioskejer i Brøndby Strand, der nægtede at sælge Jyllands-Posten. Flemming Rose talte med ham og forklarede avisens disposition. Resten er historie.
Det, der oprindeligt var en løs idé kastet ud på et redaktionsmøde i Viby og næsten aflivet i samme sekund, blev på få måneder næsten synonymt med personen Flemming Rose.
I dag har Flemming Rose fundet flere forklaringer på sin rolle og de valg, han traf. Ubevidst har han i ordstriden trukket på sine oplevelser som korrespondent i Sovjet-unionen.
»Jeg har været enormt påvirket af de systemkritikere i Sovjetunionen, der har været mine venner og forbilleder i 80'erne. Det var en meget central værdi for de mennesker ikke at lade sig knække".
Berlingske Tidende, 9. Marts 2008
Uddrag af
Jesper Beinovs interview med Flemming Rose
- Historien om Flemming Rose er i virkeligheden en helt anden; lavmælt af natur, kendt som en venlig, åben person, der tænker principielt, er nogle af de karakteristika, der bliver hæftet på ham.
Sansen herfor har Rose tilsyneladende haft siden han som ganske ung gled fra universitetsstudier i russisk, til fra 1990-96 at være Berlingske Tidendes korrespondent i resterne af Sovjetunionen, på overgangen til Jeltsins Rusland. Her slog han tidligt sit navn fast som velskrivende korrespondent med et suverænt kildenetværk, der rækkede helt til Kreml. Russisk gift blev Rose tillige.
»Katastrofen der udeblev« hed hans medrivende reportagebog fra 1998 om verdens største land. Russernes ufattelige lidelser giver perspektiv på tingene og en af de mest tankevækkende skildringer i bogen er Roses beretning fra Sakhalin, i Russisk Fjernøsten, hvortil zartidens herskere sendte oppositionelle intellektuelle.
Berlingske Tidendes læsere husker tillige Rose fra hans tid som korrespondent siden fra 1996-99 i Washington D.C. inden han skiftede til Morgenavisen Jyllands-Posten. Dér vendte han atter tilbage til Rusland, for i 2004 at blive JP’s kulturredaktør.
At være i opposition generer ikke Rose, rodfæstet som han er i vestlige oplys-ningsværdier. En fasthed som modstandere indimellem opfatter som kantet og skinger stædighed, men snarere dækker over at Rose er overbevist forkæmper for pluralisme og frihed til forskellighed.
Nogen helt almindelig kulturredaktør er han imidlertid ikke. Skønlitteratur, film, musik synes ikke at have hans interesse som rent æstetiske kategorier, men alene i ideerne tjeneste. Ægte interesse har han således for ideernes sammenstød, i den hjemlige andedam som i verdenspolitikken. Med Muhammed-krisen blev Rose et navn, særligt i USA. Det gav ham adgang til en række af den vestlige verdens mest spæn-dende personligheder. Alt sammen gengivet i bogen »Amerikanske stemmer« fra 2006, som også kan læses som et angreb på den pænhed der er i den danske debat, når det gælder spørgsmålet om den påtrængende ytringsfrihed og sammenstødet mellem radikaliseret islam og frihedsrettigheder.
Siden Muhammed mødte Rose, og kimen blev lagt til den største udenrigspolitiske krise i den allernyeste danmarkshistorie, har striden om ytringsfriheden ingen ende ville tage. Med den seneste tids ballade om tegner Kurt Westergaards streg fortsætter diskussionen, og fødselaren står fast, eller som Rose skrev forleden: »…friheden til at håne, spotte og latterliggøre religiøse autoriteter. Det har været en forudsætning for det tolerance-begreb og de menneskerettigheder, som den europæiske civilisation grunder sig på«.
"Journalisten" 15. februar, 2006
Chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose har forskel-lige fortolkninger af det journalistiske projekt med Muhammed-tegningerne
Carsten Juste: Der var selvcensur
- Hvad var formålet med det journalistiske projekt med Muhammed-tegningerne?
»Man har forsøgt at beklikke vores motiver, men vi havde rene og gode jour-nalistiske motiver. Formålet var at afdække, om der findes selvcensur i Danmark ud over den selvcensur, vi allerede havde set. Vi ville undersøge, om danske bladtegnere tør tegne Muhammed, eller om de ikke tør tegne Muhammed.«
- Du var skeptisk over for udfaldet af undersøgelsen, da 12 ud af 40 svarede?
»Jeg var utryg ved det, for jeg ville gerne vide, hvorfor de 28 ikke havde svaret. Tre af dem var jo vores egne, så selve undersøgelsen var for tyndbenet. Derfor bad jeg om at få flere forklaringer fra tegnerne. Det ville ikke være journalistisk forsvarligt at skrive, at kun 12 ud af 40 reagerede. Forklaringerne betryggede mig ved projektet, og så sagde jeg 'nu kører vi'. Forbeholdet gik rent på lødigheden af den journalistiske undersøgelse. Ikke på tegningernes indhold.«
- Kunne man ikke sige, at undersøgelsen netop afkræfter den journalistiske tese om selvcensur, når 12 rent faktisk vælger at tegne?
»Ja, jo, teoretisk set, men det er jo kun tre-fire stykker, der rent faktisk har tegnet Muhammed, og det er kun to tegninger, som er decideret farlige. Det er kun dem med krumsablen og bomben i turbanen,« siger Carsten Juste.
- Men du kunne lige så godt have besluttet, at historien ikke skulle trykkes?
»Enhver, der beskæftiger sig med journalistik, ved, at tilfældigheder også gør sig gældende. Når jeg vurderede, at den var på kanten, så var det ikke på grund af tegnin-gerne, men på grund af undersøgelsens validitet. Men med de få tilmeldinger og med udgangspunkt i det faktum, at kun en lille håndfuld tegninger rent faktisk forestillede Muhammed, så var det stærkt nok til at sige: Ja, der er selvcensur,« siger Carsten Juste.
- Det virker, som om Flemming Rose er meget mere begejstret for det journalistiske projekt?
»Der er den forskel, at Rose er en fri kulturredaktør med ret til at føre nogle debat-ter. Det gør en meget stor forskel at være den, der har det endelige ansvar. Rose kan tænke på projektet, men jeg er nødt til at tænke på hele virksomheden og dens med-arbejdere. Det er forskellige roller, og det er meget anderledes at sidde med hoved-ansvaret i denne her situation.«
Flemming Rose: Der var ikke selvcensur.
- Hvad var formålet med det journalistiske projekt med Muhammed-tegningerne?
»Min pointe var, at tegnerne skulle optræde under eget navn. At de på den måde skulle demonstrere, at de lagde afstand til selvcensur.«
- Hvor mange af de 28 tegnere, som ikke tegnede, undlod at tegne på grund af selv-censur?
»En hel række ville ikke tegne på grund af konkurrenceklausuler eller fordi de var imod idéen. Der var kun én, som angav frygt som årsag.«
- Burde I så ikke lægge projektet ned, når der netop ikke var selvcensur?
»Nej, vi havde jo forud registreret flere konkrete eksempler på, at selvcensuren fandtes, for eksempel i forhold til Kåre Bluitgens børnebog. Vi kunne have valgt at lave en helt almindelig journalistisk historie, som havde gennemgået de seks konkrete eksempler på selvcensur og talt med alle de implicerede parter. Så havde vi fået et læserbrev og der havde ikke været mere med det. Nu valgte vi i stedet et journalistisk statement med tegninger. Hvis man virkelig ser på tegningerne, så er projektet jo nøjagtig som en journalistisk historie, hvor du har forskellige stemmer om selvcensur og om, hvis skyld det så er. Én tegner mener, at Jyllands-Posten overdriver problem-stillingen, og kalder os en flok reaktionære provokatører. Én tegner siger, at det bare er Kåre Bluitgen, der har lavet et pr-stunt. Så er der én, som siger, at det bare er noget, der foregår i en kontekst, hvor man er ude efter muslimerne. Derfor har han sat Kåre Bluitgen og Pia Kjærsgaard ind i et forbryderalbum. Nogle er mere neutrale, og så er der én, der fokuserer på kvindeundertrykkelse, og endelig én tegner, der peger på dem, der har kidnappet islam til terror.
- Det var altså ikke tænkt som en undersøgelse af, om selvcensuren er udbredt i bladtegnerkredse?
»Nej, tanken var, at hvis tilstrækkelig mange mennesker stiller sig op og siger, at de ikke ligger under for selvcensur, så kan man udvande den frygt, som nogen måtte have for at gøre det her.«
- Hvad havde været vinklen, hvis kun få havde turdet?
»Hvis 20 tegnere havde svaret, at de ikke ønskede at tegne på grund af frygt, så havde det været historien. Men sådan var det ikke.«
- Så det er en historie, som viser, at der ikke er selvcensur?
»Ja, det er helt oplagt for de tolv tegneres vedkommende.«
- Så det er en positiv historie, fordi de går ud i fællesskab og siger: Vi kan godt?
»Ja helt præcis, de tør godt.«
Juste og Rose på konfrontationskurs
Kulturredaktør Flemming Rose og chefredaktør Carsten Juste har i den seneste tid modsagt hinanden flere gange offentligt.
Et samarbejde med den iranske avis Hamshahri om, at bringe tegninger af den jødi-ske holocaust:
Flemming Rose ifølge CNN: »Min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, de offentliggør dem.« Flemming Rose sagde også, at de skulle vurderes ud fra journalistiske væsentlighedskriterier, men det blev klippet fra.
Carsten Juste ifølge DR Nyheder: »Vi kommer aldrig til at bringe de billeder i min avis.«
Om at bringe tegninger, hvor Jesus bliver gjort til grin og hvor der er en jødestjerne på en bombe:
Flemming Rose ifølge TV 2/NYHEDERNE: »Vi vil vise, at Jyllands-Posten ikke har en specielt anti-islamisk kurs.«
Carsten Juste ifølge tv2.dk: »Der er tale om gamle tegninger, og projektet er blevet skrinlagt for ikke at skabe unødig debat.«
Om at fortryde, at Jyllands-Posten har bragt Muhammed-tegningerne:
Carsten Juste ifølge TV AVISEN: »Det er klart, at hvis jeg havde vidst, at danske liv ville blive truet, som vi har set det, så ville jeg ikke- og heller ikke nogen anden dansk chef - have trykket på knappen.«
Flemming Rose ifølge DR: »Nej, det er jeg ikke enig i.«
"Journalisten" 15. februar, 2006
JYLLANDSPOSTEN 30. december 2002
Radioavisen bedriver propaganda forklædt som ekspertise
Af FLEMMING ROSE, Jyllands-Postens korrespondent
Under Den Kolde Krig nægtede venstrefløjen herhjemme at se virkeligheden i øj-nene, når den ikke stemte med idealet. I dag nægter en indflydelsesrig tjetjensk lobby i Danmark at forholde sig til forbrydelser, som bliver begået i den tjetjenske uafhæn-gighedskamps navn.
Fra den russiske propagandamaskines side er jeg fra tid til anden vant til at blive udsat for de mest uhyrlige påstande om Tjetjenien. Manipulation med fakta og fordrejning af begivenheder hører til dagens orden. Det er ikke overraskende. Den russiske centralmagt er i krig, og i krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb.
Overraskende er det imidlertid, når den russiske efterretningstjenestes metoder bliver kopieret i radioavisen på DR's P1, et medie som et flertal af den danske befolkning opfatter som troværdigt. Jeg tænker på radioavisen den 24. oktober klokken 8, da Helen Krag, lektor i minoritetsstudier ved Københavns Universitet, var i studiet for at give sin vurdering af en gruppe tjetjenske terroristers gidseltagning af omkring 800 mennesker i et teater i Moskva aftenen før. Hun blev præsenteret som en ekspert, der »følger udviklingen i Tjetjenien og det øvrige Kaukasus meget nøje«.
Lytterne fik til gengæld ikke at vide, at Helen Krag også spiller en central rolle i Støttekomiteen for Tjetjenien, der er tilhænger af Tjetjeniens uafhængighed af Rus-land og dermed part i den væbnede konflikt. Komiteen har f.eks. haft meget svært ved at erkende, at islamisk ekstremisme og terrorisme trives blandt dele af separatisterne".
Disse fænomener harmonerer nemlig dårligt med komiteens billede af den tjetjenske krig. Det lyder nogenlunde som følger: De tapre, forfulgte og hæderlige tjetjenske separatister kæmper en heroisk krig for deres frihed mod de kriminelle, korrupte og undertrykkende russere. Kort sagt: det gode er oppe mod det onde. Enhver, der har fulgt konflikten, ved, at billedet har flere farver end de to, Helen Krag og den tjetjenske lobby, ser: sort og hvidt.
Tre pointer i radioavisen
Som en naturlig konsekvens af dette billede understregede Helen Krag tre pointer i interviewet i radioavisen.
De tjetjenske separatisters regering ønsker kun fred og derfor kan de pr. definition ikke have noget med aktionen at gøre. Den slags påstande får én til at mindes danske kommunisters evige understregning af det fredselskende Sovjetunionens oprigtige kamp for freden under Den Kolde Krig, mens anderledestænkende blev sendt i lejre og Kreml opstillede SS-20 raketter rettet mod mål i Vesten.
Aktionen er planlagt af mørke kræfter i Moskva, som ikke ønsker fred, men som har en interesse i at give separatisterne skylden.
Den russiske efterretningstjeneste står bag terroraktionen. Det er alvorlige påstande. Den første skal jeg vende tilbage til om lidt. De to sidste anfører Helen Krag med hen-visning til den respekterede russiske menneskerettighedsforkæmper Sergej Kovaljov, en konsekvent kritiker af den tjetjenske krig, som for en uge siden i russisk TV kaldte en russisk general for krigsforbryder i hans åbne ansigt.
På spørgsmålet om hvem der kan tænkes at stå bag terroraktionen i Moskva, svarede Helen Krag i radioavisen:
»Den russiske menneskerettighedsforkæmper Sergej Kovaljov, som er meget kendt og meget anset, har tidligere sagt, at de her mennesker (terroristerne, red.) er betalt af de russiske efterretningstjeneste.«
En stærk anklage
Det er en stærk anklage af en person, der af mange betragtes som Ruslands samvittighed, så jeg spurgte for nylig, Sergej Kovaljov, om han virkelig havde sagt sådan. Han reagerede med frustration og vrede, og understregede, at han aldrig ville fremsætte en sådan anklage uden at have beviser for den, og det havde han ikke. Han tilføjede, at affæren mindede ham om lignende forsøg af hans fjender på at tilskrive ham ord og synspunkter, som han aldrig har givet udtryk for, men som bruges til at sværte hans gode navn til i den russiske offentlighed. Så meget om Helen Krags misbrug af Sergej Kovaljovs navn til at fremme sin egen dagsorden.
Hvad angår den første pointe om de fredselskende separatister og deres manglende involvering i gidseltagningen, så ved vi i dag følgende:
Sjamil Basajev, viceministerpræsident i separatisternes regering og næstkomman-derende efter den folkevalgte præsident Aslan Maskhadov, har påtaget sig ansvaret for terroraktionen. Vi kender ikke præsident Maskhadovs præcise rolle i forløbet, men Helen Krag og den russiske propagandamaskine er rørende enige om, at den er soleklar. Kreml mener, at Maskhadov stod bag terroraktionen, mens Helen Krag lige så kategorisk hævder det modsatte. Begge muligheder er foruroligende. Hvis Maskhadov vidste besked om den forestående gidseltagning i Moskva eller ligefrem havde godkendt aktionen, som hans tidligere repræsentant i den arabiske verden Selimkhan Jandarbijev påstod over for Jyllands-Posten i efteråret, så vil den vestlige verden have svært ved at gøre indvendinger mod Moskvas nej til at forhandle med Maskhadov om en politisk løsning i Tjetjenien.
Et broget billede
I parentes skal det bemærkes, at USA efter terroraktionen i Moskva tog det usæd-vanlige skridt at stemple Maskhadov som »damaged goods«. USA's ambassadør i Mos-kva tilføjede, at den tjetjenske leder havde mistet sin troværdighed som forhand-lingspartner.
Hvis Maskhadov derimod ikke anede noget om Sjamil Basajevs planlægning af terroraktionen, så indebærer det, at hans næstkommanderende kunne gennemføre en storstilet operation med brug af store ressourcer og med vidtgående konsekvenser for den russisk-tjetjenske konflikt uden at rådføre sig med præsidenten. I så fald kan Kreml - som man tidligere har gjort det - hævde, at der ikke er noget at forhandle med Maskhadov om, eftersom han reelt ikke kontrollerer oprørsstyrkerne.
I virkelighedens verden er billedet af separatisternes rækker mildt sagt rodet. Her er folk, der slås, fordi deres nærmeste er blevet slået ihjel af russiske tropper. Her er folk, der ser Tjetjenien som en selvstændig, verdslig stat, her er terrorister, her er røvere og banditter, her er folk, der ønsker en islamisk stat efter Talebans forbillede.
Helen Krag og hendes ligesindede nægter at se det, som ikke stemmer med deres idealbillede. De spalter ubehagelige, men væsentlige dele af virkeligheden fra. Det minder om de mentale modeller, der prægede venstrefløjen under Den Kolde Krig. I en smuk idés navn, det være sig bygningen af det socialistiske samfund eller tjetjenernes kamp for uafhængighed, fornægter man alt det, som ikke stemmer med idealet.
JYLLANDSPOSTEN 11. januar 2003
Tjetjenien og propagandaen
Af HELEN KRAG
Under overskriften "Radioavisen bedriver propaganda forklædt som ekspertise" bragte JP den 30. december i det forløbne år en artikel af sin Moskvakorrespondent Flemming Rose (FR). Artiklen handler primært om undertegnede. Navnet Helen Krag nævnes ialt 10 gange - og ikke for det gode. Det virker mildt sagt lidt overvældende.
Artiklen handler om, at Radioavisen den 24. oktober 2001, dagen for gidseltragedien i et teater i Moskva, om morgen bad mig kommentere enkelte omstændigheder om-kring denne forfærdelige hændelse. Det var på et tidspunkt, hvor telegrambureauerne endnu kun havde vage informationer om gidseltagerne og deres krav. Jeg fik af Radioavisen forelagt et telegram, hvor en vis Barajev nævnes som mulig leder af aktionen. Jeg nævnte da, at vi endnu ikke kan vide noget præcist, og at mange sammenhænge er tænkelige, men at den russiske menneskerettighedsforkæmper Sergej Kovaljov, for øvrigt en kritiker af Tjetjenienkrigen, ved en tidligere lejlighed (nemlig ved en høring på Christiansborg i maj 2001) havde nævnt Barajev-brødrenes samarbejde med KGB. Det får FR behændigt drejet til at jeg skulle have beskyldt den russiske efterretningstjeneste for at stå bag gidselaktionen. Det kan måske skyldes, at FR citerer et klip fra en senere radioavis end den, jeg blev interviewet til. Jeg brugte ellers blot karakteristikken til at vise, at der er mange slags tjetjenere og at den kendsgerning, at det var tjetjenere, der foretog gidselaktionen, ikke nødvendigvis betyder, at det var alle tjetjenere eller den tjetjenske regering, der stod bag. Hvis jeg skulle have udtrykt mig uklart, skal jeg være den første til at beklage det.
Baggrunden for interviewet i Radioavisen er den, at jeg gennem årene, som led i mit forskningsarbejde på universitetet, har erhvervet mig en ret stor viden om Nordkaukasus, den region, som Tjetjenien ligger i. Bl.a. har jeg skrevet en bog om regionen (Lars Funch Hansen og Helen Liesl Krag: Nordkaukasus. Folk og politik i en europæisk grænseregion, Museum Tusculanum 2002). Professor Bent Jensen anmeldte bogen den 30. juli sidste år i JP.
Min mangeårige beskæftigelse med Nordkaukasus har ikke blot givet mig en betydelig indsigt i områdets enorme kompleksitet, den har naturligvis også fået mig til at danne mig en mening om den aktuelle politiske situation. Og jeg lægger ikke skjul på dén indstilling, at Ruslands krig i Tjetjenien er så skamløs og håbløs, at der bør sættes alle sejl til for at opnå en fredelig løsning på konflikten. Hvordan en sådan løsning skal se ud, er jeg ikke den rette til at vide - det må være en sag for politiske instanser i Rusland og Tjetjenien. Én ting er dog sikker - det må ske gennem dialog, og gerne dialog på så mange planer som muligt. Det var netop for at fremme dialogen, at den tjetjenske kongres blev afholdt for nylig i København. Og det er af samme grund, at jeg selv og den danske Tjetjenienkomité overhovedet beskæftiger os med sagen, vel vidende at langtfra alle tjetjenere er ædle, noble eller særlig demokratisk anlagte.
JP skriver, at jeg og "den tjetjenske lobby" kun ser sort og hvidt idet jeg/vi anser alle tjetjenere for tapre, forfulgte og hæderlige, mens russerne ses som kriminelle, korrupte og undertrykkende. Jeg ved ikke hvad artiklens forfatter baserer sin opfattelse på. Den er i hvert fald ikke rigtig. Selv kender jeg mange fremragende, hæderlige, tapre og samvittighedsfulde russere, og jeg kender til ikke så få tjetjenere, der ikke er hæderlige, men derimod korrupte og som jeg nødig vil pleje omgang med.
Der står også i artiklen, at jeg - i modsætning til Flemming Rose - ikke kan se kompleksiteten i Tjetjenien. Også dette må stå for hans egen regning. I min bog og i andre publikationer har jeg gjort grundigt rede for denne kompleksitet. Det er dog korrekt, at jeg i min forskning og i mine foredrag fokuserer på tjetjenere og andre folk i Kaukasus og ikke så meget på Rusland. Dette skyldes, at mit fagområde er mino-ritetsforskning. Det er mit faglige ærinde at se på, hvordan minoriteters eksistensvilkår bestemmes af de asymmetriske relationer mellem majoritet og minoritet. Mange stater har det ikke for godt med deres minoriteter og jeg er vant til at blive kritiseret af repræsentanter for majoritetssamfund, når jeg beskriver minoriteters vilkår, som ellers ligger i forskningens blinde vinkel. Det oplevede jeg, da jeg i sin tid skrev om den russisksprogede befolknings ulige vilkår i Estland - da blev jeg nemlig i estiske medier kritiseret for at gå Moskvas ærinde; og nu, hvor jeg beskriver den nordkaukasiske befolknings vilkår, kritiseres jeg for at gå tjetjenske separatisters ærinde. Mærkeligt nok kommer beskyldningen nu ikke fra Moskva, men fra Flemming Rose, JP's Moskvakorrespondent. Var det ikke så tragisk, ville det være komisk.
Krigen i Tjetjenien har lemlæstet en region og dens befolkning. Man behøver ikke være ensidig iagttager for at få øje på denne kendsgerning. Det er dog lige præcis ensidighed, jeg bebrejdes i JP. Der er mange, der har påpeget det forfærdelige i situationen langt stærkere end mig, heriblandt en række anerkendte internationale aktører og organisationer som fx Læger uden Grænser og Human Rights Watch. Den danske Tjetjenienkomité står heller ikke alene, men har paralleller i mange andre lande. Nogle steder, som fx i Norge, Sverige, USA og Litauen står tidligere konservative parlamentsmedlemmer i spidsen for sådanne komiteer. Med andre ord: Tjetjenienkomiteer er ikke et venstrefløjsfænomen, men handler for mange mere om etik end om partipolitik. I Danmark er det især folk med viden om regionen eller engagement inden for folkeret og menneskerettigheder, der er medlemmer. De kommer iøvrigt fra mange politiske hjørner af samfundet, inklusive tilhængere af den nuværende regering. Også i Rusland er der dannet komiteer, der kritiserer den russiske fremfærd over for Tjetjenien.
Flemming Rose jonglerer behændigt mellem mit personlige navn, opfundne udsagn, der lægges mig i munden og generelle, ikke-relaterede udsagn om, hvad danske kommunister engang måtte have ment om Sovjetunionen, eller om hvad tjetjenienkomiteer måtte have af skjulte eller åbne dagsordener. Det gøres så ofte og så tydeligt, og virker i sin argumentation alt andet end upolitisk, at artiklen i JP faktisk ligesågodt kunne være udkommet under overskriften "Jyllandsposten bedriver pro-paganda forklædt som journalistik."
Ærgerligt, fordi den ulykkelige konflikt i Tjetjenien har brug for både ekspertise i medierne, gode diskussioner om løsningsmuligheder og lødig journalistik.
JYLLANDSPOSTEN 11. januar 2003
Flemming Roses forvrængninger
Af THOMAS BINDESBØLL LARSEN
fmd. f. Støttekomiteen for Tjetjenien
Den 30/12-2002 fremkommer Jyllandspostens Moskva-korrespondent, Flemming Rose (FR) med en besynderlig blanding af 'tilpassede' citat-bidder og løse påstande om Støttekomiteen for Tjetjenien. Dertil tilsat et usmageligt personangreb på lektor Helen Krag, Kbh. Universitet. Et humanistisk sindet og modigt menneske i Danmark, der har både videnskabelige og personlige erfaringer fra mange risikable rejser til både Tjetjenien og til Kaukasus-området. Mange af hendes kolleger - i f.eks. Grosnij - er blevet dræbt af russiske våben siden 1994.
FR's angreb på Helen Krags videnskabelige og alment menneskelige integritet er defor under lavmål.
Roses normale journalistiske objektive 'krydstjek' af kilder, osv. er åbenbart her veget for andre hensyn. Hvilke?
I en lang svada påstår Rose, at Støttekomiteen for Tjetjenien er "tilhænger af Tjetjeniens uafhængighed og dermed part i den væbnede konflikt. Komiteen har f.eks. haft meget svært ved at erkende, at islamisk ekstremisme og terrorisme trives blandt dele af separatisterne". Citat slut.
Sludder og vrøvl. Støttekomiteens formålsparagraf er faktisk langt mere beskeden. Enhver journalist kan finde den på vor hjemmeside:
* Respekt for menneskerettighederne i Tjetjenien. * En fredelig løsning på konflikten i Tjetjenien. * Hensyn til tjetjenernes ønske om at bestemme over egen fremtid. Dét er vores grundlag.
Støttekomiteen minder desuden om, at OSCE's valgobservatører (samt Ruslands egen Jeltsin) i januar 1997 anerkendte den tjetjenske præsident Aslan Maskhadovs valg til præsident. Valget betegnedes som "frit og fair". Vi har derfor stadig det syns-punkt, at ingen varig fred i Tjetenien kan opnås uden inddragelse af demokratisk valg-te politikere - som Maskhadov og Putin.
Maskhadovs demokratiske legitimitet har bl.a. vor nuværende udenrigsminister Per Stig Møller i årevis fremført. Mener Flemming Rose ikke, at Maskhadov stadig er Tjetje-niens sidst demokratisk valgte præsident?
Dernæst farer FR frem med påstande om at Støttekomiteens verdensbillede er lig med DKPs tidligere ros til Sovjets SS-20 raketter under den kolde krig, m.m.
Støttekomiteens medlemmer var skarpe kritikere af Sovjetdiktaturet. Vi har blot bi-beholdt dén grundinstilling, at hverken etniske minoriteter eller dissidenter skal mas-sakreres, blot fordi kommunismen i Rusland nu 'officielt' er brudt sammen.
En sondring, mange vestlige ledere desværre bevidst har negligeret, især siden 11. september 2001.
Støttekomiteen fordømmer al terror, modsat Flemming Roses insinuationer. Vi fordømmer utvetydigt, ligesom Zakajev og Maskhadov, den seneste selvmordsaktion i Grosnij. Men vi fordømmer også fortsat den russiske statsterror, som har dræbt over 100.000 uskyldige tjetjenere siden 1994.
Krigens parter, Putin og Maskhadov, bør indlede fredsforhandlinger. Gerne med Vestens støtte. Hvor er den støtte? For at drage en parallelI til Mellemøsten: Arafat betragtes - trods adskillige palæstinensiske terroraktioner - stadig af Vesten som eneste forhandlingspartner med Sharon. Hvorfor så ikke anlægge en tilsvarende attitude overfor Maskhadov i Tjetjenien? Flemming Roses polemiske påstande er forhåbentlig en eengangsforeteelse.
Krigen i Tjetjenien fortsætter i al sin gru. For begge parter. Jeg - og Støttekomiteen - finder det derfor bedre at bruge energien på at råbe opinionen op, i fremadrettede løsningsforslag mht. fred i Tjetjenien, fremfor en uvederhæftig skyggeboksning. Især når skyggerne ingen reeel substans har.
JYLLANDSPOSTEN 11. januar 2003
Flemming Rose fælder en hård dom, skriver Radioavisens nyhedschef, der tilbage-viser kritikken af et indslag.
Rose misforstår eller fordrejer
Af JENS HOLME, nyhedschef, Radioavisen
Efter at have funderet over sagen i mere end et par måneder går Moskva-korre-spondent Flemming Rose i JP 29/12 til angreb på et indslag i 8-Radioavisen 24/10.
Det var få timer efter, at tjetjenske terrorister havde taget 800 mennesker som gidsler i et teater i Moskva.
Foruden at rapportere direkte fra Moskva og orientere lytterne om den årelange russisk-tjetjenske-konflikt havde Radioavisen inviteret Helen Krag, lektor i minori-tetsstudier ved Københavns Universitet og formand for den nordiske Kaukasus-forsk-ning, som gæst i studiet.
Det skulle vi ifølge Flemming Rose ikke have gjort. Helen Krag er ifølge Rose en propagandist og som medlem af Støttekomiteen for Tjetjenien part i konflikten. Ved at lade hende optræde i udsendelsen bedrev Radioavisen propaganda forklædt som ekspertise, fastslår Rose.
Det ville godt nok give nogle alvorlige begrænsninger for Radioavisens muligheder for ekspertbistand, hvis vi skulle afkræve alle gæster i vore udsendelser en redegø-relse for evt. partitilhørsforhold og tilknytning til organisationer og bevægelser.
Men det kan Flemming Rose naturligvis være ligeglad med.
Han er åbenbart så forbandet på Helen Krag, at det lykkes ham at fordreje eller misforstå tre pointer i det godt et minut lange interview i Radioavisen. Foruden at Flemming Rose på forunderlig vis får rodet Den Kolde Krig og danske kommunisters blinde tillid til Sovjetunionen ind i affæren.
Forsigtige udtalelser
Jeg har genhørt udsendelsen og kan konstatere, at Helen Krag naturligt nok var yderst forsigtig med at udpege, hvem der kunne formodes at stå bag terroraktionen.
Hendes hovedbudskab var, at gidselaktionen i lang tid ville hindre alle fredsbe-stræbelser.
Derfor mente hun, at den selvudråbte tjetjenske regering næppe kunne formodes at stå bag, da dens hovedinteresse er at opnå fred og international anerkendelse.
Helen Krag nævnte - som anført af Flemming Rose - påståede udtalelser fra menne-skerettighedsforkæmperen Sergej Kovaljov om, at terroristerne skulle være betalt af den russiske efterretningstjeneste. Hun understregede imidlertid meget tydeligt, at hun intet kendte til det og af samme grund heller ikke havde nogen mening om det.
For det tredje nævnte Helen Krag, at de tjetjenske kræfter imod styret i Moskva omfatter alt fra gemene forbrydere, religiøse fundamentalister til helt almindelige krænkede mennesker. At motiverne til gidselaktionen kunne være almindelig gang-stervirksomhed eller bevidste ønsker om at spolere spinkle fredsinitiativer. Derimod ikke et eneste ord om, at aktionen skulle være planlagt af "mørke kræfter" i Moskva.
Eksperters lod
Flemming Rose fælder en meget hård dom over Helen Krag, der 24/10 måtte udtale sig på et meget spinkelt grundlag.
Det er journalisters - og i nogle tilfælde tilkaldte eksperters - lod at skulle redegøre for en endnu uopklaret situation. Hvorefter det senere - i bagklogskabens klare lys - viser sig, at nogle præmisser og sammenhænge var anderledes, end de tilsyneladende så ud. Men skulle vi vente på den fulde opklaring, udkom hverken Radioavisen eller Jyllands-Posten hver dag.
Radioavisen har bestræbt sig på at give lytterne en meget grundig dækning under og efter gidselaktionen i Moskva. Det er sket ved hjælp af DR Nyheders dygtige medarbejdere i Moskva og på Radioavisens udlandsredaktion - suppleret af udvalgte eksperter og kommentatorer.
Netop fordi vi er forpligtede på alsidighed, troværdighed og dybde.
JYLLANDSPOSTEN 11. januar 2003
Udskrift af indslaget om gidselsdramet i Moskva i Radioavisen den 24/10 kl. 8
Studievært Poul Erik Hansen:
- Tjetjenske oprørere holder fortsat publikum som gidsler i et teater i Moskva. Gidseltagerne har mineret teatret og kræver russerne ud af Tjetjenien, og vi har Susan Hoffmann med fra Moskva. Hvad ved vi om gidseltagerne nu?
Susan Hoffmann:
- Indtil videre ved vi, at det handler om mellem 30 og 40 tjetjenske oprørere. De er svært bevæbnede med sprængstof. De har sprængstof bundet rundt om maven, de har maskingeværer, de har granater. Man ved også, at det er nogle af de mest hårdnakkede tjetjenske oprørere, man har med at gøre. Man mener, at gruppen er ledet af Movsar Barajev, han skulle være nevø til den tjetjenske oprørsleder Arbi Barajev, som er en af de mest hårdnakkede tjetjenske oprørere, man kan have med at gøre.
P.E.H: Hvordan griber myndighederne situationen an?
S.H: Lige nu er de russiske myndigheder meget i vildrede om, hvordan de skal gribe det an. Man kan sige, at det i det mindste er positivt, at de ikke for længst har stormet teatret, de har ikke særlig meget erfaring med at forhandle i de her situationer, men i hvert fald kan man sige, at de må have lært af det, der skete i 1995, hvor man stormede et hospital, hvor der også var taget russiske gidsler, og det endte med, at 100 mennesker døde, også det at de har fået tjetjenske dumamedlemmer til at prøve at mægle i sagen tyder på, at de tænker sig godt om. Desværre tyder det på, at det kan komme til at vare lang tid, da en psykolog, som har gennemgået hele forløbet, siger, at det her virker meget planlagt til mindste detalje, og det virker, som om terroristerne har planlagt, at det her skal vare i lang tid, fordi de har undgået enhver direkte kontakt med autoriteterne.
P.E.H: Og det fortalte Susan Hoffmann direkte fra Moskva. I studiet har jeg besøg af lektor i minoritetsstudier ved Københavns Universitet, Helen Krag, velkommen til dig. Du følger udviklingen i Tjetjenien og det øvrige Kaukasus meget nøje. Kan vi nu være sikre på, at det rent faktisk er tjetjenere, der står bag den her aktion?
Helen Krag: Alt tyder på, at det rent faktisk er tjetjenere, men jeg er sikker på, eller jeg er rimeligt overbevist om, at det ikke har noget med den tjetjenske regering at gøre, altså med den valgte tjetjenske ledelse, at det er nogle tjetjenske særinteresser, der er på spil.
P.E.H: Hvad kan det være?
H.K: Tjetjenien er jo i en utrolig vanskelig og desperat situation og i en sådan desperat situation, så er enkelte kommandanter, så at sige kan de gå deres egne veje, fordi den tjetjenske regering som sådan er kun interesseret i fred.
P.E.H: Der er jo altså krig mellem de to lande. Hvordan påvirker det her forhandlingerne om fred?
H.K: Det forfærdelige er, at hver eneste gang, der er fredsfølere fremme, så viser det sig, så kommer der sådanne gidselsaffærer af denne her forfærdelige slags. Og netop nu skulle der være fredsforhandlinger her i København i næste uge, og det ser jo meget kritisk ud nu med den aktion i baggrunden.
P.E.H: Susan Hoffman var inde på, at vi ved, hvem der står bag. Er det almindelige banditter?
H.K: Den russiske menneskerettighedsforkæmper Sergej Kovaljov, som er meget kendt og meget anset, har tidligere sagt, at de her mennesker... han har sagt, at de er betalt af den russiske efterretningstjeneste. Det skal jeg ikke kunne forholde mig til, for det ved jeg for lidt om, men Rusland har også en interesse i at få givet tjetjenerne skylden som terrorister. Det er den her kampagne, den her tolkning er en meget vigtig brik i den russisk-tjetjenske krig.
P.E.H: Ja, eller nej, vil det påvirke de forhandlinger, der er om fred?
H.K: Det kan du tro, det vil.
JYLLANDSPOSTEN 11. januar 2003
Propaganda i radioen forklædt som ekspertise
Radioavisen har refereret forkert, og der var flere fejl i et indslag om tjetjen-ske terroristers gidseltagning i et teater i Moskva i oktober, hedder det i et svar til Jens Holme.
Af FLEMMING ROSE, Jyllands-Postens korrespondent
Jeg har ikke funderet over sagen i et par måneder. Efter en langsommelig proce-dure med at bestille Radioavisen på bånd, som DR i øvrigt tager 500 kr. for, hørte jeg først indslaget 23/12.
Jens Holme misinformerer, når han siger, at Radioavisen i det nævnte indslag rapporterede om den årelange russisk-tjetjenske konflikt. Det er forkert. Radioavisen nævnte en gidseltagning fra 1995, da den tjetjenske krigsherre, terrorist og forhen-værende ministerpræsident Sjamil Basajev tog 1200 tilfældige mennesker som gidsler på et hospital i den sydrussiske by Budjonnovsk.
Radioavisen refererede imidlertid forløbet af den terroraktion forkert. I strid med Radioavisens reportage førte den russiske centralmagt faktisk forhandlinger med terroristerne. Moskva opfyldte terroristernes krav om at indlede forhandlinger og give dem fri passage tilbage til Tjetjenien. Kort efter blev der indgået en våbenhvile. Tjetjenerne lovede i øvrigt at udlevere Basajev, men det skete aldrig.
Forhandlingerne begyndte efter en mislykket storm på hospitalet af russiske antiterrorstyrker, hvor snesevis af mennesker blev slået ihjel. Men - og det fortæller Radioavisen heller ikke - terroristerne havde da under erobring af hospitalet allerede dræbt 47 mennesker.
Det er en væsentlig del af historien om terroraktionen fra 1995, bl.a. fordi denne del blev ført i felten af præsident Putin som argument for ikke at gentage fortidens fejltagelser, da Kreml havde efterkommet tjetjenske terroristers krav.
Vigtigt tilhørsforhold
Jens Holme påstår, at jeg er modstander af at bruge Helen Krag som ekspert. Det står der intet om i min kommentar. Der står, at Radioavisen som et troværdigt medie burde have informeret lytterne om Helen Krags tilhørsforhold til den tjetjenske støttekomité, dvs. om hendes rolle som debattør snarere end ekspert.
Det er en afgørende forudsætning for at forstå Helen Krags farvede standpunkt. På samme måde som komiteens formand Thomas Bindesbøll Larsen præsenteres, når han optræder i medierne og i denne debat. Han præsenteres jo ikke blot som histo-riker ansat på Arbejdermuseet.
Jens Holme hævder, at jeg har misforstået eller fordrejer Helen Krags pointer. Det passer heller ikke.
Helen Krag anfører udtrykkeligt sine tre pointer: at de tjetjenske separatister - her tænkes på den tjetjenske eksilregering og oprørsstyrker under præsident Aslan Maskhadovs ledelse, som ikke anerkendes af Moskva - ikke står bag terroraktionen mod teatret, at Moskva har en interesse i at beskylde tjetjenerne for terrorisme, og at den russiske efterretningstjeneste finansierer terroristerne. Den sidste pointe nævnes med henvisning til den respekterede menneskerettighedsforkæmper Sergej Kovaljov.
Helen Krag siger rigtigt nok, at hun ikke ved tilstrækkeligt om det til at have en kvalificeret mening. Men hvorfor skal det så nævnes, hvis hun som "ekspert" ikke er i stand til at vurdere udsagnet?
Det skal det netop, fordi det tjener Helen Krags synspunkt. Og faktum er, at Sergej Kovaljov insisterer på, at han aldrig har sagt noget lignende. Et forhold Jens Holme slet ikke kommenterer.
I øvrigt har jeg svært ved at forstå, hvorfor Jens Holme som chef for en public service institution skal forsvare og forklare, hvad folk, der ikke er ansatte på Radio-avisen, siger i en udsendelse. Det må vel være deres egen eller deres organisations opgave.
Jyllands-Posten, der tilmed til forskel fra Danmarks Radio er en privat virksomhed, forsvarer jo ikke eksperter, der interviewes i avisen og dernæst bliver kritiseret på debatsiderne.
Part i konflikten
Helen Krag peger - som Jens Holme skriver - også på terroraktionens negative konsekvenser for fredsprocessen i Tjetjenien. Det gør hun bl.a. fordi studieværten spørger om det to gange. Men hun gør det også med en bestemt drejning, fordi hun som medlem af den tjetjenske støttekomité er part i konflikten. Helen Krag var med til at arrangere Den tjetjenske Verdenskongres i København, som fandt sted kort efter gidseltagningen.
I Radioavisen siger Helen Krag, at terroraktionen forstyrrer de fredsforhandlinger, som skulle finde sted på den tjetjenske kongres, dvs. forhandlinger hun som medlem af den tjetjenske støttekomité selv skulle deltage i, formidle eller forestå. Det er oplagt, at forbindelsen til den tjetjenske støttekomité er vigtig for at forstå Helen Krags brug af ordet »fredsforhandlinger« om debatten på den tjetjenske kongres.
Ingen uafhængige kilder har omtalt debatten på den tjetjenske kongres som »freds-forhandlinger«.
Der er også andre væsentlige fejl i Radioavisens indslag, som jeg ikke gjorde opmærksom på i første omgang. Studieværten siger f.eks. i indslaget, at den russisk-tjetjenske krig er en konflikt »mellem to lande«. Det eneste regime i verden, som har anerkendt Tjetjeniens uafhængighed, er talebanernes leder mullah Omar. Jeg tillader mig at tvivle på, at Radioavisen er talerør for dette regime og drager den forsigtige konklusion, at der er tale om en fejl. En misforståelse Helen Krag som ekspert let kunne have opklaret for lytterne, men det gjorde hun ikke. Hverken FN, enkeltlande eller internationale organisationer har anerkendt Tjetjenien som en stat. Det er folkeretligt stadig en republik i Rusland.
Man kan spørge sig selv, om Jens Holme virkelig har hørt indslaget fra 24/10. I så fald har han lyttet dårligt efter.
Det er således fuldkommen galt, når Jens Holme citerer Helen Krag for i indslaget at sige, at »de tjetjenske kræfter imod styret i Moskva omfatter alt fra gemene forbrydere, religiøse fundamentalister til helt almindelige krænkede mennesker.«
Det siger Helen Krag intet om i Radioavisen 24/10. Tværtimod understreger hun to gange, at de tjetjenske separatister kun er interesseret i fred og derfor ikke kan stå bag aktionen.
Vi ved som nævnt i min tidligere kommentar, at separatisternes daværende mili-tære leder Sjamil Basajev - den samme som stod bag terrorangrebet mod hospitalet i Budjonnovsk i 1995 - har taget ansvaret for terroraktionen mod teatret i Moskva, så vi kan nu konstatere, at Helen Krag som ekspert har taget grundigt fejl, men som politisk debattør har haft mulighed for at påvirke danske radiolytteres opfattelse af gidsel-tagningen i Moskva. Derfor er interviewet - som der stod i min første kommentar - stadig »propaganda forklædt som ekspertise«.
Kristelig Dagblad, tirsdag 11. marts 2008
Tekst til portræt af Flemming Rose: - "Ironisk er det, at det ikke var Flemming Rose, der oprindelig fik idéen til de famøse tegninger i Morgenavisen Jyllands-Posten. Men da det var ham, der førte dem ud i livet, blev han også sononym med Muhammed-krisen"
En fundamentalist efter ytringsfrihed
Morgenavisens Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rode fylde 50 år i dag.
Af Dorte Remar
Flemming Rose gør ikke meget væsen af sig. Morgenavisen Jyllands-Posten kultur-redaktør, der fylder 50 år i dag, virker på tomandshånd nærmest lidt ydmyg.
Men han er ikke en rose uden torne, og dem kan man som bekendt stikke sig på. Som Åsne Seierstad, da hun som Ruslands-kyndig førte an i den hjemlige mediekritik af hendes bog om Tjetjenien. Den var velskrevet, men fuld af fejl og derfor utroværdig, mente Rose. Hun svarede igen, og kombattanterne blev forsonet ved en offentlig debataften i København.
Så let er det ikke at blive gode venner med de millioner af muslimer verden over, der har stukket sig på Jyllands-Postens karikaturtegninger af Muhammed og Flemming Roses medfølgende tekst om, at man må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Vreden i den muslimske verden blussede op i vinteren 2005 med ambassadebrændin-ger i Beirut og Damaskus, voldelige demonstrationer med dødsofre, boykot i Mellem-østen mod danske varer og dødstrusler mod avis, tegnere og kulturredaktør. I det forløb stod han frem som forsvarer af de holdninger, værdier og principper, der lå bag tegningerne. "En uvirkelig tid" har han kaldt de dage, da Muhammed-krisen var på sit højeste. Og hvor han selv endte med at blive sendt på ferie, fordi han var ved at knæk-ke under presset med at være på døgnet rundt
Nu er den gal igen, efter at flere danske aviser bragte satiretegningen af Muham-med med en bombe i turbanen i forbindelse med dødstruslen mod tegneren Kurt Westergaard. Følte Flemming Rose dengang, at han stod noget alene i stormen, må det glæde ham, at der nu er flere til at bære byrden med at kæmpe for den ytrings-frihed, som han med egne ord selv er blevet fundamentalistisk tilhænger af. Tegnin-gerne har haft konsekvenser, som ingen kunne have forudset. En af dem er, at Flemming Rose i dag må leve under særlige sikkerhedsforanstaltninger i sit hjem i København. En anden er, at han er blevet en efterspurgt foredragsholder og debattør på universiteter og andre fora i den vestlige verden, der gerne vil høre ham forsvare tegningerne og debattere friheden til at ytre sig, uanset hvem og hvad det går ud over. Det er blevet sagt om Flemming Rose, at hans største styrke er hans kompromisløshed, som så også er hans største svaghed. Den pris, han har måttet betale, har han haft sin gode sag til at stå imod med, siger han selv. Det skal der en mand af principper til at mene. Dem fik han grundfæstet, da han som udenrigskorrespondent dækkede Sovjet-unionens opløsning. Det var her, han gjorde den erfaring, at konsekvent ytringsfrihed uden noget "men" tjener verden bedst. Det var også her, at han mødte sin hustru, Natalia. Familien, der også tæller to voksne børn, har bakket ham op hele vejen igen-nem slaget
Dagens fødselar er vokset op i Kastrup på Amager. Efter studentereksamen stude-rede han russisk sprog og litteratur på Københavns og Syddansk Universitet. Han har arbejdet som tolk og sproglærer i Dansk Flygtningehjælp og som anerkendt korre-spondent i Moskva og Washington for Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han i 2004 blev kulturredaktør. Flemming Rose har oversat flere bøger fra russisk til dansk og har selv skrevet "Katastrofen, der udeblev" og "Amerikanske stemmer".
For sin usvækkede kamp for ytringsfriheden er han blevet tildelt Jyllands-Postens Laust Jensen-Pris og Sappho-Prisen."
Citatsamling SLUT
Flemming Rose, megafon for Putin
kasler-journal.dk
mener at kunne fastslå, at når Flemming Rose-hændelserne jvf. Tjetjenien-krigens terror og diskussionen mellem Flemming Rose kontra Radioavisen, Helen Krag og Tje-tjenien-komiteen i 2002 og 2003 – hægtes sammen med hans andel i offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i 2005, kan hans motiv kun være, at han ønsker at være megafon for Putin og den russiske regering.
Det siger sig selv, at han som jøde – af russiske forældre og med en russisk hustru - ikke er begejstret for de muslimer, som ønsker jøderne i Israel jaget i havet, endsige er tilfreds med de muslimer, som i Tjetjenien går i krig mod Rusland for at opnå uafhæn-gighed.
Men i stedet for at sige tingene lige ud, dækker Flemming Rose sig bag et panser af bedreviden, den han mener at have erhvervet som korrespondent fra Danmark i Moskva, etc. Det får hans ligesindede over hele jordkloden op af stolene: – "Hurra! Endelig er der én, der tør sige sandheden". Der er blot den hage ved hyldesten, at den kun lyder fra den reaktionære højrefløj.
Forholdene i Tjetjenien er for komplicerede til, at kun dem, der har reel, og ikke kun påstået indsigt i Rusland--Tjetjenien-konflikten, skal udtale sig. Til gengæld er vi på hjemmebane, hvad angår Muhammed-tegningerne i 2005.
Her hykler Flemming Rose om ytringsfriheden, så det brager, som straks giver ham mange amerikanske venner. Men de burde aldrig være bragt, de tegninger. Dertil er de en alt for udfordrende provokation mod religionsfriheden, en efter dansk lynne de-mokratisk nødvendighed.
Jamen, vores trykkefrihed og ytringsfrihed? Nonsens. De begreber blev misvisende bragt som den store undskyldning, efter at flertallet på Jyllands-Postens redaktion mest havde lyst til, ikke at bringe dem. Flemming Roses skamridning af ytringsfrihedens fredhellige princip kan naturligvis ikke accepteres af flertallet af ateister, kristne, jøder, muslimer, buddhister, hinduer o.s.v.
Modpolens konsekvens så vi da skinbarlige religiøse forbrydere ved et spræng-attentat forandrede alle tiders kolossal-statue af Buddha til sten- og lerstøv. Det var et kulturchok. Og formentlig en næppe godkendt Flemming Rose-aktion. Eller hur?
Flemming Roses tolerancetærskel synes begrænset. Han opfatter næppe selv - eller gør han? - at han de facto optræder i en rolle, som en harm, men objektiv dansk-russisk Putin-nationalist, med deraf følgende kildeadgang til gud og hvermand, vel også til dem der agerer i skikkelse af religiøse forbrydere.
Hvad der bag kulisserne skete, da en række aviser for nylig genoptrykte flere af de unødvendige, nu pinligt misbrugte og derfor anti-satiriske tegninger, ved vi endnu ikke. At det skulle være et forsvar for tegneren Westergaard, fordi PET rykkede ud med bål og brand, på mistanke, er desværre for latterlig. Den nytiltrådte PET-chef in mente. Som tiden går, vil den affære smuldre til – næsten intet. Folk skal naturligvis opføre sig fornuftigt. Det gælder også et dansk-tunesisk ægtepar, med ikke just mælkehvid hud-farve. Til gengæld har vi pligt til at forsvare - og ikke hade - den religion, der nu en-gang er deres.
Dertil kommer det pinlige, at de i sagen 2 mandlige tuneresere står til administrativ udvisning. Det sker efter indstilling fra PET og Justitsministeren til Integrationsminis-teren, men, bemærk, uden domstolenes, Flygtningenævnets og de mistænktes adgang til sagens faktuelle indhold. Den metode er civil- og militærfacisme i renkultur, dog heldigvis ændret i sidste øjeblik med henblik på en domstolsprøvelse.
At ønske fødselaren tillykke er lidt vanskeligt. Han kom tilfældigt ind i orkanens øje, og udnyttede sin chance. Der er blot det med orkaner, at de smider rundt med folk - og med megafoner. Akja.
klik til Kritik af kritikken
klik til index