j *KOPI* fra Mogens Kaslers original: svenove
Dette er en SmartCMS kopi af den originale Mogens Kasler-Journal, som blev lukket 16. marts 2011

svenove                                                                                                                                                                                                             kasler-journal.dk
Page Down

 

 

 

Frode Jakobsen og Hitler

 

eller

 

SOG  &  FRODE

 

 

Sven Ove Gade:
FRODE Jakobsen, en biografi

 

 

 

Jeg, Mogens Kasler, lægger hovedet på blokken til henrettelse for en lidet politisk kor-rekt, mistænkelig racehygiejnisk ytring: - En halvjøde hylder en halvjøde. Jeg har intet belæg for, at Sven Ove Gade og Frode Jakobsen er halvjøder. Og selv om jeg havde, er det bedøvende uinteressant.

Men, indrømmet, jeg er lidt pikeret, fordi jeg ikke kan få det opklaret.

Sven Ove Gade, f. 1935, er ikke nævnt i Kraks Blå Bog; hans diskretion - og/eller mulige beskedenhed - har vel tilskyndet ham til at returnere en henvendelse fra Kraks Blå Bogs redaktion.

Spørgsmålet er, hvorfor denne diskretion, som kolliderer med det beskedne, jvf. Ekstrabladets tidligere chefredaktør Gades motto: "Ekstrabladet tør, hvor andre tier".

 

Frode Jakobsen, 1906-1997, oplyser intet om forældrenes genealogi, men han har flere steder udtalt, at han er arier.

Ikke desto mindre viser SOG`s ihærdige omklamring af sit objekt FRODE Jakobsen, en biografi, 600 sider, Gyldendal 2004, pris: en formue - at lysten til at skrive den omfangs-rige bog utvivlsomt har sit udspring i tydelige ligheder mellem forfatteren og hans trofæ.

De har begge solet sig som - overmenneske. Den ene medredaktør af Politiken, og chefredaktør for Ekstrabladet 1976-2000. Den anden som altid nærværende krigsfrivillig for Frihedsrådets og - mere diffust - for modstandsbevægelsens meriter.

Overmenneske? Friedrich Nietzsche i erindring, en af Hitlertidens filosofiske afguder.

 

Jamen, himmel. Jeg har taget gyseligt fejl. Sven Ove Gade er kristen missionær. Sic!

Det fremgår eklatant af hans indlæg på Århus Universitet, maj 2005, i en debat om Folkekirken.

Her må gøres plads for missionæren Sven Ove Gades indlæg, in extenso:
 

Missionsbefalingen  

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Ordren ikke til at tage fejl af. Og manden, der sagde det, var den samme, som også fortalte sine disciple, at han var ”vejen og sandheden og livet”. Her er ingen relativisme, her er et krav, som ingen kristen kan smyge af sig. Da der kun er én sandhed, må man med rette betegne kristendommen som intolerant.

Tror vi på ordene, så er problemstillingen slet ikke så vanskelig. Med mindre da, at vi begynder at ophøje os selv og lege Gud. Det er ud fra disse ord – nogle vil måske kalde det en form for fundamentalisme – at jeg vil forsøge at argumentere for mit syn på missionsbefalingen.

Viggo Mortensen har, så vidt jeg kan se, tre hovedpunkter på dagsordenen:

1. Den almindelige uvidenhed om, hvad kristendommen er.

2. Folkekirkens almindelige situation eller forfald.

3. Konsekvenserne af, hvad han kalder bevægelsen fra et monoetnisk, mono-kulturelt og monoreligiøst samfund til et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund. Altså virkningerne af, hvad man sammenfattende ynder at betegne som globaliseringen.

Jeg vil forsøge at forholde mig til alle tre punkter med baggrund i missions-befalingen.

 

 Ad 1: Den almindelige uvidenhed om, hvad kristendommen er:

 Dette punkt er i mine øjne det ubetinget vigtigste og spiller afgørende ind i forhold til de to andre punkter: Folkekirkens almene situation og mulighederne for at forholde sig til bevægelsen hen imod et multireligiøst samfund.

Uvidenheden blandt mange medlemmer af folkekirken går hånd i hånd med enten en erklæret eller også en stiltiende ligegyldighed over for kristendommen. At være uvidende om kristendommen er i de flestes øjne langt fra fatal. I forhold til det lidt diffuse begreb almen dannelse er basal viden om kristendom ikke noget imperativ. Ikke overraskende, for undervisningen i kristendomskundskab i folkeskolen har sejlet i årevis, og uden radikale indgreb er der ingen udsigt til nogen bedring, da det om muligt står endnu værre til på lærerseminarierne.

Viggo Mortensen konstaterer, at ”den religiøse kultur eller civil religion, der præger Danmark, har taget farve af kristendommen”, og at det måske kunne forlede en og anden til at tro, ”at landet og befolkningen er kristne”. Men dette er ikke tilfældet, for denne civilreligion befinder sig i en spænding til kernen i kristendommen, som er evangeliet.” Og et andet sted taler han om ”en udbredt kristelig analfabetisme”, som er vokset, samtidig med at vi har sendt missionærer syd på.

Diagnosen er korrekt. Der er flere årsager. Den måske vigtigste er den almindelige uvidenhed om kristendommen som ikke mindst en følge af 68-oprøret, hvor religion blev sat på ventepenge til fordel for andre guder, selv om folkeskoleloven i 1975 ikke efterlod tvivl om, at det centrale område for undervisningen i kristendomskundskab er ”den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom”. Både i folkeskolen og på seminarierne fik religion og kristendomskundskab lavstatus.

Mange af os har en grundlæggende viden om bibelhistorien fra vores hjem og de første skoleår, men når hverken hjemmene eller skolen mere er i stand til at tilfredsstille børnenes velkendte appetit, når det gælder eksistentielle spørgsmål, så skal det ende galt.

Naturligvis havde Grundtvig ret i, at forkyndelsen ikke hører hjemme i skolen, men opgiver  man reelt at undervise i kristendommen, så forsvinder grundlaget for kirken. I den situation har folkekirken kun èt at gøre: at gå langt, langt mere aktiv end i undervisningen i kristendommen, og en ægte undervisning kan kun være forkyndende. Man kan tale om nye kirkeformer, nye former for gudstjenester, men hvad nytter det, hvis den grundlæggende viden om kristendommen ikke eksisterer.

I Årbogen for Københavns stift 2004 noterer Hans Edvard Nørregaard Nielsen, at ”kirken er blevet til en kolos på lerfødder, mens den tidligere havde benene solidt plantet i enhver skolestue her i landet og ikke mindst gennem Brorson forenede udenadslæren med den virkelighed, der rørte sig på den anden side vinduerne.” For ikke så længe siden havde han måttet bruge en halv time på at fortælle en lærerinde, hvem Brorson var, og hvad han havde med Ribe at gøre. Hun underviste endda i dansk. Da Nørregaard Nielsen kunne fortælle, at det var ham med ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, fik han denne kommentar: ”Den kender børnene ikke. Det er ikke min periode.”

Samtidig med at kristendommen forsvinder ud af det danske folk, er aktivisterne i folkekirken  optaget af anderledes væsentlige sager, ikke mindst bestræbelserne for at tiltage sig mere magt på bekostning af Folketinget.

 

Ad 2: Folkekirkens almindelige situation eller forfald: 

Og det fører mig frem til det andet hovedpunkt: Folkekirkens almene situation eller forfald. ”Skal den kristne kirke overleve som kirke, må den hele tiden ændre sig,” mener Viggo Mortensen, som dermed tilslutter sig det gamle konservative slagord: ”Ændre for at bevare”. Men er det trods alt ikke tiltro os, dvs. medlemmerne af folke-kirken, for megen indflydelse? Uanset hvilke ændringer, der måtte blive gennemført, så skal vi vel ikke til at gå Vorherre i bedene.

 Viggo Mortensen forstærker ydermere denne holdning. Pludselig er det ikke blot et spørgsmål om kirken, men om kristendommen: ”Hvad er kristendommen godt for i det danske samfund? For godt for noget og for nogen må den være, om den skal overleve,” skriver han ganske opsigtsvækkende.

Jeg er hverken teolog og da slet ikke Vorherre, men mon det trods alt afhænger af vore menneskelige anstrengelser, om kristendommen vil overleve i et post-modernistisk velfærdssamfund, som fortvivlet forsøger at tilpasse sig globalise-ringen?

Hvis Viggo Mortensen ved ”den kristne kirke” og kristendommen forstår folke-kirkens situation, så har han naturligvis en pointe. Men hvad er det så for ændringer, han forestiller sig? Så vidt jeg kan se  især strukturelle. Der skal ske en nyordning af kirken. Det er han ikke ene om at mene, for det  gør også de grupper, der ynder at kalde sig ”det kirkelige landskab”. Der skal skabes orden i tingene. Vi skal væk fra ”det velordnede anarki”, hvor ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne.

Eller, som han udtrykker det: ”I stedet for et organ, der repræsentativt kunne afspejle det kirkelige landskab, har man ca. fire og en halv million medlemmer, hvis mening i princippet tæller lige meget”.  Men det må siges at være rimeligt, for det er en konsekvens af det almindelige præstedømme. Og kirken? Herom skrev Leif Grane, der om nogen kunne sin Luther: ”I de kirker, der har oplevet refor-mationen, burde alene historien belære om, at kirken intet er ud over ”de helliges samfund”, samlet om forkyndelse og sakramenter.”

I folkekirken har vi, mig bekendt, stadig det almindelige præstedømme, og kirken skal ikke være en politisk magtfaktor, hvad den uvægerligt vil blive, hvis vi for eksempel helt eller delvist skulle finde på at plagiere Sverige og Norge, hvor kirkerne har meninger om alt godt fra havet – Irak-krigen, de økologiske problemer i Østersøen etc.

I 1902 skrev den fremtrædende grundtvigske præst Otto Møller til sin ven Thomas Skat Rørdam, at han var overbevist om, at man fik en synodal forfatning. Det ønskede så at sige alle præster, og det lå i tidsånden. Hvis gejstligheden skulle komme til at råde, ville det omtrent være det uheldigste, der kunne ske, mente Møller og fortsatte: ”Gejstligheden er sig selv lig alle dage, og bliver vist aldrig klog på, at det passer sig bedre for den at tjene end at herske.”

Det gælder stadigvæk – at tjene og ikke herske. Og ”at tjene” vil først og frem-mest sige at forkynde evangeliet og at missionere.

Folkekirken skal, ifølge Viggo Mortensen, ”produktudvikle” sig. ”Brandet” skal forbedres, for vi lever under en markedsøkonomi. Kirken skal fx ”øge udbuddet af varierede gudstjenester for at imødekomme et behov”. Og han remser en række muligheder op: ungdomsgudstjenester, lystjenester, musikgudstjenester etc. Han har dog sine betænkeligheder, især hvis man ”ændrer indholdet af budskabet, evangeliet, for at imødekomme, hvad man oplever som et nyt behov.” Dels er det etisk tvivlsomt, dels vil det markedsføringsmæssigt skabe tvivl om identiteten, konstaterer han.

”Etisk tvivlsomt”? Enhver forestilling om at ændre budskabet er naturligvis uhyrlig. Til gengæld har han ret, når det gælder identiteten. I den nye essaysamling af Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen har Thomsen nogle væsentlige bemærkninger om både gudstjenester og kirkerum. Kirken skal være kirke, mener han. ”Jeg elsker den lutherske højmesse og krymper mig, hver gang den kritiseres af mennesker, der mener, at folk ville strømme til kirke, hvis bare gudstjenesten blev lavet om.”

Af en eller anden grund lider nogle præster og kirkelige organisationer under den tvangsforestilling, at de bør være ung med de unge i stedet for at tage til efterretning, at der i de fleste menneskers liv er en periode, hvor religion ikke er det emne, som optager dem mest. En sådan periode er netop ungdommen.

Rockkoncerter i kirkeligt regi, hvor velmenende FDF’ere griber guitaren og tæsker i trommerne,  er kvalmende og sagen uvedkommende. Lige som nogle af de aktiviteter, der foregår i Natkirken, hvor man sentimentaliserer og skaber stemninger fremfor at forkynde.

Hvis vi skal bruge modeordet ”brand”, så gælder det for kirken netop om at hæge om forkyndelsen og fastholde genkendeligheden. Mange af de nye salmer i salmebogen er eksempler på, hvad der kan ske, når en aktivistisk kirke vil lege moderne – når den foregiver fremfor at være. Det er alvor, der mangler, det er en tro på værdien af genkendelighed midt i en verden, hvor stort set alt andet er i bevægelse.

”Selvfølgelig er kirken også på markedet,” skriver Viggo Mortensen. ”Den må derfor underkaste sig markedets vilkår, og der er meget at gøre i retning af produktudvikling og kvalitetskontrol, før man kan sige at leve op til markedets krav.”

Nej, kirken skal netop ikke ”underkaste sig markedets vilkår”, den skal være kirke og ikke alt muligt andet. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan ske ændringer, men de skal ske umærkeligt – ikke som hektiske forsøg på at tilpasse sig et marked. Som Søren Ulrik Thomsen udtrykker det: "Når kirkerne står tomme, er det måske slet ikke, fordi kirken ikke følger med tiden, men fordi det tværtimod er svært at tro på, at den repræsenterer Det Evige, når den altid er så optaget af at løbe efter det timelige?”

Igen og igen: en kirke, der skal forkynde og missionere, skal være kirke. Holde fast i sig selv, gå til angreb på uvidenheden om kristendommen. Repræsentere  det modsatte af den såkaldte tidsånd. At lege moderne er alligevel forældet i morgen.

 

Ad 3: Konsekvensen af globaliseringen: 

Og det fører frem til det tredje punkt: Virkningerne af globaliseringen og dermed forskydningen fra et monoreligiøst til et multireligiøst samfund. Kan folkekirken, der er skabt i en monosituation, opretholdes, når man er kommet ind i en multisituation, spørger Viggo Mortensen. Han gør sig til talsmand for at udvide dialogen. Jeg formoder især med muslimer, så vi bedre kommer til at forstå hinanden. Kirken er ganske vist uforberedt, mener han, og den må derfor ruste sig.

Hans  håb er ”at muslimerne bliver bedre muslimer, at buddhisterne bliver bedre buddhister og de kristne bedre kristne, når de engagerer sig i dialogen.” Det er gennem dialogen, vi bedst vil kunne bekæmpe fundamentalisme. Danmark skal finde sin egen måde at være multikulturel samfund på i respekt for vores fortid og bl.a. kristne værdier Alt i alt må det vist betegnes som yderst beskedne mål..

For nogen tid siden besøgte jeg Lissi Rasmussen og hendes Islamisk-kristent Studiecenter på Nørrebro for at høre om hendes erfaringer. Noget lød ganske sympatisk. For at tale Viggo Mortensensk, så møder man via centret virkelig ”den anden” og bevarer sin kristne identitet og integritet. Eller for at tale Lissi Rasmussensk: Man skaber relationer mellem mennesker. Det kan alt sammen være udmærket, men det sker også mange andre steder. I skolen, på arbejdspladserne, i sportens verden.

Det sande problem opstår da også, når nogen forsøger at påvirke religiøst. Det håndterer man gennem selvjustits, kunne Lissi Rasmussen oplyse, for det kan man naturligvis ikke have. Centrets mission er netop, at alle uforpligtende skal komme  hinanden ved.

 ”Hattedamearbejde” har Jan Lindhardt kaldt det. Mere præcist kan det næppe formuleres.

Ikke så langt herfra bor en provst, som gerne vil være biskop på Lolland-Falster og måske også bliver det. Denne provst, Steen Skovsgaard, skrev for et stykke tid siden, at folkekirkens præster burde være langt mere direkte over for muslimerne. ”Ja endda truende i forkyndelsen”, mente han. De skulle også være ”synlige kristne”.

Denne holdning er nogenlunde på linje med de erfaringer, Jens Christensen gjorde i sine mange år som missionær i Pakistan. Han gik naturligvis ikke imod en venlig dialog, men  i sin bog ”Konfrontation” efterlader han ikke den mindste tvivl om hovedopgaven, nemlig forkyndelsen af det kristne evangelium. Han bruger det sigende udtryk ”at iføre sig troens fulde rustning”. Når man står over for muslimer, står man, ifølge Jens Christensen, over for et enten-eller: enten kontrovers eller stiltien.

Han fremlægger problemstillingen med mange nuancer, men hans hovedsynspunkt er ikke til at tage fejl af: enten passivitet, hvor opgaven overlades til den enkelte, eller en form for samtale med muslimerne, hvor ingen af parterne er i tvivl om, at der i samtalen er indbygget forkyndelse med henblik på konvertering til kristendom.

Folkekirkens opgave er hverken at arbejde for et rimeligt multireligiøst eller multikulturelt samfund, folkekirkens opgave er at missionere, at forsøge at få især de mange muslimer til at blive kristne. Hvad ellers? Kristendommen er intolerant, den er absolut, og udfordringen er lige uden for døren. Hvis vi fx ønsker at sikre et rimeligt harmonisk multikulturelt samfund, så kan enhver forsøge at arbejde for det som borger i en politisk-kulturel sammenhæng. Som kristen har vi derimod ikke noget valg: Vi har at iføre os ”troens fulde rustning” og gå i leding, dvs. missionere.

Heldigvis slår Viggo Mortensen  fast, at ”lutherdommen er en bekendende og missionerende bevægelse; hvis den holder op med at bekende og missionere, så vil den blive et relikt af en døende religion, som er bestemt til at ende på historiens askedynge”.

Netop. Som Svend Bjerg, ganske vist i en anden sammenhæng, skriver i sin seneste bog ”Det evige i det flygtige”: ”Vanskeligheden bliver ikke mindre af, at kristendommen ikke inviterer til moderate følelser. Den stiller os over for dramatiske valg: liv eller død.”

Skulle vi ikke kunne tillade os at tale om sandheden? Missionsbefalingen taler da heller ikke om dialog. Den siger: Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Kirken skal drive mission. Ikke blot i forhold til anderledes troende, men også i forhold til de døbte, ihukommende fx Viggo Mortensens præcise formulering ”den kristne analfabetisme”. Som for Kierkegaard for 150 år siden er det bl.a. stadigvæk et spørgsmål om at få kristendommen ind i kristenheden.

Et af de store problemer, at folkekirken ikke vil være kirke. Det er ikke et spørgsmål om fundamentalisme eller udslag af fanatisme, men forkyndelsen kan ikke ske udfra en dansk leverpostejagtig demokratisk forestillingsverden, hvor tolerance er en selvfølge. Sandheden kan under ingen omstændigheder sendes til diskussion i en pædagogisk rundkreds. ”Jeg er vejen og sandheden og livet.” Her er ikke noget til at tage fejl af.

Globaliseringen, som nu ikke er så ny, som man ofte vil gøre den til, medfører mange udfordringer. De mere overskuelige kan vi forholde os til som borgere i et demokratisk samfund. De mere komplekse er presset på vores egen religiøse identitet. Lader vi de to opgaver smelte sammen udfra en tro på, at udfordringen fra et multireligiøst samfund alene kan klares politisk, så er vi fundamentalt på afveje.

De virkelige problemer opstår derfor, hvis vi fortsætter med at agere, som vi plejer. En god dialog, bedre forståelse, og I skal se, at verden smiler til os. Nej, den sande og største udfordring er til os som kristne - at vi drager konsekvensen af missions-befalingen og iklæder os ”troens fulde rustning”. Det forudsætter naturligvis, dels at vi ved, hvad kristendom er, dels at vi sørger for at banke den fornødne viden ind i knolden på de skolebørn, der i dag vansmægter under indflydelse af 68-generationens misforståede opfattelse af begrebet frihed.

”Der ligger et umiskendeligt missionerende drag ved roden af kristendom,” skriver Viggo Mortensen. Han skriver også, at man via missionsbevægelsen ”har fået øjnene op for,  at man ikke møder hedninger, men at man altid møder mennesker af anden tro.”

Jo, man møder mennesker, men de er stadig hedninger, selv om de påkalder en gud, for Gud kender vi kun gennem hans søn. Meget skal vi forstå, meget skal vi indstille os på, men kernen - den skal vi hæge om, ellers er vi for alvor på herrens mark.

Mission? Vi har ikke noget valg. Uden mission har vi ikke nogen kirke.
 

Disse var ordene fra missionær af hjertet, Sven Ove Gade.

Og nu har jeg fuldstændig glemt min malplacerede forventning: at Gade og Jakobsen skulle være halvjøder.

Men vi skal tilbage til biografien om Frode Jakobsen.

Biograf Gade og hans offer har en vis ydre ansigtslighed, de er begge fra det jyske, og deres henholdsvis midtjyske og morsingboske dialekt - i FJ´s version særpræget mes-sende - har trofast fulgt dem, uanset deres mangeårige ophold nær det rigsdanske i hovedstaden. På det punkt tonedøve, og måske med en deri boende provinsiel ringeagt for hovedstadens indfødte. Men vi kan jo ikke alle sammen være kristne jyder, og dermed født medlem af en missionsk jysk hjemstavnsforening.

Nuvel. Dernæst omgår de den historiske sandhed med liden respekt.

 

Det viser sig bl.a. ved, at Sven Ove Gade lader læseren snuble i kapitel 3, "Hitler og Nietzsche", ved ikke systematisk at undersøge visse uheldige udsagn fra sin helt.

Den mangel er så tydelig, at jeg finder anledning til at bidrage med et par af mine egne erfaringer med hr. Jakobsen, og derefter vende tilbage til SOG`s omfangsrige bog.

 

 

Frodes forunderlige fataliteter

-

- Frode Jakobsen, en tysk studerende -

 

 

SAMVITTIGHEDSKVALER 

Professor i tysk sprog og litteratur ved Københavns Universitet, Carl Roos, havde i 1937 i sit værk "Nietzsche", 1844-1900, advaret mod Nietzsches periodevise sindssyge, samt imod, at Nietzsches lillesøster, Elisabeth Förster, havde uhindret adgang til Nietzsches manuskripter.

Hitler & kompagni satte Tante Elisabeth og hendes Nietzsche-museum på finansloven. I 1962 blev Elisabeth Förster afsløret som rabiat antisemit og forfalsker af Nietzsches skrifter, for at tækkes nazismen.

Tyskstuderende Frode Jakobsen ansøgte om Humboldt-legatet, men fik af-slag. April 1940 udsendte magister Frode Jakobsen sin bog, "Nietzsches kamp med den kristelige moral", med forord af Jakobsens lærer, prof. Carl Roos, som i forordet ironisk tog afstand fra Jakobsens tese om Nietzsche, med Luther som garant, som redelig, modsat Roos.

 

Victor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, Dagbøger 1933 - 1945, bind 1, s. 66,  notat, 21. februar 1934: 

- "Johannes Köhler klagede over samvittighedskvaler. På skolen måtte han indsamle underskrifter til købet af en 'Lutherrose' med omskriften: Med Luther og Hitler".

 

April 1940: Tyskerne ønskede censurkontrollerede udsendelser i Statsradio-fonien, til fremme af forståelsen mellem Danmark og Tyskland. 

I 1941 holdt Frode Jakobsen et radioforedrag, "Nietzsche og Søren Kierke- gaard". Heri hedder det: "Spænding, stimulans forlanger Kierkegaards sind såvel som Nietzsches. Derfor også Nietzsches overmenneske".

I 1945 blev professor Carl Roos uberettiget stemplet som nazist, påstanden blev afvist. Hvem rejste egentlig dén anklage? 

Tog Frode Jakobsen Carl Roos i forsvar? Nej. 

 

25. april 1995: Frode Jakobsen til Ninka, interview, dagbladet Politiken:

"Et kerneord i min bog var redelighed. Jeg var Frihedsrådets stærkeste mand. Om mit liv kan jeg vist sige: Jeg har intet at skjule". 

I "Nietzsches kamp med den kristelige moral", Frode Jakobsens genudgivel- se, 1972, findes intet forord af professor Carl Roos. 

Uhæderlig etik og hykleri er typisk for FJ; en naiv, snedig, aparte, fantasifuld manipulator, løgner og forræder.

"Frode Jakobsen er en taskenspiller", skrev fhv. retspræsident Svenning Rytter i 1953.

 

Et afsnit i en kronik af Frode Jakobsen, 'Politik er etik', Politiken, 12. nov. 1990, forekom mig så provokerende, at jeg 15. okt. 1991 efter en undersøgelse stillede ham nogle spørgsmål:

 

"Hr. Frode Jakobsen. I Deres kronik skriver De: 

"Vor modstandskamp var en national befrielseskamp, men også en del af en verdensomspændende kamp mod nazismen. Jeg er i den situation, at jeg for mit vedkommende kan lægge beviser frem. For hvordan skulle jeg ellers, syv år før Danmarks besættelse, have cyklet rundt som kurer med breve skrevet med citronsyre, usynligt blæk, mellem tyske politiske ledere i landflygtighed og tyske underjordiske oprørsgrupper i Hamborg og Berlin. 

På den måde gik det til, at jeg så tidligt som i januar 1934 havde den ople- velse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt". 

 

Da jeg mener at have læst det samme afsnit i en af Deres bøger, vil jeg spørge: Kan De erindre den pågældendes navn? Hvor gammel var han? Hvad blev han dømt for? Hvor blev han henrettet? Er De sikker på, at den pågæl-dende blev hængt?

Ifølge uddrag af senatsprotokollen af 27. juli 1933 skulle dødsdomme ekse- kveres ved halshugning under en faldøkse, som sidst var sket i 1917. 

Hamburg Staatsarchiv har oplyst, at der fandt 2 henrettelser sted i 1933. 

8. aug. 1933: Wilhelm Gaston Volk, f. 17. feb. 1906, "dømt for drab med pistol 28. feb. 1933 på politimand Kopka".

28. dec. 1933: Ernst Oscar Oczkowski, f. 29. feb. 1912, "dømt for modermord".

Dertil 8 henrettelser i 1934:

10. jan. 1934: 

Rudolf Ernst Lindau, f. 18. maj 1912. Rudolf Lindau ses ikke at være tilknyttet en modstandsgruppe. Dog, Lindau blev dømt for, "den 27. aug. 1931 nær Hammer Park at have beluret politimand Perske under dennes vej til tjeneste og nedskudt denne bagfra og berøvet ham hans våben".

9. feb. 1934: 

Arthur Karl August Resslag, f. 6. feb. 1907, "leder af kommunistisk mordkom- plot, dømt for drab på Hitlerjungen Blöcker". 

3. mar. 1934: 

"Vaneforbryder Ernst Paul August Hannach, f. 29. aug. 1900, dømt for drab i oktober 1933 på forfølgende politimand".

19. maj 1934: 

"Terroristerne Johnny Dettmer, f. 11. sep. 1901 og Alfred Wehrenberg, f. 11. juli 1898, dømt for knivdrab den 9. maj 1932 på SA-mand Heinselmann". 

19. maj 1934: 

"Terroristerne Hermann Fischer, f. 3. nov. 1901, og Arthur Schmidt f. 24. jan. 1908, dømt for drab med pistol på en SA-mand og 2 tilfældigt forbipasserende ved Adler Hotel, 21. feb. 1933". 

29. sep. 1934: 

"Terroristen Johan Wilhelm Jasper, f. 28. jan. 1898, dømt for i 1932 sammen med de medskyldige Fischer og Schmidt, at have anstiftet mordbrand med 2 døde og 18 sårede Hitlerjugend".

 

De anfører januar 1934, som tidspunktet for Deres vens henrettelse. Den op- lysning virker overbevisende. De skriver: 

"Det har jeg oplevet flere gange senere". 

Men den eneste overensstemmelse i Deres oplysning om henrettelsen i Hamborg i januar 1934, og Rudolf Lindaus skæbne, er tidspunktet for dennes henrettelse. Derimod giver tidspunktet for Lindaus forbrydelse, der finder sted i august 1931, ingen anledning til sammenligning. Hvilke andre muligheder, eller kendsgerninger, ved De, eller tror De kan foreligge? Herunder om henrettelsen muligvis fandt sted i en koncentrationslejr? 

Med venlig hilsen. Mogens Kasler".

 

Frode Jakobsens håndskrevne brev: - "Solrød Strand 24-10-91. 

Hr. Mogens Kasler.

Jeg kan lettest henvise Dem til min mest udførlige fremstilling i "Alt hvad der jager min sjæl", s. 149-59. Mine kammerater i Hamborg blev arresteret, mens jeg var i Berlin. En af dem, Erich Kohn, undslap i efteråret. Fra ham og fra en Rechtsanwalt Fink eller Funck har jeg de detaljerede oplysninger. Fink kom på besøg i København, vendte tilbage og blev hængt.

Kronikken er en gengivelse af et foredrag om Politik-Etik. Episoden er bragt ind for dens betydning for min holdning. Var opgaven en historisk fremstilling, kunne jeg lige så godt have skrevet, at i januar -34 fik jeg endelig sikkerhed for, at 3 af mine venner i Hamburg var blevet henrettet / myrdet.

Drabene kunne for den sags skyld have fundet sted i november / december. Deres navne var Charlie Munter, Leidersdorff, Fink/Funck.

Deres "forbrydelse" var opbygning af en nazi-fjendtlig organisation med fremstilling og udbredelse af illegale blade. Jeg ser ikke den mindste lighed med Deres række af henrettede.

Der er al grund til at tro, at stedet var Fuhlsbüttel ved Hamborg, for det var der, jeg hele tiden hørte, at de politiske fanger i Hamborg blev ført hen. Jeg mindes aldrig at have hørt om halshugning i nogen lejr. Kun om skydning og hængning. Det sidste var foruden dødbringende også "vanærende", og det var det, kammeraterne fortalte. Det afgørende var for os (og mig i dag), at disse 4 nævnte blev arresteret, og at vi aldrig hørte mere fra de 3.

Det er en myte, som også De synes at ligge under for, at Tyskland endnu var en retsstat i sommeren 34. Var der overhovedet tale om nogen form for dom- stol var det i hvert fald en Sondergericht, bestående af 3 personer, af hvem man kun krævede, at de var "zuverlässige Parteigenossen". De oprettedes allerede i foråret -33. Det er en vildfarelse at tro, at man i en senatsprotokol kan finde ud af, hvad først S.A og senere SS, efter mordet på også S.A.s høje- ste chef, bedrev i lejrene. Frode Jakobsen".

 

"10/11 1991. Hr. Frode Jakobsen.

Tak for Deres brev af 24.10. Men jeg forstår endnu ikke Deres udsagn i kronik i Politiken af 12.11.1990: "I januar 1934 havde jeg den oplevelse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt". 

I nedenstående sammenligner jeg Deres brev, med Deres bog: "Alt hvad der jager min sjæl", 1977.

De cykler i sommeren 1933 til Hamborg; derfra til Berlin. På hjemvejen er De i Hamborg, og derefter i København. Erich Kohn, Charlie Munter og Leiders- dorff blev arresteret i efteråret s.å. 

Kohn blev løsladt jvf. bogens side 154, og mødte Dem ved juletid i Køben- havn. Derom skriver De i brevet: "Fra ham og fra Rechtanwalt Fink eller Funck har jeg de detaljerede oplysninger. Fink kom på besøg i København, vendte tilbage og blev hængt".

 

Fink/Funck er ikke nævnt i Deres bog. På s. 154 vedrørende Leidersdorff, skriver De, at De 'har hørt', at Leidersdorff blev hængt. 

Hvorfor skrev De ikke sandheden i 1977, at såvel Leidersdorff, Munter og Fink / Funck blev arresteret, myrdet, henrettet? Det skriver De derimod den 24/10 1991 til undertegnede. Med hvilken begrundelse? De skriver: 

"Var opgaven en historisk fremstilling, kunne jeg godt have skrevet, at i januar 34 fik jeg endelig sikkerhed for, at 3 af mine venner i Hamburg var blevet henrettet/myrdet. Drabene kunne for den sags skyld have fundet sted november/december".

 

Det er ikke væsentligt, hvad De kunne have skrevet, men hvad De skrev.

Min forespørgsel angår kun Deres præcise og umisforståelige udsagn, at en nær ven og medarbejder blev hængt. De ændre forklaring til, at ikke 1, men 3 blev myrdet/henrettet, og at det kunne være sket i nov./dec. 

Tillad mig at bemærke, at ændrede versioner af samme sag ikke gør det nemmere at følge Deres fremstilling.

Erich Kohn, Leidersdorff, Charlie Munter og Fink/Funcks "forbrydelse" var opbygning af en nazi-fjendtlig organisation med - "fremstilling og udbredelse af illegale blade".

 

Medlemmer af Hvide Rose, studenter der fremstillede og omdelte illegale blade, blev dømt og halshugget i 1944.

Nu hævder De, at Leidersdorff, Munter og Fink/Funck arresteres/myrdes/hen- rettes/hænges 10 år tidligere, i 1934, for samme 'forbrydelse'. Men De anfører intet konkret til støtte for Deres påstande.

Endvidere forstår jeg ikke udtrykket: "Min medarbejder". Sigter De dermed til, at De var leder af gruppen?

Fuhlsbüttel var ingen kz-lejr, men fra 1874 et tugthus under Hamborg justits- forvaltning. Et tugthus eller en partisærdomstol i en kz-lejr ved Hamborg ved årsskiftet 1933/34 havde næppe adkomst til at afsige dødsstraf ved hængning som disciplinærstraf, uden indgriben fra justitsforvaltningen f.s.v.a. dom, sa- gens registrering osv. Spørgsmålet kan utvivlsomt opklares.

 

Citat: - "Det afgørende var for os, og for mig i dag, at disse 4 nævnte blev arresteret, og at vi aldrig hørte mere fra de 3". Citat slut. 

Indhentedes oplysninger hos de forsvundnes pårørende? Hvorfor blev Erich Kohn løsladt? Kohn rejste til Norge. På et spinkelt grundlag, at De ikke længe- re var i kontakt med de pågældende, slutter De analogt til mord/henrettelse.

Den eneste henrettelse i Hamborg i januar 1934, skete ikke ved hængning, men eksekveredes ved halshugning. Såvel den 10. januar over politimorder Lindau, som tilsvarende de efterfølgende. 

Og desuagtet det er sandsynligt, at gruppens 'forbrydelser' ved årsskiftet 1933/34 indebar internering efter særregler mod oppositionen, dramatiserer De ved ubevislig analogi til, at 3 af gruppens 4 medlemmer blev myrdet / henrettet. Skal jeg dermed konstatere, at De funderer Deres holdning på svagest mulige præmisser?

 

Citat: "Det er en myte, som også De synes at ligge under for, at Tyskland endnu var en retsstat i sommeren 34". Citat slut. 

Hvorfor slører De tidspunktet til "sommeren 34"? Retssikkerheden i nazitiden var usikker, også i -33. Spørgsmålet vedrører kun, hvad der skete Deres ven i Hamborg ved årsskiftet 1933/34?

Det viser sig, at De intet ved eksakt.

 

Til slut skriver De: "Det er en vildfarelse at tro, at man i en senatsprotokol kan finde ud af, hvad først S.A. og senere SS, efter mordet på også S.A´s høje- ste chef, bedrev i lejrene".  

Her udlægger De igen et vildspor. 

Jvf. senatsprotokollen af 27. juli 1933 meddeles til justitsforvaltningen, at skarpretter Engelhardt har meddelt, at den gamle faldøkse stadig er anvende- lig. Anledningen var den af Hamborgs statholder afslåede benådning til politi- morder Volk, der som den første siden 1917 blev henrettet den 8. aug. 1933.

Drabet på S.A-leder Ernst Röhm skete 1. juli 1934. Hvordan dette drab kan have forbindelse med henrettelsen af politimorder Lindau, 10. januar -34, gør Deres anbringender særdeles gådefulde. Der er ingen sammenhæng. Deres analogier er besynderlige.

 

I Dansk Biografisk Leksikon skriver Jørgen Hæstrup:

"I de litterært og historisk værdifulde erindringsbøger "Da leret tog form" og "Alt hvad der jager min sjæl", har Jakobsen argumenteret for sine politiske opfattelser".

Jeg finder denne flertalspassus tankevækkende. Det vil sige, at jeg med god grund har læst Deres værker som historisk pålidelige. Til jeg pludselig fattede mistanke: Var der i foredrag og kronik overhovedet belæg for Deres udsagn?:

- "I januar 1934 havde jeg den oplevelse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt". 

I Deres brev benægter De at have skrevet foredraget og kronikken med historisk sigte. Desuagtet findes netop her den kategoriske påstand, som enhver kun kan opfatte, at måtte bero på Deres moral som sandfærdigt vidne. Den opfattelse er en vildfarelse, der yderligere bekræftes ved dette eksempel:

 

Trods den usikre retstilstand kunne De og Deres kæreste besøge Deres svi- gerforældre, bankleiter Curt Goldstein og hustru Gertrud, f. Bruhn, i Hamborg, ultimo 1936.

Den 23. jan. 1937 indgik De ægteskab med Ruth Goldstein.

Denne rejse gør De særlig dramatisk i Deres bog, s. 173-74. Men uagtet Deres hustru var udrejst som jøde, var hun ikke omfattet af Nürnberg-dekretet, 1935. Det er således ikke dette dekret, som De overhovedet ikke omtaler, der virker så tyngende på rejsen, at De og Deres forlovede rejser i hver sin kupé. Det gør derimod frygten for, at De skulle blive arresteret. At man måske alligevel havde fået Deres navn i 1933. 

Dog, som det nu viser sig, en ynkelig påstand, uden anden sandsynlighed, end beroende på Deres fantasi. 

Dernæst fremhæver De: "Ingen anede, hvor nær Krystalnatten var". Analogi- ens association er bevægende. Men krystalnatten til 10. nov. 1938, fandt sted 2 år efter rejsen.

 

Endvidere synes det mig sandsynligt, at den i bogen på side 169 nævnte S.A-mand Bruhn, er en slægtning til Deres svigermor, Gertrud Bruhn. Det bedes De bekræfte eller afkræfte. Dernæst forstår jeg, at De skiftede kurs fra kommunist over til højre. Ved valget i 1943 stemte De konservativt.

Indeholdt Deres tyske interesse, at De i 1933-34 søgte optagelse som student ved et tysk universitet? Det forbavsende er, at De studerede Nietzsche på sam- me tid, da Nietzsche var en af nazismens afguder. Eller måske misforstår jeg på ny Deres særegne opfattelse af analogi?

Dog har jeg naturligvis bemærket et udsagn i 'Politik er etik': "Jeg havde skrevet en bog om etik: Nietzsches Kamp med den kristelige Moral. Et kerne-ord hos Nietzsche, og i min bog, var begrebet redelighed". 

Jeg formoder, at grundlaget for redelighed er sandhed.

 

Det fremgår af Deres brev, at De ikke kan fremføre bevis for de hændelser, som De påstår ramte Munter, Leidersdorff og Fink/Funck ved årsskiftet 1933-34. Deres anbringender og nye påstande må da tjene et formål, der tilsigter at bringe undertegnede i vildfarelse.

Et sådant forsøg synes at bekræfte, at Deres labile pen og tanke ofte forfører Dem til at forveksle og frit at fortolke betydningen af de facto hændelser og kronologi, hvorved De påvirkes til en selvovervurderende holdning. Derfor må jeg konkludere, at Deres påstand om den hængte ven og medarbejder i Hamborg i januar 1934, fremsat i foredrag og gentaget i Politiken 12/11 1990, ikke stemmer overens med den stedfundne virkelighed. 

Det vil være uhøfligt og ærekrænkende at påstå, at De lyver, så det undgår jeg. 

Med venlig hilsen, Mogens Kasler".

* Dermed afsluttedes korrespondancen.


FALDØKSEN

Faldøksen blev anvendt fra slutningen af 1600-tallet i Skotland, Italien, Fran- krig og Tyskland. Der var 45 guillotiner, heraf 5 transportable, i drift i Nazi- Tyskland fra juli 1933 til 5. maj 1945. En af dem udførte 60 henrettelser inden for 24 timer. Tyskere skulle under faldøksen. Hængning/skydning ramte udlændinge, partisaner og desertører ved fronten og et fåtal af hovedmæn-dene efter attentatet på Hitler. Guillotinens historie, m.v.

 

Sandsynligheden taler for, at Frode Jakobsen i Hamborg i 1933-34 har set eller hørt om den lille, ildevarslende røde plakat i A4 format, der med snørklet gotisk stor sort skrift meddelte om fuldbyrdelsen af en dødsdom. Og fra den tid haft den morbide forestilling, at tyskerne mente det var nedværdigende at blive hængt, frem for at blive halshugget, druknet, skudt, knivhugget, ombragt ved gift eller i et gaskammer eller ved elektriske stød eller i Spanien frem til diktatoren Francos død, kvalt i garotten af sine bødler.

 

Victor Klemperer: "Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, Dagbøger 1933 - 1945", bind 2, s. 230,  notat, 30. januar 1943:

"Den jødiske kirkegårdsforvalter Jacobi fortalte, at der skulle finde syv bisæt- telser sted næste onsdag, hvoraf de seks skulle hemmeligholdes. Ligene af dødsdømte protektoratsjøder. De var ført til henrettelse i Dresden. I Landsret- ten på Münchner Platz arbejdede en elektrisk dreven guillotine, et hoved hver andet minut, ikke kun jødiske: slagtetiden er hovedsageligt ved attentiden, der faldt ofte op til femogtyve hoveder efter hinanden. Jeg antager uden videre, at "ofte" og antallet er overdrevne, men hvis blot halvdelen er sandt" -


SÆRPRÆGET VIDNE

Bortset fra omtalen af årene til Frode Jakobsen blev student, 1929, er han er et særpræget vidne. Han fortier, fortrænger, digter, lyver om sin protyske hold- ning i 30erne. Til Kraks Blå Bog digter han, uddannet ved landbrug, han var udfæstet 12-årig tjenestedreng.

FJ led under sociale komplekser, opvokset i et hjem med talrige søskende. Den 9. april talte han med de tyske soldater på Langelinie. 

Politisk afspejler FJ den tids hovedstrømninger: Det nationale, med beun- dring for den britiske imperialisme og russiske zarrige, det revolutionære efter den russiske revolution, revolutionsforsøgene i Tyskland, fascismen og nazis- mens frembrud, depressionen i 30erne. 

Resultat i Danmark: Mange partifraktioner på højre og venstre fløj. 

 

Dem, der påvirkede FJ kunne være:

Aksel Larsen, socialdemokrat 1919; kommunist 1920, da Stauning bifaldt for- liget med Christian X, som afsluttede generalstrejken og gik mod arbejder- klassens krav om afskaffelse af monarkiet.

Ole Bjørn Kraft, forsvarsminister maj 1945, bogen "Fascismen", 1932:

- "Overfor den revolutionære og socialistiske bevægelse dannedes en mod- bevægelse: Fascismen. I sit udspring middelklassens og intelligensens modre- volution. Her skildres dens sejrrige gennembrud".

Kaj Munk hyldede Mussolini, med foragt for demokratiet: - "Kunne der dog igen komme Brus af vilde Svaner og Rovfugles Skrig i Natten ind over dette yndige Land".

"Elefanten i SOE", godsejer Flemming Juncker, Frie Konservative, gik i første geled i Bondetoget til Amalienborg, juli 1935, der afsluttedes fra talerstolen af LS-folk med opstrakt højre hånd og Dansk Front.

A.P. Møller tilbød 5. aug. 1936 i Berlingske Tidende 5.000 kr. til Franco, den spanske borgerkrigs fascistiske nationalister, som - "modvægt til socialdemo- kraternes indsamling til Folkefronten", regeringen i Spanien.

Arne Sørensen, Dansk Samling: - "ville en fornyelse uden at kopiere Tysk- land, kaste alle socialdemokratiske, liberale, radikale og konservative ideer over bord som gammelt skrab".

Medlem af Frihedsrådet, professor Erik Husfeldt i forord til Frode Jakobsens bog "Standpunkter", 1966: 

- "I 1939 talte Frode Jakobsen imod danske nazister ved et offentligt møde i København og oplevede at blive korporligt mishandlet og få slået tre fortæn- der ud".

 

Hvad ville en lille mand med dårlige tænder på et nazistisk hvervemøde i Gimle på Frederiksberg i 1939? FJ ville opleve spænding og stimulans, som FJ i et radioforedrag i 1941 præcist gav udtryk for. 

FJ sværmede for det revolutionære; trotskist, kristen national socialist. Efter cykelture i Tyskland og det indgåede ægteskab med en hamborgpige, fort-satte han studiet af nazismens afgud, Nietzsche, hos den påståede nazist, professor Carl Roos, og fik med dennes forord udgivet "Nietzsches Kamp med den kristelige Moral", april 1940.

I 1941 holdt FJ et foredrag, "Nietzsche og Kierkegaard", i den af tyskerne kontrollerede Statsradiofonien: "Spænding, stimulans forlanger Kierkegaards sind såvel som Nietzsches. Derfor også Nietzsches overmenneske". 

Den form for foredrag blev af tyskerne i 1940 anbefalet statsradiofonien som forståelsesudsendelser til styrkelse af forholdet mellem Danmark og Tyskland.

FJ, skolevikar i tysk, blev i jan. 1942 ansat i foreningen Dansk Studiering.

 

UBEHAGELIG MISTANKE

Mange forklarlige, versus mystiske sammenfald peger på en ubehagelig mistanke, at Frode Jakobsen var spion for Gestapo, respektiv Abwehr, den tyske værnemagts kontraspionage.

Mistanken skyldes FJ´s oplevelser ved årsskiftet 1933-34, som han beskriver i 5 versioner:

1966: "Standpunkter". 1975: "I Danmarks Frihedsråd". 1977: "Alt hvad der jager min sjæl". 1990: kronik, Dagbladet Politiken. 1991: brevet til under-tegnede.
 

"I Danmarks Frihedsråd", 1975. Bind 1. s. 11.

FJ søgte i 1933 kontakt blandt trotskister i København og i Hamborg:

"Nogle måneder senere fik jeg at vide, at Gestapo havde siddet i tre uger og ventet på mig i den arresterede trotskistiske leder Charlie Munters lejlighed i Hamburg. Det var Gestapo, der havde modtaget mine breve, og under forhørene havde de vist en helt speciel interesse for forbindelsen til udlandet og den dansker, som formidlede den. Heldigvis havde jeg allerede dengang lært, at man ikke skrev sit rigtige navn".

Erik Husfeldts forord til "Standpunkter": "FJ skjulte brevene i sine cykeldæk"

Den arresterede Charlie Munter blev konfronteret med FJ´s breve, skrevet med usynligt blæk, skjult i FJ´s cykeldæk? Breve, med usynligt blæk, citronsy- re, fra cykeldæk eller pr. post, nåede frem til Gestapo? Besynderligt.

 

Efter den russiske revolution blev Interpols samarbejde intensiveret: Efterret- ninger, sikkerhedstjeneste, eftersøgninger af revolutionære. 

FJ er utvivlsomt registreret fra 1933 af abwehr/gestapo og det danske sikker- hedspoliti, Thune Jacobsen/Louis von Kohl i forbindelse med arrestationen af Charlie Munter. I de følgende år etablerede abwehr/gestapo et kontaktnet af spioner i Danmark. Blandt de latente emner var FJ; han stod i kartoteket, var gift med en tysk pige, studerede tysk, skrev på en bog om Nietzsche. Førings- officerer, en politimand i Hamborg og en tysk abwehr-agent i København.

 

Bind 1. s. 11: - "I vinteren 1933-34 oplevede jeg for første gang, at nære ven- ner af mig blev henrettet".  

Hvem henrettes? Erich Kohn blev løsladt og rejste til Norge. Om Charlie Munters skæbne har FJ intet oplyst. Advokat Fink nævnes ikke. Leidersdorff nævnes ikke. 

FJ skriver om Leidersdorff i "Alt hvad der jager min sjæl", 1977, at han "hav- de hørt", at Leidersdorff blev hængt. 

Politikens kronik, 12. nov. 1990: "På den måde gik det til, at jeg så tidligt som i januar 1934 havde den oplevelse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt".

De 4 nære venner i 1975 skrumpede i 1990 ind til 1 nær ven. Han var til gen- gæld en nær "medarbejder". Hvilke beviser fremlægger FJ? Ingen.

 

Dagbladet Information, 3. september 1956, et lille forsvarsskrift for FJ af høj-skoleforstander Knud Hansen, som meddelte, citat:

- "Jeg var selv under besættelsen medlem af Ringen, hvis leder var Frode Jakobsen. Og der udviklede sig et ret ubetinget tillidsforhold mellem os, så at Frode Jacobsen allerede dengang fortalte om sin forbindelse med den tyske modstandsbevægelse, hvoraf flere af hans nære venner blev henrettet så tidligt som i 1934 - om jeg husker ret" -

FJ´s brev af 24. okt. 1991 til undertegnede: 

"Mine kammerater i Hamborg blev arresteret mens jeg var i Berlin. Fink kom på besøg i København, vendte tilbage og blev hængt. Jeg kunne lige så godt have skrevet, at i januar 34 fik jeg endelig sikkerhed for, at 3 af mine venner i Hamborg var blevet henrettet".

Faktum er:

Frode Jakobsen fortier i versionerne 1966, - 75, -77 og -90, hvad han medde- ler i 1991, at han i januar -34 fik endelig sikkerhed for, at Munter, Fink og Lei- dersdorff var blevet henrettet. Såfremt disse henrettelser var en kendsgerning, havde FJ ingen grund til at fortie navne og detaljer - især ikke vedrørende Charlie Munter. Med mindre han selv var involveret i arrestationernes årsag.

FJ lyver generelt, distancerer sig fra, at den spændingssøgende FJ havde medskyld i arrestationen af Charlie Munter ved brevene hos Gestapo. 

Analysen viser, at FJ med løgn og overdrivelser forsøger at undvige sand-heden, at Abwehr/Gestapo sandsynligt hvervede ham som agent.

Om spionagen skete frivilligt eller ved pression, er uinteressant, men burde kunne opklares.

 

Bind 1. s. 11: "Jeg var nu ubrugelig som kurer. Jeg kunne ikke mere tage til Tyskland". FJ, vandrefugl og cyklist i Tyskland, studerede i 10 år før han blev kandidat. Indtægter, arbejde, m. v. taler han ikke om. Han rejste i dec. 1936 til Hamborg; indgik ægteskab jan. -37 med Ruth Goldstein.

Stik modsat: - "ubrugelig som kurer, kunne ikke mere tage til Tyskland".

At FJ kunne rejse i Tyskland, står fast. Om det er opdigt, at han var kurer, må stå hen. Han har kendt Charlie Munter, og ved uforsigtighed eller til-skyndelse, forrådt Munter.

 

Bind 1. s. 91: - "Mig berørte jødeaktionen stærkt personligt. Jeg havde man-ge jødiske venner, især blandt de tyske emigranter. Den, der stod mig nær-mest, Erich Kohn, var rejst til Norge og blev som krøbling båret af venner over fjeldet til Sverige".

Læseren får ikke oplyst, om Erich Kohn var krøbling efter sygdom eller en trafikulykke. FJ´s antydning skal få læseren til at tro, at Kohn var en mod-standshelt, der blev mishandlet af tyskerne.

FJ´s tvetydige forklaringer beror på den fortrængte konflikt, svage argumen-ter, uklart overblik, frygten for at erindre sig tiden som tysk sympatisør og spændingssøgende spion, som det fremgår foran og i de følgende citater, som uvægerligt må kollidere med normal skepsis.

 

Bind 1. s. 91: - "Min kone skulle i teorien ikke blive ramt, som halvjødisk, gift med en arier". Ruth Goldsteins mor, Gudrun Bruhn. 

Se FJ´s omtale af SA-mand Bruhn i "Alt hvad der jager min sjæl", s. 169.

Frode Jakobsen kalder sig selv "en arier". Men er det sandheden? Navnet Jakobsen og FJ´s ansigtstræk taler for, at en af hans forældre var af jødisk slægt. Det var respektabel assimilering når en jøde åbnede en højskole, eller blev friskolelærer.

Familierne Goldstein og Bruhn var formentlig blandt dem i den tyske befolk- ning, der efter rigsdagsbranden 27. feb.1933, var for den af rigsdagen 28. feb. givne fuldmagt til Hitler, bekræftet ved valget i marts, og folkeafstemningen, november, med 92 % af de stemmeberettigede stemmer.

At rigsdagsbranden var nazi-iscenesat og at mandatet skulle bruges til jøde-forfølgelser, storkrig og dødslejre, kunne befolkningen ikke vide. Højlydt mis-tanke i nov. 1933 om nazi- valgsvindel ville være strafbart opvigleri.

Det vidste FJ i 1939. Men FJ havde en splint i øjet, så ikke bjælken i nazister- nes. Han gik til nazimøde i 1939, søgte spændingens stimulans blandt ligesin- dede Nietzsche-overmennesker.

FJ`s dårlige tænder befordrede den senere forklaring, at han havde været i slagsmål med nazisterne og mistet 3 fortænder.

 

Bind 1. s. 21: - "Det var ikke skrupler, som havde holdt mig tilbage. Tværti- mod. Det var ikke risikoen, jeg var stærkest optaget af. Men endnu gjorde det en smule ondt at afskrive det, som jeg havde længtes efter, og som jeg nu endelig syntes lå foran mig: et liv med litteratur, filosofi. Men jeg måtte opgive det. Der var ingen anden vej. I foråret 1941 begyndte jeg arbejdet på at bygge en modstandsorganisation op. Jeg havde forgæves ventet på andres initiativ. Nu var jeg klar over, at det ikke kom".

- Ikke skrupler, der holdt mig tilbage? Sagt af en abwehr/gestapo-spion?

 

"I foråret 1941 begyndte jeg". På hvad? Samme år holdt FJ foredrag i Stats- radiofonien om den naziforgudede Nietzsche, og satte lighedstegn mellem Nietzsche og Søren Kierkegaard. FJ blev ansat i Dansk Studiering i jan. -42. 

- Initiativet, der ikke kom? Ebbe Munck var fra 1940 aktiv for M.I.6/SOE i Stockholm. Danske Toner/Land og Folk, udkom fra sept. -41. De frie Danske fra dec. -41. Den 9. april 1942 udsendtes Frit Danmark, redigeret af Christmas Møller, Aksel Larsen, Mogens Fog, Ole Chevitz, Th. Døssing, Børge Houmann, m.fl.

 

Bind 1. s. 22, efteråret 1941. FJ´s møde med Hartvig Frisch, der afviste ham: 

- "Det er ikke mig, du skal have fat i, men mænd som Christmas". Han fortal- te så, at han selv var inviteret til en sammenkomst hos Jørgen Banke, sam-men med Christmas Møller, men han havde sagt nej, da han forstod, hvad meningen var. Jeg gik hjem og ringede til Jørgen Banke. Ved sammen-komsten blev grundlæggelsen af Dansk Studiering besluttet. Men det afgø-rende, der skete på mødet var, at Christmas Møller og jeg lærte hinanden at kende. De andre ville gennem studiekredse bevare det danske folks moral. Christmas Møller og jeg ville sabotage".

Christmas Møllers kommentar efterlyses. CM døde 1948.

Hartvig Frisch, død 1950, var skarpt imod sabotage og stikkerlikvideringer: "Det var mord".

 

Bind 1. s. 24: "Christmas Møller foreslog, at jeg skulle blive den virkelige le- der af arbejdet. Jeg påtog mig det og gik rundt og talte med en række emner. Den første hovedledelse blev Busch-Jensen, Ole Chievitz, P.M. Daell, H.M. Hansen, Frode Jakobsen, Erik Allerslev Jensen, Inger Merete Nordentoft, Poul Nørlund, Viggo Villadsen. Ingen fra sammenkomsten i Lyngby var med ud over mig selv. Christmas Møller stod formelt, men kun formelt udenfor".

Bind 1. s. 25: "Christmas mente, at med Erik Møller som formand skulle jeg nok få den virkelige ledelse. Mig selv gav man titlen forretningsfører, formand for forretningsudvalget, den aktive kerne. Dermed begyndte fra december 1941 (læs: februar -42) mine uafbrudte rejser rundt i hele Danmark".

 

Ultimo 1940 kontaktede Ebbe Munck, Christmas Møller med henblik på den- nes afrejse til England. CM sagde nej. Jan.-41 fratrådte CM som forretningsfø- rer for Det konservative Folkeparti; forsøgte uden held at etablere en sagfører- forretning. Marts -41 mislykkedes Ebbe Muncks kontakt til CM; en ny henven- delse lykkedes i august. 

Efter antikommunistloven, juni 1941 støttede CM Aksel Larsen og bladgrup- pen Frit Danmark. CM havde kontakt med unge konservative i De frie Danske.

Christmas Møllers føling med Dansk Studiering var sekundær. Men CM var uden sans for security. Han har fortalt FJ om Frit Danmark og De frie Danske, begge bladgrupper havde forbindelse til faldskærmsfolk. April -42 afrejste CM. Politiet arresterede CM`s hjælpere. I efteråret -42 blev Chievitz/Døssing, m.fl. anholdt. De Frie Danske og Aksel Larsen arresteret.

 

Bind 1. s. 138, april 1944: "Jeg havde gået så stille i Stockholm. Jeg havde kun mødt den snævreste inderkreds. På gaden havde jeg kun vovet mig ud på en lille spadseretur, når det var mørkt. Der var mange danske i Sverige. Der var mange af dem, som kendte mig. Også mine organisationsrejser gennem landet havde ført til fængslinger og flugt. Jeg ville ikke løbe på nogen. Man kunne ikke gøre mig noget her. Men vi var enige om, at vi ikke ville have det rygte til rend, at nu var også Frode kommet til Sverige. Man vidste aldrig; måske kunne det vise sig som en fordel, måske kunne det blive farligt".

Dette afsnit, komparativt med Bind 1. s. 25, viser, at FJ med nervøs omskriv- ning fortrænger, at han var en vel placeret spion for abwehr/gestapo.

 

Bind 1. s. 25, fortsat: - "Af Christmas Møller fik jeg de første penge. Jeg tror det var 500 kr. Jeg fik et frikort til Statsbanerne plus et månedligt beløb Jeg husker ikke om det var 300 eller 500 kr. Men jeg skulle selv skrabe de penge sammen. Det var det jeg lettest klarede ved at gå op i Daells Varehus".

CM havde ingen penge. FJ havde beskedne indtægter som vikar i tysk, med adgang til P.M. Daells og Dansk Studierings pengekasse. Regnskabet fra For- eningen Dansk Studiering 1941-42-43 efterlyses.

 

Bind 1. s. 27: "På mine rejser gennem landet opstillede jeg som organisatio- nens formål: At virke som pålidelig efterretningskilde. At være en økonomisk hjælpeorganisation for folk, der afskedigedes eller kom i fængsel på grund af deres nationale holdning. At danne et landsomspændende net af folk, der var parat til en aktiv indsats, når tiden var dertil. Ud af den store organisation at rekruttere enkeltpersoner til farligere opgaver allerede nu. Disse punkter blev klart udformede i løbet af foråret 1942. Men vendingerne blev aldrig sat på papir. Stoffet tog ikke form af et blad".

Bemærk fortsættelsen:

Bind 1. s. 28: "Når Ringens meddelelser aldrig fik den markerede stilling blandt de illegale blade, som svarede til deres udbredelse, skyldtes det netop, at de var en slags organisatoriske meddelelser til medlemmer. Duplikerede artikler om udenrigspolitik, krigens gang, økonomiske forhold, som jeg havde med på rejserne, intet overlodes til postvæsenet, havde for mig nærmest karakter af camouflage. Disse artikler og afhandlinger, som Erik Møller for størstedelen forfattede, var udmærkede. Men for mig var meningen med de artikler en anden".

Frode Jakobsens tilsløringsteknik er mærkværdig, et overmenneske værdig, ønsketænkning mod realiteter; han meddeler en radikal påstand på s. 27, modsiger sig på s. 28. Dansk Studierings vedtægter, medlemsliste og regn-skab kan formentlig findes i formanden Erik Møllers privatarkiv, Forenings-registeret, etc.

 

Bind 1. s. 29: "Ringen var fra første færd en illegal organisation, og ikke en halvt illegal, som den undertiden er blevet kaldt. Intet foregik i dagslys. Dansk Studiering var en hemmelighed. Tyskerne og deres sympatisører måtte ikke vide det. Ja, camoufleringen var drevet så vidt, at formanden var en del af camouflagen". 

Formanden Erik Møllers kommentar efterlyses.

 

Bind 1. s. 34-35: "Fra nytårstid 1942 opgav jeg at tage mod korte sygevikari- ater på københavnske gymnasier. Erik Møller stiftede enkelte kredse. Naturlig- vis deltog Erik Møller, selve Ringens formand, også i forretningsudvalgets møder. Han var mod sabotagen, som vi andre var for. Det gav ubehagelige gnidninger og kompetancestridigheder. Mod mine advarsler besluttede han en samtale med statsminister Vilhelm Buhl for at få ham ind på en fastere linie. Samtalen med Buhl blev resultatløs". 

Formanden Erik Møllers kommentar efterlyses.

 

Bind 1. s. 36-37: "Socialdemokratiet og Konservative Folkeparti sendte en advarsel ud til deres tillidsmænd. Vi omtaltes under navn, som en organi-sation der kaldte sig Dansk Studiering". 

Den omtale viser, at foreningen ikke var hemmelig. Derimod var FJ´s spionage fordækt. Socialdemokratiet advarede 2. sep.1943 mod Christmas Møllers radiotaler fra London og mod en 'Koalition af Chauvinister og Kom-munister'. Sigtet var rettet mod nazistiske provokatører på partiets højrefløj, og mod uroen på partiets venstrefløj. Det tyskvenlige tidsskrift, Globus, introduceret af Stauning, gav problemer i partiet. 

 

Bind 1. s. 48-52: FJ hævder, at 29. aug. 1943 var uden betydning for dannel- sen af Frihedsrådet. På alle andre end FJ gjorde de urolige dage, startet i juli i Odense af Ib Nørlund, kommunisterne, og folk fra SOE, og selve den 29. aug. et så voldsomt indtryk, at det givetvis fremmede dannelsen af Frihedsrådet i september. FJ´s jonglering med fiktioner versus kendsgerninger er stupide, jvf. FJ´s så sandt for dyden overmenneskelige karakter.

 

Jutta Juncker, Værnepligt, s. 27: "I sommeren 1943 fik jeg af kaptajn Gyth besked om, at jeg skulle lægge hus til et møde mellem Erling Foss, Mogens Fog og Frode Jakobsen. Kaptajn Gyth gik hele aftenen vagt omkring huset". 

Tilstedeværelsen af kaptajn Gyth viser, at general Gørtz og den danske regering blev holdt ajour med bevægelserne i undergrunden.

 

Flemming Muus, Gjort Gerning, s. 225: 

"Den første gang Frihedsrådet mødtes in pleno var i Amaliegade. Til stede var rådets oprindelige medlemmer Mogens Fog, Erling Foss, Børge Houmann, Flemming Muus, Arne Noe-Nygaard og Aage Schoch. Resultatet blev den før- ste udsendte Proklamation fra Danmarks Frihedsråd, September 1943". 

Frihedsrådet in pleno, september 1943: 

Mogens Fog og Børge Houmann: kommunister / Erling Foss, privat, med kontakt til Ebbe Munck, Stockholm / Flemming Muus: SOE / Aage Schoch: konservativ/privat / Arne Noe-Nygaard: Dansk Samling. 

Hvor var Frode Jakobsen og Dansk Studiering?

 

Bind 1, s. 52-53: - "Den 29. august var Frihedsrådet oprettet, blot ikke trådt frem for offentligheden endnu. Ved et møde på Nørrebrogade, i begyndelsen af september blev navnet Danmarks Frihedsråd til. Mogens Fog foreslog at inddrage endnu en mand, englændernes Flemming Muus. Det næste møde fandt sted på Østerbro. Dansk Samling var nu repræsenteret ved professor Noe-Nygaard".-

Bemærk, at Muus anfører, ikke Nørrebrogade, ikke "på Østerbro", men Amaliegade.

Dvs., at den efterkrigsperson, som fik tilskrevet æren, at være kernen i Danmarks Frihedsråd, i de dage var inferiør. Hvorfor? Fordi Dansk Studiering ikke var med til disse møder. Hvorfor ikke?

Jvf. side 61: - "at jeg med Villadsens, Husfeldts, Busch-Jensens og Allerslev Jensens støtte det sidste halve år havde arbejdet på dannelsen af Danmarks Frihedsråd". 

Realiteten: Deltagerne i Lyngby-sammenkomsten før etableringen af Dansk Studiering deltog ikke i Studieringens stiftelse. Studieringens inderkreds del- tog ikke i Frihedsrådets etablering. 

Bag FJs solooptræden ses skyggen af føringsofficer/abwehr/gestapo, vurde- ringen af, hvordan FJs stilling skulle konsolideres. FJ samlede trådene. 

Hvis Fog, Foss, Houmann, Muus, Nygaard, Schoch og Kate Fleron fattede mistanke til FJ, har de ikke udtrykt den offentligt. Med mindre man læser Frit Danmark med forståelsens lup - i årene efter besættelsen.

 

Bind 1. s. 61. Dansk Studiering efter 29. august: "Vi (hvem er vi?) skar simpelt hen de personer og de afdelinger fra, som vi ikke turde regne med ville følge os. Et brev til Christmas Møller af den 30. september giver mit samtidige syn på det, der var hændt: "Kære Christian. Jeg tilstår, at jeg undertiden har haft et horn i siden på Dem, fordi De har associeret mig med folk som den gamle, i stedet for med sådanne brave folk som dem, jeg nu har lært at kende".
   Hvad fik Christmas Møller til, i sep. -43, at associere FJ med folk som den gamle, dvs. formanden?

I september - 43 havde Studieringens medlemmerne tabt interessen for for-eningen. Dermed kunne de på s. 27 nævnte formål ikke indfries. Frode Jakobsen var næppe interesseret i vedligeholdelsen af kontorarbejdet for foreningens studiekredse, når de nødvendige rejser som forretningsfører og spion kunne gennemføres mere bekvemt med færre kredse.

 

Bind 1. s. 106. Hæren og Søværnet, årsskiftet 1943-44: "Efter følere fra hærens og flådens side forhandlede jeg på Frihedsrådets vegne, som dog endnu ikke anede noget om det hele". 

Føleren er sandsynligt etableret af kaptajn Gyth. Igen ses spionens taktik. FJ foregiver at besidde et mandat til at forhandle, et mandat som ingen har givet ham, bortset fra føringsofficeren i abwehr/gestapo.

Bind 1. s. 110-111: General Gørtz og Buhl. 

"Gørtz sad tavs. Jeg talte i timevis. Gørtz sad med sit træansigt, gav ikke noget svar. Jeg formoder, at han dagen efter er gået til Buhl. Dermed var hærens officerer tilsluttet den upolitiske organisation Ringen. Jeg følte mig ikke længere som Ringens leder, men som Frihedsrådets mand".

Den metode kaldes dobbeltspil eller forræderi. Uagtet den, som i dette tilfælde, er baseret på massiv naivitet. Efter samtalen med Gørtz har Frode Jakobsen, og givetvis også Gørtz, refereret til Buhl.

Gørtz havde i 1942 deltaget i en æresparade ved Frikorps Danmarks retur- rejse til østfronten. Gørtz, og dermed regeringen, blev holdt ajour om under- grunden af kaptajn Gyth.

Om Gørtz i jan. - 44 accepterede, at hæren skulle under Frihedsrådets kom- mando, er ikke sandsynlig. 10 måneder senere, okt. -44, efter politiets interne- ring, udnævntes han til øverstkommanderende for Brigaden i Sverige og ven- tegrupperne under evt. regulære kampe.

FJ evnede at udnytte ethvert dobbeltspil; det være sig med Buhl, Bjarnhof, Gørtz, osv. FJ var den, der forlangte et centralstyret fællesråd. De øvrige var skeptiske eller direkte imod. FJ havde forandret sig fra romantisk vandrefugl i ungdommens vår, afhængig af et fejltrin, bemærket af abwehr/gestapo, til übermenschmagtkandidat med storhedsvanvid: - "ikke længere Ringens leder, men Frihedsrådets mand".

 

24.april 1944. Møde i Stockholm. Deltagere:

Munck: M.I.6. / Hollingworth, Ray Turnbull, Geisler: SOE / Mørch-Nordentoft: "Prinserne". / Erling Foss, Frode Jakobsen: Frihedsrådet, vedrørende Stock-holm-direktivet, planen for modstandsgruppernes samarbejde med den allie-rede overkommando. 

Bind 1. s. 130-34: "Slutresultatet var en fuldstændig plan for den væbnede danske modstandsbevægelses opbygning og virke".

Komparativt: 27. april 1944. Ebbe Munck, "Døren til den frie verden", s. 163:

 

"Den 27. april fulgte jeg Frode Jakobsen med toget til Malmø for at være sik- ker på, at såvel han som planen nåede til København med Stockholm-direkti- vet. Frihedsrådet blev ved en fejltagelse ikke underrettet om, at der pr. 29. april ville blive givet ordre om forøget aktivitet. Da ordren kom troede man det var en fejltagelse, først hen på sommeren blev misforståelserne ud-glattet".

Munck og englænderne mente det alvorligt. Hvad gjorde Jakobsen? 

29. april blev Jyllandsledelsen via radio fra London beordret til sprængning af Århus elektricitetsværk og jyske transformatorstationer. Aktioner i Skive, Randers og Viby lykkedes.

FJ skulle 28. april have henvendt sig til Frihedsrådet. Det gjorde han ikke, han gik til hærens og søværnets folk med Stockholm-direktivet; et forræderi mod Frihedsrådet, et spil til tyskernes fordel. FJ.s føringsofficer, abwehr/ge-stapo fik tid til at studere Stockholm-direktivet.

 

Ifølge Jørgen Hæstrup "Hemmelig alliance", 1959, 1, s. 177: - "Filmen med Stockholm-direktivet lod FJ nedgrave i Villadsens have på Lysagervej, men efter befrielsen kunne den ikke findes".

Frode Jakobsens version, 1975. "I Danmarks Frihedsråd"; bind 1. s. 140 - 143:

"På hjemturen vidste man aldrig, hvad der i mellemtiden var hændt. Hvem der kunne være blevet arresteret og under tortur have opgivet navne. Man kunne aldrig være sikker på, at tyskerne ikke lå i havnen og ventede på en. Jeg følte ansvaret for den ufremkaldte film så stærkt, som jeg sjældent har følt et ansvar under besættelsen. Jeg turde slet ikke slippe den ud af mine hæn- der. Jeg kom til Frihedsrådet med planen, nogenlunde lige så sikker i min sag, som da jeg var kommet med aftalen med officererne et halvt år forinden, den anden afgørende drøftelse, jeg havde måttet afslutte på egen hånd. Da havde der kun været lovord. Nu blev modtagelsen en helt anden.

Hollingworth havde hævdet, at de andre nok skulle vise sig mere medgørli- ge end jeg. De var det modsatte. Det gik ikke af uden gnidninger. Kommunis- terne hidsede sig op, mest fordi noget betydningsfuldt var sket, hvor de ikke havde været med. Planen selv skulle stort set kunne godtages. Og den blev godtaget med nogle uvæsentlige ændringer. Men ikke med eet slag. En række uheldige omstændigheder havde hobet sig op.

For det første var der netop på det tidspunkt en voksende mistillid til englændernes indsats og til Flemming Muus. De havde varslet invasionen. Vi havde forceret arbejdet. Det havde vist sig som moselys. Og de havde til trods for invasionssnakken i lange tider intet leveret af betydning af de våben, som de havde lovet os. For det andet var det, jeg kom med, det måtte jeg indrømme, en plan, hvorefter englænderne uden om os kunne sætte sabotage i sving i Danmark. Det drejede sig ikke om den løbende sabotage, civilsabotagen, mod fabrikker og lignende. Den havde vi i Stockholm holdt klart i Frihedsrådets hænder. Det drejede sig kun om de "militære" mod-standsgrupper, som vi var i færd med at bygge op, og som kun måtte sættes i aktion i tilfælde af invasion eller andre større krigsbegivenheder i Danmark. Men netop i de dage, mens jeg var i Stockholm, havde englænderne uden Frihedsrådets og M-udvalgets vidende fordelt et lignende signalsystem til nogle modstandsgrupper og beordret en række meningsløse sabotage-ak-tioner.

Det var en misforståelse. Men det kunne med rette fremføres som et bevis på, at sådan et system kunne misbruges af englænderne til noget helt ufor- svarligt. Ja, hos de mistroiske kommunister skimtedes ængstelsen for, at eng- lænderne og amerikanerne i givet fald kunne lokke kommunisterne frem for at lade dem slagte. En tredie vanskelighed var, at Muus var fornærmet. Han fandt, i og for sig med rette, at englænderne havde arbejdet hen over hovedet på ham. Derfor modvirkede han nærmest det, som han ifølge sin stilling skulle have støttet. Endelig havde jeg begået et taktisk fejlgreb selv. Jeg havde væ- ret så ivrig for at få det hele i gang. Frihedsrådet kunne ikke holde møde de første dage efter min hjemkomst. Jeg ville gerne så hurtigt som muligt, og i virkeligheden helst før forelæggelsen, netop til brug der, have en militær faglig bedømmelse".

 

Aha, omsider, her kom en indrømmelse. Men han skriver bevidst mod bedre vidende, da han blev briefet af Ebbe Munck før returrejsen 27. april.

 

STOP.

Frihedsrådets hemmelige planer drøftes med danske passive militære, som i høj grad var mistroiske mod Frihedsrådet. Just her foreligger et afslørende FJ-spionagemoment.

- "For mig var det naturligt at udnytte den påtvungne ventetid til en drøftelse med hærens og flådens stabe for at høre deres skøn. Det mente jeg, at også Frihedsrådet kunne være tjent med. Det var jo vore rådgivere nu. Bedømmel- sen var for øvrigt positiv.

Jeg havde aldrig lagt overdreven vægt på formaliteter. Jeg var gået til offi- cererne i den største uskyldighed. Men jeg skulle ikke have gjort det. Jeg hav- de ikke haft nogen anden begrundelse end ønsket om at fremskynde sagen. Jeg fortalte åbent om officerernes anbefaling. Men resultatet var, at de to kommunister blev fortørnede også for det. De var altid, og ikke uden grund, fulde af mistænksomhed over for officererne. De øjnede et sammenspil, som skulle trænge kommunisterne i baggrunden. Det var en tankegang, som lå mig fjern. Jeg kunne forklare, at planen var det, som jeg havde lovet Hollingworth at forelægge for Frihedsrådet, da han havde tvivlet om, at de andre medlemmer ville være lige så stejle som jeg. At jeg var fuldstændig fri til sammen med det øvrige Frihedsråd at gå imod. At der efter min mening imidlertid var en 95 procent imødekommelse af det, der måtte være den danske indstilling, mens den plan, jeg oprindelig havde været stillet over for, ville have betydet en umyndiggørelse af den danske modstandsbevægelse. Houmann og Fog var imidlertid så ophidsede, at de overså, at det ikke kunne være meget anderledes: Frihedsrådet med M-udvalget skulle som hidtil stå for opbygningen af de væbnede modstandsstyrker. Det skulle vedblivende lede "civilsabotagen" i Danmark. Men i tilfælde af større kamphandlinger, og først da, måtte ordrerne til modstandsstyrkerne udgår fra de allierede, som alene kunne kende de alliedes planer.

Arne Sørensen var helt enig med mig i alt det saglige, men forholdt sig ret passiv. Han gav mig bagefter, som sin psykologiske forklaring: at det ikke så meget drejede sig om planens indhold, som at kommunisterne følte, at jeg var ved at sætte mig på for meget. Affæren kom til at betyde en forsinkelse, som irriterede London stærkt. I virkeligheden indså Fog og Houmann lidt efter lidt, at deres indvendinger var uholdbare. Også deres tilslutning kom efter tre små ændringer, som blev til efter nogen tids korrespondance med SOE. De var uden større betydning. De blev nærmest til af prestigemæssige grunde for at tilsløre, at Frihedsrådet havde gjort vrøvl uden virkelig grund. De gik dog alle tre i retning af en yderligere imødekommen og præcisering af de danske ønsker.

Den originale filmrulle, jeg havde bragt med hjem over sundet, var blevet fremkaldt af professor Carsten Høeg. Det var altid tilfældet med særlig vigtige dokumenter. Derefter lod jeg den grave ned i Villadsens have på Lysagervej, som et dokument for en senere tid. Til vor ærgrelse kunne Villadsen ikke finde den, da han skulle grave den op efter befrielsen".

Igen et af Jakobsens svævende anbringender: - "Derefter lod jeg den grave ned i Villadsens have".

Hvem gravede filmrullen ned?

 

6. juni sprængning af maskinfabrikken Globus. 7. juni invasionen i Frankrig. 22. juni sprængning af Riffelsyndikatet. Tyskerne svarede med henrettelser og sprængninger, og i København udgangsforbud kl. 20, som provokerede til storstrejken 27. - 30. juni.

Frode Jakobsens version. Bind 1. s. 218: "Blandt de titusinder, som var strømmet ud fra byen for weekenden, var størsteparten af Frihedsrådets medlemmer. Kun Aage Schoch og jeg kunne mødes". S. 219: "Schoch og jeg havde på egen hånd udstedt en Frihedsrådsparole om lørdagen".

Frode Jakobsen medvirkede 9. juli 2000 i tv-udsendelsen Folkestrejken 1944.

I et indsat filmklip kunne / turde mikrofonholderen ikke sige ham imod - ingen tv-journalister har vist, at de turde tale ham imod, de kunne ikke, det lå uden for deres verden - at læse på lektien faldt dem ikke ind - men lod ham rable videre da han løj og påstod, at han og Aage Schoch lørdag den 1. juli 1944 opfordrede til strejkens fortsættelse. 

I efterskriften til udsendelsen hed det, at det var ikke var Frode Jakobsen og Aage Schoch, men Børge Houmann, Aage Schoch og Kate Fleron, som havde opfordret til strejkens fortsættelse.

 

Jørgen Hæstrup, Hemmelig Alliance, bind 2, s. 314, note 62, 7. aug. 1944:

"Omtrent fra dette tidspunkt begynder en lang række stenografiske notater af Frode Jakobsen fra møder i Rådet og Rådsudvalg. Disse notater indeholder oftest Jakobsens indlæg på møderne, udarbejdet forinden møderne, men også notater fra selve møderne. De er i 1955-56 udskrevet i klart sprog af Frode Jakobsen og dertil forsynet med forklarende noter, hvor dette gøres nødigt til forståelsen. Notaterne beror i Jakobsens arkiv. Rent kildemæssigt har det interesse at konstatere, at Frode Jakobsens udskrifter af brevkladder ofte lader sig verificere gennem de originale breve i de pågældende arkiver. Udskrifterne er aldeles nøjagtige".

Nuvel, hertil er kun at sige, at overmennesket FJ nemt kunne jonglerer med løgn og latin som en illusion af sandheden. På den tid skulle Rigsdagens ste- nografer omtolke 125 ord i minuttet, derfor blev de afløst hvert 15. minut. 

FJ´s stenografi, efter hvilket system? Hvem har kontrolleret værdien af FJ- stenogrammerne, som kildeskrift?

Hæstrup ville ikke skære ind til benet. FJ kunne manipulerer med tildigtede referater således, at de aldeles nøjagtige udskrifter blev identisk med FJ´s stenografiske noter.

 

Bind 2. s. 117: "Jeg havde vovet mig hjem på Vilhelm Birkedalsvej for at hente et eller andet. Lejligheden var forlængst forladt. Alligevel ringede telefonen. Jeg tog den".

At en illegal drister sig hjem til sin legale bopæl, hvor telefonen ringer, og 2 unge mennesker, som FJ ikke kender, spørger, om de må komme, og FJ siger ja, dækker over, at FJ kunne føle sig sikker. FJ blev beskyttet af abwehr/ge- stapo. Om frivillig spion, tilskyndet af interesse, eller følte sig tvunget, truet med repressalier, er uinteressant.

 

Bind 2. s. 118: "Henimod slutningen var vi mindre bange for at mødes. Det drejede sig bl.a. om ledere fra Ringens arbejdergrupper og forfatteren Karl Bjarnhof som repræsentant for Studenternes Efterretningstjeneste". 

1942 var Karl Bjarnhof medarbejder ved det tyskorienterede tidsskrift Globus. At FJ nævner Bjarnhof, trods dennes stikkerbrev i 1941 til nazifører Fritz Clausen, stiller FJ´s begreber om stikkeri i relief. 

Det lakoniske kapitel om Studenternes Efterretningstjeneste i Frit Danmarks Hvidbog 1946, er skrevet af Karl Bjarnhof, hvis ældste søn var krigsfrivillig på østfronten i Frikorps Danmark. 

Der var andre kunstnerbørn. En søn af maleren Oluf Høst, og en søn af dig-teren Valdemar Rørdam, "Danmark i tusind år".

 

Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg, viste i 1995 en kunstudstilling Besættelsen 1940-45. Med maleriet Danmarks Frihedsråd. 

Billedet er malet i 1949-53, af Georg Jacobsen, efter at andre havde opgivet forsøget. De andre kunstnere kunne ikke blive enige med Frode Jakobsen. Udstillingens katalog, ved kunsthistorikeren Hanne Lopdrup, omtaler maleriet og henviser i noter til Frode Jakobsen.

Side 24: "Erling Foss ville under ingen omstændigheder have en af de mo- derne kunstnere, som malede folk grønne i hovederne".

* Note 11: "Frode Jakobsen, der som den eneste af Frihedsrådets medlem-mer endnu lever, takkes for denne og andre værdifulde oplysninger om bille-dets tilblivelse".

Side 28: "Frode Jakobsens hænder er samlet i billedets vigtigste punkt, hvor de tre cirkler falder sammen og hvor grundfladens midterlinie krydser skæ- ringsfeltet for de to mindre cirkler; hermed har Georg Jacobsen placeret Fro-de Jakobsen som den i Frihedsrådet, der samlede trådene i sine hænder". 

* Note 19: "Meddelt af Frode Jakobsen".

Side 32: "Georg Jacobsen har altså anbragt figurerne efter deres organisati- onsmæssige tilknytning, efter deres opgaver i Rådet og efter varigheden af deres medlemsskab. Ud fra disse kriterier forekommer Mogens Fog og Erling Foss måske anbragt vel langt fra inderkredsen omkring bordet, indtil det går op for én, at hver af de to mindre kompositionscirkler i billedets sider har deres centrale figur, hvorom de øvrige samler sig. 

I venstre side er det Mogens Fog og i højre side Erling Foss, der begge står i omtrent samme plan som Frode Jakobsen. Billedet har altså i virkeligheden tre centrale figurer: Mogens Fog, Frode Jakobsen og Erling Foss, de tre der ved et møde i forsommeren 1943 tog det første initiativ til Frihedsrådets dan- nelse".

* Note 20: "Frode Jakobsen, I Danmarks Frihedsråd, 1. s. 50". 

Side 33: "På et punkt adskiller den store konstruktionstegning sig fra det fær- dige billede. På tegningen ses Frode Jakobsens ansigt næsten forfra, og han ser direkte ud på beskueren. På det færdige billede er ansigtet og blikket vendt mod venstre. Georg Jacobsen havde først malet ham som på skitsen, men kommunisterne fandt, at Frode Jakobsen derved fik for stor betydning. Maleren drejede derefter hans ansigt over mod Mogens Fog".

* Note 22: "Meddelt af Frode Jakobsen".

Hanne Loldrup: "Ved således at bøje sig for et politisk motiveret pres, gik der, kan man mene, noget tabt i billedets kunstneriske helhedsværdi".

 

Hvem var den politiske afpresser? Kunstneren, som var 4 år om at male bil- ledet? Kommunisterne, som hævdet af Frode Jakobsen? Eller den lille mand med det kroniske übermensch storhedsvanvid, FJ? Dén afgørelse overdrages læseren.

Byretspræsident Svenning Rytter, 1953: "Frode Jakobsen er en taskenspiller"

-

Og så tilbage til Sven Ove Gade:

Referater i stribevis - den skrev dit, den sagde dat - hægtes sammen i det store værk med biografens ofte misvisende tekst, eller helt uden den nødvendige, forklarende over-gang,

På side 342 i kapitlet "Krig ikke jura" citeres fra Anton Toldstrups "Uden kamp - ingen sejr", 1963, følgende afsnit:

- "Med baggrund i en række tragiske episoder fremhæver Toldstrup, hvor farligt og krævende arbejdet var. For eksempel nævner han, at i løbet af blot et par måneder var tre medlemmer af en likvideringsgruppe i Nordjylland døde. Blandt dem var Kjeld, der vågnede en morgen ved, at Gestapo stod uden for døren:

"Da der ikke var mulighed for flugt, fik han fat på sin pistol og lagde sig i sengen med pistolen under dynen. Da gestapomændene trængte ind gennem den sprængte dør, skød han de tre mænd, hvorefter han forsøgte at flygte hen over loftet. Her blev han imidlertid skudt ned med maskinpistoler af de gestapofolk, som havde stået vagt på gaden og var blevet tilkaldt ved skyderiet".

SOG tilføjer: - "Hans lig som Gestapo havde skændet ved brug af en sprængladning, blev nogle dage senere fundet i en plantage syd for Ålborg".

* Og uden forklarende overgang til næste afsnit, ingen tom linie, hurtigt videre:

"Man undlader ofte at fortælle, hvor alvorligt Frihedsrådet så på misbrug", fortæller Bent A. Koch, der som medlem af Holger Danske også deltog i likvideringer".

Javel, nu drejer det sig om misbrug!

 

1. Den episode Toldstrup nævner, er diskutabel.

Kasler Journal -  "De private krige" - fik på et tidspunkt tilsendt følgende:

- Svend Ulrich Pedersen undslap hårdt såret 27/1 1945 efter at have dræbt èn og døde-ligt såret en anden tysk gestapomand. Skød sig selv på en loftgang, hvorfra han ikke kunne undslippe. Alle skrøner om, at han skød tyskerne med en pistol fra sengen er usande, ligesom beretninger om, at tyskerne mejede ham ned med maskinpistolsalver på trappen. Tilkaldte tyske soldater gennemhullede en dør til loftsgangen, fordi de ikke turde gå ind. På det tidspunkt var Kjeld død . . .

2. Bent A. Koch, med i "Frøken Langes gruppe", var en af besættelsestidens 16-årige likvidatorer.

 

Søren Krarup skrev en anmeldelse i "Tidehverv", 2005, 19-21; her det sidste afsnit:

- "Sven Ove Gades bog giver ikke noget entydigt svar, men i sin grundighed og sand-hedssøgen stiller den dette og mange andre spørgsmål og gør i det hele taget besættelsestiden og efterkrigstiden levende på en sådan måde, at den er historie-skrivning af høj karat. Godt, at der under besættelsen var mænd som Frode Jakobsen. Godt, at der i dag er mænd som Sven Ove Gade. Det offentlige liv i Danmark er i meget vid udstrækning præget af det, min far i 1950´erne kaldte "toneangivende undermålere". De sidder tæt i medieverdenen. De sidder også tæt i det politiske liv. Folk, for hvem fraser og den politisk korrekte attitude er alt.

I en sådan dansk virkelighed kan det ikke skattes nok, at der også er mænd som Sven Ove Gade."
  Se anmeldelsen: http://www.tidehverv.dk/

 

Sven Ove Gade og Søren Krarup er et harmonisk par. Den ene, kristen missionær, chef for Ekstrabladet, hyrede den anden som kommentator: en sognepræst, missionær for Tidehverv og Dansk Folkeparti.

Deres kendskab til besættelsestidens vilkår er lig nul, bortset fra deres "legen røvere og soldater". Den ene er født i 1935, den anden i 1937.

 

Derfor lykkes det ikke biograf Gade, at gå tilstrækkeligt i dybden med besættel-sestidens måske alvorligste problem: de såkaldte stikkerlikvideringer. Hvis begrundelse og manglende opklaring Frode Jakobsen gjorde alt for forkludre og bortforklare.

Til dato kender ingen det nøjagtige antal likviderede. Til Ninka i Politiken 1995 nævnede Frode Jakobsen 875, uden at det senere blev afkræftet af hverken Ninka eller Jakobsen. Det gjorde en læser, der kort meddelte, at tallet var cirka 400. Når Jakobsen nævnede 875 har han formentlig tænkt på alle besættelsestidens uopklarede drab.

400 nævnes af Peter Øvig Knudsen i bogen "Efter drabet", samt i foredrag og en film. 

 

Fra "Krig ikke jura", s. 338, citat:

- "Og han løb aldrig fra noget ansvar. "Min andel er", som han skrev i en redegørelse i 1956, "tredobbelt". 1: Det samme som for ethvert medlem af Danmarks Frihedsråd: At jeg har været med til at fatte den principielle beslutning. 2: At jeg som formand for Frihedsrådets kommandoudvalg, den øverste ledelse af de væbnede styrker, havde et særligt ansvar for kampens førelse. 3: At jeg på regeringens og Frihedsrådets anmodning efter befrielsen påtog mig sliddet med opklaringen af, hvilke af besættelsestidens 486 uopklarede drab der faldt på modstandsbevægelsen".

S. 351, citat:

- "Endelig afklaring skete, da kritikeren Steincke i foråret 1950 afløste Busch-Jensen som justitsminister. Han udsendte i juli samme år en redegørelse, hvor han bl.a. gav kritikerne af den restriktive praksis over for oprejsningserklæringer betydelige indrømmelser. Hidtil havde Frode Jakobsen og andre kun talt om 9 uberettigede likvideringer ud af omkring 350. I redegørelsen blev det imidlertid konstateret, at der var en ikke ubetydelig mellemgruppe, hvor "sigtelsen for angiveri har været uberettiget", mens der i andre tilfælde ikke har kunnet "føres bevis for sagen". Note: Ditlev Tamm, disputats, 1984".

 

SOG´s sammenskrivningsmani på samtlige 600 sider, med, hvad andre før ham har skrevet, eller sagt til ham om Frode Jakobsen, og hvad især FRODE har meddelt, blokerer i eksemplet "Krig ikke jura" for, at han ikke selv undersøger problemet, ikke standser op og tænker: "Mon jeg én gang for alle kan konkretisere fordelingen af de uopklarede drab under besættelsen? Hvilke var nødvendighedsdrab, hvilke var uberettigede likvideringer, og hvor stort er antallet af oplagt kriminelle drab med ikke-politiske motiver? Hvad siger regeringen? Hvad siger politiet? Hvad siger arkiverne?".

Det gjorde SOG ikke. Så meget journalist, historiker og missionær er han heller ikke.

 

Historiker ved Århus Universitet, Stefan Emkjær, udsendte år 2000 bogen "Stikkerdrab". På side 17 hedder det: - "Fortegnelsen rummer 390 drab, men dertil skal lægges 19 drab som ikke lader sig placere tidsmæssigt".  Summa: 409 likvideringer. Med andre ord kan vi efter behag tro på enten 350, 400, 409, 486 eller 875. Vi ved det ikke.

FRODE og hans dubiøse politihold - 3 gengangere  fra det illegale politi, som under besættelsen, uden konkret undersøgelse, leverede navne og adresser på "stikkerne",  havde kun materiale til at undersøge 121 "stikkerdrab" - og fandt 9 uskyldige, som senere fik oprejsning.

Så indtil videre må læseren nøjes med det statistiske bidrag i "De private krige" i Kasler Journal.

 

På side 385 i kapitlet "Forfølgelserne fortsætter" hedder det: - "og senest historikeren Stefan Emkjærs hysteri antyder" . . . Stefan Emkjærs kvalitet som historiker bekræftes i "Gads Leksikon, dansk besættelsestid 1940-1945", redaktion Hans Kirchoff, John T. Lau-ridsen, Aage Trommer, 2002. Under afsnit "Likvideringer" ses Stefan Emkjærs krono-logiske liste, med efterskrift: - "Kilde: Stefan Emkjær: Stikkerdrab, s. 17."

 

Fra samme boldgade, "forfølgelserne", side 386:

Citat: - "At der sikkert kunne være lukket mere op, da der var gået 25 år, er i forhold til historien en detalje. Det er det til gengæld ikke, når Peter Øvig Knudsen og Morten Hen-riksen i deres film viser en optagelse fra 1945 af Frode Jakobsen stående på en talerstol, hvor han, at statur en lille mand, er fotograferet nedefra og opefter og fremtræder i en - med et citat fra Niels Barfoed - "Goebbelsagtig positur og midt i et tilsyneladende natio-nalistisk udbrud. Det er unødigt manipulerende og i sig selv fatalt". Hensigten? Naturligvis at antyde, at der var noget fordægtigt ved den lille mand." Citat slut.

 

Ved at sammenligne de pågældende fotos, sætter vi den sag på rette plads, herunder Sven Ove Gades ejendommelige forfalskning af billede og tekst.

 

 

Billede 1, side 220, tekst: "Fra mødet i Fælledparken 20. maj 1945 med 200.000 deltagere bl.a. mange modstandsfolk. Fra venstre Børge Houmann, Christmas Møller, Frode Jakobsen og Arne Sørensen."

 

        

 

Billede 2, side 221, tekst: "De mange ofre skal ikke være forgæves. Vi kræver en dybtgående udrensning", erklærede Frode Jakobsen på det store folkemøde i Fælledparken."

 

Bemærk Frode Jakobsens påklædning 1 og 2

Billedteksten til billede 2 refererer ikke til billede 1. Billede 2 er fra et vælgermøde i KB-Hallen i København, oktober 1945, før folketingsvalget.

 

* * * Hvad sagde FRODE på vælgermødet i oktober 1945 i KB-Hallen?

 

FRODE Folketaler 

- nej, undskyld, det er Adolf Hitler

 

 

 

 

 

 

Det første vælgermøde efter krigen. KB-Hallen i København, oktober 1945.

Socialdemokraten FRODE og mødeleder, professor Mogens Fog, Frit Danmark / DKP

 

FRODE råbte til publikum: - "Vi er alle socialister!"  Der lød en knurrende uro af protes-ter: "Nej, nej".

 

               

                               Se publikums forbavsede reaktion

FRODE ser betuttet ud.               Mogens Fog rejser sig indigneret, vil kalde til orden

                                                             

                                                                             

                                  

- "Hvem er disse uromagere?"    

                                                                                           Frode taler videre

 

 

                                   

Sven Ove Gade: - "De mange ofre skal ikke være forgæves. Vi kræver en dybtgående udrensning", erklærede Frode Jakobsen på det store folkemøde i Fælledparken." . . .

 

- "De mange ofre skal ikke være forgæves"?

Det fik likvidatorerne - som gerne ville forklare, hvad de havde gjort - og de mange hundrede likviderede - og ikke mindst de 2 parters pårørende - bittert at føle.

Alt - minus 9 oprejsninger - blev lagt ind i ministerielle arkiver. Og bag en tåge af mystik og mistro, som ingen minister turde opklare, bevogtet i 55 år af FRODE.

- "Vi kræver en dybtgående udrensning".

Nettet til de store fisk var med de størst mulige masker. Resultat: Ingen fangst.

Nettet til de små fisk med mindst mulige masker - gav resultat, og gjorde retsopgøret til en social tragedie, som - sammen med den genindførte dødsstraf med 46 henrettelse - ændrede Danmark til en bananrepublik.

- "Vi er alle socialister!" 

FRODES socialisme er ikke en hjertesag, men et fanatisk overmenneskes karrieresag. Ved valget i 1943 stemte han - som af krop og karakter var en lille mand - på Det Konservative Folkeparti.

 

 

fortsættes   klik til SOG & FRODE

   

                                  
                                             

 

 

 

 

 kasler-journal.dk

Page Up

Copied from the original Mogens Kasler-Journal by SmartCMS ® 2011