SOG & FRODE
fortsat:

På side 62 i kapitlet "Hitler og Nietzsche" hedder det:

"Til embedseksamen opgav Frode Jakobsen bl.a. Hitlers Mein Kampf.

"Jeg tænkte: Jeg bliver ikke hørt i den". fortalte han Ninka i Politiken i 1995. "Og det blev jeg heller ikke. Men det vakte lidt opmærksomhed, at det var mig, som venstreorienteret, der anførte den bog som læsemateriale. Hitler er ikke nogen stor skribent. Jeg tror man skal være troende for at få noget ud af den. Jeg tror ikke man bliver troende af den".

Det sagde FRODE til Ninka, der som sønderjyde må have fået et mindre chok. For det medførte: At blandt Ninkas naboer i det sønderjyske meldte "troende" hjemmetyskere - ca. 3.000 - sig til kampen på østfronten.

SOG tripper en narredans, en rottefænger værdig, der skal få læseren til at gå i gyngen: At den hjertegode venstreorienterede FRODE kun siger, at den sataniske Hitlers makværk var spildte ord på Balle-Lars.

Milde Moses. Kandidateksamen var tysk sprog og den tyske litteratur.

Friedrich Nietzsche in mente.

Frode Jakobsens læsemateriale - til inspiration for andre studenter - var ikke Grimms Eventyr. Derimod føreren Adolf Hitlers Mein Kampf. Her gen-kendes dele af titlen på kandidat Jakobsens bog i 1940: "Nietzsches Kamp med den kristelige Moral".

Dog uden den efterskrift, som senere måtte kunne forventes: "Min kamp mod min ukristelige moral".

An. Adolf Hitler: Mein Kampf.

Det vil være halsløs gerning at citere fra dette værk, eller fra den danske udgave Min Kamp, oversat af Clara Hammerich, Jørgen Paludans Forlag.

1 bind, 1- 2, 8. oplag 1999. Bind 1 og Bind 2, 1. - 3. oplag 1966.

Her skal dog nævnes fra 1. kap. "I fædrenehjemmet", 6. linie,  jvf. at han blev født i Branau ved grænsen mellem Tyskland og Østrig, denne Hitlers afslørende hensigt:

- "Østrig må atter tilbage til det store tyske moderland, ikke af årsager, der bunder i økonomiske overvejelser. Nej, nej: Selvom denne sammenslutning, økonomisk set, var ligegyldig, ja, selv hvis den var skadelig, burde den dog gennemføres. Fælles blod hører hjemme i ét rige".

Det fælles blods vidunder, Min Kamp, blev udsendt med et forord af professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet, Sven Henningsen, som i udgavens "Indledning", 1966, tog Hitler under behandling. Teksten bringes her, in extenso:

"Indledning:

- I april 1924 blev Adolf Hitler, føreren for det nationalsocialistiske tyske arbejderparti, for højforræderi idømt 5 års fæstningsarrest for sin andel i det mislykkede kupforsøg mod republikken i München 8. november 1923. Samme dag blev Hitler indsat i fæstningen Landsberg sammen med ca. 40 medskyldige, deriblandt hans sekretær Rudolf Hess og partifællen Emil Maurice, der ikke var ukendt med et fængsels indre.

I juli begyndte Hitler at udarbejde et politisk programskrift, som han i dagevis til langt ud på natten dikterede til Maurice og Rudolf Hess, der straks nedskrev det på maskine.

Allerede fra begyndelsen havde Hitler planlagt, at bogen, hvis arbejdstitel var "Fire og et halvt års kamp mod løgne, dumhed og fejhed", skulle være i 2 bind. Det første var næsten afsluttet, da han i december 1924 - efter 8 måneders arrest - blev benådet for resten af sin straf, og 20. december forlod Landsberg.

Bind 2 dikterede han løbet af 1925 til Max Amann, lederen af det nationalsocialistiske partiforlag Franz Eher. Manuskriptet blev derefter grundigt gennemarbejdet, bl.a. af katolsk pater Bernhard Stempfle, der var redaktør af det antisemitiske "Miesbacher Anzeiger". Han blev iøvrigt myrdet i forbindelse med de Iange knives nat 30. juni 1934. Korrekturen blev gennemgået af Rudolf Hess, lederskribenten og musikanmelderen ved partibladet "Völkischer Beobachter" Stolzing-Cerny, trykkeriejer Adolf Müller, pater Stempfle og professor Karl Haushofer, den kendte redaktør at "Zeitschrift für Geopolitik".

De redaktionelle ændringer gik dog udelukkende ud på at fjerne faktiske fejl, rette de værste grammatiske udskejelser og bortluge de mest provokerende skældsord med det formål, at øge Hitlers åndelige og dermed politiske anseelse uden for partiet, især hos intelligensen og borgerskabet.

Bogens løse opbygning og den langtrukne tankegang blev derimod ikke ændret og heller ikke dens grundlæggende ideer og opfattelser. 1923 udkom værkets 1. bind med titlen "Mein Kampf. Eine Abrechnung von Adolf Hitler", og i 1927 2. bind med undertitlen "Die nationalsozia-listische Bewegung".

Indtil Hitler blev rigskansler 30. januar 1933 var "Mein Kampf" på tysk blevet solgt i 287.000 eksemplarer, og inden det nationalsocialistiske tusindårsrige styrtede i grus og Hitler selv begik selvmord i april 1945, var den blevet trykt på tysk i ca. 10 millioner eksemplarer og oversat til 16 sprog, deriblandt til dansk i ca. 30.000 eksemplarer.

Det kan betvivles, at de mange millioner eksemplarer, der gjorde Hitler til en velhavende mand, fandt lige så mange læsere, eller at bogen var årsagen til millionernes omvendelse til nazismen. "Mein Kampf" er stilistisk til trods for de mange sproglige forbedringer, der blev foretaget i de følgende udgaver, et makværk, der udmærker sig ved en smagløs svulstig stil, knudrede sætninger, ustandselige gentagelser og springende opbygning. På læseren virker den som en række løst sammenknyttede taler, som Hitler har holdt for sine to maskinskrivere. Ordvalget og sætnings-bygningen genkendes let fra hans offentlige taler.

Det er den samme teknik. han anvendte som folketaler og som også gentages i den såkaldte "Zweites Buch", der blev dikteret i 1928, men aldrig udgivet. Først i 1950erne blev manuskriptet fundet i tyske arkiver og udgivet af den amerikanske historiker Gerhard L. Weinberg.

Af hensyn til den udenlandske opinion blev oversættelserne i 1930erne af "Mein Kampf" til fremmede sprog redigeret for at fjerne de mest anstødelige afsnit og passager, der kunne drage Hitlers "fredsvilje" og moderate revisionsprogram i tvivl. Den engelske udgave, som blev autoriseret, var således kun et fragment, der omfattede ca. en femtedel af originalen. Dette hensyn har man øjensynlig ikke fundet nødvendigt i den danske udgave, som udkom i 1934. Den rummer den fuldstændige tekst, og 1930emes danske læsere havde således mulighed for at lære "førerens" tanker at kende i deres helhed.

0pfattelserne af "Mein Kampf" svingede mellem flere standpunkter. Nogle tog af ideologiske-etiske årsager skarpt afstand fra bogen, og de mere kyndige fremhævede det barbarisk-imperialistiske politiske system, som "Mein Kampf" rummede. Desværre for Tyskland, Europa og resten af verden var det et mindretal. FlertalIet af de mere eller mindre politisk interesserede hengav sig til det magelige synspunkt, at "Mein Kampf" ikke kunne tages alvorligt. Det var en gal mands sindssyge rablerier, hvis gennemførelse var utænkelige i det 20. århundrede. Besindige og konservative medlemmer af den Hitlerske regering ville sørge for, at galmandstankerne ikke blev fart ud i livet. De begik den fejl at sidestille umoralitet med lav intelligens, og løsagtige tankegange med manglende viljestyrke.

De, der ikke havde læst "Mein Kampf", udtalte sig med så meget større sikkerhed om bogens kvalitet. Andre, og deres fornemste talsmænd var ledende politikere i England og Frankrig, afviste bogen som en uansvarlig demagogs forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed. Nu, da han var kommet til magten, ville ansvaret udelukke forsøg på at gennemføre ideerne i "Mein Kampf". Det kan vel hetvivles, om f. eks. den engelske premierminister Neville Chamberlain, der bar hovedansvaret for "appeasement" politikken, nogensinde havde læst "Mein Kampf". Hvis dette alligevel har været tilfældet, har den ikke gjort dybere indtryk på ham, hans politik over for Hitler hvilede i hvert tilfælde på den opfattelse, at Hitler var en rationel politiker, hvis ord man kunne nære tillid til.

1930ernes uhygge, der endte den anden verdenskrigs inferno, gjorde disse hedrevidende og godtroende magelighedens politikere til skamme. Det viste sig, at "Mein Kampf" ikke alene indeholdt retningslinjer for en galskabens politik, men at den også blev ført ud i livet.

Mein Kampf" indeholder bortset fra det i mangfoldige tilfælde forkerte og fordrejede autobiografiske stof, programmet for Tysklands nazificering og for en tysk ekspansionspolitik i nationalsocialistisk opsætning. Denne var det vigtigste for Hitler. men dens forudsætning var en "tysk national genopbygning", Denne bestod i sikring af det tyske folks "racerenhed", fjernelse af de elementer i det tyske samfund, der skadede "det nationale sammenhold", eks. jøder og marxister, socialistiske og katolske orga-nisationer, osv. Tyskerne skulle samles i et kollektivt folkefællesskab. Det var derfor nødvendigt, at undertrykke de borgerlige friheder og gennem propaganda skabe en koncentreret national vilje under ledelse af en politisk elite. Denne nationalsocialistiske organisation skulle ikke alene omfatte det i traditionel forstand politiske, men også samfundets sociale og økonomiske liv.

Denne indre "genopbygning" skulle dog ikke være et mål i sig selv, men tjene til at skabe de nødvendige forudsætninger for en ekspansiv udenrigspolitik med den målsætning at bevare, udvikle og føde det tyske folk. "Folkets ånd skal sætte det i stand til at bære våben". Den Hitlerske udenrigspolitik var med andre ord en aggressiv udenrigspolitik, der skulle gennemføres med magt.

"Mein Kampf" skitserer indholdet i denne politik, og hvorledes den skulle gennemføres, Hitler afviser med foragt den tanke, at en nationalsocialistisk udenrigspolitik skulle bestå i revision af Versaillesfreden. Ganske vist skal Tyskland i dets første etape befries for Versaillesfredens bestemmelser med hensyn til rustningsbegrænsninger, og alle tyskere skal føres hjem til riget: Men denne appel til "fornuften" og den nationale selvbestemmelsesret er kun begyndelsen: Målet er ekspansion mod øst, mod de store russiske områder, som indeholder naturressourcerne, der kan sikre det tyske folk kolonisationsarealer og dermed dets fremtid. Hitlers planer var ikke en fredelig ændring af Versaillesfreden, han sigtede mod en krig, der skulle føre et tysk hegemoni fra Atlanterhavet til Ural. "Mein Kampf" skildrer faserne i denne politiks udvikling, de taktiske manøvrer, der er nødvendige for at opnå det. Det endelige mål er der ingen tvivl om.

Efterkrigshistorikere som englænderen A.J.P. Taylor har afvist, at "Mein Kampf" skal forstås som et "program" for den Hitlerske udenrigspolitik og at det konsekvent blev fulgt efter 1933. De historiske kilder taler overvældende mod en sådan opfattelse. Følger man de Hitlerske tankegange fra "Mein Kampf" over udpenslingen af det udenrigspolitiske program, der foreligger i "Hitlers Zweites Buch", de åbenhjertige udtalelser til Herman Rauschning, hans tale til generalerne umiddelbart efter magtovertagelsen, og f. eks. hans fortrolige redegørelse i november 1937 til det nazistiske Tysklands øverste dignitarer, det såkaldte »Hossbacb-memorandum", kan man nok påvise afvigelser i detaljer og den taktiske udførelse, men der er til trods for alle afvigelser en konsekvent strategi bag Hitlers handlinger, der fører frem til angrebet på Sovjetunionen 22. juni 1941: Da skulle det store erobringstogt mod øst sættes igang, og det "Lebensraum" erobres. som skulle sikre Tysklands stilling som den dominerende verdensmagt. At dette var Tysklands opgave fastholdt Hitler til det sidste.

Da han i februar 1945 sad i den underjordiske bunker under rigskancelliet i Berlin, mens "tusindårsrigets" hovedstad systematisk blev lagt i ruiner, og de russiske divisioner rykkede frem mod byens centrum, erklærede han stadig, at det tyske folks mission var ekspansion mod øst. Programmet i "Mein Kampf" var ført frem til sin afslutning.

I det nazistiske Tyskland blev Adolf Hitler udnævnt til en omfattende belæst og original politisk filosof. Det er misbrug at adjektivet filosofisk, at anvende det om "Mein Kampf" og dets forfatter. Hitlers manglende trang til at sætte sig ind i problemernes faktiske indhold, hans yderst begrænsede politiske horisont og det som oftest vulgære og tilfældige grundlag, hvorpå hans lange monologer ved de såkaldte »Tischgesprägche" hvilede, er efterhånden blevet påvist i detaljer. Hans tanker og de udtryk, de fik var særdeles uoriginale.

En gennemgang af hans opfattelser, således som de udtrykkes i "Mein Kampf", afslører, at han arbejder med ideer, som han havde hentet hos andre og oftest i vulgariseret form. Hans biologiske raceteorier og den dermed forbundne rabiate antisemitisme er den socialdarwinistiske racelære, som f. eks. franskmanden Joseph Gobineau og engelsk-tyskeren Houston Stewart Chamberlain fremsatte i det 19. århundrede. Hitler lærte dem antagelig i sine ungdomsår i Wien, hvis borgmester Karl Lueger var fanatisk antisemit. Teorien om det tyske folks "rumnød", kampen for "Lebensraum", lærte Hitler af geopolitikkens grundlægger Karl Haushofer, der igen var gået i lære hos biogeografiens ophavsmand Friedrich Ratzel. Teorier om den politiske "elite" og dens førerskab var i alle lande gængse fra begyndelsen af dette århundrede.

Det skæbnesvangre ved Adolf Hitler var, at han igangsatte og konsekvent førte til bunds, hvad mere eller mindre verdensfjerne "lærde" havde fabuleret sig til i deres verden af teorier.

Hermed kommer vi til betydningen af "Mein Kampf" som politisk doku-ment. Det ville være en misforståelse at tro, at et politisk skrift for at være betydningsfuld må udtrykke originale eller selvstændige tanker. Verdens-historien rummer utallige eksempler på det modsatte, og Hitlers "Mein Kampf" hører i hvert tilfælde til denne kategori. Dens betydning er for det første, at den utvivlsomt gav udtryk for det sammensurium af irrationalitet, ydmygelse og hævnlyst, som store befolkningsgrupper i Tyskland nærede efter november 1918. Hitler fik alt dette stillet sammen, således at det blev et program for en politisk bevægelse. Han gjorde dernæst det, som en misforstået politisk "realisme" anså for umuligt: Han førte galskaben ud i livet.

Det blev det tyske folks og i særdeleshed det tyske borgerskabs ulykke, at det kastede sig i armene på en dæmon, der realiserede de ideer, som de havde nøjedes med at diskutere og råbe højt om i ølknejper og herre-værelser.

Hitlers "Mein Kampf" er imidlertid ikke alene et vigtigt dokument til forståelse af nationalsocialismen og dermed den hidtil største katastrofe i dette århundrede, men også til den krise i mange borgerlige samfund, som er tidstypisk efter 1918 og ikke udelukkende begrænset til Tyskland. Ud fra den opfattelse, at det er bedre at glemme det så nyligt overståede mareridt, kunne det måske for en første overvejelse synes overflødigt nu at udsende "Mein Kampf" i en dansk udgave. Intet kan være mere fejlagtigt.

"Mein Kampf" er et af de vigtigste historiske dokumenter i vor tids historie og bør kendes af alle, der er samtidshistorisk interesseret. Men dernæst bør læsningen af dette skrift påkalde den vagtsomhed, der er nødvendig ved konfrontationen med lignende fænomener. I den forstand har Hitlers "Mein Kampf" en mission ud over tid og sted. Dersom fordybelse i dens barbariske og makabre ideverden bidrager til den agtpågivenhed, som 1920erne og 30erne forsømte, har den ikke alene udvidet læserens historiske forståelse, men også hans og hendes politiske skarpsind over for lignende skrifter og politiske systemer.

Juli 1966 / Sven Henningsen

Frode Jakobsen kunne ikke vide, hvad prof. Sven Henningsen ville skrive i 1966. Men indholdet dækker, hvad samtlige antinazister tænkte og skrev i årene 1933 - 39. Det kunne FRODE ikke undgå at vide. Men han udviste ikke det politiske skarpsind.

Han vedlægger Mein Kampf som læsemateriale. Den form for Frodes snæ-vertsynede fanatisme er velkendt.

Men hvad så med Adolf Hitlers forord i Mein Kampf - plus et par citater fra samme? Det burde have forskrækket FRODE og fået ham til, at holde snotten langt væk fra nazisternes bibel Mein Kampf.

Adolf Hitler - "Forord

Den 1. april 1924 skulle jeg ifølge Münchener folkerettens dom af samme dato begynde at afsone min fæstningsarrest i Landsberg ved Lechfloden.

Efter mange års uafbrudt arbejde fik jeg endelig en mulighed for at gå i gang med et arbejde, som mange havde ønsket, og som jeg følte var hensigtsmæssigt for hele bevægelsen. Derfor har jeg nu besluttet mig til i to bind ikke blot at klarlægge vor bevægelses mål, men også at tegne et billede af dens udvikling. Deraf vil man kunne lære mere end af en rent doktrinær afhandling.

Herved har jeg også fået lejlighed til at give en fremstilling af egen udvikling så vidt det er nødvendigt for forståelsen af disse to bind og kan tjene til at udrydde den ondskabsfulde legendedannelse om min person, som den jødiske presse har besørget.

Med dette værk henvender jeg mig ikke til fremmede, men til dem af bevægelsens tilhængere, som har skænket den deres hjerte, og hvis forstand nu også stræber efter mere indgående oplysning.

Jeg ved, at man vanskeligere formår at vinde mennesker med det skrevne ord end med det talte, og at enhver stor bevægelse på denne jord skylder de store talere og ikke de store skribenter sin vækst.

Men grundsætningerne for en lære må fæstnes til papiret, for at den kan få en ensartet udbredelse overalt.

Disse to bind skal gælde som mursten og føjes herved til den øvrige bygning.

Landsberg ved Lcchftoden. Fæstningsarresten. Forfatteren."

Dernæst fra det ubehagelige 11. kapitel, citat:

- "Da nu jøden - af grunde, som straks skal vises - aldrig har været i besiddelse af egen kultur, har han altid fået grundlaget for sit åndelige arbejde af andre. Hans intellektuelle liv er altid blevet udviklet af den kulturverden, som omgav ham. Det omvendte har aldrig været tilfældet.

Selv om det jødiske folks selvopholdelsesdrift aldrig har været mindre, men snarere større end de andre folkeslags, selv om dets åndelige egenskaber meget let kunne fremkalde det indtryk, at de sled på højde med de andre racers intellektuelle anlæg, så mangler dog fuldstændigt den allervæsentligste forudsætning for et kulturfolk, den idealistiske tænkemåde.

Offerviljen i det jødiske folk overskrider ikke den enkeltes primitive selvopholdelsesdrift. Den tilsyneladende store samhørighedsfølelse bunder i en meget primitiv trang til at gå i flok, der også optræder hos mange andre levende væsner her på jorden. Det er værd at lægge mærke til, at trangen til at gå flok kun fører ti! gensidig understøttelse, så længe en fælles fare gør det hensigtsmæssigt eller uundgåeligt. Den samme flok ulve, som lige i fællesskab har overfaldet sit rov, opløser sig, når sulten er stillet. Det samme gælder for heste. som i flok søger at værge sig mod angriberen for atter at spredes, når faren er overstået.

På samme måde går det også med jøderne. Deres offervilje er kun tilsyneladende. Den eksisterer kun så længe. som den ubetinget kræves af hensyn til hver enkelt jødes eksistens. Men så snart den fælles fjende er besejret og den fare, der truede alle, er borte og rovet skjult, ophører den tilsyneladende harmoni mellem jøderne indbyrdes for atter at give plads for de oprindelige anlæg. Jøderne er kun enige, når en fælles fare tvinger dem dertil eller et fælles bytte lokker; hvis begge årsager falder bort, kommer den krasseste egoisme påny til sin ret, og det enige folk bliver i en håndevending til en flok rotter, som udkæmper en blodig strid indbyrdes.

 Hvis jøderne var ene i verden, ville de kvæles i smuds og skam eller i hadefuld kamp søge al forfordele og udrydde hinanden, hvis ikke deres grænseløse mangel på offervilje, som giver sig udtryk i deres fejhed, også i dette tilfælde ville gøre kampen til det rene teater. Det er altså bundurigtigt ud fra den kendsgerning, et jøderne slutter sig sammen til kamp eller rettere til at udplyndre deres medmennesker, at ville slutte sig til en vis ideel offervilje hos dem.

Her er det igen ikke andet end ren og skær egoisme, som dikterer den enkelte jødes handlinger.

Derfor er den jødiske stat - som skal være den levende organisme til at bevare og forøge en race - også fuldstændig ubegrænset i territorial henseende. Thi et statsvæsen, der er territorialt afgrænset, forudsætter altid en idealistisk tænkemåde hos den statsdannende race, men især i en rigtig opfattelse af begrebet arbejde. I samme forhold som denne indstilling mangler, svigter også ethvert forsøg på at danne, endsige opretholde en bestemt afgrænset stat, og så bortfalder der eneste grundlag, på hvilket en kultur kan opstå.

Derfor er det jødiske folk trods alle tilsyneladende intellektuelle egenskaber dog blottet for virkelig, selvstændig kultur. Thi hvad jøden ejer af tilsyneladende kultur, er for det meste andre folkeslags goder, som han allerede har ødelagt." . . . Citat slut.

Hvad FRODES fra 1939 hårdtprøvede hustru, en jødepige fra Hamborg, har tænkt og sagt til Frode Jakobsen efter at hun har læst hele det 11. kapitel, vides ikke. Men det må antages, at Frodes frimodige holdning til Mein Kampf, har skræmt hende.

For de endnu troende på sandheden i Mein Kampf - trods kontrasterne mellem Hitlers tusindårsrige - versus  skrækscenariets resultat - bringes her et citat fra den engelske historiker Hugh Trevor-Roper´s værk, 1971, "Hitlers sidste dage",

( At H. Trevor-Ropers gik grueligt galt i byen, da han 30 år senere anså Hitlers Dagbøger for ægte - og for sent trak sin erklæring tilbage - vil her være glemt. )

5. oplag 2002,  s. 63-64:

- "Hvor mange mennesker blev ikke i de forløbne år af den nazistiske propaganda forledt til at tro, at Nazityskland var organiseret som en "tota-litær" stat - totalt integreret, totalt mobiliseret og centralt kontrolleret.

Hvis dette havde været rigtigt, kunne Tyskland endnu have vundet krigen, for dets fordele i tid, ressourcer og forberedelser var kolossale; men faktisk var Tysklands totalitarisme noget helt andet: Kun politikken, ikke admini-strationen blev effektivt kontrolleret i centrum.

Total krig betød for nazisterne ikke, som det betød for os - og måske kun for os - en koncentration af alle kræfter mod krigen og en dertil svarende ophævelse af al ikke krigsvigtig virksomhed - for i Tyskland fortsattes produktionen af mange uvæsentlige luksusartikler, som betød hensynsløs krig med alle midler og i alle elementer.

I Nazityskland var hverken *produktionen, menneskematerialet, admini-strationen eller efterretningstjenesten rationelt centraliseret; og Ribbentrops påstand i Nürnberg om, at det udenlandske efterretningsmateriale ikke blev tilvejebragt af udenrigsministeriet, men af tredive konkurrerende foretagender, er stort set rigtig. Den tyske politiks og administrations struktur var faktisk en forvirring af private riger, private hære og private efterret-ningstjenester i stedet for, som nazisterne hævdede, at være "pyramidalsk" og "monolitisk".

* Bemærk: Våbenproduktionen var brat stigende til medio 1944. Men stedse mangel fra ultimo 1942 på benzin, dieselolie, maskinolie og smøre-fedt var katastrofal, inklusiv en drastisk nedgang i landbrugs- og fødevare-produktion.

Og hvor tog dog mange af os fejl vedrørende den despot, der så ofte er blevet fremstillet som et redskab, men hvis personlige magt faktisk var så enevældig, at han lige til det sidste hånede det kaos, han selv havde skabt, og skjulte dets sande natur - ja, endog fra graven førte forsædet over sine svage og ubrugelige underordnede i skranken i Nürnberg. Når denne absolutisme ikke blev standset eller kontrolleret af nogen ydre kraft, er det urimeligt at antage, at nogen indre modstand kunne have korrigeret den. Ingen mand kan undgå den absolutte magts nedbrydende virkning. De hæmninger, den forsigtighed og den omtanke, som kan indvirke på magtudøvelsen, når den begrænses af usikkerhed eller konkurrence, overlever ikke disse begrænsninger; og i Hitlers sidste år vil man forgæves søge det diplomati og de indrømmelser, man finder i hans tidligere tid, hvor han prøvede sig frem, eller de forbehold og den lejlighedsvise ydmyghed, man træffer i "Mein Kampf".

Dernæst kommer selve nazismen, religionen for den tyske revolution, som lå til grund for og inspirerede dens kortvarige, men iøjnefaldende resultater, og som var lige så vigtig en del i dens politik, som calvinismen var i tidligere krampetrækninger.

Mange lærde har undersøgt dette vældige system af dyrisk "germansk" nonsens, analyseret dets bestanddele, opdaget dets fejl nøje; men af alle værker om dette triste emne synes de bedste, de mest oplysende, de værdifuldeste mig ikke at være kommet fra samvittighedsfulde forskere eller fra ædle ofre for bevægelsen, men fra en skuffet nazist.

Hermann Rauschning, en østprojsisk storjunker, var en af de militære aristokrater, der sluttede sig til bevægelsen i dennes første år i håb om at kunne bruge den til deres egne formål, og som efter at have ydet deres bidrag til dens succes og være blevet snydt for belønningen, så deres klasses sluttelige ødelæggelse ved udrensningen i 1944.

Rauschning, der var mere intelligent end de øvrige, slap tidligt bort fra bevægelsen, som han hverken kunne kontrollere eller standse, og i to bøger viste han med frygtelig klarhed nazibevægelsens sande betydning og ind-hold. Hans motiver havde ikke været rene, hverken til at slutte sig til eller til at forlade partiet.

Han var ingen demokrat, ingen pacifist, ingen martyr. Og den intellek-tuelle klarhed, han nåede til, var ikke lidelsens, men desillusioneringens klarhed. …

… For ved vintertid i 1944 var formlens positive elementer slået fejl, hvilket alle vidste, bortset fra nogle få endnu forblindede fanatikere. Det positive alternativ blev i almindelige vendinger beskrevet som "verdensmagt" eller "historisk storhed".

Specifikt defineret betød det kun én ting: Erobring af Rusland, udryddelse af de slaviske folk, og kolonisation af østområderne. Det var nazismens virkelige budskab, det afgørende i "Mein Kampf" . . .

Det vidste alle antinazister i 1933-39,

Hvad var så Frode Jakobsens motiv, da han i 1938-39 henviste til Mein Kampf som læsemateriale til sin embedseksamen?

Motivet var naturligvis: At han var hypnotiseret af overmennesket Hitler og dennes påståede antisemitiske autor, Friedrich Nietzsche.

Det kan vel tænkes, at FRODES forbillede virkede smitsomt på andre studenter?

Fortsættes i næste udgave af Kasler Journal

klik til index