|
23: Hiort i Damernes Tempel
lille bord, bordlampe, 2 stole
Personer: John Cillgor John Josef Hopkins Komtesse Helene von Glücksburg spinkel, elegant, ældre dame Kommissær Hiort Anne Gure
23:01 Helene sidder ved bordet. Cillgor står.
23:02 Helene: John? Hvor er Sabina? Har du talt med hende?
23:03 Cillgor: Jeg tror, at Sabina kommer sammen med narkomaner. Hvad kan jeg gøre? Det kan du tænke dig til, måske? Nej, så bliver jeg vred, meget vred. Helene, jeg må gå nu.
23:04 Helene: Sabina er en sød og fornuftig pige. Hvad tid kommer du tilba- ge?
23:05 Cillgor: Jeg kan ikke sige nogen bestemt tid, det afhænger af, ja, måske? Nej, jeg må gå nu. Jeg kommer så hurtigt jeg kan, måske først meget sent.
23:06 Helene: Du skal passe dine affærer i fred og ro. Jeg hygger mig til du kommer tilbage. Men kør forsigtigt. Du kører alt for stærkt, du leger racerkører.
23:07 Cillgor: Jeg overholder alle færdselsregler, det lover jeg, pas nu godt på forretningen. går ud til højre
23:08 Helene råber: John, vi har en forretning, men husk at sige Damernes Tempel. Farvel, John.
* 23:09 Hiort kommer ind fra venstre: Goddag, frue, det var mig der ringede. Kommissær Hiort, kriminalpolitiet.
23:10 Helene: Goddag hr. kommissær. retter på sit hår med en lille nervøs bevæ- gelse. Hr. John Cillgor, som De sikkert søger, han er her ikke, det har jeg sagt. Det er ikke fem minutter siden De ringede til mig. Hvad vil De mig, jeg sagde til Dem, at De kommer meget ubekvemt. Hr. Hiort, drikker De sherry? Nej, en voksen mand som Dem, drikker whisky, gør De ikke, nøjagtig som min afdøde mand.
23:11 Hiort tøvende: Joh, tak, frue.
23:12 Helene skænker sherry til sig selv, whisky til Hiort: Men navnet Smidth, jeg mener, når manden er død, er jo ikke, hvad det engang har været. Derfor valgte jeg at forblive komtesse Helene von Glücksburg. Men jeg siger Dem, hr. kommissær, jeg kender ingen fotograf.
23:13 Hiort sluger sin whisky, vil skænke et glas til: Frue, det drejer sig.
23:14 Helene: Om hvad, hr. kommissær? Forsyn Dem endelig med whisky, nu skal jeg skænke for Dem. At jeg kender en fotograf? Næh, det gør jeg ikke.
23:15 Hiort, idet han drikker: Tak, frue, det drejer sig om.
23:16 Helene: Det har De sagt flere gange, hr. kommissær, men jeg hører ik- ke så godt, det er alderen, ved De.
23:17 Hiort råber: Komtesse Smidth?
23:18 Helene:
Ja, hvad sagde De, hr. Hiort? Sagde De komtesse
Smidth? Rædsomt, men fortsæt endelig. Drik lidt mere whisky, hr.
kommissær, men råb ikke så højt. * 23:19 Anne kommer ind; henvendt til Helene: Goddag, træffer jeg hr. Cillgor?
23:20 Hiort: Anne? Hvad vil du?
23:21 Anne smiler nervøst: Goddag, Hiort, nå, ikke noget særligt, jeg går igen.
23:22 Helene: Har De lyst til et lille glas sherry? - 23:23 Anne: Nej tak, jeg har desværre ikke tid. Hvornår venter De hr. Cillgor?
23:24 Helene: Jeg ved det ikke, men jeg tror det bliver meget sent.
23:25 Anne: Tak. Undskyld ulejligheden, farvel. går
23:26 * 15 sekunders pavse.
23:27 Hiort går tøvende efter Anne, står ubeslutsomt; vender sig, råber: Komtesse Smidth. De blev afhørt i en sag om røveri og drabsforsøg for 20 år siden. Kan De huske det? Et overfald på en statsløs fotograf og guldsmed. Det var nær et rovmord, han lå på hospitalet i 4 måneder, under falsk navn, kan De huske det? Kan De huske Alexander Strokowsky? Jeg sagde, Alexander Strokowsky.
23:28 Helene: Hr. Hiort, råb dog ikke så højt, så døv er jeg heller ikke. Næ, ham kender jeg ikke, jeg kender ingen fotograf.
23:29 Hiort, idet han drikker: De står nævnt i Alexander Strokowskys, i fotogra- fens bogholderi og kundeliste. Deres navn, Deres adresse, Deres telefonnum- mer.
23:30 Helene: Jeg står nævnt i mange kartoteker, hr. kommissær, for nylig parkerede jeg ulovligt, min bil og min chauffør var sagesløs, men jeg fik en stor bøde. Næ, jeg kender ingen fotograf.
23:31 Hiort: Fru Helene, fru grevinde Glücksburg. Kender De lodskaptajn An- ton Gure?
23:32 Helene: De mener, om jeg kendte Anton Gure? Ja, det gjorde jeg, åh- ja, for mange år siden. Nu er han død. Jeg forstod på en notits i avisen, at lodskaptajn Anton Gure var blevet myrdet. Er det sådan?
23:33 Hiort: Ja, det var et drab, men se her, frue. viser Helene et brev. Se, frue, i dette 40 år gamle brev fortæller De til lodskaptajnen, Anton Gure, at Alexan- der Strokowskys genialitet ikke fornægter sig. Genialitet. At han, frue, det er Alexander Strokowsky, har konserveret og restaureret papirerne, og at den gamle lædertaske er intakt. Og at De, grevinde, undskyld, eh, komtesse, var meget glad for den tid, som De, frue, havde haft sammen med lodskaptajn An- ton Gure.
23:34 Helene: De er en snushane, hr. kommissær. Har De virkelig læst alle mine breve?
23:35 Hiort: Ja, og jeg ved, at De og fotografen Alexander Strokowsky flygte- de fra de russiske angreb på Königsberg. Det var årsskiftet 1944-45, flugten fra Königsberg i Østpreussen.
23:36 Helene gisper: Hvad gjorde vi?
23:37 Hiort: Ja, De vil da ikke benægte, at De flygtede fra Østpreussen, sam- men med fotografen Alexander Strokowsky. Den samme person er også kendt som en dygtig guldsmed. Vil De benægte, frue, at -
23:38 Helene: Må jeg ikke bede mig fritaget for sådant nonsens? Vi var hun- dredetusinder, millioner, der flygtede for russerne. Så kan enhver komme og sige, det gjorde jeg også. Som ham, fotografen. Jeg kender ingen fotograf.
23:39 Hiort: Frue, vil De se på disse fotografier, her står Alexander Strokow- sky foran en cirkus.
23:40 Helene: En cirkus? Var han artist i en cirkus? De sagde, at han var foto- graf.
23:41 Hiort: Ja, men i denne cirkus optrådte han som tryllekunstner, det var vist ikke noget særligt, han var tryllekunstner i en lille cirkus.
23:42 Helene: Tryllekunstner? Hr. kommissær, gør De nar af mig?
23:43 Hiort: Nej, bestemt nej, frue.
23:44 Helene: Dét håber jeg sandelig ikke.
23:45 Hiort viser det næste foto: Se, frue, her har jeg et billede af Dem, kan De huske det?
23:46 Helene smiler: Ja, det er mig, det er mig. Anton Gure, lodskaptajnen, spurgte, om han måtte få det, og så forærede jeg ham det. Jeg var ganske køn dengang, synes jeg, synes De ikke?
23:47 Hiort: Jo, absolut, men, se, her er et tredie fotos, det er Alexander Stro- kowsky.
23:48 Helene: Ja så, er det Alexander?
23:49 Hiort: Det er Dem, frue, der tog dette billede af ham. De fotograferede ham, husker De det?
23:50 Helene: Alexander? Hed han Strokowsky? Næh, nej.
23:51 Hiort: Jo, Alexander hed også Strokowsky, han lever her i København som fotograf, og guldsmed.
23:52 Helene: Alexander? Bubi Bebe? Er han virkelig levende, lever han i dag?
23:53 Hiort: Frue, det kan vi, hm, vende tilbage til.
23:54 Helene: Er Alexander ikke død? Ikke endnu? Lever han?
23:55 Hiort: Det er således, frue.
23:56 Helene: Hvad vil De vende tilbage til, hr. Hiort?
23:57 Hiort: Alexander Strokowsky er syg, men.
23:58 Helene: Men?
23:59 Hiort: Frue, skal vi nippe lidt til whiskyen?
23:60 Helene: Værsågod, hr. Hiort, drik De, som De har lyst, jeg drikker ikke gerne stærk spiritus. Jeg tror jeg vil spise et lille stykke lakridskonfekt. Smager whiskyen Dem? Min mand sagde altid, at det netop skulle være den kvalitet.
23:61 Hiort: Frue, mange tak. drikker. Whiskyen er fortræffelig.
23:62 Helene: Det glæder mig. Den samme gode smag deler De med min kompagnon,. John Cillgor, ham skal De træffe, hr. kommissær. Jeg var kunde her i Damernes Tempel, nye kjoler, De ved, og mit hår, min frisure, og en dag blev hr. Cillgor og jeg enige om, at jeg satte lidt penge ind i Damernes Tem- pel.
- 23:63 Hiort: Er De kompagnon med Cillgor? Jamen, jeg forstod på Deres ty- ende, hm, hushjælp, Deres kokkepige og en stuepige, og Deres chauffør -
23:64 Helene: Åhja, jeg havde lidt penge efter min mand, og da han døde blev jeg lidt ensom, en ældre dame, ved De. Jamen dog, sikken en dag. Alex- ander er ikke død, ikke endnu, Bubi Bebe lever. Det er fantastisk.
23:65 Hiort: Frue, jeg må desværre meddele Dem, at hr. Strokowsky, er, syg.
23:66 Helene: Jaja, naturligvis, lidt sygdom. Bubi Bebe må være gammel, vores gamle legemer, ikke sandt, de mærker alderen. Men han overlevede kri- gen, det er da altid noget. Mener De ikke det, hr. kriminalkommissær?
23:67 Hiort: Frue, Alexander Strokowsky er desværre, død.
23:68 Helene: Er han død? Også han? Dem begge to, på samme tid? Taler De sandt, hr. kommissær? Dem begge to? Anton Gure, og Alexander? Det var trist.
23:69 Hiort: Ja, det er, uheldigt. Jeg står med tre komplicerede sager, som er blandet sammen i en indfiltret virvar. Og De, frue, er vores eneste vidne.
23:70 Helene: Jeg? Mistænker De mig for at være? Hvad mon? En morder?
23:71 Hiort: Det har jeg ikke sagt, frue, og jeg håber det ikke. Næh, det tror jeg ikke, jeg mener, De er, sympatisk, misforstå mig ikke, frue. De minder mig meget om min afdøde mor, ansigtet og stemmen, nåja, hende savner jeg. Nej, jeg mistænker ikke Dem, frue, bestemt ikke.
23:72 Helene: Men? Jeg hører Deres lille, men, hr. kommissær.
23:73 Hiort: Jo, forstår De, frue. Den østpreussiske flygtning, Alexander Stro- kowsky, er efterlyst for, i marts 1945, at have begået drab med en økse, på gårdejer Heinrich Baumann, i en landsby ved Hannover. Samtidig efterlystes et vidne til drabet, en dengang 16-årig sygeplejeelev Erna Müller.
23:74 Helene: Jeg lytter. Det er meget interessant, hr. kommissær.
23:75 Hiort: En ung tysker, Alexander Strokowsky, ankom illegalt til Sverige i april 1945. Han nægtede at oplyse, hvem han var, men omsider betroede han sig til en venlig svensk politimand.
23:76 Helene: Jeg lytter, hr. kommissær, det er meget interessant.
23:77 Hiort: Den unge mand, Alexander, fortalte, at han var født og opvokset i Königsberg i Østpreussen, at faderen drev et lille guldsmedeværksted, at hans mor havde begået selvmord efter at faderen blev indespærret i en kon- centrationslejr, og dernæst. At russerne rykkede ind Königsberg, og at Alexan- der, da russerne kom, flygtede sammen med tusinder fordrevne fra Østpreus- sen. At han fulgtes med en pige han kendte fra nabolaget. Helene, hed hun, men at de kom væk fra hinanden under flugtens virvar. At han søgte nordpå til Flensborg, at han ved en kirke i Flensborg traf en præst og kom illegalt til Danmark, at venlige mennesker havde skjult ham i nærheden af Fredericia, og derfra til et sted i nærheden af Helsingør, og få dage senere lå han i fisker- båd og blev med seks andre, vistnok danskere, sejlet til Sverige.
23:78 Helene: Besynderligt, meget besynderligt, meget besynderligt. Drik lidt mere whisky, hr. kommissær.
23:79 Hiort: Tak, frue, Deres whisky smager mig godt, det er for mit helbred. Jeg lider af stress og overanstrengelse. Med forlov. Hiort drikker.
23:80 Helene: Det har vi talt om, hr. kommissær. De savner Deres fru moder, det forstår jeg udmærket. Drik lidt mere whisky, hr. Hiort. Hvad skete der så?
23:81 Hiort: Frue, det skal De fortælle mig. Hvad kender De, kære frue, til denne sag?
23:82 Helene: Jeg? Skulle jeg kende noget til politiets sager? Nej, absolut nej, næ, intet.
23:83 Hiort: Alexander Strokowsky levede beskedent under navnet Morten- sen, som guldsmed og portrætfotograf. Men han var udsat for pengeafpres- ning, og forleden dag fik han besøg af tre mænd fra den østeuropæiske mafia. Der opstod tumult, og under slagsmålet dræbte han den ene person, og såre- de de to andre med revolverskud. Undersøgelsen af blodspor viste 4 sårede personer. Derpå skete det, måske uundgåelige, at Alexander Strokowsky for- søgte selvmord. Men han overlevede, hårdt såret. Og da jeg spurgte ham, hvem han egentlig var, svarede han, Det er uinteressant, hvem jeg er. Men, frue, desværre, få dage senere døde han.
23:84 Helene: Jamen, det er da aldeles glimrende, hr. kommissær. Hvad vil De så gøre nu? Jeg mener, hvis Alexander Strokowsky ønskede at dø ano- nymt, hvad vedkommer det politiet? Er det noget, der vedkommer mig?
23:85 Hiort: Alexander Strokowsky forblev statsløs under sit lange ophold i Danmark, han ansøgte ikke om pas, eller om visum, eller at blive dansk stats- borger. Han besværede ikke myndighederne. Dog, tillad mig at sige, at han udnyttede visse, administrative undtagelser. Vi danskere er jo så humane, si- ger man. Men De ved, frue, der er ikke altid orden i sagerne, de mange frem- mede, indvandrerne og den slags, ikke sandt, De forstår? Ser De, han meldte sig, ikke, han meldte sig, ikke, til folkeregisteret, han tjente selv sine penge. Han levede beskedent og ensomt, uden hustru, uden børn, uden familie.
23:86 Helene: Ja, meget trist. Livet kan ofte være trist. Og hvad nu, hr. kom- missær?
23:87 Hiort: Ved De, hvem han var?
23:88 Helene: Jeg vil ikke tale om ham. Ak, herre jesus, det er så længe si- den.
23:89 Hiort: Frue, jeg synes den mand fortjener at blive anstændigt begravet, men jeg ved ikke, hvem han er. Ved De noget, frue? Jeg ved De kendte ham.
23:90 Helene: Måske ved jeg noget, muligvis. Jo, jeg kendte Alexander, den søde, kære, skrækkelige Alexander, Bubi Bebe. Vil De skænke os lidt whisky, hr. kommissær, der står rene glas henne i skabet.
23:91 Hiort: Henne i skabet? Javel, frue. Hiort finder rene glas.
Helene: Men, hr. kommissær, vil De love mig, vil De sværge på, hr. Hiort, at De ikke, absolut ikke vil tro på min, usandsynlige historie?
Hiort: Usandsynlig? Måske, men ikke løgn, opspind, usandhed. Jamen, frue, De ligner min afdøde mor, og min mor fortalte aldrig løgnehistorier. Min kære mor havde for øvrigt en særdeles god smag for sherry og whisky.
Helene: Jamen, drik endelig whisky, hr. Hiort.
23:92 Hiort: Mange tak, frue. Hiort skænker til sig selv, drikker.
23:93 Helene: Kæreste hr. kommissær, det er mange, mange år siden, der er senere sket så meget for mig. Efter krigen fik jeg ophold som tjenestepige hos en familie i Hannover. Men jeg skulle lære noget, og gik på handelsskole, og begyndte som sekretær i en nyåbnet filial af en stor dansk industrikoncern. Og skæbnen ville, at jeg blev gift med direktøren. Jeg blev almindelig dansker. Måske bortset fra, ja, at min mand var arving til den store koncern, og at jeg nu, efter hans død, selvfølgelig geråder ud i arvestrid med mine børn. Nå, hvor langt kom jeg? Åhjo, Alexander Strokowsky. Bubi Bebe. Ser De. Min far, nu begynder det usandsynlige, hr. kommissær. Men jeg kan vist ikke undlade at sige Dem, at jeg er født og døbt Augusta Helene, komtesse von Bock und von Glücksburg. Men i en familiegren uden formue, og ganske uden gods og privilegier. Nå, det har nu aldrig savnet. Min barndom var meget fattig, aldeles uden luksus. Jeg havde en fætter, han var meget rig og fornem. Ham skulle jeg arve, men han var hjerneforstyrret, så det blev annulleret. Min far var embedsmand, han var tilsynsarkitekt ved de offentlige bygninger i Königsberg, men han blev hånet, fordi han var en fattig adelsmand. Han var altid med, når der skulle ryddes op efter bombeangreb, det kaldte man krigs- vigtigt arbejde, absolut meget livsfarligt. Da vi skulle flygte, ville min mor ikke forlade min far. Min far havde pligt til at blive i Königsberg så længe som muligt. Mine forældre håbede på en eva- kueringsordre. De håbede forgæves, ved jeg. Pludselig en nat var alt stor forvirring og panik, russerne kommer, russerne kommer. De gamle kvinder jamrende, Kosakkerne kommer, kosakkerne kom- mer, de kunne huske krigen i 1918, med drab og voldtægt mod kvinder. Min far fulgte mig ned til havnen, han gav mig en passérseddel, et flygtnin- gepas, det var falske papirer, jeg var sygeplejeelev Erna Müller. Min far kysse- de mig farvel, og forlod mig. Der var mange mennesker og stor forvirring og ingen skibe til evakuering. De skibe der lå i havnen var søndersprængte til vrag. Så kom en lastbil, og jeg blev mast og skubbet op i bilen, og vi kørte fra Kö- nigsberg til Pregel, det regnede, det var iskoldt og mørkt, vi kørte forbi mange forarmede mennesker på vejene, de var alle sammen på flugt, mange hundre- der, i titusindvis. De tyske soldater ville standse os, de skulle regulere flygtnin- gestrømmen, men manden der kørte lastbilen, han bare kørte videre til vi nåe- de Pregel. Lastbilen standsede, og jeg og en krigsinvalid blev hjulpet ned fra vognen. Jeg genkendte ham, han hilste på mig, han var næsten død under krigen i Frankrig, han haltede, støttede sig til en stok, han manglede den ene fod og den ene arm, og havde kun ét øje. Det var en ung arkitektkollega til min far, han havde ofte spist søndagsfrokost hjemme hos os. Jeg var vist lidt forelsket i ham, tror jeg.
23:93 Hiort står uroligt, lytter fraværende, drikker.
23:93 Helene: Nede i havnen blev jeg skubbet ind på et marinefartøj, vi skul- le sejle til Pillau, men jeg blev gennet over på en fragtdamper, Freja af Flens- borg, og ude på havet blev damperen bombarderet af engelske og russiske flyvere, og skibet kom i brand. Og pludselig, midt i alt det uhyggelige, mange børn græd og skreg, alt var stor forvirring, skibet kæntrede, ild, hav og storm væltede ind over os. En for- færdende rædsel, siger jeg. Så så jeg skibskaptajnen kæmpe sig hen til mig. Han bar på en stor lædertaske, og han sagde, Kom, min pige, nu springer vi, og vi sprang ned i havet, og der lå vi i lang tid, men blev fisket op på en red- ningsflåde. Kaptajnen var bevidstløs, vi blev kørt til Flensborg, her døde kaptajnen, han forblødte, jeg kunne ikke hjælpe ham, han havde mange skudsår. Så så han på mig, og hviskede til mig, Papirerne skal til lodskaptajnen, og så døde han. Fra Flensborg gik vi, eller kørte med toget, til Hamborg, og fra Hamborg gik vi, eller kørte med toget, til Berlin. Vi kørte med undergrundsbanen i Berlin, jeg var meget forbavset, man kørte nede under jorden i toget, togbanen kørte, uanset krig, bomber og virvar. Fra Berlin gik vi til Hannover, eller vi kørte med toget. Mere skete der ikke, det var i december og januar, mere skete der ikke.
23:94 Hiort: Kender De politiinspektør Anne Gure? Hvad ville hun her? Hvor- når kommer hun? Kender hun Cillgor? Nej, undskyld, jeg mener: Hvor var A- lexander Strokowsky?
23:95 Helene: Åh, glemte jeg ham, han var med. Det var han fra Königsberg, og på lastbilen, og på fragtdamperen, han var nær druknet, da Freja af Flens- borg forsvandt ned i havet. Bubi Bebe, Alexander, var klædt i noget rædsomt tøj, noget af det var dametøj. Tøj og påklædning interesserede ham ikke, nej, absolut ikke.
23:96 Hiort: I fulgtes ad? I var sammen, hele tiden?
23:97 Helene: Ja. Bubi Bebe var, fantastisk, han kunne altid skaffe mad, han kunne altid skaffe noget vi savnede, han var tryllekunstner, han kunne magte alle ting. Han gik ind stalden til brølende køer, gav dem vand og foder og mal- kede dem og slap dem løs, han fangede høns og kaniner, dem spiste vi, og i et hus fandt han garn og sytråd, han reparerede vores tøj, han reparerede vores støvler og sko, og vi lovede hinanden, at vi skulle overleve. Et sted faldt ukrainske piger på knæ for os. De græd, og bad os om at hjælpe dem, det var skrækkeligt. Da måtte vi løbe. En dag spurgte Alexander, om han måtte kysse mig, og han kyssede mig, og jeg skreg højt af skræk, for jeg så hans ansigt forvandle sig til et uhyre, som var han en vampyr. Åhgud, den stakkels Alexander. Han blev så forskrækket og han blev så trist. Han havde sagt til mig, at han havde levet som en rotte om dagen, og som en listig kat om natten. Nej, hr. kommissær, nu vil jeg ikke tale mere om dét.
23:98 Hiort: Kære frue, lad os smage på whiskyen. Hiort drikker.
23:99 Helene: Forstår De, hr. kommissær. Alexanders far og mor var meget, meget søde mennesker, meget vellidte hos alle naboer. Men dengang de blev arresteret og spærret inde i koncentrationslejr, spurgte jeg min mor, Hvorfor er de arresteret, hvor er Alexander, han har ikke gjort noget forkert, så ville jeg vide det, jeg har kendt ham altid. Men min mor snerrede vredt, Fordi Alexan- ders far er jøde og spion, det var dumt af ham at gifte sig med en dansk pige, det var hende, der bragte ham i ulykke, det ved du godt, ti så stille.
23:100 Hiort: Aha, en dansk pige?
23:101 Helene: Ja. Bubi Alexanders mor, fru Strokowsky, blev løsladt, og be- gik selvmord, og russerne kom. Der var mange russere. Ivan er hurtig og vold- som. Ivan viste ingen barmhjertighed. Vi flygtede, det var rædsomt. Og så blev Bubi Bebe morder, for min skyld. Ak, herre Jesus, morder. For min skyld blev han morder. Ved De det, hr. Hiort?
23:102 Hiort: Er De sikker på det? Eller er det, hvad De husker?
23:103 Helene: For min skyld blev Alexander, morder. Ved De ikke det?
23:104 Hiort: Nej, frue. drikker. Ivan overfaldt Dem. De var en ung pige. Ivan forsøgte voldtægt. Russerne var, som alle i en lortekrig, barske og hensynsløse i deres hævn.
23:105 Helene: Må jeg fortsætte, hr. kommissær? Tak. Vi skulle til Hannover, jeg havde noget fjern familie i byen, dem ville vi opsøge, om de måske kunne hjælpe os, men vi manglede de sidste kilometer og var meget, meget trætte. Vi kom til en lille landsby, en idyllisk lille landsby, stille og fredelig, uende- lig langt fra det omgivende land med den rædsomme krig. Vi mødte en ældre gårdejer, der stod på vejen foran gårdspladsen til sin gård og røg på sin pibe. Vi spurgte ham, om han kunne undvære lidt mælk og brød, og han sagde, at vi kunne arbejde for ham. Det gjorde vi 2 dage, og vi hørte hvordan han sloges og skændtes med sin kone. Den næste morgen skulle Alexander save og hugge brænde, jeg skulle hjæl- pe gårdmandskonen med storvask. Så kaldte manden på mig, jeg skulle hjæl- pe ham med køerne inde i stalden. Og inde i stalden begyndte manden at kys- se mig og rive tøjet af mig. Og jeg tænkte, at hvad der end skete, måtte det være sådan, fordi Alexander og jeg var meget trætte og sultne, og endelig havde fundet et fredeligt sted med mad og en seng og dejlig varme. Men jeg vidste ikke, herregud, jeg var så ung, jeg vidste ikke, hvad han ville, og da han forsøgte at trænge ind i mig, skreg jeg, og Bubi Bebe, Alexander, kom stormende som et uvejr, og konen hjalp mig ud af stalden. Manden viste os bort, han forlangte, at vi forlod gården, han smed os på porten, og så viste det sig, at han havde beslaglagt, sagde han, til myndighe- derne, sagde han, vores fotografiapparat, en Leica. Den havde Alexander fået i konfirmationsgave af sine forældre. Kender De en Leica, hr. kommissær? Manden stod provokerende med Leica- en i hånden. Det er tyvekoster, sagde han, jeg melder jer til politiet, og Bubi Bebe gik fuldstændig amok. Han løb ud i brændeskuret, og kom tilbage med øksen, og slog mange øksehug på manden, bang, bang, bang, mange gange. Og gårdmandskonen holdt fast på mig, og jeg råbte, "Bubi Bebe, Alexander, lille søde Alexander, det må du ikke, hold nu op". Og stakkels Alexander så på mig, og greb Leicaen, og løb, løb, løb ud på vejen, ud over markerne, ind i skoven, og jeg græd. Jeg turde ikke løbe efter ham. Måske ville vi blive fanget og sat i fængsel. Måske ville vi blive henrettet. Mange blev henrettet, hængt eller skudt på stedet, for ingen ting. Det var for- rykt, det var ganske rædsomt. Og gårdmandskonen holdt fast på mig, hun om- favnede mig, og kyssede mig på kinden og sagde, "Rolig, lille pige, rolig, alt bliver godt igen. Du skal blive her hos mig, du skal blive her hos mig". Der gik nogle år før jeg traf min mand. Han var ingeniør. Jeg var med ham i Siam, Indien, Sydafrika, og i Rusland, Moskva, ja, mange steder. Jeg fortalte min mand om Alexander. Min mand undersøgte sagen, gik til myndighederne, og, jo, Alexander var efterlyst, som morder, for min skyld, og min mand sagde, at vi skulle glemme, at jeg var vidnet Erna Müller. Så det gjorde vi. Det var lidt ejendommeligt at sige farvel til Erna, jeg havde vænnet mig til hende, ak, her- re Jesus. Men jeg blev genfødt som Augusta Helene, komtesse von Bock und von Glücksburg. Folk er så utroligt snobbede, opad. Titelsyge er en rædsom sygdom, synes De ikke, hr. kommissær? Og nu fortæller De mig, at Alexander levede til for få dage siden. Ja, livet er en underlig størrelse, synes De ikke?
23:106 Hiort: Jo, frue, det synes jeg. Hvad i helvede? Kaptajnen på fragtdam- peren Freja af Flensborg bad Dem aflevere en lædertaske med dokumenter til en lodskaptajn i Flensborg. Hvad skete så?
23:107 Helene: Ved De ikke det? Jo, hr. Hiort. Alexanders mormors familie boede i grænselandet Sønderjylland, hendes familie oplevede krigen i 1864. Den ene dag var familien ærke dansk, den næste dag tyske statsborgere. Men familien ville være i Danmark og flyttede nord for grænsen, og i alle sine dren- geår var Bubi Bebe, Alexander, på sommerferie i Danmark, i Sønderborg hos sin mormor. Hun lærte ham at tale tydeligt og korrekt dansk, han havde man- ge bøger med dansk historie og H.C. Andersens eventyr. Vi slæbte på lædertasken, tungt og besværligt, men Alexander ville, han vil- le, så absolut. Når jeg gjorde vrøvl sagde han, at jeg skulle holde mit løfte til skibskaptajnen på Freja. Men hvem var lodskaptajnen, vi kendte ingen lods- kaptajn, hvad var overhovedet en lodskaptajn? Jeg vidste det ikke. Alexander læste i papirerne, der var mange forskellige danske og tyske dokumenter, og så sagde han, "Det er spionage, det er noget med invasion og forræderi mod Danmark den 9. april 1940, derfor kom min far i kz-lejr, han var hemmelig a- gent, og det var din far også, alt det må mormor i Sønderborg ordne for os". Ak ja, herre Jesus.
23:108 Hiort: Alexander løb ind i skoven, efter at have dræbt gårdejer Bau- mann med en økse. Fru Helene, hvorfor lyver De?
23:109 Helene: Jeg lyver ikke, hr. Hiort. Alexander kom tilbage to nætter se- nere, han fik mad og en madpakke og penge, og så slæbte han afsted med lædertasken, og hør nu på mig, hr. kommissær. En halv snes år senere mødte jeg to mænd i København. Jeg rendte ind i maven på dem, jeg kom fra et stor- magasin på Kongens Nytorv, og de to kom gående, og, bum. Den ene var Ale- xander Strokowsky, den anden var Anton Gure. Alexander ville ikke tale med mig, han undgik mig, han var ængstelig og genert, men Anton Gure sagde, "I to kender hinanden, kom, lad os tale sammen". Skæbnen kan ofte være en udfordring. Synes De ikke, hr. kommissær? Det var en stor lykke for mig, at de to havde fundet sammen. Jeg blev forelsket i Anton Gure, vi havde en lille affære. Nåja.
23:110 Hiort: Jeg tror, at enhver mand kunne blive forelsket i Dem?
23:111 Helene: Nå, tror De det? Åh, vent lidt? Jo, det synes jeg De skal vide. Jeg talte med en professor, og han fortalte mig, at vi tyskere, dengang ved krigens slutning i 1944-45, at vi tyskeres flugt fra russerne, og de senere tvangs- deportationer fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, og så videre, ialt udgjorde 20 millioner mennesker, og heraf døde de 3 millioner. Det siger vist noget om hævn og etnisk udrensning og voldtægt mod kvinder og børn, gør det ikke? Min mand og jeg havde mange venner i Moskva, og efter min mands død besøgte jeg Rusland. Det var efter kommunismens sammenbrud. Mine venner i den russiske intelligentsia var forfærdede. De afskyr det politiske makværk. De sagde, at Jeltsin og Putin er betalt af amerikanerne. De ved, hr. Hiort, den amerikanske udenrigspolitik er jo ren fascisme. Mine russiske venner, kunstne- re og videnskabsmænd, sagde rent ud, "Det vi ser er computere og hvedebol- ler og surt kød og Coca Cola, og den amerikanske, udenrigspolitiske, smitsom- me sindssyge". Nå, det var mine russiske venner. Nu vil jeg ikke tale mere om dét. Jeg er træt, jeg vil hjem, og jeg vil aldrig se Dem mere, hr. kommissær. Ved De for øvrigt, hr. Hiort? Der hviler en skygge på Dem. Ja, der hviler en skygge på Dem. Jeg er ikke spåkone, jeg er ikke overtroisk, men vær forsigtig, hr. Hiort.
* 23:112 Cillgor kommer ind.
23:113 Cillgor: Helene, goddag. Nå, og en fremmed herre?
23:114 Helene: Det er hr. Hiort, en meget kær ven fra kriminalpolitiet. Farvel, hr. kommissær. Farvel, John, jeg ringer til dig senere. Nu er jeg træt helt ind til marven, og jeg fryser. Mine herrer, min chauffør venter på mig i vognen, farvel. går
23.115 * 15 sekunders pause. Lys toner ned. 23:116 Spotlys på bordet, lys i bordlampen. 23:117 Hiort sætter sig på Helenes plads, skænker whisky, tømmer glasset, skæn- ker mere whisky, tømmer glasset.
23:118 Cillgor: Nætak, jeg drikker ikke whisky. Men er der ellers noget De har lyst til? Cognac, vodka, kaffe, postevand, kamferdråber?
23:119 Hiort: Hold din kæft, du.
23:120 Cillgor: Nå, javel. De er vist en herre, der har glemt de gode manerer.
23:121 Hiort: Hvor er Anne? Kommer hun? Nej, hold din kæft, din lort. Dig med din store, stive, sorte pik, op i skrævet på alle kællingerne. råber. Er det løgn?
23:122 Cillgor: De er stærkt beruset, min herre, og særdeles uforskammet. Døren er dér, nu skal De gå.
23.123 Hiort truer Cillgor med en pistol: Jeg går, når jeg er færdig med dig, nig- gerboy. Løft armene, din skid.
23:124 Cillgor løfter armene: Hr. kommissær. De er latterlig.
23:125 Hiort: Du er færdig, du, grov prostitution, narko, du er alfons, du er helt nede i lortet, du, niggerboy.
23:126 Cillgor: Sig mig, hr. kommissær, hvad er meningen? Hvorfor opfører De Dem som en sindssyg? Som en øretæveindbydende gadedreng. Hvordan kan De tillade Dem at forulempe mig?
23:127 Hiort: Er det ikke dig, der horer med min Marianne? Dig, og alle de andre, sortsmuskede røvhuller. Du har ødelagt mit ægteskab, din lort.
23:128 Cillgor: Ha, nu ved jeg hvem De er. De er selveste kommissær Hiort, den svigtede ægtemand. Det er Dem, der er gift med Marianne. Ved De ikke, at hun har en helt anden partner? Raclos, hedder han. Raclos er kollega til Carlos. Det med mig, nej, det er en helt anden affære. Den rigtige mand, det er Raclos. Eller om De vil, ham, den anden, Carlos, eller den tredie, Attatyrk.
23:129 Hiort hidsig: Min kollega, Anne Gure, har født dig en negerunge, dit svin.
23:130 Cillgor: Nej, det er ikke mig, jeg har kun talt med Anne Gure, vi har haft én eneste samtale. Spørg dog hende selv om mister Raclos, eller Carlos, eller Attatyrk?
23:131 Hiort: Er du Raclos? Er du, Carlos, er du, Atta?
23:130 Cillgor: Nej, misforstå mig ikke. Nej, jeg er ikke Carlos, og ikke Raclos og ikke Attatyrk. Tal dog med Anne Gure, hun blev overfaldet og voldtaget af Raclos og Atta. Cillgor fører en hånd ind i sin jakkes inderlomme. Mit navn er John Paul Cillgor, jeg er dansk statsborger, vil De se min legitimation?
23:131 Hiort vifter med pistolen, råber: Læg dig ned på gulvet.
23:129 Cillgor bliver stående. 23:130 Hiort (Lyd) skyder. Cillgor er ramt, krummer sig sammen. * Cillgor trækker sin pistol. 23:131 Cillgor (Lyd) skyder. Hiort er ramt, krummer sig sammen.
23:132 Cillgor: Stop, Hiort, stop, jeg er engelsk politiofficer, mit navn er John Josef Hopkins.
23:133 Hiort dingler beruset, råber hidsigt: Hold kæft, din luderkarl, dit sorte svin.
23:134 Hiort (Lyd) skyder 2 skud. 23:135 Cillgor (Lyd) skyder mod Hiort. Hiort vakler, vælter i faldet bordet med bord- lampen. 23:136 Cillgor går frem mod Hiort. 23:136 Lys: Bordlampen blinker før kortslutning. 23:137 Hiort dør. Hiorts hånd med pistolen rammer gulvet, (Lyd) udløser et skud. 23:138 Cillgor er ramt, falder død ned på gulvet.
23:139 * Mørke på scenen. * Sceneskift.
24: Anne Gure og Hanssenius hos dommeren
dommerens bord, sofa, sofabord
Personer: Dommer Svendsen Peter Hanssenius Anne Gure Fru Elise Lille Josef
24:01 Dommeren sidder ved bordet, læser i dokumenter. 24:02 Anne Gure og Hanssenius sidder i sofaen. Hanssenius skriver på en notes- blok.
24:03 Dommeren rejser sig: Anne, vi har et spørgsmål. Måske er det ubehage- ligt for dig, men vi må vide det. Sig mig, Anne, ved du noget om, hvad den lædertaske indeholdt, den, som blev stjålet hos din far? Peter Hanssenius mener det er -
24:04 Hanssenius: Sig nu som det er, Svendsen. Drabet på Anton Gure var et rovmord, for at fjerne beviserne for landsforræderiet den 9. april. Men med hvilken hensigt? Hvem af de politiske partier har i dag interesse i, jeg havde nær sagt pengeafpresning, jeg mener politisk pression?
24:05 Anne: Talte I med Hiort, den dag han døde? Måske begik han selv- mord? Ja, det lyder tåbeligt, men han var den sidste jeg kunne drømme om, kunne komme i skyderi med en kollega, John Cillgor, altså John Josef Hop- kins. Jeg kunne ikke advare Hiort, han drak som et svin, han havde langt over to promille alkohol i blodet da han døde.
24:06 Hanssenius: Anne, vi vil meget gerne tale om Hiort, og om Cillgor, men prøv nu at svare på det væsentlige. Det, som dommeren og jeg gerne vil vide, er, hvad indeholdt den store lædertaske, den, som rovmorderen stjal fra din far?
24:07 Anne: Jeg ved det ikke. Det var min far, han var overbevist om, at de mange bilag, fotografier, korrespondancer, regnskaber, kunne bevise, jeg ved det ikke, men skulle kunne bevise. Nej, jeg orker det ikke, det er håbløst.
24:08 Dommeren: Skulle bevise en forud dansk-tysk aftale om den 9. april 1940?
24:09 Hanssenius: Om en neutral og fredelig tysk besættelse af Danmark?
24:10 Anne: Jeg ved det ikke. Under hele min opvækst var lædertasken no- get meget hemmelighedsfuldt. Og når min mor sagde, at i aften kommer ven- nerne fra lodstjenesten på besøg, så skulle tasken vises frem. Nej, jeg vil ikke tale om det.
24:11 Dommeren: Hiort ringede og fortalte, at han havde fundet morderen. Vi henter ham senere, sagde Hiort.
24:12 Hanssenius: Hiort ringede til mig. Fru Elise havde sagt, at Curt Adam ikke måtte forstyrres i hviletimen, altså med snak om revolverkugler. Fru Elise er sød og hjælpsom, men hun kan godt være en pulverheks, undskyld, dom- mer. Hiort fortalte, at han begik et lille indbrud hos en vis Niels Pedersen, en politimester i et hul ude i provinsen, og fandt beviserne i Anton Gures læder- taske, hos N.P. Men Hiort lod tasken blive stående, det var hans plan at kom- me tilbage nogle dage senere. Fordi Hiort blev overrasket over at finde noget helt, helt andet, noget intimt, Anne. Det var din ungpigetøffel, en lyseblå en, med dit navn broderet med mørkeblå silketråd.
24:13 Dommeren: Den gode tanke, at hente lædertasken senere, det glemte Hiort, da han mødte Cillgor.
24:14 Hanssenius: Anne, dine gamle morgensutter skal til laboratoriet, for Hiort sagde, at den bløde jomfrusko lå under hovedpuden hos N.P. Han havde brugt den, med Hiorts frimodige udtryk, som pikhylster. Stanken af sperma i skoen var, pyh, sagde Hiort. Ja, visse mænd er aparte. Men, Anne, hvorfor var så Hiort forarget over, at du var forelsket i Cillgor, den flotte mand i Damernes Tempel? Hvorfor var Hiort sur på dig, han var eddikesur, havde du svigtet ham?
24:15 Anne: Hiort var ophidset, fordi jeg var gravid, han hånede mig, "det kan du ikke tillade dig i tjenesten", sagde han. Han havde et heftigt tempera- ment, jeg frøs af angst når han råbte og tordnede. Hiort havde sagt at han var forelsket i mig, og jeg kunne ikke fortælle ham sandheden, fordi? Ja, jeg har 2 halvvoksne børn, og jeg gik i seng med min mand, Viggo, den dag han fortalte mig, at han bollede med en 18-årig bagerjomfru. Det var en tirsdag aften. Jeg besøgte Cillgor, jeg var deprimeret. Det var et par dage efter det med Viggo og hans? Øv, nej, Viggo og hans forpulede ba- gerjomfru. Ja, visse mænd er vedgud aparte. Cillgor var berygtet som damernes ven. I ved, Damernes Tempel. Vi indledte et hektisk forhold på små hotelværelser, og jeg blev lynhurtig gravid. Og det værste er, at i 3 måneder troede jeg, at Cillgor kun var en berømt frisør, kos- metolog og modehandler. En elegant og flot mand. Han emmede af handyr. Jeg vidste intet om John Josef Hopkins. Men så traf jeg Betty, en engelsk kollega, Betty, og hun fortalte mig, at Cill- gor var John Josef Hopkins. Søn af en somalisk embedsmand i engelsk tjene- ste i Kenya. Det var før England trak sig ud af kolonien Kenya. Under maumau- ernes oprør mod englænderne risikerede forældrene dødsdom, likvidering, halsen skåret over. De rejste til London. Cillgor, altså John Josef Hopkins, blev soldat og senere ansat i Englands M.I.6. Men, gud være lovet, jeg var gravid på 12. uge med lille Josef, den dag vi blev provokeret af Sabina, Cillgors datter, og ham Raclos. Raclos er psykopat, som leger illegal soldat, en lille terrorgruppe, som selvfølgelig sælger narkoti- ka. Foruden Raclos er det Sabina, som kalder sig Carlos, og en tredie, Atta, han er tyrker, og hans pige, Rithja. Cillgor blev slået halvt ihjel, og jeg blev voldtaget. Min lille Josef beskyttede mig, han lå jo i min mave, og blev et ønskebarn. Overfaldet på Cillgor og mig var planlagt som en advarsel til den engelske og til den danske regering, det ved vi. Denne Raclos er, lad mig sige, meget i- hærdig.
24:16 Dommeren: Banditterne vidste, hvem du var.
24:17 Hanssenius: Curt Adam, det er da soleklart.
24:18 Anne: Jeg skulle have sagt sandheden til Hiort, men jeg kunne ikke. Hiort kom med en stor, flot gyngehest til lille Josef, og jeg blev så glad. Men, nej, min glæde ændrede sig til skuffelse. En modbydelig sorg og væmmelse. Han fablede om Zions hemmelige protokoller, som ethvert barn ved, er et fal- sum, et tåbeligt kogsammen, skrevet af antisemitter. Hiort var blevet utilregne- lig, han var rabiat racist. Hiort var blevet en fordrukken og sindsforvirret racist. Kan vi ikke tale om noget andet?
24:19 Hanssenius: Jeg talte med Hiorts kone, Marianne, som fortalte om stress, drikkeri og jalousi. Hun fortalte frimodigt at hun, for at ydmyge Hiort, gik i seng med Raclos og Atta, og at hun i dét selskab havde truffet Cillgors datter, Sabina, og Sabinas veninde, Rithja. . 24:20 Dommeren: Ja, der er mange triste skæbner. Men nu skal der skrives en rapport om de sammenviklede affærer. Der er mange huller, men det er ikke mit ansvar. Det vil jeg forklare ministeren, han venter mig til en samtale.
24:23 Fru Elise kommer med lille Josef på armen: Curt Adam, har du set min al- ler kæreste, chokoladebrune lille guldklump, er han ikke bedårende. Tror du, Curt Adam, at vi to kunne få sådan en lille dejlig dreng?
24:24 Dommeren: Elise, blide due, nu ber´jeg dig virkelig. I vores alder?
24:25 Fru Elise: Nåja, vi er måske for gamle til alt det halløj. Men sødeste Curt Adam, må jeg forstyrre dig et lille øjeblik. Du skal gå op på loftet og hen- te mig det blå garn, type 38. Men glem nu ikke nøglen, hører du mig, Curt A- dam, du må ikke være så glemsom, det er jo den rene tidsspilde, frem og til- bage, op og ned. Jamen, Adam, du kommer ingen vegne på den måde, så glemsom, som du er. Nøglen hænger, hvor nøglen skal hænge, søde Adam. Og når du kommer tilbage kan du se efter i køleskabet, om der er mad nok til os alle sammen. Du spiste ikke ret meget, fordi det var klipfisk med spinat, og det hader du, det ved jeg, men det er sundt for din sarte mave. Vil du være så elskværdig, søde Curt Adam? til Josef. Er lille Josef ikke dejlig? Er han ikke min allerkæreste lille guldklump? Nu skal lille Josef og jeg ind og visselulle.
24:27 * Mørke over scenen. * Sceneskift
25: Møde på en café
2 små caféborde, 5 stole
Personer: Raclos Sabina med sin cello Atta Rithja N.P. i politimesteruniform med slængkappe José Phung Thi
25:01 Raclos, Atta og Sabina sidder ved bord 1. Sabina pudser celloen med en klud. 25:02 Rithja kommer ind, sætter sig ved bord 2.
25:03 Raclos: Rithja, kommer han, er du sikker?
25:04 Rithja: Jamen, Raclos, selvfølgelig kommer han.
25:05 Raclos: Hvad nu, hvis han ikke kommer?
25:06 Rithja: Selvfølgelig kommer han. Han er altid liderlig.
25:07 Atta: Pas på, nu kommer han.
25:08 N.P. kommer ind, sætter sig ved siden af Rithja: Har du ventet længe? Undskyld, det er min kone. Du ved hvordan det er.
25:09 Rithja: Næ, det ved jeg ikke. Jeg har ikke truffet din kone, ikke endnu.
25:10 N.P: Kom, vi går. Lille skat, jeg længes efter dig.
25:11 Rithja: Ja, det ved jeg, det siger du jo. Men det skal være dér oppe, du ved.
25:12 N.P: Det er som det skal være, dér oppe, kom.
* Rithja og N.P. går
25:13 Raclos: Den mand er dum som en dør.
25:14 Sabina, lægger celloen ind i futteralet: Ja, han er dum. Men ellers kunne det jo ikke lade sig gøre, vel?
25:15 Raclos til Atta: Tror du de andre kommer? De er sent på den.
25:16 Atta: Vi venter fem minutter. Jeg tror de kommer. Nu kommer de.
* 25:17 Phung Thi og José kommer ind. * Raclos rejser sig, arrangerer stolene om- kring det ene bord. Phung Thi og José sætter sig ved bordet
25:18 Raclos sætter sig: I kommer sent.
25:19 Phung Thi uvenligt: Ja, og hvad så? Har du så travlt? - 25:20 José løfter afværgende hænderne: Nu ingen skænderier. Stille og roligt.
25:21 Raclos: Hvad skal det sige? Vil I ikke være med?
25:22 Phung Thi: Jeg vil i hvert fald ikke være med.
25:23 José: For pokker, Raclos. Vi er kun gæster her i Danmark. Ja ja, jeg ved det. Phung Thi og jeg er danske statsborgere, og det er du også, hr. Rac- los. Med risiko for arrestation og udvisning fra Danmark. Jeg tør ikke, og jeg vil ikke, og jeg kan ikke løbe den risiko.
25:24 Atta: Er det fordi I er katolikker og buddhister, eller hvad fanden I er?
25:25 Phung Thi: Hold dog mund. Hvorfor er I to altid på tværs? Jamen, Atta og Raclos? Hvad vedkommer våbentyverier og politik, vores religion? Intet. Men vi vil ikke være med til noget kriminelt. Basta. Jeg oplevede tilstrækkeligt ækelt og modbydeligt i Vietnam. Jeg så min mor blive dræbt, og jeg så min far blive mishandlet. Det var derfor jeg kom til Danmark. Forstår I det nu?
25:26 José: Jeg oplevede tortur og drab og fængsler og kz-lejre i Chile. Det er derfor jeg blev flygtning i Danmark. Hele min familie blev dræbt under mili- tærfascismen i Chile. Sig mig, Raclos, og dig, Atta. Kender I to overhovedet noget til begrebet militærfascisme? Nej, det tror jeg ikke, I gør. Vi vil ikke væ- re med. Forstår I det det nu?
25:27 Raclos rejser sig, råber hidsigt: Ved I, hvad I to skal? I to skal bare skrub- be ad helvede til. Afgang. Farvel.
25:28 Sabina råber hidsigt: José, du er et dumt svin. Dig har jeg bollet med, du stank af lort og pis, dit svin. Dig og kineseren er nogle røvhuller. Farvel med jer.
25:29 Atta: José, hvorfor er du en skiderik? Den 3. verdens frihedskamp er frihedskamp.
25:30 José: Ja, men ikke med jeres metoder. Farvel. * Phung Thi og José går.
25:31 Atta: Ham. José, er kun til jomfruer, jomfru Maria, han er katolik, der- for. Og gør endelig ikke den lille Phung Thi ulykkelig. Hun synes at José er selveste Vorherre. Hun praler med, at José har fået ansættelse i det danske politi. José, politibetjent, han er sguda en lort.
25:22 * Mørke over scenen. * Sceneskift.
26: Hanssenius besøger fru Elise
fru Elises billedvævning
Personer: Fru Elise Peter Hanssenius i grøn jægerfrakke
26:01 Fru Elise: Det var virkelig meget uheldigt. Min mand er ikke hjemme, min mand er inde hos regeringen, han er inde hos statsministeren.
26:02 Hanssenius: De mener justitsministeren? - 26:03 Fru Elise: Ja, statsministeren, det sagde jeg, hr. Hansen.
26:04 Hanssenius: Peter Hanssenius. Hanssenius, fru Elise. Mine venner og kolleger kalder mig Gamle Hansen.
26:05 Fru Elise: Jamen, det sagde jeg jo, hr. Hansen, hedder De ikke Han- sen?
26:06 Hanssenius: Nej, frue. Min bedstefar hed Hansen. Han var indvandret slesvig-holstener, og boede i København, men klarede sig ikke så godt. Han var havnearbejder, og mistede sin ene arm ved en ulykke. Og så gik han med reklamer med en hestevogn. Men så blev han kedelpasser på en fabrik, og derefter kirketjener, og studerede til præst, og blev senere provst, og kaldte sig Hanssenius.
26:07 Fru Elise: Åh, gud, sikke en søforklaring. "Og så gik han med en heste- vogn". Han kørte vel med en hestevogn? Jamen al den manér med at latinise- re vore gode gamle danske navne, sikken en galskab, siger jeg, det ligner paranoia. Scavenii for skagbo, latrinus for lokum. Da må jeg sige Dem, kære hr. Hansen, at jeg er stolt af at hedde fru Svendsen, det er så herligt jovialt, ikke sandt?
26:08 Hanssenius: Jo, naturligvis.
26:09 Fru Elise: Tænk Dem, det sagde min mand engang til mig. "Så er det nok, madam Svendsen", sagde han, det var så morsomt. Men bevar mig vel, den søde Curt Adam er blevet lidt senil. Jeg er selv en ægte Melchior, det vil sige, min kære mor var en ægte von Stupfelnagel. Men det må man jo ikke være stolt af, i vore dage, vel, hr. Hansen?
26:10 Hanssenius: Fru Elise, hvad tid venter De dommeren? Vi har det pro- blem, at dommeren muligvis er i livsfare. Muligvis er dommeren i livsfare.
26:11 Fru Elise: Sagde De livsfare? Jamen, altså, sødeste ven, dét tør jeg si- ge Dem, der er ingen voldelig person, hverken stor eller lille, der slipper godt fra at antaste selveste min Curt Adam. En sådan person vil ganske omgående blive indlagt på det nærmeste hospitals skadestue.
26:12 Hanssenius: Ja så? Javel? Det kan bestemt ikke være bedre. Men den oplysning er helt ny for mig.
26:13 Fru Elise: Jeg skal sige Dem, hr. Hansen, min søde Curt Adam har stu- deret selvforsvarskunst. De ved, den der stammer fra Japan, mener jeg, det skulle da ikke undre mig. Japanere er vedgud underlige mennesker. Jamen, bevares, jeg har ikke det fjerneste imod fremmede racer, du godeste dog. Curt Adam ville blive rædselsslagen. Men det ser så morsomt ud, når japanere og den slags står og bukker. De er så høflige, ikke sandt?
26:14 Hanssenius: Jo, men?
26:15 Fru Elise: Ser De, hr. Hansen, min kære Curt Adam var bankbud, bevar mig vel, kun på prøve, i ganske kort tid. Curt Adam kunne ikke cykle, forstår De, og han skulle cykle, og det var banken, der betalte dette selvforsvarskur- sus. Men sig det endelig ikke til nogen, min søde Curt Adam har jo aldrig væ- ret velhavende. Det kan man vist se på ham, kan man ikke?
26:16 Hanssenius: Det har jeg aldrig bemærket, frue.
26:17 Fru Elise: Jamen, det siger jeg Dem, hr. Hansen, det er sandelig ikke godt at vide, hvordan det var gået os, jeg mener, pekuniært, hvis jeg ikke selv havde haft en lille formue. Ser De, hr. Hansen, min søde Curt Adam, han har visse tendenser, desværre som en ødeland, De ved, ikke ret meget, hr. Han- sen, men nok, han har det med at drysse pengene omkring sig.
26:18 Hanssenius: Ja så, javel, frue.
26:19 Fru Elise: Kender De, hr. Hansen, selv noget til denne, asiatiske selv- forsvarskunst?
26:20 Hanssenius: Det tror jeg desværre ikke, frue.
26:21 Fru Elise: Nå, så er De jo ikke fagmand. De ved nok, huhu, dangdang, bumbum. Min søde Curt Adam prøvede såmænd engang sine færdigheder på mig, men det gik ikke så godt, han var ikke i træning. Jeg troede jeg havde slået ham ihjel. Han var, heldigvis kun en lille stund, fuldstændig bevidstløs. Det var skrækkeligt.
26:22 Hanssenius: Ser man det, frue, meget interessant.
26:23 Fru Elise: Og skulle det gå helt galt, jeg mener, efter Curt Adams møde med en voldelig person, så har vi min søn, Svend Åge. Min søn er hjernekirurg i Norge, og han kan sikkert ordne, jeg mener, hvis Curt Adam får en enkelt brækket lillefinger. Min søn er gift med en sød norsk jente. Men ved De hvad, hr. Hansen, mig og norske fjelde og stå på ski, nætak, det er altså ikke mig.
26:24 Hanssenius: Det forstår jeg udmærket, frue.
26:25 * Hanssenius har det for varmt, basker med frakken, tænder en cigaret.
26:26 Fru Elise: Og så er det jo et sølle syn, når Curt Adam i dag forsøger at gøre lidt gymnastik. Åh, herregud, hans tynde ben og spinkle arme når han tripper rundt og gør sig til. Jeg siger Dem, hr. Hansen, det er så morsomt.
26:27 Hanssenius: Motion siges at være meget sundt, frue.
26:28 Fru Elise: Gymnastik er ikke sundt for kvinder, hr. Hansen. Hendes ma- jestæts hofdamer afholder for tiden et lille kursus i dans og ballet, og jeg har den ære at være med til dette, yndefulde kursus. Men sig det endelig ikke til min Adam. Han har jo desværre det, med at overdrive, og misunde mig, ikke ret meget, men nok. Han kan nemt få en ganske lille fjer til at blive en stor flok høns.
26:29 Hanssenius: Det lyder vældig interessant, frue.
26:30 Fru
Elise: Hr. Hansen, Deres cigaret spilder aske på
gulvet. Er De altid så uopdragen? Dét tolererer min søde Curt Adam
sandelig ikke. Men det skal såmænd ikke undre mig, at han griser
aske på gulvet når han frekventerer je- res stamværtshus. Ja, det
siges, at på det sted kan ærbare kvinder ikke komme for stinkende
mandehørm, ikke sandt? Men hvis De skal møde min mand, altså inde
hos statsministeren, skal De gå nu. Farvel, hr. Hansen.
26:31 * Mørke over scenen. * Sceneskift
|
