|
15:
Mordet på lodskaptajn Anton Gure
* Anne Gures halstørklæde hænger over lænestolens ryg. På bordet ligger Annes lyserøde morgensko, broderet med blå silke: Anne
Personer: Anton Gure pensioneret lodskaptajn N.P. politimester Anne Gure politiinspektør Hiort politikommissær
15:01 Anton Gure står ved bordet. 15:02 N.P. står ved Annes stol; han er barhovedet, har et regnslag over sin uniform; holder en mappe ind til sig.
15:03 Anton Gure: De må først sige mig. Hvorfra har De Deres oplysninger?
15:04 N.P: Hr. Anton Gure, det kan jeg ikke, jeg har tavshedspligt.
15:05 Anton Gure: Skal jeg forstå det således, at De er politimester og at Deres navn er Niels Pedersen, og at De kommer fra efterretningstjenesten? Nuvel, min herre. Er De ikke klar over, at De træder i min datters velfriserede spinatbed? Hvem er chefen for efterretningstjenesten? Det er, så vidt jeg ved, min datter, Anne Gure. Min datter, hr. politimester.
15:06 N.P: Jeg kommer fra et udvalg nedsat af regeringen, halvdelen af udvalgets medlemmer er repræsentanter fra de politiske partier, den anden halvdel er politifolk, samt fra militæret. Jeg selv har særtjeneste inden for politiet. De pågældende dokumenter, hvis de eksisterer, er statens ejendom. De skal udleverer dokumenterne til mig. De har udleveringspligt, hr. Anton Gure.
15:07 Anton Gure: Muligvis, men så skal udleveringen ske i højesteret, det skal ske ved en dommer, ved en dommerkendelse i retten. Jeg er en gammel mand, jeg er pensionist fra lodstjenesten, og måske er jeg et fjols. Men jeg kender trods alt lidt til jura, min datter er jurist, med udmærkelse.
15:08 N.P: Tillader De, at jeg personligt ser dokumenterne? Der foreligger berettiget tvivl om, hvorvidt disse papirer overhovedet eksisterer, og opbevares af Dem? Jeg vil gerne se et bevis.
15:09 Anton Gure: Må jeg se Deres legitimation?
15:10 N.P: Det drejer sig om. åbner mappen, viser Anton Gure sin legitimation, trækker sin tjenestekasket frem, sætter den på hovedet; bogstaverer: A, d, v, p, i, h. Det vil sige. A, som Anton.
15:11 Anton Gure: Hr. politimester Niels Pedersen, stop nu. Hvem er denne, Anton?
15:12 N.P: A, som Anton, og Det var på Isted Hede. Det vil sige, A, som An- ton, samt Hede, Isted, På, Var, Det. Jeg repeterer: A, d, v, p, i, h, og i modsat rækkefølge: H, i, p, v, d, a. Behøver jeg at sige mere? Hans, Ingrid, Poul, Val- demar, Dorothea, Anton. Det er Dem, Anton, hr. Anton Gure, og Deres afdøde kammerater fra modstandsgruppen i statens lodstjeneste, hr. lodskaptajn.
15:13 Anton Gure: Det er ikke nok, sig til udvalget at jeg kræver sagen ført for åbne døre, i højesteret, eller i rigsretten.
15:14 Anton Gure går op og ned ad gulvet, som gik han i en fængselscelle; 5 langsomme skridt frem, 5 langsomme skridt tilbage, langsomme skridt frem og tilbage. 15:15 Lyd: Under Anton Gures vandring høres orgelmusik: "Det var på Isted Hede".
15:16 Anton Gure: De er kommet for tæt på, min herre. Nuvel, De skal få lov, ja, til at se noget af det. Der kan vel ikke ske alverden, håber jeg?
15:17 N.P: Tak, det var elskværdigt af Dem.
15:18 Anton Gure åbner skabet; løfter en gammel lædertaske frem, åbner tasken, lader N.P. se indholdet. 15:19 N.P. forivrer sig; stikker sin ene hånd ned i tasken.
15:20 Anton Gure puffer vredt N.P. i brystet, råber. Du er en påtrængende, frem- med person, her, på min ejendom. Vil De øjeblikkelig forlade mit hus.
15:21 Anton Gure sætter tasken ind i det åbne skab. 15:22 N.P. trækker en lyddæmpet pistol frem fra sin mappe; skyder Anton Gure i ryggen. 15:23 Anton Gure falder død om på gulvet. 15:24 N.P. lægger pistolen i sin mappe. 15:25 N.P. ser Annes morgensko på bordet, løfter den ene sko, lugter til den, smiler, lugter igen til den, stikker skoen ind i uniformens inderlomme. 15:26 går hen til skabet, løfter lædertasken ud fra skabet, stiller tasken på gulvet, åbner uniformen, snuser til Annes morgensko i uniformens inderlomme, smiler. 15:27 vil lukke skabsdøren, griber tasken, snuser igen til morgenskoen, * glemmer at lukke skabsdøren, går ud ad havedøren med tasken. * 10 sekunders pause.
15:28 * Anne Gure, rejseklædt, kommer ind med en kuffert i hånden, stiller kufferten på gulvet, går hen til lænestolen, løfter halstørklædet fra stolen.
15:29 Anne: Far, har du set mine morgensko, de blå, gamle og slidte, de kan holde et par år endnu. Far, hvor er du? Jeg henter dig på lørdag. Vi skal til faster Bibbers fødselsdag. Far, er du ude i haven? Jeg har mit halstørklæde, jeg havde lagt det i min stol, Annes stol fra dig og mor, dengang jeg blev stu- dent. ser sin far ligge foran skabet. Far, hvad er der sket?
15:30 Anne løber hen til Anton Gure, knæler, hun vil hjælpe, men tør ikke røre ved ham; hun står ved bordet, ser på sin døde far, knuger hænderne mod brystet, løber ud. * 10 sekunders pavse.
15:31 Anne trækker kommissær Hiort ind: Hiort, du er en infam drukkenbolt, er du klar over det? Min far ligger myrdet, her foran mig, her i stuen. Nej, Hiort, et eneste ord til, og jeg afskediger dig som min souschef.
15:32 Hiort: Undskyld, chef, undskyld, Anne.
15:33 Anne: Vi undersøger huset, men ingen alarm, var du alene i vognen?
15:34 Hiort: Anne, har du ringet til en læge? Anne, en ambulance?
15:35 Anne: Det er for sent, han er død, få fat i en transportvogn, min far skal ind i afdelingens ligstue i kælderen. Sørg for en dødsattest, skriv en forklaring, men lad mig læse den, før den underskrives. græder. Hiortemand, jeg kommer til at savne min far. Altså, Hiort, du skal opføre dig fornuftigt, hvorfor drikker du så voldsomt, det må du ikke, hører du, det var derfor din kone smed dig ud. Og du må ikke være jaloux. Ja, jeg er chef for efterretningstjenesten, men du har altid været praktikeren, jeg er bare en skide jurist med en fin eksamen. bevæget. Hiort, min far er død.
15:36 Hiort sér den åbne skabsdør: Skabet står åbent, tasken er forsvundet. Sig mig, Anne, sagde du ikke til ham, at den sag, at den sag er gammel og møl- ædt, men er en eksplosiv affære, at den kunne blive livsfarlig for ham?
15:37 Anne: Han ville ikke høre på mig, han sagde, "En dag vil sandheden komme frem, mordtrusler skræmmer mig ikke, kommunister eller gamle nazis- ter". Hvorfor var han så dum og stædig? Nu er det forbi, han er død. Hiorte- mand, min far er død.
15:38 Hiort: Din far var en gammel, vred og modig mand. Til mig sagde han, "Den 9. april 1940 var et forræderi, et edderkoppespind af forrædere, men de skal steges i deres eget fedt, vi har beviserne". Så viste han mig skabet og tal- te om en gammel lædertaske fyldt med beviser. Og jeg sagde, "Hr. lodskap- tajn Anton Gure, lad nu fortiden hvile i fortiden, det andet er vanvittigt". Det sagde jeg til ham, men han så skeptisk og mistroisk på mig. trækker Anne ind til sig. Så, Annepige, vær nu rolig, vi finder morderen, vær sikker på det. skubber Anne tilbage. Jeg så en mand, jeg så ham, det var ham, kom, Anne, kom nu. Hvorfor fanden må jeg ikke alarmere drabsafdelingen? Jeg hader at slæbe rundt på de døde. Ved du ikke, at kadaverstuen er ned- lagt? Rengøringen er privatiseret, det var dem der fik kadaverstuen, undskyld, ligstuen, og ved du hvad de gør? De bruger den til gulvklude og kaffepause. 15:39 * Mørke over scenen. * Sceneskift.
16: Problemer i den hemmelige loge
til entré faldlem til toilet 3 stole, 1 bord, 3 mineralvand, 3 glas
Personer: Karl Foldak øverste ordensmester Curt Adam Svendsen dommer Peter Hanssenius journalist N.P. politimester Rihtja ung mørklødet pige i tjenertøj
16:01 Foldak peger på Hanssenius: Det var ham, redaktør Peter Hansen, avis- akrobaten, der satte mig på sporet. De forbandede aviser får fat i alt muligt, skål, d´herrer.
16:02 Hanssenius: Min bedstefar hed Hansen. Jeg hedder Peter Hanssenius, kendt blandt venner som Gamle Hansen, og jeg er hverken redaktør eller ak- robat, men journalist. Landsdommer Curt Adam Svendsen og jeg er stamgæs- ter på det samme værtshus. Vi har mødt hinanden i masser af år. Men dig, Karl Foldak, ser vi næsten ikke. Men vinstuen er et pålideligt reservekontor. Skål, venner.
16:03 Dommeren: Reservekontor, værtshus? Mig, stamgæst? Det vil jeg nu ikke sige.
16:04 Foldak: Curt Adam, sagen er alvorlig. Hanssenius kan informerer dig om det nødvendige. Peter Hanssenius er amatørspion, og jeg ved, at han er agent for militærets efterretning.
16:05 Dommeren: Kære Karl Foldak, du og jeg har ikke talt ét alvorligt ord sammen, i mange år. Jeg er blandt dine gæster på forårsjagten, og på efter- årsjagten, sandelig, hvert eneste år, men jeg er ikke jæger, jeg nyder naturen, og jeg har ofte bedt dig komme og besøge mig og min hustru. Men vi har al- drig set dig, kære Karl, hvorfor ikke?
16:06 Foldak: Curt Adam, du må endelig hilse fru Elise fra mig, men jeg har så travlt, jeg er formand for forsikringsselskabet og for byggeselskabet, som ejer dette hus, Advokaternes Hus, som er et fornemt gammelt palæ.
16:07 Hanssenius: Hvorfor er du lejer i Advokaternes Hus, i dit eget hus?
16:08 Foldak: Det er ikke mig, der er indlejer. Advokaternes Hus har mange besynderlige lejere. Vi er domicil for en vrimmel advokater og revisorer. Men dette lejemål er. breder armene ud. Den hemmelige Broderloge. Jeg har i en del år været ordensmester for logen.
16:09 Hanssenius: Så mangler vi kun våbenfabrikken, Dansk Rekyl, kanoner og ammunition.
16:10 Dommeren rejser sig; flytter gulvtæppet, der skjuler faldlemmen, åbner lem- men, ser med væmmelse ned i kloakbrønden, sænker lemmen, lægger gulvtæppet på plads over lemmen.
16:11 Dommeren: Karl, har du købt aktiemajoriteten i en våbenfabrik?
16:12 Foldak: Ja, men du må hjælpe mig, Curt Adam. Du er den bedste og skarpeste hjerne jeg kender. Og jeg har ikke andre end dig. Nu hviler der et stort ansvar på dig, Curt Adam, jeg taler til dig som logens ordensmester, og så skal du adlyde mig. Du skal førtidspensioneres som landsdommer, og kun beskæftige dig med mig og mine affærer.
16:13 Dommeren: Sig mig nu først. Hvad er sagen? Hvad drejer det her sig om?
16:14 Foldak: Jeg går fallit. Jeg begæres konkurs. Min hustru truer med at forlade mig.
16:15 Hanssenius: Er det prinsessen, prinsesse Irene?
16:16 Foldak: Ja.
16:17 Dommeren: Din hustru har altid være loyal imod dig. Karl, jeg forstår dig ikke. Jeg forstår ikke et ord. Hvorfor fabulerer du? Jamen du godeste, du har vel ikke været prinsessen utro? Dig, som er så glad for Irene.
16:18 Foldak: Jeg har pantsat prinsessens kronjuveler, jeg har gjort hende ulykkelig, hendes slægt forbander mig. Jeg har pantsat mit dejlige herresæde, fem, seks, syv gange op over skorstenen. Jeg har optaget nye banklån og ud- stedt falske veksler. Jeg har misbrugt gode venners navne, også dit, Curt A- dam. Vekselfalsk. Jeg kan ikke mere.
16:19 Hanssenius: Hør nu, hr. Foldak. Du taler kun om konsekvenserne, uden ét ord om sagens substans. Sig nu, hvad det drejer sig om. Våbenfabrikken, og dermed dig, bliver røvrendt og bedraget. Store vareforsendelser forsvinder un- dervejs, og det vil sige at du medvirker ufrivilligt, jeg sagde ufrivilligt, til ille- gale transporter af våben og ammunition. Dernæst at dokumenter og patenter forsvinder her fra kontoret. Og dertil, at en snedig rad har fået en lang compu- tersnabel ned i dine selskabers pengekasser. Og tømmer dem for millioner. Skål.
16.20 Dommeren: Og hvad har du så tænkt dig, kære Karl, at jeg skal gøre?
16:21 Foldak: Curt Adam, kan du da ikke forstå det? Du skal undersøge alle mine firmaer, dem alle sammen. Du førtidspensioneres fra dit dommersæde i landsretten. Jeg har en sidste kapitalreserve. Du vil oppebære dobbelt gage. Og du har din gode pension, og dertil har du en kapitalpension, som er rigelig til 50 familier, som jeg har hjulpet dig med, i mit forsikringsselskab. Du må ik- ke svigte mig, Curt Adam, jeg har ikke andre end dig.
* 16:22 Hanssenius rejser sig: Jeg skal tisse, jeg er født uden selskabsblære, jeg skal altid tisse, hvor er toilettet? tripper uroligt, peger. Er det den vej?
16:23 Dommeren: Første dør på venstre hånd.
16:24 Foldak: Nej, jeg har bygget om, det er tredie dør på venstre hånd.
16:25 Hanssenius går. 16:26 Lyd: Dørklokkes summen ved entredøren.
16:27 Foldak: Der kommer en lille tjenerpige. Hun er en sød ung dame, men hun er fremmedarbejder. Hun er serber, eller fra Kosovo eller Montenegro, ne- de i det hjørne, du ved. Eller skal jeg lade være? Det er risikabelt, er det ikke? Jalousi og den slags. Og så må vi jo ikke glemme, at den hvide race er på re- tur over for de kulørte. De hvide gener er vigende over for de kulørte. Vi ger- manere er på retur, den hvide race, puf.
* 16:28 Rithja, i tjenertøj, kommer ind med tallerkener, knive, gafler, servietter, stiller bakken på bordet. Hun går hen mod entredøren, bliver stående ved døren. * 16:29 N.P. træder ind. Han er i uniform, bærer sit regnslag over den ene arm.
16:30 Foldak rejser sig, stolen vælter, han gisper forskrækket: Hr. skarpretter, broderlogens bøddel? Undskyld, jeg mener, hr. politimester Niels Pedersen. Jeg, øverste ordensmester, jeg har ikke bedt Dem komme, hvorfor er De her, hvad vil De?
16:31 N.P. løfter regnslaget med en lyddæmpet pistol, sigter mod Foldak. 16:32 N.P. skyder (Lyd) 2 skud. Foldak segner til gulvet, død. 16:33 N.P. sigter mod dommeren. N.P. affyrer (Lyd) 2 skud. * Dommer Svendsen synker sammen på stolen. 16:34 N.P. giver pistolen til Rithja. Rithja skjuler pistolen i sit tøj.
16:35 N.P. fjerner gulvtæppet, løfter faldlemmen. Rithja holder faldlemmen åben. 16:36 N.P. slæber Karl Foldak nærmere faldlemmen. 16:37 Rithja og N.P. hører (Lyd) støj fra toilettet * de sænker faldlemmen * lytter. 16:38 N.P. og Rithja løber ud.
16:39 Hanssenius kommer ind: Det er et fornemt lokum I har. Med marmor og forgyldte vandhaner. ser den døde Foldak. Halløjsa, hvad er der sket? til den bevidstløse dommer, der sidder sammensunket på stolen. Svendsen, hvem var det? Svendsen, har du smerter? Hvad er der sket, sig nu noget? Hvad er det dog jeg har rodet mig ind i? taster sin mobiltelefon. Hallo, det er Peter Hanssenius. Send udrykning med læger, ambulancer og politiet til Advokaternes Hus i Bredgade. Jeg gentager, Advokaternes Hus i Bredgade Der er sket et attentat, stil mig om til Blomberg. råber. Jeg sagde chefredaktør Blomberg. råber højere. Jeg gentager, attentat i Advokaternes Hus i Bredgade, hos redaktør Blombergs nabo i Bredgade.
afbryder samtalen. Julius Blomberg kan aldrig snøvle sig færdig. Du, Svend- sen, hvad er det for nogle venner og skydebrødre vi kender? 16:40 Dommeren glider fra stolen ned på gulvet. 16:41 Hanssenius: Nej, Svendsen, det må du ikke, du skal være forsigtig, se nu på mig. Svendsen, hører du, se nu på mig. Curt Adam, vågn nu op, du gør mig nervøs. Landsdommer, for satan, det er bare mig. Så du hvem det var? Hvem er han, morderen, er det én du kender? Curt Adam, vågn nu op, det er bare mig, Hanssenius. Jamen, altså, satans, alt det blod, hvad skal jeg gøre?
16:42 Hanssenius sætter sig på gulvet, støtter dommerens hoved. 16:43 * Mørke på scenen. * Sceneskift.
17: Anne Gure i Damernes Tempel
spejl, 1 gine med en kjole, bord, bordlampe, 2 stole
Personer: Anne Gure Cillgor John Josef Hopkins somalier Sabina Cillgors datter ung pige somalier 3 maskerede personer
17:01 Cillgor viser Anne en kjole; iagttages jaloux af Sabina, der sidder ved bordet.
17:02 Anne: De har en god smag, hr. John Cillgor, meget raffineret.
17:03 Cillgor: Tak, Anne, kære frue.
17:04 Anne: Cillgor, nu er der gået 3 måneder, og først nu jeg ved, hvem du er. Vi to er kolleger, jeg fik brev fra Betty, hun bad mig komme til Gøteborg, hun og jeg er veninder, universitetet i Birmingham, og jeg fik et nyt brev, fra Betty.
17:05 Cillgor: Vent til min datter er gået.
17:06 Anne ser på Sabina: Er hun, din datter?
17:07 Cillgor nikker, går hen til Sabina. Sabina ser hånligt på Cillgor, trækker i en frakke, løber ud. 17:08 Lyd: Brag fra hårdt lukket dør, klirrende ruder.
17:09 Cillgor tænder bordlampen, slukker lyset i salonen: Undskyld min datters trivielle opførsel. Sabina er jaloux, hun savner sin mor.
17:10 Anne: Hvor er, Sabinas mor?
17:11 Cillgor: Sabinas mor døde fra os. Den sædvanlige tragedie. Det var cancer.
17:12 Anne: Jeg forstod på Betty at du var alene. Jeg talte med Betty, hun ringede til mig fra London. Betty sagde ikke noget om, Sabina? Og det har du heller ikke, vel, hr. John Cillgor? Det har du fuldstændig glemt. Har du ikke?
17:13 Cillgor: Betty? Betty har ingen børn. Betty interesserer sig ikke for min datter, men hvad skal jeg gøre? Sabina gik i skole her i København fra hun var en lille pige. Jeg er enlig far.
17:14 Anne: Det kommer så pludseligt. Du har en voksen datter? Dét havde jeg ikke forestillet mig. Jeg mener, dig, som familiefar. At netop du?
17:15 Cillgor: Anne, du er en pige. Du kan tale med Sabina, kan du ikke?
17:16 Anne: Du kunne jo skifte erhverv, prøve en anden slags arbejde.
17:17 Cillgor: Hvad er det du siger? Nej, du skal ikke gentage det. Jeg har også talt med Betty. Men værre heks i hele den engelske efterretningstjeneste, det findes ikke. Betty er en glubsk vagthund. Hun siger jeg lever et ukristeligt liv, i daglig omgang med letfærdige kvinder.
17:18 Anne: Betty er jeres bedste kort, det ved du. Nej, det her er for meget. Jeg har kvaler med min mand, Viggo, han er kemiingeniør, han er gået fra mig, han bor sammen med en 18-årig bagerjomfru, og Hiort, min souschef pla- ger mig, han siger han er forelsket i mig. Og din kone er død, og du har kvaler med Sabina, din datter. Nejnejnej, det går ikke, der er absolutte forbud mod ulykkelige, hemmelige politifolk.
17:19 Cillgor: Jeg er sulten.
17:20 Anne: Også jeg.
17:21 Cillgor: Hvor finder vi et godt sted med aspargessuppe? Anne, du er, jo, du er, Anne, du er en attraktiv pige.
17:22 Anne: Nå, mener du det? Tak.
17:23 Cillgor: Men jeg forstod på Betty? Nej, nu glemmer vi Betty.
17:24 Anne: Betty har advaret mig, hun sagde, John Cillgor er en rædsom skørtejæger.
17:25 Cillgor: Tillad mig, som ekspert, frue, at anvende et lille trick.
17:26 Anne: Et hvilket, hr. Cillgor?
17:27 Cillgor trækker Anne ind til sig, kysser hende. 17:28 Cillgor: Jeg er fortabt, jeg er forelsket i dig. Du er så attraktiv, smuk og dejlig.
17:29 Anne: Nej, hr. John Josef Hopkins, det går ikke. Hvad skal vi sige til Betty? Du må ikke sige noget til Betty, det må du love mig.
17:30 Cillgor: Anne, stille, helt stille. Du må aldrig sige John Josef Hopkins. For dig, og for alle andre er jeg, John Paul Cillgor. 17:31 Anne og Cillgor kærtegner hinandens ansigter.
* 17:32 * 3 maskerede personer trænger ind; de har pistoler i hænderne; tvinger An- ne og Cillgor ned på gulvet.
17:33 * Maskemand 1 slår løs på Cillgor med en kølle. 17:34 * Det lykkes Cillgor at tænde lyset i salonen. 17:35 * Lyset slukkes af maskemand 2. * Maskemand 1 slår på Cillgor. Cillgor fal- der, beskytter sit hoved med armene. 17:36 * Bordlampen, bordet, spejlet, ginen med kjolen vælter. 17:37 * Maskemand 3 holder fast på Anne. 17:38 * Maskemand 2 klipper med en saks tøjet af Anne. * Maskemand 3 flår i An- nes tøj. 17:39 * Bordlampen på gulvet glimter, advarer om kortslutning. 17:40 * Maskemand 1 og 3 bytter plads. 17:41 * Maskemand 2 sætter pistolen mod Annes hoved. 17:42 * Maskemand 1, Raclos, voldtager Anne. Anne river masken af Raclos. 17:43 * Maskemand 3, Atta, slår løs med køllen på Cillgor. Atta og Raclos bytter plads. 17:44 * Raclos slår med køllen på Cillgor. 17:41 * Maskemand 2 sætter pistolen mod Annes hoved. 17:45 * Maskemand 3, Atta voldtager Anne. Anne river masken af Atta.. 17:46 * Maskemand 2 river masken fra ansigtet. Det er Cillgors datter, Sabina. 17:47 * Sabina ser på sin mishandlede far, løber ud. 17:48 * Bordlampen på gulvet blinker svagt. 17:49 * Mørke på scenen. * Sceneskift.
18: Møde i dansk-etnisk selskabelige forening
trist, koldt, stærkt oplyst lokale med 12 stole - midt for sidder Elisabeth og Peter
Personer: Elisabeth den blinde pige, ung dansk jødinde, små briller, blå glas, hvid stok Peter Hanssenius Phung Thi ung vietnameserinde José yngre mand, chilener Sabina cellist, bærer celloen i et transportfutteral Raclos ung mand, araber Rithja ung pige, serber Atta ung mand, tyrker Joy Hamilton yngre dame, søster til James, mørk araber James yngre mand, mørk araber Henry Hamilton Joys ægtefælle, bredskygget hat, grå overfrakke Cillgor
18:01 Alle sidder anspændte og urolige, tavse, tydeligt nervøse. Sabina tager celloen frem, fortryder, lægger celloen tilbage i transportfutteralet. 18:02 Peter og Elisabeth holder hinanden i hånden. 18.03 Elisabeth slår sin hvide stok ned i gulvet med små nervøse slag. Hun slipper Peters hånd, retter på sin brille.
18:04 Elisabeth: Peter, tror du det er sandt? Peter, jeg er træt. Peter, skal vi gå?
18:05 Hanssenius: Nej, søde pige, vi er næsten lige kommet. Du skal ikke væ- re nervøs. Jeg er hos dig.
18:06 Phung Thi: Tror I virkelig det er sandt? Jeg mener, hvad skal vi gøre?
18:07 Atta: Selvfølgelig er det sandt. For fanden da.
18:08 Raclos: Atta, lad nu mig. Hør du, Phung Thi, du skal bare holde din kæft, dumme kælling.
18:09 José, James og Cillgor: Raclos, hold din mund, bare et øjeblik.
18:10 Atta: Nå, har vi måske ikke talefrihed i Danmark? Dengang min bed- stefar kom fra Tyrkiet her til Danmark, græd han af glæde, fordi han nu kunne tænke, tale og tro, som han ville. I min familie er vi muslimer, vi tror på Islam. Og Raclos er muslim. Må Raclos ikke sige, hvad han vil? Er det fordi hans bed- steforældre kom til Danmark, fordi de var flygtninge fra Palæstina? Og er det fordi Raclos og jeg støtter palæstinensernes frihedskamp? Selvfølgelig støtter vi den 3. verdens frihedskamp mod sult og undertrykkelse.
18:11 José: Jeg tror jeg vil gå hjem. Det her, det minder mig for meget om Chile. Det var derfor jeg flygtede til Danmark. Min morfar, som var sømand, kom til Danmark for mange år siden. Han boede her i Danmark i 10 år, så tog han hyre som matros, og kom hjem igen og traf min mormor.
18:12 Phung Thi: Kom, José, her er ikke spor hyggeligt. Skal vi gå? Det er alt sammen blevet så underligt. Som om nogen vil gøre os ondt. Som om de vil rive os i stykker. Som dengang i Vietnam. Det vil jeg ikke. José, kom.
18:13 Raclos: I skal ikke gå for min skyld. Men, bevares, en katolsk chilener og en kinesisk buddhist. Det er næsten for meget.
18:14 Joy: Altså, Atta og Raclos. Vi er alle sammen danske statsborgere. Husk det.
18:15 Raclos peger på Hamilton: Da ikke ham, Hamilton. Henry, han er eng- lænder.
18:16 Hamilton taler med accent: Nemlig, højtærede hr. Raclos. Jeg, Henry Hamilton, er ikke dansker. Jeg er kun en skite englænder.
18:17 Phung Thi til Joy: José og jeg går nu. Går du med, Joy?
18:18 Joy til James og Hamilton: Henry, vi går. James, går du med? Stemnin- gen her er så, hvad skal jeg sige? Jo, den er ubehagelig.
18:19 James: Nej, Joy søsterlil, jeg bliver. Jeg skal tilbage til mit arbejde hos Blomberg.
18:20 Joy: Så hils Julle Blomberg fra mig.
18:21 James: Er der noget særligt jeg skal sige til ham?
18:22 Joy smiler: Næ, bare hils ham fra mig. Farvel. * Joy og Henry Hamilton går
18:23 Phung Thi: José, kom, vi går. * Phung Thi og José går
18:24 Raclos: I må undskylde. Jeg er så nervøs. Det ville I også være. Ville I ikke?
18:25 Hanssenius: Jo, gud fader bevares. Det var barske nyheder.
18:26 Atta: Vil I støtte den islamiske befrielsesfront? Ja eller nej?
18:27 Cillgor: Stop, nu kan det være nok. Stop, stop. Jamen, Atta og Raclos. I to gør os nervøse, pisse nervøse.
18:28 James: Raclos, er du sikker på, at det er sandt?
18:29 Raclos: Ja, selvfølgelig. Det er helt sikkert.
18:30 Elisabeth prikker den hvide stok ned i gulvet: Peter. Hvis jeg har forstået det korrekt, så har de islamiske fundamentalister erklæret krig mod mig, der er jøde, og mod dig, der er medlem af den lutherske, kristne, danske folkekirke.
18:31 Hanssenius: Nej, søde pige, jeg tror ikke på en overtro. Hverken på en gud eller på en religion, jeg er ateist. Husk, der er mange religioner. Det min- der mig om, at vi havde et sort får i vores familie, onkel Villy, som jeg beun- drede. Han var 30 år ældre end jeg. Jeg aldrig har set ham, jeg har aldrig talt med ham. Men jeg beundrede ham, jeg læste hans breve. Han var kommunist. Han rejste til partiskolen i Moskva, og blev sigtet som afviger. Han var tilhæn- ger af Trotskij, sagde man. De spærrede ham inde i Lubianka-fængslet, og der døde han i 1941. Hvorfor i alverden fortæller jeg det? Nåjo, det er fordi? Jo, fordi dét, som Raclos fortæller os, ikke lyder godt. Det trækker op til krig og ballade.
18:32 Elisabeth: Peter, jeg vil gerne gå.
18:33 Raclos råber: Hej, du, Elisabeth, hvorfor er du altid så fin på den? Er det fordi din far er minister i regeringen? Er det fordi, du og ham, din far, er jøde- svin?
18:34 Sabina: Raclos, du skal tie stille, det nytter ikke noget. * Sabina åbner celloens transportfutteral, tager celloen halvt frem, fortryder, lukker.
18:35 Raclos: Hvis jeg har gjort jer i dårligt humør, så må I undskylde. Nu går vi. Kom, Sabina. hilser høfligt. Farvel. går
18:36 Sabina: Raclos, hvorfor har du altid så travlt? Ja ja, nu kommer jeg. * Sabina åbner celloens transportfutteral, fortryder, lukker, går ud med celloen.
18:38 Sabina kommer ind, glemte sit hovedtørklæde på stoleryggen: Hvem siger, at kvinder er følsomme væsener? Er mænd følsomme? Er en hest følsom? Er krokodillen? går
18:38 Hanssenius: Oh, jeg tror Sabina læser mange bøger. Hun er en følsom og køn og stjernemusikalsk ung pige, med forfædre fra et helt andet kontinent.
18:39 Raclos kommer løbende ind. I hånden holder han en åben springkniv, truer Hanssenius: Jeg hørte hvad du sagde. Du skal ikke rakke os ned når vi er gået. Du skal ikke tale ondt om Sabina. Kan du forstå det?
18:40 Elisabeth: Peter. Peter, kom, nu går vi.
18:41 Hanssenius: Skal det være nu? Ja ja, søde pige, så går vi. til Raclos. Raclos, jeg tror du skal passe på din mund, ellers kan det gå galt for dig. Far- vel, det var et hyggeligt møde. * Elisabeth og Hanssenius går
18:42 Raclos står tøvende, lukker springkniven, slår opgivende ud med armene. går
18:43 Atta: I en demokratisk forening skulle der være talefrihed. Men det er der ikke, ikke her. Kom, Rithja, vi går.
18:44 Rithja: Min mormor kom fra Jugoslavien. Hun var gift med en dansker. Det er mange, mange år siden. Så blev de skilt, og min morfar kom herop fra Serbien. Mine forældre og jeg havde det godt i Jugoslavien. Jeg har boet i Montenegro og i Serbien og i Bosnien. Så kom borgerkrigen, alting blev så beskidt. Pamperne i partiet og i folket ødelagde det for os. Borgerkrig? Kender I noget til borgerkrig? Alle mod alle. Ingen blev skånet. Alle blev myrdet. For- står I ikke, at det var et helvede? Og kampen mod kapitalismen er ikke slut, men I forstår ikke en skid. råber. I er bare typiske danske, torskedumme parcelhusfascister, ligusterfas- cister, murstensfascister. I er bare så provinsielle oppe i jeres hoveder. I er så pisse mistroiske mod alle tilflytterne, asylansøgerne, indvandrerne, flygtninge- ne, nybyggerne. Hvis de har penge, er der ingen problemer. Men hvis de er fattige, og ikke kan få arbejde, og ikke har penge til mad og tøj og husleje, så bliver de hånet, så møder de mistroen. Føj, siger jeg. For så ser man mistroen gro frem som en stor, hvid svamp. En stor svamp som gror ud fra jeres øjne og jeres ører og jeres dumme hoveder. Føj, siger jeg. Jeres hoveder er som er én stor, hvid svamp. Fyldt med mistroens orm og råddenskab. Føj, det er ækelt, siger jeg. Øv, I er røvhuller. I hader nybyggerne. I korsfæster dem. Men det er jer, røvhullerne, der er forbryderne. Atta, kom så. Rithja hilser. Farvel. går
18:45 Atta: Rithja mener det ikke så slemt. Jeg kender hende. Farvel. løber ud
18:46 James: Det her går ikke. Vi må informere politiet. Jamen? Nej, det var dog rædsomt. Ham, Raclos, han har hul i hovedet. Bare jeg kunne spørge min bedstefar, han var så klog, og han var araber. Min bedstefar var sømand, han kom til København og blev pakhusarbejder. Han ville til Danmark, fordi en af hans tipoldefædre havde været kongelig musiker i København. Gudskelov rej- ste min bedstefar senere til England, og traf min mormor. Men ham, Raclos? Vi må selvfølgelig advare politiet.
18:47 Cillgor: En af mine forfædre kom til Danmark fra de dansk-vestindiske øer. Tænk dig engang. Han blev fanget i Somalia og ført tværs gennem Afrika til Guldkysten, og derfra på et slaveskib tværs over Atlanterhavet til de vestin- diske øer. Og min salig bedstefar fra Somalia blev solgt som inventar til en hvid farmer i Kenya, og derfra kom han til London, og så, som blind passager til København, og derfra som fyrbøder på en fragtbåd tilbage til Afrika. Og så gik han, min salig bedstefar, på sine ømme fødder i 3 år og 3 måneder og 3 uger og 3 dage. Helt oppe fra Suezkanalen og ned gennem Afrika til han nåede tilbage til Kenya. Og dér blev han kapret af min mormor. Jeg er somalier, men jeg er født i Kenya. Jeg giftede mig med en sød araberpige, men hun er død, vi boede i London. Min datter, det er Sabina, men det skal du ikke sige til nogen, hun er lidt vanskelig . Sabina er måske narkoman, jeg ved det ikke. Og så ham, Raclos, hvad sér hun dog i ham? Hvad sagde du? Politiet? Sagde du politiet? Er du rigtig klog? Politiet? Så får vi bande varylere på nakken. Først den ene og så den anden, og så den tredie. Nej, du, lad os gå ned og få en kop kaffe.
18:48 James: Jamen? Altså, nej, gud fader bevares.
18:49 Cillgor: Det aller værste er, at Raclos og Atta fortalte sandheden. Jeg tror det, for jeg har hørt det samme fra anden side.
18:50 James gisper: Fra hvem? Sig det. Fra hvem? Sig det. Fra hvem?
19: Hos indenrigsminister Finesen
1 bord 2 stole
Personer: Laurentius Finesen indenrigsminister Brydesen departementschef N.P. i uniform
19:01 Finesen sidder bag bordet. Brydesen kommer ind.
19:02 Brydesen: En herre ønsker foretræde for indenrigsministeren, den på- gældende er fra politiet, i uniform. Jeg sagde, at han var gået forkert, han skal gå over i justitsministeriet, men han bad mig sige til ministeren -
19:03 Finesen: Tak, hr. departementschef, lad ham komme, det er en af mine venner, han har det svært for tiden, en hysterisk hustru. De skal ikke indskrive ham i besøgsprotollen, har De forstået?
19:04 Brydesen: Som ministeren ønsker. Jeg kommer med den herre. For øv- rigt. Undskyld, hr. minister, der kom en telefonbesked fra Deres hustru. Deres hustrus advokat.
19:05 Finesen: Jeg har sagt det flere gange. Jeg vil hverken tale med min kone, eller med hendes advokat. råber: Hun er en jødemær, det har jeg sagt højt og tydeligt. Har De forstået?
19:06 Brydesen: Javel, hr. minister, jeg beklager. Undskyld. går
19:07 N.P. i uniform, kommer ind, bukker: Øverste Ordensmester, til tjeneste.
19:08 Finesen ophidset: Ordensmester? Da ikke her, din klovn.
19:09 N.P: Jamen, hvorfor ikke?
19:10 Finesen: Fordi, her bliver alt registreret, alt registreret, alle samtaler aflyttes. Du er da en klaptorsk.
19:12 Finesen: Her kan vi ikke være, følg efter mig til Broderskabet, kom.
19:13 * Mørke over scenen. * Hurtigt sceneskift.
20: Finesen og N.P. i den skumle broderloge
faldlem
bord, 2
stole på gulv og stole ligger papir og affald
Elisabeth
Finesens datter, den
blinde pige
20:01 Finesen og N.P. kommer ind.
20:02 N.P: Undskyld, øverste ordensmester. Jeg blev forhindret i at blive fær- dig. * løfter faldlemmen, samler papir og affald, smider affald ned i kloakbrønden.
20:03 Finesen: Der må ikke være uorden i Broderskabets hovedkvarter, det har jeg sagt.
20:04 N.P: Javel, øverste ordensmester.
20:05 Finesen peger på KuKluxKlan: Ham dér er ikke velegnet til offentlig be- skuelse, vi smider ham ud.
20:06 N.P: Finesen, broderlogen er ikke rette ejermand, jeg har kun lånt det.
20:07 Finesen lukker faldlemmen, sætter sig ved bordet: Du fortalte, at du ramte Karl Foldak med 2 skud, han døde med det samme, han døde i en stor blod- pøl, sagde du.
20:08 N.P: Ja, øverste ordensmester.
20:09 Finesen hvæser: Hold dog kæft med den servile "ordensmester". Det er kun når de andre hører på det, her i logen, og når jeg giver ordre.
20:10 N.P: Javel.
20:11 Finesen: Hvorfor fik du ikke ram på? Ham, landsdommer Curt Adam Svendsen.
20:12 N.P: Jeg så først dommer Svendsen da Karl Foldak var død, og jeg skød på dommeren 2 gange. 2 gange. Svinet Svendsen blev meget hårdt så- ret.
20:13 Finesen: Det er ikke nok. Du må forsøge igen. Læg en fornuftig plan, og få den gennemført.
20:14 N.P: Det ér planlagt, jeg organiserer en ny aktion. Men, eh?
20:15 Finesen: Men hvad?
20:16 N.P: En, eller flere af de utallige efterretningstjenester er i hælene på mig, jeg har set dem.
20:17 Finesen: Hvorfor tror du det?
20:18 N.P: Forstår du, Finesen, undskyld, øverste ordensmester. Jeg er kun politimester i et lille, åndsfortærende hul ude i provinsen. Men det hører til elementær politimæssig logik, at politiske drab efterforskes af samtlige efter- retningstjenester. Politiet, militæret, samtlige departementer, de politiske par- tier, ikke mindst fra vores eget parti, og de private organisationer og dem i erhvervslivet, og selvfølgelig dem i hjemmeværnet. Så derfor, hm.
20:19 Finesen: Hør nu, hr. Niels Pedersen. Hvordan kunne jeg blive inden-rigsminister i en mindretalsregering? Det kunne jeg, i kraft af demokratiets stupide spilleregler. Kun én stemmes flertal i parlamentet, og en sag er pludselig lov. Så kommer en ny regering, og komedien begynder forfra. Den gode lov, ud med den, og vi får en ny og dårligere lov. Vi er et lille parti, vi har kun 4 mandater i Folketinget. Men vores 4 stemmer er de afgørende 4 mandater til et flertal. Det er altså os. Ja, det er mig. Det er mig, der sidder med magten.
20:20 N.P: Den magt, magten, øverste ordensmester, den har du fuldt ud fortjent.
20:21 Finesen: Ja, og den dag er nær. Den kommer nærmere og nærmere, vær sikker på det. Med hensyn til de påtrængende efterretningstjenester, kender jeg kun én metode. Fjern dem, lad dem kvæles i deres eget lort. Sørg for, at vi er de stærkeste.
20:22 N.P: Aviserne skriver om en ny regering. Hvornår sker det?
20:23 Finesen: Forudsætningen er, at forhandlingen falder på plads, med mig som ny statsminister. Jeg er, som du ved, af kongelig byrd. Ja ja, kun et elskovsbarn. Men dog af kongelig kvalitet. Et forspring før alle andre. Så snart jeg bliver statsminister, udnævner jeg dig til min justitsminister. Men få først ham, landsdommer Curt Adam Svendsen, få ham, eh, landsdommersvinehun- den. råber. Få ham fuldstændig smadret. Det er en ordre.
20:24 N.P: Javel, ordensmester. Tænk ikke mere på dommeren, han er snart, helt død. Men hvad gør vi ved våbenfabrikken? Jeg talte med en aktionær, som sagde, at vi foretager os noget ulovligt, han talte om en ulykke under en transport ved den spanske grænse. Et af problemerne er, at vi er infiltreret af en gruppe fanatikere, konkurrenterne fra mellemøsten. Jøder og arabere. Jeg har meget sikre efterretninger.
20:25 Finesen: Fjern konkurrenterne, dem alle sammen, skær hovedet og nosserne af dem. De praktiske anliggender interesserer mig ikke. Det er dig, der er sikkerhedschef og skarpretter og bøddel. Ikke mig, broder. Jeg har rige- ligt med den politiske strategi. Den øvrige del af ansvaret, er dit, broder.
20:26 N.P: Javel, von Finesen, øverste ordensmester.
20:27 Finesen: Gør hovedkvarteret perfekt i orden. Orden og hygiejne, farvel. går
20:28 N.P. fortsætter oprydningen, går ud med en fyldt papirkurv.
* 20:29 * Elisabeth, Finesens datter, med blindearmbind, briller, blå glas, hvid stok, kommer ind. Hun har en lille pakke i hånden. 20:30 N.P. kommer tilbage, åbner faldlemmen, ser ikke Elisabeth. 20:31 Elisabeth går søgende frem mod bordet, støder ind i N.P ved den åbne fald- lem.
20:32 Elisabeth: Hovsa, er det dig, far? rækker pakken frem. Jeg skulle hilse fra mor. Jeg har en lille gave til dig, fra mor, hun sagde, du ville blive glad for den. Kommer du ikke snart hjem til os igen, far? Mor græder hele dagen. Far, vil du ikke nok komme hjem igen?
20:33 N.P. perpleks: Frøken Elisabeth?
20:34 Elisabeth skriger forskrækket: Far, hvor er du? Hvem er De, hvor er min far? Hvem er De? De skal sige noget til mig. Hvem er De, tal til mig, er De en indbrudstyv? Jeg er ikke bange for Dem, jeg er overhovedet ikke bange for Dem, tror De det? Min far har lært mig, hvordan jeg skal forsvare mig.
20:35 Elisabeth slår i luften med sin hvide stok, rammer bordet og den åbentstående faldlem. 20:36 N.P. flygter.
20:37 Elisabeth finder sin mobiltelefon, telefonerer: Mor, er det dig, mor, jeg er oppe hos far, men han er ikke kommet, skal jeg vente på ham? Jamen, mor, her var nogen, det var en mand. Jamen, mor, det er så uhyggeligt. Mor, jeg kan jo ikke se ham. Altså, mor, hvor længe skal jeg så vente? Nej, det vil jeg ikke. Jamen, mor, jeg kan selv finde trappen, det har jeg da gjort før. Mor, jeg kommer nu. Nej, mor, manden løb. Jamen, mor, jeg hørte ham løbe.
20:38 Elisabeth går frem mod den åbne faldlem. 20:39 * Mørke på scenen. * Sceneskift.
21: Hos dommer Svendsen og fru Elise
vævestol, billedvævninger, staffeli, sofa, 1 bord, 1 stol
Personer: Dommer Svendsen Fru Elise dommerens hustru, billedvæver, iklædt farvestrålende gevandter En arabisk kronprins
21:01 Dommeren læser i papirer ved bordet; fru Elise arbejder ved vævestolen.
21:02 Fru Elise rejser sig: Sødeste, Curt Adam. hvordan går det med dit hel- bred? Du klager dig ikke mere, er du nu sund og rask, min ven?
21:03 Dommeren: Jeg har det storartet. Jeg er helbredt for alle sår og smer- ter.
21:04 Fru Elise: Det glæder mig, søde Adam. Men lægen sagde, "2 revolver- kugler burde være tilstrækkeligt", han troede du skulle dø.
21:05 Dommeren: Sagde han virkelig det? Jeg klager ikke, jeg er frisk som en havørn.
21:06 Fru Elise: Det var godt, min ven. Kan du gå op på loftet og hente noget garn til mig, det skal være den blå, type 38, skriv det ned, husk det nu.
21:07 Dommeren: For et øjeblik siden sagde du, at du ventede besøg af en arabisk kronprins. Og jeg skal servere vanillekranse og the og kaffe for din gæst. Elise, det sagde du.
21:08 Fru Elise: Curt Adam, du kan hurtigt nå at løbe op på loftet. Nejnejnej, sødeste Curt Adam, bliv endelig siddende, bliv endelig siddende. Kommer der en lille vind og vifter til dine papirer, så får jeg hele skylden, bliv endelig sid- dende. Men jeg håbede vedgud, at nu, da du er førtidspensioneret højere em- bedsmand, forhenværende landsdommer, så kunne du, ikke sandt, hjælpe mig lidt. Du er en ganske almindelig arbejdsløs, ikke sandt? Ja, det er sandelig ik- ke nemt for dig at være arbejdsløs, det ved jeg. Du bliver så rastløs og utålmo- dig, det gør du, søde ven. Du burde være forblevet i din gode og særdeles re- spektable stilling.
21:09 Dommeren: Jeg er ikke arbejdsløs, tvært imod, jeg arbejder med en meget interessant undersøgelse.
21:10 Fru Elise: Ja ja, du har fået dig en lille fritidsbeskæftigelse, du har al- drig kunnet siddet stille, bare et lille bitte øjeblik. Men hvad skal jeg sige til mine veninder? At jeg er førtidspensioneret landsdommerfrue? Det kan jeg vedgud ikke, kan jeg vel? Og så troede jeg ikke, at du ville være en rigtig ødeland af vores økonomi, men det er du, søde Curt Adam. Ja, vedgud, havde jeg ikke selv medbragt en lille formue ind i vort ægteskab, så var vi nu ilde faren, ja. Din pension rækker ikke langt, Adam, det gør den ikke. Her købte jeg 2 billetter til det kongelige teater, og så meldte du dig syg. Du har en tendens til at være hypokonder, søde Adam. Herregud, et par små re- volverkugler i din mave, det kunne du ikke tåle, er det ikke sandt hvad jeg si- ger, Curt Adam, ambulancen kørte dig omgående på hospitalet. Og dér sad jeg, ensom i teatret, og så et kedsommeligt stykke om en korrupt personage og en kone som var en hystade. Altså, du ved, skuespillerne passe- de ikke til deres roller, den ene var for fed, den anden for gammel. Og den e- ne søn af dette, pragtpar, var en falleret, drikfældig skuespiller, og den anden søn var kunstmaler og homoseksuel. Og dér sad jeg, og dér, hvor du skulle sidde, for mine penge, på sædet ved siden af mig, dér lå min lille forgyldte håndtaske og min teaterkikkert. Nu ved du det, Curt Adam, det var meget bittert. Og med hensyn til den arabiske kron- prins, så ved jeg ikke, hvornår præcist han kommer, han talte gebrokkent, en blanding af engelsk og fransk.
21:11 Dommeren: Du sendte mig postkort fra Persien, Ægypten og Marokko, og på et af dem skrev du, at det var forbavsende let for dig at tale arabisk.
21:12 Fru Elise: Curt Adam, nu er du meget gemen. Jeg hører ikke på dig. Jeg taler hverken persisk eller arabisk. Det ved du udmærket.
21:13 Dommeren: Elise, blide due, nu henter jeg det blå garn til dig, type 38.
21:14 Fru Elise: Tak, sødeste Curt Adam. Du får altid din vilje med mig, når bare du taler blidt og stille til mig.
21:15 Dommeren: Jeg går nu, jeg er straks tilbage. går
21:16 Fru Elise råber: Curt Adam, sæt dig nu ikke til at læse oppe på loftet, hører du? Jeg ved ikke noget værre end dine gamle, lasede drengebøger. Og jeg har set dine uartige dameblade.
21:17 Lyd: Det ringer på entrédøren.
21:18 Fru Elise: Åhgud, Adam glemte at lukke døren, åhnej, hvor er Curt A- dam? Nu kommer den kongelige, arabiske kronprins. Hvad skal jeg dog gøre?
21:19 Gæsten, i for stor habit, hvid skjorte, sort slips, for stor herrehat, bærer en håndtaske; kommer ind, bukker stift for fru Elise.
21:20 Fru Elise konfus, nejer for gæsten: Deres kongelige højhed, goddag, jeg er meget beæret. Kommer De på anbefaling fra vores dronning, eller grevinde von Ritzau? Det er mig en stor ære, hr. kronprins, må jeg allernådigst anbefa- le min aller sidste billedvævning. Men jeg har mange andre, en af dem har et yndigt motiv, et rosafarvet orientalsk motiv, farverne, tegningen. Jeg indfarver selv alle mine garner, med naturfarver, alle mine garner, alle farver, røde, grønne, blå, alle nuancer. Vil Deres kongelige højhed nyde en beskeden kop kaffe?
21:21 Dommeren kommer ind: Elise, blide due, hvor er nøglen til loftet? Åh, undskyld, goddag. rækker hånden frem, genkender gæsten, slår tasken, gæsten står med, ned på gulvet, råber: Elise, hurtigt, ring til politiet.
21:22 Gæsten trækker en lang, krum kniv frem fra sit tøj. Dommeren griber fat i gæstens håndled, gæsten taber kniven, dommeren slår hatten af gæstens hoved; ud vælder et stort, flot pigehår. Dommeren er vred, han genkendte gæsten, den unge tjenerpige, den medskyldige i mordet på Karl Foldak; stikker gæsten en lussing, flæn- ger gæstens skjorte, afslører en ung piges bryster, den serbiske pige, Rithja.
21:23 Fru Elise samler gæstens taske op fra gulvet: Sødeste Curt Adam, du skal være forsigtig, du må ikke være så voldsom. Du ser da, at det er en ung dame. Det er ikke kronprinsen, det er kronprinsessen.
21:24 Rithja gør modstand. Dommeren er vred: Hun var med til drabet på Karl Foldak. Elise, træk bukserne af hende, se efter om det er en pige eller en ung mand. Hvis han har noget mellem benene, er det en dreng. Hvis der kun er et hul, er det en pige. Elise, træk bukserne af hende.
21:25 Fru Elise: Altså, sødeste Curt Adam, dét gør jeg ikke, dét får du mig ik- ke til, absolut ikke. Selvfølgelig er det en pige, hun har ikke været hos nogen, kosmetisk brystbeskærer, det kan jeg se, hendes bryster er pæne, ja, nydelige. Og jeg tror jeg kender hende. Ja, det er Sabina. Åhgudnej, det er hendes ven- inde: Rithja, inde fra Damernes Tempel. Du ved, søde Adam, John Cillgor, min nye damefrisør.
21:26 Dommeren hidsig: Jeg er ikke interesseret i tøsebarnets patteværk, du skal se efter hendes misseværk, træk bukserne af hende. Hjælp mig, jeg kan ikke holde på hende.
21:27 Rithja slår sin albue ind i dommerens mave. Dommeren udstøder et brøl: Av, auuee, vakler, sætter sig i sofaen. Rithja slider sig fri, støder mod vævestolen, skriger, løber ud. Fru Elise sætter sig ved siden af dommeren i sofaen, kysser ham på kinden, rækker ham tøvende Rithjas åbne taske. * Dommeren trækker en pistol med lyddæmper frem fra tasken.
21:29 Dommeren: Nu skal jeg tale med politiinspektør Anne Gure og politi- kommissær Hiort. Elise, min blide due, vil du brygge os en stærk kop kaffe.
21:30 Fru Elise: Ja, min egen, selvfølgelig, ja, politiet. Åh, jeg blev så bange, sødeste Curt Adam. Men jeg har altid vidst, at du i nødens stund ville opføre dig som et mandfolk. Søde Curt Adam, det vil jeg sige dig, det var ganske for- færdeligt, men du var så mandig og stærk. Og jeg blev så glad, da jeg hørte at du var jaloux på kronprinsen. Men, altså, sådan en nydelig ung pige, det var dog skrækkeligt. Nu laver jeg en stor kop kaffe til dig, min ven, og du skal få en meget stor cognac.
21:31 * Mørke på scenen. * Sceneskift.
|
kasler-journal.dk
Page Up