11:  Natten til 9. april 1940
 

En hjørnebænk på Rigsdagen, Christiansborg Slot. 

Lys gennem ruden i baggrunden

Personer:

Thorvald Stauning     statsminister

Vilhelm Buhl     finansminister 

Hartvig Frisch     medlem af rigsdagen, professor

2 tyske officerer

2 rigsdagsbetjente

Radiospeakers stemme

11:01 Spotlys på hjørnebænken.

11:02 Stauning sidder i bænkens hjørne; holder en mappe tæt ind til kroppen.

11:03 Buhl sidder til venstre for Stauning. Frisch sidder til højre for Stauning.

11:04 Stauning fremtryller 3 bægre og en flaske whisky fra mappen, skænker i bægrene; skjuler flasken bag sin ryg, i bænkens hjørne.

11:05 * 5 sekunders nærbillede på storskærmen: Stauning

Stauning løfter glasset, sænker det, løfter glasset: Den tyske angrebskrig vil es-  kalere. Denne krig vil give os hårde tider. Men det var et forbandet ubehage- ligt og langvarigt partimøde. Nu er jeg træt.

11:06 * 5 sekunders nærbillede på storskærmen: Buhl

Buhl løfter glasset, sænker det, løfter glasset, sænker det: De tog sagen til efter- retning, de har respekt for dig. Stauning, landsfader Stauning. Stauning eller kaos.

11:07 * 5 sekunders nærbillede på storskærmen: Frisch

Frisch vipper utålmodigt med glasset: Kaos? Netop, det tegner til et kaos, men vores parti vakler videre, og I to, statsminister Thorvald Stauning og finans- minister Vilhelm Buhl, burde have fortalt dem sandheden. Tyskerne vil efter al sandsynlighed rykke ind i morgen den 9. april. Vi kan da ikke forråde folket? Vi må udnytte de militære midler, hæren, søværnet og politiet, så godt vi kan. Vi er tvunget til at slås mod tyskerne. Vi kan da ikke bare, kapitulere? I så fald vil den 9. april blive en skændselsdag. Forstår I ikke, at vi må vise vores vilje til at kæmpe for vores frihed? Hvis vi ikke tør slås nu, vil Danmark i generationer blive hånet og og lagt for had.

11:08 Stauning løfter sit bæger: Vi kan vel sige skål. En lille dram vil gøre godt, håber jeg. Skål, finansminister. Skål, hr. professor. tømmer bægeret. Ah, den smagte godt.

11:09 Buhl: Skål, Thorvald. Skål, Hartvig Frisch.

11:10 Frisch spidst: Nå, jaja, skål, statsminister, skål, finansminister. snuser til bægeret. Det lugter kraftigt. Nå, ned skal den, ellers bliver de gamle ræve knotne på mig. tømmer bægeret med væmmelse.

11:11 Stauning skænker og drikker 3 glas til sig selv, uden at byde de andre; skjuler flasken bag sin ryg, i bænkens hjørne.

11:12 Buhl ser op i loftet: Der oppe flyver en vinterflue.

11:13 Frisch ser op: Jeg tror det er en sommerfugl, som lugter spiritus, og flygter langt bort.

11:14 Stauning: Lad mig dog være i fred. Lad nu mine dårlige vaner være, som de er.

11:15 Buhl: Statsminister, spøg til side, sagen er afgjort, ikke sandt?

11:16 Stauning: Ja, det nytter ikke at spille hasard. Tyskerne er de stærkeste. En krig mellem Danmark og Tyskland tjener, til hvad? Vi bliver knust, slagtet, smadret mod det stærke tyske militær. Nej, vi skal ikke udsætte landet for en ulykke. Vi har haft gode tider, som partiet og jeg har været med til, til gavn for vort fædreland, som gav en bedre tilværelse for folket, og for vores partifæller. Det skal ikke letsindigt, knuses i krigens ragnarok.

11:17 Frisch: Hvad er det I taler om? Hvorfor holder I mig uden for vigtige beslutninger, hvorfor? Har I allerede aftalt, at hæren og søværnet skal ofre en halv snes værnepligtige, og derpå kapitulere, uden kamp? Hvorfor tier I stille, hvad er det I skjuler? Hvis I har indgået en aftale, hvad har I så aftalt? Jemini, nu ved jeg det. Tyskerne smadrede Polen på 14 dage, og England og Frankrig ønskede en passiv vestfront, og det fik de, og resultatet blev nøjagtigt som for- ventet. Vil det sige, at I ikke tør lade hæren og søværnet forsvare os, at I næg- ter at lade det danske folk udkæmpe en bitter kamp for Danmark? Svar mig. Jeg ser det for mig, det er da indlysende. Først Polen, så Danmark og Norge, så Holland og Belgien og Frankrig, og så Rusland.

11:18 Stauning: Hartvig Frisch, hr. professor, gode partikammerat. Du, kloge mand fra universitetet, partiets kampfælle her i rigsdagen. Der er visse ting, som kan være over din forstand. Du er en typisk student, det er sågu ikke så sært, at du er blevet professor. Men for øvrigt i hvad, i grækernes oldtid. Du forstår dig på mange gode ting, men ikke på de tungeste, politiske realiteter. Hvornår er realiteterne således, at man slår til, og hvornår er realiteterne såle- des, at man skal holde sin kæft. Så, kammerater, nu går vi hjem. Professoren har som sædvanlig ødelagt mit gode humør, vi får en hård dag i morgen, god- nat. går

11:19 Buhl: Stauning, jeg kommer nu, det er frostvejr, den forbandede isvin- ter er ikke uden livsfare, der er drivis i de danske farvande. Godnat, Hartvig Frisch. går

11:20 Frisch: Godnat, Buhl, hr. finansminister. * Stauning glemte whiskyflasken. Frisch ser flasken i bænkens hjørne, åbner den, drikker en slurk.

Hvad er det for en aftale, som de to har indgået? Og med hvem? Vi har imø- dekommet alle tyske krav, og vi har fastholdt neutraliteten. Tyskerne er i krig mod England og Fran- krig, og hærger hårdt i Polen. Hitler er snedig, og u- mættelig, han vil krig. Hvad er det de har aftalt? Det ligner, hvad det er, en hemmelig aftale. Men vi kan ikke, og må ikke kapitulere. Jeg er bange for, nej, ved alle græske guder, jeg er rædselsslagen ved tanken om, at den 9. april 1940 bliver en skæbnedag for os alle. Men jeg tror nu alligevel på gamle Danmark.

11:21 Mørke på scenen.

11:22 Lys: Svagt, flakkende lys vifter ind gennem den store rude i baggrunden.

11:23 Lyd: Larm fra flyvemaskiner, kanonskud, maskingeværer, skrattende radiostøj.

11:24 Radiospeaker radiostøj: Her til morgen den 9. april /// Norge og Dan- mark /// Norge er i krig med Tyskland /// Danmark mistede mange døde /// den tyske militærmaskine /// iagttagere mener at København blev udsat for et kraftigt bombardement /// den tyske kampkraft har påny vist sin store styrke /// I dette øjeblik meddeles det fra Danmark, at den danske regering har kapitule- ret /// de tyske tropper har indstillet alle kamphandlinger /// den danske konge er flygtet til England /// kongen skal fra London lede kampen mod tyskerne /// der tales nu åbenlyst om forræderi og spionage /// den tyske general /// en fre- delig militær besættelse af Danmark /// den tyske gesandt afviser alle rygter om en dansk-tysk forhåndsaftale /// kilder nær den danske regering udtaler, at Tyskland vil respektere den danske suverænitet.

11:25 Spotlys på hjørnebænken

11:26 Frisch, med whiskyflasken, og Buhl sidder på bænken.

11:27 Frisch: Kommer han, er du sikker på det? drikker en slurk whisky. Tror du han kommer?

11:28 Buhl: Jeg kan kun sige, at han altid holder sine aftaler med mig, præ-  cist.

11:29 Frisch: Nu kommer han, han er sandelig i fornemt selskab.

11:30 Stauning og 2 tyske officerer; en hærofficer og en marineofficer, kommer ind.

11:31 Stauning er stærkt beruset; han vakler, støttes af officererne.

11:32 Buhl flytter sig ind i hjørnet; sætter sig til rette med hænderne på hjørnebæn- kens højre og venstre ryglæn; Staunings sædvanlige plads.

11:33 Stauning tumler tungt ned på hjørnebænken ved siden af Buhl.

11:34 Hærofficeren slår hælene sammen, bukker: Meine herren, excellencer.

11:35 Marineofficeren: Hr. statsminister Stauning er majet gemytlik och mun- ter.

11:36 Begge officerer løfter højre arm: Heil Hitler. går

11:37 Stauning sover; hans hoved synker ned mod brystet.

11:38 Buhl trommer med fingrene Radetsky March på hjørnebænkens ryglæn.

11:39 Frisch: Statsminister, vågn så op. Vi har siddet her en hel time og ven- tet på dig. Thorvald Stauning, kom nu til dig selv, for satan, mand.

11:40 Buhl puffer til Stauning: Stauning. Thorvald Stauning, vågn op.

11:41 Stauning løfter hovedet: Kongen ønskede kapitulation. Det var ikke mig, det var ikke, regeringen. Det var ikke, regeringen.

11:42 Buhl: Han skal køres hjem, hurtigt. Jamen, det er horribelt. Hvorfor fan- den er partiets formand, Danmarks statsminister, Thorvald Stauning, altid ski- de fuld?

11:43 Frisch: Vilhelm Buhl, hr. finansminister. Hvorfor er du overhovedet ædru? Er du ikke plaget af samme dårlige samvittighed, som den, der plager statsministeren?

11:44 Buhl: Hold op med din forbandede mistanke. Vi er sluppet helskindet igennem helvede, og så gør du vrøvl. Kors, hvor er jeg træt af din romantiske søndagsskole.

11:45 Frisch: Hvad skal jeg tro? Sig mig det. Hvad pokker er regeringens hensigt?

11:46 Buhl: Lad være med at tro på noget som helst.

11:47 Frisch: Hæren svigtede, søværnet svigtede, kongen svigtede, regerin- gen svigtede. Hvad pokker er meningen? Det er dog tydeligt, at der foreligger spionage og landsforræderi mod Danmark. Men hvem er de ansvarlige? Det er dig, min fine ven, hr. finansminister Buhl, og ham dér, det fulde svin. peger på Stauning

11:48 Buhl: Hartvig Frisch, du er sindssyg. Pas nu på. Hvis tyskerne hører din snak, kan det gå galt for dig, du vil forsvinde, interneret, henrettet, hængt, slå- et ihjel. Hartvig Frisch, hør nu. Vi vil blive pålagt et intensivt dansk-tysk samar- bejde, jaja, jeg ved det, krigsmæssigt samarbejde, våbenproduktion, land- brugseksporten, og fiskerieksport, til fjenden. Det er de barske vilkår. Og hør her, hr. Hartvig Frisch, jeg tilråder dig at være forsigtig. Ingen af de politiske partier kan tåle den mindste sabotage, hverken fra dig eller nogen anden. Nu gælder det en samlingsregering af rigsdagens bedste mænd.

11:49 2 rigsdagsbetjente kommer ind, hanker op i Stauning.

11:50  1. betjent: Nå, Stauning. er den nu helt galt fat med dig igen?

11:51 2. betjent: Vi må bære statsministeren ned til vognen. Det tog for hårdt på ham, at han engang var afholdsmand, det må være meget længe siden. Nu er han død drukken.

11:52 Buhl: Tak, så er det nok, statsministeren er træt, statsministeren er en lille smule indisponeret.

11:53 Rigsdagsbetjentene bærer Stauning ud.

11:54 Frisch: Det siges. drikker en slurk whisky. Det siges, at kongen er flygtet til England?

11:55 Buhl: Hvad er det dog for nonsens? Rygter og pjat og pur nonsens. Kongen er gode venner med den tyske general, kongen og generalen spiste velkomstfrokost. Det er sandheden. Alt andet er udemokratisk propaganda, et forsøg på at skabe hysteri, som er iscenesat af de højrenationale fantaster. Men hør nu, Frisch. Hvis du vil følge partiet er du særdeles velkommen, men hold dig væk fra fantasterne. De højrenationale vil opfordre dig til mytteri mod partiet, de vil forsøge at udnytte din intelligens og din moral, og din position på universitetet. Men du må rette dig efter kongens og statsministerens befa- ling. Husk på, Frisch, det er os i partiet der står med ansvaret. Stauning og lille mig må du respektere, det er Stauning og mig, der sidder med spillets trumfer. Jeg siger det til dig i den bedste hensigt, vi to skal ikke være uvenner. Det skal vi ikke, Hartvig Frisch, har jeg ikke ret? Ræk mig hånden, vi skal forliges, nu gælder det at redde Danmark fra en katastrofe.

11:56 Buhl rækker hånden frem. Frisch giver håndslag på en aftale.

11:57 Frisch: Èn ting må jeg sige dig, finansminister, Vilhelm Buhl. drikker en slurk whisky. I de sidste dage har jeg set dig og Stauning, som det I er. Ærke, kyniske, realistiske statsmænd. Men for mig at se har I to ansvaret for den tys- ke overrumpling, den, der førte til Danmarks æresløse kapitulation. Og mere end det. I to har sammen med hæren og søværnet utvivlsomt deltaget i en dansk-tysk planlægning, spionage, sabotage, forræderi. Og nu er jeg i alvorlig tvivl. Jeg har en nagende mistanke. En mistanke om, hm? Er I to statsmænd, eller er I kriminelle opportunister? Men selvfølgelig er jeg loyal, loyal over for statsministeren og dig, hr. finansminister. Såvel som jeg vedblivende vil være loyal over for vort parti, på trods af min mistanke om regeringens landsforræ- deri. Skål, hr. finansminister.

11:58 Frisch rejser sig, drikker whiskyflasken tom.

11:59 * Mørke over scenen. * Sceneskift.

12:   Befrielse med små chok

Personer:

Vilhelm Buhl

Hartvig Frisch

Kaj Munk

Frode Jakobsen

4 gestapofolk

1. scene: Ved et forhandlingsbord

2. scene: På en talerstol

3. og 4. scene: ingen rekvisit

12.01 * 1. scene: Munk, Buhl, Frisch og Jakobsen står ved bordet.

12:02 Munk: Må jeg indledningsvis ønske hr. statsminister Buhl til lykke med rigsdagens valg af ny statsminister. Til lykke, hr. statsminister Buhl. Vort stak- kels land begræder landsfaderen, afdøde statsminister Thorvald Stauning. Nu er han død og begravet efter lang tids sygdom, æret været hans minde, amen.

12:03 Buhl: Tak, hr. Kaj Munk. læser i et dokument. De er sognepræst i det mørke Vestjylland, ser jeg. Jeg går ikke selv så meget i kirke, men jeg har hørt om Deres prækener, og har også læst aviserne. De er vist godt klar over, hr. pastor Munk, at al Deres ihærdighed virker ophidsende og udfordrende på regeringen, og på den tyske værnemagt.

12:04 Munk: Det er sandelig også meningen, hr. statsminister. Jeg er kirkens mand. Jeg har talefrihed på min prædikestol og frihed til at skrive mine bøger og skuespil. Kun provsten og biskoppen kan selvfølgelig irettesætte mig, men det er vist aldrig sket. Men at påstå, at jeg er en national ophidser, en af dem, der provokerer til opvigleri og oprør, nej nej, det er slet ikke noget for min lille person. Men tyskerne må selvfølgelig respektere min kirke. Der var et tilfælde inde i kirken, en højrøstet tysk soldat, der ikke var helt ædru, men han blev sat uden for døren af menigheden. Vores stærke smed hjalp såmænd til. Men an- dre former for fysiske instigationer, nej, det kender jeg intet til.

12:05 Buhl: Næh, det tror jeg heller ikke. Men alligevel taler og skriver De som en ophidser. Nå, jeg skal gå nu, jeg skal til et vigtigt møde, jeg håber d` herrer bliver enige om en fornuftig ordning med udvalgets formand, professor Hartvig Frisch, farvel. går

12:06 Frisch: Jeg vil sige det, som det er, således at I ikke misforstår noget som helst. Deres såkaldte klage til regeringen er behandlet på et udvalgsmø- de her i Rigsdagen, og jeg skal som udvalgets formand meddele, at Deres henvendelse er afvist. Jeg gentager for god ordens skyld, at klagen er afvist af regeringen, og af rigsdagspartiernes samarbejdsudvalg. Tak, der er ikke mere, De må gerne gå, mødet er hævet.

12:07 Jakobsen: Jeg protesterer, jeg protesterer så energisk jeg kan.

12:08 Munk: Også jeg protesterer, hr. professor Frisch.

12:09 Frisch: En ad gangen, tak, så vi ikke taler i munden på hinanden. Mine herrer, jeg er ikke idiot, og min hukommelse er så skarp som nogensinde. I var begge to blandt dem, som før krigen, og før den forbandede tyske besæt- telse, åbenlyst i skrift og tale var at finde blandt de højrenationale fantaster, alle dem, som støttede fascismens Mussolini, og sogar, komplet vanvittigt, støt- tede hitlerismens fremkomst syd for grænsen. Den smitsomme sindssyge bred- te sig som en pest over Europa.

12:10 Jakobsen: Jeg protesterer, jeg må virkelig protestere. Situationen nu er jo en ganske anden. Regeringen har givet tilladelse til et dansk frikorps til østfronten, til den tyske krigsmaskine, et korps af unge danske mænd, der gø- res til landsforrædere og stikkere. Tyskerne og det danske politi myrder løs på danske frihedskæmpere, og vore modstandsfolk deporteres i tusindvis til tyske koncentrationslejre.

12:11 Frisch: Hr. magister Frode Jakobsen, jeg må sige, at De forbavser mig. Men jeg har naturligvis heller ikke Deres evner. De og jeg var engang, jeg tror det var i året før krigen, kolleger på den samme skole. Jeg havde fast ansæt- telse. De var vikar for skolens tysklærer, og Deres tyskundervisning var præget af tandpine. De havde dårlige tænder, De havde ikke penge til en tandlæge. Og den opførsel fandt en af de store skoledrenge så provokerende, at De, hr. magister, og den unge mand kom i nærkontakt, hvorved De yderligere miste- de et par af Deres tænder. Men ikke nok med det.

Et par år senere, efter at jeg var blevet professor, erfarede jeg fra venner og bekendte, at De fortalte gud og hvermand, at De havde mistet Deres tænder i slagsmål med nazister, i protest mod nazismen. Jeg kunne så spørge Dem, hr. magister, hvad i alverden skulle De til et nazimøde, medmindre De havde et nazistisk sindelag? Og jeg har for øvrigt set en dokumentarfilm om angrebet på København, de tyske tropper på Langelinie den 9. april. Jeg så Deres an- sigt i filmen, og det forekom mig, at Deres tyske kundskaber var Dem til stor nytte. Næh, i mine øjne er sandheden om Dem, hr. magister, Frisch banker en knyttet hånd hårdt ned i bordet, råber, De er en upålidelig løgner.

Frisch banker igen en knyttet hånd hårdt ned i bordet.

Så er det sagt. Farvel, mødet er hævet. Nej, vent, der er en ting til. Jeg har læst i et illegalt blad, som strømmer ind til os, nysgerrige, her på rigsdagen, at et foretagende der kalder sig Danmarks Frihedsråd, skriver, at drab på nazistisk sindede danske statsborgere er nødvendighedsdrab til beskyttelse af modstandsbevægelsen. Men, mine herrer, jeg agter at gøre Dem personligt ansvarlig for disse såkaldte stikkerdrab, som moralsk og folkeretligt er at ligestille med simple, kriminelle snigmord. Så jeg håber ikke, at d`herrer blandt Deres nye venner kender en snigmorder, farvel. går

2:12 Munk: Professor Hartvig Frisch har altid været meget ubehagelig, han har et voldsomt temperament.

12:13 Jakobsen: Hr. pastor Munk, der er noget jeg skal fortælle Dem.

12:14 Munk: Kære magister Jakobsen, ti hellere stille. De skal ikke stå mig til regnskab, hverken for Deres anskuelser i fortiden, eller for Deres bedrifter i disse for vort gamle land så vanskelige tider. efter en pinlig pause. Hvad ville De sige?

12:15 Jakobsen: Jeg taler ikke på mine egne vegne, men jeg er pålagt, i kraft af min stilling som formand for det illegale Danmarks Frihedsråd, at opfordre Dem til at rejse til England.

12:16 Munk: Hvorfor i himlens navn skulle jeg rejse til England? Tværs over et stort hav? Jeg, der hverken kan svømme eller flyde oven vande, endsige sejle en robåd. Næh, tak.

12:17 Jakobsen: Pastor Munk, jeg opfordrer Dem indtrængende, der er store problemer med den mand vi sendte til London, Christmas Møller, han er til ingen nytte. Han har vist sig at være en person, som kun skaber splid og spek- takler, og det er nødvendigt at Frihedsrådet har et godt navn i London, et navn, der er respekteret i alle nationale kredse. Jeg kan sige, at en betroet fisker vil sejle Dem til Sverige, og derfra flyves De til England.

12:18 Munk: Nej, tak. Det er selvfølgelig uhyre elskværdigt af Dem, hils ende- lig Deres frihedsråd fra mig på det hjerteligste. Men jeg er blevet lidt svagelig på det sidste, jeg hoster for meget, og har lidt gigt, og bryder mig ikke om at komme op i luften i en flyvemaskine. Næh, jeg har større opgaver at varetage, her i Danmark, min kirke og min menighed og mine mange læsere til mine bøger. Jeg har kontrakt med et stort forlag, og jeg skriver på et nyt skuespil. Nej, jeg må desværre sige nej tak til England, men De må gerne hilse Deres frihedsråd fra mig.

12:19 * Mørke over scenen

12:20 * 2. scene. Spotlys: Statsminister Buhl på talerstolen.

12:21 Lyd. Radiospeaker: De hører statsminister Vilhelm Buhl. De hører Danmarks Statsradiofoni på mellembølgesenderen København, langbølgesen- deren Kalundborg, og kortbølgesenderen. De hører statsminister Vilhelm Buhl.

12:22 Buhl: Mine landsmænd. Jeg taler især til alle vore unge. Det er i særlig grad de unge mennesker, skoleelever, studenter, lærlinge, arbejdsdrenge og unge arbejdsløse, som medvirker til sabotagevirksomhed mod danske virk- somheder. Jeg advarer alle retsindige danske imod, at deltage i sabotage. Dem, der deltager i sabotage mod vore driftsmidler, rettet mod vore jernbaner og skibe, mod vore fabrikker og værksteder, mod handelsvirksomheder og de mindre erhvervsdrivende, ved eksplosioner og ildspåsættelser, ved hærværk og overfald mod danske statsborgere og mod den tyske værnemagt, handler mod sit fædrelands sande interesser. Derfor opfordrer jeg alle danske lands- mænd, som måtte erfare om planlagte attentater og sabotagehandlinger, ufor- tøvet at give rette myndigheder, det danske politi eller den tyske værnemagt, underretning om deres viden. Jeg retter særlig denne henvendelse til de unge i vore skoler og højskoler, i hjemmet og på arbejdspladsen. Lad være med at deltage i nogen form for landsskadelig sabotage. I skal meddele jeres viden om sabotage til myndighederne, det danske politi eller den tyske værnemagt. Den, som begår sabotage eller som hjælper med dertil, eller som over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner, eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse.

12:23 * Mørke over scenen

12:24 * 3. scene. Spotlys: Kaj Munk med halstørklæde.

12:25 4 gestapofolk med maskinpistoler.

12:26 Munk: Jeg fik ikke min frakke med, og De hørte hvad min kone sagde, jeg måtte ikke fryse. Hørte De mine børn græde? Far må ikke gå med de fremmede mænd, græd de. Hvorfor gør vi ophold, her, midt i skoven? Jeg kan ikke tåle kulde, jeg fryser.

12:27  1. gestapomand: De skylder os et godt svar, pastor Munk. Hvorfor er De pludselig blevet så helvedes national? De var en af dem, der var særdeles henrykt for føreren, Adolf Hitler. Husker De ikke det? råber. Svar, for helvede.

12:28  2. gestapomand: Præstemandens tunge er frosset fast i munden på ham. råber. Hallo, pastor Munk, er du bange for at få en kugle i nakken? Svar, for helvede.

12:29 Munk: Jeg fryser, har De ikke et tæppe jeg må låne, jeg kan ikke und- være min frakke om vinteren. Hvad venter vi på? Venter vi overhovedet på nogen? Skal jeg dræbes? Vil I virkelig dræbe mig? Tør I det for jeres samvit- tighed, at slå mig ihjel? Men det bliver jo hævnet af de andre, de vil afsige dødsdomme over jer. Danmarks Frihedsråd hader jer, det ved jeg. Og tænk på Gud. Tænk på jeres samvittighed. 

Hvorfor kom denne krig? vakler, støttes af den ene gestapomand

Nej, det har jeg ikke fortjent, at dø, dø nu, jeg mangler alt for meget i mit ar- bejde. Jeg skriver på et nyt skuespil. Jo, jeg troe- de til en vis grad på føreren Adolf Hitler. Men det er uheldigt, at føreren er vred på jøderne. Måske troede jeg især på il duce, Mussolini. Herregud, Mussolini, hvor er han? Krigen i Itali- en er vist afsluttet nu, er den ikke? Mussolini er død, er han ikke?

Det er lidt sært for mig at se Deres maskinpistoler. Jeg tænker på min gamle jagtbøsse. Der var for øvrigt en nævenyttig person, som fortalte mig, at eng- lænderne ville likvidere mig. Han sagde det var fordi, at jeg var tvetydig. Vil det sige, at jeg virkelig skal gøre alle tilpas? Men De er ansat i det tyske politi. Sagde De ikke det? Det tyske politi.

12:30 Mørke over scenen

12:31 10 sekunder pause

12:32 Lyd: Skudsalver fra maskinpistoler

12:33 * 10 sekunders pause

12:34 Lyd: Orgelmusik, koral: "Det var på Isted Hede".

12:35 Efter koralen: * 10 sekunders pause.

12:36 * 4. scene. Lyd: Folkejubel, kirkeklokkers bimlen.

12:37 Spotlys på: Frisch, Buhl, Jakobsen. Jacobsen med stålhjelm og frihedskæm- perarmbind.

12:38 Buhl står med dokumenter under armen.

12:39 Frisch: Det sidste jeg hørte var kravet om betingelsesløs tysk kapitula- tion. Englænderne lander i morgen tidlig i Kastrup lufthavn. Men, Vilhelm Buhl, sig mig nu ærligt. Har du virkelig tænkt dig at stille op som statsminister i en befrielsesregering?

12:40 Buhl: Ja, naturligvis. Danmarks Frihedsråd og Rigsdagens partier har peget på mig, og vores partiapparat er intakt.

12:41 Frisch: Dit navn vil smadre vores parti. Din antisabotagetale, og dit og Staunings emsige samarbejde med tyskerne har stemplet jer i befolkningens øjne som samarbejdsvillige tyskerlakajer. Farvel, Vilhelm Buhl. går

12:42 Buhl til Jakobsen: Sørg for en passende modtagelse af englænderne. I kan vel møde med et æreskompagni af frihedskæmpere? Og hvad dig angår, Jakobsen.

12:43 Jakobsen gør honnør til stålhjelmen: Javel, hr. statsminister.

12:44 Buhl: Du drager omsorg for arrestationen af det nødvendige antal landsforrædere, ikke for mange, 300, måske 400 personer, så vi undgår de lange knives nat.

12:45 Jakobsen: Modstandsbevægelsens stikkerkartoteker omfatter 40.000 mistænkelige personer.

12:46 Buhl: 40.000? Jeg sagde 400. Sagde du 40.000? Hvordan skal vi skaffe fængsler og lejre til 40.000? Nej, det er umuligt, så mange ondskabsfulde stik- kere fandtes simpelthen ikke. Du må gå lempeligt frem, ikke for meget skyderi i gaderne. Og så har jeg en særlig opgave til dig. Det drejer sig om professor Hartvig Frisch, jeg stoler ikke på ham, han er for naiv, han lever i den socialis- tiske romantik fra 1700-tallet, Saint Just, Danton, Robespiere. Den gode profes- sor, Hartvig Frisch, ser jo helst, at arbejderklassen fordærver sig i suppe, fisk, steg og kage, hver eneste søndag.

12:47 Jakobsen: Er professor Hartvig Frisch, kommunist?

12:48 Buhl: Nej nej. Nej, tvært imod, han er udpræget demokrat. Men han har en fiks idè, en idé, måske forfølgelsesvanvid. Han er meget forarget over de mange snigmord, den ulovlige likvidering af stikkerne. Han siger det drejer sig om 1.000 uberettigede drab. Han vil derfor danne en modrevolution mod frihedsbevægelsen. Altså, imod dig, magister Jakobsen. Så din opgave må være den, at du holder et vågent øje med Hartvig Frisch. Ja, at du med din sædvanlige, stærke indignation sætter professor Frisch til vægs i enhver dis- kussion. Han siger det var katastrofalt, at I dræbte en ung dame, et snigmord på svensk statsborger, Jane Horney. Det piner ham.

12:49 Jakobsen: Javel, hr. statsminister. Men forudsætningen er, at Dan- marks Frihedsråd kommer med i den nye regering.

12:50 Buhl: Jeg har draget omsorg for, at modstanden mod dig som minister i den nye regering, er fuldstændig, hm, decimeret.

12:51 Jakobsen: Tak, hr. statsminister. Men, jeg mener, de nye ministre?

12:52 Buhl: Ja, I har jo tvunget mig. Jeg følte det som tortur. Det var som en pistol i nakken. Men, ja, halvdelen til os, halvdelen til jer, 9 ministre til jer, 9 til os. Om et par måneder, når den værste befrielsesrus og virkningen af udrens- ningsbølgens retsopgør har lagt sig, er dampet af, så at sige, og når vi engang i løbet af efteråret afholder nyt valg til rigsdagen, indtil da kan du placeres i mit parti på en tillidspost i regeringen. Du er minister uden portefølje i min nye regering. Jeg indbyder Danmarks Frihedsråd til at sidde med i regeringen.

12:53 Jakobsen: Tak, hr. statsminister. Men hvad gør jeg ved kommunister- ne? Skal de interneres? Russerne er jo utaknemmelige. Russerne anerkendte os ikke som allieret i kampen mod nazisterne. Russerne henviser til, at al kom- munistisk virksomhed, og det kommunistiske parti, blev forbudt ved kommu- nistloven allerede i 1941. Rigsdagens lov mod kommunisterne står stadig ved magt, hr. statsminister.

12:54 Buhl: Den lov skal selvfølgelig ændres. Russerne vil formentlig besætte en del af Danmark, det kan vi ikke forhindre. Langt ude i Østersøen ligger Bornholm, og hverken vi eller englænderne kan forhindre en russisk besættel- se af Bornholm. Men antikommunistloven fra 1941, den lov som jeg selv stem- te for. Ja, sammen med Stauning og hele rigsdagen, med god samvittighed. Såmænd også over for tyskerne. Om end den lov ikke var særlig demokratisk. Den lov skal selvfølgelig ophæves ved en ny lov.

12:55 * Mørke over scenen. * Sceneskift.

13:   Brødre i det hemmelige broderskab

(Revision 2011: Billedet blev ikke fundet på Kaslers websted)

      faldlem i gulvet

Personer:

Christian X  ordensmester   sort hætte, hvid kappe med sort kors, bærer Den store Bog, støtter sig til Riddersværdet. Sækkelærredspjalter ligger udbredt bag ham. 

Frode Jakobsen  skarpretteren sort hætte, gul kappe med rødt kors; bærer på Bøddeløksen.

Vilhelm Buhl    1. ordensbroder  hvid hætte, sort kappe med hvidt kors.

Grut, Richelieu, Westenholz   3 ordensbrødre  hvide hætter, sorte kapper; bærer Broderskabets regalier: Krucifiks, kongekrone, dronningekrone, jernkæder, skibs- anker, murerske, stor nøgle, guldvægt.

4 novicer:

Curt Adam Svendsen    nøgen under sækkelærredspjalter.

Karl Foldak    nøgen under sækkelærredspjalter.

Laurentius Finesen    står frysende nøgen, afsides.

Niels Pedersen    står frysende nøgen, sammen med Finesen.

13:01 Ordensmesteren råber: Skarpretter, gør din pligt.

13:02 Skarpretteren løfter faldlemmen i gulvet, råber: Novicer, træd nærmere, og se den straf der venter jer, såfremt I svigter den hellige ed til det hemmelige broderskab.

13:03 Svendsen og Foldak går tøvende hen til den åbne faldlem, stirrer ned i dybet.

13:04 Foldak viger forskrækket tilbage.

13:05 Ordensbrødrene afklæder Svendsen og Foldak deres sækkelæredspjalter, breder pjalterne ud på gulvet foran ordensmesteren.

13:06 Svendsen og Foldak lægger sig på maven ned på pjalterne.

13:07 1. ordensbroder arrangerer Foldaks og Svendsens udstrakte arme og ben; lægger Foldaks venstre hånd på Svendsens højre hånd; lægger Foldaks venstre ankel på Svendsens højre ankel.

13:08 Skarpretteren berører Foldaks og Svendsens hænder med Bøddeløksen.

13:09 Ordensmesteren berører Foldaks og Svendsens hænder med Riddersværdet: Rejs jer. I skal sværge den hellige ed.

13:10 * Foldak og Svendsen rejser sig, står med bøjet hoved. * Ordensmesteren holder Den store Bog frem. * Skarpretteren holder Bøddeløksen frem over Foldak og Svendsen. * Foldak og Svendsen lægger sin ene hånd på bogen; den anden hånd på bøddeløksen.

13:11 Ordensmesteren: Karl Foldak og Curt Adam Svendsen. Sværger I, at I vil adlyde alle broderskabets love og regler? Sværger I, at I vil adlyde alle på- bud, der gives jer af Ordensmesteren. Sværger I, at I vil adlyde forordninger og sanktioner, som måtte ramme jer fra det hemmelige broderskab? Tilsvær- ger I jeres pligt, lydighed, troskab, ærefuldt arbejde, betaling til broderskabets formål, værne traditionerne, beskytte samfundets udvalgte, altid beredt til for- svar af kongens rige, og altid efterleve vor stands rettigheder, altid beredt med sværd i hånd, men vise mildhed og åbent bekende jer til det konservativt be- varende, og til den kristne tro. Sværger I?

13:12 Foldak og Svendsen: Vi sværger, vi sværger, vi sværger.

13:13 * Ordensbrødrene iklæder de 4 nye ordensbrødre den sorte ordensdragt. 

* Ordensbrødrene knæler for ordensmesteren.

13:14 Ordensmesteren gør korsets tegn over novicernes hoveder: Højlærde herre, højtærede broder, Curt Adam Svendsen, nu er du en broder blandt dine brød- re. Ærede broder, Karl Foldak, nu er du en broder blandt dine brødre. Velkom- men, broder, Niels Pedersen, nu er du en broder blandt dine brødre. Velkom- men, broder, Laurentius Finesen, nu er du broder blandt dine brødre. I skal nu for jeres brødre og vidner højtideligt love -

13:15 * Skarpretteren berører ordensmesterens arm. * Ordensmesteren ser forbavset på skarpretteren. Skarpretteren vinker 1. ordensbroder hen til sig; de hvisker sammen.

* Skarpretteren og 1. ordensbroder hvisker til Ordensmesteren, peger på Curt Adam Svendsen. * Ordensmesteren nikker eftertænksomt.

13:16 * Mørke over scenen. * Sceneskift

14:   En sommeraften i Rungsted

Hus med balkon og en dør. Have, træer, buske, blomster

Personer:

En ung mand     korte bukser, nøgen overkrop

Karen Blixen

Clara     firskåren, rødmosset, skjorte, nederdel, solide sko, bærer et fotoapparat.

1 elefant

1 arabisk haremspige    på elefantens ryg

1 elefantpasser     afrikaner, grøn cirkustjeneruniform

14:01 En ung mand forlader ophidset huset, trækkende en cykel, bærende en kuf- fert, lukker døren med et brag. Lyd: Brag, klirrende ruder. Kufferten forsøger han at an- bringe på cyklen; forgæves; ophidset slæber han cykel og kuffert bort fra huset.

14:02 Karen Blixen står ved et lille bord på balkonen, taler i telefon; på bordet ligger en kikkert og en riffel.

14:03 KB: Halloh, hallo, er det politistationen? De taler med Karen baronesse von Blixen Finecke i Rungsted.

Hvad siger De? Nej, baronesse Karen von Blixen Finecke, Rungstedlund.

Ja, på Strandvejen ved Øresund.

Nå, dog, det kender De?

Nej, mit navn udtales ikke von Finesen, du godeste dog, hr. politimand, jeg sagde Karen baronesse von Blixen Finecke. Ja, husk det nu. Finecke.

Ja, det var korrekt. Træffer jeg politimesteren?

Hvad siger De? Er politimesteren rejst på ferie? Så skal jeg tale med justits- ministeren.

Nej, selvfølgelig træffer jeg ikke justitsministeren hos Dem, hr. politimand, her, ude i provinsen, ministeren passer sit embede inde i hovedstaden. Men politimesteren og justitsministeren er blandt mine gode venner.

Hvad siger De? Hvad det drejer sig om? Det skal såmænd sige Dem, hr. poli- timand. Der går en elefant i min have.

Ja, De hørte rigtigt, en stor, lyslevende elefant.

Hvad siger De? Om jeg har drukket spiritus? Hør, er De velforvaret i Deres hoved? Jeg sagde en elefant, og jeg mener en elefant.

Mener De, at jeg skal tilkalde et redningskorps og dyreværn og en storvildts- jæger?

Hvad siger De? En ung mand? Om nogen her i huset ikke kan hjælpe mig?

Nåh, dén unge mand. Jamen, at han hopper splitternøgen rundt nede på stranden og leger brunstig strandløve, det er vedgud da mig aldeles uvedkom- mende.

Om han bor her i huset? Nej, ikke mere.

Nej, ikke mere, siger jeg. Jeg bad ham jage elefanten ud af min park, men det ville han ikke, mit fuglereservat og min have er selvfølgelig ikke tiltænkt elefanter. Kan De måske tænke Dem al den ravage sådan en stor elefant. Hvad siger De?

Nej, jeg bad den unge mand jage elefanten bort, eller at fange den med en lasso. Er du ikke et mandfolk? sagde jeg. Men han blev så smækfornærmet, at han pakkede sin kuffert og kørte af sted på cykel. Ja, for få minutter siden.

Ja, hr. politimand, det er korrekt. Den unge mand har boet her et helt år.

Om han betalte husleje? Nej, det gjorde han ikke.

Nej nej, jeg ønsker ikke nogen politianmeldelse, ikke tale om, hvad han og jeg har foretaget os, her i huset, er så sandt for dyden ganske privat, det ved- kommer ikke politiet. En lille smule fornøjelse har jeg vel lov til.

Tak, hr. politimand, vi helt enige.

Hvad siger De? Om den unge mand er subsistensløs? Altså, hr. politimand, De kunne jo spørge ham. Nej, han er kunstner, og nu er han rendt hjem til konen og det lille barn.

Hvad siger De? Skal De opkræve børnebidrag hos ham? Jamen gør endelig det. Nej, penge, det har han ikke.

14:04 En elefant går langsomt gennem haven, ført af elefantpasseren. 

* Haremspigen sidder på elefantens ryg.

14:05 KB: Åhgud, vent et øjeblik. Altså, sødeste hr. politimand, jeg tror ikke mine egne øjne, nu går elefanten inde i min have, den føres af en dreng eller en pige. Jeg vil forsøge, om jeg kan se den med min kikkert, men mine øjne er ikke, hvad de har været. Ak ja, mine øjne og min hørelse og min stakkels mave, og mine løse tænder, ja, det er sandelig ikke, hvad det har været. 

Hvad siger De?

Nej, jeg har ikke tandpine, jeg forsøger at indstille min kikkert.

Jeg havde besøg af en skuespillerinde fra udlandet, hun sagde til mig ved et selskab. Et middagsselskab, netop, unge mand. Altså til et selskab, hvor jeg spiste østers og drak champagne. Nej, hr. politimand, mine løse tænder tåler hverken rugbrød eller oksesteg, det forstår De vel, ikke sandt, og så sagde hun, "kæreste baronesse", sagde hun, "hvorfor køber De ikke", og så tav hun, og jeg sagde, "en sølvrævecape?", "nej", svarede hun rapkæftet, "køb Dem et gebis hos Deres tandlæge".

Hvad siger De? Om det er en indisk eller en afrikansk elefant? Altså, hr. poli- timand, er De ikke lidt for nysgerrig, nu brister snart min tålmodighed, det en- der med at jeg skyder elefanten, er De klar over det.

Jamen, herregud, lille ven, jeg har boet i Afrika i tyve år, og jeg har med min egen riffel nedlagt hundredevis af løver og elefanter.

Hvad siger De? At jeg lyver?

Nåh, jaså, jeg overdriver når jeg siger i hundredevis, jo, jo, jo, det indrøm- mer jeg, det var knap så mange. Men jeg har virkelig skudt på en løve og på en elefant, vær De forvisset om det.

Undskyld, hr. politimand, nu kommer Clara løbende, vil De vente et øjeblik, hr. politimand, mange tak.

14:06 Clara løber ind, viser fotoapparatet, vifter med nyoptagne fotos: Jeg har foto- graferet elefanten, det var første gang jeg prøvede apparatet. Det blev et fint og helt færdigt billede. Synes baronessen at jeg -

14:07 KB: Clara, du skal med det samme køre ned til politistationen og vise dem elefanten, kom nu afsted med dig, politimanden venter på dig.

14:08 Clara: Det kan jeg ikke, min cykel er punkteret, den står nede hos cy- kelsmeden.

14:09 KB: Så tag dog min bil, Clara, tænk dig nu lidt om, politimanden ven- ter på dig.

14:10 Clara: Jamen, kæreste baronesse, jeg har ingen kørekort, jeg har ikke forstand på mekanik, og jeg har ingen rutine i at køre en bil. Jeg prøvede hos en kørelærer, men han sagde. Ja, hvad var det nu han sagde?

14:11 KB: Clara, du godeste, hvor er du irriterende. Du har mange, mange gange set, hvordan jeg gør. Du sætter dig ind i min bil, og du starter motoren, sætter vognen i gear. første, andet, tredie gear, dét har du set mig gøre man- ge, mange gange, Clara. Afsted med dig, Clara, afsted med dig, og husk, søde Clara, hold endelig fast på rattet når du kører.

14:12 Clara mimer: starter motor, sætter i gear, holder fast på rattet. løber ud

14:13 KB: Halloh, hr. politimand, er De der endnu? Nu kommer Clara ned til Dem med elefanten.

Hvad siger De? Nej, altså kæreste dog, det er kun billeder, nye fotografier. Ja, det er en af Claras fornøjelser. Men spørg hende nu ikke, om hun har køre- tilladelse til et fremføre et motordrevet køretøj, for det har hun ikke.

Nej, det har hun ikke. Men jeg har tænkt på det med elefanten. Jeg tror det er en gave til mig, en gave fra en af mine eksotiske venner, oh, en af de sten- rige fyrster i Indien, eller en overmåde velhavende godsejer i Asien, eller en eventyrlig farmer og storvildtjæger i Afrika.

Nej, De må ikke afbryde mig, hr. politimand. 

Hvorfor? Fordi jeg tænker. Men min hukommelse, De ved, min hukommelse har det som Deres vidner, hr. politimand, hvornår er det overdrivelser og pur fantasi og hvornår er det sandhed. Nemlig hr. politimand.

Ja, elefanten kan muligvis være en gave til mig, måske fra en vis mister Er- nest Hemingway i Amerika, han kan være virkelig ekstravagant. Nej, det har han vist alligevel ikke råd til, han drikker alt for meget, har jeg hørt. Han var engang, Hemingway, vildt forelsket i mig, men allerede dengang så jeg ham aldrig ædru. Jo, nu De siger det, hr. politimand, penge, det har han, med min- dre han har investeret hele nobelprisen i skotsk whisky og øl.

Ja, nemlig, Ernest Hemingway fik nobelprisen i litteratur, og han var så elsk- værdig at sige, at det var mig, der skulle have haft den. Men ved De hvad, hr. politimand, altså, nobelkomitéen, jeg siger det rent ud, svenskerne er meget provinsielle og misundelige, fordi jeg var gift med en af deres baroner.

Hvad siger De? En cirkuselefant? Nej, hr. politimand, det kan De ikke mene? En elefant fra en cirkus? En cirkus?

Ja, men så bruger jeg min riffel og nedlægger dyret, jeg tillader sandelig ik- ke en cirkuselefant i min have og i mit fuglereservat. Altså, vedgud, hr. politi- mand, nu skyder jeg elefanten. Ja, på Deres ansvar, og dertil kommer politiets udgifter til bortskaffelse af fire tons elefantkadaver.

Nej, det skal De ikke. De skal sende et eksprestelegram til politimesteren, ja, mange tak, til politimesteren, og sandelig også til justitsministeren. Mange tak, hr. politimand, farvel.

14:14 Elefanten kommer ind; den sætter sig på sin bagdel, løfter snabel og forben, vinker ud til publikum.

14:15 * Mørke over scenen.

* 10 sekunders pause.

14:16 Lyd: 2 riffelskud. Et vredt brøl fra en elefant. 

* Sceneskift.

                                           stormfugle 6