8:   Fallit   Konkurs   Skandale


  

Personer i dekorationens 2. etage:
   Etatsråden. Plum. Bankkommissionen

Etatsråden: Christian X, Etatsråd Andersen.

Plum: Harald Plum

Bankkommissionen: Landsdommer Rump, bankkommissær Green, professor Birck
 

Personer i dekorationens 1. etage:
   Regeringen. Fængsel. Landmandsbanken

Regeringen: Statsminister Neergaard, finansministeren, nationalbankdirektøren

Fængsel: Emil Glückstadt, 1 fangevogter, 1 katolsk præst.

Landmandsbanken: Bankbetjente bærer pengesække fra Regeringen til Land-mandsbanken. 2 bankbetjente stabler pengesække i Landmandsbanken

8:01 Mørke over scenen

8:02 Lys på dekor: Bankkommissionen:

8:03 Rump rejser sig:

* 5 sekunders nærbillede på storskærmen: Rump

- Jeg har de sidste korrekturark fra bogtrykkeren. Bankkommissionens Beret- ning skal være færdig om 8 dage, men det må udsættes. Jeg er stærkt pikeret. Det viser sig, at selv statens højere embedsmænd er involveret i skandalen. Jeg vil derfor? Hr. professor Birck, er der noget galt? sætter sig

8:04 Birck rejser sig.

* 5 sekunders nærbillede på storskærmen: Birck

- Ærede hr. kommissionsformand, hr. landsdommer Rump.  De bør nævne alle ministrene i regeringen Friis, og i regeringen Neergaard. De er jo alle implicerede. Dernæst har jeg et meget væsentligt særbilag, som jeg ønsker vedlagt til beretningen. sætter sig

8:05 Rump: Professor Birck kan spare sig sine anstrengelser. Der kommer in- gen særbilag til beretningen. Om dette spørgsmål har bankkommissær Green og jeg forlængst opnået enighed. Den sag kan ikke diskuteres.

8:06 Birck: Hr. Rump, hr. kommissionsformand. I modsætning til mig, peger på Green, har den herre, bankkommissær Holmer Green, haft en meget taknem- melig opgave. Han skulle kun undersøge selve Landmandsbanken. Og De selv, hr. formand, skulle kun undersøge visse af statens embedsmænds grove misbrug. Men jeg er videnskabsmand i nationaløkonomi, jeg er professor ved Københavns Universitet, og er medlem af Rigsdagen. Jeg må derfor anlægge et fundamentalt, nationaløkonomisk og politisk grundsyn, i min del af bank- kommissionens beretning.

8:07 Green rejser sig.

* 5 sekunders nærbillede på storskærmen: Green:

 - Jeg må sige til professor Birck, at min undersøgelse har været et stort og tungt og samvittighedsplagende arbejde. Her troede jeg, at Landmandsban- ken, Skandinaviens største pengeinstitut, indiskutabelt havde orden i sagerne. Men hvad ser vi? Et bundløst helvede af aktiespekulation, og store udlån til debitorer, der ikke kan betale. Og spekulanter i selveste kongehuset og i Landmandsbankens bestyrelse og i Landmandsbankens direktion. De har alle medvirket til katastrofen. sætter sig

8:08 Birck: Sandt at sige, mine herrer, så skyldes katastrofen ikke bankens ledelse. Derimod det faktum, at bunden gik ud af verdensmarkedets priser, som endda rev et meget virksomt aktiv, Dansk Rekylriffel Syndikat, selveste våbenfabrikken, med sig. Jeg kan nævne, at guld, sølv, kobber og tin har væ- ret nede og dykke 90 procent i værdi, om end, bevares, kun ganske kort. Men dertil kommer, at storkorsridder, bankdirektør Emil Glückstadt, har opført sig som det han er: En ekstravagant og letsindig jøde.

8:09 Green: Sig mig, professor Birck. Er De ikke bekendt med, at Deres hid- sige angreb på bankdirektør Glückstadt, inklusive Deres angreb på Det Trans- atlantiske Kompagni og grosserer Harald Plum, fuldstændig rammer ved siden af sagens kerne. Jeg må desværre sige? Ak, nej? Nej, det er forgæves.

8:10 Rump: Professor Ludvig Birck. Er De mon klar over? Professor Birck, hør et øjeblik på mig. Nej, nej, dæmp Deres hidsige temperament. Er De klar over, at visse personer har fortalt mig, at de  agter Dem højt, hr. professor, som videnskabsmand. Men at de ringeagter Dem som et menneske, fordi De, min herre, er så rabiat en jødehader og antisemit. Ja, netop. Deres sammenstød med grosserer Max Ballin i Den Overordentlige Kommission var en ren skan- dale. Må jeg erindre Dem om, at De, professor Birck, af grosserer Max Ballin blev beskyldt for at være en æreskænder, og en gadedreng.

8:11 Mørke i dekor: Bankkommissionen.

8:12 Lys på dekor: Etatsråden: Kongen og Andersen.

8:13 Kongen ophidset til Andersen: Hvis han ikke kan hjælpe mig med mine aktier i Landmandsbanken, og med mine børsaktier, så kan han bare gå. Han ved måske ikke, at min familie mister hele formuen? Andersen kan gå. stam- per i gulvet: Ud med sig.

8:14 Andersen nervøs: Gode majestæt, kære ven, jeg er i mit eget hus, vær nu fornuftig. Du ved da, at det hele startede med grænsesagen, vi fik ikke grænsen ned til Kieler Kanal, vi måtte nøjes med det halve af vores kære gamle Slesvig. Vi fik kun Nordslesvig, imod vores krav. Og jeg kan ikke redde Landmandsbanken, den er gået fallit, underskud 50 millioner, måske 100 millioner kroner.

-

8:15 Kongen: Jeg har sagt til ham, at han skal gå til bankdirektør Glückstadt.

8:16 Andersen: Glückstadt? Jamen, gode ven. Jøden Glückstadt er arreste- ret, han sidder ude i hullet i Vestre Fængsel.

8:17 Kongen: Så forventer vi, din kongelige majestæt, at du, etatsråd Ander- sen, omgående begiver dig ud til Vestre Fængsel og trækker mine aktier væk fra jøden, ja, Glückstadt.

8:18 Mørke i dekor: Etatsraaden

8:19 Lys på dekor: Regeringen

8:20 Statsminister Neergaard: Hr. finansminister. Hvad i alverden gør vi?

8:21 Finansministeren: Hr. statsminister Neergaard. Jeg kan kun foreslå at vi lader seddelpressen, ja, seddelpressen køre et par omgange. Derved fremskaf- fer vi den fornødne likviditet til at magte det væsentligste af katastrofen i Nord- europas største bank. Den Danske Landmandsbank må under ingen omstæn- digheder gå fallit.

8:22 Neergaard: Jeg forbyder at anvende seddelpressen. Seddelpressen? Nej tak, vor herre bevares, vi risikerer en forrygende inflation. Næh, lad falde, hvad ikke kan stå, det har altid været mit valgsprog. Lad falde, hvad ikke kan stå, ja. Hvad siger nationalbankens direktør?

8:23 Nationalbankdirektøren: Hr. statsminister. Det hele er såmænd meget enkelt. Der skal fremskaffes fornøden likviditet. Det drejer sig om sikkerhed for titusindvis af kontohavere. Ja, tante Idas sparepenge, og de mange udlån på veksler. Vekselrytteri hos de små erhvervsdrivende, såvel som til de store virk- somheders driftskapital. Vi må opfange de værste virkninger af katastrofen, så jeg vil foreslå, at vi danner et støttekonsortium. Et støttekonsortium bestående af regeringen og nationalbanken og etatsråd Andersen, med støtte fra de stør- ste danske virksomheder. En garantikapital på i alt 50 millioner kroner.

8:24 Finansministeren: 50 millioner kroner forslår kun som en lille skrædder et meget hedt sted, måske i helvede. Vi må være enige om mindst 100 millio- ner.

8:25 Neergaard: Det vil i praksis sige 200 millioner kroner. Ja, hvem ved, må- ske et tab på 300 millioner. Hvad i alverden skal jeg sige til majestæten, når selv gud og djævelen er bekendt med, at kongehuset har mistet en formue på ihærdig aktiespekulation. Vi skal rekonstruerer Landmandsbanken med et be- løb i størrelsen 100, 200, 300, sandsynligvis 400 millioner kroner, som i sidste ende garanteres af statskassen. Føj for den lede, siger jeg.

8:26 Mørke i dekor: Regeringen

8:27 Lys, halv styrke i dekor: Landmandsbanken

8:28 2 bankbetjente bærer pengesække fra Regeringen til Landmandsbanken.

8:29 2 bankbetjente stabler pengesække i Landmandsbanken.

8:30 Lys på dekor: Plum

8:31 Harald Plum krænger sejlsportskasketten, jakken, skjorten, undertrøjen og un- derbukserne af sig; står med et håndklæde og en kande vand ved et servantestel, tøver med at hælde vand i vandfadet, stiller vandkanden fra sig.

8:32 Plum: Skæbnens pendulslag frem og tilbage, frem og tilbage. Skæb- nens pendulslag. Jeg er ruineret, jeg har mistet alt. Hører I mig alle sammen? Jeg er ruineret, der er kollaps over hele verden, aktiekurserne på Børsen i Wall Street i New York er brudt sammen. Og min sidste, jordiske chance, min sidste chance, Landmandsbanken, røg på røven med et brag. Og det er min skyld, siger de. Jamen, herregud, våbenfabrikken var jo kun småting. Næh, min konkurrent, Det Østasiatiske Kompagni, kongens ven, etatsråd H.N. Ander- sen, sejrede til sidst, sådan er det.

De mishandlede mit verdensomspændende holdingselskab, Det Transatlan- tiske Kompagni. Vi var med alle steder: Argentina, Brasilien, Amerika, Italien, England, Rusland, og så kom den satans russiske revolution. Nordvestarméens nederlag mod Trotskijs røde matroser. Det hele tabt, fordi Landmandsbanken gik fallit.

Nej, jeg er en løgner. Jeg er en bedrager, jeg har veksler og pantebreve på- lydende langt over 20 millioner kroner. Men jeg kan ikke leve som en bedra- ger, det må være forbi. Jeg kan ikke mere.

8:33 ser op i loftet, står op på en stol, finder en krog i loftet, træder ned fra stolen:

Hvordan gør man, hvordan gør jeg? Er rebet stærkt og solidt? Jo, det skal lykkes, det må lykkes for mig.

8:34 træder op på stolen, i hånden holder han en revolver; binder rebet fast i krogen, lægger rebet i en løkke om sin hals: Fader Vor, du som er i himlen. råber. Du, som er i himlen. sætter revolveren for panden. Hellige vorde dit navn.

8:35 Plum (Lyd) skyder, synker sammen, revolveren falder på gulvet, stolen vælter.

8:36 Plum hænger i rebet

8:37 Lys dæmpes til halv styrke i dekor: Plum.

8:38 Lys på dekor: Fængslet.

8:39 Glückstadt sidder lænket med håndjern og fodkæde.

8:40 Fangevogteren taler hviskende med etatsråd Andersen.

8:41 Fangevogteren til Glückstadt: Er bankdirektøren villig til at modtage et fint besøg?

8:42 Glückstadt: Hvem er det? Er det min hustru?

8:43 Fangevogteren: Nej, tøv nu en kende. Deres hustru var her i går. Hun kommer ikke rendende hver dag, det må hun ikke. Åh ja, det er så sørgeligt, hun græd så fortvivlet.

8:44 Glückstadt: Hvem er det?

8:45 Fangevogteren: Den fine mand har ikke sagt sit navn. Jo, til dem nede i porten har han, det skal han. Men jeg kender hans ansigt, fra aviserne. Det er ham, De ved nok, skibsrederen, etatsråden. Hvad er det nu han hedder? Jo, etatsråd H.N. Andersen.

8:46 Glückstadt: Jeg vil ikke se ham. Jeg vil absolut ikke tale med den herre.

8:47 Fangevogteren: Nåda, men, eh? Vil De ikke tale med ham?

8:48 Glückstadt: Jeg vil ikke se ham. Jeg vil absolut ikke tale med den herre.

8:49 Fangevogteren: Nåda, jaså. Ja, ja, det siger jeg til ham.

8:50 Vogteren hvisker til Andersen. Andersen nikker, går.

8:51 Fangevogteren: Jeg gad nok vide, hvad etatsråden vil sige til det? At bankdirektør Glückstadt ikke vil tale med etatsråd Andersen, den store kapita- list, kongens ven, etatsråd Andersen?

8:52 Pateren træder hen til Fængslet.

8:53 Fangevogteren: Hr. bankdirektør, har De bestilt en samtale med en præst?

8:54 Glückstadt: Ja.

8:55 Fangevogteren: Javel, men det er en pater, en katolsk præst.

8:56 Glückstadt: Ja. Vil De være så elskværdig?

8:57 Fangevogteren: Ja, naturligvis. Ja så? Hvorfor vil De snakke med en katolik?

8:58 Glückstadt: Vil De være så elskværdig?

8:59 Fangevogteren: Naturligvis, hr. bankdirektør. Men jeg troede ikke, at en jøde og en katolik havde noget at sige til hinanden? Ja så, ser man det? Men hvordan kan den ene forstå, hvad den ene siger til den anden? Er det ikke sådan, at I taler helt forgæves? At katolikken taler latinsk, og jøden hebraisk? Ja ja ja. går

8:60 Pateren træder ind i Fængslet.

8:61 Glückstadt falder på knæ foran pateren, kysser paterens hånd.

8:62 Pateren: Tak for dine breve, og for vores samtaler. Er din beslutning, urokkelig?

8:63 Glückstadt rejser sig: Ja, jeg kan ikke leve som jøde. Denne forfærdelige følelse, at være udstødt, altid at møde mistro, at leve på nåde med mange yd- mygelser, at blive bebrejdet, at man er jøde, fordi man er født jøde. Men jeg vil ikke være jøde. Jeg er et menneske, jeg er et ganske almindeligt menne- ske. Måske har jeg hist og her været for velgørende, og mødt misundelse der- for. Men jeg har altid været en ærlig mand, jeg har altid gjort min pligt, også i statens tjeneste. Men et eller andet sted har jeg måske alligevel svigtet? Jeg ved det ikke?

8:64 Pateren: Forsager du den jødiske religion og din jødiske tro?

8:65 Glückstadt: Ja, jeg har ingen tro. Hvem er Vor Herre? Hvor er min gud?

8:66 Pateren: Vil du modtage dåben til den romersk-katolske kirke og den kristne tro?

8:67 Glückstadt: Ja. råber skælvende: Ja.

8:68 Lys slukker i dekor: Landmandsbanken.

8:69 Lys slukker i dekor: Plum.

8:70 Pateren: Så knæl foran mig, min søn, så jeg kan døbe dig og velsigne dig i faderens og sønnens og helligåndens navn.

8:71 Glückstadt knæler foran pateren.

8:72 * Mørke over scenen. * Sceneskift.

9:   En aften på en farm i Afrika

  Karen Blixen     Denys Finch-Hatton

Personer:

Tanne       sort bluse, sort nederdel

Denys        slidt skjorte, slidte bukser, støvler, tropehjelm, bærer en riffel

Tannes tjener       somalier, hvid kappe, hvid turban, støtter sig til en lang stok

Denys tjenere       ung sort kriger, med et spyd i hånden, nøgen, pyntet med farve- de perler. Ung sort pige, med et spyd i hånden, nøgen, pyntet med farvede perler

Radiospeakers stemme

Tannes tjener                       Finch-Hattons tjenere

9:01 Omkring Tanne og Denys udspilles et lille drama. Denys´ tjenere chikanerer Tannes tjener. Krigeren truer tjeneren med sit spyd, erobrer tjenerens hvide kappe, svøber sig i den, danser. Pigen erobrer tjenerens turban med sit spyd, pynter sig med den, danser. Tannes tjener flygter ind i huset; vover sig ud igen, til nye drillerier fra krigeren og pigen.

9:02 Tanne: Er det så vores sidste aften? Mener du virkelig det?

9:03 Denys: Tania, Tanne, Karen. Hvorfor skal jeg gentage noget jeg har sagt flere gange? Kæreste Tania, kan du ikke forstå det? Jeg kan hjælpe dig med 50 pund sterling, muligvis 100, nej, kun 50, til din hjemrejse, alt andet er utopi. Nu må jeg desværre gå. Farvel, Karen, baronesse von Blixen Finecke. Kære Tanne, tak for den udmærkede middag, farvel.

9:04 Tanne: Før sagde du 100 pund, nu er det kun 50 pund. Hvorfor denne meget store generøsitet? Er det virkelig din tak, Denys Finch Hatton? Jeg invi- terede dig på middag, og jeg har holdt et langt foredrag for dig om mine be- kymringer, og så svarer du mig med, min hjemrejse, kun, min hjemrejse. Du vil tvinge mig til at forlade farmen.

Nej, min gode Dannyboy, så let slipper du ikke. Du tvinger mig til at gentage mit spørgsmål: Vil du låne mig 10.000 pund sterling? Jeg må definitivt overta- ge farmen. Det gælder mit liv, det ved du. Jeg har fortalt dig, at farmens ejere ikke vil sælge til mig, uden kontanter på bordet. Jamen, Denys, du får et stort pantebrev på hele ejendommen. Min farm er frugtbar, som aldrig før, min farm er i fin kondition, det indrømmer kompagniet. Jeg forventer en kaffehøst på 150 tons i år, 150 tons. Og med lidt held, om blot der kommer regn, masser af regn, og det ikke bliver for koldt, og solen ikke brænder al ting væk, og hvis de indfødte blot passer deres arbejde, og jeg ikke havde alt det pengevrøvl. Det er den forbandede veksel til Sjögren, og dén til en pengeudlåner inde i byen. Og gid jeg ikke havde det forbandede høstpantebrev til brødrene Tyson, de stjæler min kaffehøst ud af hænderne på mig. Altså sødeste Denys, det er dog realistisk at forvente årlige udbytter på 200 tons kaffe, og 300 tons.

9:05 Denys: Nonsens, hvorfor lyver du? Brødrene Tyson er i deres gode ret til at kræve deres penge. Men i al den tid Bror og dig og jeres selskab i Køben- havn, Karen Coffee Company, har været på farmen, med eller uden dig, fordi du var bortrejst. I alle disse år har høstudbyttet gennemsnitligt udgjort 37 tons per år, alle inde i byen ved det, alle handelsfolk, banker, advokater, revisorer, og guvernøren, de advarer imod dig. Den eneste der forsvarer dig, er Bror, din mand. Bror, min ven og kompagnon i den gode tid, min gode ven, baron Bli- xen. Han var en dygtig farmer. Jord og planter, kvæg og heste. Bror har et godt tag på alle dyr, løver, elefanter, antiloper, og de store og livsfarlige bøf- feltyre, derfor er han en dygtig safarileder. Men så kom krigen, den satans krig, der slog det hele i stykker for os alle sammen. Vi tjener ingen penge, in- gen interesserer sig for safari. De gode tider med masser af penge, den tid er forbi, de rige amerikanere holder sig væk, og jeg nedværdiger mig til at skyde elefanter, for at sælge souvenir, elefantfødder, voila. En elefantfod som sofa- bord i en klunkesalon? Satans. Mit firma går fallit. Du må undskylde mig, Tan- ne, men jeg er i dårligt humør.

9:06 Tanne: I al den tid jeg har boet i Afrika, i samfulde 20 år, har jeg kun hørt den tåbelige snak fra dig, og fra min mand. Hvordan går det med Bror? Jeg hører aldrig fra ham. Da jeg hørte fra ham, det var før skilsmissen, lå han med malaria og et brækket ben flere dagsrejser ude i reservatet hos de ind- fødte. Han var forfulgt af politiet, han skulle i gældsfængsel, han lå på jorden under åben himmel, han havde ingen sko og ingen tøj på kroppen, vor herre bevares. Sådan har mit liv været i 20 år, fyldt med ærgrelser og anstrengelser, og det har slidt på mit helbred, det ved du særdeles udmærket, søde Denys. Jeg kan snart ikke mere. Min kære Denys, vil du hjælpe mig?

9:07 Denys: Tania, din fantasi og din trang til overdrivelser afslører dig, selv i dette øje-blik. Farmen har holdt dig fast i Afrika i 20 år, siger du. Men af disse 20 år, nej 17 år. Af disse 17 år har du været bortrejst i 6 år. Du har været i Afri- ka, her på farmen i højst 11-12 år. Du rejste til Paris og til London og til Dan- mark på fornøjelsesrejser, og til behandling for din sygdom. Åhjo, jeg husker. Du rejste til Europa med en afrikansk dreng, en levende dukke, din tjener, som løb bag efter dig på tre skridts afstand. Den forfængelige, letsindige baronesse Blixen. Med et stykke afrikansk legetøj, en lille sort tjenerdreng. Tania, super imperialist.

9:08 Tanne: Er det din ydmyge taknemmelighed? Er det takken for at jeg gav dig husly, og lod dig dig bo her hos mig i måneder. At jeg lod mig besnakke af dig til et kærlighedsforhold, at du gjorde mig gravid, og flygtede fra dit ansvar. råber. Og gav mig syfilis.

9:09 Denys: Er det nu min skyld? Det var som? Det er dog utroligt? Næh, Ta- nia, sandheden er, at det enten var den tyske general i Øst-Afrika, før den for- bandede krig, før dit ægteskab, eller måske baronen, der på bryllupsnatten smittede baronessen med syfilis. Hvad fanden ved jeg om det? Eller måske en af dine tjenere, eller en sømand, eller en lille tilfældighed i Paris, eller ham den arabiske hestehandler, dengang du købte et dusin yndige kniplingesjaler? Nej, det var abbesinske følhopper til din ven, Paul, den tyske general. Og fik under krigen det rygte på dig, at du var tyskvenlig.

9:10 Tanne: Ja, tyskvenlig, det sagde man. Denys, det ligger på mig, som et mørke, som et ondt væsen. Som, åhgud.

9:11 Denys: Du sagde, at jeg var din logerende? Ja, jeg havde mine bøger og min grammofon stående her, fordi du bad mig om det. Men jeg var her i måske 14 dage når jeg havde tid og betalte dig en høj husleje og lånte dig penge, som jeg aldrig fik tilbage. Dit romantiske vrøvl om forelskelsen i mig, er ren fantasi, og det ved du. Jeg har aldrig rørt ved dig, end ikke så meget som med en ildtang, og det ved du.

9:12 Tanne: Denys, det er ganske korrekt, tænk, at du kan være så sandfær- dig? Ja, du var utilnærmelig, og ved du hvorfor, du, Dannyboy? Du lod dig til- fredsstille med unge indfødte, de unge mænd og piger. Ohgud, det pinte mig, jeg var jaloux. Og hvorfor? Fordi jeg så din liderlighed, svulme, hver eneste gang du så en velskabt lækker dreng svanse af sted med sin lille røv. Eller når du så en våd mis hos en af pigerne.

Og ved du, Dannyboy, at du har tydelige homoseksuelle tendenser? Det har du selvfølgelig lagt dig til på den engelske kostskole. Eller er det en medfødt vane i jeres højadelige familie? Måske beg- ge dele, tror du ikke? Men de kønne hvide piger, dem, de hvide piger, og det ved jeg, dem kunne du kun komme i seng med, når du voldtog dem, efter at du havde drukket dig sanse- løst beruset i whisky. Jo tak, jeg kender dine ønskedrømme.

 9:13 Storskærmens billede: Denys ønskedrøm

9:14 Tannes og Denys´ afrikanske tjenere peger på storskærmens billede, udstøder høje hyl, slår hænderne mod lårene af grin.

9:15 Denys ser på storskærmen, taber riflen: Er det mine drømme? Du godeste, Tania? Hvor, Tanne? Hvornår? Heksekunster? Tanne, det må du ikke, guver- nøren har udstedt alvorlige advarsler, der er meget strenge forbud mod alle troldmænd.

9:16 Storskærmens billede toner ud. Denys tjener rækker Denys den tabte riffel.

9:17 Tanne: Jeg har overnaturlige evner, det ved du. Vi lever i Afrikas dybe- ste mysterier. Denys Finch Hatton, vil du låne mig 10.000 pund sterling?

9:18 Denys: Min kære Tania, for sidste gang, jeg må desværre sige nej.

9:19 Tanne: Hvorfor svigter du mig? Jeg skal skrive mine bøger, jeg har store evner som forfatterinde, det ved du. Men jeg kan ikke være i Danmark. De ser ned på mig, som om jeg var en spedalsk. Sødeste Denys, jeg kender ikke an- dre end dig. Mennesker med din værdighed, den ægte aristokratisme, som har pengene. Denys, gør det. Jeg går fallit, kompagniet vil ikke mere. råber. Eller skal jeg begå selvmord? Ønsker du virkelig det af mig? Mit selvmord?

9:20 Denys: Du har din rige onkel, Aage Westenholz, aktieselskabets besty- relsesformand, Karen Coffee Company. Og du har din velhavende familie bag dig, hele tiden, din mor, din onkel Aage, og onkel Torben, generalen Grut, og onkel Thorkil, advokaten Knudtzon, og onkel Harald, grosserer Harald Plum. Har du talt med din rige onkel Westenholz. Vil han låne dig 10.000 pund ster- ling? Du har altid pralet med din rige onkels formue fra Siam, og du har i tide og utide råbt op om dine dansk-tyske adelsvenners utrolige kultur, aristokra- tisme og penge. Er det løgn? En von Reventlow, von Schimmelmann, von We- dell, von Frijs, von Trotha, von Ahlefeldt, von Bernstorff, von Gyldensteen, von Danneskjold-Samsøe, og din ven, Paul, den mecklenburgske adelsmand og general, Paul von Lettow Vorbeck. Du gode gud, en von Westenholz, von Dinesen, von Trier, von Hansen, von Grut, von Knudtzon, von Svendsen, von Petersen, ja tak, mange tak. Nej, tak.

9:21 Tanne: Kompagniet vil ikke mere, og fra London kom et brev med afslag på et banklån på grund af verdensdepressionen. Kaffepriserne er nede i et dybt hul. Altså sødeste Denys, hvorfor vil du ikke hjælpe mig?
 

9:22 Denys: Fordi jeg kender dine drømme. peger på storskærmen: Sé, dér er din ønskedrøm.

9:23 Lys på storskærmens billede: Tannes ønskedrøm:

9:24 Tanne ser storskærmens billede, udstøder et skrig: Denys, du er gemen. Hvorfor er du gemen imod mig?

9:25 Billedet toner ud. * 10 sekunders pause

9:26 Denys lægger armen om Tanne: Tania, du skal tilbage til Danmark. Du må rejse hjem. Guvernøren er vred på dig, du skylder penge til alle sider, alle ste- der snakker de om din store gæld, du har pantsat farmen, og din sjæl, og din krop er syg. Du har en sygdom, Tanne. Tania, det er forbi, rejs hjem til Dan- mark. Du skal holde dig langt, langt borte fra Afrikas mysterier og heksekuns- ter. Men jeg kan ikke undvære penge til dig, jo, 50 pund sterling. Og tænk på, hvad jeg nu siger til dig. Du skal sælge dine møbler, pak dine ejendele, vær parat til din hjemrejse. Jeg flyver ud til kysten i morgen, min flyvemaskine skal repareres, men jeg kommer tilbage til Nairobi og siger farvel.

9:27 Mørke over scenen 9:28 * 10 sekunders pavse

9:29 Lys: Storskærmens billede: Denys Finch Hatton

9:30 Lyd: Radiospeaker: Her er BBC med nyheder fra Afrika. Det meddeles fra Muthaiga Club i Nairobi, at Denys Finch Hatton er omkommet ved en flyve- ulykke i Kenya. De nærmere omstændigheder kendes endnu ikke. Denys Finch Hatton havde dagen før fortalt en ven i Nairobi, at han manglede en vigtig reservedel til sin flyvemaskine. En mekaniker oplyser, at han frarådede Denys Finch Hatton at flyve, uden den nødvendige reservedel. Denys Finch Hatton skal begraves i Nairobi. Denys Finch Hatton var næstældste søn af jarlen til Winchelsea. Guvernøren i Kenya og i Øst-Afrika udtaler i anledning af ulykken deres dybe medfølelse for lady Winchelsea og lord Winchelsea.

9:31 Storskærmens billede toner ud.

9:32 * Mørke over scenen. * Sceneskift.

10:   Over grænsen

dansk side   x grænsepæle x   tysk side

cafébord  2 stole

Personer:

Frode Jakobsen    stud. mag. højde ca. 155 cm

Kaj Munk    præst og forfatter

En cafétjener

Hertha og Benjamin Goldstein    ældre ægtepar

Ingeborg    deres datter

2 tyske S.A.-mænd

10:01 Munk og Jakobsen sidder ved cafébordet. * Munk læser avis.

10:02 * 5 sekunders nærbillede på storskærmen: Frode Jakobsen

Jakobsen urolig: Jeg erkender, pastor Munk, at jeg er helt enig med Dem. De- mokratiet som statsform, som det er nu, har vist sig at være ganske utilstræk- kelig. Demokratiet er en garanti, men for hvad? For korruption til gavn for den herskende overklasse. Men mellemklassen, borgerskabet, samfundets funda- ment, bliver totalt svigtet. Og de brede masser i arbejderklassen er forfærdelig indifferente.

Jeg hørte Deres foredrag i Grænseforeningen, hr. pastor Munk, i Afholdsho- tellets store festsal. Det var glimrende.

Jeg ankom i går med toget for at reservere mig et værelse. Jeg har et vigtigt møde her ved grænsen. Jeg skal, lykkeligvis, møde min forlovede. Min forlo- vede kommer fra Tyskland.

Grænsetrafikken er virkelig større, end jeg havde forestillet mig. Nåja, det er vores eneste, landfaste grænse. Lille Danmark og det store Tyskland. Og jeg må sige, pastor Munk, De var aldeles ypperlig.

10:03 * 5 sekunders nærbillede på storskærmen: Kaj Munk   

Munk vender avisen: Ja tak, det ved jeg. Og hvad vil De så mig? Hvad hedder De?

10:04 Jakobsen: Åh, undskyld. Frode Jakobsen, tysk sprog og litteratur hos professor Carl Roos. Jeg skriver på en afhandling om Nietzsches kamp, om filosoffen Friedrich Nietzsches foragt, nej, rettelig, Nietzsches kamp med den kristelige moral, en meget vanskelig opgave.

10:05 Munk: Ja, det tror jeg gerne. Se her, dagspressen serverer kun ølle- brød og klistervælling, det er dog ukristeligt. Aviserne er kun interesseret i overfladisk vrøvl og snak. Ak ja, vi skal være så demokratiske, men endnu ikke på universitetet, håber jeg. Carl Roos, er han ikke katolik? Næ, han er vist halvjøde. Men husk, hr. student, at De implicerer vor herlige mester, luthera- nernes fører, Morten Luther, foran sine dommere i Worms. Har jeg ret? Dét trænger vi til, i denne tid. En stærk fører, mener jeg.

10:06 Jakobsen: Ja, pastor Munk, De har ret. Martin Luther ville jo netop -

10:07 Munk: Ja, selvfølgelig har jeg ret. Og hvad kan jeg så gøre for Dem, hr. Jakobsen? Er De hr. magister? Næ, ikke endnu.

10:08 Jakobsen: Jeg må udtrykke min beundring for Deres modige holdning til de nye politiske systemer. Borgerskabets fascisme under il duce, Benito Mussolini, og den nationalsocialistiske revolution i Tyskland under føreren, Adolf Hitler. Det er beundringsværdigt af Dem, pastor Munk, De er en ypperlig skribent. Jeg har med stor interesse læst alle Deres meget tankevækkende ar- tikler i dagspressen.

10:09 Munk: Omsider. Nu er jeg med. De er på linie med mine synspunkter, aha. Ja, demokratiet har fået skrumpesyge. Demokratiet er én stor fiasko, eller sagt således: Rom sejrede over Hellas. Det bedste vi kan gøre er, at sætte os ved flammernes skær, sætte os ved smeltediglen, og så se, hvad der kommer.

10:10 Jakobsen: De har ganske ret, pastor Munk.

10:11 Munk: Selvfølgelig har jeg ret. Har De set, hvad salonkommunisterne påstår: At jeg er ekspert i religionsvanvid og heltedyrkelse? Disse mennesker forstår ikke de nye heroiske hovedstrømme, som bølger gennem Europa. Denne utrolige begejstring for den nye tid, den nye tid, som kommer.

10:12 Jakobsen: Jeg er helt enig med Dem, pastor Munk. Jeg har netop væ- ret på en større rejse i Tyskland, en herlig vandre- og cykeltur, og dét jeg så begejstrede mig.

10:13 Munk: Oh, bare det dog havde været mig. Men jeg har ikke tid, og når jeg endelig har et enkelt ledigt minut, så kalder Guds herlige natur og mit ur- instinkt på mig. Naturens store glæder, ja, jeg går på hønsejagt med min bøs- se og min hund, og skriver skuespil til teatret og et par artikler til avisen, og jeg skal jo også passe mine sognebørn, og min familie.

10:14 Jakobsen: Jeg trængte til en pause i mit studium, og kørte på cykel.

10:15 Munk: Kørte De på cykel? Ned gennem det store Tyskland? Det må jeg sige. De er en lille og spinkel mand at se på, men De gemmer på en kraftkarl, dét må jeg sige.

10:16 Jakobsen: Sagen er, at jeg måtte gøre et længere ophold undervejs.

10:17 Munk: Hvorfor dog det? Blev De syg, lå De på hospitalet? Åh, De søgte hvile hos munke og nonner i et katolsk refugium. Gjorde De det?

10:18 Jakobsen: Næh, sandt at sige, jeg traf en ung dame. Jeg, eh -

10:19 Munk: En sød, tysk pige, selvfølgelig. Oh, de er virkelig herlige, disse altid smilende, kernesunde bondepiger. Med lysblondt hår og lange, tykke flet- ninger, der flagrer i vinden når de danser en lystig, tysk bondepolka. Dumfal- dera, dumfaldera, bumbum. Tillykke, kære ven.

10:20 Jakobsen: Mange tak. Min kommende svigerfar er bankdirektør i Ham- burg.

10:21 Munk: Ja så, er han bankdirektør? Sagde De, i Hamborg?

10:22 Jakobsen: Ja, en højt betroet bankchef, i Hamburg.

10:23 Munk: Så er Deres svigerfar formentlig en jøde. Det internationale fi- nansvæsen siges jo, med rette eller urette, at beherskes af jøderne. Jeg har netop læst en mærkværdig bog. Den vise Zions hemmelige protokoller. En pro- feti, ikke ganske uinteressant. Den skrivende, dog anonyme profet forudser, ja, planlægger, hvordan jødernes konger bliver hele verdens hersker.

10:24 Jakobsen: Jeg så den hos boghandleren.

10:25 Munk: Jeg har selvfølgelig intet imod jøderne. Jesus Kristus var jøde. Deres svigerfar er sikkert et udmærket menneske. Men det kan jo ikke nægtes, at visse jøder virker, lidt, hm, depraverede.

-10:26 Jakobsen: Min kommende svigermor er, eh, hm, normal, hun er fuld- blods arier. Hendes søn af første ægteskab er også arier, han er tysk adels- mand. Ernst, hedder han, han er medlem af den tyske førers nationalsocialis- tiske stormtropper.

10:27 Munk: Det lyder ganske fortræffeligt. Og den unge dame, Deres forlo- vede, hun er, hvad sagde De?

10:28 Jakobsen: Min forlovede er halv, eh, halv arisk.

10:29 Munk: De mener at Deres forlovede, er halvjøde? Jaja, en halvjøde kan vel gå an. Nå, pligten kalder. Jeg spiser hos borgmesteren, og jeg skal med toget hjem, i en pakvogn, i den sorte nat, i et gammelt bumletog, hjem til det mørke Vestjylland. Jeg skal skrive min præken færdig til på søndag, og jeg skal tale tirsdag aften i radioen, et foredrag for den gode Jesus Kristus. Farvel, hr. magister.

10:30 Jakobsen: Hr. pastor Munk, jeg har bestilt kaffe til os.

10:31 Cafétjeneren stiller 2 kopper kaffe på bordet.

10:32 Munk: Nå, endelig, jatak, en hurtig kop kaffe.

* 10:33 Ingeborg Goldstein og ægteparret Goldstein kommer ind; de er rejseklædte, bærer på tunge kufferter.

* 10:34 2 tyske S.A.-mænd ledsager familien Goldstein til grænsen.

10:35 Jakobsen løber hen til Ingeborg, omfavner hende: Ingeborg, så lykkedes det, så lykkedes det endelig. Ingeborg, min kære, tapre pige.

10:36  1. S.A.-mand læser fra dokumenter: "Den stortyske revolutionære natio- nalsocialistiske regering meddeler herved, at Benjamin Goldstein, 66 år, tidli- gere bankdirektør, mis-tænkt for ulovlige valutatransaktioner, løsladt mod kau- tion, 2 millioner tyske rigsmark, og dennes hustru, Hertha Goldstein, 58 år, og deres datter, Gertrud Goldstein, 24 år, frivilligt har forladt Stor-Tyskland, og er udrejst af det stortyske rige. Familien Goldsteins formue og kontante midler og værdipapirer og ejendomme og forretningslokaler og alle øvrige værdigen- stande er frivilligt overdraget til den stortyske, nationalsocialistiske revoluti- on". Og ifølge indenrigsministeriets dekret: - "Jøder, som frivilligt passerer den stortyske stats grænser, har som udviste fra riget fortabt alle rettigheder som tyske statsborgere. Jøderne nummer 38.911, 38.912 og 38.913 er erklæret stats- løse". løfter højre arm, råber: Heil Hitler.

10:37 Hertha Goldstein løfter tøvende sin højre hånd: Heil Hitler. Undskyld, hr. officer, vil De tillade mig et lille spørgsmål?

10:38 Benjamin Goldstein nervøs: Hertha, ti nu stille, du må ikke gøre office- ren ulejlighed, hører du? Hertha, du skal tie stille.

10:39 Hertha Goldstein smiler nervøst: Hr. officer, vil De overbringe min søn, Ernst, min kære søn, Ernst Karl Bach, mine kærlige hilsener. Ernst er min søn, han er 28 år, hans far er forlængst død. Siegfried Bach hed han, han var sko- magermester i Rostock. Min søn, Ernst Karl Bach, er kommandantens sekretær på S.A.-kasernen i Hamburg.

10:40 De 2 S.A-mænd bukker, løfter højre arm: Ærede frue. Heil Hitler.

10:41 Hertha Goldschmidt smiler nervøst, løfter tøvende højre hånd: Heil Hitler.

10:42 Munk rejser sig fra bordet, folder avisen sammen, går hen til Jakobsen.

10:43 Munk: Jeg skal gå nu, borgmesteren venter mig, tak for kaffe. Men jeg tror De skal være yderst forsigtig i Deres omgang med tyske jøder. Man har fortalt mig, at mange jøder konverterer til katolicismen, og adskillige af dem har endda søgt til muhamedanerne og islam. Farvel. går

10:44 Jakobsen tøver, viger baglæns fra familien Goldstein, bukker for Ingeborg, ven- der sig om, løber efter Munk.

10:45 * Mørke over scenen. * Sceneskift.

                                                 stormfugle 5