Tolerance, humanitet, respekten for medmennesket, det optimalt mulige demokrati, er ikke forenelig med hemmelighedskræmmeri, de facto korrup-tion, som skjuler fejl og dubiøse affærer i folketing, regering, partiforeninger, organisationer, erhvervslivet. I den anledning tydeliggøres her et forslag til et nyt organ for regeringen, folketinget, partierne og folket:   

Statens udvalg for kritisk-historiske undersøgelser.

1. En statsminister udskriver ikke gerne valg. Dermed forleder han-hun til, at Folketinget medvirker til svækkelse af grundloven. De passive partiers sigte er et andet: At undgå valg som påfører dem tab af mandater. Dermed foreligger politisk korruption ved medvirken til et grundlovsbrud.

De andre partiers kvaler vedkommer hverken regeringspartiets anstændig- hed eller dagens taktik, derimod partiets fremtid som regeringsbærende.

2. Statsmandskunst er ikke i top, når det på det private plan skurrer fælt. Statsminister Nyrup påstod, at hans far var tvunget ind i nazipartiet i april 1941, fordi han skulle arbejde i Tyskland. Rent pip. Samtlige tysklandsarbejdere rejste til Tyskland for at tjene penge, uden tanke på nazipartiet.

Dertil kommer, at samtlige regeringer har fortrængt, at vi var tysk krigspart- ner. Derfor må vi nødvendigvis, som etisk krav, sætte det dansk-nazityske sam-arbejde under 2. verdenskrig til debat. En ynkelig affære for statens ledelse, for  embedsværket, og for befolkningen.

3. Når problemer af urovækkende karakter opstår, kan regeringen, folke-tinget, aviser og tv rekvirere en rapport fra Statens kritisk-historiske udvalg, til offentliggørelse. Derved sættes dansk og international politik i relief, som vil begrænse det partipolitiske misbrug af en sag.

Udvalget sammensættes af politologer, jurister, historikere og journalister. Udvalgets formand en agtværdig professor. Udvalgets næstformand, en erfaren politiker. Udvalgets ekspertise er komparativ politik og historie. Udvalget aner-kendes i kraft af neutralitet, som fremmer en objektiv hensigt i overensstem-melse med regeringens, folketingets, partiernes, udvalgets og vælgernes ønske.

I 1945 varsledes effektivisering af embedsværket, og demokratisering af relationen regeringen, rigsdagen og borgerne. I 1973 provokerede Glistrup med skarpe angreb på embedsværket. Rekylvirkningen blev en totalfredning af embedsmænd, uagtet de kører deres eget løb: -

Papirnusseren stempler "strengt fortroligt" - på hvad som helst. Forsvarets Efterretningstjeneste og politiets ditto hverken nævnt eller glemt.

Manipulatoren: En atomkommissionsformand omskrev en advarende rap-port om Barsebäckreaktorens sikkerhedsrisiko, til et neddæmpet notat uden kritik, som først da blev forelagt minister og folketing.

Dragen vogter alt. Bortset fra den rigsarkivar, som, trods sagen var uop-klaret, fortalte medierne, at den svenske Jane Horney blev likvideret, fordi hun var stikker og et letlevende fruentimmer. Udtalelsen gav den svenske familie og det svenske politi et chok; sagens opklaring var forhindret af danske sær-interesser.

Det er pinligt at se embedsmænd i en reserveret loge i Folketinget. Hvorfor skal de være vidner til folketingets forhandlinger? Er det et levn fra Estrups tid, da politidirektør og gendarmer holdt øje med afvigerne i Rigsdagen? Embeds-værket kan, som andre borgere, følge transmissionen i radio og tv.

4. Arkivloven må forbedres. Loven omfatter hemmeligholdelse af statens sager, in casu de af borgerne indbragte privatarkiver.

Selvfølgelig må statens gerninger kunne efterforskes. Alt andet tjener kun til censur. Vi har statsret, folkeret, menneskerettigheder. Hvor er fornyelsen af de borgerlige rettigheder? Som inkluderer borgerens ret til at kontrollere statens aktuelle, eller i arkiver skjulte gerninger. -

Det sker, at myndigheder, og private, makulerer arkivalier før de afleveres i forskønnet form til et arkiv, ex. Rigsarkivet. Ergo er sandhedsværdien lig nul. Så hvorfor gøre plads til et makværk i et statsarkiv?

Udvalget annullerer klausulen for "hemmelige arkivpakker".

Påstanden, at lukkede arkiver skal beskytte privatlivets fred, er vitterlig en nullitet. Ingen kan kontrollere, om en arkivar roder i arkivpakker, og måske fjerner et dokument, eller skriver et værk, hvis adkomst rettelig tilhører den journalist eller historiker, som satte arkivaren på sporet af sagen. Det afgørende må være, at når arkivalier lægges ind på et offentligt arkiv, er der fri adgang for enhver, som ønsker at studere en arkivpakkes indhold, og kan motivere, hvorfor hun/han ønsker adgang. Bedst mulige arkivkontrol og sikker-hed er en selvfølge. -

5. Lænken til feudaltiden: Regenthusets arkiv er lukket land for offentlighe- den. Hvorfor? Har regenthuse bevist, at de altid handler i deres lands interes-se? Det danske regenthus har næppe bjerge af skumle sager under gulvtæp-pet. Så hvorfor holde sagerne skjult, f. eks. Christian X´s meriter? 

Udvalget gennemgår regenthusets arkiver med henblik på reformer, herun-der offentliggørelse af særlig interessante, bortgemte sager. 

Pludselig aner en historiker en sammenhæng i en sag, til en helt anden sag i et helt andet arkiv. Så går den vilde jagt. Som kræver samarbejde med eta-terne. Journalister og historikere kan via udvalget få adgang til et arkiv, og få resultatet offentliggjort som udvalgsrapport.-

6. Vi har ingen offentlige høringer. Hvorfor ikke? Årsagen er åndelig doven-skab og ditto korruption: 

"Det går jo meget godt. Hvorfor alt det besvær?". Men nyheder slipper ofte ud fra ex. Udenrigspolitisk Nævn, hvis medlemmer har tavshedspligt.

En sag om illoyale medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn er for aparte til en undersøgelsesdommer. Det er ikke domstolsanliggender. Dommerne har adva-ret mod nye undersøgelsesretter. En kommissionsundersøgelse, eller rigsrets-sag, er sidste udvej.

Her træder udvalget til. Som hverken er politi, anklager, dommer, ombuds-mand. Når der er optræk til en sag behandles den i udvalget, som hurtigt skriver en rapport. Hurtigt, fordi sagen gør det nødvendigt og medierne kræver deres skålpund kød. Mange skandaler kunne være reduceret ved hurtige ind-greb. 

Derefter beslutter regeringen, resp. folketinget, på grundlag af udvalgets redegørelse, at sagen er slut. Eller at sagen fortsætter som offentlig høring i folketingets præsidiums regi. 

Udvalget tilrettelægger og leder de offentlige høringer.

NB.

Læs undersøgelsesdommer Eva Jolys bog: KORRUPTIONSJÆGEREN