Anmelderne roste Leif Davidsens & Karsten Lindhardts bog: "Østfronten, danskere i krig". 

Men i avisernes overskrifter blev de frivillige hånet: "Vores egne front-svin", "De almindelige mordere", osv.

Af bogen og af anmeldernes kommentarer fremgår: 

12.000 meldte sig. 6.000 antaget. 2.000 faldet. 400 savnede. 700 i russisk fangenskab.

3.000 overlevende straffet med 2 til 4 års fængsel efter besættelsen. 

Det sidste tal, 3.000 straffede, er for lavt, dvs. manipuleret.

Professor Ditlev Tamm konkretiserer i "Retsopgøret", s. 776, tallet til tæt ved 3 x 3000 = 9.000 = 8.668

Der hvervedes frivillige, også blandt danske tysklandsarbejdere. 1 mio ud-lændinge deltog i den tyske hær, jvf. tyske historikere. De ikke-tyske enheder splittedes som personel til tabende kampafsnit.

De tyske tabstal på alle fronter udgjorde 35 %. På østfronten 50 %. 

De anførte 2.000 faldne er rettelig  6.000 faldne og savnede, hvoraf følger 9.000 + 6.000 = 15.000 frivillige.

Frihedskampens historie blev efter besættelsen fabrikeret tendentiøst rettet mod "medløberne, nazisterne, stikkerne". På den baggrund er datidens fak-tuelle forhold fortrængt i et omfang, som udviklede sig til pur historiefor-falskning.

Mediernes ansvar i dén henseende er centnertungt.

Kun de færreste af de 14.000 dømte under retsopgøret havde overtrådt den ordinære straffelov. De krigsfrivillige var uden for al tvivl i overensstemmelse med regeringen Staunings vilje 1941, de facto således, at danske befalings-mænd kunne genindtræde uden tab af anciennitet.

Bordet fanger, såfremt dansk politik skal drives med ære, også kendt som etik og moral.

Ingen i 1941 havde forestillet sig krigsforbrydelser, overgreb på civile, dødslejre, etniske folkedrab.

Metoderne mod civile havde vestmagterne konfirmeret med imperialis-mens jerngreb i deres kolonier. Fra depressionen 1929 var det politisk korrekt, at undgå indgriben i den spanske borgerkrig 1936, endsige at gøre en indsats mod Hitlers racelove 1935 - 38.

Det er med andre ord absurd at hævde, at de frivillige burde have holdt snotten væk. Det samme kan siges om dem, der gik til modstand: De hen-rettede sabotører, eller dem som deporteredes til kz-lejr.

Rigsdagen, dvs. Folketinget og Landstinget, samt partiet Venstres asociale pres på regeringen Stauning, fremmede eksporten af skibe, landbrugsvarer, industri, våben, ammunition, tysklandsarbejdere og krigsfrivillige. Ihærdigt støttet af 400.000 beskæftiget i landbruget, og entreprenører med 100.000 arbejdere ved 3.000 tyske kanonstillinger og fæstningsværker ved vore kyster.

Det siger lidt om, at besættelsestidens historie er tungt og uhåndterligt stof.

Mange embedsmænd ville føle ubehag ved at se deres navn afsløret.

Frivillig krigsdeltagelse var anset for et privat anliggende, uanset han/hun var idealist, bedrager, eventyrer, havde kærestesorger, eller var arbejdsløs. Velkendte frivillige er:

Fremmedlegionen; de frivillige under 1. og 2. verdenskrig; Westenholz Est-landskorps 1919-20 mod Sovjet; frivillige for den spanske regering 1936-39; frivillige for modparten, fascisten Franco - vinderen som efter krigen blev beskyttet af USA; de frivillige i Finlands vinterkrig mod Sovjets aggression 1939-40; og i den finske fortsættelseskrig på tysk side 1941- 45.

Ligeledes var modstandskampen mod tyskerne baseret på frivillige, som havde rigeligt med penge til privatforbrug, finansieret af private eller ved røverier og gud ved hvad, senere diskret suppleret fra statskassen.

Derfor må regeringen i tænkeboks, barsle med en lov, der omsider giver æresoprejsning til retsopgørets uretfærdigt dømte.

De blev dømt efter en lov med tilbagevirkende kraft. Et retsbrud, interna-tionalt påtalt i 1796, 1945, osv.

Oprejsningsloven vil da definere, hvem og ikke-hvem, loven skal omfatte.