-

-

Politiken, 21. dec. 1999:  - "Dét der virkelig kan undre, er det retsopgør bag lukkede døre, der her har fundet sted". 

Hvorfor denne undren?

Politikere og værnemagere, med dynasten, skibsreder, hovedaktionær i Riffelsyndikatet, A.P.Møller i spidsen, som havde forvaltet besættelsen, blev ikke stillet for retten, tværtimod. De forvaltede efterspillet. Uagtet de havde ændret landets status fra neutral til tysk samarbejdspartner. Dermed blev retsopgøret et kapitel i klassekampen til advarsel for yderste venstre og ditto højre fløj.

De politisk og socialt svageste 14.000 blev dømt, heraf 9.000 overlevende krigsfrivillige. Samt 1.100 små værnemagere, som havde købt en hest for at køre tørv, en maskine til fræsning af granater, eller udvidet et pensionat. Det vil sige småkårsfolk i fængsel, som havde haft ekstraordinære indtægter ved arbejde for tyskerne. 

Generelt blev værnemagerne i 10.000 sager afkrævet tilbagebetaling af 318 mio kr. = 31.800 kr. i gennemsnit pr. værnemager, af en omsætning på 3,4 milliarder.

-

Et andet karakteristika: Dagbladet Politikens direktør, Nielsen, ven med Stauning.  Bladets formand 1940: Erik Scavenius: udenrigsminister 1914-18, stats- og udenrigsminister 1942-45. 

I 1945 havde Nielsen en plan: Erik Seidenfaden, Stockholm, senere Infor-mation, skulle være bladets chefredaktør. Men medarbejderne protesterede, de varslede kollektive opsigelser. Det pæne borgerskab ville ikke forulempes, heller ikke her, hverken af opportunist Nielsen, eller frihedskæmper Seiden-faden. 

Avisen havde jo ikke taget overpriser på tyske dagbladsannoncer.

-

Basis for debat om besættelsestiden skal ikke være tilfældigt udgivne artikler i radio og tv, aviser, tidsskrifter og bøger, om den tyske besættelse. Men en af folketinget, regeringen, højesteret og rigsarkivet udsendt hvidbog om besættelstidens realiteter og konsekvenser. 

En grundbog, så vi véd, hvor vi står. 

Et trænet team af journalister og historikere med computere og scannere kan skrive hvidbogen på 6 måneder.

                   -