Dette er en SmartCMS kopi af den originale Mogens Kasler-Journal, som blev lukket 16. marts 2011

storef08                                                                                                                                                                                                                                                                                  kasler-journal.dk
Page Down

 

 

tåbelige

forventninger

 


 


 

 

 

 

 

Frodes forunderlige fataliteter

 

 

Frode Jakobsen

 

 

- en tysk

 


 studerende
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SAMVITTIGHEDSKVALER 

Professor i tysk sprog og litteratur ved Københavns Universitet, Carl Roos, havde i 1937 i sit værk "Nietzsche", (1844-1900), advaret mod Nietzsches peri- odevise sindssyge, samt imod, at Nietzsches søster, Elisabeth Förster, havde uhindret adgang til Nietzsches manuskripter.

Hitler & Co satte "Tante Elisabeth" og hendes Nietzsche-museum på finans- loven. I 1962 blev Elisabeth Förster afsløret som rabiat antisemit og forfalsker af Friedrich Nietzsche, for at tækkes nazismen.

 

Tyskstuderende Frode Jakobsen ansøgte om Humboldt-legatet, men fik af- slag. April 1940 udsendte magister Frode Jakobsen: "Nietzsches kamp med den kristelige moral", med forord af Jakobsens lærer, prof. Carl Roos, som i for-ordet ironisk tog afstand fra Jakobsens tese om Nietzsche, med Luther som garant, som redelig, modsat Roos.

 

Victor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, Dagbøger 1933 - 1945, bind 1, s. 66,  notat, 21. februar 1934: 

- "Johannes Köhler klagede over samvittighedskvaler. På skolen måtte han indsamle underskrifter til købet af en 'Lutherrose' med omskriften: Med Luther og Hitler".

 

April 1940: Tyskerne ønskede censurkontrollerede udsendelser i Statsradio-fonien, til fremme af forståelsen mellem Danmark og Tyskland. 

I 1941 holdt Frode Jakobsen et radioforedrag, "Nietzsche og Søren Kierke- gaard". Heri hedder det: "Spænding, stimulans forlanger Kierkegaards sind såvel som Nietzsches. Derfor også Nietzsches overmenneske".

I 1945 blev professor Carl Roos uberettiget stemplet som nazist, påstanden blev afvist. Hvem rejste egentlig dén anklage? 

Tog Frode Jakobsen Carl Roos i forsvar? Nej. 

 

25. april 1995: Frode Jakobsen til Ninka, interview, dagbladet Politiken:

"Et kerneord i min bog var redelighed. Jeg var Frihedsrådets stærkeste mand. Om mit liv kan jeg vist sige: Jeg har intet at skjule". 

I "Nietzsches kamp med den kristelige moral", Frode Jakobsens genud-givelse, 1972, findes intet forord af professor Carl Roos. 

Uhæderlig etik og hykleri er typisk for FJ; en naiv, snedig, aparte, fantasi-fuld manipulator, løgner og forræder.

"Frode Jakobsen er en taskenspiller", skrev retspræsident Svenning Rytter i 1953.

 

Et afsnit i en kronik af Frode Jakobsen, 'Politik er etik', Politiken, 12. nov. 1990, forekom mig så provokerende, at jeg 15. okt. 1991 efter en undersøgelse stillede ham nogle spørgsmål:

"Hr. Frode Jakobsen. I Deres kronik skriver De: 

"Vor modstandskamp var en national befrielseskamp, men også en del af en verdensomspændende kamp mod nazismen. Jeg er i den situation, at jeg for mit vedkommende kan lægge beviser frem. For hvordan skulle jeg ellers, syv år før Danmarks besættelse, have cyklet rundt som kurer med breve skrevet med citronsyre, usynligt blæk, mellem tyske politiske ledere i land-flygtighed og tyske underjordiske oprørsgrupper i Hamborg og Berlin. 

På den måde gik det til, at jeg så tidligt som i januar 1934 havde den ople- velse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt". 
 

Da jeg mener at have læst det samme afsnit i en af Deres bøger, vil jeg spørge: Kan De erindre den pågældendes navn? Hvor gammel var han? Hvad blev han dømt for? Hvor blev han henrettet? Er De sikker på, at den pågæl-dende blev hængt?

Ifølge uddrag af senatsprotokollen af 27. juli 1933 skulle dødsdomme ekse- kveres ved halshugning under en faldøkse, som sidst var sket i 1917. 

Hamburg Staatsarchiv har oplyst, at der fandt 2 henrettelser sted i 1933. 

8. aug. 1933: Wilhelm Gaston Volk, f. 17. feb. 1906, "dømt for drab med pistol 28. feb. 1933 på politimand Kopka". 28. dec. 1933: Ernst Oscar Oczkowski, f. 29. feb. 1912, "dømt for modermord".

Dertil 8 henrettelser i 1934.

10. jan. 1934:  Rudolf Ernst Lindau, f. 18. maj 1912. Rudolf Lindau ses ikke at være tilknyttet en modstandsgruppe. Lindau blev dømt for, "den 27. aug. 1931 nær Hammer Park at have beluret politimand Perske under dennes vej til tjeneste og nedskudt denne bagfra og berøvet ham hans våben". 

9. feb. 1934: Arthur Karl August Resslag, f. 6. feb. 1907, "leder af kommunis-tisk mordkomplot, dømt for drab på Hitlerjungen Blöcker". 

3. mar. 1934: "Vaneforbryder Ernst Paul August Hannach, f. 29. aug. 1900, dømt for drab i oktober 1933 på forfølgende politimand".

19. maj 1934: "Terroristerne Johnny Dettmer, f. 11. sep.1901 og Alfred Weh-renberg, f. 11. juli 1898, dømt for knivdrab den 9. maj 1932 på SA-mand Hein-selmann". 

19. maj 1934: "Terroristerne Hermann Fischer, f. 3. nov. 1901, og Arthur Schmidt f. 24. jan. 1908, dømt for drab med pistol på en SA-mand og 2 tilfældigt forbipasserende ved Adler Hotel, 21. feb. 1933". 

29. sep. 1934: "Terroristen Johan Wilhelm Jasper, f. 28. jan. 1898, dømt for i 1932 sammen med de medskyldige Fischer og Schmidt, at have anstiftet mord-brand med 2 døde og 18 sårede Hitlerjugend".

 

De anfører januar 1934, som tidspunktet for Deres vens henrettelse. Den oplysning virker overbevisende. De skriver: "Det har jeg oplevet flere gange senere". 

Men den eneste overensstemmelse i Deres oplysning om henrettelsen i Hamborg i januar 1934, og Rudolf Lindaus skæbne, er tidspunktet for dennes henrettelse. Derimod giver tidspunktet for Lindaus forbrydelse, der finder sted i august 1931, ingen anledning til sammenligning. Hvilke andre muligheder, eller kendsgerninger, ved De, eller tror De kan foreligge? Herunder om hen-rettelsen muligvis fandt sted i en koncentrationslejr? 

Med venlig hilsen. Mogens Kasler".

 

Frode Jakobsens håndskrevne brev:

- "Solrød Strand 24-10-91. Hr. Mogens Kasler. Jeg kan lettest henvise Dem til min mest udførlige fremstilling i "Alt hvad der jager min sjæl", s. 149-59. Mine kammerater i Hamborg blev arresteret, mens jeg var i Berlin. En af dem, Erich Kohn, undslap i efteråret. Fra ham og fra en Rechtsanwalt Fink eller Funck har jeg de detaljerede oplysninger. Fink kom på besøg i Køben-havn, vendte tilbage og blev hængt.

Kronikken er en gengivelse af et foredrag om Politik-Etik. Episoden er bragt ind for dens betydning for min holdning. Var opgaven en historisk fremstilling, kunne jeg lige så godt have skrevet, at i januar -34 fik jeg endelig sikkerhed for, at 3 af mine venner i Hamburg var blevet henrettet / myrdet.

Drabene kunne for den sags skyld have fundet sted i november / decem-ber. Deres navne var Charlie Munter, Leidersdorff, Fink/Funck.

Deres "forbrydelse" var opbygning af en nazi-fjendtlig organisation med fremstilling og udbredelse af illegale blade. Jeg ser ikke den mindste lighed med Deres række af henrettede.

Der er al grund til at tro, at stedet var Fuhlsbüttel ved Hamborg, for det var der, jeg hele tiden hørte, at de politiske fanger i Hamborg blev ført hen. Jeg mindes aldrig at have hørt om halshugning i nogen lejr. Kun om skydning og hængning. Det sidste var foruden dødbringende også "vanærende", og det var det, kammeraterne fortalte. Det afgørende var for os (og mig i dag), at disse 4 nævnte blev arresteret, og at vi aldrig hørte mere fra de 3.

Det er en myte, som også De synes at ligge under for, at Tyskland endnu var en retsstat i sommeren 34. Var der overhovedet tale om nogen form for domstol var det i hvert fald en Sondergericht, bestående af 3 personer, af hvem man kun krævede, at de var "zuverlässige Parteigenossen". De oprettedes allerede i foråret -33. Det er en vildfarelse at tro, at man i en senatsprotokol kan finde ud af, hvad først S.A og senere SS, efter mordet på også S.A.s højeste chef, bedrev i lejrene. Frode Jakobsen".

 

"10/11 1991. Hr. Frode Jakobsen.

Tak for Deres brev af 24.10. Men jeg forstår endnu ikke Deres udsagn i kronik i Politiken af 12.11.1990: "I januar 1934 havde jeg den oplevelse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt". 

I nedenstående sammenligner jeg Deres brev, med Deres bog: "Alt hvad der jager min sjæl", 1977.

De cykler i sommeren 1933 til Hamborg; derfra til Berlin. På hjemvejen er De i Hamborg, og derefter i København. Erich Kohn, Charlie Munter og Leiders-dorff blev arresteret i efteråret s.å. 

Kohn blev løsladt jvf. bogens side 154, og mødte Dem ved juletid i Køben- havn. Derom skriver De i brevet: "Fra ham og fra Rechtanwalt Fink eller Funck har jeg de detaljerede oplysninger. Fink kom på besøg i København, vendte tilbage og blev hængt".

Fink/Funck er ikke nævnt i Deres bog. På s. 154 vedrørende Leidersdorff, skriver De, at De - "har hørt" - at Leidersdorff blev hængt. 

Hvorfor skrev De ikke sandheden i 1977, at såvel Leidersdorff, Munter og Fink/Funck blev arresteret, myrdet, henrettet? Det skriver De derimod den 24/10 1991 til undertegnede. Med hvilken begrundelse? De skriver: 

"Var opgaven en historisk fremstilling, kunne jeg godt have skrevet, at i januar -34 fik jeg endelig sikkerhed for, at 3 af mine venner i Hamburg var blevet henrettet/myrdet. Drabene kunne for den sags skyld have fundet sted november/december".

 

Det er ikke væsentligt, hvad De kunne have skrevet, men hvad De skrev.

Min forespørgsel angår kun Deres præcise og umisforståelige udsagn, at en nær ven og medarbejder blev hængt. De ændre forklaring til, at ikke 1, men 3 blev myrdet/henrettet, og at det kunne være sket i nov./dec. 

Tillad mig at bemærke, at ændrede versioner af samme sag ikke gør det nemmere at følge Deres fremstilling.

Erich Kohn, Leidersdorff, Charlie Munter og Fink/Funcks "forbrydelse" var opbygning af en nazi-fjendtlig organisation med - "fremstilling og udbredelse af illegale blade".

 

Medlemmer af Hvide Rose, studenter der fremstillede og omdelte illegale blade, blev dømt og halshugget i 1944.

Nu hævder De, at Leidersdorff, Munter og Fink/Funck arresteres/myrdes/ henrettes/hænges 10 år tidligere, i 1934, for samme 'forbrydelse'. Men De an-fører intet konkret til støtte for Deres påstande.

Endvidere forstår jeg ikke udtrykket: "Min medarbejder". Sigter De dermed til, at De var leder af gruppen?

Fuhlsbüttel var ingen kz-lejr, men fra 1874 et tugthus under Hamborg justits-forvaltning. Et tugthus eller en partisærdomstol i en kz-lejr ved Hamborg ved årsskiftet 1933/34 havde næppe adkomst til at afsige dødsstraf ved hængning som disciplinærstraf, uden indgriben fra justitsforvaltningen f.s.v.a. dom, sa-gens registrering osv. Spørgsmålet kan utvivlsomt opklares.

 

(Citat): - "Det afgørende var for os, og for mig i dag, at disse 4 nævnte blev arresteret, og at vi aldrig hørte mere fra de 3". (Citat slut). 

Indhentedes oplysninger hos de forsvundnes pårørende? Hvorfor blev Erich Kohn løsladt? Kohn rejste til Norge. På et spinkelt grundlag, at De ikke længere var i kontakt med de pågældende, slutter De analogt til mord/ henrettelse.

Den eneste henrettelse i Hamborg i januar 1934, skete ikke ved hængning, men eksekveredes ved halshugning. Såvel den 10. januar over politimorder Lindau, som tilsvarende de efterfølgende. 

Og desuagtet det er sandsynligt, at gruppens 'forbrydelser' ved årsskiftet 1933/34 indebar internering efter særregler mod oppositionen, dramatiserer De ved ubevislig analogi til, at 3 af gruppens 4 medlemmer blev myrdet / hen-rettet. Skal jeg dermed konstatere, at De funderer Deres holdning på svagest mulige præmisser?

(Citat): "Det er en myte, som også De synes at ligge under for, at Tyskland endnu var en retsstat i sommeren 34". (Citat slut). 

Hvorfor slører De tidspunktet til "Sommeren 34"? Retssikkerheden i nazi-tiden var usikker, også i -33. Spørgsmålet vedrører kun, hvad der skete Deres ven i Hamborg ved årsskiftet 1933/34?

Det viser sig, at De intet ved eksakt.

 

Til slut skriver De: "Det er en vildfarelse at tro, at man i en senatsprotokol kan finde ud af, hvad først S.A. og senere SS, efter mordet på også S.A´s høje-ste chef, bedrev i lejrene".  

Her udlægger De igen et vildspor. 

Jvf. senatsprotokollen af 27. juli 1933 meddeles til justitsforvaltningen, at skarpretter Engelhardt har meddelt, at den gamle faldøkse stadig er anvende- lig. Anledningen var den af Hamborgs statholder afslåede benådning til politi-morder Volk, der som den første siden 1917 blev henrettet den 8. aug. 1933.

Drabet på S.A-leder Ernst Röhm skete 1. juli 1934. Hvordan dette drab kan have forbindelse med henrettelsen af politimorder Lindau, 10. januar 1934, gør Deres anbringender særdeles gådefulde. Der er ingen sammenhæng. Deres analogier er besynderlige.

 

I Dansk Biografisk Leksikon skriver Jørgen Hæstrup:

"I de litterært og historisk værdifulde erindringsbøger "Da leret tog form" og "Alt hvad der jager min sjæl", har Jakobsen argumenteret for sine politiske opfattelser".

Jeg finder denne flertalspassus tankevækkende. Det vil sige, at jeg med god grund har læst Deres værker som historisk pålidelige. Til jeg pludselig fattede mistanke: Var der i foredrag og kronik overhovedet belæg for Deres udsagn?:

- "I januar 1934 havde jeg den oplevelse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt". 

I Deres brev benægter De at have skrevet foredraget og kronikken med historisk sigte. Desuagtet findes netop her den kategoriske påstand, som enhver kun kan opfatte, at måtte bero på Deres moral som sandfærdigt vidne. Den opfattelse er en vildfarelse, der yderligere bekræftes ved dette eksempel:

 

Trods den usikre retstilstand kunne De og Deres kæreste besøge Deres svi- gerforældre, bankleiter Curt Goldstein og hustru Gertrud, f. Bruhn, i Hamborg, ultimo 1936.

Den 23. jan. 1937 indgik De ægteskab med Ruth Goldstein.

Denne rejse gør De særlig dramatisk i Deres bog, s. 173-74. Men uagtet Deres hustru var udrejst som jøde, var hun ikke omfattet af Nürnberg-dekretet, 1935. Det er således ikke dette dekret, som De overhovedet ikke omtaler, der virker så tyngende på rejsen, at De og Deres forlovede rejser i hver sin kupé. Det gør derimod frygten for, at De skulle blive arresteret. At man måske alligevel havde fået Deres navn i 1933. 

Dog, som det nu viser sig, en ynkelig påstand, uden anden sandsynlighed, end beroende på Deres fantasi. 

Dernæst fremhæver De: "Ingen anede, hvor nær Krystalnatten var". Analo-giens association er bevægende. Men krystalnatten til 10. nov. 1938, fandt sted 2 år efter rejsen.

 

Dertil kommer, uagtet de "ariserede" borgerrettighedskrænkende antijøde- love 1935, at der ikke fandt antisemitiske udskejelser sted i Hamborg i tiden fra 1933 indtil Krystalnatten 9.-10. nov. 1938. Hamborg var Tysklands mest interna-tionaliserede storby, med havn og stor skibstrafik. 

Endvidere synes det mig sandsynligt, at den i bogen på side 169 nævnte S.A- mand Bruhn, er en slægtning til Deres svigermor, Gertrud Bruhn. Det bedes De bekræfte eller afkræfte. Dernæst forstår jeg, at De skiftede kurs fra kommunist over til højre. Ved valget i 1943 stemte De konservativt.

Indeholdt Deres tyske interesse, at De i 1933-34 søgte optagelse som student ved et tysk universitet? Det forbavsende er, at De studerede Nietzsche på samme tid, da Nietzsche var en af nazismens afguder. Eller måske misforstår jeg på ny Deres særegne opfattelse af analogi?

Dog har jeg naturligvis bemærket et udsagn i 'Politik er etik': "Jeg havde skrevet en bog om etik: Nietzsches Kamp med den kristelige Moral. Et kerne-ord hos Nietzsche, og i min bog, var begrebet redelighed". 

Jeg formoder, at grundlaget for redelighed er sandhed.

 

Det fremgår af Deres brev, at De ikke kan fremføre ét bevis for de hæn-delser, som De påstår ramte Munter, Leidersdorff og Fink/Funck ved årsskiftet 1933-34. Deres anbringender og nye påstande må da tjene et formål, der tilsigter at bringe undertegnede i vildfarelse.

Et sådant forsøg synes at bekræfte, at Deres labile pen og tanke ofte forfører Dem til at forveksle og frit at fortolke betydningen af de facto hændelser og kronologi, hvorved De påvirkes til en selvovervurderende holdning. Derfor må jeg konkludere, at Deres påstand om den hængte ven og medarbejder i Hamborg i januar 1934, fremsat i foredrag og gentaget i Politiken 12/11 1990, ikke stemmer overens med den stedfindende virkelighed. 

Det vil være uhøfligt og ærekrænkende at påstå, at De lyver, så det undgår jeg. Med venlig hilsen, Mogens Kasler".


FALDØKSEN

Faldøksen blev anvendt fra slutningen af 1600-tallet i Skotland, Italien, Fran- krig og Tyskland. Der var 45 guillotiner, heraf 5 transportable, i drift i Nazi-Tyskland fra juli 1933 til 5. maj 1945. En af dem udførte 60 henrettelser inden for 24 timer. Tyskere skulle under faldøksen. Hængning/skydning ramte udlæn-dinge, desertører ved fronten og et fåtal af hovedmændene efter attentatet på Hitler. Guillotinens historie, m.v.

 

Victor Klemperer: "Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, Dagbøger 1933 - 1945", bind 2, s. 230,  notat, 30. januar 1943:

- "Den jødiske kirkegårdsforvalter Jacobi fortalte, at der skulle finde syv bisættelser sted næste onsdag, hvoraf de seks skulle hemmeligholdes. Ligene af dødsdømte protektoratsjøder. De var ført til henrettelse i Dresden. I Lands-retten på Münchner Platz arbejdede en elektrisk dreven guillotine, et hoved hver andet minut, ikke kun jødiske: slagtetiden er hovedsageligt ved atten-tiden, der faldt ofte op til femogtyve hoveder efter hinanden. Jeg antager uden videre, at "ofte" og antallet er overdrevne, men hvis blot halvdelen er sandt" ...


SÆRPRÆGET VIDNE

Bortset fra omtalen af årene til Frode Jakobsen blev student, 1929, er han er et særpræget vidne. Han fortier, fortrænger, digter, lyver om sin protyske hold-ning i 30erne. Til Kraks Blå Bog digter han, uddannet ved landbrug, han var udfæstet 12-årig tjenestedreng.

FJ led under sociale komplekser, opvokset i et hjem med talrige søskende. Den 9. april talte han med de tyske soldater på Langelinie. 

Politisk afspejler FJ den tids hovedstrømninger: Det nationale, med beun- dring for den britiske imperialisme og russiske zarrige, det revolutionære efter den russiske revolution, revolutionsforsøgene i Tyskland, fascismen og nazis-mens frembrud, depressionen i 30erne. 

Resultat i Danmark: Mange partifraktioner på højre og på venstre fløj. 

Dem, der påvirkede FJ kunne være:

Aksel Larsen, socialdemokrat 1919; kommunist 1920, da Stauning bifaldt forliget med Christian X, som afsluttede generalstrejken og gik mod arbejder- klassens krav om afskaffelse af monarkiet.

Ole Bjørn Kraft, forsvarsminister maj 1945, bogen "Fascismen", 1932:

- "Overfor den revolutionære og socialistiske bevægelse dannedes en mod-bevægelse: Fascismen. I sit udspring middelklassens og intelligensens mod-revolution. Her skildres dens sejrrige gennembrud".

Kaj Munk hyldede Mussolini, med foragt for demokratiet: - "Kunne der dog igen komme Brus af vilde Svaner og Rovfugles Skrig i Natten ind over dette yndige Land".

"Elefanten i SOE", godsejer Flemming Juncker, Frie Konservative, gik i første geled i Bondetoget til Amalienborg, juli 1935, der afsluttedes fra taler-stolen af LS-folk med opstrakt højre hånd og Dansk Front.

A.P. Møller tilbød 5. aug. 1936 i Berlingske Tidende 5.000 kr. til Franco, den spanske borgerkrigs fascistiske nationalister, som - "modvægt til socialdemo-kraternes indsamling til Folkefronten", regeringen i Spanien.

Arne Sørensen, Dansk Samling: - "ville en fornyelse uden at kopiere Tysk- land, kaste alle socialdemokratiske, liberale, radikale og konservative ideer over bord som gammelt skrab".

Medlem af Frihedsrådet, professor Erik Husfeldt i forord til Frode Jakobsens bog "Standpunkter", 1966: 

- "I 1939 talte Frode Jakobsen imod danske nazister ved et offentligt møde i København og oplevede at blive korporligt mishandlet og få slået tre fortæn- der ud".

 

Hvad ville en lille mand med dårlige tænder på et nazistisk hvervemøde i Gimle på Frederiksberg i 1939? FJ ville opleve spænding og stimulans, som FJ i et radioforedrag i 1941 præcist gav udtryk for. 

FJ sværmede for det revolutionære; trotskist, kristen national socialist. Efter cykelture i Tyskland og det indgåede ægteskab med en hamborgpige, fortsatte han studiet af nazismens afgud, Nietzsche, hos den påståede nazist, professor Carl Roos, og fik med dennes forord udgivet Nietzsches Kamp, april 1940.

I 1941 holdt FJ et foredrag, "Nietzsche og Kierkegaard", i den af tyskerne kontrollerede Statsradiofonien: "Spænding, stimulans forlanger Kierkegaards sind såvel som Nietzsches. Derfor også Nietzsches overmenneske". 

Den form for foredrag blev af tyskerne i 1940 anbefalet statsradiofonien som forståelsesudsendelser til styrkelse af forholdet mellem Danmark og Tyskland. FJ, skolevikar i tysk, blev i jan. 1942 ansat i foreningen Dansk Studiering.

Mange forklarlige, versus mystiske sammenfald peger på en ubehagelig mistanke, at Frode Jakobsen var spion for Gestapo, respektiv Abwehr, den tyske værnemagts kontraspionage.

Mistanken skyldes FJ´s oplevelser ved årsskiftet 1933-34, som har han be-skrevet i 5 versioner:

1966: "Standpunkter". 1975: "I Danmarks Frihedsråd". 1977: "Alt hvad der jager min sjæl". 1990: kronik, dagbladet Politiken. 1991: brev til undertegnede.
 

"I Danmarks Frihedsråd", 1975. Bind 1. s. 11.

FJ søgte i 1933 kontakt blandt trotskister i København og Hamborg:

"Nogle måneder senere fik jeg at vide, at Gestapo havde siddet i tre uger og ventet på mig i den arresterede trotskistiske leder Charlie Munters lejlighed i Hamburg. Det var Gestapo, der havde modtaget mine breve, og under for-hørene havde de vist en helt speciel interesse for forbindelsen til udlandet og den dansker, som formidlede den. Heldigvis havde jeg allerede dengang lært, at man ikke skrev sit rigtige navn".

Erik Husfeldts forord til "Standpunkter": "FJ skjulte brevene i sine cykeldæk"

Den arresterede Charlie Munter blev konfronteret med FJ´s breve, skrevet med usynligt blæk, skjult i FJ´s cykeldæk? Breve med usynligt blæk, citronsy- re, fra cykeldæk eller pr. post, nåede frem til Gestapo? Besynderligt.

 

Efter den russiske revolution blev Interpols samarbejde intensiveret: Efter-retninger, sikkerhedstjeneste, eftersøgninger af revolutionære. 

FJ er utvivlsomt registreret fra 1933 af Abwehr/Gestapo og det danske sik-kerhedspoliti, Thune Jacobsen / Louis von Kohl i forbindelse med arresta-tionen af Charlie Munter. I de følgende år etablerede Abwehr/Gestapo et kontaktnet af spioner i Danmark. Blandt de latente emner var FJ; han stod i kartoteket, var gift med en tysk pige, studerede tysk, skrev på en bog om Nietzsche. Føringsofficerer, en politimand i Hamborg og en tysk Abwehragent i København.

Bind 1. s. 11: - "I vinteren 1933-34 oplevede jeg for første gang, at nære venner af mig blev henrettet".  

Hvem henrettes? Erich Kohn blev løsladt og rejste til Norge. Om Charlie Munters skæbne har FJ intet oplyst. Advokat Fink nævnes ikke. Leidersdorff nævnes ikke. 

FJ skriver om Leidersdorff i "Alt hvad der jager min sjæl", 1977, at han "havde hørt", at Leidersdorff blev hængt. 

Politikens kronik, 12. nov. 1990: "På den måde gik det til, at jeg så tidligt som i januar 1934 havde den oplevelse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt".

De 4 nære venner i 1975 skrumpede i 1990 ind til 1 nær ven. Han var til gengæld en nær "medarbejder". Hvilke beviser fremlægger FJ? Ingen.

FJ´s brev af 24. okt. 1991 til undertegnede: 

"Mine kammerater i Hamborg blev arresteret mens jeg var i Berlin. Fink kom på besøg i København, vendte tilbage og blev hængt. Jeg kunne lige så godt have skrevet, at i januar 34 fik jeg endelig sikkerhed for, at 3 af mine venner i Hamborg var blevet henrettet".

 

Frode Jakobsen fortier i versionerne 1966, - 75, -77 og -90, hvad han med-deler i -91, at han i januar -34 fik endelig sikkerhed for, at Munter, Fink og Leidersdorff var blevet henrettet. Såfremt disse henrettelser var en kends-gerning, havde FJ ingen grund til, at fortie navne og detaljer. Med mindre han selv var involveret i arrestationernes årsag. FJ lyver generelt, distancerer sig fra, at den spændingssøgende FJ havde medskyld i arrestationen af Charlie Munter ved brevene hos Gestapo. Analysen viser, at FJ med løgn og over-drivelser forsøger at undvige sandheden, at Abwehr/Gestapo sandsynligt hvervede ham som agent. Om spionagen skete frivilligt eller ved pression, er uinteressant, men burde kunne opklares.

 

Bind 1. s. 11: "Jeg var nu ubrugelig som kurer. Jeg kunne ikke mere tage til Tyskland". FJ, vandrefugl og cyklist i Tyskland, studerede i 10 år før han blev kandidat. Indtægter, arbejde, m. v. taler han ikke om. Han rejste i dec. 1936 til Hamborg; indgik ægteskab jan. -37 med Ruth Goldstein.

Stik modsat: - "ubrugelig som kurer, kunne ikke mere tage til Tyskland".

At FJ kunne rejse i Tyskland, står fast. Om det er opdigt, at han var kurer, må stå hen. Han har kendt Charlie Munter, og ved uforsigtighed eller til-skyndelse, forrådt Munter.

 

Bind 1. s. 91: - "Mig berørte jødeaktionen stærkt personligt. Jeg havde mange jødiske venner, især blandt de tyske emigranter. Den, der stod mig nærmest, Erich Kohn, var rejst til Norge og blev som krøbling båret af venner over fjeldet til Sverige".

Læseren får ikke oplyst, om Erich Kohn var krøbling efter sygdom eller trafikulykke. FJ´s antydning skal få læseren til at tro, at Kohn var en mod-standshelt, der blev mishandlet af tyskerne.

FJ´s tvetydige forklaringer beror på den fortrængte konflikt, svage argu-menter, uklart overblik, frygten for at erindre sig tiden som tysk sympatisør og spændingssøgende spion, som det fremgår foran og i de følgende citater, som uvægerligt må kollidere med normal skepsis.

 

Bind 1. s. 91: - "Min kone skulle i teorien ikke blive ramt, som halvjødisk, gift med en arier". Ruth Goldsteins mor, Gudrun Bruhn. 

Se FJ´s omtale af SA-mand Bruhn i "Alt hvad der jager min sjæl", s. 169.

Frode Jakobsen kalder sig selv "en arier". Men er det sandheden? Navnet Jakobsen og FJ´s ansigtstræk taler for, at en af hans forældre var af jødisk slægt.

Familierne Goldstein og Bruhn var formentlig blandt dem i den tyske befolk-ning, der efter rigsdagsbranden 27. feb.1933, var for den af rigsdagen 28. feb. givne fuldmagt til Hitler, bekræftet ved valget i marts, og folkeafstemningen, november, med 92 % af de stemmeberettigede stemmer.

At rigsdagsbranden var nazi-iscenesat og at mandatet skulle bruges til jøde-forfølgelser, storkrig og dødslejre, kunne befolkningen ikke vide. Højlydt mistanke i nov. 1933 om nazi- valgsvindel ville være strafbart opvigleri.

Det vidste FJ i 1939. Men FJ havde en splint i øjet, så ikke bjælken i nazis-ternes. Han gik til nazimøde i 1939, søgte spændingens stimulans blandt ligesindede Nietzsche overmennesker. FJ`s dårlige tænder befordrede den senere forklaring, at han havde været i slagsmål med nazisterne og mistet 3 fortænder.

 

Bind 1. s. 21: - "Det var ikke skrupler, som havde holdt mig tilbage. Tværti- mod. Det var ikke risikoen, jeg var stærkest optaget af. Men endnu gjorde det en smule ondt at afskrive det, som jeg havde længtes efter, og som jeg nu endelig syntes lå foran mig: et liv med litteratur, filosofi. Men jeg måtte opgive det. Der var ingen anden vej. I foråret 1941 begyndte jeg arbejdet på at bygge en modstandsorganisation op. Jeg havde forgæves ventet på andres initiativ. Nu var jeg klar over, at det ikke kom".

"Ikke skrupler, der holdt mig tilbage". Sagt af en Gestapo-spion?

 

"I foråret 1941 begyndte jeg". På hvad? Samme år holdt FJ foredrag i Stats-radiofonien om den naziforgudede Nietzsche, og satte lighedstegn mellem Nietzsche og Søren Kierkegaard. FJ blev ansat i Dansk Studiering i jan. -42. 

"Initiativet, der ikke kom"? Ebbe Munck var fra 1940 aktiv for MI6/SOE i Stockholm. Danske Toner/Land og Folk, udkom fra sept. -41. De frie Danske fra dec. -41. Den 9. april 1942 udsendtes Frit Danmark, redigeret af Christmas Møller, Aksel Larsen, Mogens Fog, Ole Chevitz, Th. Døssing, Børge Houmann, m.fl.

 

Bind 1. s. 22, efteråret 1941. FJ´s møde med Hartvig Frisch, der afviste ham: 

- "Det er ikke mig, du skal have fat i, men mænd som Christmas". Han fortalte så, at han selv var inviteret til en sammenkomst hos Jørgen Banke, sammen med Christmas Møller, men han havde sagt nej, da han forstod, hvad meningen var. Jeg gik hjem og ringede til Jørgen Banke. Ved sammen-komsten blev grundlæggelsen af Dansk Studiering besluttet. Men det afgø-rende, der skete på mødet var, at Christmas Møller og jeg lærte hinanden at kende. De andre ville gennem studiekredse bevare det danske folks moral. Christmas Møller og jeg ville sabotage".

Christmas Møllers kommentar efterlyses. CM døde 1948.

Hartvig Frisch, død 1950, var skarpt imod sabotage og stikkerlikvideringer: "Det var mord".

 

Bind 1. s. 24: "Christmas Møller foreslog, at jeg skulle blive den virkelige le- der af arbejdet. Jeg påtog mig det og gik rundt og talte med en række emner. Den første hovedledelse blev Busch-Jensen, Ole Chievitz, P.M. Daell, H.M. Hansen, Frode Jakobsen, Erik Allerslev Jensen, Inger Merete Nordentoft, Poul Nørlund, Viggo Villadsen. Ingen fra sammenkomsten i Lyngby var med ud over mig selv. Christmas Møller stod formelt, men kun formelt udenfor".

Bind 1. s. 25: "Christmas mente, at med Erik Møller som formand skulle jeg nok få den virkelige ledelse. Mig selv gav man titlen forretningsfører, formand for forretningsudvalget, den aktive kerne. Dermed begyndte fra december 1941 (læs: februar -42) mine uafbrudte rejser rundt i hele Danmark".

 

Ultimo 1940 kontaktede Ebbe Munck, Christmas Møller med henblik på den- nes afrejse til England. CM sagde nej. Jan.-41 fratrådte CM som forretningsfø- rer for Det konservative Folkeparti; forsøgte uden held at etablere en sagfører- forretning. Marts -41 mislykkedes Ebbe Muncks kontakt til CM; en ny henven- delse lykkedes i august. 

Efter antikommunistloven, juni 1941 støttede CM Aksel Larsen og bladgrup- pen Frit Danmark. CM havde kontakt med unge konservative i De frie Danske.

Christmas Møllers føling med Dansk Studiering var sekundær. Men CM var uden sans for security. Han har fortalt FJ om Frit Danmark og De frie Danske, begge bladgrupper havde forbindelse til faldskærmsfolk. April -42 afrejste CM. Politiet arresterede CM`s hjælpere. I efteråret -42 blev Chievitz, Døssing, m.fl. anholdt. De Frie Danske og Aksel Larsen arresteret.

 

Bind 1. s. 138, april 1944: "Jeg havde gået så stille i Stockholm. Jeg havde kun mødt den snævreste inderkreds. På gaden havde jeg kun vovet mig ud på en lille spadseretur, når det var mørkt. Der var mange danske i Sverige. Der var mange af dem, som kendte mig. Også mine organisationsrejser gennem landet havde ført til fængslinger og flugt. Jeg ville ikke løbe på nogen. Man kunne ikke gøre mig noget her. Men vi var enige om, at vi ikke ville have det rygte til rend, at nu var også Frode kommet til Sverige. Man vidste aldrig; måske kunne det vise sig som en fordel, måske kunne det blive farligt".

Dette afsnit, komparativt med Bind 1. s. 25, viser, at FJ med nervøs omskriv- ning fortrænger, at han var en vel placeret spion for Abwehr/Gestapo.

 

Bind 1. s. 25, fortsat: - "Af Christmas Møller fik jeg de første penge. Jeg tror det var 500 kr. Jeg fik et frikort til Statsbanerne plus et månedligt beløb Jeg husker ikke om det var 300 eller 500 kr. Men jeg skulle selv skrabe de penge sammen. Det var det jeg lettest klarede ved at gå op i Daells Varehus".

CM havde ingen penge. FJ havde beskedne indtægter som vikar i tysk, med adgang til P.M. Daells og Dansk Studierings pengekasse. Regnskabet fra For- eningen Dansk Studiering 1941-42-43 efterlyses.

 

Bind 1. s. 27: "På mine rejser gennem landet opstillede jeg som organisatio- nens formål: At virke som pålidelig efterretningskilde. At være en økonomisk hjælpeorganisation for folk, der afskedigedes eller kom i fængsel på grund af deres nationale holdning. At danne et landsomspændende net af folk, der var parat til en aktiv indsats, når tiden var dertil. Ud af den store organisation at rekruttere enkeltpersoner til farligere opgaver allerede nu. Disse punkter blev klart udformede i løbet af foråret 1942. Men vendingerne blev aldrig sat på papir. Stoffet tog ikke form af et blad".

Bemærk fortsættelsen:

Bind 1. s. 28: "Når Ringens meddelelser aldrig fik den markerede stilling blandt de illegale blade, som svarede til deres udbredelse, skyldtes det netop, at de var en slags organisatoriske meddelelser til medlemmer. Duplikerede artikler om udenrigspolitik, krigens gang, økonomiske forhold, som jeg havde med på rejserne, intet overlodes til postvæsenet, havde for mig nærmest karakter af camouflage. Disse artikler og afhandlinger, som Erik Møller for størstedelen forfattede, var udmærkede. Men for mig var meningen med de artikler en anden".

Frode Jakobsens tilsløringsteknik er mærkværdig, et overmenneske værdig, ønsketænkning mod realiteter; han meddeler en radikal påstand på s. 27, modsiger sig på s. 28. Dansk Studierings vedtægter, medlemsliste og regnskab kan formentlig findes i formanden Erik Møllers privatarkiv, Foreningsregisteret, etc.

 

Bind 1. s. 29: "Ringen var fra første færd en illegal organisation, og ikke en halvt illegal, som den undertiden er blevet kaldt. Intet foregik i dagslys. Dansk Studiering var en hemmelighed. Tyskerne og deres sympatisører måtte ikke vide det. Ja, camoufleringen var drevet så vidt, at formanden var en del af camouflagen". 

Formanden Erik Møllers kommentar efterlyses.

 

Bind 1. s. 34-35: "Fra nytårstid 1942 opgav jeg at tage mod korte sygevikari- ater på københavnske gymnasier. Erik Møller stiftede enkelte kredse. Naturlig- vis deltog Erik Møller, selve Ringens formand, også i forretningsudvalgets møder. Han var mod sabotagen, som vi andre var for. Det gav ubehagelige gnidninger og kompetancestridigheder. Mod mine advarsler besluttede han en samtale med statsminister Vilhelm Buhl for at få ham ind på en fastere linie. Samtalen med Buhl blev resultatløs". 

Formanden Erik Møllers kommentar efterlyses.

 

Bind 1. s. 36-37: "Socialdemokratiet og Konservative Folkeparti sendte en advarsel ud til deres tillidsmænd. Vi omtaltes under navn, som en organisation der kaldte sig Dansk Studiering". 

Den omtale viser, at foreningen ikke var hemmelig. Derimod var FJ´s spio-nage fordækt. Socialdemokratiet advarede 2. sep.1943 mod Christmas Møllers radiotaler fra London og mod en 'Koalition af Chauvinister og Kommunister'. Sigtet var rettet mod nazistiske provokatører på partiets højrefløj, og mod uro- en på partiets venstrefløj. Det tyskvenlige tidsskrift, Globus, introduceret af Stauning, gav problemer i partiet. 

 

Bind 1. s. 48-52: FJ hævder, at 29. aug. 1943 var uden betydning for dannel- sen af Frihedsrådet. På alle andre end FJ gjorde de urolige dage, startet i juli i Odense af Ib Nørlund, kommunisterne, og folk fra SOE, og selve den 29. aug. et så voldsomt indtryk, at det givetvis fremmede dannelsen af Frihedsrådet i september. FJ´s jonglering med fiktioner versus kendsgerninger er stupide, jvf. FJ´s så sandt for dyden overmenneskelige karakter.

 

Jutta Juncker, Værnepligt, s. 27: "I sommeren 1943 fik jeg af kaptajn Gyth besked om, at jeg skulle lægge hus til et møde mellem Erling Foss, Mogens Fog og Frode Jakobsen. Kaptajn Gyth gik hele aftenen vagt omkring huset". 

Tilstedeværelsen af kaptajn Gyth viser, at general Gørtz og den danske regering blev holdt á jour med bevægelserne i undergrunden.

 

Flemming Muus, Gjort Gerning, s. 225: 

"Den første gang Frihedsrådet mødtes in pleno var i Amaliegade. Til stede var rådets oprindelige medlemmer Mogens Fog, Erling Foss, Børge Houmann, Flemming Muus, Arne Noe-Nygaard og Aage Schoch. Resultatet blev den før- ste udsendte Proklamation fra Danmarks Frihedsråd, September 1943". 

Frihedsrådet in pleno, september 1943: 

Mogens Fog og Børge Houmann: kommunister. / Erling Foss, privat, med kontakt til Ebbe Munck, Stockholm / Flemming Muus: SOE. / Aage Schoch: konservativ/privat. / Arne Noe-Nygaard: Dansk Samling. 

Hvor var Frode Jakobsen og Dansk Studiering?

 

Bind 1, s. 52-53: - "Den 29. august var Frihedsrådet oprettet, blot ikke trådt frem for offentligheden endnu. Ved et møde på Nørrebrogade, i begyndelsen af september blev navnet Danmarks Frihedsråd til. Mogens Fog foreslog at ind-drage endnu en mand, englændernes Flemming Muus. Det næste møde fandt sted på Østerbro. Dansk Samling var nu repræsenteret ved professor Noe-Nygaard".-

Bemærk, at Muus anfører, ikke Nørrebrogade, men Amaliegade, dvs., at den efterkrigsperson, som fik tilskrevet æren, at være kernen i Danmarks Friheds råd, i de dage var inferiør. Hvorfor? Fordi Dansk Studiering ikke var med til disse møder. Hvorfor ikke?

Jvf. side 61: - "at jeg med Villadsens, Husfeldts, Busch-Jensens og Allerslev Jensens støtte det sidste halve år havde arbejdet på dannelsen af Danmarks Frihedsråd". 

Realiteten: Deltagerne i Lyngby-sammenkomsten før etableringen af Dansk Studiering deltog ikke i Studieringens stiftelse. Studieringens inderkreds del- tog ikke i Frihedsrådets etablering. 

Bag FJs solooptræden ses skyggen af føringsofficer/Abwehr/Gestapo, vurde- ringen af, hvordan FJs stilling skulle konsolideres. FJ samlede trådene. 

Hvis Fog, Foss, Houmann, Muus, Nygaard, Schoch og Kate Fleron fattede mistanke til FJ, har de ikke udtrykt den offentligt.

 

Bind 1. s. 61. Dansk Studiering efter 29. august: "Vi (hvem er vi?) skar simpelt hen de personer og de afdelinger fra, som vi ikke turde regne med ville følge os. Et brev til Christmas Møller af den 30. september giver mit samtidige syn på det, der var hændt: "Kære Christian. Jeg tilstår, at jeg undertiden har haft et horn i siden på Dem, fordi De har associeret mig med folk som den gamle, i stedet for med sådanne brave folk som dem, jeg nu har lært at kende".
   Hvad fik Christmas Møller til, i sep. -43, at associere FJ med folk som den gamle, dvs. formanden?

Sandheden er: I september - 43 havde Studieringens medlemmerne tabt interessen for foreningen. Dermed kunne de på s. 27 nævnte formål ikke indfries. Frode Jakobsen var næppe interesseret i vedligeholdelsen af kontor-arbejdet for foreningens studiekredse, når de nødvendige rejser som forret-ningsfører og spion kunne gennemføres mere bekvemt med færre kredse.

 

Bind 1. s. 106. Hæren og Søværnet, årsskiftet 1943-44: "Efter følere fra hærens og flådens side forhandlede jeg på Frihedsrådets vegne, som dog endnu ikke anede noget om det hele". 

Føleren er sandsynligt etableret af kaptajn Gyth. Igen ses spionens taktik. FJ foregiver at besidde et mandat til at forhandle, et mandat som ingen har givet ham, bortset fra føringsofficeren i Abwehr/Gestapo.

Bind 1. s. 110-111: General Gørtz og Buhl. "Gørtz sad tavs. Jeg talte i timevis. Gørtz sad med sit træ-ansigt, gav ikke noget svar. Jeg formoder, at han dagen efter er gået til Buhl. Dermed var hærens officerer tilsluttet den upolitiske or- ganisation Ringen. Jeg følte mig ikke længere som Ringens leder, men som Frihedsrådets mand".

Den metode kaldes dobbeltspil eller forræderi. Uagtet den, som i dette til-fælde, er baseret på massiv naivitet. Efter samtalen med Gørtz har Frode Jakobsen, og givetvis også Gørtz, refereret til Buhl.

Gørtz havde i 1942 deltaget i en æresparade ved Frikorps Danmarks retur- rejse til østfronten. Gørtz, og dermed regeringen, blev holdt á jour om under- grunden af kaptajn Gyth.

Om Gørtz i jan. - 44 accepterede, at hæren skulle under Frihedsrådets kom- mando, er ikke sandsynlig. 10 måneder senere, okt. -44, efter politiets interne- ring, udnævntes han til øverstkommanderende for Brigaden i Sverige og ven- tegrupperne under evt. regulære kampe.

FJ evnede at udnytte ethvert dobbeltspil; det være sig med Buhl, Bjarnhof, Gørtz, osv. FJ var den, der forlangte et centralstyret fællesråd. De øvrige var skeptiske eller direkte imod. FJ havde forandret sig fra romantisk vandrefugl i ungdommens vår, afhængig af et fejltrin, bemærket af Abwehr/Gestapo, til übermensch-magtkandidat med storhedsvanvid: - "ikke længere Ringens leder, men Frihedsrådets mand".

 

24.april 1944. Møde i Stockholm. Deltagere:

Munck: MI6. / Hollingworth, Ray Turnbull, Geisler: SOE / Mørch-Nordentoft: "Prinserne". / Erling Foss - Frode Jakobsen: Frihedsrådet, vedrørende Stock-holmdirektivet, planen for modstandsgruppernes samarbejde med den allie-rede overkommando. 

Bind 1. s. 130-34: "Slutresultatet var en fuldstændig plan for den væbnede danske modstandsbevægelses opbygning og virke".

Komparativt: 27. april 1944. Ebbe Munck, "Døren til den frie verden", s. 163:

 

"Den 27. april fulgte jeg Frode Jakobsen med toget til Malmø for at være sikker på, at såvel han som planen nåede til København med Stockholm-direktivet. Frihedsrådet blev ved en fejltagelse ikke underrettet om, at der pr. 29. april ville blive givet ordre om forøget aktivitet. Da ordren kom troede man det var en fejltagelse, først hen på sommeren blev misforståelserne udglattet".

Munck og englænderne mente det alvorligt. Hvad gjorde Jakobsen? 

29. april blev Jyllandsledelsen via radio fra London beordret til sprængning af Århus elektricitetsværk og jyske transformatorstationer. Efter uheld blev aktionerne ikke gennemført. Aktioner i Skive, Randers og Viby lykkedes.

FJ skulle 28. april have henvendt sig til Frihedsrådet. Det gjorde han ikke, han gik til hærens og søværnets folk med Stockholm-direktivet; et forræderi mod Frihedsrådet, et spil til tyskernes fordel. FJ.s føringsofficer, Abwehr, Gestapo fik tid til at studere Stockholm-direktivet.

 

Ifølge Jørgen Hæstrup "Hemmelig alliance", 1959, 1, s. 177: - Filmen med Stockholm-direktivet lod FJ nedgrave i Villadsens have på Lysagervej, men - efter befrielsen kunne den ikke findes.

Frode Jakobsens version, 1975. "I Danmarks Frihedsråd"; bind 1. s. 140 - 143:

"På hjemturen vidste man aldrig, hvad der i mellemtiden var hændt. Hvem der kunne være blevet arresteret og under tortur have opgivet navne. Man kunne aldrig være sikker på, at tyskerne ikke lå i havnen og ventede på en. Jeg følte ansvaret for den ufremkaldte film så stærkt, som jeg sjældent har følt et ansvar under besættelsen. Jeg turde slet ikke slippe den ud af mine hæn- der. Jeg kom til Frihedsrådet med planen, nogenlunde lige så sikker i min sag, som da jeg var kommet med aftalen med officererne et halvt år forinden, den anden afgørende drøftelse, jeg havde måttet afslutte på egen hånd. Da havde der kun været lovord. Nu blev modtagelsen en helt anden.

Hollingworth havde hævdet, at de andre nok skulle vise sig mere medgør- lige end jeg. De var det modsatte. Det gik ikke af uden gnidninger. Kommunisterne hidsede sig op, mest fordi noget betydningsfuldt var sket, hvor de ikke havde været med. Planen selv skulle stort set kunne godtages. Og den blev godtaget med nogle uvæsentlige ændringer. Men ikke med eet slag. En række uheldige omstændigheder havde hobet sig op. For det første var der netop på det tidspunkt en voksende mistillid til englændernes indsats og til Flemming Muus. De havde varslet invasionen. Vi havde forceret arbejdet. Det havde vist sig som moselys. Og de havde til trods for invasionssnakken i lange tider intet leveret af betydning af de våben, som de havde lovet os. For det andet var det, jeg kom med, det måtte jeg indrømme, en plan, hvorefter englænderne uden om os kunne sætte sabotage i sving i Danmark. Det drejede sig ikke om den løbende sabotage, civilsabotagen, mod fabrikker og lignende. Den havde vi i Stockholm holdt klart i Frihedsrådets hænder. Det drejede sig kun om de "militære" modstandsgrupper, som vi var i færd med at bygge op, og som kun måtte sættes i aktion i tilfælde af invasion eller andre større krigsbegivenheder i Danmark. Men netop i de dage, mens jeg var i Stockholm, havde englænderne uden Frihedsrådets og M-udvalgets vidende fordelt et lignende signalsystem til nogle modstandsgrupper og beordret en række meningsløse sabotageaktioner.

Det var en misforståelse. Men det kunne med rette fremføres som et bevis på, at sådan et system kunne misbruges af englænderne til noget helt ufor- svarligt. Ja, hos de mistroiske kommunister skimtedes ængstelsen for, at eng- lænderne og amerikanerne i givet fald kunne lokke kommunisterne frem for at lade dem slagte. En tredie vanskelighed var, at Muus var fornærmet. Han fandt, i og for sig med rette, at englænderne havde arbejdet hen over hovedet på ham. Derfor modvirkede han nærmest det, som han ifølge sin stilling skulle have støttet. Endelig havde jeg begået et taktisk fejlgreb selv. Jeg havde været så ivrig for at få det hele i gang. Frihedsrådet kunne ikke holde møde de første dage efter min hjemkomst. Jeg ville gerne så hurtigt som muligt, og i virkeligheden helst før forelæggelsen, netop til brug der, have en militær faglig bedømmelse".

 

STOP.

Frihedsrådets hemmelige planer drøftes med danske passive militære, som i høj grad var mistroiske mod Frihedsrådet. Just her foreligger et afslørende FJ-spionagemoment.

- "For mig var det naturligt at udnytte den påtvungne ventetid til en drøftelse med hærens og flådens stabe for at høre deres skøn. Det mente jeg, at også Frihedsrådet kunne være tjent med. Det var jo vore rådgivere nu. Bedømmel- sen var for øvrigt positiv.

Jeg havde aldrig lagt overdreven vægt på formaliteter. Jeg var gået til offi- cererne i den største uskyldighed. Men jeg skulle ikke have gjort det. Jeg havde ikke haft nogen anden begrundelse end ønsket om at fremskynde sagen. Jeg fortalte åbent om officerernes anbefaling. Men resultatet var, at de to kommunister blev fortørnede også for det. De var altid, og ikke uden grund, fulde af mistænksomhed over for officererne. De øjnede et sammenspil, som skulle trænge kommunisterne i baggrunden. Det var en tankegang, som lå mig fjern. Jeg kunne forklare, at planen var det, som jeg havde lovet Hollingworth at forelægge for Frihedsrådet, da han havde tvivlet om, at de andre medlemmer ville være lige så stejle som jeg. At jeg var fuldstændig fri til sammen med det øvrige Frihedsråd at gå imod. At der efter min mening imidlertid var en 95 procent imødekommelse af det, der måtte være den danske indstilling, mens den plan, jeg oprindelig havde været stillet over for, ville have betydet en umyndiggørelse af den danske modstandsbevægelse. Houmann og Fog var imidlertid så ophidsede, at de overså, at det ikke kunne være meget anderledes: Frihedsrådet med M-udvalget skulle som hidtil stå for opbygningen af de væbnede modstandsstyrker. Det skulle vedblivende lede "civilsabotagen" i Danmark. Men i tilfælde af større kamphandlinger, og først da, måtte ordrerne til modstandsstyrkerne udgår fra de allierede, som alene kunne kende de alliedes planer.

Arne Sørensen var helt enig med mig i alt det saglige, men forholdt sig ret passiv. Han gav mig bagefter, som sin psykologiske forklaring: at det ikke så meget drejede sig om planens indhold, som at kommunisterne følte, at jeg var ved at sætte mig på for meget. Affæren kom til at betyde en forsinkelse, som irriterede London stærkt. I virkeligheden indså Fog og Houmann lidt efter lidt, at deres indvendinger var uholdbare. Også deres tilslutning kom efter tre små ændringer, som blev til efter nogen tids korrespondance med SOE. De var uden større betydning. De blev nærmest til af prestigemæssige grunde for at tilsløre, at Frihedsrådet havde gjort vrøvl uden virkelig grund. De gik dog alle tre i retning af en yderligere imødekommen og præcisering af de danske ønsker.

Den originale filmrulle, jeg havde bragt med hjem over sundet, var blevet fremkaldt af professor Carsten Høeg. Det var altid tilfældet med særlig vigtige dokumenter. Derefter lod jeg den grave ned i Villadsens have på Lysagervej, som et dokument for en senere tid. Til vor ærgrelse kunne Villadsen ikke finde den, da han skulle grave den op efter befrielsen".

Igen et af Jakobsens svævende anbringender: - "Derefter lod jeg den grave ned i Villadsens have". Hvem gravede filmrullen ned?

 

6. juni sprængning af maskinfabrikken Globus. 7. juni invasionen i Frankrig. 22. juni sprængning af Riffelsyndikatet. Tyskerne svarede med henrettelser og sprængninger, og i København udgangsforbud kl. 20, som provokerede til stor- strejken 27. - 30. juni.

Frode Jakobsens version. Bind 1. s. 218: "Blandt de titusinder, som var strømmet ud fra byen for weekenden, var størsteparten af Frihedsrådets med-lemmer. Kun Aage Schoch og jeg kunne mødes". S. 219: "Schoch og jeg havde på egen hånd udstedt en Frihedsrådsparole om lørdagen".

Frode Jakobsen medvirkede 9. juli 2000 i tv-udsendelsen Folkestrejken 1944, og løj da han påstod, at han og Aage Schoch lørdag den 1. juli 1944 opfordre- de til strejkens fortsættelse. I efterskriften til udsendelsen hed det, at det var ikke var Frode Jakobsen og Aage Schoch, men Børge Houmann, Aage Schoch og Kate Fleron, som havde opfordret til strejkens fortsættelse.

 

Jørgen Hæstrup, Hemmelig Alliance, bind 2, s. 314, note 62, 7. aug. 1944:

"Omtrent fra dette tidspunkt begynder en lang række stenografiske notater af Frode Jakobsen fra møder i Rådet og Rådsudvalg. Disse notater indeholder oftest Jakobsens indlæg på møderne, udarbejdet forinden møderne, men også notater fra selve møderne. De er i 1955-56 udskrevet i klart sprog af Frode Jakobsen og dertil forsynet med forklarende noter, hvor dette gøres nødigt til forståelsen. Notaterne beror i Jakobsens arkiv. Rent kildemæssigt har det interesse at konstatere, at Frode Jakobsens udskrifter af brevkladder ofte lader sig verificere gennem de originale breve i de pågældende arkiver. Udskrifterne er aldeles nøjagtige".

Nuvel, hertil er kun at sige, at overmennesket FJ nemt kunne jonglerer med løgn og latin som en illusion af sandheden. På den tid skulle Rigsdagens ste- nografer omtolke 125 talte ord i minuttet, til stenografi, derfor blev de afløst hvert 15. minut. Hvem lærte FJ stenografi, efter hvilket system? Hvem har kon- trolleret værdien af FJ- stenogrammerne, som kildeskrift?

Hæstrup ville ikke skære ind til benet. FJ kunne manipulerer med tildigtede referater, en stresset frihedsråds-tilstand i betragtning, således, at de aldeles nøjagtige udskrifter blev ... identisk med FJ´s 'stenografiske noter'.

 

Bind 2. s. 117: "Jeg havde vovet mig hjem på Vilhelm Birkedalsvej for at hente et eller andet. Lejligheden var forlængst forladt. Alligevel ringede tele-fonen. Jeg tog den".

At en illegal drister sig hjem til sin legale bopæl, hvor telefonen ringer, og 2 unge mennesker, som FJ ikke kender, spørger, om de må komme, og FJ siger ja, dækker over, at FJ kunne føle sig sikker. FJ blev beskyttet af Abwehr/Ge- stapo. Om frivillig spion, tilskyndet af interesse, eller følte sig tvunget, truet med repressalier, er uinteressant.

Bind 2. s. 118: "Henimod slutningen var vi mindre bange for at mødes. Det drejede sig bl.a. om ledere fra Ringens arbejdergrupper og forfatteren Karl Bjarnhof som repræsentant for Studenternes Efterretningstjeneste". 

1942 var Karl Bjarnhof medarbejder ved det tyskorienterede tidsskrift Globus. At FJ nævner Bjarnhof, trods dennes stikkerbrev i 1941 til Fritz Clausen, in casu Bjarnhofs ældste søn som frivillig på østfronten, stiller FJ´s begreber om stikkeri i relief. Det lakoniske kapitel om Studenternes Efterretningstjeneste i Frit Danmarks Hvidbog 1946, er skrevet af Karl Bjarnhof. 

 

Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg, viste i 1995 en kunstudstilling Besættelsen 1940-45. Med maleriet Danmarks Frihedsråd. 

Billedet er malet i 1949-53, af Georg Jacobsen, efter at andre havde opgivet forsøget. De andre kunstnere kunne ikke blive enige med Frode Jakobsen. Ud- stillingens katalog, ved kunsthistorikeren Hanne Lopdrup, omtaler maleriet og henviser i noter til Frode Jakobsen.

Side 24: "Erling Foss ville under ingen omstændigheder have en af de moderne kunstnere, som malede folk grønne i hovederne".

Note 11: "Frode Jakobsen, der som den eneste af Frihedsrådets medlemmer endnu lever, takkes for denne og andre værdifulde oplysninger om billedets tilblivelse".

Side 28: "Frode Jakobsens hænder er samlet i billedets vigtigste punkt, hvor de tre cirkler falder sammen og hvor grundfladens midterlinie krydser skæ- ringsfeltet for de to mindre cirkler; hermed har Georg Jacobsen placeret Frode Jakobsen som den i Frihedsrådet, der samlede trådene i sine hænder". 

Note 19: "Meddelt af Frode Jakobsen".

Side 32: "Georg Jacobsen har altså anbragt figurerne efter deres organisati- onsmæssige tilknytning, efter deres opgaver i Rådet og efter varigheden af deres medlemsskab. Ud fra disse kriterier forekommer Mogens Fog og Erling Foss måske anbragt vel langt fra inderkredsen omkring bordet, indtil det går op for én, at hver af de to mindre kompositionscirkler i billedets sider har deres centrale figur, hvorom de øvrige samler sig. 

I venstre side er det Mogens Fog og i højre side Erling Foss, der begge står i omtrent samme plan som Frode Jakobsen. Billedet har altså i virkeligheden tre centrale figurer: Mogens Fog, Frode Jakobsen og Erling Foss, de tre der ved et møde i forsommeren 1943 tog det første initiativ til Frihedsrådets dannelse".

Note 20: "Frode Jakobsen, I Danmarks Frihedsråd, 1. s. 50". 

Side 33: "På et punkt adskiller den store konstruktionstegning sig fra det fær- dige billede. På tegningen ses Frode Jakobsens ansigt næsten forfra, og han ser direkte ud på beskueren. På det færdige billede er ansigtet og blikket vendt mod venstre. 

Georg Jacobsen havde først malet ham som på skitsen, men kommunisterne fandt, at Frode Jakobsen derved fik for stor betydning. Maleren drejede der- efter hans ansigt over mod Mogens Fog".

Note 22: "Meddelt af Frode Jakobsen".

Hanne Loldrup: "Ved således at bøje sig for et politisk motiveret pres, gik der, kan man mene, noget tabt i billedets kunstneriske helhedsværdi".

 

Hvem var den politiske afpresser? Kunstneren, som var 4 år om at male bil- ledet? Kommunisterne, som hævdet af Frode Jakobsen? 

Eller den lille mand med det kroniske übermensch storhedsvanvid, FJ? Dén afgørelse overdrages læseren.

Byretspræsident Svenning Rytter, 1953:

"Frode Jakobsen er en taskenspiller"




9. Opfyldte forventninger
         

 


      

-

-

 kasler-journal.dk

Page Up

-


Copied from the original Mogens Kasler-Journal by SmartCMS ® 2011