Professor i tysk sprog og litteratur
ved Københavns Universitet, Carl Roos, havde i 1937 i sit værk
"Nietzsche", (1844-1900), advaret mod Nietzsches peri- odevise
sindssyge, samt imod, at Nietzsches søster, Elisabeth Förster, havde
uhindret adgang til Nietzsches manuskripter.
Hitler & Co satte "Tante Elisabeth"
og hendes Nietzsche-museum på finans- loven. I 1962 blev Elisabeth
Förster afsløret som rabiat antisemit og forfalsker af Friedrich
Nietzsche, for at tækkes nazismen.
Tyskstuderende Frode Jakobsen ansøgte
om Humboldt-legatet, men fik af- slag. April 1940 udsendte magister
Frode Jakobsen: "Nietzsches kamp med den kristelige moral",
med forord af Jakobsens lærer, prof. Carl Roos, som i for-ordet
ironisk tog afstand fra Jakobsens tese om Nietzsche, med Luther som
garant, som redelig, modsat Roos.
Victor Klemperer: Jeg vil aflægge
vidnesbyrd til det sidste, Dagbøger 1933 - 1945, bind 1, s. 66,
notat, 21. februar 1934:
- "Johannes Köhler klagede over
samvittighedskvaler. På skolen måtte han indsamle underskrifter til
købet af en 'Lutherrose' med omskriften: Med Luther og Hitler".
April 1940: Tyskerne ønskede
censurkontrollerede udsendelser i Statsradio-fonien, til fremme af
forståelsen mellem Danmark og Tyskland.
I 1941 holdt Frode Jakobsen et
radioforedrag, "Nietzsche og Søren Kierke- gaard". Heri hedder det:
"Spænding, stimulans forlanger Kierkegaards sind såvel som
Nietzsches. Derfor også Nietzsches overmenneske".
I 1945 blev professor Carl Roos
uberettiget stemplet som nazist, påstanden blev afvist. Hvem rejste
egentlig dén anklage?
Tog Frode Jakobsen Carl Roos i
forsvar? Nej.
25. april 1995: Frode Jakobsen til
Ninka, interview, dagbladet Politiken:
"Et kerneord i min bog var
redelighed. Jeg var Frihedsrådets stærkeste mand. Om mit liv kan jeg
vist sige: Jeg har intet at skjule".
I "Nietzsches kamp med den kristelige
moral", Frode Jakobsens genud-givelse, 1972, findes intet forord af
professor Carl Roos.
Uhæderlig etik og hykleri er typisk
for FJ; en naiv, snedig, aparte, fantasi-fuld manipulator, løgner og
forræder.
"Frode Jakobsen er en taskenspiller",
skrev retspræsident Svenning Rytter i 1953.
Et afsnit i en kronik af Frode
Jakobsen, 'Politik er etik', Politiken, 12. nov. 1990, forekom mig
så provokerende, at jeg 15. okt. 1991 efter en undersøgelse stillede
ham nogle spørgsmål:
"Hr. Frode Jakobsen. I Deres kronik
skriver De:
"Vor modstandskamp var en national
befrielseskamp, men også en del af en verdensomspændende kamp mod
nazismen. Jeg er i den situation, at jeg for mit vedkommende kan
lægge beviser frem. For hvordan skulle jeg ellers, syv år før
Danmarks besættelse, have cyklet rundt som kurer med breve skrevet
med citronsyre, usynligt blæk, mellem tyske politiske ledere i
land-flygtighed og tyske underjordiske oprørsgrupper i Hamborg og
Berlin.
På den måde gik det til, at jeg så
tidligt som i januar 1934 havde den ople- velse, at en nær ven og
medarbejder i Hamborg blev hængt".
Da jeg mener at have læst det samme
afsnit i en af Deres bøger, vil jeg spørge: Kan De erindre den
pågældendes navn? Hvor gammel var han? Hvad blev han dømt for? Hvor
blev han henrettet? Er De sikker på, at den pågæl-dende blev hængt?
Ifølge uddrag af senatsprotokollen af
27. juli 1933 skulle dødsdomme ekse- kveres ved halshugning under en
faldøkse, som sidst var sket i 1917.
Hamburg Staatsarchiv har oplyst, at
der fandt 2 henrettelser sted i 1933.
8. aug. 1933: Wilhelm Gaston Volk, f.
17. feb. 1906, "dømt for drab med pistol 28. feb. 1933 på politimand
Kopka". 28. dec. 1933: Ernst Oscar Oczkowski, f. 29. feb. 1912,
"dømt for modermord".
Dertil 8 henrettelser i 1934.
10. jan. 1934:
Rudolf Ernst Lindau, f. 18. maj 1912.
Rudolf Lindau ses ikke at være tilknyttet en modstandsgruppe. Lindau
blev dømt for, "den 27. aug. 1931 nær Hammer Park at have beluret
politimand Perske under dennes vej til tjeneste og nedskudt denne
bagfra og berøvet ham hans våben".
9. feb. 1934: Arthur Karl August Resslag, f. 6.
feb. 1907, "leder af kommunis-tisk mordkomplot, dømt for drab på Hitlerjungen Blöcker".
3. mar. 1934: "Vaneforbryder Ernst Paul August
Hannach, f. 29. aug. 1900, dømt for drab i oktober 1933 på
forfølgende politimand".
19. maj 1934: "Terroristerne Johnny Dettmer, f. 11.
sep.1901 og Alfred Weh-renberg, f. 11. juli 1898, dømt for knivdrab
den 9. maj 1932 på SA-mand Hein-selmann".
19. maj 1934: "Terroristerne Hermann Fischer, f. 3.
nov. 1901, og Arthur Schmidt f. 24. jan. 1908, dømt for drab med
pistol på en SA-mand og 2 tilfældigt forbipasserende ved Adler
Hotel, 21. feb. 1933".
29. sep. 1934: "Terroristen Johan Wilhelm Jasper, f.
28. jan. 1898, dømt for i 1932 sammen med de medskyldige Fischer og
Schmidt, at have anstiftet mord-brand med 2 døde og 18 sårede Hitlerjugend".
De anfører januar 1934, som
tidspunktet for Deres vens henrettelse. Den oplysning virker
overbevisende. De skriver: "Det har jeg oplevet flere gange
senere".
Men den eneste overensstemmelse i
Deres oplysning om henrettelsen i Hamborg i januar 1934, og Rudolf
Lindaus skæbne, er tidspunktet for dennes henrettelse. Derimod giver
tidspunktet for Lindaus forbrydelse, der finder sted i august 1931,
ingen anledning til sammenligning. Hvilke andre muligheder, eller
kendsgerninger, ved De, eller tror De kan foreligge? Herunder om
hen-rettelsen muligvis fandt sted i en koncentrationslejr?
Med venlig hilsen. Mogens Kasler".
Frode Jakobsens håndskrevne brev:
- "Solrød Strand 24-10-91. Hr.
Mogens Kasler. Jeg kan
lettest henvise Dem til min mest udførlige fremstilling i "Alt hvad
der jager min sjæl", s. 149-59. Mine kammerater i Hamborg blev
arresteret, mens jeg var i Berlin. En af dem, Erich Kohn, undslap i
efteråret. Fra ham og fra en Rechtsanwalt Fink eller Funck har jeg
de detaljerede oplysninger. Fink kom på besøg i Køben-havn, vendte
tilbage og blev hængt.
Kronikken er en gengivelse af et
foredrag om Politik-Etik. Episoden er bragt ind for dens betydning
for min holdning. Var opgaven en historisk fremstilling, kunne jeg
lige så godt have skrevet, at i januar -34 fik jeg endelig sikkerhed
for, at 3 af mine venner i Hamburg var blevet henrettet / myrdet.
Drabene kunne for den sags skyld have
fundet sted i november / decem-ber. Deres navne var Charlie Munter, Leidersdorff, Fink/Funck.
Deres "forbrydelse" var opbygning af
en nazi-fjendtlig organisation med fremstilling og udbredelse af
illegale blade. Jeg ser ikke den mindste lighed med Deres række af
henrettede.
Der er al grund til at tro, at stedet
var Fuhlsbüttel ved Hamborg, for det var der, jeg hele tiden hørte,
at de politiske fanger i Hamborg blev ført hen. Jeg mindes aldrig at
have hørt om halshugning i nogen lejr. Kun om skydning og hængning.
Det sidste var foruden dødbringende også "vanærende", og det var
det, kammeraterne fortalte. Det afgørende var for os (og mig i dag),
at disse 4 nævnte blev arresteret, og at vi aldrig hørte mere fra de
3.
Det er en myte, som også De synes at
ligge under for, at Tyskland endnu var en retsstat i sommeren 34.
Var der overhovedet tale om nogen form for domstol var det i hvert
fald en Sondergericht, bestående af 3 personer, af hvem man kun
krævede, at de var "zuverlässige Parteigenossen". De oprettedes
allerede i foråret -33. Det er en vildfarelse at tro, at man i en
senatsprotokol kan finde ud af, hvad først S.A og senere SS, efter
mordet på også S.A.s højeste chef, bedrev i lejrene. Frode
Jakobsen".
"10/11 1991. Hr. Frode Jakobsen.
Tak for Deres brev af 24.10. Men jeg
forstår endnu ikke Deres udsagn i kronik i Politiken af 12.11.1990:
"I januar 1934 havde jeg den oplevelse, at en nær ven og medarbejder
i Hamborg blev hængt".
I nedenstående sammenligner jeg Deres
brev, med Deres bog: "Alt hvad der jager min sjæl", 1977.
De cykler i sommeren 1933 til
Hamborg; derfra til Berlin. På hjemvejen er De i Hamborg, og
derefter i København. Erich Kohn, Charlie Munter og Leiders-dorff
blev arresteret i efteråret s.å.
Kohn blev løsladt jvf. bogens side
154, og mødte Dem ved juletid i Køben- havn. Derom skriver De i
brevet: "Fra ham og fra Rechtanwalt Fink eller Funck har jeg de
detaljerede oplysninger. Fink kom på besøg i København, vendte
tilbage og blev hængt".
Fink/Funck er ikke nævnt i
Deres bog. På s. 154 vedrørende Leidersdorff, skriver De, at De
- "har
hørt" - at Leidersdorff blev hængt.
Hvorfor skrev De ikke sandheden i
1977, at såvel Leidersdorff, Munter og Fink/Funck blev arresteret,
myrdet, henrettet? Det skriver De derimod den 24/10 1991 til
undertegnede. Med hvilken begrundelse? De skriver:
"Var opgaven en historisk
fremstilling, kunne jeg godt have skrevet, at i januar -34 fik jeg
endelig sikkerhed for, at 3 af mine venner i Hamburg var blevet
henrettet/myrdet. Drabene kunne for den sags skyld have fundet sted
november/december".
Det er ikke væsentligt, hvad De kunne
have skrevet, men hvad De skrev.
Min
forespørgsel angår kun Deres præcise og umisforståelige udsagn, at
en nær ven og medarbejder blev hængt. De ændre forklaring til, at
ikke 1, men 3 blev myrdet/henrettet, og at det kunne være sket i
nov./dec.
Tillad mig at bemærke, at ændrede
versioner af samme sag ikke gør det nemmere at følge Deres
fremstilling.
Erich Kohn, Leidersdorff, Charlie
Munter og Fink/Funcks "forbrydelse" var opbygning af en
nazi-fjendtlig organisation med - "fremstilling og udbredelse af
illegale blade".
Medlemmer af Hvide Rose, studenter
der fremstillede og omdelte illegale blade, blev dømt og halshugget
i 1944.
Nu hævder De, at Leidersdorff, Munter
og Fink/Funck arresteres/myrdes/ henrettes/hænges 10 år tidligere,
i 1934, for samme 'forbrydelse'. Men De an-fører intet konkret til
støtte for Deres påstande.
Endvidere forstår jeg ikke udtrykket:
"Min medarbejder". Sigter De dermed til, at De var leder af gruppen?
Fuhlsbüttel var ingen kz-lejr, men
fra 1874 et tugthus under Hamborg justits-forvaltning. Et tugthus
eller en partisærdomstol i en kz-lejr ved Hamborg ved årsskiftet
1933/34 havde næppe adkomst til at afsige dødsstraf ved hængning som
disciplinærstraf, uden indgriben fra justitsforvaltningen f.s.v.a.
dom, sa-gens registrering osv. Spørgsmålet kan utvivlsomt opklares.
(Citat): - "Det afgørende var for os,
og for mig i dag, at disse 4 nævnte blev arresteret, og at vi aldrig
hørte mere fra de 3". (Citat slut).
Indhentedes oplysninger hos de
forsvundnes pårørende? Hvorfor blev Erich Kohn løsladt? Kohn rejste
til Norge. På et spinkelt grundlag, at De ikke længere var i
kontakt med de pågældende, slutter De analogt til mord/ henrettelse.
Den eneste henrettelse i Hamborg i
januar 1934, skete ikke ved hængning, men eksekveredes ved
halshugning. Såvel den 10. januar over politimorder Lindau, som
tilsvarende de efterfølgende.
Og desuagtet det er sandsynligt, at
gruppens 'forbrydelser' ved årsskiftet 1933/34 indebar internering
efter særregler mod oppositionen, dramatiserer De ved ubevislig
analogi til, at 3 af gruppens 4 medlemmer blev myrdet / hen-rettet.
Skal jeg dermed konstatere, at De funderer Deres holdning på svagest
mulige præmisser?
(Citat): "Det er en myte, som også De
synes at ligge under for, at Tyskland endnu var en retsstat i
sommeren 34". (Citat slut).
Hvorfor slører De tidspunktet til
"Sommeren 34"? Retssikkerheden i nazi-tiden var usikker, også i -33.
Spørgsmålet vedrører kun, hvad der skete Deres ven i Hamborg ved
årsskiftet 1933/34?
Det viser sig, at De intet ved
eksakt.
Til slut skriver De: "Det er en
vildfarelse at tro, at man i en senatsprotokol kan finde ud af, hvad
først S.A. og senere SS, efter mordet på også S.A´s høje-ste chef,
bedrev i lejrene".
Her udlægger De igen et vildspor.
Jvf. senatsprotokollen af 27. juli
1933 meddeles til justitsforvaltningen, at skarpretter Engelhardt
har meddelt, at den gamle faldøkse stadig er anvende- lig.
Anledningen var den af Hamborgs statholder afslåede benådning til
politi-morder Volk, der som den første siden 1917 blev henrettet
den 8. aug. 1933.
Drabet på S.A-leder Ernst Röhm skete
1. juli 1934. Hvordan dette drab kan have forbindelse med
henrettelsen af politimorder Lindau, 10. januar 1934, gør Deres
anbringender særdeles gådefulde. Der er ingen sammenhæng. Deres
analogier er besynderlige.
I Dansk Biografisk Leksikon skriver
Jørgen Hæstrup:
"I de litterært og historisk
værdifulde erindringsbøger "Da leret tog form" og "Alt hvad der
jager min sjæl", har Jakobsen argumenteret for sine politiske
opfattelser".
Jeg
finder denne flertalspassus tankevækkende. Det vil sige, at jeg med
god grund har læst Deres værker som historisk pålidelige. Til jeg
pludselig fattede mistanke: Var der i foredrag og kronik overhovedet
belæg for Deres udsagn?:
- "I januar 1934 havde jeg den
oplevelse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt".
I Deres brev benægter De at have
skrevet foredraget og kronikken med historisk sigte. Desuagtet
findes netop her den kategoriske påstand, som enhver kun kan
opfatte, at måtte bero på Deres moral som sandfærdigt vidne. Den
opfattelse er en vildfarelse, der yderligere bekræftes ved dette
eksempel:
Trods den usikre retstilstand kunne
De og Deres kæreste besøge Deres svi- gerforældre, bankleiter Curt
Goldstein og hustru Gertrud, f. Bruhn, i Hamborg, ultimo 1936.
Den 23. jan. 1937 indgik De ægteskab
med Ruth Goldstein.
Denne rejse gør De særlig dramatisk i
Deres bog, s. 173-74. Men uagtet Deres hustru var udrejst som jøde,
var hun ikke omfattet af Nürnberg-dekretet, 1935. Det er således
ikke dette dekret, som De overhovedet ikke omtaler, der virker så
tyngende på rejsen, at De og Deres forlovede rejser i hver sin kupé.
Det gør derimod frygten for, at De skulle blive arresteret. At man
måske alligevel havde fået Deres navn i 1933.
Dog, som det nu viser sig, en ynkelig
påstand, uden anden sandsynlighed, end beroende på Deres fantasi.
Dernæst fremhæver De: "Ingen anede,
hvor nær Krystalnatten var". Analo-giens association er bevægende.
Men krystalnatten til 10. nov. 1938, fandt sted 2 år efter rejsen.
Dertil kommer, uagtet de "ariserede"
borgerrettighedskrænkende antijøde- love 1935, at der ikke
fandt antisemitiske udskejelser sted i Hamborg i tiden fra 1933
indtil Krystalnatten 9.-10. nov. 1938. Hamborg var Tysklands mest
interna-tionaliserede storby, med havn og stor skibstrafik.
Endvidere synes det mig sandsynligt,
at den i bogen på side 169 nævnte S.A- mand Bruhn, er en slægtning
til Deres svigermor, Gertrud Bruhn. Det bedes De bekræfte eller
afkræfte. Dernæst forstår jeg, at De skiftede kurs fra kommunist
over til højre. Ved valget i 1943 stemte De konservativt.
Indeholdt Deres tyske interesse, at
De i 1933-34 søgte optagelse som student ved et tysk universitet?
Det forbavsende er, at De studerede Nietzsche på samme tid, da
Nietzsche var en af nazismens afguder. Eller måske misforstår jeg på
ny Deres særegne opfattelse af analogi?
Dog har jeg naturligvis bemærket et
udsagn i 'Politik er etik': "Jeg havde skrevet en bog om etik:
Nietzsches Kamp med den kristelige Moral. Et kerne-ord hos
Nietzsche, og i min bog, var begrebet redelighed".
Jeg formoder, at grundlaget for
redelighed er sandhed.
Det fremgår af Deres brev, at De ikke
kan fremføre ét bevis for de hæn-delser, som De påstår ramte Munter, Leidersdorff og Fink/Funck ved årsskiftet 1933-34. Deres
anbringender og nye påstande må da tjene et formål, der tilsigter at
bringe undertegnede i vildfarelse.
Et sådant forsøg synes at bekræfte,
at Deres labile pen og tanke ofte forfører Dem til at forveksle og
frit at fortolke betydningen af de facto hændelser og kronologi,
hvorved De påvirkes til en selvovervurderende holdning. Derfor må
jeg konkludere, at Deres påstand om den hængte ven og medarbejder i
Hamborg i januar 1934, fremsat i foredrag og gentaget i Politiken
12/11 1990, ikke stemmer overens med den stedfindende virkelighed.
Det vil være uhøfligt og ærekrænkende
at påstå, at De lyver, så det undgår jeg. Med venlig hilsen,
Mogens Kasler".
FALDØKSEN
Faldøksen blev anvendt fra slutningen
af 1600-tallet i Skotland, Italien, Fran- krig og Tyskland. Der var
45 guillotiner, heraf 5 transportable, i drift i Nazi-Tyskland fra
juli 1933 til 5. maj 1945. En af dem udførte 60 henrettelser inden
for 24 timer. Tyskere skulle under faldøksen. Hængning/skydning
ramte udlæn-dinge, desertører ved fronten og et fåtal af hovedmændene
efter attentatet på Hitler. Guillotinens historie, m.v.
Victor Klemperer: "Jeg vil aflægge
vidnesbyrd til det sidste, Dagbøger 1933 - 1945", bind 2, s. 230,
notat, 30. januar 1943:
- "Den jødiske
kirkegårdsforvalter Jacobi fortalte, at der skulle finde syv bisættelser sted næste onsdag, hvoraf de seks skulle hemmeligholdes.
Ligene af dødsdømte protektoratsjøder. De var ført til henrettelse i
Dresden. I Lands-retten på Münchner Platz arbejdede en elektrisk
dreven guillotine, et hoved hver andet minut, ikke kun jødiske: slagtetiden er hovedsageligt ved atten-tiden, der faldt ofte op til
femogtyve hoveder efter hinanden. Jeg antager uden videre, at "ofte"
og antallet er overdrevne, men hvis blot halvdelen er sandt" ...
SÆRPRÆGET VIDNE
Bortset fra omtalen af årene til
Frode Jakobsen blev student, 1929, er han er et særpræget vidne. Han
fortier, fortrænger, digter, lyver om sin protyske hold-ning i
30erne. Til Kraks Blå Bog digter han, uddannet ved landbrug, han var udfæstet 12-årig tjenestedreng.
FJ led under sociale komplekser,
opvokset i et hjem med talrige søskende. Den 9. april talte han med
de tyske soldater på Langelinie.
Politisk afspejler FJ den tids
hovedstrømninger: Det nationale, med beun- dring for den britiske
imperialisme og russiske zarrige, det revolutionære efter den
russiske revolution, revolutionsforsøgene i Tyskland, fascismen og
nazis-mens frembrud, depressionen i 30erne.
Resultat i Danmark: Mange
partifraktioner på højre og på venstre fløj.
Dem, der påvirkede FJ kunne være:
Aksel Larsen, socialdemokrat 1919;
kommunist 1920, da Stauning bifaldt forliget med Christian X, som
afsluttede generalstrejken og gik mod arbejder- klassens krav om
afskaffelse af monarkiet.
Ole Bjørn Kraft, forsvarsminister maj
1945, bogen "Fascismen", 1932:
- "Overfor den revolutionære og
socialistiske bevægelse dannedes en mod-bevægelse: Fascismen. I sit
udspring middelklassens og intelligensens mod-revolution. Her
skildres dens sejrrige gennembrud".
Kaj Munk hyldede Mussolini, med
foragt for demokratiet: - "Kunne der dog igen komme Brus af vilde
Svaner og Rovfugles Skrig i Natten ind over dette yndige Land".
"Elefanten i SOE", godsejer Flemming
Juncker, Frie Konservative, gik i første geled i Bondetoget til
Amalienborg, juli 1935, der afsluttedes fra taler-stolen af LS-folk
med opstrakt højre hånd og Dansk Front.
A.P. Møller tilbød 5. aug. 1936 i
Berlingske Tidende 5.000 kr. til Franco, den spanske borgerkrigs
fascistiske nationalister, som - "modvægt til socialdemo-kraternes
indsamling til Folkefronten", regeringen i Spanien.
Arne Sørensen, Dansk Samling: -
"ville en fornyelse uden at kopiere Tysk- land, kaste alle
socialdemokratiske, liberale, radikale og konservative ideer over
bord som gammelt skrab".
Medlem af Frihedsrådet, professor
Erik Husfeldt i forord til Frode Jakobsens bog "Standpunkter",
1966:
- "I 1939 talte Frode Jakobsen imod
danske nazister ved et offentligt møde i København og oplevede at
blive korporligt mishandlet og få slået tre fortæn- der ud".
Hvad ville en lille mand med dårlige
tænder på et nazistisk hvervemøde i Gimle på Frederiksberg i 1939?
FJ ville opleve spænding og stimulans, som FJ i et radioforedrag i
1941 præcist gav udtryk for.
FJ sværmede for det revolutionære;
trotskist, kristen national socialist. Efter cykelture i Tyskland og
det indgåede ægteskab med en hamborgpige, fortsatte han studiet af
nazismens afgud, Nietzsche, hos den påståede nazist, professor Carl
Roos, og fik med dennes forord udgivet Nietzsches Kamp, april 1940.
I 1941 holdt FJ et foredrag,
"Nietzsche og Kierkegaard", i den af tyskerne kontrollerede
Statsradiofonien: "Spænding, stimulans forlanger Kierkegaards sind
såvel som Nietzsches. Derfor også Nietzsches overmenneske".
Den form for foredrag blev af
tyskerne i 1940 anbefalet statsradiofonien som
forståelsesudsendelser til styrkelse af forholdet mellem Danmark og
Tyskland. FJ, skolevikar i tysk, blev i jan.
1942 ansat i foreningen Dansk Studiering.
Mange forklarlige, versus mystiske
sammenfald peger på en ubehagelig mistanke, at Frode Jakobsen var
spion for Gestapo, respektiv Abwehr, den tyske værnemagts
kontraspionage.
Mistanken skyldes FJ´s oplevelser ved
årsskiftet 1933-34, som har han be-skrevet i 5 versioner:
1966: "Standpunkter". 1975: "I
Danmarks Frihedsråd". 1977: "Alt hvad der jager min sjæl". 1990:
kronik, dagbladet Politiken. 1991: brev til undertegnede.
"I Danmarks Frihedsråd", 1975. Bind
1. s. 11.
FJ søgte i 1933 kontakt blandt
trotskister i København og Hamborg:
"Nogle måneder senere fik jeg at
vide, at Gestapo havde siddet i tre uger og ventet på mig i den
arresterede trotskistiske leder Charlie Munters lejlighed i Hamburg.
Det var Gestapo, der havde modtaget mine breve, og under for-hørene
havde de vist en helt speciel interesse for forbindelsen til
udlandet og den dansker, som formidlede den. Heldigvis havde jeg
allerede dengang lært, at man ikke skrev sit rigtige navn".
Erik Husfeldts forord til
"Standpunkter": "FJ skjulte brevene i sine cykeldæk"
Den arresterede Charlie Munter blev
konfronteret med FJ´s breve, skrevet med usynligt blæk, skjult i
FJ´s cykeldæk? Breve med usynligt blæk, citronsy- re, fra cykeldæk
eller pr. post, nåede frem til Gestapo? Besynderligt.
Efter den russiske revolution blev
Interpols samarbejde intensiveret: Efter-retninger,
sikkerhedstjeneste, eftersøgninger af revolutionære.
FJ er utvivlsomt registreret fra 1933
af Abwehr/Gestapo og det danske sik-kerhedspoliti, Thune
Jacobsen / Louis von Kohl i forbindelse med arresta-tionen af Charlie
Munter. I de følgende år etablerede Abwehr/Gestapo et kontaktnet af
spioner i Danmark. Blandt de latente emner var FJ; han stod i
kartoteket, var gift med en tysk pige, studerede tysk, skrev på en
bog om Nietzsche. Føringsofficerer, en politimand i Hamborg og en
tysk Abwehragent i København.
Bind 1. s. 11: - "I vinteren 1933-34
oplevede jeg for første gang, at nære venner af mig blev
henrettet".
Hvem henrettes? Erich Kohn blev
løsladt og rejste til Norge. Om Charlie Munters skæbne har FJ intet
oplyst. Advokat Fink nævnes ikke. Leidersdorff nævnes ikke.
FJ skriver om Leidersdorff i "Alt
hvad der jager min sjæl", 1977, at han "havde hørt", at
Leidersdorff blev hængt.
Politikens kronik, 12. nov. 1990: "På
den måde gik det til, at jeg så tidligt som i januar 1934 havde den
oplevelse, at en nær ven og medarbejder i Hamborg blev hængt".
De 4 nære venner i 1975 skrumpede i
1990 ind til 1 nær ven. Han var til gengæld en nær "medarbejder".
Hvilke beviser fremlægger FJ? Ingen.
FJ´s brev af 24. okt. 1991 til
undertegnede:
"Mine kammerater i Hamborg blev
arresteret mens jeg var i Berlin. Fink kom på besøg i København,
vendte tilbage og blev hængt. Jeg kunne lige så godt have skrevet,
at i januar 34 fik jeg endelig sikkerhed for, at 3 af mine venner i
Hamborg var blevet henrettet".
Frode Jakobsen fortier i versionerne
1966, - 75, -77 og -90, hvad han med-deler i -91, at han i januar
-34 fik endelig sikkerhed for, at Munter, Fink og Leidersdorff var
blevet henrettet. Såfremt disse henrettelser var en kends-gerning,
havde FJ ingen grund til, at fortie navne og detaljer. Med mindre
han selv var involveret i arrestationernes årsag. FJ lyver generelt,
distancerer sig fra, at den spændingssøgende FJ havde medskyld i
arrestationen af Charlie Munter ved brevene hos Gestapo. Analysen
viser, at FJ med løgn og over-drivelser forsøger at undvige
sandheden, at Abwehr/Gestapo sandsynligt hvervede ham som agent. Om
spionagen skete frivilligt eller ved pression, er uinteressant, men
burde kunne opklares.
Bind 1. s. 11: "Jeg var nu ubrugelig
som kurer. Jeg kunne ikke mere tage til Tyskland". FJ, vandrefugl og
cyklist i Tyskland, studerede i 10 år før han blev kandidat.
Indtægter, arbejde, m. v. taler han ikke om. Han rejste i dec. 1936
til Hamborg; indgik ægteskab jan. -37 med Ruth Goldstein.
Stik modsat: - "ubrugelig som kurer,
kunne ikke mere tage til Tyskland".
At FJ kunne rejse i Tyskland, står
fast. Om det er opdigt, at han var kurer, må stå hen. Han har kendt
Charlie Munter, og ved uforsigtighed eller til-skyndelse, forrådt
Munter.
Bind 1. s. 91: - "Mig berørte
jødeaktionen stærkt personligt. Jeg havde mange jødiske venner,
især blandt de tyske emigranter. Den, der stod mig nærmest, Erich
Kohn, var rejst til Norge og blev som krøbling båret af venner over
fjeldet til Sverige".
Læseren får ikke oplyst, om Erich
Kohn var krøbling efter sygdom eller trafikulykke. FJ´s antydning
skal få læseren til at tro, at Kohn var en mod-standshelt, der blev
mishandlet af tyskerne.
FJ´s tvetydige forklaringer beror på
den fortrængte konflikt, svage argu-menter, uklart overblik, frygten
for at erindre sig tiden som tysk sympatisør og spændingssøgende
spion, som det fremgår foran og i de følgende citater, som
uvægerligt må kollidere med normal skepsis.
Bind 1. s. 91: - "Min kone skulle i
teorien ikke blive ramt, som halvjødisk, gift med en arier". Ruth
Goldsteins mor, Gudrun Bruhn.
Se FJ´s omtale af SA-mand Bruhn i
"Alt hvad der jager min sjæl", s. 169.
Frode Jakobsen kalder sig selv "en
arier". Men er det sandheden? Navnet Jakobsen og FJ´s ansigtstræk
taler for, at en af hans forældre var af jødisk slægt.
Familierne Goldstein og Bruhn var
formentlig blandt dem i den tyske befolk-ning, der efter
rigsdagsbranden 27. feb.1933, var for den af rigsdagen 28. feb.
givne fuldmagt til Hitler, bekræftet ved valget i marts, og folkeafstemningen, november, med 92 % af de stemmeberettigede
stemmer.
At rigsdagsbranden var nazi-iscenesat
og at mandatet skulle bruges til jøde-forfølgelser, storkrig og
dødslejre, kunne befolkningen ikke vide. Højlydt mistanke i nov.
1933 om nazi- valgsvindel ville være strafbart opvigleri.
Det vidste FJ i 1939. Men FJ havde en
splint i øjet, så ikke bjælken i nazis-ternes. Han gik til nazimøde
i 1939, søgte spændingens stimulans blandt ligesindede Nietzsche
overmennesker. FJ`s dårlige tænder befordrede den senere forklaring,
at han havde været i slagsmål med nazisterne og mistet 3 fortænder.
Bind 1. s. 21: - "Det var ikke
skrupler, som havde holdt mig tilbage. Tværti- mod. Det var ikke
risikoen, jeg var stærkest optaget af. Men endnu gjorde det en smule
ondt at afskrive det, som jeg havde længtes efter, og som jeg nu
endelig syntes lå foran mig: et liv med litteratur, filosofi. Men
jeg måtte opgive det. Der var ingen anden vej. I foråret 1941
begyndte jeg arbejdet på at bygge en modstandsorganisation op. Jeg
havde forgæves ventet på andres initiativ. Nu var jeg klar over, at
det ikke kom".
"Ikke skrupler, der holdt mig
tilbage". Sagt af en Gestapo-spion?
"I foråret 1941 begyndte jeg". På
hvad? Samme år holdt FJ foredrag i Stats-radiofonien om den naziforgudede Nietzsche, og satte lighedstegn mellem Nietzsche og
Søren Kierkegaard. FJ blev ansat i Dansk Studiering i jan. -42.
"Initiativet, der ikke kom"? Ebbe
Munck var fra 1940 aktiv for MI6/SOE i Stockholm. Danske
Toner/Land og Folk, udkom fra sept. -41. De frie Danske fra dec.
-41. Den 9. april 1942 udsendtes Frit Danmark, redigeret af
Christmas Møller, Aksel Larsen, Mogens Fog, Ole Chevitz, Th.
Døssing, Børge Houmann, m.fl.
Bind 1. s. 22, efteråret 1941. FJ´s
møde med Hartvig Frisch, der afviste ham:
- "Det er ikke mig, du skal have fat
i, men mænd som Christmas". Han fortalte så, at han selv var
inviteret til en sammenkomst hos Jørgen Banke, sammen med Christmas
Møller, men han havde sagt nej, da han forstod, hvad meningen var.
Jeg gik hjem og ringede til Jørgen Banke. Ved sammen-komsten blev
grundlæggelsen af Dansk Studiering besluttet. Men det afgø-rende, der
skete på mødet var, at Christmas Møller og jeg lærte hinanden at
kende. De andre ville gennem studiekredse bevare det danske folks
moral. Christmas Møller og jeg ville sabotage".
Christmas Møllers kommentar
efterlyses. CM døde 1948.
Hartvig Frisch, død 1950, var skarpt
imod sabotage og stikkerlikvideringer: "Det var mord".
Bind 1. s. 24: "Christmas Møller
foreslog, at jeg skulle blive den virkelige le- der af arbejdet. Jeg
påtog mig det og gik rundt og talte med en række emner. Den første
hovedledelse blev Busch-Jensen, Ole Chievitz, P.M. Daell, H.M.
Hansen, Frode Jakobsen, Erik Allerslev Jensen, Inger Merete
Nordentoft, Poul Nørlund, Viggo Villadsen. Ingen fra sammenkomsten i
Lyngby var med ud over mig selv. Christmas Møller stod formelt, men
kun formelt udenfor".
Bind 1. s. 25: "Christmas mente, at
med Erik Møller som formand skulle jeg nok få den virkelige ledelse.
Mig selv gav man titlen forretningsfører, formand for
forretningsudvalget, den aktive kerne. Dermed begyndte fra december
1941 (læs: februar -42) mine uafbrudte rejser rundt i hele Danmark".
Ultimo 1940 kontaktede Ebbe Munck,
Christmas Møller med henblik på den- nes afrejse til England. CM
sagde nej. Jan.-41 fratrådte CM som forretningsfø- rer for Det
konservative Folkeparti; forsøgte uden held at etablere en sagfører-
forretning. Marts -41 mislykkedes Ebbe Muncks kontakt til CM; en ny henven- delse lykkedes i august.
Efter antikommunistloven, juni 1941
støttede CM Aksel Larsen og bladgrup- pen Frit Danmark. CM havde
kontakt med unge konservative i De frie Danske.
Christmas Møllers føling med Dansk
Studiering var sekundær. Men CM var uden sans for security. Han har
fortalt FJ om Frit Danmark og De frie Danske, begge bladgrupper
havde forbindelse til faldskærmsfolk. April -42 afrejste CM.
Politiet arresterede CM`s hjælpere. I efteråret -42 blev
Chievitz, Døssing, m.fl. anholdt. De Frie Danske og Aksel Larsen
arresteret.
Bind 1. s. 138, april 1944: "Jeg
havde gået så stille i Stockholm. Jeg havde kun mødt den snævreste
inderkreds. På gaden havde jeg kun vovet mig ud på en lille
spadseretur, når det var mørkt. Der var mange danske i Sverige. Der
var mange af dem, som kendte mig. Også mine organisationsrejser
gennem landet havde ført til fængslinger og flugt. Jeg ville ikke
løbe på nogen. Man kunne ikke gøre mig noget her. Men vi var enige
om, at vi ikke ville have det rygte til rend, at nu var også Frode
kommet til Sverige. Man vidste aldrig; måske kunne det vise sig som
en fordel, måske kunne det blive farligt".
Dette afsnit, komparativt med Bind 1.
s. 25, viser, at FJ med nervøs omskriv- ning fortrænger, at han var
en vel placeret spion for Abwehr/Gestapo.
Bind 1. s. 25, fortsat: - "Af
Christmas Møller fik jeg de første penge. Jeg tror det var 500 kr.
Jeg fik et frikort til Statsbanerne plus et månedligt beløb Jeg
husker ikke om det var 300 eller 500 kr. Men jeg skulle selv skrabe
de penge sammen. Det var det jeg lettest klarede ved at gå op i
Daells Varehus".
CM havde ingen penge. FJ havde
beskedne indtægter som vikar i tysk, med adgang til P.M. Daells og
Dansk Studierings pengekasse. Regnskabet fra For- eningen Dansk
Studiering 1941-42-43 efterlyses.
Bind 1. s. 27: "På mine rejser gennem
landet opstillede jeg som organisatio- nens formål: At virke som
pålidelig efterretningskilde. At være en økonomisk
hjælpeorganisation for folk, der afskedigedes eller kom i fængsel på
grund af deres nationale holdning. At danne et landsomspændende net
af folk, der var parat til en aktiv indsats, når tiden var dertil.
Ud af den store organisation at rekruttere enkeltpersoner til
farligere opgaver allerede nu. Disse punkter blev klart udformede i
løbet af foråret 1942. Men vendingerne blev aldrig sat på papir.
Stoffet tog ikke form af et blad".
Bemærk fortsættelsen:
Bind 1. s. 28: "Når Ringens
meddelelser aldrig fik den markerede stilling blandt de illegale
blade, som svarede til deres udbredelse, skyldtes det netop, at de
var en slags organisatoriske meddelelser til medlemmer. Duplikerede
artikler om udenrigspolitik, krigens gang, økonomiske forhold, som
jeg havde med på rejserne, intet overlodes til postvæsenet, havde
for mig nærmest karakter af camouflage. Disse artikler og
afhandlinger, som Erik Møller for størstedelen forfattede, var
udmærkede. Men for mig var meningen med de artikler en anden".
Frode Jakobsens tilsløringsteknik er
mærkværdig, et overmenneske værdig, ønsketænkning mod realiteter;
han meddeler en radikal påstand på s. 27, modsiger sig på s. 28.
Dansk Studierings vedtægter, medlemsliste og regnskab kan formentlig
findes i formanden Erik Møllers privatarkiv, Foreningsregisteret,
etc.
Bind 1. s. 29: "Ringen var fra første
færd en illegal organisation, og ikke en halvt illegal, som den
undertiden er blevet kaldt. Intet foregik i dagslys. Dansk
Studiering var en hemmelighed. Tyskerne og deres sympatisører måtte
ikke vide det. Ja, camoufleringen var drevet så vidt, at formanden
var en del af camouflagen".
Formanden Erik Møllers kommentar
efterlyses.
Bind 1. s. 34-35: "Fra nytårstid 1942
opgav jeg at tage mod korte sygevikari- ater på københavnske
gymnasier. Erik Møller stiftede enkelte kredse. Naturlig- vis deltog
Erik Møller, selve Ringens formand, også i forretningsudvalgets
møder. Han var mod sabotagen, som vi andre var for. Det gav
ubehagelige gnidninger og kompetancestridigheder. Mod mine advarsler
besluttede han en samtale med statsminister Vilhelm Buhl for at få
ham ind på en fastere linie. Samtalen med Buhl blev resultatløs".
Formanden Erik Møllers kommentar
efterlyses.
Bind 1. s. 36-37: "Socialdemokratiet
og Konservative Folkeparti sendte en advarsel ud til deres
tillidsmænd. Vi omtaltes under navn, som en organisation der kaldte
sig Dansk Studiering".
Den omtale viser, at foreningen ikke
var hemmelig. Derimod var FJ´s spio-nage fordækt. Socialdemokratiet
advarede 2. sep.1943 mod Christmas Møllers radiotaler fra London og
mod en 'Koalition af Chauvinister og Kommunister'. Sigtet var rettet
mod nazistiske provokatører på partiets højrefløj, og mod uro- en på
partiets venstrefløj. Det tyskvenlige tidsskrift, Globus,
introduceret af Stauning, gav problemer i partiet.
Bind 1. s. 48-52: FJ hævder, at 29.
aug. 1943 var uden betydning for dannel- sen af Frihedsrådet. På
alle andre end FJ gjorde de urolige dage, startet i juli i Odense af
Ib Nørlund, kommunisterne, og folk fra SOE, og selve den 29. aug. et
så voldsomt indtryk, at det givetvis fremmede dannelsen af
Frihedsrådet i september. FJ´s jonglering med fiktioner versus
kendsgerninger er stupide, jvf. FJ´s så sandt for dyden
overmenneskelige karakter.
Jutta Juncker, Værnepligt, s. 27: "I
sommeren 1943 fik jeg af kaptajn Gyth besked om, at jeg skulle lægge
hus til et møde mellem Erling Foss, Mogens Fog og Frode Jakobsen.
Kaptajn Gyth gik hele aftenen vagt omkring huset".
Tilstedeværelsen af kaptajn Gyth
viser, at general Gørtz og den danske regering blev holdt á jour
med bevægelserne i undergrunden.
Flemming Muus, Gjort Gerning, s.
225:
"Den første gang Frihedsrådet mødtes
in pleno var i Amaliegade. Til stede var rådets oprindelige
medlemmer Mogens Fog, Erling Foss, Børge Houmann, Flemming Muus,
Arne Noe-Nygaard og Aage Schoch. Resultatet blev den før- ste
udsendte Proklamation fra Danmarks Frihedsråd, September 1943".
Frihedsrådet in pleno, september
1943:
Mogens Fog og Børge Houmann:
kommunister. / Erling Foss, privat, med kontakt til Ebbe Munck,
Stockholm / Flemming Muus: SOE. / Aage Schoch: konservativ/privat. /
Arne Noe-Nygaard: Dansk Samling.
Hvor var Frode Jakobsen og Dansk
Studiering?
Bind 1, s. 52-53: - "Den 29. august
var Frihedsrådet oprettet, blot ikke trådt frem for offentligheden
endnu. Ved et møde på Nørrebrogade, i begyndelsen af september blev
navnet Danmarks Frihedsråd til. Mogens Fog foreslog at ind-drage
endnu en mand, englændernes Flemming Muus. Det næste møde fandt sted
på Østerbro. Dansk Samling var nu repræsenteret ved professor
Noe-Nygaard".-
Bemærk, at Muus anfører, ikke
Nørrebrogade, men Amaliegade, dvs., at den efterkrigsperson, som fik
tilskrevet æren, at være kernen i Danmarks Friheds råd, i de dage
var inferiør. Hvorfor? Fordi Dansk Studiering ikke var med til disse
møder. Hvorfor ikke?
Jvf. side 61: - "at jeg med
Villadsens, Husfeldts, Busch-Jensens og Allerslev Jensens støtte det
sidste halve år havde arbejdet på dannelsen af Danmarks
Frihedsråd".
Realiteten: Deltagerne i
Lyngby-sammenkomsten før etableringen af Dansk Studiering deltog
ikke i Studieringens stiftelse. Studieringens inderkreds del- tog
ikke i Frihedsrådets etablering.
Bag FJs solooptræden ses skyggen af
føringsofficer/Abwehr/Gestapo, vurde- ringen af, hvordan FJs
stilling skulle konsolideres. FJ samlede trådene.
Hvis Fog, Foss, Houmann, Muus,
Nygaard, Schoch og Kate Fleron fattede mistanke til FJ, har de ikke
udtrykt den offentligt.
Bind 1. s. 61. Dansk Studiering efter
29. august: "Vi (hvem er vi?) skar simpelt hen de personer og de
afdelinger fra, som vi ikke turde regne med ville følge os. Et brev
til Christmas Møller af den 30. september giver mit samtidige syn på
det, der var hændt: "Kære Christian. Jeg tilstår, at jeg undertiden
har haft et horn i siden på Dem, fordi De har associeret mig med
folk som den gamle, i stedet for med sådanne brave folk som dem, jeg
nu har lært at kende".
Hvad fik Christmas Møller til, i sep. -43, at associere FJ med folk
som den gamle, dvs. formanden?
Sandheden er: I september - 43 havde
Studieringens medlemmerne tabt interessen for foreningen. Dermed
kunne de på s. 27 nævnte formål ikke indfries. Frode Jakobsen var
næppe interesseret i vedligeholdelsen af kontor-arbejdet for
foreningens studiekredse, når de nødvendige rejser som forret-ningsfører og spion kunne gennemføres mere bekvemt med færre
kredse.
Bind 1. s. 106. Hæren og Søværnet,
årsskiftet 1943-44: "Efter følere fra hærens og flådens side
forhandlede jeg på Frihedsrådets vegne, som dog endnu ikke anede
noget om det hele".
Føleren er sandsynligt etableret af
kaptajn Gyth. Igen ses spionens taktik. FJ foregiver at besidde et
mandat til at forhandle, et mandat som ingen har givet ham, bortset
fra føringsofficeren i Abwehr/Gestapo.
Bind 1. s. 110-111: General Gørtz og
Buhl. "Gørtz sad tavs. Jeg talte i timevis. Gørtz sad med sit
træ-ansigt, gav ikke noget svar. Jeg formoder, at han dagen efter er
gået til Buhl. Dermed var hærens officerer tilsluttet den upolitiske
or- ganisation Ringen. Jeg følte mig ikke længere som Ringens leder,
men som Frihedsrådets mand".
Den metode kaldes dobbeltspil eller
forræderi. Uagtet den, som i dette til-fælde, er baseret på massiv
naivitet. Efter samtalen med Gørtz har Frode Jakobsen, og givetvis
også Gørtz, refereret til Buhl.
Gørtz havde i 1942 deltaget i en
æresparade ved Frikorps Danmarks retur- rejse til østfronten. Gørtz,
og dermed regeringen, blev holdt á jour om under- grunden af kaptajn Gyth.
Om Gørtz i jan. - 44 accepterede, at
hæren skulle under Frihedsrådets kom- mando, er ikke sandsynlig. 10
måneder senere, okt. -44, efter politiets interne- ring, udnævntes
han til øverstkommanderende for Brigaden i Sverige og ven-
tegrupperne under evt. regulære kampe.
FJ evnede at udnytte ethvert
dobbeltspil; det være sig med Buhl, Bjarnhof, Gørtz, osv. FJ var
den, der forlangte et centralstyret fællesråd. De øvrige var
skeptiske eller direkte imod. FJ havde forandret sig fra romantisk
vandrefugl i ungdommens vår, afhængig af et fejltrin, bemærket af
Abwehr/Gestapo, til übermensch-magtkandidat med storhedsvanvid: -
"ikke længere Ringens leder, men Frihedsrådets mand".
24.april 1944. Møde i Stockholm.
Deltagere:
Munck: MI6. / Hollingworth,
Ray Turnbull, Geisler: SOE / Mørch-Nordentoft: "Prinserne". / Erling
Foss - Frode Jakobsen: Frihedsrådet, vedrørende Stock-holmdirektivet,
planen for modstandsgruppernes samarbejde med den allie-rede
overkommando.
Bind 1. s. 130-34: "Slutresultatet
var en fuldstændig plan for den væbnede danske modstandsbevægelses
opbygning og virke".
Komparativt:
27. april 1944. Ebbe
Munck, "Døren til den frie verden", s. 163:
"Den 27. april fulgte jeg Frode
Jakobsen med toget til Malmø for at være sikker på, at såvel han
som planen nåede til København med Stockholm-direktivet.
Frihedsrådet blev ved en fejltagelse ikke underrettet om, at der pr.
29. april ville blive givet ordre om forøget aktivitet. Da ordren
kom troede man det var en fejltagelse, først hen på sommeren blev
misforståelserne udglattet".
Munck og englænderne mente det
alvorligt. Hvad gjorde Jakobsen?
29. april blev Jyllandsledelsen via
radio fra London beordret til sprængning af Århus elektricitetsværk
og jyske transformatorstationer. Efter uheld blev aktionerne ikke
gennemført. Aktioner i Skive, Randers og Viby lykkedes.
FJ skulle 28. april have henvendt sig
til Frihedsrådet. Det gjorde han ikke, han gik til hærens og
søværnets folk med Stockholm-direktivet; et forræderi mod
Frihedsrådet, et spil til tyskernes fordel. FJ.s føringsofficer,
Abwehr, Gestapo fik tid til at studere Stockholm-direktivet.
Ifølge Jørgen Hæstrup "Hemmelig
alliance", 1959, 1, s. 177: - Filmen med Stockholm-direktivet lod FJ
nedgrave i Villadsens have på Lysagervej, men - efter befrielsen
kunne den ikke findes.
Frode Jakobsens version, 1975. "I
Danmarks Frihedsråd"; bind 1. s. 140 - 143:
"På hjemturen vidste man aldrig, hvad
der i mellemtiden var hændt. Hvem der kunne være blevet arresteret
og under tortur have opgivet navne. Man kunne aldrig være sikker på,
at tyskerne ikke lå i havnen og ventede på en. Jeg følte ansvaret
for den ufremkaldte film så stærkt, som jeg sjældent har følt et
ansvar under besættelsen. Jeg turde slet ikke slippe den ud af mine
hæn- der. Jeg kom til Frihedsrådet med planen, nogenlunde lige så
sikker i min sag, som da jeg var kommet med aftalen med officererne
et halvt år forinden, den anden afgørende drøftelse, jeg havde
måttet afslutte på egen hånd. Da havde der kun været lovord. Nu blev
modtagelsen en helt anden.
Hollingworth havde hævdet, at de
andre nok skulle vise sig mere medgør- lige end jeg. De var det
modsatte. Det gik ikke af uden gnidninger. Kommunisterne hidsede
sig op, mest fordi noget betydningsfuldt var sket, hvor de ikke
havde været med. Planen selv skulle stort set kunne godtages. Og den
blev godtaget med nogle uvæsentlige ændringer. Men ikke med eet
slag. En række uheldige omstændigheder havde hobet sig op. For det
første var der netop på det tidspunkt en voksende mistillid til
englændernes indsats og til Flemming Muus. De havde varslet
invasionen. Vi havde forceret arbejdet. Det havde vist sig som
moselys. Og de havde til trods for invasionssnakken i lange tider
intet leveret af betydning af de våben, som de havde lovet os. For
det andet var det, jeg kom med, det måtte jeg indrømme, en plan,
hvorefter englænderne uden om os kunne sætte sabotage i sving i
Danmark. Det drejede sig ikke om den løbende sabotage,
civilsabotagen, mod fabrikker og lignende. Den havde vi i Stockholm
holdt klart i Frihedsrådets hænder. Det drejede sig kun om de
"militære" modstandsgrupper, som vi var i færd med at bygge op, og
som kun måtte sættes i aktion i tilfælde af invasion eller andre
større krigsbegivenheder i Danmark. Men netop i de dage, mens jeg
var i Stockholm, havde englænderne uden Frihedsrådets og
M-udvalgets vidende fordelt et lignende signalsystem til nogle
modstandsgrupper og beordret en række meningsløse sabotageaktioner.
Det var en misforståelse. Men det
kunne med rette fremføres som et bevis på, at sådan et system kunne
misbruges af englænderne til noget helt ufor- svarligt. Ja, hos de
mistroiske kommunister skimtedes ængstelsen for, at eng- lænderne og
amerikanerne i givet fald kunne lokke kommunisterne frem for at lade
dem slagte. En tredie vanskelighed var, at Muus var fornærmet. Han
fandt, i og for sig med rette, at englænderne havde arbejdet hen
over hovedet på ham. Derfor modvirkede han nærmest det, som han
ifølge sin stilling skulle have støttet. Endelig havde jeg begået et
taktisk fejlgreb selv. Jeg havde været så ivrig for at få det hele
i gang. Frihedsrådet kunne ikke holde møde de første dage efter min
hjemkomst. Jeg ville gerne så hurtigt som muligt, og i virkeligheden
helst før forelæggelsen, netop til brug der, have en militær faglig
bedømmelse".
STOP.
Frihedsrådets
hemmelige planer drøftes med danske passive militære, som i høj grad
var mistroiske mod Frihedsrådet. Just her foreligger et afslørende
FJ-spionagemoment.
- "For mig var det naturligt at
udnytte den påtvungne ventetid til en drøftelse med hærens og
flådens stabe for at høre deres skøn. Det mente jeg, at også
Frihedsrådet kunne være tjent med. Det var jo vore rådgivere nu.
Bedømmel- sen var for øvrigt positiv.
Jeg havde aldrig lagt overdreven vægt
på formaliteter. Jeg var gået til offi- cererne i den største
uskyldighed. Men jeg skulle ikke have gjort det. Jeg havde ikke
haft nogen anden begrundelse end ønsket om at fremskynde sagen. Jeg
fortalte åbent om officerernes anbefaling. Men resultatet var, at de
to kommunister blev fortørnede også for det. De var altid, og ikke
uden grund, fulde af mistænksomhed over for officererne. De øjnede
et sammenspil, som skulle trænge kommunisterne i baggrunden. Det var
en tankegang, som lå mig fjern. Jeg kunne forklare, at planen var
det, som jeg havde lovet Hollingworth at forelægge for Frihedsrådet,
da han havde tvivlet om, at de andre medlemmer ville være lige så
stejle som jeg. At jeg var fuldstændig fri til sammen med det øvrige
Frihedsråd at gå imod. At der efter min mening imidlertid var en 95
procent imødekommelse af det, der måtte være den danske indstilling,
mens den plan, jeg oprindelig havde været stillet over for, ville
have betydet en umyndiggørelse af den danske modstandsbevægelse.
Houmann og Fog var imidlertid så ophidsede, at de overså, at det
ikke kunne være meget anderledes: Frihedsrådet med M-udvalget skulle
som hidtil stå for opbygningen af de væbnede modstandsstyrker. Det
skulle vedblivende lede "civilsabotagen" i Danmark. Men i tilfælde
af større kamphandlinger, og først da, måtte ordrerne til
modstandsstyrkerne udgår fra de allierede, som alene kunne kende de
alliedes planer.
Arne Sørensen var helt enig med mig i
alt det saglige, men forholdt sig ret passiv. Han gav mig bagefter,
som sin psykologiske forklaring: at det ikke så meget drejede sig om
planens indhold, som at kommunisterne følte, at jeg var ved at sætte
mig på for meget. Affæren kom til at betyde en forsinkelse, som
irriterede London stærkt. I virkeligheden indså Fog og Houmann lidt
efter lidt, at deres indvendinger var uholdbare. Også deres
tilslutning kom efter tre små ændringer, som blev til efter nogen
tids korrespondance med SOE. De var uden større betydning. De blev
nærmest til af prestigemæssige grunde for at tilsløre, at
Frihedsrådet havde gjort vrøvl uden virkelig grund. De gik dog alle
tre i retning af en yderligere imødekommen og præcisering af de
danske ønsker.
Den originale filmrulle, jeg havde
bragt med hjem over sundet, var blevet fremkaldt af professor
Carsten Høeg. Det var altid tilfældet med særlig vigtige dokumenter.
Derefter lod jeg den grave ned i Villadsens have på Lysagervej, som
et dokument for en senere tid. Til vor ærgrelse kunne Villadsen ikke
finde den, da han skulle grave den op efter befrielsen".
Igen et af Jakobsens svævende
anbringender: - "Derefter lod jeg den grave ned i Villadsens have".
Hvem gravede filmrullen ned?
6. juni sprængning af maskinfabrikken
Globus. 7. juni invasionen i Frankrig. 22. juni sprængning af
Riffelsyndikatet. Tyskerne svarede med henrettelser og sprængninger,
og i København udgangsforbud kl. 20, som provokerede til stor-
strejken 27. - 30. juni.
Frode Jakobsens version. Bind 1. s.
218: "Blandt de titusinder, som var strømmet ud fra byen for
weekenden, var størsteparten af Frihedsrådets med-lemmer. Kun Aage
Schoch og jeg kunne mødes". S. 219: "Schoch og jeg havde på egen
hånd udstedt en Frihedsrådsparole om lørdagen".
Frode Jakobsen medvirkede 9. juli
2000 i tv-udsendelsen Folkestrejken 1944, og løj da han påstod, at
han og Aage Schoch lørdag den 1. juli 1944 opfordre- de til
strejkens fortsættelse. I efterskriften til udsendelsen hed det, at
det var ikke var Frode Jakobsen og Aage Schoch, men Børge Houmann,
Aage Schoch og Kate Fleron, som havde opfordret til strejkens
fortsættelse.
Jørgen Hæstrup, Hemmelig Alliance,
bind 2, s. 314, note 62, 7. aug. 1944:
"Omtrent fra dette tidspunkt begynder
en lang række stenografiske notater af Frode Jakobsen fra møder i
Rådet og Rådsudvalg. Disse notater indeholder oftest Jakobsens
indlæg på møderne, udarbejdet forinden møderne, men også notater fra
selve møderne. De er i 1955-56 udskrevet i klart sprog af Frode
Jakobsen og dertil forsynet med forklarende noter, hvor dette gøres
nødigt til forståelsen. Notaterne beror i Jakobsens arkiv. Rent
kildemæssigt har det interesse at konstatere, at Frode Jakobsens
udskrifter af brevkladder ofte lader sig verificere gennem de
originale breve i de pågældende arkiver. Udskrifterne er aldeles
nøjagtige".
Nuvel, hertil er kun at sige, at
overmennesket FJ nemt kunne jonglerer med løgn og latin som en
illusion af sandheden. På den tid skulle Rigsdagens ste- nografer
omtolke 125 talte ord i minuttet, til stenografi, derfor blev de
afløst hvert 15. minut. Hvem lærte FJ stenografi, efter hvilket
system? Hvem har kon- trolleret værdien af FJ- stenogrammerne, som
kildeskrift?
Hæstrup ville ikke skære ind til
benet. FJ kunne manipulerer med tildigtede referater, en stresset
frihedsråds-tilstand i betragtning, således, at de aldeles nøjagtige
udskrifter blev ... identisk med FJ´s 'stenografiske noter'.
Bind 2. s. 117: "Jeg havde vovet mig
hjem på Vilhelm Birkedalsvej for at hente et eller andet.
Lejligheden var forlængst forladt. Alligevel ringede tele-fonen. Jeg
tog den".
At en illegal drister sig hjem til
sin legale bopæl, hvor telefonen ringer, og 2 unge mennesker, som FJ
ikke kender, spørger, om de må komme, og FJ siger ja, dækker over,
at FJ kunne føle sig sikker. FJ blev beskyttet af Abwehr/Ge-
stapo. Om frivillig spion, tilskyndet af interesse, eller følte sig
tvunget, truet med repressalier, er uinteressant.
Bind 2. s. 118: "Henimod slutningen
var vi mindre bange for at mødes. Det drejede sig bl.a. om ledere
fra Ringens arbejdergrupper og forfatteren Karl Bjarnhof som
repræsentant for Studenternes Efterretningstjeneste".
1942 var Karl Bjarnhof medarbejder
ved det tyskorienterede tidsskrift Globus. At FJ nævner Bjarnhof,
trods dennes stikkerbrev i 1941 til Fritz Clausen, in casu Bjarnhofs
ældste søn som frivillig på østfronten, stiller FJ´s
begreber om stikkeri i relief. Det lakoniske kapitel om Studenternes
Efterretningstjeneste i Frit Danmarks Hvidbog 1946, er skrevet af
Karl Bjarnhof.
Det Nationalhistoriske Museum,
Frederiksborg, viste i 1995 en kunstudstilling Besættelsen 1940-45.
Med maleriet Danmarks Frihedsråd.
Billedet er malet i 1949-53, af Georg
Jacobsen, efter at andre havde opgivet forsøget. De andre kunstnere
kunne ikke blive enige med Frode Jakobsen. Ud- stillingens katalog,
ved kunsthistorikeren Hanne Lopdrup, omtaler maleriet og henviser i
noter til Frode Jakobsen.
Side 24: "Erling Foss ville under
ingen omstændigheder have en af de moderne kunstnere, som malede
folk grønne i hovederne".
Note 11: "Frode Jakobsen, der som den
eneste af Frihedsrådets medlemmer endnu lever, takkes for denne og
andre værdifulde oplysninger om billedets tilblivelse".
Side 28: "Frode Jakobsens hænder er
samlet i billedets vigtigste punkt, hvor de tre cirkler falder
sammen og hvor grundfladens midterlinie krydser skæ- ringsfeltet for
de to mindre cirkler; hermed har Georg Jacobsen placeret Frode
Jakobsen som den i Frihedsrådet, der samlede trådene i sine
hænder".
Note 19: "Meddelt af Frode Jakobsen".
Side 32: "Georg Jacobsen har altså
anbragt figurerne efter deres organisati- onsmæssige tilknytning,
efter deres opgaver i Rådet og efter varigheden af deres
medlemsskab. Ud fra disse kriterier forekommer Mogens Fog og Erling
Foss måske anbragt vel langt fra inderkredsen omkring bordet, indtil
det går op for én, at hver af de to mindre kompositionscirkler i
billedets sider har deres centrale figur, hvorom de øvrige samler
sig.
I venstre side er det Mogens Fog og i
højre side Erling Foss, der begge står i omtrent samme plan som
Frode Jakobsen. Billedet har altså i virkeligheden tre centrale
figurer: Mogens Fog, Frode Jakobsen og Erling Foss, de tre der ved
et møde i forsommeren 1943 tog det første initiativ til
Frihedsrådets dannelse".
Note 20: "Frode Jakobsen, I Danmarks
Frihedsråd, 1. s. 50".
Side 33: "På et punkt adskiller den
store konstruktionstegning sig fra det fær- dige billede. På
tegningen ses Frode Jakobsens ansigt næsten forfra, og han ser
direkte ud på beskueren. På det færdige billede er ansigtet og
blikket vendt mod venstre.
Georg Jacobsen havde først malet ham
som på skitsen, men kommunisterne fandt, at Frode Jakobsen derved
fik for stor betydning. Maleren drejede der- efter hans ansigt over
mod Mogens Fog".
Note 22: "Meddelt af Frode Jakobsen".
Hanne Loldrup: "Ved således at bøje
sig for et politisk motiveret pres, gik der, kan man mene, noget
tabt i billedets kunstneriske helhedsværdi".
Hvem var den
politiske afpresser? Kunstneren, som var 4 år om at male bil- ledet?
Kommunisterne, som hævdet af Frode Jakobsen?
Eller den lille mand
med det kroniske übermensch storhedsvanvid, FJ? Dén afgørelse
overdrages læseren.
Byretspræsident Svenning Rytter,
1953:
"Frode Jakobsen er en taskenspiller"