bedrøvelige

forventninger

til erindring 
 

  - mens tid er  

 2

Nationalismens hærgen gennem århundreder er eklatant militarismen. Som spydspids for kapitalisme / imperialisme. Uden militær og kapital ingen eks-pansion. Efter nederlaget i 1864 ved Dybbøl, - 37.000 østrigere og preussere, mod 13.000 jenser - 4.000 faldne.

Med besynderlig årsag: En epidemi af dansk nationalisme påduttede prøj-serne som de afskyelige -  en påstand totalt afvist af England, Frankrig, Rus-land, - markeredes Danmark som neutral.
 

Virkningen blev, at Stauning-Munch-regeringen og Christian X med dén undskyldning, trods forudgående løfte i Rigsdagen i januar 1940, just om forsvar, ikke forsvarede os mod tyskerne den 9. april. 

Samarbejdet med tyskerne blev en katastrofe, ikke for landet, som blev skånet, men for befolkningen. Ingen politiker efter befrielsen i maj 1945 havde format til at stå frem og vedkende sig det politiske ansvar, bortset fra den forhånede Erik Scavenius.

Fokus blev i stedet rettet mod 'tyskernes lakajer', jagten på besættelses-tidens sonofre kunne gå ind, en affære med tilbageslagsvirkning år efter år i sidste halvdel af det 20. århundrede, og vil fortsætte langt ind i det næste århundrede. Sårene er ulægelige, kan ikke helbredes.

3 avisartikler i 1999, Politiken 23. og 30. maj, og Information 31. maj, moti-verer til krav om æresoprejsning til de uretfærdigt dømte under retsopgøret efter besættelsen. Hertil vil nogle uden betænkning sige ja, andre vil råbe et tordnende nej.-

De tre artikler siger noget om, hvordan besættelsestiden erfares. Kun få har personlige oplevelser fra den tid. De fleste må nøjes med ofte tendentiøse genfortællinger af historien. Betænk da, at retsopgøret også ramte dem, som ikke havde gjort sig skyldig i overtrædelse af den dagældende ordinære straf-felov. 

Redskabet til at få de sigtede dømt, blev en aggressiv lov med tilbagevir-kende kraft, fremsat af kup-juntaregeringen, maj-oktober 1945, uagtet denne regering burde have været et administrativt forretningsministerium indtil valget i okt. 1945. 

Den tilbagevirkende lov blev vedtaget af den samme rigsdag, de samme politikere, som blev indvalgt i 1939 og 1943 og  havde gennemført samarbejds-politikkens lovgivning og cirkulærer fra 10. april 1940 til 4. maj 1945 - i tysk favør.

Dagbladet Politiken. 23. maj 1999: Steffen Heiberg´s anmeldelse af Ole Knutzen´s bog: "Sandheden forældes ikke. Statsbanegeneraldirektør Peter Knutzen og regeringskrisen 1940 - 41". 

Heiberg mener, at Knutzen var naiv. Men hvordan Knutzen bidrog til at løse regeringskrisen oplyser Heiberg ikke. Alle ved, at regeringskrisen var et ama-tøragtigt påfund fra det tyske gesandtskab. At Scavenius var indblandet siger sig selv, men hvordan, får vi heller ikke at vide. Derimod:
 

"I flere nyere fremstillinger får man indtryk af, at danskerne i de første besættelsesår var tilhængere af samarbejdspolitikken eller ligefrem tysk-venlige. Det er efter min mening ikke rigtigt. Man affandt sig med  forhand-lingspolitikken, fordi der ikke var noget alternativ. I befolkningen var der en stærk fornemmelse for grænsen mellem legitimt og illegitimt samarbejde. Også politikerne havde en sikker fornemmelse for denne grænse. Deres pro-blem var bare, at den politiske virkelighed gjorde det nødvendigt at over-skride grænsen. Et af de etablerede politikeres smarteste træk var at mobili-sere Erik Scavenius".

Hvordan kunne borgeren vide, hvornår politikerne overskred grænsen, og hvornår ikke? Et smart træk, at mobilisere Scavenius?

Ohje, landsfader Stauning var kronisk indisponeret, måtte søge læ bag den junker-arrogante Scavenius, som med diplomati holdt tyskerne på afstand på sin særlige scavenius-facon - isnende imødekommende.

Hvad mener Steffen Heiberg med legitimt, versus illegitimt samarbejde,  handlede Knutzen illegitimt? Se prof. Ditlev Tamms dom over dommerne i tjenestemandssagen mod Knutzen: "De handlede uansvarligt og fejt". Poli-tiken, 7/4 1998. Sådan.

Og alligevel har prof. Tamm aldeles uret. Det fremgår klart af referaterne fra Den Dansk-Tyske Forening, 1940-1943, stiftet af og med Knutzen som formand.

Kan ses i Sagførerraadets værk, "Besættelsestidens Fakta", 1945.

Staunings samarbejdsvilje ses i Rigsdagens Samarbejdsudvalg, 13. feb. 1941: - "Statsministeren redegjorde for den beretning generaldirektør Knutzen havde aflagt. Draeger havde erklæret, at spørgsmålet om regeringens omdannelse nu er afblæst. Goebbels havde sagt, at Danmark måtte ordne sine egne forhold, idet han dog havde udtalt, at Danmark militært og økonomisk ikke kunne være helt selvstændigt. Ole Bjørn Kraft spurgte, om det var regeringens ønske, at generaldirektøren rejste og lavede storpolitiske aftaler? Statsministeren kendte intet dertil". 

"Oluf Pedersen", Retsforbundet, samarbejdsudvalgets sekretær, "fandt, at hr. Knutzens udtalelse, at vi var halvnazister, var uheldig". Statsministeren:

- "Tyskerne siger, at vi er en slags nazister, på dansk måde". 

Hvad mente Stauning? Det ses i hans taler 19. jan. og 8. marts 1941: 

- "Nyordningen stiller krav til Danmark, deri ligger ingen ulykke, dertil er erhvervsliv og befolkning fremdeles rede ... Med udstrakt vareudveksling ... Den fra Tyskland kendte planøkonomi ... Den tyske planøkonomi giver forøgede produktions- og omsætningsmuligheder ... At man roligt og villigt medvirker ... Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver". 

Dén parole fulgte regeringen efter Staunings død. 

Statsminister Vilhelm Buhl i folketinget og interview i Stockholm Tidningen 5. maj 1942: 

"I kampen mod kommunismen på vort eget territorium er den politiske linie fastlagt ved loven af 22. august 1941 og Danmarks tiltræden af Anti-Komin-ternpagten. Denne linie vil fortsat blive fulgt. Den danske regering har anset det for magtpåliggende, at opretholde og befæste et godt forhold til det tyske rige. En opgave af vidtstrakt historisk betydning". 

Hvad har vi fortrængt? Hvad kan dokumenteres fra besættelsens historie?

-

30. aug. 1943 kl. 17. Statsradiofonien. Søren Kam: "Den lægelige omsorg for danske frivillige". Se Politikens Ekstraudgave, 29. aug. 1943, s. 15, sp. 6, rubrik: "Radioen i Morgen". Søren Kam, radioforedrag.

SS-mand Søren Kam skal have deltaget i drab på en provokerende jour-nalist, Carl Henrik Clemmesen, et kendt ansigt på københavnske værtshuse i minefeltet. Søren Kam kræves dømt jvf. påstand, at drabet var en krigsfor-brydelse, dvs. angrebskrig, etniske folkedrab, osv.

Justitsminister Frank Jensen gik i nov. 1999 tjenstvilligt på banen med en efterlysning af krigsforbryder Søren Kam. Føjelig opportunisme er et ejen-dommeligt særkende for danske ministre.

Kams foredrag den 30. august 1943 om lægelig omsorg synes ikke at inklu-dere deltagelse i et drab samme dag, som var et politisk-privat opgør mellem uvenner. Søren Kams udsagn til den tyske SS-krigsret i Berlin, er en nullitet. 

Drabsmanden Helweg, som ubekymret vedstod sin gerning, blev som den første dømt og henrettet efter befrielsen, bl.a. begrundet med, at det var en skærpende omstændighed, at drabet fandt sted efter den 29. august -43, "da regeringen var trådt tilbage".

Faktum er, at Scavenius-regeringen trådte tilbage. Men:

Med den tidligere statsminister Buhl  som formand for rigsdagspartiernes 13-mandsudvalg - ikke p.g.a. Buhls nationale dyd, men fordi Socialdemokratiet var det største parti - fungerede udvalget som Departementchefstyrets skygge-regering.

Dermed kunne den danske forvaltning  fortsætte samarbejdet med tyskerne endnu 1½ år,  fra sept. -43 til 4. maj 1945.

Politiken 30. maj 1999. "Miraklet i august". Torben Krogh, interview med forfatteren Tage Skou-Hansen. Her illustreres miraklet. 

Krogh: "Historien om Holger begynder med De Nøgne Træer fra 1957. Om-drejningspunktet er en gruppe unge modstandsfolk, der går ind i sabotage-aktioner i Århus og omegn. Det var dér, Tage Skou-Hansen som 18- 20-årig var aktiv i det illegale arbejde".

Tage Skou-Hansen: "29. august 1943 er et mirakel i danmarkshistorien. Der foregik ikke specielt mange strejker i Århus. Så vi, et gammelt sjak som var modstandsfolk, tog ned til en hytte som studenterforeningen havde ved Mossø. Vi gik ned til landsbyen Alken søndag eftermiddag for at høre hvad der skete. Når vi sad ved stationen kunne vi høre stationsforstanderens radio ud gennem det åbne vindue. Og så hørte vi altså Jørgen Jørgensen, Dahlgaard, Ole Bjørn Kraft og Buhl".
 

Torben Krogh og Skou-Hansen husker forkert. Der var strejker i Århus den 26, 27, og 28. aug. Natten til 27. aug. indtraf 20 sabotageaktioner i Århus. Se Kirchhoff, "August-oprøret 1943". 

Radioen var lukket, eller kværnede om undtagelsestilstanden under afvæb-ningen af dansk militær. Set fra Berlin havde Danmark kun interesse ved truslen om invasion på den jyske vestkyst. Tyskernes nederlag var indvarslet ved Stalingrad, ud af Afrika, de allierede på Sicilien, Italiens kapitulation. 

Året efter, folkestrejken, mandag den 3. juli 1944, talte i radioen: Vilhelm Buhl, Ole Bjørn Kraft, arbejdsgivernes T.K. Thomsen, de samvirkende fagfor-bunds Ejler Jensen, og overborgmester Viggo Christensen.-

Hvorfor fabulerer Torben Krogh og Tage Skou-Hansen? Det kan muligvis bero på en anden årsag. Tirsdag, 4. juli 1944. Eksplosionskatastrofen i Århus, med mange dræbte og sårede. Måske vil Skou-Hansen fortælle om dén ulykke, hvis han ved noget om, hvad, respektiv hvem, der fremkaldte eksplosionen? Efter generalstrejken i København, mandag, er en spontant udført storsabotage i Århus, tirsdag, under udlosningen af ammunition på havnen i Århus, sandsynlig. Komparativt:

I okt. 1944 deporteredes 450 sortbørsfolk o.a. kriminelle. De havde den største dødsrate, 12 % døde, blandt alle danske fanger i kz-lejr. Enkelte af de overlevende kan, relativt nemt, påstå, at de var modstandsfolk.

Filminstruktøren Ingmar Bergman, redaktør Jørgen Schleimann o.m.m.a. har oplyst, at de havde sympati for nazismen i Tyskland. 

Den samme holdning fandtes hos flertallet i den danske befolkning, sikker på, at jætternes kamp ville tvinge hitlerismen i knæ. Det skete på barske præmisser ved krigens slutning, og et chok: Afsløringen af forræderiet mod den tyske nation, de sjælsrystende nazistiske folkedrab og kz-lejre.

Var Staunings og Buhls, Bergmans og Schleimanns og flertallet af den danske befolknings tyske orientering identisk med sympati for nazismen? Nej. Derimod påvirket af de nordiske landes placering nær Tyskland, etnisk, geografisk, økonomisk, historisk, kulturelt gennem årtusinder.

Information, 31. maj 1999. Claus Bryld: "Er fjenden min næste?". 

Claus Brylds dilemma relaterer sig fra befrielsen, tiden efter besættelsen, arven fra brødrene Bryld i det danske naziparti: 

"Når man som jeg, og som mange andre i det danske samfund føler sit liv afgørende præget af 2. verdenskrig og dens efterslæb, - hvor viden ikke er opbyggelig, men rejser nye spørgsmål eller blot føles smertelig".

Mellem yderpunkterne Tage Skou-Hansen og Claus Bryld står Ole Knutzen, som vil rehabilitere Peter Knutzen. Men ved at være negativ, giver Steffen Heiberg utilsigtet Claus Bryld ret: At ny viden ikke er opbyggelig, men rejser nye spørgsmål.

Hvorfor denne endeløse karrusel? 

Fordi den principielle forudsætning, de parlamentariske kommissioners beretninger, 1945 - 1956, burde give, men ved beslutning påstodes, ikke gav grundlag for rigsretsanklage, tiltrådt af folketinget i 1955, 10 år efter besæt-telsen, påvirket af Den kolde krig, Jerntæppet, Koreakrigen, osv.

Derved forliste, at PKB havde lagt op til nye undersøgelser. 

En hvidbog, i videste omfang objektiv, udsendt nogle år senere, kunne have åbnet for en konkret analyse af modstandsbevægelsen, som ikke blev gennemført. Det skete i privat regi i modstandsbevægelsens favør. Virkningen af den daværende samarbejdspolitik kan kun belyses i en resumerende hvidbog, som må efterlyses hos folketing og regering. -

Det eneste bevis på befolkningens syn på besættelsen, politikere, regerin-ger, antikominternpagt, støtte til tysk krigsførelse, rigsdagens genindtræden uden valg og accept af junta-regeringen 10. maj 1945, retsopgør, dødsstraf,  versus modstandsbevægelsens ringe omfang, er de frie valg i 1943, rigsdagen 23. marts, landstinget 6. april, kommunerne 6. maj 1943, samt valgene til folketinget i 1945 og 1947. 

Folketingsmandater efter valgene i 1939 og 1943,

genindtrådt uden valg i maj 1945,

valgene i okt. 1945 og 1947. 

Socialdemokratiet: 64 - 66 - 66 - 48 - 57. 

Kommunister: 3 - 0 - 3 - 18 -  9. 

Venstre: 30 - 28 - 28 - 38 - 49. 

Konservative: 26 - 31 - 31 - 26 - 17. 

Radikale: 14 - 13 - 13 - 11 - 10. 

Retsforbundet: 3 - 2 - 2 - 3 - 6. 

Dansk Samling: 0 - 3 - 3 - 4 - 0. 

Bondepartiet: 4 - 2 - 0 - 0 - 0. 

Nazister: 3 - 3 - 0 - 0 - 0.

Socialdemokratiet / Kommunister: 67, 66, 66, 66, 66. Borgerlige: 83, 82, 82, 82, 82.

Trods vælgervandringer er bevægelserne mellem partierne ikke påvirket. Forsteningen 66 / 82 udtrykker vælgernes grundholdning. Den danske arv hvi-lede på snusfornuftige bønder, uden vingefang.

Dermed blev besættelsestidens klassekamp usynlig, domineret af Venstres reaktionære krav, i mindre grad de konservatives. Ligeledes usynlig er kam-pen mellem engelsk sprog og overklassekultur, de konservatives beundring for englændernes imperialisme, versus landbrugets og arbejderklassens i landsby- og folkeskole indterpede velvilje for tysk sprog og kultur.  

Vælgervandringerne udtrykte ingen chokbølge efter afsløringen af nazis-ternes dødslejre. Tværtimod fik Venstres politik opbakning hos mange væl-gere, jvf. valgene i okt. 1945 og 1947. Til gengæld forstærkedes retsopgørets virkning, jvf. juntaregeringen maj- okt. 1945, konfirmeret af den samme rigs-dag, som indvalgtes i 1939 og 1943. 

Venstre agiterede for en mildere kurs, som gav pote ved valgene i oktober 1945, og især i 1947.

400, 600, 800 eller 1.000 likvideringer? Hvem var stikkeren?

Claus Bryld: "Nægtelsen af at undersøge de flere end 400 likvideringer under og efter besættelsen". 

Bemærk: Dén undersøgelse er udført af Frode Jakobsen. FJ. "Standpunk-ter", 1966, s. 48: "På regeringens og Frihedsrådets anmodning efter befrielsen påtog jeg mig opklaringen af, hvilke af besættelsestidens 486 uopklarede drab, der faldt på modstandsbevægelsen. Modstandsbevægelsen foretog 350 drab". 

De registrerede drab fra 9. april 1940 til juli 1944 udgør 209. Fra august 1944 til 4. maj 1945: 277. = i alt 486. Men udgør 875, jvf. Ninka-interview med Frode Jakobsen, Politiken 25. april 1995.

Desuagtet findes kun sporadiske oplysninger om 125 drab jvf. Ditlev Tamm, Retsopgøret. Dvs. inkl. likvideringer inden for modstandsbevægelsens egne rækker. 

Er de undersøgelser holdbare? Alt taler for en ny undersøgelse. En ny undersøgelse kan opklare, hvem der blev ramt, og motiv. 

Heraf tilskrevne 350 stikkerdrab, 100 clearingdrab, plus drabene ved røveri, vold, sex, jalousi. Resultat 486 - 600 - eller 875, formentlig mere end 1.000 måske 2.000 snigmord, drab, drabsforsøg, vådeskudsulykker.

Nuvel. Jeg agter at udsende et statistisk bidrag til besættelsestidens historie vedrørende drab og terror. Historiens dom forudsætter realiteter. Navn på de dræbte, og hvorfor, såvel navn på den gruppe, som var deres drabs-mænd. Det være sig politiske og de kriminelle.

Deltagerne i drab og snigmord var: Frihedsrådet, Bopa, Holger Danske, Abwehr, Gestapo, danske politi, hærens e.t., søværnets e.t. plus:

SOE = engelske M.I.5 og M.I.6 / polsk-engelske Felicia = SIS/M.I.6 / ameri-kanske OSS = CIA / SF Special Forces = SOE/OSS.

Dvs. danske, tyske, engelske, franske, svenske, norske, finske, russiske, hollandske, polske eksperter i afværgedrab, snigmord, spionage, subversion. 

Plus kynisk kriminelle psykopatdanskeres talrige rovmord. Røverbander, t.ex. ført af William Brorsen, blev afsløret og dømt i december 1946.

Røver- og drabsbander i frihedsbevægelsens navn er adskilligt flere end hidtil afsløret. De kriminelle udgjorde en betydelig risiko for modstandsbevæ-gelsen.

Dertil fortsættelseskrigen under den kolde krig, CIA`s antikommunistiske 'Gladio' i Europa, en frimurerloge i Italien, og Absalon/Firmaet/Arne Sejr og konsorter, næppe uden kommitterede i Hjemmeværnet, Frode Jakobsen, i reserve. Se W. Christmas Møller, Obersten og Kommandøren, 1993.

-

Frode Jakobsen, Standpunkter, s. 50: "Ikke alle, der blev dræbt, havde begået stikkeri. Det blev klart slået fast af Frihedsrådet ved befrielsen. Vi har ikke ønsket stikkernavnet med urette hæftet på nogen". 
   I 1995 omtalte FJ i aviser og tv de i maj 1945 ca. 40.000 internerede, som "stiggerne". 

Samme krænkelse vælter Jørgen Røjel ud i sin bog, "Holger Danske rejser sig, Opgøret med stikkere og terrorister", 1995.

"Stikker" er et pestbefængt gadedrengeudtryk. De faktiske forhold var kom-plicerede. Med en kødrand af implicerede: Nazister, kommunister, sabotører, SOE-folk, og nervøse kvinder opførte sig tåbeligt ved at angive uvenner, kolleger, gruppekammerater til politiet, eller politiets kampfælle, Gestapo.

FJ og Røjel påstår, at der var krig. En mærkværdig påstand, rettelig: "Pri-vatkrig, gangsterkrig, borgerkrig, terror". 

Årsagen til angiveri var panik, dvs. angst, uden generel kynisk beregning, dertil sladder og rygter, som blev livsfarlig for den bagtalte, under tryk af tidens mistro,  forvirring, nedslidte moral, stigende kriminalitet.

Jane Horney Granberg blev i jan. 1945 lokket fra Stockholm og myrdet i en båd på Øresund.

Jutta Graae Juncker, Værnepligt, 1995, s. 40: "Når man i krigstid stikker sin hals så langt frem, som hun gjorde, må man også forvente at hovedet kan falde af". 

Hvad dælen ved "Storfyrstinden" om Jane Horneys liv, andet end sladder i Stockholm om en medsøster? Hvis Jutta Graae Juncker kender årsagen til likvideringen af Jane Horney og dennes færden de sidste ca. 10 døgn, bør hun oplyse om grunden til Jane Horneys skæbne. Storfyrstinden ved i så fald mere om affæren end den myrdedes familie og det svenske politi.

Aksel Larsen, kommunisternes formand, arrestant hos Gestapo 1941/42, bekræftede 121 partikammeraters illegale virksomhed. Han overlevede krigen i et tysk tugthus.

Fritz Clausens rundspørge i 1942 medførte de facto angiveri: 

Bjørn Erichsen: "Formanden for Det kgl. Kapel er jøden Salomon".

Karl Bjarnhof: "Ikke mindst efter Anti-kominternpagtens underskrivelse er stemningen i store kredse blevet meget ond. Når man, som jeg, har en søn i Frikorps Danmark og selv har forsøgt at fremme et godt forhold, må man dagligt tage imod mange ubehagelige ting, rent bortset fra, at éns positive stilling til det nye Europa, uden al tvivl betyder en særdeles effektiv trussel mod mig og min families økonomi. Jeg er medarbejder ved Social-Demo-kraten og Statsradiofonien". "Nielsen", Frihedsrådet.

Bemærk: På det tidspunkt var Karl Bjarnhof med i det tyskorienterede socialdemokratiske tidsskrift Globus.

Churchill-klubben, 1942: Den først arresterede Knud Pedersen angav de øvrige.

Flemming Muus, Gjort Gerning, 1979. Knud Jespersen, Med hjælp fra Eng- land, 1998, jvf: - April 1942 udnævntes i London trafikminister Gunnar Larsens forretnings-forbindelse i England, lord Selborne, til minister med ressort for SOE. Selborne bad via Ebbe Munck, Gunnar Larsen finansiere Special Forces i Danmark med 800.000 kr. 

Ebbe Munck syltede sagen til 1944; beløbet udbetalt til Muus, som købte statsobligationer, skjulte dem i en bankboks, idømt 2 års fængsel for bedrageri, afkortet til 6 mdr.  plus 5 års udvisning. En lejlighed konfiskeret. 

Varinka Wichfeld Muus, Fra solskin til tusmørke, 1994, s.133: "Ole Geisler og Preben Lok-Linblad fik lov til at beholde deres lejligheder".-

Flemming Juncker, Men morsomt har det været, s.105-116: "Kureren havde været i Frederikshavn hos en der udstationeret faldskærmsmand, som havde vist sin pistol til en pige, Frederikshavner-Grethe. Faldskærmsmanden blev taget, bragte sine hjælpere i store vanskeligheder og gav kurerens sig-nalement. Da han kom til København, tog politiet ham". 

Jørgen Røjel, Modstandsgruppen Hvidsten, s. 25: 

"13. dec. 1943 fangede Gestapo 2 faldskærmsagenter. De følgende måne-der trevlede Gestapo SOE´s kontaktnet op i hele landet, og det endte i en katastrofe med op mod 200 anholdelser, talrige deportationer og 25 henret-telser".

Røjel undlader at nævne det danske politis medvirken.

Varinka Wichfeld Muus, s. 131: "Jacob Jensen havde inviteret telegrafisten Lund og en norsk faldskærmsmand hjem hos sig i sin lejlighed i Århus, og derfra bestilt lynsamtaler til Randers. Hvidstengruppen blev taget, otte med-lemmer henrettet 29. juni 1944. Blandt de arresterede var senere Carl Larsen, familien Wichfeld og mange flere". -

Flemming Muus, Ingen tænder et lys, s. 91: 

"Andy var taget, sad i Berlin. Mange vil erindre liget i Sjælsø. En af vore faldskærmsfolk overholdt ikke spillets regler". 

Andy, Adolf Larsen, faldskærmsmanden i Frederikshavn. K. Jespersen, Med hjælp fra England. 
   Liget i Sjælsø, Hans Henrik Larsen, som havde modtaget 10.000 kr. for at lede tyskerne til faldskærmschefen. Flemming Muus, Gjort Gerning, s. 201.-

Jørgen Røjel, Holger Danske rejser sig, s. 222: 

"Flemming Muus anmodede Holger Danske om at arrestere en ung mand, Søren, mistænkt for at have angivet flygtningerutens kontor på Forchammers-vej. Søren kunne føre en lang række fremtrædende modstandsfolk inklusive Holger Danskes ledelse bag lyset". 

Søren likvideret; hvorfor blev han ikke overført til Sverige? Jane Horney blev også beskyldt for at have angivet Forchammersvej.

Flemming Muus, Gjort Gerning, s. 62: 

"Gestapo fik fat på Wörishøffer, Busenius Larsen, Bjørn Møller, Marie og Birgitte Holstein-Ledreborg, Andreas Holm, Aage Schoch, Kate Fleron, Preben Lok Linblad og Poul Justesen. Fritz (?) var arresteret og havde foruden at angive adressen i Skodsborg og Bredgade 47, også fortalt om Otto, som angav Kate Fleron og Aage Schoch". -
 

Leif Larsen, Borgerlige Partisaner, s. 76-80, 175: 

"Helten Aage har tilstået alt og har hængt Villy forfærdeligt op. Freddy har navngivet os alle 9 mand, der var med til at hente Jens Olsen, og at det var H. der skød ham. Nar det tyske politi er så godt oplyst skyldes det ikke, at de almindeligvis tæsker det ud af de arresterede. Tværtimod lader disse, så snart de er anholdt, munden løbe". 

"24.okt. 1943 mødte Axel Bune og jeg, Ernhardt Fraun, 2 schalburgfolk. Vi nåede dem ved Kongens Have, hvor vi gav dem hver et skud i nakken". 

"Ernhardt Fraun var med til mishandlingen og drabet i Rude Skov 21. okt. 1943 på fru Meyer, angivet som stikker, efter at hr. Meyer var flygtet til Sverige. 13 personer, heraf 2 kvinder, er sigtet i sagen, som i forhør hos det danske politi pastår at være tilknyttet De frie Danske. Komplottet afsløres at være en røverbande med bl.a. Ernhardt Fraun og en tidligere frikorpsmand". 

Poul Sørensen, politifuldmægtig, Skanderborg, henrettet af tyskerne. Efter befrielsen bebrejdet at have angivet gruppekammeraterne til Gestapo, jvf. tv-interview 1995 med den henrettedes hustru.

Menigmand var ikke imod englænderne, men mod den britiske imperialis-me, anså imperialismen som magtbrynde, en mangel på kultur, og dog elitær.

Karen og Bror Blixen, med tyske aner, blev i Britisk Øst-Afrika i 1914 beskyldt for at være tyskvenlige. Christmas Møller rejste til London uden at kunne tale engelsk. Frode Jakobsen var tysklærer. Vi havde større tysk end engelsk handel, minus årene i 1930´erne. Shakespeare var oprindelig oversat fra tysk. Børn i grundskolen lærte af fremmedsprog kun tysk.

Dem der fulgte Vilhelm Buhls opfordring 1942 og Christian X´s tale 1943, at angive sabotører, blev under retsopgøret dømt for angiveri. Det ramte 653 personer = 5 % af alle 13.323 dømte. Heraf 306 mænd = 4% af 12.692 dømte mænd, plus halvdelen = 347 eller 54 % af samtlige 631 dømte kvinder. 

Det burde have impliceret Karl Bjarnhof, jvf. dennes brev i 1941 til Frits Clausen. Bjarnhof søgte ly i Studenternes Efterretning. 

At Frode Jakobsen i 1995 hånede de i 1945 40.000 internerede som "stig-gerne", er forrykt. De 653 dømte for angiveri udgør 1,7 % af de 40.000 inter-nerede i maj -45 . 

Dertil det tungtvejende faktum, at hovedparten af nævnte stikkerdomme kun beror på banale bagateller. 

Dét vidste Frode Jakobsen. En forrykt fanatiker, uden moralsk kvalitet.

C.B. Henriques, advokaternes nestor 1950: "Også domstolene var grebet af den rabiestilstand, der i virkeligheden herskede". Rabies, hundegalskab. Dr. jur. Axel Pedersen, En rettens tjener, s.158.

Hvorfor forløb besættelsen af Danmark mindre krigerisk, end i andre lande? Faktum er, at en fredelig besættelse var fra tysk side ment oprigtigt. Derfor overenskomsten 10. april 1940, hvor idiotisk den end må forekomme. 

Men forelå der en aftalt plan om tysk indmarch, mod et forstilleligt dansk forsvar? Den sag er aldrig opklaret, men burde kunne. 

Et tysk vidne til det såkaldte Rostockmøde, marts 1940, blev efter krigen intimideret af sin tyske advokat til tavshed. Vidnet havde ved et møde i en villa set, hvad han mente var den danske udenrigsminister, Peter Munch. 

Blandt dem der kunne forveksles, havde ansigtstypelighed med Munch, var udenrigsministeriets direktør O.C. Mohr, Erik Scavenius, prins Axel, kaptajn Lunding / hærens e.t., og Louis von Kohl, en kort tid afdelingschef i det danske sikkerhedspoliti.-

Se Henrik Stevnsborg, disputats, Politiet 1938-47: - 20. feb. 1939. Brev fra Louis von Kohl til statsminister Stauning og justitsminister Steincke: 

"I den kommende krig mellem Tyskland og England vil Danmark blive et tysk krigsmål - Efter den forventelige knusende tyske sejr - Tilbyde den tyske marine adgang til vore farvande - Luftbaser i Jylland - Trække sig tilbage for overlegne tyske kræfter - Tiltræde den i 1936 mellem Japan og Tyskland indgåede Anti-kominternpagt - Træde ind i kampen mod kommunismen". 

9. april 1940. Prins Axel hos Göring i Berlin. Prinsens bestræbelser for Ø.K. var den samme som forgængerens, H.N. Andersen, Ø.K-magnaten, Christian X´s udenrigspolitiske rådgiver under 1. verdenskrig, til ærgrelse for davæ-rende udenrigsminister Scavenius. Erik Scavenius var før 9. april daglig gæst hos den tyske gesandt Renthe-Fink.

Med andre ord: Viljen til diskret fortrolighed mellem tyskerne og prins Axel, Buhl, Kohl, Mohr, Munch. Lunding, Scavenius, Stauning, Steincke, der førte til et Rostockmøde, synes at være absolut sandsynlig.

8. april 1940. Pro Memoria af Hartvig Frich, partiformandsmøde: 

"Staunings ansigt var ubevægeligt. Mens jeg gjorde disse bemærkninger, så jeg, at Buhl, der sad ved siden af mig, og Stauning, der sad for bordenden, rystede meget kraftigt på hovedet og vekslede blik indbyrdes. Hermed var det mig klart, at de ledende kræfter i regeringen havde taget den afgørende beslutning". PKB, 1, tillæg, s. 516. 

Th. Stauning, selskabsløve i hvid smoking; alkohol og sygdom svækkede ham. "Partifolk hviskede om det nødvendige i, at slæbe rundt på et stinkende lig". "Nielsen", Frihedsrådet, Børge Houmann: Kommunist under besættelsen.

Højgaard-kredsen gik 14. nov. 1940 til Christian X med krav om en regering Prins Axel. Blandt heroerne var Percy Ipsen, m.a.b. Dansk Rekylriffel Syndi-kat, m.a.b. Dansk-Tysk Forening, og A.P. Møller, Odense Stålskibsværft, ho-vedaktionær i Dansk Rekylriffel Syndikat, o.m.a. 

Se Ekstrabladet, 7. okt. 1942, s. 4, sp. 3: "A.P. Møller er rejst til Berlin".

-

Buhls radiotale, 3. sept. 1942: "Regeringen vil forfølge sabotage mod den tyske værnemagt. Den, som begår sabotage og hjælper med dertil, eller tilba-geholder viden om sabotageplaner, eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædreland".

Gunnar Larsen, trafikminister 1940-45, forhadt storkapitalist, ingeniør, flyver, 8 år i USA. Valby Maskinfabrik / FL. Smith, saboteret.

Gunnar Larsen blev fralokket 800.000 kr. angiveligt til SOE, interneret i maj -45, idømt 10 mds. fængsel for værnemageri, medejer af geværbørstefabrik, frikendt ved højesteret.

Erling Foss, Frihedsrådet, medejer af FL.Smith og Dansk Aluminium Indu-stri, flydele, saboteret 19. feb. 1943. Foss undgik tiltale for værnemageri. FL. Smith drev cementfabrikken Port-Kunda i Estland med slavearbejdere, jøder, sigøjnere og krigsfanger.

Selvfølgelig ramte intolerancens og brødniddets knive i flæng blandt dem, der fastholdt sympatien for tysk kultur. I trods mod nazismen. Det gjaldt Svend Borberg, skuespil m.v., gik i brechen for Bert Brecht, koketterede med sam-arbejdet, forfulgt til sin død trods Humboldtmedalje og Henrik Steffens digter-pris.

Det gjaldt litteraten Hakon Stangerup, smerteligt for Henrik Stangerup.

Det gjaldt den gamle digter, Valdemar Rørdam, som i fordums tid skrev "Danmark i tusind år"; den gamle mand havde en søn på østfronten.

Det gjaldt Harald Nielsen, antibrandesianer i sit tidsskrift Ugens Tilskuer; lagt på is i 1945 som antijødisk; udgav i 1956 en kritisk analyse af Karen Blixens brug af andre forfatteres forlæg. Men i samtlige Blixen-biografier findes ingen henvisning til Harald Nielsen. -

Det kunne have gjaldt Karen Blixens hyldest til det totalitære oligarki i novellen Sorg-Agre, 1943. Bag de litterære falbelader ses skyggen af hoved-aktionæren i Karen Coffee Co, Den afrikanske farm, 1913-31, onkel Aage, Aage Westenholz, plantageejer i Sydøstasien, Rekylkorps Westenholz 1908-18, frivillige Estlandskorps mod Sovjet 1919.

Farmens medaktionærer, onkel Torben, generalmajor Torben Grut Hansen, onkel Thorkil, advokat Thorkil Knutzon, onkel Nicolaj, godsejer Nicolaj Hansen Grut, onkel Harald, advokat, storkøbmand Harald Plum. 

De var alle successivt i Dansk Rekylriffel Syndikat, maskinkanoner, maskin-geværer, produktionsaftale med hær og søværn overført til Værnemagten.

Se Greens Danske Aktier, plus bilag i Rigsarkivet, PKB, m.v.

Bopa bombede Riffelsyndikatet. "Oberst Grut ringede fra Virum og spurgte, om vi havde undersøgt bygningen for sabotagebomber".
 

Det gjaldt Carl Roos, professor i tysk sprog og litteratur, en fornem produk-tion som videnskabsmand. Humboldtmedaljen, medlem af Deutsche Akade-mie. Carl Roos blev i 1945 uberettiget stemplet som nazist. 

I 1937 udsendte Carl Roos Nietzsche, hvori han beskrev Nietzsche som ure-delig filosof. Nietzsche var grundet syfilis periodevis sindssyg, og Roos skep-tisk mod, at Nietzsches søster, Elisabeth Förster, havde adgang til Nietzsches manuskripter. 

Frode Jakobsen studerede hos "nazisten" Carl Roos.

Elisabeth, rabiat antisemit, nazibeundrer, blev i 1962 afsløret som snedig forfalsker af Nietzsches 'übermensch'.

Det vil sige grundlaget for, at Nietzsche blev en af nazismens, og Friheds-rådets Frode Jakobsens, afguder.

-

                               8. Tåbelige forventninger