Efter den russiske revolution, 1917, afstod Sovjetunionen i 1918 magten over Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Ukraine og Transkaukasien. Derved fik de sovjetiske hære tilført nye forsyninger og mandskab. 

De tyske tropper havde rømmet Finland, jvf. Lenins fredsaftale, marts 1918, med Tysklands socialdemokratiske regering, efter den abdicerede kejser Wil- helm. Wilhelm en næsten svoger til den danske konge Christian X.

Winston Churchill, sønnesøn af hertugen af Marlborough, tiptipoldefar her-tug af M, havde arvet sin fader, Randolph Churchills populistiske, reaktionære grundsyn, dækket af facadeforslag til sociale reformer. Randolph C. var en tid minister for Indien.

Winston Churchill var som krigsminister drivkraften bag Storbritanniens, Frankrigs, Japans og USA´s angreb på Sovjet-Rusland 1919-21.

Zarrigets tidligere generaler, "de hvide": Mannerheim, Judenitch, Koltchak, Denikin, Wrangel, Semenov, Ungern-Sternberg og Petljura i Ukraine, blev støt-tet af de allierede, Ententen, til kontrarevolution mod Sovjet.

Mannerheim, som via krigsretter henrettede 8.000 finske socialister, skulle rykke frem mod Petrograd. Det afviste Denikin. Judenitch skulle erobre Petro- grad fra Estland, men de lovede engelske styrker til Estland udeblev. 

Nikolaj Judenitch og hans hær af frivillige russere, tyskere, skandinaviske korps og det danske Korps Westenholz, led nederlag i Estland ved Narva, slået af Trotskijs røde matroser fra Kronstadt. Judenitch flygtede til København. 

Alexander Koltchak havde udnævnt sig selv til guvernør over Sibirien, led nederlag ved Omsk, henrettet i Irkutsk.

Nicolaus Ungern-Sternberg, nederlag i Novo Sibirsk, aug. 1921, henrettet.

Anton Denikin og Peter Wrangel i Kaukasus, støttet af Frankrig, nederlag nov. 1919 mod chefen for Røde Rytteri, ryttergeneral Budennyj.

Simon Petljura havde som hvide-russisk krigsminister i Ukraine tilladt pogro-mer mod jøderne. Petljura, som blev støttet af Frankrig, flygtede til Paris; her blev han myrdet af en jødisk urmager.

Engelske styrker i Arkhangelsk, franske i Odessa, og amerikansk-japanske i Øst-Sibirien blev 1919-21 nedkæmpet af den Røde Armé.

-

Der var rutine i zarriget Rusland og i Europa, at landsforvise, resp. deporte-re politiske og kriminelle, "alle vaneforbrydere" til straffekolonier; tyve og fal-lenter, drabsmænd, bedragere, opsætsige intellektuelle, brødstjælende børn, og barselskvinder der havde dræbt deres nyfødte.

Zarriget deporterede til Sibirien, England til Australien, Frankrig til Fransk Guyanna, Dania til Norge og Christiansø, Tyskland til Østafrika og Ukraine.

Lenin og Stalin havde været deporteret til Sibirien. Iljitch Lenin var sagfører i Petrograd, støttede fabriksarbejderne, skrev: Hvordan bekæmpes Social-demokratiet? Lenin dømtes 1897 til 3 års ophold i Sibirien. Lenins broder, Alexander, henrettedes for sammensværgelse mod zaren. Josef Stalin deporteredes til, og flygtede 4 gange fra Sibirien i årene fra 1902, til han blev frigivet under revolutionen 1917.

Det er med andre ord misvisende når det påstås, at fangelejrene i Sibirien var Lenins og Stalins opfindelse. Zarriget anvendte Sibirien, som England Au- stralien, Frankrig Guyanna: deporterede fangerne som arbejdskraft til koloni- sering af deres imperiers ødemarker.

-

De østeuropæiske folkedemokratier i sovjetzonen efter 2. verdenskrig opret- tedes 1945 i Ungarn og Jugoslavien, 1946 Bulgarien og Albanien, 1947 Polen og Rumænien, 1948 Tjekkoslovakiet, 1949 DDR Øst-Tyskland.

Jerntæppet i Europa indvarslede Churchill 5. marts 1946 i en tale i Fulton, US. På det tidspunkt med indenrigs- og udenrigspolitisk sigte. Churchill havde tabt det engelske parlamentsvalg til Arbejderpartiets Clement Attlee.

Den Kolde Krig fra 1947 var et journalistisk scoop hos den amerikanske journalist Walther Lippman, som i en kommentar omtalte diplomatiets og pro-pagandaens virkning som "kold krig" til begrænsning af militære konfronta-tioner.

I 1948 blokerede russiske tropper Berlin. Vestmagterne etablerede en luft-bro til Berlin. Samme år brød Jugoslaviens Tito med Sovjets udenrigs-politik. Årsagen var Den Kolde Krig, de stigende storpolitiske spændinger. Tito ville være neutral.

Churchill havde med våbenforsyninger og agenter fra MI6-SOE støttet de kongetro tjetnikere og Tito, men satsede på Tito indtil 1945, da Tito valgte sov- jetisk side. Desuagtet udleverede de allierede de til Kärten i Østrig fra Jugo- slavien flygtede tjetnikere. Tito hævdede, at de havde støttet tyskerne. Tito lod mange tusinde tjetnikere likvidere i massegrave. Legenden om de jugoslaviske partisaners kampe i kløfter og bjerge mod tyskerne, var en overspillet efter-krigstidslegende, opmuntret af Tito.

-

Ved folketingsvalget marts 1943 gik Socialdemokratiet frem fra 64 til 66 mandater. Kommunistpartiet var forbudt; de fik ved valget i 1939 kun 3 man-dater. 

Ved valget i oktober 1945 fik Socialdemokratiet 48, kommunisterne 18. 

Det reaktionære Venstre og Konservative Folkeparti dannede mindretalsre- gering. Ved valget 28. okt. 1947 opnåede Socialdemokratiet 57 mandater, kommunisterne halveredes til 9. Trods Venstres valgsejr fra 36 til 49 mandater dannede Socialdemokratiet mindretalsregering. 

Men uagtet de mange valg, var intet rokket ved den afgørende fordeling fra 1939: Det vil sige uændrede 66 socialistiske mod 87 borgerlige mandater.
 

1940. Hvorfor blev vi overrumplet den 9. april?

Her må vi tænke et øjeblik: Fordi vi med samtidens øjne alligevel ikke når til bunds i datidens forudsætninger, ikke kan redegøre for det klima og den ånd, der herskede. 

Trods mange advarsler om et forestående tysk angreb på Norge og Danmark reagerede regeringen, generalkommandoen og søværnet negativt.

De militære kommandoveje var tåbelige. Der var intet, hverken formelt eller reelt samarbejde mellem hærledelsen og søværnet. 

Det afviste søværnet, uden aftale om, hvorvidt hæren eller søværnet skulle beskytte de danske havne, uagtet søværnet var favoriseret med nybyggede ubåde, til i alt 11, trods regeringens nedskårne udgifter til militær. Endvidere havde hæren og søværnet sine egne flyvetropper, i alt 70 fly, uden planer for et samlet luftforsvar.

Operetteofficerernes inkompetence administreredes af Krigsministeriet og Marineministeriet. Samtlige danske havne, inklusiv København, lå åben for fjenden den 9. april. Ansvaret påhviler alene Søværnet. 

Hæren kan lastes for: at ikke én jernbanebro, ikke én vejbro blev sprængt, samt at der ikke var udlagt landminer til hindring for tysk fremrykning.

-

    Munch        Stauning            Alsing           With          Prior          Gørtz        Rechnitzer      Chr. X

Udenrigsministeren, den radikale P. Munch, havde fra 1920 engageret sig i Folkenes Forbund i Geneve, og støttet tyske krav om genoprustning. 

Statsminister Stauning havde erklæret, at Danmark ikke skulle være Nordens lænkehund mod syd. Stauning talte på arbejderklassens vegne, som ikke ønskede krig. Stauning døde i 1942.

Alsing Andersen, forsvarsminister, Staunings partifælle, var pantsat til det politiske ansvar for regeringens hensigt: Krig eller fred. Alsing A levede op til ansvaret; overnattede i ministeriet natten mellem 8. og 9. april 1940.

Erik With, chefgeneral 1931 - nov. 1939. 

William Prior, chefgeneral, nov. 1939; sov hjemme 8. april; deltog i mor-genmødet på Amalienborg 9. april. 

Ebbe Gørtz, chef 1937 for generalstaben og hærens efterretningstjeneste; mente ikke, at trusselsbilledet, april 1940, havde ændret sig. Sov hjemme 8. april; gav ikke møde på Amalienborg 9. april. En variant af hitlermoustacen var væk, da han deltog i Frikorps Danmarks æresparade 1942.

Hjalmar Rechnitzer, admiral 1932, chef for søværnskommandoen, direktør for Marineministeriet; hitlermoustace; deltog i mødet på Amalienborg 9. april. Afsked maj 1940 efter flådeofficerers mistillid mod ham.

Kongen, kronprinsen, forsvarsminister Alsing Andersen, udenrigsminister Munch, en passiv Stauning, general Prior og admiral Rechnitzer kapitulerede om morgenen den 9. april på Amalienborg, over for de tyske krav. Rigsdagens folketing og landsting holdt samme dag fællesmøde. Stauning erklærede: 

"Den nuværende regering har ansvaret for den trufne afgørelse".

10. april: samlingsregering med repræsentanter fra de fire største partier: socialdemokrater, radikale, venstre og konservative. 

Tyskerne havde garanteret dansk suverænitet. Resultatet blev forhandlinger om dansk-tysk gensidig respekt og samarbejde.
   Glemt var løftet fra januar i Rigsdagen: Danmark skal forsvares.

-

Havde det betydning, at den ansvarshavende danske admiral var jøde? 
   Historikeren Søren Helsted sætter fingeren på dette vanskelige punkt i sin bog: "Truslen mod Danmark, Regeringen og de militære chefers trusselsop-fattelse 1938-40", Museum Tusculanums Forlag, maj 2000. Bogen støttes af et væsentligt kildemateriale, herunder Rechnitzers dagbog. 

Helsted bemærker side 83: 

"Derudover omtaler dagbogen flere gange det gode forhold mellem de dansk-tyske mariner og deres chefer, det positive udbytte af besøget i Berlin og Rechnitzers egen væsentlige rolle i de tilsyneladende forbedrede dansk- tyske forbindelser. Her skal det dog nævnes, at man ikke herudaf kan tolke, at Rechnitzer lod sig smigre til en positiv opfattelse af nazi-regimet som sådan. Da han var jøde, ville dette også undre". 

Ser man det.

Hitler havde mildest talt boykottet de tyske jøder, tvunget dem til emi-gration, fængslet dem, sat dem i kz-lejr, og gennemført ydmygelser af jøderne i Østrig og Sudeterland. Hensigten kunne for enhver jøde ikke være tydeligere. Dermed kompliceres Rechnitzers motiv til den af ham beordrede søværns-passivitet den 9. april. 

Kan dette, at han var jøde, have spillet en rolle? Eksistenskampen for en dansk jøde betød at være, respektivt at blive, akklimatiseret. For en jødisk offi- cer kunne det være et problem, den franske affære, kaptajn Dreyfus in mente. Dreyfus, jøde, blev dømt som spion og forvist til det barske fængsel på Djævle- øen. Dreyfus var uskyldig, først år senere rehabiliteret.

Hvilke forestillinger gjorde en dansk-jødisk officer, admiral Rechnitzer, sig om antisemitismens udskejelser i Nazi-Tyskland? Man skulle tro, at det netop havde opmuntret ham til hvidglødende raseri mod nazisterne? 

Men, nej, Rechnitzer beordrede søværnets passivitet.
-

1940.

9. april. Kong Chr Xs nevø, Ø.K.-direktør, kontreadmiral i søværnet, prins Axels møde med Göring i Berlin. Var tyskernes indmarch den 9. april 1940 aftalt spil? Var kontreadmiral, chefdirektøren for Det Østasiatiske Kompagni, hans kongelige højhed prins Axel, og Stauning, Munch og Buhl involveret?

1941.

36 Deltagere fra Socialdemokratiet, fagforeninger og arbejdsgivere på stu-dierejse i Tyskland. Besøgte de virkelig samtlige kz-lejre?

Statsminister Th. Stauning: "Den fra Tyskland kendte planøkonomi giver forøgede produktions- og omsætningsmuligheder. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver". 

Hvordan opfattede en alkoholiseret Stauning nazisternes planøkonomi?
 

22. juni 1941 kl. 4:30. Tysk invasion i Sovjet. Angrebet tordnede frem. Øst-fronten, 2.400 kilometer fra Øst-Preussen i nord til Sortehavet i syd.

Samme morgen fik Sverige forelagt et tysk krav: Sverige skulle tillade transit på svenske jernbaner fra Oslo i Norge via Sverige til Finland, og tillade tyske telegrammer og telefoni sendt på det svenske telenet. 

"Et svensk nej var et nej til den tyske vilje at knuse bolsjevikkerne", hed det.

Finland var på tysk side; kendt som den finske fortsættelseskrig mod Sovjet efter russernes angreb i 1939, våbenstilstand 1940.

Transittransporten omfattede 20.000 tyske soldater, udrustning, forsyninger, kanoner, ammunition, fordelt på 4 tog dagligt, i alt 150 jernbanetog. 

Hvad tyskerne ikke vidste var, at et kontor i den svenske telestyrelse afslø-rede de tyske koder, og havde gjort det siden krigens begyndelse. Det svenske sikkerhedspoliti pålagde telestyrelsen tavshedspligt, selv da de tyske krav i juni 1941 forinden kunne være meddelt regeringen.

Danske kommunister arresteret, kommunistpartiet forbudt. Regeringen Stauning udtalte 26. juni: "Tysklands kamp mod Sovjetunionen er en fælles europæisk interesse".

8. juli meddelte regeringen tilladelse til oprettelsen af Frikorps Danmark, et frivilligt dansk korps til østfronten.

24. nov. bifaldt Rigsdagens Samarbejdsudvalg og kongen, Danmarks tiltræ- den til Antikominternpagten: En traktat med Tyskland, Italien, Spanien, Japan, Nanking-Kina, Finland, Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Slovakiet og Danmark.

7. dec. angreb japanerne den amerikanske flådehavn i Pearl Harbor. USA erklærede sig allieret med Storbritannien i krig mod Japan og Tyskland.

Stauning accepterer danske frivillige til tysk krigstjeneste. 15.000 unge mænd og nogle kvinder meldte sig til forskellige enheder. Tilladelsen en nullitet i 1945. 6.000 frivillige faldet eller forsvandt. 9.000 overlevende til 4 års fængsel.

1942

Th. Staunings død. Statsminister Vilhelm Buhl fortsætter Staunings tyske samarbejdslinie.

Til udgangen af 1942 anså det engelske udenrigsministerium og SOE, at en dansk modstandsvilje var utopi. Efter det tyske sammenbrud  ved Stalingrad i vinteren 1942-43 ændredes taktik.

1943

23. jan. bombarderede englænderne  skibsværftet B&W i København; i februar landede en gruppe engelske faldskærmsfolk.

23. mar. afholdtes valg til rigsdagens folketing. 6. april landstinget. 5. maj valg til kommunerne.

Regeringen og pressen var imod sabotage: "Uromagerne er ikke helte, men ansvarsløse provokatører", skrev pressen.

6. aug. Esbjerg, protester og optøjer mod tyskerne. Fra 12. aug. uro i Oden-se, Ålborg og flere provinsbyer. 

21. aug. udsendte kongen, regeringen og rigsdagens skyggeregering 9-mandsudvalget, en opfordring til befolkningen: At udvise ro, besindighed og sammenhold.

Den stigende sabotage irriterede tyskerne: 23. aug. fremsendte den tyske politiske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, en note til statsminister Sca-venius: "Den danske regering må erklære, at den er besluttet på at håndhæve gældende love med alle statens magtmidler, om fornødent med anvendelse af våbenmagt".

24. aug. tysk indkvartering forpurret ved Holger Danskes ødelæggende sa-botage mod udstillingsbygningen Forum i Rosenørns Allé i København. En time senere udsendte De samvirkende Fagforbund, en genbo til Forum / en anden genbo var Statsradiofonien / en advarsel mod: "De ansvarsløse provokatører af blandet oprindelse, som søger at lokke danske arbejdere ud i desperate eventyr". De ansvarsløse provokatører var illegale kommunister, romantiske nationalister, og dansk-engelske agenter fra MI.6-SOE.

25. aug. udtalte erhvervslivets organisationer fra landbrug, industri, søfart, storhandel og detailhandel, deres støtte til regeringen og rigsdagen.

Efter krav fra Berlin blev dr. Bests indflydelse reduceret; større magt til den tyske general von Hanneken. 

28. aug. kl. 9 mødtes statsminister Erik Scavenius og dr. Best.

Best stillede et usædvanligt forhandlingsforslag: Regering og rigsdag skulle erklære Danmark i undtagelsestilstand, indføre udgangsforbud, og dødsstraf for sabotage og medvirken til sabotage.

Kl. 10 afholdtes ministermøde. Kl. 11 mødtes regeringen og 9-mandsudval- get, dvs. skyggeregeringen/rigsdagens samarbejdsudvalg.

Nyt møde kl. 13:30. Svaret til dr. Best vedtaget. I svaret hed det: 

"Der er indtrådt afspænding, strejkerne kan bekæmpes, fagforeningerne og erhvervslivets organisationer støtter regeringen, rigsdagen og samarbejdsud-valget. En iværksættelse af de fra tysk side krævede foranstaltninger vil tilintetgøre regeringens muligheder for at holde befolkningen i ro, og regeringen beklager derfor, at den ikke kan finde det rigtigt, at medvirke til de nævnte foranstaltningers gennemførelse".

I statsrådet med kongen og kronprinsen blev det aftalt, at hæren og søvær- net ikke skulle sætte sig til modværge mod de tyske styrker.

29. aug. kl. 4 morgen meddelte det tyske militær statsminister Scavenius, at der var indført undtagelsestilstand. Den udøvende magt var overgået til tysk militær. Under den tyske afvæbning af den danske hær og flåde dræbtes 24 danske soldater og 70 tyske.

Søværnet åbnede bundventilerne, eller brandhærgede, en snes fartøjer. Den omfattende danske militærudrustning blev beslaglagt af tyskerne: Rifler, maskingeværer, kanoner, ammunition, tæpper, heste, kørende materiel, flyve- maskiner og søværnets fartøjer. Den af mandskabets hærværk ødelagte fregat Niels Juel reparerede tyske specialister på 14 dage.

-

I den danske note af 28. august var tonen den normale, et svar på et sæd- vanligt, om end, bemærk, skærpet tysk forhandlingsoplæg. Hvoraf måtte følge, at regering og rigsdag afventede nye forhandlinger. 

Det kuldkastede den af værnemagten indførte undtagelsestilstand, d.v.s. ikke den danske regering. Det var ikke et regerings-nej. Regeringen svarede med forbehold i forventning om nye forhandlinger.

Regeringen Scavenius, under pres af skyggeregeringen, gik derefter til kongen og meddelte, at regeringen demissionerede. Om kongen sagde ja eller nej vides ikke. Kongehusets arkiv er privat, et lukket land for offentlige indsyn.

31. aug. til 23. sept. førtes forhandlinger om en styreform uden formel dansk regering. Resultatet blev Departementchefstyret, statsforvaltningen kunne fort-sætte. Ministerier, amter, domstole, politi, selvstyret i landets 1.200 kommu- ner, partimøder på Christiansborg, fortsatte uforandret.

Skyggeregeringen 9-mandsudvalget blev til 13-mandsudvalget; formand socialdemokraten Vilhelm Buhl. Som kortvarig statsminister i 1942 holdt Buhl den berygtede antisabotagetale i radioen, fulgt af kongens tale.

April -43 advarede dr. Best det tyske udenrigsministerium mod tyske indgreb over for danske og statsløse jøder; han gentog advarslen 8. sept. 

10 dage senere forlangte Hitler aktionen gennemført. Jøderne skulle depor- teres til Tyskland. Razziaen efter jøderne indledtes natten til 2. oktober. Men danske advarsler og forarbejdet havde gjort sin virkning. Mange fiskere tjente formuer som betaling: 6.500 jøders flugt oktober-december til Sverige var en kendsgerning. 472 danske jøder og 181 statsløse jøder deporteret til Tyskland.

1944

19. sept. internerede tyskerne 1.800 politifolk af den danske styrke 9.800 mand. Kommunale vagtkorps trådte i funktion. Den danske administration, og skyggeregeringen, og landets domstole, samt statsadvokaturer med  danske politifolk, fortsatte uændret. 

100 politifolk kaserneret på Politigården hjalp tysk politi i borgerlige sager.

Snapsetinget på Christiansborg holdt åbent.  Rigsdagen var på intet tids-punkt under besættelsen besat af tyskerne. 

1945

Januar-april nærede politikere, Frihedsrådet og MI6-SOE frygt for, at tyske tropper, sårede soldater og cirka 300.000 tyske flygtninge, ville modsætte sig kapitulation og gennemføre desperate tyske krigshandlinger. Frygten var ubegrundet. Dernæst frygt for, at kommunisterne ville forsøge en blodig magt-overtagelse. 

Det første var et militært fejlskøn. Det andet var et fejlskøn af den danske folkekarakter. Med få undtagelser var folket solidt forankret i demokratiet.

4. og 5. maj kapitulerede tyskerne i Danmark, undtagen på Bornholm, som blev besat af russiske tropper. 

-
Drab og gengældelsesdrab

Borgerkrig var et dunkelt begreb for danskerne. Hvem huskede religionskri- gens bondeoprør, fra katolikker til protestanter, den blodige reformation i 1500-tallet? Den spanske borgerkrig, 1936-39, fascismens sejr over Spaniens befolkning og regering, forstod kun de færreste.

Den første likvidering skulle have ramt Adolf Larsen, en af de i feb. 1943 an- komne faldskærmsfolk. Han gik på værtshus og pralede til en kvinde, som sladrede til en tysker; marts s.å. blev han arresteret af dansk politi. 

Faldskærmsmanden  Hans Henrik Larsen blev afsløret som stikker for beta-ling af 10.000 kr; blev likvideret af sine kammerater i april 1943. 

Dermed var bolden på banen.

Nu skulle man tro, at politi, dommere, folketing og regering i hvidbøger havde analyseret den tids mange drab og gengældelsesdrab. Men, nej. 

Vi ved endnu ikke om de præcise årsager, hvorfor, og antallet af likvidere-de, samt de contra-likviderede og andre tilfældigt myrdede. Vi ved kun meget lidt om dette triste fænomen.

Vi ved, at måned efter måned steg drabstallet, efter de nævnte drab i marts og april, samt ét i sept. 1943, udført af en BOPA-gruppe.

Derefter en brat stigning i 1944, som kulminerer januar-april 1945. 

Vi, måske bortset fra embedsmænd i justitsministeriet, ved endnu ikke, om antallet af mord og diverse drab ramte 400, 600, 800 eller 1.000-2.000 per-soner. Som enten udviste: "Nazistisk sindelag, eller var til fare for modstands-bevægelsen", eller var blandt de clearingdræbte, eller ofre for rovmord, jalousidrab, private opgør, seksualdrab, et cetera.

Hvad vi ved er, at de illegale persondrab, under dække af illegal borger-krig, blev mørkelagt, at gardinet blev rullet ned, og vi ved, hvem der trak i gardinet: Frode Jakobsen og Per Federspiel.

-
Efter drabet

Følgende uddrag er fra journalisten Peter Øvig Knudsens bog "Efter drabet", som udkom i foråret 2001 på forlaget Gyldendal. 

Citat: - "Mange likvideringer var blevet foretaget på et alt andet end vel-dokumenteret grundlag, og mange var tilmed blevet udført af grupper eller enkeltpersoner med et temmelig fjernt forhold til den etablerede modstands-bevægelse, enkelte endda af decideret kriminelle elementer.

Det billede af likvideringerne, som fra sommeren 1945 og de kommende måneder må have tegnet sig for Frode Jakobsen, svarede meget dårligt til hans egne forsikringer om, at likvideringerne udelukkende var blevet udført som nødvendige nødværgedrab mod mennesker, der var til fare for mod-standsbevægelsen, og at de i de fleste tilfælde først blev foretaget efter grundige, politimæssige undersøgelser.

Billedet svarede heller ikke særlig godt til den forestilling, som ikke mindst han selv havde været med til at skabe, om en velorganiseret modstands-bevægelse under hans egen og Frihedsrådets retlinede kommando.

Denne indsigt kunne Frode Jakobsen, og med ham de øvrige mod-standsledere, have bragt videre til befolkningen, hvis de havde ønsket at give et realistisk billede af omkostningerne ved en krigssituation, hvor forvirring, tilfældigheder og stærke følelser nødvendigvis må spille afgørende roller. I stedet valgte Frode Jakobsen og andre med hans viden, at beskytte offent-ligheden mod disse kendsgerninger.

I de kommende måneder og år udfoldede Frode Jakobsen og Per Feder-spiel store anstrengelser for at sikre, at likvideringssagerne i ingen tilfælde blev underkastet normal, politimæssig efterforskning og domstolsprøvelse.

I første omgang blev alle sagerne fra Rigspolitiet og Justitsministeriet overført til modstandsbevægelsens eget ministerium. Da presset for at gennemføre en eller anden form for undersøgelse af de mest tvivlsomme likvideringer senere voksede, sørgede Frode Jakobsen for at udskifte de politibetjente, som Justitsministeriet havde valgt til at lede undersøgelsen, med et hold betjente, der selv havde været involveret i likvideringerne" . . .

. . . "I årene efter besættelsen havde Frode Jakobsen som sin afgørende styrke en folkelig position som en af modstandskampens mest centrale lederskikkelser. Samtidig havde han med Per Federspiel ved sin side i én og samme person både en dreven jurist, som forstod at tackle kollegerne i advokatverdenen og Justitsministeriet, og en taktisk begavet politiker, som kunne sikre baglandet i Rigsdagen.

Tilsammen har de to mænd forenet modstandsbevægelsens, de etablerede politikeres og måske også befolkningsflertallets behov for at begrave besættelsestidens mest ubehagelige realiteter i tavshed. Dermed har de kunnet bevare billedet af en modstandsbevægelse, der som en velorganiseret hær med Frihedsrådet som generalstab omsatte folkets modstandsvilje i handling.

Frode Jakobsen har ikke på noget tidspunkt fra befrielsen og frem til sin død i 1997 ladet offentligheden få indtryk af, at han blot antydningsvis skulle have været i tvivl om sin handlemåde eller sine udtalelser omkring likvi-deringerne. Tværtimod har han, hver gang nogen ønskede at diskutere emnet, betragtet det som en ubehagelig uro, der af hensyn til alle parter skulle dysses ned hurtigst muligt.

I juraprofessor Ditlev Tamms arkiv til doktordisputatsen 'Retsopgøret efter besættelsen' ligger et referat af en samtale, Tamm i 1980 havde med Frode Jakobsen, efter at Tamm som den første havde haft aktindsigt i likviderings-sagerne. Referatet er fyldt med overstregninger og rettelser fra Frode Jakob-sens egen hånd: Da han havde teksten til gennemlæsning, ville han tilsyne-ladende sikre sig, at ingen af hans formuleringer afveg det mindste fra de tidligere.

Selv om den da 74-årige Frode Jakobsen heller ikke i denne samtale ønskede at udtrykke nogen vaklen, viste han dog en lille åbning: I en bisætning afslørede han, at han havde følt sig alene og svigtet af de andre modstands-ledere i debatten om likvideringerne. Formelt havde han som medlem af Frihedsrådet og formand for dets kommandoudvalg påtaget sig ansvaret for alle likvideringerne, fortalte Frode Jakobsen, og tilføjede: ,,Det var imidlertid skuffende, at ingen andre medlemmer af Frihedsrådet stod last og brast". 

Citat slut.

26. april 2001 bragte dagbladet Politiken en kronik af professor, dr. jur. & dr. phil. Ditlev Tamm: "Besættelsestidens fascination". Anledningen var Øvig Knudsens bog, Efter drabet. 

Hertil må bemærkes, at den væsentligste mangel hos Ditlev Tamm og Øvig Knudsen, er deres alder. De har ikke selv oplevet besættelsestiden.

Imidlertid skylder Ditlev Tamm offentligheden en forklaring på, hvorfor han lod Frode Jakobsen manipulere sit manuskript? 

Det var så det. Løbet er kørt.

Og dog. Glem ikke:

1. Søværnet, hæren, kongen og regeringen deler ansvaret for den æreløse 9. april 1940.

2. Stauning så sit livsværk truet, og var overbevist om en kommende tysk sejr. Derfor valgte han Erik Scavenius som udenrigsminister. Fælles med rigs-dagen var de på forhandlingsvillig forkant med tyskerne.

3. Vilhelm Buhl fortsatte Staunings linie.

4. Det lykkedes regeringerne Stauning, Buhl, Scavenius, 13-mandsud-valget / dvs. skyggeregeringen, og Departementchefstyret, plus velvillige tyske myndigheder, at holde Danmark nogenlunde skadesløs, trods storkrig og nazismens rædsler nær vore grænser.

5. At filmen knækker den 5. maj 1945, og et nyt afsnit - "fra demokrati til junta-politik" - sættes ind - skyldes entydigt de politikere og repræsentanter fra Frihedsrådet, som aftalte den såkaldte Frihedsregering, tiltrådt 10. maj 1945.

6. Frihedsregeringen var en junta-regering. I realiteten indsat med magt, provokeret ved truslen om tusindvis bevæbnede frihedskæmpere. Dog, de facto dikteret af politikernes skræk - formuleret som: - "Frygten for Kommunisternes - Frihedsbevægelsens  Magtovertagelse".

7. Aftalen om junta-regeringen, 9 politikere + 9 fra modstandsbevægelsen, blev væsentligt gennemført af Vilhelm Buhl og Frode Jakobsen.

Junta-regeringen skulle være et forretningsministerium, indtil der kunne udskrives nyvalg til Rigsdagen. Men hvad skete?

8. Samtlige ministre i Junta-regeringen var forhippede på at fremsætte nye lovforslag. Hver eneste lov blev underdanigt tiltrådt af Rigsdagen.

Trods at Rigsdagens medlemmer var indvalgt i 1939 og 1943, og havde gennemført alle besættelstidens love i tysk favør.

9. Denne hårdt belastede rigsdag vedtog junta-regeringens straffelove med tilbagevirkende kraft. Virkningen var katastrofal. Sonofrene blev forfulgt. Hvad var ret, hvad var vrang? Et langvarigt spil, uden slutspil.

Frustrationen hos såvel ven som fjende var udbredt. Folket følte en stigende afmagt, en medskyld i fortielsens og angiveriets korruption.

10. Ved nyvalget i oktober 1945 mistede Socialdemokratiet 18 mandater; de Konservative mistede 5; de Radikale mistede 2.

Kommunisterne gik fra 3 til 18, + 15 mandater.  Dansk Samling fra 3 til 4, + 1. Retsforbundet fra 2 til 3, + 1.

Venstre, det hårdest belastede parti under besættelsen, gik 10 mandater frem, fra 28 til 38. Det skyldtes især, at Venstre luftede et ubehag mod de rabiate forfølgelser af sonofrene.

Dernæst, at Christmas Møller havde gennemført en landbrugsaftale med England, som betød tab for landbrugseksporten. 

NB. Landbobefolkningens Venstre vandt yderligere 11 mandater i 1947.

                                 7. Bedrøvelige forventninger