Da han ankom til Finantsministeriet, dryssede han skatter og afgifter ud over gulvet, iførte sig en skødefrakke, satte sovsekanden, den fjerpyntede ministerhat, fast på hovedet, greb den guldbelagte ministerkårde, og idet han løb rundt på gulvet, med våbnet i sin fremstrakte hånd, råbte han:

"Hvem tør tale mere om underskud i statskassen? Kom an, I slyngler".

Hidkaldt af støjen kom Finantsministeren løbende, og råbte:

"Oh, hvad sér jeg, ak dog, hjertegode Ludvig, det er jo såre fornuftigt. Jeg vil hjælpe Dem, således at vi undgår flere underskud i statskassen".

Hvorpå ministeren greb kården af Ludvigs hånd, og spiddede de på gulvet udbredte formuer, op på kården, som Ludvig ekspederede ned i statskassen.

Dermed var Ritualet konfirmeret, som hos samtlige senere Finantsministre for-ankrede en stærk tro på det nødvendige ritual. 

Men ved aftenstid kravlede Ludvig op på statskassens låg, og satte sig til rette.

"Næh, Ludvig", sagde Finantsministeren, "De skal hjem i seng til en behagelig nat og ny dag i morgen".

"Nej, hr. minister. Så længe jeg har ansvaret for statskassen, bliver jeg her". 

To stærke og vel beskænkede kanonflyttere fra det nærliggende Tøjhusmuse-um, kom Finantsministeren til hjælp. De løftede gemytligt Ludvig ned på gulvet.

Enkehofjægermesterinden, en nydelig ung dame, havde ofte set Ludvig gå forbi hendes vinduer nær Christiansborg, hvorpå Ludvig en dag flyttede ind i et kammer i damens hus.

Her skete det uheldige, at han en dag manglede 50 øre til huslejen. 

Ludvig så den smukke piges ansigt blegne. Ludvig vrissede arrigt:

"Jeg betaler de 50 øre i næste uge. De, jødemadam".

Hvortil prinsesse Dagmar Suleima, thi hende var det, mildt svarede ham:

"Min herre. Jeg skal fortælle Dem sandheden. Dette hus blev købt til mig og mine tjenere. Min fader var en arabisk prins, som mødte min danske moder og gjorde hende frugtsommelig. Min fader var en gammeldags muslim, og nu vil jeg, kære herre, tale helt frit, tillad mig.

Jo, ser De, som barn blev jeg skåret til og syet sammen i mine hemmelige dele, og senere blev alle mine penge tabt ved spekulation.

Mine tjenere hviskede: "Prinsessen er en fattig pige, hendes eneste trøst er det islamiske tørklæde. Nu ligner hun en polsk bondepige fra Lolland, og de er katolske".

Så kom min formynder, og han sagde:

"Vi tabte alle pengene, men det er ikke min skyld, Det er samfundets skyld. Det er regeringens skyld. Det er svenskernes skyld. Det er min moders skyld, hun døde i usle kår - og så alle de satans jøder. Nu har De ikke råd til tjenestefolk, gift Dem med hofjægermesteren. En olding går på gravens rand, vær dog glad. Farvel".

Sådan talte sagfører Landsted. Jeg har ikke set ham siden.

Min mand skød sig, han havde gæld i kortspil. Jeg havde ventet forgæves. Det er ikke nemt at være helt uden penge. Deres 50-Øre vil være mig velkommen. Det ene år løber forbi mig efter det andet".

Ludvig stod uforstående; omsider sagde han: 

"Jeg har ansvar for statskassen, men jeg stjæler ikke fra kassen. Jeg betaler prinsessen de 50 øre i næste uge, det lover jeg".

Ludvig og prinsessen indgik ægteskab, naturen og en doktor hjalp til, de fik børn, levede lykkeligt, årene gik.

Men Ludvig havde en underlig vane; han samlede avisudklip og skrev kom-mentarer, som han lagde ned i statskassens gemmer, indpakket efter statens regler, påført Ludvigs snirklede skrift:

"Dette vigtige materiale har jeg forsøgt at aflevere til Arbejderbevægelsens Arkiv, og hos SOE i London og CIA i Washington, og blev afvist.

Jeg blev smidt ud, fik en pistol i nakken, og én på frakken, faldt ned ad trappen. De hånlo og spurgte, om jeg var arkivaren Frede Farmand? Er I åndssvage jule-nisser, sagde jeg, og så gik de i spagat".

Nu mistænker jeg Dem, hr. Lykketoft, for, den pågældende dag, at have befor-dret ministerkården ind i Ludvigs hjerte. Om damen Jelved og saniteur Pedersen vitterlig bistod Deres skumle forehavende, ved De bedst selv.

Ludvig var skeptisk, ytrede tvivl om det nødvendige ritual, og kritiserede Socialdemokratiet for, ikke at ville gennemføre den demokratiske socialisme. Derfor blev De grebet af stor skræk. Men ingen havde ventet Deres modtræk: At De med snedig hånd privatiserede statskassevagtmesterembedet, hvis funktioner i dag varetages af Deres nye syngepartner, Thor Pedersens Rengøringsselskab.

Nu er det Thor Pedersen, som med sovsekanden på hovedet løber rundt på gulvet og spidder Dagens Høst op på den blodplettede ministerkårde.

Blodet, det uaftvættelige Ludvigs hjerteblod, som irriterer saniteuren til vanvid.

Den musikalske præstation, der lød fra Dem og salig Ludvig, stroferne fra Sla-vernes Kor, har ændret sig til klaphattebrølet fra Slavevogternes Indtog. 

Samtidig ser man Thor Pedersen lempe store portioner skatter og afgifter ned i sin egen lomme. Et forsøg på diskret hjælp til en kollega i Sarum, Peter Brixto, i håb om, at denne vil flygte til det mørkeste Afrika.

Og De, hr. Lykketoft,  er ikke spor nervøs for statskasseunderskud.

Just samme, som enhver dansk regering mesterligt håndterer med diværste nedskæringer, det må siges.

Derfor studerer De, med alles øjne i nakken, hvad Ludvigs avisudklip i stats-kassen afslører. Om der heri findes en forklaring på Socialdemokratiets depra-vation, og om den beror på fortidens hændelser?

Dét gør det, jvf. Ludvigs arkivpakke:

1942: Partifører Fritz Clausen: "Hvad siger folk om den politiske situation?".

Koncertarrangør Bjørn Erichsen: "Fürtwängler var forstemt over, at det kgl. kapel ikke lod høre fra sig ved de to koncerter med Berliner Filharmonikerne. Formanden er jøden Sigfred Salomon".

Forfatter Karl Bjarnhof: "Jeg har en søn i Frikorps Danmark. Min positive stilling til det nye Europa betyder en trussel mod min og min families økonomi. Jeg er medarbejder ved Social-Demokraten og Statsradiofonien".

Nær Stauning og ledsagerinden, Augusta Erichsen, hørte Bjørn Erichsen og Karl Bjarnhof, samt redaktionen af det socialdemokratiske, tyskorienterede tidsskrift, Globus, introduceret af Stauning. 

1942: 7. oktober. Direktør A.P. Møller afrejst til Berlin. Jeg formoder selveste skibsreder A.P. Møller, formand for Landmandsbanken 1928-1956, eneejer af Odense Stålskibsværft, hovedaktionær i Dansk Rekylriffel Syndikat, o.m.m.a.

Var hr. Møller mesterspion for USA?

Stauning begik en dumhed, da han gav  hr. Møller koncession på den danske olie i Nordsøen. Hr. Møller fik nådigt 20 pct. og 2 amerikanske selskaber 80 pct. i det nye udvindingsselskab.

1943: august. Dr. Werner Best, Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen til møde i Hellerup hos Duckwitz. 

Hvad drøftede ledende socialdemokrater privat med dr. Best, før den høj-spændte 29. august 1943?

30. august kl. 17. Foredrag i Statsradiofonien af  SS-mand Søren Kam: "Den lægelige Omsorg for de Frivillige på Østfronten". 

Det synes mig ejendommeligt, at hr. Kam den samme dag på det samme tids-punkt skulle have deltaget i et radioforedrag, og i drabet på en vis, i litterær henseende letbenet, såkaldt redaktør. 

Nu vil De spørge: "Jamen, hvad vedrører Socialdemokratiets synder, drabet  på stakkels Ludvig?".

Det skal jeg sige Dem. Ludvig nægtede at være benovet over Danmarks kredit-værdighed AAA. Som opnås af enhver amerikanskejet bananrepublik.

For at opnå dén værdighed har De solgt af statens ejendom: Datacentral, rede-rier, busser, giro, tele.dk. Betænk da, at i stedet for den demokratiske socialisme, kørte Socialdemokratiet de kooperativt ejede virksomheder i sænk. Fordi ingen i partiets nomenklatur talte om virksomhedsledelse, men kun tilgodeså pamper-vennernes amatørisme.

Jeres sidste forsøg er gået konkurs. Sig navnet på jeres dagblad? I har ingen. Jeres meninger lever på nåde i borgerlige aviser. En formand for SIDs industrigruppe levede over evne, stjal 800.000 kr. fra SID. Bøvs.

Og I ikke har begreb om landbrug. Hvorfor plages vi med giftige fødevarer? Fordi I var med til at lægge landbrugets andelsselskaber for had. Andelsfolk blev skældt ud for at være kommunister.

Lenin havde henvist til danske bønders andelsprincip og jordreformen 1919. Lenin hentede inspiration i den danske landbrugsstatistik.

I dag er den tidligere frugtbare underskov af driftige landbrug tromlet ned un-der godser, industrilandbrug, storslagteri, stormejeri, et cetera-aktieselskaber.

Et mishandlet miljø.

Hr. Lykketoft stønner. Pia Gjellerup kniber en tåre: 

"Jamen, hvad vedkommer parti og nomenklatur, finanslov og Ludvig, landbrug og Lenin, EU og giftige fødevarer, den ude i fjerne tåger liggende tyske besæt-telse?". 

Fordi det var dér returgangen begyndte.

Med Socialdemokratiets tilbagegang 1945 og 1973 cementeredes det borgerligt tivoliserede flertal. Partiets hjemløse vælgere flakker forvirrede rundt på højre fløj. De mangelfulde initiativer har gennem mange år fremmet bøvlet med civili-sationsdegenererende konflikter: 

Branchers og særtjenesters serviceniveau under lavmål. Skoler, veje, jern-baner, broer i forfald. Sort arbejde, mere sort arbejde. Prisinflation på ejendoms-markedet qua ejendomshandler-gullaschbaronernes mafia.

Stor mangel på boliger til leje. Undervisningssektoren udsultes: nødvendige fremmedsprog: fransk, tysk, latin er næsten forsvundet. Vort sprog er forringet til jappedansk, indvandredansk, amerikanerdansk.

Sundhedssektoren misrøgtes. Sig pensionist, og bekymrede læger myldrer til Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet må væk fra de radikales liberalisme. Eller er det glemt, at de radikales og Schlüters kartoffelkur 1987 ramte 80.000 boligejere med 20.000 i farezonen til tvangsauktion?

Og hvad skete? Statsminister Poul Nyrup på en S-kongres: "De 23 største sel-skaber i verden kontrollerer 70 procent af verdenshandelen".

Nemlig, men alligevel gik I, i lirekassen med tele.dk / Ameritech, US.

Kender De Echelon? Aflytning og kopiering af trafikken på internet, en udløber af efterretningssamarbejdet, aftalt med daværende stats- & udenrigsminister H.C. Hansen med USA.

I dag kan US-finansdepartement aflæse finansloven på regeringens computer. Den metode støtter selvfølgelig vores bananrepublikanske kreditværdighed, det må siges.

Med Deres egne ord:

"Der blev ved salget af Datacentralen i 1996 og Tele DK i 1997 ikke taget særlige forholdsregler vedrørende registersikkerhed eller landets sikkerhed i anledning af, at køberne skulle have amerikansk efterretningstjeneste som kunde".

Ser man det?

CSC-Danmark-USA fik overdraget administrationen af fortrolige registre i for-svarets og politiets efterretningstjenester, det centrale CPR-register, osv.

Det ikke blot ligner, det er idioti.

Hvordan vil I tackle rovdyrkapitalismens eskalation via udlicitering? Sig hest og der kommer en hestetyv. Hvordan vil I ændre blandingsøkonomiens fristelser? Sig penge, og det vrimler med kriminelle spekulanter. Hvordan vil I begrænse de multinationale selskabers globalisering? Sig asfalt, og I solgte Superfos til Ash-land, USA. 

Hvordan er det kommet dertil, at arbejde, uanset fag og hensigt, påstås gjort bedre og billigere som privatiserede funktioner, end i offentligt regi? Jemini. Den slags metoder forringer landets styrke. Det drejer sig om ledergruppens kompe-tence, at undgå pampermanerer, som modvirkes ved kontrol.

Dvs. kontrol med kvalitet, priser, særtjenester, faggrupper, foreninger, byggeri, monopoler, fødevarer, pengemarked, etc.

Tilbagevis påstanden, at offentligt igangsat arbejde er krænkelse af erhvervs-livets konkurrenceevne.

Thi hvem skal nyde forrang? Privat profitjageri? Eller det almene vel?

Socialdemokratiet må genvinde vælgernes tillid med kurser i formel logik; forbyd pensionskasser at investere i private virksomheder. Risikoen er for latent. Tab på Hafnia- og PFA-skandaler undgås ved at holde sig væk.

Hvor mange, og hvor store tab har erhvervslivets blændværker påført samfundet i de sidste 25 år?
 

I kunne have prøvet lidt flere John Maynard Keynes transaktioner. Så havde vi haft sjælefred efter statskassevagtmester Ludvigs død. Dét lykkedes ikke, hr. Lykketoft. 54 procent af vælgerne stemte Nej til den fælles valuta, Euroen. Det burde være et Ja, imod kapitalismens misvækster. 

Kapitalismens kampmoral ved misvækst trives storartet, i kraft af erfaringer fra 2 verdenskrige og enorme børskrak, Sovjetunionens sammenbrud, olieprisers him-melflugt, og hundreder af internationale lavkonjunkturer med depressioner.

Et velkendt eksempel på virkningen af et ejendomsmarkeds inflation, ses i 1812, da vi i skyggen af en krig gik statsbankerot.

I dag er inflationen på boligmarkedet, forringelsen af pengeværdien, meget meget værre. Men nu, pludseligt, primo januar 2008, den modsatte vej, ned ad bakke, ingen tør købe. Hvorfor nu det?

Det spørgsmål burde statsminister Fogh Rasmussen besvare, men det tør han ikke. Han risikerer skældud af sin partner, krigskartellet Bush i USA, hvor den betændte krigsøkonomi i dag har bredt sig til det amerikanske indlandsmarked.

Fortsættes

Pro Memoria Ludvig  -  2