En ny mand kom til, denne gang en nydelig dame med et kompagni, som heller ikke var effektive ved valget i november 2007.

Den reaktionære V-K-regering, Fogh Rasmussen og Bent Bendtsen - krigen i Irak & Afghanistan & præsident G.W. Bush i erindring - fortsætter med den reakti-onære, superspidsborgerlige, rynkede trutmund, Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepar-ti, som parlamentarisk garant.

Så bortset fra at dronningen og ham vorherre og hans næstkommanderende prins Henrik, får pisse travlt med at bevare gamle Danmark, får Helle Thorning Schmidt og hendes lidet duelige kaffeklub, ørene i maskinen mellem V & K & Dansk Folkeparti & Ny dansk reaktionær Alliance.

Berlingske Tidende Søndag den 13. april 2008

7 teser om dansk politik

Af chefredaktør Lisbeth Knudsen

Det var den tyske reformator og teolog, Martin Luther, der begyndte på det med teserne. Hans 95 teser til drøftelse af afladens kraft og pavens magt blev ophængt på døren til Wittenbergs slotskirke i den nuværende tyske delstat Sachsen-Anhalt den 31. oktober i 1517. Den handling gav stødet til reformationen og dannelsen af den evangelisk-lutherske kirke. Ordet tese kommer af det græske »thesis«. Ordet betyder »det at stille« eller »det at lægge« og bruges om en ikke endnu dokumenteret påstand, der kan danne udgangspunkt for en drøftelse. Nu er der efterhånden ikke det parti, den institution, den højskole eller den politiske blogger på nettet, der ikke har et eller andet antal teser på dagsordenen.

Venstres Søren Pind og hans liberale trosfæller måtte æde deres 10 liberale tester, fordi de kom i vejen for regeringens strategi. Der kom ikke nogen reformation ud af dem. Nu er det så den socialdemokratiske næstformand i folketingsgruppen, Mette Frederiksen, der har forsøgt sig med ni teser + en tiende, som stadig står åben og venter på den bedste ide. Og senest har Socialdemokratiets formand forsøgt sig i to kronikker i Politiken med lanceringen af, hvad der er blevet kaldt »ni valg« og ikke ni teser. Her på en blank søndag midt i tese-kogeriet i dansk politik kunne det måske være på sin plads med et par teser til politikerne til forbedring af tilstanden i dansk politisk debat.

Lisbeth Knudsen

30. marts 2008

Mette Frederiksen

næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe

socialordfører

Danmark er et fantastisk land og i forhold til hovedparten af verden har langt de fleste af os det godt og trygt. Alligevel kan vi se konturerne af et Danmark, der langsomt, men støt bevæger sig i den gale retning.

 Hvordan kan det være, at vi siger, vi er det lykkeligste folk på jorden, mens forbruget af lykkepiller stiger? Samfundet er blevet markant rigere, men køerne til uddelingen af familiepakker ved juletid bliver længere år for år. Beskæftigelsessituationen er imponerende, men er du datter eller søn af en ufaglært, så er sandsynligheden for, at netop du får en videregående uddannelse rystende ringe.

Vi lever længere, men beboerne i Københavns Nordvest kvarter dør langt tidligere, end dem, der bor i Hellerup. Vi snakker mere om miljøet end længe, men indlandsisen smelter, mens vi snakker. Der er indført strengere straffe, men unge tænder bål og brand i gaderne. Vi prædiker fred og menneskerettigheder i verden, men støtter krige, hvor vi lukker øjnene for vores allieredes åbenbare krænkelser. Der er noget galt, og tiden er inde til reformer og forandring, hvis vi skal bevare det fællesskab, som vi har bygget vores velfærdssamfund op omkring.

Danmark lever sammen med resten af verden i en konstant forandringsproces. Globaliseringen, den teknologiske udvikling, udviklingen af videnssamfundet, miljøet og klimaets tilstand og den demografiske udvikling er alle forhold, der har afgørende indflydelse på Danmarks fremtidige udvikling. Det skal vi forholde os til.

Men som svar på disse udfordringer har VKO-blokken valgt en strategi med små forandringer, der langsomt – men sikkert – baner vejen for et samfund, hvor skellene mellem den rige og den fattige dansker bliver større. Uligheden betyder, at de svageste grupper af danskere får dårligere muligheder. De langsigtede konsekvenser er en gradvis individualisering af samfundet, hvor manglende ansvar overfor fællesskabet tager over og opløser sammenhængskraften.

Vi skal en anden vej. Jeg foreslår ti socialdemokratiske teser, der skal indgå i det arbejde, som Socialdemokratiet nu starter i en bred alliance med alle de progressive kræfter, som ønsker en anden regering. En regering, der vil uligheden til livs og skabe et bredt fundament for et bedre Danmark. De ti teser indeholder først og fremmest nogle klare principper for et fremtidigt Danmark. Men også konkrete forslag, som kan gennemføres i dag. Hvis der er vilje!

Første tese slår fast, at Socialdemokratiet tager udgangspunkt i det enkelte individ. Frihed er retten til at bestemme over sit eget liv. Frihedens største udfordring i Danmark er de barrierer, der forhindrer mennesker i at udfolde sine evner til gavn for sig selv og andre. Frihed er, at køn, etnicitet og familiemæssig baggrund ikke skal bestemme, hvilken uddannelse, hvilket job, hvilken indfly-delse på samfundslivet eller hvilken livsform man vælger og har adgang til.

Desværre er frihed i dag reduceret til at handle om frit valg af den ene eller anden velfærdsydelse. Det er ikke tilstrækkeligt. Den vigtigste frihedskamp i dag er at bekæmpe den negative sociale arv. Først den dag, hvor børns fremtidige placering i samfundet ikke længere kan bestemmes på forhånd, kan vi kalde os et samfund med reel frihed for det enkelte menneske. Udsatte børns rettigheder og behov skal vægtes højere end de kulturelle normer, der i dag virker begræn-sende for lighed.

Som borgere indgår vi i en række fællesskaber med andre mennesker. I vores familie, i lokalområdet, i trafikken og så videre. Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo. På det seneste har vi oplevet danskere, der sætter sig ud over fællesskabet, når Nørrebro bliver raseret, folk går amok i trafikken eller snyder i skat. Tesen bekræfter, at individets frihed er betinget af ansvaret for fællesskabet. Flere skal yde mere, og pligt kommer før ret! Enhver skal arbejde og forsørge sig selv, hvis det overhovedet lader sig gøre, og ingen må forvente mere fra fællesskabet – det vil sige den offentlige velfærd – end hvad nødvendigt og rigtigt er. Hvis alle dropper sort arbejde, og hvis nytilkomne indvandrere står til rådighed for arbejdsmarkedet, vil Danmark blive et både rigere og mere retfærdigt samfund.

Fattigdom er uacceptabelt i et moderne velfærdssamfund. Det samme er stigende ulighed. En udvikling, som understøtter de stadig større skel imellem mennesker og på sigt underminerer sammenhængskraften, er forkert. Det er uretfærdigt at lade store dele af en befolkning leve kortere, få ringere uddannelse og oftere blive udsat for belastende forhold. Et erklæret mål om at afskaffe fattigdom handler ikke alene om en øget grad af lighed. Fattigdom og etniske parallelsamfund forårsager i alle samfund sociale spændinger og konflikter. Et Danmark uden store sociale skel er et mere trygt Danmark. Behovet for at beskytte samfundets mest udsatte grupper skal stå over den almindelige lovgivning. Der skal indføres fixerum til misbrugere, frit lejde for prostituerede og mulighed for alternativ beskæftigelse for hjemløse. Overførselsindkomster, der aktivt bidrager til at skabe fattigdom, skal afskaffes, og bekæmpelse af social ulighed skal være bestemmende for alle afgørende politiske beslutninger.

Efter pligt følger ret. I Danmark skal vi have ret til at blive behandlet, når vi bliver syge, til en tryg alderdom, til et uddannelsessystem i verdensklasse og til at vokse op i gode vuggestuer og børnehaver. Men sådan er virkeligheden i Danmark ikke. Mange af velfærdsinstitutionerne er slidte, og kvaliteten udfordres hele tiden af, at det private udvikles på bekostning af det fælles. En konkurrence imellem privat og offentlig velfærd er i teorien sund. Men den igangværende udvikling er skræmmende, og balancen er tippet. Sundhedsvæsenet er et godt eksempel på, at det private alternativ er ved at underminere den offentlige velfærd. Uligheden cementeres dag for dag. I mange år har det været praksis at privatisere. I fremtiden bliver det nødvendigt med en form for "af-privatisering". Private tilbud må ikke favoriseres over et offentligt tilbud. Til gengæld skal enhver borger sikres optimal indflydelse på alle offentlige velfærdsgoder. Også i forhold til at vælge til og fra.

Mere velfærd koster penge. Især fordi det er tvingende nødvendigt, at vi i højere og højere grad tænker velfærd som tid og kvalitet og ikke blot et spørgs-mål om velstand. Tid koster penge. Derfor skal den nødvendige økonomiske vækst skabes klogt. Industrisamfundet er afløst af videnssamfundet, og de nye konkurrenceparametre harmonerer med det socialdemokratiske værdisæt. Med-arbejderindflydelse, selvstændig stillingtagen, kreativitet og livslang læring er kilden til succes i den internationale konkurrence. Vi skal ikke slå amerikanerne og asiaterne med deres egen medicin, men vi skal derimod vinde via specialiserede kvalitetsprodukter baseret på kreative kompetencer, et højt niveau af social tryghed, et reguleret, men fleksibelt arbejdsmarked og måske vigtigst: et tæt partnerskab mellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv. Blandt andet i udviklingen af velfærdsteknologi. Flere skal turde vove et øje som selvstændig iværksætter, og samfundet må være indstillet på at nedbryde de barrierer og ændre de regler, der ikke understøtter dette.

Velfærdsstaten er ikke et mål, men et middel. Derfor er det et problem, at forandringsvilligheden hele tiden daler i dansk politik. Velfærdsstaten skal være en dynamisk størrelse – altså foranderlig - og en afgørende kampplads for demo-kratiets forskellige synspunkter. Hvad ikke kan stå, må falde! En skattereform skal erstatte skattestoppet, således at skatten kommer ned på især lave arbejds-indkomster, og forbrug beskattes højere. En omsorgsreform af kontanthjælps-systemet skal sikre, at kontanthjælp igen bliver en midlertidig ydelse, og at de sidste får en reel mulighed for at indtræde på arbejdsmarkedet. En reform af boligområdet skal gøre op med ghetto’erne og sikre det nødvendige udbud af billige og ordentlige boliger, så byerne igen bliver for alle. En pensionsreform skal sikre en retfærdig fordeling af pensionsmidlerne til gavn for de dårligst stillede pensionister.

Jordkloden skal gives videre til næste generation i bedre stand, end vi selv fik den overdraget. Den globale opvarmning og truslen mod klodens mangfoldighed er vor tids største opgave. Med det nuværende overforbrug udtømmer vi naturens ressourcer og ødelægger dermed grundlaget for kommende generationers liv.

Vi bliver nødt til at erkende, at skal denne udvikling ændres er det et globalt ansvar, som ikke er omkostningsfrit. Målet for det danske samfund er en fuldstændig økologisk landsbrugsproduktion, at unødvendigt forbrug bliver dyrere end almindeligt forbrug, og at vi bliver så dygtige og ansvarlige overfor dem, der kommer efter os, at den energi, vi forbruger, produceres bæredygtigt.

Det kit, der holder det moderne samfund sammen, er tillid og demokratiske beslutningsprocesser. Et ordentligt velfærdssamfund kræver engagement fra alle - forældre, pårørende, ansatte og beslutningstagere. Hvis vi reducerer borgerne til forbrugere, vil det enkelte individs ansvar blive mindre, og sammenhængs-kraften vil blive reduceret. En borger tager stilling, tager ansvar og bidrager til forandring. Forbrugeren gør nærmest det modsatte. Forbrugere mødes kun i forhold til konkrete ydelser og flytter sig med en ulidelig lethed til næste vare. Men et samfund består ikke af tilbud og varer. Et stærkt velfærdssamfund kan kun eksistere, hvis der reelt er et fælles ansvar. Det er med andre ord nødvendigt at erkende, at et moderne, demokratisk samfund også er et besværligt samfund at bo i.

I al for lang tid har den globale udvikling været bestemt af markedet. Det er forkert. Danmark skal ikke være statist i globaliseringen. Danmark skal være med til at opbygge strukturer, der sikrer spredningen af demokrati og menneskerettigheder. EU skal have lov at vokse sig stærkere. Det samme skal lignende konstruktioner i resten af verden – og ikke mindst FN. Kun ved opbygning af forpligtende samarbejder på tværs af grænser opnår vi at tæmme globaliseringens ulemper og sikre, at helt almindelige mennesker får lov til at drage nytte af de store fordele. Rækkefølgen må være: udryddelse af fattigdom, støtte til statsudvikling på den sydlige halvkugle, yderligere handelsliberalisering og afskaffelse af protektionisme, forpligtende aftaler om nedbringelse af CO2, kvindehandel og nedrustning.

Mette Frederiksen

eller til

kasler-journal.dk

Politiken 11. - 12. april

For enden af den tredje vej

af

Helle Thorning - Schmidt

9 progressive valg for Danmark

I Danmark og Europa skabte den socialdemokratiske bevægelse i 1990erne forbedringer for den brede middelklasse og samfundets trængte grupper gennem en politik, der bredt betegnes som Den Tredje Vej.

Men som jeg beskrev i går tvinger dramatiske ændringer i vores økonomi, miljø, befolkningssammensætning og kultur os til at finde nye veje fremad. Det er ikke alene en udfordring for os socialdemokrater, men også for de borgerlige politikere, der har lukreret på vores tænkning og politik. Den Tredje Vej erstattes ikke af en fjerde vej eller en ny skole. Dertil er verden for kompleks og for foranderlig. Men kernen i den socialdemokratiske vision om social retfærdighed, personlig frihed og demokratisk fællesskab vil træde klarere frem i en ny værdikamp.

I de kommende år vil forskellene mellem Socialdemokraterne og den borgerlige regering stå mere klart end længe. Forskellene er mange og dybe, men vigtigst er, at vi altid er parat til at påtage os et ansvar for helheden og fremtiden snarere end blot at lappe på tingene i den rækkefølge, problemerne tårner sig op. Og vi gør det med en ukuelig optimisme.

Vi tøjlede industrialiseringen af Danmark. Nu vil vi møde globaliseringen med ansigtet forrest og med tro på fremtiden. Oftest er de borgerlige et skridt bagefter den udvikling, de besvarer med tøven og undren. Tænk blot på hvor skamløst Anders Fogh Rasmussen benægtede klimakrisen og promoverede Bjørn Lomborg for nu at fremstille sig selv som miljøforkæmper.

Danmark er i dag et af verdens rigeste lande og vores velfærdsmodel kopieres verden over. Men den borgerlige regering har valgt at lægge ansvaret for Danmark fra sig. Det er ikke samfundets skyld, siger de. Og det er heller ikke samfundets pligt at handle. Deres spor er mere af det samme. Flere nedskæringer. Mere splittelse i mellem dem og os. Blokpolitik i stedet for brede forlig, der samler Danmark. Mindre velfærd og flere skattelettelser.

Vi kan gennem klare og ofte svære men ærlige valg endnu sætte kursen ad et andet spor. Jeg vil ikke love danskerne guld og grønne skove. Jeg vil ikke, som regeringen gjorde i valgkampen, narre befolkningen med løfter, der nu viser sig at være tomme. Jeg vil derimod præsentere danskerne for ni klare valg og prioriteringer, der alle udspringer af Socialdemokraternes ambition om at forme fremtiden, fulde af selvtillid og forventning. Vi har et valg mellem mere af det samme eller en ny progressiv kurs for Danmark.

Ingen regering kan overleve et forsøg på aktivt at afvikle velfærdssamfundet. Heller ikke en borgerlig. Men man kan forsømme velfærden systematisk. Det er præcis det, vi oplever i disse år. Når ældreplejen ikke længere er i stand til at sikre alle ældre en værdig alderdom, skabes der en ny utryghed. Når sundhedsvæsenet ikke længere kan sikre alle danskere fri og lige adgang til de samme, hurtige tilbud om behandling, skabes der en ny ulighed. Og når folke-skolen ikke længere kan tilbyde forhold, som alle forældre har tillid til, forlader de mest ressourcestærke det fællesskab, der har holdt Danmark sammen. Hvis den udvikling ikke vendes i løbet af få år taber vi selve idéen om et velfærds-samfund.

Den offentlige sektor har mere end nogensinde brug for udvikling og omstil-ling. Den har brug for at værdsætte sine ansatte og slippe dem fri fra regler og bureaukrati. Og den har brug for investeringer. Der er grænser for hvor meget hurtigere, de ansatte skal løbe, hvor mange patienter, der kan ligge på stuerne, og hvor mange børn vi kan proppe i et klasselokale. Men presset på velfærdssamfundet giver også danskerne en mulighed for at udvikle det. Hvis vi vil beholde de solidariske principper, må vi udfordre systemerne.

Jeg har som formand for Socialdemokraterne foreslået, at vi indfører velfærdsrettigheder. Det er en helt ny måde at styre den offentlige sektor på, fordi rettighederne kun stiller krav til resultater og ikke til processen. Vi vil ikke acceptere, at der er store forskelle i kernevelfærden, afhængigt af om du bor i Gentofte eller i Glamsbjerg. Prisen for en ny og bedre offentlig sektor er, at vi ikke sænker skatten.

Vi står overfor nye økonomiske udfordringer i de kommende årtier med finansiel ustabilitet, lavere vækst og voksende pres på vores fælles udgifter. Det vil gøre Danmark til et mere udynamisk samfund, der glider væk fra placeringen som et af verdens rigeste lande. Hvis ikke vi handler nu. Nøglen til vores hidtidige vækst og velstand har været en konstant udvidelse af arbejdsstyrken. Men bortset fra det potentiale, der utvivlsomt findes ved en effektiv integration af etniske minoriteter, kan fremtidige løft i velfærden ikke alene finansieres af nye, store løft i arbejdsstyrken.

Regeringen har ingen seriøse bud på, hvordan vi skaber fremtidens velstand. Derfor står vi midt i et vadested. Danmark har alle muligheder for at udnytte vores stærke økonomi til en job-revolution, som kan finansiere fremtidens vel-færdssamfund. Vi skal ikke alene skabe flere jobs – vi skal skabe bedre jobs. Vi skal ikke bremse, men forcere en omstilling som sikrer danskerne beskæftigelse i toppen af den globale økonomis værdikæde. Forudsætningen er et farvel til janteloven og den dyre urskov af støtte- og beskyttelsesforanstaltninger, der fast-holder store dele af dansk erhverv i en tidslomme.

Danmark er et verdens mest lige samfund. Men de senere år er uligheden vokset. Det gælder økonomisk, hvor de dårligst stillede har fået langt mindre ud af opsvinget end os andre, og hvor enkelte grupper har uacceptabelt dårlige livsvilkår. F.eks. personer der rammes af kontanthjælpsloftet og den store gruppe af folkepensionister uden opsparing, der lever med begrænsede forbrugs-muligheder og en livskvalitet, som svinger med fødevarepriserne. Vi skal afskaffe fattigdommen i fremtidens velfærdssamfund. Og vi skal bekæmpe de mønstre, der fastholder store grupper udenfor de muligheder, som velfærdssamfundet skaber. Desværre er den negative sociale arv blevet mere fortættet blandt mennesker, der er på overførselsindkomster, som har misbrugsproblemer, og som har en anden etnisk baggrund.

Deres børn har en alt for dårlig mulighed for at forme deres liv efter eget valg. I fremtidens velfærdssamfund skal vi målrette vores institutioner og skoler til at bryde den negative sociale arv. Vi skal prioritere de børn og unge, der ikke har faste og trygge rammer med på skolebænken. Den borgerlige regering talte om at gøre bistandsklienten til bankdirektør. Og det er rigtigt. Sådan burde det værre. Det er den danske drøm, at det ikke er herkomst men evner og flid, der bestemmer den enkeltes livsbane. Men intet er der sket. Hvis vi lykkes med at skabe en ny mobilitet i Danmark, vil vi opnå to enorme gevinster. For det første vil en stor gruppe mennesker vise, at den danske drøm kan blive til virkelighed. For det andet vil samfundsøkonomien vinde på, at flere bidrager til og færre trækker på fællesskabets ressourcer.

Danmark er dårligere end andre lande til at få indvandrere i arbejde. Halvdelen af alle indvandrere læser for dårligt til at tage en uddannelse efter folkeskolen. Efterkommere begår næsten 6 gange så mange voldsforbrydelser som etnisk danske mænd. Og de færreste havde for få år siden forestillet sig uroligheder af det omfang Danmark oplevede i februar. Jeg vil insistere på at tale om disse tal og begivenheder. En fuldstændig åben og fordomsfri debat er nøglen til at nå til fremtidens velfærdssamfund. Ikke mindst for det store flertal af de nye danskere, der kæmper for de samme værdier og mål i tilværelsen som alle andre. I den situation er det forstemmende, at debatten om 24-års-reglen og tilknytningskravet stadig får lov at dominere. Begge regler er nødvendige. Men langtfra tilstrækkelige.

Jeg har fremlagt en omfattende integrationsreform, der effektivt gør op med ghettoerne og de spirende parallel-samfund. Vi skal have et klart loft på hvor mange børn med svage færdigheder i det danske sprog, der må gå i en klasse. Vi skal have et loft over, hvor koncentrerede de sociale udfordringer må blive i vores boligområder. Den nye integration handler ikke alene om at bryde sociale mønstre – det handler også om at bryde kulturelle mønstre. I alt for mange indvandrerfamilier bliver kvinder og unge piger fastholdt i patriarkalske familie-strukturer. Og vi oplever egentligt antidemokratiske kræfter som eksempelvis Hitz butTharir. Jeg har trukket en klar linie op her. De mennesker, der ikke ønsker at blive en del af vores samfund, som foragter vores demokrati skal have et tilbud om at rejse hjem. Hver enkelt borger skal ville det danske samfund.

For ganske få år siden var kampen mod udbygning af vedvarende energi et led i højrefløjens værdikamp. Grøn energipolitik stod i vejen for økonomisk vækst og industriinteresser. Siden har piben fået en anden lyd. Virkeligheden er, at vores nuværende forbrug af kul, gas og olie er den største markedsfejl i menneskehedens historie. Vi har 10-20 år til at foretage en omlægning af omtrent samme rækkevidde som hele det 20. århundredes industriudvikling. Om det lykkes afhænger ikke mindst af de lande, der går forrest – og samtidig høster mulighederne for at tjene på ny teknologiudvikling. I den situation skal vi satse. Danmark har alle forudsætninger for at omstille sig hurtigere end noget andet land. Men vi udnytter dem ikke. Sverige vil være uafhængigt af gas og olie i 2020, og Norge vil være CO2-neutralt i 2030, mens vi humper videre med en politik, der ikke i min levetid vil sikre os grøn energiforsyning. Vi kan endnu nå at gøre Danmark til en udviklingsdynamo for en ny og bæredygtig teknologi.

Danskerne er et af de folk i verden, der arbejder mest. Kvinderne er på arbejdsmarkedet, og det præger vores familieliv – heldigvis. Vi forsøger at gøre vores samfund så effektivt som muligt. Der skal løbes hurtigere og længere på kortere tid. Men vores balancer er ikke altid rigtige. I de danske familier er der er en type spørgsmål, der går igen og igen: Hvem henter ungerne efter skole? Hvem sørger for at de kommer til fodbold? Og hvem bliver hjemme, hvis der er barn sygt?

Vi er en nation af travle og nogen gange stressede mennesker, der bliver stadigt mere pressede på vores tid. Samtidigt har vi indrettet vores samfund på en måde så stadig flere mennesker sidder i kø til og fra arbejde byer eller bruger tid i gammeldags og nedslidt offentlig transport. Vi skal finde den nye balance mellem den enkeltes nære behov og det kollektives behov for effektivitet og tempo. Vi har konkret peget på at oprette en tidsbank på arbejdsmarkedet så den enkelte kan prioritere sin arbejdsindsats over et livsforløb. Men det er ikke en valgmulighed uden omkostninger – hverken for samfund eller den enkelte.

Uddannelse er afgørende for vores fremtidsmuligheder. Både som samfund og enkeltpersoner. Alligevel er det faglige niveau i folkeskolen er stadig utilfredsstillende. Lidt over 80 pct. af en ungdomsårgang uddanner sig. Den sidste femtedel falder fra. Samtidig er kvaliteten på de uddannelser, der kæmper med stort frafald ofte under al kritik. Særligt på de erhvervsskoler, der har bidraget så stærkt til vores velstand, og som har givet elever uden stærke boglige evner en vej videre, er frafaldet dramatisk.

Fremtidens velfærdssamfund har brug for en ny dansk uddannelsesrevolution fra daginstitutions- til universitetsniveau. Socialdemokraterne foreslår, at vi indfører 12 års undervisningspligt i Danmark. Samtidigt vil vi tackle to centrale problemstillinger: Vi vil sikre at børn og unge, som ikke bryder sig om boglig undervisning, kommer til at trives med at tage en uddannelse, og vi vil sikre, at alle de, som ikke fik færdiggjort den uddannelse de drømte om, kan få lov til det senere i livet.

Fremtidens velfærdssamfund kan kun blive en realitet, hvis befolkningen har tillid til vores demokrati. Den tillid har blokpolitikken med Dansk Folkeparti været med til at undergrave sammen med det stigende antal brudte løfter. Regeringen gik til valg på, at der var råd til mere velfærd og skattelettelser og løfter om et nyt bredt samarbejde. Nu er Anders Fogh Rasmussen løbet fra begge løfter.

Regeringen er blevet egenrådig og selvtilfreds og får svære ved at skelne mellem sine private interesser og fællesskabets interesser. Socialdemokraterne vil skabe et nyt demokratisk samarbejde, hvor mindretal i Folketinget bliver respekteret, og borgerne inddrages mere. Vi vil styrke muligheden for at kontrollere magten, og vi vil høre alle interesser og befolkningsgrupper, når beslutninger skal træffes. Og vi ønsker, at intet Folketing i fremtiden kan sende Danmark i krig med mindre end to tredjedeles flertal.

Det sidste valg er måske det vigtigste. Men også det der er sværest at beskrive med tal og fakta. Vi oplever, at respekten for det enkelte menneskes værdi er under pres. Udviklingen viser sig i vores ældrepleje, hvor alt for få for lov til at prioritere den omsorg, der kan bryde en fortvivlende ensomhed. Omsorgssvigt på vores plejehjem er ikke kun et ansvar for ledelsen – det er et fælles ansvar. Og udviklingen viser sig som en forråelse, der slår ud i meningsløs vold – ikke mindst blandt de helt unge. Jeg ved, at grænserne for politik indtræder der, hvor livets udfordringer for alvor begynder. Men jeg er overbevist om, at vi kan få mere ud af vores fælles fremtid, hvis vi tør sætte det enkelte menneskes værdi på dagsordenen for dansk politik.

Jeg har skitseret ni afgørende valg, som vi skal foretage for at bringe Danmark videre. Og det haster. Ingen af valgene kan vente. Velfærdssamfundet bliver nedslidt. Væksten er under pres. Klimakrisen er ganske få år fra at indtræde for alvor. Vi kan endnu nå at vende udviklingen og bringe Danmark tilbage på et progressivt spor, hvor fællesskabet gør en forskel for vores omverden og for den enkelte. Der er et klart valg i dansk politik.

Helle Thorning-Schmidt

Bemærk:

Lisbeth Knudsen: - Tese nr. 4.

"Jorden kalder månen. Vækstpolitik, parallelsamfund, vidensstagnation for nu bare at tage tre ord fra Helle Thorning-Schmidts "9 valg" er ord der er fremmed-gørende for den politiske debat og præcis så abstrakte, at politik bliver gjort til elitens indforståede dialog og ikke en folkelig drøftelse."
 

Helle Thorning-Schmidt tør gribe om den vanskeligste af alle aktuelt brænd-bare politiske nælder ved at forklare sin politik med historisk-filosofiske indslag og termer, som tydeliggør hendes og Socialdemokratiets politik.

*** Som netop - besynderligt - just er efterlyst i Lisbeth Knudsens Tese nr. 3.

Derfor: Al ære og respekt for

og

Jamen, hov!

• Der skal indføres en beskatning af gevinsten ved salg af egen bolig. Den nuværende boligbeskatning er en af de væsentligste motorer for økonomisk ulighed i Danmark. I Danmark er det skattefrit at sælge egen bolig, modsat alle andre former for arbejdsfrie kapitalgevinster. Det har skabt en hidtil uset ophobning af friværdi i ejerboligerne. BRF kredit beregner friværdien i de danske ejerboliger til ca. 950 mia. kroner. En grad-vis indførsel af beskatning på mellem 10 – 30 procent af kapitalgevinst ved boligsalg vil generere betydelige indtægter, som kan investeres i en ret-færdig og slagkraftig boligpolitik. Ingen vil sidde hårdere i det i deres dagligdag, men gevinsten når boligen sælges, vil blive mindre end i dag.

• Den svenske boligbeskatningsmodel er et godt udgangspunkt for udvikling af en dansk boligfinansieringsreform. I Sverige betales 30 procent af gevinsten ved boligsalg, tilsvarende kan et tab på boligen fratrækkes i skat. Det er uden betydning for skatteberegningen, hvilken gæld der er i boligen, når den sælges. Fra kapitalgevinsten kan fratrækkes udgifter til forbedringer og reparationer - over en grænse på 5.000 kr. pr. år. Reparationer der er ældre end fem år kan ikke medregnes.

Klik til den røde skoles 4 stile:

Hertil bemærker Helle Thorning-Schmidt:

- "Højere boligskatter bliver ikke Socialdemokraternes politik, Det er hul i hovedet at beskatte boligejerne hår-dere. Det er ikke socialdemokratisk politik. Vi har sagt, at ledelsen hos Socialdemokraterne går ikke ind for hø-jere boligskatter. Det er ikke partiets holdning".

Den socialdemokratiske ledelse ignorer den national-økonomiske videnskab, som igen og igen påpeger, at krav om beskatning af boligejernes inflationsgevinster er et uomgængeligt krav.

Dermed har fornyelsen af Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidt og hendes konsorters ledelse udviklet sig fra "Jeg kan slå Anders Fogh" til en tragisk parodi i kapgang med Anders Fogh, med retning mod en uoprettelig national-økonomisk ulighedskatastrofe.