-I 1953 udbrød uroligheder i DDR. Østtyskerne gennemlevede en vanskelig tid. De allierede havde fra 1945 demonteret fabrikker og industrianlæg, fjer-net kvæg, heste og landbrugsmaskiner. 

Demonstrationer bredte sig fra provinsbyerne til Berlin. Det østtyske parti under Walther Ulbricht fastholdt en hård kurs; de sovjetiske tropper anvendte magt mod demonstrationer. Resultatet blev en flygtningestrøm fra Østtysk-land, en flugt som fra 1961 søgtes begrænset ved opførelsen af den berygtede Berlinmur. 1968 deltog østtyske tropper i Warszarwapagtlandenes invasion af Tjekkoslovakiet. 

1971 skiftede partiet fra Ulbricht til Eric Honecker, som fortsatte den hårde linie mod: "Klassefjender af den tyske folkedemokratiske arbejder- og bonde- stat". 1972 indgik DDR og Vesttyskland en accept af 2 tyske stater. 

DDR nød international anerkendelse, og var dermed folkeretlig gyldig.  

1973 blev DDR optaget i FN.

-
Cyankalium

Holger Hahne ville ikke være kommunist; han afslog byggepladsens ar-bejdskammeraters opfordring til at indmelde sig i det kommunistiske parti. 

Holger smilede, svarede høfligt: "Næh, kære venner, det er ikke lige mig".

"Hvad er den af, Holger, er du en klassefjende?".

"Hvis I endelig vil vide det, er jeg læge, med udmærket eksamen og en hård læreplads ved fronten. Derfor er jeg i dag aldeles og komplet politisk neutral".

"Hvorfor er du klassefjendtlig grovarbejder, når du kan være læge?", lød svaret.

Da han sent samme aften kom hjem til barndomshjemmets villa, som de fra øst indflyttede beboere med smil og ironi omtalte som det hahneske palæ, satte han sig på en bænk i haven. 

Han var træt, tænkte på, om han burde genoptage arbejdet som læge.

"Nej, det vil jeg ikke", mumlede han. 

Få minutter senere følte han, at stå ved en korsvej for sin skæbne.

Ulrikka Zibrandt, den smukke flygtningekvinde fra Øst-Preussen, havde set ham, kom ned til ham i haven. Hun græd, bar på en lille gammel taske. 

Holger kyssede hende på kinden, hviskede: 

"Hør, småfuglene pipper godnat, jeg sidder hos dig, vi er glade for hinan- den, fortæl mig, hvorfor du græder?".

"Du må ikke sige noget. Jeg kan ikke".

- Ulrikkas triste humør skyldes de tilbagevendende mareridt af hendes oplevelser under flugten, sammen med hendes far, apoteker Wilfried Zi-brandt, tænkte Holger.

-

Der var mange syge  i den store flygtningestrøm fra krigens hærgen i øst. Ulrikka havde beundret sin far, men blev utålmodig og nervøs når han hjalp de syge, som segnede, eller faldt døde om i januarnattens kulde. 

Apoteker Zibrandt så et forældrepar og deres halvvoksne søn ligge udmat-tede i en grøft ved vejkanten. 

Moderens øjne såret, hun var blind, havde forbinding på sine øjne; hun havde båret sønnen; drengens ene lårben var knust, blodet sivede fra en laset forbinding. Faderen krigsinvalid, slæbte sig ved en krykke, manglede den ene arm.  

Apotekeren åbnede en pose, afmålte et kvantum pulver, hældte vand i et krus, rørte pulveret ud i kruset, rakte det til moderen, og sagde: 

"Drik dette, det hjælper dig". Den samme drik gav han faderen, og til sidst drengen: "Drik dette, det hjælper dig". 

Ulrikke havde fortalt, at faderen havde skånet de syge og sårede for deres lidelser, og at han til sidst begik selvmord. 

Han drak selv drikken. Pulveret var cyankalium.-

Holger hviskede til Ulrikka: 

"Kom, her er koldt, vi går ind i huset, du fryser, vi skal snart spise".

Hun svarede: "Jeg kan ikke".

"Puslingepige, sig mig, hvorfor græder du?".

"Jeg kan ikke".

"Ulrikka, jeg bliver glad, hvis du fortæller mig, at vi er med barn, er du med barn?".

Hun rejste sig fra bænken, åbnede tasken, viste ham et tinkrus og en ske.

Holger hviskede: "Hvad er der sket?".

Ulrikka græd: "Nej, Holger, jeg kan ikke".

Tara og Per kom gående fra huset, de gik med hinanden i hånden. Tara duppede sit ansigt med et lommetørklæde. Per og Holger omfavnede Tara og Ulrikka; de fulgtes op til huset.

Fru Ida havde skrevet et afskedsbrev:

"Kære børn og svigerbørn. Min mand har mange smerter. Jeg lovede at bistå ham når tiden var nær. Jeg elsker jer alle, men må følges med min mand".

Ida og Emil Hahne lå i deres senge. Det så ud som de sov. 

Der var en underlig kvalm lugt i værelset. På et lille syskrin ved fru Idas seng stod en flaske vin og 2 halvt fyldte vinglas. På gulvet ved hendes seng stod 2 tømte vandglas, med små rester af et pulver. Cyankalium.

-
En herregård

Efter fru Idas og Emil Hahnes begravelse, modtog Tara og Holger er brev fra deres moster Petra, enken efter godsejer Henriksen, Fredenslund Gods i Nordjylland. Tara åbnede brevet, læste det, kaldte på Ulrikka, Holger og Per, bad dem sætte sig i en sofa og tie stille, åbnede brevet, og læste højt: -

"Kære Tara og Holger, og jeres kære tilbehør. Det var trist med Ida og Emil, og mine dage lakker også mod ende. Jeg hører aldrig fra Amalie, og når jeg endelig gør, er det fordi hun igen er gravid med en vildbasse, en irsk sømand. De bor i Irland.

Amalie vil ikke sætte sine ben her på Fredenslund. Amalie afskrev sine egne, og mine børnebørns arverettigheder. Men jeg talte med min sagfører, og han gjorde boet op. Amalie og børnebørn fik mine penge, men godset beholdt jeg. Så nu har jeg tænkt mig, at I uden udbetaling, og med afdrag uden renter skal overtage godset, hvis I altså vil. Jeg er sur på forvalteren, det er svært at få ordentlige folk. Så I er velkommen når som helst, men helst straks. Jeg flytter til et plejehjem fordi jeg kender forstanderinden. Kærlig hilsen fra moster".-

"Nå, hvad siger I så", smilede Tara.

"Vi siger ikke noget. Du sagde vi ikke må", svarede Per.

"Det var et tilbud. En herregård? Pigelil, hvad siger du?", sagde Holger; han så på Ulrikka. 

Hun så usikkert på Holger: 

"Jeg har aldrig været på en herregård. Men hvis I vil, så? Ja, måske?".

"Du kan blive en attraktiv malkepige", sagde Per.

"Nej, Per, ikke det. Jeg er bange for en ko".

Tara lo: "I kan være ganske rolige. Fredenslund gods er moderne med traktorer og en masse dyr, store marker, mejetærsker, malkemaskiner og en stor skov". 

Holger sagde: "Så er sagen afgjort. Hvis altså Per vil?".

"Åh", svarede Per, smilede til Tara, "jeg følger med som det tynde øl".

"Vi har fælleseje, alle fire", svarede Tara.

-
Ingen muntre gæster

Per og Tara kunne, som danske statsborgere, frit rejse ud fra DDR. Holger fik afslag på sin ansøgning om udrejse. Det var værre med Ulrikka.  

Hun havde søgt arbejde på en ostefabrik for at skaffe det flygtningefyldte hus en større indkomst, end den hun havde fået tvangsanvist som rengørings-hjælp på et offentligt kontor. Nu fik hun meddelelse fra ostefabrikken, at hvis hun ikke mødte til arbejdet, ville hun blive tiltalt og straffet, jævnfør den og den lov.

"Kom, pigelil, vi gifter os. Dig skal de bureaukrater ikke koste rundt, som om du var et kriminelt individ", sagde Holger.

Det blev et hurtigt bryllup. Der var ingen muntre gæster. Bryllupsparret sad og holdt hinanden i hånden, så forelsket på hinanden. 

Per og Tara hev dem ud på gulvet, og Holger, Ulrikke, Per og Tara, dan-sede brudevals til grammofonmusik.

"Vi flygter vi fra DDR, om vi så skal hoppe på krykker", råbte Holger. -

Per rejste til København, talte med selveste udenrigsministeren.

"Vi kan intet gøre", sagde ministeren.

"Næ, det tænkte jeg nok", svarede Per.

"Deres svoger og svigerinde er østtyske statsborgere".

"Ja, hvorfor tror De jeg kommer til Dem? Farvel".

Til Holger sagde Per: 

"Tara og jeg rejser i forvejen. Når der er gået et par uger inviterer vi jer som vores gæster til Fredenslund. Hvis de nægter jer udrejse, må vi plan-lægge jeres flugt. Er vi enige?".

"Selvfølgelig", svarede Holger.

Ulrikka og Holger fik den ansøgte udrejsetilladelse, gældende for én uge.

"Det var ikke meget", sagde Ulrikka; hun var skuffet.

"De tåber kan rende mig i røven", sagde Holger, kyssede sin pigelil.

-

Efter et par hyggedage på Fredenslund, gik Per og Holger til politimeste-ren i købstaden. I Pers mappe lå en stak papirer: 

"Vi ansøger om opholdstilladelse til Holger og hans kone. Jeg ved ikke, om man kan kalde det politisk asyl?".

Politimesteren nikkede, tændte sin pibe, så på Holger, fordybede sig i læs- ningen af dokumenterne, så op, og sagde:

"Efter mit skøn er en opholdstilladelse hjemme. Ansøgerne er et ægtepar og har arbejde og de fornødne penge, og i tilgift er de medejende godsejere. Som De ved trænger Fredenslund til en kærlig hånd, forvalteren sidder i ar-resten, vi sigter ham for bedrageri. Farvel, held og lykke".

Dagen efter flyttede moster Petra på plejehjem. Hun blev hentet af et stø-jende vrag af en bil, ført af en sværlemmet dame, forstanderinden Elvira, moster Petras veninde. 

De nye ejere kyssede moster Petra farvel og på gensyn; hun smilede:

"Så blev jeg da af med det gamle skrummel. Kors, hvor det kedede mig med alt det vrøvl. I har gjort en god gerning".

Da bilen kørte, hørte de moster Petra sige advarende til veninden:

"Elvira, pas nu på når du du kører, at du ikke kører os ihjel".

Elvira, den sværlemmede dame, svarede spidst: 

"Vorherre napper os, hvis han har brug for os, lille Petra".

-
Landliv med mørke skygger

Medarbejderne, tre mænd, to kvinder og en ung mand, Terkel, som ingen interesserede sig for, han var laset og forskræmt, bad om et møde i folke-stuen med de nye ejere. 

Holger og Per ville byde på øl og en dram, cigarer og cigaretter. Tara og Ulrikka medbragte en stor kande kaffe og nybagt brød. 

"Nej, tak, vi skal ikke drikke kaffe", sagde den ældste. 

"Nå?", svarede Per forbavset, "I drikker da vel ikke the?".

"Nej, tak, vi vil ikke arbejde for nazister og kommunister, vi har 14 dages opsigelse. Den får I nu", lød svaret.

De tre mænd og de to kvinder rejste sig fra bordet, forlod folkestuen.

Per så samme aften to af mændene, og den ene kvinde, cykle med deres ejendele, bort fra Fredenslund.-

Terkel, 17 år, laset og forskræmt, sad frysende på hovedtrappen; han vove- de sig hen til Per, sagde lavmælt.

"Må jeg gerne blive i pladsen?".

"Ja, men du stinker af kreaturer og svin, du trænger til et bad. Gå først i bad, så kommer Tara med skiftetøj til dig".

Per åbnede hoveddøren, kaldte på Tara. 

Men Tara kom ikke, det gjorde Ulrikka. Per hviskede til hende, hun nik-kede, greb Terkels hånd, trak ham med et smil ind i huset.

Et ungt par, som Per genkendte som de sidste af medarbejderne, kom gående ind foran hovedtrappen.

"Ja, og hvad vil så I?", sagde Per.

"Jo, om godsejeren vil høre på mig, min Signe er med barn, må vi blive i pladsen?".

"Er Signe med barn? Hvad hedder faderen?".

"Han hedder, jeg mener, jeg hedder Adolf Lauritz Peter Jensen, og Signe er ferm til det med smågrise".

"Har vi en so, som skal fare? Signe nikker, ser jeg. Nå, Peter Jensen, så har vi en aftale. Tillykke med barnet, Signe. Godnat, og sov godt", svarede Per.

-

Tara og Ulrikka tog sig af huset, husholdningen og haven, gik til hånde i mark og stald. Ved travlhed i køkken og storvask fik de hjælp af Signe. 

Per og Terkel arbejdede med maskiner, mark og skov. Holger og Peter Jensen røgtede malkekvæget og deres  kalve. 

Holger kurerede spædkalvenes høje dødelighed, det var deres maver, de stank, havde kronisk tyndskid. Holger kurerede skævhovedet smågrise for nysesyge og luftvejsbetændelser. 

"Holger, du er dyrlæge, jeg troede du kun havde lært som almindelig dok-ter?", sagde Per.

Terkel og Signe passede søer, smågrise, fedekalve og slagtesvin, og da tiden kom, efter at Signe havde født en lille pige, så man Terkel og Signe skiftes til at lægge ble på Signes lille Petrine.

-
Terkel

Terkel fortalte om sin triste fortid til Ulrikka, som havde hans fortrolighed, efter at han den første dag havde troet, at Ulrikka ville drukne ham, da hun skrubbede skidtet af ham i et varmt bad. Efter badet så han på hende med store blå, tilbedende øjne, og spiste al den mad, hun satte for ham.

Terkel havde ingen familie; han kendte hverken en mor eller en far. Hele livet havde Terkel tilbragt på forskellige børnehjem, hvorfra han flygtede og blev bragt tilbage. 

En dag kom han gående på landevejen ved Fredenslund gods, satte sig mellem høstfolk, som holdt hvil i marken og spiste mellemmad og fik kaffe og øl af lattermilde piger. Pigerne gav Terkel en mellemmad. Terkel hjalp til med høsten, fulgte høstfolkene til folkestuen og fik aftensmad. 

Den nat sov han på høloftet. Den næste nat fandt han et aflukke i den tid- ligere hestestald. Terkel var efterlyst af politiet efter rømningen fra det sidste børnehjem. Det vidste Terkel ikke.

-

Alle hændelser, store og små, var et velkomment tilskud til sladderen hos landsbyens købmand. Det var her landbetjenten hørte nyt om de nye ejere på Fredenslund.

"Det siges at de er nazister og kommunister, og har I set ham, drengen, han hedder Terkel Madsen, ja den bette knægt med de blå øjne og blonde hår, ham får de nok opdraget til gestapomand", lød sladderen.

Landbetjent Hansen studsede, samlede sine købmandsvarer, sagde farvel, og idet han cyklede hjem til kone og børn, tænkte han:

"En dreng er efterlyst for rømning fra et børnehjem. Terkel Madsen? Jeg må hellere se efter".

Leo Hansen startede bilen, kørte til Fredenslund, traf Per, og sagde:

"Goddag, træffer jeg godsejeren?".

"Goddag, hvem af dem, vi er fire", svarede Per.

"Nå ja, det er jo sandt nok, men det er jo det med ham, drengen, Terkel, Terkel Madsen. Jeg mener han er efterlyst for rømning fra et børnehjem".

"Kom inden for", sagde Per.

Hvor mange gange Terkel var afleveret på et børnehjem af politiet, kunne han ikke huske. Men da han så en politibetjent i uniform sidde ved bordet hos Ulrikka, Tara, Holger og Per, råbte han forskrækket:

"Nej, jeg vil ikke", løb gennem stuerne og hoveddøren, ud over gårdsplad- sen, gemte sig i aflukket i hestestalden.

"Hr. landbetjent, lad mig ordne sagen med din chef, politimesteren inde i Fredenslund, købstaden af samme navn", sagde Per.

Holger, Tara og Ulrikka nikkede.

Landbetjent Hansen sukkede: "Hellere end gerne, hr. godsejer, så bliver jeg fri for alt det papirarbejde. Farvel, og tak for hjælpen".

"Det var så lidt. Farvel, kør nu forsigtigt", smilede Tara.

På hjemvejen tænkte betjenten: - Mon Fredenslunds ejere er nazister og kommunister? Jamen, hvis de laver oprør, så ved jeg da hvor jeg kan finde dem.

-
Sensibel

Så sprang nogle små bomber. Holger sagde: "Kan vi ikke adoptere Terkel? Jeg mener, herregud?".

Ulrikka svarede:

"Jo, det kan vi. Men først skal du vide, at jeg er med barn, og det samme er Tara. Er det ikke sandt, Tara?".

Per og Holger så forbavset på hinanden.

"Nu står min verden ikke længere", mumlede Per.

"Per, jeg skal være far. Jeg er far til et nyt barn", gispede Holger.

Tara sagde: "Jeg er blevet for gammel til en fødsel, men Signe har lovet at hjælpe mig, og Ulrikka har lovet at barsle før mig".

"Det er det jeg siger. Nu står min verden ikke længere", mumlede Per; han satte sig hovedtrappen, følte sig svimmel, var faldet ned ad trappen, hvis ikke Holger og Tara havde grebet fat i ham. 

Per kom til sig selv, fulgtes med Tara ind i huset.

-

Holger greb Ulrikkas hånd, kyssede hende, men hun rev sig løs.

"Vi må ikke glemme vores stakkels Terkel, hvor er han?", råbte hun, og løb ned til aflukket i hestestalden. Terkel sad krumbøjet i mørket, han græd, hans krop dirrede, som var han i feber.

Ulrikka kærtegnede hans hår, hviskede: "Terkel, lille Terkel. Du skal ikke være bange. Du skal ikke græde mere. Vi vil passe på dig".

Ulrikka tørrede Terkels ansigt, gav ham et lille kys på kinden. Holger så dem komme fra hestestalden, og tænkte: - Vi adopterer Terkel, så får vi en søn i huset, og jeg får en lille datter, jeg er den lykkelige og stolte fader. 

Holger gik ind i huset, en ny tanke strejfede ham:

- Blev Per syg af nyheden om Taras svangerskab, nej, stakkels Per fik en hjernerystelse da han stødte hovedet sammen med 29´s hoved. Hun, 29, er en god ko, men er sensibel, hun skubbede til Per fordi hans arbejdstøj stinker af olie og snavs, jeg må sige til ham, at i kostalden skal han gå klædt som vi andre, i hvid nyvasket kittel . . .

-
politiet? ikke tale om jeg vil 

Holger fik brev fra en af sine venner i Rostock: Politiet havde beslaglagt det hahneske palæ til nærpolitistation. De øst-preussiske flygtningefamilier, som efter mange år var faldet til ro, havde passet på villaen og etableret sig med arbejde og småbørn, var smidt ud, havde fået anvist boliger i en af de nye lejekaserner.

Holger og Tara stod endnu som de lovformelige ejere. Holger blev vred.

"Politiet? Ikke tale om jeg vil. Hvad bilder de idioter sig ind?", råbte han.

Holger fik indrejsevisum til DDR. Per sagde: 

"Holger, så vidt jeg ved har du ikke betalt ejendomsskat til Stadt Rostock, du er ikke rigtig klog, du bliver sat i spjældet, hvem skal passe dit arbejde? Jeg egner mig ikke til kostalden, det ved du. Din store kærlighed, madam 29, dør af længsel efter dig. Mand, hvad pokker skal jeg gøre?".

"Højest tre dage, så er jeg tilbage".

"Du er sindssyg, de sætter dig i spjældet, vær sikker på det".

"Tag det nu roligt, Per".

OG EN RUSTEN NATPOTTE

Rostock. Et skilt på facaden, Politi, en rustangrebet patruljevogn parkeret ved fortovet.

Det undrede Holger, at der intet usædvanligt var at se på det hahneske hus. Han åbnede hoveddøren, gik ind i forhallen, åbnede døren til daglig-stuen, trådte ind til tre uniformerede politifolk og en civilklædt. 

Den civile er kriminalmand, tænkte Holger. Han forklarede, idet han frem-viste de medbragte dokumenter:  

"Jeg gør, som retmæssig ejer af huset, krav om tilbagelevering af min og min søsters ejendom, d´herrer sidder behageligt i vores dagligstue".

"Vi undersøger sagen. De må vente. Sæt Dem ud i forhallen".

Holger hørte kriminalmanden telefonere. 

Der gik én time. Holgers muskler var stive af kulde; han lukkede et par døre, den ene førte ned til kælderen.-

Der gik yderligere tre timer. Holger sad stiv, bleg, ubevægelig, ventede. 

En betjent kaldte på ham. Holger gik ind i dagligstuen, en mislykket repa-ration i stukloftet irriterede ham. Kriminalmanden sagde: -

"Værsgo, sæt Dem ned, hr. Hahne. Mit navn er Reuter".

"Jeg er træt, hvad vil De?", svarede Holger.

"De var med i Waffen-SS på østfronten?".

"Ja, som læge".

"Hvordan kan det egentlig være, at De overlevede?".

"Mener De, hvorfor? Det ved jeg ikke. Har De været med på østfronten?".

"Nej, jeg gjorde tjeneste i Holland, i Amsterdam".

"Nå, De var måske med til at indfange jøderne i Amsterdam?".

"Det var min pligt, ja. Sig mig, De er vel ikke selv, tilfældigvis, af lidt jødisk afstamning, mener jeg?".

Et pludseligt raseri vældede op i Holger. Han rejste sig forbitret, væltede bordet, og langede en knytnæve ind i ansigtet på kriminalmand Reuter.-

"Vold mod tjenestemand", skreg Reuter, han havde fået et blodigt øje.

De uniformerede betjente sprang ind på Holger. To af dem vred hans arme om på ryggen, den tredie låste Holgers hænder fast med håndjern.

"Ned i knasten med ham", råbte Reuter; han var ophidset og bekymret for sit blodige øje.

Cellen var huset Hahnes tidligere kulkælder, den stank af urin og fækalier. 

En hullet briks, et snavset tæppe, et lille bord, en taburet, og en rusten nat-potte.

-
Ned med nakken

Holger blev idømt 6 måneders arrest, og ført til en politikaserne til afso-ning. Dommeren havde valget mellem fængsel og en mildere arrest. Dom-meren blev i sagens akter erindret om en professor i retsvidenskab, Emil Hahne. Det fik dommeren til, diskret, at makulere et for Holger ubehageligt bilag, en tiltale for klassefjendeflugt fra DDR.

Vogterne i politikasernen gjorde noget andet. De aftalte, at klassefjenden Holger skulle ned med nakken. Metoden var raffineret ondskabsfuld.

Det begyndte, da Holger, som var deprimeret, uventet fik et knippelslag.  

Holger råbte til vogteren: "Hvad bilder du dig? Slå mig, uden at jeg har gjort noget? Din idiot". 

Samme hændelse i 5 variationer. Vogterne klagede over Holgers verbale og fysiske overfald. Så faldt hammeren. 

Retsmaskineriets automatik trådte i kraft. Efter den 5. chikane i arresten, blev Holger overført til et fængsel, og samme dag meddelt om 5 administra-tive fordoblinger af straffen for hver påstået forseelse. 

Anklagen, 5 verbale og fysiske overfald på tjenestemand: Straffen steg fra 6 måneders arrest til 1 års fængsel, fra 1 år til 2 år, fra 2 år til 4 år, fra 4 år til 8 års fængsel.

"Kun ved at udvise tilfredsstillende opførsel kan De gøre Dem håb om at søge benådning", hed det.

-
Tara, da ikke igen

Taras og Ulrikkas svangerskab forløb uden komplikationer. 

De ønskede sig begge, i søde drømme, en dreng, men begge fødte en lille pige, uden komplikationer; først Ulrikka; en måned senere Tara.

En dag var den gamle bil med plejehjemmets forstanderinde, den svær-lemmede Elvira ved rattet, kørt ind på gårdspladsen. 

Hun steg ud, hilste hjerteligt på Tara og Ulrikka:

"Goddag, piger, det er min lille Petra, som har sendt mig. Hun har det godt. Jeg tror hun bliver amtets og måske landets ældste indbygger. Jeg skal hilse fra hende. Det var Petra som plagede mig om at køre herud. Jeg er jo uddannet jordemoder, og ingen småbørn er døde i mine hænder. Men de kunne jo være døde når de kom ud. Det var jo ikke så rart. Nå, vil I være søde og lægge jer på et stort spisebord så jeg kan undersøge jer".

-

Holger havde sendt to breve fra fængslet, som ikke oplyste meget. Den samme sætning: "Jeg har det, som forventet. Kærlig hilsen". 

Tara havde kontakt med en tidligere veninde, Paula, som var jurist i det østtyske justitsministerium. Veninden Paula holdt Tara underrettet om Holgers skæbne. 

En dag sad Per og ordnede regnskaber. 

Tara kom ind til ham, bad ham sætte sig i sofaen ved siden af sig. Tara tog Pers hånd, kyssede den, og sagde:

"Per, jeg rejser til Rostock, det er den eneste udvej".

"Tara, da ikke nu igen? Så går det som sidst. Kan du huske det? Du tager ungen med og vil lade mig tilbage. Ikke på vilkår. Jeg rejser med".

"Det må du ikke, Per, og ungen, som du kalder dit barn, bliver her hos dig".

"For pokker, Tara. Ikke på vilkår. Jeg rejser med".

"Det kan du ikke, Per. Den lille bliver hos dig, naturligvis. Du har ansvar for dit barn og for driften af Fredenslund. Det andet går ikke".

"Tara, du er ikke rigtig klog, du er nøjagtig som Holger, du er stædig og dum og er livsfarlig for dig selv".

"Det bliver som jeg har sagt, Per. Jeg er ked af det. Holger skal ikke rådne op i et fængsel. Det synes du heller ikke, vel? Kom, vi er trætte, nu går vi seng, du vil se meget lysere på det i morgen. Du ved, jeg er meget glad for dig".

Per gik hen til skrivebordet, åbnede en flaske rødfarvet blæk, stænkede dråber af blækket ud over regnskaberne, og sagde: 

"Tara, har du allerede pakket din kuffert?".

"Ja, min ven, kufferten og mit tøj er våd af mine tårer for dig og den lille. Gør det nu ikke for vanskeligt for mig, vel, Per?".

-
Rostock, Berlin, kirkegården

Tara fik turistvisum, gældende til 30 dages ophold i DDR. 

Hendes første 14 dage gik med nervøs venten i et hotelværelse, efter at have ansøgt fængslet om hendes besøg til Holger. Hun havde ingen lyst til at gense Rostock, ingen lyst til at møde tidligere venner og bekendte og mulige rester af familien. Hun var angst for at blive beluret, iagttaget, overvåget.

"Hvor er Ulrikka?", var Holgers første hilsen, da Tara genså ham. Hun følte en lille skuffelse. Herregud, Holger var blevet mager og gråhåret.

"Ulrikka? Ja, naturligvis. Vi savner dig. Din datter er noget af det sødeste". 

Holger sad tavs. Tara turde ikke bryde stilheden mellem dem. 

Hun kyssede Holgers fingre på stålnettet mellem dem. Holger så nervøst på hende, trak hånden til sig. 

"Vi skal nok få dig ud, det lover jeg", hviskede Tara.-

Tara rejste til Berlin, fik kontakt med veninden, juristen i det østtyske justitsministerium. De drak kaffe på en trist café. Paula sagde: 

"Du må forsøge at få kontakt med et højtstående partimedlem. Der må da være nogen du kender?".

"Det håbede jeg, at du ville".

"Det kan jeg ikke. Men der skal, husk det nu, der skal altid vedlægges vel-agtede borgeres anbefaling i benådningsansøgningen, uden det går det ikke, du må da kende nogen?".

"Jamen, det gør jeg ikke".

"Tænk dig nu om, Tara, har du planlagt et eller andet. Har du forsøgt din faders familie? Professor Hahne er et godt navn".

"Jeg vil ikke involvere den hahneske familie, nej".

"Så vidt jeg husker emigrerede de fleste af dem før krigen. Nej, at tænke på alt det er ubehageligt, men hvad med professorens kolleger, eller deres efterlevende slægtninge?".

"Hvad skal jeg med dem?".

"Næ, du har ret. Hvad skal vi med dem?".

"Jeg må forsøge at finde resterne af min familie".

"Og prøv om du kan finde Holgers venner".

"Venner? Jeg kan ikke huske hans venner. Holger har aldrig villet tale om den tid. Den forbandede krig. Det véd du".

"Tara, du husker, at vi i vores familie aldrig nærmede os nazisterne. Min far døde i kz-lejr, det ved du ikke, vi talte aldrig om den slags, husker du det? Du har ret, den forbandede krig. Jeg mener, de forbandede nazister".

"Paula, hjælp mig".

Paula svarede ikke, rakte Tara hånden, kyssede Tara på kinden, forlod ca-fé en.

-

Tara ventede ti minutter, så gik hun. Hun havde kun gået få skridt, da hun blev standset af to mænd. Den ene sagde høfligt:

"Goddag, ærede frue, er De turist i DDR, må vi se Deres papirer?".

Tara blev nervøs, rødmede, svarede vredt: "Hvad vil De?".

"Kun se Deres papirer, ærede frue. Deres pas og Deres visum. Jeg så De var sammen med Paula Süssmilch, kender De hende?".

Tara åbnede sin taske, rakte ham sit pas og visum.

"Desværre, frue, Deres visum er udløbet. Jeg må bede Dem følge med".

Tara pegede: "Se dog efter, mit visum er gyldigt. Se".

"Jeg siger det er udløbet. Kom, vær så venlig".

De to kriminalfolk førte Tara hen til en bil, hun blev puffet ind på forsædet. Den ene mand satte sig ind bag rattet; han lugtede af hvidløg og øl. Den anden blev stående; da bilen kørte, nikkede han tilfreds.

"Hvor kører De mig hen?", sagde Tara.

"Åh, det ved De dog. Ser De, lille dame, vi har et lokale til spioner af Deres slags".

"Spion? Jeg er ikke spion, jeg har aldrig været spion, mit visum er i orden, jeg var med i krigen, jeg var sygeplejerske ved fronten i Italien, jeg var med- lem af partiet, og".

"Netop".

"Tror De mig ikke? Luk mig ud, hører De, jeg rejser hjem, hører De".

Tara hostede, stanken fra mandens ånde med øl og hvidløg kvalte hende.

"Der er visse regler når en tidligere tysk statsborger trænger sig ind i DDR, som udlænding".

"Jeg er dansk statsborger".

"De er fanden er De, en klassefjende".

-
Springkniven

Jagtkniven havde Tara fået af morbroder Frederik efter gadedrengenes pøbeloverfald på hende i lejligheden på Enghave Plads. Han havde sagt: 

"Det er ulovligt at gå med våben, så pas på, brug den kun i nødværge, men du skal kunne forsvare dig selv. Du trykker på knappen, her, så springer kniven frem, klar til brug".

Fra den dag havde Tara altid haft jagtkniven med i sin taske; erindringen om overfaldet, og de mange lig under krigen i Italien, lig med overskåret hals, forfulgte hende. Overlægen og en officer havde sagt: "Begge parter gør det, vores soldater og partisanerne".

Per havde sagt: 

"Tara, vi skal i teatret, du er neurotisk, hold nu op med det pjat, den kniv er livsfarlig, den er til jægerens opsprætning af dyr efter en jagt, der er sågu ingen vildsvin blandt publikum i teatret".

-

Stasimanden bremsede bilen, skiftede gear, ville køre til venstre ind i en sidegade, han drejede hovedet til højre og til venstre, så efter, om kørebanen var fri, kørte langsomt bilen ind i sidegaden, drejede bilen ind i en indkørsel, bremsede foran en port. Porten gik op, en bevæbnet vagt trådte ud.

Tara så ikke vagten, så ville hun have betænkt sig; sved piblede på hendes ansigt. Hun sad med jagtkniven i hånden, lukkede øjnene. 

Stasimanden satte vognen i gear.

Tara trykkede på den lille knap, knivsbladet sprang frem, hun stødte jagt-kniven ind i mandens hals, rev med et ryk kniven fremad. Mandens blod fossede ud. 

Tara åbnede bildøren, flygtede, løb ned ad gaden, knugede jagtkniven ind mod brystet. Portvagten trak sin pistol, kvinden blev ramt, vagten slog alarm, løb hen til kvinden.

Tara var død.

-
gud satans vilje

Holger vidste, at vogterne chikanerede ham. Der kom ingen breve.

Holger planlagde en flugt, havde analyseret arbejdsdagens rytme. Fan-gerne arbejdede i straffelejrens brunkulsleje. Store gravkøer gravede brun-kullene frem, arbejdskolonner skovlede brunkullene op i 4 tipvognstog, truk-ket af små lokomotiver.

De to blev læsset, mens de to andre var kørt; pavse mellem pålæsning og afgang, venten på det næste tog. Det ene tiptog kørte gennem en bevogtet port ud til en jernbanerampe, tippede brunkullet ned i godsvogne, kom tilba-ge til næste pålæsning. Det andet tiptog fortsatte gennem krat og skov ud til kysten, til en lille havn med rustne skibe. En kommando, "kom så igang", hørtes kun sjældent, var ikke anset for god tone.

Holger smilede. Der burde være 5 tipvognstog til den rytme, men det var der ikke. Det bedste tidspunkt ville være før den halve times spisepavse og den halve times lovbefalede hviletid.

Vogterne fløjtede, flokken af fanger og vogtere samledes i geledder, mar- cherede til lejrens triste barakker.

Holger krøb op i en tipvogn. Hverken vogterne eller medfangerne kunne se ham i bunden af tipvognen. Hvis det gik som planlagt, ville han blive dækket til med brunkul.

tipvognen kører gennem krat og skov ud til kysten, hvis ellers lokomotivet starter og følger tidsplanen

jeg lægger mig på ryggen så jeg kan se, dækker ansigtet med hænderne, og vrikker og bugter mig som en ål, med op, ligger i det øverste lag brunkul så jeg ikke bliver mast eller kvalt 

kommer jeg ikke ud til kysten gør i værste fald en rutschetur vel ingen skade, ned i en godsvogn på jernbanen- 

KOM SÅ IGANG

Pludselig storm, jagende skyer, et skybrud, tordenbrag og lyn. Bunden i tipvognen fyldtes med vand. 

Et uventet råb, en kommando, "kom så igang". 

Regnvandet steg omkring Holger. Vand og byger af brunkul væltede ned over ham. Fedtet brunkulsstøv klæbede til næse og mund, sved som ild i hans øjne. Nye byger af brunkul slog ned som sten, slog hårdt. 

Holger følte angsten, østfrontkrigens rædsler, nætternes mareridt.

nu kommer det, det var derfor jeg skulle overleve, vor gud vorherre er en nådesløs satan, sagde min hr. fader, nu fik han ret, jeg er fortabt

ja, far, omsider forstår jeg dig, nu føler jeg gud satans vilje, jeg kan ikke og vil ikke mere, gud satan er den stærkeste

nej, det er ikke gud, det er regnen, regn og brunkul, av, de forbandede brunkul, de slår som hærdet stål, jeg kan ikke mere

så lad det ske, ja, ingen modstand, slap af, slap af, ingen modstand, så lad det ske, jeg kan ikke mere, så lad det ske, jeg er ikke bange for døden- 

Arbejderne ved jernbanen gjorde deres pligt, brunkul fra tipvognen ned i godsvognen. 

Her så de liget af Holger.

-
Det tænkte jeg nok

Der kom ingen underretning fra DDR. Per og Ulrikka ventede forgæves. Per rejste til København, talte med udenrigsministeren.

"Vi kan intet gøre", svarede han venligt.

"Det tænkte jeg nok".

"Jeg tror De skal tale med justitsministeren. Nej, ved De hvad? Det vil jeg gøre på Deres vegne, hvis De tillader. Vi kender sagen".

"Så gør noget. Der må ske noget, men gør det hurtigt. Tak for hjælpen, far- vel. Ulrikka er bange for at blive bortført til DDR. Hun har læst om det i aviser- ne. Hun er nær et sammenbrud. Holger er hendes mand. Ungerne græder hele dagen, mit barn savner sin mor, Tara, min kone. Farvel. Gør nu noget, hr. minister, men hurtigt. Farvel".

-
Det er Harald, det er Villy, plattenslager

Villy Petersen, alias Harald, sad i politiets efterretningstjeneste. 

Søren C sagde: "Som du sikkert forstår, Harald, har vi taget dig ud af køle- skabet".

"Ja, det forstår jeg".

"Du burde være havnet i dybfryseren, og senere rådnet op".

"Hvorfor det?".

"Du kan da ikke slippe godt fra, både at være hos os, og hos militærets ditto og i CIA og MI6? Og efter du forlod folketinget, blev du kvartalsdranker. Jeg går ud fra, at du blev smidt ud af partiet".

"Det er en privatsag".

"Men så blev du forretningsmand. Det gik heller ikke. Du charmerede dig ind hos damerne, og de betalte gildet, indtil det gik op for dem, at du var en plattenslager. Du var altid uheldig, men heldig i kærlighed, ikke?".

"Jeg er ikke straffet, jeg gør intet ulovligt".

"Hvis du har været i kontakt med KGB eller Stasi, skal du sige til, nu".

"Jeg holder min sti ren, ved du ikke det? Jeg er antikommunist".

"Godt, dine øvrige meriter, nå. Faktum er, at du er en type, og har den alder, som vi har brug for til et lille ærinde. Penge, nej. Du får en sum til start og en slutsum, færdig".

"Hvad skal jeg?".

"Du skal ligne og du skal optræde som en veldresseret abe, havde jeg nær sagt, en embedsmand. Du ekviperes med nyt tøj, og farvet håret, og skal bære briller". 

"Javel".

"Du kommitteres som socialattaché ved det danske konsulat i Rostock. Vi ved jo, at du taler engelsk og tysk og russisk nogenlunde".

"Altid perfekt. Det var tungt stof".

"Konsulatet kender intet til din eksistens, og må ikke vide det. Hvis du afsløres går der melding herfra til DDR, at du, Harald, er en usympatisk svindler".

"Javel. Er det noget livsfarligt?".

"Overhovedet ikke. Du skal finde et familiegravsted i Rostock. Det er ikke så vanskeligt. Vis dit visitkort og legitimationen, til de rette, så går det af sig selv. Men dernæst skal du finde, hvor de har begravet en dansk statsborger, Tara Larsen, født Hahne, og hendes broder, tysk statsborger fra Rostock, Holger Hahne. Vi ved at de er døde. Pointen er, at du skal opnå tilladelse til, at overføre Tara Larsen og Holger Hahne til det fælles familiegravsted i Rostock. Det gravsted finder du ved spadsereture på Rostocks kirkegårde. Du kan selvfølgelig skyde en genvej ved at finde et kirkegårdskontor med damer, som du kan charmere".

"Har de ingen familie, her?".

"Hvem? Joda, men det rager ikke dig, du gør, som vi aftaler. I DDR er man pikeret over, at søskendeparret Tara og Holger opholdt sig illegalt i Østtysk- land, siger de, og som fødte i naziland og bortrejste, og igen tilbagerejste, ja, så gælder den og den lov, siger de".

"Kommunistisk bureaukrati".

"Kald det hvad du vil. Kan du klare opgaven?".

"Jeg kender østtyskerne på en prik. De er medgørlige. Jeg lurer dem".

"Husk den velopdragne embedsmand. Gå ned i depotet og få dit nye tøj, og få farvet håret, og et par briller. Din drankerfarve i ansigtet dæmper du ved, at undgå øl, spiritus og visse damer. Det er en ordre, forstår du det, Harald?".

"Ja ja, jeg er ikke tunghør".

-

Da Harald var gået, talte Søren C med J, vor mand i Havanna, som ikke var Havanna, men et rejsebureau i Berlin. J havde afslået at ordne affæren i Rostock, konsekvensen ville blive ubehagelig, hvis han blev afsløret. 

J fortalte, at han kunne hjælpe på ét punkt, han ville kontakte Taras venin- de, en benhård kommunist, Paula Süssmilch, fuldmægtig i justitsministeriet, ugift, enlig, som henfaldt i gråd og bondeanger efter mødet med Tara. 

Paula havde betroet sig til en veninde, Agnes Gerster, J´s kollega, sekre-tæren i rejsebureauet. J var sikker på, at Paula Süssmilch vidste, hvor det hahneske familiegravsted lå. 
   "Hvad venter du på? Gør dog forsøget", svarede Søren C.

Den lille affære ordnede socialattaché Harald Andersen og rejsebureau- direktør J i fællesskab, bistået af østtyske myndigheder. De rester, der var tilbage af Holger og Tara, og kun med stort besvær kunne findes, deres aske lå i metalæsker, uden fuldstændig garanti for rette identitet, blev overført til det restaurerede hahneske familiegravsted i Rostock. 

J bad sin sekretær, Agnes Gerster, kontakte sin veninde, Paula Süssmilch. 

Agnes bad Paula skrive et brev til Taras mand, Per Larsen og meddele ham, hvor Tara og Holger lå begravet, at Paula havde været i Rostock og udvalgt en gravsten, og at Per skulle sende en tekst til stenhuggerens adresse.

Per og Ulrikka formulerede teksten, kun de afdødes fornavne.

"Det kan da ikke vække nogen særlig interesse, og vi ved jo, hvad det er. Måske kan vi senere skrive fødselsår og dødsdato. Nej, Per, du må ikke rejse, jeg kan se, hvad du tænker, det må du ikke", sagde Ulrikka.

Per nikkede. De sendte teksten til stenhuggeren, betalte ham 1.000 mark via en postanvisning.

Per fik aldrig at vide, at en vis socialattaché Harald Andersen havde betalt stenhuggeren for gravstenen.

                                             4. Forgæves forventninger