Hvert år på Taras fødselsdag rejste Per til Taras og Holgers grav.

Per besøgte Hahne-familiens gravsted i Rostock, medbragte en tobaksdåse med Fredenslunds markjord, købte roser og små laurbærkranse, fjernede ukrudt, pyntede gravstedet, satte sig på en bænk, spiste en skive af Ulrikkas mellemmad, drak kaffe fra en termokande, nød stilheden og småfuglenes pippen, gik tilbage til graven, åbnede tobaksdåsen, og dryssede markjorden ud over gravstenen:

"Tara & Holger" 

Næste dag, sent på natten, var tilbage på Fredenslund.

-

En aften hørte Per skænderi fra fodermesterhuset. Per tændte lyset på gårdspladsen. Signe kom løbende. Efter hende kom Peter Jensen gående, han råbte og svingede med en stor kæp: 

"For satan, kælling, kom herhen, siger jeg, og få de tæsk du fortjener".

Per åbnede hoveddøren for Signe.

"Signe, du sover her i nat, kom inden for".

Peter Jensen bad om tilladelse til at forlade Fredenslund: "Godsejeren må forstå, det går ikke mellem Signe og mig".

"Næh, Jensen er rigelig tørstig, men du får en god anbefaling, dit arbejde fejler ikke noget".

"Tak, hr. godsejer".

"Hvorfor siger du godsejer? Har du virkelig lyst til at ligge i rendestenen som et fordrukkent tyende?".

"Nej, jeg skal nok rette mig, jeg har jo fået en kæreste, og så blev Signe galsindet. Vi har jo børnene. Men Signe skal blive i pladsen, det vil hun hjertens gerne, hvis hun altså må for godsejeren, hvis hun altså må, for dig, Per. Jeg har en fodermester til dig, en stabil mand".

"Hvem er det?".

"Han hedder Svend".

"Du er et fjols, Peter Jensen, hvornår kommer han, ham, Svend?".

"Han sidder og venter i vores stue".

"Ser man det, nå, du sætter Svend i arbejde, godnat, Peter Jensen, tak for den gode tid".

-

JEG HAR INGEN TARA

Signe blev boende i fodermesterhuset. Signes børn sad med skolens lek-tier; læste, skrev, hjalp hinanden, uden støj. Petrine ville være modist; hun klippede i tøjrester og syede små hatte og kjoler. Poul ville være billed-hugger, sad i timevis og formede lerfigurer.

En dag Signe var alene, stod Per i hendes køkken: 

"Signe, jeg har ingen Tara, jeg har ingen pige, jeg har en drift i mig". 

Det var, som Signe havde ventet på ham. Hun trådte hen til ham, smilede, rødmede, og hviskede: 

"En mand som dig, med så brede skuldre, må ikke gå ensom for længe".

Signe indrettede et værelse i fodermesterboligen, og sagde:

"Det er dit værelse, Per, under vinduet er en bogreol, i aftes da du gik, reg- nede det, du havde glemt dine nøgler, og hoveddøren var låst. Ulrikka skal ikke tro, at jeg har smittet dig med forkølelse".

"Ulrikka? Jamen, jeg er ikke forkølet. Er du jaloux på Ulrikka? Hun har kun øje for Terkel". 

Per gik hen til den nye alkove. Signe smilede, åbnede sig for ham.

En lang tid var gået, hvor man kunne se, at hvis Holgers navn blev nævnt, gik Ulrikka med rødgrædte øjne i dagevis.

Så knugede hun sin og Holgers datter, Christa, og Taras og Pers datter, Charlotte, ind til sig, græd og hviskede:

"Børn, hvordan skal det dog gå med os?".

Pigerne så op, og lo: "Mor, vi har da Per".

De år var nu næsten glemt fortid.

Ulrikkas omsorg for børnehjemsbarnet Terkel, ændrede sig uundgåeligt; han voksede op som en høflig, begavet, adonissmuk og fysisk stærk ung mand.

En dag var Terkel i bad; han stod under bruseren og råbte: 

"Ulrikka, jeg glemte et håndklæde, vil du hente det for mig?". 

Så skete det. Ulrikka rakte ham håndklædet, så forundret på ham. Ulrikka kyssede ham, kærtegnede hans ryg. 

Terkel følte sin krop som kogende blod. Med dirrende hænder flåede han tøjet af Ulrikka.

"Nej, ikke her, kom", hviskede hun.

-
Den forkerte hest

Det var tradition, at Pers forældre kom på besøg hver sommer. 

Fru Helga Larsen måtte hvert år igennem det samme besvær med sin mand, pensionerede maskinarbejder Børge Larsen, som ikke ville rejse, skulle overtales, og alligevel nød en uges ophold på Fredenslund; men kun en uge, så ville han hjem. Per havde fejret forældrenes 85 års fødselsdage med en familiemiddag på en restaurant i København.

En aften kørte Per sin fader ned til ørreddammen. 

Per sagde: 

"Far, du var altid opslugt af partiarbejdet for Socialdemokratiet, hvornår fik du passion for lystfiskeri?".

"Hvornår?".

"Ja, du cykler hver morgen ud til Langeliniemolen og står hele dagen og fisker, siger mor."

"Jeg fisker ikke, jeg taler med kammeraterne på et værtshus i Frihavnen".

"Nå, ser man det, hemmelige møder".

"Når jeg taler til din mor om havdyrenes bevægelser nede i vandet, har jeg været ude og se dem i akvariet i Charlottenlund. Det kommer ikke hende ved, vel?".

"Nej".

-

"Men, far, hvad med Socialdemokratiet?".

"Politik? Per, nu skal jeg sige dig en ting. Politik er noget roderi".

"Du var da meget begejstret for Stauning".

"Ja, men jeg holdt på den forkerte hest".

"Hvad gjorde du?".

"Det blev jeg først klar over senere".

"Nå, ser man det, den forkerte hest. Fik du den ørred? Ja, du gjorde, bravo".

"Den er for lille. Den smider jeg ud igen".

"Ja, gør du det". 

-

"Sig mig, far, hvad var der galt med Stauning?".

"Han holdt med tyskerne. Det så jeg bagefter. Nå, da var han død".

"Hvad tror du han havde sagt, hvis han havde overlevet krigen? Han fik jo den helt store landsfaderbegravelse i 1942".

"Han var blevet sat i spjældet efter krigen. Nøjagtig som dig, Per".

"Ja, sikkert".

"Hvorfor meldte du dig til tyskerne? Det var en stor skam for vores familie, det ved du".

"Nu ikke igen, far, det har vi jo talt om".

"Ja, men, ser du, hvis Stauning havde levet efter 1945, havde vi aldrig haft det forplumrede retsopgør, som ødelagde partiet".

"Hør nu, far, det har jeg forklaret dig mange gange, og nu prøver jeg igen. Først blev jeg henvist af socialkontoret til tysk arbejde, ude på vestkysten, og da det ikke gik, blev jeg beordret til vagtmand i luftwaffe af din partikollega, borgmesteren, her inde i købstaden".

"Ja, fordi du havde rodet dig ind med kommunisterne, og det vidste de".

"Det passer ikke, de to ting skete hver for sig, de har intet med hinanden at gøre".

"Du havde ikke behøvet at arbejde for kommunisterne, færdig".

"Far, der er bid, hiv den op. Det er en stor ørred. Kors, hvor den spræller".

-

"Er østtyskerne måske ikke kommunister?".

"Jo, formentlig. Jeg mener, regeringen er stalinister".

"Hvorfor giftede du dig med Tara? Det var da tåbeligt".

"Tara var en sød pige".

"Hun var en hystade, var hun. Se alt det lort hun fik rodet dig ind i".

"Tara er død. Du skal lade være med at rakke hende ned. Du piner mig".

"Ja, fordi du var landsforræder". 

"Nå?".-

"Ja, først til nazister, så til kommunister, så tilbage til nazisterne, og så til kommunisterne. Det var den forbandede rosport, der satte griller i dig. Alt det rosport og borgerskabshalløj gjorde dig til klasseforræder".

"Hør nu, hr. fader, gamle Børge, rosport er ikke kun for overklassen, al sport er upolitisk, det ved du".

"Såh, ved jeg det? Jeg siger, at enhver deltagelse i international sport er udenrigspolitik, som påvirker al indenrigspolitik. Tror du ikke jeg har øjne? Tror du ikke jeg kan tænke? Hvabehar, du, snothvalp. Og nu ligger du i med fodermesterens kone. Du er et skvadderhoved, er du, vorherre bevares. Føj, siger jeg. Jeg vil ikke høre mere, nu rejser jeg hjem".

"Nå, ja ja. Jeg har forstået. Farvel, hr. fader".

Efteråret gav omslag til pludselig vinter i november, ramte Pers forældre. En mild forkølelse ændrede sig til lungebetændelse. Efter deres begravelse følte Per et nagende mismod, som holdt sig i ham de følgende år.

-
En anden vej

hvad gør jeg her på Fredenslund, hvem er jeg, hvor finder jeg mig selv

hvorfor er jeg misundelig på Ulrikkas og Terkels lykkelige ægteskab 

Ulrikka valgte sin næsten adoptivsøn til elsker og senere ægtemand, det rager jo ikke mig, er mit forhold til Signe bedre, er det lykkeligt 

ja og nej, enhver kan jo se, at Signe og jeg kun boller sammen, hun og hendes unger har gode interesser, bevares, billedkunst og teater og hvad ved jeg, men det jo ikke mig 

det værste er, at jeg savner Tara og Holger, jeg burde gøre et eller andet for deres eftermæle. Hvad kan jeg gøre, gribe i den blå luft, skrive om deres skæbner, nej, der skal graves flere spadestik dybere 

jeg skal altså begrave mig i et arkiv, nej, sågu vil jeg ej, er der ikke en bedre vej, næ, sågu er der ej, du hænger på den 

jeg kunne sælge min part af Fredenslund, nej, det kan jeg ikke

jo, jeg kan overdrage min part til Charlotte, min datter, som forguder Terkel, fordi han var ungernes legekammerat. Nu er Terkel gået ind som adoptivfader til Holgers datter, Christa, som uden blusel, sammen med Charlotte, siger til Terkel: 

"Far, vil du ikke nok, far?" 

Charlotte siger ikke far, til mig, næ, hun siger Per til mig, far til Terkel, og mor til Ulrikka 

jamen, er jeg overflødig, betyder det overhovedet noget for dem, om jeg er på Fredenslund, eller flytter til København, nej, det tror jeg ikke 

Ulrikka har sin egen part af Fredenslund, halvdelen, jeg vil fordele min egen part, den anden halvdel, til Charlotte og Christa og Terkel, og Signe og Petrine og Poul, så behøver ingen at arve noget efter mig 

godt, meget vel, jeg flytter til København 

-
På en kunstudstilling

Per var flyttet ind i en 3-værelses lejlighed oppe under taget i et baghus i Bredgade. Her havde han nu boet i flere år.

I forhuset lå en elegant kunsthandel, Galerie Thies. 

Per holdt høfligt kunsthandler Thies på tre skridts afstand, sagde nej tak til invitationer, kaldet ferniseringer, til åbningen af skiftende udstillinger med moderne kunst. Gæsterne, damer i selskabstøj og herrer i smoking, vakte modvilje hos Per.

men min fru moder ville sige, husk nu, Per, velhaverne har deres problemer

Det hændte, at han i Rostock gik ind på en kunstudstilling og købte udstil-lingens  plakat, eller et værk af kunstneren, som han forærede kunsthandler Thies. 

Per var utilfreds med sig selv, at han overhovedet gjorde den slags. 

nå, herregud, ham Thies mener jo sine invitationer venligt -

Per mødte dagligt på Rigsarkivet, eller i Det kongelige Bibliotek. Per ville afsløre nye enkeltheder om regeringens, storborgernes, middelklassens og arbejderklassens adfærd under den tyske besættelse. 

der må jo være en grund til min kære hr. fader, gamle Børges ophidselse, han var jo ikke dum, der må jo være noget, noget som jeg aldrig har vidst, som jeg måske burde vide, og dog, måske er jeg lidt naiv, hm

- 

Da han en aften gik ind gennem porten til baghuset i Bredgade, hørte han kunsthandler Thies komme løbende med høje råb:

"Nu går den ikke længere, hr. nabo, kom nu, De skal lære at se på billed- kunsten, kom nu, mand, få et glas sherry med alle gæsterne, jeg har en fin udstilling med flotte skulpturer af et ungt geni. Kom nu, mand, kom nu med. Det var heldigt jeg så Dem. Kom nu, mand".

Kunsthandler Thies skubbede Per ind i sine elegante lokaler:

"Her, sherry eller kaffe eller øl eller whisky. Se, han står der henne, ham det unge geni. Damen er hans ærede fru moder". -

Udstillingen var gabende tom for gæster, der var ikke et menneske, den tyste stilhed før stormen, bortset fra den unge kunstner og hans mor, som stod med ryggen til Per. 

Damen drejede omkring. Per gispede. Det var Signe, og hendes søn, Poul. 

Per stillede glasset fra sig, tørrede fingrene i sit lommetørklæde, gik lang- somt hen til døren, åbnede døren, gik langsomt ud, lukkede døren. Og styrt-løb gennem porten, op ad trapperne, ledte febrilsk efter sine nøgler, flåede døren op, gik forpustet ind, satte sig ved køkkenbordet.

Ti minutter senere bankede det på døren. 

Det var Signe: 

"Per, jeg byder mig ikke til, tro ikke det. Men du kan vel hilse på Poul?".

Fra den dag, og de følgende år, så man ofte Signe besøge Per.

-

"Du kan mange ting, søde Per, men du passer ikke på dit tøj og du spiser ikke fornuftig mad, og det er bedre, at du går i seng med mig, end med andre tøjter. Jeg glæder mig når jeg rejser herover, og glæder mig når jeg vender tilbage til Fredenslund".

"Signe, jeg har aldrig sagt, at du var en tøjte".

"Jo, i sengen siger du: Signe, du er en værre tøjte".

"Jo, men".

"Det har du altid sagt, Per, har du glemt det?".

En dag ringede Signe: 

"Per, jeg vil bare fortælle dig, at Poul er rejst til Paris. Kunsthandler Thies introducerede ham til kollega, som har et galleri, og Poul har fået en kontrakt på to år, nu kan han arbejde i fred og ro i hele to år. Thies bad mig sige, at han vil tale med dig. Tror du det er noget om Poul?".

"Om Poul? Nej, bestemt nej. Hils endelig Poul, og hils Ulrikka og Terkel og alle ungerne".

"Vi trives fint, alle sammen, men din datter har spurgt efter dig".

Per afbrød samtalen. Ikke flere stik i hjertet, tak.

-
Frivilligt brandværn

Kunsthandler Thies sagde:
   "Du, Per, jeg hedder Alfret, med t, ikke med blødt d, Alfred".

"Skål, Alfret. Vil det sige, at du blev født i en cirkus? Klovnen i manegen råber Alfret til dummepeter".

"Nej, min far stavede højt og tydeligt Alfret til kordegnen, og det kan ikke ændres, så skal jeg søge navneforandring".

"Lidt vel meget for så så lidt, skål, Thies, og hvad så?".

"Min far var ordblind".

"Nå, ja, det hænder".

"Jeg tror det var derfor han meldte sig som frivillig".

"Til Nordjyllands frivillige brandværn, skål, Thies, udmærket whisky".

"Han meldte sig til Frikorps Danmark og var med på østfronten".

"Stop her, tak. Vi, det vil sige jeg, jeg gider ikke tale om det sludder".

"Jo, for Signe har fortalt mig".

"Hvad har Signe sagt? Svar mig".

"Per, råb dog ikke så højt, tag det nu roligt. Signe sagde, at du arbejder med den tid inde på Rigsarkivet".

"Kællingesnak, sludder, vrøvl, rygter".

"Signe viste mig en artikel, som du har skrevet".

"Kun en disposition, tak".

"Per, hør nu efter. Jeg har talt med en chefredaktør".

"Nej, tak, Alfret, foruden at du er ordblind, er du idiot".

"Min far var ordblind. Ti nu stille, Per".

"Thies, forstår du ikke, at der skal være en årsag, før de tabuer bliver aktuelle? Det er ikke noget man gør, bimbambum. Jeg gør ikke".

-
Jubilæer

Oktober 1989 fejredes 40-års jubilæet for oprettelsen af DDR. Det skete med parader, pomp og pragt; i november åbnede Ungarn grænserne fra Østtysk- land for gennemrejse af flygtende østtyskere gennem Ungarn til Østrig. 

Få dage senere meddelte østtysk radio og tv, at regeringen havde tilladt udrejse til enhver, som ansøgte om udrejsetilladelse. Grænserne var naturligvis åbne, hed det, og blev årsag til en strøm af østtyskere mod vest. 

I Berlin åbnede grænsepolitiet adgangen til Vestberlin. 

Berlinmuren faldt.

Få dage senere opløstes den østtyske forvaltning. Øst- og Vesttyskland for-enedes: "Forbundsrepublikkens velfærdspolitik vil gøre alt for at hjælpe vore østtyske brødre", hed det. 

Kommunismens sammenbrud i de østeuropæiske lande, og i Sovjet, fulgte som væltede brikker i et spil domino.

1995, 50-året for Danmarks befrielse. Alle medierne hyldede modstands-kampen, fremhævede, ofte direkte løj, om modstandskampens betydning, uden afvejning, uden modspil, uden korrektiver af de faktiske forhold.

Kunsthandler Thies opsøgte bleg og ophidset Per, og sagde:

"Jeg så min far i aftes i tv, en gammel ugerevy fra 1941, du ved, det var den dag de frivillige rejste til østfronten. De sagde han var landsforræder. Jeg blev chokeret. For dengang i 1939, da han rejste til Finland som fin-landsfrivillig mod russerne, blev han hyldet som helt da han kom tilbage. Kan du se nogen forskel på 1939 og 1941? Finnerne var de samme, vi var de samme, tyskerne var de samme, russerne var de samme. Det var den samme krig".

"Lige et øjeblik. Tyskerne rykkede ind i Danmark den 9. april 1940".

"Ja, og hvad så? Regeringen tilbød omgående et udstrakt samarbejde med tyskerne. Eller er det løgn?".

"Det er lidt mere kompliceret".

"Nemlig, det ved jeg godt. Det er derfor jeg har talt med en chefredaktør. Jeg kender ham, han er en guttermand".

"Sikkert".

"Han siger, at han vil bringe dine artikler. Signe har fortalt mig".

"Hold Signe uden for. For satan".

"Råb ikke så højt, Per. Men han siger, at hvis det er relevant stof, og er vel- skrevne artikler, vil han bringe dem som kronikker. Hvad siger du så?".

"Jeg siger nej".

"Per, det kan du da ikke?".

"Jeg siger nej".

"Per, er vi da ikke venner?".

"Venner? Jo, måske. Jo, vi er en slags venner, men vores venskab rækker ikke tilbage til 2. verdenskrig, det gør en forskel".

"Jamen, Per, hvad så?".

"Kors, hvor du irriterer mig. Men hils din hr. chefredaktør og sig, at en kronik er på vej".

"Per, tusind tak, du er et mandfolk".

"Og du er en fedterøv. Godt, skænk mig en whisky. Jeg gør det, fordi jeg hverken er ordblind, eller lider af pseudomessiansk mani".

"Du, Per, jeg kender ikke så mange fremmedord".

"Nej, men du er en plageånd. Husk, at hverken du eller jeg er messias".

Per skrev til redaktøren: "Hermed de aftalte artikler". 

Få dage senere så han sit navn i avisens tillæg:

"Uden håb, løbet er kørt". Kronik af godsejer Per Larsen".

Det forbavsede Per, at se godsejer på tryk. Det var Alfrets og Signes påhit.

- "Bemærk. Dette indlæg er ment som et karaktermord på de danske figu-ranter, som deltog i tyskerbesættelsens virvar 1940-1945. 

Teksten er en udfordring til duel med dem, som måtte have lyst. Men jeg frabeder mig at blive skudt ned bagfra; gerningsmanden vil i så fald gøre sig skyldig i et ynkeligt snigmord.

 Under besættelsen var Danmark Nazi-Tysklands krigspartner som leveran-dør af korn, kød, flæsk, industrivarer, fisk, tekstiler, våben, ammunition, plus 110.000 frivillige tysklandsarbejdere og 15.000 krigsfrivillige. Plus en masse dansk entreprenørarbejde for værnemagten i Danmark, med 130.000 danske arbejdere til høj løn ved flyvepladser og 3.000 kanonstillinger og fæstnings-værker ved de danske kyster. Danske entreprenører arbejdede i Estland, Let-land, Polen og Tyskland, ofte ved misbrug af jøders og sigøjneres slaveri. 

Til gengæld leverede tyskerne de nødvendige råvarer til vort lille lyntogs-land: Kul, koks, benzin, olie, jern, stål, gummi, træ, kemikalier, hvoraf fulgte, at  tiden fra 10. april 1940 til 29. august 1943, forløb fredeligt. Der var ingen verdenskrig i lille Dania. 

Men England ønskede mere krig i Danmark. Englands krigsmaskine forsva- rede Storbritanniens daværende vidtstrakte, jordomspændende imperium. 

Heraf følger, at havde englænderne holdt fingrene fra lille Dania, havde folk og fæ fra september 1943 til maj 1945 undgået engelsk og dansk oppor-tunistisk, nationalromantisk og kommunistisk dikteret terror og drab, og rekyl-virkningen: tysk modterror og gengældelsdrab. 

Men sejrherrerne jublede, og et nyt spøgelse trådte frem: Synderne skulle hænges den 5. maj 1945. 
   Fortsættes. Blad venligst om til side 7".
  

I dagene efter offentliggørelsen af Pers indlæg, blev han kimet ned i telefonen med henvendelser fra aviser, radio og tv. 

Per svarede nej, tak.

"Jamen, i din artikel opfordrer du en modstander til duel?".

"Ja, forudsat at den pågældende er fra min årgang, og kan og vil og tør. Dem der var 16 år i 1945 har ikke min interesse".

TV-stationerne fandt en udvej. Under dagens nyheder indskød oplæseren: 

"En del af besættelstiden var kritisabel. Det ses i en avisartikel af godsejer Per Larsen, som har vakt debat. Men som så ofte før skal man ikke provokere, hvis man selv bor i et glashus. Vi skal advare mod et stærkt billede i det næste indslag. Kildestoffet er beredvilligt udlånt fra Lokalvisen Fredenslund Nyt".

Indslaget var var en barnetegning af en opdigtet hændelse, en tegning fra Fredenslunds købstads Lokal-TV i jubeldagene for befrielsens 50 år i 1995, i anledning af "det uventede nyt fra godsejer Per Larsen, Fredenslund".

En kriminelt belastet fader havde fortalt sin søn, at han havde været frihedskæmper og deltaget i "kampen mod nazisterne på Fredenslund Gods i 1945". Efter faderens død bad moderen sønnen skrive en nekrolog om afdøde til Lokalavisen, illustreret med et portrætfoto og en tegning.

Moderen havde fortrængt, eller ikke vidst, at hendes egen mor havde været en berygtet feltmadras i Ålborg. 

Lokalavisen "Fredenslund Nyt" kasserede nekrologen, men gemte sønnens tegning, som blev aktuel i mindedagene i maj 1995.

Tegningen stod på forsiden under overskriften: Øjenvidnet                                   

"Ildkampen mellem nazister og frihedskæmpere på Fredenslund Gods den 5. maj 1945. Nazisterne skyder med maskinpistoler. Øjenvidnets tegning viser nazisten Per Larsen i det åbne vindue til venstre. I det andet vindue står hans tyske kone, storstikkersken Tara von Hahne. Foran på trappen står stornazis- ten, godsejer Frederik Henriksen. De har dræbt 5 frihedskæmpere, som ligger på jorden".

En advokat ringede til Per, og sagde:

"Vi her i advokatfirmaet er enige om, at De skal anlægge retssag mod medierne for grov ærekrænkelse. Der foreligger urigtige beskyldninger. Det bliver en meget stor sag. Skal vi udtage stævning? De har ret til erstatning. Vi agter at nedlægge påstand om mindst én million kroner i erstatning. Hvad mener De?".

"Jeg mener nej tak, men hils endelig Deres advokatfirma, farvel".

"Vent nu lidt, vi opgiver krav om erstatning, men mine kolleger vil partout have løgneavisen lukket. Hvad siger De så?

"Gør for fanden som De har lyst, jeg er ikke Deres klient og jeg er ikke Deres barnepige. Farvel".

Det var tiden efter Pers rejse til Taras og Holgers grav i Rostock, og Pers korte møde med Oscar i Gedser, og mødet i toget med en vis Harald.

Toget fra Nykøbing Falster via Næstved rullede ind på Hovedbanegården i København. Per gik gennem byen til sin lejlighed i baghuset i Bredgade.

For hvert skridt hørte han ekkobraget af pistolskud i gangtunnelen under Næstved jernbanestation.

Per trak af tøjet, satte sig udmattet i en stol, hvilede til han følte sult, spiste to skiver hvedebrød med ost, drak the, åbnede lærredsrejsetasken, vippede pistolen og skiftetøjet ud på gulvet, læste den første side af Oscars erindrin-ger. Under læsningen skiftede Pers ansigt udtryk mellem vantro og smil; han viftede med papiret, mumlede: 

"Oscars håndskrift kan forsvinde".
   Per rejste sig, lod papiret blive liggende på bordet, vandkedlen kogte, han gik ud i køkkenet, bryggede mere the, en stærk kop the, gik ind, satte sig, læste papiret, så op. 

"Nej", hviskede han, "det er komplet umuligt, det kan ikke være sandt".

-

. . . "Jeg, Oscar, må lette min samvittighed. Gud, Vor Herre i Himlen, tilgiv mine synder. Det var mig der dræbte Jens den aften i september 1943. 

Vi hørte Jens og Harald skændes. De var gået uden for huset. 

Hans, Viggo, Per og jeg sad og ventede. Aktionen havde Jens aflyst. Der var noget galt med Harald. Jeg var nervøs, at Jens ville gå, uden at få sin tegnebog, som jeg havde lagt i skabet i entréen. 

Da jeg åbnede yderdøren så jeg Harald true Jens med en pistol. Harald stod med ryggen vendt halvt imod mig. Jeg skød to skud mod Harald. Jeg havde ikke andet valg. Kuglerne strejfede kun Haralds jakke. Det var Jens som blev ramt. Jens faldt om, han blødte meget, og døde. Harald flygtede på sin cykel. Jeg gik ind og låste døren og lagde nøglen i lommen og råbte at døren er låst, vi må ud gennem køkkendøren. 

Da vi mødtes i 1945 blev Hans og Viggo og jeg enige om, at Harald havde skudt Jens. Gud, Vor Herre i Himlen, tilgiv mig mine synder" . . .  

Per gik i seng, kunne ikke sove, lå og stirrede op i loftet. Dagen lysnede, han hørte trafik i Bredgade, stod op, tog bad, drak morgenkaffe, klædte sig på, gik ned til kiosken, købte dagens aviser. 

Drabet på den tidligere folketingsmand Villy Petersen var på alle avisernes forsider. En togpassager forklarede om en ældre mand med en lærredsrejse- taske. Politiet efterlyste den ældre mand med lærredsrejsetasken.-

Per ringede til Oscar. En fremmed stemme sagde: 

"Oscar kan ikke komme til stede".

"Goddag, jeg hedder Per, er Oscar ikke hjemme?".

"Næh, jo, nej, det vil sige".

"Hvad mener De? Hvem er De?".

"De taler med politiet. Vi er her i anledning af Oscars død".

"Hvad siger De?".

"Oscar har desværre begået selvmord. Han har skudt sig med en pistol, en gammel en fra dengang han var i modstandsbevægelsen. Det kan jo være, at Oscar var alvorligt syg, nu skal lægen se på ham".

Per afbrød samtalen.
   "Oscars håndskrift skal forsvinde", mumlede han.
   Per fjernede asken fra kaminen, samlede Oscars erindringer, satte sig foran kaminen, brændte Oscars papirer, et efter et.

Dagen efter meldte Per sig på Politigården, som den skyldige i drabet på Villy Petersen, fremviste lærredsrejsetasken og pistolen, dokumenterede hvem han var, bad om en kop the.

-

Per fulgtes med en politiadvokat, anklageren, som smilende sagde:

"Vi skal i retten. Dommeren og jeg er enige om, at det er affektdrab, begået af en senil gammel mand. Vi lægger Deres forklaring til grund, at De tog fejl af Villy Petersen og en gammel uven, en vis Harald. 

Vi vil gerne tale med Harald, men De er i Deres gode ret til at fortie, hvem han er, og hvorfor I var uvenner. De har ret i, at Harald bliver bekymret og nervøs, hvis han hører om sin uvens drab på en uskyldig. 

Dommeren og jeg er enige om sindsforvirring. De skal ikke være nervøs, De får en mild dom. De kommer til et beskyttet alderdomshjem for svage ældre.

Hvorfra havde De pistolen? Den er stor og tung, 9 millimeter, det er en gammel model 1910 fra hærens værksted, den er stjålet af kommunister i 1943 under et indbrud. De burde have afleveret den i frit lejde, det seneste var i 1970, tror jeg. 

Vi lader den del af sagen falde, det har ingen betydning, og derved und-går vi et politisk motiv. Næsten alle de gamle nazister og kommunister er jo døde, ikke? Og ungdommen af i dag er jo indifferent, på det spørgsmål.

Pas på trappetrinet, det er marmor, men det er slidt og meget glat, jeg havde engang et vidne, som faldt her så uheldigt, at han fik kraniebrud.

Se ham, der kommer der, det er dommeren, det er dommerens sidste dag, når vi er færdige her i retten, går han på førtidspension".

-

Per modtog et brev. Han smilede, stak brevet i lommen. 

"Vi savner dig, søde Per. Vi kan ikke blive enige om ham, du ved, om han hed Villy eller Harald? Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få dig ud fra idiot- anstalten, undskyld, vi mener, med alle de gamle hønisser. Charlotte og Poul venter med deres bryllup til du kommer hjem". -

Brevet fra underskrevet: 

Charlotte & Poul & Ulrikka & Terkel & Crista & Petrine & Signe".

INTAKT HUMØR

Det gik som det skulle. Efter få måneder var Per tilbage i sin 3 værelses oppe på kvisten i en baggård i den fornemme Bredgade. Kunsthandler Thies var rejst til Paris. Her gik han fallit, atmosfæren var lidt for international for en troskyldig optimist.

Pers familie havde været på besøg, renlighed er en god ting, der var ikke et støvfnug, køleskabet fyldt op.

De havde installeret en ny computer. Per havde tænkt på Signe som hjæl-per, og fortalte hende om en computers himmel og helvede.

Signe sagde: "Nej, Per, det går over min forstand, send en mail til os alle sammen".

- jeg har ikke tid til det pjat, nu først mine gamle og så mine nye artikler, jeg nøjes med provinsaviserne, de er taknemmelige, er ikke så højrøvede som de store aviser, de kommer når jeg er verdensberømt, du godeste, hvad sagde jeg, jeg mener berygtet, husk det, berygtet, nå, jeg anser mig for at være normal, og mit arbejdshumør er intakt - hør sig mig, hvor er min gamle computer, og  hvor er stakken med mine manuskripter, har de brændt dem, så skulle da i hule helvede, nå, dér står det, fint og nydeligt arrangeret, mange tak, ja, til jer alle sammen -

-

-

-