Gedser - Warnemünde 1939 

Warnemünde, en forstad til havnebyen inde i fjorden, Stadt Rostock. 

Per følte sig usandsynlig heldig, lykkelig og forelsket. 

Per var kaproer, skulle til Rostock. På færgen Gedser-Warnemünde traf han den yndige Tara Hahne. Tara var på hjemrejse til Rostock, fra et ophold hos sin morbroder Frederik i Danmark.- 

Pers fader, maskinarbejder Børge Larsen, medlem af Socialdemokratiet, så med mishag på Pers rosportsinteresse, mente at rosport var forbeholdt borgerskabet, at Pers medlemskab af DSU, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, gav mere end tilstrækkeligt med fornøjelser, samt politisk træning.

"Jamen når nu Per er så glad for kaproning", påmindede Pers moder, fru Helga Larsen, sin gemal.-

Tara, datter af professor i retsvidenskab, Emil Hahne, Rostock Universitet. 

Taras moder, fru Ida, var født dansk; fru Idas yngste broder var godsejer Frederik Henriksen, Fredenslund Gods i Nordjylland.

Tara og Per udvekslede på få uger 28 breve, hvori de lovpriste deres kærlighed. 

Tara skrev, at det var heldigt, at Hitlerjugend havde en roklub i Rostock, at hun ønskede mange børn, og skulle hilse Per fra Holger, Taras ældre broder.

Det gav et sæt i Per, da han læste navnet Holger. 

Holger var en flink fyr, ingen tvivl om det, men han mødte frem for at hente Tara ved jernbanefærgen i Warnemünde, iført det tyske nationalsocia-listiske partis stormtropsafdelings SA-uniform.

Nå, for pokker, ham Holger er nazist, og det samme er Taras professor-fader, tænkte Per.

-
Aftensmåltid

Professor Hahne var et værdsat medlem af det tyske parti, en overbevist tilhænger af den tyske nationalsocialistiske idé.  

"Glem ikke, børn", docerede han ofte under aftensmåltidet for Holger og Tara, "at på ét punkt ligner vi kommunisterne i Sovjetunionen. Nemlig at vi nationalsocialister også er revolutionære. 

Det vil sige, at vi vil anvende alle anstændige, revolutionære midler for at løfte det mishandlede tyske folk frem til sin rette plads i verdenshistorien. Vi fik has på kejser Wilhelm, det fjols, og på den infantile Weimarrepublik, og ikke mindst fik vi has på den rædsomme inflation efter krigen, og har nu reduceret arbejdsløsheden blandt vore laveste klasser. 

Men selvfølgelig er der visse proletarer, som ikke gider arbejde, og derved udnytter socialhjælpen. Og dem som ikke vil arbejde, må i genopdragelses- lejr. Og jøderne er et problem, det kan ikke nægtes. Visse overmåde velha- vende jøders penge er en solidarisk magt, som udgør en stor trussel mod verdenssamfundet".

"Søde Emil, din suppe bliver kold. Du snakker så meget", smilede fru Ida.

-
August 1939 

Per og Tara indgik ægteskab på Københavns Rådhus. Tara var allerede med barn. Hun var lykkelig. Per lidt betænkelig. Professor Hahne gav bryl-lupsmiddag i restauranten til Den kongelige Skydebane på Vesterbrogade. 

Den næste formiddag var Pers forældre, ægteparret Larsen, værter for en beskeden frokost i deres hjem i Brønshøj. Det særegne ved den frokost var, at der var iskold luft mellem svigerfædrene.

Pers fader, maskinarbejder, socialdemokrat Børge Larsen, og Taras fader, professor i retsvidenskab, nationalsocialist Emil Hahne, udvekslede ikke ét ord, men deres øjne flammede, hvis de ved et uheld kom til at se på hin-anden.

Bryllupsparret Per og Tara bemærkede intet. De var for lykkelige.

Fru Helga Larsen pludrede lystigt med sin nye hjerteveninde, den dansk-tyske fru Ida.

Holger, Taras broder, var dagens overraskelse. Han ankom i en lille ny bil, DKW, og kørte brudeparret til deres nye hjem på Enghave Plads på Vesterbro i København.

-

September 1939. Krig i Europa. Tyskland invaderede Polen.

England og Frankrig svarede med krigserklæring mod Tyskland.
-

Tara sagde: "Per, Holger er indkaldt til militæret. Nu er min plads hos mine forældre. Jeg har pakket en kuffert".

"Tara, du kan da ikke sådan uden videre bare rejse fra mig og ungen? Er du rigtig klog?".

"Per, hør nu. Det bedste vil være, at du rejser med os hjem".

"Hjem? Vores hjem er her på Enghave Plads. For pokker, Tara?".

"Det nytter ikke, Per. Jeg rejser, og tager ungen, som du siger, med mig".

"Nej, du gør ej. Så rejser jeg med. Men hvem skal betale huslejen, her?".

"Det ordner min fader. Kom, nu pakker vi vores kufferter".

Tre dage senere indlogeredes Per, Tara og lille Anni hos professor Hahne og fru Ida i Rostock.

-
APRIL 1940. En medhjælper ved DSB

Oscar, ungmatros og medhjælper ved de danske statsbaners færgeleje i Gedser, var som nyslået ægtemand og stolt fader altid glad for en vagt, der gav lidt ekstra håndøre til hustruen Lily og deres nyfødte søn. 

Mandag den 8. april 1940 sagde han ja til en ekstra vagt. Han skulle møde fra midnat, tirsdag den 9. april, til klokken 8 tirsdag morgen. Havnekontoret havde meddelt, at der i Warnemünde og Rostock var ophobet mange gods- vogne. Vinteren havde været hård. Der lå drivis i de danske farvande. En ekstra færge ventedes, men endnu vidste ingen, på hvilket tidspunkt.

Efter midnat, klokken 1 tirsdag morgen, så Oscar nogle nysgerrige per-soner, som sneg sig rundt nær Gedser færgehavn. En af dem, en ung mand, spejdede i en kikkert ud over havet. 

Oscar havde ry for at være en hård hund. Han passede den unge mand med kikkerten op, og sagde:

"Godaften, du er på forbudt område, jeg tror det bedst, du forføjer dig bort. Har du noget ærinde her? Venter du på nogen? Hvorfor står du med en kikkert. Hvad hedder du?".

Den unge mand blev forfjamsket, følte Oscars jerngreb om sit håndled.

"Jeg hedder ikke noget", peb han, "jo, Villy Petersen, nej, undskyld, jeg hedder Harald".

"Harald, skrub af med dig, før du får et par på snotten", svarede Oscar. 

Harald trak sig baglæns. Harald havde nær væltet en cirka 30-årig mand, som sagde: 

"Er der noget galt?".

"Næh, joh, næh", mumlede Harald.

"Gå hen til de andre".

"Javel".

"Halløj", sagde Oscar til den 30-årige, "hvad laver De her?". 

"Bland dig uden om. Jeg er fra politiet. Hvis du ikke holder din kæft, bliver du arresteret".

"Mig? Mener du mig? Jeg er i tjeneste hos statsbanerne, jeg har ikke hørt noget om politi?".

"Det har du nu. Godnat".

- 

Klokken 4:00 ankom en tysk jernbanefærge til færgeleje 2.

Klokken 4:15 ankom til normal tid den ordinære jernbanefærge fra Warne-münde, og lagde til ved færgeleje 1.

Oscar havde travlt med med færgernes fortøjning, og blev stiv af skræk da han så, at der ikke var godsvogne i færgerne, men tyske soldater, som løb i land og opstillede maskingeværer; og ud fra færgerne rullede den tyske hær med motorcykler, personvogne, lastvogne, kampvogne, kanoner, heste og hestevogne - og cykler. 

Oscar anede ikke, hvad han skulle gøre. Han følte sig overrumplet, satte sig modløs på en fortøjningspæl. 

Pludselig så han Harald og den 30-årige vinke til de tyske soldater, vise dem vej.

Nej, altså, de forbandede røvhuller, tænkte Oscar.

En velklædt herre prikkede Oscar på skulderen. Oscar så op. 

Det var vist politimesteren, eller var det dommeren, eller en general? Der var noget velkendt ved ham.

"Du hedder Oscar, ikke sandt?", sagde den velklædte. "Hør nu efter, hvad jeg siger til dig. Hvad du har set her til morgen, gør du bedst i glemme. Du har intet set, du har intet hørt, og du må ikke fortælle det til nogen. Har du forstået mig?".

Oscar var for overrumplet til at kunne svare.

"Hvis du sladrer, risikerer du at blive likvideret. Henrettet, er du klar over det?", tilføjede den velklædte.

Oscar kunne ikke svare. Han stod med bøjet hoved, nikkede ja.

Den velklædte fortsatte: 

"Og hvis nogen vil tvinge dig, hvis nogen mod dit ønske vil presse dig til at sige noget, er det din pligt som dansk statsborger, at begå selvmord for dit fædreland, gamle Danmarks ære. Har du forstået?".

Oscar så forskrækket op.

"Selvmord? Hvorfor?".

"Stil dog ikke tåbelige spørgsmål, så går det dig galt. Farvel, Oscar".

--
Det gør mig utroligt ondt

Professor Hahne skaffede Per arbejde på et skibsværft i Rostock. Det kom Per til hjælp, at han havde afbrudt studiet til ingeniør i København; men der var dage, hvor det ærgrede ham, at han hjalp fjenden med produktionen af våben, nye torpedoer, nye ubåde.

Tara fik et lynkursus i sygepleje, og afrejste til fronttjeneste. Fru Ida Hahne passede lille Anni.

Taras broder, Holger, var indrulleret som læge i Waffen-SS. 

Holger skrev små indskud på latin i breve til Per, at han var på beskidt arbejde på østfronten. Først efter krigen blev Per klar over, hvad Holger, som mirakuløst overlevede, havde ment med beskidt arbejde. En kur, som hurtigt fjernede Holger kilometer fra enhver sympati med nazismen. Men  bordet fangede: at desertere ville betyde dødsdom, og repressalier mod familien.

-

Holgers kone og børn blev dræbt under et luftangreb på Rostock i 1942. Det stillede Holger frit. Han overvejede selvmord, men vedkendte sig ansvaret for sine forældre, især moderen, fru Ida.

Efter det tyske nederlag ved Stalingrad i januar 1943, og den italienske kapitulation senere på året, skærpedes krigen i Italien. 

Tara blev såret, kom hjem på sygeorlov. Hun var bleg og træt, men havde et fanatisk glimt i sine øjne, og sagde: 

"Selvfølgelig forventer jeg tysk sejr for mit land og nationalsocialismen".

Per bad hende rejse med hjem tilbage til Danmark; han var bekymret.

"Nej, Per, du forstår det ikke", smilede Tara.

-

Fru Ida pressede sin mand til at overtale Tara til at forlade Tyskland. 

I flere timer var professor Hahne ophidset, råbte vredt til sin kone, om hun virkelig var en forræder?

"Nej, Emil, hvad du end vil gøre, vil jeg følge dig til min dødsdag. Men vi har et ansvar for Tara og Per og lille Anni, og du ved, præcis som jeg, at Tyskland har tabt denne krig. Hvorfor så trække Tara og Per med ned i afgrunden? Det er galt nok, at vi mister vores søn, Holger. Og vi to ved ikke, om vi overhovedet overlever denne krig".

Emil Hahne gik samme aften i haven sammen med Tara, og sagde:

"Det gør mig utroligt ondt, Tara, men alle forstandige tyske mennesker ved, at krigen er tabt. Det må du kunne indse. Din indsats har ikke været forgæves, det ved jeg, du har hjulpet mange af vore soldater til overlevelse. Det er en smuk indsats. Men nu har lille Anni, og din moder, og Per, og jeg, din fader, behov for, at du selv, og måske også Holger, overlever. Det kan du kun i lille Danmark. Lyt nu til mig, min pige, gør din moder og mig og vores kære Holger en stor glæde. Rejs med Per og lille Anni hjem til Danmark".

-
Det går hun aldrig med til

24. september 1943 opsøgte en kommunist, Jens, illegal celleleder på Ves-terbro i København, sin studiekammerat Per på Enghave Plads. Det skete, da Per trådte ud ad gadedøren for at søge arbejde. Jens bad Per deltage som instruktør i sabotage mod tyskerne.

"Nej, det kan jeg vist ikke", svarede Per.

"Er det fordi du er gift med en tysk pige? Og har en lille datter? Og boede i Rostock. Er du tyskvenlig?".

"Tyskvenlig? Åhja, men jeg er ikke nazivenlig. Tyskerne taber krigen. Jeg søger arbejde. Jeg skal betale husleje og mad og tøj til familien".

"Det med penge skal du ikke bekymre dig om. Du får af mig til det for-nødne, du kommer ikke til at mangle penge, med garanti. Men svar mig ær-ligt. Er du tyskvenlig?".

"Jeg er ikke nazivenlig. Det har jeg sagt. Tyskerne er ikke kun en samling nazister".

"Per, krigen er en kendsgerning, og du er ikke nazivenlig. Går du med?".

"Jamen, jeg skal søge arbejde".

"Ti nu stille. Jeg har allerede planlagt det for dig".

"Planlagt? Hvad har du planlagt?".

"Jeg instruerer dig. Vi har en vigtig opgave, vi lægger en dæmper på stats- banernes aktivitet i færgehavnen i Gedser".

"Jamen, hvad skal jeg sige til Tara?".

"Hvis hun bliver et problem, sender vi hende til Sverige".

"Det går hun aldrig med til. Aldrig".

"Per, det er ikke helt ukendt, at folk lader sig skille, på den konto, eller en anden. Vi ses her i morgen, samme tid og sted. Farvel".

"Jamen, du, Jens? Vent lidt".

"Nej, Per, vi ses i morgen".

Den 28. september 1943 rejste Jens og Per til Gedser.

-
Hvem var du sammen med

Oscar troede på, hvad Harald senere havde fortalt ham vedrørende natten til den 9. april, da Harald stirrede ud over havet gennem en kikkert, i selskab med andre mærkværdigt nysgerrige. 

Harald sagde: "Jo, forstår du, jeg var jo medlem af terrænsportsklubben, det var en delingsfører derfra, som ordnede det hele. Han var agent for den danske hærs efterretningstjeneste i samarbejde med det danske sikkerheds-politi".

Oscar svarede: 

"Og nu er du sammen med os? Se, se. Ja, sådan kan det gå".

-

Jens og Per fandt frem til Oscars hus i Gedser. De så Oscar vinke farvel til hans kone og lille søn, som skulle på besøg hos familien.

Inde i stuen ved spisebordet sad Viggo, Hans og Harald.

"Velkommen, og sid ned", sagde Oscar.

Jens skitserede: 

"Jeg, og vores ven, han hedder Per, anbringer 2 sprængladninger i færge-havnen. Oscar, Viggo, Hans og Harald dækker aktionen. I må om fornødent bruge maskinpistolerne". 

Jens så på Oscar, smilede, og sagde: "Kun våben, hvis de er sikre nok, dem I har, er jo hjemmelavede".

Hans svarede, en kende fornærmet: "Du kan være rolig, brormand Jeg er smed. Jeg ved, hvad jeg gør. Er det ikke sandt, Viggo?".

"Jo da. Den første tog os næsten fjorten dage", svarede Viggo.

Jens nikkede.

"Nu får I kaffe", sagde Oscar. 

Efter kaffen røg de en cigaret. Pludselig sagde Oscar:

"Du, Harald, fortæl os om dem du var sammen med, natten til den 9. april".

"Jeg var ikke sammen med nogen", svarede Harald.

Oscar nikkede: 

"Jo, du var. Jeg var på vagt den nat. Det husker du. Jeg bad dig om at gå. Du stod og gloede i en kikkert. Korrekt, er det ikke? Og senere sagde du til mig, at dem du var sammen med, kom fra hærens og politiets efterretnings-tjeneste".

Jens sagde: "Et øjeblik. Vi standser aktionen indtil videre. Du, Harald, gå med uden for, jeg vil spørge dig om noget".

Jens rejste sig; de så, at i hans bukserem sad en pistol.

Harald smilede usikkert, han rejste sig, fulgte efter Jens. 

De så, at Harald bar en pistol i et skulderhylster under jakken. Per rejste sig halvt, betænkte sig, satte sig ned. 

De hørte yderdøren i entreen lukke, og de hørte et skænderi mellem Jens og Harald. 

Oscar løb til yderdøren. Pludselig lød to pistolskud.

"Satans", råbte Oscar, "døren er låst, nøglen er væk, Jens eller Harald låste døren udefra, kom, denne vej, vi skal ud gennem køkkendøren".

De fandt Jens død, liggende i en blodpøl. 

Harald og Haralds cykel var forsvundet.

-
Jeg ser kun én udvej

Da Per 30. september kom hjem til Tara og lille Anni på Enghave Plads, mødtes han af fremmede gæster: Fru Idas yngste broder, Frederik Henriksen, Taras morbroder, godsejer til Fredenslund, kreaturhandler, nationalsocialist, medlem af nazipartiets storråd, i selskab med tyske officerer, opkøbere af lev-nedsmidler til værnemagten i Danmark.

Tara, og selskabet med et par unge damer, var berusede. Tara mødte Per med et udfordrende: "Heil Hitler, søde Per. Har du virkelig tid til at komme hjem på min fødselsdag?".

Dermed sluttede Taras fødselsdag. Morbroder Frederik, de unge damer og de tyske officerer, sagde farvel. Per hentede lille Anni hos hendes lege-veninde.

Den næste uge lå Tara i soveværelset. Tara græd. Per talte ikke til hende. Når han gik, bad han hende se efter lille Anni.

-

Med Jens´ død, havde Per mistet enhver kontakt til illegalt arbejde, og penge. Per gik til kommunens socialkontor og bad om hjælp til husleje og mad. Det fik han, på den betingelse, at han modtog det anviste arbejde hos danske entreprenører på det tyske befæstningsarbejdet Vestvolden i Jylland, mod engelsk invasion. 

Da han kom hjem, stod Tara bleg og skælvende med et illegalt blad i hån-den.

"Jeg skal på arbejde i Jylland. Hvad læser du? Et duplikeret blad?".

Tara græd, viste ham en notits i bladet:

"Storstikkerske, pas på. En tysk kvinde Tara von Hahne, boende på Eng-have Plads, har dagligt besøg af stornazisten, godsejer Frederik Henriksen, og tyske officerer. Stikkeren har et barn med en såkaldt dansk mand, Per Larsen. Ud med dem".
 

Den næste dag følte Per, at han var ved at kvæles; han måtte have luft.  

Per gik ned til Sydhavnen, gik på kajkanten, den lange vej gennem Kø-benhavns Havn, ud til Nordhavnen og Tuborg Havn. 

Fra Hellerup tog han en sporvogn hjem.  

Da han kom til Enghave Plads så han, at lejlighedens vinduer var knust, møbler og porcelæn fra deres indbo lå smadret nede på fortovet.

"Tara, Anni", hviskede han.

Han løb op ad trappen. Tara og Anni sad på gulvet. Blodet drev fra Taras ansigt. Tara talte langsomt, trøstede med små kys lille Anni:

"Det var fem unge mænd. Arbejdsløse gadedrenge og et par skoledrenge. Jeg kender dem. De to kom fra køkkentrappen. Den ene slog mig, igen og igen. Vores lille Anni græd. Jeg greb en stor kniv, så holdt han op.  Nu, Per, har de ødelagt vores hjem. Alt er ødelagt. Jeg ser kun en udvej. Vi rejser til morbroder Frederik. Han er den eneste vi kan stole på. Han vil hjælpe os. Du, Per, må arbejde et eller andet sted, som du fortalte mig. Vil du, Per?".

-
Vi bliver alligevel hængt

Per fik arbejde som cementstøber i et bunkersanlæg på den jyske vestkyst, tohundrede kilometer fra Fredenslund, Taras morbroder Frederiks ejendom.

Tara og lille Anni havde husly på godset.

Per var ikke tilfreds med indkvarteringen hos en husmand, som stred med sine magre klitlodder tæt ved Nordsøen. Per og en snes andre mænd fik anvist liggeplads i noget halm i svinestalden. 

Entreprenøren betalte husmanden 25 kroner pr. dag, pr. overnattet arbej-der. Det fandt Per var for groft, inklusiv lus, lopper og fnat hos kollegerne. Per cyklede til købstadens borgmester, og protesterede. 

Borgmesteren svarede: 

"Jamen, du, københavner, er du for fin til arbejde?".

"Nej, men I, jeg mener kommunen, kan vel stille en sovebarak op, når vi betaler huslejen?".

"Næh, den går ikke. Entreprenøren har fortalt mig, at du er en opsætsig og falleret student, og nu er arbejdsløs. Men jeg har andet arbejde til dig. Du anvises til vagttjeneste hos tyskerne. Farvel. Og spar mig for at høre flere af dine klager".

Borgmesteren trak Per hen til vinduet: "Du går der over", pegede han.

"Hvad skal jeg der?".

"Du er arbejdsløs".

"Jeg har mit arbejde".

"Nej, jeg anviser dig arbejde som vagtmand hos Luftwaffe. Farvel".

Per blev vagtmand i slidt luftwaffeuniform og et gevær i 3 uger. Så sagde han stop, cyklede til Fredenslund, til Tara, Anni og kreaturhandler, stornazist, godsejer Henriksen, og bad om arbejde som svinehyrde. 

Godsejeren lo hjerteligt, og sagde: "Per, du er velkommen. Vi bliver alli-gevel hængt, når tyskerne har tabt krigen".

-
Lille pige dræbt på stedet

Den 10. maj 1945 rullede en lastbil med 6 bevæbnede frihedskæmpere ind foran den pompøse hovedtrappe til Fredenslund i Nordjylland. De hoppede ned fra lastbilens lad, og snublede: en maskinpistolsalve ramte en friheds-kæmper. Han udåndede efter få minutter. 

De 2 frihedskæmpere, som steg ud fra bilens førerhus, troede der var tale om et overfald, og affyrede deres maskinpistoler mod hoveddøren, som i det samme blev åbnet af Taras og Pers lille datter, Anni.

Den lille pige blev dræbt på stedet.

Per var i kartoffelmarken med et spand heste, plagen Lothar og hoppen Musse, forspændt en radrenser. Da han hørte skyderiet standsede han hes-tene, lyttede. Pludselig vrinskede Lothar; den havde hørt sin herres stemme. 

Godsejer Henriksen råbte: "Per, kom, der er sket en ulykke. Kan du høre mig? Der er sket en ulykke, kom".

Da Per nåede frem til gårdspladsen, så han, at en frihedskæmper slog løs på Tara. Per vidste ikke, at Tara i fortvivlelse over lille Annis død, havde spyttet på manden, og med sine negle revet hans ansigt til blods.

Per så, at Taras morbroder Frederik var ophidset, en ældre mand, trænet i livtag med tunge kreaturer. Morbroder Frederik gik frem til tumulten mellem Tara og frihedskæmperen, en tidligere forkarl på godset.

Med et brøl: "Hvad gør du, din slyngel", løftede han eksforkarlen op, og smed ham som en sæk kartofler ind mod husmuren.

Igen gjaldede en maskinpistolsalve. Tara blev såret. Morbroder Frederik sank død ned på hovedtrappen.

-
Indrømmer De

Per blev interneret,  og stillet for retten i den nærliggende købstad. 

Anklageren, en fuldmægtig hos en for værnemageri interneret, lokal sag-fører, sagde: 

"Per Larsen, indrømmer De, som det fremgår af anklageskriftet, at De har været uniformeret og bevæbnet vagtmand hos tyskerne?".

"Ja, i Luftwaffe i 3 uger".

Auktionsholder, sagfører Clausen, Pers beskikkede forsvarer, sagde:

"Retten bedes bemærke kun i 3 uger".

Dommeren: "Auktionsholder Clausen, hm, underretssagfører Clausen. Det bliver Deres tur bagefter. De må ikke afbryde anklageren". Dommeren, som var broder med Clausen i en velgørende loge, nikkede venligt.

"Undskyld, hr. dommer", svarede Clausen.

Anklageren fortsatte: 

"Har De, Per Larsen, deltaget i anden form for landsskadelig virksomhed? Jeg spørger Dem, og jeg tror De ved, hvor jeg vil hen? Jeg står her med et illegalt blad, som omtaler en storstikkerske på Enghave Plads i København. Det var Deres hustru. Deres hustru, den tyskfødte Tara von Hahne".

"Tara Larsen, hvis De tillader. Min datter hed Anni Hahne Larsen. Hun døde som seksårig under anholdelse den 10. maj", svarede Per.

Anklageren: "Har De, Per Larsen, selv været stikker?".

"Hvabehar?".

"De hørte spørgsmålet".

"Jeg afviser spørgsmålet. Hverken min hustru eller jeg? Hvad bilder De Dem ind? Deres spørgsmål er uforskammet, er De klar over det?".

Dommeren: "Denne sag synes mig enkel og noget dunkel. Jeg udsætter videre forhandling. Tara Larsen er patient på sygehuset. Jeg vil gerne høre hendes forklaring. Næste retsmøde bliver om fire uger".

-

Tara mødte i retten. Hun var stolt, men følte angst, tynget af sorg.

Dommeren var kun interesseret i ét emne:

"Frue, kan De sige mig, hvorfor De står nævnt i et illegalt blad som, lige et øjeblik, jo, som storstikkerske? Politiet har undersøgt sagen. Politiet kan ikke finde noget ufordelagtigt om Dem. Men om der senere dukker noget op, ved vi naturligvis ikke. Men hvordan kan det være, at De overhovedet bliver nævnt i dette, hm, meget illegale blad?".

"Det ved jeg ikke. Måske skyldes det, at en af de gadedrenge, som rase-rede vores lejlighed, var den samme, som jeg en måneds tid forinden stak en lussing, fordi han spyttede på mig og råbte, at jeg var tyskersvin og lutter, nej, luter".

"De mener, hm, luder, en letlevende dame?".

"Ja".

Dommeren rødmede, så op i loftet, og sagde: 

"Jeg må for god ordens skyld spørge Dem, frue, om De var, undskyld frue, om De var en letlevende dame?".

"Jeg? Nej. Jeg var glad for min mand. Vi havde en lille datter. Nu er hun død. Men der er noget andet. Jeg havde inviteret min morbroder, godsejer Henriksen, til min fødselsdag, men han havde følgeskab af et par tyske offi-cerer, en forretningsforbindelse vedrørende eksport af kød til Tyskland og værnemagten".

Anklageren brød ind: 

"Omtalte godsejer Frederik Henriksen afgik ved døden den 10. maj. Han satte sig til modværge under anholdelse".

"Det er løgn", råbte Per, "min kone Tara blev overfaldet og tævet, og hen-des  morbroder, Frederik Henriksen kom hende til hjælp og blev skudt ned med tre maskinpistoler. Jeg så det".

Dommeren: "Må jeg få ro i retten. De, frue, må gerne fortsætte".

-

Efter et en tids stilhed i retslokalet, smilede Tara:

"Høje ret. Mine forældre, nej, i sit sidste brev skrev min fader, at der ville komme en vanskelig tid for os alle, og nu".

Dommeren: "Frue, De skal kun udtale Dem om sagen. De fortalte om Deres fødselsdag?".

"Ja, min mand var bortrejst. Han var væk i tre dage. Han deltog i illegalt arbejde. Hvordan kan jeg nu vide det, vil retten spørge".

Anklageren råbte: "Tak, tak. Vi er vist færdige".

Dommeren: "Tak, frue, De må gerne gå".

Tara smilede, og sagde:

"Retten bedes høre på mig. Der skete det, at efter at vores lejlighed var raseret, fandt min morbroder en anden lejlighed til os, og købte nye møbler til os. Min morbroder og jeg rejste til København, vi ordnede flytningen af de sidste rester. Der var ankommet et brev til Per. Det åbnede jeg, jeg troede det var et trusselsbrev. Men det var det ikke. Jeg har brevet her. Det er maskin-skrevet. Må jeg læse det for retten?".

Anklageren: "Vi protesterer".

Pers forsvarer, sagfører Clausen, snerrede til anklageren: "Menneske, ti dog stille".

Dommeren nikkede til Tara: "De må gerne fortsætte".

-

Tara åbnede brevet, læste med høj stemme:

"Gode kammerat Per. Vi vil sætte en mindesten for Jens. Han havde ingen papirer på sig, da Harald skød ham. Du så, at Jens gav mig sin tegnebog, som jeg låste inde i mit skab i entreen. Og vi aflyste aktionen. På grund af det med Harald. Men det ragede jo ikke politiet. Så vi tav stille. Derfor begravede de ham i de ukendtes grav. Mindestenen skal stå hvor han faldt. Vi håber du kan undvære et bidrag, måske 200 kroner. Med kammeratlig hilsen, Gunner".

Anklageren rejste sig og råbte: "Hov, stop, politiet i Gedser har undersøgt sagen. De kan ikke finde nogen såkaldt Gunner".

Pers forsvarer hvæsede til anklageren: 

"Menneske, ti dog stille. Alle og enhver ved jo, at sabotørerne kun brugte dæknavne".

Per råbte: "Tillader retten en bemærkning?". 

Per tav, så på dommeren, og fortsatte: 

"På det tidspunkt i 1943, ultimo september, ville Jens, som kontaktede mig, Jens var min studiekammerat, at vi hverken skulle bruge falske navne eller falske legitimationskort. Det ville være livsfarligt for os, hvis vi blev pågrebet. Vi skulle være anonyme, uden papirer og tie stille så længe som muligt, hvis vi blev taget. Jeg kan huske deres navne. Jens, Oscar, Hans, Viggo og Harald.

Jens og jeg tog til Gedser, og Jens havde et opgør med Harald. Det er min fornemmelse, at Harald var et opdigtet navn. Den pågældende dræbte Jens med to skud. De var gået udenfor huset. Vi andre sad inde i stuen ved et bord. Derefter kunne aktionen mod færgelejet i Gedser ikke gennemføres. Jeg ved ikke, hvem Gunner er, men politiet kan jo spørge Oscar, Hans og Viggo".

-

Anklageren råbte: "Det har politiet gjort på Deres opfordring, hr. Larsen. De afhørte kender ingen Gunner, og de har aldrig hørt om en planlagt aktion mod færgelejet i Gedser. Per Larsen, De lyver".

Dommeren så på anklageren: "Har politiet undersøgt pågældende brev?".

"Ja, politiet fandt det under ransagning hos Tara von Hahne Larsen, som var logerende hos godsejer Henriksen".

Dommeren: "Brevet er ikke beslaglagt af politiet. Ved anklageren, hvorfor det ikke ligger i sagen?".

"Nej".

Dommeren: "Frue, har De noget imod at overlade brevet til mig? Så ind-går det som bilag til bedre belysning af sagen mod Deres mand".

"Jeg har ingen kopi, jeg har ingen afskrift af brevet".

"Frue, De kan senere afhente en autoriseret kopi på dommerkontoret".

"Tak".

Tara gik hen til Per, kyssede ham, rettede sig op, løftede hovedet, sendte dommeren et lille, taknemmeligt smil, og forlod retten.

-
Hvem redder sig bedst

Per blev løsladt og påmanet, at sagen var udsat indtil videre.

"Jeg rejser til København, til min hustru", svarede Per.

"Husk at melde flytning til folkeregisteret, farvel".

Per rejste til Tara, en lille toværelses lejlighed i det indre København. 

"Her er desværre mange rotter", sagde Tara. Hun arbejdede i en bank, fire timer dagligt, som oversætter af bankens tyske korrespondance: 

"Per, fald nu til ro, jeg er glad for min bank, sært nok har vi meget travlt". 

"Jamen, hvad gør vi? Jeg kommer i fængsel. De dømmer folk hensyns-løst".

"Per, tænk nu på noget andet. Du skal finde et arbejde, lige meget hvad".

"Nej, tak. Jeg skal først finde mig selv".

"Hvad mener du?".

"Jeg rejser til Gedser og taler med Oscar, Hans og Viggo".

"Er du forrykt, Per? Dine kommunistvenner svigtede dig én gang, er det ikke nok? De nægter at kendes ved dig. Jeg ved ikke, hvorfor, men sådan er det".

"Netop, Tara. Hvorfor? Hvorfor lyver de? Hvorfor? Hvorfor pokker lyver de? Hvad er det for noget? Hvad er forklaringen?".

-

I 1948 blev Per indkaldt til byretten i København; idømt 1 års fængsel. 

Den beskikkede advokat Mikkelsen sagde opmuntrende:

"Tag det nu ikke så tungt, Per, jeg indsender ansøgning om benådning for dig, og du benådes, vær sikker på det. Juridisk er retsopgøret noget værre roderi, men milde vinde går over landet. Op med humøret. Det kan du, og sig tak til Jerntæppet og den nye kolde krig".

"Jamen, fik du talt med Oscar, Hans og Viggo?".

"Ja, det vil sige nej. Det gjorde politiet. Men det vedrører overhovedet ikke din sag. Du blev dømt, fordi du var tysk vagtmand i 3 uger i januar 1944. Jeg kunne ikke fremføre formildende omstændigheder, blandt andet fordi Oscar, Hans og Viggo nægtede at kendes ved dig".

"Det forstår jeg ikke".

"Det gør jeg heller ikke. Men sådan er det. Noget andet er, at da politiet, min egen nevø, Herman. Øv, jeg overtræder hele retsplejeloven. Jeg gjorde det privat, det med min nevø, i håb om, at det ville lykkes. Men, nej. Det eneste vi opnåede var, at da Herman viste dem et avisbillede af Villy Petersen, og hver for sig spurgte dem, om den pågældende var identisk med Harald, skyllede blodet op i ansigtet på dem alle tre, og de så forskrækket på Herman, siger han. Som sagt, min nevø, Herman. Jeg bad ham lade være med at skrive rapport".

"Jamen, hvorfor?".

"Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Ved du ikke, at Villy Petersen, alias Harald, just ham, som ifølge din påstand skød Jens, er blevet indvalgt i folketinget. En af de religiøse, super nationale ude på højre fløj, eller hvad fanden han nu er. 

Og jeg er bedøvende ligeglad med ham. Vi kan ikke tvinge hverken Harald eller Viggo eller Hans eller Oscar, frem i lyset. Og hvorfor ikke? Fordi Oscar, Hans og Viggo er trofaste kommunister, som lægger afstand til den reak-tionære modstandshelt Villy Petersen, alias, hvad hedder han, Harald. De vil ikke kendes ved ham. Det sidste jeg har hørt er, at Harald, jeg mener Villy, kamæleonen, er tilbudt en plads i, ja vistnok i resterne af Socialdemokratiet".

"Jeg går nu. Tara venter på mig. Jeg har hørt nok", svarede Per.

-
Problemet kan ikke løses

I måneder efter 4. og 5. maj 1945 havde Oscar, Hans og Viggo endnu ikke været samlet på tremandshånd. Efter Haralds drab på Jens i 1943 havde de aftalt, at de aldrig ville omtale deres viden om drabet til nogen. 

Deres begrundelse var: "Vi skal ikke i spjældet, i hvert fald holder vi kæft, så vi undgår fedtefadet, indtil sagen er opklaret".

Da en lokal betjent i 1945 spurgte dem, om de kendte en person ved navn Per, og en som hed Gunner, svarede de: "I vores gruppe var der ingen Per, og vi har aldrig hørt om nogen Gunner".

Oscars Lily havde forladt ham. Oscar havde været hende utro, for ofte; han passede sit arbejde i færgelejet, og havde sagt nej til at deltage i sabotage, men bistod ved omdelingen af partiets illegale skrifter.

Viggo havde skudt sig selv i hoften ved en ulykke; nu haltede han, støttet til en stok. 

Hans havde været taget af Gestapo, blev til sendt til kz-lejr; han kom udtæ-ret hjem, syg på legeme og sjæl.

-

En dag i 1948 indbød Oscar kammeraterne Hans og Viggo til en snak og en dram. Det sad omkring spisebordet.

"Det er flere år siden vi var her sidst, det var i 1943", sagde Viggo.

En tyngende stilhed bredte sig. 

De så på hinanden, tænkte det samme, tænkte på Jens, Per og Harald. Det var, som en engel gik gennem stuen, følte Oscar. 

"Jeg så Harald i avisen, han er kommet i folketinget. Hvis det altså er ham, han hedder Villy Petersen", sagde Viggo.

"Hvordan kan en morder komme i folketinget?", snerrende Hans.

"Hans, for helvede, det må du ikke sige", sagde Oscar, "når alt kommer til alt ved vi ikke, hvad der skete ude foran døren".

"Jeg har nu tænkt mig at melde ham til politiet, for drab", svarede Hans.

Viggo sagde: 

"Hvad med ham den anden, hed han ikke Per? Jeg så hans billede i en avis. Det var noget med hans familie et sted i Jylland, de var nazister. Onkelen var skudt, fordi han havde dræbt en frihedskæmper, stod der. Ja, det stod der sågu. Ham, Per, hans kone er tysker. Per var vagtmand hos tyskerne. Ja, det stod der, og jeg glanede sågu".

-

Oscar talte, det lød som var han forpint af smerter:

"Jeg blev afhørt af politiet. Jo, der skete det, at jeg fik skidt samvittighed over det med Jens. Jeg mener, stoppet ned i de ukendtes grav. Det kan man da ikke. Kan du huske, Viggo, at jeg sagde, at Jens fortjente en mindesten?".

"Joda, det sagde du. Det er da længe siden".

"Ja, men jeg skrev til Per. Jeg ringede til København og talte med en af kammeraterne, som gav mig adressen på Jenses pige. Og hun ringede sene-re til postmesteren. Jeg havde jo ingen telefon. Det var ham der fik Pers adresse".

"Kan du ikke gøre det kort", sagde Hans, "jeg er træt, din kaffe smager rædsomt, jeg får ondt i maven".

"Jeg har en snaps, Oscar har en øl", svarede Viggo.

Svedperler piblede på Oscars ansigt: 

"Jeg bad Per om at sende et bidrag på 200 kroner til mindestenen".

"Fik du pengene?", sagde Hans.

"Nej".

"Hvorfor ikke?". 

"Fordi jeg idiot havde lånt postmesterens skrivemaskine og underskrevet brevet, Gunner".

"Hvem er Gunner? Sig mig, Oscar, trænger du ikke til en snaps? Hent en øl til os, men hurtigt", sagde Viggo.

Oscar hentede tre øl, stillede glas på bordet. Viggo skænkede snaps. De drak snapsen, smagte på øllet.

Hans bød cigaretter, trak en æske tændstikker frem, tændte en tændstik, pustede til tændstikken til den slukkede, brækkede langsomt tændstikken i stumper, og sagde:

"Oscar, må jeg så få en forklaring?".

-

Oscar tændte en cigaret, hviskede: "Fandens til lort".

"Jo, altså, forstår du, Hans. Og dig, Viggo. Det skete for nylig. Politiet kom og spurgte, om jeg havde sendt et brev til Per, og underskrevet det med et illegalt navn, Gunner. Jeg sagde nej. Altså, det samme halløj, som for et par år siden. Hvad fanden skulle jeg gøre? Jens blev skudt af Harald. Det er der ingen tvivl om, vel? I så det selv, jeg mener, Jens lå midt i alt blodet. Den gang  klarede vi frisag hos politiet, ikke? Eller rettere, jeg gjorde. Jeg stod alene med liget af Jens, ikke? Det glemmer jeg aldrig. I var kørt hjem på jeres cykler, ikke? Så stod politiet der igen. Hvad skulle jeg gøre? Det var en ung fyr, en af de naive, så jeg sagde, jeg kender ikke noget til noget brev, vi brugte ingen dæknavne, jeg er ikke Gunner, sagde jeg".

"Hvorfor i alverden skrev du Gunner?", sagde Viggo.

"Ja, det var da mærkeligt?", sagde Hans. 

Der opstod en pinlig pavse. 

Det var igen, følte Oscar, som gik en engel gennem stuen. 

-

Oscar: "Altså, hør nu. Da jeg havde skrevet brevet. Vent lidt, jeg har ondt i hovedet, jeg bliver syg af alt det her. Nå, men så syntes jeg der manglede noget. En underskrift. Men jeg kunne ikke skrive, hilsen fra Oscar, Hans og Viggo. Det kunne jeg ikke, vel? Og jeg ved ikke, hvorfor. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom til at tænke på Harald, I ved, den 9. april. Harald sagde først til mig, at han hed Villy, og så sagde han, at han hed Harald. Så tænkte jeg, det er hip som hap, og så skrev jeg, ja, altså skrev på maskinen, Gunner".

"Du må tale med en partikammerat", sagde Hans, "vi glemmer snapsen, kom, lad os sige skål".

"Skåle? På hvad?", svarede Oscar. "Nå, skide være med dét, skål".

"Vi skåler på, at du snakker med en af partiets skrappe jurister, skål. Jeg vil ikke rodes ind i noget med drab", sagde Viggo.

Hans nikkede, virrede med hovedet, og sagde:

"Heller ikke mig, ikke noget med drab, og heller ikke du, Oscar, du skal til København. Tal med en partikammerat, som er en dygtig sagfører. Der kan vist kun være tale om to, eller måske tre. Så trækker vi lod. Har du penge til en returbillet?".

-

Landsretssagfører Ras så vredt på Oscar, og snerrede:

"Jeg har hørt mange historier, om helte og kujoner, og så videre. Men dét du fortæller mig, er den værste omgang amatørvrøvl, jeg nogensinde har hørt. Jeg burde sende dig direkte til en nervelæge. Er du ikke klar over, at det for partiet er det mest skingrende tåbelige tidspunkt, at komme nu, og diske op med alt det sludder. Vores kammerat, altså denne Jens, blev skudt. Han blev skudt af Harald, siger du. Men så du det selv, nej, så dine kammerater noget? Nej. I hørte to skud, og, bum, så finder I Jens, og Harald er forsvundet. Men hvis Harald er identisk med Villy Pedersen, hvad sker der så? Så vil samtlige antikommunister fra midten af Socialdemokratiet, og ud til dem på yderste højre fløj, rotte sig sammen, men imod hvem? Imod dig og Hans og Viggo, og imod Partiet. Hvad er I for nogle amatører, dig og de andre? Jeg havde nær sagt, skrub ad helvede til".

"Javel, så gør jeg det", mumlede Oscar.

"Hvis I endda havde likvideret Harald. Nej, nej, nej. Ti for guds skyld stille om drabet på Jens. Lad det forblive et af besættelsestidens mange hundrede, måske et par tusinde, uopklarede drab. Hold jeres kæft. Hold jeres kæft. Hold jeres kæft. Det er det eneste råd, jeg kan give jer. Og en ting til. Du skal ikke regne med mig som din sagfører, hvis du alligevel rodes ind i et eller. Jeg siger nej. Farvel Oscar, tak for besøget. Fortæl dine kammerater om resu-ltatet, og en ting til, jeg råder jer til at forlade partiet. 

Du må forstå, at som landet ligger nu, hvor du kommer anstigende, jamen tænk på partiet, hvor vi fejes til side, gør vi ikke, vi fejes til side, gør vi ikke, som unationale tumlinger, gør vi ikke, og hvorfor, fordi vi beskyldes for jerntæppet og den kolde krig og optrækket til en ny krig. Så er det min pligt at advare partiet. Vi vil ikke ekskluderer jer, I skal bare gå stille ud ad døren. Farvel".

Oscar nikkede farvel. Han følte sig som en udjaget hund.

-

Det var de komplicerede udenrigs- og indenrigspolitiske hændelser i 1948, at Pers forsvarer talte om milde vinde for Pers benådning for fængselsstraf for at have været tysk vagtmand i 3 uger, og at landsretssagfører Ras fik isoleret Oscar, Hans og Viggo fra det kommunistiske parti.

-
Per følger Tara

Efter dannelsen i 1949 af den østtyske stat, DDR, afventede Emil Hahne, professor i retsvidenskab ved Rostock Universitet, at blive stillet for en afnazi-ficeringsdomstol; en proces som i Vesttyskland. Men han slap med en advar-sel. Emil Hahne havde i 1936 bidraget med et responsum fra samtlige tyske juridiske fakulteter til regeringen: "Vedrørende konfiskation af de i Stor-Tysk-land værende jøder og statsløse jøders ejendom". 

Fru Ida og Emil Hahne levede kummerligt i deres sønderbombede hus, som gav ly for tre familier tyske flygtninge fra det tabte land i øst.

Enken efter godsejer Henriksen, moster Petra, og hendes datter Amalie, sendte gavepakker med fødevarer til den sultne familie i Rostock, DDR. 

Holger opgav at fortsætte som læge. Han havde fået afsky for sygdomme og lidelser efter oplevelserne på østfronten. Holger fik arbejde som hånd-langer ved reparationer af ødelagte offentlige bygninger. 

Forældrenes sult og bekymringer gik ham på. Han skrev til Tara: "Du må komme til opmuntring for fader og moder". Tara blev rørt til tårer, bønfaldt Per om at flytte med til Rostock. 

Det tog tid, før tilladelsen til Pers og Taras indrejse i Østtyskland blev med- delt. Men omsider var de tilbage hos fru Ida og professor Hahne.
 

En aften sagde Per: 

"Sig mig, svigerfar, hvordan kan det egentlig være, at du blev nazist?".

Emil Hahne svarede venligt: "Du mener, nationalsocialist?".

"Ja".

"Det skal jeg såmænd sige dig. Ser du, Per, jeg var under 1. verdenskrig med mit regiment i Ukraine, og i november 1917 oprettedes i Kijev en ua-fhængig ukrainsk republik under Tysklands beskyttelse, og efter at vi i 1918 forlod Ukraine, blev landet omdannet til sovjetrepublik. Ukraine er et smukt og rigt land. Men vi tyskere, det tyske folk, lærte aldrig at forstå, hvorfor kejseren var abdiceret, og at vores regering, eller hvem det nu var, havde for-handlet sig til fred. Vores hære stod endnu i fjendeland  da freden pludselig kom. 

Sejrherren dikterede. Vi skulle betale enorme krigsskadeserstatninger, og vi mistede vores oversøiske kolonier, Cameroun, Tysk Vest-Afrika og Tysk Øst- Afrika, som konfiskeredes af England. Vi mistede meget tysk land, ja, Nord- slesvig til Danmark. Du husker fredskonferencen i Paris. Nordslesvig hjem til Danmark efter årene fra 1864. 

Derfor fik Hitler vind i sejlet når han råbte: "Dolken førtes af kejseren og kommunister og socialdemokrater. Dolkestødet var Versailles-traktaten mod det tyske folk".

"Dolkestødslegenden".

"Ja, en brugbar påstand uden nuancer til propaganda".

"Og så blev du nazist, hm, nationalsocialist?".

-

"Hvor er min kaffe? Nej, da. Der skulle mere til. Problemet var, at samtidig med at vi oplevede en række kupforsøg, gik den tyske økonomi amok. De gode folk i rigsdagens Weimar-republik fra 1919, var ikke kompetente økono-mer. Samtlige verdens nationer havde på det tidspunkt intet begreb om den økonomiske videnskab. Jeg betalte 5 milliarder tyske mark for et par snav-sede underbukser".

"Til vaskeriet?".

"Nej, Per dog. Jeg kunne selv vaske. Jeg købte dem".

"For 5 milliarder mark?".

"Hør, min kære dreng, du er vel ikke dum? Sedlen var påtrykt 5 milliarder mark, vi fik nye pengesedler næsten hver dag".

"Undskyld, jeg tænkte på noget andet. Men så blev du nationalsocialist".

"Nej, min dreng, det skete først senere".

"Hvornår?".

"Hvornår? Sagde du, hvornår?".

"Ja".

"Hvornår det var, at jeg blev nazist?".

"Ja".

"Per, jeg har aldrig følt mig som nazist. Jeg var nationalsocialist. Jeg blev medlem af partiet efter rigsdagsvalget i 1932, da nationalsocialisterne blev det største parti".

"Men du var jurist? Dit speciale var retsvidenskab?".

"Ja. Hvad er der galt ved det?".

"En jurist, en professor i retsvidenskab? Som blev nazist, jeg mener natio-nalsocialist".

"Jeg blev først professor senere. Jeg var universitetslærer".

"Javel, men, en jurist arbejder for retfærdigheden, gør han ikke?".

"Hør, hr. svigersøn, er dette en samtale eller en afhøring?".

"Jeg ved det ikke. Jeg tænker på det med jøderne".

"Nå, der slap det ud. Jeg var hverken anklager eller forsvarer eller dom-mer for noget som helst. Jeg passede mit arbejde. Ved du, hvad retsviden-skab er? Principperne kan du læse hos din landsmand, Anders Sandøe Ør-sted".

"Ørsted? Det var elektriciteten".

"H.C. Ørsted, ja. Dennes højtbegavede broder".

"Sagde du Anders Sandøe Ørsted".

"Ja, han var i lang tid mit forbillede. Sandøe Ørsted var grundlæggeren af den danske retsvidenskab. Han var eminent reaktionær som politiker og kon-seilpræsident, gik ind for enevældens bevarelse. Det passede mig ganske storartet, på det tidspunkt".

"Ja, fordi du var, hm, nationalsocialist".

"Per, jeg synes du glemmer en enkel realitet".

"Og hvad er så det, hr. svigerfar?".

"Nu ikke spydig, min dreng, vel? Du skænker ikke en tanke, at russerne havde gennemført en revolution".

"Kommunisterne?".

"Ja. Og jeg har ofte sagt til mine børn, hm. Hør, hvor er Holger? Nå, han sidder og læser. Det gør han altid, hver aften. Han taler ikke til os andre, ikke til mig. Han ser mig ikke. Gør du vel, Holger? Du læser. Kan du hører mig? Ja, det er Holger. Hvad jeg ville sige, hm, jo, en af vores nye logerende, ja, her i vores molesterede hus, den pige ser med kærlige øjne på Holger, hun flygtede fra Königsberg. Ja ja, Holger, jeg har hørt jer om natten". 

Holger sad på gulvet, læste, så op, lukkede bogen, rejste sig, gik hen til faderen, og sagde:

"Jeg har sagt det til dig, kære far. Jeg foragter dig".

"Det har du sagt. Du påstår, at jeg opdrog dig til nazist".

"Netop".

Holger smilede ironisk, bukkede høfligt: "Godnat, hr. fader, godnat, Per".

Holger åbnede døren, gik ud på gangen; og idet han lukkede døren, så Per et glimt af en ung smuk kvinde smile til Holger.

"Godnat", råbte Per.

-

Emil Hahne sukkede, og sagde:

"Hvad jeg ville sige, jo, forstår du, Per. Jeg sagde til Tara og Holger, at på ét punkt lignede vi nationalsocialister, kommunisterne. Vi ville også være revolutionære. Det er det eneste lighedspunkt. Kommunisterne afskaffede privatkapitalismen, sagde de, indførte statskapitalisme og fælleseje. Nå, dem om det. Vi andre ville revolutionere kapitalismen, således at vi bestemte, hvad kapitalisterne brugte deres penge til, ikke sandt, såre enkelt. Glem ikke, at kapitalismen er en stor magt i alle lande. Magten er formelt regeringens og ministrenes. Som regerer mere eller mindre diktatorisk i samarbejde med kapitalismen".

"Hov, i demokratiet kan regeringen væltes".

"Per, spar mig nu for barnesnak. Som jeg så det, bekræftede national-socialismens fåmandsvælde mit eget forbillede, Anders Sandøes Ørsteds forsvar for enevælden".

"Diktaturet?".

"Ja, i en overgangstid, såfremt nationen befinder sig i en vedvarende krise".

"Var Tyskland i krise?".

"Ja, hvis du havde oplevet årene efter 1. verdenskrig, ville du erkende, at man ikke uden omkostninger sulter millioner af indbyggere ihjel, såvel i Tyskland, som under depressionen i trediverne i USA og England og Afrika og Indien og Mexico og Rusland, og så videre. Nej, nu tier jeg stille".

"Derfor blev du, hm, nationalsocialist".

"Ja".

"Men, svigerfar, hvordan kunne du, som retfærdighedens apostel, du var jurist, ikke, og videnskabsmand, romerret, naturret, den logiske ret, lovtekster, og så videre. Føler du ikke medskyld i jødernes skæbne under krigen?".

-

"Ser du, Per. Jøderne? Ja, jeg undgår det ikke. Jeg må forsøge at forklare dig forskellen på en nazist og en nationalsocialist. Vi, eller rettere den kreds som jeg tilhørte, en kreds af konservative, gik ind for den nationalsocialiske idé til en forbedring af det tidligere ragnarok. 

Men vi så en kløft åbne sig. Vi stod på den ene side, og på den anden side af kløften stod nazisterne. En bande hensynsløse slyngler. Ja, krystalnatten, og alt det andet. Vi håbede, at det ville drive over, men Hitlers storpolitiske manøvre og det engelske vægelsind, ødelagde det, og så kom krigen, og den tyske invasion i Rusland. Nu blev hvert eneste ord og hver eneste tanke vejet på en guldvægt, en skræk for at blive anset som forræder ved den mindste protest. Det holdt hårdt".

"Så derfor, svigerfar, derfor holdt du op med at være nazist, hm, jeg mener, nationalsocialist". 

"Sig mig, Per. Tror du var så ganske ligetil? Ser du, bortset fra den hårde kerne af nazister, levede befolkningen med konstante samvittighedskvaler. Vi følte alle sammen, at vi var på vej ned i afgrunden. 

Jeg hørte to rygter, som begge var katastrofale, hvis de var sande. Det ene var, at særkommandoer skulle indfange jøder og dræbe dem, og at nazis-terne, de hensynsløse slyngler, i al hemmelighed tilbad okkulte magter".

Per nynnede: "Vor Gud han er så fast en borg". 

"Ja, det må du nok sige. Var der noget, som lutheranere og katolikker var enige om, så var det, at Vorherre straffede Tyskland. Nuvel, de rabiate nazister troede på det i havet sunkne Atlantis, de nordiske guder, Indiens og Tibets mytologi, og så videre. Men rygterne om drab på jøder, iværksat af okkulte nazister, lød vanvittige, og desværre sandsynlige".

"Jeg begriber det ikke", mumlede Per.

-

"Ser du, Per. Det skete det, at for alle i vores kreds, som var splittet for alle vinde på grund af krigen, som gjorde vores koner til sendebud mellem os, blev nationalsocialismen lagt bag os, som en knust drøm. Vi havde trods alt stadig vores fornufts fulde brug. Vi kunne ikke være i selskab med okkulte nazisters djævelskab".

"Svigerfar, vil det sige, at I dannede en modstandsgruppe?".

"Ak, Per, du er vist alligevel lidt dum. Ved du ikke, at i ethvert land, som befinder sig i krig, er det borgerens forbandede pligt at lystre statens ordre".

"Jo, tak, det hørte jeg af en borgmester i Danmark".

"En borgmester? Nå, ser man det. Hvad jeg ville sige? Jo, en kvinde i vores kreds så en reportagefilm om krigens rædsler i en biograf. Hendes søn var på østfronten. Hun satte sig ud i forhallen, ventede på sin mand, tænkte på sønnen i krigens inferno. Hendes mand kom, og de fulgtes med publikum ud på gaden.  Her stillede kvinden sig op på et gadehjørne, og råbte: 

- Stands krigens vanvid. Dræb Hitler. Stands krigens vanvid. Dræb Hitler".

"Det var modigt gjort, svigerfar. Men kvinden var syg og nervesvækket, var hun ikke?".

"Jo. Men blandt det omkringstående publikum stod en fører fra Hitler-jugend, en fyr på 18-20 år, han trak pistol og arresterede kvinden".

"Naturligvis, han var jo nazist".

"Hvor længe tror du ægteparret overlevede?".

"Ja så, du mener?".

"Ja. Dagen efter blev de henrettet, uden rettergang, uden dom. Jeg kendte en politichef, og spurgte ham, hvorfor, og han svarede: Det var et uheld, men de var jo forrædere. Manden var uskyldig, sagde jeg, og han svarede: Ja, her- regud, det var jo en del af uheldet".

Per sad længe tavs; så rejste han sig. 

"Det var en forbandet tid, jeg vil ikke høre mere, nu jeg går i seng. Godnat, svigerfar".

"Godnat, min dreng", nikkede professor Hahne.