storef01
kasler-journal.dk
Page Down
|
bitre forventninger
- "Du ved nok, tyskerne, alle deres spøgelser" -
Der lød et øredøvende ekkobrag
Harald faldt død
til jorden
- -
- - -- - - Fra Rostock til Gedser Per Larsen kom med bilfærgen fra Rostock til Gedser. Per havde ikke ventet at gense Oscar, om end de havde en aftale. Aftalen traf de på ugedagen før Pers afrejse til Rostock, da han i Gedser gik op ad landgangen til bilfærgen. Per kørte ikke længere bil, han var tog-, rutebil- og færgepassager. En mand gik ned ad landgangen. De mødtes, kantede sig forbi hinanden. -
"Jamen, det er jo Per? Kan du kende mig igen? Matrosen Oscar?". Oscar fulgte Per til en af bilfærgens saloner. Per var træt, satte sig. Oscar blev stående, hviskede: "Du, Per, jeg har skrevet mine erindringer, om den tid. Jeg tror det er noget for dig. Du har jo skrevet en masse. Det har jeg set. I aviserne, ikke? Jeg var jo kun matros på den gamle jernbanefærge. Altså, du ved, den 9. april. Jeg måtte ikke sige noget, jeg måtte ikke høre noget, jeg måtte ikke se". "Hm, du, Oscar? Færgen sejler om ét minut. Jeg kommer tilbage. Jeg ringer til dig fra Rostock. Er det en aftale?". "Ja, god rejse, Per".
Oscar ventede på Per ved busstoppestedet foran posthuset nær bilfærgen, rakte en lille pakke frem mod Per, idet han sagde: "Her har du papirerne. Det er mine erindringer, og noget jeg stjal på et arkiv. Og så fandt jeg din gamle pistol. Her har du den. Pas på, pistolen er ladt. Jamen, det ved du. Nu kommer rutebilen. Fald nu ikke i søvn undervejs. Du ser træt ud. Vi to er blevet gamle, det kan ses på os. Du er stadig bred-skuldret, ser jeg. Det er mere end mig, jeg falder sammen. Husk at skifte i Nykøbing, toget via Næstved til København. God rejse hjem, farvel". "Tak, Oscar, farvel". "Farvel, Per. Du må gerne ringe, hvis du har lyst. Alle de andre er døde". "Jeg ringer", svarede Per. - En ældre mand, på Pers og Oscars alder, kom slæbende med sin kuffert. Den var for tung for ham; han bar den en halv snes skridt, satte den på jorden, slæbte den en halv snes meter, løftede den, pustede besværet. En rødme bredte sig over Oscars ansigt; han hviskede: "Per, er du sammen med ham? Ved du, hvem det er? Kender du ham?". "Oscar, nej, gudfader dog, nej. Jeg kender ham ikke, hvem er han?". "Det er Harald". "Og hvem er Harald? Hvem er Harald?", hviskede Per. Oscar drejede omkring, og gik. - Per sad i togvognen med sin lærredsrejsetaske på skødet. Der var kun én medpassager, denne Harald, en nervøs, svedende mand. Per tænkte på Oscar, åbnede rejsetasken, følte på Oscars papirer, følte på pistolen, lod den glide ned mellem skiftetøjet. Per var nysgerrig, ville læse, hvad Oscar havde skrevet. Per sukkede, luk-kede rejsetasken. Oscars papirer måtte vente. Medpassageren, denne Harald, åbnede sin mobiltelefon, fik forbindelse, og råbte: "Hej, dav, det er Harald, det er Villy. Jo, jeg gjorde store forretninger i Berlin. Ja, hotelpriserne er selvfølgelig sindssyge. Men de skide tyskere er ikke helt normale, vel? De lærer aldrig det med forretning. De vil ikke løbe nogen risiko, sagde de. Nej, forstår du, jeg halede den hjem, men vi må derned igen. Ja, nemlig, de kræver kaution og bankgaranti. Hvad siger du? Er du så ikke med? Hvad siger du? Du vil ikke være med? Hallo, Ole? Hallo, Ole?" . . . Mobiltelefonforbindelsen afbrudt. Sveden haglede ned over medpassage- rens ansigt. Harald, det er Villy, mumlede:
"Satans, ham Ole er
en dum stodder". HVORFOR HAVDE OSCAR SÅ TRAVLT? Per satte sig tilrette, lukkede øjnene, blundede. Hvorfor havde Oscar så travlt? Hvad var det galt med ham, denne Harald? Per hørte påny den mislykkede forretningsmand Harald- Villy, tale i mobil-telefonen: "Godaften, min skat, det er Harald, jeg mener Villy, undskyld jeg forstyrrer dig så sent, var du gået i seng? Det må du undskylde. Jo, forstår du, jeg har været i Berlin, du ved, jeg gjorde meget store forretninger. Hallo, Ulla? Ulla, hallo?" . . . Ulla havde afbrudt mobiltelefonforbindelsen. Harald Villy mumlede: "Ulla er en dum kælling".
Toget nærmede sig Næstved. Villy, eller hed han Harald, lænede sig frem mod Per, og sagde: "Du, hej, jeg så dig på færgen, jeg har været i Berlin, jeg gjorde store forretninger, du ved. Men man skal være forsigtig med tyskerne, du ved, alle deres spøgelser". "Hvilke spøgelser?". "Nå ja, for fanden, jeg mener, det er jo en forrykt samling nazister og kom- munister, vor herre bevares". "Ja, så?". "Amerikanerne presser jo vesttyskerne til at betale til østtyskerne, ellers gik det jo ad helvede til. Det tidligere DDR var jo noget lort". "Ja, så?". "Men det værste er, at de skide tyskere er upålidelige i forretning. Det er alle de gamle spøgelser, du ved. Det er den værste samling gamle nazister og kommunister og deres afkom. Jeg kan ikke udstå alle de spøgelser". "Ja, så? Men De vil gøre forretning med disse, hm, spøgelser?". "Ja, man skal jo leve, ikke sandt?". Pers irritation mod - "det er Harald, det er Villy" - steg til vrede. - Toget standsede i Næstved, en mørk aften med regn og blæst. Jernbane-stationen henlå øde, der var ikke et menneske. Harald steg af toget med sin kuffert. Harald havde besvær med sin kuffert. Harald kunne ikke bære den, måtte slæbe den ned ad trapperne til den un-derjordiske gennemgang til udgangen. Per tænkte på Jens, Oscar, Hans, Viggo, og Harald, en aften i september 1943. En pludselig indskydelse fik Per til følge efter Harald. Per hængte sin lærredsrejsetaske over skulderen. Per fulgte efter Harald, følte sin vrede mod Harald som et had. Per løftede pistolen. Der lød et øredøvende ekkobrag. Harald faldt død til jorden. En togfløjte piftede. Per løb tilbage til toget, nåede det i sidste øjeblik. Toget kørte. Per satte sig ind i den samme togvogn.
Om en time ville Per
være tilbage i København.
|
kasler-journal.dk
Page Up