Optakten

Information 16. april 1999

- "Fysikerne er ikke helt uskyldige i de postmoderne udskejelser som Alan Sokal kritiserede så stærkt for tre år siden, og nu retter flere kritik af kvante-mekanikkens fader.

There is something rotten in the state of Denmark. Den mistanke har længe ulmet blandt fysikere verden over, men den har aldrig været udtalt synderlig åbent.

Årsagen er Niels Bohr, faderen til kvantemekanikken, og hans fortolkning af de mærkelige fænomener, man møder på de atomare niveauer. Partikler bliver til bølger, og bølger bliver til partikler, og måleusikkerheder er ikke blot afvigelser, men norm. Ikke at dette kunne være anderledes, men det er Bohrs filosofiske tolkninger og den iboende subjektivisme i det, der kaldes københavnerfortolkningen, der er skydeskiven for den stigende kritik.

Generelt forudsætter den videnskabelige tankegang, at den objektive virkelighed eksisterer uafhængigt af iagttagelsen. Det naturvidenskabelige projekt er et forsøg på at formulere objektive teorier og naturlove, som kan føre til en fælles konsensus, der ikke tager hensyn til de enkelte forskeres socialpolitiske eller religiøs-æstetiske præferencer.

Åndsvidenskaber som filosofi og litteraturkritik har ikke denne konsen-sustradition, hvilket har givet udslag i to modsatrettede strømninger. Enten er man inspireret af naturvidenskabens måde at objektivere naturen på, og bruger dens sprogbrug på andre felter, eller - som det f.eks. er sket i især den franske tænkning - man dekonstruerer og relativerer virkelighedsbegrebet, for at erstatte det med en subjektiv eller konstruktivistisk filosofi.

Sokals spøg

Fysikeren Alan Sokal fra New York University mener at begge frem-gangsmåder er uheldige. De husker måske den grumme spøg, han lavede i 1996, da han smuglede sin postmoderne parodi af en artikel ind i det ansete tidsskrift Social Text. Dens titel lød Transgressing the Boundaries - Toward a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity; en overskrift, der indeholdt flere af de smarte hip-ord som "grænseoverskridelse" og "transformativ hermeneutik", samt den virkelig hotte kvantegravitation - en fysisk ønsketeori, som slet ikke eksisterer endnu.

Artiklen var en meningsløs tekstanretning, der var krydret med relativistisk jargon, scientistisk blær og hysterisk name-dropping - en stærk karikatur af den postmoderne stils forsøg på at skabe en duft af vidsyn og en smag af saglighed. Sokal så sin satire som "en logisk konsekvens af den intellektuelle arrogance," hvormed de litterære akademikere i stigende grad fornægter enhver objek-tivitet, for i stedet at ville anse fysiske konstanter - ja, selv tallet - som ikke andet end sociale konstruktioner.

Efter at artiklen blev slugt af Social Text, vel at mærke uden en kritisk granskning af Sokals videnskabelige påstande, var skandalen hjemme. En videnskabskrig rasede på tværs af Atlanten - specielt i Frankrig og i USA - og alle, som var blevet trætte af det postmoderne sludder, morede sig kosteligt. Især naturvidenskabsmænd grinede højlydt. Takket være Sokals kollegiale skulderklap kunne fornuftens professorer endelig bøvse højlydt over de ufordøjelige postmoderne excesser, der foragteligt blev kaldt for pomo-science.

I en opfølgning af sit svindelnummer skrev Alan Sokal og belgieren Jean Bricmont året efter bogen Intellektuelle bedragerier. Her blev en række postmodernistiske filosoffers værker gennemgået minutiøst for misbrug af videnskabelig terminologi. Og der var ikke så lidt Sokal og Bricmont kunne skrive hjem om.

Efterhånden har Sokals spøg vundet slaget og fundet bifald i de fleste landes universitære miljøer.

Anklagen for "retorisk spekulation" og "hermetisk nonsens" hos postmodernisterne består stadig. Visse studerende har endda fundet så meget velbehag i at parodiere disse "intellektuelle plattenslagere", at de har skrevet et computerprogram, der automatisk genererer en komplet meningsløs, men semantisk korrekt tekst à la Sokals ved hjælp af rekursiv grammatik - programmet kaldes for Postmodernism Generator, og kan ses på internettet på adressen www.csse.monash.edu.au/other/postmodern.html.

Som et eksempel på groteske citater kunne man her citere følgende betragtning om Heisenbergs usikkerhedsrelation og Niels Bohrs såkaldte komplementaritetsprincip - anvendt på politik:

"Tesen om at 'lys består af partikler' og antitesen om at 'lys består af bølger' lå i indbyrdes strid med hinanden, indtil kvantemekanikken smeltede dem sammen i en syntese... Hvorfor skulle man ikke kunne anvende dette på tesen 'liberalisme' (eller 'kapitalisme') og dens antitese 'kommunisme', for at forvente en syntese - i stedet for en endegyldig sejr af antitesen? ... Men komplementaritetsprincippet rækker dybere end dette: Faktisk repræsenterer tese og antitese to psykologiske motiver og økonomiske kræfter, der begge er retfærdiggørende i sig selv, men gensidigt udelukkende i deres ekstremer. Mellem frihed f og regulering r må der eksistere en relation af formen f r p, ... Men hvad ligger der i den politiske konstant p? Svaret på dette spørgsmål må jeg overlade til en kommende kvanteteori for menneskelige anliggender."

Inden læseren griner sig halvt fordærvet, skal det siges, at eksemplet ikke er fundet af Allan Sokal, men af Mara Beller fra Universitetet i Jerusalem, og at personen, der citeres, ikke er Jacques Lacan, Jean Baudrillard, Julia Kristeva eller andre af de udskældte postmodernister, men Max Born - en af grund-læggerne af kvantemekanikken i 1920'erne.

I en artikel i Physics Today fra september sidste år peger Mara Beller på, at Borns ovenstående forteelse slet ikke er enestående - ja, det vrimler faktisk med citater fra fremtrædende koryfæer som Max Born, Niels Bohr, Werner Heisenberg, Wolfgang Pauli og Pascal Jordan, hvor "formale" sammenhænge mellem kvantemekanik og psykoanalyse eller religion søges forklaret. Således spørger f.eks. vores egen Niels Bohr sin læser i bogen Atomfysik og menneskelig erkendelse II (Kbh. 1964), om ikke kvantemekanikkens syntese af fysisk viden kan anvendes på "andre kundskabsområder". Læs følgende eksempel:

"Således frembyder integriteten af organismer, og de egenskaber, der kendetegner bevidste individer og menneskelige kulturer, helhedstræk, for hvis redegørelse der kræves en typisk komplementær beskrivelsesmetode."

I talrige andre foredrag og skrifter udvider Bohr sit komplementaritetsbegreb til at omfatte "forholdet mellem følelse og tanke" eller "instinkt og fornuft", og nok så vigtigt anser Bohr sine udvidelser af kvantemekanikkens beføjelser ikke som "mere eller mindre vage analogier, men (som) klare eksempler på logiske forhold, som vi i forskellige sammenhænge møder på videre områder." Med andre ord: Komplementaritetsprincippet er den eneste rigtige erkendel-sesteoretiske ramme for en lang række af sproglige og abstrakte begreber inklusive "følelse" og "fornuft".

I sin afsløring af svindlen i tidsskriftet Lingua Franca skriver Alan Sokal blandt andet, at han i sin vildeste fantasi ikke kan se, "hvad kvantemekanikken har at gøre med psykoanalysen". Ligeså rimeligt vil det være at spørge sig selv, hvad begreber som "fornuft", "følelse" og "instinkt" har at gøre med kvante-mekanikken.

Mara Beller bemærker, at Bohrs kronisk svært forståelige skrifter normalt ikke bliver mødt med samme foragt blandt fysikerne som for eksempel tekster af dekonstruktivisten Jacques Derrida. De gamle normer for autoriteter består fortsat: Når Bohr er dunkel, så er det fordi han er dyb. Når Derrida er dunkel, er det, fordi han vrøvler.

Eksemplerne er overvældende. Pascal Jordan søgte en kvantemekanisk forbindelse til parapsykologi; Wolfgang Pauli tragtede i fuld alvor efter at sammenkoble kvantesystemer med det ubevidste, med Jungske arketyper og med paranormale erfaringer; Max Born ville bruge "kvantefilosofien" til at formidle og mildne de politiske erfaringer efter Anden Verdenskrig.

Og Bohr? - Bohr tragtede efter at ophøje komplementaritetstanken til et alment erkendelsesteoretisk princip, en filosofi, som kunne anvendes på biologi, psykologi og antropologi. Ifølge Mara Beller "håbede han på at have fundet erstatningen for den tabte religion."

Sokals eksempler fra åndsvidenskaberne kan suppleres med ikke mindre hårrej-sende varianter fra nogle af ypperstepræsterne i den moderne naturvidenskab. Det er derfor nødvendigt at spørge sig selv, hvem der griner af hvem. Griner vi af den postmoderne filosof, som misbruger og relativerer eksakte naturvidenskabelige begreber, eller griner vi af de rationelle videnskabsmænd, der søger at udvide deres begrebsverden på utilladelig vis? Man kunne ligefrem argumentere for, at post-modernisterne var 'i god tro', for ifølge Beller er overgangen fra Bohr-citaterne til nutidens pomo-snak (æblevrøvl) "kun en naturlig følge" af udviklingen i naturvidenskaben selv.

Københavner-fortolkningen

Bohrs fortolkning af kvantemekanikken er af ham selv og kredsen omkring ham i 1920'ernes København blevet ophøjet til dogme. Man siger, at han 'vandt' striden mod Einstein og Schrödinger, der som de eneste åbent sagde ham imod. Stadig den dag i dag er det næsten kun københavnerfortolkningen som læres på universiteterne og som formidles af populærvidenskaben. Og selvom mange forskere i private stunder giver luft for deres utilfredshed med Bohrs, trods alle forbehold, iboende relativering af den objektive virkelighed, er der næsten ingen videnskabsmænd, som åbent kritiserer ham.

Dog er der nu langsomt ved at ske et skift: I stedet for at sværge til de kanoniserede begreber om Heisenbergs usikkerhedsrelation og den Bohrske komplementaritet, er partikelfysikere i dag mere optaget af den sammenfiltring, som de benævner som entanglement.

Kort fortalt forskyder begrebet 'entanglement' problemet om partiklers dualitet, og det kroniske besvær med at måle deres egenskaber eksakt, fra at være et problem hos iagttageren (eller i måleapparatet), til at være en egenskab ved partiklerne selv. Derved genindsættes iagttageren som en udelagtig observatør i en objektiv, og dermed ikke-relativeret, virkelighed.

Og 'entanglement' er ikke blot en ny fortolkning: Det er også et faktum. Sidste år lavede Gerhard Rempe og hans kolleger fra Universitetet i Konstanz i Tyskland et eksperiment, som entydigt viste, at det ikke er usikkerheds-relationen, der er skyld i hele miseren om det umulige i eksakte målinger, men derimod den omstændighed, at atomare partikler, der på et eller andet tidspunkt har vekselvirket med hinanden, automatisk 'kobler' deres indbyrdes egenskaber sammen, således at de holder op med at være uafhængige - selv på lange afstande.

I kvantemystikken - hvis der er en sådan - er atomerne iboende, og ikke afhængig af måleapparater eller subjektive indtryk. Flere og flere atomfysikere er i dag enige om, at Bohr simpelthen tog fejl i sin tolkning af det såkaldte dobbeltspalte-eksperiment.

Så selvom 'entanglement' ikke uddyber den menneskelige forståelse af elementarpartiklernes opførsel synderligt, og selvom grundlagsproblemerne i fortolkningen af kvantemekanikken stadig ikke er løst tilfredsstillende, er den nye begrebsramme meget lettere at acceptere for forskerne end Bohrs subjektive sproglege.

En langsom modbevægelse er sat i gang, men der er endnu ikke tale om et bevidst 'paradigmeskift' - for ellers ville en åben kritik af københavnerfortolk-ningen allerede have givet genklang i alle de førende naturvidenskabelige fagtidsskrifter.

Beller krediterer Sokal for hans raffinerede plot i Social Text: Nemlig at Sokals artikel glider umærkeligt fra Bohr- og Heisenberg-citater i begyndelsen af artiklen over til det postmoderne sludder, som sammenkobler naturviden-skab, politik og filosofi i én stor pærevælling.

Sokals sure opstød mod den postmoderne obskurantisme falder altså i langt højere grad tilbage på hans egne fagfæller, end han selv måtte tro. Hvis der blandt fysikerne havde eksisteret en åben diskussion af de erkendelsesmæssige konsekvenser af københavnerfortolkningen - i stedet for kun stille indadvendte tvivl mod dogmet - ville alle de postmoderne videnskabskritikere måske ikke være blevet indfanget af illusionen om, at naturvidenskaben har frigjort sig selv fra sit fundamentale objektivitetskrav, der som ideal påberåber sig en iagttagelsesuafhængig virkelighed.

Som Mara Beller afslutter sin højst bemærkelsesværdige analyse: "Kritikerne af den postmoderne bølge kunne sejrsikkert konkludere, at "kejserne ... ikke havde nogen klæder", men hvem er egentlig disse nøgne kejsere? Hvem er det vi har grint af?"

Information 17. december 2001

Af Martin Burcharth, Informations korrespondent

CAMBRIDGE – Efter den verdensberømte danske kernefysiker Niels Bohrs død i 1963 blev der afholdt en mindehøjtidelighed i København, hvortil hans kolleger og venner var inviteret. Mange kom – heriblandt Bohrs intellektuelle adoptivsøn, Werner Heisenberg, og en anden tysk ven, Carl Friedrich von Weizsäcker. Begge fysikere havde fortsat deres arbejde i Tyskland under Anden Verdenskrig i stedet for at flygte til USA eller Storbritannien.

Under en efterfølgende reception pegede enken Margrethe i retning af de to tyskere og udbrød: »Goudsmit! (hollandsk fysiker) Det besøg, de to aflagde i Danmark under krigen, var af fjendtlig natur, uanset hvad folk siger eller skriver om det.«

Margrethe Bohrs spidse bemærkning var møntet på et møde mellem Bohr og Heisenberg i København i efteråret 1941, hvor den danske videnskabsmand blev så oprevet over et eller andet, hans tyske elev skal have sagt, at de to mænds nære venskab – fader-søn-forholdet – led ubodelig skade i årene, der fulgte. Hvad der ophidsede Bohr – en venlig mand af afbalanceret tempe-rament – har været genstand for megen spekulation gennem årene.

Foranledningen er det amerikanske teaterstykke Copenhagen, skrevet af Michael Frayn, der blev en stor publikumssucces sidste år i USA og modtog Broadways Tony-præmie for bedste skuespil i 2000. Stykket handler om mødet mellem de to eminente kernefysikere; den eneste anden medvirkende er Margrethe Bohr.

Uden at foregive at være historisk korrekt antyder Copenhagen, at Heisenberg opsøgte Bohr i det tysk-besatte Danmark, fordi han ønskede at udtrykke sine moralske betænkeligheder om en atombombe. Ville det ikke være bedre for alle, at kernefysikere i begge krigslejre holdt igen?

Frayns teaterstykke ender med denne pointe og insinuerer altså, at Bohr – vred som han var over et eller andet – ikke var klog eller modig nok til at videreformidle Heisenbergs idé til kernefysikere og regeringer i allierede lande.

Det er naturligvis ikke en fortolkning af historien, som Bohr-familien kan lade stå – ej heller den danske kernefysikers mange gamle venner og beundrere. Én af dem er Gerald Holton, professor emeritus i fysik og videnskabshistorie på Harvard University.

»I store træk er der jo tale om en historisk detalje, så havde det ikke været for Copenhagen, ville ingen formentlig tænke over dette møde i dag,« siger Holton i en samtale med Information på sit kontor i Cambridge, Massachusetts.

Ikke desto mindre er videnskabshistorikeren Holton fascineret af sagen, lige som mange andre. Bohr-Heisenberg mødet optog mange sjæle under og efter krigen. Man kan finde utallige referencer i personlig korrespondance mellem samtidens kernefysikere. Alle bøger om atombomben nævner samtalen mellem danskeren og tyskeren, og flere går i dybden, senest Thomas Powers’ Heisen-berg’s War, (1993).

»Problemet er imidlertid, at vi alle var under indflydelse af Heisenbergs og Weizsäckers udlægning gennem mange år. Heisenberg var en utroligt tiltræk-kende personlighed. Jeg har ofte delt podium med ham,« erindrer Holton, der kom til Harvard i 1943.

Dette indtryk skiftede brat, da en bog om englændernes kidnapning af en håndfuld tyske kernefysikere i april 1945 udkom for fem år siden, Jeremy Berstein, Hitler’s Uranium Club: The Secret Recordings at Farm Hall. Blandt de internerede i Farm Hall var Heisenberg og Weizsäcker, og af de hemmeligt optagne samtaler fremstår et ganske andet billede af deres arbejde med atomenergi under Hitler.

Indtil midten af 90’erne var den gængse opfattelse, at kernefysikerne i Uranverein – Tysklands skarpeste hjerner – kun havde prøvet at bygge en atomreaktor. »Samtalerne i Farm Hall pegede derimod på, at de arbejdede med en bombe. De overvejede faktisk at lade en reaktor virke som en bombe, svarende til en radioaktiv bombe,« siger professor Holton.

»Heisenberg og hans hold begik nogle helt fundamentale fejl. Heldigvis, for Hitler kunne sagtens have presset dem mere til at fremstille en bombe.«

Bernsteins bog løftede sløret for de tyske kernefysikeres egentlige tankegang. Intetsteds nævnte Heisenberg moralske skrupler. Hans reaktion på nyheden om a-bomben i Hiroshima var: »En eller anden dilettant i Amerika, som ved meget lidt om det, må have ført dem bag lyset.« Den tyske kernefysi-ker antog, det var et falskneri. Hvordan kunne amerikanerne være så langt forude?

Sprængningen af to atombomber i Japan stillede de internerede tyskere i et dilemma. »Når de vendte hjem efter krigen, ville man i Tyskland spørge, hvordan de kunne være faldet så langt bagud. På den anden side havde de et forklaringsproblem over for deres kolleger i allierede lande. Hvordan kunne de have tænkt at lave en a-bombe for et så ondt regime,« siger Gerald Holton.

Von Weizsäcker havde en idé. »Historien vil vise, at den fredelige udvikling af en reaktor blev forestået af tyskere under Hitlers styre, mens amerikanerne og englænderne byggede dette rædselsfulde våben.«

Det blev så den version af Hitlers uranprogram, som de tyske kernefysikere spredte efter krigen, og den blev stort set godtaget af alle, med Niels Bohr som en mulig undtagelse.

Officielt var Heisenberg kommet med von Weizsäcker til Danmark i 1941 for at holde en forelæsning for de danske fysikere. Da Niels Bohr ikke mødte frem, opsøgte eleven ham privat – vel vidende, at de kunne være aflyttet eller skygget af Gestapo. Mødet stillede Bohr i en penibel situation, fordi han som halv jøde og mulig sikkerhedstrussel mod Det Tredje Rige kun fik lov at fortsætte sit arbejde i Danmark på Heisenbergs anbefaling.

Hvad skete der den aften? Nogle år senere, i 1947, mødtes de to mænd i Bohrs sommerhus i Tisvilde, men kunne ikke blive enige om samtalens indhold. Efterfølgende nægtede danskeren at tale om episoden. Men da han i 1956 læste Robert Jungks bog Heller als Tausend Sonnen om atomfysikernes levned, må hans vrede være vendt tilbage. Her kunne han nemlig læse et brev fra Heisenberg til Jungk, hvori tyskeren hævdede, at Bohr havde misforstået hans ærinde.

»Bohr var chokeret, da jeg – såvidt jeg husker – sagde, at det i princippet var muligt at bruge fission til at lave en bombe. Han tog det som pålydende for, at vi i Tyskland havde gjort store fremskridt,« skrev Heisenberg og tilføjede: »Det lykkedes mig aldrig at rette denne misforståelse.«

Bohr satte sig ned og skrev et langt brev til Heisenberg. Men i stedet for at sende det, efterlod han det i bogen. I 1985 fandt sønnen Erik brevet og spurgte Holton, hvad familien skulle gøre. Holton vil ikke afsløre indholdet, og siger blot: »Bohr stolede ikke på ham. Han vidste, hvad Heisenberg var ude på.«

En let overset fodnote i Powers’ bog angiver et muligt svar. Heisenberg bad Bohr om at arbejde for tyskerne, muligvis på en a-bombe. Kan det kun have været hans indtryk? Om en måned ved vi det – måske/måske ikke.

Om Frayn kan man sige, at hans Copenhagen fik historien galt i halsen.

Information 8. januar 2002

Et brev afslører, at tyskeren Heisenberg i 1941 fortalte Niels Bohr om Hitlers arbejde med at udvikle en a-bombe

BOSTON – Siden premieren på Michael Frayns teaterstykke ’Copenhagen’ i New York for nogle år siden har det været meget spekulation om et mystisk møde i København i 1941 mellem Niels Bohr og hans tyske elev Werner Heisenberg.

Hvad kan den tyske kernefysiker have sagt til sin danske lærer? Afsløringen skulle ligge gemt bort i et brev, Bohr skrev i 1958 til Heisenberg, og som aldrig blev sendt. Brevet vil blive offentliggjort af Niels Bohr Arkivet den 5. februar, men søndag kunne den britiske avis Sunday Times citere Finn Aaserud for følgende bid lokkemad.

»I det store og hele dokumenterer brevet, at Heisenberg fortalte Bohr, at det var muligt, at udfaldet af Den Anden Verdenskrig ville blive afgjort af atomvåben. Heisenberg antydede over for Bohr, at han var involveret i dette arbejde.«

Sagt på en anden måde: I en situation hvor Hitlers Tyskland næsten havde hele Europa under fode fortæller landets førende teoretiske fysiker danskeren Niels Bohr under en samtale i tyskbesatte Danmark, at han – Heisenberg – arbejder på at udvikle en atombombe. Det svarer til at lægge en bombe med en tændt lunte på Bohrs skrivebord.

Finn Aaserud bekræfter Sunday Times’ citat over for Information.

»Jeg taler måske for meget. Det var ikke meningen, at journalisten skulle offentliggøre det før den 5. februar,« siger han. (se i øvrigt en fyldestgørende omtale af affæren i Information 17.12.01)

Trods det mener Aaserud ikke, at der fra et videnskabshistorisk synspunkt er tale om en ny afsløring.

»Niels Bohrs søn Aage nævnte netop denne omstændighed i en artikel offentliggjort i et mindeskrift om hans far i 1964 – redigeret af den polske kernefysiker Stefan Rozental. Så hvad Sunday Times vinkler på, er egentlig ikke nyt. Det interessante er snarere, hvordan Bohr opfattede mødet med Hei-senberg 17 år senere.«

Ikke desto mindre mener videnskabshistorikeren Gerald Holton fra Harvard University, at afsløringen kaster nyt lys over Bohrs reaktion.

»Hidtil har man troet, at han blev vred på sin elev Heisenberg. Jeg tror tvært-imod, at han var chokeret og skræmt,« siger professor Holton til Information.

»Bohr anede ikke, hvad han skulle stille op med Heisenbergs udtalelse. Tyskeren kunne være en spion, der prøvede at liste oplysninger ud af Bohr om de allieredes eventuelle arbejde med atomenergi. Danskeren kunne også frygte for sin elevs sikkerhed. Hvad om Gestapo opdagede, at Heisenberg havde røbet hemmeligheden til Bohr?«

Finn Aaserud erkender, at Bohrs brev til Heisenberg – der var foranlediget af Heisenbergs udlægning af mødet i en bog offentliggjort i 1956 – vil blive genstand for mange fortolkninger.

»Debatten vil fortsætte. For mig at se kan det også være, at de to mænd talte forbi hinanden.«

Information 7. februar 2002

Videnskabshistorikerne er efter frigivelsen af Bohrs breve til Heisenberg fortsat uenige om, hvem af de to, der talte sandt om mødet i København i 1941

BOSTON – Videnskabshistorikere reagerede i går med glæde og taknemme-lighed over Bohr-familiens offentliggørelse af to breve forfattet af den verdens-berømte danske kernefysiker, der aldrig blev sendt til hans tyske elev Werner Heisenberg. Oprindeligt skulle dokumenterne først have været frigivet af Niels Bohr Arkivet i 2012.

»Det har ikke været en let beslutning for familien. Disse breve er ikke særligt karakteristiske for Bohrs stil, hvis man sammenligner med andre breve, vi har kendskab til,« siger professor emeritus og videnskabshistoriker Gerald Holton fra Harvard University til Information.

»For Niels Bohr er det åbenlyst ubehageligt at skulle bestride Heisenbergs version af, hvad der skete under deres møde i København i september 1941. Bohr havde opdaget Heisenberg i Göttingen i 1926, inviteret ham til sit institut i København og oplært ham. Nu er venskabet gået i stykker ...«

Professor Holton, der er af tysk afstamning, har rådgivet Bohr-familien om frigivelsen af dokumenterne.

»Disse dokumenter er langt mere interessante, end jeg forventede. Vi bør være ovenud taknemmelige overfor Bohr-familien,« skrev den amerikanske kernefysiker og historiker Jeremy Bernstein i en e-mail tidligt i går morges til kolleger og journalister rundt omkring i verden. »Jeg bliver nødt til at læse dem igennem flere gange. Der er ufatteligt mange interessante detaljer,« siger Bernstein til Information.

Hans foreløbige konklusion: »Aage Bohr havde ret: Man kan konkludere, at Heisenberg ikke overbragte en tegning af en tysk atomreaktor til Bohr under deres møde i 1941. Det må have været den tyske fysiker Hans D. Jensen, som gjorde det under hans besøg i København i 1943.«

Bernstein er forfatter til Hitler’s Uranium Club: The Secret Recordings at Farm Hall fra 1992. Bogen dokumenterede for første gang i efterkrigstiden, at Heisenberg og andre tyske kernefysikere faktisk havde arbejdet intenst med at udvikle en atombombe – bestræbelser, Hitler opgav i 1943.

Én af Heisenbergs biografer, naturvidenskabshistorikeren David Cassidy, byder også offentliggørelsen velkommen: »Bohrs beskrivelse af mødet med Heisenberg bekræfter, hvad jeg har kunnet konkludere fra mine egne kilder om den tyske kernefysikers arbejde og holdning under Den Anden Verdenskrig,« siger Cassidy, professor på Hofstra University i New York, til Information. Cassidy er forfatter til Uncertainty: The lifeLand Science of Werner Heisenberg fra 1992.

Den danske videnskabshistoriker Tor Nørretranders har svært ved at se, hvad nyt der skulle være i brevene. »De bekræfter det billede, som Aage Bohr og familien har givet, men det opklarer ikke, hvad Heisenbergs intention med mødet var. Nu er der ikke længere anledning til at være nysgerrig og speku-lere,« mener Nørretranders.

»Det mest interessante er, hvorfor Bohr aldrig sendte brevene til Heisenberg. Jeg tror, at det må have været usædvanligt smertefuldt for begge mænd at ende på hver sin side af krigen. Bohr kan have tænkt: Vil Heisenberg snyde mig eller lave en alliance? Der må have været en dyb smerte for ham, som var vanskelig at formidle og tilgive,« siger den danske videnskabshistoriker. Nørretranders har skrevet om Bohrs arbejde med atomvåben i bogen Det Udelelige fra 1985.

I Tyskland var reaktionen i går derimod mindre begejstret. Heisenbergs nære medarbejder, fysikeren Carl Friedrich von Weizsächer, står fast ved den version af mødet, som Heisenberg gav i et brev til sin biograf Robert Jungk i midten af 1950’erne. Heri antyder Heisenberg, at så vidt han kan huske, spurgte han Bohr om, hvorvidt det ville være »korrekt eller ej for videnskabsmænd at beskæftige sig med uranium-problemet i krigstid«. Var der ikke »mulighed for, at fremskridt i denne sfære kunne føre til graverende konsekvenser fra en krigsteknologisk vinkel«.

Som man kan se af brevet trykt på denne side, var Bohrs erindring en ganske anden. Den bliver nu om dage bakket op af alle velanskrevne videnskabs-historikere og tilgængelige dokumenter. Ikke desto mindre holder den 89-årige von Weizsächer, der ledsagede Heisenberg til København i september 1941, fast ved tyskernes version.

Direktøren for Heisenberg-arkiverne i München er ikke overbevist af Bohrs udlægning.

»Den er subjektiv, ligesom Heisenbergs version var subjektiv,« siger Helmut Rechenberg til det tyske nyhedsbureau DPA.

For Harvard-professoren Gerald Holton er der imidlertid ingen tvivl.

»Disse breve er et fremragende illustration af, hvordan Bohr tænkte. Lige fra han sætter sig ned og skriver det første brev til Heisenberg i 1957 og videre frem til de mange udkast til det næste brev i 1962, ændrer han aldrig sub-stansen i sin erindring om, hvad Heisenberg sagde. Det står krystalklart for ham.«

At Bohr ikke fik afsluttet brevet og sendt det afsted illustrerer ifølge Holton, hvor svært det var for den danske kernefysiker at konfrontere sin gamle elev om en så pinlig episode. »Bohr var dybt elsket af alle forskere. Han så altid det gode i andre mennesker.«

Heisenbergs biograf David Cassidy er ej eller i tvivl om, at den prominente tyske fysiker bevidst forsøgte at fordreje, hvad han havde sagt til Bohr i 1941.

»Alle kilder, jeg har haft adgang til, viser, at Heisenberg forventede en tysk sejr i 1941, og at han formodede, at krigen ville blive afgjort med atomvåben, hvis den strakte sig ud,« siger Cassidy.

Det bekræfter Bohrs version. Efter krigen var Heisenberg, von Weizensächer og andre tyske fysikere flove over, at de havde været langt bagefter de allie-redes arbejde med at udvikle atomvåben. I deres samtaler under interneringen i Storbritannien nævnes aldrig de moralske forbehold, som Heisenberg og andre skal have haft – og som Bohr gav udtryk for på et tidligt tidspunkt. Det fremgår klart af Jeremy Bernsteins bog fra 1992: »De tyske fysikere var i selvfornægtelse. Jeg tager ikke, hvad von Weizsächer siger og gør for gode vare,« bemærker Bernstein.

De bitre følelser fra dengang lurer stadig under overfladen.

Information 4. februar 2002

Det meget omtalte møde mellem Niels Bohr og Heisenberg i København 1941 var muligvis blot en misforståelse

- "De mange formodninger om mødet i København mellem Niels Bohr og hans tidligere medarbejer Werner Heisenberg er blevet vidtløftige, og svæver hinsides realiteter. Det er blevet gjort til et kardinalpunkt, at Heisenberg afslørede de tyske arbejder på fremstilling af kernevåben, og udlægning af Bohrs reaktion herpå. Således en nylig artikel i Information under overskriften »Bohr kendte til Hitlers a-projekt«.

Her glemmer man, at Hitler i 1941 var så overbevist om de tyske våbens suverænitet, og så sikker på den nærforstående tyske sejr, at han havde bebudet nedskæring af den tyske hærs infanteri til 120 divisioner, og standset Wernher von Brauns arbejde med udvikling af raketvåben som ganske over-flødigt. Således var også interessen for kernevåben på dette tidspunkt særdeles ringe. ’Hitlers a-projekt’ eksisterede kort sagt ikke. Først halvandet år senere kom dette tøvende i gang.

Derimod var endnu i 1941 Görings bestræbelser på at opnå forståelse for nødvendigheden af europæisk fred, enighed og alliance mod kommunismen, dominerende. Og nu, da de diplomatiske forbindelser var afbrudt, benyttede man alle eksisterende internationale netværk, sportens, kunstens, videnskabens (som det dokumenteres i min bog Glansbilleder, der udkommer i februar). Dette er den sandsynlige baggrund for Heisenbergs besøg i København.

Jeg blev opsøgt i 1941 af en elskelig Memel-tysker, lærer og musiker, som et par år tidligere havde vist mig venlig gæstfrihed og som jeg havde bevaret hjertelig korrespondancekontakt med i årene efter. Min reaktion, da han pludselig stod foran min dør i tysk uniform, fortvivlet over at have måttet forlade sin familie, sit hjem, sine violiner – var forvirring.

Hans totale selvoptagethed, selvmedlidenhed og mangel på forståelse for situationen, var håbløs. Jeg prøvede forgæves at forklare ham, hvorfor han i tysk uniform ikke kunne opsøge danskere, at hans land havde besat os med stor brutalitet og forhånet alle humanistiske idealer overalt, hvor det havde erobret militær magt.

Vemodig sagde han: »Ja ja, så tragisk at verden er blevet et kæmpemæssigt våbenlager« (suk), »Goethes og Beethovens verden!« Hvortil jeg måtte tilføje: »Heines og Mendelsohns«.

Men hans pansertykke germanske sentimentalitet og taktløsheden ved at møde op hos os som tysk soldat og påberåbe sig venskab og forventer hjertelig omfavnelse og gæstfrihed, var håbløs. Han forstod intet og var bedrøvet, såret og skuffet over vores kulde.

I dag forekommer min reaktion muligvis for nationalistisk, for kategorisk, for ubarmhjertig. Men afsky og frygt for besættelsesmagten, og tyskernes barbari rundt i verden, var for overvældende. Yngre generationer kan have svært ved at forestille sig styrken af denne følelse af forbitrelse og afmagt, som beherskede os på den tid.

Jeg kan ikke forestille mig, at Niels Bohr har været uberørt af Heisenbergs lignende taktløshed og mangel på situationssans ved at troppe op her i 1941 – selv om han muligvis ikke var i tysk uniform.

Og jeg kan forstille mig, at Bohr har været lige så meget i vildrede, splittet mellem venskabelighed og harme, som jeg var. Så banal, så nærliggende, er muligvis nøglen til forløbet af dette møde. Så lidet spektakulært.

Information, 7. februar 2002

Niels Bohrs familie frigiver dokumenter, der giver Bohrs version af mødet med Heisen-berg i 1941

Det er 1941, og Nazityskland står til at vinde krigen. I København opsøger den tyske nobelprisvinder i fysik Werner Heisenberg sin læremester Niels Bohr. Ingen ved, hvad de to diskuterede, og indtil i dag har vi kun haft Heisenbergs version af mødet. Nu har Bohr-familien frigivet dokumenter, som belyser Niels Bohrs tanker om mødet. Anledningen er Michael Frayns skuespil København fra 1998, som beskriver tre forskellige versioner af mødet mellem de to nære venner og efterlader tilskueren med indtrykket af, at Heisenberg var kommet for at etablere en pagt med Bohr, som skulle sikre, at atombomben aldrig blev udviklet. Familien har løftet et klausul over dele af Bohrs dokumenter, der belyser hans holdning til sagen, fordi stykket samtidig insinuerer, at Bohr enten ikke var klog nok eller ikke turde forhindre de allieredes arbejde – tværtimod bidrog. De 11 dokumenter inkluderer et usendt brev til Heisenberg, som er en reaktion på Robert Jungks bog Brighter than a Thousand Suns, der udkom på dansk i 1957. Heri fortæller Heisenberg, at han mødte Bohr for at fortælle om de tyske planer om at udvikle en atombombe. En bombe, der uden tvivl ville afgøre krigen til tyskerne fordel, men som Heisenberg ikke ønskede skulle falde i Hitlers hænder.

Niels Bohr har en helt anden erindring om mødet. Han blev meget skræmt ved udsigten til tysk sejr og vidste ikke hvilke motiver, der lå bag hans gode vens oplysninger.

Dokumenterne har vakt intens interesse verden over og kan for første gang ses på Niels Bohr Arkivets hjemmeside. *www.nba.nbi.dk

Information, 7. februar 2002

- "Jeg har set en bog Stærkere end tusind sole af Robert Jungk, der for nylig er udkommet på dansk, og jeg synes jeg skylder dig at sige, at det har forbavset mig meget at se, hvor stærkt din hukommelse har svigtet dig i dit brev til bogens forfatter, der i uddrag er aftrykt i den danske udgave.

Jeg husker selv hvert ord af vore samtaler, der jo fandt sted på en baggrund af yderste sorg og spænding for os heroppe i Danmark. Især gjorde det et stort indtryk både på Margrethe og mig og på alle på Instituttet, som I talte med, at du og Weizsäcker gav udtryk for jeres bestemte overbevisning, at Tyskland vilde sejre, og at det derfor var ganske tåbeligt af os andre at opretholde håbet om en anden udgang af krigen og stille os tilbageholdende overfor alle tyske tilbud om samarbejde.

Jeg husker også ganske nøje vor samtale i min stue på Instituttet, hvor Du i vage vendinger talte på en måde, der måtte give mig det bestemte indtryk, at man i Tyskland under din ledelse gjorde alt for at udvikle atomvåben, og at du sagde, at vi ikke behøvede at tale om enkeltheder, fordi du var så nøje inde deri, og i de sidste to år væsentlig kun havde beskæftiget dig med sådanne forberedelser. Jeg hørte på det uden at sige noget, idet det drejede sig om en stor menneskelig sag, hvori vi trods vores personlige venskab måtte opfattes som repræsentanter for to på liv og død kæmpende sider.

At min tavshed og alvor, som du skriver i brevet, kunde opfattes som forskrækkelse over dine meddelelser om, at man kunde lave atombomben, er en helt ejendommelig misforståelse, der må skyldes den store spænding i dit eget sind. Fra den dag tre år før, hvor jeg blev klar over at langsomme neutroner kun kunde frembringe fission i Uran235 og ikke 238 var det jo indlysende for mig, at man ved at skille uranerne vilde have en bombe med sikker virkning. Jeg havde endda i Juni 1939 i Birmingham holdt et offentligt foredrag om uranspaltningen, hvor jeg talte om en sådan bombes virkninger, men naturligvis tilføjede, at de tekniske forberedelser vilde være så store, at man ikke vidste, hvor hurtigt de kunde overkommes.

Hvis noget i min opførsel kunde tyde på forskrækkelse lå det derfor ikke i sådanne meddelelser, men i efterretningen om at man, så vidt jeg måtte forstå, i Tyskland så energisk deltog i et kapløb om at komme først med atomvåben. I øvrigt vidste jeg dengang intet om, hvor langt man allerede var kommet i England og Amerika, hvad jeg jo først fik at vide, da det året efter lykkedes mig at komme til England efter meddelelse om, at den tyske besættelsesmagt i Danmark havde truffet forberedelse til min arrestation.

Alt dette er jo kun en gengivelse af, hvad jeg klart husker fra vore samtaler og som i den næstfølgende tid naturligvis var genstand for indgående drøftelse på Instituttet og med andre fortrolige venner i Danmark. En ganske anden sag er at jeg dengang og siden altid har haft det bestemte indtryk at du og

Weizsäcker havde arrangeret symposiet i det tyske Institut, hvori jeg af principmæssige grunde ikke selv deltog, og besøget hos os for at forsikre jer om, at vi ikke led overlast og prøve på enhver måde at hjælpe os i vor farlige situation.

Dette brev er jo for så vidt kun mellem os, men på grund af det røre, som bogen allerede har vakt i danske aviser, har jeg ment det rigtigt i fortrolighed at meddele brevets indhold til direktøren for det danske udenrigsministerium og ambassadør Duckwitz.

* Læs alle dokumenterne på www.nbi.dk/NBA/papers/docs/cover.html

Informations leder 8. februar 2002

Fra en beediget erklæring afgivet af den tyske kernefysiker Werner Heisen-berg i 1948 om hans samtale med Niels Bohr i København, september 1941

- "Efter nazisternes nederlag og afslutningen på Anden Verdenskrig havde mange tyske værnemagtsofficerere og embedsmænd travlt med at lægge afstand til Hitler og retfærdiggøre deres virke i de mørke år under det nationalsocialistiske regime. Blandt dem var en gruppe talentfulde kernefysi-kere i forskningsgruppen Uranverein i krigsministeriet. Chefen var den eminente fysiker Werner Heisenberg, som Niels Bohr havde mødt under en forelæsning i Göttingen i 1920’erne og inviteret til at studere under sig i Køben-havn. Heisenberg tilbragte ligesom mange andre store kernefysikere i den periode flere år på Niels Bohr Instituttet og lærte endda at tale dansk. Men da Hitler overtog magten, og Tyskland senere gik i krig, måtte det personlige forhold mellem danskeren og tyskeren naturligt blive anspændt. Danmark var blevet besat i 1940, og på instituttet arbejdede Bohr og hans kolleger, herunder sønnen Aage, under meget vanskelige forhold. Heisenberg, Carl Friedrich von Weizsächer (stadig i live) og andre tyske fysikere forsøgte tilsyneladende at lægge et godt ord ind for danskerne, således at de ikke led overlast fra den tyske besættelsesmagt. Ikke desto mindre nærede Bohr en naturlig mistro mod Heisenbergs og von Weizsächers intentioner, da de kom til København i september 1941 for at forelæse på det tyske kulturinstitut. Bohr gav naturligvis ikke møde. Det ville være ensbetydende med en blåstempling af nazisternes besættelse. I stedet opsøgte Heisenberg ham, og professor og elev gik ifølge flere kildeudsagn en tur i Fælledparken.

Det er her, den berømte samtale skal have udspundet sig imellem dem. Indtil i onsdags har videnskabshistorikere kun haft Heisenbergs udlægning samt andenhåndsudsagn fra Aage Bohr og flere andre kernefysikere, til hvem Bohr betroede sig om mødet i de efterfølgende år. For et par år siden oplyste Harvard-professor Gerald Holton under et seminar i New York om Michael Frayns prisbelønnede teaterstykke Copenhagen, at Bohr faktisk havde skrevet et brev til Heisenberg efter krigen, hvori han gav sin udlægning og bad om tyskerens reaktion. Svaret kom aldrig, fordi de to breve ikke blev sendt. Nu er to breve blev frigivet af familien og trykt på Niels Bohr Arkivets hjemmeside. Bohr skrev det første i 1957 efter at have læst Heisenbergs version af mødet i Robert Jungks bog Stærkere end Tusind Sole. Det andet og langt fyldigere dikterede han flere udkast til i 1962 – en periode, hvor regeringer og historikere udspurgte ham om, hvad Heisenberg egentligt havde sagt. Typisk for Bohr ønskede han ikke at udtale sig, førend tyskeren havde haft chance til at svare.

Efter krigen havde tyske kernefysikere en åbenlys interesse i at skjule deres arbejde med atomenergi under Hitler. Under deres internering i England i 1945 foreslog von Weizsächer f.eks., at de skulle tage afstand fra de allieredes opfindelse af atombomben og tale for fredelig udnyttelse af atomenergi, skønt de havde været dybt involveret i at udvikle en radioaktiv bombe på vegne af nazisterne. I 1948 aflagde Heisenberg ovenstående beedigede erklæring. I utallige interviews indtil sin død forklarede den tyske fysiker, at han havde haft moralske skrupler under krigen, og at det var lykkedes ham at forsinke udviklingen af en tysk atombombe. Ingenlunde. Det var en livsløgn. Under sit møde med Bohr i 1941 talte han ikke alene Tysklands sag (nazisterne var at foretrække fremfor bolsjevikkerne, det var okay at undertvinge Polen og invadere Frankrig), Heisenberg lagde også op til, at Uranverein ville opgive sit arbejde, såfremt England og USA – bistået af de flygtede tysk-jødiske kernefysikere – ville indstille udviklingen af en atombombe. Bohr forstod straks, hvad dette her handlede om og blev naturligvis indigneret. Var hans gamle elev monstro ikke en gesandt for Hitler? Herudover opfordrede Heisenberg Bohr og instituttet til at være mere samarbejdsvenlige over for besættelses-magten, idet Tyskland jo ville vinde krigen. Det fik bægeret til at flyde over for Bohr.

Nogle få historikere og fysikere mener, at de to mænd talte forbi hinanden. Det har altid været Heisenbergs version. Bohr havde ikke forstået hans ærinde: De moralske skrupler. Men det er yderst tvivlsomt. Bohr forstod udmærket budskabet, udtrykt i vage vendinger, og han ville ikke høre tale om at gøre fjenden nogen tjeneste. Danskeren var noget af det mest elskværdige, men når det kom til at stå op for sit land og ’en stor menneskelig sag’, stod han fast – også på erindringen om, hvad Heisenberg havde sagt i de fem-ti minutter, mødet varede. Det må man beundre Bohr for."

- o -

Avisernes hegn begrænser meningsdannelsen. Kvaliteten er for ringe. Bag skyklapper og berlinmure trives karikaturen.

Snævertsyn, brødnid, sjuskeri og skinbarlig censur holder læseren isoleret fra kontroversielle nyheder, komparative kendsgerninger.

På basis af artikler af Martin Burcharth om Niels Bohr og Werner Heisenberg, Information 7. februar 2002, resumeres en fortælling i Informations forsideleder 8. februar: 'Bohrs erindring'

Dermed belyses en interessant detalje i Bohrs kladde 1957 til Heisenberg.

- "af principmæssige grunde ikke deltog".

Hvad er Niels Bohrs efterrationalisering værd, som argument? Kun et kom-ma adskiller, - "ikke selv deltog, og besøget hos os".

Niels Bohr-kladder til breve til Heisenberg 1957-61 blev ikke afsendt. Hvorfor ikke? I kladden dateret 27.12.61 skriver Niels Bohr.

Citat: - 'i forbindelse med dit og Weizsäckers besøg i København (1942?), om hvis baggrund og formål jeg stadig bliver udspurgt fra mange sider'. Citat slut.

Udateret håndskrevet skrivelse af Margrethe Bohr. Citat: - "Samtalerne med tyske Fysikere i Efteråret 1942". Citat slut.

Hertil kommer, at det i brevsamlingen ikke er muligt at adskille Aage Bohrs og Margrethe Bohrs bestræbelser, i relation til Niels Bohr og Heisenberg.

Dernæst er der ingen dansk oversættelse af dokumenternes engelske intro-duktion. Det ikke blot ligner, det er desværre en arrogant antidansk attitude fra afsenderen: Niels Bohr Institut."

Dette svar blev ikke optaget i Information. Trods Niels Bohr Arkiv / Bohr-fami-lien manipulerede Niels Bohrs efterkrigstidsvenskab med Heisenberg. Uagtet, at de med mange videnskabsfolk var fælles om ansvaret for atombomben.

Det passede ikke Information, som har udviklet sig til et enøjet menigheds-blad. Det kunne pikere den lille menighed, at deres helte, Niels Bohr, og den senere nærtstående Frihedsrådet, professor Carsten Høeg, var tyskernes gæster ved højtideligheden i Nationalmuseet for deres videnskabelige institut i 1941.

Efterskrift, marts 2007:

I 1941 holdt det senere meget aktive medlem af Frihedsrådet, magister Frode Jakobsen, et "forståelsesforedrag", Friedrich Nietzsche og Søren Kierkegaard, jvf. den tyske propagandaplan - i den tyskkontrollerede Statsradiofonien.

Et kik tilbage i fortiden vil vise, om også han var med til indvielsesfesten i 1941 for Det Tyske Videnskabelige Institut.

Nøjagtig det samme kan siges, dersom Bohr ved nævnte højtidelighed for det tyske videnskabelige institut i maj 1941 lod Niels Bohr Institut repræsentere ved en eller flere medarbejdere. Det ville være misvisende provokerende, ikke at gøre det.

Derimod afviser Bohr, og Heisenberg, at have været deltager/tilhører til Hei-senbergs danske foredrag samme sted i oktober samme år.

Årsagen til fortielsen skal søges et tredie sted: Diskretion forpligter mellem venner. At de spadserede en tur i Fælledparken - efter foredraget - før Heisen-bergs afrejse.

Til gengæld mødtes Bohr, Heisenberg og Weizsäcker flere gange i 1941 og 1942 på Bohr Institut, og hos Bohr privat i æresboligen Ny Carlsberg, på Valby Bakke.

Her gik Heisenberg og Bohr den berømte-berygtede tur i den tilstødende park Søndermarken, og besøgte formentlig den Søndermarken tilstødende Fre-deriksberg Have, Frederiksberg Slot, Frederiksberg Bakke, hvorfra det fineste vue ud over "København med de mange tårne" - dengang fandtes.

Derfra er der cirka 2 kilometer til Fælledparken mellem Nørrebro og Øster-bro. At de også spadserede på tomandshånd i Fælledparken, turde være ind-lysende. Hvad de så talte om, er bedøvende uinteressant.