Den besynderlige historie om Niels Bohr og Heisenberg - især om deres be-rømte-berygtede møde i 1941, som mange kilder mystificerer med stor energi, begynder i 1924, da den 32-årige friherre Ernst von Weizsäcker, diplomat, ansat i det tyske udenrigsministerium, har ophold i København til 1927 som gesandt-skabssekretær. Med sig har han familien, kone og børn.

Den 12-årige søn, Carl Friedrich von Weizsäcker, er senere en af hovedper-sonerne i den tyske atomforskning, dvs. kollega til Werner Heisenberg.

1. 

1939  Ernst von Weizsäcker og den russiske ambassadør

- "Den 15. marts 1939 brød Hitler Münchenaftalen, og den tyske molok satte sig i bevægelse og invaderede resterne af Tjekkoslovakiet. Den 23. marts tog Hitler Memel-området og i den politiske forvirring benyttede Mussolini lejlig-heden til at invadere Albanien 7. april. Storbritannien og Frankrig kunne afmægtigt følge, hvordan kontinentet blev spillet dem af hænde. Chamberlains apeasementpolitik et traumatisk endeligt. Storbritannien og Frankrigs svar blev sikkerhedsgarantier først til Polen og senere Grækenland og Rumænien. Hvis Tyskland invaderede Polen ville det betyde krig.

I midten af april startede forhandlinger mellem Sovjet, Storbritannien og Frankrig, målet var en fælles politik til inddæmning af Hitler. Stalin holdt dog bagdøren åben. Den 17. april 1939 i Berlin mødtes USSR’s ambassadør Alexei Merekalov og departementschef i det tyske udenrigsministerium Weizäcker.

Ifølge Weizsäcker var mødet det første efter Merekalov´s udnævnelse. Merekalov startede med at nævne et område, der havde hans specielle interesse, nemlig gennemførelsen af leverancer fra Skoda-fabrikkerne. Weizsäcker må have været forbløffet over denne tilsyneladende banale henvendelse. Weizsäcker bemærkede, at Merekalov selv nævnede det ubetydelige i henvendelsen. Russerne benyttede i det første møde kontrakten til at påvise, om tyskerne eventuelt var villige til at forbedre de økonomiske relationer de to lande imellem og i hvilken retning det tysk-sovjetiske forhold bevægede sig. Det er utænkeligt at Merekalov som nyudnævnt Berlin-am-bassadør handlede egenrådigt. Mødet blev af Stalin benyttet til at vurdere klimaet i det tyske udenrigsministerium. Weizsäcker tog bolden op. I slutningen af samtalen sagde han henkastet, at selv om Tyskland viste sig fra sin bedste side, så var atmosfæren ikke just til at levere materiale af krigsmæssig vigtighed til Sovjet.

. . . Weizsäcker´s reaktion på udviklingen var forbløffelse. Han noterede den 20. August: "Sie laden uns damit zum angriff auf Polen ein und fürchten sich wohl nicht vor einem neuen 1812". Weizsäcker indikerede, at tyskerne allerede på dette tidspunkt havde operation Barberossa (kodenavn for angrebet på Sovjet) i baghovedet. I så fald var indgåelsen af pagten lidt af en genistreg. Sovjet blev pacificeret og samtidig kunne Tyskland planlægge angrebet på Sovjet med den taktiske fordel det er at kunne angribe direkte over en fælles grænse. Konklusionen er under alle omstændigheder, at Weizsäcker var profetisk i sin udtalelse om at Sovjet bevægede sig i retning af et nyt 1812, men retrospektivt så gjorde tyskerne det også.  

Kilde: Djævlepagten. http://www.arkaisk.dk/Djaevlestart.htm

 2.

Ernst von Weizsäcker. Biografi.

Ernst von Weizsäcker, 1882-1951, tysk diplomat. Weizsäcker begyndte sin karriere som ambassadesekretær i København 1924-27; i 1936-43 leder af det tyske udenrigsministeriums politiske afdeling, herunder vedr. Danmark. 1943-45 ambassadør ved Vatikanet.

General i SS, Obersturmbannfürer, en yderst pligtopfyldende embedsmand med medansvar for deportation af jøderne fra flere lande; havde kontakt til den konservative modstand; advarede i 1938 briterne om et forestående angreb på Tjekkoslovakiet.

Weizsäcker idømtes i 1949 syv års fængsel for forbrydelser mod menne-skeheden, løsladt året efter.  Flere kilder

3.

En nødvendig reportage

Fra dansk Side deltog Statsminister Stauning, Undervisningsminister Jørgen Jørgensen, Universitetets Rektor Prof. Bloch, Trafikminister Gunnar Larsen, Direktør Mohr fra Udenrigsministeriet og alle dette Ministeriums Afdelings-chefer, hvorimod Udenrigsminister Scavenius var forhindret paa Grund af Sygdom. Endvidere fhv. Udenrigsminister Moltesen, Overpræsident Bülow, Teaterchef Hegermann-Lindencrone og Frue, Radiodirektør F.E. Jensen, Gene-raldirektør Knutzen, Rigspolitichef Thune Jacobsen og Politidirektør Stamm. Professor Hakon Lund, Aarhus Universitet. Departementscheferne Graae, Barfoed og Andreas Møller. Professorerne Niels Bohr, Nørlund og Bjerrum. Radioraadets Formand Bomholdt. Prof. Johs. Pedersen, Prof., Overlæge Meu-lengracht, Dr. med. Erik Jacobsen, Professor Sparck, Professor Knud Berlin, Chefredaktørerne H.P. Sørensen, Sv. Aage Lund, Aage Schoch og Niels Has-ager, Dr. phil. Fr. Schyberg, Professor Vinding Kruse, Skuespillerforbundets Formand Olav Fønss. Professorerne Grønbech, Chr. Møller, Gudmund Hatt, Arthur Christensen og Lundbye. Professor Utzon Franck, Biblioteksdirektør Døs-sing, Professor Steen Eiler Rasmussen, Forlagsdirektør Frk. Ingeborg Andersen, Profesorerne Strömgren, Roos og Wilh. Wancher. Forfatteren Svend Borberg, Dr. Louis Bobé, Magister Henning Kehler og Frue, Chefen for Udenrigsmini-steriets Pressebureau K. Eskelund, Forlagsboghandlerne Halfdan Jespersen og Hagerup, Borgmester Bindslev og Overretssagfører Gjedde-Olsen.

Niels Bohr  Biografi

Kilde: www.nbi.dk/NBA

7.1

1939. Paul L. Rose:

"Heisenberg and the Nazi Atomic Bomb Project", 1998

... "Before coming to Copenhagen, Weizsäcker had written two urgent let-ters, one to the Army Weapons Research Office, the other to Reichsminister Rust, head of the Education Ministry which had controlled the earlier Reich Research Council [22] uranium project of 1939. Weizsäcker wrote to alert offi-cials to a report in a Stockholm newspaper that experiments were being made in the United States in connection with a new kind of bomb:

- "The material used in the bomb is uranium, and if the energy contained in this element were released, explosions of heretofore-undreamt-of power could be achieved. Thus, a five-kilogram bomb could create a crater 1 kilometer deep and 40 kilometers in radius. All buildings within a range of 150 kilometers would be demolished."

Weizsäcker had learned in July of the Swedish report through the press office of the Foreign Ministry, in which his father was the senior permanent official. He had then sought an interview with Rust to warn him of the reported American advantage and as a result written up a report that he now submitted with his letter of 5 September. It seems plausible that Weizsäcker had asked his father in July to see to it that the German Academic Exchange Service imme-diately arrange a conference in Copenhagen as a pretext to cover the Heisen-berg visit". 

Kilde:                                         

http://www2.skivegym.dk/glfp/gl-fag/Historie/Heisenberg/Heisenberg%20i%20Kbh.html# 18.Paul L.Rose

7.2

1939. Paul L. Rose:

"Heisenberg og det nazistiske atombombeprojekt", 1998

- "Før Weizsäcker kom til København, havde han skrevet to hastebreve, det ene til Hærens Våbenforskningskontor, det andet til undervisningsminister Rust, som havde kontrolleret det tidligere Rigsforskningsråds uraniumprojekt af 1939. Weizsäcker skrev for at gøre embedsmænd opmærksomme på en rapport i en stockholmeravis om, at der i USA blev foretaget eksperimenter i forbindelse med en ny type bombe:

- "Materialet brugt i denne bombe er uranium, og hvis energi i dette stof blev sluppet løs, så kunne der opnås eksplosioner af en hidtil ukendt kraft. En fem-kilograms-bombe ville således kunne danne et krater en kilometer dybt og 40 km i radius. Alle bygninger indenfor en afstand af 150 km ville blive ødelagt".

Weizsäcker havde i juli hørt om den svenske rapport gennem udenrigs-ministeriets pressekontor, hvor hans fader var ældste fastansatte. Han havde så søgt at få et interview med Rust for at advare ham om det rapporterede amerikanske fremskridt, og som resultat skrevet en rapport, som han nu indleverede sammen med sit brev af 5. september. Det forekommer sandsynligt, at Weizsäcker i juli havde bedt sin fader sørge for, at den Tyske Akademiske Udvekslings Service arrangerede en konference i København som et påskud for at dække Heisenbergs besøg."

8.

Carl Friedrich von Weizsäcker. Biografi.

Carl Friedrich von Weizsäcker, f. 1912, tysk atomfysiker, søn af E. von Weiz-säcker, bror til R. von Weizsäcker; professor i fysik, Göttingen 1946-57, i filosofi i Hamburg 1957-69, direktør for Max-Planck Instituttet i Starnberg 1969-80. Weizsäcker gav i 1930'erne vigtige bidrag til atomkernens fysik og foreslog i 1938 en teori for stjerners energiudvikling ud fra kerneprocesser og en tidlig version af Big Bang-kosmologien. I 1943 foreslog han en teori for Solsystemets dannelse. Under 2. Verdenskrig arbejdede han i det tyske projekt til udnyttelse af kerneenergi. Siden 1950'erne har han helliget sig filosofiske spørgsmål og søgt en syntese mellem fysik og filosofi; besøgte Niels Bohr i 1941 sammen med Werner Heisenberg.                                                                                          

Kilde: Gyldendal leksikon online

- "Vi var glade for den beslutning, fordi vi indtil da havde frygtet, at vi skulle udvikle en atombombe til et uhyre som Hitler. Det var Heisenbergs hensigt at få Niels Bohr til at advare USA og Storbritannien, således at udviklingen af atom-bomber blev indstillet. Det ville Bohr ikke, han afbrød meget brysk samtalen med Heisenberg".                                                                                   Flere kilder

9.

Richard von Weizsäcker. Biografi.

Richard von Weizsäcker, f. 1920, tysk politiker; søn af E. von Weizsäcker, bror til C.F. Weizsäcker. Han var medlem af Forbundsdagen for CDU 1969-81, regerende borgmester i Vestberlin 1981-84 og 1984-94 forbundspræsident. Med flere bemærkelsesværdige taler om Tysklands historie og kollektive ansvar og senere om fremmedhadet gav von Weizsäcker præsidentembedet stor moralsk autoritet i den tyske offentlighed. Gyldendal online

10.

Werner Heisenberg. Biografi 1.

Werner Heisenberg, 15.12.1901 - 1.2.1976, tysk fysiker, som har haft afgørende betydning for kvantemekanikkens udvikling i 1920'erne. Efter studier i München hos Arnold Sommerfeld og i Göttingen hos Max Born blev Heisenberg i 1924 stipendiat ved Institut for Teoretisk Fysik ved Københavns Universitet, hvor han beskæftigede sig med lysets spredning på atomer. Både resultatet af dette arbejde og en ny teori for Zeeman-effekten, som han tidligere havde publiceret, viste, at der var alvorlige problemer med Niels Bohrs og Sommerfelds kvanteteori for atomerne. Det lykkedes Heisenberg i 1925 at formulere grundlaget for en ny teori, som han i samarbejde med Max Born og Pascual Jordan udarbejdede til en fuldtudviklet kvantemekanik, den såkaldte matrix-mekanik. Året efter fik matrixmekanikken en rival i Erwin Schrödingers nye bølgemekanik, men konflikten løstes dog hurtigt ved Schrödingers bevis for, at de to teorier var matematisk ækvivalente. Heisenbergs arbejde belønnedes med nobelprisen i fysik i 1932.

Heisenberg var i 1926 blevet lektor ved instituttet, hvor han kastede sig ud i intense diskussioner med Bohr om fortolkningen af den nye kvantemekanik. Diskussionerne førte til formuleringen af Heisenbergs ubestemthedsrelation, som han publicerede i 1927, samt til Bohrs komplementaritetsprincip. Det sidstnævnte var bl.a. inspireret af, at Heisenberg efter Bohrs opfattelse ikke var nået dybt nok i sin analyse af den nye teoris erkendelsesmæssige problemer. På trods af disse forskelle er deres synspunkter ofte blevet omtalt under ét som Københavnerfortolkningen. Fysikkens filosofiske aspekter optog Heisenberg livet igennem.

Efter sin udnævnelse til professor i Leipzig i 1927 blev Heisenberg leder af en gruppe unge fysikere, der tog fat på at anvende kvantemekanikken på hidtil uløste problemer bl.a. vedrørende faststoffysik og den kemiske binding. Samtidig formulerede han sammen med Wolfgang Pauli en kvantefeltteori, der forenede kvantemekanik og relativitetsteori. I 1932 offentliggjorde han den første model af atomkernen som bestående af protoner og de nyopdagede neutroner. I 1936 viste han, at det nye felt, som Enrico Fermi havde indført i sin teori for betahenfald, indeholdt en fundamental mindsteafstand, som kunne benyttes til at forklare de byger af partikler, som var iagttaget i den kosmiske stråling. Selvom teorien ikke vandt megen genklang, opgav han aldrig sit syn på denne mindsteafstand som et fundamentalt element for forståelsen af elementarpartikler. Heisenbergs S-matrix-teori, udviklet i 1942, kom senere til at spille en betydningsfuld rolle i netop elementarpartikelfysikken.

Skønt Heisenberg ikke var nazist, valgte han at forblive i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse, og han afslog adskillige tilbud om stillinger i udlandet, senest under en forelæsningsturné i USA i sommeren 1939. Heisenberg blev udsat for hårde angreb i den nazistiske presse, og i en artikel i 1937 i SS-organet Das schwarze Korps blev han og andre teoretiske fysikere betegnet som "hvide jøder", der burde udrenses. Efter personlig indgriben fra Heinrich Himmler og undersøgelse og forhør hos SS blev Heisenberg dog erklæret for "uskadelig".

Efter krigsudbruddet i 1939 blev han mobiliseret som medlem af en gruppe videnskabsmænd, der skulle undersøge de tekniske og militære muligheder for udnyttelse af den nyopdagede fissionsproces. Han avancerede i 1941 til leder af det tyske atomenergiprojekt og blev direktør for Kejser Wilhelm Instituttet i Berlin. Pga. utilstrækkelige resurser og de allieredes bombninger nåede det tyske projekt ikke at få konstrueret en kritisk reaktor og var derfor langt fra at kunne fremstille en atombombe. Under et besøg i København i 1941 forsøgte Heisenberg at diskutere atomvåben-problematikken med Bohr. Da den tyske besættelsesmagt i 1944 efter Bohrs flugt til USA havde beslaglagt Institut for Teoretisk Fysik, medvirkede Heisenberg under et nyt besøg til, at det blev frigivet uden overlast.

Efter krigen blev Heisenberg en ledende figur i arbejdet med at genetablere fysikforskningen i Tyskland. Han var en stærk forkæmper for indførelsen af kernekraftværker og en lige så stærk modstander af Konrad Adenauers ønske om, at det nye Vesttyskland skulle udstyres med kernevåben.

Heiselbergs besøg i 1941 hos Niels Bohr har påkaldt sig betydelig opmærksomhed, senest blandt det almindelige publikum gennem den britiske forfatter M. Frayns teaterstykke Copenhagen (1998) — en verdenssucces, der tager udgangspunkt i dette møde. Hvad der faktisk blev sagt af de to fysikere ved mødet, er der modstridende beretninger om af Heisenberg (1957 og 1969) og af Niels Bohrs søn Aage Bohr (1964).

På grund af den store interesse for sagen frigav Bohr-familien i 2002 ti dokumenter forfattet af Niels Bohr selv, der beskriver mødet. Det drejer sig om udkast til breve stilet til Heisenberg samt private notater skrevet i forbindelse med samtaler med andre. Dokumenterne blev til over en periode på 4-5 år som en reaktion på Heisenbergs beskrivelse af mødet, publiceret i 1957.

Dokumenterne bekræfter Aage Bohrs version, der hævder, at Heisenberg ikke forelagde en plan om en international overenskomst blandt fysikere for at hindre udviklingen af atomvåben, men derimod efterlod det indtryk, at tyske myndigheder, ham selv indbefattet, tillagde atomenergien stor militær betyd-ning. De frigivne dokumenter er skrevet med en styrke og overbevisning, der ikke burde lade nogen i tvivl om, at de repræsenterer Bohrs erindring om mødet, 16 år efter at det fandt sted.                                                                

Kilde:  http://www.gyldendalsleksikon.dk/leksikon/leksikon.htm   Werner Heisenberg

11.

Werner Heisenberg. Biografi 2.

Kilde: NB Erindringer om Niels Bohr

Gyldendal 1985

Werner Heisenberg. "Del og Helhed". 1969.

Dansk udgave 1971

(Side ?)

- "Hen imod slutningen af 1941 var de fysiske grundlag for den tekniske udnyttelse af atomenergien i alt væsentligt afklaret for vor "uranforening". Vi vidste, at man af naturligt uran og tungt vand kan bygge en atomreaktor, der leverer energi, og at der i en sådan reaktor nødvendigvis må opstå et produkt i form af uran-239, der ligesom uran-235 egner sig til sprængstof i atombomber.

. . . Til udvinding af uran-235 kendte vi dengang ingen metode, der ville have kunnet give nævneværdige mængder af stoffet med en teknisk gennemførlig indsats i Tyskland under krigens forhold. Da også udvindingen af atom-sprængstoffet i reaktorer åbenbart kun kunne ske ved årelang drift af gigantiske miler, var vi i hvert fald klar over, at produktionen af atombomber kun ville være mulig med en enorm teknisk indsats. Man kan derfor sammenfattende sige: Vi vidste på dette tidspunkt, at man principielt kan fremstille atombomber, og kendte en anvendelig metode, men anså den dertil nødvendige tekniske indsats for endnu større end den, der faktisk ville kræves. Vi var følgelig i den lykkelige situation fuldstændig ærligt at kunne indberette til vor regering, hvordan landet lå, og samtidig med sikkerhed at vide, at der ikke ville blive befalet noget seriøst forsøg på konstruktion af atombomber i Tyskland, da en så stor teknisk indsats for et mål, der lå ude i en fjern, usikker fremtid, i betragt-ning af den anspændte krigssituation næppe var acceptabel for den tyske politiske og militære ledelse.

Ikke desto mindre havde vi følelse af at medvirke ved en meget farlig viden-skabelig-teknisk udvikling, og det var navnlig Carl Friedrich von Weizsäcker, Karl Wirtz, Johannes Jensen og F. Houtermans, med hvem jeg lejlighedsvis drøftede også det spørgsmål, om det var tilladeligt at handle sådan, som vi havde sat os for at gøre. Jeg husker en samtale, jeg førte på mit værelse i Kai-ser-Wilhelm-Instituttet for Fysik, kort efter at Jensen havde forladt os. Carl Frie-drich kan tænkes at være begyndt med følgende konstatering:

"Med hensyn til atombomberne er vi foreløbig ikke for alvor i farezonen, for den nødvendige tekniske indsats synes at være alt for stor til, at man virkelig ville indlade sig derpå. Men også dette vil kunne ændre sig i tidens løb. Bærer vi os følgelig rigtig ad, når vi arbejder videre her? Og hvad vil vore bekendte i Amerika gøre? Vil de med fuld kraft styre i retning af fremstilling af atombom-ber?"

Jeg forsøgte at tænke mig ind i deres situation:

"Den psykologiske situation for fysikerne i Amerika, navnlig for de fra Tysk-land emigrerede, er totalt forskellig fra vores. De vil derovre være overbevist om, at de kæmper for den gode og mod den slette sag, og netop emigranterne vil, fordi de er blevet gæstfrit modtaget af Amerika, med rette føle sig forpligtet til at sætte alle kræfter ind for Amerikas gode sag. Men er en atombombe, med hvilken måske hundredtusind civile kan dræbes på et øjeblik, et våben som alle andre? Har man lov til på dette våben at anvende den gamle, men problematiske regel: "For den gode sag må man kæmpe med alle midler, for den slette ikke"? Må man følgelig lave atombomber for den gode sag, men ikke for den slette? Og hvis man bekender sig til denne opfattelse, der jo desværre altid har vundet overhånd i verdenshistorien, hvem skal så afgøre, hvilken sag der er god, og hvilken der er slet? Her vil det jo være let nok at fastslå, at Hitlers og nationalsocialisternes sag er slet. Men er den amerikanske god i enhver henseende? Gælder ikke også her den sætning, at man først ud fra valget af midlerne kan se, om en sag er god eller dårlig? Jovist, næsten enhver kamp må føres også med dårlige midler, men er der alligevel ikke en gradsforskel, der retfærdiggør visse dårlige midler, men ikke andre? Man har jo i det sidste århundrede ved konventioner forsøgt at sætte grænser for anvendelsen af visse dårlige midler, men disse grænser respekteres i den nuværende krig hverken af Hitler eller hans modstandere. Alligevel ville jeg formode, at heller ikke i Amerika vil fysikerne være alt for ivrige efter at producere atombomber, men de kan naturligvis blive drevet af angst for, at vi gør det."

"Det ville være godt, hvis du engang kunne tale med Niels om alt dette i København", svarede Carl Friedrich. "Det ville betyde meget for mig, hvis for eksempel Niels nåede til den opfattelse, at vi bærer os forkert ad her, og at vi hellere burde opgive disse uranarbejder."

I efteråret 1941, i hvilket vi allerede mente at have et nogenlunde klart billede af den mulige tekniske udvikling, aftalte vi følgelig, at jeg efter indbydelse af den tyske legation i København skulle holde et videnskabeligt foredrag i den danske hovedstad. Jeg ville så benytte lejligheden til at tale med Niels om uranproblemet. Hvis jeg husker rigtigt, fandt rejsen sted i oktober 1941.

Jeg besøgte Niels i hans bolig på Carlsberg, men anslog først det farlige tema på en spadseretur, vi foretog om aftenen i nærheden af hans hus. Da jeg måtte frygte, at Niels blev udspioneret fra tysk side, talte jeg med den yderste forsigtighed, for at ikke en eller anden bestemt udtalelse skulle kompromittere os. Jeg forsøgte at antyde over for ham, at man principielt var i stand til at fremstille atombomber, at en gigantisk teknisk indsats var nødvendig dertil, og at man som fysiker vel måtte spørge sig selv, om man havde lov til at arbejde med dette problem.

Desværre blev Niels efter mine første antydninger af den principielle mulighed af at konstruere atombomber så forfærdet, at han ikke klart opfattede den del af mine oplysninger, som forekom mig vigtigst, nemlig at et enormt teknisk opbud ville være nødvendigt til løsning af en sådan opgave.

Det forekom mig yderst vigtigt, at denne faktiske situation til en vis grad gav fysikerne muligheden for at afgøre, om man skulle forsøge på at fremstille atombomber eller ej, for de kunne med rette over for deres regeringer argumentere, at atombomberne sandsynligvis ikke ville kunne nå at blive færdige, mens krigen varede, men de kunne også argumentere, at det med de yderste anstrengelser måske alligevel ville være muligt at få dem med i krigsførelsen. Begge anskuelser kunne forfægtes med god samvittighed, og faktisk viste jo også krigens forløb, at selv i Amerika, hvor de ydre forud-sætninger for forsøget var langt, langt gunstigere end hos os, blev atom-bomberne ikke færdige før efter afslutningen af krigen med Tyskland.

Niels opfattede imidlertid i sin forfærdelse over den principielle mulighed af at fremstille atombomber ikke den her antydede tankegang, og måske hindrede den berettigede bitterhed over hans lands voldelige besættelse af tyske tropper ham også i overhovedet at overveje en forståelse mellem fysikerne tværs over landegrænserne. Det var for mig meget smerteligt at se, hvor total den isolation var, som vor politik havde ført os tyskere ud i, og at erkende, at krigens virkelighed også formår at afbryde gamle menneskelige relationer, i det mindste for en tid.

Trods min Københavner-missions fiasko var situationen for os, d.v.s. med-lemmerne af "uranforeningen" i Tyskland, i grunden ret enkel. I juni 1942 besluttede regeringen, at arbejderne på reaktorprojektet kun skulle videreføres i beskeden ramme.

Kilde: http://www2.skivegym.dk/glfp/gl-fag/Historie/Heisenberg/Heisenberg%20i%20Kbh.html# 17 Werner Heisenberg

14.

Werner Heisenberg til Elisabeth Heisenberg

September 1941

- "København, tirsdag aften. (d. 2.? - 9.? - 16.? - 23.? - 30.?)

Min kære Li! Så er jeg igen i den by, jeg er så fortrolig med og som siden hin tid for femten år siden har haft en særlig plads i mit hjerte. Da jeg for første gang igen hørte rådhusklokkerne lige uden for vinduet i mit hotelværelse, blev jeg helt overvældet, og alt her er i den grad uforandret, som om intet var hændt ude i den store verden. Det er underligt, at når man pludseligt genoplever en del af sin ungdom, er det som at møde sig selv. Også rejsen hertil er bekommet mig vel: i Berlin var det øsende regnvejr, over Neustrelitz storm og byger, i Rostock klarede det op, fra Warnemünde med høj, næsten skyfri himmel, men stadig en skarp nordenvind; sådan fortsatte det hertil. Sidst på aftenen gik jeg under den stjerneklare himmel gennem den mørklagte by til Bohr.

Bohr og hans familie går det godt, han selv er blevet noget ældre, alle hans sønner er nu voksne. Samtalen kom hurtigt ind på de menneskelige problemer og ulykker i vor tid; om de menneskelige spørgsmål er der uden videre enighed, m.h.t. de politiske er det svært for mig at forstå, at det selv for en mand som Bohr er vanskeligt at skille tanke, følelse og had fra hinanden. Men sandsynligvis skal man heller ikke skille dem ad. Også fru Bohr havde det godt, hun forhørte sig særligt om dig og børnene, specielt Maria. Billederne viser jeg hende i morgen aften; af Maria har jeg et i stor størrelse, som jeg fik lavet til mor. Senere sad jeg længe alene med Bohr; først efter midnat fulgte han mig til sporvognen sammen med Hans. (Niels Bohrs søn)

Torsdag aften. Dette brev vil jeg imidlertid tage med til Tyskland og sende derfra. Efter alt, hvad jeg hører, ville censuren også forsinke udbringningen med flere dage, derfor ser jeg ingen grund til at en censor skulle læse dette brev. Desværre må du så vente næsten en uge på mit brev. Omvendt har jeg heller ikke modtaget post her.

I går var jeg igen hos Bohr hele aftenen; foruden fru Bohr og børnene var der også en ung englænderinde, som Bohrs har optaget i familien, fordi hun ikke kan komme tilbage til England. Det er ganske mærkeligt at tale med en englænder i den nuværende situation. De politiske diskussioner, hvor det naturligt faldt i mit lod at forsvare vort system, holdt hun sig fra at deltage i, hvilket jeg fandt overordentlig taktfuldt af hende.

I morges var jeg med Weizsäcker på kajen, du ved, langs havnen, der hvor Langelinie ligger. Der ligger nu tyske krigsskibe fortøjet, torpedobåde, hjælpekrydsere og lign. Det var den første varme dag, havnen og himlen derover lå badet i et skarpt blåt lys. På den yderste mole ved fyret betragtede vi længe livet i havnen. To store fragtbåde sejlede i retning mod Helsingør, et kulskib kom ind, formentlig fra Tyskland, to sejlskibe, et af dem lige så stort, som det vi sejlede med her engang, forlod havnen, tilsyneladende for at drage på en eftermiddagsudflugt. Vi spiste på Langeliniepavillonen, rundt om os var der kun glade fornøjede mennesker, sådan opfattede vi det i hvert fald. Folk her ser i det hele taget meget lykkelige ud. Om aftenen ser man på gaden masser af strålende unge, lykkelige par, der åbenbart skal ud at danse, og ikke ser ud til at tænke på andet. Noget mere forskelligt end gadebilledet her og i Leipzig kan man næppe forestille sig.

På Bohrs institut havde vi nogle videnskabelige diskussioner, men Københavnerne ved imidlertid ikke meget mere end os. I morgen begynder foredragene i Det tyske videnskabelige Institut; det første officielle foredrag bliver mit i morgen aften. Desværre kommer medlemmerne af det Bohr’ske institut ikke af politiske grunde. Det er mærkeligt, selv om danskerne jo kan leve fuldstændig uforstyrret og har det fremragende, har de alligevel formået at skabe så meget had eller angst, at en forståelse selv på det kulturelle område – der tidligere var en selvfølgelighed – nu næsten er blevet en umulighed.

På Bohrs institut holdt jeg et lille foredrag på dansk, det var naturligvis helt som før (folkene på Det tyske videnskabelige Institut havde udtrykkeligt givet deres samtykke hertil), men på det tyske institut vil man af principielle grunde ikke komme, fordi der ved indvielsen blev holdt en række smarte taler om nyordningen i Europa. Med Kienle og Biermann talte jeg kort, det meste af tiden var de imidlertid optaget af arbejdet i observatoriet.

Lørdag aften. Nu er der kun én nat tilbage i Købehavn. Hvordan mon verden ser ud når jeg engang igen kommer tilbage hertil? At alting går videre her indtil da, klokkerne i rådhustårnet slår hver time og spiller den lille melodi kl. 12 og ved midnat, forekommer mig utroligt. Hvis jeg kommer tilbage, vil folk dog være ældre, hver enkelts skæbne være forandret, og jeg ved ikke, hvordan det vil gå mig selv. I går aftes holdt jeg mit foredrag, derved gjorde jeg et rart bekendtskab. Merck, arkitekten, som har bygget Reichssportfeld i Berlin, skal bygge en ny tysk skole her i København. Han kom til mit foredrag. Vi talte godt med hinanden på en sporvognstur. Jeg glæder mig altid over folk, som er særligt gode til et eller andet.

I dag til middag var der stor sammenkomst på det tyske gesandtskab, hvor maden dog var den største oplevelse. Gesandten underholdt sig ivrigt på engelsk med sin borddame, den amerikanske ambassadørfrue. Ved afskeden mener jeg, at jeg hørte hende sige: Vi ses igen, senest ved juletid, hvis der ikke kommer noget helt uforudset i vejen. Man bør tage sådanne diplomatsam-menkomster fra den humoristiske side.

Her til aften var jeg igen sammen med Weizsäcker hos Bohrs. Det var på mange måder hyggeligt, størstedelen af aftenen drejede samtalen sig om rent menneskelige problemer; Bohr læste op, jeg spillede en Mozart-Sonate (A-dur). På hjemvejen var der igen stjerneklar himmel – I øvrigt var der i forgårs aftes et vidunderligt nordlys at se, himlen var helt dækket af et hastigt skiftende grønligt slør.

Den er nu kvart i et og jeg er grundigt træt. I morgen lægger jeg brevet i postkassen i Berlin, så har du det på mandag. Om en uge er jeg atter hos dig og kan fortælle om alt hvad jeg har oplevet. Og så vil vi tilbringe vinteren sammen i Leipzig.

God nat for i aften.  Din Werner"

Kilde: http://www2.skivegym.dk/glfp/gl-fag/Historie/Heisenberg/Heisenberg%20i%20Kbh.html# 1.Brev fra Werner Heisenberg

15,1

Den østrigske journalist og forfatter Robert Jungk, 1956

"Stærkere en tusind sole"

Dansk udgave 1957

(Side ?)

- "Heisenberg hørte ifølge Weizsäcker til de folk, - "der følte nationalsocialis-mens rædsler og den kynisme, hvormed krigen var blevet begyndt, så stærkt, at de på den ene side ikke kunne ønske en tysk sejr, men på den anden side lige så lidt kunne ønske et tysk nederlag med alle dets frygtelige konsekvenser".

Selv om Heisenberg ikke længselsfuldt ventede på det tyske sammenbrud, var han dog rent forstandsmæssigt overbevist om, at Tyskland måtte tabe, fordi, som han senere i samtaler ytrede sig, "krigen stod for Tyskland som et skak-slutspil, hvor Tyskland havde et tårn mindre end modstanderen. At denne krig måtte tabes, var lige så sikkert som udgangen på et sådant slutspil".

Hvad kunne man gøre for at mildne sammenbruddet og gøre krigens slutfase mindre skrækkelig for Tyskland? Det må vel have været det samvittigheds-spørgsmål, som Heisenberg stillede sig selv, da han besluttede at tale med en indflydelsesrig udenlandsk ven om atombomben. Ved at give den "negative hemmelighed" videre, at tyskerne ikke havde i sinde at bygge en atombombe, kunne man måske forhindre, at der blev bygget en engelsk eller amerikansk atombombe – ifald den allerede var planlagt til denne krig – og dermed bevare sit hjemland for et atombombardements rædsler. Det må være den slags overvejelser, der i 1941 førte til en lidet bekendt fredsføler, der skulle forhindre fremstillingen af dette moralsk forkastelige våben gennem en stiltiende overenskomst mellem de tyske og de allierede atomforskere.

Heisenberg var dengang blevet inviteret til et foredrag i det besatte København. Selvfølgelig opsøgte han ved denne lejlighed sin gamle lærer og ven Niels Bohr. Bohr var, skønt som halvjøde i fare, blevet i den danske hovedstad, fordi han vidste, at hans forbliven var den eneste beskyttelse for de "ikke-ariske" medarbejdere ved hans institut . . .

Desværre stod den vigtige Københavner-samtale mellem Heisenberg og Bohr lige fra begyndelsen under en uheldig stjerne. Det var nemlig blevet Bohr fortalt, at Heisenberg ved en reception, som man kort forinden havde givet til ære for ham, havde forsvaret det tyske angreb på Polen. Faktisk plejede Heisenberg af forsigtighed at udtale sig ganske anderledes i selskab end under fire øjne, især i udlandet. Men et sådant dobbeltspil kunne og ville den fanatisk sandhedssøgende Niels Bohr ikke anerkende. Derfor var han, da Heisenberg opsøgte ham, fra begyndelsen af yderst tilbageholdende, ja kølig overfor sin tidligere yndlingselev.

Lidt efter lidt førte Heisenberg, der først havde bedt om forståelse for de tyske fysikeres tvangssituation under det totalitære styre, forsigtigt samtalen ind på atombomben. Desværre sagde han ikke åbent, at han og hans gruppe ville gøre alt for at forhindre bygningen af et sådant våben, hvis modparten ville handle på samme måde. De to mænd følte sig forsigtigt for uden at komme til fortrolighed. På Heisenbergs spørgsmål, om Bohr regnede det for sandsynligt, at der ville blive bygget en atombombe, svarede denne, der siden Danmarks besættelse ikke havde hørt noget om atomforskningens hemmeligholdte fremskridt i England og Amerika, overbevist: "Nej". Nu prøvede Heisenberg med mange ord at forsikre ham om, at han vidste, at et sådant våben absolut kunne fremstilles, og hvis man brugte megen energi til det, endda i nærmeste fremtid. *)

Disse betragtninger gjorde dybt indtryk på Bohr. De optog ham så meget, at han ikke lagde synderligt vægt på Heisenbergs følgende bemærkninger om et sådant våbens moralske tvivlsomhed.

Da Heisenberg forlod læreren, havde han det – som det senere skulle vise sig – rigtige indtryk, at han snarest havde forværret situationen ved denne samtale. Bohrs mistro til de fysikere, der var blevet i Hitler-Tyskland var ikke blevet ringere ved hans elevs besøg. Tværtimod: nu var han overbevist om, at de arbejdede intensivt og med godt resultat på en uranbombe.

For at korrigere dette forkerte indtryk rejste en anden tysk atomfysiker senere til København. Men Bohrs mistro var i mellemtiden blevet så stærk, at han anså den unge fysiker J, (Johannes Jensen, fysiker, nobelpris 1963) der åbent udtalte hvad Heisenberg alt for forsigtigt havde antydet, for en "agent provocateur". . .

*) Jungks note.

I et brev til forfatteren giver Heisenberg selv en udførlig version af sin sam-tale med Bohr. Deri hedder det:

 - "I min erindring, der naturligvis også kan narre mig efter så lang tid, forløb samtalen nogenlunde således: Mit besøg i København var i efteråret 1941, jeg mener at huske, at det var sidst i oktober. På det tidspunkt var vi i "uran-foreningen" efter vore eksperimenter med uran og tungt vand kommet til følgende mening: det vil sikkert være muligt at bygge en reaktor af uran og tungt vand, der leverer energi. I denne reaktor vil der (ifølge et teoretisk arbej-de af v. Weizsäcker opstå et følgeprodukt af uran 239, egnet til sprængstof til atombomber. Vi kendte ikke dengang nogen fremgangsmåde, der var teknisk realisabel under krigen i Tyskland, til at udvinde uran 235 i nævneværdig mængde. Da også udvindingen af atomsprængstoffet fra reaktorer åbenbart kun kunne realiseres ved årelang drift af kæmpemæssige reaktorer, var vi i al fald klare over, at fremstillingen af atombomber kun var mulig med et uhyre teknisk opbud. Vi vidste altså, at man principielt kunne lave atom-bomber, men regnede det tekniske apparat for større end det faktisk var.

Denne situation forekom os at være en særlig gunstig forudsætning for, at fysikerne kunne få indflydelse på de kommende begivenheder. For havde fremstillingen af atombomber være umulig, så var problemet slet ikke opstået, men havde fremstillingen været nem, så havde fysikerne sikkert ikke kunnet forhindre produktionen. Men den faktisk foreliggende situation tilstod fysikerne en afgørende indflydelse på det videre forløb, da de kunne argumentere overfor deres regeringer, at atombomberne sandsynligvis ikke ville komme med i spillet i løbet af krigen, eller også kunne argumentere, at det måske dog, ved uhyre anstrengelser, kunne være muligt at få dem med. At begge disse argumentationer var fuldt berettigede, har jo den videre udvikling vist; for faktisk har heller ikke amerikanerne kunnet sætte atombomben ind mod Tyskland.

I denne situation mente vi, at en samtale med Bohr kunne være gavnlig. Denne samtale fandt sted under en aften-spadseretur i kvarteret i nærheden af Ny-Carlsberg. Da jeg vidste, at Bohr blev overvåget af tyske politiske myndig-heder, og at Bohrs udtalelser om mig højst sandsynligt ville blive meldt til Tyskland, forsøgte jeg at holde samtalen i så vage vendinger, at jeg ikke bragte mig selv i livsfare på grund af den. Samtalen begyndte vist med, at jeg noget en passant stillede det spørgsmål, om det egentlig var rigtigt, at fysikerne nu under krigen beskæftigede sig med uranproblemet, da man dog måtte regne med den mulighed, at udviklingen på dette område kunne føre til meget tungtvejende konsekvenser i krigsteknikken. Bohr forstod straks betydningen af dette spørgsmål, hvad jeg mærkede på hans noget forskrækkede reaktion.

Efter hvad jeg husker, svarede han med modspørgsmålet: "Tror du da virkelig, at man kan udnytte uranspaltningen til konstruktion af våben?" Dertil svarede jeg sådan noget som: "Jeg ved, at dette er muligt i princippet, men der skulle vel et så uhyre stort teknisk apparat til, at man kan håbe på, det ikke kan præsteres i denne krig". Bohr blev åbenbart så forskrækket over dette svar, fordi han troede, jeg dermed ville sige ham, at Tyskland havde gjorde store fremskridt i retning af konstruktion af atomvåben. I mit nu påfølgende forsøg på at korrigere denne forkerte reaktion, lykkedes det mig nok ikke helt at vinde Bohrs tillid, især da jeg stadig kun vovede at tale i ganske forsigtige antydninger (hvad der sikkert var en fejl af mig) af angst for senere at kunne blive hængt op på en eller anden udtalelse. Jeg selv var meget ulykkelig over resultatet af denne samtale".

Dertil gør Heisenberg den indskrænkning, at han i dag sikkert ikke kan gen-give ordlyden af de enkelte udtalelser helt rigtigt. Hvis man skulle gengive samtalens virkelige indhold med de rigtige psykologiske schatteringer, vil det komme an på meget fine nuancer. Men da ingen af de to, der har ført sam-talen, har et stenografisk nøjagtigt referat af den, er Heisenbergs erindrings-optegnelse med alle sine forbehold den bedste forhåndenværende kilde.

Kilde: http://www2.skivegym.dk/glfp/gl-fag/Historie/Heisenberg/Heisenberg%20i%20Kbh.html# 6. Robert Jungk

15.2

Uddrag fra samme kilde

I 1957, mens Robert Jungk arbejdede på sin bog "Lysere end tusinde sole", skrev Heisenberg til Jungk og forklarede, hvorfor han havde været i København for at forklare Bohr, at videnskabsmænd på begge sider burde afholde sig fra at hjælpe til med at udvikle atombomben, at de tyske forsøg udelukkende drejede sig om energiproduktion, og at Heisenbergs kreds af kolleger forsøgte at fort-sætte på denne måde.  Heisenberg indrømmede dog, at hans dunkle måde at nærme sig spørgsmålet havde forskrækket Bohr så meget, at diskussionen mislykkedes. Heisenberg nuancerede dog sine udtalelser og undgik at antyde, at hans kolleger med vilje havde modarbejdet arbejdet med bomben.

Denne nuance gik dog tabt i Jungks oprindelige fremstilling i hans bog, som stærkt antydede, at Heisenberg med forsæt havde gjort det tyske atombombe-projekt dødfødt.

Da Bohr så denne fejlagtige fremstilling i den danske oversættelse af Jungks bog, var han dybt uenig.  Han sagde, at mens Heisenberg ganske rigtigt havde drøftet emnet om kærnevåben i København, havde han aldrig hentydet til det faktum, at Heisenberg kunne modarbejde forsøg på at udvikle sådanne våben. Han affærdigede ideen om en pagt som en sen efterkonstruktion. Han skrev udkast til adskillige breve for at fortælle dette, men sendte aldrig nogen af dem.

15.3

Robert Jungk. Biografi.

Robert Jungk, 1913-1994, tysk-østrigsk forfatter og samfundskritisk frem-tidsforsker, i 1933 emigreret til Paris, siden til USA; østrigsk statsborger fra 1967. Jungk har især været stærkt kritisk over for atomforskning og den tilhørende teknik. Som en metode til græsrodsarbejde har han introduceret fremtids-værksted,  en gruppearbejdsmetode. Hans bøger var meget udbredte, fx Die Zukunft hat schon begonnen (1952, Fremtiden er allerede begyndt 1953), Heller als tausend Sonnen (1956, Stærkere end tusind sole 1957), Die Atom-Maschine (1966, Atommaskinen 1968) og Der Atom-Staat (1977, Atomstaten 1978).

Kilde: http://www.gyldendalsleksikon.dk/leksikon/leksikon.htm  Robert Jungk

16.1

Michael Frayns skuespil "Copenhagen"

fik international succes, vist i København, beskriver Frayns idé om, hvad der kunne være sagt på mødet i 1941 mellem Bohr, Heisenberg og Margrethe Bohr. Weizsäcker medvirker ikke.

16.2

Kilde:  http://www.folketinget.dk/Samling/20012/udvbilag/FIU/PGF19_Aktstk149_bilag10.htm

Radioaktivt teater

16.4

Teateranmeldelse af Bettina Heltberg

Politiken. 2. okt. 1999

"Michael Frayn, "København", Betty Nansen Teatret

- Nu kan jeg pludselig se, at Søren Pilmark er fremragende, sagde tilskueren foran mig, efter at hun havde skiftet plads i pausen. Indtil pausen havde hun siddet til venstre for scenen (til højre for mig) i midten, hvor Søren Pilmark som Werner Heisenberg mest vendte ryggen til, og hun mente derfor, at Henning Moritzsen (Niels Bohr) spillede mest formidabelt. Men efter pausen havde hun byttet plads og fået et nyt indtryk - af den samme sandhed. Eller af en anden? Med disse kryptiske komplementaritetsbegreber rammer hun plet. Michael Frayn fortæller i sit skuespil København, at sandheden kan tolkes frit i de forskellige perspektiver, som tilbydes af alternative formodninger og iagtta-gelser. Publikums iagttagelser er også en del af sandheden.

Den bohrske sandhed, at verden er komplementær, bruger Frayn tre timer til at demonstrere for os, og skønt det er meget længe at blive belært om den kvantefysik, vi kun forstår det kvarte af, er stykket langtfra kedeligt. Tre skuespillere i fremragende udfoldelse, tre virkeligt udfordrende roller uden facile hvilepunkter, bliver til underholdende skuespillerteater. Det er Peter Langdals største og fornemste fortjeneste som instruktør. Når scenografien er komplementær, er det selvfølgelig bevidst. Tre begavede mennesker i en flydende, tidløs samtale om, hvordan verden udviklede sig fra Anden Verdenskrigs begyndelse, vendes rundt i en ubestemthed, som kun iagttageren, Margrethe Bohr, afviser. Hendes mening om Werner Heisenberg står fast: han kom til København i september 1941 som repræsentant for den tyske værne-magt, og han havde forvandlet sig fra ven til fjende. Han kom for at vigte sig, og for at spille helt. Niels Bohr er mere i tvivl, men afviser efter en kort spadseretur i Fælledparken den gamle ven og samarbejdspartner. Niels Bohr har - situationsbestemt! - den opfattelse, at Heisenberg vil aflokke ham vidnes-byrd om de allieredes atomprogram. Det ville Heisenberg måske, og måske ikke. Måske er rollerne omvendt fordelt? Måske var den generte matematiker Heisenberg indstillet på at afværge katastrofen og bede om, at teoretisk fysik både i Nazityskland og på allieret side skulle forblive teoretisk. Eller måske ville han simpelt hen bare tale med sin gamle ven igen, paven fra Niels Bohr Institutet? Eller måske er den væsentlige sandhed om hans besøg, at formålet fordrejes, da han ser Niels Bohrs ansigt ved indgangsportalen? Eller måske er den allervæsentligste sandhed om mødet, at ægteparret Bohr begræder den ældste søn Christians druknedød? At rorpinden slår over, og det mørke vand opsluger barnet, igen og igen.

Hvis man som dramatiker støder på en historisk gåde - og mødet mellem Bohr og Heisenberg i 1941 er en af disse evige gåder - er den mest almindelige løsning, at dramatikeren foreslår en løsning på gåden: dette var sandheden, sådan var det. Frayn foreslår i sit drama, at gåden ikke kan løses, fordi dens årsager fortaber sig i hele menneskets uudgrundelige motiver. Bohr kunne have brugt sin virkelige pistol og skudt repræsentanten fra værnemagten, der besøgte ham med et formål, han ikke kunne acceptere. Er Bohr af den grund en væsentlig forbryder? Eller har hans komplementaritet forstyrret Heisenbergs usikkerhedsrelation så meget, at Heisenberg som et atom, der er tilført energi, skifter bane i et kvantespring? Lommefilosofi!

I vore dage er det ikke atomfysikken, men genetikken der kalder på de stør-ste hjerner - det var imidlertid anderledes i den første halvdel af århundredet, og stykket er historisk, fyldt med oplysninger og teorier, som har interesse. Den levende tid - det er til gengæld mellemtiden mellem død og død. Og man kan vel undre sig over, at mellemtiden ikke fylder mere - at Frayn er så fast for-ankret i sin personlige usikkerhedsrelation, at han forfølger den helt ind i næsten hver eneste sætning. Som teater er København derfor en ubegribelig succes. Men den er en succes også her - og det skyldes en fremragende indsats af Henning Moritzen, der ikke kender Niels Bohrs tanker og gør det passive geni til en rørende og defensiv karakter, en mimet Bohr. Søren Pilmark er ikke min-dre fremragende, måske den eneste unge skuespiller med et fanatisk intellekt, der fungerer så presto, at man tror fuldt og fast på hans usikre skikkelse. Og Margrethe Bohr, spillet af en kolossalt myndig Lily Weiding, er på en måde den sprødeste og mest bevidst afdøde i selskabet. På en mærkelig måde trans-cenderer hun skuespillets eneste faste, mørke filosofi: Vi er støv."

Kilde: Bettina Heltberg. Politiken. 2. okt. 1999

Se 21: David Favrholt / afsnit vedr. Michael Frayn

17.1

Aage Bohr: "Krigens år og atomvåbnenes perspektiver"

s. 184–206 i "Niels Bohr: Hans liv og virke fortalt af en kreds af venner og medar-bejdere". (København: Schultz, 1964), on pp. 185–186.

- "Efter krigens udbrud og især efter Danmarks besættelse var man jo i København helt afskåret fra at følge de bestræbelser, der udfoldedes i de krigsførende lande på atomenergiens område. Forskellige rygter nåede dog hertil om de tyske bestræbelser, og indtrykket af, at man i Tyskland tillagde disse muligheder stor militær betydning, styrkedes ved besøg i København i efteråret 1941 af Werner Heisenberg og C.F. von Weizsäcker, der havde et nært personligt forhold til far fra deres tidligere deltagelse i det videnskabelige arbejde på Instituttet. De var i København i andet anliggende, men i en per-sonlig samtale med far bragte Heisenberg problemet på tale. Far var meget tilbageholdende og gav udtryk for skepsis på grund af de store tekniske van-skeligheder, der måtte overvindes, men han fik det indtryk, at Heisenberg mente, at de nye muligheder kunne komme til at afgøre krigen, hvis denne trak ud.* 

* I sin bog "Stærkere end Tusind Sole" fortæller Robert Jungk, at far under besættelsen skulle have fået forelagt en hemmelig plan fra tyske fysikere gående ud på, at man gennem en gensidig overenskomst med kolleger i de allierede lande skulle søge at hindre udviklingen af atomvåben. Det bør fastslås, at denne beretning savner ethvert grundlag i de faktiske begivenheder, idet der hverken under Heisenbergs eller ved et senere – ligeledes af Jungk omtalt – besøg i København af den tyske fysiker Hans (Johannes) Jensen var nogensomhelst tale om en sådan plan. Tværtimod bidrog, som allerede nævnt, den iøvrigt meget sparsomme kontakt med tyske fysikere under besættelsen til at styrke indtrykket af, at man fra de tyske myndigheders side tillagde atom-energiproblemerne stor militær betydning.

Kilde: http://www.nbi.dk/NBA/papers/rozental.htm

17.2

Aage Bohr. Biografi

Aage Niels Bohr, født 19. juni 1922 i København, dansk fysiker; søn af Niels Bohr. Professor ved Københavns Universitet 1956-92; bestyrer af Niels Bohr Institutet 1963-70; direktør for NORDITA, Nordisk Institut for Teoretisk Fysik, 1975- 81.

Har især arbejdet med tilstande i atomkernerne, hvor energien er fordelt på mange nukleoner (kollektive tilstande). H.C. Ørsted-medaljen 1970, Nobelprisen i fysik i 1975 og Ole Rømer-Medaillen i 1976, de to sidste sammen med Ben Roy Mottelson. De to forskeres hovedværk er Nuclear Structure 1-2 (1969 og 1975).

Kilde: http://www.gyldendalsleksikon.dk/leksikon/leksikon.htm  Aage Bohr

18.1

Notes in Erik Bohr’s handwriting, 1954

Transcription from "Notat om begivenhederne 1939-1943," journal no. 1.6, Bohr Political Papers, NBA.

I Sommeren 1940 [last digit later corrected to "1", with the note "øjensynlig 41!" added in the margin] Besøg af Heisenberg og Weizsäcker i forbindelse med en atomfysisk Konferens på det tyske Institut på Nørre Alle hvori ingen fra U.I.T.F. deltog. Fortrolig meddelelse fra Heisenberg om den tyske forberedelse af Atomvaaben som B strax forsøgte over Sverige at lade gå videre til England. (Hvad der dog som B senere erfarede i England var gjort upraktisk af svenske Venner saaledes at meddelelsen ikke blev forstaaet i London.)

Kilde:  http://www.nba.nbi.dk/papers/notat.htm

18.2

Erik Bohr, håndskrevet note, 1954

fra "Notat om begivenhederne 1939-1943", journal no. 1.6, Bohr Political Pa-pers, NBA. 

- "I Sommeren 1941 Besøg af Heisenberg og Weizsäcker i forbindelse med en atomfysisk Konference på det tyske Institut på Nørre Alle hvori ingen fra U.I.T.F. deltog. Fortrolig meddelelse fra Heisenberg om den tyske forberedelse af Atomvaaben som Bohr strax forsøgte over Sverige at lade gå videre til England. Hvad der dog som Bohr senere erfarede i England var gjort upraktisk af svenske Venner saaledes at meddelelsen ikke blev forstaaet i London".

19.1

Lise Meitner. Biografi

Lise Meitner, 1878-1968, østrigsk-svensk fysiker; tilknyttet O. Hahns institut for radiokemi i Berlin. Som jøde flygtede hun 1938 fra Tyskland til Sverige. Via Holland og Danmark kom hun til Sverige, hvor hun fik statsborgerskab i 1949. Hahn fortsatte deres eksperimenter med neutronbestrålet uran, og Meitner kunne kort tid efter s.m. sin nevø O. Frisch give den korrekte fortolkning af Hahns og F. Strassmanns resultater: Urankernen kan splittes i to (fissionere) ved bestrålingen. Derved skabtes grundlaget for udviklingen af atombomben og den senere fredelige udnyttelse af fissionsenergien.

Lise Meitner var en af mellemkrigstidens mest betydningsfulde fysikere og en hyppig gæst på Niels Bohr Institutet i København. Som den første kvinde modtog hun i 1966 Fermi-medaljen fra den amerikanske regering som aner-kendelse for sin indsats i kernefysikken.                                                     

Kilde:  http://www.gyldendalsleksikon.dk/leksikon/leksikon.htm  Lise Meitner

19.2

Fission

Fission, spaltning af atomkerner. Processen kan udløses ved, at en tung atomkerne, fx uran-235 eller plutonium-239, absorberer en neutron. Ved fissionen spaltes kernen i to næsten lige store dele, og samtidig frigøres der store mængder energi og 2-3 neutroner. De frigjorte neutroner kan udløse nye fissioner og dermed holde en kædereaktion i gang. Kun nogle isotoper er fissile; uran-238 danner fx blot uran-239 (der henfalder til plutonium-239) ved absorption af en neutron. Fission blev opdaget i uran af de tyske kemikere Otto Hahn og Fritz Strassmann 1938 og fortolket straks efter af O. Frisch og Lise Meitner. Niels Bohr gav s.m. den amerikanske fysiker John A. Wheeler den første teori for fission, bygget på en dråbemodel af kernen. Fission er grund-laget for atombomben og for kernereaktorer.                       

Kilde:  http://www.gyldendalsleksikon.dk/leksikon/leksikon.htm  Fission

19.3

Lise Meitner, 20.4.1942. Sverige

Uddrag af 2 breve oversat fra tysk. (Christian Møller, atomteori. Niels Bohrs Institut)

- "Kære hr. v. Laue.

En aften besøgte dr. Møller mig, og det glædede mig. Han fortalte meget om Niels og Instituttet, og det meste var glædeligt og tilfredsstillende. Halvt mor-somt og halvt bedrøveligt var hans beretning om et besøg fra Werner Hei-senberg og Carl F. Weizsäcker. C.F. synes foruden andre mærkværdigheder at gå sine egne meget ejendommelige tankeveje for at kunne tro på særlige "kon-stellationer", men jeg beder Dem om, at behandle dette fortroligt. Jeg var trist til mode over det, jeg hørte, for jeg satte engang pris på dem begge som mennesker. Det var en fejl" …   

19.4

Max von Laue, 26.4.42. Berlin

- "Kære frk. Meitner!

. . . "Jeg har også selv på det seneste ofte undret mig over Heisenbergs og Weizsäckers anskuelser. Jeg tror, jeg kan forstå deres psykologi. Mange men-nesker, især yngre, kan ikke affinde sig med tilværelsens store irrationalitet, og de bygger derfor i deres tankeverden, luftkasteller. At en ting, man ikke kan afskaffe, kan man dog i det mindste ved en voldsom stræben alligevel finde nogle gode sider ved. Deri står de ikke alene" . . .                          

Kilde: http://www2.skivegym.dk/glfp/gl-fag/Historie/Heisenberg/Heisenberg%20i%20Kbh.html# 2.Brev-veksling   Lise Meitner   /   Max von Laue

20.

Uddrag af artikel af professor Bent Sørensen

Kilde:  Google online

Roskilde Universitetscenter. Tekst nr. 392. Institut 2. Institut for studiet af matematik og fysik. Januar 2001. Physics Revealed. The methods and subject matter of Physics an introduction to pedestrians, (but not excluding cyclists). Part III: Physics in philoso-phical context

- "Mange store fysikere har skrevet om deres eget liv, f.eks. Einstein og Hei-senberg. Hvorfor skrev Niels Bohr aldrig en selvbiografi? Var det fordi han havde så svært ved at udtrykke sig skriftligt? Næppe, for han skrev jo utrætteligt om mange andre ting. Det er så meget mere ærgerligt, at vi ikke har Bohr's bidrag, som der findes en række uafklarede episoder - ikke mindst i forbindelse med atombombeprojektet under 2. Verdenskrig, som de andre parter har givet deres versioner af, men hvor troværdigheden er under mistanke.

Lad mig fremdrage et meget omdiskuteret eksempel af denne skuffe, nemlig den samtale, som Bohr og Heisenberg havde i København i efteråret 1941. Heisenberg's version, som findes i et brev til videnskabsjournalisten Robert Jungk (1956) og igen i Heisenberg's selvbiografi (1969) angiver at formålet med at opsøge Bohr var at lufte den tanke, at atomforskere på begge sider i krigen måske kunne enes om at forhale atombombeprojektet, så ingen bomber blev færdige så længe krigen varede. Dette formål nåede han dog ifølge sin beretning aldrig at fortælle Bohr, fordi Heisenberg's første bemærkninger om bombeprojektet (som var bevidst vagt formulerede fordi Heisenberg mente at de to blev overvåget af Gestapo) blev misforstået af Bohr, der ifølge Hei-senberg's beretning fortolkede dem som en meddelelse om at tyskerne var langt fremme med bombeprojektet.

Ifølge journalisten Ruth Moore (1966), som interviewede Niels Bohr til sin bog om ham, fortalte Bohr straks om indholdet af sin samtale med Heisenberg, til sin familie og til Stefan Rozental. Sønnen Aage Bohr fortæller om begi-venheden (i mindebogen om Niels Bohr; Bohr, 1964), at Heisenberg mente at atombomben kunne afgøre krigen, ifald den trak ud. Bemærkelsesværdig er en fodnote, hvor Aage Bohr frasiger Robert Jungk's version af historien, og i særdeleshed at Heisenberg skulle have forelagt Bohr et forslag om en aftale mellem fysikerne om at sinke udviklingen af atombomben, "ethvert grundlag i de faktiske begivenheder". For det første er Jungk's version jo ordret Heisen-bergs, og for det andet skriver disse jo begge, at Heisenberg aldrig nåede så vidt som til at bringe et sådant forslag på bane.

Rozental giver ikke nye oplysninger om samtalen i 1941, men oplyser (1985), at Heisenberg efter krigen skulle have afvist, at fysikerne kunne have drøftet at sinke atombombeprojektet, for det ville jo have været landsforrædderi og kunne have fået dem alle hængt! Alligevel er det altså Heisenberg selv, som har luftet denne fortolkning i sin erindringsbog "Del og Helhed".

Det er klart, at der er noget galt med Heisenberg's erindringer og hans brev til Jungk, som ligger til grund for dennes beretning. Heisenberg hævder ikke at huske samtalen ret godt, og alle hans udsagn om den er formuleret i vendinger som "Samtalen kan have begyndt med at jeg sagde..." og "her kan jeg have svaret noget i retning af...". Ingen andre afsnit af Heisenberg's erindringer er formuleret på denne måde. Samtaler længere tilbage i tiden, såvel som andre samtaler fra samme tidsperiode som den med Bohr, er alle formuleret i klare citater af typen "jeg sagde sådan og sådan".

Man må altså dels slutte, at Aage Bohr ikke selv havde læst Jungk's bog fra 1956 ("Stærkere end tusind sole"), men har fået den forkert refereret, og dels at Niels Bohr's version af historien, fortalt til familien, har været væsentlig forskel-lig fra Heisenbergs, omend det altså ikke afsløres præcist hvordan.

Mit gæt har i mange år været, at Heisenberg snarere forsøgte at fritte Bohr for oplysninger om, hvor langt de Allierede var med deres atombombeprojekt, eller måske endog søgte Bohr's råd på områder, hvor tyskerne var gået istå med deres atomprojekt (som også antydet af Wilhelm Christmas-Møller; 1985). Niels Bohr's ophidsede reaktion såvel i 1941, som da de to mødtes igen efter krigen (Heisenberg, 1969), er hermed let at forstå, men også Bohr's uvilje mod at fortælle hvad der virkelig skete falder på plads, når man betænker, hvor stor vægt han lagde på de store fysikeres renommé i historiebøgerne. Heisenberg er sammen med Bohr kvanteteoriens vigtigste ophavsmand, og Bohr kan simpelthen have villet undgå at sætte en meget alvorlig plet på Heisenbergs rygte, ved at undlade at videregive alle detaljerne i den famøse samtale, og i konsekvens heraf ved ikke at skrive sine egne erindringer, som næppe kunne have forbigået denne vigtige episode. Aage Bohr og Stefan Rozental respek-terer naturligvis dette ønske om tavshed.

Stærk støtte til min opfattelse af samtalens mulige forløb er fornylig kommet fra den fysiker, C. F. von Weiszåcker, der sammen med Heisenberg stod for det tyske atombombeprojekt. Weiszåcker fortæller i sin seneste bog (1988), at han gennem den sovjetiske fysiker Jefgenij Feinberg har fået Bohrs version af samtalen i 1941, fortalt til Feinberg under Bohr's besøg i Moskva i 1950erne (hvilke omstændigheder, der her skulle have formået Bohr til at bryde sin tavshed kan vi kun gisne om). Weiszäcker var selv i København i 1941, men deltog ikke i samtalen med Bohr. Til gengæld husker han, at Heisenberg i denne periode skal have sagt, at Europa ville lide mindre under tysk herre-dømme end under russisk, og at Heisenberg - der ved krigens start troede at Hitler ville tabe - i 1941 anså det for sandsynligt at Hitler ville vinde. Feinberg fortalte at Heisenberg hin efterårsdag i 1941 skulle have forsøgt at overtale Bohr til at samarbejde med tyskerne, i første omgang med den tyske besættelses-magt i Danmark, og Bohr havde fortalt Feinberg, at det var hans opfattelse at Heisenberg ville bevæge ham til konkret medvirken i det tyske atombom-beprojekt.

At Bohr afslog al videre drøftelse ved vi. Også at han intet røbede om de Allieredes bombeprojekt, og at hans bekymring over det tyske atombombe-projekts mulige fremgang blev videregivet til de Allierede.

Tilbage står ønsket om at holde hånden over Heisenberg, for så vidt angår det historiske kildemateriale. Det forekommer af mange træk klart, at Bohr lagde overordentlig stor vægt på de store videnskabsmænds fremtræden i verdenshistorien, og ganske plausibelt, at han så et problem i at den netop for hans hjertensbarn - kvanteteorien - så centrale person Werner Heisenberg skulle fremstå for eftertiden som "nazist-kollaboratøren der også bidrog med matriksmekanikken og ubestemtheds-relationerne". Hvis dette var Bohr's be-væggrund for at tilbageholde oplysninger der kunne belaste Heisenberg, så er jeg imidlertid uenig med ham.

I mine øjne er det ikke sundt at sætte de fysikere, som er heldige og dygtige nok til at bibringe naturforståelsen vigtige landvindinger, op på en piedestal som en slags overmennesker. Tværtimod ser jeg det som nyttigt og rigtigt at fremhæve, at de "store fysikere" også er ganske almindelige mennesker, der somme tider kludrer i det og foretager sig moralsk angribelige ting. At angsten for represalier fik mange tyskere til under krigen at opføre sig mere Hitler-ven-ligt end de bagefter vil indrømme, er forståeligt. At Heisenberg ikke var noget overmenneske på dette punkt, finder jeg er vigtigt at få med i billedet af ham. Uanset hvor gode motiver vi måtte have for at retouchere portrætterne til brug for historiebøgerne, så er det forkert at ville forsøge noget sådant - det er at bevæge sig ind på et skråplan, som i sidste ende ikke er til at skelne fra f.eks. Stalintidens forsøg på historieforfalskning.

Selv har jeg kun en enkelt gang oplevet Werner Heisenberg forelæse, men i gymnasietiden slugte jeg hans bøger, hvori han argumenterer for sin filosofiske position: at problemerne ved at fatte komplementariteten har at gøre med vor tænknings grundlæggende binding til dagligsproget."                      

21.

David Favrholdt:

"En spaltet verden"

Professor ved Syddansk Universitet, Odense

Weekend-avisen nr. 11. 17. - 23. 3. 2006.

- "DET er nu 60 år siden, at USA kastede atombomben over Hiroshima og få dage senere endnu en atombombe over Nagasaki og dermed bragte krigen med Japan til afslutning. Alle historikere er enige om, at de to begivenheder hører til blandt de mest rystende i menneskehedens historie, men der er delte meninger om nødvendigheden af, at USA tog disse drastiske skridt mod et Japan, som allerede var slået, men som nægtede at overgive sig. Og der er også uenighed om, hvorvidt det var moralsk rigtigt af de mange involverede forskere at arbejde på udviklingen af atombomber - vel vidende, at man her forærede militær og politikere midler, som måske kunne føre til en varig fred på verdensplan, men som lige så vel i værste fald kunne åbne for en ny verdenskrig med hele menneskehedens udslettelse som resultat.

Men hvad mange historikere ikke er klar over er, at den dybere begrundelse for udviklingen af atomvåben var en formodning hos de amerikanske forskere og politikere om, at man i Tyskland arbejdede ihærdigt på at lave atomvåben, og at man frygtede for, at tyskerne ville komme først i kapløbet og dermed vinde krigen og verdensherredømmet. Der var mange gode grunde til at nære denne frygt. Først da krigen var endt kunne man se, at efter 1943 var der ikke grund til at være bange - men hvem kunne vide det dengang. Det amerikanske atomvåben-projekt var primært vendt imod Tyskland og bomberne over Hiroshima og Nagasaki var tiltænkt Berlin.

ET afgørende skridt i den fysiske forskning frem imod frigørelsen af kerneenergi var James Chadwicks opdagelse af neutronen i 1932. På det tidspunkt havde man nogenlunde hold på de 92 naturlige grundstoffer, som man havde ordnet efter kerneladning. Det simpleste er brint, hvor kernen er en proton, en positivt ladet partikel, der omkredses af en elektron, en negativt ladet partikel. Næste grundstof i rækken er helium. Her består atomkernen af 2 protoner og 2 neutroner. Næste grundstof igen er lithium, hvor kernen har 3 protoner og 4 neutroner. Protonerne udgør kerneladningen, som dermed også angiver, hvilket nummer grundstoffet har i rækken fra 1 til 92. Men efterhånden som vi kommer frem i rækken, hvor antallet af protoner hele tiden forøges med 1, ser vi, at antallet af neutroner stiger efter en anden skala. Når vi når frem til uran, det sidste grundstof i rækken, ser vi at kernen normalt består af 92 protoner og 146 neutroner.

I Italien begyndte fysikeren Enrico Fermi at bombardere de forskellige grundstoffer fra en ende af med neutroner. Det viste sig, at man i nogle tilfælde med held kunne slå protoner ud af kernerne, og det kunne betyde, at man måske kunne forvandle kviksølv til guld ved blot at slå en proton ud af kviksølvkernen. Da Fermi nåede frem til at bombardere uran med neutroner, var forsøgsresultaterne uklare. Han offentliggjorde sine forsøgsresultater, men kunne ikke se, om han havde slået få eller mange protoner ud af kernen. I 1934 kritiserede den tyske kemiker Ida Noddack i en artikel hans teorier og forklarede hans forsøgsresultater med, at urankernerne nok var blevet spaltet - gået midt over - i hans forsøg. Det havde hun ret i, men ingen troede på hende, måske fordi hun var kvinde - og i så fald var det måske den eneste gang i verdenshistorien, at kønsdiskrimineringen har ført til noget godt, for havde man lyttet til hende, havde Hitler nok fået atomvåben før alle andre!

MEN i Berlin begyndte man at eftergøre Fermis forsøg. Her var de førende forskere Otto Hahn, som var kemiker og Lise Meitner, som var teoretisk fysiker. De havde samarbejdet med stor succes igennem 20 år. Lise Meitner var østriger og jøde. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var hun i nazisternes søgelys, men kunne ikke røres på grund af sit østrigske statsborgerskab. Men efter Østrigs indlemmelse i Tyskland i 1938, var hun nødt til at flygte. Med Niels Bohrs hjælp endte hun i Stockholm.

På Bohrs institut arbejdede hendes nevø Otto Frisch. Han plejede at holde jul sammen med Lise Meitner, og de aftalte at mødes på et lille hotel i Kungälv nord for Göteborg i julen 1938. Og her kom et af de store ryk i verdenshistorien. Lise Meitner havde fået et brev fra Otto Hahn, hvori han beskrev nogle nye forsøg med bombardement af uran med neutroner. Han kunne simpelthen ikke forstå forsøgenes udfald og bad nu sin kære Lise om at se, om hun kunne finde en forklaring på resultaterne. Otto Frisch ville ud at stå på ski, og Lise Meitner tog med og småløb ved siden af ham med brevet i hånden. På et vist tidspunkt satte de sig på en træstamme og diskuterede det igennem. Lise Meitner kunne alle de relevante formler udenad, så pludselig forstod hun det hele: Otto Hahns forsøg var simpelthen kernespaltning. Hans uran var blevet spaltet op i barium og ruthenium - og Lise Meitner kunne straks beregne den helt uhyggeligt store energi, der derved blev frigjort.

Men hvordan forstå kernespaltningen rent fysisk? Her kunne Otto Frisch hjælpe hende. Hvis vi nu forestiller os urankernen som bestående af 92 protoner og 146 neutroner, så er det klart, at protonerne potentielt må frastøde hinanden. Positive ladninger frastøder positive, negative ladninger frastøder negative, og positive og negative tiltrækker hinanden. Men de 92 protoner i urankernen bliver holdt sammen af en uhyre stærk kernebindingsenergi. Dens rækkevidde er dog meget kort. Og det, Otto Frisch kunne fortælle, var, at Niels Bohr havde udviklet en dråbemodel for atomkerner. Ud fra den kunne man forestille sig, at kernen, når den blev ramt af en neutron, kom i svingninger og ændrede facon hele tiden. Og blev den meget langstrakt, ville kernebindingsenergien blive overvundet af frastødningen mellem protonerne og hele kernen ville gå i stykker.

TILBAGE i København gik Frisch i gang med at gentage Otto Hahns forsøg, så Blegdamsvej 17 blev det sted i verden, hvor man foretog den første gennemkontrollerede kernespaltning. Det viste sig imidlertid, at der ved spaltningen bliver frigjort 2 til 3 neutroner. Frisch og Lise Meitner diskuterede den ting med dr. Christian Møller, medarbejder hos Bohr, som straks indså, at det kunne betyde en kædereaktion: de frigjorte neutroner kunne jo spalte andre atomkerner - og pludselig indså man, at man kunne lave bomber, der var 10 til 20 tusinde gange kraftigere end almindelige bomber. Det var dog ikke helt ligetil. Naturligt forekommende uran er en blanding af tre slags uran, tre uran-isotoper. Der findes uran 238 (der udgør 99,3 pct.), uran 235 (0,7 pct.) og uran 234 (0,008 pct.). Niels Bohr fandt ud af, at man kun kan lave en kædereaktion i rendyrket uran 235. Det resultat offentliggjorde han i en artikel, som han skrev sammen med John Wheeler og som så dagens lys den 1. september 1939 - den selv samme dag, hvor Hitlers tropper gik til angreb på Polen og dermed startede Anden Verdenskrig.

Da Hitler kom til magten i 1933 blev alle jødiske forskere fyret fra universiteterne og det medførte en forskerflugt til England og USA, men tilbage i Tyskland var der en hel del fysikere og kemikere af første rang. Udover Otto Hahn var der især to, som kom til at spille hovedrollerne i det videre forløb, Werner Heisenberg og Carl Friedrich von Weizsäcker. De var ikke nazister, men de valgte at blive i Tyskland. Tyskland var for dem kulturens højborg, de var indædte nationalister og de ønskede, at Tyskland skulle vinde krigen. Derfor stillede de sig allerede ved krigens begyndelse til rådighed for Heereswaffenamt, administrationen af den tyske våbenindustri. I Berlin dannedes en gruppe Uranverein (uranforeningen), som på landsplan talte ca. 80 forskere, med det formål at udvikle atomvåben. Heisenberg avancerede efter nogen tid til at blive chef for hele projektet, og indtil 1943 var både han og von Weizsäcker overbevist om, at det kunne lykkes dem at lave atomvåben.

Men to ting stillede sig i vejen. Man formåede ikke at udvikle en teknik, der var god nok til at separere uran 235 fra uran 238 i større mængder, og man kom efterhånden til at mangle de nødvendige mængder af tungt vand, som man brugte til at bringe neutroner ned på den mest effektive hastighed ved kædereaktioner. Og Heisenberg begik to fejl: For det første skønnede han - uden at regne efter - at det var nødvendigt at rendyrke flere tons uran 235, og ikke bare de 10 til 50 kilo, som man regnede sig frem til i England. For det andet satsede han alene på tungt vand som moderator, hvor ren grafit ville være lige så god og nemmere at fremskaffe. Så i 1943 måtte han meddele den tyske rustningsminister Albert Speer, at der ville gå flere år før Uranverein kunne lave en atombombe. Hele projektet blev derfor nedprioriteret til fordel for de tyske V1- og V2-raketter.

Heisenberg fik dog fortsat en stor bevilling til at udvikle en atomreaktor. Efter krigen forklarede han, at han fik moralske skrupler ved at arbejde på våbenprojektet og derfor satsede på at udvikle en reaktor til brug for fredelige formål. Men dette er ikke sandheden. For det første er en reaktor en vej til at udvikle plutonium, og det vidste han og von Weizsäcker godt - bomben over Nagasaki var faktisk en plutoniumbombe. For det andet vidste man jo i 1943 ikke alting om kernekraft. Alene den forskning, der skulle til for at bygge en reaktor, kunne jo - dengang - tænkes at åbne for nye veje til atomvåben.

I USA var emigrant-fysikerne fra Tyskland allerede før krigens start klar over, at de fysikere, der var blevet i Tyskland ikke ville tøve med at hjælpe Hitler til atomvåben. Einstein, som under Første Verdenskrig havde været glødende pacifist, indså, at Hitler ikke kunne tales til fornuft, så allerede den 2. august 1939 skrev han til præsident Roosevelt, at man burde satse på udviklingen af en atombombe. I sit brev nævner han, at et tysk kerneforskningsprojekt formentlig vil nyde fremme, eftersom von Weizsäcker er søn af chefen for det tyske udenrigsministerium. Roosevelt reagerede positivt, et projekt blev omgående etableret, og allerede den 2. november 1942 fik man sat en kædereaktion i gang i en reaktor i Chicago.

Efterhånden var over 100.000 forskere, konstruktører m.m. involveret i projektet. De fleste vidste ikke, hvad det var de arbejdede på. De fik bevillinger til at løse del-opgaver, men kunne ikke vide, hvilken helhed de arbejdede indenfor. Man ville for enhver pris komme tyskerne i forkøbet. Det blev et ejendommeligt våbenkapløb: jo mere man fandt ud af i USA, des simplere fremstod løsningerne på problemerne, og derfor frygtede man, at tyskerne var foran. I Tyskland derimod var man langt bagud, problemerne forekom meget vanskelige, og derfor var man sikker på, at amerikanerne ikke kunne være nået ret langt - og den tyske selvbevidsthed narrede derfor tyskerne til at tro, at de førte løbet.

EFTER bomben over Hiroshima kunne man konstatere, at verden altså er sådan indrettet, at atomkerner rummer så meget energi, at en enkelt bombe kan udslette en storby - hvilket for nogle er en anledning til religiøs eftertanke. Man anslår, at 80.000 mennesker blev dræbt, og at omkring 80.000 blev såret. Og man kunne så yderligere konstatere, at politikere og generaler ikke viger tilbage for at bruge et så frygteligt våben for at opnå deres mål. Så naturligt nok har bombningen af Hiroshima ført til megen selvransagelse og etisk debat. Mange mener, at den var nødvendig for at få japanerne til at overgive sig. Et par måneder forinden var Tokyo blevet tæppebombet. Her omkom der rundt regnet 75.000 mennesker, men det førte ikke til nogen overgivelse, og selv efter Hiroshima ville næsten alle japanere, at man skulle kæmpe videre til sidste mand.

Den japanske ledelse søgte - uden at befolkningen vidste det - at få gennemført fredsforhandlinger via Sovjet med hvem Japan havde en ikke-angrebspagt. Men Sovjet ville ikke medvirke. USA og Sovjet var allerede dengang kommet på kant med hinanden på grund af Sovjets overtrædelse af aftaler om Polens stilling efter krigen, så Hiroshima-bomben indgik måske også som et led og som en demonstration i den begyndende splid mellem USA og Sovjet?

Hvad med forskernes ansvar? Her er svaret efter min mening, at lederne iblandt dem virkelig følte sig overbevist om, at det tyske atomvåbenprojekt var langt fremme, og at det gjaldt om at komme Hitler i forkøbet. Med hensyn til bombningen af Hiroshima var et flertal af dem imod, at bomben blev brugt. De foretrak i stedet en demonstration af uhyret på en ubeboet ø i Stillehavet, men beslutningen var uden for deres rækkevidde.

Men her 60 år efter er den etiske debat stadig ikke afsluttet. Et eksempel har vi i den diskussion, der er opstået i kølvandet på Michael Frayns skuespil Copenhagen. Frayns udgangspunkt er et besøg som Heisenberg og von Weizsäcker aflagde i København i september 1941. Her optrådte de to med stor selvsikkerhed. De var overbevist om, at Tyskland ville vinde krigen - angrebet på Sovjet var en stor succes, og man havde ikke grund til at tro, at USA ville blande sig. Og de ville øjensynlig prale lidt over for Niels Bohr, deres store læremester, som de beundrede - og måske få ham til at deltage i deres forskning, når krigen var forbi.

Men efter krigen opfandt de en myte. Den blev første gang lanceret i Robert Jungks bog Stærkere end tusind sole (dansk udg.1957). Myten går ud på, at de fik moralske skrupler over deres arbejde for Hitler og derfor ville spørge Niels Bohr til råds. Endvidere at de håbede på, at man via Bohr kunne orientere forskere i hele verden om, at tyskerne i hvert fald ikke lavede en bombe, og at alle derfor burde nægte at arbejde for militære instanser. Og siden er myten blevet udarbejdet til, at de bevidst lavede fejl i deres arbejde for at forsinke, ja ligefrem sabotere det tyske våbenprojekt. Myten er videreført i Thomas Powers’ bog Heisenberg’s War fra 1993. Desværre er Frayns fremstilling af Heisenberg i skuespillet baseret på netop Jungk og Powers - og det til trods for, at Jungk på grund af senere afsløringer nu går stik imod sin tidligere opfattelse.

FRAYNS fremstilling i Copenhagen medførte, at Niels Bohrs familie frigav nogle ikke-afsendte breve fra Bohr til Heisenberg, hvoraf det tydeligt fremgår, at Heisenbergs og von Weizsäckers fremstilling af mødet i København i alle henseender er ukorrekt. Man skulle tro, at det ville medføre et holdningsskift hos de mange, Frayn inklusive, som har købt den tyske myte, men det er ikke tilfældet. Heisenbergs sønner, hans mangeårige medarbejder Hans-Peder Dürr, direktøren for Heisenberg-arkiverne Helmut Rechenberg, von Weizsäcker og mange andre fastholder, at Heisenberg og Weizsäcker enten kun på skrømt arbejdede for Hitler eller også bevidst lavede regnefejl for at sylte det tyske atomvåbenprojekt, og at de i øvrigt fik moralske skrupler og derfor opgav projektet.

Som de fleste ved, måtte Niels Bohr i 1943 flygte fra Danmark. Han kom til USA og havde en smule at gøre med udviklingen af atombomben i Los Alamos. Og bomben byggede jo til dels på nogle af hans opdagelser - blandt hundredvis af andre opdagelser og teorier. Det værste ved den tyske reaktion efter Frayns skuespil og offentliggørelsen af Bohrs breve er, at man ikke blot frikender Heisenberg og andre for at have gået Hitlers ærinde, men tilmed moralsk fordømmer de forskere, der i USA skabte bomben - og altså også Bohr. Forskerne i USA burde have sagt fra over for Roosevelt - mener man. Men det gjorde de ikke. De gjorde det beskidte arbejde, som tyskerne heldigvis følte sig for gode til.

Efter offentliggørelsen af Bohrs breve blev Michael Frayn spurgt, om han ville skrive noget om i sin Copenhagen. Det ville han ikke. Han fastholder, at Heisenberg havde sin opfattelse af det hele, og at Bohr havde sin - og så er der ikke mere at sige om det. Desværre tilføjer Frayn i et interview i New York Times den 9. februar, 2002: »Heisenberg slog faktisk aldrig nogen ihjel,« men Bohr »bidrog faktisk til mange menneskers død.« At Heisenberg arbejdede for et styre, der blandt andet myrdede fem millioner uskyldige jøder, ja, det synes Michael Frayn at have glemt. Men når jeg her omtaler denne sag, er det, fordi jeg hos mange danske intellektuelle har været ude for lignende etiske vurderinger.

Det er mit indtryk, at det store flertal mener, at det var bedst om atombom-ben aldrig var blevet »opfundet« og fremstillet - sådan set i verdenshistorisk perspektiv og med en placering af hovedansvaret hos forskerne. Men pudsigt nok har den nyeste forskning vist, at vi fremover får god brug for atomare våben. Først for nylig har man haft midler til at spore, at mange asteroider truer vores eksistens, og at der både i forhistorisk og historisk tid er forekommet katastrofer forårsaget af såvel asteroider som kometer. Den eneste mulighed for at undgå sådanne katastrofer nu og fremover er at pulverisere asteroiderne, før de rammer Jorden - og her kan kun kernevåben hjælpe os. Så måske burde man vente lidt med at klandre atomfysikerne for, hvad de gjorde under Anden Verdenskrig."

kilde: http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20050805/KULTUR/508040310/-1/kultur

22.1

Englænderne internerede 10 tyske videnskabsfolk

i Farm Hall, Cambridge

Wikipedia online

Werner Heisenberg,

Max von Laue, 1879-1960, nobelpris i fysik, røntgenstråling.

Otto Hahn, 1879-1968, kemiker, Kejser Wilhelm Instituttet, Berlin. 1938 første eksperimenter der spaltede uran, 1945 nobelpris i kemi 1944.

Walther Gerlach, 1889-1979, fysiker, professor i München.

Paul Harteck, 1902-85, kemiker / fysiker, Kejser Wilhelm Instituttet, Berlin.

Kurt Diebner, fysiker, Uranverein.

Carl von Weizsäcker,

Karl Wirtz, fysiker.

Erich Bagge, 1912, fysiker.

Horst Korsching, fysiker, Kejser Wilhelm Instituttet, Berlin.

6. august 1945 meddelte BBC, at amerikanerne havde kastet en atombombe over Hiroshima; her en afskrift af den oversatte aflytning under samtalen ved aftensbordet.

Hahn: They can only have done that if they have uranium isotope sepa-ration. 

Wirtz: They have it too.

Harteck: That’s not absolutely necessary. If they let a uranium engine run, they separate "93".

Hahn: For that they must have an engine which can make sufficient quantities of "93" to be weighed.

Gerlach: If they want to get that, they must use a whole ton.

Hahn: An extremely complicated business, for "93" they must have an engine which will run for a long time. If the Americans have a uranium bomb then you’re all second-raters. Poor old Heisenberg.

Laue: The innocent!

Hesenberg: Did they use the word uranium in connection with this atomic bomb?

All: No.

Heisenberg: Then it’s got nothing to do with atoms, but the equivalent of 20,000 tons of high explosive is terrific.

Gerlach: Would it be possible that they have got an engine running fairly well, that they have had it long enough to separate "93".

Hahn: I don’t believe it.

Heisenberg: All I can suggest is that some dilettante in America who knows very little about it has bluffed them in saying "If you drop this it has the equivalent of 20,000 tons of high explosive" and in reality doesn’t work at all.

Hahn: At any rate Heisenberg you’re just second-raters and you may as well pack up.

Heisenberg: I quite agree.

Hahn: They are fifty years further advanced than we.

Heisenberg: I don’t believe a word of the whole thing. They must have spent the whole of their £ 500,000,000 in separating isotopes; and then it’s possible.

Weizsäcker: If it’s easy and the Allies know it’s easy, then they know that we will soon find out how to do it if we go on working.

Hahn: I didn’t think it would be possible for another twenty years.

Weizsäcker: I don’t think it has anything to do with uranium.

Hahn: It must have been a comparatively small atomic bomb — a hand one.

Heisenberg: I am willing to believe that it is a high pressure bomb and I don’t believe that it has anything to do with uranium but that it is a chemical thing where they have enormously increased the speed of the reaction and enormously increased the whole explosion.

Gerlach: They have got "93" and have been separating it for two years.

Hahn: But you need the engine for that.

Diebner: We always thought we would need two years for one bomb.

Hahn: If they have really got it, they have been very clever in keeping it secret.

Wirtz: I’m glad we didn’t have it.

Weizsäcker: That’s another matter. . . . I think it’s dreadful of the Americans to have done it. I think it is madness on their part.

Heisenberg: One can’t say that. One could equally well say "That’s the quickest way of ending the war".

Hahn: That’s what consoles me.

Heisenberg: I still don’t believe a word about the bomb but I may be wrong. I consider it perfectly possible that they have about ten tons of enriched uranium, but not that they can have ten tons of pure U. 235.

Hahn: I thought that one needed only very little 235.

Heisenberg: If they only enrich it slightly, they can build an engine which will go but with that they can’t make an explosive which will -

Hahn: But if they have, let us say, 30 kilogrammes of pure 235, couldn’t they make a bomb with it?

Heisenberg: But it still wouldn’t go off, as the main free path is still too big.

Hahn: But tell me why you used to tell me that one needed 50 kilogrammes of 235 in order to do anything. Now you say one needs two tons.

Heisenberg: I wouldn’t like to commit myself for the moment, but it is certainly a fact that the main free paths are pretty big.

Weizsäcker: I would say that, at the rate we were going, we would not have succeeded during this war.

Hahn: Yes.

Weizsäcker: It is very cold comfort to think that one is personally in a position to do hat other people would be able to do one day.

Heisenberg: If it has been done with uranium 235 then we should be able to work it out properly. It just depends upon whether it is done with 50, 500 or 5000 kilogrammes and we don’t know the order of magnitude. We can assume that they have some method of separating isotopes of which we have no idea.

Wirtz: We only had one man working on it and they may have had ten thousand.

Weizsäcker: Do you think it is impossible that they were able to get element "93" or "94" out of one or more running engines?

Wirtz: I don’t think that is very likely.

Weizsäcker: I think the separation of isotopes is more likely because of the interest which they showed in it to us and the little interest they showed for other things.

Hahn: Well, I think we’ll bet on Heisenberg’s suggestion that it is a bluff.

Heisenberg: There is a great difference between discoveries and inventions. With discoveries one can always be sceptical and many surprises can take place. In the case of inventions, surprises can really only occur for people who have not had anything to do with it. It’s a bit odd after we have been working on it for five years.

Korschhing: That shows at any rate that the Americans are capable of real cooperation on a tremendous scale. That would have been impossible in Germany. Each one said that the other was unimportant.

Gerlach: You really can’t say that as far as the uranium group [8] is concerned. You can’t imagine any greater cooperation and trust than there was in that group. You can’t say that any one of them said that the other was unimportant.

Korsching: Not officially of course.

Gerlach: (Shouting). Not unofficially either. Don’t contradict me. There are far too many other people here who know.

Hahn: Of course we were unable to work on that scale.

Heisenberg: One can say that the first time large funds were made available in Germany was in the spring of 1942 after that meeting with RUST when we convinced him that we had absolutely definite proof that it could be done.

Bagge: It wasn’t much earlier here either.

Heisenberg: On the other hand, the whole heavy water business which I did everything I could to further cannot produce an explosive.

Harteck: Not until the engine is running.

Hahn: They seem to have made an explosive before making the engine and now they say: "in future we will build engines".

Weizsäcker: How many people were working on V 1 and V 2?

Diebner: Thousands worked on that.

Heisenberg: We wouldn’t have had the moral courage to recommend to the Government in the spring of 1942 that they should employ 120.000 men just for building the thing up.

Weizsäcker: I believe the reason we didn’t do it was because all the physicists didn’t want to do it, on principle. If we had all wanted Germany to win the war we would have succeeded.

Hahn: I don’t believe that but I am thankful we didn’t succeed.

Korsching: The Americans could do it better than we could, that’s clear.

Heisenberg: The point is that the whole structure of the relationship between the scientist and the state in Germany was such that although we were not 100% anxious to do it, on the other hand we were so little trusted by the state that even if we had wanted to do it, it would not have been easy to get it through.

Diebner: Because the official people were only interested in immediate results. They didn’t want to work on a long-term policy as America did.

Weizsäcker: Even if we had got everything that we wanted, it is by no means certain whether we would have got as far as the Americans and the English have now. It is not a question that we were very nearly as far as they were but it is a fact that we were all convinced that the thing could not be completed during this war.

Heisenberg: Well that’s not quite right. I would say that I was absolutely convinced of the possibility of our making an uranium engine but I never thought that we would make a bomb and at the bottom of my heart I was really glad that it was to be an engine and not a bomb. I must admit that.

Weizsäcker: If you had wanted to make a bomb we would probably have concentrated more on the separation of isotopes and less on heavy water . . . If we had started this business soon enough we could have got somewhere. If they were able to complete it in the summer of 1945, we might have had the luck to complete it in the winter 1944/45.

Wirtz: The result would have been that we would have obliterated London but would still not have conquered the world, and then they would have dropped them on us.

Weizsäcker: I don’t think we ought to make excuses now because we did not succeed, but we must admit that we didn’t want to succeed. If we had put the same energy into it as the Americans and had wanted it as they did, it is quite certain that we would not have succeeded as they would have smashed up the factories.                                                                                     

22.2

Hahn: De kan kun have gjort det, hvis de har uran isotop seperation.

Wirtz: Det har de også.

Harteck: Det er ikke absolut nødvendigt. Hvis de lader en uran maskine køre, så separerer de "93".

Hahn: For dét må de have en maskine, der kan fremstille tilstrækkelige mængder af "93" til at blive vejet.

Gerlach: Hvis de vil have det, må de bruge en hel ton.

Hahn: En yderst kompliceret sag, til "93" må de have en maskine, der kan køre meget længe. Hvis amerikanerne har en uranbombe, så er I alle anden klasses. Stak-kels Heisenberg.

Laue: Den uskyldige!

Heisenberg: Har de brugt ordet uran i forbindelse med denne atombombe?

Alle: Nej!

Heisenberg: Så har det ikke noget at gøre med atomer, men det, der svarer til 20.000 tons højeksplosivt, er fantastisk.

Gerlach: Kan det tænkes, at de har en maskine, der kører rimeligt godt, at de har haft den længe nok til at separere "93"?

Hahn: Det tror jeg ikke.

Heisenberg: Hvad jeg kan tænke mig er, at en eller anden dilettant i Ame-rika, som kender meget lidt til det, har bluffet dem ved at sige: "Hvis I kaster dette her, så svarer det til 20.000 tons højeksplosivt", og at det i virkeligheden slet ikke fungerer.

Hahn: I hvert fald, Heisenberg, så er I bare anden klasses folk og kan lige så godt pakke sammen.

Heisenberg: Jeg er ganske enig.

Hahn: De er 50 år foran os.

Heisenberg: Jeg tror ikke et ord af det hele. De må have brugt alle deres 500. 000.000 £ på at separere isotoper; og så kan det lade sig gøre.

Weizsäcker: Hvis det er let, og de Allierede ved det er let, så ved de, at vi snart vil finde ud af, hvordan det skal gøres, hvis vi bliver ved at arbejde på det.

Hahn: Jeg havde ikke troet, det ville blive muligt inden for de næste tyve år.

Weizsäcker. Jeg tror ikke, det har noget at gøre med uran.

Hahn: Det må have været en forholdsvis lille atombombe - i håndstørrelse.

Heisenberg: Jeg er villig til at tro, at det er en højtryksbombe, og jeg tror ikke, den har noget at gøre med uran, men at det er noget kemisk, hvor de har forøget reaktionshastigheden enormt og forøget hele eksplosionen.

Gerlach: De har "93" og har separeret det i to år.

Hahn: Men det skal man have en maskine til.

Dibner: Vi har altid ment, at vi måtte have to år for at lave en bombe.

Hahn: Hvis de virkelig har den, så har de været meget snedige for at holde den hemmelig.

Wirtz: Jeg er glad for, at vi ikke havde den.

Weizsäcker: Det er en anden sag . . . Jeg synes, det er frygteligt af amerikanerne at have gjort det. Jeg mener det er vanvittigt af dem.

Heisenberg: Det kan man ikke sige. Man kan lige så godt sige "Det er den hurtigste måde at få en ende på krigen".

Hahn: Det er hvad der trøster mig.

Heisenberg: Jeg tror stadig ikke et ord om bomben, men jeg kan jo tage fejl. Jeg vil anse det for fuldstændig muligt, at de har omkring ti tons beriget uran, men ikke at de kan have ti tons rent U 235.

Hahn: Jeg troede, at de kun behøvede meget lidt 235.

Heisenberg: Hvis de bare beriger det en smule, kan de fremstille en maskine, som kan fungere, men med den kan de ikke fremstille eksplosiver, som vil -

Hahn: Men hvis de har f. eks. 30 kg rent 235, kan de så ikke fremstille en bombe med det?

Heisenberg: Men den vil stadig ikke eksplodere, for den "frie vej" er for stor.

Hahn: Men sig mig, hvorfor I plejede at sige til mig, at man behøvede 50 kg 235 for at gøre noget som helst. Nu siger I, at man må have to tons.

Heisenberg: Jeg vil ikke sige noget med sikkerhed, men det er sikkert, at den "frie vej" er temmelig stor.

Weizsäcker: Jeg ville sige, at med den fart, vi arbejdede med, så ville det ikke være lykkedes for os under krigen.

Hahn: Ja.

Weizsäcker: Det er en sølle trøst at tænke på, at man personligt kunne gøre, hvad andre en dag ville være i stand til.

Heisenberg: Hvis det er gjort med uran 235, så skulle vi have kunnet gøre det. Det afhænger blot af, om det er gjort med 50, 500 eller 5000 kg, og vi kender ikke størrelsesordenen. Vi kan gætte på, at de har en metode til at separere isotoper, som vi ikke kender til.

Wirtz: Vi havde kun een mand til at arbejde med det, og de har måske haft 10.000.

Weizsäcker: Tror I det er umuligt, at de kunne få element "93" eller "94" ud af en eller flere fungerende maskiner?

Wirtz: Det tror jeg ikke er meget sandsynligt.

Weizsäcker: Jeg tror. at separation af isotoper er mere sandsynlig på grund af den interesse, de har udvist for det, og den ringe interesse, de har vist for andre ting.

Hahn: Vel, jeg tror, jeg er enig i Heisenbergs ide, at det er bluff.

Heisenberg: Der er stor forskel på opdagelser og opfindelser. Over for opdagelser kan man altid være skeptisk, og der kan komme mange overraskelser. Når det drejer sig om opfindelser, kan der egentlig kun ske overraskelser for folk, der ikke har haft noget at gøre med dem. Det er en smule underligt, efter at vi har arbejdet med det i fem år.

Korsching: Det viser i hvert fald, at amerikanerne magter virkelig samarbejde i stor stil. Det ville have været umuligt i Tyskland. Hver eneste sagde, at den anden var uden betydning.

Gerlach: Det kan du virkelig ikke sige, når det drejer sig om urangruppen. Du kan ikke forestille dig bedre samarbejde og tillid, end der var i den gruppe. Du kan ikke sige, at nogen af dem sagde, at den anden var uden betydning.

Korsching: Ikke officielt, naturligvis.

Gerlach, råbende: Heller ikke uofficielt. Sig mig nu ikke imod. Der er alt for mange her, som ved besked.

Hahn: Naturligvis var vi ude af stand til at arbejde i den målestok.

Heisenberg: Man kan sige, at første gang der blev stillet store beløb til rådighed i Tyskland, var i foråret 1942 efter det møde med Rust, hvor vi overbeviste ham om, at vi havde helt afgørende beviser for, at det kunne gøres.

Bagge: Det var heller ikke meget tidligere her.

Heisenberg: På den anden side - alt det med det tunge vand, som jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at fremme, kan ikke fremstille noget eksplosivt.

Harteck: Ikke før maskinen fungerer.

Hahn: Det ser ud til, at de har fremstillet eksplosiverne, før de fremstillede maskinen, og nu siger de: "I fremtiden bygger vi maskiner".

Weizsäcker: Hvor mange arbejdede på V 1 og V 2?

Diebner: Tusindvis arbejdede på det.

Heisenberg: Vi ville ikke have haft det moralske mod til at anbefale regeringen i foråret 1942, at de skulle bruge 120.000 mand bare for at bygge dette her op.

Weizsäcker: Jeg tror, at grunden til, at vi ikke gjorde det, var at alle fysikerne i princippet ikke ønskede at gøre det. Hvis vi alle havde ønsket, at Tyskland skulle vinde krigen, så ville det være lykkedes for os.

Hahn: Det tror jeg ikke, men jeg er taknemmelig for, at det ikke lykkedes for os.

Korsching: Amerikanerne kunne gøre det bedre end vi, det er klart.

Gerlach forlader værelset.

Heisenberg: Pointen er, at hele strukturen af forholdet mellem videnskabsmanden og staten i Tyskland var sådan, at selvom vi ikke var 100% ivrige efter at gøre det, så stolede  på den anden side staten så lidt på  os, at selv om vi havde ønsket at gøre det, så ville det ikke have været let at gennemføre.

Dibner: Fordi de officielle kun var interesseret i øjeblikkelige resultater. De ønskede ikke at arbejde på en langtidspolitik, som Amerika gjorde det.

Weizsäcker: Selv hvis vi havde fået alt. hvad vi ønskede, så er det på ingen måde sikkert, at vi ville være nået så vidt, som amerikanerne og englænderne er det nu. Det er ikke et spørgsmål om, at vi var næsten lige så langt, som de var, men det er et faktum, at vi alle var overbevist om, at sagen ikke kunne gøres færdig under denne krig.

Heisenberg: Vel, det er ikke helt rigtigt. Jeg vil sige, at jeg var absolut over-bevist om muligheden af, at vi kunne fremstille en uran maskine, men jeg troede aldrig, at vi kunne fremstille en bombe, og inderst inde var jeg virkelig glad for, at det skulle være en maskine og ikke en bombe. Det må jeg ind-rømme. 

Weizsäcker: Hvis du havde ønsket at fremstille en bombe, så ville vi sand-synligvis have koncentreret os mere om at adskille isotoper og mindre på det tunge vand.

Hahn forlader værelset.

Weizsäcker: Hvis vi var begyndt på dette her tidligt nok, så kunne vi være nået et stykke vej. Hvis de kunne blive færdige i sommeren 1945, så kunne vi have haft held til at blive færdige i vinteren 1944-45.

Wirtz: Så var resultatet blevet, at vi havde udslettet London, men stadig ikke havde erobret verden, og så ville de have kastet dem ned på os.

Weizsäcker: Jeg tror ikke, vi bør undskylde nu, at det ikke lykkedes for os, men vi må indrømme, at vi ikke ønskede det. Hvis vi havde udvist den samme energi som amerikanerne og ønsket det lige så meget som de gjorde, er det helt sikkert, at det ikke var lykkedes for os, for de ville have smadret fabrikkerne.

23.

Så er det på tide

at vi erindre den kolde krig, antikommunismens opblussen i USA i 1947 med præsident Trumans loyalitetsordre for statsansatte, der medførte udrensninger i fagforeninger og universiteter.

Niels Bohr havde i samtaler og åbne breve talt for, at undgå et atomkapløb ved at informere Sovjetunionen og tilbyde dem samarbejde.

I 1944 mødte Bohr Churchill og Roosevelt, uden resultat; ligeledes i 1948 med USA's udenrigsminister Marshall. Det er hævdet, at Bohr gjorde et så dårligt indtryk på Chrurchill, at denne ønskede Bohr holdt indespærret.

I 1950 og -56 gentog han sine forslag i åbne breve til De Forenede Nationer.

På denne baggrund kan Niels Bohr under efterretningstjenesternes afhø-ringer - datoerne er ikke oplyst - have følt sig nervøs, og mistænkt.

Hvorfor nu det?

Fordi Bohr havde haft en nevø til Margrethe Nørlund Bohr, matematikeren Ib Nørlund ansat på Bohrs Institut. Ib Nørlund blev senere medlem af det kommu-nistiske partis centralkomite, et politisk ståsted, som ikke lå kilometerfjernt fra Niels Bohrs egen hensigt med "En åben verden". Staten Israels oprettelse på socialistisk grundlag i erindring.

Den danske militære efterretningstjeneste i aktion

Uddrag af artikel: - "Niels Bohr bringes i sikkerhed"

Jamen, tænk nu

 - her kun formodninger - tænk nu, hvis diverse udenlandske militærfolk og polititjenester pludselig spurgte, om Niels Bohr i samtaler med atomvidenska-bens kolleger og venner i eller fra England, nazi-Tyskland, USA, Vesttyskland, Sovjetunionen og Østtyskland havde udtalt sig om atomteoretiske spørgsmål,  og uagtet der måske kun var tale om principielle, matematisk-filosofiske spørgsmål, dermed utilsigtet og mod sin hensigt havde været agent og deltaget i spionage for de nævnte nationer, in casu det næste spørgsmål, om han, da han på sin højskole, rettelig institutet, optog jødiske videnskabsfolk på flugt fra nazi-Tyskland, og havde gjort det fordi han var kommunist?

Og fremlagde en kopi af en gulnet lap papir fra en lærer, der havde under-vist drengen Niels i skriftlig dansk. Læreren erklærede:

"Trods min kærlige Tugt og Omsorg for Niels vil han ikke fravige den daar-lige Vane det er, at skrive med Kejten, den venstre Haand. At en Neurolog paa-staar, at Uvanen skyltedes en Skade i Hjernebjaelkens Saede mellem den Venstre og den Højre Hjernehalvdel for Motorick, Farve- og Ordblindhed. Ja-men, altsaa, dette fortrygte Postulat viser kun, at denne saakaldte Læge er en Kvaksalver. Reglementet for Indlæring af Skrivekunsten bestemmer, at Niels skal skrive med højre Haand".

Uanset formodninger og spekulationer: Vi kender ikke disse afhøringer, og absolut intet om deres emner, kun at de ifølge Niels Bohr har fundet sted.

Derfor må offentliggørelsen af Robert Jungks bog "Stærkere end tusind sole", 1956. dansk udgave 1957, med gengivelser af samtalerne med Heisenberg, være kommet som lidt et chok for Bohr-familien.

At den trådte i aktion ses i Dagbladet Information af 17. december 2001, Bohrs mystiske møde med Heisenberg, af Martin Burcharth, Informations korre-spondent:

Hertil kom senere Michael Frayns skuespil "København", 1998, med samme tema, som, støttet af venner, tilskyndede familien til at give tilladelse til Niels Bohrs Arkiv til offentliggørelsen af de hidtil tilbageholdte udkast og kladder til breve fra Bohr til Heisenberg.

Den eneste personlige kontakt mellem de mangeårige kolleger og venner i den offentliggjorte kladdesamling, ses i Bohrs lykønskningstelegram, som ikke er offentliggjort, til Heisenbergs 60-årsdag, 5. dec. 1961, og Heisenbergs hjer-telige takkebrev.

En kladde til et brev fra Bohr til fødselaren H. er skrevet, men ikke afsendt. 

Hvorfor blev det ikke sendt?

De mødtes i efteråret 1961 i Bryssel, skriver Bohr - Bruxelles - til en konferen-ce jvf. datering 27.12.61, text 5a og text  5b, og mødtes kort efter krigen jvf. ikke afsendt, udateret text 7:

- "bliver jeg stadig spurgt om hvad Baggrunden og Hensigten var med Dit og Weizsäckers Besøg i København i 1941, her er det meget vanskeligt for mig at give et Svar fordi som Du ved af vores Samtaler i Tisvilde baade kort efter Krigen og under Dit og Din Families Sommerophold i Liseleje fik jeg en helt anden Opfattelse af Besøget end den som Du har beskrevet i Jungks Bog."

Bohr gentog de samme temaer, Heisenbergs påståede skiften-holdning fra 1941 - 42, samtaler i Tisvilde 1947, ferieophold i Liseleje, efterretningstjene-sterne. alt komparativt med vendepunktet i 1957.

De talte åbenbart ikke fortroligt med hinanden, søgte en forklaring om grunden til Bohr bekymring, de mange afhøringer. Og den tilbageholdenhed kan synes påfaldende, med mindre den er aldeles uinteressant.

Det må formodes, at Bohr og Heisenberg hverken havde tid eller lyst til en nøje analyse af Bohrs bekymringer. Det forhindrede dagens aktuelle program.

Nuvel, så havde Bohr chancen til at få gjort rent bord, da han skrev kladden den 27.12.61 og få brevet maskinskrevet og afsendt pr. post. Og Bohr kunne have udnyttet postchancen i 1962 i den sidste kladde jvf. text 11c.

Hvorfor blev ikke ét eneste af de bekymrede breve ikke afsendt?

Kan det tænkes, rettelig - det sandsynligste er, at kladderne skyldes pression fra familien - de samme temaer - men at Niels Bohr vidste bedre:

Nemlig, at disse kladder ikke kunne være prøvestenen for noget som helst, som ikke tidligere samdrægtigt var afklaret mellem Bohr og Heisenberg, uanset hr. forfatter Jungks skriverier.

Se  Dokument 11c.

- "og min forskrækkelse blev jo ikke mindre ved at høre fra de andre på Instituttet, at Weizsäcker havde udtalt, hvor lykkeligt det ville være for viden-skabens stilling i Tyskland efter sejren, at du kunne hjælpe så væsentligt dertil".

- "at Weizsäcker havde udtalt" . . .

Carl Weizsäcker er i 1941 Heisenbergs dilemma. Da frygtede - eller troede mange - at den endegyldige tyske sejr var en kendsgerning - om få måneder.

Carl Weizsäcker er utvivlsomt nationalsocialistisk opdraget af sin far, Ernst  Weizsäcker, departementschef i udenrigsministeriet, medlem af partiet og SS-Obersturmbannfürer, dvs. general i SS.

Hvorved som naturlov Carl Weizsäcker formentlig var medlem af Hitler-Ju-gend, og senere partiet. Deraf følger ikke, at han automatisk var nazist, men formentlig national-konservativ, som tidligere var faderens holdning.

Derimod troede såvel Weizsäcker og Heisenberg i 1941, at deres land ville vinde krigen. Som det tegnede i 1941. Dog næppe ved deres genbesøg i 1942, jvf. slaget ved Stalingrad, og derfor håbede, at der snart kom en fredsslutning.

Samtidig var de givetvis plaget af en rystende logik: Deres land ville blive besejret, efter at USA havde allieret sig med England.

Se Dokument 6, den af Margrethe Bohr gengivne udtalelse af Heisenberg: - "udtalte som sin Overbevisning at Krigen, dersom den ikke endte med en tysk Sejr, ville blive afgjort med sådanne Hjælpemidler". D.v.s. atombomben.

Dette udsagn beviser, at Heisenberg den dag så klarest på dén sag.

Men ude i den store verden gengives Heisenbergs klarsynede udsagn som bevis på, at han mente, at Tyskland kunne og ville benytte atombomben.

Bohr, som intet kendte til Englands og USA's atomplaner, må formodes at vide, at hans engelske og amerikanske venner arbejdede på just den sag.

Med Bohrs ængstelse for de af tyskerne ofte varslede nye våben i erindring, svigtede Bohrs logik fatalt. Han troede, at det som Heisenberg meddelte ham ville betyde, at tyskerne kunne vinde kapløbet om den første atombombe.

Imidlertid.

2 år senere - i sommeren 1943 - sendte Bohr ifølge den danske militære efterretningstjeneste, meddelelsen til England, at hvis der kunne fremskaffes tilstrækkelige mængder tungt vand og Uran-235, kunne det lade sig gøre.

Spørgsmålet er da, om Bohr Arkivet ikke har gjort Niels Bohr en bjørnetjene-ste ved offentliggørelsen af kladdesamlingen?

Thi når Bohr alligevel ikke ønskede brevet til Heisenberg afsendt, uagtet de mange udkast og kladder, må der naturligvis være en dybere liggende årsag.

Den årsag burde Bohr Arkivets præampel til teksterne have forklaret, støttet af dokumentarisk stof, ex. hvilke efterretningstjenester, der var i spil, og dato-erne for Bohrs og Heisenbergs møder? Dernæst savnes 2 dokumentariske ind-slag med  lakonisk formulerede persondata vedrørende:

Om det vitterligt forholder sig sådan, at Niels Bohrs ældste søn, Christian, druknede for øjnene af ægteparret Bohr under flugten over Øresund i 1943?

Samt af hvem og hvorfor Werner Heisenberg i 1970 i København blev beæret med Niels Bohr-medaljen?

I stedet får læseren en søforklaring på engelsk, der ikke er oversat til dansk, en ejendommelig attitude når Bohr Arkivet er pæredansk, uagtet sin interna-tionale status.

Hvilken årsag?

Den sandsynlige forklaring må være, at det væsentligste tema i tekst 11c, den sidste i samlingen, Bohrs sidste chance til en konkret forklaring, burde have indeholdt et faktuelt eksempel på en efterretningstjenestes afhøring, og hvorfor den måtte virke foruroligende på Bohr.

Det var jo uundgåeligt.

Rygterne svirrede efter anklagen mod Oppenheimer og de mange afslørin-ger af spionage blandt kolleger og gode venners bekendtes bekendte, ude i den store verden.

Det må derfor være Niels Bohr Arkivets opgave, i et appendiks til den offent-liggjorte kladdesamling, at meddele resultatet af en undersøgelse, som konkret belyser årsagen til Niels Bohrs irritation og bekymring efter afhøringerne af diverse efterretningstjenester.

Dernæst bør det konkret kunne oplyses, hvorfor Bohr flygtede til Sverige på det senest tænkelige tidspunkt, kun få dage før den tyske aktion mod de danske jøder?

Det skyldes naturligvis frygten for, at hvis han forlod landet, ville det frem-kalde et større chok, end politikeren Christmas Møller flugt til Sverige/England.

En Bohrflugt i utide kunne have udløst en eskaleret tysk hævn mod de danske jøder.

Det ser man ikke i foranstående "Niels Bohrs Historie".

- "På 80-års dagen for Niels Bohrs fødsel den 7. oktober 1965 fik Institut for Teoretisk Fysik ved Københavns Universitet det navn, som det uofficielt har haft gennem mange år: Niels Bohr Institutet.

Tilbage til det monstrøse:

Den kolde krig afslørede mange spioner, ex:

I 1951 blev M.I.6, Englands Military Intelligence, Section 6, kontraspionage udland, ramt af en skandale efter en stor succes. M.I.6 afslørede 3 af deres egne folk som agenter for Sovjetunionen.

Kim Philby og Gay Burgess, kommunister, studenter, Cambridge, blev hyret i 1933 til M.I.6 af Donald Maclean. Kim Philby avancerede til leder af den anti-kommunistiske kontraspionage, og var forbindelsesofficer til CIA.

5 af Cambridge-klubbens medlemmer blev afsløret, nr. 4 var dronning Elisa-beths kunstekspert, Anthony Blunt. Hvor mange medlemmer, der var i alt ken-des ikke. Kim Philby, Burgess og Maclean fik bragt sig i sikkerhed i Moskva.

Årsagen til Bohrs ængstelse og irritation er derfor nærliggende; han følte sig mistænkt som spion og dobbeltagent for 6 atomkapløbende nationer, og derfor ville spørge Heisenberg, om han havde haft tilsvarende oplevelser?

Et sådant brev ville blive en besynderlig historie. Især hvis Heisenberg tog tråden op i et svarbrev.

Marts 2007

"En besynderlig historie" opdateres i næste udgave af Kasler Journal

Send kritik og forslag til: mogens.kasler@privat.tele.dk

           klik til "Introduktion til en aparte periode i Danmarkshistorien"

klik til index