Jeg, Christian Peder, véd, at min ven, Jørgen P er dødsdømt. Som om dommen ikke var nok? Livsvarigt fængsel for planlagt mord. 

"Det er uretfærdigt, det er dødsstraf", råbte tilhørerne. Sagen er kæret, så må vi se. Men et godt resultat til sidst? Nej. Lægerne fjernede vævsprøver fra en fremskre-den cancer i tarmkrøset.

Jørgen sagde bittert: "De vil tvinge mig til helbredelse med radium dødsstråler og giftig kemoterapi, selv om de ved, at det ikke tjener noget formål. Kun flere smerter, mere angst, mere pine. Gu’ vil jeg ej".

Jørgen er dødsdømt. Jeg så det i hans øjne, og i Rithjas, sygeplejersken, en ung pige flygtet fra krigen i de sørgelige rester af Jugoslavien. Rithja ligner Inalein. Eller jeg vil gerne tro, at Rithja ligner min Inalein.

---

Ina var min hustru. Hun døde for en måned siden af cancer. Inalein valgte at blive hjemme til det sidste. Det valg fik Jørgen ikke. De tvang ham. Inaleins smerter dæmpede vi med morfin. Lægerne gav mig medicinen uden recept og uden kontrol-besøg. Inaleins død var et hårdt slag for mig.

Jeg solgte gården og flyttede med få ejendele ind i mit tjenestekammer, her på hospitalet. Det var min pligt at hjælpe Jørgen, om end det medførte konsekvenser. Ja, muligvis fremskyndede min Inaleins død.

Jørgens skæbne oplevede jeg på nærmeste hold, og nu ved vi, at Jørgens død er nært forestående.-Jørgens bizarre oplevelser og selvvalgte bitre skæbne, ændrede kursen i mit liv, og i Inaleins. - 

Inalein og jeg havde haft det godt sammen. Men under Jørgens sygdom blev det, som holdt jeg mig på afstand fra Inalein. Absolut imod min vilje. Mine forsøg på samtale med hende mislykkedes. Hun forstod intet af mine kvaler. Inalein sygnede hen, den forbandede cancer holdt sit indtog hos hende. På få måneder var det forbi. Jeg opdagede det ikke, før det var for sent. Jeg kunne kun hjælpe hende med keto-gan og andre smertestillende midler; men uden at svigte Jørgen.

Jørgen var kriminalkommissær, pensionist i et par år, før attentatet. Jørgen var tavs i retten, i gebærder høfligt smilende, men han sagde absolut intet.

FATTIG ENKE MED 3 BØRN

For mange år siden var vi skolevenner, men vore drengeveje skiltes. Jørgen og jeg var født, og gik i skole, midt i Vesterbros fattigkvarter i København. Jeg kom i mellemskolen. Jørgen dumpede til optagelsesprøven, han manglede ikke evnerne, det var noget med viljen og humøret. Jørgen havde en meget stærk vilje.

Min far døde tidligt. Dødsårsag? Cancer. Min far var kordegn i sognets kirke, vi boede i en stor god lejlighed. Far benyttede det ene værelse til kontor. 

Efter min faders død flyttede vi til en lille toværelses i en stille gade i udkanten af Vesterbro. Min mor blev omtalt som "en fattig enke med 3 børn". Det lød som en forbrydelse.

Min mor, min ældre søster og min lillesøster, skæmmede min opvækst. Jeg var stille og renlig af natur, men plagedes af deres højrøstede virak og tjavser af hår i min mad. Ikke blot i maden og på brødet, men også i min kakao, kaffe, te, mælk, saftevand. Et sort stift hår, var min moders. Et blondt hår, min ældre søsters. Hun råbte hidsigt, at det var mit eget beskidte hår. De gule hårtjavser var min lillesøster. 

Alt det hysteri, kun om hår, fordi vores lille køkken var et virvar af spisekam- mer, madlavning, opvask, klatvask, hårvask, bad.

Min mor led af rengøringsvanvid, men var ingen skarptsynet ørn; uden sine briller var hun en svagt seende dame, der ofte glemte brillerne, og så lød det: "Hvor er mine briller, har I ikke set mine briller, nå, dér ligger de".

At jeg kunne finde hår i hendes mad, gjorde hende rasende. Når det skete, og altid ved spisebordet, så hun på mig med lynende øjne og råbte: "Hvorfor er det altid dig, der gør vrøvl? Spis din mad og ti stille".

Efter disse optrin søgte jeg kommunens bibliotek, eller til jævnaldrendes selskab i den kristelige ungdomsforening. Min mor blev tjenende ånd i sognekirken, og en kort tid i tjeneste hos provsten.

PROVSTINDEN OG JEG

Og hvordan det end gik til: 

En dag, kort efter min ti års fødselsdag, befandt jeg mig som uformel adoptivsøn hos den barnløse provst og hans frue. Det var dem der traf bestemmelsen, at jeg skulle læse til student og senere præst. Jeg fik ikke noget nært forhold til provste-parret. Måske var det min egen skyld. De forkælede mig, jeg kunne gøre omtrent som jeg ville. Men jeg følte mig ensom.

"Provstinden og jeg er dine uformelle adoptivforældre. Din mor vil ikke lade os adoptere dig. Men, kære Christian Peder, det slår ingen skår i provstindens og min kærlighed til dig, vel?", sagde provsten, næsten dagligt.

Jeg fulgte mine forældres sædvane; de havde altid sagt De til fremmede. Min far havde stået ærbødigt med hatten i hånden, når han talte med provsten. Jeg var tretten år, før jeg sagde du og onkel Vilhelm til provsten, og tante Hilda til provst-inden.

Provsten var glødende tilhænger af nationalsocialismen i Tyskland. Når han cyklede til nazimøder var han iført en prangende uniform, og hilste med strakt arm, "Heil Hitler", til provstinden. Men hun lo hånligt og råbte til ham:

"Vilhelm, hvor er du dog tåbelig".

Provsten var anerkendt på universitetet, underviste i teologi, udgav et skrift om humoren i filosofien. Han adfærd, moral og intelligens var kompliceret. Jeg fik ind-blik i provstens seksualliv, og visse erfaringer med provstinden.

Jeg vågnede en nat ved uforklarlige lyde. Jeg stod op og gik forsigtigt ud på gangen. Støjen kom fra provsteparrets soveværelse, døren til værelset stod åben. Målløs så jeg tante Hilda og tjenestepigen Marie ligge nøgne i sengen i en besyn-derlig stilling; onkel Vilhelm lå også nøgen, lænet ind over dem, mens han med hånden rystede noget ud af sit lem.

"Han tisser på dem, hvorfor gør han det?", mumlede jeg, idet jeg løb tilbage til min seng, og hele den nat ikke kunne falde i søvn.

En aften, på min 16-års fødselsdag, og provsten var cyklet til nazimøde, kom tante Hilda ind til mig. Jeg var, efter et bad, gået i seng og lå og læste. 

Hun satte sig på sengen, smilede, tog min hånd, og sagde: 

"Søde Christian Peder, fortæl mig nu, hvorfor der er pletter på dit lagen. Drøm-mer du om natten? Du gør da ikke det slemme med hånden, gør du?"

Men hendes egen hånd vidste nøjagtigt, hvad den ville, hun løsnede sit tøj, stod nøgen foran mig, smilede, krøb ned til mig i sengen.

-

Deres død indtraf under en ferie på Bornholm. Provsten ville demonstrere, at han sandelig var en dygtig sejlsportsmand. 

Men han faldt i vandet og kunne ikke svømme. Provstinden sprang ud efter ham, båden gled fra dem, og i sin iver for at reddes fra døden, druknede provsten sig selv og sin redningskvinde. De blev observeret af fiskere, der var tæt på ulykken, men hjælpen kom for sent.

Det var samme år jeg blev student. Provsten havde indskrevet mig til det teo-logiske studium på universitetet. Og mit eneste og mangeårige embede, et hverv hvori jeg befandt mig godt tilfreds, forblev som hjælpepræst ved heromtalte hospital.

MIN ENESTE KVINDE

Efter et par år med stilfærdig hospitalstjeneste skete der det, at Inalein stod med rødgrædte øjne og bad mig hjælpe hende med faderens begravelse. Inaleins fader var stanget ihjel af vilde kreaturer på et dyrskue. Ina var ung, og eneste arving til gården i Nordsjælland. Moderen var død for mange år siden.

Det var aften med regnslud. Jeg rakte Inalein min hånd til afsked. Hun trak mig ind i bilen, vi mælede ikke et ord til hinanden undervejs til gården. Men dersom jeg havde vidst, at hun var helt alene hjemme, havde jeg næppe fulgt hende inden for døren. Pludselig faldt hun mig grædende om halsen. Ja, hun bad mig blive hos sig natten over. Hun var bange, og så ulykkelig, sagde hun.

Hilda, provstinden, havde været min hore. Inalein blev min eneste kvinde. Jeg har aldrig følt selv den mindste trang til utroskab. Dagen efter Inaleins faders begravelse, blev Inalein og jeg enige om ægteskab. Derefter, i en kort periode, suppleredes min økonomisk beskedne tilværelse som hjælpepræst.

Dog havde jeg ikke ventet, at jeg i min fritid skulle passe svin og kreaturer og drive landbrug sammen med Inalein. Det skete dog kun til Inaleins eftertanke meldte sig: "Du er lidt upraktisk", sagde hun.

Fra den dag nægtede hun mig ethvert fysisk arbejde på gården. Jeg måtte ikke være solbrændt, jeg måtte ikke ødelægge mine hænder, jeg skulle læse og studere.

"Det gør alle præster", sagde Inalein.

Det passede mig ganske storartet. Jeg havde tre gange høfligt sagt nej tak, da hospitalet bad mig søge embedet som førstepræst, fordi jeg i min hyggelige stue på gården syslede med latinske skrifter og mine frimærker.

Der var ikke meget at gøre på hospitalet, jeg nussede stille omkring, ordnede arkivsager og den slags, talte med patienterne, påtog mig modvilligt enkelte kirke-lige handlinger, og hjemme hos Inalein nød jeg at blive vartet op. Men det hændte, at jeg forundret tænkte: 

"Er det mon dig, eller Inalein, der er den underkuede?".

Vi fik ingen børn, vi savnede ikke børn. Det talte vi aldrig om. Inalein var en dygtig landbokvinde, der fulgte med tiden, og såvel gården som vi trivedes ganske storartet. Især beundrede jeg, når Inalein, der havde en spinkel krop, tumlede med de store maskiner, traktorer, plove, harver, såmaskinen og den frygtindgydende mejetærsker.

Desværre havde Inalein en lidenskab for opdræt af præmietyre, store, stam- pende, fnysende kødbjerge. Inaleins fader var til sin død en kendt opdrætter. Der var sket det, at på et dyrskue gik to enorme kødbjerge, landets fineste præmietyre, amok. De kom i slagsmål, og da Inaleins far gik imellem dem, blev han stanget til døde. Af samme grund var jeg altid dirrende nervøs, når Inalein trænede den enorme, dog oftest godmodige præmietyr, hun kaldte årets favorit.

STRAFFEPISKEN

Et år havde vi som nabo en sindssyg person, flyver, en kendt ejer af et koncert-bureau og grammofonselskab, der en dag, for at vise sin manddomskraft, lod flyve-maskinen brumme ned over Inalein og hendes favorit. 

Tyren blev nervøs, stampede, brølede, hev i sit tøjr. Asmussen, den gamle jøde, var kun til besvær, tyren trådte på ham, slog ham med sine horn, Inalein var i stor livsfare, men hun klarede den alvorlige situation, og tog hævn.

Inalein hentede straffepisken, et morderisk redskab, en tre meter lang pisk af flettet elefantlæder fra Inaleins tipoldefar, en slaveejer i Dansk-Vestindien. Med den-ne pisk gav Inalein den sindssyge flyver et par drag over nakken. Han blev så pikeret, at han solgte sin lystgård. Der var rift om lystgårde i omegnen, det var in, at bo på landet i Nordsjælland.

--

En anden af vore naboer var kunstformidler B, og nu ved jeg, at snakken gik i nabolaget, at han var kunstlivets mafioso, han havde succes, men var en snedig og lumpen forretningsmand; det vidste jeg intet om. 

Jeg må tilstå, at jeg forvekslede B med en anden virkelig gulddreng, en vel-kendt rig arving, vistnok nazist og ostehandler og senere en effektiv kunstmæcen.

En dag, jeg sad i mit læsekammer, kom Inalein ind og stillede et staffeli og et udspændt lærred op foran mig, lagde farver og pensler på bordet, smilede sødt til mig, og sagde: "Christian, du skal male et billede til mig".

"Jeg?", svarede jeg forbavset.

"Ja, vil du ikke glæde mig?".

"Jo, naturligvis".

"Så mal et billede til mig. Jamen, Christian, jeg tror virkelig du har talent".

Det eneste rimelige i den sag var, at jeg havde fortalt, at jeg for mange år siden havde malet et ganske udmærket portræt af provstinden, som jeg forærede provsten, og et landskabsbillede til min mor. Nuvel, jeg malede et maleri af udsigten fra mit læsekammer, og idet jeg gav det til Inalein, sagde jeg stolt:

"Det er sandelig et kunstværk, se den elegante tegning, alle de flotte farver".

"Jeg kører til B, han skal se det", svarede hun.

Dagen efter troppede B op: 

"De er en glimrende maler", bjæffede han, "Deres lille kunstværk er skam ud-mærket. Kan De gøre mig en tjeneste?".

"Af hvilket art?", smilede jeg.

B flyttede mit maleri ned fra staffeliet, viste mig et andet:

"Jo, ser De, dette billede er malet af Aksel Jensen, De ved, den kendte Aksel Jensen, Landskab med huse. Men jeg kan ikke sælge dette skilderi, han har malet husene med grå endegavle, og de skal være røde".

"Landskab med huse med røde endegavle", smilede jeg.

"Ja, netop, nu skal De male de grå gavle over med rødt".

"Jeg? Jamen, hr. B? Skal jeg male gavlene røde?", råbte jeg vantro.

"Ja, jeg har travlt, hvor er Deres pensler og farver?".

Jeg naive og tåbelige gjorde det for ham. Jeg forandrede med nænsom og perfekt overmaling Aksel Jensens grå husgavle, til B-ægte røde i det mørke Jensen-landskab.

Men B var ikke tilfreds: "Den himmel er for trist", snerrede han, "den skal kvik-kes op med solskin og blå himmel".

"Solskin og blå himmel, javel". 

Jeg protesterede ikke. Jeg kvikkede behændigt det dystre landskab op, med B-lysende solskin og en dejlig B-blå himmel.

"Det er fint, det er virkelig flot, mange tak", råbte han, idet han sendte mig et fiffigt grin, og forsvandt.

En uge senere kom han tilbage og viste mig et katalog til en udstilling, han havde arrangeret året før.

"Kender De noget til abstrakt kunst? Se her?", sagde han.

"Nej, det interesserer mig ikke".

"Jamen, se dog nu, før De udtaler Dem".

"Nå ja, det er et flot katalog".

"Den slags, det er mig, forstår De det?".

"Ja så", smilede jeg.

"Det er en dansk, en hollandsk og en belgisk maler".

Jeg gik i fælden. B fik mig overtalt til at male tre billeder, omtrent som kopier af den danske, den hollandske og den belgiske maler. Jeg greb denne udfordring for at afprøve mit talent. Jeg malede i flere dage og nød anstrengelsen. 

Inalein så beundrende på mig.

Men da jeg genså B, sagde han: "Fint arbejde, absolut, nu må jeg bede Dem sig-nere skilderierne".

"Hvad mener De?", smilede jeg.

"De skal hjælpe mig, de malerier går som varmt brød".

"Ja, og så?".

"De kan da ikke sælges uden signatur, vel?".

"Min egen signatur? Christian Peder?".

"Nej, du godeste, de store kanoners navne".

"Det kan jeg da ikke? Det bør man vist ikke gøre".

"Det bestemmer jeg. Jeg skriver på bagsiden, at De har malet dem som kopier af verdensmestrene".

"Kan man det? Er det lovligt?", smilede jeg.

"Gør nu som jeg siger, og overlad alle formaliteter til mig", råbte B utålmodigt.

Jeg gjorde, som han ønskede, og han gav mig tre tusinde kroner for min ulej-lighed som kunstmaler.

Samme aften opdagede Inalein, hvad der var sket. 

"Christian, hvor er de nye billeder?". Jeg kunne naturligvis ikke lyve for min hus-tru; jeg fortalte hende detaljeret om mine genvordigheder med B.

"Den modbydelige svindler", råbte hun.

Til min skræk så jeg, at hun medbragte den morderiske straffepisk af elefant-læder, da hun satte sig ind i sin vogn. Jeg tilbragte timer i stor skræk, før hun vendte tilbage, fulgt af politiet og den af pisken maltrakterede B. Jeg bekendte min brøde og blev idømt en advarende dom for min letsindighed. 

Jeg bør oplyse, at min Inalein gik i forbøn for mig hos mine foresatte, provst, biskop, departement, og ministeren. Derpå fulgte mange fredelige år, sammen med Ina.

Da indtrådte den hændelse, der ændrede hele min tilværelse. På kort tid så jeg mit kæreste eje, verdens sødeste pigelil, min egen Inalein, forandre sig fra en stærk kvinde, hærdet af udendørslivet, til en gammel kone, der så på mig med bedrøvede øjne. Vi vekslede ikke mange ord, men hendes øjne sagde:

"Christian, du elsker mig ikke mere".

Jeg kærtegnede hendes hånd, kyssede hende på kinden, hviskede:

"Jo, Inalein, jeg elsker dig. Men det, der er sket, forstår du ikke. Jørgen fører mig ind i en helt anden verden".

Jeg var ikke hjemme den nat, Inalein døde.

En kreaturpasser, en gammel jøde af udenlandsk cirkusslægt, der boede på aftægt hos os, fordi han var uden familie og havde haft tjeneste hos Inaleins fader, sad hos Inalein. Den gamle mand irriterede mig, jeg tiltalte ham Asmussen, et navn, der tilfældigt var faldet mig ind. 

Han fortalte mig, maliciøst, at vagtlægens sprøjte havde gjort en barmhjertig gerning.

LÆGER ER IDIOTER

Mit første møde med patienten, Jørgen P.

"Goddag, er det dig, der er præsten?", sagde Jørgen.

"Ja. De vil tale med mig? Hvordan er Deres humør? De ser jo kvik og rask ud", svarede jeg muntert.

"Jeg er halvdød efter en stor operation, og bliver slået ihjel med giftig medicin. Jeg er så træt".

"Ja, her bestemmer lægerne, det er nu bedst sådan".

"Det er fanden, er det. Jeg har en forbandet cancer. Men de siger, det ikke smit-ter. Næh, du, læger er idioter".

Jeg satte mig ved hans seng. Jeg havde ventet en skræmt patient med døds-angst, en snak om livet efter døden, anger, bod, tilgivelse, bøn, syndsforladelse, sjæ-lens frelse, det evige liv, men Jørgen ville noget helt andet.

"Du, præst, hvad hedder du?".

"Thomas".

"Thomas? Sagde du Thomas?".

"Ja".

"Ja så, det var, hm, nå".

"Hvorfor det?".

"Åh, det hed min søn".

"Mit fulde navn er Christian Peder Thomas Flegius".

"Ja så".

"De er i færd med at skrive breve?", sagde jeg, smilede opmuntrende.

"Flegius, det var ham, provsten?".

"Ja, han var min, eh, min far". Provsten havde testamentarisk forlangt, at hvis jeg ville arve ham, skulle jeg skifte til hans efternavn, og min mor havde sagt ja.

"Hr. pastor, jeg skriver ikke breve, det er min dagbog".

"Kriminalkommissæren skriver dagbog, ser man det?".

Jørgen så vredt på mig; en heftig rødme flammede i hans ansigt: 

"Kriminel kriminalist, pensionist, cancerist, ja. Det er en dagbog om et maka-bert mord. Jeg er morderen, en kold skid, en kynisk morder. Nå, lille præstemand, hvad siger du så til det?".

"Har De set det dejlige solskin. Nu har vi fået forår".

"Hør nu, præst, det var mig, der dræbte ham. Ham, du ved. Det stod i alle aviser-ne. Jeg blev dømt og sat i fængsel, og sad et halvt år, men var syg".

"Kan jeg hjælpe dig? Kan jeg gøre noget for dig?".

"Ja, men hvorfra kender jeg dig?".

"Jeg tror, at vi to mødte hinanden i skolen. Du var den stærke dreng, der for-svarede mig fra første til femte klasse. Jeg var et svageligt skvat som barn".

"I skolen, ja, selvfølgelig, du er Christian Peder, med det fine dobbeltnavn. Du var en værre svækling, du havde allerede brillerne på næsen dengang. Jeg husker, at jeg blev ked af det, da du kom i mellemskolen, jeg savnede dig. Hvor blev du af? Jeg har aldrig set dig siden. Til gengæld huskede min mor din far, ham, provsten. Nå, sig mig, kan du stenografere?".

"Nej".

"Præstemand, har du en båndoptager?".

"Ja, og en computer".

"Hent båndoptageren, vil du, Christian Peder?".

"Ja", svarede jeg.

Og fra den dag arbejdede vi dagligt sammen, ofte til midnat. Når Jørgen gav tegn, tændte jeg for båndoptageren. Jørgen læste i dagbogen. Så lukkede han øjne-ne, det var som om han sov, men åbnede dem, så på mig. Hvorpå han uden afbrydelse indtalte lange afsnit af sin beretning. Når det hændte, at han gik i stå, så han tøvende på mig. Jeg nikkede, læste i mine notater, gav ham det fornødne stik-ord.

HAR DU BØRN?

En dag sagde han: "Sig mig, Christian Peder, har du børn?".

Jeg tøvede længe med svaret, kunne knap nok omstille mig til Jørgens hurtige skiften emne. En hjernetræning, jeg dog hurtigt blev fortrolig med. Men hvad vedkom det ham, at trænge sig ind i Inaleins og mit mest intime privatliv?

"Forstår du?", svarede jeg, "forstår du, Jørgen, min hustru og jeg".

"Glimrende, I fik ingen børn".

"Nej. Forstår du, det var".

"Christian Peder, vær ikke ked af det. Du er blevet sparet for meget vrøvl".

Jeg greb leende det lille halmstrå, og sagde: "Ak ja, det var min hustru og jeg sandelig også enige om".

Jørgens undersøgende øjne, kriminalpolitimandens skarpe blik, så på mig:

"Lille præstemand, jeg har tænkt på noget helt andet. Din far var ikke provst. Din far var kordegn. Det husker jeg bestemt".

"Jeg blev adopteret af provst Flegius, det har jeg fortalt dig", svarede jeg, "men din far, Jørgen, hvem var det?".

"Din far, Christian, var en holdningsløs lille kordegn, som blev en subsistensløs dranker, der endte på en arbejdsanstalt, ikke sandt, Christian? Og derfra, såvidt jeg husker, til Frikorps Danmark, husker du det?".

Vredesrødme steg op i mit ansigt, jeg rejste mig fra stolen. Jørgen greb mig i armen, tvang mig tilbage. Der var ingen tegn på foragt, tværtimod en særegen mildhed i hans ansigt; hans stemme skælvede da han sagde:

"Christian, ikke mere om det, vi har alle vore små hemmeligheder. Jeg bollede med andre damer, misbrugte min Bodils kærlighed og naivitet. Du spurgte om min far".

"Ja, jeg kan ikke huske ham".

"Min far gik for at være en af Vesterbros slagsbrødre, han var to meter høj, en bjørnestærk smed, maskinarbejder, socialist, kommunist, revolutionær".

"Var din far maskinarbejder? Jeg havde forestillet mig noget helt andet. Jeg ved såmænd ikke?".

"Min far var splittet i to. Den ene var den gode far til fire børn og hustruens loy-ale ægtefælle. Den anden var agitator for socialismen, retfærdighed, human barm-hjertighed. Og hvad var resultatet? En evig strid med politiet. Hvad tror du der skete, når politiet blev tilkaldt til husspektakler i fattigkvarteret?".

"Politiet skaffede sømmelig ro og orden", smilede jeg. "Jeg husker, at min adop-tivfar, provsten, stiftede Borgernes Frivillige Vagtværn, fordi".

"En bande hærværksfolk, tak. Næ, den tævede hustru søgte beskyttelse hos min far, som dæmpede ægtemanden. Men det var ikke branderter og voldsmænd, men min stakkels far, der blev slæbt med på stationen som synderen, socialisten, kom-munisten. Det var rendyrket klassekamp, den daglige kamp mod magtens forlæn-gede arm, politiet, arbejdspladsen, lejekasernens ejer, fattigkvarteret".

"Jørgen? Du er pensioneret kriminalkommissær?".

"Så taler jeg vel med nogen erfaring, hr. præstemand".

"Jørgen, du ligger så ubekvemt, skal jeg ryste puderne for dig?". 

Men Jørgen skubbede irriteret til mig.

"Min far vidste præcist hvad han gjorde, da han fik mig ind hos politiet. Når tys-kerne kommer, sagde han, bliver jeg spjældet inde af det danske politi, så må du hjælpe mig. Og hvad skete? Min far blev fanget af tyskerne og sendt i kz. Han var nær død. Da han kom hjem, opklarede han sammen med min farbroder et justits-mord i en stikkersag. Min fætter, Per-Otto, er skribent, han skrev om sagen. Hvad hed den? Fjenden i gaden, tror jeg. Åh gud, Christian, jeg kører træt, tror du jeg kan gennemføre alt det jeg gerne vil?".

"Ja, for et par dage siden ville jeg have sagt: Med Guds hjælp. Men i dag er det som om han er lidt overflødig. Du kan og skal gennemføre det. Viljen til livet er væsentlig, i rette tid, det ved du, Jørgen. Lad mig nu ryste dine puder for dig".

JORDFÆSTELSE

Den næste formiddag glemmer jeg aldrig. Skylden var ikke min. 

Skæbnen havde bestemt mig en ny førstepræst, min nye foresatte, der netop denne dag skulle tiltræde sit embede. Jeg var i den anledning nervøs for en del, fra denne person, upassende spørgsmål vedrørende arkivet, som jeg erkender, ikke var ført ajour, samt en beklagelig manko i en lille pengekasse, hvis administration jeg elskværdigt og troskyldigt havde overladt hr. skeletfører Andersen. Umulige Svend Andersen, et blandt mine mange katastrofale fejlgreb.

Allerede i toget på vej ind til hospitalet, så jeg, at jeg havde glemt at skifte Inaleins gave: Et par overordentlig nyttige og solide, men af gårdspladsens støv og møg tilsnavsede fedtlæderstøvler. Mine sorte sko, passende til præstekjolen, stod nu og surmulede i skabet i gårdens påklædningsværelse, fordi jeg netop dagen før, havde glemt mine daglige hverdagssko inde i arkivskabet på hospitalet.

Min nye kollega var en forandring, der måtte provokere mig. 

Han var en højkirkelig personage, fundamentalistisk, eller jeg tør sige, bud- dhist-katolsk inficeret, ville reformere kirkens arbejde i hele landet. Og han tog sig sandelig den ekstreme frihed, at reformere mig og min gerning her på hospitalet.

Jeg havde, efter behagelig aftale med min tidligere kollega, kun meget sjældent forrettet gudstjeneste. Denne glædelige handling varetog min ven og foresatte med stor tilfredshed. Nu skulle jeg møde hver anden søndag formiddag. 

Jeg havde dernæst, i den gode tid, næsten ingen begravelser, dem varetog min kollega. "Jordfæstelsen er os en ikke uventet pligt", sagde han smilende. 

Jeg nikkede venligt, og passede sagerne i arkivet særdeles, i hvert fald nogen-lunde pligtopfyldende.

-

Den dag gik alt som forrykt. Da jeg ankom, lå der henkastet en lap papir på mit beskedne skrivebord, der stod i arkivet, et hjørne af lagerrummet med rengørings-artikler i hospitalets anneks, der rummede kapellet, centralvarmeanlægget og kre-matorieovnen. 

Min samme dags tiltrådte kollega gav mig, endnu uden at have hilst på mig, på papirlappen instruks om at forrette: "Ligbegængelse med påfølgende kremering af Johan Johansen. Kisten står i kapellet. Pårørende forgæves efterlyst, han skal i de ukendtes".

Jeg følte panik, blev overvældet af skræk, og kunne i denne tilstand ikke gen-nemskue, hvorvidt min foresatte havde, eller ville kunne, forveksle Johan Johansen, med enkefru Mortensen, eller enhver anden tilfældig person til kremering, måske en dødfunden vagabond. 

Herpå tænkte jeg ikke, jeg følte en stærkere afmagt: Hvad kunne være værre. end at dø ensom og gammel og glemt af sine pårørende? Hvad kunne være værre, end at skovle en anonym ned i de ukendtes grav, såfremt afdøde havde ønsket sig en storslået begravelse? 

Hvad kunne være værre, end at blive brændt, når man havde ønsket sig lagt i mulde i en flot kiste med stort følge, der bagefter nedsvælgede et stærkt og rigeligt og bevægende kvantum gravøl?

Jeg ved ikke noget rædsommere end kremering. Jeg har i tjenesten gennem de mange år, aldrig forliget mig med krematorieovnens uhyggelige susen i skorstenen bag mit skrivebord. Derfor søgte jeg andre, presserende opgaver, under de daglige kremeringer.

Jeg følte, dersom jeg ikke kunne undslå min medvirken, en sand rædsel, når jeg så kisten med den døde synke ned i gulvet, og jeg vidste, hvad der derefter skulle indtræffe: Den udstødtes opslugning i ilddronningens favn, nægtet kroppens hvile i kristen jord.--

Som sagt, jeg blev pålagt denne byrde, og i min befippelse glemte jeg at afføre mig mine fedtlæderstøvler, da jeg skiftede til min ordensdragt. 

Vi, den kvindelige organist, en ældre dame, der spøgefuldt kaldtes jomfru Niko-line, samt krematoriebetjenten Svend Andersen, og jeg, fik dog alligevel bragt den såkaldte hr. Johansen vel til side, som det sømmer sig.

Men se, hvad der senere hændte.

Efter at have udført min pligt, ilede jeg over til Jørgens sygeværelse, til det vig-tige arbejde med at hjælpe ham. Jeg havde allerede forsinket ham i adskillige minutter. Jørgen stod ved vinduet i stumpet hospitalsskjorte og skoggerlo, da jeg trådte ind. Den dag bortjog Jørgens ildevarslende latter min naive tro på Gud og mennesker, livets mening og meget mere; den dag mistede jeg min barnetro og senere reflektioner om livets afslutning, dødsriget, sjælens opstandelse, det evige liv.

"Jørgen, er du rigtig klog, du skal ligge i din seng", råbte jeg.

"Hillemænd, jeg kunne ikke, jeg stod op, og hvad så jeg? Et herligt syn. Dig, en krumbøjet, vingeskudt krage i præstekjole, der blafrede vildt i vinden mens du holdt på den høje sorte hat, hahaha".

"Var det virkelig så morsomt?", svarede jeg stødt.

"Om det var? Præstekjolen blæste omkring dine snavsede støvler og afslørede dine lilla sokker og underbukser. Et herligt syn. Hvis du har købt de blåternede per-missioner, så har du en udsøgt smag, hahaha".

"Hahaha", svarede jeg spidst.

"Hvor er min whisky? Huskede du min whisky?".

"Åhgud, den glemte jeg".

"Nå, men i dag, du gamle, holder vi fridag. Jeg får besøg af en af mine ven- inder, og den fornøjelse vil jeg ikke gå glip af. Det forstår du?".

"Jo da", smilede jeg spagt.

"Du kører hjem til din Inalein, hils hende fra mig, køb en buket blomster til hen-de, så bliver hun så glad".

VI HAR BRÆNDT DEN FORKERTE

Jeg gik, med Jørgens øjne i nakken, med værdige skridt på vejen tilbage til an-nekset, da organistinden, jomfru Nikoline, kom løbende, aldeles altereret:

"Hr. kapellan", jamrede den ældre kvinde, "der er sket en stor ulykke".

"Men kæreste dog, er det så slemt?".

"Det er skrækkeligt. Nej, jeg kan ikke få mig selv til at sige det. Kom, hr. pastor, De må tale med Svend Andersen".

"Er han nu faldet i vandet igen?".

"Nej, det er ikke hans pimperi. Jeg kan ikke holde ham fra det, nejnej, det er meget, meget, meget værre", snøftede Nikoline, idet hun trak mig ind i sidekapellet. Dér stod krematoriebetjent Svend Andersen, svajende beruset, ved en kiste med åbent låg.

Skeletfører Andersen havde, til harmløs morskab for nogen, og ondsindet irri-tation hos andre, en meget stærk daglig trang til alkohol.

"Det er en erhvervssygdom", hævdede han. "Jeg har set det, så jeg ved det. De døde går igen. De snakker sammen. Hvem fanden flytter ellers rundt på kisterne om natten? Det skulle være djævelen selv, ikke? Nej, siger jeg: De døde går igen. Men det ved alle I hellige ikke en skid om".

Da Svend Andersen så mig, pustede han sig op og råbte: "Den har De saft suse-me lavet godt".

"Min bedste hr. Andersen dog, hvad mener De?", sagde jeg.

"Lille Svend, ti nu stille, du er beruset. Jeg kan ikke spille salmerne når du opfører dig sådan", klynkede Nikoline.

"De har kremeret den forkerte", råbte hr. Andersen, "her ligger slagtermester Jo-han Johansen, og De har brændt enkefrugrosserer Ludmilla Lyddendorff. Hvad dæ-len skulle jeg sige til den arme familie, de er lige gået. Herregud, sagde de, hvad har I dog gjort ved stakkels Ludmilla? De græd snot, siger jeg, hele familien græd snot i lange baner". 

"Hr. Svend Andersen", sagde jeg myndigt, "vil De fatte Dem i ædruelig kort-hed og nøje fortælle mig, hvilken ulykke der er indtruffet?".

"Det var Dem, der skubbede enkemadammen ind i den store sal".

"Jamen De var forsinket, hr. Andersen".

"Lille Svend, du kom for sent og vi skulle være vidner", peb jomfruen.

"Sniksnak, kvinde, Nikoline, sniksnak hr. pastor. Slagter Johansen vejer hundre-de pund mere end Ludmilla. Men se om familien havde opdaget det, da de trak af sted med Johansen. Enkemadammen skulle helt op i jorden i Nordjylland. Men så kom de tilbage fordi kisten var den forkerte. Jamen, vi har ikke andre, sagde jeg. Og så sagde jeg, at Ludmilla skal vi nok finde. Hun kan jo ikke rende rundt, altså, sådan helt af sig selv, sagde jeg. Og så tilbød jeg en ny kiste, og sagde, at indholdet ville være Ludmilla, altså sådan omtrent, og så var de lige ved at himle, så jeg gav kamferdråber til hele familien".

"Vi har brændt den forkerte", mumlede jeg sønderknust. 

Jeg følte mig svag, måtte støtte mig til Nikoline. Jeg må afstå fra flere detaljer; de er for gruopvækkende. Jomfru Nikoline og Svend Andersen og jeg blev enige om, at denne lille affære ikke var en betimelig sag for min ærede kollega, den nytiltrådte førstepræst, desuagtet denne ved sin selvretfærdighed var ophavsmanden til hele miseren.

FORTJENER JEG DIN OPMÆRKSOMHED?

Det var min Inalein, der ordnede det med vogterne foran døren til Jørgens syge-værelse. De kropsvisiterede mig dagligt, meget nærgående: 

"Hjælpepræsten må ikke lege spion eller smugler", smiskede de, mens de hånlo og ydmygede mig. Netop den dag sluttede deres vagt, takket være min Inalein. 

Men glæden blev kort, jeg blev påny nedstemt, den triste meddelelse, at Jør-gens sygdom ikke udviklede sig i den gode retning, tværtimod.

"Patienten sløjer af, lidt for meget", sagde overlægen. 

Jeg kørte hjem. -

Jeg drejede ind i indkørslen til gårdspladsen; jeg havde glædet mig til aftenthé-en sammen med Inalein, men blev forundret siddende på cyklen, den jeg benyttede fra jernbanen hjem til gården. 

Jeg så, at vore fem katte lå dræbt i indkørslen, også Inaleins private, fede og for-kælede kat. Triste kadavere, må jeg sige. Inalein havde skudt dem med sin jagt-bøsse. Jeg så ukrudt og tidsler stå højt i haven og på gårdspladsen mellem stalde og lader og tæt under hovedbygningen. 

Alt var forfaldent: murværk, haven, porte, vinduer, døre. Det var en alvorlig på-mindelse. Jeg havde svigtet min Inalein.

Jeg trådte ind i havestuen. Inalein sad ved ilden, så på et lille stykke osende brænde i kaminen, dér, hvor der skulle være et buldrende bål med høje flammer. Hun frøs, jeg ville dække hendes skød med det uldne, varme sjal, men hun så på mig, og sagde:

"Christian, fortjener jeg din opmærksomhed?".

Der er næppe noget at sige til, at jeg fra den dag blev mere hensynsfuld over for Inalein. Der havde desværre indsneget sig en stor afstand mellem os. Vi talte, som man siger, ikke mere samme sprog. Måske var det min skyld. Ina var på kort tid ble-vet ældet, som jeg tilskrev, at hun savnede sine præmietyre, de enorme kødbjerge. Hun magtede det ikke mere; hun led under svimmelhedsanfald, måtte støtte sig til en stok, hendes ben svigtede. 

"Det er gigt, lidt vel tidligt for en energisk kone", sagde lægen. 

Jeg glemte dagligt at spørge til hendes helbred, og kunne ikke vide, at syg- dommen, den galoperende cancer, allerede var i hende.

Jeg sagde kærligt: 

"Inalein, jeg har et lille problem, det er overlægen, han mener, at Jørgen sløjer af. Jeg er nu alvorligt bange for, at han måske ikke når at gennemføre det store pro-jekt. Men så er det, at hvis du vil komme og besøge ham, blot i ti minutter, han har jo ofte spurgt efter dig, det har jeg fortalt dig mange gange, min ven, ja, så tror jeg, at det vil kvikke ham op. Vil du gøre det for mig, min kære?".

Inalein smilede et træt "ja", men tilføjede til min forbavselse: "Jeg har talt med myndighederne angående vogterne foran Jørgens dør, som I klager over. Er de nu fjernede?".

"Ja, min egen, med mange fornærmelser, men hvad ved du om den sag?", sva-rede jeg forbavset.

"Drik nu din thé, før den bliver kold", smilede hun.

Jeg glemte at spørge hende, hvorfor hun havde dræbt vores katte? Dog er det ikke sådan, at jeg bryder mig om katte; dem overlod jeg betænksomt til Inalein.

Den ildelugtende kreaturpasser, som jeg kaldte Asmussen, uagtet Inaleins evindelige "Herbert hedder Herbert", og nægtede mig at anmelde til myndighe-derne, at en statsløs jøde, vistnok en polak, holdt til i vores hus, på aftægt. Den nævnte Herbert, Inaleins bedste ven fra hun var en lille pige, stod ved min cykel den næste morgen. Han tillod sig at på sit kaudervælsk af dansk, italiensk, bulgarsk, eller hvad det nu var, at sige til mig: 

"Proprietærens hustru har det ikke så godt. Måske skulle hr. proprietæren, hm, det er jo sådan med Inalein, hm, den lille Inalein".

"Min gode mand", smilede jeg, "min kære hr. Asmussen, det er Dem, der skal passe husets frue. Jeg har vigtigere pligter, forstår De".

JEG ADVARER DIG

Min Inalein besøgte ikke Jørgen, og jeg ved ikke, hvorfor. Vogterne var nu et ubehageligt minde, alligevel snerrede Jørgen: 

"Se nu efter, om der ikke står en snottet gavflab med et maskingevær nede ved udgangen, det kunne ligne dem".

"Hvordan kan du sige det?", udbrød jeg, "du burde sige tak til min Inalein".

"Åh ja, hvis jeg ser hende", svarede han.

Jeg må her indskyde, at Inalein brevvekslede med Jørgen. Det opdagede jeg senere. Jørgen og Ina fortav det for mig.

"I dag", sagde han, "vil jeg konfrontere dig med noget helt andet".

"Noget morsomt, Jørgen, noget morsomt og humørfyldt, ikke sandt?", smilede jeg.

"Næ, om en mand ved navn Morten. Har du hørt om Morten? Han var en af dine fædres ældste bror. Fortæl mig, hvordan Morten kom i forbindelse med et dansk Estlandskorps mod Lenin i 1919? Nej, forfra, ved du, om rekylskytte Morten var bror til en af dine fædre, naziprovsten, humoren i filosofien, eller kordegnen, den krigslider-lige?".

"Jørgen, har du udspioneret min familie?".

"Morten faldt ved Narva som frivillig mod revolutionen, det ved du, eller?".

"Jørgen", sagde jeg forpint.

"Se om du kan finde Fjenden i gaden. Per-Otto lånte sagen, skrev en historie, som er pisse sørgelig. Du skal se under index".

"Nej, tak, Jørgen, jeg vil ikke høre det. Jeg har ikke nerver til det".

"Ja ja, stakkels Christian Peder, så går vi i gang med en anden historie, find mig sagen med Bamse/Laffe".

"Det lyder som noget vældig morsomt", smilede jeg.

Jørgen læste en stund, tog brillerne af, gned sine øjne, så skeptisk på mig:

"Nuvel, præstemand, jeg advarer dig, det er en trist og indviklet historie om en meget ubehagelig person, Bamse/Laffe. Hvis du vil læse den, skal du se under index, find Coralie i privat tv. Coralie fortæller om sit møde med psykopaten Bamse/Laffe, som også var pyroman".

En dag spurgte jeg: "Jørgen? Hvorfor fortæller du mig altid om noget sørgeligt? Har du som politimand aldrig oplevet noget muntert?".

"Alle medaljer har en bagside, ved du ikke det?".

"Åhjo, men jeg tænkte".

"At alt står i Gud Faders hånd, hvad han vil, det gør hans ånd".

"Naturligvis".

"Men det gør den ånd netop ikke".

"Du kritiserer altid Vorherre".

"Nej, det gør du".

"Altså, Jørgen, det har jeg aldrig gjort".

"Du accepterer kun det uforudsigelige, såfremt".

"Såfremt din Gud og Vorherre".

"Just, netop, såfremt din herre beskytter dig, den tro giver dig styrke og mod. Men ingen kan føle sig sikker. Du er en lille tilfældighed i det store univers. Her spiller arv, gener, penge, gudstro, ingen som helst rolle. Pludselig står du nøgen. Du kæmper fortvivlet, men taber kampen, som mod et par sultne ulve. Har du sat bånd-maskinen til? Hør så om Storken og Ole Madsen, eller find den selv under index".

SKARPRETTER

Jørgen burde have vidst, at hver rædselsberetning, som han fortalte mig, var et skridt til mit rettersted. Og at han var skarpretteren. 

Hvert af disse skridt var udmarvende for mig; den menneskeforagtende ond- skab fra en afgrund som Jørgen kunne gengive så uhyggeligt, at det gøs i mig, blev til sidst mit endeligt. Han var en dygtig og hensynsløs kriminalmand, som havde sat sig for at beskrive, for derved at advare.

Ved skæbnens absurditet blev han selv et offer.

Jeg renskrev hans beretninger, uden at læse dem. Jeg turde ikke. Den, der nær-mer sig Jørgens forbandede index, med Anne Louison, Cruiser-Sonaten, Fjenden i gaden, Ingerlil og Tania, Paul og Lena, Storken og Ole Madsen, bliver enten hærdet, eller går deprimeret mod sin grav. Jeg frygtede det sidste, og besluttede at sige stop.

Jeg satte mig ved Jørgens seng.--

"Jørgen", sagde jeg, "jeg ikke har det nemt efter min Inaleins død, og du øde-lægger mit liv med dine skrækkelige historier. Jeg ved, at det er skæbner fra din hverdag hos politiet, men hvorfor skal jeg høre om det?".

Jørgen svarede irriteret; følte mit nærvær meget ubehageligt: "Luk ørene, besøg de andre patienter. Du, sjælesørger. Nå?".

"Nej, jeg vil ikke mere".

"Nuvel, vent til jeg er død. Vi har jo vænnet os til hinanden, har vi ikke? Jeg vil savne dig, hvis du kreperer".

"Jamen, Jørgen, forstår du da ikke, at mit arbejde er nedværdigende? Det ene-ste der kunne opmuntrer mig, var mine frimærker, men nu har jeg tabt interessen. De latinske skrifter? Nej, ikke mere. Jeg går til, her på hospitalet, det morer mig ikke, hvis du tror det".

"Jeg troede du var glad for dit arbejde. Du har jomfru Nikoline og skeletfører Andersen og alle dine får i flokken, og mig".

"Jørgen", råbte jeg, "nu vil jeg, for satan i helvede, ikke høre mere tungsindigt og alvorligt, i dag vil jeg høre noget muntert. Fortæl om noget muntert og morsomt".

"Morsomt? Aha, spøg og skæmt".

"Du kender ironi og humor, det ved jeg, Jørgen". 

Jeg havde fanget ham, troede jeg, det var mit sidste skaktræk.

Jørgen lo: "Særdeles vel, Christian Peder, jeg har tænkt mig at ville fortælle dig om en raffineret adelsdame".

"Herligt, Jørgen. En adelsdame".

"En grevinde".

"En raffineret grevinde? Herligt, Jørgen".

"Nåh, så herligt var det nu ikke. Men, ja ja, for din skyld, hør så om Flugten fra Königsberg, om fru Elaine og fotografen. Nej, stop". 

"Om hvem, sagde du?".-

Jørgens svar var, at han slyngede sin natpottes indhold op i ansigtet på mig, og råbte:

"Christian Peder. Du er et fæ, hvad ved du om lortelivet? Intet, absolut intet, ab-solut intet, absolut intet, du er et fæ, du plagede livet af din Inalein. Ud, gå. Ud, sagde jeg. Farvel". 

Det var den sidste fornedrelse. Jeg kunne ikke mere. Jeg erkendte, at jeg havde forspildt mit liv. 

Jeg sendte Jørgen et lille afskedsbrev:

"Med venlig hilsen, Christian Peder".

-

-

                                                     klik til   iris 4      
                             --