Himmelporten

- er det skeletfører Andersen, der leger karne-val -

                                                                       Bodil står ved min seng 

De trak gardinerne for vinduet, solen varmede min ansigt.

Jeg er døende, det siger lægen.

-

"Rithja, tal ikke så højt, patienten er meget sløj, han er døende".

Det er ham, lægen, der sagde: "De har en stærk konstitution".

Jeg er så træt, kan ikke løfte mine arme, kan ikke åbne mine øjne.

"Hvem er De?".

Hør, han snerrer. Er det fordi jeg skal dø?

"Goddag, svigerfar". Det er Rithjas glade stemme.

-

"Hvem er De? Ser De ikke der står adgang forbudt?".

"Jeg er hans søn, Poul. Det er min far".

"De skal være stille".

Så kom han, Poul, min søn.

Nej, jeg hilser ikke på en brandstifter. Nej, jeg opdrog ikke min søn til hævn og hærværk.

Hvor er jeg? Er det Rithja? Nej, det er Iris.

Jeg sidder mellem to vogtere, over for mig sidder Iris. De satte ikke håndjern og fodlænke på Iris: 

"Lænker sidder alt for stramt på en pige", sagde de, fnisede dumt.

Der sidder en vogter hos hende, og jeg kender min Iris.

Hun har skrammer i ansigtet, håret er tjavset, tøjet flænget, hun mangler den ene sko, gnider sine hænder, slikker sine håndled, hendes øjne lyner trodsigt.

Jeg støtter mine arme på lårene, forsøger at trække jakkens ærmer ned over mine lænkede håndled, skammer mig over alt det hysteri.

Det kan ikke ske, det må ikke ske, og det skete alligevel.

Der gik panik i Iris. Hun forsøgte at løbe mod udgangen.

Vogterne slog hende, slog hende med maskinpistoler, flængede hendes silke-bluse, slog brutalt på hendes bryster, var det nødvendigt.

Jeg kan se hvad Iris tænker:

"Hvad bilder de sig ind? Jeg har intet gjort. Jeg har aldrig gjort noget ulovligt. De får mig aldrig spærret inde, det kan jeg love for. Hvad sker der nu med far? Hvordan kan vi flygte fra de uhyrer? Jeg prøver den lille vogterdreng, jeg spreder benene, sådan, op med kjolen, det plejer at virke, så har jeg ham, han tror han er en hård negl, ohho, lille ven".

Anklageren, stumtjeneren, råbte, hvæsede, skreg: "Jeg kræver tiltaltes datter, Iris P, medtiltalt i sagen".

Bodil skreg, hun gispede, peb som en lille hund, tog sig til hjertet. Bodil blev båret ud, jeg troede hun var besvimet.

Nej, Bodil var død.

Iris blev brutalt lagt i håndjern. Den pilskaldede anklager, min tidligere kollega fra drabsafdelingen, pegede på Iris, viftede ophidset med sin paryk til sit pilskaldede kranium. 

Iris lå på gulvet, vogterne lå oven på hende. Jesper hjalp dem. 

Iris bed Jesper i hånden. Er det min Iris? Ja, hun siger:

"Mor døde, det skete så pludseligt, vi fik ikke sagt farvel til hinanden. Hun troede det var min skyld, det alt sammen, det sagde hun".

"Iris, det er din skyld, det alt sammen".

"Nej, mor, Jesper pressede mig til svindel, og du så selv, hvordan Jesper var med til at holde på mig. Jeg lå nede på gulvet. Han var meget tarvelig, rev mig i skridtet. Du er terrorist, råbte han, han tæskede løs på mig. Jamen, mor, hvorfor opfører Jesper sig sådan?".

Al den tumult i retten, forvirring, brutalitet.

Jeg råbte "svinehunde", fik et slag i nakken. Jeg vendte mig om, hvæsede: "Din idiot, hvorfor slår du mig?".

Dér stod han, den lille lort, Jesper. Det var Jesper, der slog mig.

Hvad sagde Thomas? "Jesper er en lille lort".

Nej, jeg har aldrig forstået Jesper, han var en fremmed for mig, men Iris havde valgt ham, og kun ham. Hun svigtede Ole, en flink fyr.

Jesper stod sammen med Engelberg og Klausen og Klausens far, sympatiske, intelligente, konservative hr. Engelberg. Og Klausens far, fagforeningsbossen, der hader mig. De gloede på mig, der var hævn i Jespers øjne, og dér stod hans far og mor, hele kompagniet, samfundets moralske opsynsfolk. 

Næ, det var ikke dem, der slog mig, det var vagten og Jesper.

Jeg fik afføring i bukserne, og tisset i dem har jeg.

Min stakkels Iris, hun har intet at gøre med attentatet. Men hvordan beviser jeg det?

Hvad siger Iris? Jeg kan næsten ikke høre det, jo, det er Iris:

"Retssalen kogte af ophidselse, vagten kropsvisiterede mig, han gjorde det meget grundigt, snavsede hænder ind på mine patter, op i skridtet indtil dommeren protesterede. Min forsvarer, føj, det var en fælde, de vidste jeg ville komme, det hele var planlagt. Nej, de får mig ikke spærret inde. Altså, far, hvad tror du mor vil sige?".

Journalisterne hviskede:

"Det er som mordene på Kennedy og Palme, en fed og saftig historie".

Jeg var syg af harme dengang jeg så og hørte det, først John Kennedy, så Olof Palme. 

For fanden, jeg var kun amatør, det var en demonstration, nå, ja, planlagt.

Dommen faldt omgående. Livsvarigt fængsel til mig, tak, det klarer jeg, tak, med den cancer i kroppen overlever jeg ikke.

Iris fik tolv års ensomt fængsel, og jeg kan ikke hjælpe hende.

De siger, at statsministeren kæmper med døden, den stakkels mand. Måske lyver de for mig?

Er det Iris, der hvisker? Ja, det er Iris:

"Jeg vil ikke mere, de har pint og ydmyget og nedværdiget mig nok. Den ene vagt er liderlig. Jeg kan se bulen og hånden i lommen, hans pik er stiv. Hvis jeg nu er klog nok, og forsigtig. Jeg kan nå aftrækkeren på hans maskinpistol, sikringspalen er ikke på plads, han er uforsigtig. Nu smiler jeg til ham, mors lille vogterdreng, jeg smiler til ham, det liderlige svin".

Poul er i fængsel, der skal han rådne i seks år, brandstifteren Poul.

Bodil er død, og Bella, Pouls Bella, stakkels Bella, selvmord. Nej, jeg nægter at tænke på Thomas, så besvimer jeg. Det må jeg ikke, at forære dem den triumf, nej. 

Jeg er døende. Det siger lægen. Jeg er så træt.

Tænk, hvis jeg, i himlen eller i helvede, møder Thomas fader, Villy? Han, som var min ven, vil sige: 

"Passede du godt på Thomas, det lovede du?". 

-

Nu hvisker Iris: "Hvis det kikser, lægger de mig i spændetrøje, jeg kommer ind blandt de sindssyge. Åhgud, far, hjælp mig".

Jeg burde have forudset al den ballade, men jeg gjorde det for Pouls skyld. 

Stakkels forvirrede Poul, som jeg måske gjorde uret. Nej, det var ikke det. Jo, det var, og det var Bellas utroskab med Jesper, det satte en uro i os alle.

Den eneste, der ikke vidste noget, var Bodil. Vidste Bodil noget om Bella og Jesper? Nej, jo. Bodils intuition, hun havde en sjette sans, svigtede aldrig.

Tabet af pengene? Helt ærligt sagt, nej.

Min demonstration lignede hævn, det skænkede jeg ikke en tanke. Besøget hos statsministeren? Ja, det var Iris, der bad mig, og jeg sagde ja.

Jeg kan ikke se Iris, jo, hun smiler, men hun er vred, jeg kender hende:

"Vagten sidder uroligt, bulen i hans bukser vokser. Hør nu, lille ven, jeg bryder mig ikke om våben, men jeg kender dem. Jeg var Lykkens Iris, min faders lille våbenmester. Pas nu på, lille vogterdreng, du ser på mine smukke bryster, og mine lår, dine øjne skinner. Oh, lille dreng, du dummer dig, du glemmer sikringspalen på din maskinpistol. Jeg løfter min hånd".

--

Er der ikke sket noget glædeligt?

Jo, at se Ludvig Larsen var en opmuntring. Ludvig Larsen, den gamle dom-mer. Han mødte som tilhører, han var ikke død, næh, han lignede en typisk pensionist, han nikkede og smilede og vinkede til mig.

Jeg hviskede til Iris: "Se, der sidder Ludvig Larsen, han skal nok hjælpe os".

Iris så fortabt og fortvivlet på mig. Hvor var hendes mod? Hvor var hendes vrede? De havde knækket hende, hun var bange, min lille Lykkens Iris.

Burde jeg fortryde, hvad jeg har gjort? Jeg ved det ikke.

Ludvig Larsen puffer og skubber høfligt til folk. Nu smiler han, den gamle dom-mer forstår mig, det vil jeg skrive til min Lykkes Iris, et langt opmuntrende brev til vores Iris.

Nej, for sent. Den gamle dommers protest blev afvist, stakkels Ludvig Larsen, han blev så vred, spurgte retten, om det var dem, der havde indført standret og und-tagelser fra gældende lov? Min ven gennem et langt liv holdt de fast i et jerngreb. En af vogterne slog ham på munden med geværkolben.

Der står nogen ved min seng. Er det allerede ham? Døden med sin le? Er det ikke alt for tidligt? 

Jo, det er ham, skelettet, han står i sin sorte kappe med redskabet klar. Er det skeletfører Andersen, der leger karneval? Nej, se nu.

Døden står med bøjet hoved, skjult i kappens hætte; kraniets øjenhuler ser på mig, det er alvor. Jeg gisper af skræk, han svinger leen, hugger ud efter mig, han truer mig, vil hugge mig i maven, jeg løfter mine arme:

"Pas på, hr. Død, pas nu på, jeg har cancer".

Jeg stirrer forfærdet på Iris, min dejlige velskabte halvnøgne Iris står som en furie med løftet maskinpistol rettet mod vogterne.

Nej, det er manden med leen der henter min Iris, jeg råber hæst:

"Iris, du kissemisser med vagten, hvad er det du gør? Iris, de slår dig ihjel".

-

"Goddag, svigerfar, er du vågen, du råber så højt. Nu er vi hos dig, det er Rithja, se på mig, svigerfar".

"Far, det er Poul. Kan du se mig?".

"Svigerfar, det er Rithja, nu bliver du glad. Poul og jeg blev gift i dag, sig til- lykke til os, svigerfar".

"Goddag, far, jeg fik udgang fra fængslet, det ordnede Rithja, vi blev gift i en kirke, det ville Rithja, goddag, far".

"Svigerfar, nu skal du snart op og fange forbrydere".

"Far, vi har blomster og kager og vin til dig. Det er fra mig, far, og fra Rithja, du drikker for meget whisky. Far, kan du huske Bellas søster? Det lille vrælehoved var hos Bellas søster. Nu hedder han Thomas, han gør, far, efter vores Thomas, det ordnede Rithja. Og ved du hvad, far, gamle Ludvig Larsen, ham de slog så han fik kraniebrud og døde, han har fået æresoprejsning, han har, far".

"Patienten er meget sløj, vis dog lidt hensyn, Deres far er døende, det har jeg sagt, vis lidt hensyn. De kommer fra en straffeanstalt og råber hensynsløst, vær dog fornuftig".

"Det er min far, jeg er hans søn, gå med Dem. Så gå dog med Dem, jeg er hans søn".

"De skal vise hensyn til patienten, husk det".

"Far? Mor Bodil serverede kalvesteg hver søndag, ikke sandt, far, det husker du? Bellas søster havde nøglen til huset. Og ved du hvad, far? Så fandt Bellas søster ham, Jesper, inde ved spisebordet. Og ved du hvad, far? Jesper havde hængt sig. Jesper har begået selvmord, far, og politiet sagde, at han havde taget rottegift. Det sagde de, far, hører du det, far? Alle aviserne havde Jesper klippet i stykker. Far, hører du mig? Alle aviserne med billederne af Iris, dengang Iris blev slået ihjel af vogterne. Og der var billeder af dommer Larsen, der blev slået ihjel, og billeder af virvaret inde i retssalen. De skød og sårede en masse mennesker, ikke sandt, far, det husker du? De troede det var oprør mod retten og staten og regeringen. 

Far, hører du mig? Se nu på mig, far, jeg skal nok finde alle aviserne".

"Poul, ti nu stille, svigerfar er døende, din far dør, Poul, du må hjælpe mig, vi skal bede fader vor, kom nu, Poul. Fader vor, du som er i himlen, hellige vorde dit navn, komme dit rige".

"Far, skal jeg skænke en whisky til dig?".

"Poul, ti nu stille, svigerfar er døende. Poul, jeg kan ikke, jeg græder, hjælp mig nu, det er så svært. Så, hold nu bibelen, jeg kan ikke, når jeg græder".

"Far tror ikke på noget, han har altid været en iskold satan, han er ateist, han vil ikke tro på noget, han vil ikke. Dør han nu? Dør min far nu?".

"Ja, Poul, du skal tale sagte, du må ikke råbe".

"Far, det er Poul, det er, far".

"Poul, ti nu stille, vi skal læse Fader Vor".

"Far, kan du høre mig? Det er Poul. Du skal dø, far, det er jeg så ked af. Du får mig altid til at græde, det har du altid gjort, jeg var ikke god nok. Det var altid Thomas. Far, hvorfor tror du jeg græder?".

"Ti nu stille, Poul, vi skal holde andagt. Kom nu, Poul. Fader vor, du er som er i himlen".

"Farvel, far, nu er jeg den sidste tilbage. Jeg er, far. Og så Rithja. Nu læser Rith-ja og jeg fra bibelen, fader vor i himlen. Far, du smiler så vemodigt, du gør, far".

Iris er her ikke, hvor er hun?

Mine arme ligger på dynen, mit hoved synker ned i hovedpuden. Jeg er så træt, så træt. 

Se, der går Bodil og Iris, og der kommer Thomas. Jeg smiler til dem. 

Hvorfor ser de mig ikke?

Lyset er så smukt, det er Bodils ferskenfarvede roser i aftensolen.

Se, der går Iris og Thomas og Bodil, de ser på lyset. Hvor kommer lyset fra? Se, nu kommer de. Nej, de ser mig ikke. Jeg tror ikke, de vil.

De ser på lyset, det er så smukt.

Hvorfor ser de ikke på mig? Hvorfor taler de ikke til mig?

At dø, at være ensom, det var jeg ofte, det var så trist, det var som at dø. 

Bodil sagde: "Ih, så noget pjat, det kunne måske hjælpe, hvis du troede lidt på Vorherre".

Den aften græd vi i hinandens arme, og talte om at skilles.

Er det Bodil, der græder, næh, det er Poul. Hed han ikke Poul?

Nu synger Bodil og Iris og Thomas for mig. 

Må jeg synge med?

nu falmer skoven trindt om land

befal du mine veje

og fuglestemmen daler

og al min hjertesorg

lyksalig, hver sjæl, som har fred

ingen kender dagen før solen går ned

lysets engel går gennem himmelporten

Det er, som Bodil sagde: "Himmelporten, den går bare op".

-

Ja, kæmp for alt, hvad du kært. Det har jeg altid gjort.  

Og dø, om så det gælder.

-

-

                                               klik til  index