Attentatet mod statsministeren

- Hvorfor mig?

Hvad har jeg gjort Dem?

Jeg kender Dem ikke -

Det var netop ikke demokrati

Jeg vil omtale Christian Peders selvmord.

En dag sagde han: "Jørgen, svar mig ærligt. Er du kommunist?".

"Nej, Christian Peder. Jeg vælger midten, lidt til venstre for midten".

"Din far var kommunist".

"Ja, og jeg protesterede. Jeg havde læst, og det afgjorde sagen for mig, at bolsjevikkerne knuste den forfatningsgivende forsamling under henvisning til, at sovjetkongressen var øverste myndighed. Det var den netop ikke. Demokratiet skulle fastsættes i den nye forfatning, men Lenin, Trotskij og Stalin svigtede, de kuppede kongressen til kommunistisk diktatur. Og min far, den stædige rad, bekræftede sin tro med hånlatter mod mig, og råbte: 

"Ja, selvfølgelig. Revolutionen, forstår du ikke det, du, vankundige knægt".

"Sov nu, Jørgen. Du skal være udhvilet til i morgen. Godnat, Jørgen".

Det var de sidste ord mellem Christian Peder og mig. Han kørte ud til de forsøm-te rester af gården, før den tid en mønsterbedrift med hustruen, Inalein; hun døde fra ham; cancer. Christian Peder hængte sig. De fandt ham i laden.  Det var gamle Asmussen, Inaleins bedste ven, der skar ham ned.

                                                                                            HERBERT BLUME

Det bankede på min dør, ind trådte en lille gammel mand; hår og skæg groede vildt på ham, han bukkede høfligt for mig, og sagde, næppe hørligt:

"Goddag, tillad mig at forstyrre Dem, mit navn er Herbert Blume, jeg har et brev. De kender mig som Asmussen, den evige jøde, sådan sagde Deres gode ven, hr. proprietæren. Han lever ikke mere. Og min frue, min kære Inalein. Vi måtte ikke besøge Dem. Deres gode ven, hr. proprietæren, vidste bedre. Det måtte blive sådan".

Den gamle mand bukkede for mig: "Farvel", lukkede lydløst døren.

Herbert Blume gav mig et afskedsbrev fra Christian Peder:

"Kære Jørgen, jeg kan ikke mere".

Det piner mig. Er jeg medskyldig i Christian Peders død?

Det var ikke kun savnet af "min Inalein", som også var Herbert Blumes, som opdrog Inalein gennem mange år efter hendes faders død. Der var noget mere. 

Christian havde gjort op med sine sidste illusioner. Jeg så det, da jeg afbrød ham, da han som sædvanlig ville pylre om mig. Kræfterne siver fra mig, jeg vågner hver morgen trist og uoplagt, men ved at sige nej til kemoterapi, har jeg foreløbig narret Christian Peder, lægerne, og døden.

                                                                                                       SNIGMORD

Christian ville absolut høre min mening om snigmordet på John Kennedy.

"Kennedy? Gu’ vil jeg ej, gå ad helvede til, dit fæ", råbte jeg hidsigt.

"Jamen Jørgen dog, undskyld", svarede han befippet.

Jeg så ham ikke hele dagen; jeg savnede ham. Kort før godnattid kom han ind, satte sig på min sengekant.

"Du vil plage mig om Kennedy?", sagde jeg.

"Nej, Jørgen, men jeg er en fortabt tvivler. Nu har jeg sagt det, og jeg savner ham, Vor Herre. Jeg føler mig trist, ensom, helt fortabt. Nu er det for sent".

"Nuvel, præstemand, hvad vil du så?".

"Jørgen, jeg tror du er kommunist, svar mig ærligt. Jeg mener, måske skulle jeg overveje?".

"Dig, kommunist, næh, du kan blive kardinal i Rom".

Jeg lå hele natten og tænkte på, om jeg var kommunist? 

Hvad ville Christian have sagt, hvis jeg fortalte ham, hvorfor jeg netop ikke kunne være, eller vil være kommunist? Jeg støtter enhver stat, som ved konsekvent politik holder den medvirkende kapitalisme i skak.

For at glæde Christian Peder ville jeg gøre historien om Kennedy færdig; den blev han snydt for den. Attentatet på præsident Kennedy var et lærestykke for en nysgerrig politimand. Men på bedding havde jeg mange andre lærestykker for den gode Christian. Et par af dem ville jeg have fortalt ham den næste morgen. Men han kom ikke.

Endnu uvidende om hans selvmord, blev jeg grebet af en trist fornemmelse: at jeg ikke skulle gense ham mere; at skylden var min.

Jeg følte kraften og viljen til livet sive ud af mig. 

Tynget af samvittighedskvaler fandt jeg notaterne om Kennedy nederst i papirbjerget. Pludselig kom kvalmen. Jeg kunne ikke undgå det: En styrtsø mørk, leverfarvet blod, smagte modbydeligt, sprøjtede fra mig.

Jeg brækkede mig ud over gulvet, sengen, og alle mine papirer, lå i den tilsvinede seng til Rithja kom. Hun hjalp mig og trøstede mig.

Rithja

Der opstår ofte en livbekræftende spænding mellem en mandlig patient på et eneværelse, og en ung, yndig sygeplejerske. Det skete for mig. At jeg var straffe-fange gjorde ingen forskel. 

Det var dagen for Christian Peders begravelse. 

Jeg lå og tænkte på, at jeg selv, om få dage, skulle afsted på samme triste rejse. Jeg glemte at bestille en krans til min vens båre, og måtte beklage til Ritjha. Det tog hun, som var det en daglig hændelse, ordnede det for mig. 

Den næste aften sad hun ved min seng, smilede, og sagde med sin særegne accent: 

"Det var første gang jeg var i en dansk kirke, og var den eneste gæst ved be-gravelsen. Er der altid så tomt i jeres kirker? Christian Peder har det godt. Du gav ham en fin krans. Der var kun den, og en buket blomster, det var ikke meget. Hvor var familien? Havde han ingen børn? Han virkede meget forvirret. Hvornår skal du ud og fange forbrydere? Du ser så glad ud, har du det godt?".

"Ja, det har jeg, når du er her".

"Nå da", lo hun.

"Jo, du er en smuk pige, stimulerende for mit helbred og humør".

"Synes du det?", lo hun.

Jeg tænkte på min, den eneste krans ved Christian Peders båre. Blomsterbu-ketten måtte være fra Nikoline, organisten, der sad på sin plads ved orglet, sammen med skeletfører Andersen. Pimpe-Andersens kapel.

Da var det, at Ritjha bøjede sig ind over mig, kyssede mig på kinden, førte min hånd i blide bevægelser ind på hendes varme krop. Hun hviskede:

"Jeg kunne godt blive forelsket i dig, men du bryder dig vist ikke om en make-donsk pige, der er en græsk-katolsk kristen, og kommunist, og har en muslimsk kære-ste, en tamil, der flygtede til Danmark?".

"Nej, det er for meget", lo jeg.

Det var kun en uge siden: Christian Peder kom slæbende på et stort bundt slo-venske, kroatiske, serbiske, bosniske og makedonske aviser, stønnede forpustet: 

"Har man kendt magen? Jeg måtte til Helsingør, Helsingborg, Uppsala og Lund og Malmø og seks forskellige kiosker i København. De forbistrede aviser, snavsede og tunge. Det er dog et værre roderi jugoslaverne laver. Blod og krig. At folk dog ikke bliver klogere".

Ritjha læste højt for Christian Peder og mig. Det blev for meget for hende. Hun græd og mumlede ophidset:

"Vi havde det godt i Jugoslavien, nu er det hele så beskidt, det er alle pam- perne i partiet og i befolkningen, så måtte det gå galt".

Christian Peder messede: "Ja, takket være dem, der forrådte jer, heldigvis, så kom vi af med det antikristne røde pak. Så, lille Ritjha, ikke flere tårer, som en kristen pige ved du, at Vorherre altid er hos os".

"Christian, du er en bondejokke", sagde jeg, "betonkommunismens økonomi er brudt sammen, men vi kender ikke årsagen, ikke endnu, foreløbig ser vi en masse borgerkrig, er det bedre? Det er noget lort, er det".

Ritjha duppede ansigtet med mit håndklæde, og idet hun gik, hvæsede hun: 

"I to velnærede kapitalister, I forstår ingen ting".

Jeg kunne have svaret "Næ, menneskets gerninger er ikke altid forståelige". 

Jeg tænkte på avisernes magt.

                                                                                                           ANDERS

På en udgangstur, jeg betalte dyrt til en taxa, til en EU-afstemning, mødte jeg Anders, tidligere kriminalreporter og god ven, senere politisk redaktør.

"Nåh", drævede han, "gjorde du så som vi andre?".

"Andre, hvem andre?".

"Du stemte nej, et stort nej, som gammel socialist".

"Ungsocialist", rettede jeg.

"Ja, det var jeg selv".

"Ihja, eller måske, drik din øl".

"Fulgte du min kampagne? Jeg siger dig, vi sled som heste".

"Så havde du travlt".

"Jørgen, fik du stemt nej?".

"Jeg stemte ja".

"Du følger ikke folkets fornemmelser, det var et eklatant nej".

"Kalder du et flertal på få tusinde stemmer, eklatant?".

Han bøjede sig ind over bordet, så spørgende på mig, hviskede: "Du myrdede statsministeren, er du rigtig klog? Hvorfor er du ikke i spjældet?".

"Jeg undveg mine vogtere for en lille stund".

"Ja, du har altid været fræk. Nå, han døde ikke af det, han lever endnu. Du, det var modigt gjort, jeg synes han fortjente det, altså ikke ham som person, men for princippet".

Anders hilste farvel, gik hovedrystende, gestikulerende, talte højt med sig selv, tværs over Kongens Nytorv, og forbløffede mig, da han i bladets ledere slog om, og fra den dag anbefalede et ja til den næste danske folkeafstemning om EU. 

Vel havde jeg påvirket Anders, men hans skifte var for pludseligt; et eksempel på tv, radio og avisernes manipulerende magt.

                                                                                                      BANDITTER

Der gik en måned, før Rithja gav mig Christian Peders afskedsbrev.

"Christian sagde der skulle gå tre måneder, og det lovede jeg, men det er så lang tid, nu får du det".

"Tak. Ja, vores Christian Peder var lidt underlig".

"Han var meget".

"Meget, ja. Hvad?".

"Underlig. Poul, din søn".

"Poul? Hvad med ham? Er der sket ham noget?".

"Næh, det tror jeg ikke, han har sendt en pakke til dig".

"Skriv til ham og sig tak. Vil du åbne pakken for mig, så er du".

"Meget sød, ja, ikke?", lo hun.

"Hvordan går det med din kæreste, den tamilske prins?".

"Han er rejst, banditter satte ild til butikken, stjal hans penge, de slog ham med jernstænger, alle banditter, rockere, fascister, nu er han rejst, han vil ikke være dansker".

"Det forstår jeg, det forstår jeg".

Det var en af de dage, jeg var træt, smerterne sled i mig. Jeg hader den for-bandede cancer og ønsker kun, ja, hvad? At jeg snart får fred. Men lægen sagde: "De har en meget stærk konstitution, vær De glad for det".

Min angst for døden forsvandt, og dog? Hvem bryder sig om at dø? 

Pakken fra Poul, herregud, det var en fødselsdagsgave til mig fra hele banden, Christian Peder, jomfru Nikoline, skeletfører Andersen, Poul og Rithja.

"Hej, far", skrev Poul.

Poul i fængsel, en brandstifter, og jeg havde afvist ham; men jeg tror, at et ophold i arresten er sundt for min lille Poul. 

"Hej, far". Det har han aldrig sagt til mig, selv om jeg ofte sagde: "Hej, søn, hvordan går det?". Han så på mig, som om han var skræmt af et eller andet, og jeg tænkte: "Jeg er måske ikke hans far?".-

Jeg drak min sjus, skænkede en ny, læste Christian Peders mærkværdige brev:

                                                                                                     SORG-AGRE

"Kære Jørgen. Blot et par ord. Med udsigt over Sorg-Agre. 

Det angår provst Vilhelms ældste broder, Morten. Der skete følgende:

Provsten var friluftsmenneske, så jeg anede ikke uråd, da han en sommer under krigsårene, iført kække korte læderbukser, købt i Nürnberg, du husker jeg fortalte, at han var ivrig nazist, bad mig ledsage sig på en cykeludflugt i det nordsjællandske. Jeg foreslog, at provstinden ledsagede os, hun var en god cyklist, men provstinden sagde med en forceret latter: 

"Ved den kære Gud, søde Vilhelm, lad mig dog få et par timers fred".

Jeg, der havde visse følelser for provstinden, og hun for mig, var jaloux, og havde jeg vidst, at hun benyttede fritimerne til at besøge sin elsker, en pianostem-mer, et stort, deformt muskelbundt, der boede oppe under taget i samme ejendom, havde jeg sagt nej til at cykle op til Rungsted, sammen med onkel Vilhelm.

Vi spiste vores smørrebrød undervejs, og i Rungsted Kro spenderede onkel Vilhelm to kopper kaffe, een til hver. Når han havde drukket sin kaffe, bestilte han sodavand til mig, og bad mig blive siddende stille til han kom tilbage og hentede mig.

Jeg ventede tålmodigt, de første to år. Men det tredie år skød jeg hjertet op i livet og listede efter ham. Onkel Vilhelm var klatret op i et vejtræ over for Karen Blixens ejendom, Rungstedlund. Med en kikkert observerede han det stuevindue, bag hvilket den berømte forfatterinde sad og arbejdede med udblik over Øresund. Det vidste jeg, for det havde onkel Vilhelm fortalt mig.

Fjorten dage senere ville han igen til Rungsted, men jeg sagde nej. Provst- inden var fraværende, formentlig liderlig hos sin pianostemmer. Så fortalte jeg onkel Vilhelm om min iagttagelse af ham, i korte læderbukser, skrævende oppe i et træ på strandvejen i Rungsted. 

Han blev rød og bleg, men tog afsløringen fattet.

"Christian Peder", sagde han, "der er noget du ikke forstår, jeg må hellere forklare det for dig". Selvfølgelig var onkel Vilhelm forliebt i Karen Blixen, havde truffet hende engang, et eller andet sted. Da han havde fabuleret længe nok om baronessen, afbrød jeg ham:

"Onkel Vilhelm. Du sagde, du ville fortælle mig om Morten?".

Jørgen, du husker, at jeg en dag strejfede emnet, da vi talte om Estlands-korp-set. "Du mener nazisternes Frikorps Danmark?", svarede du. 

Præcis samme svar gav jeg onkel Vilhelm. Jeg vidste intet om det af Karen Blixens morbroder, Aage Westenholz og konsorters private hærtogt i 1919 med et rekylskyttekorps ind i Estland. 

Det var der, onkel Vilhelms ældste bror, Morten, faldt på ærens mark.

Læs Karen Blixens Sorg-Agre, med rette øjne. Onkel Vilhelm var overbevist om, at hun var en ægte, men diskret nationalsocialist. 

Men hvad var Aage Westenholz rolle? Det synes jeg du skal finde ud af. Du, inkarnerede socialist i dit hjerte.

Jørgen, jeg er ikke mere, når du læser dette brev. Jeg bekender, at jeg har opført mig illoyalt mod min egen klasse, underklassen, om du vil. Jeg kommer hverken i himlen eller helvede. Det åbnede du mine øjne for.

Men derved, Jørgen, gjorde du mig ensom. Lev vel. Tal pænt om mig til din søn Poul, og til Rithja, som har beholdt sin barnetro, og til fru Nikoline og hr. skeletfører Svend Andersen. Venlig hilsen, Christian Peder".

                                                                                            PROVST VILHELM

Påny fik jeg skyldfølelse. Jeg burde have rakt hånden frem, men jeg ville ikke. Hvorfor skulle jeg betro ham, at min egen mor og provst Vilhelm havde en hemme-lighed sammen? Min mor havde født en antikommunist, Knut. Ja, jeg undgår det ikke, havde gerne holdt min mor ude fra hendes eskapade.

Min mor traf en tyve år ældre herre, hun var 17, han 37, på en blomsterud- stilling i Haveselskabets Have. De blev gift, alt idelig lykke, en søn, Knut, min halvbroder. Knut blev student og meldte sig i Akademisk Skyttekorps. Her traf han Morten, en dyrlægestuderende, der havde en lillebror, Vilhelm. Knut og Morten meldte sig til Korps Westenholz, senere Estlandskorpset. 

De faldt, forsvandt, måske taget til fange, nær grænsen mellem Estland og Rusland ved Dorpat-Narva. Det chok overvandt Knuts far ikke; han døde.

Min mor flyttede ind i en lille lejlighed på Vesterbro. 

Her traf min mor min far. Min lillesøster døde, hun var fire år, en kær guld- lokket krøltop. Jeg blev løftet op til glasruden i døren på hospitalet, og så hende ligge bevidstløs. Der var gråd og gnidsel i måneder, min far var tavs, og så hjælpeløst min mors hjerteknugende sorg, og jeg hørte deres skænderi og min fars vrede råb: 

"Hvorfor nægter du mig retten til din krop. Har du en anden?". 

Og jeg troede, at mine forældre skulle skilles, at det var min skyld, og jeg græd og angrede min skyld, og de sagde, at jeg var blevet så stædig og umedgørlig.

Min mor traf provst Vilhelm, der var en udmærket præst i fattigkvarteret; på hans skrivebord så hun billedet af Knut og Morten i Korps Westenholz uniform. Derved fik min mor og provsten et samtaleemne, der holdt sig gennem flere år, de besøgte en mindestue sammen, til min faders forbitrelse.

Det var umuligt for mig at fortælle Christian, som var min ven da vi var spæde kalve, at min mor, der var gift med min far, en kommunist, havde avlet Knut, der blev slået ihjel som antikommunist, og at min mor sværmede for Christian Peders adop-tivfar, nazisten provst Vilhelm, fordi dennes bror, Morten, havde delt skæbne med Knut. 

Et er familieforøgelse, noget andet planløs fertilitet. Sådan opfattede jeg min ukendte halvbroder.

                                                                                                      TRÆFFETID

Jeg fulgte Folketingets debat i fjernsynet. Bodil og Iris holdt palaver i køkkenet. Jeg råbte irriteret: "Må vi få en smule ro, ham, statsministeren, han er fandeme ikke rigtig klog".

"Det er du heller ikke, lille far", råbte Bodil, "du er da gået helt fra snøvsen".

Hvad har jeg nu gjort?, tænkte jeg. Det kunne ikke være det med værelset og gardinerne. Bodil syede nye til Iris, pæne blå, og det kunne ikke være skilsmissen fra Jesper. Den dag Iris underskrev begæringen, sagde Bodil: 

"Det ægteskab gik ikke godt, det er nok den bedste løsning".

Dagen efter, da jeg afleverede dokumentet, traf jeg advokaten og sagde: 

"Vil De fremskynde sagen mest muligt, tak".

Bodil råbte: "Hvorfor skal Iris med og træffe statsministeren, så noget pjat".

Nå, der slap det ud. Men Iris sagde: "Jeg bad far om det. Statsministeren har træffetid, du kan selv gå med, lille mor".

"Pjat", vrissede Bodil.

                                                                                             STATSMINISTEREN

Statsministeren var en underlig fyr, begavet, smilende, venlig, men arrogant bedrevidende, nedladende, et typisk lille magtbryndemenneske, som efter en besværlig karriere nåede frem til tønden, og sad fast, snedig, urørlig: "her sidder jeg". Der var kun få dage til hans jubilæum som regeringschef, og så vidt jeg husker: På nær tre, kernen i juntaen, havde han udskiftet alle ministrene undervejs, typisk for en lille forfængelig herre, men en dygtig forhandler.

Han sagde: 

"Jeg må selvfølgelig påskønne Deres ihærdighed. De har været hos udenrigs-ministeren og finansministeren og justitsministeren, sig mig, har De opsøgt alle mine ministre?".

"Næh, det har vi dog ikke".

"Sese, men Deres ønsker er, jeg må sige, lidt for vidtløftige".

Iris sagde koldt: "Det er en nødvendig foranstaltning".

Han svarede nedladende:

"Jamen forstår De ikke, at det er et partipolitisk anliggende? Deres forslag hviler på et principielt politisk standpunkt. Men, ikke for regeringen. Vi kan desværre ikke støtte Deres forslag, der er jo tale om, eh".

Jeg sagde: "Det har betydning for mange mennesker, mange millioner".

Iris sagde: "Det angår hele jordkloden, milliarder af mennesker".

"Åh, vær nu rar at vise lidt sund fornuft. Det, De ønsker, er en begrænsning, ja, mere ned det, et reelt forbud mod al aktiespekulation. Men vi har en ganske ud-mærket kontrol med Fondsbørsen. Den er jo ikke en lille almindelig handelsplads, en brugsforening, et loppemarked i provinsen, vel? Det burde De vide".

Iris lo hånligt: "Jo tak, det er som et gedemarked".

Jeg sagde: "Et stormagasin for fup og fiduser".

"Nej, nu går De for vidt. Som med Deres forslag. De ønsker et regulært forbud, ikke sandt?".

"Nej, hr. statsminister. Vores ønsker er specificerede ganske præcist. Når De læser bilag fem og seks vil De se".

"Jeg har desværre ikke haft tid. Men mine embedsmænd har sat sig meget omhyggeligt ind i Deres forslag. Det kan ikke lade sig gøre, siger de".

Iris blev utålmodig:

"Hvilke præcise foranstaltninger vil regeringen træffe for at undgå gentagelser af de store børskrak? Vi foreslår kontrol med markedet for aktier. Vi får ikke noget svar. Regering, embedsmænd, Nationalbanken viger uden om, hvorfor?".

"Har De virkelig besværet Nationalbanken? Også den? Det vidste jeg ikke".

Jeg sagde: "Joda, med samme negative resultat".

"De har sagt til min sekretær, at De personligt er hårdt ramt efter dette, hm, ulyksalige sammenbrud. En million kroner? Er det korrekt?".

Jeg så hårdt på ham, hans øjne veg, han var en nervøs lille hund.

"Vi var ikke mere letsindige end så mange andre, vi stolede på et internationalt sikkerhedsnet, eller i det mindste et sæt beskyttende lovregler, hos os".

"Jamen De deltog med liv og lyst i jagten på guldkalven. Har jeg ikke ret?".

Iris svarede, hendes stemme skælvede:

"Hr. statsminister. Tror De virkelig, at hele landets befolkning deltager i lotterier og alle andre former for spil, uden at vide, at de kan tabe penge? Nej, vel? Alle kender risikoen. Men fortæl mig, hvad ligheden er, mellem at købe en lodseddel og en aktie?".

"Der er jo ingen direkte lighed, men, tzihihi, der har jo altid været, hahaha, risiko, tzhihihi, undskyld mig, men det er virkelig morsomt, hm, nå, altså, en vis risiko forbundet med at købe aktier".

Iris pressede ham: "Ja, netop, en særlig risiko. Men hvorfor?".

"Frue, det er en ældgammel tradition, seks hundrede år gammel, tror jeg. De frie markedskræfter, udbud og efterspørgsel bestemmer pris og risiko".

Iris blev vred, bed sig fast: 

"Den ukontrollerede markedsmekanisme tillader vild spekulation. Ligheden mellem en lodseddel og en aktie er ikke den primære risiko. Men spekulationen, der forøger risikoen. Og De, hr. statsminister, vil måske bilde mig ind, at når børserne i Singapore, Hong Kong, Tokio, New York, Chicago, Rom, Milano, London, Paris, Amsterdam, Bruxelles, Frankfurt, Oslo, Stockholm, Sydafrika, Sydamerika, New Zealand, Australien, bryder sammen på samme dag og dermed rammer fondsbørsen i København, sker det helt tilfældigt?".

"Jamen, kære frue. Er De så naiv at De tror, at den slags transaktioner er plan-lagte? Jeg kan forsikre Dem for, at den slags, eh? Jamen, det er et ulyksaligt sam-mentræf af rene tilfældigheder".

Iris hånlo: "Mener De virkelig det?".

"Jeg forsikrer Dem for".

Iris afbrød ham skarpt: "De på samme dage kollapsede aktiekurser over hele verden er naturligvis ikke, og jeg gentager, er ikke noget en eller anden gud-dommelig eller djævelsk magt har opfundet. Punktum. Det kommer som et uvejr, der river alting med sig. Krasch. Men, hr. statsminister, hvem skaber uvejret? Vorherre, eller mennesker?".

Han peb ynkeligt: "Det er sandelig ikke Vorherre. Det var dog en skrækkelig tanke. Nej, De har selvfølgelig ret, hm, visse mennesker gør ofte noget meget let-sindigt".

Jeg sagde: "Hvis det ikke er Vorherre er det måske selve djævelen, der er på spil? Mener De det?".

Han så irriteret på mig: "Jeg tror vi skal holde den kristne tro uden for denne samtale. Selvfølgelig er det mennesker, der gør noget, dette, meget letsindige".

Iris blev hidsig, råbte: 

"De ved udmærket, at børsforretninger, som ikke har dækning i den reelle virke-lighed er handel med falske værdier, indholdsløs luft i en stor ballon. Børsfor-retninger er fantasi og spekulation, der smeltes og lutres til fantastiske væsener, som var de dyrket i næringssubstrater af rottehjerner og frankensteinske uhyrer. Og derfra som fiktioner af usynlige intriger fortæres af sultne edderkopper, der tror sig dækket, skjult og kamufleret bag et spindelvæv af forventningens luftsteg og vindfrikadeller".

Iris tav. Hendes øjne flammede.

Han så forfjamsket på os, men genvandt mælet: 

"De har sandelig ret. Uh, De talte så uhyggeligt, det var så livagtigt, absolut chokerende. Så hårdt presset, kære frue, må jeg vist sige, ja".

Det var en indrømmelse; jeg sagde:

"Det er denne leg med ilden vi gerne vil undgå med vores forslag. For at afværge flere katastrofer, for at hindre gentagelser af katastrofer, det er et rimeligt forslag, som".

"Nej", smilede han venligt, "det er et forkert forslag, min herre. Så, misforstå mig ikke, heri støttes jeg af mit parti og mine embedsmænd. For De begår den fejl, at De glemmer den risikovillige kapital til erhvervslivet, i form af aktier og anparter".

"Ja, hr. statsminister, i gamle dage var det en glimrende ordning. Men ikke når spekulanter og fiduser dominerer og ødelægger markedet og menneskeliv".

"Jamen, tror De det? Jamen jeg har hverken magt eller beføjelser eller midler til at afværge den slags katastrofer. Tror De jeg kan standse jordens rotation, solens gang over himlen, vulkaners udbrud, orkaner og laviner? Næ, den går ikke. Jeg har, gudskelov, ikke magt og beføjelser til den slags indgreb, lad mig sige, narrestreger".

"Jo, De har", råbte jeg. "De skal blot gennemføre den nødvendige lov, at kursen på aktier og obligationer kun må svinge højst en halv procent, per uge, så kan enhver være med, uden risiko, der er tid til at stå på, og der er sandelig tid til at stå af igen".

Han så hånligt på mig, snerrede: "En halv procent per uge? Hør, min herre, er De ikke lidt for naiv?".

"Hvabehar?", svarede jeg.

Da var det, at han afviste mig: 

"Nu skal jeg passe landets styrelse. Jeg har desværre ikke mere tid til Dem. Hvad tror De vælgerne tænker? Men jeg må sige, at jeg finder Deres forslag absolut utilstrækkeligt motiveret".

Jeg gentog forbløffet: "Utilstrækkeligt motiveret?".

"Ja, det savner ethvert grundlag. Nu må jeg gå, statsrådet venter, dronningen venter. Farvel".

"Et sidste spørgsmål, hr. statsminister. Hvad skulle der efter Deres mening til, for at gøre dette forslag acceptabelt? Jeg mener, Deres regering har".

Han lo isnende hånligt:

"Der skulle sandelig ske noget virkelig voldsomt. Men tror De min regering laver revolution? Vi er et lille land, fuldstændig betydningsløst, husk det".

Jeg stirrede ondt på ham; hans selvsikkerhed krakelerede:

"Men bevares, det kunne lade sig gøre, jeg mener, så tåbeligt er Deres forslag heller ikke, tværtimod. Jeg har da selv gjort mig visse tanker. Men det kræver en demonstration, forstår De, som provokerer til indkaldelse af et internationalt forum med alle regeringschefer og samtlige nationalbanker med tusinder af embedsmænd, og så videre".

"Det er sagen værd", smilede jeg.

"Jamen, næ, alene tanken, gud fri mig, al den spild af tid, tid koster penge, ved De, det har regeringen ikke lyst til, tænk dog på vores betalingsbalance".

Iris lo: "Hvorfor hænger nationaløkonomien i laser, hvorfor har folk ingen penge, hvorfor stiger arbejdsløsheden, fordækt såvel som åbenlyst, hvorfor er boligmarkedet en sindssygeanstalt med galoperende inflation?".

"Frue, det De siger, er noget forvirret vrøvl. Landets økonomi er stærkt forbed-ret, og ved De ikke, at socialismens højeste ideal, Sovjetimperiet, er brudt sammen? Nu må De undskylde mig, jeg ventes i statsrådet".

"Hr. statsminister", råbte Iris, "De ved så godt som jeg, at det vi så i Sovjet, ikke var en socialistisk grundholdning, men kommunisme, bolsjevisme, den barske russiske udgave, ja, et misfoster, og De ved, at den russiske revolution var dømt til afsporing på grund af vestmagternes fjendtlige holdning. Og fra hvornår? Allerede året efter afslutningen af første verdenskrig. Ententens militærangreb på Sovjet. De husker Rapallotraktaten, da tyske socialdemokrater og Sovjet indgik en handels-aftale, som".

"Iris, vil du gå uden for et øjeblik?".

Iris så på mig: "Hvad mener du? Ja, far".

"Glimrende", smilede han, "så kan jeg følges med fruen". Han tog Iris i hån- den, hun så vredt på ham, trak hånden til sig.

"Lige et øjeblik, hr. statsminister", sagde jeg.

Iris tøvede, så bekymret på mig. Tiden gik i stå, men endelig gik hun.

Han sagde: "Jeg må bede Dem gå nu, ellers tilkalder jeg sekretæren. Og vagten i forkontoret slår alarm. Vi har da haft det så hyggeligt, hr. synes De ikke? Hihihi, det er sandelig ikke nemt for Dem, vel? Al den energi, De udstråler, haha. En rask og rørig pensionist, ikke sandt? Sig mig, hvad går De egentlig og bestiller, altså, når De ikke leger revolution? De skulle begynde på en lille hobby, kære ven, med blomster, eller hunde? Eller guldfisk, hihihi. Eller fodbold, er det ikke noget for Dem? Har vi fået Deres navn til besøgslisten? Ja, Iris og Jørgen P, det må være Dem. Hm, hvorfor kun et P, er det Dem? Nu synes jeg De skal gå hjem og glemme Deres forslag. Vi leger jo ikke med revolutionsilden, gør vi vel? Her i landet. Gør vi vel? Det ved De godt, ikke? Og ved De hvad, kære ven, vi to er for gamle til at lege reformatorer, farvel".

Jeg så på ham. 

Da var det, han fik mistanke. Jeg så det i hans øjne og ligblege ansigt, sved piblede frem. Han sagde hæst:

"Sig mig, skal jeg virkelig trykke på alarmknappen?".

"Prøv", sagde jeg.

"Jamen, menneske, hvad er det De gør? De står med en revolver? Nej, De må ikke skyde mig, nej, lad dog være, pas nu på, De må ikke sigte på mig".

Jeg tøvede, fik medlidenhed med ham.

"Vagt, attentat, hjælp", råbte han grådkvalt.

                                                                                                  CHOKBØLGER

De tre skud sad præcist. På indersiden af hvert lår, kødsår, og et lidt alvorligere ved højre hofte.

Men han døde ikke af den smule sår, de kunne nemt få ham lappet sammen. Han ville hive sig op på tønden, om de så skulle binde ham fast med ståltråd. Han ville blive så gammel som gæve Holger Danske på Kronborg, skægget ville vokse fast i stenpladen, han ville gå igen som et genfærd i århundreder. Vi var det lille latterlige land, en samling hyklende frisindede, lallende nationale, ærke konser-vative, bigot reaktionære ligusterfascister, sig selv nærmest, blot det udvortes var i orden, så klarede Vorherre resten, bistået af Grundtvig og Benny Andersen, kongehus, kirke, børn, pensionister, og vores lutherske selvtilstrækkelighed, der gav lavere skatter og overskud på betalingsbalancen.

Han vaklede, segnede bagover, væltede en stol, faldt med et brag, slog nakken voldsomt mod et bronzebeslag. Kraniebrud og en masse blod. Det havde jeg ikke planlagt. 

Jeg blev overmandet, de var meget ophidsede. Chokbølgerne bredte sig over Christiansborg Slot.

Marmortrappen, statsrådet, dronningen, livgarden, fik et kaos af billeder til at danse for mine øjne. Operaen i Paris under en festforestilling. Den franske kultur-minister Jack Lang og den af aids hærgede, førhen fremragende danser, en afhoppet russer, hvad hed han, Nurejev, navnet er ligegyldigt. Rudolf, ja, Rudo. 

Jeg gik en morgen ind i en restaurant på Kongens Nytorv ved Det Kongelige Teater. Jeg var træt, trængte til kaffe, kom fra Sverige. Så kom han ind, Rudo, antog mig for ansat i huset og spurgte om han kunne få stegt kalvelever, og kokken sagde, "om formiddagen?", og styrtede i byen efter kalvelever, og Rudo bad mig spise med, han havde et stærkt ansigt og utroligt levende øjne. Kalveleveren kom på bordet, han blandede rødvin, vodka og cognak i sovsen, en herlig ret, smagte stærkt og godt.

"Jeg vil sætte mine egne forestillinger op, og når jeg ikke længere kan danse, vil jeg sætte iscene og dirigere orkestret", smilede han, og da jeg havde sagt et par russiske brokker og fortalt ham at jeg havde besøgt Moskva, at jeg var politimand, så han et øjeblik forskrækket på mig, men så lo vi, og jeg råbte til kulturminister Jack Lang på Operaens scene: 

"Du må ikke kysse ham, aids smitter og det gør cancer også, ved du ikke det? Ha, lægerne? Tro dem ikke".

Jeg så dronningen køre ud fra Christiansborg i sin limousine. Jeg havde forpur-ret regeringens statsråd med regenten og livgardens parade og tænkte på monar-kiets tabte fodslag, et læserbrev jeg samme morgen havde sendt til samtlige aviser, om dronningens statsråd versus præsidentens:

"Dronningen holder statsråd med en uansvarlig regering. En konstitutionel monark skal adlyde regeringen. Vor frue har ingen parlamentarisk funktion, er ingen garant for en sanddru regering. Sanktion er udelukket, dronningens familie har arve-ret til kronen. I England drøftes kongehusets afskaffelse. Danmark må spørge: Hvilken sikkerhed giver monarkiet folket, der er i lommen på en korrupt regering? Svaret er: Et kongehus giver ikke folket sikkerhed for noget som helst. Derfor en valgt præsident, der træder til med tugt, når det er nødvendigt. Præsidentens statsråd fejer ikke problemer ind under gulvtæppet. Skulle præsidenten tro, at han havde over-taget dronningens gulvtæpper, som regenten og den tidligere statsminister havde misbrugt, vil presse, folk og nyvalg fortælle ham, at han tog fejl. Præsidenten kan formidle love, så nye skandaler næppe tør tænkes. Vi må alle overveje virkningen af monarkiets tabte fodslag".

Der var stor forvirring foran Christiansborg. Politiets transportbusser kom farende med urobetjente, skjolde, visir, våben, klar til slagsmål, og jeg blev overrumplet af et nyt billede: 

Min far trak mig hen til landkortet, 2. verdenskrig, krigens fronter, snørklede ræk-ker flag, røde russere, blå englændere/amerikanere, grønne tyskere/italienere, gule japanere. Min far strøg mig over håret: 

"Se, min dreng, kommunismen sejrer, nazisterne og japserne knækker halsen. Det vigtigste er fred mellem mennesker".

Næste billede: Nürnberg, 30. januar 1943. Nazipartiets 10-års jubilæumsfest for magtovertagelsen. Goebbels holdt brandtale: Vil I den totale krig? Idioterne brølede Heil. På samme dag var slaget om Stalingrad slut, tyskerne ausradiert. Af 300.000 vendte kun 6.000 levende tilbage. Min far talte om massernes frihed og individets frihed under ansvar, uantastelig af statens magt.

"Husk mig på, at vi efter krigen rejser en skamstøtte for naziregeringens 10 års jubilæumsfest i Nürnberg", sagde han, og så grinede vi og jeg var stolt af min far.

Jeg blev sat i arresten i Politigården.

Alt havde jeg nøje planlagt, et attentat med små skudsår mod den ufejlbarlige statsminister. Men ikke det, ikke et uforsætligt drab med kraniebrud. 

Det gik mig forudsigeligt, nøjagtigt som det gik med Storken og Ole Madsen. Ulvene åd ham.

                                                                                                      TERRORIST

Jeg var under bevogtning i en pause i retten.

"Tiltalte Jørgen P skal føres ud", sagde dommeren. 

Mine håndled smertede, håndjernet sad for stramt. Vogteren tændte en cigaret for mig. Min forsvarer havde forsøgt at forklare dommeren om Frederiksens drab på Thomas. Dommeren snerrede:

"Hvornår lukker tiltalte munden op? Det ville være nemmere. Tiltalte skader sig selv ved at nægte at udtale sig. Foragt for retten er strafbart. Det ved De udmærket, Jørgen P. For øvrigt har spørgsmålet om vekselerer Frederiksen ingen betydning for sagen, hvori De står tiltalt".

Jeg skulle ikke være gået frem mod Frederiksen. Han blev forskrækket og fyrede løs. Han havde dårlige nerver, ham, børsfinansens fyrste.

Thomas er død. Jeg bliver syg, når jeg tænker på det. Thomas er død, og jeg er skyld i hans død. Jeg skulle ikke være gået frem mod ham, Frederiksen.

Jeg skal huske at skrive et par ord til Poul. Mon han trives, indespærret i fæng-sel? Forbløffende, han fik seks år. 

Vi blev straffefanger i vores familie. Poul, brandstifter, jeg, en morder. 

Og stakkels Iris? Nej, tænk på noget andet. Blot nu ikke denne retssag bliver for komisk, eller for tragisk. De forstår ikke en stavelse. 

Ham, stumtjeneren, anklageren sagde: "Terrorist". Der gik et sus igennem retssalen. Iris råbte: "Nej". Jeg så på Bodil. Jeg har aldrig set hende så fortvivlet. En gammel grædende kone.

Terrorist? Nej, de forstår ikke en stavelse. Læg mærke til borgerskabets søde små drenge: Dommeren, anklageren, forsvareren. De kommer for nemt til deres posi-tion i samfundet, de er ikke fortrolige med råddenskaben, men tror de kender teo-riens nuancer mellem sort og hvidt.

Thomas? Han havde de gode evner. Thomas klarede skolen og universitetet, som vi andre slår en prut. Men jeg advarede ham:

"Lyt ikke til borgerskabets sønner, de forsvarer kun det bestående", sagde jeg.

"Ja, far, jeg kan sagtens se det", sagde han. Og så holdt han en lang alvorlig tale til mig, men sluttede sin præken morsomt: "Husk, kære far, at i et bedre samfund bliver politifolk arbejdsløse". Og så grinede vi.

I dag falder dommen, bestemt ikke til frifindelse. 

Jeg skal dø i fængslet, jeg overlever ikke syv, otte år, måske tre eller to.

Hvorfor har jeg ikke haft en amatørhobby? Hvad var det han sagde til mig? "Hr. pensionist, har De ikke en lille hobby? Fodbold, blomster, hunde, fisk?".

Men at fodre sig selv med politisk historie er, mener jeg, en god hobby. 

Hvorfor gik jeg så ikke ind i en vælgerforening? Klausen sagde: "Du er soci- aldemokrat og burde være politiker". 

Klausens fader sad i Folketinget, en rigtig fagforeningspamper, dum som et brædt, fordrukken, ubehagelig, storsnudet, fræk, usympatisk. Han var formand for vælgerforeningen. Åh, så var det derfor medlemmerne svigtede, selv Bodil sagde til mig:

"Vil du være i samme forening som ham?".

"Næh", sagde jeg, "men det er Klausens far".

"Klausen er nu en pæn mand", sagde hun.

Og så var der Engelberg, en flink mand, sympatisk og intelligent. Han havde en sød kone. Han var formand i den konservative forening. "Vil De ikke være næst-formand?", sagde han.

Men det var ikke mig. Det havde været noget for Poul, han er konservativ. Og nu er jeg, straffefange, simpel plebejer. 

Hvor længe skal jeg sidde her? Jeg har mavepine. Toilettet var rent og pænt, nej, en plebejer siger lokum, de cigaretter smager ad helvede til.

Hvis jeg havde været yngre? Nej. Jo, hvis jeg havde været yngre, havde jeg dannet en revolutionær gruppe, altså uden våben. Lidt til venstre for midten. Det må kunne lade sig gøre. Sparke de andre i rumpetten. Det rådne skal væk, med hånd-kraft, kære venner. Skoven, haven, plantagen skal beskæres, alle trækronerne er filtret sammen foroven. Deroppe oven over er der lys, sol, og luft.

Ja, godmorgen: Til de rige og fine, de naturligt udvalgte frugter, siger man.

Men langs jordbunden, og op ad stammerne kryber råddenskaben. Jeg vil sige det til dem: "Husbukke, svamp og råddenskab bekæmper man med sol og frisk luft".

Ved du, hvad de så vil gøre? De vil sidde og grine af dig og ad dig. 

"Et gammelt fæhoved", siger de.

klik til index