Jeg sad i anklageskranken, trak i jakkens ærmer, skjulte mine håndled, ventede på dommeren, glemte tilhørerne, gned mine hænder, håndjernet strammede. Rebet om min hals, skjorten og slipset, kvalte mig. Det var Bodils modeblå farve.

Iris havde sagt: "Blå skjorte og mørkeblåt slips er ikke Jørgens farve, han bliver grøn i ansigtet. Far er ikke et modestativ, han er politiets bedste kriminalmand, husk det, mor".

Bodil sagde: "Skjorten hos politiet er blå, er den ikke? Nå ja, vores lille far, Jørgen P, er arresteret, han var deres kollega. Og vores lille Poul? Nå ja".

"Ti nu stille, mor, det går nok alt sammen. Far bliver frikendt".

"Nej, Iris, det gør vores lille far ikke".

"Mor, det med Poul, det var Poul selv skyld i".

Jeg kender min Bodil, og min Iris. De havde grædt, begge to.

Hvem mon er dommer i sagen? 

Min ven, Ludvig Larsen, er syg, eller måske død. Jeg kender ingen af de nye. Jeg bliver dømt, sagen appelleres til Højesteret. Jeg vil intet sige, jeg tier stille. 

Jeg ville smile til Bodil og Iris, men Bodil pudsede næse, det lød som et torden-skrald. Så kom dommeren og sagde: "Jeg indskærper stilhed, der skal være ro i retten". Jeg kendte ham ikke. Jeg hørte Iris hviske.

Dengang Bodil fortalte mig, at vores lille datter skulle hedde Iris, et smukt blom-sternavn, sagde Bodil, slog jeg efter i Arbejdernes Almanak og i det nye leksikon.  I den græske mytologi er regnbuen en ung kvinde, Iris, med vinger, gudernes sende-bud. Iris er øjets regnbuehinde med pupillen, hvis muskulatur stiller billedet skarpt på nethinden. Iris i et fotografiapparat regulerer lys, dybde og skarphed. 

Præcis som min Iris. Jeg hørte Iris sige til Bodil: 

"Mor, kan du høre, dommeren hader far?". 

Dommeren hader mig. Jeg, en drabsmand. Der må ikke være uorden i denne dommers samfund.

"Affektdrab", sagde min forsvarer, "min klient var og er helt utilregnelig".

"Ohho, var han virkelig det? Så det var han?", svarede anklageren, ham, geniet, stumtjeneren.

Jeg har lyst til en cigaret. Ligkistesøm, siger Bodil. Det halve politikorps er død af cancer. Det tror da fanden, underbetaling, dårlige nerver i tjenesten, dårlige vilkår, et levn fra fortiden. Det er en skandale, at regeringerne ikke kan få styr på økonomien. De undskylder sig med, at politik er magtkamp. 

Magtkamp? Glem nu ikke det, højstærede.

Nu kommer dommeren. Jamen, hvem sagde ro i retten? Hører jeg dårligt? Vi rejser os for den fine øvrighed. Nej, det er ikke Ludvig Larsen. Hvordan var det med hans kone? Hun rendte vist fra ham. 

Hovsa, hvad sker der? Sikken et mylder af mennesker.

"Hov, De der, der må ikke fotograferes i retten". Det kunne Ludvig Larsen sige så brøsigt, at selv jeg forhærdede fik et lille chok.

SKELETFØRER ANDERSEN

Som det skete med ham, skeletfører Andersen, krematoriebetjenten her på syge-huset, hvor jeg er indlagt under opsyn af, hm, visse myndigheder.

Skeletfører Svend Andersen kendte jeg kun af omtale; det ses og høres at han er kæreste med organisten ved hospitalets kapel, Ida Nikolajsen, jomfru Nikoline.

Svend Andersen er en munter og bidsk, langlemmet, dinglende, rødblisset alko-holiker i smoking, laksko og høj sort hat, et miserabelt kostume, revnet, snævert, falmet og slidt. Når han arbejder med rensning af ovn og skorsten i centralfyret og krematoriet, er han i asketøjet, en laset habit, oprindelig en nydelig gave fra jomfru Nikoline.

Her til morgen hørte jeg støj ude på gangen:

"Lille Svend, det må vente. Nu er du igen beruset. Vi skal møde om ti minutter, og hvor er kisten, lille Svend? Hele følget venter. Hvor er kisten?".

"Kvinde, kære jomfru, ti stille, ti stille. Jeg har en besked til morderen", lød en hæs mandsrøst.

"Hr. Andersen"; oh, den pibende stemme, hospitalets nye førstepræst: "Deres beruselse er utilstedelig. Hvor er kisten?". 

Døren gik op, ind trådte skeletfører Andersen, et blåbærfarvet ansigt med for-tinnede, stærkt skelende øjne. Omsider fik han øje på mig svagelige, der lå i min seng. Han lagde en stabel papirer på mit sengebord, dinglede, viftede faretruende med armene, genvandt balancen, og sagde muntert:

"Godmorgen, hr. morder. Deres ven, kapellanen, har hængt sig i et pæretræ i Vedbæk . Og så fandt jeg alle kapellanens, Kresjan-Pers, nosser, eh, nozzizer".

"Notater".

"Ja, notater om morderen". 

Her skete en forvandling. 

Skeletfører Svend Andersen blev pludselig ædru: 

"Oh, jøsses, hr. kriminalkommissær. Kapellanen bad mig brænde disse papirer. Men det gjorde jeg ikke. Papirerne forekom mig meget vigtige. Her er de. Må jeg ønske Dem held og lykke og god bedring".

"Tak".

CHRISTIAN PEDER

Min ven, hjælpepræsten Christian Peder, i tidernes morgen en barndomsven, havde hængt sig, uden at afslutte arbejdet med mine erindringer. 

Christian Peders hustru, Inalein, døde kort tid forinden; cancer. Og nu ved jeg, at mit diktat, og Christian Peders referat, var et vanskeligt arbejde, som jeg havde ment var ham til fornøjelse, i stedet påførte ham yderligere sorg. 

"Jørgen", sagde han, "ved du, at dét du fortæller mig, afslører falskheden i mit liv?".

Den dag var jeg gnaven, fordi Christian, uden at spørge mig, foranstaltede, at min søn, Poul, kom mig til selskab.

"Jørgen, de sidste dage under din sygdom. Det fortjener du", sagde han. Det lød som om han glædede sig til, at stoppe mig i graven, sekunderet af Poul. 

Poul vil gerne hjælpe, men det er for sent. Dog, vi forsøger et forlig. 

Poul er glad for et par dages frihed uden for fængslet. Poul og jeg er familiens straffefanger. Poul, en brandstifter. Jeg, en morder.

Nu samler jeg Christian Peders og mine notater.

JESPER

Ved alle indgange stod vagter med maskinpistoler. Politiet, militæret; alle i rets-salen gloede på mig. Jeg, drabsmanden. 

Gamle Ludvig Larsen smilede og vinkede til mig. 

Jeg lo til ham: "Ho, ho, ho".

Tæt ved Ludvig Larsen stod, naturligvis: Jesper og Engelberg og Klausen og Klausens far. Halleluja, hvor så de ondskabsfuldt på mig.

Dér stod han, Jesper Mirakelmager.

"Jesper er en lille lort", sagde Thomas.

Anklageren, statsadvokaten, stumtjeneren, geniet med den juridiske første- karakter,  der hængte min frakke på bøjle, da vi var sammen i drabsafdelingen. En god kollega? Føj for en skid.

Hvorfor havde vi kun 6 stole omkring spisebordet, vi havde da 8, brækkede vi 2 stole? Gjorde Poul? Poul var meget ubehjælpsom, men han var altid villig til at hjælpe Bodil med opdækningen til kalvestegen hver eneste søndag, den gode vane, sagde Bodil, og refererede punktligt, hvad Poul havde fortalt.

Hørte jeg ikke efter, kom det meget bistert:

"Jørgen P, din hustru taler til dig".

POUL

"Jamen, Poul, hvordan kan Bella være gravid? Du har næsten lige fortalt far og mig, at du ikke var avlsdygtig. Det sagde du, Poul".

"Ja, jeg forstår det ikke".

"Far bliver naturligvis henrykt, Han har været meget bekymret for jer. Al den gæld du har har pådraget dig, Poul".

"Mor, vi arbejder hårdt og tjener ganske godt".

"Jamen, Poul, først da Bella fik det nye arbejde. Du tjener ikke meget som politi-betjent. Gør du vel, lille Poul? Og lille far, hans pension kan heller ikke slå til, sådan da. Og Bella var en ganske almindelig kontordame. Men nu er hun edb-programmør, og I har 2 biler og lystbåd og et sommerhus. Jamen, Poul, I har da vel ikke købt på afbetaling? Nej, har I vel?".

"Bella har talent for databehandling. Det siger Iris. Og Jesper siger, at Bella er uundværlig i firmaet. Det må du bøje dig for, lille Bodil".

"Så, lille Poul, tal pænt til din mor. Bella er da dygtig, det ved jeg. Men det kom så pludseligt. En hel omvæltning, synes jeg. Det ligner Iris, hun er altid på farten. Jeg tror det kommer fra Jesper. Nå, min dreng, er du glad for dit arbejde?".

"Ja, men der er lukket for avancement. Jeg kommer ikke videre, jeg er ikke aka-demiker, satans".

"Du ville ikke læse videre, lille Poul".

"Far havde ingen penge".

"Og du havde ikke evnerne, lille Poul. Men, minsandten, nu er Bella med barn, siger du?".

"Ja, jeg forstår det ikke, nu skal jeg til ny undersøgelse, lægerne har taget fejl. Skal sovsekanden ud i køkkenet?".

"Ja tak, Poul".

"Skal jeg bære suppen ind? Nej, den står og bliver kold, jeg venter lidt".

"Ja ja, min dreng, du skal se, det går nok alt sammen. Jeg er så spændt på kalvestegen. Denne gang er den helt, som du og far kan lide den, og jeg har lavet appelsinfromage".

"Tak, mor".

Se nu ham, stumtjeneren. Han glor ondt på mig. Han er blevet skaldet. Ja, det koster ærgrelser, at være landets skrappeste anklager. Min forsvarer er lidt for ung, men nydelig, med bølget hår, han gav mit hånd et fast tryk, og så skeptisk på mig. Nu læser han i sagens akter.

Nej, jeg burde ikke. Punktum. Men Bodil sagde ja. Og Poul og Bella og Jesper og Iris plagede mig. Jeg skulle have lyttet til Thomas: 

"Nej, plejefar, gudfader, altså Jørgen, sig dog nej". 

Men jeg sagde: "Ja". Jeg burde have sagt: "Nej, nej, klart nej, fine venner". 

Jeg skulle ikke have ladet mig overtale af Iris, men det gjorde jeg.

"Altså, far. Det kan du ikke være bekendt. Hvorfor er du så stædig?".

"Hvabehar, er det mig, der er vanvittig? Er det mig, der kommer og vil låne vores mors penge? En almindelig lotterigevinst. Er det?".

"Fem hundrede tusinde kroner. Det kalder jeg usædvanligt".

"Ja tak, det ved jeg. Men er det mig, der vil låne hele formuen? Og er det mig, der har gjort Bella gravid? Hvabehar? Hvordan fik du det at vide, det med Bella?".

"Vi rendte på hinanden, skæbnetungt tilfældigt. Jeg kom fra tandlægen, hun kom fra lægen. Hun var forvirret. Hun så rædsom ud, hendes tøj sad helt forkert. Hun græd, og inde på en lille cafe, hvor vi drak en øl".

"Unge damer på værtshus?".

"Jørgen, kære far. Vi drak en halv flaske whisky. Jeg var vred og chokeret, og så fortalte søde Bella mig hele historien".

"Der var du heldig".

"Ja, far, som sædvanlig, og du gør nar af mig, og driller mig, som sædvanlig. Har mor fortalt dig, at jeg også er, du ved, i lykkelige omstændigheder".

"Ja, men hun sagde, at du ikke var glad for det".

"Det er jeg heller ikke. Da ikke samtidig med Bella? Jo, jeg er glad, men lidt nervøs".

"Denne gang må du passe på dig selv, du er ikke stærk og din mand er en laban, det kan du godt hilse og sige ham".

"Vi er stressede af for meget arbejde, far".

"Sagde Bella, hvordan det var sket?".

"Bella sagde det begyndte efter en hård dags arbejde og en lang nats over- arbejde".

"Tak, skån din gamle far for detaljer".

"Vi pukler og slider for firmaet og tjener store penge".

"Og sætter jer i gæld, med hor og liderlighed. I er små fjolser, er I".

"Vil du høre det, eller vil du hellere lukke øjnene?".

"Jeg ser og lytter. Du sagde overarbejde".

"Jesper ringede til mig. De var trætte, sagde han, der var vrøvl med maski- nerne og programmerne, og kunden, et stort oliefirma, var hysterisk".

"Erstatningssag, den nye informationsteknologi, vor herre bevares, og Bella er ekspert, siger du?".

"Ja, hun er programmør, det samme som jeg, men har kun været i firmaet et halvt års tid. Det er mærkværdigt at hun lærer det så hurtigt, måske Poul hjælper hende, nej, Poul er for dum, men han har da en computer. Næ, det er Jesper".

"Ja. Din kære, men upålidelige mand, Jesper, edb-konsulent, en titel uden ind-hold, ikke? Nå, gå videre".

"Oliefirmaet tilbød dem at overnatte på et hotel, og der skete det".

"Første gang?".

"Den første gang, ja, siger de. Men de lyver".

"Og nu er Bella, min søn Pouls kone, med barn med min søns søsters mand, min datter Irises meget ærede og nydelige ægtemand, hr. Jesper. Jamen, Iris, ærlig talt, fyfan".

"Ja tak, jeg ved det".

"Og den starut skal mor og jeg låne penge? Aldrig i livet".

"Hvorfor ikke? Det må da tiltale din spillernatur?".

"Hvabehar? Har jeg nogensinde gjort noget forkert?".

"Du spiller på alt mellem himmel og jord. Brevduer, galopløb, travheste og vores søndagsbridge. Hvis du ikke spiller kort søndag aften, ligner du en tvangs-afvænnet narkoman mandag morgen. Ha, det siger mor".

"Hvad gør jeg? Bodil bliver så sur, fordi hun ikke kan spille kort".

"Ja, men vores søde mor siger".

"Nu skal jeg fortælle dig, søde Iris, at der er pokker til forskel. Ser du, da jeg var ung gik jeg fallit, heldigvis uden indblanding fra myndighederne. Gælden betalte min far og min svigerfar. Det var en lærestreg. Jeg var hos en glarmester, min mester døde. Så det var enten arbejdsløshed, eller at køre firmaet videre. Det cirkus holdt et årstid".

"Gik du virkelig fallit, far?".

"Min far og min svigerfar, altså morfar, som du var så glad for, ja, han døde alt for tidligt, de betalte mine kreditorer".

"Jamen, far? Du har jo hele tiden været ansat inden for politiet".

"Omtrent hele tiden, ja. Min far kendte en mand, som kendte en dame der havde en onkel der var ansat i politiet, og jeg var heldig, min ven, men jeg havde dog højden og soldaterpapirer. Dengang var arbejdsløsheden en trussel, så jeg var glad for at komme ind i korpset".

"Og så kom jeg til verden".

"Præcis, min skat, og vi kaldte dig Lykkens lille Iris".

"Jesper vil gerne tale med dig. Nu må du ikke afvise ham, vel, far?".

"Lad os nu se. Det er lidt svært. Det er det med Poul, du ved. Ja ja, lad os nu se".

"Far? Poul er meget interesseret i projektet".

Det var efter den sædvanlige kalvesteg. Den gode vane, sagde Bodil; kalvesteg hver eneste søndag. Vi havde besøg af Jesper og Iris, og Poul og Bella, og Jesper sagde:

"Altså, svigermor, du er en himmelsk knag til at lave mad, smagte pragtfuldt, især såsen, svigermor, såsen var vedgud pragtfuld".

Jesper havde det med at overdrive: Pragtfuld såse, ha.

Poul sagde: "Tak for mad, mor. Nu skal jeg hjælpe dig med at rydde af bordet".

Men så greb jeg ind: "Næ, hov, stop, Poul. Thomas kommer om et øjeblik. Du vil da ikke snyde ham for vores søndagsbridge?".

Så kom det fra Jesper, meget giftigt: "Tomaten Petersen er altid præcis".

Poul sagde: "Jamen, far, det er kun et øjeblik".

Jeg sagde: "Snak, opvasken ordner damerne, hjælp mig med kortene".

Så var det, da vi var på vej ind til spillebordet i dagligstuen, at Jesper trak mig i ærmet og hviskede:

"Svigerfar, vi skal tale en lille alvorlig snak om, tzhihi, ja, det ved du, vi er alle sammen ude efter din og svigermors lotterigevinst. Har du talt med Iris? Altså, det siger jeg dig, svigerfar, der er ingen som helst risiko".

"Unge mand. De taler frimodigt om fem hundrede tusinde kroner", svarede jeg.

BELLA

Senere fortalte Bodil, at hun havde lyttet, da Iris og Bella havde haft en samtale.

Bella sagde til Bodil: 

"Du er nu skrap til kalvesteg, svigermor. Kan du forstå, hvorfor min den altid bliver så tør og sejg?".

"Du skal købe kødet hos slagteren og ikke i et tilfældigt supermarked".

"Åh, det hele er så forjaget".

"Jeg skyller selv af, så kan I to snakke lidt imens. Ja tak, Iris, proptrækkeren skal ned i skuffen".

"Husets eneste arvestykke i sølv, meget fornemt. Tak for mad, lille mor".

"Velbekomme, Iris, nejda, jeg har glemt at vande blomsterne. Så, piger, sæt jer nu ned og snak lidt sammen, mens jeg er i køkkenet".

Iris og Bella satte sig ved spisebordet. Bella sagde: 

"Iris, har du sagt noget?".

"Ja, til min far. Han tog det, naturligt".

"Tror du han siger det til din mor? Din mor giver mig altid dårlig samvittighed".

"Ja, guds fred over land og by. Næh, han siger ikke noget. Lidt diskretion vil nok være passende, sagde han".

"Tror du han er forarget?".

"Ja, det tror jeg. På visse punkter er han af den gamle skole".

"Står du fast på, at du vil skilles fra Jesper? Jeg vil ikke gå fra Poul".

"Det drejer sig mere om dig og barnet, end om Jesper og mig. Jeg tror ikke, der bliver noget besvær med Poul. Jeg mener, Poul er jo, hm".

"Iris, jeg beundrer dig".

"Beundrer mig? Hvorfor dog det?".

"Jamen, Iris. Du vil adoptere mit barn?".

"Bella, jeg finder det modigt af dig at gennemføre svangerskabet".

"Jamen, Iris. Selvfølgelig holder jeg en aftale".

"Men du kan fortryde det hundrede gange, blive kisteglad for ungen?".

"Ja og nej. Du savner børn, og det er trygt og godt for mig at vide, ja, at ungen får det godt hos dig. Han, jeg tror det bliver en dreng, han bliver jo i familien, og".

"Han får to mødre, han bliver snot forkælet".

"Og nej, fordi mit arbejde er så fantastisk interessant, og fordi, det har du selv sagt, den store fremtid med edb. Hvorfor ser du så forbavset på mig?".

"Har jeg sagt det? Næh, det var Jesper. Den gyldne fremtid, som du ikke vil snydes for. Og hvor længe vil du så arbejde? Til du nedkommer? Bella, det kan godt være risikabelt".

"Pjat, Iris. Jeg arbejder, ja, hvis det kan lade sig gøre. Men hvordan vil du klare to børn? Er det ikke for meget?".

"Nej, det synes jeg ikke. Først kommer den ene, og så kommer den anden".

"Altså, Iris, at du tør?".

"Jeg gider ikke arbejde mere. Jeg er blevet snydt for noget, synes jeg, og så alt det edb-vrøvl. Det begynder at gå mig på nerverne".

"Åhja, på det punkt er vi måske lidt forskellige".

"Lidt meget forskellige, ja".

"Ved du at Jesper skal udnævnes til salgschef? Han får en kæmpe gage".

"Jo, han har vist sagt det. Jeg husker det ikke. Jesper glemmer mange ting. Du sagde salgschef? Jamen det er da godt for hans karriere".

"Du lyder sur og spydig. Mener du at?"

"Bella, ti så stille".

THOMAS

Vi sad ved det lille spillebord i dagligstuen. Poul og Jesper, Thomas og jeg. Bodil var i køkkenet, Iris og Bella sad i spisestuen og sludrede. Vi havde det så hyggeligt.

Poul sagde: "Der sér du, far. Du og Thomas er altid heldige. Tre vinderspil i rap, det kalder jeg held".

Thomas drillede: "Din far og jeg spiller med mærkede kort. Ved du ikke det, lille Poul?".

Jeg sagde: "Ha, det lærte jeg af Villy, af din far, lille Thomas".

Poul blev fornærmet: "Nåh, så galt var det vel ikke? Jesper, giv kort".

Jesper var som sædvanlig perfid: 

"Jaja, tag den med ro. Unge hr. Petersen og hr. svigerfar snyder i kortspil. Hvad man dog skal høre fra politifolk? Jamen tænk nu, hvis det smitter? Hvornår skriver I falsk på en veksel? Jeg havde engang en kunde, tænk jer".

Poul sagde: "Du hentede en fed hyre på to hundrede kroner sidste søndag".

Så kunne jeg ikke nære mig, det fløj ud af munden på mig: "Fem hundrede tusinde kroner".

Thomas sagde: "Sig mig, hvad taler du om?".

Poul sagde: "Far, vi skal ikke tale om det nu".

Jeg gentog muntert: "Fem hundrede tusinde kroner".

"Hør nu her, svigerfar", ivrede Jesper, "det er en sten sikker investering. Det er ikke nogen kold staldfidus. Det eneste problem er summens størrelse, én million kroner. Nåja, det er mange penge".

Poul hviskede: "Kan vi ikke tale om noget andet?".

Thomas lo og sagde: "Jørgen, tidligere hr. plejefar, taler I om noget hemmeligt, sidder jeg med hos en bande gralsbrødre, eller må jeg gerne lytte med?".

"Fortæl ham det", sagde jeg til Jesper.

Jesper blev en kende bleg: "Herregud, det er så banalt. Altså, nysgerrige politi-inspektør Tomasen, sagen er, at vores firma installerede et edb-anlæg hos en kendt vekselerer her i byen".

Poul sagde: "Vekselerer Frederiksen".

"Kender ham ikke", svarede Thomas.

Jesper pralede: 

"Hr. Frederiksen, den nævnte vekselerer, og jeg faldt i snak, og han satte mig ind i børsmatadorernes mysterium. Den branche er ikke spor mystisk, det gælder bare om at være med, forstår I, følge aktiekurserne, købe og sælge".

Poul sagde: "Vi starter et spekulationskonsortium. Far indskyder femhundrede-tusinde, du ved, mors lotterigevinst. Jesper og jeg låner andre femhundrede, eh, tusinde, vi skal bruge én million kroner, eh, kontant".

Thomas blev fuldkommen paf: "Sig mig, er I blevet splitter gale?".

Jeg sagde: "Farvel, femhundrede tusinde. Men Bodil synes alligevel at vi skal".

Så råbte Poul: "Far, du skal ikke lægge hele skylden på mor, så vil jeg ikke være med".

Thomas sagde: "Hold nu op, Poul, det gør far overhovedet ikke".

"Hør nu, Poul", sagde jeg, "jeg står for ansvaret, men, Thomas, du må ind- rømme, at Iris og Bella og Jesper har fået foden inden for de højere finanser. Og jeg tjener lidt ekstra, hvis jeg kan. Men husk, at fondsbørs og spekulation er imod mine principper. Det ved I, ja, sten sikkert. Højfinansen er livsfarlig for småfolk, det er svært at gennemskue deres fiduser, det har jeg altid sagt".

Thomas så forbavset på os, løftede armene, lo og sagde:

"Tør I sætte én million kroner på højkant i spil? Og I har kun det halve, Bodils lotterigevinst. Resten må I låne. I pantsætter hus og hjem? Ja ja ja".

Jesper sagde fidelt: "Altså, hr. politikommissær".

Poul snerrede til Jesper: 

"Hold op med den kommissær. Thomas er politiinspektør. Det er ikke spor mor-somt. Jeg kan aldrig avancere, for jeg blev aldrig akademiker".

Jeg løftede, som Thomas, afværgende hænderne: 

"Ikke nu, lille Poul. Hvem giver kort?".

Men Jesper ville; han sagde: 

"Må jeg tale færdigt? Tak. Ser du, Thomas, det drejer sig ganske enkelt om, at Poul har fået et geni til kone. Bella er, jeg lyver ikke, en fremragende programmør af edb, et naturtalent. Det var vekselerer Frederiksen der fortalte mig, at hun er genial. Frederiksen skulle bruge et program, der lynhurtigt gav oversigt over dagens aktiekurser, og hvad gjorde Bella? Hun nedkom, eh? Hun, eh?".

"Ja, Bella nedkommer", lo jeg til Thomas, men han så uforstående på mig.

"Tak, svigerfar", fortsatte Jesper, "helst ingen afbrydelser. Bella satte sig ind i problemet, studerede aktiemarkedet, og hun og vekselerer Frederiksen fandt på en glimrende løsning, således, at man hurtigt kan komme ind og ud af markedet, og, tzhihihi, tjene en grov sum penge, tzhihihi".

"Den er sten sikker", sagde Poul.

Jeg sagde: "To gange fem hundrede tusinde kroner, hvor meget er det?".

Thomas kløede sig i nakken, så på os, og sagde: 

"Måske er jeg en vantro, måske er jeg for skeptisk. Jeg ved, at Iris søsterlil er programmør, men altså også Bella? Jeg troede hun var kontordame. Ser man det. Nej, I er skingrende vanvittige".

"Jeg stoler på Bellas dømmekraft", sagde Poul.

Jeg sagde: "Gør du dét, lille Poul?".

Men Poul er jo naiv. "Jamen, far", sagde han, "Bella har lært det af Jesper".

Jeg sagde med eftertryk: "Ja, Jesper er sandelig dygtig. Men hvis det var mig, som, nå, skal vi gå videre med kortene".

Thomas greb den: "Kortspil, mine herrer, jeg åbner med tre kløer. Nå, Jørgen, så det var min far, Villy, der lærte dig at snyde i kortspil?".

DEN BEDSTE VEN

Thomas og jeg sad på vores stamværtshus. Thomas sagde:

"Jeg fik undersøgt denne vekselerer Frederiksen. Han synes at være god nok, hans firma er et af branchens bedste, siger man. Men, Jørgen, risikoen, alle de penge I risikerer, det er vanvittigt".

"Han er jaloux på dig, skål".

"Skål. Hvem er jaloux?".

"Ah, herligt øl. Ja, hvem tror du?".

"Er Poul jaloux? Hvornår holder det op? Forfølgelsesvanvid".

"Tja, man skulle tro det. Men, jeg gjorde min søn uret".

"Din ene søn".

"Ja, den ene af mine to sønner".

"Gjorde uret? Fordi jeg fik lov til at læse videre? Sig mig, fortryder du, at jeg kom ind i familien?".

"Du har aldrig skuffet mig, Thomas, og du er bedre begavet end Poul. Jeg har fortalt ham, snesevis af gange, at du studerede for dine egne penge, arven efter dine forældre, de penge var båndlagt til dig. Men det skabte en forskel, det gjorde det, men jeg havde nu ikke forestillet mig, at han blev så bitter".

"Poul siger ikke noget til mig. Vi er de bedste venner. Men han modarbejder sig selv, sjusker med arbejdet, og de andre finter til mig, fordi han praler. Thomas er min bror, siger han stolt, og så rakkes jeg ned".

"Øv, søskendejalousi går mig på nerverne, skål. Vil du høre sandheden, sønnike?".

"Om hvad? Bodil ved intet om dine damer. Din skid, horebuk. Engang troede jeg, at du var lidt religiøs. Kan du huske, da Poul og jeg faldt i vandet ude hos moster Laura? Vi skulle fiske, nej, hvor blev du vred. Kan du huske den store gamle aborre, den som".

"Thomas, dette her har jeg aldrig fortalt dig. Vi sad i vejkrydset. Bilerne var fuldstændig smadret. Din mor var død, Bodil sad hos hende. Din far, Villy, det var ikke rart at se på. Din far levede, men jeg var klar over, at det var slut. Jeg skulle miste min bedste ven, og en meget dygtig kollega. Han var bevidstløs, men vågnede, og hviskede:

- Jørgen, tag dig af Thomas, vi har ingen familie. Thomas er imponeret af dig, du forkæler ham. Jørgen, pas godt på Thomas -

Så smilede han, og døde, lå slapt i mine arme, og jeg følte en trods og harme mod livet, der kræver vilkårlighed, uden retfærdighed.

Forstår du, Thomas, denne lille byrde, dig, kunne jeg ikke smide fra mig. Selv om jeg ofte havde lyst, ja, mange gange fandt jer utålelige, når I sloges eller drillede Iris. Så kunne I gøre mig vred".

"Ja, det gik livligt til. Jeg blev så gal på Poul, han ligner Bodil, er lidt for naiv. Kan du huske, at han altid ville høre børnehistorier? Far, kan du huske? Jørgen, hører du efter?".

"Ja".

"Tænk nu på andet. Kan du huske, at du læste en bog for mig, den om tre-divernes depression, den om børskrakket i Wall Street i 1929?".

"Ja, hvad med den?".

"Siger den dig ikke noget? I dag, mener jeg?".

"Du mener, spillet på fondsbørsen?".

"Ja. Den historie vil gentage sig, det er et spørgsmål om tid, hvornår det klapper sammen igen, jeg spurgte Ruth, ja, hende kender du".

"Det var hende du skulle giftes med, troede jeg".

"Jørgen, du er gammeldags. Veninder i dag synes det er tilstrækkeligt at".

"Tilstrækkeligt, ja, skrækkeligt".

"Ruth vil ikke giftes, hold nu mund. Ruth er ansat på et sagførerkontor, hendes chefer holdt et møde om sagen, og de sagde rent ud: Børsspekulation er det glade vanvid. Vanvid, Jørgen, det sagde de. Vanvid".

"Må jeg? En cigaret, tak. Et glas øl, tak. Skål. Tror du jeg har glemt det? Krakket, den store depression, arbejdsløshed, kommunisme, fascisme, nazisme. Men tiden har forandret sig. Tror du ikke de internationale finansfyrster og alle regeringerne ved, hvad de gør? De vil aldrig tillade et nyt sammenbrud på aktiebørserne. På det punkt er de som brændte børn. De kender konsekvenserne. Næh, Thomas, hold op med dum snak. Højfinansen og regeringerne har bag kulisserne udspændt et internationalt sikkerhedsnet for alle transaktioner i aktier, obligationer, valuta og råvarer. Kul, korn, råolie, sojabønner, sukker, kaffe, kakao, stål, tin, kobber, guld, sølv. De ved, hvad de gør, vær du sikker på det. Det kan gå op eller ned, dadum, dadum. Javel, men ingen panik, ingen kollaps. Vær du sikker på det. Skål, søn".

"Hvis I havde spurgt mig, havde jeg sagt, nixen, afgjort nej".

"Poul vil ud af politiet. Han vil skifte arbejde og bo i provinsen. Det er hende, Bella. Hun er ham utro, den møgkælling. Men sig ikke noget til de andre. Poul er kørt op i en krog. Forstår du? Jeg er presset til at gøre et eller andet".

"Jørgen? Har du læst avisen?".

"Nej, jo, om en verdensrekord i højdespring for kvinder".

"Et vekselererfirma, et såkaldt gearingsselskab er gået fallit. Bagmandspolitiet har anholdt bestyrelsen for finansselskabet Solglimt. Det drejer sig om et par milliarder kroner. Vekselerer Frederiksen er involveret. Avisen skriver, at mindst ét tusind personer lider enorme tab. Sig mig, Jørgen, har du penge i klemme i Solglimt?".

"Lad mig være i fred, aviserne er fulde af løgn, ved du ikke det? Hvorfor går du ikke?".

"Ruth, du ved, og hendes advokatvenner anbefaler en pulje af statsobligationer. Det giver større sikkerhed, hvis man altså vil lege med den slags møg".

"Ruth? Ha, det var hende, der gav dig herpes og fnat og lopper og fladlus, og var dig utro, fik du syfilis?".

"Ti stille, far. Ruth er en sød pige. Nej, jeg tier stille, nu går jeg, farvel".

TAK FOR MAD

Det lignede ikke Bodil, at lade dugen blive liggende på spisebordet, men nu skete det dagligt. Hun sad på sin stol, foldede hænderne, lagde dem på bordkanten, eller skrabede fraværende i en plet på dugen. Vi sad ved spisebordet den søndag aften, vi havde besøg af Iris og Jesper.

Bodil sagde: 

"I må undskylde det med kalvestegen. De har så dårligt kød i supermarkedet. Men jeg havde altså ikke tid til at gå til slagteren. Jeg var ude hos Bella, jeg var jo nødt til det, og jeg kom alt for sent hjem".

"Stegen var ganske udmærket, mor, tak for mad", sagde Iris.

Jesper sagde køligt: "Tak for mad, svigermor".

Bodil tog et saltkar fra bordet: "Sikke dog et efterårsvejr vi har haft. Det stor-mede så jeg troede flagstangen skulle vælte. Mon unge Petersen kommer i dag?".

"Sludder", sagde jeg, "hvorfor skulle flagstangen vælte? Næh, Thomas kommer ikke, det ved du udmærket, og heller ikke Poul og Bella, de gode gamle søndage er forbi".

"Nåh, det ved jeg da ikke", sagde Bodil. "Vi kunne da forsøge, os fire?".

"Bodil, du kan ikke spille kort, og nu kan du ikke lave mad. En så vindtør og sejg kalvesteg serverer man ikke", sagde jeg.

"Nu må du ikke være urimelig, vel, lille far, jeg har sagt undskyld, og jeg skal da passe min svigerdatter og barnebarn".

"Ih, ja, endelig", smilede jeg, eddikesur.

"Iris?". Bodil stod med hovedet på skrå, så kender jeg hende, så tænker hun: 

"Iris, den lille er så svagelig, han er ikke så robust, som Poul, mener jeg. Han ligner heller ikke Poul, synes jeg. Tak for blomsterne, Iris".

"Selv tak, mor".

Bodil puffede til mig: "Dit barnebarn har snart ét års fødselsdag".

"Det lille vrælehoved", vrissede jeg. Jeg så på Iris, hun var bleg og stille.

Bodil sagde: "Skal vi sidde her ved spisebordet og drikke kaffe?".

"Ja, vi skal", sagde jeg, "vi sidder udmærket".

Jesper hostede, beklagede sig: "Jeg har ondt i halsen. Det er lidt koldt i vejret, er det ikke?".

"Næ, det er lunt, meget lunt, særdeles varmt", sagde jeg.

"Stop nu, svigerfar. Jeg bryder jeg mig ikke om, at du er sur på mig. Jeg er sagesløs, og du kendte selv risikoen. Din holdning, svigerfar, påvirker forholdet mellem Iris og mig. Vi, Iris og jeg, plejer aldrig at skændes. Hele din holdning, svigerfar, tænk dog på Iris. Altså, svigerfar, Iris aborterede af ren og skær nervøsitet, men hvad ved jeg om det. På hospitalet sagde de, at en abort, altså den som Iris fik, provokeret, sagde de".

Jeg havde fået nok: "Iris, vil du hjælpe mor med at servere kaffen?".

"Ja, far".

"Måske vil din hr. Jesper hjælpe lidt til?".

"Vær nu ikke så hård ved Jesper, hører du. Han har virkelig slidt i det, han er dødsens træt hver dag, den stakkel, det er maskinerne og programmerne, de er ikke standardiserede, det giver en masse ekstra arbejde".

"Kan I dog ikke tale om noget andet", sagde Bodil, "Bella ligner døden fra Lybæk, så træt er hun. Og lille Poul, det skind, han er så vred på banken. Tænk jer, de har stævnet ham, han skal møde i fogedretten. Vores Poul, der altid har været så nøjeregnende med alt det han skulle betale".

"Bodil, ikke nu", sagde jeg. "Sig mig, Jesper, hvordan går det med Bella? I indskrænker personalet. Mister hun sit arbejde?".

"Ja, svigerfar, vi krymper i vask, tzhihihi, den var morsom, var den ikke? Og så er der det med programmører, svigerfar, den kunst er der mange andre der har lært. Vi fik i går en ung mand til den halve gage. Næh, det berører selvfølgelig ikke Bella".

Iris sagde: "Bella kommer kun et par timer om dagen. Nej, far, om ugen, et par timer om ugen". 

"Men I arbejder i det samme firma?".

Jeg fik ikke noget svar.

Bodil sagde: "Den lille er nu så sød". 

Iris hviskede: "Han var så kær, han lo til mig da jeg vaskede ham og kyssede hans små fødder".

Så så Iris fjendtligt på mig, som om det var min skyld, at hun igen havde aborteret, havde mistet sit barn; hun sagde køligt: "Nå ja, han er da en kær lille dreng".

"Jesper", sagde jeg, "regnskabet, hvor meget har vi tabt på Børsen?".

Jesper veg uden om: "Iris, har du regnskabet, vågn op, Iris, din far vil se regn-skabet".

"Vi har tabt halvdelen", svarede Iris, min lykkes Iris.

Det kogte i mig: "Halvdelen af én million kroner, hvor meget er det? Hvem har en blyant? Nej, en guldfyldepen, ja, en guldfyldepen, det er det fineste man har, ikke sandt, Jesper?".

"Du behøver ikke være så ironisk, svigerfar".

"Jeg ser på en opskrift", sagde Bodil, "den duer ikke, her har du papir og blyant, lille far".

"Ih, mange tak, Bodil".

"Hvad skal du med det papir, svigerfar? Iris sidder med hele regnskabet".

Iris sagde: "Saldo 537.000 kroner, resten har vi tabt. Hvad gør vi?".

"Øv", vrissede Bodil, "hvor er det trist at høre på jeres pengejammer, hver eneste søndag. Nu henter jeg kaffen". 

Da hun stod i døren, smilede hun: "Jeg har bagt vaniljekranse til jer".

Jesper var hurtig: "Tak, svigermor, ah, dine dejlige vaniljekranse. Hvad jeg ville sige, svigerfar. Vi skal holde pinen ud, lidt endnu. På et eller andet tidspunkt må aktiemarkedet selvfølgelig vende. Opad, det er bare gået nedad".

"Hvis det ramler med et brag, hvad gør vi så?", sagde Iris.

"Så ti dog stille", råbte Jesper, "ønsker du en katastrofe?".

Iris bed sig fast: "Risikoen er der, hvad gør vi?".

Jeg sagde: 

"Må jeg sige noget? Godt, hør så her. Jeg har talt med mor Bodil, og hun og jeg er enige om, at legen var morsom og et dyrt bekendtskab. Men hvis vi holder op nu, så tilbyder vi, altså mor Bodil tilbyder, at betale tabet. I andre har jo sat jer i gæld, I fjolser".

Jesper, en snedig, smart og ubehersket egoist, kunne ikke nære sig: 

"Det vil jeg sige dig mange tak for, svigerfar, tzhihihi, altså tak, mange tak, svigerfar, tzhihihi. Så kom det til at passe: At hvad der kommer let, det går let. Den fes ud, hihi, lotterigevinsten".

Iris råbte hidsigt: "Hold så din kæft, Jesper".

Jeg sagde: "Åh ja, fem hundrede tusinde kroner".

SAMMENBRUD

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Bodil endnu ikke var kommet hjem fra Poul og Bella. Bodil tilberedte maden til dem, hver eneste dag, før hun tog bussen hjem, og hun og jeg spiste til aften sammen.

Mit humør var på nul. Aviser, radio og tv talte om en forrykt katastrofe: 

"Sammenbrud på Fondsbørsen. Aktiekurserne styrtdykker til bundrekord. Tilsvarende steg renten på obligationer. Vi har super kollaps på finansmarkedet, det går galt for de små investorer. Denne regering griber ikke ind i markedskræfternes frie spil, sagde statsministeren".

Det var midnat, før Bodil endelig kom. Hun lignede en skræmt hund. Det var ikke hendes mening at lytte til Poul og Bellas private snak, men hun sad på toilettet, da Bella kom sent hjem, og Poul og Bella skændtes.

"Det var så trist, det alt sammen", græd Bodil.

Jeg måtte trøste hende: "Så, min egen, tør nu øjnene, så Bodil, det går nok, fortæl mig nu hvad der skete?".

Bodil havde skubbet wc-døren på klem. Bella havde været for træt til at lægge sin frakke, hun sad på en stol. Poul stod bag hende, røg nervøst en cigaret:

"Bella, hvor har du været? Fortæl mig ikke, at du kommer fra arbejdet, du lugter af spiritus. Du lovede at komme hjem, det er min fridag, jeg er i tjenesten og på kursus og har ekstra arbejde som kørelærer. Tror du det er morsomt, vi har en helvedes masse gæld, som vi aldrig får betalt. Er det morsomt?  Hvor har du været? Svar mig dog?".

Bella var chokeret: "Poul, alle maskinerne brød sammen".

"Hvad skal det sige? Kunne Jesper ikke reparere maskinerne? Han praler altid med, at han kan klare det hele. Det hele, siger han".

"Det var galt over hele verden. Du forstår det ikke".

"Var det kortslutning? Tilkaldte I en elektriker? Hvad sagde Jesper?".

"Iris slog mig, og rev mig i håret, og rev min kjole i stykker og så kom hr. Frederiksen, han græd, Wall Street er gået på røven, mit firma er gået fallit. Det sagde han, og Iris græd".

"Var du og Iris inde i hr. Frederiksens firma?".

"Ja. Han skulle bruge flere maskiner og nye programmer. Bare jeg dog aldrig havde rørt det. Jeg har ikke forstand på det. De råbte fra hele verden, fra London, Madrid og Tokio, fra New York, Hong Kong, Singapore, Paris, Frankfurt, Amsterdam, Stockholm, Oslo, fra hele verden".

"Du sagde kortslutning, hvordan kunne maskinerne?".

"Poul, jeg var så bange, de havde alle sammen mistet deres penge".

"Hvorfor slog Iris dig? Var I uvenner over det med drengen?".

"Hold dog op, Poul. Det med drengen? Det er da lige meget nu. Jeg kunne ikke skrive det program, det var forkert, der var for mange fejl. Iris kørte det alene, kunne ikke rette mine fejl, det var rædsomt, det er så forfærdeligt".

"Det var altså Iris, der ikke var dygtig nok?".

"Ja. Nej, Poul, det var min skyld. Vi har tabt alle pengene. Jeg skulle aldrig have rørt det lort. Jo, det er Iris skyld, det har hun sagt til Jesper". 

"Hvad sagde Iris? Næh du, der er ham, sjakalen Frederiksen, med de fine manerer, middage på fine restauranter, og natklub. Tror du ikke jeg ved det?".

"Frederiksen har altid opført sig pænt over for mig".

"Du er fuld af løgn. Er det ikke ham, der er far til ungen? Ja, den lille kan ikke gøre for det. Men jeg kan ikke få børn. Erklæringen siger, at jeg er steril. Det vidste du ikke, vel? For helvede, Bella, jeg er steril, Bella, hører du?".

"Det er ikke ham. Det har jeg sagt".

"Hvem er det så? Hvorfor må jeg ikke få det vide? Hvorfor skal vi igennem blodprøver og ydmygelser? Det er mig, det går ud over".

"Poul, vi har mistet alle pengene, jeg tør ikke fortælle det til din far, hvad skal jeg gøre?".

"Det er ham sjakalen, Frederiksen, lad mig få fingre i ham".

"Poul, hvad vil du gøre? Nej, Poul, læg nu den revolver fra dig, hører du, Poul. Hvad er det du vil? Vil du tale med hr. Frederiksen?".

"Frederiksen er en forbryder, han skal ikke slippe så nemt, hvor er mine bil- nøgler, jeg må tænke mig om, benzin, ja. Du, Bella? Jeg vil ikke se dig mere, jeg har fået nok, jeg har fået nok af dig og dine løgnehistorier. Jeg ordner Frederiksen, han skal ikke slippe så nemt. Farvel, frøken Bella, vi to er færdige, helt færdige".

Så hulkede Bella:

"Poul, du må ikke gå fra mig. Hvad skal jeg sige til din far? Vi har mistet alle pengene. Bliv hos mig. Det var ikke hr. Frederiksen. Drengens far er Jesper, altså, Poul, det var kun Jesper. Hør på mig, Poul, det var kun Jesper".

Bella løb ud til bilen. Poul startede vognen, Bella blev ramt, slog sine knæ. Poul kørte. Bella kravlede på jorden, rejste sig, løb grædende efter bilen:

"Poul, du må ikke gøre fortræd. Poul, hør på mig. Det var kun Jesper. Kom tilbage. Hvad skal jeg sige til din far? Poul, hjælp mig, bliv hos mig".

Hele natten lå Bodil og jeg urolige, vi kunne ikke sove. Bodil stod op ved firetiden: "Jeg tror jeg vil spise mig ihjel, hvorfor ikke, hellere det end at leve med børnenes utak" sagde hun.

Klokken fem sov vi. Ved sekstiden blev vi vækket af støj ved yderdøren. 

Bodil åbnede, og i morgendisen stod en taxachauffør med en lille bylt på armen, Bellas lille søn. 

"Jeg havde det på fornemmelsen", sagde Bodil. Hun tog sig af bylten, og var henrykt. Den lille gryntede og smilede til hende.

"Hvor er Poul?", sagde jeg.

Jeg ringede til Poul, ingen svarede. Så ringede jeg til Thomas.

Thomas sagde: "Poul har ringet, det lyder ikke godt, jeg kører nu og prøver at finde ud af, hvad der er sket, senere kommer jeg ud til mor og dig".

Som om alle disse kvaler ikke var nok, arriverede Iris og Jesper en halv time senere. Iris var vred, de skændtes, porcelænet fløj mig om ørene, men Bodil hverken hørte eller så det, gudskelov, hun var gået op i soveværelset med den lille.

"Jesper, du er en sjover", råbte Iris, "du skal ikke komme og fortælle mig at det var nødvendigt at skrive mit navn falsk på en veksel, og så lige efter det med dig og Bella".

"Det var en tanketorsk, jeg gjorde det ikke med vilje", løj Jesper.

"Så er det nok", sagde jeg. 

Jeg jog dem ud i haven: "Ud med jer, gå ad helvede til, værsgo, nu kan I slås, og slå endelig livet af jer, så alle naboerne ser det".

Iris løb ned til bussen. Jesper talte i telefonen, sagde "undskyld, svigerfar", satte sig ind i sin vogn, og forsvandt.

Endelig kom Thomas. 

"Far, hvad gør vi? Poul og Bella er forsvundet og den lille er hos jer? Jeg gad nok vide, hvad der er sket?".

"Mit hus er et mareridt. Vi har haft en forfærdelig ballade med Jesper og Iris. Hun vil ikke se Jesper mere. Iris var virkelig vred".

"Jesper er en lille lort. Ja, undskyld jeg siger det, men det mener jeg. Jesper er en lille lort".

"Iris vil ikke mere, hun har fået nok".

"Poul sagde, at børssjakalen og Bella ville flygte til udlandet".

"Sagde Poul virkelig det?".

"Poul var sindssyg. Han sagde, at sjakalen er barnefar til ungen, og det skal han få betalt".

"Det er ikke Frederiksen, det er Jesper", sagde jeg.

"Jesper?".

"Ja, Jesper".

"Han er en lille, led lort. Vent lidt. Et hus i Bagsværd er sprængt i luften, og hvilket hus? Jo, Frederiksens, det er vel ikke Poul, der har sprængt børssjakalens hus i luften?".

"Poul sprænger ikke folks huse i luften".

"Børssjakalen har snydt jer. Herregud, jeg sagde det, jeg advarede dig".

"Står der noget i aviserne, om dit og mit navn?".

"Jeg hørte det i radioen".

"Det skal han få betalt. Det skal hævnes", råbte jeg.

"Hævnes? På hvem? Det hjælper ikke at blive hidsig, vel?".

"Nej, men Frederiksen skal stoppes. Jesper ringede til ham, jeg hørte det, de aftalte et møde i en café ude ved golfklubben, kom, vi kører derud".

"Men stille og roligt, Jørgen, ingen ballade, vel, og ingen hævn, vel, far?".

"Thomas. Det jeg sagde forleden dag om din veninde, Ruth, det mente jeg ikke. Det forstår du godt, gør du ikke? Ruth er en virkelig sød pige, det mener jeg".

"Tak, far".

FORTUNA

Vi kørte til golfklubben Fortuna, et velkendt sted med bar og spillecasino. Vi så de mange, der levede livet på dødsruten mellem aktiekurser, fondsbørs, søsport, golf, valutakurser, villa, pantegæld, lystgård, biler, bankgæld, ridehest, udlandsrejser, letsindighedens mekka. 

De tidligere mondæne sad med hærgede ansigter, hviskede om gæld, angsten for kollaps, hævn, drab, selvmord.

Thomas var en kløgtig rad; vi havde overskæg og bakkenbarter, vi lignede forretningsfolk, et par værre parvenuer. Thomas nikkede: 

"Dér har vi hr. Frederiksen og Jesper".

Jesper stod foran Frederiksen med en golfkølle i hånden. 

Frederiksen drak kaffe, sagde ophidset: "Menneske, forstår De det ikke? Jeg kunne intet gøre, og må jeg så få min kaffe i fred og ro".

"De vidste det, De vidste det", hvæsede Jesper.

"Hvad vidste jeg? Jeg har fortalt Dem alt, hvad jeg ved".

"De har løjet for mig".

"Nonsens, hr. Jesper. Det vi ser, er gentagelser af skandalen i 1929, og ingen, slet ikke os, eftersnakkerne i lille Danmark, kunne vide, at det hele ramlede sammen på et par dage".

"De sagde, at metoden var sten sikker".

"Pip og nonsens, hr. Jesper. Tror De jeg kan hekse? Tror De? Der er kollaps i London, Tokio, Hong Kong, Singapore, Chicago, New York, Madrid, Milano, Rom, Paris, Amsterdam, Bruxelles, Frankfurt, Stockholm, Oslo, Helsingfors. Tror De så det kan være bedre i København? Nej, tværtimod. Vi ville for en gangs skyld gå lidt foran, og nu er vi gået helt på røven, unge mand".

"Det er Dem, der har ansvaret, De lokkede mig".

"Nu holder De mund, hr. Jesper. Har De forstået? Eller skal jeg tilkalde politiet? De er jo ikke den eneste vanvittige person. En galning, en splitter ravende sindssyg person har sprængt mit hus i Bagsværd i luften. Så nu trænger jeg til fred og ro, har De forstået? Mit firma gennem fyrretyve år er væk. Alt er rabundus, jeg er til lossepladsen, forstår De det, heldigvis er min familie i sikkerhed i udlandet".

"De vidste det. Jeg står til ansvar for én million".

"Det er virkelig trist, unge mand, men hvad rager Deres ene million kroner mig? Jeg har måske tabt et hundrede eller to hundrede eller fem hundrede millioner. Ingen har overblik over situationen. Mange af mine venner har begået selvmord. Det er en skammens og sorgens dag, forstår De det, unge mand".

"De må hjælpe mig, hr. Frederiksen. Jeg står til ansvar for min svigerfar og min svoger og svigerinde og min kone. Mine forældre tilgiver mig det aldrig, hører De? De har Deres biler, Frederiksen, De må overdrage mig Deres biler, en Porche, en Mercedes, den store Volvo".

"Jeg har ingen biler, de tilhører firmaet. Den ene sprang i luften med huset, de andre er beslaglagt af politiet".

"Så giv mig sommerhuset. De ejer da for fanden sommerhuset? Jeg kan ikke komme tilbage til min familie fuldstændig tomhændet. Forstår De ikke det?".

"Gå væk med Dem, og pas nu lidt på, hr. Jesper, jeg kan få Dem i arresten for pengeafpresning".

Jeg sad og skammede mig, kunne ikke se på Thomas. Jeg svedte, så ned i bordet og tænkte, at alle de medvirkende i denne ynkelige sag, var en dum samling tumpede idioter. 

Jesper greb fat i Frederiksen, ruskede i ham og råbte: "De er en svindler, jeg slår Dem ihjel, skide krapyl".

Frederiksen rejste sig, stod pludselig og svingede med en pistol: 

"Stop, Jesper. Er De rigtig klog? Gå, forsvind, gå, for fanden", råbte han.

Jesper løftede golfkøllen, slog ud efter Frederiksen, råbte: "Skadedyr, svindler, udyr. De er en svindler".

Frederiksen fægtede forvirret med pistolen: "Gå væk med Dem, De er sindssyg, De er sindssyg".

Thomas rejste sig: 

"Goddag, det er politiet. Læg pistolen på bordet, hr. Frederiksen".

Jesper så lamslået på mig, hviskede: "Svigerfar?".

Frederiksen så ophidset på Thomas, råbte skælvende: 

"Gå væk, gå væk med jer, I er forbrydere. Det var jer, der satte ild til mit hus, hvor er politiet?".

Frederiksen affyrede et skud op i loftet. Gæsterne krøb ned under bordene.

Jesper svingede golfkøllen ud efter Frederiksen, råbte hidsigt: "Dit infame ska-dedyr, møgsvin".

Thomas tog fat i Jesper, stak ham en lussing: "Jesper, hold så op". 

Jeg rejste mig, gik langsomt frem mod hr. Frederiksen, han skulle se mig nøje an. Jeg, en pensionist, dog tidligere ansat i politiet, men jeg havde glemt mit falske skæg og bakkenbarterne, der gjorde mit ansigt truende. 

Jeg sagde:

"Hr. Frederiksen, det er politiet, læg det våben fra Dem, pas nu på, giv mig Deres våben, vær nu forsigtig".

Frederiksen var rædselsslagen. Han rettede pistolen imod mig, og mod Jesper, og mod Thomas. Pludselig skød han to gange.

Thomas blev ramt i struben og i hjertet. Den ene kugle gik gennem halsen, splintrede rygsøjlen. Thomas faldt livløs om på gulvet.

Jesper råbte: "Hold da kæft, lad mig komme væk", før han flygtede.

Jeg bøjede mig over Thomas, hviskede: "Thomas? Thomas?".

Og jeg så en skikkelse stå bag Thomas, et genfærd, min døde ven, Villy, og jeg hørte tydeligt Villys stemme: 

"Jørgen, lov mig, at du passer godt på Thomas".

Frederiksen satte sig udmattet på en stol, flæbede:

"Det var ikke mig, nej, det var ikke mig. Åh, gud, det var ikke min mening. Vi må ringe efter en ambulance. Vi må ringe til politiet. Jeg ville ikke skyde ham. Hvem er han? Jeg kender ham ikke? Hvorfor kom han? Er han fra politiet? Jeg har ikke gjort noget forkert. Alle værdierne er væk. Markedet kollapsede. Vi har vidst det i dagevis. Det ville og måtte komme. Åh, gud, hvordan skulle jeg være Vorherre eller troldmand? Jeg er gået fallit, det er utroligt, alt er tabt, det er vanvittigt, nu ramler hele verden, jeg er en lille brik i et infamt spil. Vi må ringe efter en ambulance, jeg har dræbt en politimand, jeg besvimer, det svimler for mig. Jeg er syg. Lille Gerda, hvor er du? Lille Gerda, jeg kan ikke mere. Lille Gerda, vent på mig. Jeg bliver syg. Hvor er medicinen? Lille Gerda, hvor er medicinen?".

Jeg sagde til Bodil, at hun aldrig måtte tale om Thomas, sige hans navn, nævne hans karriere, sige mig, at hun havde besøgt hans grav.

De nætter, jeg ikke kunne sove, det var hver nat, voksede mit had, ikke mod drabsmanden, Frederiksen, men mod alt det, der havde forført ham; han var ikke svindler, nej, men deltager i det store vanvid på fondsbørsen, et internationalt fæno-men. Men hvorfor greb regeringen ikke ind?

Dengang troede jeg, det var min sorg. 

Men afskyen og hadet blev siddende i mig. Jeg stod op før solen, gik den lange vej ud til kirkegården.

Jeg havde forsømt min pligt, ikke blot over for Thomas, jeg havde ikke pro- testeret mod spekulationen på pengemarkedet. Jeg var vred på mig selv, fordi jeg havde sagt ja, - til Iris, Poul og Jesper. 

Iris var blødhjertet. Hun tilgav Jesper, fandt på undskyldninger for ham. 

Bodil og jeg kunne ikke hjælpe vores Iris.

JAMEN, SVIGERFAR, DU KAN DA IKKE

Vi sad ved spisebordet. Iris hviskede: "Nådsensbrød". 

Jesper hviskede: "Iris, ti nu stille". 

Bodil sagde: 

"Det er nu lidt nemmere i supermarkedet. Jeg talte med ekspedienten, han sagde jeg skulle komme om formiddagen, så gik mine indkøb meget nemmere. Det sagde han. Men jeg bryder mig ikke om deres kødpølse. Har I husket Pouls fødsels-dag? Det er i dag. Jeg skulle hilse fra ham. Poul var i meget dårligt humør, han nægter at arbejde. Først måtte jeg ikke besøge ham, han havde fået disciplinærstraf, sagde de. Men så gik jeg op til fængselsinspektøren. Jeg er Pouls mor, sagde jeg, det kan I ikke være bekendt, sagde jeg, der har aldrig været nogen uorden med Poul, han var ansat i politiet. Det sagde jeg, ja. Jeg mødte Bellas søster ude på kirkegården. Drengen kunne dårligt kende mig. Det er underligt, synes jeg. Men der er nu så hyggeligt ude på Bellas grav. I skulle gå med derud. Bella ligger så pænt og kan se ud over søen. Vi betaler for at få hendes grav passet pænt og ordentligt. Jeg købte fresia til hende, de er så kønne. Men blomster er blevet så dyre. Skal jeg lave kaffe til jer?".

"Ja tak, mor" sagde Iris.

"Skal jeg lave kaffen, svigermor?", ivrede Jesper.

Bodil tøvede: "Næh, tak, du har det med at frådse med de dyre bønner".

Jeg sagde: "Iris, hvordan går det med undersøgelsen, regnskabsanalysen, er den færdig?".

"Svigerfar? Det kan ikke lade sig gøre, svigerfar".

"Iris lovede det. Gjorde du ikke, min lykkes Iris?".

"Far, hvorfor piner du mig?".

"Jeg piner dig ikke, lille ven. Et løfte er et løfte".

"Det kan ikke lade sig gøre, svigerfar".

"Såh, Jesper, kan det ikke det? Var det måske ikke Iris selv, der sagde, at hun ville lave en analyse til os".

"Til dig, far, jo, det sagde jeg. Men jeg har ikke det nødvendige materiale, og det er et meget krævende arbejde, far".

"Som absolut ikke frikender Bella, kære svigerfar", hånede Jesper.

Jeg havde et hårdt svar på læben.

Bodil afbrød mig: 

"Iris? Poul sagde, at du havde overtaget Bellas arbejde, hun kørte sur i det. Det var dig, var det ikke, der købte og solgte vores aktier? Du spillede vildt, det siger Poul. Hvorfor giver du og Jesper den stakkels Bella hele skylden? Jeg tror det var jer, der lagde Bella i graven. Hvorfor skulle Bella begå selvmord? Nu har den lille dreng mistet sin mor, det er da synd for drengen. Så bliver det som med vores Thomas, han savnede sin mor, det kunne jeg mærke på ham. Tror du ikke, Iris?".

"Svigermor", råbte Jesper, "jeg forbyder dig at tale så ondsindet til stakkels Iris".

Jeg sagde advarende: "Jesper, tal ikke så højt".

Men han fortsatte: "I skal i hvert fald ikke bebrejde Iris og mig noget som helst. Jo, måske nok Iris. Jojo, måske nok Iris. Joh, en lille smule. Bella havde en glim-rende rutine, det ved jeg, jeg husker".

"Hold din mund, Jesper", sagde Iris, "det varer ikke længe før jeg kvæler dig".

"Vel vil jeg ej holde kæft", råbte han. "Hvad vil du? Vil du kvæle mig? Jeg har da lov til at sige sandheden. Løgn og bedrag? Næ, det er ikke mig. Næ, du, sand-heden".

Iris fór op: "Sandheden? Sagde du sandheden? Jeg advarede dig allerede i starten, glem ikke, at alle ting gik i ekspresfart. Der er fejl i hendes programmer, sagde jeg, men du skubbede mig til side, du havde alt for travlt med at gå i seng med visse små damer".

Jesper snerrede: "Må jeg så være fri". 

"Mange små damer, sagde jeg, og du spiste frokost med hr. direktøren".

"Jeg var salgschefen, glemmer du det?".

"Skiderik, du spiste middage med kunderne og gik på natklub, og Bella blev mere og mere deprimeret. Hun så, hvor det bar hen: Jeg kan ikke magte det, sagde hun, og hvorfor? Fordi jeg ikke havde tid til at hjælpe hende, og Frederiksen handlede helt på egen hånd, uden instrukser. Du ved, at Bellas åndssvage program ikke var afluset, det var fyldt med fejl, ventetiden var tyve, tredive sekunder, der føltes som år, og så fik jeg overhovedet ikke et fornuftigt svar, ingen fortsat kom-mando, det var håbløst".

Bodils stemme dirrede: "Jamen, så er det jo sandt, alt det Poul sagde til mig. Jamen, Iris, så er det jo rigtigt nok. Jeg troede?".

"Ja, mor, selvfølgelig er det rigtigt".

"Jamen, Iris, så er det jo din skyld, Iris. Det alt sammen, lille Iris".

"Ja, mor, så siger vi det. Ja, det er min skyld. Ja, det er min skyld, det alt sammen".

"Iris, hvorfor kunne du ikke holde din kæft?", råbte Jesper.

Iris rejste sig: "Hold din mund, Jesper. Nej, nu kan det være nok. Far, jeg kan ikke mere, og jeg vil ikke mere, må jeg sove her i nat?".

Jeg havde håbet det, som et værn mod flere ulykker. Jeg sagde: 

"Jeg tror der lugter lidt af maling på dit værelse. Mor Bodil har selvfølgelig luftet ud, de nye lugtfri farver, du ved, det hænger lidt i næsen. Men jeg fik tapetseret. Bodil valgte tapetet. Det er lyst og pænt, synes jeg, med små blomster, du ved, Lykkens Iris, dem du var så glad for, kan du huske det? Og der er nye gardiner, det ordnede Bodil, hun syede på dem hele natten".

Jesper lo hysterisk, det spruttede fra ham; hans nederlag var totalt:

"Tzhihi, så kan jeg bare gå, er det meningen? Jaja, vi skal ikke slås om nogen børn, jeg var gift med en frigid kælling. Selv Bellas vrælende unge fik I ikke lov til at beholde, det vrælehoved fik hendes søster, tzhihihi. Jeg har spildt mine bedste år på et fæhoved. Jamen, hvad gør jeg? Jeg har ikke fortalt jer, eh? Jeg har mistet mit arbejde, jeg er fyret, fik ingen erstatning, Iris og jeg har boet på et billigt hotel blandt husvilde personer og flygtninge. Alle de skide flygtninge, det er frækt, er det ikke? Nå, det er slut med det. Jeg har ingen penge, svigerfar, hvor skal jeg gå hen? Huset, møblerne, bilen? Det hele er væk, pantsat, solgt, jeg gik fallit. Jamen, svigerfar? Hvad med mit tøj, hvor skal jeg gå hen? Tzihihi, hvor skal jeg sove, jeg har ingen penge. Jamen, svigerfar?".-

Jeg sagde, meget venligt: "Farvel, Jesper, hils din far og mor fra mig".

"Jamen, svigerfar, du kan da ikke?".

"Jo, Jesper, det kan jeg". 

Jeg smilede til Iris, nikkede, og sagde: "Og jeg gør det".

                                                 klik til  iris 2