Pauline blev inviteret med til middag i den Fysisk Fundamentalistiske Hellig- dom. Hun undgik at drikke for meget og nægtede spøgefuldt at sniffe kokain, men deltog ivrigt i de af herrerne indledte erotiske lege. På et passende tids- punkt optog Pauline hele sceneriet på en film i et lille spionkamera, købt til formålet i en sikkerhedsudstyrsforretning, der forhandlede tåregas, alarmer, pistoler, rifler og rævesakse til brug mod indbrudstyve, tiggere og voldsmænd.

"Dette lille kamera afslører alt", lovede ekspedienten.

"Det håber jeg". 

Da filmen var fremkaldt gik Pauline til overguden: 

"Ihja, kom endelig ind, Pia-Pauline, søde barn", gnækkede han. 

-

Pastor, dr. Hobert Crains salon var overdådigt kostbart udsmykket.

Eksotiske palmer stod drysset mellem et væld af kostbare antikviteter, store vaser af Sevres porcelæn lænede sig til løver af jade og uerstattelige lerstatu- er fra Kina og marmorstatuer fra Grækenland, guldrammer, svære som plan- ker, en pryd for billedkunstens ædleste mestre, oh, hvor skønt; tonstunge pris- mekroner af bjergkrystal glitrede i magiske spektralfarver; bronzebeslagene på lueforgyldte borde og stole fra Solkongens hof i Versailles, var erstattet af beslag i pureste guld, på gulvene tykke lag skind af brunbjørn, leopard, tiger, løve, panter, isbjørne. 

På inventaret fastnittede guldplader med inskription: Til pastor Hobert Crain, skænket af mrs. Milred Thatcher, værdi 250.000 $. Til Hobert Crain, købt i Gale- rie Antique, Paris, værdi 3.000.000 $. Til Hobert Crain, købt i Samuel Metzons buntmageri, værdi 5.000 $. Fint skulle det være, overlæsset, stygt vulgært i dr. Crains salon. 

Pauline sank en klump i halsen, smilede, og sagde:

-

"Jeg vil blot vise dig disse billeder, de er til salg for 10.000 dollars. Ann- Ivy og jeg har ingen rejsepenge tilbage til vore højtelskede fødelande".

Med de ord bredte hun fotos ud på overgudens skrivebord, stort som en ten- nisbane, blankpoleret guldbeslået cedertræ, et offerbord med snavsede pap- kasser fyldt med pengesedler fra den daglige indsamling fra den landsdæk- kende morgenandagt i snesevis af tv-kanaler, halleluja. 

Overguden skjulte, at han var 82 år; alle troede han var 62. 

"Mine præstinder og engle", lød det fra hans melonansigt, når han til Leo- pold og Ziggar omtalte de unge damers stimulering af hans naturlige trang til livlig legemsvigør.

- 

Nu så han sig afsløret i en ormevridende forestilling med tre afskyeligt laske- de mandskroppe, som betjente og lod sig betjene af tre unge nøgne piger, alle i de mest obskure, usædelige stillinger. Dén gjorde dét, og dén gjorde noget meget værre, og dén: 

"Oh, Jesajas", udbrød han forskrækket; sveden fra hans fede ansigt dryppe- de på bordet. Overguden stirrede lamslået på de mange fotos. "Oh, Jesabel".

"For helvede, din tøs, din lede satan", gispede han forfærdet; tog sig sam- men; hans plirrende øjne, det ene brunt, det andet iskoldt vandblåt, så hvast på Pauline.

"Fem tusinde dollars", sagde han hæst.

"Jeg sagde 10.000, men nu blev det 25.000, ellers går jeg til politiet, min ad- vokat har kopier, om fornødent. Ann-Ivy og jeg skal hjem over Atlanten, og nu skal jeg gøre dig en lille tjeneste, hr. pastor. Dine små favoritter, Charlotte og Francesca, har aids, syfilis, gonorre, herbes, fnat og fladlus", svarede Pauline.

-
Henning og moster Irene

Det var derfor hun havde giftet sig med Henning Rumme. Hun troede på Henning, han virkede ægte og ærlig. Hun havde passet studierne, besøgte ofte forældrene i Odense, holdt sig for sig selv på universitet. En dag kørte hun på cykel, han kom forpustet løbende med en kuffert, og væltede hende på Sct. Knudsvej. Henning blev forfjamsket, han skulle med toget til København, og de løb med cyklen på kufferten ned til jernbanen, men toget var lige kørt.

Henning inviterede på kaffe, hun blev forelsket i ham, en høj ung mand, der ville noget, kunne noget.

Men allerede på bryllupsnatten var det galt. Han trippede over gulvet i en stor natskjorte, rød i ansigtet, krøb i sin seng, trak dynen op over hovedet, slukkede lyset og sagde "godnat, lille Pia-Pauline, det var en dejlig dag", og hun lå lysvågen og så op i loftet, der var ikke sket det, hun havde ventet.

Henning faldt i søvn. Pauline følte sig syg og fremmed for ham, hørte hvor- dan han drømte og mumlede "nej, nej, moster Irene, du må ikke", og næste dag var der strimede spor på lagenet efter hans polutio nocturna.

De talte ikke om det de første måneder, heller ikke de næste år, de passede deres studier, han var godt begavet, det gik måske lidt lettere for ham, men endelig fik hun sine egne eksaminer, ville søge arbejde, men han bad hende blive hjemme.

"Jeg bryder mig ikke om, at du skal arbejde, lille Pia-Pauline", sagde han.

Åh, så hensynsfuld, og en dag blev han direktør for det åbne fængsel, jamen det var meget forkert, han kæmpede jo med sin neurose, eller hvad det nu var, nattens mareridt, når moster Irene greb fat i ham.

Så kom Emilia, det hele blev meget forandret, Emilia og Pia kærtegnede hinanden.

Henning havde tryglet hende om at blive hos ham.

Pludselig fortalte han hende sandheden om moster Irene, om faderen der var dranker og havde hængt sig i depression, og moderen, der sygnede hen på en anstalt og døde af kulde, da hun en nat gik søgende efter den hængte mand, hendes elskede, der altid kaldte på hende.

-

Henning boede hos moster Irene, som ophidset løftede et tilsmudset lagen op foran næsen på ham og sagde "jeg vil ikke se det svineri".

Da det gentog sig måtte hun straffe ham, sagde hun, og han stod bøjet over en stol, skulle stå helt nøgen med spredte ben og moster Irene slog ham, "du har din faders liderlige numse", hviskede hun stakåndet, slog ham med den tynde kæp, og klemte hans "slemme lem", stønnede hun, og det slemme ge- hæng svulmede, rejste sig truende, og hun slog ham og talte ophidset til ham og klemte og gned og knipsede med fingrene på skammens årsag, "det skal ud, det giftige stads", hviskede hun, og det hvide slibrige stads gik fra ham, han sank i knæ, sitrede over over hele kroppen af skræk, men moster Irene slog ham ikke mere, hun lagde ham kærligt i seng, hviskede ømme ord om straffens sødme, kælede for hans nøgne krop, slukkede lyset, og han græd sig i søvn og turde knap nok gå i skole den næste dag.

Hver nat gik det ækle fra ham og moster Irene opdagede det og sagde smilende "så må jeg jo igen straffe dig, lille Henning", og han stod nøgen bøjet over stolen med spredte ben, og hun slog ham med den tynde kæp og klemte og løsnede sine fingre omkring det satans befængte gehæng, der svul- mede trodsigt og moster Irene slog og slog ham i "den liderlige numse", støn- nede hun, og klemte og gned og knipsede på det satans stive gehæng og så kom det igen, den ækle hvide gift, "ud skal det, ud med det alt sammen", hviskede moster Irene, og han græd og sagde "undskyld, moster Irene".

Moster Irene skubbede ham ud af stuen, glemte ham, med tåreblændede øjne så han hende hente et lille syltetøjsglas og skrabe det ækle klæbrige stads op i glasset med en ske, og selv om han var træt og fortumlet, turde han stå bag døren og se moster Irene ligge på gulvet med spredte ben og dyppe fingeren ned i forbudte klæbrige stads i glasset og stikke fingeren op mellem lårene, flere gange igen og igen, hun stønnede og rallede og han løb ind i sin seng, og krøb langt ned under dynen af skræk og turde ikke gå i skole den næste dag.

Kunne det tænkes, at de andre drenge også havde en moster Irene?

Han blev ældre, han længtes efter nattens oplevelser med moster Irenes magre lår og hemmelige gerninger, han bød sig selv til, stod i den lange nat- skjorte, og moster Irene så forskrækket på den rejste bule i natskjorten og hviskede "åhnejdog, min dreng, herregud, skal jeg nu straffe dig igen", og moster Irene tampede stakåndet løs på "din faders liderlige numse, fynej, min dreng", svip, svip, svip, kæppen susede, mens moster Irene knugede og gned hans svulmende lem og han stønnede "nu, moster Irene, nu", og hun holdt glasset hen foran den blodbankende stive stav når det forbudte ækle klister sprøjtede frem, igen og igen, og benene svigtede ham, han sank syg i sjælen ned på på gulvet og så hende dyppe fingeren ned i glasset og gnide det ækle stads op i hendes hemmelige sted mellem de magre lår.

Han havde én eneste gang lagt sig oven på hende og forsøgt at trænge ind i hende, men hun skreg og hvinede og rev ham i ansigtet. Da han fyldte atten år turde han endelig gøre oprør, kun en svag protest, hvem var den mest skyl- dige, den dårlige samvittighed sled i ham, han sagde blot: 

"Farvel, moster Irene, jeg har fundet et værelse på et pensionat". 

Henning genså aldrig mere moster Irene.

-

Vreden kogte i Pauline. 

Hannah åbnede øjnene, hun så forskrækket på Pauline, bugtede sig som en ål under Lars, nu var Lars lige ved at komme, han gryntede, sengen gyngede og knagede.

"Hvor vover I at gøre det her i mit hus?", råbte Pauline. Hun så frugtkniven på bordet. Lars skrællede æbler hver dag med kniven, en savtakket klinge, bøjet og delt i to skarpe spidser; en bid æble kunne hænge fast, en kniv med irgrønt skæfte.

Pauline jog frugtkniven ind i Lars, i hans ene balde, og det var som om Lars følte endnu større fryd, han gispede saligt. Pia huggede frugtkniven ind igen, nu i den anden balde. 

"Hvad i helvede", råbte Lars.

"Dét skal du aldrig byde mig mere, hvor vover du, dit svin, udnytte en pur- ung pige", råbte Pauline.

"Pia-Pauline, Pia-Pauline, søde Pia-Pauline, det var min skyld, det var min skyld, solen gjorde mig varm i kroppen", råbte Hannah.

"Hvor er min stok, min hvide stok", råbte Lars.

"At du ikke skammer dig, Lars", råbte Pia.

Lars kom på benene, han ravede rundt, svingede med armene som et møllehjul, følte på sin penis og bagdel, fik hånden fuld af blod, svingende rundt som sig selv som en gal hund.

"Kom så, Pauline, kom så med dine knive", råbte han.

Lars tumlede ud ad døren, ravede den gale vej ude på gangen, hen til trap- peafsatsen. Pauline og Hannah løb hen til ham, halede i ham.

"Gå væk, I forbandede møgkællinger", råbte Lars, slog hidsigt ud efter dem.

Pauline og Hannah skreg. 

Lars havde ramt Pauline i ansigtet og Hannah dybt i maven. Lars fik overba- lance, faldt, styrtede, tumlede ned ad trappens nitten, brede tæppebelagte trin.

Hannah råbte: "Åhnej, min elskede", klamrede sig til gelænderet mens hun løb ned ad trappen. Pauline råbte: "Åhgud, Lars, det var dog forfærdeligt, slog du dig, min skat", løb efter Hannah ned til Lars, som lå akavet på kokosmåtten foran entredøren.

dét skal du ikke byde mig mere, tænkte Lars.

Hvad var nu det? 

Et kaos af erindringer, hvad var virkelighedens drama, hvorfor dukkede trol- deagtige billeder frem i hjernen, hvor kom de fra?

Det ringede på entredøren.

"Luk døren op, vi får besøg", mumlede Lars.

-
Nødvendigt besøg i Rom og Napoli

Næ, nej, han havde ikke selv oplevet det, men når Celia og Lotte og Vibeke og Andreas og Sivertsen sad i betonstuen foran kirketårnspejsen i betonvilla-en på stranden ved Skoggeslund Plantage, Rolf med hjerneblødning, trist over det der var sket med Lars ved ulykken med syrer og glaskolber, og altid blev båret tidligt i seng, lammet og træt, sådan var Rolf, og de andre sludrede over det sidste glas vin og troede, at Blinde-Lars sov uskyldighedens søvn i sin seng, listede Blinde-Lars forsigtigt frem til betontrappen ned til betonstuen, satte sig på det øverste trin, trak tæppet om sig, lyttede til deres snak til han blev søvnig, gik tilbage til sit værelse, slæbende tæppet efter sig.

De talte ofte om Laus og Odette.

"Et stort og voldsomt kærlighedsdrama", sagde både Lotte og Vibeke og Si- vertsen.

Men onkel Andreas sagde hårdt: "Odette var ikke rigtig klog, hun skånede ikke sine børn, hun fortalte os alt, Celia og jeg fik alle hendes historier i time- vis, er det ikke sandt, Celia", og Celia svarede spidst: "Jo, mon ikke".

Celia fortalte om den "sindsoprivende hændelse da Odette havde overrasket Laus og sekretæren, ærbare Liz. Odette jog en kniv i Lauses bare røv mens han lå og bollede med Liz i kahytten, og Odette råbte, dét skal du aldrig byde mig mere".

Onkel Andreas sagde: 

"Dit svin, råbte Odette, dét skal du aldrig byde mig mere".

"Det ringer på døren, har I ikke hørt det, luk nu op", mumlede Lars.

-

Sivertsen havde været enestående, kom en dag anstigende med tre jernba- nebilletter til Rom, til Lars og Andreas og til Sivertsen selv.

"Jeg synes vi skal gøre forsøget", havde han sagt.

"Jeg er ingen tillid til italienere", sagde Rolf.

"Partner, hold nu op, det er en verdensberømt specialist", svarede Andreas.

Lotte kørte dem til toget i Padborg, kyssede Lars, hviskede til ham: "Nu må Vorherre hjælpe dig, lille skat".

Specialisten undersøgelser havde varet en hel uge, kostede hele Sivertsens formue, som endda var et banklån. Specialisten var en dygtig mand, men:  

"Desværre, ak ja, desværre, jeg kan ikke hjælpe drengen, men jeg vil meget gerne anbefale min kollega i Napoli", sagde han, elegant, elskværdigt, bekla- gende. 

De rejste med toget til Napoli.

Specialisten var en ældre dame, lugtede af armsved og urin. Lars proteste- rede."Kællingen lugter", skingrede han.

Samme negative resultat, men damen skrev en alenlang erklæring, ganske gratis, og klappede Lars på håret og ville kysse ham på begge kinder. 

Lars skubbede hårdt til damen og råbte: "Sivertsen, Andreas, hvor er I, kæl- lingen bider mig".

Sivertsen kom trippende, sagde opgivende: "Lars, dit sprog, vær nu lidt rar over for lægen".

"Sivert, dine laksko knirker".

"Hold nu mund, Lars, mine sko er helt nye".

Sivertsen havde reserveret en sovekupe til hver af dem. "Det rene frådseri" sagde Andreas, men Sivertsen fik sin vilje. 

"Sivertsen er lidt genert, derfor", sagde Lotte.

I nabokupeen lå en ældre dame og en ung dame. Han kunne gennem den tynde væg høre dem mumle, fnise, le, tale sammen meget alvorligt. Det var underligt som deres senge knirkede. Det gav fornemmelser. 

"Skam dig, Lars", sagde han til sig selv, og faldt i søvn.

I spisevognen hviskede Sivertsen og Andreas om de to damer. De sad et par borde fra dem, ville kun spise dampede grøntsager. Den gamle dame talte næsten som en mand, med dyb stemme, som kom lyden ud gennem næsen, talte høfligt, men kommanderede med den stakkels togtjener.

"En ædel aristokrat, baronessen", dånede Sivertsen.

"Vel er hun ej, hun blev indgift i standen", svarede Andreas.

"Familien har dog altid været store godsejere".

"Nej, sågu har de ej".

Andreas og Sivertsen kaldte den gamle dame Corinne Carina, den unge hed Sally Sazanne.

"Det er løgn, de rejser under pseudonymer", hviskede Andreas.

"Det står i passagerlisten, de kommer fra en forfatterkongres, det er vores verdensberømte danske forfatterinder", hviskede Sivertsen.

"Den skønne Sally gør mig liderlig", hviskede Andreas.

"Kussetyv", sagde Lars. 

Damernes konversation standsede brat. Tavsheden var pinlig. Men så lød det smilende fra den gamle dame:

"Jeg hørte engang et nyt ord fra min lillebror, men det samme gjorde vores fader, og den arme dreng måtte sove i ridestalden i samfulde fjorten dage derefter".

"Lars, dit sprog", hviskede Sivertsen.

"Andreas, før mig hjem til ridestalden, hyp", sagde Lars, og idet han rejste sig fra bordet, væltede han glas og service ned på gulvet. 

Fløjten fra lokomotivet foran toget piftede advarende.

"Børn i vore dage lærer intet om pli", sagde Sally til Corinne.

Andreas blev sur på Lars: "Vil du, Sivert, bringe ham tilbage til kupeen, jeg går ned i baren".

Sivertsen sad hos Lars, fortalte en masse om Corinne Carina og Sally Sazanne, den ældre dame gjorde landets litterære navn stor ære, det var lidt mere tvivlsomt med den unge dame, hun var til gengæld overjordisk smuk og havde udgivet mange romaner med iagttagelser om sine mange elskere.

"Tror du hun boller bedre end Lotte?", sagde Lars.

"Lille Lars, nu taler vi om litteratur, hør nu efter", svarede Sivertsen. Lars tav og lyttede. Når Sivertsen begyndte med lille Lars, kunne det slutte med et langt foredrag om rimelige hensyn til sine omgivelser.

"Hvordan ser de ud, er det mor og datter".

"De har begge to meget smukke brune øjne, fru Corinne Carina er måske fyrretyve år ældre end unge Sally, men de har begge to flotte næser, smukt buede, der er en lille smule taterblod i dem begge".

"Mener du snuskede sigøjnere".

"Nej, Lars, noget raceædelt, forfinet, men med et lille strejf af depravation, det er underligt som de ligner hinanden".

"Sivert, hvad er deprivision".

"Godnat, Lars, sov godt", svarede Sivertsen.

Det ringede igen på entredøren. 

"Det ringer på døren, hvem lukker op?", mumlede Lars.

-

Næste morgen drak de kaffe ved et fælles morgenbord. Togstammen rasle- de, vuggede, knirkede, larmede.

"Det er et lortetog", sagde Lars.

"Kom, Lars", sagde Sally Sazanne, pressede Lars ned ved siden af den gamle dame Carina.

"Hun lugter af armsved og parfume", sagde Lars, rettede brillen med de sorte glas.

"Lars, dit sprog, du må ikke være så vulgær i dameselskab", sukkede Sivert- sen.

"Sivert, har du pudset dine laksko".

"Hold så kæft, Lars", hviskede Andreas.

"Undskyld", mumlede Lars. Den gamle dame sagde ikke et ord, men ristede brød til ham og gav ham orangemarmelade på en ske. 

"Nå, der fangede jeg din gode smag, unge kriger", sagde hun.

"Er det dig, der fortæller historier".

"Ja, men hvem har dog sagt det". 

"Min ven, Sivertsen, ham med lakskoene".

Sivertsen rødmede. "Lars har altid været så interesseret i litteratur", sagde han.

"Nu må I klare jer selv, kom, Andreas", kvidrede Sally, og så var Andreas og Sally Sazanne gået fra bordet. 

Der blev så tomt. Toget larmede og piftede og fór af sted over skinnerne.

"Hvad fanden bilder Andreas sig ind", sagde Lars.

"Hvad jeg ville sige, fru Carina", stønnede Sivertsen forlegen.

"Ja, hr. Sivertsen?", der var smil i damens mandedybe stemme, men hun talte for affekteret, man skulle høre godt efter.

"Eh,", sagde Sivert.

"Kom nu, Sivert", sagde Lars.

"Jeg henter Andreas og frøken Sally", mumlede Sivert, og pludselig var han væk.

"Lars, skal vi to gå tilbage til vores kupe", sagde damen; "her bor du jo rart, bryder du dig om at køre med jernbane".

"Næ".

"Nå, skal jeg fortælle dig om landskabet".

"Nej, jeg mener, nej tak".

"Nå, skal jeg fortælle dig en historie, jeg boede engang nede i Afrika, det kender du godt, det store land med mange vilde dyr og sorte indfødte".

"Du fældede engang en skov, hvorfor gjorde du det".

"Har jeg fældet en skov?". Corinne Carinas stemme skælvede. 

Et modgående tog larmede forbi.

"Ja, du opgav kaffeplantagen og ville plante en ny skov på alt dit land, men havde ingen penge".

"Har du læst min bog, Lars".

"Næ, det var Andreas".

"Læste Andreas for dig?".

"Ja".

"Jeg måtte fælde træer til brænde til mine maskiner og til min egen og de indfødtes mad".

"Har du fortrudt det, det sagde Andreas".

"Ja, jeg har angret at jeg fældede skoven, de levende grønne skygger forføl- ger mig, det er noget jeg fortryder, mere end noget andet jeg har gjort i mit liv".

"Andreas bollede med Sally, jeg hørte det, hun stønnede hele natten".

"Lars, en riddersmand lytter altså ikke ved dørene".

Lotte hentede dem i Padborg. De vinkede til Sally Sazanne, der råbte "hej, vi ses", og Corinne Carina havde lagt sin hånd på Lars pande og sagt noget, der lød som en besværgelse.

Lotte var nervøs og bevæget da hun kyssede Lars: 

"Fik du ikke andet ud af besøget i Italien, så fik du en ny veninde, der vil sende dig hjemmelavet orangemarmelade", sagde hun.

"Ja, for selv paven i Rom kunne ikke hjælpe mig".

"Vi er hos dig, Lars, alle sammen", græd Lotte.

"Så, Lotte, nu må du ikke køre os i grøften", peb Sivertsen.

"Sivertsen har fået nye laksko", sagde Lars.

"Lars, hold så din mund", snerrede Andreas.

Hvorfor er Andreas så sur?, tænkte Lars.

Rolf ville ikke bæres tidligt op i seng, den aften. "Vi skal da høre om rejsen", sagde han.

Lars hørte Vibeke hviske til Celia: "Nej, det går ikke, Rolf er gustenbleg og træt, selv om han altid er tapper og vil være stærk".

"Far", sagde Lars, "jeg vil gerne sidde hos dig i aften".

"Nej", kværnede Celia, "nu skal Lars i seng, i aften er det for de voksne".

"Dumme kælling".

"Kom, Lars, nu skal jeg hjælpe dig", sagde Lotte.

De havde igen drukket for meget af Celias pullimutlikør og vin og øl, deres stemmer lød i rullende ekko fra betonstuen foran kirketårnspejsen, op til Lars værelse. 

Lars kunne ikke sove; han slog tæppet omkring sig, gik søgende frem til be- tontrappen, satte sig på det øverste trin, godt skjult bag betongelænderet.

"Sally Sazanne boller til højre og venstre, det ved da alle", råbte Vibeke.

"Vibeke, du behøver ikke kolportere tøsesladder" råbte Andreas.

"Frøken Sazanne er overordentlig kultiveret", peb Sivertsen.

"Er madame Carina på vej med en ny bog", sagde Rolf.

"Er min nye likør ikke helt vidunderlig", kaglede Celia.

"Sally Sazannes sidste bog er i hvert fald noget værre bras", råbte Lotte.

Flasker og glas klirrede. Ingen hørte Schumanns klaverkoncert, der spillede så det drønede.

En skingrede, nerveskærende råben:

"Andreas bollede med Sally hele natten i toget".

-

Det var Lars, der råbte så det gjaldede i rummet, rungede gennem kæmpe- betonhuset, ud gennem kirketårnspejsen.

Der blev stille, ingen turde trække vejret, Lars sad forskrækket.

hvorfor råbte jeg, kære vorherre gør nu noget, så de ikke opdager det, nu kommer Andreas og tæver mig 

Vibeke kylede et glas fra sig og skreg: "Nej, nu kan det være nok, Lars".

Vibeke stormede op ad trappen, greb fat i Lars, halede ham ned ad trappen, Lars bagdel bumpede på flere trin, han skreg, og lå på det spejlglatte kolde betongulv foran trappen i betonstuen, og hele flokken, Sivertsen og Andreas og Celia og Lotte kom farende.

Lotte råbte vredt: "I vover ikke at røre drengen".

"Andreas, kom her", sagde Rolf. Rolf lå altid syg i sin hvilestol.

"Lars lyver, det perverse svin, han bliver aldrig voksen, din dumme skid", skreg Vibeke, slog grædende løs på Lars, slog ham i ansigtet.

"Skrub så af, din lede kælling", råbte Lotte rasende, gav Vibeke en knalden- de lussing.

"Åh gud nej dog", jamrede Sivertsen, "Lars, hvorfor bruger du dog det ræd- somme sprog, nu har du at sige undskyld, både til tante Vibeke og til onkel Andreas".

"Lars, sig undskyld, hvis du løj", sagde Rolf.

"At du ikke skammer dig, Lars", himlede Celia.

Lars rakte sine hænder ud i luften. "Hvor er onkel Andreas?", sagde han.

hvorfor hjælper han mig ikke, hvorfor siger han ikke, at han bollede med hende, Sally 

"Jeg står her, Lars, hvad vil du".

"Onkel Andreas, er du vred på mig?".

"Tante Vibeke tror på dig, det hørte du".

"Bliver vi aldrig gode venner mere?".

"Lars, sig nu undskyld", hviskede Lotte.

"Nå ja", svarede Lars, rakte hånden frem: 

"Jeg siger undskyld til Vibeke og Andreas, jeg var fuld af løgn, jeg var skide ondskabsfuld, undskyld alle sammen".

"Det var flot klaret, Lars", sagde Rolf.

Vibeke løb stortudende op ad trappen. Andreas bandede, gik tøvende efter hende.

"Du har en god karakter, Lars, det har jeg altid sagt", peb Sivertsen; han gik hen til Rolf: "Rolf, du kan være stolt af den knægt".

"Lars, du må aldrig sladre", hviskede Lotte; hun kyssede ham på kinden, de fulgtes til hans værelse.

"Jamen, Lotte, hvorfor er Andreas sur på mig, det har han været hele tiden, på hele turen, vrissen og dum, og hvorfor bollede han med hende Sally, når han har Vibeke?".

"Hør nu, Lars".

"Andreas er fuld af løgn".

"Nej, onkel Andreas, er bekymret for dig, det er vi alle sammen, han havde ikke lyst til den rejse, fordi, åh for pokker, Lars, fordi der oven i det alt sam- men også er en lille krise mellem Andreas og Vibeke".

"Ja, fordi han boller med hende, Sally, godnat".

"Godnat, Lars, sov godt".

Det kimede igen infernalsk fra dørklokken ved entredøren. 

"Det ringer på døren, kan I ikke høre det, kan Makim ikke lukke op", mum- lede Lars.

-

Den eftermiddag, da han igen hørte Sally Sazannes stemme, blev han over- bevist. Den nye operation ville lykkes. Jesper Stein havde afsluttet den sidste undersøgelse, og farfar, Albert Johannes Jørgensen Stein, gnækkede tilfreds: 

"Se så, hr. rigmand, unge krøsus, nu jager han snart kniven i dig, tzhihihi".

Inge havde sagt: "Farfar, vil du ikke nok være lidt sødere mod Lars".

"Mod Lars, tzhihihi, mod en lille hr. noksagt, der kommer her og kalder sig ingeniør, tzhihihi".

Manden med guldmasken, med kæbens mekaniske op, ned, snerrede: 

"Far, ti nu stille, vi har meget langt igen før vi tør tro på et godt resultat, du må ikke gøre Lars for optimistisk".

"Min søn, Jesper Stein, er ikke et skvat, jeg stoler på dig, min dreng", svare- de farfar, myndigt, roligt, overbevisende.

"Det gør da ikke noget, hvis det mislykkes", sagde Lars.

"Kom, Lars", sagde Inge, greb ham i armen, "vi skal hente bøger til farfar".

"Husk at lade hr. rigmanden betale, hihihi", gnækkede farfar.

"Far, hold dog op med den latter", svarede Jesper Stein.

Næ, det gjorde ikke noget, at han skulle stå alene inde i afdelingen med bøger, mens Inge gik på andre indkøb. Næ, han ville ikke have kaffe og sidde alene og blive overbegloet i et overrendt cafeteria. Så var Inge gået fra ham, og en ekspedient havde anvist ham en stol og sagt:

"Her kan De sidde, ønsker De at læse en avis eller en bog, åhnejdog, er De blind, hm, Deres øjne".

Han sad og lyttede til summende stemmer. Hvad var det de gjorde, de hilste på forfatteren, hvorfor skulle han, nej, det var vist en kvinde, hvorfor skulle hun skrive sit navn i sine egne bøger. Ser man det, javel. Så blev han ombøl- get af en stærk parfumeduft, og en mærkelig stemme, næsten en dyb, lidt læs- pende mandsstemme, men givet en kvinde, talte til ham, meget smukt, sagde fortroligt:

"Goddag, Lars, jeg kunne næsten ikke kende Dem igen, hvor er De vokset, jeg mener, De er så lang, og De".

"Hvem er De?".

Det fløj igennem ham, det kunne være Corinne Carina, som i nogle efterår havde sendt ham en krukke orangemarmelade og en lille hilsen. Han havde gemt krukkerne og hendes små breve, men de var gået tabt under de mange forvirrede opbrud. Hvem havde fortalt, at hun havde fået en smuk begravelse i en park.

"Lars, jeg er Sally Sazanne, kan De huske mig".

"Åh, er det Dem". Lars rejste sig fra stolen.

"Jamen, De er vokset, Lars, nydelig og høj, de fleste mænd er undermåle- re".

"Er de".

"Gode gud". lo hun nervøst, "jeg er selv meget høj".

"Er De?".

"Så noget pjat jeg siger, det er alle de mennesker der gør mig forvirret, jeg har tænkt så meget på Dem, hvordan har De det, kommer De for at købe min bog".

"Næ, jo, såmænd, tak, jeg skal snart opereres".

"Deres", hun tøvede. "Deres øjne".

"Ja".

Så gjorde hun noget uventet. Hun fjernede brillen med de sorte glas fra hans ansigt, lagde den ene hånd bag hans nakke, kyssede hans øjne, det var som kom et lys, med farver.

"Det skal lykkes for Dem, Lars, vore guder vil velsigne Dem", hviskede hun; hun satte brillen på hans ansigt, pressede han blidt ned i stolen, og forsvandt.

Inge blev forbavset, da hun så en dame kysse Lars; sagde betuttet: 

"Lars, man siger hun har overnaturlige evner".

"Glimrende, veninde, det har jeg hårdt brug for".

- 
Uventet besøg

"Makim, skynd dig", råbte Hannah. 

"Makim, kan du ikke åbne døren, vi står med Lars, han er slået ud", gispede Pauline.

Makim grinede da han så Lars og Hannahs og Paulines nøgne kroppe med forvirrede ansigter og forpjusket hår, klamre sig til hinanden. Lars så ud som indsmurt i Paulines hindbærsyltetøj, men det var kun blod.

"Ja ja, Makim luk op", lo Makim, åbnede hoveddøren på vid gab.

Foran døren stod tre velklædte, mappebærende mænd.

"Du godeste, kom nu, Lars", sagde Pauline. Hun tog fat i Lars, halede ham op ad trappen.

Hannah skubbede bag på Lars, forsigtigt, uden at røre ved de dybe knivstik i hans bagdel.

"Godæ", grinede Makim til de mappebærende mænd.

"Goddag, træffer vi hr. Lars Anton Ernest", sagde mappemand 1.

"Sir?", sagde Makim.

"Vi kommer fra skattevæsenet", sagde mappemand 2.

"Sir?", smilede Makim.

"I am inspector, ich bin inspekteur, je vous suis".

"Ahha, inspector, voila, entree", lo Makim.

"Vi skal foretage udpantning for skatterestancen", sagde mappemand 3. 

Han kunne ikke holde øjnene fra de opadstigende nøgne nymfer, der havde besvær med en sært nok også nøgen, forslået mandsperson med blod på låre- ne.

"Godæ, entree, voila", smilede Makim.

"Makim, luk døren, det trækker på min røv", råbte Lars.

"Det er skattevæsenet, kom nu", sagde Pia.

"Skynd dig nu, Lars, vi har ingen tøj på", sagde Hannah.

"Sagde du skattevæsen, hvad er meningen?".

"Jeg er dommerens vidne", sagde mappemand 3. 

Han så ned på sine sko, sank en klump i halsen, en halvnøgen araberinvalid med ét ben og én arm, benstumperne flagrende, støttende sig til et par kryk- ker, svajede frem og tilbage, så man blev svimmel, stod foran ham som dør- vogter.

"Villkommen tille højskole, sir, hir er altit majet hygligt", sagde Makim.

-

Nu sad de tre mappemænd i havestuen.

"Jeg tror vi er gået forkert", sagde mappemand 1.

"Det skal være her, vi kontrollerede adressen meget nøje", sagde mappe- mand 2.

"Hvis det er her, ser det jo lovende ud, huset vil jeg påtage mig at sælge for mange millioner kroner", sagde mappemand 3.

Mappemand 1 rejste sig, med lange skridt opmålte han havestuens længde og bredde, noterede i en lommebog, gned sig i hænderne, så ud gennem vin- duet, op mod den før så lyse, nu gråtunge himmel.

"Det var årets sidste sommerdag", sagde han.

"Inspector, hir komme Lars", sagde Makim.

-

Bag Makim gik Lars, en høj, næsten hvidhåret ældre mand. Han holdt en hvid stok foran sig, bar briller med uhyggelige sorte glas, som, nåja, skjulte det hudvæv, der måske skulle være hans øjne. Lars havde hudafskrabninger på ansigtet og på hænderne. 

"Goddag", sagde han, "jeg er Lars Anton Ernest".

Mappemand 2 gispede: "Han er blind". 

Mappemand 3 sagde: "Hm, goddag".

Mappemand 1 knitrede med papir og sagde: 

"Vi kommer i anledning af Deres omfattende og hidtil ubetalte restance til skattevæsnet".

"Tænk, er den ikke betalt endnu, ser man det", svarede Lars.

"Vi skulle jo gerne finde en fornuftig ordning".

"Skal vi det, åh, javel ja".

"Vi, jeg mener, De, hm, plejer jo at finde ud af det".

"Såh, gør jeg det, hvordan?".

"Den sture sture guldtransport, tzhihihaha", lo, og tav mappemændene.

Lang tids pinlig pavse.

-

Lars satte sig i den sædvanlige stol ved døren; tog brillen fra ansigtet, lagde dem i skødet. De så det alvorlige ansigt, en skæbne præget af stor personlig sorg, denne blege uhyggelige maske.

"Ja så, den store guldtransport, siger De, det synes De er så morsomt, tja, der kan man bare se, hvis man altså kan bruge sine øjne", svarede Lars.

"Ha, meget morsomt, haha", hviskede mappemand 2.

Lang pinlig pavse.

-

Mappemand 1 var grøn i ansigtet, han søgte en stol, havde døjet for længe med mavesår og tarmkatar, gylpede bræk ind i sit lommetørklæde. 

Mappemand 2 sveddampede, han havde hjerteonde, gispede, fandt hjerte- dråberne i sin lomme, slugte febrilsk indholdet i en stor mundfuld. 

Mappemand 3 havde besvær med sin blære, det kunne ses på gulvet.-

"Trøst Dem, mine herrer, jeg har gemt en lille reserve", smilede Lars.

-
Nu tror jeg døden kommer

Lars Anton Ernest fik en let død. 

Få dage senere sad han i lænestolen, min sikre bastion, sagde han; der lød et suk, Lars sank sammen, hviskede: 

"Nu tror jeg døden kommer".

Det lange suk hørte Pauline; hun rejste sig, gik hen til Lars:-

"Lars, er der noget galt? Lars, hvad sagde du?".

"Mister Lars gik op i himlen, han er majet, majet dajli - DØT", sagde Makim.

-

"-

-

                                                    guld36                         

-

-

-

-