Et år efter Lars Antons begravelse, sagde Paulines mor, Ellen-Kristina:

"Hvad så nu, mit barn, du gifter dig vel igen, du må tænke på børnene, de må ikke blive som andre enlige mødres børn, rende rundt for lud og koldt vand".

"Ti nu stille, mor", hviskede Pauline.

"Og i morgen har du gilde for alle studenterne, Kristinas og Adrians kamme- rater, det bliver da morsomt, men du skal nu gifte dig igen".

"Ti nu stille, mor". 

"Vi var med til godsejerens begravelse, Mikkel Tobiasen, ham nazisten, en af Frits Clausens nærmeste, du ved. Jeg aner overhovedet ikke hvorfor han var nazist, altså medlem af partiet, mener jeg. Mikkel var en virkelig rar mand, og meget kultiveret, men det jo de fleste godsejere. Men han kørte træt, gjorde han, og sladderen i byen var ondskabsfuld, dét siger jeg dig. De sagde, at din afdøde hr. fader, gud være hans sjæl nådig, hvad var det jeg ville sige? Jo, at vores lille beskedne advokatfirma ikke kunne klare sig uden at være regnskabsfører, altså for en nazist. Ja, det sagde de, vedgud".

"Ti nu stille, mor".

"Har du truffet sønnen, Tore, du ved, vældig sød og rar, det er ham der er præsten for jer her i sognet. Men I går jo ikke i kirke, jeg mener Lars gjorde ikke, og hvad Lars ikke gør, gør du heller ikke, vel, min pige.

Men det første han gjorde, altså ham enebarnet, altså Tore. Tænk dig, ved du hvad det var. Tænk dig han solgte hele godsejeriet, hele herregården, revl og krat, slottet og alle kreaturerne, og skoven. Den dejlige skov, og hele den store svinebesætning og alle husene til landarbejderne, altså før der kom trak- torer og den slags. Tænk dig, mere end ét hundrede små landejendomme fra gamle dage, alt solgte Tore, han ville ikke være godsejer, og skiftede advokat.

Tænk dig, han gik fra vores, altså dem der nu driver resterne af vores lille advokatforretning. Han bare sagde 'tak for Deres samarbejde med min far', det sagde han.

'Joh', siger man i byen, 'for alle byens dommere og advokater var jo den- gang alle sammen en slags nazister, som ikke var modstandsfolk før til aller sidst'. Tænk dig, det siger mine veninder, altså, du ved, hende, konsulinden".

"Ti dog stille, mor", hviskede Pauline.

"Og sandheden kommer alligevel frem, ikke sandt. Alt det de gjorde den- gang, ikke sandt, din egen farbroder, Aage, som du aldrig har kendt. Han var for resten nydelig og så charmerende, det skal du vide. Men han blev jo påvir- ket af tiden i 1941 og meldte sig som frivillig, det gjorde han allerede i 1939 som finlandsfrivillig. Han var så stolt og modig, dét siger jeg dig, og så kom han senere til østfronten hos tyskerne og blev gudhjælpe kaldt en landsforræ- der i vores illegale blade derhjemme. Din fader blev meget vred, da han så dette, hm, illegale vrøvl, du ved, og din fader blev selv anklaget efter krigen.

Selvfølgelig klarede din fader frisag, akja, det var vores lille far, hr. Petrus, men selv jég blev standset på gaden og spurgt, om jeg var nazist. Sådan var tiden under og særlig efter besættelsen, alle skældte ud på alle, alle løb fra deres ansvar. Nej, min pige, nu løber jeg, tak for denne gang, hils børnene, farvel".

"Farvel", svarede Pauline.-

jeg vil aldrig mere tale med min mor, hun skal holde sig væk, jeg besøger hende aldrig mere, jeg var dum nok til at navngive min lille datter med min fru moders navn, Kristina, Kristina hedder Birgit Kristina, men hun vil ikke hedde Birgit, det er fandens er det

TORE

Adrians og Kristinas studentergilde blev aflyst. Sognepræst Tobiasens datter, Ursula, inviterede Adrian og Kristina til hyggeaften i præstegården. 

Samme aften besøgte Tore Tobiasen, Pauline. 

"Jamen, gud, sognepræsten, det er jo Tore", sagde Pauline; rødmede. 

Tore er enkemand, han har et alvorligt ansigt, præget af sorg. som det ofte går, når døden sætter grænser for den evige lykke-

"Godaften, Pauline, jeg måtte lægge hus til et par studenter, og blev hjem- løs, må jeg inviterer mig selv på en kop kaffe".

"Hjertens gerne, kom inden for".

Pauline smilede, det var som om tunge byrder forlod hende, Tore havde en smuk stemme.

"Jeg kunne ikke dy mig for at medbringe en flaske whisky, ungernes studen- terhue må vel fejres".

"Naturligvis, kom, Tore, sæt dig, kommer du med blomster til mig, tusind tak".

"Ja, jeg købte blomster til studenternes forældre. En buket til os hver, men min står lidt ensomt hjemme. Nu regner det, det regner hver eneste dag, du har flyttet møblerne, her er lidt mere plads nu, end da jeg var her sidst, det er længe siden".

"Åhja, jeg skilte mig af med lidt af hvert, dagen efter, du ved, min mands død".

"Det gør man vel, jeg gjorde det samme, på listesko, med ungernes øjne i nakken".

"Ja, børn kan være mistænksomme. Jo, jeg kender de kvaler. Vi må drikke the. Min søde Kristina neglede kaffen da hun gik. Ursulas far slubrer altid en masse kaffe i sig, sagde hun, hun er lidt næsvis".

"Du, gider vi tale far, mor og børn? Hvordan er dit humør efter, savner du Lars. Vent lidt, det lød lidt dumt".

-

"Tore, vi skal tale om noget helt andet. Jeg så i vores lokale avis, at sognet søger en ny præst. Hvad så med dig?".

"Det skal jeg sige dig. Jeg så din mor køre forbi, jeg hilste og vinkede til hende, men hun så koldt på mig, uden at hilse, og jeg tror jeg ved hvorfor. Fordi jeg solgte mit arvegods, og din mor tror, ifølge sladderen, at jeg agter at leve i sus og dus med alle pengene. Det gav en lille formue, ja, som jeg har tænkt mig at aflevere til fattige børns fodbeklædning".

"Tore, sagde du, fodbeklædning?".

"Pengene er sat i en fond, med renter".

"Nå, javel".

"Men så tænkte jeg".

"På hvad?".

"Jo, forstår du".

"Du tænkte på den hemmelige flygtningeorganisation".

"Ja, jeg tænkte, hvis du kunne hjælpe mig med at formidle et eller andet".

"Tore, du må tænke om igen".

"Hvad sagde du?".

"Jeg siger, Tore, at organisationen er lukket for længe siden, kvalt i skattere- stance. Nu ikke mere om det. Jeg tænker på en helt anden opgave. Tanken er ny for mig, men alligevel. Er du klar over, at vore forældre blev beskyldt for at være nazister?".

"Jeg vil ikke høre mere. Ser du, Pauline, det had har forpestet tilværelsen for mig i mange år, i skolen, på universitet, fra min egen kone. Jeg vil ikke høre om det".

"Nuvel, kære Tore, men uanset hvilke fremtidsplaner du har, har jeg et for- slag, at du hermed er engageret som min konsulent. Hvis du altså vil".

"Til hvad? Jeg havde tænkt mig en fremtid som smedesvend, beslagsmed for heste".

"Sikkert".

"Eller blikkenslager".

"Karetmager, der findes mange herskaber med kareter".

"Nej, så hellere, nej, jeg ved ikke hvad".

"Men ikke, altså ikke sognepræst".

"Nej, jeg har aldrig troet oprigtigt på gud. Det kommer nok, sagde jeg".

"Tore, må jeg kysse dig? Bliver du og sover hos mig?".

"Er det dét du mener med konsulent?".

"Vent og se".

"Her gik jeg og troede, at du hverken var forelsket i mig, eller at jeg kunne drømme om dig, og så går det bare sådan, her og nu, herregud".

"Du tror ikke på gud, vel?".

"Nej, men ved du, hvad jeg tror?".

"Måske. Jamen, Tore, du har hår på maven, du er ikke en gorilla, vel?".

"Altså, søde pige, jeg barberer mig ikke på maven".

"Vi havde en fyr, Makim, hed han, han er den eneste stærkt behårede mand jeg har set. Nøgen, altså".

"Er det dit alvor, det med at forsvare dem, som blev beskyldt for at være på den forkerte side under krigen? Det var en loyal følge af rigsdagens og rege- ringens politik, samarbejdspolitikken med tyskerne".

"Ja, hr. konsulent. Jeg er jurist og økonom og du er godsejersøn med for- mue, og er tidligere sjælesørger. Vi brækker nakken frivilligt. Kys mig".

-
Sammenbragte børn

I årene der fulgte, skrev Pauline Tobiasen og Tore Tobiasen artikler og åbne breve, som de sendte til dagspressen. Det blev ingen succes, afslag fulgte på afslag, dit og dat til hindring, pladsmangel, upassende sprog, unødvendig po-litisk pression, hed det. 

Så besluttede de egen udgivelse, startede Ugeskriftet Tidens Stemme. Resultatet blev, at deres sammenbragte børn betalte en del af regningen.-

Adrian fik et blåt øje, Kristina en flænget bluse, og Ursula, som var den hid- sigste, en tandskade. 

Det skete en dag de opponerede imod en forening, kaldet "Studenterhjæl-pen til Frihedskampens Ofre". Adrian, Kristina og Ursula var ikke imod for-eningens virke. De var imod, at foreningen nedrakkede deres forældre.

De havde fået bekræftet, at medlemmerne var et sammenrend af socialt util- passede børn fra en treklang af påståede modstandsfolk, rabiate nationalister og hjemløse kommunister; formanden var en øjentjener og bedrager, det viste hullerne i foreningens regnskab.

-

Paulines og Tores artikler vakte opsigt. Lyset fra retfærdigheden og den so- ciale indignation viste vejen. Deres første artikler vakte forargelse, og  ind-bragte trusler om sagsanlæg.

Kristina, Ursula og Adrian kom hjem, tredie gang, med blodtud, forrevet tøj, og skrammer efter slagsmål med maskerede forfølgere. 

Pauline følte angst og hovedpine:

"Det er håbløst, jeg har ikke kræfter til at være blandt de forfulgte. Men jeg har selv udfordret dem, disse fejge, maskerede, hvem de så er".

"Tore", sagde Ursula til sin far, "du må skaffe os en revolver til selvforsvar".

"Aldrig i livet", råbte Pauline.

Kristina: "Må vi bruge en totenslæger?". 

"Er I snot sindssyge?", råbte Tore.

"Hør nu", sagde Adrian, "de røvhuller bruger jernstænger, næste gang slår de os ihjel, fordi vore forældre skriver noget åndssvagt bras. Hvorfor holder I ikke bare kæft?".

"Fordi der er noget der hedder samvittighed. Fordi der ligger en masse lort fra besættelsestiden, løgn og bedrag, terror, nedskydninger, danskere mod danskere".

"Altså, borgerkrig?".

Tore: "Ja, nej, for fanden, jo, en slags. Det var værst i de sidste måneder, marodørerne kunne ikke få nok, de gjorde julefreden -44 og vinteren og det spirende forår til én lang bitter langfredag". 

Pauline: "Forstår I, sagen er, at i alle de foregående år samarbejdede høj og lav med tyskerne, det ønskede kongen og regeringen, og det gennemførte folketinget, og folket fulgte trop".

"Jeg forstår ikke en skid", svarede Adrian.

Kristina: "Mor, jeg vil tegne en forsikring, det kan jeg få, hvis jeg betaler præmien. Ved I hvad sådan en forsikring mod overfald koster?".

"Kan I så skrubbe ud, Tore og jeg skal arbejde, farvel, der ligger nogle jern- rør ned i kælderen, dem må I låne".

Tore: "Pauline, de jernrør er til centralvarmen, absolut ikke til slagsmål".

Ursula: "Man må sgu aldrig noget her i huset. Men tak for det. Vi flytter i kol- lektiv".

Adrian: "Så kan vi bolle uden indblanding fra de gamle".

Kristina: "Ham den maskerede der rev hætten af og sagde undskyld, han var nu så sød".

-

"Tore, ved ud, at din farbroder var med tyskerne på østfronten?".

"Jeg vil ikke tale om det".

"Hvorfor ikke?".

"Fordi jeg havde en fætter, og det har jeg ikke mere. Det var min bedste ven, dengang vi drenge".

"Hvad hedder han?".

"Hvad han hedder? Det sagde jeg jo. Han er død. Han hed. Nej, jeg gider ikke, du afbryder mig, hvorfor gør du det?".

"Undskyld, Tore. Hvad hed han?".

"Han hed Ole, og begik selvmord".

"En dreng. Din fætter?".

"Ja, en dreng på tolv år. Ole blev moppet i skolen. 'Øv, din far var landsfor-ræder', i den stil. Han hængte sig i badeværelset".

"Gud fri mig. Hvorfor er børn er så ubarmhjertige mod hinanden".

-
Morbroder Carl

"Pauline, det var din mor. Hun kommer om ti minutter".

"Jeg vil ikke se hende, det har jeg sagt".

"Hun er her, hun står ved havelågen. Hvad skal jeg sige til hende?".

"Tore, skænk tre sjusser, jeg holder det ikke ud, hun taler os ihjel, jeg hader hende".

Ellen-Kristina kom stormende ind, råbte forvirret:

"Goddag, mit barn, goddag Tore, jeg må tale med nogen, jeg kommer lige fra en sagfører, det er rædsomt, altså Pauline, jeg har aldrig vidst det, nu vil Gertrud skilles, hun vidste heller ikke noget, ja Pauline, det er morbroder Carl, han var i avisen i sidste uge, min egen bror har skudt på folk under krigen, han var med til at likviderer nazister, siger han, tænk dig en hel side i avisen, og Gertrud græd og råbte morder efter ham, men vi ved jo alle sammen at han kun var 16 år, altså dengang i november 1944 da vi kun havde kommu- nens vagtværn, fordi politiet var interneret af tyskerne, Carl var kun 16 år, en spinkel lyshåret bønnestage, andet var han ikke, han kom ind i en gruppe, altså din morbroder Carl, det anede jeg ikke, tænk jer, han var med til skyde folk, han var med til at skyde borgmesterens søn, Viggo, I ved, bevar mig vel, Viggo var ikke vorherres bedste barn, men at skyde borgmesterens søn, fordi han var kæreste med en tysk pige, en af de små telefonpiger oppe på kaser- nen, jamen altså det forstår jeg ikke, og Carl var kun 16 år, han siger at grup- pen var med i Holger Danske, jamen man kan da ikke bruge drenge på kun 16 år, de må ikke engang tisse i bukserne uden at spørge forældrene, er det ikke sandt, man skulle være 21 år før man fik tilladelse til at gifte sig, ikke sandt, ellers måtte man søge kirkebrev og kongebrev, ikke sandt, men skyde på folk, fordi Holger Danske mente det var vældig smart, trods at drengen kun var 16 år, det måtte man gerne.

Pauline, har du lidt mere whisky? Tak, Tore, du er nu så betænksom. Hvad jeg ville sige, jo Gertrud har forlangt, at kongens foged smider morbroder Carl ud af huset, og hvad kan min stakkels broder gøre ved det, ingen ting, Gertrud siger hun elskede Viggo, alt det med tyskernes telefonpiger var kun for sjov, Gertrud var ringforlovet med Viggo, de skulle giftes, og sagføreren siger, 'der er rigelig grund til en fogedsag, morderen skal ud af huset, der er jo lov og ret her i landet', ja, det sagde han, fordi morbroder Carl er morder, selv om det er mange år siden og han kun var 16 år. Pauline, hvad skal jeg gøre? Jeg kan vedgud da ikke tilbyde morbroder Carl vores lille gæsteværelse, kan jeg vel? Og jeg vil ikke have ham ned i stuerne, al den cigarrøg, det vil jeg ikke, det forstår du godt, ikke sandt, gør du ikke, søde Pia-Pauline?".-

"Svigermor, fald nu til ro, kom her hen til computeren, sæt dig, jeg skriver på en lille artikel, hvad synes du om denne overskrift? Sæt dig nu ned og læs i fred og ro. Ja, du er nervøs, men se her, lidt mere whisky".

"Jamen, Tore, alt det har jeg ikke forstand på".

"Næ, svigermor, men er det ikke på tide, at du tænker dig lidt om? Du har, synes jeg, en søsterlig pligt til at indbyde din egen kødelige broder velkom- men i dit hus, uanset han var en lille morder da han var 16 år. Jaja, der var tale om et jalousidrab, kamufleret som heltegerning. Jeg kender kun mor- broder Carl af omtale, men hele byen summede af sladder om de tyske tele- fonpiger, og så vidt jeg ved holdt Carl sig ikke tilbage fra unge piger, tvært imod, og så blev han jaloux på Viggo, som ringforlovede sig med Gertrud, og da Carl kom med i Holger Danske, ja, så blev han opmuntret til mord. 

Men alt det ligger langt tilbage i fortiden, rejs nu hjem, og prøv om du for- lige morbror Carl og hans kone, Gertrud".

"Synes du det, Tore, ja, så rejser jeg, farvel søde Pauline".

Pauline hviskede: "Farvel, mor, du er en tomhjernet gås, definitivt farvel".

-

Kristina sagde muntert: "Mor, Adrian og Ursula skal have barn".

"Hvad skal de?", råbte Pauline.

"Ja, kondomer duer ikke, siger de".

"I forbandede unger, I gør mig gråhåret".

"De skal giftes. Jeg skal være brudepige".

"Nu er du vel ikke også gravid?".

"Jo, mor".

"Hvad siger du? Altså, hvad er det du siger?".

"Det er med Frederik, han hedder Frederik, han er mekanikerlærling, det var ham, der havde sort autonomhætte på hovedet, og tog den af og sagde undskyld, da vi sloges, han er så sød. Altså, mor, nu må du ikke blive vred, vel mor?".

"Jeg tiltrækker skandaler, jeg hader skandaler".

"Ja, mor".

"Har du været hos lægen?".

"Ja, det går alt sammen meget godt, sagde han".

"Hvad ville Lars Anton have sagt? Nå, han stillede træskoene, havde jeg nær sagt, det mener jeg ikke, jeg savner Lars mange gange, men hvad ville han sige, han ville blive himmel henrykt. 

Kristina, har du været hos købmanden, huskede du sukker, og har du været hos slagteren, løb hen til ham og spørg ham, om han har røgede ål. Tore bliver ked af det, men Tore elsker røget ål. Tore skal neutraliseres. Store fede røgede ål, pyha". 

"Tore?".

"Ja, Kristina, hvad vil du?".

"Jo, ser du, det er Frederiks bedstefar".

"Ja, hvad med ham?".

"Han ligger begravet ude i Mindelunden i Ryvangen".

"Nå, gør han det?".

"Men I må ikke diskuterer politik til brylluppet, vel?".

"Nejda, hvorfor skulle vi gøre det?".

"Frederiks far, det er ham Robert, det var ham der sparkede til din bil".

"Ja så, dén Robert. Ham, den hysteriske".

"Ja".

"Ham, den super hårdkogte nationalist".

"Ja".

"Så er jeg ikke med til noget bryllup, han vil jo slås, den brøleabe".

"Det har jeg sagt til Frederik".

"Hør nu, Kristina. Jeg får kvalme når jeg hører ligusterfascisterne marchere med kongerøgelse og stupid nationalisme. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Ham Robert er kun et lille skridt fra at være nazist, og han ved det, derfor hykler han den store sympati for alle frihedsbevægelser, er forpligtet og fru-streret på grund af sin heltefader i Mindelunden. Men han mener reelt, at frihedskæmpere er skadedyr, som skal bekæmpes som rotter. Så du ham, den servile skiderik, da han åbnede døren for den amerikanske officer, og hængte på ham som en lus under foredraget om Vietnam?".

"Det har jeg sagt til Frederik".

"Frederik, hvad siger han?".

"Tore, jeg vil ikke giftes".

"Hvad siger du? Nej, hør nu. Altså, Kristina, du må tale med din mor".

"Det har jeg gjort".

"Hvad siger hun?".

"Hun siger, at det må jeg selv bestemme".

"Ja, naturligvis".

"Men jeg vil ikke giftes. Jamen, kan du ikke se det, mine forældre og mine svigerforældre slås som vilde dyr på grund af politik? Nej tak, mit barn skal vokse op i fred og ro, mit barn skal ikke leve i panik, på randen af en vulkan".

"Nåda, jamen, ham, Frederik?".

"Ham kan jeg godt undvære. Jeg har taget grueligt fejl af ham. Ved du hvad, Tore, jeg tror Frederik er bøsse".

"Gudfader. Må jeg så få arbejdsro". 

-

Pia-Pauline og Tore Tobiasen levede lykkeligt i mange år.

Adrian og Ursula gav dem en vrimmel børnebørn.

Kristina forblev enlig mor; al hendes hengivenhed drejede sig kun om hen-des søn. Hun skiftede bofællen, sengepartneren, ud, når han blev for besvær-lig. -Kristinas søn, Lukas, refererede stort og småt om sin fru moders privatliv til Pauline og Tore.
   Da Lukas var 7 år fortalte han dem frimodigt: "Mormor, morfar, min mors mænd slår store prutter og har stive pikke, og der kommer blod ud fra min mors tissekone".

Pauline og Tore sad og holdt hinanden i hånden, nikkede, smilede fravæ-rende, så op i loftet.

-

-

                                                            index

-

-

-