Det var dagen for løsladelsen af Lars Anton Ernest, Laila Cornelius, Emilia- Albertina og Beni Sofikar.

Homme, Lucie og Dandy kørte gennem den uendelige kartoffelmark, før de nåede huset i udkanten af det åbne fængsel.

Lucie blundede på bagsædet.- 

"Øv, gammelfar, er vi der ikke snart, vi bumper, kør roligt", sagde Lucie.

"Ja, min skat".

"Er det løsladte forbrydere, dine gamle venner, sagde du".

"Vi henter dem, det var derfor jeg lejede bilen, her er mere plads".

"De er vel ikke mordere".

"Nej. Hvordan går det med dig, har du kvalme".

"Jeg er træt, ungen sparker, den vil ud, så får gammelfar nattesøvnen spole- ret, du er måske lidt for gammel til mig, hommefar, huskede du at skrive til Lenepigen, det er på søndag, hun har strikket en masse tøj til ungen".

"Har hun det?".

"Hun tog nu det med skilsmissen meget pænt".

-

"Nu forlader vi kartoffelmarken", sagde Lars.

De kørte fra kartoflerne, op til Viborg, til Lucies mor.

Tekla Trapp ventede; hun havde besluttet sig for Beni Sofikar, den noble mand, sagde hun; det var den dag, Homme viste hende billedet af Beni, hun fik adressen, kom på uanmeldt besøg. 

Fru Tekla var forelsket, stærke følelser havde grebet hende; under den lan- ge spadseretur i rugmarken nord for fængslet, friede hun.

Beni svarede: "Madame, forstår De, jeg er endnu lovformelig gift med min hustru".

"Beni, din kone bor på Korsika sammen med en græker, ved du ikke det".

"Joh", svarede Beni; fru Tekla faldt ham om halsen, kyssede ham.

-

Pia-Pauline havde gjort op med sin mand, Henning Rumme, fængselsdirek- tøren. 

"Jamen lille Pia-Pauline, det er pædagogisk og psykologisk meget uforsvar- ligt af dig at forlade mig, tænk dog på min stilling".

"Henning, du er rædsom, farvel".

Pauline pakkede sit tøj, kørte til Odense, talte med sine forældre, fik udbe- talt arveforskud, telefonerede til Homme.

Homme sagde: "Jeg lægger nøglen bag postkassen ved havelågen, husk at tænde op i pejsen". 

Pauline kørte til Weiters hus i Søllerød, forberedte hygge og varme.

-

De sad i havestuen. Emilia og Pauline lå foran pejsen, Lucie blundede i en sofa, fru Tekla sad hos Beni, holdt hans hånd, så forelsket på ham. 

Laila tegnede et stort portræt af Lars. 

"Min hvide stok skal med, glem den ikke", sagde Lars, "Homme, hvor er du, husker du hvad jeg sagde til dig, at du er forbryder, eller en troldmand".

"Nogen måtte jo redde jeres hus", svarede Homme, smilede genert.

"Herligt, sådan er livet".

-
Fra uventet kant

Tre af Peter Nyvangs arkitektvenner, Jonathan, kaldet GrønlænderJohn, fæ- ringen Olle Færing, og Bergthora, en svensk pige, drev et arkitektfirma, havde kontaktet Homme. Homme var dagligt i aviserne i dagene omkring skandalen med hans afskedigelse fra politiet. 

"Jeg er lokkeduen", sagde Bergthora; hun arrangerede mødet med Homme.

Peter Nyvang havde lånt en kælder i deres hus og efterladt et depot af vå- ben og sprængstoffer og mange poser med guldmedaljer, de såkaldte flygtnin- ge mønter. Hvad ville Homme tilråde?

"Hvorfor spørger I mig, gå til politiet", råbte Homme; hans nerver og humør havde det ikke godt i de dage.

det er en fælde, den lumske satan, politidirektør Wamsel, lurer på mig

"Javel", svarede Nyvangs venner, "ud ad døren med det skidt, men hvad tror De var Nyvangs hensigt? Er det efter aftale med organisationen?".

"Hvad taler De om, jeg kender ingen organisation".

"Herregud, mand, flygtningeorganisationen", råbte Olle Færing. 

GrønlænderJohns sorte øjne lynede mod Homme. 

Bergthoras ansigt var blegt af vrede. Homme svarede: 

"Nede i jeres kælder. Et helt depot med lort. Rend mig i røven".  

-

Homme kørte til kartoffelmarken: "Nej, Homme, du må ikke forstyrre Lars, han studerer samfundsøkonomi".

"Jeg skal strække benene, jeg har kørt bil i flere timer". 

Beni: "Jeg tror vi kan finde et skjulested til Nyvangs ragelse, vi har en lille granplantage og en mergelgrav og et læskur til andejagt. Det pisregner i dette land, eller det blæser".

"Skuret er kun for for jægerne, det er utæt, hvad gør vi, vi skal finde et sted til Nyvangs lortedepot, jamen hvor, for fanden".

"Vi køber læskuret, vi siger det skal være iskagekiosk. Hvordan går det med Weiters hus i Søllerød?".

"Det venter på jer".

"Vi har et rend af Pauline, hun er træt af manden, han er en selvoptaget idiot. Pauline besøger Emilia. Hun, altså Pauline, har eksamen som jurist og økonom, men opgav sin karriere da hun blev gift. Hun kommer med lydbånd til Lars, og Laila spyr ild, hvis jeg forstyrrer ham. Jeg tror Lars har tabt inte- ressen for organisationen".

"Hov, Weiters hus, det er løsningen, den mest oplagte mulighed, hvorfor har du ikke tænkt på det noget før, huset står jo og rådner op", råbte Homme.

"Ja, og vi betaler terminsregningerne", svarede Beni.

Nyvangs depot blev fordelt til læskuret ved mergelgraven i kartoffelmarkens åbne fængsel, og til Weiters hus; de nødvendige formaliteter sat på plads; huset stod stadig i Marions navn, blev overdraget til Lars; han krævede, at det blev overført til "hele familien".

"Men husk, vi kalder det Marions Hus", sagde Lars, og råbte: "Er alverdens problemer kun mine problemer. I taler i munden på hinanden, gider I hører på mig, I er nogle skiderikker".

"Vi kommer nu, Lucie har fået veer", svarede Laila.

"Veer, hvem har veer, hvem er Lucie, nå hende".

Lucie turde ikke se på Lars eller tale med ham, hun var bange for hans ansigt med brillerne med de uhyggelige sorte glas.

-

Olle Færing og håndværkere gik i gang med reparationer på Marions Hus. GrønlænderJohn og Bergthora kom med forslag til forbedringer og udvidelser.

På andendagen efter Lars, Benis, Emilias og Lailas hjemkomst blev værel- serne fordelt til Lars og Laila, Emilia og Pauline, til Beni og fru Trapp, og hun sagde:

"Sig nu Tekla".

Lars sagde: "Tussemor", det navn blev hængende. Tussemor smilede.

Beni sagde: "Hvad med Homme og Lucie?".

Homme svarede: "Vi bliver boende i Valby".

"Ja, sammen med Lenepigen, hun vil ikke flytte", græd Lucia.

"Pjat med jer, her er masser af plads", svarede Lars. 

Derved blev det. Weiters hus med Lars, Laila, Emilia, Pauline, Beni og Tus- semor, Lucie og Homme.  

GrønlænderJohn, Olle Færing og Bergthora kom til indvielsen, en fødsel var i vente, Lucie skulle nedkomme, hendes skrig kunne høres i hele huset.

"Satan stå i al den forvirring", sagde Lars. 

"Bare hun dog overlever", sagde Homme, bleg af skræk.

"Er der bestilt jordemoder?". 

"Ring til en læge før huset braser sammen". 

"En fødsel er en naturlig proces, hvorfor råber I" sagde GrønlænderJohn.

Bergthora smilede: "Jonathan er ekspert, han hjalp sin grønlændermor da han kun var ti år gammel, og senere slag i slag".

Lucie skreg og jamrede. Homme besvimede af skræk. 

"Ring nu til en læge", råbte Lars.

Emilia og Laila råbte fra tagetagen: "Kom nu og vær med, nu kommer bar- net, vandet er gået".

"Åhguddog, lille Lucie, min lille datter", klynkede Tussemor; hun sad med sin svigersøn Hommes hoved i sit skød, lagde kolde omslag på hans pande.

"Nu skal jeg holde ham", sagde Pauline, "du skal være hos din datter når barnet kommer".

Homme stønnede i feber: "Lenepige, du gør mig så glad". Pauline så med undren på den besvimede fader.

Lucie fødte en lille velskabt pige. GrønlænderJohn var jordemoder. 

Olle Færing kogte destilleret vand: "Forgiftet kommunevand til vores baby, nej", sagde han, havde omdannet et badeværelse til laboratorium.

Bergthora savede, hamrede og malede en vugge til den nyfødte. Beni skrev til FN vedrørende spæde flygtningebørn. 

-

Lucie smilede træt og sagde, at Homme lignede en saftig appelsin, så bevæ- get var han. Homme gik i trance, standsede enhver tilfældig person, og sagde ydmygt: 

"Tænk dig, min ven, jeg er blevet fader", og personen svarede venligt: "Er du det? Jamen tillykke da".

Lenepigen kom med hjemmestrikket børnetøj, faldt stortudende Homme om halsen: "Tillykke, lille Homme, og tænk dig, Evelyn har født en australsk unge langt ude i en stor ørken".

Tussemor tog sig sammen, sagde hun, jeg har dog engang været sygeplejer- ske, sagde hun, og gik rundt i hvidstivet forklæde og lille hvid hat på hovedet, lignede en forstanderinde på et børnehjem.

Emilia bagte lykkekager, hersede med Laila til forberedelser til fest. Laila, der gik langt uden om et køkken, klagede sin nød til GrønlænderJohn og kom til den rette; han var mesterkok i sin fritid. 

Olle Færing lyttede til Lars, der holdt foredrag om nytten af hestebønner i vekseldrift med kartofler. De nåede at tømme en kasse øl, og måtte bæres ind til festmiddagen, hvor meget skulle fejres og den lille navngives Lille Lene, Lucies ønske.

-
Realismen

 "Nu kender jeg realismen igen", sagde Lars. De havde ventet uroligt i flere timer. Hvad kunne der være sket? Homme skulle blot gå den sædvanlige for- middagstur med Lille Lene i barnevognen og schæferen Dandy tre skridt efter ham; det gjorde de hver formiddag. Hvorfor kom de ikke tilbage?

Allerede om natten havde Homme følt smerterne, tænkte på lungerne, smer- terne trak ud i armhulen. Lucie havde været krævende den nat, han skulle gøre dit og dat ved hende, det blev ikke til megen søvn. 

Er jeg for gammel til Lucie?, tænkte han.

På Lyngtoftevej gik det stejlt opad. 

Homme skubbede barnevognen, han kunne ikke få luft, han svedte, noget hårdt klemte inde bag brystet. En lille puddelhund i løbetid snusede til Dandy. Homme ville sætte hundesnoren på Dandy, den lille puddel var meget attrak-tiv for Dandy. Homme bøjede sig ned mod Dandy, holdt fast i barnevognen med Lille Lene. 

"Hjælp mig", hviskede Homme. 

Han sank sammen, ramt af hjertelammelse. Barnevognen trillede ned ad den stejle vej, slingrede, stødte mod en kantsten, sprang i vejret som en bold, Lille Lene slyngedes ud af vognen, knuste baghovedet mod asfalten; barne- vognen hang i et træ, grenen vippede, barnevognen faldt ned, ramte vejba- nen og barnet. En bilist tilkaldte hjælp. Ambulance og en patruljevogn ankom kort efter. 

Dandy forsvarede sin herre og hans ejendom.

-

Da tililende ville løfte Lille Lene op fra asfalten, kom en stor glubsk schæfer- hund springende. Den knurrede, viste tænder, et frygteligt gab. En ambulance- mand stod bøjet over Homme. Hunden løb fra det kvæstede barn hen til sin livløse herre, knurrede ildevarslende, snerrede, viste sit kraftige gab.

En politibetjent sagde: "Det kan vi godt opgive, den hund er sindssyg".

Damen, der ejede den lille puddel, kom løbende med et kødben, rakte det forsigtigt frem til Dandy og sagde kælent: 

"Se, lille hund, et dejligt kødben". Dandy snerrede, gav damens håndled et kraftigt bid. Damen skreg: 

"Se, hvad den forbandede køter har gjort, den bider".

Bilisten, som havde tilkaldt hjælp, gik hen til betjentene, som stod tvivlrådi- ge, bilisten sagde:

"Lån mig jeres pistol, jeg er med i hjemmeværnet, jeg ved hvad jeg gør". 

"Vent et øjeblik". Betjenten spurgte over radioen, om de måtte skyde en gal hund?

"Ja, hvis det er nødvendigt", lød svaret. 

Betjenten nærmede sig schæferhunden bagfra, dræbte Dandy med et skud i Dandys nakke.

-

Tekla Trapp havde skubbet tanken om en brystundersøgelse fra sig i mange år, men hendes noble mand, sagde hun, Beni Sofikar havde opdaget det. 

"Du må omgående til undersøgelse", sagde han. Tussemor blev hasteind- lagt; under operationen ventede Beni, Emilia og Laila på resultatet.

Lucie tyllede whisky i sig, lå opløst af gråd i sin seng. Lars spillede grammo- fonplader for hende. Lucie ville kun høre hård rock. Lars fik en dundrende ho- vedpine.

Tussemor havde gået den tid for længe. 

"Er lægerne dygtige nok?", sagde Beni. 

det løser et lille problem, nu kan man ikke tiltale mig som bigamist, en vis dame var ikke gift med en græker, hun venter på mig-

Lucie skrev et brev på nytrykt, lyseblåt brevpapir, Fru Lucie Homme, og  skar pulsårerne over i begge håndled. 

"Til Lars og I andre. Først min far, så mit barn og min mand, og i dag min mor. Jeg kan ikke mere". 

"Hvad sagde jeg, dette er realismen", sagde Lars.

-
Er I mine venner

"Lars, Jonathan og jeg rejser", sagde Laila. GrønlænderJohn og Laila ville tilslutte sig inuitternes oprørsbevægelse i Alaska. Oliemagnaternes privat- politi hærgede og dræbte deres landsmænd, jog dem bort fra hjemstavn og jagtmarker. "Lars, vi anmoder om nogle af Nyvangs våben og sprængstoffer og flygtningemønter", sagde Jonathan.

"Kalder I dét et fællesmøde for indkøb af sukker", svarede Lars.

Beni sagde: "Emilia og jeg rejser til Pakistan, der er meget store flygtninge- problemer, ved du. Vi får brug for lidt af Peter Nyvangs våben og sprængstof- fer og flygtningemønter".

"Emilia og Beni, hvorfor alt det bavl? Emilia har kun passet vores kødgryder og lavet lagkager, hvad fanden ved hun om forholdene i Pakistan?".

"Lars", sagde Emilia; hun satte sig på gulvet foran Lars, der sad i den vante stol ved den åbne dør ud til haven:

"Ser du, Lars, forholdene i Pakistan, krigen i Afganistan, de mange oprør i Jammu og Kashmir, Beni har fået en en opfordring til at vende hjem, og for mig ligner situationen den vi havde i Vietnam, forstår du det?".

"Du vil ikke tilbage til Vietnam, det havde vi ellers planlagt", sagde Lars

"Der er brug for mig i Pakistan", sagde Beni.

"Lars", sagde Olle Færing, "Bergthora og jeg rejser til Nicaragua, Honduras og Guatamala, de skide amerikanere skal smides ud. Vi får brug for Peter Ny- vangs våben og sprængstoffer og flygtningemønter".

Bergthora kyssede Lars på kinden: "Olle og jeg var sammen som fredsvag- ter, det husker du vi fortalte dig, nu rejser vi derover".

"Hvad dælen laver I alle sammen, gør I oprør?", råbte Lars forbavset.

"Vi vil ikke svigte organisationen", svarede Beni.

Lars søgte i luften med den hvide stok:

"Hvor er Pauline?".

-

Pia-Pauline havde tårer i øjnene; hun satte sig på skødet hos Lars, græd med hovedet lænet ind mod hans skulder.

"Pauline, vores venner forlader os", hviskede han.

"Hør, for resten", råbte han, "I taler om min døde ven, Peters våben, som om det er et kompagni tanks, kanoner og granater, men det er kun til jeres eget forsvar, selvforsvar".

"Det er det vi mener", lød det omkring ham, "humanismens og demokratiets selvforsvar".

"Hvorfor er denne samling dårer mine venner, hvorfor jer?", råbte Lars.

"Vi bruger kun organisationens sikre linier", sagde Beni.

"Om tre måneder hænger I alle sammen i galgerne i et lorteland, og dem der ikke gør det, rådner op som krigsfanger og sårede partisaner i et jordhul, I er idioter, bliv dog her i sikkerhed", råbte Lars.

"Nej, Lars, vi rejser".

-
Ny hverdag i Marions hus

En af De Forenede Nationers nye flygtningeorganisationer blev truet med eksklusion, fordi den protesterede så voldsomt.

Organisationens medlemmer demonstrerede foran FN i New York, drog hær- gende gennem byen, knuste ruder, satte hundrede af biler i brand, bombar- derede Det Hvide Hus med sten og håndgranater. 20 statsløse flygtninge dræbt af politiet, 1200 såredes. 6000 deporteret til deres hjemlande; de fleste omgå- ende henrettet af hjemlandets hersker.

Det store postyr skyldtes Beni Sofikars og Emilias henrettelse i en galge i Pa- kistan, dernæst Olle Færings og Bergthora Westerbergs tragiske død som le- dere af en demonstration i Honduras, samt nedskydningen af Jonathan Uper-na og Laila Dådyr under ildkamp med oliemagnaternes privatpoliti i Alaska.

Disse hændelser var kulminationen på militante flygtninges protester i man- ge lande, hvor etnisk, social eller religiøs undertrykkelse af mindretal resulte- rede i frihedskamp, palæstinenserne i Israel, USA´s baggård i Syd- og Mellem- amerika, i femten stater i Afrika, i Pakistan, i arabiske sheikdømmer, i Iran og Irak og mange andre lande.

Den danske regering forholdt sig som sædvanlig passiv.

Lars sagde til Pauline:

"Nu forstår jeg bedre, hvorfor frimærkekassen i kartoffelfængslet altid var tom, og hvorfor vi havde en enorm kvartalsregning til den af Homme oprette- de telefon, du husker, dersom du nogensinde så den, telefonen der stod i iska- gehuset ved mergelgraven i plantagen, den bid jord med jægernes læskur som Homme havde købt".

"Tal ikke så hurtigt".

"Hør nu på mig, Beni var en fremragende organisator, men kors pisse mig hvor var han dog diskret".

"Det er alt sammen ganske udmærket, men hvad er din egen indsats, Lars, gør du noget?".

-

Fra den dag hersede de med tabeller og beregninger. Det var Paulines hen- sigt at føre bevis for nytten af statsovertagelse af landets store virksomheder. Lars havde forsøgt med mange beregninger i kartoffelfængslet, men havde til sidst opgivet at blive klogere.

"Søde Pauline, det er politisk det eneste rigtige og kan begrundes af vores følelser, det står endda beskrevet i bibelen og vistnok i koranen, og mange andre har sagt det før Karl Marx, men jeg har ikke gået på universitet og ikke lært noget om jura og nationaløkonomi, jeg skulle flette kurve på Blindeinsti- tuttet".

"Pjat med dig". Pauline kyssede Lars.

"Tja, kvindetække har jeg vel", mumlede Lars.

-

Året efter rejste Pauline højgravid til Israel; hun deltog i en protest, arrange- ret af flygtningeorganisationen i samarbejde med internationale kvindeorgani- sationer. Lars havde bedt hende lade være med at rejse.

"Tænk nu lidt på Larsen og Piasine i din mave", sagde han.

"Jeg er virkelig vred, forstår du det?", råbte Pia.

"Ja, sødeste Pia-Pauline, det forstår jeg, men vær nu forsigtig".

Tusinder af kvinder fra alle lande marcherede fra Jerusalem til Beirut, andre tusinder marcherede fra Beirut til Jerusalem. Den store demonstration kræve- de fred mellem palæstinensere og jøder; det lykkedes kvinderne at tvinge stormagterne og de implicerede parter til forhandlingsbordet. Men freden varede kun kort.

Under forhandlingerne angreb palæstinensere og iranere en skole med jødi- ske børn. Israel gjorde gengæld ved angreb på en palæstinensisk flygtninge- lejr. Kvindedemonstranterne krævede forhandlingerne genoptaget, blev jaget på flugt af militæret i Libanon og politiet i Israel. 

"Alt vel", telegraferede Pauline til Lars.

"Nå, det synes hun", mumlede Lars.-

Pauline nåede helskindet tilbage til Søllerød og Lars. Hun havde indbudt to flygtninge frit ophold i Marions Hus. Den ene var den étbenede og énarmede palæstinenser, Makim, som skulle have proteser i København; han ville være gartner, og studere landbrugsøkonomi på Højskolen i Danmark, sagde han. 

Makim havde ingen familie, den var udslettet under borgerkrigen.

Den anden var den jødiske pige Hannah; hendes forældre og søskende var dræbt i kibbutzen under et luftangreb af ukendte flyvere. Hannah havde hjul- pet højgravide Pauline under den store fredsmarch, og Hannah havde kun ét ønske: At leve i et demokratisk land uden krig, uro og ængstelse. Hannah ville være nationaløkonom, som Pauline, sagde hun, smilede hengivent til sin nye veninde.

-

Pauline sad i lysthuset i haven i Marions Hus; på bordet stod computeren med tabeller og beregninger; hun skubbede brillerne op i panden, drak the, tændte en cigaret, kløede sig på næsen med en kuglepen, vinkede til Hannah. 

Hannah tog solbad på terrassen og nussede tvillingerne, Larsnyesen og Pau- linesine. 

hvad skal vi dog kalde de unger, find dog på et navn, tænkte Pauline. 

"Pia-Pauline og Lars", havde Lars sagt.

"Nej, det er for ubegavet".

"Der ser du. Selv nyfødte er underlagt forældrenes ambitioner, vi begynder forfra, Adam og Eva".

"Er det originalt".

"Hvorfor har kvinder ingen sans for ironi".

Pauline kyssede ham, og sagde: "Det har denne kvinde, din kvinde".

Makim hoppede på sine krykker, stærk trods kun ét ben og én arm, altid med en havesaks i hånden, klippede en rose eller en frugtgren, penslede rosens eller træets sår med en klat lim. 

hvor ved han det fra, Makim har knap nok gået i skole, tænkte Pia.

Hannah kaldte på Makim. Hannah undersøgte Makims bandager, her stak en benstump ud, der en stump arm. 

"Makim, du må ikke grise dig til med jord", sagde Hannah.

Makim kyssede Hannahs små bryster, kyssede hendes ryg.

Hannah og Makim vinkede til hende. Makim hoppede på sine krykker efter Hannah, da hun, med ungdyrets gratie, løb op til tvillingerne på terrassen. 

mon jeg havde Hannahs vidunderlige krop da jeg var ung

Pauline talte til computeren, trak brillerne fra panden ned foran øjnene, læste i bøgerne foran hende, gjorde notater, stirrede på computerskærmen, skrev på de klirrende taster, løftede hovedet, lyttede. 

Lars arbejdede i det store gavlværelse, vinduerne stod på vid gab, hun hørte Lars dikterer.

-
Når solsorte og stære fløjter omkap

"men formålet med denne forelæsning er at påpege brugen af det værktøj, som alle lande med veludviklede demokratier og mange politiske partier med held kan anvende, og hvor samtlige indvalgte partier på skift kan komme til magten. Selvfølgelig forudsat, at en forholdstalsvalgordning er tilstede. Husk, at magten, også kaldet demokratisk indflydelse, er formålet med ethvert poli- tisk parti.

Vi prøvede det her landet med karusselregeringen; navnet lyder ikke tillok- kende, men har til gengæld det strejf af selvironi, der bør kræves i al politik. Hvorfor er selvironien påkrævet? Fordi ingen kan tage patent på den store sandhed, hverken som filosof, politiker eller vælger. Ironien er, sammen med åbenheden over for andre synspunkter, grundlaget for tolerancen, som vi alle respekterer som demokratiets vigtigste forudsætning. Jeg må her slå fast, at karusselregeringen" . . .

"kasinokapitalismen, som har gjort den vestlige økonomi til et vrængbillede. Det startede med det urolige råvaremarked op til udvidelsen af EU i 1972. Eng- land, Irland og Danmark sagde ja til samarbejde med Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland, Luxemburg. Desværre sagde Norge nej. Så fulgte Jom Kippur-krigen i oktober 1973. Råolien fra de arabiske lande steg med 400 procent, og trak de øvrige råvarer med op.

Det gav plads for Keynes-antagonisten, guruen for antiinflation, Cicagosko- lens Milton Friedmanns ideologi: Luk statskassen hårdt til, dæmp ned for sta- tens udgifter" . . .

"som I husker var edb-teknologien brudt igennem; det gav fondsbørser, ban- ker, forsikringsselskaber, handelshuse og industrikoncerner større overblik over hurtigere og dermed mange flere pengetransaktioner. Omsætningen af værdipapirer accelererede, titusinder finansselskaber dukkede op, absurde priser på råvarer, ejendomme, aktier, obligationer og valuta satte inflationært skub i den daglige omsætning af konsumvarer. Dertil kom de mange skattefi- duser. Alle mulige mærkværdige fradragskonstruktioner blev opfundet. Et nyt marked for legaliseret skatteunddragelse var en realitet" . . .

"og som nævnt var grundlaget priserne på ejendomsmarkedet, som steg og steg, og da inflationen steg i endeløs spiral, sivede kapitalen fra byggeri, han- del og transport, og produktion af håndværk, industri- og landbrugsvarer, over i den spekulationssektoren. Samtidig satte pseudoproduktion skub i udvidel- sen af service og tjenesteydelser. Gradvis dækkede denne udvikling de reelle årsager til større skævheder i import- og eksporthandelen mellem landene. Eksporten kunne ikke følge med importen, de store betalingsbalanceunder- skud blev tungere og tungere. Hvis statskasserne havde været åbne for plan- lægning og merproduktion kunne udviklingen være bremset, men forblev luk- kede under konservative regeringer" . . .

"den dag bliver en verdensomspændende desperationens dag, og der er kun få skridt fra desperationen, til jagten på syndebukke, fra jagten på synde- bukke til borgerkrig, fra borgerkrig til nationale krige, og fra nationernes kon- ventionelle krig, til atomkrig. Gå hjem, kære venner, husk, at I selv kan slå op i årbøgerne for dit og dat til gavn for vort lille lyntogslands styrelse. Tak for i dag. Farvel".

-

Pauline vågnede med et sæt, hvor længe havde Lars dikteret, Lars var gud hjælpe kommet på hårdt arbejde. Men havde hun drømt, hvor længe havde hun sovet? 

Der var stille i huset, solen stod lavt på himlen. Makim puslede tvilllingerne, skiftede ble på dem, ungerne klukkede når han kildede dem på maven, bille- det på computeren flimrede. Pauline strakte armene, slukkede computeren, samlede bøger og notater, gik op ad trappen ind i påklædningsværelset, klæd- te sig af, tog et hurtigt bad.

Hvor er Lars, tænkte hun, da hun efter badet gik ud på gangen, frotterede vandet af kroppen. Der kom en lyd inde fra gavlværelset, let genkendelig, en pige gispede i vellyst. Pauline smilede. Makim og Hannah var på afveje, de havde deres egne værelser, Lars brød sig ikke om fremmede, der måske lave- de ulykker, flyttede diktermaskinerne, Lars redigerede lyden når han forbered- te en artikel, en forelæsning.

Hvorfor knirkede sengen, hvorfor gispede Hannah? Makim puslede tvillin-gerne med bleskift, det var et fysisk kunststykke med kun én arm, ét ben og et par krykker; hvordan var det med Makims penis, den havde granaten flænget. 

Makim magtede ikke alle elskovens kunster. Pauline åbnede døren til Lars arbejdsværelse, det lysfyldte gavlværelse.

Hannah vred sig som en ål under Lars, sengen gyngede, advarselslamperne i diktermaskinerne blinkede rødt. Pauline ville liste nærmere, rive tæppet af dem, slå Lars og Hannah hårdt; pludselig holdt hun sig på munden for ikke at skrige.

Erindringer flimrede.

Det var ikke Hannah, der lå på sengen, det var Ann-Ivy fra Norge.

Manden på sengen var ikke Lars, men pastor Crain, professor, dr. Hobert Crains College, Texas, USA.

-
Ann-Ivys trængsler

Pauline havde søgt et legat. "Hobert Crains College i Dallas, Texas, kurser for jura- og økonomistuderende", stod der i studenterbladet.

"Søg det", opmuntrede Paulines far.

"Vi kan selv holde lille Pia-Pauline til studierne", protesterede hendes mor, som sagde "jajada, men hør dem først inde på ambassaden". 

"Vi kender ikke meget til dr. Crains college, men som leder for en sekt af baptister i Texas er han vistnok meget kendt i USA", svarede ambassaden.

Pauline delte værelse med Ann-Ivy, som havde boet på dr. Crains College i seks måneder, men efter få dages samvær kølnedes Paulines interesse, hun så, at Ann-Ivy sniffede kokain og drak alkohol.

Pauline havde hurtigt mistet lysten til forelæsninger hos dr. Crain og dr. Leo- pold og dr. Ziggar.

hvad de vidste om jura og økonomi var drøvtygget i dagspressen og pseudo- videnskabelige tidsskrifter, som Crain, Leopold og Ziggar, bistået af Helligån- den, Gud og Jesus, sagde de, redigerede og udgav på underskoleniveau uden mening

det var makværk, alt serveret på den "fundamentalistiske kristendoms grundlag", kristne fundamentalister, bah, pløk reaktionære baptister, døberne, der læste bønner og vers fra bibelen, men mest truede med helvede, alt og alle skulle frelses, neddyppet i vand, dåben til himmerige

skræmte børn, fejlernærede fede unge mænd med slatne svedige håndtryk, kvinder der grædende anråbte Gud om de mænds anger, der havde voldtaget dem, skakke af rige Texas-enkers bibelkredse, og forarmede sorte og mexica- nere, samt de rædsomme videnskabelige døberugeblade og tidsskrifter, alt skulle neddyppes i vand, halleluja

dr. Crains College solgte doktortitler, Hobert Crain havde holdt et foredrag for akademiske nulliteter, velhavere, frelste fra helvede, der støttede andre su- perfrelstes prangende kirkesamfund med masser af penge, alt drejede sig om penge, helvede og antikommunisme, serveret i Crains træningscentre for hyk- lere, det måtte de være, hyklere eller tåber, de kunne da ikke i alvor tro, at de var kapable til at give denne samling sælgere af sko, dametøj, biler og køle- skabe en doktortitel i nogetsomhelst

doktorbrevene, i diverse variationer, fra dr. Crain og Ziggar og Leopold, og seks tusinde andre doktorer, spredt over den ganske verden, dog flest i USA, var pure sindssyge, det rene humbug

de fundamentalistisk frelste kristne imod kommunismen ved profeten Jesa- jas genkomst på jorden i det herrens år, nu, hvordan Gud skabte jorden på 6 dage for nøjagtig 6.123 år siden, kun for, at kristne fundamentalister imod kommunismen kunne komme i himmerig, den fundamentalistiske kristne kir- kes økonomiske redningsplan for aktive kristne lande imod kommunismen, den fundamentalistiske kristne kirkes eneste sande jura for alle frelste kristne imod kommunismen, komplet forrykt, latterligt

-

Ann-Ivy var kommet ind i værelset, "nå, er du hjemme?", sagde hun i en uforskammet tone. Pauline læste og skrev, "ja, jeg arbejder". 

Ann-Ivy havde febrilsk fundet en flaske gin i bunden af et skab, drak store slurke, krængede kjolen af, spændte en gummislange om sin arm, og, Pauline så forfærdet på det hæslige, Ann-Ivy stak en sprøjte i armen, tømte sprøjten, sank udmattet tilbage på sin seng.

De næste dage kom de frem, Ann-Ivys trængsler, lidt efter lidt.

-

Dr. Leopold havde bedt Ann-Ivy overtage et sekretærjob hos et medlem af bibelkredsen Guds Sidste Sande Hellige, en kreds af kvinder, velhavende en- ker efter børsfolk, oliefolk, landbrug, minedrift, industri, bankejere, selskabs- ejere, læger, advokater, lokale konservative politikere, guvernører, dommere, statsadvokater, senatorer.

Mrs. Tuckers veninder, klædt i kjoler fra deres fælles franske salon, i smagen tarvelig. Enkerne var fromme pludrende papegøjer, storbydamer, forhen jæv- ne forstadshusmødre, skælmske unge bondepiger, selv om de alle havde pas- seret 65 år og havde børn og børnebørn. 

Blandt dem var en af de mest velhavende, enken efter den sidst overleven- de Silver-Hant, der engang havde domineret verdens guld- og sølvmarked ved spekulation. 

Og når mrs. Hant og kredsen af veninder efter bibellæsningen havde drukket kaffe og konverseret i tyve minutter, forlod de bibelkredsen, og de tilbageblev- ne fortsatte med nedrakning, meget høflig, bevares, af mrs. Hant og hendes veninder. Nu var det pigebarn blevet gravid, vistnok med den eller den, måske husets egen chauffør, javist, nu var mr. X indlagt for alkoholisme, det var dog skrækkeligt, nu havde mrs. X en affære med mr. Y, det var ganske vist, men endelig ikke mine ord igen.

Ann-Ivy, der serverede kaffen, stod i anretterværelset, havde samlet servicet sammen, lagt servietterne på stuepigens underarm og rakt hende bakken, stuepigen bar den ud i køkkenet, Ann-Ivy lukkede døren efter pigen, og ville lydløst gå hen over de tykke tæpper uden om dagligstuen med alle damerne, hen til mrs. Tuckers lille privatkontor, hvor fruen kun satte sine ben når hun skulle bruge sine juveler, checkhæfte eller kontanter, eller give sekretæren besked om korrespondancen og den afdøde ægtefælles omfattende privatar- kiv. Ann-Ivys arbejde.

Pludselig hviskede damerne om mordet på præsident John Kennedy.

Det lød, som om noget helt uventet var indtrådt, som endelig kunne fremme denne dunkle sags opklaring. Damerne troede sig alene uden lyttende tyende. Damerne sad i Palmelunden, skjult bag opstillede bambusskærme i den bal- salsstore dagligstue, med alle døre åbne ud til haven; paladset var bygget i spansk-texansk kolonystyle, der mest mindede Ann-Ivy om billederne af nazi- Hitlers rigskancelli i Berlin, men var Hitlers kontor hvidmalet, nej.

Jamen, mordet på præsident Kennedy?

Ann-Ivys far, kommunal rådmand i Oslo, havde været frygtelig ophidset i måneder og år derefter, det huskede Ann-Ivy meget tydeligt, hun stivnede, stod lammet midt på gulvtæppet, og lyttede.

Joh, mrs. Baxter havde sagt til mrs. Knudsen, at mrs. Fanni Doyle havde for- talt hende, at mrs. Arlingtons nevø, Orozco, hvem kunne dog tro det om den pæne unge mand, var blevet kontaktet af FBI. Og ifølge mrs. Arlingtons triste svoger, John Oresco sagfører, ham der var indblandet i den kedelige børs- skandale sidste år, havde den nye direktør for forbundspolitiet, åh, hvad hed- der han, ham med den store supermarkedskæde, senatoren, I ved, krævet en ny kulegravning af verdenshistoriens mest mystiske sag, havde han sagt.

Papegøjerne hviskede opskræmte i munden på hinanden, og pludselig lød et halvkvalt skrig: "Ohgud, Jessica". Jessica var værtinden, mrs. Tucker, "nu har du vel ikke mere tilbage i Paul Ingwer Tuckers arkiv, er det nu fjernet alt sammen?". 

Mrs. Tucker forsikrede: "Jamen sødeste Elisabeth, hvor kan du sige det, FBI har fået alt, hvad der var, det ved du da".

Ann-Ivy blev stakåndet, listede på tåspidserne tværs over hundreder af per- siske tæpper i ulmende farver, nåede udmattet tilbage til mrs. Tuckers privat- kontor. Hvad i baptisternes hellige himmel skulle hun gøre? Hjemme i værel- set, nederst i kufferten, lå nogle meget ubehagelige fotokopier af breve og tegninger, mærket Friheds-Logen.

Mrs. Tucker havde en dag ringet hjem, hun havde glemt en ring, bad Ann- Ivy åbne boksen, der sad i væggen ved siden af reolen med gamle landkort. "De skal dreje på låsen på døren, kan De det? De skal dreje på låsen til mit smykkeskrin. Har De fundet den, det var dejligt, vil De komme ud til mig med den", og da mrs. Tucker satte ringen på fingeren sagde hun: "Nu må De ikke stjæle noget fra boksen, så kommer politiet efter Dem, lille De".

Da var det ulyksalige allerede sket i Ann-Ivys i tanker. 

Det var ikke juvelerne, dollarssedlerne og checkhæftet, der fangede Ann- Ivys interesse. Det var en tyk bog i rødt skind, fornemt håndværk af en dygtig bogbinder, med bladguld, Friheds-Logen, og idet Ann-Ivy stillede smykkeskri- net på plads i boksen, løftede hun bogen for at beundre den. Men det var ikke en bog. Den var hul indvendig, fyldt med breve og tegninger, som faldt på gul- vet. Hun samlede dem op, håbede at få dem lagt ned i den rigtige rækkefølge, så uheldet ikke blev opdaget. 

Så gik det pludselig op for hende, at hun stod med koder og mordplaner for en sammensværgelse i sine hænder, en gammel, men endnu ikke glemt affæ- re. Ann-Ivy lagde papirlappen med boksnummeret ind i sin brystholder, kaldte på tjeneren, der skulle køre hende ud til mrs. Tucker, afleverede ringen, lytte- de smilende til mrs. Tuckers formaning, kørte tilbage, åbnede boksen. Og i euforisk tilstand, kun for at glæde sin rådmandsfar hjemme i Oslo, kopierede hun alle Friheds-Logens breve og tegninger tilsendt Paul Tucker, kørte tilbage til dr. Crains College, og gemte kopierne i sin kuffert.

-

To dage senere blev Ann-Ivy afhørt af FBI. Hvem hun var, hvorfor hun var i USA, om hun havde politiske interesser, hvorfor hun arbejdede for mrs. Tuc- ker? Ann-Ivy blev meget nervøs. Så nervøs, at hun ikke kunne skjule sin angst for politimanden, som dog ikke gad forfølge sagen. Han bad i stedet dr. Leo- pold, FBI´s fortrolige på dr. Crains College, holde et lille øje på norske frøken Ann-Ivy.

Dr. Leopold var af væsen rævesnu; han var ikke interesseret i FBI´s færden rundt i Texas og dermed måske få indblik i Den Kristne Fundamentalistiske Kirkes hemmeligheder, men det måtte vente, han greb chancen til at udnytte det letsindige pigebarn.

Leopold sad på hendes seng, viftede med stakken af kopierne fra Friheds- Logen til mr. Paul Tucker. 

Ann-Ivy protesterede; dr. Ziggar blev tilkaldt, og sammen slæbte Leopold og Ziggar angste Ann-Ivy til straffesamtale med overguden, Hobert Crain.

Her skete det ejendommelige, at de meget hellige herrer ville brænde bevi- serne, sagde de, dersom Ann-Ivy ville gøre dem visse gentjenester. Hun sagde ja, uden at kende betingelserne. Samme aften spiste hun middag i den Fysisk Fundamentalistiske Helligdom, et ovalt værelse med spejle i loftet og på alle vægge. 

Efter middagen, hummer og salat, sammen med to andre studerende, en frodig tysk pige, Charlotte, og den altid alvorlige spanske pige, Francesca, samt dr. Crain og dr. Ziggar og dr. Leopold, drak selskabet ilde smagende gule cocktails, og de hellige herrer og Charlotte og Francesca sniffede kokain og tilbød Ann-Ivy at være med i legen. Hun turde ikke sige nej. En time senere befandt Ann-Ivy sig i et pinligt, for ikke-indviede tarveligt sexorgieselskab, en hændelse der fortsatte uge efter uge, når de hellige herrer havde lyst.

-

Pauline lyttede i stigende vrede til Ann-Ivys betroelser.

"Vi rejser hjem omgående", sagde hun.

"Jeg har ingen penge", græd Ann-Ivy.

Pauline svarede: "Stop, jeg har en idé".

-

-

                                                           guld35                              

-

-

-

-