Regeringschefen tilsluttede sig forsvarsministerens og justitsministerens op- fordring til suspension af kriminalinspektør Homme. Beslutningen blev truffet i en pause under folketingsvalgets festivitas, en af de nætter, hvor Christians-borg, som en troldehøj, står på gloende pæle.

En deling grønjakker arresterede Homme, da han sent ud på natten steg ud af bilen og vinkede til Lenepigen. Hun stod i køkkenet og varmede ægtefæl-lens mad. 

om blot Lenepigen havde fået et par børn, tænkte han.-

"Hvad satan?", råbte Homme, da et par håndjern smækkede sammen om hans håndled.

"Vi følger kun vores ordre".

"De skal redegøre for general Søren Hansens død, det ligner mord".

"Manden kunne jo ikke svømme", råbte Homme; han blev løftet op, båret ind i militærets mandskabsvogn, og måtte opleve den tort, at blive indespær-ret i kachotten i Tilsynet.

"Hvad i helvede er meningen", råbte han.-

Politimester Trapp kom trippende. "Ja, det er dog skrækkeligt", peb han.

"Trapp, luk mig ud, hvad vil I mig, jeg er uskyldig", tryglede Homme.

"Det kan jeg ikke. Min onkel, forstår du, min onkel, forstår du".

"Dét her skal du sateme komme til at fortryde, det hævner jeg, det lover jeg dig, din skidtspand, din fladpandede røv af en jurist, du, skiderik", hvæsede Homme, kridhvid i ansigtet af vrede. 

I ophidselsen glemte han at holde på sit vand. Det silede fra hans bukser, ned over hans sko, løb ud gennem tremmedøren i kachotten, ud foran fødder- ne på politimester Trapp.

"Homme, du er jo syg", peb hr. Trapp.

De næste timer gik Homme frem og tilbage i cellen, stødte mod tremmedør og den modsatte væg, kunne ikke finde rytmen, skridt frem, omkring, skridt til- bage, mumlede: 

"Dét skal jeg hævne, det skal jeg sateme gengælde med bål og brand, det skal de idioter få betalt med rentes rente".

Til sidst lagde han sig træt på briksen, kunne ikke sove, fra vagtstuen kvær- nede tv-apparatet. "Vi venter på landsresultatet af folketingsvalget. Højrefløjen vinder måske valget".

"Røvhuller", mumlede Homme.

--
Efter lang tids rejse

Så kom tiden, som måtte komme, da politimester Trapp mødte sin tidligere kollega, Homme, under lidt usædvanlige omstændigheder.

Familien Trapp lejede hvert år en sommerbolig på Skagen. Det snobbede miljø passede til deres standard, mente de, uagtet det var vanvittigt dyrt, langt oversteg Trapps økonomi. Det var særlig den ældste pige, Lucie, der satte kra- vet igennem; hun havde fundet en sommerven, Thomas, søn af teaterdirektør Pulsberg, kendt som en fed og særdeles velhavende herre.

-

Der var cirkus i byen. Som blandt de mange dristige attraktioner kunne vise den kendte Kriminal-Jack og hans hunde. 

Det var Homme, der hver aften viste et flot cirkusnummer med den nu lands- kendte hundetrio Dandy, Sofus og Pluto.

Hommes svoger, som var bekymret for Hommes helbred efter undersøgelsen af en uskyldig mand, mente svogeren, havde en dag bemærket: 

"Nu er dine hunde så skrappe, at de kan optræde i en cirkus".

Svogeren udnyttede visse kontakter, og allerede to måneder senere fik trup- pen det første engagement hos en desperat revydirektør i en sommervarieté, som var lykkelig da Kriminal-Jack frelste revyen fra fallit. Året efter var Hom- mes hundetrio alment kendte skikkelser i landets store og små, omrejsende cirkus.

Hommes optræden foregik i tre afdelinger.

I første afdeling sad Kriminal-Jack, i en lænestol i manegen og læste en avis, drak en øl, røg på en cigar, hundene lå roligt ved hans fødder. Så kom svogeren ind i manegen, formummet som indbrudstyv, listende, ville stjæle Kriminal-Jacks værdier. Men pludselig sprang hundene på indbrudstyven, gjorde ham ukampdygtig, og alle børnene i cirkus hvinede af fryd.

Anden afdeling var tiltænkt de voksne.

Hovedpersonen var en ung pige, svogerens datter, Evelyn. Evelyn var billed- skøn, men født med en hjerneskade, alle sine år havde hun været anbragt på en anstalt, til så stor sorg for moderen, at hun græd sig i døden, og så stor bekymring for faderen, der nat og dag spekulerede på, hvordan han kunne frigøre datteren fra apatiens jerngreb, at han overtalte Homme til at lade Evelyn komme med i truppen.

Der var helt mørkt i manegen. 

Når lyset tændtes gik en ung pige og plukkede blomster. Pludselig dukkede skurken op, lænkede pigen med jemkæder, og, der gik et skrækkens sus gen- nem cirkus, rullede pigen ind i et stort tæppe, og skjulte hende ved skovsøens bred.

Så kom Kriminal-Jack med sine hunde. Og mens Kriminal-Jack kæmpede med skurken, puffede, snusede, skubbede og løsnede Dandy og Sofus og Plu- to med tænderne den stakkels pige fri fra tæppet og lænkerne og, næh se dog, og bifaldet bragede, pigen strakte armene mod solen, så nøgen som gud havde skabt hende.

Tredie afdeling var mystikkens.

Kriminal-Jack bad om tilladelse til at låne tre mandlige gæsters tegnebøger, "endelig tømt for indhold, naturligvis", hvorpå Kriminal-Jack bad tre benovede drenge gemme tegnebøgerne "et godt og hemmeligt sted blandt det ærede publikum".

Den ene tegnebog havde Kriminal-Jack, hr. Homme, diskret smurt med den gode duft af sardin i olie, den næste gemmebog med en svag duft af røget sild, den tredie med blod fra aftenens hundefestmåltid, kød fra slagteren.

Så blev blev Dandy og Sofus og Pluto, som havde hætter trukket over hove- derne, og under forspillet stod i snor hos Evelyn, og med deres lyttende øren fulgte med i seancen, sluppet fri, og på mindre end ti sekunder fandt de dyg- tige hunde under publikums store jubel de bortgemte tegnebøger.

Derpå bad Kriminal-Jack om damernes tilladelse til at låne tre guldsmykker, "men endelig ægte guld, simili duer ikke". Det gav åndeløs stilhed, når de lokale matadorers damer, genert smilende, gav Kriminal-Jack deres kostbar- heder, som han, der gik et gisp gennem publikum, hensynsløst druknede i tre spande med vand. Så kom billedskønne Evelyn med Sofus og Pluto og Dandy, de havde hætterne trukket ned over hovederne. Evelyn trak hætterne af, og "Søg guld", råbte Kriminal-Jack, og de guldudlånende damer blev oversnuset af Dandy og Sofus og Pluto. Damerne hvinede, publikum larmede, og "find", råbte Kriminal-Jack, og dyrene løb hen til de tre vandspande i manegen, stak hovederne ned under vandet, og løb hen til Kriminal-Jack med de fundne smykker. Bifaldet bragede, truppen trak sig tilbage, smilende hilsende det be- gejstrede publikum.

-

En dag forsvandt svogeren fra truppen; han rejste til et fremmed land med tre unge feminine mænd, italienske luftakrobater. Homme havde kun sagt:

"Hvad, er du sådan?", da svogeren afslørede den hidtil bekæmpede tilbøje-lighed. Uden flere bemærkninger afregnede Homme med sin partner.

Fra den dag var Lenepigen figuranten, der fik tæv i første afdeling af Krimi- nal- Jack, og i de andre afdelinger hjalp til så godt hun kunne. Men Lenepi-gen glemte ofte papilotterne i håret, ja det hændte at papilotterne kun kom ud af håret en gang om måneden. Da forlangte Homme, at Lenepigen kom i bad. Et vist sløvsind havde altid præget Lenepigens familie.

Homme så ret tarvelig ud, ubarberet, i snavset tøj, altid beruset af øl og bræn-devin, en uvane der gjorde Dandy og Sofus og Pluto nervøse; de søgte til Smukke-Evelyn. 

Evelyn klappede dem, kælede med dem, børstede og fodrede dem. Evelyn havde lært flere små vaner, hun kunne sy og koge lidt mad, men sad oftest på sin skammel i beboelsesvognen og sov eller så sløvt ned i gulvet.

De unge artister beundrede Smukke-Evelyn, hun smilede så kønt når de talte til hende, men de havde stor respekt for Kriminal-Jack, turde ikke spørge ham, om hans datter måtte gå med til aftenens bal i byens pavillon.

-
Skagengossip og Statstidende

Politimester Trapp havde netop denne dag modtaget et brev fra en advokat, der beklagede at måtte erklære politimesteren konkurs. En medfølgende skri- velse fra civilretten understregede sagens alvor. Trapps kreditorer havde rottet sig sammen. Det havde ikke skortet på advarsler, men den nu pensionerede politidirektør Wamsel havde væltet læsset. Efter den fjerde uindfriede veksel sagde Wamsel stop, og bad banken inddrive beløbet. Lavinen rullede, midt i sommerferien, da Trapp var med familien på sommerophold i Skagen.

Samme aften fulgtes familierne, Trapp og teaterdirektør Pulsberg, til det årlige besøg i cirkus. Stemningen mellem familierne var trykket. Den nyligt proklamerede forlovelse mellem Trapps datter, den unge frøken Lucie, og Pulsbergs søn, Thomas, skulle igen ophæves.

Det var Skagens sensation dén uge.

Enhver forelsket er forrykt, Thomas var i syvende himmel, han var forelsket, men ikke i Lucie. I en måned havde Cirkus Alhambra givet forestillinger i Ska- gen opland og by. Thomas var betaget af Evelyn.

Evelyns lydefri krop og billedskønne ansigt fascinerede Thomas i den grad, at han var døv for Lucie Trapps bebrejdelser. 

Fru Trapp havde spurgt sin mand, hvad Lucie kunne gøre?

"Ønsker du virkelig en privatdetektiv sat på sagen?", svarede Trapp hånligt.

Derfor havde frøken Lucie klædt sig ud som en nysgerrig ung mand, der fandt cirkus meget spændende. Lucie kravlede efter forestillingen på maven efter Thomas, eller fulgte efter Evelyn, fra Hommes beboelsesvogn ind i det mørke cirkustelt, hvor Thomas og Evelyn hengav sig til hinanden hver nat.

Homme vidste nøjagtigt hvad der foregik. 

Af gammel vane læste han dagligt Statstidende og havde længe undret sig over det hav af pantebreve, der oversvømmede politimester Trapps ejendom i Ordrup ved København. Trapps økonomi måtte være elendig; og fra lokalbla- dene erfarede Homme alt om den forliste forlovelse mellem Lucie og Thomas.

Da Homme efter forestillingerne havde bemærket Thomas Pulsbergs feber- hede interesse for Evelyn, og set dem forsvinde ind i cirkusteltet i midnats- timen efter forestillingen, og set en ung pige, den søde Lucie Trapp, forklædt som ung mand,  snige sig efter det forelskede par og bivåne deres elskov, overraskede han Lucie.

"Er du en sygelig tilskuer", sagde han, bad hende gå med ind beboelsesvog- nen. Da Lenepigen så den forklædte unge pige, jagede hun pigen og Homme brutalt ud i regnen.

-

"Ved du hvad du skal, Lucie, du skal rejse med mig og min lille trup, og det samme skal din kære Thomas. Den kære Thomas er for tiden fortryllet af Eve- lyn, men det fortager sig når han lærer hende nærmere at kende. Hvad siger du til det. Har du lyst?".

"Jamen tror De Thomas vil?", svarede Lucie forknyt.

"Det skal jeg nok ordne. Thomas er glad for teater og cirkus og Evelyns ma- gi, det ordner jeg", svarede Homme, "følg mig". Homme og Lucie listede ind i det bælgmørke cirkustelt. Her afslørede de den elskovssyge Thomas i favnen på Hommes sødt smilende, bedårende smukke, hjernesvage niece, Evelyn.

Næste formiddag sendte Homme sin hustru gennem 35 år, Lenepigen, tilba- ge til lejligheden i Valby ved København.

"Jamen, søde Homme, hvordan skal du klare dig uden mig?", græd Lenepi- gen.

"Du giver mig for mange bekymringer, du har aldrig givet mig børn, du opfø- rer dig akavet under forestillingen og du er et svin med dig selv, du gider end ikke holde mit tøj i orden, farvel, skrub afsted, ud med dig", svarede Homme, i en for Lenepigen meget uvant hård tone. Hun forstod ægtefællens alvor, pak- kede sit tøj.

"Det er dig, lille Homme, der er blevet fordrukken", snøftede hun.

-

Samme morgen erklærede Pulsberg for sin søn, at han var tilfreds med den hævede forlovelse. Pulsberg blev adviseret af advokaten, han havde set de unges billeder i avisen, og advarede sin frimurerlogebroder:

"Altså, Pulsberg, det synes jeg er meget uheldigt for dit navn, Trapp går kon- kurs om otte dage, prøv dog at forhindre den tåbelige forlovelse". 

Pulsberg havde nær tabt telefonen. "Åhgud, jeg har lovet ham et lån på to hundrede tusinde kroner, åhgud, hvad bilder han sig ind, den svindler? Men sig det endelig ikke til nogen. Tak, kære broder, tak, kære ven, vi ses i logen på torsdag".

Den samtale refererede Pulsberg til sin søn, Thomas: 

"Der ser du, din såkaldte svigerfar er ikke andet end en svindler. Du må finde dig en anden og bedre forlovede, min dreng, men først skal vi i cirkus".

jeg elsker Evelyn og jeg elsker cirkus, tænkte Thomas henført; slugte den sidste bid morgenkrydder, kyssede sin søde mor farvel, løb ned til Homme, og genfortalte om Pulsbergs samtale med den emsige advokat. 

Homme nikkede tilfreds.

---
Kriminal-Jacks sidste forestilling

Om eftermiddagen holdt Kriminal-Jack prøver med sin nye trup. Alt parat til det store afslutning på festforestillingen i Skagen By. 

Cirkus Alhambras sensation gjorde entre, orkestret truttede i instrumenterne. Kriminal-Jacks forestilling i Skagen blev en særpræget og længe omdiskuteret oplevelse for publikum. Homme havde forandret truppens optræden. 

Første afdeling: Fire cirkustjenere bar modvilligt en stor kasse ind i mane- gen, løb hurtigt ud igen, synligt forargede. Kriminal-Jack, iført guldtresset poli- tiuniform, åbnede kassen, publikum reagerede uroligt. En stor flok rotter løb ud over manegen og dannede, nydeligt disciplinerede, en stor procession, der bevægede sig rundt i manegen.

Rotterne hoppede i takt til musikken, trippede rundt i rytmiske hop, oprejst på bagbenene, elegant støttet af den lange hale, som var de små kænguruer, et mageløst optog, der glimtede og blinkede, oh se, med guldstykker i tænder- ne og mellem forbenene, bærende kendte effekter af guld: Guldringe, kæder, brocher, smykker, mønter,  armbånd, guldskeer, guldgafler, guldbægre, og de særeste deformiteter af dentale proteser, brækkede overmunde, halve under- munde, knækkede broer, og guldtænder, masser af guldtænder.

Projektørlyset flammede, guldhjulet drejede og glitrede, det var mageløst. Kriminal-Jack piftede i en fløjte, og ind sprang i rask galop tre flotte store hunde klædt i prægtige guldtressede ministeruniformer med trekantede hatte på hovederne. På den ene hund var påbroderet navnet Regeringen, på den anden Skattevæsnet, på den tredie Fondsbørsen.

Hundene jagede rotterne tilbage i kassen midt i manegen, men rotterne havde værsågod at aflevere guldet før de fik lov til springe op i kassen, og de rotter der forsøgte at flygte med guldet, blev haps, oh nej, de stakkels dyr, bidt af de glubske hunde, der ikke viste nogen nåde.

Børnene hvinede i fryd og skræk og mange voksne protesterede "pas dog på de små dyr", og de ivrigste blandt publikum løb ind i manegen og løb ud igen med en eller to rotter og mange guldstykker i favnen.

Nu var alle rotterne, bortset fra de undvegne, tilbage i kassen, cirkus-tjenerne bar hurtigt kassen ud, og de frække hunde snød Kriminal-Jack, der ikke fik ét eneste guldstykke. Det stjal de frække hunde, gemte det i deres flotte uniformers rummelige lommer, nej dog, hvilken skændsel for politi-manden med guldtresser og sabel, knippel og pistol, og til sidst hoppede de forklædte hunde, Regeringen, Skattevæsnet og Fondsbørsen ud af manegen i galop.

Kriminal-Jack bukkede. Publikum klappede, enkelte hyssede.

Mørke i manegen. Langsomt kom lyset tilbage. 

Nu gik to yndefulde unge piger og plukkede blomster. 

Men en skurk, det var Thomas, dukkede frem, han greb først den ene pige, så den anden pige, lænkede dem med jernkæder, børnene råbte "nej, nej, nej", skurken rullede pigerne ind i et stort tæppe og skjulte dem ved skovsø- ens bred.

Så kom Kriminal-Jack med sine hunde. Han kæmpede med skurken, fik ham lagt i håndjern og førte ham ud, projektørlyset flakkede hid og did, de flotte hunde puffede og skubbede og løsnede med tænderne de stakkels piger fra lænkerne og det væmmelige tæppe og se, næh se, to smukke piger og en ung mand strakte armene mod projektørsolen, så nøgne og smukke som naturens egne børn. 

Det var Evelyn og Lucie, og mellem dem stod Thomas. Forunderligt. Derpå pludseligt mørke i manegen. Bifaldet brusede. 

Og igen flot lys i manegen.

Kriminal-Jack gik hen foran publikum til æreslogerne med familierne, politi- mester Trapp og teaterdirektør Pulsgård og selveste hr. borgmesteren.

"Ærede publikum", råbte Kriminal-Jack, "nu udbeder jeg mig selveste politi- mesterens, borgmesterens og teaterdirektørens tegnebøger".

Der gik et sus af forventning gennem publikum. Ville byens matadorer og de kendte sommergæster være med i legen? 

Trapp rakte med et sygt smil sin magre tegnebog til Kriminal-Jack. Borg- mesteren måtte låne sin hustrus tegnebog, en lille flad en, som hun skyndte sig at tømme for indhold, før hun rakte den til Kriminal-Jack. Pulsberg tøvede, fik sved på panden, og glemte at protestere da Kriminal-Jack med et elegant snuptag halede Pulsbergs tegnebog med fyldigt indhold op af hans lomme.

Tre benovede drenge gemte tegnebøgerne for Kriminal-Jack.

"Husk nu, kære børn", råbte Kriminal-Jack efter dem, da de klavrede op over bænkeraderne, "det skal være et godt og hemmeligt sted blandt det højtærede publikum".

Så blev Dandy, Sofus og Pluto ført ind i manegen af Evelyn, sluppet fri, og på mindre end ti sekunder havde de under publikums store jubel fundet de bortgemte tegnebøger. Kriminal-Jack afleverede med et høfligt buk borgmes- terfruens tegnebog tilbage til ejer inden. Men satte sig derpå ind i manegen og åbnede på gavtyvemaner politimesterens og teaterdirektørens private gemmer i deres tegnebøger.

"Næ, stop, det er dog for galt", råbte Pulsberg. Han fægtede med armene, tomatrød i ansigtet, trådte ophidset ind i manegen. Trapp følte, at det burde han også gøre, og gjorde det. 

Kriminal-Jack kravlede som en gavtyvekrabbe væk fra de to mænd.

Pludselig lød snerren fra Sofus og Pluto. 

De sled sig løs fra Evelyn og angreb Trapp og Pulsberg. Dyrene flænsede ra- sende i Trapps og Pulsbergs tøj, væltede de to mænd omkuld i manegen. Der var i disse sekunder den absolutte stilhed blandt publikum i hele cirkus.

MIN REVOLVER  MIN REVOLVER

Det skete lynhurtigt. Før nogen nåede at gribe ind havde Sofus sønderrevet Trapps strube, og Plutos kæber låst sig fast i Pulsberg strube.

"Min revolver, hurtigt, min revolver", råbte Kriminal-Jack, løb ud fra mane- gen.

Dandy halede i Evelyn, hun snublede. Dandy slæbte Evelyn efter sig, løb ud efter sin herre. Publikum skreg og kom i oprør, og mange, især alt for mange børn, kom til skade under flugten fra den barbariske oplevelse den aften, i den ellers så fredelige Cirkus Alhambra.

I de følgende dage udtalte Kriminal-Jack:

"Jeg er dybt rystet over det skete. Jeg kan kun finde én eneste rimelig for- klaring. Disse hunde fik en alt for hård opdragelse af den tidligere ejer. Han trænede dem som kamphunde, en metode jeg aldrig har brudt mig om. Jeg behandlede min dyr godt og medmenneskeligt, jeg håbede de havde glemt den hårde fortid. Eksemplet viser, at man ikke skal fæstne sin tillid på frem- mede hunde".

EFTER SKIFTERETTEN

Pulsberg, salig Pulsberg, var mangemillionær. Heraf fordelte skiftedomme- ren halvdelen til enken, og den anden halvdel til enebarnet, Thomas. Men dommeren måtte afvise en ophidset advokat, der kaldte sig storvisir, mødte frem i underlige gevandter, og krævede dødsboets midler udbetalt til den hemmeligE frimurerloge, 'Gralsbrødrene fra Kronborg'.

Storvisiren påstod, at "Broder Proppen, jeg mener, afdøde teaterdirektør, hvad er det nu han hedder, Fugleberg, nej, undskyld, jeg mener Puleberg, næ, hedder han Pulsberg, ja, naturligvis", havde tilskænket logen sin formue. Storviseren dængede dokumenter med hemmelige laksegl op på dommerens bord, idet han hviskede: "Se her, gældsbreve, svig, veksler, fup, kæmpelån, en utrolig roulette på fondsbørsen med fallerede selskaber".

Hertil svarede dommeren lakonisk: "Jeg må henvise Dem til privat søgsmål".

"Jamen, formuen", peb storviseren.

"Det tænkte jeg nok", smilede Homme, da han læste referatet i lokalavisen.

-

Kort tid efter fik Homme besøg af nygifte Thomas og Evelyn. "Vi rejser langt væk til Australien", sagde Thomas og kyssede sin smukke, hjernesvage kone. En skavank, den unge hr. Thomas aldrig opdagede.

"Ser man det, glimrende", sagde Homme, "til lykke med brylluppet, lille Evelyn". Evelyn smilede taknemmeligt, venlige ord gjorde hende glad.

"Jeg har sat en lille skilling af til dig i banken, her er bankbogen", sagde Thomas, gav Homme et fint rødt etui med en bankbog.

"Jeg bryder mig ikke om dine penge, næ, min ven, jeg ved hvem der fortje- ner en erstatning for svigtet forlovelse, det gør Lucie Trapp".

Thomas rødmede. "Hvor, hvor, hvor meget", stammede han.

"Nej, ikke til Lucie, men til hendes mor, husk det nu".

"Vil du ikke ordne det for mig, det er lidt, eh".

"Pinligt, når man svigter en pige, eller damen svigter herren, jeg ordner det", svarede Homme.

-

Homme talte med enkerne, først med Regitse Pulsberg.

"Tænk Dem, hr. Kriminal-Jack, for få dage siden havde jeg en mand og en søn, nu sidder jeg helt alene", snøftede hun.

"Undskyld frue, hvor gammel er De?".

"Hvabehar?".

"Åhja, undskyld, frue, ser Dem sidde alene tilbage, og De er smuk og intelli- gent, så synes jeg De skulle rejse langt væk et par måneder, til Kina, måske".

"Kina, mig", råbte fru Regitse bestyrtet, "jamen hvad tror De mine veninder vil sige til det".

"De kunne jo invitere Deres veninder med på rejsen". 

Regitse Pulsberg blev senere gift med en kineser i Hong Kong.

-

Da Homme mødte Tekla Trapp, sagde han:

"Kæreste Tekla, det har været et hårdt slag for dig, men også for mig, som føler mig lidt skyldig i ulykken".

"Nej, sødeste Homme, sig nu ikke det, alle ved, hvordan du med stor risiko for dit eget liv kæmpede med de afsindige bæster. Det kunne ikke være andet, sødeste Homme, vi bestemmer jo ikke selv over vores skæbne, vel".

"Næ, det har du nok ret i".

"Banken ringede, de sagde du havde ordnet det alt sammen, det er virkelig meget rørende af dig, sødeste Homme, jeg har ikke tænkt på andet end den modbydelige konkurs, det er en ren skandale", græd Tekla.

"Gælden er betalt, og der er et lille overskud til dig".

"Homme, er det virkelig sandt?". Fru Teklas øjne græd og smilede.

Homme så ud i haven; der sad Lucie Trapp, nu gift Homme, og kælede med Dandy, hunden slikkede Lucies hænder.

"Tænk, sødeste Homme, nu er du min svigersøn, det er næsten utroligt, jeg er så glad på Lucies og dine vegne', smilede fru Trapp.

"Vi rejser til Jylland et par dage, Lucie har plaget mig for at komme med".

"Jamen, Homme, i hendes tilstand, går det an?".

Fru Teklas ansigt røbede glæde og bekymring.

"Lucie har jo sin mors stærke krop, farvel, Tekla", smilede Homme; kyssede sin svigermor farvel.-

"Hør, mens jeg husker det". Homme tøvede. "Du kunne vel ikke huse en af mine venner et par dage, en nydelig mand, han er advokat, Beni Sofikar hed- der han, jeg har et billede af ham".

"Hvem er dog den pæne mand, hvor har han dejlige øjne". 

Fru Trapp blev senere gift med Beni Sofikar.

enkerne var såmænd taknemmelige arvinger, tænkte Homme.

-

-

-

                                                       guld34                              

-

-

-

-