Et ur viste 09:16.

Skatteinspektør Lundefryd måtte opleve, efter en behagelig hvil og en lille forfriskning under cykelturen, at han nær var blevet arresteret. Militærpolitiet  lagde ublidt en hånd på Lundefryds skulder, nægtede ham adgang til Weiters hus. Lundefryd sagde værdigt: 

"Mine herrer, De lægge hånd på en embedsmand".

"Vi har vores ordre, De kommer ikke ind".

"Og hvordan har De så tænkt Dem, at jeg skal foretage udpantning".

"Er De fra skattevæsenet?".

"Ja, det kan jeg love Dem for, skattepolitiet, se mit navn, vær så god, min legitimation".

"Javel, De er offentlig myndighed, gør Deres udpantning".

"Tak".

-

hvad er her dog foregået, tænkte Lundefryd; han gik fra værelse til værelse.

Den øverste etage var fyldt med skudhuller, der var blodspor overalt. Lunde- fryd gik ned ad trappen, alle steder en masse blod; han fandt køkkenet, drak vand fra en dryppende vandhane. Alt var knust, raseret, som i en rigtig krig.

måske er det upassende at snige sig ind i Lars Antons tilværelse på denne måde, men skattepolitidirektøren er jo nøjeregnende med for store restancer

Lundefryd sukkede, åbnede en dør.

mon ikke dette er Lars soveværelse, det tror jeg, hvorfor tror jeg det, jo, her er et klædeskab, det kunne ligne Lars tøj, han går i sit tøj alt for længe, det er meget slidt

Fløjdørene til det næste værelse bandt. Lundefryd skubbede hårdt til døren, hvorfor bandt den? Døren svingede op.

-

åh, se nu, væltede møbler, knuste ruder, brændte gardiner, huller i vægge, hvad ér dog det, jamen, hvad ér her dog sket, er det nu kommet så vidt med ungdomsbandernes hærværk

du godeste, der ligger et lig, et sort genfærd, gud, det er en neger, en lille indskrumpet dame, hvorfor ligger hun på gulvet med ansigtet nedad, er hun væltet ned på gulvet, ohnej, det er vel ikke skænding af liget, nekrofili, hvorfor er der ikke tilkaldt en bedemand, jamen er det ikke fru Marion, Lars Anton Er- nests unge smukke frue, den begavede sorte pige, hun havde så dejlige øjne, åhgudnej, hvad er her dog sket, lad mig komme ud

Pludselig vrælede Lundefryd i stor rædsel: 

"Hjælp, hjælp mig". 

Lundefryd skubbede mod døren til havestuen, skar sine hænder til blods på knust glas, skubbede døren den forkerte vej, sansede ikke at træde tilbage, trække i døren; han trådte på liget, den døde rallede. 

Der gik panik i Lundefryd; han lagde sig på knæ, hulkede, råbte: "Sofie, det er ude med mig, pas på børnene". 

-

Lundefryd glemte sin mappe, cykel og regntøj. Lundefryd løb forvildet ud på landevejen, ville så gerne synge en munter sang: "Og regnen den regner hver evige dag, og regnen den regner hver evige dag".

Lundefryd døde på Hillerød jernbanestation; han havde mistet sin jakke, sit slips og sine sko; han lå drivvåd på en bænk på perronen, nysgerrige stimlede omkring ham.

I toget mod København skændtes passagererne: 

"Herregud, en frysende stakkels vagabond". 

"Nej, det tror jeg ikke, han lignede en bortgået epileptiker fra en anstalt". 

"Næ, han er forbryder, han er undveget fra straffeanstalten i Horserød. Jeg kender typen".

Regnen piskede i kaskader mod togvinduet.

-

Folketingsvalget havde været en katastrofe, valgdeltagelsen kun 12 procent; alle sagkyndige protesterede. Valget var ikke udtryk for folkets vilje, men vejr- gudernes, som med enorme regnmængder havde tvunget folket til at redde, hvad reddes kunne fra vandmasserne.

Aviser, radio og tv afviste rygterne om et statskupforsøg, og om en militær- aktion mod en fjendtlig organisation i Søllerød. 

Realiteten var, hed det, at folket var forhindret i at møde frem til folketings- valget på grund af vejret, mange modige vælgere druknede under stormflo- den, og dernæst kunne de vælgere, der nåede frem til valgstederne, ikke afgi- ve deres stemme, fordi valgstedet var lukket. 

Så skete det helt utænkelige: Forretningsministeriet og folketinget erklære- de valget ugyldigt, fastsatte en ny valgdato 30 dage senere.

-

Forsvarsministeren pressede justitsministeren til at fremskynde retssagen mod den hemmelige flygtningeorganisation, ved Beni Sofikar, Laila Corne-lius, Emilia Albertine, Peter Nyvang, den sidste post mortem, samt medtiltalte Lars Anton Ernest. Endvidere tiltalen mod Lars Anton Ernest for drabene på Eva  Rytkova og Freddy Frog Frederiksen, samt tiltalen mod Marion Anton Ernest, post mortem, og Lars for mordet på oberstløjtnant Weiters, samt for tyveriet af adskillige tons tyskerguld. 

Ja, det samme guld, som den heltemodige danske modstandsbevægelse havde konfiskeret i voldsom kamp mod den overvældende tyske overmagt under befrielsen i majdagene 1945, skrev forsvarsministeren.

"Alt det påhviler den næste regering", svarede justitsministeren.

"Du er da en tåbe. Kan du ikke se den virkning det vil få, dersom retten afsi- ger hårde domme, der falder få dage før valget?".

"Der er ikke meget kød på den ene sag, og angående Lars Anton, vil dom- men næppe blive opsigtsvækkende".

"Mener du frifindelse? Og det skal høre fra dig? Ved du hvad der sker hvis vi taber valget og de røde vinder?".

"Ja, du bliver hængt i en lygtepæl".

Regeringschefen lyttede til forsvarsministeren; retssagerne blev fremskyn- det.

-

Efter politimester Knopfs begravelse, sendte enken, fru Bodil, Hyldekrogens Pluto i en trækasse til general Søren Hansen.

"Kære hr. general", skrev hun. "som den store dyreven De er, forstår De sik- kert hvilken pine det er for mig, i min længsel efter min afdøde mand, at se dette stolte dyr lege med mine børn, som ikke påskønner dyrets kærlighed til dem. Det prægtige dyr savner sin herre. Jeg beder Dem indtrængende, at gå ind i hans sted".

General Hansen opfattede den sidste linie bogstaveligt. Efter at have opta-get Hyldekrogens Pluto som ligestillet partner med sin egen Sofus, opsøgte han fru Bodil. Det lykkedes ham at imødekomme enken; hun havde altid svær-met for en mand, adskillige mænd, i uniform.

-

Kriminalinspektør Homme saboterede arbejdet i Tilsynet. Et skjult fjendskab mellem Homme og general Hansen blussede op efter politimester Knopfs død; han, der som regel stod sammen med Homme. Hommes vrede blev fremmet ved generalens uvilje mod at deltage i Knopfs begravelse.

"Det skylder du en god kollega", snerrede Homme.

"Jeg deltager kun i officerers jordefærd", svarede Hansen.

"Skiderik", råbte Homme.

"Jeg undlod Knopfs begravelse efter aftale med enken, og dernæst kan jeg tilføje, at jeg yder mit bidrag ad andre kanaler".

"Har du betalt til politiets enkekasse?".

"Det skal De ikke bekymre Dem om, hr. Homme". Fra den dag sagde de De og hr. til hinanden.

Knopfs afløser, Trapp, en yngre, tynd splejs, som havde siddet ubemærket i politidirektør Wamsels forkontor. Trapps indsats var, at han var nevø af politi- direktøren. Regeringschefen og justitsministeren havde sagt, at et godt famili- eskab ikke udelukkede Trapps avancement.

Trapp blev årsag til, at fjendskabet mellem Homme og Hansen steg til had. 

"Ja, onkel, såmænd igen en lille tvist", sagde Trapp.

"Gudfader, ham Trapp vimser op til Wamsel med alle småting", sagde Hom- me til sin Lene.  

General Hansen pustede småting op til katastrofer for lille Trapp, og for Wamsel, der var en stor beundrer af sildesalat og medaljer, uden respekt for Hommes foragt for ydre tegn på idioti, bemærkede: 

"Jeg tror sandelig hr. generalen har ret".

"Rakkerpak", hvæsede Homme. 

Dertil skismaet med de tre schæferhunde, Dandy, Sofus og Pluto, en stedse strid om dyrenes opførsel.

-

Homme trænede Dandy to timer hver dag. Dandy fulgte sin herre som en skygge. Stod, når herren stod. Sad, når herren sagde, 'sid', eller herren satte sig. Lå fladt, når herren sagde, 'ned', og knurrede ildevarslende, dersom en uheldig trådte Homme for nær.

Generalen havde tilmeldt Sofus og Pluto, der ikke kunne fordrage hinanden, til forsvarets træningsskole for kamphunde. Men kun sjældent passede under- visningstiden til generalens sysler, hvorfor han selv overtog kommandoen. En handling der indgav dyrene dyb frustration.

Generalen førte Sofus og Pluto i hver deres tre meter lange snor, når han promenerede offentligt. De forbipasserende snublede over hunde og snore, blev skambidt af hundebid. Generalen nægtede at forhandle forlig: 

"Det er fodgængernes egen skyld", råbte han til Trapp, som han havde over- talt til at afværge politisager. "Er du ikke en god kollega?", råbte generalen. 

Trapp ilede til onkel Wamsel, som lod enkekassen betale. 

"Herregud, når nu generalen er så glad for dyr", sagde Wamsel.

Når hundene mødtes i Tilsynet, lempede Homme sin Dandy ind i garderobe- skabet. Generalen hvæsede: 

"De er en dyrplager, hr. Homme".

-
Under og efter åbningen af gravkammeret

Nationalbanken havde længe sat sig imod nedbrydning af den med cement forstærkede jerndør til det tidligere depot i kælderen. Banken afviste politiets påstand, at der på dørsiden ud mod kloaken skulle være indmuret et lig. 

"Bankens arkitekt stod for renoveringen, han har ikke set noget kvindelig", hed det. Men dagen kom. 

Bankens direktion, aviser, radio, tv, Homme, Trapp, general Hansen, Dandy, Sofus og Pluto, ventede utålmodigt på håndværkernes og politiets tekniske afdelings resultat af arbejdet. Det tog sin tid. Men endelig var cementværk og jerndør brudt ned, og det mumificerede lig af Eva Rytkova draget frem.

"Nu er Lars Anton lige til galgen", lo generalen, " min gode Trapp, lad ret- færdigheden ske fyldest, kør hjem og skriv anklageskriftet, og De, hr. Homme, lad os sammen vandre med vores kære dyr langs havnefronten hjem til de usle lokaler, der kaldes Tilsynet".

"Skiderik", mumlede Homme. Dandy knurrede. 

"Vaf", svarede Sofus og Pluto.

Lars Anton er et kvajhoved, for at dække Marion fortalte han om Eva Rytko- va, han kunne have holdt mund, hvem savnede Eva Rytkova, ingen, tænkte Homme.

-

Havnen henlå øde. Generalen og Homme gik en uventet dramatisk spadse- retur langs havnekajen med, hvad der burde være velopdragne, løsgående hunde, og en stille bajer på fortovet foran Arbejdercafeen. 

Havnens Arbejdercafé. Med arbejdsløse tilskuere, tidligere kullempere, kranførere, havnearbejdere, en trist samling arbejdsløse, takket være det lort, sagde de, containertrafik med automatiseret losning og lastning af skibe. Nu hed skibstrafikkens destination, større havne.

General Hansen var i godt humør, pirkede i Hommes sår, morede sig over Hommes sidste nederlag hos politidirektør Wamsel via Trapp, og betroede Homme visse detaljer om enken Bodil Knopfs markante underkrop. 

General Hansen blev viklet ind i snorene fra Sofus og Pluto, der sprang ham om benene. Søren Hansen snurrede rundt, og hoppede, trådte frem og trådte tilbage, og afbrød ofte sin talestrøm med et råb: 

"Fy dog, lille Sofus. Føj, hund, uartige Pluto".

Homme og Dandy gik nogle få meter foran.

-

Ved fortovsstillingen foran Arbejdercafeen gik Homme ind mellem borde og gæster, nikkede til syndere og venner, satte sig ved et bord, bestilte to øl og et vandfad vand til dyrene.

Homme råbte: "Hej, Hansen, kommer du?". 

Homme drak sin øl, ventede i tyve minutter på Søren Hansen. 

Generalen stod passiv foran Arbejdercafeen, en dum protest; det lå under hans værdighed at betræde et sted med arbejdsløse individer.

Sofus og Pluto glammede mod cafeens gæster. Sofus og Pluto hev i genera- len, og han skældte ud: "Fy dog, lille Sofus. Føj, grimme Pluto".

Foran Arbejdercafeen lå fra gammel tid en fortøjning, et anløb for fiskernes både; elegante damer med privatchauffør købte laks og hummer, fattige mød- re med børneflokke tiggede affald. Her var nu bænke og borde, her anløb Havnerundfarten. Homme betalte, gik ud til Søren Hansen.

"Jeg har lakridskonfekt", sagde generalen, han åd et stykke, tilbød Homme. 

Dandy knurrede. 

"Små venner", sagde generalen, og delte konfekten ud, et stykke til Sofus, et til Pluto, et til Dandy, men Dandy knurrede: 

"Jamen, gud", sagde generalen, "bider du".

Homme trak en metalæske op af lommen.

En usædvanlig duft bølgede i luften. "Det stinker, er det rådden fisk?", sagde Hansen; hans ansigt udtrykte stor væmmelse. Det var Lenepigens små mirak- ler. 

Hommes hustru tilberedte Dandys opmuntringspræmier, som belønning for god opførsel under træningen; små klumper kød, omviklet med butterdej, bagt i ovnen i to minutter, afkølede, og penslet med torskelevertran.

"Her", sagde Homme, idet han vippede en af Lenepigens mirakler et par meter op i luften. Dandy kunne springe til og fange miraklet. Men alle tre hun- de havde lugtesans og smag for mirakler. 

Dandy, Sofus og Pluto tumlede sammen i opspringet. 

Sofus og Plutos snore var som sædvanlig viklet omkring generalens ben. Den stakkels mand fægtede med armene, og der lød et plask, da generalen og de tre hunde faldt ned i vandet. 

Homme satte sig på bænken, klukkede af grin.

Han varpede de sidste mirakler ud over kajkanten, ned til en slukøret gene- ral og de lystigt svømmende hunde. Troede han.

Troede, trods at lydene fra dybet lød ejendommelige: 

"Homme, gurl, hjælp, gurl, jeg kan ikke, gurl, jeg kan ikke svømme, gurl, jeg drukner, gurl, Homme, gurl". 

"Hvad er det han siger?", lo Homme. 

Dandy, Sofus og Pluto dykkede om kap ned til bunden efter Lenepigens mi- rakler, trak Søren Hansen med ned i dybet. 

Homme lagde sig på maven, trak Dandy op kajen, overvejede situationen. 

Derpå lagde han sig igen på maven, trak Pluto og Sofus op, og blev liggen- de, om han kunne se Søren Hansen. Generalen steg op til overfladen, hans ansigt var sært trukket sammen. Homme fik tag i generalens hår, løftede ham op, generalen prustede: "Hjælp". 

-

Homme trykkede generalen ned i vandet, holdt ham længe nede under van- det, nu kom der ikke så meget som en krampetrækning.

Søren Hansen druknede, kunne ikke svømme, led af vandskræk; hvorpå Homme hev og halede, trak og baksede en druknet mand op på det tørre.

Så børstede kriminalinspektør Homme frakken og bukserne ren for vand og snavs, skævede til Arbejdercafeens gæster. 

De sad med ryggen til hændelsen, sad som en mur, havde demonstrativt vendt ryggen til de høje herres manøvre.

På turen fra ulykkesstedet i havnen tilbage til Tilsynet, fulgt af Dandy, Sofus og Pluto, foresvævede der Homme visse og noget ejendommelige tanker om et oprør mod sine foresatte.-

Homme sad i Tilsynet, hundene sov. Homme bad alarmcentralen sende en ambulance til en druknet mand i havnen ved Arbejdercafeen.

"Hvor befinder De dem nu, hvad er Deres navn?", svarede alarmcentralen.

"Jeg, hm, farvel". Da han havde lagt telefonen, hviskede han:

"Jeg ordner Trapp og hr. Wamsel med dressur". 

Dog viste senere hændelser, at enten tænkte Homme sig ikke grundigt om, eller måske var Homme ikke synsk, kunne ikke se ind i fremtiden.

-
Smuthuller for domme og nyvalg

Få dage efter ulykken med general Søren Hansen, kaldte kriminalinspektør Homme, Beni Sofikar ned i Tilsynet. 

Beni stod med et forpint udtryk, da fængselsbetjenten løsnede håndjernet. 

Betjenten stillede sig ventende ved døren. Homme sagde: "De kan godt gå, jeg ringer". 

Betjenten gik. Beni og Homme sad alene.

"Du hverken ryger eller drikker", sagde Homme.

"Jo tak, hvis du byder".

"Ja, whisky og postevand. Beni, hør her, nu må vi to hjælpe hinanden, der er krævet undersøgelse imod mig for tjenesteforsømmelse, jeg burde ikke have forladt hjælpeløse Søren Hansen, siger man. Jeg har svaret, at jeg troe- de, at en general kunne svømme".

Beni nikkede.

"Jeg sagde til dem, herregud, jeg troede generalen var mestersvømmer, en kamptrænet soldat. Men det hjalp ikke, jeg skal suspenderes".

Beni nikkede.

"Og, du, Beni, er jo en fandens dygtig advokat".

"Jo, det siger man, det er ment negativt".

"Ja, men ser du, jeres sager, Lars, din og pigernes, skal igennem som tilstå- elsessager, regeringen kræver dørene lukkede, forsøger en skjult afslutning. Med din hjerne og mine gode ben er vi på forkant, jeg tror vi kan opnå et godt resultat, tror du ikke?".

"Jo, men hvorfor?".

"Jo, ser du, jeg er socialist, men mine vilkår er, at jeg i mit arbejde støtter kapitalisterne, komplet idiotisk. Ser du, at være i politiet er rakkertjeneste mod samfundets tabere i kapitalismens mudderpøl".

hvorfor er kriminalinspektøren så ophidset, tænkte Beni.

"Nå, ikke mere filosoferen". 

"Hvorfor ikke, du er jo begyndt, jeg lytter".

"I kommer til et af de nye åbne fængsler og kan være sammen hver dag, er det ikke en fordel?".

"Jo tak", smilede Beni, "men hvad med dig selv?".

"Jeg kender smuthullerne, jeg får min afsked trukket ud. Jeg tør vædde på, at jeg afleverer jer i spjældet, og dæleme henter jer igen", lo Homme.

-

Forsvarsministeren fik et ildebefindende af ærgrelse over generalens død, og blev så ophidset, at han nægtede at overvære: 'Hansens ligbegængelse'. 

Dertil, at ministeren havde kvaler med maven og åreknuder i endetarmen, og på en sådan dag krævede han Tilsynet opløst. Et nyt organ skulle til: Stormtroppen under militærets efterretningstjeneste, udvidet med 100 grøn-jakker.

"Er du gal, her få dage før folketingsvalget, er du gået fra forstanden", gispe- de regeringschefen.

-

Justitsministeren lyttede til Beni Sofikars og kriminalinspektørs Hommes ar- gumenter, og bøjede sig. 

Hommes metode var, at han, på et tidspunkt, da snakken gik trægt, kikkede op i loftet, og, noget overraskende for Beni, lavmælt sagde:

"Egon, mens jeg husker det, det er uheldigt at din kone køre bil i spirituspå- virket tilstand, jeg har ordnet sagen, du kan selv makulere rapporten".

"Tak", hviskede justitsministeren.

"Og sig til din søn, at han skal holde sig fra butikstyverier, en mand i hans stilling, og så med den hr. fader, ikke?". 

Justitsministeren rødmede, justitsministeren nikkede.

-

Det var uhørt i retshistorien, at en medanklaget fik overdraget forsvaret for sine medtiltalte, endda i to store sager. 

"Men", resolverede justitsministeren for regeringschefen, "lad os få skidtet gjort færdigt, ud af retslokalerne, så holder pressen kæft".

"Jeg er ganske enig", smilede regeringschefen.

Underrettens dommer accepterede at de tiltalte, bortset fra advokat Beni So- fikar, blev i deres fængselsceller under den lukkede retshandling, og afsagde afdelingens hurtigste dom til dato, kun ti minutter: Frifindelse. Den slags domme ved en underret kaldes automatdomme.

Statsadvokaten ankede til landsretten. Ved landsretten, fire dage senere, blev Beni, Emilia og Leila, idømt 8 års fængsel, Lars skulle 12 år i fængsel.

Beni overvejede selvmord, og havde gjort det, hvis ikke Homme havde op- muntret ham: 

"Vi fortsætter til højesteret", sagde Homme.

"Jeg har mistet tilliden til landets reaktionære retsvæsen", svarede Beni.

Alligevel stolede Beni på Hommes mangeårige erfaring som smuthulseks- pert, en viden, der ikke kunne købes, men kun erhverves gennem årelang er- faring om cirklernes medvirkende og udvalgte.

-
Retfærdighed for alle pengene 

Det var selveste dagen: Omvalget til folketinget. En frisk vind jagede skyerne på flugt, solen gav lys og varme. 

Fra alle bygninger smeldede tusinder af nationens flag med det hvide kors på den dejlige røde farve, mod den blå himmel.

Justitsministeren havde haft møde med rigsadvokaten og højesterets præsi- dent. Højesterets 15 dommere nægtede at fremme sagerne mod den hemme- lige flygtningeorganisation ved Beni Sofikar, Emilia-Albertina, Laila Cornelius og Lars Anton Ernest, og den særlige drabssag alene mod Lars Anton Ernest.

Der spurgtes: "Hvorfor skal disse forbrydere have særbehandling?".

Retspræsidenten meddelte, at retshandlingen ville finde sted med kun 5 dommeres medvirken, det normale antal i en højesteretssag.

Justitsministeren tilkaldte rettens kollegium, og forsvarsministeren, som på sin dramatiske facon under det i hast indkaldt fællesmøde, fik skræmt de ær- værdige gæster til at tiltræde en hurtig og uangribelig domsforhandling med samtlige 15 dommere.

"Hensynet til nationens ære og sikkerhed bør være ledestjernen for rigets højeste domstol", sluttede forsvarsministeren sit indlæg.

Justitsministeren nikkede. 

Rigsadvokaten talte om nytten af det samlede dommerkollegiums medvir- ken; samtlige højesteretsdommere nikkede bifaldende. Det var trods alt meget vanskelige sager, hed det.

-

En ung kriminolog, en skarpt tænkende ung dame, benyttede dette eksem- pel på justits, til en analyse af dommerstandens sociale tilhør; hendes dispu- tats påviste, at 92 procent af landets dommerstand kom fra sociale lag i befolk- ningen, som disputator uden blusel betegnede som velbjærgede, konservati- ve, stærkt nationale og erklærede antisocialister. 

Samtidig harcelerede hun over rigets forfatning, Grundloven:

"Denne reaktionære ordsamling", skrev hun, "opremser kongehusets og ejendomsrettens ukrænkelighed og borgernes pligter og rettigheder, men om- taler ikke med et eneste ord de af krig eller politiske, etniske eller religiøse grunde bortjagede udenlandske borgere på flugt fra deres fødeland, de store hærskarer af flygtninge. Grundloven skal med andre ord opfattes som en for- fatning for en nation på en øde ø, afskåret fra den omliggende verden".

Ved forsvaret af disputatsen, som to gange blev af afvist af universitets reak- tionære jurister, indtraf verbale og fysiske slagsmål mellem doktorandens til- hængere og modstandere.

-

Højesteret havde trådt i spinaten. Beni Sofikar var de tiltaltes forsvarer. Der lød ophidset hvisken fra den enorme hesteskoformede dommerskranke, bag hvilken de 15 dommere sad med foldede hænder, som de beklagende gned i besværgende ophidselse, da Beni blev løst fra sine håndjern, iførte sig den autoriserede advokatkappe, samt en hjemmelavet paryk, kunstfærdigt syet af Emilia og Leila, forlod de tiltaltes indelukke, og gik med raske skridt hen til forsvarets plads.

"Hvad bilder han sig ind?", lød det hviskende fra kollegiet. 

Rigsadvokaten ilede til retsformanden, den højærværdige højesteretspræsi- dent. De to lærde gestikulerede mod hinanden, en garde, touché, en parade, som elegante fægtemestre. Rigsadvokaten ilede tilbage til anklageskranken, retsformanden nikkede, sagde formelt:

"Værsgo, hr. rigsadvokat".

Retshandlingen fortsatte hele dagen, uden frokostpause, uhørt. 

Emilia tænkte på Vietnamkrigens uret. Laila Dådyrs øjne skød lyn, når hun hviskede til Lars.

Beni ydede en flot præstation som juridisk ekspert, meget talende og derfor ivrigt drikkende rettens lunkne vand, som han pludselig afviste som fordærvet, og krævede særkendelse for uhindret adgang til frisk kommunalvand. Kommu- nens vandværksbestyrer slog alarm: "Vi har for mange skadelige bakterier i vandet", hvorpå han for egen regning sendte en kasse fransk importeret kilde- vand, adresseret til "Hr. vanddrikker Beni Sofikar, p.t. Højesteret".

Lars sad med tilbagelænet hoved og lyttede. Han afbrød ofte med bemærk- ninger, bidske, fornærmende kommentarer, mens han svingede med den hvide stok. Det lyste fra de uhyggelige briller med de sorte glas. Da det blev meddelt, at frokostpausen var aflyst på grund af tidspres, sagde Lars:

"Hvem er det der fimser i retten, er det Dem, hr. retsformand?". 

Meget rimeligt, ifølge referatet, blev Lars idømt 30 dages betinget fængsel for foragt for retten.

"Det er uretfærdigt, ikke mod mig, men mod et godt miljø", svarede Lars.

Højesteret voterede lynhurtigt. Lars blev frikendt for drabene på Eva Rytko- va og den lille storgangster Freddy Frederiksen: "Tiltalte har utvivlsomt hand- let i berettiget nødværge", hed det.

Lars blev frikendt for medvirken ved drabet på oberstløjtnant Weiters. "På grund af bevisets stilling", hed det.

Lars, Beni, Emilia og Laila blev dømt: "For groft tyveri af statens ejendom". Det var tyskerguldet. Dernæst: "For en for rigets sikkerhed truende illegal virk- somhed med hensyn til opbevaring og brug af våben og sprængstoffer, samt illegal indførsel og udførsel af udenlandske statsborgere".

"Mener højesteret, at flygtninge skal betragtes som kødimport og eksport?", råbte Beni harmdirrende.

"Åh ja, såmænd", smilede retsformanden.

"Vi har aldrig brugt våben", råbte Lars.

"Nej, ikke jer, muligvis, men sandelig en af de andre hovedmænd, den nu afdøde Peter Nyvang", svarede retsformanden iltert.

Dommene lød på 6 års fængsel til hver. 

Heraf de 3 år betinget af god opførsel i fængslet, med anger for deres synder for fængselspræsten, og ved aktiv deltagelse i fængslets gudstjenester, samt at de efter løsladelsen ikke begik nye kriminelle handlinger.

Dertil fik Lars en skattedom. Han skulle til skattevæsnet udrede 2 millioner kroner i restanceskat og 2 millioner kroner i bøde.

"Jeg betaler med det samme, inklusive til skatteinspektør Lundefryds begra- velse og til hans enke. Den stakkels mand, min gode ven som jeg har kendt i mange år, blev jaget i døden", råbte Lars. Han trak en rulle toiletpapir op af lommen, og lod de små blade hvirvle ud over gulvet.

"Har man set magen til provokatør?", hviskede dommerne.

Emilia og Laila besvimede. Beni stenograferede et benådningsandragende til hendes majestæt, samt en barsk begrundet anke til klageretten, og et bøn- skrift til den internationale menneskerettighedsdomstol.

NATIONALBANKENS PROBLEM

Spørgsmålet om erstatning for værdien af det fjernede guld, og hvorledes Nationalbanken kunne godtgøres tabet. Regeringen var i den henseende forpligtet til selvforsikring. Banken var under pres fra regeringen; i den anledning svarede bankens direktion frimodigt, her citeret i uddrag:

"Det vil efter Nationalbankens opfattelse var ganske umuligt at opgøre vær- dien af det bortfjernede gods. Nationalbanken vil derimod evident præcisere, at der i depotet beroede nøjagtig samme kvantum, som det i sin tid bjærgede fra den torpederede fragtbåd Erika. 

Rygterne om, at visse personer under bjergningen skulle have bemægtiget sig noget af godset, finder vi ubeviste og grundløse.

Det var vore højt betroede medarbejdere, som kontrollerede bjærgningen, og ingen har på noget tidspunkt ytret berettiget tvivl om godsets totalmængde, nemlig opgjort til henholdsvis 10 kilogram, 977 kilogram, og 896 kilogram. En- hver tale om hundredevis af tons guld er således ubegrundede, frit i luften svævende påstande.

Dernæst vil det efter Nationalbankens opfattelse forøve ubodelig skade på bankens omdømme og Nationens ære, dersom et erstatningskrav opgjort i danske kroner eller fremmed valuta, skulle blive kendt. Thi spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt værdien skal beregnes, eksempelvis år 1945 eller dags dato, mere end et halvt århundrede senere, er såre tvivlsomt. Det er praksis ved opgørelser af varepriser, at kalkulere med prisen på den nyanskaffede vare. Dette synspunkt kan dog i det foreliggende tilfælde ingensinde komme på tale, når det betænkes, hvilken oprindelse og deraf hvilken adkomst til det bortfjernede gods, påstås at have haft. Nationalbanken skal dernæst ikke und- lade at bemærke, at retskrav mod krigsforsikringsselskabet blev afvist, grundet derved, at torpedering fra en ukendt ubåd i fredstid, som hævdes at være årsagen til fragtskibets forlis, ikke med held kunne føres i regres mod de implicerede genforsikringsselskaber, som foreskrevet i loven".

"Tzhihi", lo forsvarsministeren, "skibet Rikke af Helsingør kalder de for Erika, ved de ikke bedre?".

Regeringschefen så hvast på sine ministre og råbte: 

"Hold så mund, I opfører jer som fæhoveder"; fik ild på en cigar, og fortsatte oplæsningen af skrivelsen fra Nationalbanken:

"Banken finder det dernæst umuligt, at indfri de allerede i store mængder opdukkede guldplaquetter, kaldet flygtningemønter, som fra talrige udenland- ske centralbanker kræves fyldestgjort i pågældende lands valuta jvf. vedlagte bilag, litra A og B. Beløbet er, jvf. den for tiden og ved dennes ugunst stærkt stigende guldpris, foreløbig opgjort jvf. beregningen som nævnt i litra C.

Dette for banken astronomiske beløb nægter direktionen at udbetale, idet direktionen klart indser faren for vort lands statsbankerot grundet manglende dækning bag disse plaquetters udslåning. 

Direktionen gav sit daværende tilsagn til flygtningemøntslagningen i tillid til regeringschefens anbefaling. Direktionen skal derfor høfligt anmode regerin- gen at vedkende sig dette ansvar. 

Hvorhos direktionen fortsat må være den af opfattelse, at kun en brat stigen- de eksport af vort lands berømte landbrugsprodukter, med videre, må betales af pågældende importlande, som ligefrem praler med deres guldplaquettebe- holdning, med det, tillad direktionen en bramfri bemærkning, forbandede guld, som vor nation således må betale, rettelig udrede byrden af, og hvorved Nationalbanken, uden regeringens støtte, vil gå fallit. 

En opklaring af problemet ved, at regeringen betaler, er den eneste vej ud af den for nationen højst beklagelige misere, især når henses til landets sam- lede valutareserver, som fortsat står i minus, hvilket som bekendt ikke er Nati- onalbankens, men regeringens ansvar.

Imidlertid ser direktionen sig nødsaget til sluttelig at anfører vedrørende flygtningemønternes lødighedsgaranti udvisende henholdsvis Den Danske Stat og Danmarks Nationalbank.

Direktionen kan meddele, at sekretæren for den nu afdøde, ansvarshavende direktør for møntslagningen, har oplyst, at nævnte direktør gav den pågælden- de tilladelse i et anfald af sindsforvirring, forårsaget af en dame, med hvem direktøren talte fransk, samt at sproglige misforståelser mellem direktøren og nævnte dame, en efter sigende meget smuk, amourøst optrædende dame af halv europæisk halv asiatisk oprindelse, utvivlsomt har fremkaldt direktørens tilladelse til lødighedsgarantien Den danske Stat og signaturen Danmarks Nationalbank på anførte flygtningemønter. 

Bankens eksperter oplyser, at der ikke foreligger mekanisk påstempling eller prægning af mønterne. Disse er støbt i en støbeform, hvoraf følger, at støbeformen var/er indgraveret med de foran nævnte betegnelser. 

For Nationalbanken. Deres ærbødige. Direktionen ved undertegnede".

-

Tilhørerne i retten var forsvarsministeren, justitsministeren, finansministe-ren, politimester Trapp, politidirektør Wamsel og kriminalinspektør Homme. 

Efter retsmødet indbød regeringen hr. Trapp og hr. Wamsel, men ikke hr. Homme, til en lille forfriskning på Christiansborg. Naboen til Højesteret.

Disciplinærsagen mod kriminalinspektøren måtte fremskyndes, uagtet det var en af nationens store festdage: Folketingsvalget. Det ventede resultat var spændende for alle parter.

"Tænk nu hvis de røde kommer til magten".

"Vær nu lidt munter, vi vinder valget".

"Jamen, så er det os, som skal betale regningen på guldet, altså, flygtninge- mønterne".

"Jeg erkender, at vi som højreregering ikke kan forhøje skatterne, de er allerede høje nok endda, alt for høje, men en skatteforhøjelse bliver nød-vendig".

--
Krøbling i kartoffelmark

Homme gik hen til fængselsvognen, der skulle føre fangerne bort, og sagde: 

"Jeg kører dem til fængslet, jeg får tid til nogle spørgsmål til dem i en anden sag".

Overbetjenten svarede: "Det er en lang transport, er din vogn sikker nok, har du håndjern til fangerne, hvordan med fortæringen undervejs".

Endelig kom de af sted. 

Dandy, Sofus og Pluto lå i deres aflukke bagest i vognen. Pigerne og Lars sad på bagsædet. Homme kørte; ved siden af ham sad Beni Sofikar. 

Homme havde brugt dagene til, med Benis velformulerede skrivelser i hån- den, at opsøge politidirektør Wamsel og fængselsforsorgen, regeringen og Røde Kors, diverse overlæger i psykiatri, Amnesty International, lutherske og katolske biskopper og en islamisk mullah, og opnået det bedst mulige, huma- ne fængselsophold for sine nye venner.

"I får det som blommen i et æg", lo Homme.

Et lavloftet, stråtækt hus langt ude i en kartoffelmark i Vestjylland, i randen af et åbent fængsel, med tilladelse til, at de fire fanger måtte bo sammen. 

'Lars Anton Ernest er krøbling', hed det i en af medlidenhedsgivernes skri-velser.

"Skal jeg skrælle kartofler i tre år?", råbte Lars, da Beni og Laila havde for- talt ham om den store øde kartoffelmark. 

"Nej, vi forstærker organisationen", lo Beni.

Emilia græd: "Jeg er uskyldig".

"Pjat, du er sammen med Lars, Beni og mig", hviskede Laila.

"Nu ingen flugtforsøg", sagde Homme.

Dandy, Sofus og Pluto havde jaget en hare, som de lagde for fødderne af Homme; han løftede haren i vejret, så med mishag på sine hundes triste ger- ning, og sagde: "Er de nogen der spiser haresteg?"

"Kom, vi sletter sporene i kødgryden".

Lars sagde: "Det er et hyggeligt hus, idyllisk beliggende, siger I, soveværel- ser, et rart køkken og en opholdsstue. Venner, jeg vil være fængselsfange hele mit liv".

"Ikke mig", græd Emilia.

Leila fortalte Lars om huset: 

"Vi kan gå vores vej, her er ingen vagter, ingen hunde, ingen pigtråd, vejen går fra nord gennem kartoffelmarken, ned til os, huset ligger på en tværgåen- de vej, øst, vest. På den anden side af vejen, ned mod solen, er en stor rug- mark, og mod nord er der masser af kartofler".

"Her er fred til arbejde for organisationen", sagde Beni. 

Homme kom med whisky og sherry: "Det skal graves ned, alkohol er strengt forbudt, husk det nu".

Homme kyssede Emilia på kinden, "op med humøret, lille ven", kyssede Lai- la på kinden, "pas nu på dig selv, og pas på Lars".

Lars fingre gled over Hommes ansigt: 

"Nu ingen tårer til afsked, Homme, du har lovet at hente os, forresten tror jeg tror du er en forbryder, nej, en troldmand er du".

Beni kyssede impulsivt Homme på kinden og råbte: "Homme, vi siger alle sammen tak, mange, mange tak".

-

Homme talte med fængselsdirektør Rumme, og dennes hustru Pia-Pauline. En ny tidsånd skulle bestå sin prøve. Dette var ikke blot et åbent fængsel, det var et kollektiv på et tidligere adelsgods. De spredte landarbejderhuse var for- trinlige til indkvartering af de indsatte. Henning Rumme var imponeret over al den støtte, opmuntring og hjælp han i ekspresfart havde fået foræret af selve- ste drabsafdelingens høje chef, hr. Homme. De tog hjertelig afsked med hinanden. Homme kørte til København. Radioen kværnede med valgresultater fra folketingsvalget.

FÆNGSELSDIREKTØREN

Fængselsdirektør Rumme, 45 år, rødhåret, bredskuldret idrætsmand, oprin- delig skolelærer, senere psykolog, og hans 28-årige hustru, Pia-Pauline, slæb- nte tv-apparat, køkkensager og proviant ind i huset. 

De sagde "goddag, og rigtig hjertelig velkommen".

Lars sagde: "Hvem fanden er han?".

Rumme inviterede sig selv og Pauline til "velkomstmiddag", sagde han. "Så kan vi følge valgslaget i radio og fjernsyn, og jeg kan fortælle jer om reglerne og den slags. Jeg hedder Henning Rumme, men I skal blot sige Henning, og det er min kone, Pia-Pauline".

"Er vi på sommerferie i drømmeland", sagde Lars.

"Jeres gode ven, hr. Homme, har hjulpet jer med visse privilegier".

"Det påskønner vi sandelig", sagde Beni.

"Vi medbringer selv maden, fængslet betaler kosten, hahaha, idag er menu- en oksemørbrad med champignon og rombudding med kirsebærsovs, senere holder I jer selv med kost, hahaha".

"Hahaha", mumlede Lars.

Henning Rumme havde afslået at lade sig opstille som kandidat for de kon- servative: "De plagede mig længe, meget længe, jeg kunne få hvilken kreds jeg bad om, men jeg sagde nej tak, jeg foretrækker min liberale frihed, haha- ha", lo Rumme til Beni. 

"Naturligvis", svarede Beni.

"Kan I så holde mund, nu kommer et valgresultat", sagde Lars.

"Pia, er der mere kød", sagde Rumme.

"Ja, Henning", svarede hun lydigt.

Emilia og unge fru Pia gik ud i køkkenet. De to havde noget til fælles, træng- te til at betro sig til en veninde, hviskede fortroligt til hinanden.

"Det trækker længe ud med valgresultat, er det heldigt?", sagde Rumme.

"Lad os få en dram og lidt hyggesnak", sagde Lars.

Beni stillede stole og borde sammen i et hjørne af opholdsstuen, bredte tæp- per ud på gulvet, lukkede ned for lyden på tv-apparatet. Rumme så forbavset til.

Emilia og Pia-Pauline skænkede sherry og whisky. Lars sad i en lænestol, vippede med sin hvide stok. 

Laila sagde: "Her, Lars, din whisky, her på det lille bord ved siden af dig", satte sig på gulvet foran ham. Rumme satte sig ved siden af Leila og Beni; bag dem, på tæpper ved væggen, lå Pauline og Emilia.

-

"Lars, fortæl os om Andreas. Vores Lars har oplevet så utroligt meget", sag- de Laila, smilede til fængselsdirektøren.

"Ohja, det har mange af de indsatte, her i, eh, på, eh". 

Fængselsdirektøren, kald mig bare Henning, rødmede.

"Lars, fortæl om manden med guldmasken, han var fantastisk", sagde Beni.

"Nej, ikke om ham, han er så uhyggelig, fortæl os om Odette og Laus, det er en smuk kærlighedshistorie", sagde Emilia; hun gav Paulines hånd et lille klem. Pauline flyttede sig tættere ind til Emilia.

Lars bad om en cigaret, den tændte Rumme for ham.

"Laus og Odettes samliv var en katastrofe, det sagde Andreas".

"Lars, ikke plage os med onkel Andreas, ikke i aften", sagde Beni.

-

Rumme blev ivrig: "Er der noget galt med jeres onkel Andreas, hahaha, det er som regel altid de andre, der er noget galt med, hahaha".

"Andreas og Larses familie blev slagtet på Kongens Nytorv af jeres politi og militær", snerrede Laila.

"Det har jeg aldrig hørt om", svarede Rumme, "jeg får da ellers meget at vide om de indsatte, hahaha".

"Vil I så holde kæft", sagde Lars, "jeg vil fortælle jer om min ven, Jesper Steins store valgmøde".

"Vi lytter", sagde Beni.

"Jo, hans succes som taler gjorde dybt indtryk på mig, det var under kam- pagnen før valget, der førte til landets bedste regering vi nogensinde har haft, karusselregeringen".

"Den husker jeg, hahaha, magistratsregeringen, det gik ganske udmærket", ivrede Rumme.

"Den mand er uvidende", mumlede Beni.

"Må jeg så få ro, det var ingen magistratsregering, ikke et stivbenet forvalt- ningsorgan, der klæber fast til taburetten, nej, det var en levende organisme inspireret af de skiftende partiers ideologi, en glimrende konstruktion, på skift mellem ærke reaktionære og glødende socialister, fodformede himmelstorme- re og moderate socialdemokrater".

"Ikke ringe, hahaha, bestemt ikke ringe", nikkede Rumme.

"Ti nu stille", hviskede Beni.

"Jamen det er meget interessant", hviskede Rumme.

"Hold så mund, hvor langt kom jeg".

"Valgmøderne, min skat", sagde Laila.

"Jeg var, det var dengang vi tog en tørn med erhvervslivets løver, dem der kan ordne alt, ved I. Jeg var til unge forretningsmænds ridderskab, det hed det sågu. Dengang kunne jeg se, Jesper Stein havde hjulpet mig, en utrolig historie for resten".

"Ih ja, professor Stein", ivrede Rumme.

"Hold så mund, hr. direktør", snerrede Beni.

"Må jeg ikke sige noget? Mine indsatte plejer da at".

"Henning", sagde fru Pauline.

"Jo, jeg mødte frem som blind, med mine briller med sorte glas og en hvid stok, og pludselig rev jeg brillerne af og brækkede stokken og slængede skiltet med bogstaverne Blind ned på gulvet, og så sagde jeg, 'Se her, venner, så lidt skal der til for at forandre de politiske vilkår', og de hylede af begejstring, hvilken markedsføring, råbte de".

"Sagde du virkelig det, Lars, hahaha".

"Ti nu stille", hviskede Beni, greb Rumme i armen.

"Jamen, det er da helt fantastisk".

"Og Aspargsen, jeg oplevede meget sammen med Aspargsen, han holdt brandtaler på arbejdspladserne. Aspargsen kunne holde tusinder af menne-sker i ånde, de arme folk lod sig sarkastisere, håne, bebrejde, ironisere, for-trylle, true, trodse, hypnotisere, overtale, opmuntre, begejstre, beundre, græde. Ja, tænk jer al denne bevægelse. Men oftest grinede de og slog sig på lårene, hulkede i lattertårer, brølede som elefanter af grin, alle slingrefise og kristelige, hahaha, konservative, nykonservative og stupidliberadister, hahaha".

"Hahaha", larmede Rumme, "hahaha".

"Hold så mund ", hviskede Beni; stødte sin albue ind i siden på Rumme.

"Jamen det er helt fantastisk", hviskede Rumme ophidset; hans glade øjne lyste, hans røde hår strittede i purpurglorie.

"Beni, har du lukket for fjernsynet?", sagde Lars.

"Kun for lyden, de er ved et resultat fra Ringkøbing Amt".

"Hahaha, jeg er født i Ringkøbing, hahaha", larmede Rumme.

"Lars, valgmøderne", sagde Laila.

"Ja, nu skal I høre, nej, ikke karkluden Rosalil, hende glemmer vi, men den unge Rosalil, Aspargsens lillesøster, hun lavede alle tiders nummer, hidkaldte en rocksanger og hans støttegruppe af fulderikker, plus sytten tons lamper og lydanlæg, sikken en koncert, og".

"Sambapigerne", sagde Beni.

"Hold mund, Beni, ja, senere, men publikum, en masse punkere, funkere, læderjakker, bumser, nudister, bøsser og lesbiske, kristelige ungdomssangkor, stimer af højskoleelever, alle sammen unge arbejdsløse, sikken en koncert, pragtfuld propaganda, og Inge, og Inge, hun, hun, hun".

"Lars, du må ikke tale om Inge", hviskede Laila.

Lars stemme skælvede: "Må, må, må jeg ikke tale om Inge?".

"Så bliver du deprimeret, min skat".

"Jamen så snyder vi Beni for sambapigerne".

"Hahaha", lo Rumme, "rigtig nøgne karnevalsdamer?".

"Ti dog stille, lad nu Lars", sagde Beni.

"Inge var Larses tidligere kone", hviskede Laila til Rumme.

"Hahaha, jaså, hahaha, jamen det må stå i rapporten om Lars, som hos vore øvrige indsatte, eh, jeg mener". 

Her afbrød fængselsdirektøren sig selv, han så betaget på Lars.

"Rummes sambapiger kommer nu, altså, Inge og et par hundrede, eller hvor mange de nu var, brasilianske piger, sneg sig ind til vælgermøderne, og når tristesse og kedsomheden havde lammet hele forsamlingen, smed pigerne alt tøjet og dansede samba, bummelum, bummelum, bumbum, og når de omdel- te valgbrochurer og plakater råbte de: Stem på Aspargsen".

"Fantastisk", hviskede Rumme stakåndet.

"Qg min dansende Inge løb splitternøgen op til mikrofonen og sang og råbte Stem på Aspargsen, Stem på Aspargsen".

"Helt nøgen", gispede Rumme.

"Min Inge klippede håret af den unævnelige lille missekat, du ved, og gav det til mikrofonholderen i erindring. Er du så glad, Rumme", råbte Lars.

"Ohja, nej dog, hahaha", larmede Rumme.

"Jesper Steins valgtale", sagde Beni.

"Ja", sagde Lars. En lille bille kravlede på hans næse, han tog de uhyg-gelige briller af, gned næsen. Rumme stirrede på et ansigt uden øjne, den nye indsattes uhyggelige øjenhuler.

Lars satte brillen på igen, smilede, slog ud med armene.

"Ja, Jesper Stein, en gudbenådet taler når det endelig stak ham, han talte på møder for invalideorganisationernes landsforening, der havde mange flere medlemmer end han nogensinde havde forestillet sig, og det var helt fantasti- ske møder, her sad de lammede trafikofre i kørestole, her hostede astmapati- enterne om kap, her blev de fra fødslen misdannede krøblinge ført ind på bårer, her sang de talehæmmedes sangkor, her spillede de blindes idrætsfore- ning fodbold, her løb folk uden ben terrænløb, her holdt døvstumme velkoms- tale og udbragte et hurra for den nye tids mænd og kvinder, og et talekor af åndssvage, hjerneskadet som foster eller ved fødslen, råbte med tindrende glade øjne: Jesper, Jesper Jesper, Jesper, deres kroppe lignede uformelige pølser, ikke én af dem kunne kontrollere muskler og bevægelser, tribunen vaklede mens de stampede i takt: 

Jesper, Jesper, Jesper, Jesper, og han blev druknet i deres spyt, der flød som skummende vandfald på tribunen og ødelagde alt Jespers tøj da de om- favnede og kyssede ham. I guder, en herlig forestilling".

-

Henning Rumme gispede, hans fritidsjakke svajede omkring hans store krop, det luerøde kraftige hoved var sunket forover, hans rødsprængte øjne spilet op, han savlede fra den enormt store åbne mund, underkæben hang slapt ned over brystet, tungen ragede frem, han rallede og prustede stakåndet, stirrede hypnotiseret på Lars. Whiskyen i glasset, han knugede mellem hænderne, rys- tede og skvulpede.

Laila krøb tættere ind til Lars, kyssede hans hænder.

-

Pia-Pauline Rumme kunne ikke tåle nogen form for ophidselse. 

Når det skete, fik hun anfald af seksuelle forstyrrelser. Hun havde grædende spurgt lægen om det var normalt, at ægtefæller kun havde samkvem en enkelt gang hver tredie måned, fordi manden var for træt? Derfor lå hun om natten og kælede med sig selv, kærtegnede de små bryster og den søde lille vagina, sagde hun. Lægen havde rødmet, kunne ikke give råd.

Emilia så bekymret på Pia, som med den højre hånd trak uldtæppet helt op til hagen, mens hun med venstre hånd kælede et hemmeligt sted under tæp- pet. Det skulle altid være venstre hånd. Med den højre sagde man goddag og lavede mad, og skulle måske engang made småbørn. 

"Pia-Pauline", hviskede Emilia; de rejste sig uden støj fra det ubekvemme gulv, listede ind på Emilias nye værelse.

-

Beni tegnede en skitse til den nye månedsbulletin. øverst stod med flotte bogstaver, International Refugee Information. 

Beni nynnede: "Vor gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare, han er vor ven i al vor nød. Tra la la la, dum daj, dum daj".

"Beni, hvordan går valget til folketinget?", sagde Lars.

"Delresultat fra Sorø, det trækker ud med landsresultatet, nu skændes de".

Lars purrede Lailas hår, kyssede hende, og sagde:

"For mange år siden sang min søde Marion aftensange for mig, og jeg spillede obligatstemmen på min trompet, det lød så smukt, det var som om vi kom i kontakt med selveste Vorherre. Du ved, Laila, denne frydefulde for-nemmelse af evig troskab, lykke, fred, harmoni, den guddommelige tilstand, som vi kun finder inde i os selv, uden hjælp af nogen fremmed herre".

"Lars, jeg elsker dig, dumme krigsfange", hviskede Laila.

-

Fængselsdirektør, dr.phil. et paed. et psyc. Henning Rumme vaklede fortum- let, beruset og træt ud til sin vogn, startede den, men kunne ikke følge vejen. Han havde set de tomme øjenhuler i et ansigt. Rummes vogn pløjede sig igen- nem mange kartoffelrækker før den gik i stå. 

Billygterne lyste ind i en grøn urskov, truende i mørket. Opskræmte fasaner og agerhøns trippede forvildede på biltaget. 

Her faldt Rumme i søvn, havde skræmmende mareridt. Han blev forfulgt af skrækkelige uhyrer, en etbenet pakistaner med testikler større end meloner, en skraldgrinende pegasus med tomme øjenhuler, skamredet af en mand der slog efter Rumme med en hvid stok, og en høvdingedatter fra Indianerland, der greb fat i hans lem med krogede fingre som ørnekløer, og med en kniv ville skære det væmmelige ud, ohgudnej, det forbudte måtte ikke komme ud, og Pia, dejlige søde Pia smilede og vinkede til ham før hun forsvandt mellem lårene på en liderlig, jødiskvietnamesisk prinsesse.

Pauline og Emilia fulgtes den næste morgen. Den havarerede bil i kartoffel- marken gjorde ingen indtryk, de kyssede hinanden til afsked, vinkede til hin- anden. Pauline lo, dansede hele vejen tilbage til fængselsdirektørens bolig.

-

Da valgresultatet endelig tonede frem på tv-skærmen, sagde Beni: 

"Nej, ved du hvad, Lars, det er så ringe, jeg lukker".

"Der er noget humbug ved demokratiet, men hvad?", svarede Lars.

"Hr. hønisse, ikke demokratiet, men den forstenede magtstruktur".

Beni remsede op: "Højrefløjen 95, venstrefløjen 84 af folketingets 179 man-dater. Vi tabte".

"Fandens til lort", sagde Lars.

-

-

-

                                                          guld33                            

-

-

-

-