31 af 36

Retfærdighedens grænsepæle

- hold da kæft, mand, det er Sigges morder -

Det var aftenen før folketingsvalget, tv-udsendelser med partiledernes bort- forklaringer og akrobatiske taløvelser. 

Folket kedede sig gudsjammerligt, havde svært ved at forstå, hvorfor stats- budgettet og husholdningspengene ikke kunne slå til.

"Vi skal forblive i Nato og EU, forbedre betalingsbalancen, stimulere erhver- venes eksport, det gøres bedst ved at nedsætte skatterne", sagde højrefløjen. 

"Vi skal ud af Nato og ud af EU, produktionens merværdi skal fordeles til fol- ket, så børn, syge og gamle får det bedre, skatterne skal forhøjes for dem der har råd til at betale", svarede venstrefløjen.

Arbejderpartiet, liberadister og konservister talte om holdninger; ikke om holdningen til krig eller fred, men holdningen til betalingsbalancen, som desværre betød stor mangel på boliger til udleje, heldigvis til gavn for hus-ejerne, tilføjede liberadister og ligusterfascister.

- 

Der kom mere liv i debatten. En berygtet højremand fra et af landets 116 op- stillingsberettigede partier, red sin negative kæphest om flygtninge og indvan- drere: 

"Den forrykte skandale hos Jomfru Flossyh i Tårbæk, som er et ulovligt bordel for kriminelle flygtninge", råbte han.

Banko. Hvad der hidtil var holdt hemmeligt, var sluppet ud.

Arbejderpartiets skyggejustitsminister talte om partiets holdning. Stående nær Arbejderpartiets lidet påskønnede leder, udtalte skyggen:

"Det er vort partis opfattelse, at retsbegreberne ikke skal bøjes efter vinden, som blødt jern, eller efter tilfældige bevægelser, men heller ikke være hårde og ubøjelige som stål. Tværtimod skal retfærdighedens grænsepæle kunne flyttes i takt med befolkningens demokratiske forståelse for barmhjertighed. Dette er ikke et spørgsmål om religion, men udtryk for et kulturfolks anerken- delse af bibelens etiske ord om tolerance og tilgivelse".

Den aften sad landets kvinder foran tv-apparaterne med håndarbejde eller en kaffekop, og sagde:

"Lille farmand, hvad tror du han mener med det?". 

Kvinderne spurgte forgæves, deres mænd i lænestolene sov.

VÅGN OP

Bimmers far, Bent Busedal, blundede.

"Bent, vågn så op, du sagde ikke farvel til mormor, hun er lige gået", sagde fru Else, ruskede liv i den søvnige ægtefælle, "drik nu din kaffe".

Telefonen kimede. "Det er nok mormor der har glemt noget".

Fru Else løftede røret og sagde: "Hallo, mormor".

"Jeg har fået galt nummer, undskyld", lød en høflig herrestemme.

"Vi har 01959698", svarede fru Else venligt.

"Godaften, må jeg tale med Bimmer Busedal, træffer jeg ham hjemme?" 

"Ja, et øjeblik".

Knopf havde haft en samtale med hr. og fru Busedal, havde bedt dem over- våge Bimmers telefonsamtaler, notere hvem han talte med ved høfligt at spør- ge Bimmer, og endelig alarmere politiet, hvis Bimmer kom i vanskeligheder.

Bimmer var ikke hjemme; det var første gang en fremmed stemme spurgte efter ham i telefonen.

"Til Bimmer, det en mand i telefonen, tal med ham", hviskede fru Else.

Bent Busedal blev lysvågen, greb telefonen.

Og idet han efterlignede Bimmers lyse stemme, sagde han: "Hallo, goddag, det er Bimmer".

"Goddag, Bimmer, du kender mig ikke, jeg er medlem af klubben, Sigges klub, jeg har et par gode programmer til dig, hvis du er interesseret?".

"Ja, hvad koster de?".

"Vi bytter som sædvanlig, kom med et par af dine nye, har du nogen?".

"Ja".

"Det var fint, kan du møde mig i morgen aften?".

"Ja".

"Kan vi mødes foran Hovedbanegården i morgen aften klokken syv?".

"Ja".

"Så ses vi i morgen aften klokken syv, du skal spise på et æble og på en ap- pelsin, så jeg kan kende dig, er det en aftale?".

"Ja".

"Godt, på gensyn, i morgen aften klokken syv, foran Hovedbanen, husk æble og appelsin, farvel".

"Ja, farvel".

"Gud, Bent?", hviskede fru Else.

"Flyt dig, jeg skal tisse".

"Hvad ville han?".

"Hvornår kommer Bimmer?".

"Han er nede hos Henrik på første, de spiller computerspil".

"Gå ind og spørg om Gotfred har tid, han skal komme, og gå ned og hent Bimmer".

-

Gotfred, tidligere mesterbokser, en anelse hjerneskadet af bokseslag, så be- kymret på sin nabo: 

"Jeg skal altså først slå ham, hvis du bliver slået ned?", sagde han.

"Hvis nogen skyder på mig, eller slår mig ned".

"Skyder de på dig?", råbte Gotfred.

"Jeg ved ingen ting, den skid skal betale min telefonregning, 12.000 kroner, du".

"Kender du manden? Hvorfor glor du? Jeg sagde, kender du manden?".

"Nej, men det gør Bimmer".

"Alle dem som Bimmer kender, skyder ikke, nænej, du skulle ringe til politi- et, det sagde du?".

"Så får jeg ikke de 12.000 kroner, vel?".

"Nånej".

Bimmer sagde irriteret: "Jeg har ikke bedt nogen om at ringe til mig".

-

Næste aften, 19:01. Bimmer havde ikke stået ét minut foran Hovedbanegår- den og gnasket på et æble og pillet en appelsin, da en stemme sagde: 

"Hallo, Bimmer".-

nej altså nu må jeg synke ned i jorden blive levende begravet under mud-der som fattige columbianere bliver kvalt under årlige jordskred stå på ét ben resten af livet det er skide svært at stå på et ben ret længe forære alle mine computerspil til Henrik Henriks mormor har ikke så mange penge og aldrig mere lyve for mor og far og passe den dødssyge handelsskole ikke sige snotnæse til lærerinden ud med telefonmodem og computer det rustne lort ud på lossepladsen skære min pik af det er da et offer hvad fanden gør man ikke se på morderens smilende ansigt hold da kæft mand det er Sigges morder hvad skal jeg gøre

"Bimmer, fik du æblet i den gale hals?".

Bimmer hostede, rødskjoldet i ansigtet: "Undskyld". 

"Kom, jeg har min vogn her, du skal se mine computerprogrammer, jeg bor nær ved".

for fanden mand, det er morderens vogn, sort, med gråt læderindtræk

"Bimmer, smid æblet og appelsinen ud af vinduet, du sviner for meget".

"Ja". 

Bimmer drejede hovedet, så ud af bagruden.

hvorfor kommer de ikke, mor og far i den mørkeblå, Gotfred i den røde, det sagde de, nu kører manden ned til havnen, hold da helt kæft

Manden var tavs. Bimmer var tavs. Bimmer skævede til ham.

manden er lyslokket og høj, med markeret ansigt, lidt ældre end far, måske som Gotfred

De kørte langs kajkanten på Islands Brygge, forbi soyakagefabrikken, der var ikke en levende sjæl. De kørte bumpende ind på en stor, grim, hullet parkeringsplads. Manden steg ud, smilede stift, som om han var flov eller nervøs.

"Kom, Bimmer, vi går".

Gotfred kom kørende i den røde ind på parkeringspladsen, og bag ham så Bimmer, mor og far i den mørkeblå.

-

Da manden så Gotfreds røde bil, trak han en revolver, fyrede løs på Bimmer. Bimmer sank sammen, smilede forbavset, til hans ansigt blev slapt.

Manden sprang hen til sin vogn, låste bildøren op, startede, bremsede foran Gotfreds bil, punkterede med skud dækkene på først den røde, så Busedals mørkeblå, kørte bumpende ud over den store, grimme, hullede parkerings- plads, og forsvandt.

Gotfred startede den røde, men kom ikke langt på fire flade dæk.

Bent Busedal blev siddende i vognen.

hvad skal jeg sige til politiet, jeg så den mand stå foran Sigges vinduer, hvornår var det, Else købte strømpebukser den dag, jeg udfyldte en tipskupon, den dag var manden rødhåret, troede jeg, han er blond og har krøller i håret, Else klamrer sig til Bimmer, Bimmer er død, Else hold op med det, du får blod på kjolen, drengen er død, nu ønsker hun sig en datter, jeg ved det, næ Else, ikke før du husker lille Ellys grav, den glemmer du, den ordner mormor og mig, mon mormor vil låne mig 12.000 kroner til telefonregningen 

Bimmer døde i fru Elses arme.

-
Misbrug af organisationen

"Det var Peter Nyvang der ringede, han er forsinket", råbte Emilia.

Anelise smilede; forelsket i Peter.

min Peter er altid hensynsfuld, blot fem minutter forsinket, så ringer han

"Jeg gad vide, hvad han farter rundt med", sagde Laila.

Anelise så op fra sit håndarbejde; hun strikkede på et halstørklæde til Peter.

"Hvorfor skal du altid kritisere Peter Nyvang?".

"Hvornår kommer han?", spurgte Lars; han sad ved Marions seng.

- 

Marion lå helt stille, ubevægelig, intet kunne hjælpe Marion. 

Lars holdt Marion i hånden. Lars tegnede små cirkler på gulvtæppet med den hvide stok. Når han strøg sig over panden, svirpede stokken i håret; han satte stokken fast mellem lårene. Brillen med de sorte glas generede hans næse, han tog brillen af, gned næsen, hviskede: 

"Vi to vil ikke dø, lille Marion, vi to vil ikke dø, vi skal blot pines".

Peter Nyvang stillede cyklen ind i garagen; fik mad af Emilia. Nyvang var så nem, spiste kun grøntsager, fræset i en blender, lidt vin, eddikke, sukker, salt, peber, det kunne ikke være nemmere. Da han havde spist, samledes de om- kring Marions seng. 

Anelise lagde grammofonplader med klassisk musik frem til aftenkoncerten, korværker af Giovanni Palestrina, Buxtehude, Corelli, Bach, Mozart. Emilia kom med kaffe og hjemmebag, Leila skænkede sherry og whisky. Den forvent- ningsfulde ro indfandt sig, og Lars sagde:

"Hvor langt kom jeg, I ved mig, Blinde-Lars, i går aftes?".

"Du talte om Andreas".

"Gjorde jeg? Ja, det gjorde jeg, jeg holdt meget af onkel Andreas".

"Lars, din whisky, jeg stiller den her", sagde Laila. Hun bøjede sig frem, kys- sede Lars på kinden.

"Tak, min ven, har Marion fået?".

"Marion?", sagde Nyvang.

"Marion sover", hviskede Laila.

"Drak hun sin kakao?".

"Ja, lidt".

"Nå, ja ja, vi må holde liv i hende, ikke sandt, Marion, min søde skat", svare- de Lars muntert. Lars løftede Marions magre hånd, kyssede den.

"Jo, nu skal I høre", sagde Lars.

-

Den nat, klokken 01,49, noterede Peter Nyvang, døde Marion.

Lars låste sygeværelset, bad Anelise og Laila ordne det fornødne næste dag, en læge og en bedemand.

Klokken 02,51 bad Peter Nyvang dem samles i havestuen.

"Er der noget galt, Peter, du forstyrrer Marions sorg, hun sidder i himlen og snakker med Vorherre, hun græder og er trist, hun forlod mig", sagde Lars.

"Der er noget jeg vil vise jer ovenpå", svarede Peter Nyvang.

Anelise havde forgrædte øjne, Emilia havde skiftet trusser to gange og tredie gang lagt to tamponer højt op i skeden. Laila veg ikke fra Lars. Hun støttede ham op ad trappen.

"Lailatøs, jeg kan selv kravle", sagde Lars.

Så lo Laila Dådyr, kyssede ham.

Peter Nyvang og Anelise havde indrettet sig hyggeligt i tagetagen. Lars følte med stokken og hænderne:

"Sese, et nyt maleri, hvad forestiller det, en brølende hjort ved en skovsø".

"Det er meget moderne, Peter er en god maler", sagde Laila.

"Nå, Peter, sig os det så", sagde Lars.

-

Klokken 03,32 ankom Beni Sofikar. 

Det var bælgmørk nat, regnen silede ned. Beni viste passerseddel for Søren Hansens vagter, der havde råbt ham an ved havelågen. "I er godt kamoufleret i mørket", smilede Beni.

Anelise havde endnu mere forgrædte øjne. Emilia havde slem hovedpine. 

Laila gav Emilia tabletter. "Det er Larses, de er gode", hviskede hun.

-

Lars sagde: "Jeg forstår ikke en pind. I har misbrugt organisationen til noget så åndssvagt som militær spionage, eller hvad det nu er, langt uden for sund fornuft og".

"Vi er almindelige antimilitarister, Lars, det ved du, men vi skal beskytte flygtningene, det kan være nødvendigt med våben", sagde Beni.

"Helt i orden, men at dræbe en ung mand og".

"Lars, hør efter, Bimmer Busedal så mig i Sigismund Lohtrias butik. Hvad vil- le du selv have gjort?", svarede Peter Nyvang.

"Jeg ved det ikke. Jo, jeg ville have talt med ham, straks, omgående". 

Lars slog på sofabordet med den hvide stok, så rejste han sig: 

"Jeg er træt, jeg vil i seng, jeg kan intet gøre". 

Anelise græd. Emilia havde kvalme. Laila så på Lars. 

Peter Nyvang sagde: 

"Lars, de næste nætter sover du, Laila og Emilia nede i kælderen, sker der noget fører Laila jer ind i garagen, Laila starter vognen, porten går automatisk op når hun kører frem. Vi andre, Beni, Anelise og jeg kører i den anden vogn, og så regner vi med at nå frem til Havfruen, hun ligger i Hundested, hører du efter, Lars?".

"Jeg går ikke fra Marion", svarede Lars.

-

Beni og Laila hjalp Lars ind i soveværelset; han bad dem åbne fløjdørene ind til Marions værelse.

"Lars, Marion er død, nu må du ikke være urimelig", græd Laila.

Laila faldt i søvn, for træt til sidde stille. 

Lars og Beni talte hviskende sammen den næste time.

Det blæste stærkt, det trak op til uvejr. 

Klokken 04,10 styrtregnede det over hele landet. Togdriften standsede, fly blev nægtet start og landing, myndighederne ville erklære katastrofetilstand, alles nerver var på højkant.

NATIONENS FESTDAGE

Homme måtte gå imellem Knopf og Hansen. Generalen havde slået Knopf i gulvet. Homme fandt en kær anledning til at gøre gengæld. Søren Hansen fik en blodtud. Postyret skyldtes Dandy og Sofus og Hyldekrogens Pluto. Genera- len ville have dem med på unghundeudstilling.

Homme havde sagt nej.

Knopf var i tvivl; om formiddagen ville han, om eftermiddagen ville han ikke; næste dag ville han, og den følgende dag ville han ikke, "være med til alt det pjat", sagde han.

Knopf trådte frem mod generalen for at præciserer, at det ikke var ham selv, men hustruen og børnene, der var vægelsindede. Det opfattede Hansen, som endnu ikke vidste, at han havde en lille synsfejl i venstre øje, og var vred på Knopf, som et angreb, og slog først.

Homme fumlede med akut førstehjælp til sine kolleger:

"I ligger og slås på en af nationens festdage, og I vil fange forbrydere og spi- oner, vor herre bevares".

Klokken 04,32 traf de beslutningen.- 

Else Busedal havde fundet den vigtige brik, det var ikke nemt, konfrontatio- nen med fotografier af mistænkte, med Bimmers fader, Bent Busedal og den- nes nabo, Gotfred, havde ikke givet resultat.

Gotfred lettede sig i stolen og sagde, 'det er ham', og i næste sekund, 'næ, det er ikke ham'.

Bent Busedal ville kun se på lysblonde, krølhårede 35-årige mænd.

"Jeg gider ikke spilde tiden, jeg skal på arbejde, jeg tjener mest på skifte- hold om natten, jeg har en kæmpe telefonregning", sagde han.

Den selvrådende maskinarbejder havde undladt at tilkalde politiet, som af- talt, og kunne ikke give oplysninger om den sorte bil. 

"Jeg så den, og bilnummeret, men jeg skænkede det ikke en tanke".

Så havde Homme fået den geniale ide, sagde Knopf, at han lagde en stak billeder på bordet foran dem vedrørende, og general Hansen havde gispet forarget, sagerne med Lars, Marion, Weiters, Freddy Frog, og fotos fra den hemmelige flygtningeorganisation i Tårbæk.

-

"Det er ham", sagde Gotfred, pegede på den venligt smilende Beni Sofikar, satte sig tungt, "nej, det er ikke ham".

"Det er ingen af dem", vrissede Bent Busedal, "farvel, nu skal jeg tilbage til mit arbejde", han rejste sig, og forlod Tilsynet.

"Vent på mig", råbte Gotfred, løb efter sin nabo.

Fru Else sad længe med et billede af en nydelig mand, solbrændt, lysblond, som stod smilende lænet ved rælingen på et skib; hans hår flagrede i vinden, måske havde han naturkrøller.

"Jeg ved det ikke, han er en pæn mand, men det ligner ham, som Bimmer talte om, ham i Sigges butik, blondt krøllet hår, blå øjne", sagde fru Else.

Det var det eneste billede politiet havde af Peter Nyvang.

"Tør vi bruge chancen?", mumlede Homme.

--
Jeg glæder mig, hurra halløj

Klokken 04,59 stod skatteinspektør Lundefryd ud af sin lune seng, vækkede sin hustru, bad om morgenmad, gik i bad, spiste, klædte sig på, og satte sig op på sin uundværlige cykel for at køre ud til Lars Anton Ernest i Weiters hus i Søllerød.

Det var næsten en fridag, bortset fra det forfærdelige regnvejr, men "baga- teller for en trænet og regnvejrspåklædt cyklist", nynnede Lundefryd.

Han glædede sig til turen, havde gjort det i flere dage, nemlig fra den dag husets høje chef, skattepolitidirektøren, havde kaldt på ham og sagt:

"Kan De huske denne Lars Anton Ernest? Nu er den gal med ham igen, man- den har, tro mig om De vil, stjålet hele Nationalbankens guldbeholdning".

"Tyskerguldet", rettede Lundefryd.

"Ja, lige meget hvad, men han har gjort det igen, haft rigelige og meget sto- re indtægter, og har selvfølgelig ikke indsendt sin selvangivelse i snart mange år".

"Hvad foreslår hr. direktøren?".

"Sørg De for, at vi får en betalingsordning med skyldneren, jeg ønsker ikke de store restancer, det ved De".

"Javel", svarede skatteinspektøren.

det er nu ejendommeligt, men såvidt jeg husker mødte jeg Lars Anton Ernest første gang også på en valgdag, dengang var jeg kandidat for de kon-servative, og det lille geni var opstillet for Arbejderpartiet

Skatteinspektør Lundefryd nynnede, mens han trådte i pedalerne, cyklede i øsende regnvejr:

"Jeg glæder mig, hurra halløj, til at gense, til at gense, hurra halløj, til at gense, min gode ven, Lars Anton Ernest, og den friske skov, den friske skov, hurra halløj".

--
Stormen

Klokken 05.02 trykkede Homme på hoveddørens dørklokke til Weiters hus i Søllerød.

Homme, Knopf og Søren Hansen ventede. 

Regnen slog hårdt, stormen hylede. Homme frøs, trak frakken tættere om sig. Knopf slog regnvand af sin hat. General Hansen følte vandet trænge ind i sin ene sko, han stod for tæt ved udløbet fra en tagrende.

"Infame møgvejr".

Det skrattede i dørtelefonen. "Hallo, er der nogen? Hvem er det?". 

Det kunne måske være Peter Nyvangs stemme.

"Godmorgen, vil De være rar at lukke op, De taler med politimester Knopf".

"Hvad vil De?".

"Tale med Dem, sagde jeg".

"Vi vil ikke forstyrres, vi sover, vi kom sent i seng".

"Luk så den dør op", råbte Homme.

"Jeg forlanger at få at vide, hvad De vil".

"Hør nu her, min gode mand, De taler med general Søren Hansen, jeg hen- stiller til Dem at De omgående kommer tilstede og åbner døren, ellers gør mine soldater det. Har De forstået?".

"Hvad vil I? Kommer I for at ophæve husarresten for Lars og Marion?".

Der lød ophidsede stemmer, en kvinde græd, dørtelefonen blev afbrudt.

-

"Der er nogen der har dårlig samvittighed".

"Hvad gør vi?".

"Vi sætter skulderen til".

"Døren er af egetræ, den skal sprænges bort".

"Lad os vente et kvarter, nej, en halv time".

-

Peter Nyvang nægtede at gå ned fra tagetagen. Beni Sofikar løb op til ham, Beni var betænkelig ved den uventede situation.

"Peter, hvorfor har du barrikaderet hele huset?".

"Jeg overgiver mig ikke".

"Du må da tænke på Lars og Marion, og pigerne, og mig, Anelise skælver af nervøsitet. Anelise, få nu noget tøj på, altså, Nyvang, det her går ikke, politiet har ret til at komme, vi har pligt til at lukke dem ind". 

Beni løb gennem værelserne på tagetagen, så ud bag gardinerne, løb tilba- ge til Peter Nyvang. 

"De har omringet os, Søren Hansens grønjakker, mester Knopfs lille garde og Hommes folk".

"Blodhunde", snerrede Nyvang.

"Peter, hør nu, dét du har lavet giver højest et par år i fængsel, jeg hjælper dig, vi besøger dig, to tre gange om ugen, det er ikke så slemt, hører du, du må åbne døren".

-

De blev afbrudt af Lars: "Hvad er det for et gedemarked, er det at mindes min afdøde hustru? Hvis Marion havde levet kan jeg love jer for, at der blev krig, men tøsen er død, hendes sjælefred er at snakke færdig med Vorherre. Kan I hører mig deroppe? Peter, Beni, Anelise, luk så den dør op for politiet".

Lars slog på trappens gelænder, den hvide stok knækkede. 

Laila trak ham ind i soveværelset. Lars rev sig løs, famlede frem gennem de åbne fløjdøre, ind til Marion, trak stolen hen til hendes seng, tog hendes hånd, kyssede den.

"Marion, du pines ikke længere, nu kommer turen til mig", hviskede han. 

En højttaler rungede op mod huset:

"Hallo, her taler militæret, general Søren Hansen. Hvis ikke døren åbnes inden tre minutter bliver adgangen til huset åbnet med magt, forstået? Her taler general Søren Hansen. Jeg gentager, vi sprænger døren med magt, militærets magt".

Beni Sofikar løb ned ad trappen, sparkede til låsene, slog med en hammer på hoveddøren. Peter havde arbejdet hårdt, skruet, maset, boret i planker.

"Beni, gå væk fra døren".

Peter Nyvang kom gående ned ad trappen med pistoler i hænderne.

"Peter, vær nu rolig".

Beni følte angst, knugede sine hænder, han havde oplevet meget, men al- drig stået over for en bevæbnet og desperat mand, som var en ven. 

Peter viftede med pistolerne: "Beni, sæt dig ind til Marion. Laila og Lars er hos hende, forhold dig roligt".

Beni rettede sig op, rakte Peter hånden: "Farvel, Peter, når du får brug for mig, så ring".

Peter puffede Beni ind i til Laila og Lars i Marions værelse, lukkede døren, låste den; de hørte lyden af knust glas fra vinduerne i havestuen.

"De kommer", mumlede han, løb op ad trappen til tagetagen.

-

Anelise og Emilia var krøbet ud ad vinduet, havde ladet sig glide ned, hængte i armene, holdt fast i vindueskarmen.

De hørte Peters råb, der lød som et skrig: "Anelise, hvorfor?". 

Pigerne lod sig falde ned til de sammenstimlede mænd, der stod ved hus- muren og greb dem.

Peter løb fra værelse til værelse, mumlede: "Anelise, Emilia, Beni, se Lars humper, soldaterne, morderne, krapylet, forræderne, slæber brutalt med Lars og Laila".

Lars råbte:

"Marion, jeg kommer tilbage, jeg kommer tilbage, jeg elsker dig".

-

Peter Nyvang gjorde håndgranaterne og maskinpistolerne klar.

se ham generalen, den idiot, se ham, det fjols, råbe og skrige i højttaleren, Peter Nyvang, De skal overgive Dem, det er sidste advarsel, vi stormer huset, nå, det tror I -

Peter Nyvang åbnede ild. Ved første skudsalve dræbtes politimester Knopf og to af hans folk. En civilist, der uventet dukkede frem fra genboens have, blev dræbt af mange skud.  Ved den næste salve dræbte Peter tre politifolk og den pige, de skulle beskytte, Anelise, forelsket i ham. 

Anelise hviskede sine sidste ord: "Peter, nu dør jeg".

En ny salve ramte fire af general Hansens veltrænede mænd.

"Tag ham, fremrykning, vi stormer huset, alle delinger frem", råbte general Søren Hansen.

-

-

                                                    guld32

-

-

-

-