Carlsberg Glyptotek, og den nærliggende nabo, Carstensens have, Tivoli, lå belyst af projektører og neonlyset fra Tilsynets lofter i alle kontorer, lys fra arbejdslamper ved radioanlæg, telestation, computerne, hvilerum, garderobe- skabe, våbenskabe, toiletter og baderum. 

Det vrimlede med mennesker, generalens stødtropper, søren-hansen-solda-ter, med mørkegrønne trøjer, i hast hevet over hovederne, alle bevæbnede med maskinpistoler, vagter ved dørene.

General Hansen sad ved kortbordet, i dyb koncentration, opslugt af et bundt rapporter, støttede albuerne på bordpladen, holdt hænderne tæt og fladt ind til ørene, hans hår strittede; en iagttager ville sige, at general Søren Hansen lignede en stresset delingsfører fra det kristelige spejderkorps.

-

Det var midt i valgkampen til folketingsvalget. Ved juletid og i valgtider her- sker en vennesæl stemning blandt politikere. Måske af den årsag, eller noget andet, med politikere ved man aldrig, kom først forsvarsministeren og senere dennes kollega, justitsministeren, på besøg i Tilsynet.

Forsvarsministeren kørte gennem politiets garager, tværs gennem bilværk- stedet, gennem stålporten, ned ad rampen, standsede foran døren, ingen adgang. 5 bevæbnede mænd arresterede ministeren, som havde besvær med at forklare, hvem han var, og hans ærinde; han blev som spion og krigsfange belagt med håndjern, fremstillet for vagtkommandøren, og derefter for gene-ralen. 

"Jeg er nervøs for valget", sagde forsvarsministeren, "de skide røde kommu- nister og socialdemokrater skulle jo nødig vinde valget, jeg kom tilfældigt forbi, helt tilfældigt, farvel, Søren Hansen".

Søren Hansen havde ikke hørt et ord; han læste rapporter.

Justitsministeren var fornuftig; han spadserede fra Christiansborg, gik ind i Tivoli, derfra til Glyptotekets have, satte sig på en bænk, fodrede duerne, før han begav sig til politiets garage og henvendte sig til en mekaniker, legitime- rede sig, mekanikeren talte i telefon, åbnede døren til Tilsynet.

"Goddag, Søren Hansen, De har travlt, ser jeg, jeg skal ikke forstyrre, vi har jo folketingsvalget for døren, de røde skulle nødig vinde. I har alle sammen travlt, ja, af hensyn til Nato. Vi havde en forespørgsel fra amerikanerne, den lille sag skal opklares hurtigt, jeg skal ikke forstyrre, jeg kom tilfældigt forbi, helt tilfældigt, ja, farvel, Søren Hansen".

General Hansen havde ikke hørt et ord; han læste.

-

Han så først op, da han ville tænde en cigaret, og så da, hånligt og vredt, på en 19-årig ung mand, Bimmer Busedal, der sad sammenlænket med en ældre mand, radioforhandler Sigismund Lohtrias, der led af tømmermænd efter tre dages druk. De anholdte lignede skibbrudne på en øde ø.

"Hr. politidirektør", kom det hæst fra Lohtrias, "jeg har siddet her i fem timer, jeg er meget tørstig".

"Hold mund", svarede Søren Hansen.

Bimmer Busedal turde kun hviske: "Hr. politi, jeg skal tisse".

-

Klokken 6:30 samme dags morgen skubbede maskinarbejder Bent Busedal, sin søn, Bimmer og sin 37-årige hustru, Else, ind foran skranken hos politiet, Station 1, vagthavende Axelsen.

"Hr. politichef", råbte Bent Busedal ophidset, "jeg anmelder min søn og min kone for misbrug af telefonen, på min regning, den er femten gange større end normalt. Drengen må betale, det er bedrageri. Jeg skal på arbejde, jeg kommer for sent, det har jeg ikke råd til, farvel, men min søn skal straffes, farvel". 

Bent Busedal lod sin hånd falde ned på skranken, bang, og løb.

Vagthavende Axelsen: "Hvad har du lavet, knægt?".

"Ikke noget", mumlede Bimmer.

Axelsen så på fru Else. "Frue, taler De meget med veninderne i telefonen?".

Fru Else rødmede, blev vred:

"Ved gud nej, hr. politi, drengen fik en computer af sin mormor til sin fød- selsdag, den dumme knægt er vild med computere, helt vild, det forstår De vel. Men jeg siger", fru Else rankede ryggen, "jeg siger det er bedre at Bim- mer laver computere end at hænge på gadehjørnerne og blive kriminel, som visse andre".

Axelsen: "Bimmer, hvad har du lavet?".

Fru Else: "Sig det nu, Bimmer".

"Min far er sur fordi telefonregningen er for stor", svarede Bimmer.

-

Bimmer var hacker, ulovlig edb-tapper. Med sin computer og et modem og via familiens telefon kom han ind i bankers, forsikringers, industriers, rederi- ers, handelshuses, advokaters og revisorers edb-anlæg, og efter den rutine forsøgte han sig med politiets edb, og med militære hemmeligheder. 

Axelsen forstod ikke ét ord af Bimmers forklaring. Bimmer var forbeholden, hvad han sagde direkte. Men i tågen af volapyk opfattede Axelsen, at Bimmer vistnok var edb-kriminel. Axelsen puffede Bimmer ind i en celle, og måtte for- klare den grædende fru Else, at enten gik hun, eller hun blev spærret inde.

Stationsleder Kristiansen mødte klokken 7:04, blev mødt af Axelsen, der meddelte, at en lille edb-idiot måske havde gjort noget strafbart.

-

Kristiansen gik i enrum, og efter nøje at have gennemtænkt sagen, rettede han henvendelse til efterretningstjenesten med forespørgsel om, hvordan man politimæssigt forholdt sig. Der havde jo været skrevet så meget om com-putere.

"Send ham ned i Tilsynet", lød svaret.

"Hvabehar?".

"Nå, det kender du ikke, kør ned i garagen ved Politigården".

"Garagen, javel".

Kristiansen kørte til garageanlægget, blev holdende uden for, og kunne langt inde i bilværkstedet svagt skimte en stålport med et skilt, Tilsynet.

"Det var pokker", mumlede han, kørte tilbage til Station 1.

"Kom med knægten, han skal ned til Tilsynet", kommanderede Kristiansen.

Axelsen måbede. Kristiansen sagde: 

"Du har været i tjenesten i en menneskealder, og du kender ikke Tilsynet, garagen ved Politigården, for fanden mand".

Axelsen, med Bimmer, kørte i patruljevognen ind i garagen, helt frem til den lukkede stålport.

"Hov", råbte en mekaniker, som kom løbende, "ingen biler her".

"Jeg skal aflevere Bimmer".

Porten gled op under loftet, en mandskabsvogn med Søren Hansens grøn- jakker kørte ud under porten, drejede uden om patruljevognen; mændene i mandskabsvognen råbte til vagten:

"Ingen fremmede biler, tak", drønede ud af garagen.

Vagten trykkede hurtigt på knappen, ned, patruljevognen kørte frem, blev fanget. Den tunge stålport kvaste langsomt patruljevognen ned mod gulvet, vognens ruder pulveriseret, det nymalede Politi på taget og dørene krakelere- de, det elektriske system kortsluttede, det blå blinklys blinkede med dobbelt hastighed, den totonede sirene hylede ganske infernalsk.

"Hjælp", råbte de i vognen indespærrede, Axelsen og Bimmer.

--
17 mistede fly

Den i Tjekkiet uddannede radiomekaniker, og efter det nazistiske Anschluss i 1938, tilfældigt til Danmark flygtede ungkommunist, Sigismund Lohtrias, hav-de i 40 år haft en lille radioforretning på Vesterbro i København. Her var han kendt som en original. Han reparerede radioer og tv-apparater, og da compu-terdillen slog igennem, gjorde han gode forretninger.

Bimmer var ven med Lohtrias, havde kendt ham siden barndommen, de var naboer; fru Else havde døjet med drengens interesse; han trykkede næsen flad mod Lohtrias vindue i målløs beundring, og fru Else havde utallige gange hevet i Bimmer og sagt "kom nu, Bimmer".

Det var Lohtrias, der viste Bimmer, hvordan man via et telefonmodem koblet til computeren, og med frækhedens, fantasiens og kombinationsevnens nåde- gave, via et dertil egnet computerprogram, kom direkte ind i fremmede, me- get interessante edb-anlæg.

Derefter fandt Bimmer ud af, at han via sin computer, en gave fra mormor, kunne dirigere fremmede computere næsten efter behag, kunne kopiere skær- mens billede og fortrolige indhold, udskrive teksten og læse hemmeligheder, udpønse næste træk, forvolde endnu mere ravage. Stat, amter, kommuner, og det private erhvervsliv, afholdt konferencer om problemet.

Beregninger til veje og jernbanebroer, tegningerne til den nye Øresunds bro, alt skjult i Vejdirektoratets edb-anlæg, var ændret ganske forfærdeligt. Beregninger for artillerikanoner og projektilers mundingshastighed og bane- kurve, var saboteret, kommunistiske agenter havde ødelagt militære hemme- ligheder, hed det. Enorme skadeserstatninger blev udbetalt til ejere af mis-tede fyldepenne og stjålne cykler. En skypumpehærget flyveskole, der havde mistet 17 fly, 5 hangarer og et stort værksted, kom i klammeri med politiet, da ejerne troppede op i retten med anklage mod et forsikringsselskab for svindel. Selskabet havde tilsendt flyveskolen fem kilo sprængstof og en skarpladt pistol, samt en erstatningscheck på 14 kroner og 29 øre.

Alt herom læste Bimmer med stolthed i avisen.

Det fortalte han Lohtrias, der sagde: 

"Hvis du kan skaffe mig arbejdsprogrammet, med indholdet, og styringspro- grammerne til computerne i Forsvarskommandoens anlæg i Vedbæk, får du 1000 kroner".

Den unge handelsstuderende Bimmer svarede: "5000 kroner".

"Vi siger 2500 kroner", svarede Lohtrias. Bimmer sagde ja.

Bimmers mormor, der havde købt computeren, var bekymret for sine børne- børn. Leif, Bimmers fætter, havde været i ungdomsfængsel to gange. 

"Sådan skulle det jo nødig gå Bimmer", sagde mormor til sin datter og svi- gersøn, der gjorde vrøvl over de mange gaver til drengen.

"Er I misundelige, fordi jeg giver ham 500 kroner?", sagde mormor. Næ, ih- nej, de var ikke misundelige. Men de ville have blegnet, dersom de vidste, at mormors udgifter til Bimmer havde passeret 20.000 kroner, da mormor lukkede pengekassen.

"Sigge, hvad skal du bruge Forsvarskommandoen til?", spurgte Bimmer.

"Programmerne er til vores computerklub", svarede Lohtrias.

Klubben var startet i USA, den havde medlemmer i Europa, en sportsfore- ning for eliteidræt med hjernegymnastik. Udbyttet, en samling massekopiere- de computerprogrammer. Selvfølgelig havde Sigge Lohtrias andre, mere aldersstegne og fordægtige kunder.

-

Sigismund Lohtrias var kvartalsdranker. Når tiden kom vidste nabolaget, hvad der var i vente, inklusive Politistation 1. Det kostede indhug i Lohtrias helbred, og de fleste af hans penge, at vakle rundt på Vesterbros beværtnin- ger, som afsluttedes med, at han ville i karbad.

Han havde boet så længe i kvarteret, at han havde besøgt en badeanstalt, der før den blev nedlagt, var nabo til politiet. I sin renlighedstrang gik han vaklende, famlende, støttende sig til husmuren, højlydt protesterende på jagt efter den nedlagte badeanstalt, der nu var lilleskole for jødiske småbørn. 

Skolepedellen jamrede. Sigge havnede hos naboen, Station 1.

Den pågældende nat, klokken 00,32 vaklede Sigge ind til vagthavende på Station 1, og råbte:

"Du skaffe Sigge en varm badt, du søn af en huhrer".

Det kunne hænde, at den vagthavende var en kvindelig betjent, så hviskede Sigge: "Oh, søte dame, vi to gå i varmen badt". 

Hvorpå Sigismund Lohtrias sank bevidstløs sammen hen over skranken.

Døren til detentionen blev ikke låst, døren stod på klem. Sigge kunne kravle ud og vakle hjem. Det gjorde han denne morgen; et ur viste 5:00.

Klokken 9:06 blev stationsleder Kristiansen pålagt, at afhente den tjekkisk- danske statsborger, Lohtrias, bringe ham til Tilsynet. Kristiansen satte skulde- ren til døren i Sigges lille butik, idet han råbte:

"Sigge, din ærkeforbryder, computersvindler, det havde jeg ikke troet om dig, dig havde jeg tillid til, din forbandede stymper, følg med".

-

Jomfru Flossyhs lille fabrik blev invaderet af Søren Hansens soldater samme dag kl. 14:52. Dagen før havde Peter Nyvang ringet til Lars. Havfruen skulle på værft, maskinen justeres. Lars måtte komme, hjælpe de andre i jomfru Flos- syhs menageri.

"Det pisregner og Marion har det meget dårligt".

"Beni er igen i New York, du må komme, værftet venter på Havfruen".

"Jeg kommer".

Lars kyssede Marion farvel, aftalte med Laila Dådyr, at han ville overnatte i jomfru Flossyh indtil Peter Nyvang eller Beni meldte sig igen. 

Regnen faldt i tonsvis per kvadratmeter i de dage, et typisk dansk sommer- vejr, turisterne flygtede, indbyggerne klagede: "Vi bosætter os i Spanien eller Afrika, i solen og varmen, vi hader regn og kulde".

Søren Hansen invaderede Jomfru Flossyh, men kom ikke i kamp. 

Ingen modsatte sig deres indtrængen, de mange flygtningeansigter ændre-de udtryk fra glæde og ro, til dyb angst og alvor.

-

Der lød gennemtrængende skrig fra kældrene. Her mødte soldaterne, påstod de senere i vidneskranken, et rædselsvækkende syn: En tidligere diktator fra Afrika, en god ven til den franske præsident, stod lænket foran buret til en stor kvælerslange.

Ex-diktatoren blev af to, tidligere af ham, hårdt mishandlede landsmænd, af- hørt om, at han var kannibal, åd småbørn, dræbte fangne landsmænd, voldtog deres kvinder, stjal landets rigdomme, fik dem bogført i udlandets banker, og kronede sig selv til landets kejser.

Ex-kejseren var lænket til kvælerslangen Mathildes bur, mandens skrig bero- ede ikke på Mathildes omfavnelse, men på den ubehagelige oplevelse, han prøvede i buret 24 timer tidligere. Dér, inde i gitterburet hos Mathilde, stod en anden ex-diktator og skreg om nåde, selv om slangen på grund af tremmer og det solide gitter ikke kunne kvæle og æde ham, men hvæsede, viste ham sit skrækkelige gab, slikkede på hans angstsaltsvedende krop med sin kløftede tunge, ja, da hylede ex-diktatorer og blodhunde helt afsindigt.

Ham, i det kropssnævre gitterbur inde hos Mathilde, en oplevelse han ikke lærte at nyde, var en arabisk sheik, hvis omdømme som upålidelig spiller på oliemarkedet og ry som korrupt og grusom enehersker var legendarisk, hvis lørdagsfornøjelse det var, at beskære purunge jomfruers skamlæber og clitoris med en stenkniv og bagefter bole ofrene nedefra og bagfra og oppefra, dette ry var nået ud over Europa, sammen med hans families enorme mængder af guld, ædelsten og mixed valuta for milliarder af dollars i udlandets banker og finanshuse. Ex-sheikens landsmænd gjorde notater, stillede spørgsmål til den nøgne og hjælpeløse, svedende tidligere enehersker og tyran i gitterburet hos kvælerslangen Mathilde.

Lars havde skrevet et notat til Peter Nyvang:

"Kære Peter. Selv om det gavner vores sag, at flest muligt diktaturer og mili- tærregimer forandres til fredelige demokratier, er det betænkeligt, at du over- fylder cellerne med 4 personer i hver celle, der kun er beregnet til 1. Enten må returneringerne forøges, eller vi må stoppe den akutte modtagelse. Marion har det elendigt, kom nu og hils på hende, lørdag".

Lars låste notatet ned i Peter Nyvangs bord på kontoret, gik ud i den lille have for at trække frisk luft, nyde regnen. Her blev han slået til jorden af gene- ral Hansens soldater og brutalt slæbt med til Tilsynets kvarter.

-

"Hør nu, Søren Hansen, dette her går ikke", råbte politimester Knopf; han var kommet løbende ind, havde puffet de grønklædte vagter omkuld, et våde- skud rungede i lokalerne, krudtrøgen sved i næserne, Knopfs frakke flænget, revers og ærmer ukendelige.

Knopf smed sin mappe på kortbordet, løftede igen mappen med begge hæn- der, lod mappen falde tungt ned på bordet, tre gange.

"Ingen aktioner uden at vi er enige", råbte han, "Søren, få dine folk ud af Tilsynet, jeg vil ikke se dem, har du forstået mig?". Knopf var vred.

General Hansen havde intet opfattet i detaljer, hvad der var foregået i man- ge timer; han sad koncentreret i studiet af dynger af rapporter.

"Goddag, Knopf, er det dig?", sagde han venligt.

"Få dine grønjakker ud af lokalet", råbte Knopf.

"Ihgudbevares, det har jeg glemt. Simonsen, træk jer tilbage", råbte han.

Kriminalinspektør Homme kom løbende fra den sjældent benyttede indgang ved skulpturen Vandmoderen mellem åkanderne i Glyptoteket.

I hælene på Homme løb hr. Wamsel, overpolitidirektøren.

"Hansen, er du gået fra forstanden, din idiot", hvæsede Homme; han greb fat i Hansens kampuniform, truede med at slå generalen ihjel.

"Åhgudnej, mine herrer, ingen vold", peb politidirektøren.

"Tak", råbte generalen, "ét overfald er tilstrækkeligt, hvad i helvede har jeg gjort?".

"Hr. general Søren, hvad rager Lars Anton dig?", hvæsede Homme.

"Stormen på Jomfruen var ikke nødvendig. I har pyntet Lars, han er under lægebehandling". sagde Knopf.

"Simonsen?", råbte Hansen, "hvad fanden har De lavet, mand?".

"Forholdsordren, hr. general".

"Ja så, træk Deres folk tilbage".

"Javel, hr. general".

"Jeg håber I får det til at glide. Knopf og Homme og jeg drøftede sagen, så kom meldingen om stormen, jeg skal ikke forstyrre jer, farvel", peb politidirek- tør Wamsel, trippede som en fugl.

-

"Jeg er i klemme, det forbandede folketingsvalg", sagde generalen.

"Ja, det ser sådan ud".

"Din bagmand, hr. ministeren, har lagt sagen for højt op".

"Statens sikkerhed er afgørende, det ved du".

"Den hemmelige flygtningeorganisation, som du kalder den, er et idealistisk foretagende. Vi tror ikke, at Sofikar og Lars Anton forøver skade på statens sikkerhed".

"Vi fangede 54 illegale personer".

"Ja, men ikke én af dem er her i landet, uden at vi ved det. Tror du vi er idioter? Jeg vil fortroligt oplyse for dig, lille Søren, at Beni Sofikar arbejder med os", sagde Knopf.

"Jeg har måske dummet mig", svarede general Hansen.

"Nej, for trods alt er der noget underligt og mystiks ved Lars Anton".

"Knopf", sagde Homme.

"Joh, Homme, for hvad lever han af, hvorfra har han sine midler, han var rodet ind i den store guldtransport".

"Det var Rolf Anton Ernest, ikke Lars Anton Ernest".

"Det er da i familien, og senere betalte han en stor restance til skattevæse- net, han havde en beskeden stilling i en bank, for øvrigt Nationalbanken, og blev fyret. Vi har ikke haft mandskab til at undersøge ham nøje, jeg har taget den gamle sag med, jeg læste på den hele natten. Forresten, mens jeg husker det, Hyldekrogens Pluto, hvor er han dog fræk, han trak dynen af mig, det bæst".

General Hansen, pikeret: 

"Har Pluto ikke fået et hundehus? Det lovede du, Knopf, hvad tror du min Sofus ville tænke, hvis det var ham? Homme, ædle dyreven, hvordan går det med lille Dandy?".

"Tak, jeg skal hilse og sige, at han æder min kones hatte og slagterens reg- ninger, nu kalder jeg på Lars Anton". Homme lød sært fraværende.

-

Lars blev ført ind, hans hænder havde været låst med håndjern; han gned sine håndled, og sagde: "Lortebehandling".

"Sid ned", sagde Knopf.

De tog plads omkring bordet. Knopf nikkede til generalen. 

Søren Hansen smilede til Lars, og sagde:

"Lars, nu må du hjælpe os, der stilles mange spørgsmål til dig. Jeg er gene- ral Søren Hansen, chef for militærets efterretning, jeg skal videre med noget andet arbejde, kollegerne fra politiet fortsætter, kriminalinspektør Homme, chef for drabsafdelingen, og dér, politimester Knopf, politiets efterretning".

Lars sagde: "Goddag, hvor er Marion? Ved hun, at I har anbragt mig her? Må jeg ringe til hende, hun ved ikke, hvor jeg er".

"Din hustru, hm". Hansen tav.

"Ja, er der sket noget med hende?".

"Hør nu, Lars", sagde Homme, "nu får du en dram og en øl og en cigaret".

"Er Marion død?", hviskede Lars, så på Knopf.

"Marion er indlagt på en sygeafdeling, hun har tilstået drabet på Weiters".

"Hvad har hun?", råbte Lars.-

Homme viste Lars et guldarmbånd og et lysebrunt halstørklæde med hvide, grå og røde tern.

"Hvor tror du vi fandt det?".

"Ved vikingegravhøjen, tror jeg, nej, inde i skoven".

"Der er altså ingen tvivl, vel, Lars?".

"Lars, nu hører du båndoptagelsen". Søren Hansen smilede. Lars lyttede. 

Der var stilhed ved bordet efter Lailas sidste skrig: "Sig nej, Marion, sig nej. Marion, sig nej".

-

Lars sagde: "Forstår I ikke, at Marion er syg, hun dør fra mig, forstår I ikke det? Hun påtager sig skylden, for min skyld, hun er uskyldig. Jo, Marion var tilstede da det skete, det var skrækkeligt, men det var mig, der gjorde det".

"Marion har gentaget tilståelsen over for statsadvokaten".

Lars havde tårer i øjnene: "Hun lyver, det lille fjols".

"Statsadvokaten rejser sigtelse".

"I tror mig ikke?".

"Marion har tilstået".

"Hør nu her. Ham, Weiters, er ikke mit første drab. Tror I det? I er da ikke så naive, vel? Hvis I leder efter den forsvundne Eva Rytkova finder I hende i kæl- deren under Nationalbanken. Tror I mig så? Marion er ikke morderske".

"Jeg tror jeg forstår dig, Lars, vi undersøger sagen", svarede Homme.

Knopf så op i loftet.

Lars ligner en profet, hans lange, næsten hvide hår, som var han jesus kris- tus, Bodil har et jesusbillede hængende over sin seng, Bodil er rodfæstet reli- giøs, med ansvar for sognekirkens søndagsskole, treårige Pernille og femårige Nikolaj og seksårige Marianne går ivrigt til børnegudstjenesten, fordi deres mor er præsten, siger de, som synger for på salmerne og bønner til Vorherre

Hyldekrogens Pluto lytter til salmesangen, ser med rejste øren på madmor, og synger med, til børnenes store fryd, Vor Gud han er, aui, aui, aui, aui, så fast en Borg, aui, aui, aui, aui, han skal os vel, aui, aui, aui, aui, béévaere, aui, aui aui, aui 

Pluto har sangstemme, fantastisk, har jeg betalt hundetegn, måske er Lars uskyldig, Søren Hansen forplumrer det, Homme tror på Lars vedrørende Eva Rytkova, kan det holdes skjult 

-

"For himlens skyld, hold sagen hemmelig, skjult, begravet indtil videre, ind- til det forbandede folketingsvalg er overstået", råbte regeringschefen.

"Nej", svarede justitsministeren, "sagen må gå sin gang".

"Du er en gammel idiot", råbte forsvarsministeren

"Hør, vil I opfører jer ordentligt". Regeringschefen var tilhænger af disciplin.

"General Søren Hansen har fat i den lange ende", råbte forsvarsministeren.

-

General Hansen: "Hør nu her, vi sætter Lars Anton ind i spioncellen sammen med Freddy Frog Frederiksen, og Børge Larsen, som er en trænet provocate- ur, I må bøje jer".

Homme: "Det er dig, Søren, og ikke Lars, der har stjernepip på hjernen, men vi foretager undersøgelse af Nationalbankens kældre. Bevares, Lars Anton ér noget speciel, desværre".

Knopf: "Godt, vi lytter til snakken mellem Lars og Freddy Frog og den slime- de ål, Børge Larsen".

-

Cellen var rummelig, plads til tre personer, senge, varme, mad, øl, cigaret- ter, pornoblade, og kedsommelige valgudsendelser om et nyt folketingsvalg i aftenens fjernsyn. Lars så med foragt på medfangerne.

et ubehageligt selskab, den ene, Børge Larsen, rødhåret, praler med sine bedrifter, han har smuglet sprit og våben og cigaretter, siger han, handlet med guld og ædelsten, siger han, er ekspert i computere, siger han, han er pløk hamrende fuld af løgn, der er ingen bund under hans viden 

den anden, ham Freddy, ligner en lystmorder

-

Freddy Frog gik eller stod eller lå med et dumt grin ved den ene mundvig, blev hidsig, hvis Børge Larsen kom ham for nær; de fløj i totterne på hinan- den, årsagen var en anden Larsen, handelsmand Gunnar Larsen, brødrene Larsen.

Børge Larsen skulle i isolation, sagde vagten, og efter fjernsynstid gik vag- ten en lille tur, sagde han, med Freddy Frog.

En time senere kom Freddy tilbage.

"Nå", sagde Lars, "hvor har du været?".

"Jeg har mine forbindelser".

"Hvad mener du?".

"Jeg fik besøg af konen, resten kan du vel tænke dig til".

"Hvor længe skal vi sidde her, er din sag gået i stå, jeg mener, næ, din kone fik lov".

"Min kone, øv, en slap skede. Hun, jeg mener en hvid pige, gør det ikke så godt som en mulatpige jeg kendte, Marion hed hun".

Beni havde sagt: 

"Lars, Marion kender ham, Freddy Frederiksen, kaldet Freddy Frog, en kri- minel slyngel, han hentede hende i en sportsvogn, hun var meget nervøs".

svimmelhed, kvalme, træthed, Marion, hvad ved den lusede alfons om Mari- on, men noget ved han, se hans øjne, lumske, snedige, vidende

ØJENHULER

En stemme, et svagt ekko fra væggene:

"Det er dig, der bor sammen med Marion i Weiters hus, hende har jeg bollet, det kan jeg love dig, hun bad mig om farmands store pik, hører du, hvad fanden er du for en missionær, langt hår og jesussandaler, du er sguda en værre hønisse, har hun slikket den af på dig, det gør hun skide dejligt, hej brormand, svar mig, har Marion gjort det på dig? Hvad satan, mand, slår du?".

Lars husker kun, at de rullede rundt på gulvet. Han havde næverne omkring Freddys hals.

"Slip mig, du kvæler mig".

"Sig, at du aldrig har rørt min Marion, aldrig", råbte Lars.

"Slip mig, Marion er skide liderlig", rallede Freddy.

Lars trykkede næverne hårdere sammen omkring Freddys hals.

Freddy Frog borede sine tommelfingres lange negle ind under Lars øjenlåg, pressede og fræsede neglene ind i Lars øjne. 

Lars skreg. 

Freddy Frog rykkede til, rev Lars øjne ud. 

Lars skreg, bed i Freddys håndled, klemte næverne sammen omkring Fred- dys hals. Freddys krop blev slatten. Tarmluft, urin, fækalier gik fra ham.

Lars besvimede. 

Kvælerslangen Mathilde kom glidende, åbnede gabet, tungen slikkede på Lars, store rotter kom springende hen imod ham. 

Det gik, som det måtte gå. 

Lars fik ingen nytte af de sælsomme, meget naturtro glasøjne med grågrøn- ne pupiller. Lars valgte de gamle briller. Det var sælsomt, uhyggeligt. Lars uden øjne. Øjenhuler skjult bag sorte glas.

NED I KLOAKEN

Få dage før folketingsvalget gik Homme til justitsministeren, som sagde:

"Gør som du vil, du får rygdækning af mig. Hvis ikke regeringen kan holde til et par rystelser må den gå af, selv om skandaler, ja du ved, og jeg tror de røde vinder valget. Sig mig, Homme, hvilket parti stemmer du på denne gang?".

"Det samme", svarede Homme; han havde altid stemt rødt.

"Men hvad skal du nede i kloakerne?".

"Kun almindelig rutine i en dum sag".

"Ser man det. Held og lykke".

Dagen efter. Besøg i kommunens tekniske forvaltning på rådhuset. 

Lars holdt sig rank, viftede med sin hvide stok, og så, med tomme øjenhuler, skjult bag de gamle briller med sorte glas, direkte på den han talte med.

"Lars, dem kan du ikke bruge, det gamle bras", havde Laila grædt, "de er alt for små til dig, Lars".

Lars var kortklippet; der manglede hud og hår i hovedbunden. 

Knopf, Hansen og Homme havde talt med Anelise og Emilia og Laila, som  heksede med hårklipningens kunst, mens pigerne talte beroligende til Lars, fortalte ham om Marion, som de besøgte hver dag i sygeafdelingen, og Lars lyttede,  ja, derved blev Lars ydre acceptabelt.

Den kønne fuldmægtig, der gav Lars tilladelse til opstillingen af arbejdssku- ret foran det tidligere professoratelier i Kunstakademiets have, var ikke i tje-neste, hun havde født trillinger. Stadsarkitekten og borgmesteren trippede. 

General Hansen sagde:

"Arbejdsskuret i Kunstakademiets have er med andre ord ikke fjernet".

"Korrekt, vi har store indskrænkninger i den kommunale arbejdsstyrke".

"Sludder", mumlede Knopf.

"Kom, Lars", sagde Homme, tog Lars i armen.

"Jeg kan selv, jeg kender vejen", sagde Lars.

- 

Lars tog fejl; han havde glemt afstanden fra døren til kommunens tekniske afdeling, hen til stentrappen, ned til forhallen. Lars snublede, greb forgæves i den tomme luft, den hvide stok fløj fra ham. Lars faldt ned ad stentrappens mange trin.

"Lars, pas på", råbte Søren Hansen.

"Bliv liggende, Lars, vi kommer", råbte Knopf.

"Jeg idiot, hvorfor passede jeg ikke på ham", mumlede Homme.

Lars var fortumlet, han var uskadt, bortset fra enkelte skrammer.

"Loven kræver påvisning på gerningsstedet, men jeg synes vi stopper her", sagde Knopf.

"Lars, du kan ikke gå ned i kloaken", sagde generalen.

"Jeg går ikke med, jeg hader kloaker", mumlede Homme.

-
Særordninger for Marion og Lars

Det var en usædvanlig ordning, at de sigtede Marion og Lars kunne have daglige hjælpere. Beni Sofikar gav Lars gode råd, var beskikket forsvarer, og kunne med Hansens og Knopfs og Hommes støtte opnå lettelser for Marion og Lars. Marion kom fra sygeafdelingen tilbage til Weiters hus i Søllerød. 

Lars i arrest samme sted, overvåget af Anelise, Laila, Emilia, Peter Nyvang og general-hansen-vagter, udvalgte af Knopf og Homme.

Vagtordningen var et regeringskrav: 

"Om så verden slår revner skal Lars Anton Ernest og negerkællingen bevog- tes døgnet rundt", havde forsvarsministeren, under et raserianfald, råbt til general Hansen.

"Javel, hr. minister", svarede Søren Hansen.

-

Fra anden side lød andre formaninger:

"Lars, pigerne kræver det, du kan ikke klare dig selv, du er ikke sytten år", råbte Beni.

Lars vrissede: "Jeg er ikke krøbling, og jeg har, for satan i møghelvedet, for- står du ikke det, tidligere erfaret alt om at være blind".

"Ja, og falder ned af trapperne, din kvajpande", råbte pigerne

Lars: "Stop, jeg overgiver mig".

Peter Nyvang: "Lars, vi får dig løsladt fra husarresten, flygtningene er nervø- se uden dig".

Lars: "Hvis du tror vi får et ridderkors af dronningen, begår du en fejl, vi hav- ner alle sammen i spjældet".

Beni: "Lars, når dine mærkværdige numre i fortiden er opklarede, overtager folketinget ansvaret for flygtningene, men ikke før, det har de lovet mig, alle partierne, på nær Fædrelandspartiet".

"Politikerne lyver, jeg mener, som regel, men vi prøver", svarede Lars.

-
Optog

Påvisningen af guldtransporten fra Nationalbankens glemte depot, via kloa- kerne til arbejdsskuret og professorateliet i Kunstakademiet, og retur samme vej, gik over al forventning. 

Optoget var iklædt gule gummidragter, det så festligt ud. 

Lars sagde: "Venner, forrest går kommunens kloakchef Sørensen, så følger Peter Nyvang og mig, derefter pigerne Anelise, Laila Dådyr og stille Emilia, så kommer general Hansen og Knopf og Homme, og bagest går kloakarbejder Tofteberg, han er ankermand, han ER vægtløfter. Vi har et langt tov fra mand til mand, og lys i lygterne, der sker jer intet. Jeg har kun forlangt, at I selv skal se det, så I ikke tror jeg er fuld af løgn".

"Alt det ordner mine soldater meget bedre", sagde generalen.

"Hold så kæft, Søren", snerrede Knopf.

"Jeg hader kloaker", mumlede Homme.

Selskabet var samlet i det tidligere professoratelier i kunstakademiets have. Pigerne smilede, gøs ved tanken om rotterne. Peter Nyvang og de to kommu- nalmænd riggede grejet til. En deling søren-hansen-folk i civil stod i gadedøre i diskret afstand. Det måtte forhindres, at de røde, eller en dønning fra Middelhavet, eller en hoben fremmede flygtninge i sympati, forsøgte et over-fald. 

Andre sørenhansenfolk passede på Marion i Weiters hus, listede på tæerne, tyssede på hinanden: "Gå nu stille, hun sover".

-

"Det var her det begyndte", sagde Lars, "her klædte vi os om".

"Lars og Eva Rytkova", hviskede Knopf til Homme. Homme nikkede.

"Er vi klar?".

Nedstigningen begyndte, det var besværligt. Kommunens kloakchef viste sig for fed til at komme igennem kloakdækslet. Nyvang hev den forfjamskede mand op af hullet. 

"Flyt Dem, hr. Fedesen", sagde Nyvang: steg ned i hullet, og råbte: 

"Lars, jeg er klar".

Lars krøb rutineret ned til Nyvang. Så fulgte lyshårede, superintelligente, danske Anelise, og den stille Emilia, jødinde-vietnameser med den gennem- sigtige hud, og indianerpigen Laila Dådyr, høvdingestolt og graciøs.

General Hansen fulgte rask efter, derpå adræt Knopf, som håbede at finde danefæ, gamle dokumenter, som han kunne restaurerer og afleverer til Rigs- arkivet. 

Homme sagde: "Jeg tør ikke". 

"Kom nu, fremad, de andre venter", sagde sidstemand Tofteberg.

Homme lukkede øjnene. "Farvel, Lenepige", mumlede han.

Tofteberg blev dagens helt, om end han fandt det trættende, at hr. Homme krampagtigt hagede sig fast i ham under hele ekspeditionen.

-

Der skete intet usædvanligt under fremfærden til Nationalbankens gamle, næsten glemte depotrum. Lars kunne huske passagen gennem underjordiske tunneler af kloakrender, kabelgange, rensebrønde. Når Peter Nyvang kom i tvivl om anvisningerne fra Lars, råbte han til Tofteberg: 

"Hvad vej nu?". 

"Den er god nok", rungede svaret.

Selv lyskontakten uden for depotrummet kunne Lars huske; der lød forbav- selse, da pludselig en venlig lyspære glimtede over deres hoveder.

"Er den forsvundne Eva Rytkova balsameret i den mur?", hviskede genera- len til Knopf. Politimesteren nikkede; rysten på deres hoveder røbede æng-stelse for, hvad de måtte finde begravet i muren.

Pigerne lænede sig mod begravelsesmuren, blege om næserne af anspæn- delse, ville have skreget hjælp, dersom de havde erfaret om Knopfs og Han- sens viden, om kvindeliget i muren.

Lars pegede på pigerne med sin hvide stok:

"Der, hvor jeg hørte pigernes fuglekvidder, er foran indgangen til banken, og her", Lars drejede omkring, viftede ironisk med den hvide stok, pegede mod endevæggen, dybt i depotrummet, "derhenne lå tyskerguldet opstablet i tonsvis, alt det, der engang var spredt over hele landet og samlet og lastet i det gode skib Erika, som blev torpederet om natten og".

"Tak, Lars, det gemmer vi til senere", sagde Hansen.

Pigerne summede som honningbier: "Næ, guld, ja, rigtigt guld, bare det var mig".

"Så går vi tilbage", sagde Lars.

Kriminalinspektør Homme var tavs; han gik krumbøjet med tætlukkede øjne, holdt fast med skælvende hænder i den underjordiske verdens sikre støtte, vægtløfter Tofteberg.

"Nu er der vel ikke mere guld hernede?", hviskede Søren Hansen.

"Ti dog stille", snerrede Knopf.

"Om vi dog havde fundet guld", sagde Anelise, "husholdningspenge".

"Hr. Homme, vi skal denne vej", sagde Tofteberg.

Der var ingen problemer i kabelgangen fra banken hen til kloaken under Niels Iuelsgade. Men da de trådte fra kabelgangen ind i kloaken, kom store flokke rotter løbende imod dem, et ækelt langstrakt hoppende uhyre, som et  levende bølgende tæppe.

"Uf, hvor ækelt".

"Det er dog utroligt".

"Et sted skal de jo være".

"Jamen, da ikke den slags".

Det ækle, utrolige, skulle man nu tro det? Rotterne.

-

På kloakens modsatte gangsti gik en en endeløs, værdig procession af stolt- serende rotter, som sært nok alle var pyntede til en festlighed, måske en sær- lig demonstration. De frembar alle besynderlige guldeffekter, ringe, smykker, kæder, antikke mønter, armbånd, broscher, krogede genstande, dentale pro- teser af guld, hist en halv overmund, der en knækket guldbro, og tusinder af guldtænder. De tungest udstyrede rotter gik foran, og bag dem endeløse ræk- ker af mindre heldige ejere af det dejlige guld. Processionen bevægede sig langsomt, rotterne hoppede på bagbenene som små kænguruer, støttende på den lange hale. Når de ledende rotter, en bande fede bæster, peb på en sær- lig måde, hoppede alle rotterne i takt. 

Kloakens plasken lød som hult rullende ekko, forstærkede uhyggen.

Lyset fra de kommunale bjergværkslygter flakkede guldglimtede uroligt hen over det sælsomme optrin.

"Vær du glad for, at du ikke kan se. Det syn er rædselsfuldt", hviskede Peter Nyvang til Lars.

"Jeg kender dem, det er ikke mine venner", svarede Lars.

På den gangsti, der hvor selskabet gik, vrimlede unge, kåde, uopdragne hanrotter om benene på de damer og herrer. Ungrotterne hvinede lystigt, bed i gæsternes gummistøvler, opførte sig groft uanstændigt.-

Pigerne skreg, kriminalinspektør Homme vrælede: 

"Hjælp, krodiller, hjælp, krokodiller bider mig, hjælp, de æder mig, hjælp".

Hommes panik gjorde den stakkels mand perpleks, han spjættede med arme og ben, faldt omkuld, og var så uheldig, at han gled ned i kloakstrømmen. 

Sidstemanden, vægtløfter Tofteberg fik hurtigt fat i den uheldige svømmer, halede ham op på det tørre.

"Nej, nu har jeg aldrig kendt magen", hviskede Hansen til Knopf.

Politimesteren svarede: "Heller ikke jeg".

-

Det kendte sted, der, over jorden, hvor Holbergsgade møder Niels Iuelsga de, med søhelten Niels luels statue i centrum, omkranset af Nationalbanken og andre banker, industrikoncerner, rederier, handelsselskaber og forsikrings-selskaber, just under Niels Iuel, mødes under jorden to tværgående hoved-kloaker i et faldkryds. Her skulle selskabet dreje til højre.

Da ramte lyset fra Knopfs lampe, da han lyste over på den modsatte gangsti, en uformelig klump blåhvidrødfarvet stabel menneskekød, et parteret kvinde- lig.

"Huh", sagde Knopf. Lyset fra alle lamperne ramte kadaveret.

"Der ligger en myrdet kvinde", råbte Peter Nyvang.

"Det er ikke mig, jeg har ikke gjort det", sagde Lars.

Pigerne skreg, en efter en besvimede de, sank ned på gangstien. Det var en livsfarlig situation. 

"De unge damer skal op i frisk luft", råbte Tofteberg.

Homme, pjaskvåd, stinkende af kloak, men genvakt til sin profession, råbte:

"Ingen rører liget", hvorpå han vadede tværs gennem kloakens slam og lort, kyste en flok nærgående rotter bort, lyste på liget, greb den afsjælede kvindes afskårne hoved i håret, og råbte: 

"Tofteberg, hvor kommer vi op?".

"Her". 

Tofteberg lyste på skakten op til kloakdækslet, ved foden af søhelten Niels Iuel. Peter Nyvang kravlede op, fjernede dækslet. Dagslyset strømmede ned over scenariet i kloaken.

Nyvang kravlede ned igen, og sammen med Tofteberg og general Hansen lempede de besvimede Anelise og Laila og Emilia op i den friske luft, trak gummidragterne af de unge damer, som nu lå livløse på stenbroen, nydeligt afslørende deres halvnøgne skikkelser. Fra Toftebergs arbejdstaske fremtrylle- des frisk vand og styrkende drikke. 

Det syn fremkaldte et trafiksammenbrud; i løbet af få sekunder skete 141 sammenstød mellem busser og biler, cyklister og løbende fodgængere og den flotte hest med reklamejumpen fra William Pickelberghs Delikatessehus.

En møgbeskidt, ilde stinkende ældre mand dukkede op fra kloaken; han svingede med et afskåret menneskehovede, holdt det i håret, det var rædsomt at se, men omsider lagde han det fra sig på jorden, og tog fra dybet imod et par nøgne afskårne arme, og derpå to lange kvindeben med lår, og hjalp en anden mand, Tofteberg, med at lempe en blåhvidrødfarvet kvindetorso op på stenbroen. 

Så fulgte Lars og Knopf og general Hansen. De mindst hærdede nysgerrige tilskuere flygtede skrigende.

Lars blev ført hen til gitteret, der omkranser statuen af Niels luel. 

De tilbageblevne fodgængere og cyklister og tvangsindlagt indespærrede i ramponerede biler, så nu en blind mand med hvid stok og sorte uhyggelige briller, gå søgende rundt om statuen, idet han slog på gitteret med stokken, og højlydt opfordrede de omkringstående:

"Træd dog nærmere, ærede publikum, er det ikke en mageløs forestilling".-

Det var mere end en lidt nervøs araberhest kunne magte. Det ædle dyr for- spændt den elegante, tohjulede gig for transport og reklame fra Delikatesse- huset William Pickelburgh. Hesten vrinskede, stejlede, sparkede bagud.

William Pickelburghs transportable delikatessehus blev ramt, et sortiment af finere varer væltede ud, lå tilgængeligt i resterne af det knuste vrag, en for stor fristelse til plyndring, et lille tyveri, for en en del af det ærede publikum. 

--
Madding for muldvarp og ål

Tre uger senere blev general Hansen bekymret. Det kom klager fra agenter i udlandet, ikke mindst amerikanerne protesterede. De piratkopierede compu- terprogrammer fra det danske, og dermed fra Natos forsvar, dukkede stadig op hos de røde.

"Søren, de røde er mange folkeslag, i store regioner med utallige sprog og mange kulturer, husk det", sagde Homme.

"Jeg fatter det ikke. Kultur, jeg taler om krig, her troede jeg vi holdt hoved- mændene indespærret?".

"Bimmer er ikke hovedmanden, måske Sigismund Lohtrias", sagde Knopf.

"De sidder i spjældet".

"Jeg fatter det ikke".

"Vi kunne måske?".

"Lige præcis min mening".

"Hvad taler I om?".

"Vi løslader dem, de er vores eneste madding for muldvarp og ål".

"Det er alt for letsindigt".

"Det lærte vi på politiskolen".

Sigge Lohtrias og Bimmer Busedal blev løsladt uden formaliteter. De måtte være forberedte på, sagde Knopf, at de berørte firmaer ville rejse erstatnings- krav. Bimmer ville helst ikke løslades. Han frygtede faderens vrede og mode- rens hysteri, og værst af alt, mormors bebrejdelser.

Sigge var lidt mere bekymret.

-

Der gik kun en halv dag. 

Bimmer havde puslet med en fremragende idé; han måtte tale med Sigge.

Bimmer løb en lang omvej, frygtede mor og far og mormor, klatrede over plankeværker, løb gennem baggårde, før han turde åbne døren til Sigges bag-lokale, bopæl og butik. 

Hvad var nu det? Lød der et svagt pistolskud inde fra Sigges butik?

Bimmer stivnede, tænkte på sin ven, Sigge, som måske var i livsfare. 

Bimmer mavede sig forsigtigt frem, måtte se ind i Sigges butik og konstate- re, hvad der foregik. Sigge lå på gulvet, blodet sivede fra ham. En høj slank lyshåret mand så på Bimmer ét sekund, løb ud ad butiksdøren, satte sig ind i en vogn, startede vognen og forsvandt.

Bimmer så forbavset, og meget bange, på Sigge, bøjede sig over ham, nu døde Sigge. Sigge var helt død. Bimmer lånte nøglerne i Sigges bukselomme. Bimmer var hundenervøs, låste bagdøren, gik ud ad butiksdøren, låste døren, trak vejret dybt, styrtløb op til Axelsen og Kristiansen på Station 1, og råbte:

"Sigge er myrdet, jeg skal tale med general Hansen og Knopf og Homme, morderen ligner falskspilleren, mister Langfinger, ham i den blodige hævner i tv".

Bimmer klamrede sig til skranken foran vagthavende Axelsen. Bimmer blev bleg og utilpas. Bimmer besvimede.

-

Til sagens opklaring blev commander Ralph Norton tilkaldt. 

Bimmer kikkede på fotografier af mistænkte; havde indrømmet, at en særlig lighed med falskspilleren i filmen i tv, havde morderen ikke. 

Bimmers opmærksomhed var skærpet: 

"Det er ikke ham, det er ikke ham, det er ikke ham. Jeg håber I har morde- ren i kartoteket, nej, det er ikke ham, morderen havde ikke brune øjne, han var blond med blå øjne".

Den granvoksne commander nikkede. 

"Bimmer", sagde general Hansen, "mister Ralph Norton vil gerne vide, hvor- dan du bærer dig ad, altså med, at komme ind i et hemmeligt edb-register".

"Det er da meget nemt".

"Nå, så nemt er det vel ikke".

"Altså, når De har en computer og et modem".

"Et modem, javel".

"Og så skal De bare kende firmaets password".

"Password, adgangord, kode, javel".

"Chaplin, ulv, pæretræ, sofus eller omvendt sufos, men ikke flere end otte bogstaver eller otte cifre".

"Gør det nogen forskel?".

"Ja for fanden, mand, altså otte bogstaver eller otte cifre 12345678, eller 876 54321, eller".

"En kombination".

"Ja, det er bare meget nemt".

"Sagde du nemt?".

"Ja, når man bruger fantasien".

"Den unge mand er genial", hviskede commander Norton.

-

-

-

                                                             guld31                             

-

-

-

-