Oberstløjtnant Weiters sniffede kokain allerede i tjenesten i NATOs hoved- kvarter. Det samme havde han lært Marion, fordi hun, efter ulykken med hen- des øjne, som i mange år havde gjort hende svagtseende, ofte var deprimeret.

Freddy Frederiksen havde truffet Marion i Bremen; på gaden, helt tilfældigt. Marion ville væk fra Weiters, han slog hende, Marion brugte lidt for meget kokain.

Freddy havde hash og kokain i vognen, hentet i Holland; hans første skridt i en for ham ukendt branche. Cigaret- og spritsmugling gav ikke penge, ikke nok, toldvæsenet var på banen.

Marion fulgtes med Freddy til København, men fortrød. Den udvalgte mand tævede hende; hun søgte tilbage til Weiters, som lovede Marion at søge en anden stilling.

Et halvt år senere flyttede hun og Weiters til København, misbruget skulle standses, men Weiters nerver slog klik, han tævede Marion. Hun lovede at finde en leverandør af kokain, fik kontakt med Freddy. Denne gang var hans middel heroin, og da sagde Marion stop.

En pusher angav Weiters. Politiet troede på Weiters, at han kunne holde misbruget under kontrol; de henlagde sagen af hensyn til Weiters omdømme. 

Der var ikke rettet mistanke mod Weiters for handel med narkotika.

-

"Nu taler vi med Freddy Frederiksen", sagde Knopf. 

Freddy var forslået, hans ansigt kulørt som en regnbue.

"Du var selv ude om det", sagde general Hansen.

"Hunden bed mig".

"Sig det én gang til", hvæsede Homme.

"Homme", sagde Knopf.

Homme smilede, næsten kærligt, og sagde:

-

"Altså, hr. Freddy Frederiksen, De handlede de med fornødne varer med Weiters, som sagde, at han hed Olesen, ikke sandt?".

"Jo, nåh, nu er jeg med, jo. Nåh, jo, nu er jeg med, Olesen hedder Weiters".

"Hvabehar?", hviskede Knopf.

"Det var da lige godt sært, er Homme synsk?", hviskede generalen.

"Weiters brugte Marion som kurer, ikke sandt?".

"Jo".

"Tal højt, vi kan ikke hører dig".

"Javel".

"Du havde et bøsseforhold til Weiters, du lokkede ham med din røv, ikke, det havde du lært i spjældet, ikke, som med ham, møbelhandleren, ikke? Skal jeg hente sagen, Freddy? Madsens Møbler slog sin kone ihjel og begik selvmord, ikke, kællingen var narkoman, du var leverandør, tjente på dem begge, den ene med din røv, den anden med heroin. Er det løgn, hr. Frederiksen?".

"Nej, hr. kommissær".

"Det hedder, hr. kriminalinspektør", råbte generalen.

"Søren, hold kæft. Fortsæt, Homme", snerrede Knopf.

"Hvorfor havde du Marion Anton Ernest, som ikke havde set Weiters, hun havde et nyt forhold, ikke sandt, hvorfor havde du hende med i vognen ude på Sydmotorvejen, hun var nær blevet dræbt. Svar mig, hr. Freddy Frederiksen".

"Hun vidste, hvor det lå, i deres sommerhus".

"Gjorde Marion? Hvor lå hvad, kom nu?".

"Jo, altså, eh, det".

"Dét, hvad er dét? Hvilket hus?".

"Ham Olesen sagde husmandens hus, altså Weiters sommerhus".

"Ja, og hvad lå i Weiters sommerhus?".

"Han havde fået pengene, vi skulle mødes nede ved huset, men han kom ikke".

"Heroin, og hvad så?".

"Ja, hvad så, mine penge var tabt".

"Hvorfor var de tabt?".

"Weiters, som du siger, manden, Olesen, sagde han, han var forsvundet".

"Så truede du Marion Weiters til at følge med?".

"Nej, jeg ringede til hende flere gange, der gik måneder, men så så jeg hen- de med en anden mand i Weiters hus i Søllerød, han bor derude, ham, den nye".

"Hvad hedder han?".

"Det ved jeg ikke".

"Er han pusher?".

"Det ved jeg ikke".

"Men du fik fat i hende, og I kørte på Sydmotorvejen, hvor skulle I hen?".

"Ned til huset, sommerhuset, Marion sagde at det lå det sædvanlige sted, det kendte hun, jeg kunne altså ikke køre, altså bare køre uden hende, vel?".

Homme hentede øl, snaps og cigaretter. "Til bordet rundt", sagde han.

- 

Freddy Frog drak snaps og øl, inhalerede røgen fra cigaretten.

"Freddy, pas på canceren i cigaretten. Hvorfor skød du Peter Andersen, den gamle mand, og bagefter slog din kollega ihjel, ham, Gunnar Larsen, handels- manden".

"Da kun Andersen. Altså, nej, eh, altså det jeg mener".

"Hvordan kom pensionerede landarbejder Peter Andersen i vejen for dig? Det må du forklare. Se her, øl, snaps, cigaretter, det er til dig, skål".

"Jo, altså, det var mine og Gunnars penge, tak for øllet, hm, og snapsen, han var sur på mig, så tag du med til Weiters sommerhus, sagde jeg, Marion har gemt det, sagde jeg, og vi fulgtes op til huset, og vi fandt det, det hele lå der. Så skulle vi gå, vognen havde vi parkeret længere væk fordi Gunnar sagde, at ham den gamle, Petter, kendte ham. Så kom han, den gamle, ham Petter, med et gevær og pegede på os og råbte, I skal vente til politiet kom- mer, og så sagde Gunnar, Petter, du er for dum mand, og så gik han frem, altså Gunnar gik frem imod ham, og så skød ham Petter, han skød Gunnar midt i maven. Og hvad skulle jeg gøre, hr. kommissær? Jeg gik på ham, og så skete uheldet, altså nødværge hr. kommissær, tak for øllet".

"Hvad skete med Gunnar Larsen, senere?".

"Han kunne jo ikke ligge i alt det blod midt på vejen, sammen med ham, Petter, og det plaskregnede, jeg måtte begrave Gunnar i en gammel lade, et udhus, hvor der havde været en gås, mange gåse".

"Hvad gjorde du med pensionisten, Petter, den gamle, Peter Andersen?".

"Jeg var træt, det pisregnede, jeg havde slæbt ham, Petter, tilbage til gårds- pladsen, men så kunne jeg ikke mere".

"Godt, skrub af. Ud med dig, Freddy, ud, sagde jeg".

"Selv tak, hr. kommissær".

--

Næste morgen besøgte general Søren Hansen politimester Knopf: 

"Kære ven, undskyld jeg vækker dig, jeg ved at de seneste dage har været anstrengende, men. Åh, godmorgen, fru Bodil, jeg købte en lille morgengave til Dem, se her, frue, blomstrende morgenfruer er da kønne, synes De ikke?".

Generalen holdt fast i Knopfs pyjamastrøje: 

"Hæderkronede Knopf, hvordan døde Weiters? Jeg må og skal og vil have det opklaret i dag, færdig, forstået?". 

"Har ministeren sendt dig?".

"Ja, ministeren har sendt mig".

Søren Hansen var tilsølet med guldtresser, sildesalat, medaljer, kørte hasar- deret gennem trafikken, med uhyggelige sirenehyl, vejbanen var som blæst for andre trafikanter. Homme vågnede med et sæt. 

"Lenepige, vågn op, vi har besøg af en galning".

"Homme", råbte Søren Hansen, "nej, der har vi minsandten, godmorgen, kære fru Lene, jeg bringer Dem en lille morgengave, en buket morgenfruer, solskinnet i det lille hjem, farvel, frue".

Søren Hansen holdt fast i Hommes pyjamastrøje, hviskede:

"Homme, ministeren truer med afsked, hvis vi ikke inden fyraften har opkla- ret mordet på Weiters, her er dit tøj, du kan skifte i vognen".

-

Undervejs til Tilsynet under åkanderne i Glyptoteket, sagde Søren Hansen: 

"Jeg tror jeg kender sagens opklaring".

"Udmærket, makker, du spilder ikke tiden".

"Sig dog frem".

"Mine folk har konstateret, at Marion, tidligere gift med Weiters, nu er i ægteskab med Lars Anton Ernest, kender I ham?".

"Ja, det er en af mine forgængeres sønnesøn. Knopf er for ung til at kende Carl Anton Ernest, eller husker du ham?".

"Selvfølgelig kender jeg alle drabsafdelingens gamle chefer", vrissede Knopf.

"Hør nu efter dagens lektie. Lars Anton Ernest er søn af Rolf Anton Ernest, som var hovedmanden i det mislykkede komplot".

"Det var ikke noget komplot".

"Hvad var det ikke, hr. Knopf?".

"Kun i din fantasi, Søren. Sandheden er, at jeres afdeling, militærets efter- retningstjeneste, spillede sig alle gode kort afhænde, må jeg erindrer om en vis general Hardall".

"Må jeg være fri, øv, al den nedrakning".

"Bevares, i realiteten blev den sag, parallelsagen, det regulære kupforsøg, aldrig opklaret".

"Du vil da vel ikke benægte, at Lars Anton Ernest er søn af".

"Nej, selvfølgelig ikke".

"Nu ved I i hvert fald det med Lars Anton Ernest".

"General Hansen, vor tids Sherlock Holmes".

"Du er idiot".

Homme sagde: "Må jeg stilfærdigt sige noget om den aktuelle sag, tak, vores største problem er drabsafdelingens souschef".

Knopf gispede: "Din kollega? Hvad mener du? Sfingsen, Emil?".

"Sfinksen siger aldrig noget, hvorfor ikke?", råbte generalen.

"Sfinksen ligger med cancer".

"Øv, hvor ækelt". General Hansen fik kvalme ved tanken om dødbringende sygdomme. "Og hvorfor er Sfinksen et problem?".

"Han gjorde ikke en pind ved sagen, Weiters sag".

"Det var dog, hm?", mumlede Knopf.

"Findes der andre fejl i drabsafdelingen?".

"Hold så kæft, Søren".

"Vi besøger Emil på hospitalet, er I enige?".

"Selvfølgelig, makker".

"Lad os så komme frem, kør".

"Det er bittert med al den cancer i firmaet".

"Nåh, lad os nu se, han klarer den nok".

-

Ved hospitalets indgang sagde generalen: 

"Hør, venner, I kan bedre tale med Sfingsen, jeg er til ulejlighed, I finder hjem til åkanderne og så mødes vi igen om to timer. Er det i orden?".

"Hvor skal du hen?".

"Åh, du ved, en vigtig aftale".

"Udmærket".

"Skal jeg hilse patienten fra dig?". Homme så bistert på Søren Hansen.

"Ja ja, naturligvis, vær selv hilset, farvel".

Knopf og Homme stod i hospitalets information.

"Goddag", sagde Knopf, "vi skal besøge kriminalkommissær Emil, men på hvilken afdeling finder vi ham?".

En venlig dames smil stivnede: "Afdeling 14 A".

"14 A, mange tak", svarede Knopf.

-

De måtte være gået forkert, de havde fulgt oversigtstavlen og alle skilte, der var ingen 14 A. Homme standsede en portør:

"Vi leder efter afdeling 14 A?".

Portøren stivnede; han gik baglæns, pegede mod et buskads, "der bag ved", og løb.

"Personalets form for munterhed er speciel", sagde Knopf.

"Tja, mærkeligt".

Homme fandt det meget mærkeligt.

En lille pavillon. Læger og sygeplejersker gik indhyllede i plasticdragter. 

Sfingsen lignede en muselmand fra en kz-lejr. De måtte kun tale til patien- ten gennem et plasticforhæng, ophængt omkring hans seng. Læger og syge- plejersker fulgte nervøst de indtrængende.

"Patientens tilstand tåler absolut ingen sindsbevægelser", lød det.

"Det er tjenstligt", svarede Knopf.

Sfingsen Emils ansigt, et ukendt, i angst forskrækket dødningefjæs. 

"Ved I det ikke? Gå med jer", hviskede han, "jeg må ikke modtage besøg. Jeg er smittet med aids".

"Ja, det forstår jeg, men hvordan kunne det ske?", sagde Knopf stift.

"Sfings, op med humøret".

Patienten så udmattet på gæsterne, hviskede:

"Jeg skal dø, jeg var i London for to år siden, i påsken. Homme, husker du det? Jeg bollede en pige i røvhullet, det skulle jeg aldrig have gjort, men jeg så stort på alt det pjat, du ved, syfilis og fladlus i fissen, alt det sludder uden gummi, du ved, jeg var skide fuld". 

"Sfings, jeg må plage dig med et spørgsmål vedrørende sagen om den for- svundne Weiters. Husker du sagen? Den havde du, hvor finder vi rapporter- ne?".

Sfingsen Emil lukkede øjnene, hviskede: "På pulterkammeret, hjemme hos konen, jeg fik fis i kasketten, gå med jer, jeg vil ikke mere".

-

Generalens "jeg har en aftale", skabte forvirring.

"Du er ikke rigtig klog".

"Åh nej, rend mig i røven, hvad fanden bliver det næste".

General Søren Hansen havde købt tre schæferhundehvalpe, meget livlige, de løb fjollede rundt i Tilsynet, tissede og sked på gulvet. 

Hansen, i skjorteærmer, gik forpustet med gulvspand og en gulvklud: "Har I ikke en rengøringskone? Knopf, så hjælp mig dog".

"Hvem har bedt dig købe et dusin hunde".

Homme blev sentimental: "Ham der, han er som dengang min Dandy var en lille hvalp".

Hvalpene kom i slagsmål, de var ikke fra samme kuld. Søren Hansen havde hørt om livsfarlig indavl, og garderet sig ved at købe fra tre forskellige hunde- familier. 

Dandy, Hommes favorit, bed hul i øret på generalens kæledægge Sofus.

Sofus bed i næsen på Hyldekrogens Pluto, Knopfs favorit.

Knopf blev vred, råbte om Sofus og Dandys skammelige opførsel, at Dandy var en bastard, den tumpede Sofus en dum køter.

General Søren Hansen hvæsede: "Er det takken? Er det takken?".

"I har at holde jeres modbydelige køtere hjemme på deres egne enemær- ker", råbte Knopf.

"Enemærker?", råbte Homme og Hansen, "hvor?".

Freden sænkede sig; hundeejerne sad med deres hvalpe på skødet, mens de drak en øl.

-

Før Knopf og Homme kom tilbage til Tilsynet, havde de opbrudt døren til Sfingsens pulterkammer og ransaget lejligheden. I skabet under køkkenvas- ken, bag spanden med køkkenaffald, fandt de en stabel politirapporter.

Hustruen havde været vred, fortvivlet og hjælpeløs, hendes børn græd.  

Til sidst havde Knopf råbt: "Hold så kæft, unger".

"Sfingsens køkkenrapporter", mumlede Knopf.

"Det kalder jeg tjenesteforsømmelse".

"Hold nu kæft, Søren, han er næsten død".

"Jeg får det lort sobert og rent", sagde Knopf; han havde svaghed for restau- rering af gamle dokumenter.

"Hvad leder vi efter?".

"Peter Andersen, han er vores tavse vidne, han har givetvis meldt sig, hvis der skete noget af interesse i Weiters bondehus, dernede på det idylliske land".

-

Tre timer senere. Sved, tobaksrøg, sovende hunde, stank, træthed.

"Her, jeg har den". 

General Hansen foldede triumferende et notat ud på bordet: "Onsdag kl. 15:20".

"Hvilken onsdag?".

"Det står der ikke, der står kun onsdag".

"Fortsæt".

"Onsdag kl. 15:20 ringede Peter Andersen og oplyste, at efter hans ærlige mening var Weiters dræbt på jagt den lørdag, Weiters formodes at være for- svundet. Peter Andersen havde ikke tænkt på, at negerpigen Marion og den fremmede person havde forladt Weiters sommerbolig alene, sent lørdag aften. Peter Andersen havde i dag til formiddag været en tur i skoven. Han ville ikke sige hvorfor, sagde han, men han fortalte at han havde et ærinde inde i skoven.

Godsejer Neble har klaget over krybskytteri i skoven.

Peter Andersens hund, en foxterrier, havde fundet et guldarmbånd, som An- dersen vidste tilhørte Marion Weiters. Endvidere havde Andersen fundet et lysebrunt halstørklæde med grå og hvide og røde tern. Disse effekter er aftalt afhentet".

"Aftalt afhentet, af hvem? Hvad får vi ud af det?".

"Et glimrende spor".

"Hvem har set et guldarmbånd og et lysebrunt halstørklæde?".

-

Beni Sofikar måtte mægle i striden mellem Lars og sygehuset. 

"De mishandler Marion", havde Lars sagt. Lars nægtede at forstå, at læger-ne ikke kunne hjælpe Marion, kun kunne dæmpe hendes angst og smerter. Beni foreslog Lars, at Lars selv påtog sig plejen af sin hustru, hjemme i Weiters hus i Søllerød. Efter et par minutters betænkningstid sagde Lars, ja.

"Anelise, Laila og Emilia hjælper til", sagde Beni.  

Hver morgen løftede Lars, Marion op fra sengen, bar hende ud i haven under et skyggefuldt træ, læste højt for hende fra morgenaviserne. Lars ville ikke forstå, at Marion var dødsmærket; han løftede hendes hoved, gav hende citronsaft, blandet i vand med sukker. Marion havde ikke kræfter til protest; saften silede fra hendes mund.

"Lille kære Marion", hviskede Lars, "der er vitaminer i citronsaft, drik det nu".

Marion kunne vise et ja eller et nej. Så måtte Lars se på hendes pegefinger. Når Marion løftede fingeren én gang, næsten usynligt, betød det: ja. Når hun træt løftede pegefingeren to gange, betød det: nej.

Marions hørelse var intakt; hendes ører og finger var hendes eneste kontakt med omverdenen.

Pigerne var bekymrede. Lars fik ingen søvn. Lars forandrede sig. Han spiste ikke, han drak whisky, spillede på sin trompet, klagende, så alle blev tungsin- dige, indtil Lars, ligbleg af træthed, vaklede i seng, støttet af Anelise eller Laila eller Emilia.

De nætter vågede pigerne, bekymrede for Marions sygdom, og for Lars hel- bred. Lars var begyndt at blive hvidhåret, det så underligt ud, han var meget langhåret; det groede hvidt frem i hårbunden, noget var gråt, men yderst var hårspidserne som hos den unge Lars.

"Der er noget galt", sagde Beni.

-

En aften kyssede Lars, Marion og spurgte, om hun ville høre en lille historie før sengetid. Marion løftede pegefingeren: Ja. Lars stirrede på hendes finger, stillede stole i rundkreds omkring Marions seng, kaldte på pigerne.

Så lå Marion og lyttede.

Anelise, Laila og Emilia strikkede eller hæklede eller tegnede, og Lars satte sig på Marions seng, holdt hende i hånden, og sagde:

"Nu skal I høre. Jo, ser I, jeg boede ude ved havet sammen med Celia, det var hende der altid ville opdrage på mig. Det var et enormt stort hus, I har al- drig set magen, et skrummel i beton med olieblankpolerede overflader. Gud ved hvordan han har gjort det, en raffineret teknik, en fæstning, en Aladdins hule.

Tante Celia og onkel Andreas havde en stedfar, Laus, han havde bygget det, tænk jer, hans elskede hustru, Odette, hed hun, hendes begravelsesurne af ke- ramik havde han knust, den var med tynde guldplader og emalje i skønne far- ver, og alle stumperne sad som funklende stjerner på betonvæggen oppe på taget, et fladt tag med balustrade og brystværn, oppe under himlen.

Celia var altid sur på mig, hun var ikke min mor, min mor var allerede den- gang på en anstalt for dårlige nerver, og så var der Rolf, min far, og min onkel, Andreas, som jeg holdt meget af, og der var Sivertsen, han gik altid i laksko, og der var Vibeke, som blev gift med Andreas, og der var Lotte, ja, Lotte, tænk jer, hun forførte mig, nåhnej, det var vist mig, som havde lært et par unoder".

Lars talte meget om Andreas.

Men når han sagde "nu er jeg træt", og kyssede Marion godnat, eller hun al- lerede sov, listede de ind i Lars soveværelse. Den af pigerne, der den nat skul- le våge over Marion, lukkede fløjdørene og sagde godnat, smilede og tilføjede "sov godt". De to andre krøb ned i sengen til Lars.

Laila og Emilia tegnede mange skitser af et elskende par.

-

Beni var i New York, indbudt til at tale i FN om den ekstraordinære flygtnin- georganisation, som Beni fik æren for at have startet. Beni svarede: 

"Uden jernvilje og offervilje fra Lars Anton Ernest kunne organisationen overhovedet ikke arbejde". 

Den dag måtte Lars afløse Peter Nyvang. Anelise og Emilia havde en aftale med en damefrisørinde; iskold regn piskede ned, stormen hylede. 

Laila Dådyr, på den sorte liste hos flygtningepolitiet, var alene hjemme i Weiters hus, sammen med Marion. Dørklokken kimede. Laila lukkede op.

Ude i regnen stod tre dyngvåde mænd.

Hansen, Homme og Knopf.

-

"Goddag, undskyld vi kommer i det herrens vejr, træffer vi Marion, jeg me- ner fru Marion Anton Ernest", indledte Søren Hansen, drivkraften bag besøget.

"Er Lars Anton Ernest hjemme?", spurgte Knopf.

Hommes klæbehjerne fungerede. En efterlyst indianerpige i København var ikke det mest banale. 

"De er vist Laila Cornelius, formoder jeg?", smilede Homme.

Laila Dådyr blev nervøs; hun stirrede trodsigt på de tre våde mænd.

"Marion er dødsens syg, ved De ikke det, hvorfor kommer De netop i dag?".

General Hansen skubbede ublidt til Laila, gik ind i huset. "Et godt spørgsmål, lille De, vi har en dommerkendelse".

Homme og Knopf fulgte efter.

"Det var da et fandens regnvejr", mumlede Knopf.

Homme var den sidste, der fik overtøjet hængt til tørre; hviskede til Laila: 

"Jeg holder kæft med, at du er efterlyst for narko og hotelbedrageri".

Laila Dådyrs øjne lynede. Homme blev forlegen.

"Undskyld, frøken", mumlede han, kniksede et skævt, akavet drengebuk for hende.

"Kom, De skal denne vej", svarede Laila.

-

Generalen og politimesteren var gået ind i havestuen. Her lå Marion.

"Hende kan vi ikke afhøre, hun er blind og lam og livløs", hviskede Knopf; han havde fortrudt sit tilsagn til Søren Hansen.

"Det skal vi", svarede generalen; han trak et guldarmbånd og et halstørklæ- de frem fra sin mappe.

"Jeg stiller ingen spørgsmål", hviskede Knopf.

"Det kan vel den unge dame", svarede Hansen; han pegede på Laila: 

"De der, Laila, kan De komme i kontakt med Marion?".

"Små slag", sagde Knopf.

"Søren, klap i, det er min sag", sagde Homme.

Lailas sorte øjne gnistrede: "Hvad vil I?".

Knopfs stemme var mild, høflig, overtalende, venlig: "Det er vores pligt at stille fru Marion et par spørgsmål, tror De, De kan hjælpe os?".

"Marion kan ikke svare, ikke rigtigt, kun vise os et ja eller nej". 

Laila satte sig ved Marions seng, lagde Marions fingre på sin håndflade.

Homme havde skrevet spørgsmål på små hvide kort.

"De bør absolut lade være, patienten er meget svag", havde lægen sagt.

-

Laila sagde: "Marion, vil du svare på spørgsmål fra politiet?". 

Laila så på Marions hånd i sin åbne hånd. General Hansen blev utilpas, han svedte, fik åndenød, satte sig i en stol.

Knopf gik nærmere til sengen, så på Marions øjenbandager og hendes pegefinger i Lailas hånd. 

Marions pegefinger løftede sig, det kunne næsten ikke ses.

"Ja", svarede Laila.

Homme rakte Laila spørgsmål 1.

"Marion, kender du et uldent halstørklæde, føl på det, det er lysebrunt, med hvide og grå og røde tern?".

Marions pegefinger følte på halstørklædet, prikkede Ja, i Lailas hånd.

"Ja", svarede Laila.

Homme rakte Laila spørgsmål 2.

"Marion, er det dit tørklæde?".

Knopf fik hjertebanken; han så på Marions hånd, hendes pegefinger i Lailas hånd. Marions finger løftedes, sænkedes, næsten usynligt, to gange.

"Nej", svarede Laila.

"Er det Lars Antons halstørklæde?".

Marions pegefinger prikkede: Ja, i Lailas hånd.

"Ja", svarede Laila.

Homme rakte Laila spørgsmål 3.

-

Laila læste, hendes læber vibrerede, tårer løb over hendes ansigt, dryppede ned på Marions hånd. Laila kyssede Marios hånd:

"Marion? Weiters er dræbt med et gevær. Tror du Lars dræbte Weiters, da I var med på jagt?".

"Det står ikke på kortet", hviskede general Hansen.

"Søren, hold mund", hviskede Knopf.

Marions finger prikkede: Nej, i Lailas hånd.

"Nej", svarede Laila.

Homme rakte Laila spørgsmål 4. Knopf blev nervøs. 

Laila var nær en besvimelse, hun løftede hovedet, hviskede: "Hellige for-fædres ånder, vær hos mig".

Laila Dådyrs håndflade skælvede, perlede med sved, hendes krop dirrede, hun kvalte et skrig, med hæs stemme sagde hun: 

"Ved fru Marion, hvem der dræbte Weiters?".

Marions finger prikkede: Ja, i Lailas hånd.

"Ja", hviskede Laila.

-

Homme viste Laila spørgsmål 5.

Knopf følte sine nakkehår rejse sig, det isnede over hovedbunden; han følte sig syg, havde kvalme, skulle kaste op, hvorfor leve dette forbandede lorteliv. Homme havde skrevet spørgsmålene, du gode gud, han er en erfaren, rutine- ret, frygtindgydende menneskekender.

Laila bed sin læbe til blods.

"Har du, Marion?" Laila Dådyrs stemme knækkede, hun råbte som et såret dyr: "Har du, Marion Anton Ernest, dræbt Weiters med et jagtgevær?".

Marions finger prikkede: Ja, i Lailas hånd.

"Ja? Sagde du ja?", råbte Laila; hun så fortvivlet på Marion.

Knopf gispede, og huskede. 

åh gud, se nu, den dejlige mulatpige, som jeg begærede på Vesterbrogade foran Andelsbanken, fordi hun var en åbenbaring, men Lars kom, han kyssede hende, se, nu ligger hun her, lille og indskrumpet, hendes hud er grå, slap, rynket, falmet, livet kan være gement og ondt

Laila knugede Marions hånd:

"Marion, hvorfor siger du ja? Hvorfor siger du ikke nej? Sig dog nej, Marion, sig dog nej, sig nej. Åh, Marion, sig nu nej", græd Laila.

-

"Du viste hende ikke guldarmbåndet, hvorfor ikke?", hviskede Hansen.

"Fordi fru Marion har tilstået", svarede Homme.

Laila løb hulkende ud, entredøren bragede, hun løb ud i styrtregnen. Knopf løb efter hende, kom bærende ind med hende. Hun klyngede sig til ham.

-

Homme gik ud i regnen.

jeg har en underlig lyst, jeg vil synge regnvejrs-serenaden, den er så køn, ak ja, mennesker i regnvejr kan være noget meget tragisk

-

-

-

                                                       guld30                                 

-

-

-

-