Dette er en SmartCMS kopi af den originale Mogens Kasler-Journal, som blev lukket 16. marts 2011

guld28

 

 kasler-journal.dk

Page Down

 

 

 

 

 

 

 

28 af 36

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nye flygtningemønter

 

- kvælerslangen Mathilde hvæsede og rallede halslyde

bugtede sig op ad buret med åbent gab

stirrede på ofrets skrækopspilede øjne -

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstnergruppe 

Flygtningenes kunstnergruppe foreslog, at man i stedet for anonyme guld- stykker, støbte en særlig flygtningemønt, en smuk medaljon med et flygtninge- motiv, der kunne bruges som international valuta og kontant betalingsmiddel.

"Glimrende", sagde Lars, "skaf mig en værktøjsmager, der kan lave støbeforme, og en dygtig gravør, og find mig en tegner, der ved hvad sagen omhandler".

-

Værktøjsmagerne, tre afrikanere, ældre hærgede sorte mænd, flygtninge fra Sydafrika, forfulgte, pint og fængslede fordi de støttede metalarbejdernes op- rettelse af fagforeninger i Durban.

Gravørerne, den ene var chilener, manglede den venstre hånd; den havde Pinochetsoldater hugget af, fordi fangen under fængslingen stædigt gentog, at han var socialist og tilhænger af den myrdede præsident Allende. 

Den anden var algier, forelsket i en hvid fransk kvinde, der genelskede ham, men familierne forbød de unge at se hinanden. Under den franske Algierkrig flygtede de ud i ørkenen, levede som nomader, til de efter krigen blev fanget, pigen deporteret, hendes elskede mishandlet; ingen fortalte ham, hvorfor; han manglede det ene øje og et halvt øre, men kunne sit håndværk.

Tegnerne, to unge kunstnere, gjorde Lars svag i knæene. 

Det var Emilia fra Vietnam, en pige med usædvanligt ædelt formet ansigt med gylden, gennemsigtig hud og en spinkel, velformet krop. Familien chika- neret i Saigon; faderen fransk jøde, embedsmand i den franske kolonimagt, senere i Thieus regering, hendes mor var vietnameser, glødende kommunist. Faderen dræbt under amerikanernes flugt fra Vietnam, hendes mor beskyldt for kollaboration og henrettet, uagtet hendes indsats som illegal partisan. Emi- lias brødre og søstre flygtede med Emilia, de sejlede i en overfyldt båd, plynd- ret af sydkinesiske pirater; mandlige flygtninge, småbørn og kvinder myrdet.

Fem unge piger, herunder Emilia, blev slaver hos piraterne, båden sprang læk; de hejste nødflag, kunne være reddet af et dansk fragtskib, men piraterne skød på besætningen. Den danske kaptajn vædrede den synkende båd; piraterne valgte døden med deres skib, kun Emilia blev reddet. Det skete på hendes tolv års fødselsdag.

Den anden var indianerpigen Leila Cornelius. Lille Dåkid på sin stammes sprog, til en baptistpræst fik hende belært om noget andet. Hun var en høj, slank pige med blåsort hår. Hendes øjne kunne gnistre vredt, hendes stolte holdning og hendes hofters blidt rullende bevægelser blev attrået af alle mænd. Hun kom fra Alaska. Et olieselskab fra Canada og USA havde af staten købt stammens land. Det ældgamle jagtrevir ødelagt, stammens folk jaget på flugt, nægtede at adlyde regeringens ordre om ekspropriation. Leilas forældre blev dræbt under skyderi, hun oplevede misbrug og voldtægt første gang som niårig; hun var udvist som narkoman fra Sverige, havde i de sidste to år levet illegalt i den københavnske slum.

"Du har fundet et mesterhold", sagde Lars til Beni, "de arbejder perfekt".

-

Mesterholdet fremlagde det første forslag: En due med en oliegren på forsi- den, og på bagsiden et fængselsgitter med pigtråd foran.

"Det er lidt trist og tungsindigt", sagde Lars.

"Sådan føler flygtninge", svarede Beni.

"Ja, men hvad med bankfolk og parlamenter, det skal være populært".

Det andet forslag var bedre. Møntens forside billedet af to mænd, der trak en plov, bag ploven såede kvinder korn; møntens bagside viste mænd i soldater- uniformer, der piskede landarbejdere.

"Det ligner landbrugspolitik", sagde Lars.

"Sådan føler flygtninge", svarede Beni.

"Ja, men hvad med bankfolk og parlamenter?".

Det tredie forslag faldt i alles smag. Medaljonens forside omkransedes af flygtninges ansigter, asiat, afrikaner, inuit, latinamerikaner, europæer, kvin- der, mænd, varmet af solen i møntens centrum.

Bagsiden var et flænget pigtrådshegn, teksten: Refugee.

"Så mangler vi et myndighedsstempel".

"Er du ikke embedsmand i Nationalbanken?".

"Hold op, det har jeg glemt, jeg har orlov, jeg har dårligt hjerte", råbte Lars.

Beni Sofikar, Emilia og Laila gik til den danske flygtningeadministration, bad om opbakning til projekt internationalt anerkendte guldmønter som beta- lingsmiddel for flygtninge på flugt, for at undgå, at flygtningene blev udnyttet af smarte svindlere. "Det er en udmærket ide", svarede generalsekretæren; han stirrede betaget på Emilia.

Derefter gik de til regeringschefen og bad om støtte til projektet. "Naturlig- vis", svarede regeringschefen, "skal jo ikke betales af mine skatteydere, jeg giver finansministeren besked". Regeringschefen stirrede betaget på Laila.

Derfra til nationalbankdirektøren, som hørte fraværende på Beni, smilede betaget til Emilia og Laila, og med direktørbuk overrakte dem den ekstraordi- nære tilladelse til at stemple den danske stats lødighedsstempel ind i flygtnin- gemønterne.

"Ægte guld", sagde direktøren, "det har jeg ikke råd til, men hvis jeg havde, blev de formøblet på disse to meget charmerende damer".

"Vi fortjener en flaske champagne", lo Beni.

"Først besøger vi Marion på hospitalet", svarede Lars.

"Nej", mumlede Beni, men tog sig sammen, da han så et vredt blik hos Emi- lia og Laila.

Lægerne virrede opgivende. Marions tilstand blev ikke bedre. 

Marion var begyndt at lugte underligt surt.

"Vi gør alt, hvad der er fagligt og menneskeligt muligt, men patienten har det meget dårligt".

-

Beni besvimede under besøget. En læge sagde, at grunden kunne være en forsømt blindtarm, der burde fjernes. Beni gøs.

Lars kunne ikke komme i kontakt med Marion; hun sov, måtte ikke vækkes. Lars var bekymret, sagde at det var under al kritik, at lade patienten tabe 30 kilo. 

"Min kone er ikke andet end skind og ben", råbte Lars forbitret.

Anelise, sygeplejerske på Benis lønningsliste, Benis vagthund for edb-arki- vet, Lars trøsterinde, kommanderede Beni og Lars ud på parkeringspladsen, stak dem hver en smeldende lussing.

"Er I klar over", råbte hun, "at I slår Marion ihjel med jeres tåbelige opførsel. Er I da for fanden ikke mænd?".

"Nej, de er papkyllinger", råbte Emilia og Laila.

-

Arbejdet med møntstøbningen gik i gang. Lars så forbavset, at der ikke læn- gere var brug for hans initiativ. Sorte, gule, hvide og brune mænd og kvinder, halvnøgne af sved og varme, systematiserede arbejdet perfekt, en muskel be- vægede sig ikke uden det var nødvendigt. Varmen og sveden kom fra smelte- ovnen, og af tempoet. Det skete med et minimum støj. Alle vidste det var illegalt arbejde; politiet kunne når som helst dukke op med det ubehagelige spørgsmål: "Hvorfra, I gode folk, kommer disse oceaner af guld?".

Smeltediglerne sydede uafbrudt; støbemaskinen kørte i døgndrift; det skete i jomfru Flossyhs lille fabrik. Unge sorte, hvide, gule, brune, en blanding jøder, baptister, buddhister, muslimer, katolikker, protestanter, stablede høje lagre af mønter i kasser i det tidligere fyrværkerilager, toldhus, tegnefilmprojekt, rakt til dem af unge kvinder, lyse, brune, sorte, fra næsten alle nationer.

Sværlemmede koner af mange hudfarver kogte mad i spandevis, og stærke mænd slagtede kalv, får og høns til aftenpavsen og måltidet. De ældste mænd og kvinder passede børnene, og da den hurlumhej havde stået på i otte uger, sagde Beni: 

"Lars, vi har købt de tilstødende naboejendomme".

-  

Beni købte grammofonselskabet, der ejede det tilstødende lydstudie. Beni solgte pladeselskabets rettigheder til en konkurrent og tjente groft til deres eget projekt. Og så fremdeles med andre naboer.

"Glimrende", sagde Lars, "vi har brug for en ny støbemaskine".

"Nej", svarede Beni, "jeg har en overraskelse til dig".

Finansministeren havde udsendt en pressemeddelelse, at han på et rege- ringsmøde havde opnået tilsagn om 10 mio kroner i gave til den nye flygtnin- georganisations gode ide, at udsende guldmønter til støtte for det internatio- nale arbejde. Den nye forening hed: "Alle Flygtninges Vel".

"Det er os", råbte de illegale flygtninge forfærdede.

Nu kunne gode afværgeråd næppe betales højt nok. Et fællesmøde hurtigt indkaldt; de sad på gulvet, lyttede til Beni Sofikars og Lars beklagende: Butik- ken måtte lukkes midlertidigt. 

For at undgå journalister lukkede aktiviteterne midlertidigt, medarbejderne blev sendt i småklynger på vandretur i de danske skove.

Tårbæk postkontor druknede i hober af breve til foreningen, breve med de mest interessante frimærker. Postmesteren, en filatelist af guds nåde, dampe- de frimærkerne, solgte dem for høj betaling, og indsatte beløbet på en hem- melig konto i banken; samme vej gik finansministerens check. 

"Hvem kender Alle Flygtninges Vel, vi gør det ikke", lo postmesteren. 

Emilia og Leila var flyttet ind i Weiters hus, de nægtede pure at forlade Lars og Ane lise. Da Beni kom hjem, sagde han til sin kone: 

"Det kunne være rart at følge vore forfædres skik, har du noget imod at jeg indbringer et par nye hustruer?". Til svar sendte hans hjertes udkårne ham en lerkrukke i nakken.

--
Det nye projekt

Dagen kom, da Beni Sofikar gik i gang med det nye projekt. Lars havde nær sagt stop. "Beni, du er en fantast", sagde Lars. 

Under ledelse af en arkitekt, arbejdede danske og illegale kurdiske arbejde- re i lyntempo på, at forandre organisationens legale, illegale hovedkvarter. Arkitekten, Peter Nyvang, var gået fallit i et konsortium, der havde forbygget sig på Erhvervslivets Ledercenter i Nordsjælland. Peter Nyvang klagede sin nød til advokat Benis kontor. 

Det satte Benis tanker i skred: En ejendommelig udvidelse af den oprindelig beskedne jomfru Flossyhs lille fabrik. Beni antog arkitekt Peter til sit projekt.

En lille protest forsøgte Peter Nyvang. Lars og Beni hvervede danske løslad- te kriminelle, de hårdest ramte blandt de langvarigt arbejdsløse, sammen med andre hårdt ramte af den store arbejdsløshed, de illegalt indvandrede kurdiske arbejdere. Kurderne var flygtede oprørere fra den opslugte nation, kvalt mellem Sovjet, Tyrkiet, Iran og Iraq, og derfra flygtede til Syrien og Europa.

"Jeg kender dem, de to grupper arbejdsløse arbejder hårdest", sagde Beni.

"Jeg er enig", sagde Lars.

"I må tænke på min faglige stolthed, danske håndværkere er de bedste", svarede Peter.

"Ja, for fagforeningen og skattevæsenet, men dette her er sort arbejde".

"Altså havner jeg i spjældet". 

Det hørte de danske kriminelle medarbejdere, med årelang indespærring bag sig, de hylede af grin. Peter Nyvang blev flov.

-

Ombygningen blev til et beskedent hotel og konferencecenter. Beni fremtryl- lede ombygningstilladelser. Set udefra ikke meget; facaderne frisket op, nye vinduer. Men indendørs var der plads til 94 værelser, to store og en snes små køkkener, samt toiletter, badeværelser og en konferencesal. Kældrene var med celler og gitterdøre, et regulært fængsel.

"Hør sig mig, Beni, hvad laver vi her?", spurgte Lars.

"Jeg har jo fortalt, at det er min overraskelse til dig", svarede Beni.

Rammerne var lagt for organisationens mere penible arbejde Og det viste sig, at Peter Nyvang havde sejlet som ung, var blevet styrmand og havde taget skippereksamen før han blev arkitekt.

"Peter, du overrasker mig, du er alsidig", sagde Lars.

"Skal jeg høre det fra dig?", lo Peter. 

-

Beni bad Peter sejle den nymalede og nydøbte kanonbåd, Havfruen, der lå i Gilleleje Havn, til en position syd for Hebriderne, nord for Skotland. Lars skulle med som observatør. Havfruens besætning var frivillige fra Refugee. Flere af dem havde knap nok set det vand, man kalder hav, kendte ikke søsygens kvaler og den pludselige rædsel for havdybder. Beni havde fortalt dem om turens måske livsfarlige opgave. Deres øjne lyste af spænding.

Lars sad ved Havfruens radio. Da båden gik fra Skagerak ind i Nordsøen kom meddelelsen. Der var oprør i Paraguaye. Generalissimo Alfredo Stoess- ner var endnu ikke styrtet; hærens massakre på befolkningen var forfærdelig. Havfruen nåede frem til positionen syd for Hebriderne. Her lå de i tre dage. 

Den tågefyldte nat til den fjerde dag blev de prajet af en trawler. Småbåde sat i vandet, der lød tumulter fra trawleren, flere mænd faldt i vandet, projek- tører blev tændt, flere både sat i vandet, nu med pistolbevæbnede mænd.

Refugees første fanger, en generalissimo og fem medlemmer af hans rege- ring, havde forsøgt selvmord ved at kaste sig i havet. Fangerne blev ført om- bord på Havfruen. Peter Nyvang satte kursen mod Gilleleje Havn; her anløb de tirsdag nat. Besætningen gik enkeltvis i land og mødtes senere ved en øde- gård øst for Esrom. Her holdt biler, som med passende afstand kørte til hoved- kvarteret i jomfru Flossyh.

Den næste dag svabrede Peter Nyvang og Lars Havfruen, provianterede, og ventede. Kl. 2,30 samme nat listede Beni en stor varevogn ned til Havfruen. Ved fælles hjælp fik Peter, Beni og Lars læsset seks sække, som ikke var kar- tofler, men seks skarprettere fra et diktatur, ind i vognen, transporterede dem til et ukendt fængsel, cellerne under Hotel Refugee.

-

Det vides ikke, hvor mange eksdiktatorer og folkebødler, som det næste års- tid blev tvunget til et givtigt ophold i den nye organisation. Alle aktioner var vellykkede, takket være folkeviljen i de ramte lande, og store mængder flygt- ningemønter, der finansierede de mange, ofte store operationer.

Økonomien blev forbedret når det viste sig, at samtlige diktatorer havde ra- get til sig af deres hjemlands værdier, guld- og valutabeholdning. De indfang- ne frigav ikke disse oplysninger frivilligt, de skulle overtales. Efter konfronta- tioner med politiske og fysisk mishandlede modstandere og landsmænd, der kunne tale hårdt, men retfærdigt til fangen, opgav han videre modstand, for- talte om formuers gemmesteder.

Det store guld- og valutaoverskud i blandt andet Svejts, svandt i disse måne- der betænkeligt. Til gengæld steg Paraguays, Chiles, Irans og så fremdeles, valutabeholdning tilsvarende, efter en lille gave til Refugee.

-

De mest modvillige arrestanter blev gæster hos kvælerslangen Mathilde, en- kelte diktatorer og bødler nægtede at afsløre deres rigdomme. De fik da valget mellem fri tale, eller at blive ædt af en stor kvælerslange, Mathilde, der boede i et glashus i kælderen. 

For at vise slangens  interesse for kød, blev ofret indsat et enkelt døgn i et snævert gitterbur hos det skrækindjagende uhyre. Her stod fangen afklædt, angstsaltsvedende, som fik Mathilde til at ralle halslyde, bugte sig op ad buret og stirre intenst på ofrets skrækopspilede øjne, slikke på ofrets hud hele natten med sin kolde, kløftede tunge.

Det var et påfund af Lars, med effektiv virkning; han havde hørt en hvisken- de snak mellem farfar Albert Johannes og Jesper Stein, om en friherreinde, faster Louise, og hendes krokodiller i Nordhavnens Pumpefabrik.

Enhver fange, og dennes afhøringsrapporter, blev fløjet illegalt til sit hjem- land. De fleste af eksdiktatorer, blodsugere og bødler slap ikke levende fra gensynet med deres fædreland. Der stod en henrettelsespeloton klar i lufthav- nen når flyvemaskinen landede. Demokratiet tog ikke hævn, men slog igen i selvforsvar. 

-
Tilsynet med Grundlovens beskyttelse

Regeringen udskrev valg til folketinget. Selv om den kendte, i internationale kredse misbilligede danske karusselregering, hvor Aspargsen var regerings- chef fire gange, og på skift vendte tilbage som kirke-, forsvars-, kulturminister, og karusselregeringens finanser havde klaret sig over alt forventning, havde nedbragt den store arbejdsløshed, væltede den sig selv på grund af indre ue- nighed. Lad historikere efterforske den sag. Det vil erindres, at alle partierne i folketinget havde medansvar for regeringen, deraf navnet karusselregering. 

Her skal bemærkes, at landet i de seneste år igen havde haft den kendte re- geringskoalition fra højre ind til Arbejderpartiet, dog uden deres medvirken. Tværtimod var partiet isoleret, uagtet det var landets største parti. Det skulle folketingsvalget efterprøve.

-

En måned før valget holdt regeringschefen møde med justitsministeren og forsvarsministeren. Årsagen var en klage fra chefen for Tilsynet med Grundlo- vens Beskyttelse, general Søren Hansen, som nægtede at samarbejde med den politimæssige afdeling ved politimester Knopf. Tilsynet bestod af chefen for militærets efterretningstjeneste, general Hansen, politiets efterretningstje- neste, politimester Knopf, og drabsafdelingens kriminalinspektør Homme.

"Hvad går der af general Hansen?", spurgte regeringschefen.

Forsvarsm: "Det tror da pokker. Jeg har fået oplyst, at Knopf nægter at stor- me en, hm, jeg fik en dårlig cigar, hm, nægter at storme det illegale flygtnin- gecenter i Tårbæk, et liderligt jomfrucenter, og her giver jeg Hansen ret, han har min fulde opbakning".

Justitsm: "Det er noget pjat, deres leder, Beni Sofikar er en af landets bedste yngre advokater, et juridisk geni, er han, af gode grunde, jeg mener, indvand- ret flygtning, en absolut hæderlig idealist".

Forsvarsm: "General Hansen har genkendt mange, jeg sagde mange, beryg- tede terrorister blandt de fine gæster hos jomfruen".

Justitsm: "Den sag er ikke den vigtigste, problemet er, at Knopf, hvis hæder- lighed og kompetence vi ikke skal betvivle, jeg gør det i hvert fald ikke, altså, at politimester Knopf, sandelig tilskyndet af general Hansen, for tiden er opta- get af eftersøgningen af den forsvundne oberstløjtnant Weiters, som, hvad I sikkert vil huske, er sat under mistanke for hjælp til fremmed stormagt".

Forsvarsm. fnøs: "Bagateller, kære kollega".

Regeringschefen: "Såh? Det er vist endnu for tidligt at dømme".

Justitsm: "Så skete det, at Hansen og Knopf kom i skænderi om kompeten- cen, fordi Knopf havde sat den nye mand i trekløveret, drabsafdelingens nye chef, kriminalinspektør, den nye, I ved, ham, Homme, ind i sagen. Jeg forstår ikke din uvilje mod det, kære kollega".

-

En kriminalassistent havde forsømt at afhøre et vidne i en drabssag. Notatet havde kollegaen lagt ned i sin skuffe, og glemt at underrette Homme, som var på ferie. De øvrige politikredse blev holdt uden for sagen.-

"Det er svindel", råbte general Hansen, "fup og svindel"; han trykkede på speederen, vognen fløj af sted. General Hansens panservognskørsel bag rattet i et automobil var berygtet.

Homme: "Hold nu kæft".

"Det er, hvad der kan ske i et stort firma", svarede Knopf.

"Firma? Vor herre bevares". 

Da de stod på gårdspladsen foran Weiters sommerbolig, et hyggeligt hus- mandssted, råbte Hansen: 

"Hvordan kan I tro, flere måneder efter ugerningen, på nogen måde tro og tænke, at I kan lede efter nye spor nu?".

"Hvis du ellers gider flytte din røv og give en håndsrækning", sagde Homme.

"Hvad behager?", hvæsede generalen.

"Kriminalinspektøren mener det venligt", glattede Knopf.

"Vor herre bevares".-

Hommes schæferhund fandt generalens opførsel upassende, knurrede. 

Det fik Hansen til at blegne: "Gud dog, forstår hunden hvad der bliver sagt?".

"Det skulle den gerne, den hedder Dandy".

"Kom så da, flinke Dandy, gode hund". 

Søren Hansen beviste sit mod, ville klappe hunden; den viste tænder, knur- rede ilde. "Nej, jeg lærer det aldrig, hunde og så mig, næ".

 

Homme lod Dandy arbejde. "Dandy, find narko".

Hunden kikkede på sin herre, løb hen til Knopf, der åbnede døren, de fulgte efter hunden. Fire små værelser og et køkken.

Dandy kradsede med forpoten på muren ved gulvpanelet.

"Kan jeg være til nogen hjælp?", spurgte Hansen.

"Bræk panelet af", sagde Homme.

Hansen løb ud til sin vogn, hentede en værktøjskasse. "Militæret er entrepre- nør og vognmandsforretning", sagde han dagligt, og levede derefter.

Gulvpanelet fjernet på fjorten sekunder, tapetet flænget, et dårligt skjulested for heroin, men formentlig valgt, fordi der på den anden side af muren stod en skorsten, hvorfra løbesod gennemtrængte muren. Intet resultat. Hansen havde ødelagt et godt spor. 

Dandy snusede til gulvbrædderne. 

"Mon det er under gulvet?", sagde Homme.

"Måske, men nu leder vi efter noget andet", sagde Knopf.

"Hvad?", sagde Hansen. Sveden perlede på ham af spænding.

"Dandy, på plads". Hunden satte sig fornærmet.

"Og så skal vi ned på knæ, har vi et forstørrelsesglas?". General Hansen rak- te Homme sine læsebriller.

"Tak, kammerat, lad os så se?". 

Der var gevinst. Små hvide aftegninger over næsten hele gulvet. 

"De har simpelthen trådt i lortet".

-

De blev afbrudt, det gav et sæt i de tre mænd. Dandy glammede. 

Homme var først ude. Da Dandy så ham, stak den snuden i jorden, begyndte at lede. Så kom Knopf og Hansen.

Dandy løb søgende, dens næse var som limet i fast højde over markvejen, dens hale svajede ophidset, som løb den i stormvejr.

"Er det ikke en vildmand", spurgte Hansen, "den løber væk fra huset".

"Spørg hunden", svarede Knopf.

Dandy tabte sporet, løb tilbage til Homme, så mismodigt på sin herre.

"Kom nu, Dandy, vi finder narko". Hunden smilede til sin herre, vibrerede med overlæben, viste sine flotte tænder.

"Flinke hund, find så narko".

"Det kan da være noget helt andet", sagde Hansen.

"Nogen har dummet sig", svarede Knopf. 

De fulgte efter hunden ad markvejen til vikingegravhøjen i udkanten af mar- ken til Weiters husmandshus.

"Det var alligevel satans", råbte general Hansen, "nu vil jeg anskaffe mig en hund".

Dandy sad ubevægelig foran en mandshøj, kæntret kampesten.

"Den sten er skredet ud fra kæmpehøjen".

"Ja, og hvad så?".

"Er der narkotika inde i gravhøjen?".

"Hold nu mund". 

"Hvad gør vi nu?". 

"Vuf", kom det Dandy; den havde forklaringen, gravede med poterne et hul i jorden tæt ved kampestenen, snusede, puffede til stenen med snuden. 

"Pas på, stenen vælter", råbte Hansen, nervøs for at miste den gode hund. 

"Så, Dandy, hold op, sæt dig".

"Vuf, der ligger noget under stenen".

"Ja tak, vi har forstået det".

"Kom, de andre gør det færdigt, lad os komme hjem".

"Mine folk kan løfte stenen på et øjeblik".

"Ah gud, nej tak".

"Kom, vi skal hen til naboen, afdøde Peter Andersen".

-

De kunne ikke komme ind i Peter Andersens hus, havde ingen nøgle. Hom- me viste fotos af gerningsstedet. Den 78-årige modige mand var fundet dræbt, skudt i brystet med sit eget jagtgevær. Drabet havde fundet sted, hvor de to markveje fra Peter Andersen og Weiters ejendomme mødtes i et Y. 

Men hvorfor var Peter Andersen i hårdt såret tilstand slæbt ind på sin egen gårdsplads? 

Her sluttede den foreløbige undersøgelse.

"Jeres kollega er sygemeldt, er det ikke mistænkeligt?", sagde Hansen.

"Vi mangler mandskab, det ved du, hr. general, nedskæringer af statens ud- gifter over hele linien, og souschefen har cancer", svarede Knopf.

"Fy for den lede", svarede generalen.

"Der er vel en grund til, at nogen slæber Peter Andersen væk fra drabsste- det, her hen til den hans egen gårdsplads. Men hvilken hvem, kære venner?", sagde Homme.

Generalen holdt fast i Dandys halsbånd, strøg den forsigtigt over ryggen:

"Du er en god hund", sagde han. Dandy svarede ikke.

"Hvad har vi her?", mumlede Homme; han trak plasticposer op af sin map- pe:  opfejet gulvsnavs, tøjstumper, trævler, og et stykke af en knækket læder- rem.

"Det var ikke meget".

"Vi klarer os med det vi har".

"Dandy, hvad synes du?". Hunden snusede til gulvsnavset, tøjstumperne, liv- remmen; pludselig rejstes en børste af stride ulvehår fra dens hoved ned langs ryggen. 

Homme gik ud på gårdspladsen. 

Hunden fulgte ham, satte sig. Homme bøjede sig ned, åbnede plasticposer- ne, lod hunden snuse, sagde: "Dandy, søg, søg, søg".

Så gik jagten. Hunden foran Homme.

"Vi bliver siddende". Knopf holdt fast i Hansens jakkeærme. Generalen satte sig på bænken. "Hvorfor må jeg ikke se hvordan I arbejder?".

"Sagen er i næste fase, lille Søren", smilede Knopf.

-

Hunden løb i zigzag over gårdspladsen, gennem prydhaven og frugthaven, søgte omkring brændestablen og terrænet omkring udhusene. Forgæves. Dan- dy lagde sig ved Hommes fødder.

"Det var trist", sagde Knopf.

"Der er noget på dette sted, men hvor?", svarede Homme.

"Lille søde hund", sagde generalen, klappede Dandy.

"Hvad med en runde om hele ejendommen?", sagde Knopf.

"Hvabehar?", mumlede general Hansen.

"Lad os prøve".

På marken nær huset lå en primitiv staldbygning. Peter Andersen havde holdt gæs. 

"Aha", sagde Knopf, "dette er gåsehuset".

Søren Hansen var fjerkræinteresseret, han havde to kanariefugle: 

"Jamen, lige et øjeblik, var der ikke noget med en handelsmand, der sam- me dag Andersen blev myrdet, afhentede et halvt hundrede gæs her, altså hos Andersen?".

Stalden, en faldefærdig bygning, stråtækt; nordre gavl intakt, sydgavlen væl- tet, hullet lukket med et trådhegn. En sti, kantet med lave brædder med indtør- ret gåsepløre, adskilte lort fra gæssenes liggeplads, dækket med halm.

"Føj, hvor her stinker", sagde Knopf.

"Herregud, en smule fuglegødning", sagde generalen.

"Dandy, se her". Hunden snusede igen til gulvsnavs, tøjtrævler og en halv livrem.

"Søg, Dandy, søg, søg, søg, søg, det er vores sidste chance". 

Homme var træt og skeptisk. Dandy listede forsigtigt frem, meter for meter ad den smalle sti op til den halmdækkede liggeplads.

"Luften er kvalm, kvælende og giftig, han finder intet".

"Vuf". Dandy snerrede. 

En rød stenmår dukkede frem fra halmen, forsvarede sine unger; ungerne peb og skreg som mus, løb forvildede ind på gødningslaget, sank ned, kæm- pede sig hen til et gammelt rottehul i mursoklen, og forsvandt. 

Stenmåren, stor, ræverød og rasende, løb langs soklen hen til hullet, og for- svandt.

"Dandy, færdig, kom her, jeg er dødtræt og sulten". Homme lagde sig på græsmarken, strakte lemmerne: "Kors, hvor er jeg træt".

"Regner I med et resultat?".

"Dandy er for ophidset, kan du ikke se det?".

"Jeg er sulten".

"Jeg har flødekarameller og en bajer i vognen".

"Frokost på den nærmeste kro".

"Vand til Dandy", råbte Homme.

Søren Hansen kom balancerende med tre flasker øl, tre glas, en pose kara- meller, og en skåret urtepotteskjuler med vand.

"Se, lille hund, dejligt vand", sagde generalen.

Efter pavsen fortsatte søgningen. 

"Mon det giver resultat?". 

"Ja, med den flinke hund".

-

Homme ragede halmen til side på gæssenes liggeplads. Dandy stak snuden i jorden, snøftede, et sekret dryppede fra dens næse, luften stank kvalmede. 

"Det bliver ikke nemt".

"Kan vi ikke hjælpe?".

"Jo, det bliver måske nødvendigt".

"Jamen?", råbte Homme. Dandy knurrede, gravede i jorden, sten og jord fløj gennem luften.

"Nej, nu har jeg aldrig, et lig, se dog, et lig", råbte Hansen.

"Søren, få fat på dine folk, pålidelige folk med nødvendigt grej, I skal løfte stenen ved vikingehøjen, kom, det skal være nu", råbte Knopf, idet han løb ud til kampestenen.

Søren Hansen løb efter Knopf, råbte: "Lille Dandy, flinke hund, du fortjener et stort kødben".

Homme fandt en spade, gravede liget frem; handelsmand Gunnar Larsen.

Kadaveret stank. Dandy så misbilligende på sin herre.

-

Søren Hansen forlangte, at Dandy skulle sidde ved siden af ham på forsæ- det. Generalen svømmede i begejstring for en dygtig hund.

Dandy kedede sig, drejede hovedet hver tredie minut, så efter Knopf og Homme på bagsædet.

Tilsynets lokaler lå, som sædvanligt, under Glyptotekets kælder ved Tivoli. Der havde gennem årene været politiske tilsagn om bedre lokaler til den vig- tige tjeneste, men de gyldne løfter blev aldrig indfriet.

Knopf havde lovet frokost på den nærmeste kro. Det blev kun til pølser og brød foran jernbanestationen i Vordingborg.

"Jeg er ødelagt af sult", sagde Homme.

"Vi har kun øl og dram i Tilsynets køleskab", svarede Knopf.

"Jeg købte ekstra pølser og brød", sagde generalen.

"Jeg hader pølser", svarede Homme. Tilsynets pølser og brød forsvandt i Dandys gab. 

"Lad os drikke os skidefulde", sagde Knopf. 

Det store bord blev ryddet, sagens akter, notater og effekter lagt frem. 

"Her, venner, øller og dramme".

-

Folk fra militærets efterretningstjeneste, "søren hansens soldater", havde med det fornødne grej løftet kampestenen ved vikingegravhøjen. 

Dandy havde sagt "vuf", snusede til stenen og det dybe hul i jorden. 

Jordhullet og kampestenen blev støvsuget af politiets laboratoriefolk, som kørte indholdet hjem til ekspresundersøgelse, lovede et resultat inden seks timer.

Vordingborg politi kunne supplere: Gunnar Larsen var forsinket meldt savnet fordi han boede alene; hustruen var død et par år tidligere. 

En logerende langtidschauffør havde været to gange i Italien med eksport- fisk; da han kom hjem første gang havde han ikke bemærket noget særligt. Men hjemkommet anden gang lå huskatten død, og vigtige breve til Gunnar Larsen, som den logerende havde lagt frem fra postkassen, henlå uåbnede på køkkenbordet.

Rapporten fra laboratoriet var entydig. Indholdet på kampestenens under- side og i jordhullet under stenen, var uden al tvivl aske og forkullede rester af Weiters lig, hans tøj, gummistøvler, tænder.

"Hvad får vi så ud af det?". Søren Hansen drak en mundfuld øl.

"Hold nu ørene stive", svarede Knopf.

Homme flyttede pegefingeren fra rapport til rapport, fra notat til notat, fra den ene lille plasticpose med indhold, hen til den næste lille plasticpose, og sagde:

"Der er en forbindelse mellem de tre drab, mordet på Weiters, som er skudt i maven og i hovedet, med skarpspidspatroner fra en jagtriffel, og drabet på Gunnar Larsen, som blev skudt på kort afstand i brystet med Peter Andersens gamle haglbøsse, og jeg tror, dræbt af Peter Andersen i selvforsvar, da han blev angrebet. Tre, drabet på Peter Andersen. En tredie person skød Peter An- dersen, skød ham ned med den gamles egen bøsse. Hvem pokker var sammen med Gunnar Larsen, og hvorfor?". 

Homme drak bitter, skyllede efter med øl.

"Sig nu noget", sagde Søren Hansen, "Weiters er dog sigtet for spionage".

"Hvilken slags?".

"Det får vi ikke at vide, det dødssyge militær, men vi ved, at han var narko- man", sagde Knopf.

Søren Hansen kløede Dandy bag øret, hunden samlede på gode venner i stille stunder, generalen fortsatte: 

"Det var mig, der først rettede mistanken imod ham, men jeg var for hurtig, og det her, ja, det er vel ikke andet end en lille storm i et lille glas vand?".

"Nåh, tre drab, hr. Søren?", svarede Knopf, politimesteren, chefen for politi- ets efterretningstjeneste, som endelig havde fået skovlen under general Søren Hansen.

"Kender I nok til Gunnar Larsens kontakter?", svarede generalen.

"Tjah, hvad mener Homme?".

"Det skal jeg sige dig. Vi skal tale med Freddy Frog, den lille storgangster. De røg ind sammen for cigaretsmugleri fra Polen, den ærede handelsmand Larsen, samt knivstikkeren og gud ved hvilken voldsmand og forbryder, den grove underverdens mest forfængelige, parfumeduftende og velklædte Freddy Frog, alias Freddy Frederiksen".

"Kom, vi henter ham".

"Nej, nu skal jeg sove".

"Ja, i morgen, kom nu".

-
Nu har vi ham

Generalen havde fortalt politimesteren, at mistanken mod Weiters for spio- nage, hang sammen med hans tidligere tjeneste i Nato, og adgang til hjemli- ge registre. Problemet var, at der et sted i systemet var en læk. De af edb-fir- maerne installerede styringsprogrammer til computerne kunne, og blev pirat- kopieret, var blandt andet dukket op i østzonen, og derfra havnet i Pentagon. Amerikanerne var ophidsede. 

Når dertil kom, at Weiters var misbruger af narkotika, og havde haft nem ad- gang til klassificeret materiale, såvel hjemme som under sin tjeneste i Nato, og senere forsvandt sporløst, var det vel nærliggende at tro, at han var impli- ceret i noget stort.

"En fuldt berettiget mistanke", svarede Knopf.

Homme: "Vi prøver pensionatet på Køge Landevej, der er han. Hvad har vi senest på ham?".

"Uforsvarlig kørsel, uagtsom legemsbeskadigelse, de måtte standse ham, men han stak af. Passageren i vognen, en negerpige, blev kvæstet, ligger døv og lam på hospitalet", svarede Knopf.

"Det er Marion, hun hedder Marion, Marion Weiters, hun var tidligere gift med Weiters", råbte Søren Hansen fornøjet, "jeg har besøgt hende, det stak- kels menneske, hun er slået halvt ihjel, hele sagen lugter".

"Er det hende, det havde jeg glemt", svarede Knopf. 

"Homme? Weiters, siger det os noget, kolporterede han nyheder om vores edb til de fremmede?".

hvad laver Marion og Freddy Frog med hinanden, tænkte Homme.

-

Søren Hansen kørte fra Køge Landevej ned ad sidevejen. Selveste Freddy Frederiksen låste sig ind i en ny flot sportsvogn, startede vognen, kørte forbi dem i hurtig fart.

"Der var vi heldige", gispede Knopf, "vend hurtigt, general". 

Freddy Frog var på vej til Sydmotorvejen; han havde åbnet soltaget på vog- nen, sad iført en læderfrakke, havde trukket en kasket ned i panden; han bar solbriller, og på fødderne smarte læderstøvler.

"Hvad skal vi? Køre efter ham eller standse ham?", spurgte Søren Hansen.

"Han skal stoppes, og det hurtigt", snerrede Homme. 

Dandy drejede hovedet. Den lå søvnig på forsædet ved siden af generalen, så bebrejdende op ved lyden af sin herres bistre tone.

"Jeg har ham på motorvejen".

"Han skal ned til smuglerbåden i Køge Havn, følg efter ham, general".

-

Freddy Frog parkerede foran en stor, næsten ny motorbådsracer. 

"Nu snupper vi ham", sagde Knopf.

De sprang ud af generalens vogn, løb frem mod Freddy Frederiksen; han re- agerede hurtigt, stod med en pistol i højre hånd, og en åben, morderisk lang- bladet springkniv i venstre hånd.

"Stop, det er politiet", råbte Knopf.

"Dandy, puds ham".

Dandy snerrede "rrrvuf", snappede efter Freddy Frederiksens højre arm, bed sig fast i hans håndled, tvang hans arm ned mod jorden. Freddy jog springkni- ven ind i Dandys brystkasse. Dandy peb, men holdt fast. Frog kunne ikke ryste hunden af sig.

"Nu har jeg aldrig", råbte Søren Hansen, "skal du tølper stikke en prægtig kamphund med en kniv? 

Jeg skal", blup, sang det i luften, "her min søde ven", blup, sang det i luften, "jeg skal lære dig noget andet, her, dit snot dumme røvhul", blup, sang det i luften.

Homme stod lamslået. Knopf sagde: "Dandy, åhnej, den stakkels hund". 

General Søren Hansen, kamptrænet soldat, nyslået hundeven, gennemtæve- de en dyremishandler. 

"Sådan en lort", blup, "et svin", blup, "et røvhul", blup.

Freddy fik armene låst på ryggen med håndjern, generalen åbnede vognens bagklap, puffede Freddy ned i bagagerummet, lukkede klappen ned over den fortumlede forbryder, og sagde:

"Så, nu skynder vi os til dyrlægen med hunden".

Knopf og Homme bar Dandy til generalens vogn.

Knopf sad ved siden af generalen, der igen kørte som en afsindig. En sirene hylede uhyggeligt, Søren Hansen trådte speederen i bund, tilsluttede moto- rens ekstra turbo, dækkene hvinede, vognen spurtede som et projektil hen ad asfalten.

Dandy lå bag bagsædet. Homme støttede dens hoved i hænderne.

"Det var min skyld, gamle jas, det var min skyld, jeg blev så ivrig, og du gjorde din pligt", mumlede han.

Dandy brugte sine sidste kræfter til at slikke sin herres hænder, trøstede ham. Tårer løb ned over kriminalinspektørens hærgede ansigt. 

"Knopf, har du en cigaret?", sagde han grådkvalt. 

Før de nåede frem til dyrlægen døde Dandy af blodtabet. Springkniven hav- de ramt for godt.

De kørte tilbage til Tilsynets triste lokaler under Glyptoteket. Søren Hansen låste den lille storgangster inde i et skab. 

Knopf kørte til en restaurant, han bad om tre dagens ret, fik tilbudt noget rædsomt: "spinatgrød og tynde skiver rå laks i appelsinsåhse", sagde damen.

"Hvad bilder De Dem ind? Jeg sagde mad, hørte De ikke, almindelig mad til sultne mænd", og kom tilbage med flotte oksebøffer med tilbehør:

"Så brødre, mad og øl og dramme", råbte Knopf. 

Men misstemningen holdt sig. 

De skovlede maden i sig, drak øl og snaps, ræbede, lod tarmluften gå, pisse- de om kap, lignede tre trætte, svedende, snavsede, stinkende gorillaer.

Der manglede noget, en mistet ven.

"Jeg køber en ny hund til dig, en flot en", trøstede generalen.

"Jeg kunne undvære min kone, ikke min hund", snøftede Homme.

"Nu skal I holde op, arbejdet venter", råbte Knopf.

Narkopolitiet kom med en stak rapporter vedrørende Weiters, Marion og Freddy Frog Frederiksen.

"I arbejder jo professionelt", sagde Søren Hansen.

"En sen anerkendelse er bedre end ingen", svarede Knopf.

"Så så, rolig, vi gemmer stridsøksen til i morgen", lo generalen.

"Nu ser det fornuftigt ud", sagde Homme.

-

-

-

                                                   guld29                          

-

-

 kasler-journal.dk

Page Up

-

-

-


Copied from the original Mogens Kasler-Journal by SmartCMS ® 2011