En kronik af  dr. phil. Per Stig Møller, konservativt medlem af folketinget, i Berlingske Tidende 2. juli 1987: - "Videnskabsmænd og moral", gav Lars flimren i brystet nær hjertet. 

"Hvorfor fanden er jeg så nervøs?", mumlede han.

-

- "Peenemündegruppen, som skabte Hitlers frygtede V1 og V2-raketter, kom efter krigen til Amerika. Det er folk som von Braun, der efter russernes første overraskende rumsejre sikrede USAs landgang på Månen. Men hvordan kom gruppen til USA? I en bog så spændende som nogen kriminalroman har den engelske forfatter og jurist Tom Bower afdækket det dunkle spil, som gik forud for disse tyskeres ankomst til USA.

Fra 1944 til 1948 foregik et regulært kapløb mellem sejrherrerne om at få fat i den tyske teknologi og videnskab, som havde vist sig bedre end de alliere- des, og som gang på gang havde slået dem med forundring. Uden stadig nye opfindelser havde Det Tredie Rige ikke evnet at kæmpe så længe mod den overvældende overmagt. Havde krigen varet ret meget længere havde viden- skabsmændene endda nået at udvikle våben der faktisk kunne have vendt krigslykken. Det mener en række militæreksperter, som i 1945 ved selvsyn stif- tede bekendtskab med de opfindelser, der lå på tegnebordene ved krigens af- slutning. Da blev det krystalklart, at en kommende krig ville blive vundet af den teknologisk bedst udrustede magt. I 1945 arbejdede omkring 2500 aero- nautiske eksperter i Tyskland.

I 1947 arbejdede 25 pct. af disse i Sovjet, 12 pct. i USA, 8 pct. i Frankrig og 1 pct. i England. En stribe neutrale stater fra visse Commentwealtlande til flere latinamerikanske forsynede sig med nazistiske forskere, mens Sverige, Spani- en og Svejts hjalp nazisterne økonomisk ved efter krigen at nægte sejrherrer- ne og de retmæssige ejere adgang til alt det guld" - 

Lars stirrede - 'alt det guld' - 'alt det guld' - 

"og alle de patenter, nazisterne havde skjult hos dem. Det gled alt sammen tilbage til tyske kontohavere efter oprettelsen af Den vesttyske Republik. Alene i Svejts drejede det sig om 1 milliard dollars. Anden verdenskrig blev ført på moralsk grundlag, men efterkrigen blev et eldorado af umoral, hvor stort set alle løb om hjørner med hinanden".

hvad sagde jeg, 'alt det guld', Per Stig Møller er historiker, han ved hvad han taler om

-

For tyvende gang læste Lars et andet udklip, et Reuter-telegram. 

11. juli 1987: "Gemte 1000 tons guld", Lars stirrede: 

- "Washington: Den afsatte philippinske præsident Ferdinand Marcos hævder at have 1000 tons guld guld til en værdi af 100 milliarder kroner skjult på Phi- lippinerne. Beløbet blev nævnt under en amerikansk kongreshøring torsdag. Hvis Philippinernes regering fandt guldet ville præsident, fru Corazon Aquino kunne betale over halvdelen af landets udlandsgæld på over 27 mia dollars".

gemte 1000 tons guld, hvad sagde jeg

-

Ali Mohammed Sofikar genkendte de trækasser, han havde solgt til Eva Ryt- kova, stablet op på en ny bil ført af enten Lars eller af Marion. Mister Ali blev nysgerrig. En nat, da han fra sin og familien Sofikars nyerhvervede ejendom med Eva Rytkovas lejlighed, hvorfra han nød udsigten over Øresund, i sin kik- kert havde set Lars og Marion forlade jomfru Flossyhs lille fabrik, gjorde han indbrud i huset.

Hvad Ali Sofikar så, forbløffede ham, han mumlede, 'Allah er stor', satte sig ved telefonen, tilkaldte sin broder, Beni Sofikar, den unge advokat.

De listede gennem huset, så de spartanske møbler i husets ene halvdel, og i husets anden halvdel et veludstyret smelteværksted, hvor der ved væggene stod stabler af patineret metal, som de med en neglefil hurtigt konstaterede var purt guld i omsmeltede barrer.

"Allah er stor", hviskede Ali.

"Alle tiders forbrydelse", sagde Beni. 

Husets bagdør førte ud til en ny chokerende oplevelse. Arealet var fiskerle- jets oprindelige stejleplads og senere jomfru Flossyhs køkkenhave, tilstødende naboer var et silderøgeri, et bådværft, og et beskedent hus for toldvæsenet. 

Nu var silderøgeriet et lydstudie for et grammofonselskab, bådværftet papir- varefabrik, og i toldvæsnets hus forsøgte unge kunstnere at gennemføre et mislykket tegnefilmprojekt. Jomfru Flossyh havde affundet sig med, at aggres- sive naboer lukkede hendes vaskeplads, udsigten til havet, plankeværk, farvel.

Her, i støv, regn og sne stod patinerede guldbarrer stablet i to rækker.

"Allah er stor", mumlede Ali Sofikar.

"Hier er mange, mange thusinner tonner guld", hviskede Beni Sofikar, der i distraktion fraveg sin ellers præcise behandling af det danske sprog.

-

Træt efter en lang dag lukkede Lars sig ind i jomfru Flossyhs lille fabrik, ville tænde lyset, men alt forblev mørkt.

"Hvad er der sket?", sagde Lars. I det samme blev han blændet af lys fra håndlamper, en ukendt stemme sagde:

"Sihther Dim nier poh gollet".

"Sætte mig på gulvet? I er indbrudstyve", sagde Lars.

"Dim har mihner trahkasser. Voh er Efa Elenne Ryskofa?", sagde Ali.

"Pas I nu på", svarede Lars, "min organisation tillader ikke besøg af frem- mede".

"Er I terrorister?", lød en kultiveret stemme. Den ukendte tændte lyset i den lille læselampe over sengen.

"Nå, I er huskendte", sagde Lars.

"Hvor får De alt det guld fra, hvad gør De med det guld?".

Lars genkendte ham, aviserne skrev ofte om ham. Beni Sofikar, en dygtig jurist og usædvanlig modig advokat for sine klienter.

"De hedder Beni Sofikar og er sagfører?", sagde Lars.

"Mister Beni goh till politi", sagde mister Ali, "voh er Efa Elenne Ryhskofa?".

"Hun er rejst til New York for organisationen", svarede Lars, "har hun ikke betalt Dem for trækasserne?".

"Joh, najh, jaj vil seh minne penge, mine penge", sagde mister Ali.

"Jeg har ingen penge, alt hvad jeg tjener går til en stor restance i skattevæ- senet".

Brødrene Sofikar skændtes på et uforståeligt sprog. Lars så, at de besøgen- de næppe var bevæbnede. "Hvad kræver I af mig?".

"Lars, er det sandt, at De skylder skattevæsenet en stor restance?".

"Jotak, mon ikke".

"Det er ubehageligt med skattevæsenet i nakken. Min bror, mister Ali, tilby- der at betale".

"Hvabehar?", sagde Lars.

"De betaler os med guld, vi betaler Deres skatterestance".

"Hvordan i alverden har De tænkt Dem, at det kan gennemføres?".

-

Telefonen kimede. Mister Ali sprang op, bevæbnet med en lang kniv.

"Du vær majet still", hviskede han. Og igen skændtes brødrene på et ufor- ståeligt sprog.

Lars tog telefonen: "Ja, det er Lars".

Det var Marion. "Lars, har du mine nøgler, se efter i din jakkelomme, jeg stod med blomsterne da vi lukkede os ind".

"Et øjeblik", svarede Lars.

Lars smilede til de uindbudte gæster, fandt Marions nøgler i jakkelommen.

"Jeg har dem", sagde han, klirrede med nøgleknippet.

"Jeg troede vi havde mistet dem, var du gået i seng?".

"Nej, jeg tabte en pose sukker på gulvet, det knaser over hele huset".

Mister Ali Sofikar skumlede. Advokat Beni Sofikar smilede usikkert.

"Vil I være mine gæster til en kop kaffe", sagde Lars.

-

Ti minutter senere hørte Lars den svage, fræsende lyd af Marions specielle damevogn, en lille bredmavet mørkegul Morris Mascot  med forstærket under- vogn og usædvanlig kraftig motor.

Et par sekunder efter stod Marion foran dem, hun havde ikke en trævl på kroppen under badekåben, vred, sort, truende, pegende på dem med den lille Uni maskinpistol.

"Hvad foregår her?", råbte Marion med flammende øjne.

"Hr. Sofikar, vil betale min skatterestance".

"Ja, rigtigt, dersom fruen tillader", smilede Beni.

Mister Ali lagde kniven ned på gulvet for fødderne af den vrede negerdame.

Marion, i orangefarvede morgentøfler, vippede med en tåspids kniven ind under sengen. 

"Er det humbug eller sandt?", sagde hun.

"Kendsgerninger, mister Ali kender Eva Helene Rytkova, men ved ikke, at Eva rejste til New York".

"Nåh?", nikkede Marion; hendes stemme lød venlig, men vreden i hendes øjne fik Alis knæ til at skælve; han pressede lårene sammen, skulle tisse.

"Jeg kender skatteinspektør Lundefryd, han bliver glad for hurtig betaling af restancen", smilede Beni.

"Udmærket, Beni, du er jurist, du er boss, du bestemmer", svarede Lars, i godt humør. Lars og Benis blik mødtes, de var på bølgelængde.

"Vi ses i aften, Lundefryd medbringer dokumenter, Ali betaler med check, og jeg indestår for beløbet som advokat, er du tilfreds".

Beni Sofikar så spørgende på Lars. Lars så på Marion. Hun nikkede.

"Sig mig, ja, undskyld et spørgsmål, har din broder Ali hele beløbet?".

"Ja, ved medvirken af vores familie", smilede Beni.

"Og jeres betingelser?", sagde Marion.

"Den aftalte vare til halv pris".

Marion og Lars nikkede. Det var en god aftale for alle parter, familien Sofi- kar, inspektør Lundefryd, og Lars med hustru, Marion.

"Hvor skal vi mødes?". 

"Der ligger en restaurant i kælderen på hjørnet af Skindergade og Domkir- kepladsen, et passende sted, synes jeg, med vin og god mad".

"Cafe Kælderhuset i Skindergade", råbte Lars, "åh nej".

-

Værten i Kælderhuset sad ved et bord, skjult bag en stabel ølkasser, raflede med gæster. Værten var, som stamgæsterne, øldellet ulækker blegfed og rød- skjoldet. Dertil Aspargsens lillesøster, Rosalil, Jesper Steins store kærlighed,  også ulækker.

Rosalil havde forandret sig. Hendes ansigt var hærget, klasket til med et lag sminke, en grim rødmalet mund sad som en flænge tværs over hendes ansigt, hendes flotte hårmanke nu en slatten gulvsvaber, hendes krop dampede af fedt, oppustet af sprut.

Når Rosalil serverede så hun tværs gennem Lars med et koldt torskeblik. 

Rosalil genkendte ikke Lars. Hun sjuskede med serveringen, gik tilbage til buffisten, nervøs for den unge mands interesse for en spædlemmet servitrice. Buffistens hånd gled ind på den unge dames bryst, ned over hendes mave, ind i hendes trusser. Pigen gned sig mod hans hånd, balancerede med et fad stegte rødspætter.

"Så er det godt, Harry", råbte Rosalil, løb hen til sin udkårne førsteelsker.

"Havmanden Labre Harry", lød det fra en stamgæst. 

"Når havmanden er i nærheden skummer agneternes fisser", råbte en anden stamgæst.

Værten, Rosalils mand, grinede fjoget. Labre Harry, en bredbringet blond fønbølget charmerende solbrændt kynisk charlatan, livlige blå øjne, fik alle piger til at dåne; han kælede med Rosalils bryster, kyssede hende. 

Rosalil svælgede havmanden i sig.

Kælderhuset, en kort tid akvariet stål og glas, var ikke, hvad det engang havde været, trods det genvundne navn. Nu var publikum indvandrernes elite, iranere, pakistanere, tyrkere, jugoslavere, libanesere, kinesere, velhavende forretningsfolk, akademikere, energiske effektive mænd. De hyggede sig med unge jøder og jødinder, der sang og dansede med unge sønner og døtre fra Bospurus, Middelhav og Indiske Ocean.

-

Skatteinspektør Lundefryd var i godt humør:

"Tænk, Lars, så fik vi endelig has på Deres restance, det havde jeg ærlig talt ikke ventet, alene de mange renter, hahaha, akja, lille De, unge mand".

Lars så med vemod på det tidligere domicil i Skindergade, de mange min-der; huset stod tildækket med et stillads.

Inspektør Lundefryd fulgte Lars blik, nikkede tilfreds.

underligt, at Lundefryd ikke spørger, hvorfra pengene kommer, tænkte Lars.

Beni havde sagt: "For skattevæsenet er pengene vigtigere, end nok så man- ge impertinente spørgsmål".

Ali Sofikar var analfabet, ville betale gælden kontant, sagde til Lundefryd:

"Jaj bedal coolcashe". Det lød som kulkasse. 

Lundefryd så uforstående på Ali. Beni Sofikar udskrev en check kontraheret af banken, underskrev den, Ali skrev et skævt ALI, trykkede tommelfingeren ned på en stempelpude, satte et flot fingeraftryk ved sit navn.

Skatteinspektør Lundefryd smilede lettet, rakte Lars, Ali og Beni den fornød- ne kvittering.

"Mange tak, Lars, unge mand", nikkede hr. Lundefryd.

-

Guldet forseglet i en lastbil, Alis Legetøj, parkeret på Domkirkepladsen. Ali og familien Sofikar havde slæbt i timer den foregående nat. Marion havde fulgt deres skridt, peget på dem med Uni-maskinpistolen, skjult tæt til kroppen.

Det var tid at sige farvel. Ali bukkede for skatteinspektøren. Lundefryd lo, tjattede Ali gemytligt på kinden, steg op sin cykel, nynnede 'Dengang jeg drog afsted, min pige ville med', forsvandt over Domkirkepladsen i retning af Skat- tepalæet. 

Ali glemte at sige farvel til broder Beni og Lars. Han løb ved siden af Marion, som med maskinpistolen var på vej til sin lille Morris Mascot.

"Fryk Marion, fryk Marion, vilh Ih køb fin fin trahkasser a maj?", råbte Ali.

Marion startede, svingede ind foran smilende Beni og tavse Lars. 

"Kom nu, Lars, jeg vil hjem". 

Mister Ali stod skuffet. Beni Sofikar vinkede og smilede.

Lars sagde: "Marion, er det takken for måneders slid i en kloak. Du sidder med en maskinpistol".

"Så ligner jeg dig, gangster", lo Marion.

-
Pseudonymer afsløres

Beni Sofikar havde under måltidet vekslet bemærkninger med skatteinspek- tøren: 

"Ved De, at vores klient er en udmærket skribent", hviskede hr. Lundefryd til Beni; løftede snapseglasset, sendte et sigende blik over bordet mod Lars.

"Det vidste jeg ikke", hviskede Beni.

"Jo, han skriver indlæg i dagspressen under dobbelt pseudonym. Andreas Jansen, det var hans onkel, og faderen, Rolf Anton Ernest, skål", nikkede Lun- defryd. 

Beni drak limonade til landbrød med spydstegte oksetestikler og fåreøjne. Lundefryd smagte en bid af Benis mad, og forlangte den samme servering, uden limonade.

Marion og Lars havde deres opmærksomhed på syngende og dansende unge piger. "Det må være skolefridag", sagde Lars.

"Deres stemmer lyder som fuglekvidder", smilede Marion; gav Lars et kys på kinden.

"Hvad var emnet?", hviskede Beni, så spørgende på hr. Lundefryd.

Skatteinspektøren gav sig god tid, tyggede maden, drak snapsen: 

"Jo, ser De, det var om hende svenskeluderen Jane Horney og nazipræsi- dent i Østrig, Waldheim", hviskede Lundefryd, hovedrystende.

"Begge er følsomme emner, men hvorfor skrev han under pseudonym?", hviskede Beni.

"Vores unge ven beundrede onkelen og savner sin far", hviskede hr. Lunde- fryd; højt sagde han til Lars: 

"Nå, unge mand, kan De lide maden? Kom, lad os sige skål".

"Ja, konfirmandens skål", svarede Lars, træt af Lundefryds stedse foryngen- de syn på en skyldners alder.

Dagen efter fik Lars tilsendt avisudklip fra Beni; som skrev:

"Kære Lars. Tak for sidst, det var hyggeligt. Da jeg har fået dine pseudony- mer foræret og ser reaktioner på dit indlæg i den avis vi begge måske læser dagligt, synes jeg du skal svare på vedlagte indlæg. Du skriver godt. Mange hilsener, Beni, din ven".

-

Lars gad ikke reagere på et par protester imod, at han et indlæg til pressen havde forsvaret den østrigske præsident, Kurt Waldheim.

leger Beni detektiv, nuvel, hvis Beni viser interesse, så lad gå

Årsagen var grove overfald på Waldheim, som blev udskreget som krigsfor- bryder i den internationale presse. Anledningen var en jødisk organisation i New York, involveret i den amerikanske skandale om våbensalg til fjenden, Iran, via Israel, en Reagan-CIA-operation. Yderligere havde præsident Reagan sagt, at Waldheim var uønsket i USA; propagandaen fik drejet søgelyset væk fra den illegale våbensag, og i stedet rettet imod Kurt Waldheims besøg hos paven i Rom. Glemt var Jassir Arafats provokerende palæstinensertale i FN, da just Waldheim var generaldirektør for FN.

Det var med modvilje, Lars forsvarede det fundamentale princip, at Wald- heim hverken var sigtet, tiltalt eller dømt i nogen sag. Waldheims person, en leptosom, astmatisk stængel, som irriterede Lars, skulle ikke ofres i en uret-færdig hetz, mod et helligt princip. Lars pen og skrivemaskine fremspruttede tætskrevne ark, af Rolf Anton Ernest og Andreas Jansen.

"De må forkorte Deres indlæg med 90 procent", svarede redaktøren. 

Lars skrev: 

- "Pressen dømmer Waldheim, uden bevis. I ledere og læserbreve fordøm- mes Kurt Waldheim. Den amerikansk-jødiske verdenskongres trak Waldheims rolle frem. Gør det den amerikanske regering mere troværdig? Kampagnen mod Waldheim sker efter sejrherrens regler, helt andre end dem, som Hitler og de allierede fastsatte under krigen. Historien angår ofre og soldater i en krig, der ændredes til et rædselsritus. Nu krænkes deres lidelser i en flom af hykleri. Sikker gevinst: Antikommunisme, antinazisme, antiantisemitisme.

Jøder flygtede fra Polen fra 1968 til 1972 i angst for pogromer. Ti år senere, oprør. Faggruppen Solidaritet. Stor sympati. Til det igen blev påmindet, at polakker var mere end vidner til Auschwitz, Sobibor, Maidanek, Treblinka. Den arv hvorom Luther og Paven var enige: "Jøder skal forfølges, brænd deres huse". En genopblussen af den jødisk /katolske konflikt om pavestolens medansvar, Pius XII.s konkordat med Adolf i 1933, hvilket formål tjener det?

Fordi Waldheim besøger pave Johannes Paul? Det er skøjtefart på intole- rancens dødsspiral. Hvad ønsker jøderne? Er det hævn og processer i det uendelige for en uoprettelig tragedie? Skal tragedien sublimeres i trauma? Det genopvækker ikke krigens ofre, ingen af dem. Europas trauma er lukkede øjne for antisemitiske nürnberglove i oktober 1935. Gruppepresset mod tviv- lerne. Antisemitisme som statsakt.

Berlin-Olympiaden, Europas og Englands medansvar fra 1936-38, ikke mindst ved, at England tillod den tyske marines genoprustning.

Men besluttedes ved folkeafstemning i Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet oprettelsen af gaskamre for gennemførelsen af Adolfs paranoia? Nej. Dekre- terne var statens ordre fra rigets øverste samling af psykopater. Den svigtede tysk/østrigske opposition. Opmuntringen, da danskere i 1943, og et par tyskere, hjalp 95 pct. af de danske jøder til Sverige.

Næsten hele den danske presse støttede tanken om Neuropa i 1940. Nu sæt- ter pressen indirekte lighedstegn mellem krigsforbryderne Barbie, Eichmann, og Kurt Waldheim, før en undersøgelse er påbegyndt. Dermed gør dansk pres- se tolerancetærsklen unødig lav. Gør for god plads til flommeopportunister, der aldrig mangler mod og moral, når de er i medvind. Østrigernes valg af Waldheim til præsident må respekteres som et folkevalg. Det kan ikke være dansk presses opgave at dømme Kurt Waldheim, uden bevis. 

Andreas Jansen og Rolf Anton Ernest".

Lars læste hovedrystende reaktionen på hans indlæg, et fra en skolelærer Troels:

- "Vi skal ikke dømme Waldheim, skriver forfatterne Andreas Jansen og Rolf Anton Ernest. Men selv holder de sig ikke for gode til at dømme endda hele folkeslag. Således skriver de, at polakkerne var mere end vidner til Auschwitz, Sobibor, Maidanek, Treblinka. Mere end vidner. Det turde være et eksempel på netop den skøjtefart på intolerancens dødsspiral, som forfatterne iøvrigt ad- varer imod. Det tjener hverken de nævnte forfattere eller den historiske sand- hed til ære således at stemple det polske folk som medskyldig i nazisternes mord på Europas jøder".

Modvilligt skrev Lars:

"Ingen hetz mod Polen. Svar til lærer Troels. De har fået vores indlæg galt i halsen. Hvorfor? De er lærer/pædagog, og bør kunne forstå en tekst. Antise- mitisme i Østeuropa er religionskrig/racediskriminering, den arv hvorom Lut- her og pavestolen var enige. Konsekvensen vistes i Claude Lanzmanns 12 ti- mer film 'Shoah'. Som bekræfter datidens polske antisemitter, dvs. intoleran- te polakker, der ved apati, respektiv overtagelse af jødisk ejendom var mere end vidner til Adolfs paranoia. 

Tusinder af jøder flygtede efter krigen fra pogromer i Polen, særlig fra 1969. Regimet fik skylden. I lige linie fra 1948, da Østblokken sagde nej til Marshall- planen fordi dens betingelser betød amerikansk økonomisk-politisk ekspansi- on. Til dagens politik, årsagen til amerikansk misinformation og propaganda. 

Som ramte Kurt Waldheim ved at bortlede opmærksomheden fra præsident Reagans og CIA/oberst Oliver Norths gerninger. Israelgate-Irangate. Desværre støttet af den rabiate amerikansk-jødiske verdenskongres.

Det polske folk har i dette århundrede ikke haft mange chancer for frivillige valg. Demokrati. Derfor stempler vi ikke 'polakkerne', det polske folk, som De påstår. Vi anfægter de intolerante, blandt polakker. 

Andreas Jansen / Rolf Anton Ernest".

-

Sommer, solskin, varme. Marion, åleslanke sorte Marion, med den velskabte krop, vakte opsigt på badestranden ved Bellevue.

"Et flot pigebarn, hende negeren", grinede ismanden, da Lars købte is.

"Pas Dem selv", snerrede Lars.

Den næste morgen, et nyt brev fra Beni: 

"Kære Lars. Det er ikke heldigt, at du træder folk så hårdt over tæerne. Vi skal snart tale forretninger. Mange hilsener til dig og Marion, din ven, Beni".

hvilke forretninger, tænkte Lars.

"At du gider lege reformator, søde Lars", sagde Marion.

-

Tre dage senere krævede Lars, at Marion skulle sætte sit navn under et nyt indlæg fra ham, denne gang i anledning af et par boganmeldelser af tyske bøger. Den ene var skrevet af en psykolog, hed "Nazisternes børn", om efter- kommernes psykodramaer. Den anden anmeldelse kaldtes "Hitlers advo-kater"; var skrevet af en historiker, et opgør med vesttysk retspolitik efter krigen.

"Jeg skriver ikke læserbreve", råbte Marion. 

"Så gør jeg det", råbte Lars; han kørte om natten ind til bladhuset; han hav- de underskrevet sit indlæg: "Marion Anton Ernest, født von Lippert".

"Lars, det må du aldrig gøre mere", græd Marion, da hun så sit navn i lan- dets førende avis, "nu ved hele verdenen hvem jeg er, hvor jeg bor, og hvor de kan hente mig".

"Hvad er det for pjat?", hviskede Lars, "du har selv fortalt, at din bedstemor, som var baronesse, Maria Louisa von Lippert, sad fængslet hos de allierede i 1945, sigtet for at være elskerinde for en chef fra en koncentrationslejr".

"Du lyver, det har Mami aldrig været, og jeg har aldrig truffet hende, hun har aldrig set mig, men du har lusket rundt og stjålet mine private papirer", græd Marion.

"Jeg har ikke stjålet dine papirer, du viste mig dem dengang vi skulle bruge dem til brylluppet", råbte Lars. 

Marion havde forsøgt at skjule en konvolut. 

Lars havde set det, og undersøgt indholdet. Men der gik uger, før han for-stod grunden til Marions ængstelse. 

En vis Freddy Frog.

-
Marion og storgangsteren Freddy Frog

Marion lyttede, der lød mandsstemmer. Hun blev nervøs, sveden perlede på hendes ansigt, hun havde hovedpine, lyset flimrede, øjnene smertede, fortum- let løb hun ud fra soveværelset ned ad trappen, ind i opholdsstuen til Lars og de fremmede, kun iført en gennemsigtig natkjole.

"Goddag".

Marion fik et chok; i de åbne fløjdøre ud til havestuen stod to mænd. Ham, der havde sagt goddag, tøvede, troede han så syner; i stedet for en almindelig husmor så han en flot, næsten nøgen negerpige stå et par meter fra ham. 

Den anden nikkede til Marion. Typiske politimænd, tænkte hun.

Mellem de to mænd stod nervøse Lars.

"Lars, hvad er der galt?", hviskede Marion.

"Ali Sofikar er myrdet i Antwerpen, og politiet eftersøger Eva Rytkova", sva- rede Lars.

Politigården. 

Nej, Lars Anton Ernest kunne ikke oplyse noget nyt vedrørende Eva Rytkova; hverken han eller hustruen, Marion, havde nogen anelse om, hvor hun måske kunne opholde sig. At Eva havde betroet sig til indehaveren af legetøjsbutik- ken på Vesterbrogade, Dagmar Andersen, som energisk hævdede, at der var en intim forbindelse mellem Eva Rytkova og Lars Anton Ernest og Ali Sofikar. Lars afviste bestemt, at kende noget som helst til Eva Rytkovas forsvinden.

"Eva og jeg kendte hinanden fra S-toget, det er korrekt at vi havde en kort- varig forbindelse med hinanden, men for at sige det, som det er, foretrak hun mister Ali som elsker. Mig kunne hun undvære".

"De skal underskrive rapporten, vi kommer vist ikke længere med den sag".

"Sig mig, hvad skete i Antwerpen?".

"Åh, foreløbig ved vi, at Ali Sofikar og en kvinde blev fundet døde ved Alis lastbil, der holdt bag et pakhus et sted i Antwerpens havn".

"Er kvinden, måske, eftersøgte Eva Rytkova?".

"Ja, måske, De vil høre fra os, farvel".

"Farvel".

"Har De Deres pas på Dem? Deres normale rejsepas".

"Mit rejsepas? Nej".

"Vær så venlig at give os besked, hvis de skal forlade landet, måske en lille selskabsrejse".

"Jeg sender det til Dem, mit pas, rekommanderet".

-

Marion havde tilkaldt Beni. "Du skal ringe til politigården og hjælpe Lars".

Beni smilede, kløede sin næse og sagde: 

"Lars er ikke dum, hverken du eller jeg kan hjælpe ham. Hvis han ønsker en advokat, og han ønsker min hjælp, så hører vi fra ham. Jeg venter her, det er vigtigt at jeg får talt med Lars, vi skal tale forretning".

"Beni, jeg skal på indkøb, der står salat i køleskabet". 

Marion ville ikke spørge Beni Sofikar om noget nyt fra Benis broder, Ali.

Da Marion gik ned gennem haven, undrede Beni sig over, at Lars og Marion stadig boede i Weiters hus. 

et smukt hus, ligger det rigtige sted, idylliske Søllerød, men det må være et pres, politiet har ikke henlagt sagen om den forsvundne Weiters, tænkte Beni. 

-

Beni så forbavset Marion vinke, en sportsvogn bremsede foran hende, en mand steg ud, nikkede og smilede, holdt bildøren åben for hende, hun satte sig ind i vognen, nervøst talende til manden, en ung elegant herre, cirka 35 år.

oh lord, bon dieu, gott sich erbarme, hvad gør Marion sammen med Freddy Frog, den altid smilende, elegante og superfarlige narkogangster Freddy Frog, hvad skal jeg nu sige til Lars

-

Lars parkerede, og lyttede, Beni var på besøg, han havde sat kassettebånd med hjemlandets musik på båndspilleren. Marion havde vel proppet vatduller i ørene i tavs protest. Den fremmedartede musik peb langt ud i haven. 

Beni sad på trappen foran havestuen. Hvad i alverden? Beni drak postevand og whisky.

"Dav, Beni, hvorfor drikker du alkohol?".

"Fordi vestens kultur piner mig".

"Hvor er Marion, sover hun, det er galt med hendes øjne".

"Lars, sæt dig ned".

Næh, Lars kendte ikke nogen Freddy Frog. 

Næh, Marion var ikke narkoman. Hvorfor netop narko? Havde Weiters været narkoman. Weiters? Er du sikker på det? Det er da vanvittigt, idiotisk, hvad ved vi overhovedet om hinanden? 

Hvad gjorde Ali i Antwerpen? En hvad for noget? En flygtningeorganisation? Hvad er det du siger? Forskellige organisationer, der slås indbyrdes? Ah, javel ja, hemmelige, selvfølgelig.

"Beni, tal langsomt", råbte Lars.

"Hør nu, Lars, vi må gøre en ny forretning, du må sælge mig noget mere guld".

STOPLYS

Ved indkørslen til Sydmotorvejen varslede færdselstavler trafikregulering og stoplys. Marion sagde:

"Freddy, sæt farten ned, du må ikke køre over for rødt lys".

"Hold mund". Den lille storgangster, Freddy Frogs nye sportsvogn fløj over vejkrydset, lyskurven viste rødt.

"Du må ikke køre så vildt", råbte Marion.

"Jeg skal være i Køge inden klokken tolv".

En færdselsbetjent på motorcykel satte efter trafiksynderen, sirenen hylede, Freddy Frederiksen, Frog, bandede, satte farten op. Betjenten talte i radioen med sin kollega, der kørte foran, en kilometer længere fremme.

"Jeg sætter en vejspærring", svarede kollegaen.

En parkeret motorcykel med blinkende signallys, en færdselsbetjent svinge- de med arme og ben.

"Flyt dig", råbte Freddy. 

Færdselsbetjenten sprang i dækning. Mange bilbøller gjorde livet livsfarligt for trafikanter og færdselsbetjente. 

Betjenten blev ophidset; trak sin pistol, samlede hænderne om skæftet, sig- tede mod den flygtende vogn. 

Det første skud punkterede vognens venstre bagdæk. Vognen slingrede. Det andet skud splintrede vognens bagrude, naglede i nogle sekunder Freddys venstre hånd fast til rattet.

"Freddy, stop nu", skreg Marion.

Det tredie projektil ramte Marions halshvirvel, sad fast. Marions liv ødelagt. Megen lykke havde vinket forude, nu lå der sorg. 

Marion lå lammet i en hospitalsseng.

Mørket kom tilbage, ulykken da hun var ti år gammel, hendes øjne, indtil en vellykket operation gjorde mirakel. Nye splinter fra en smadret vogn fjernet, men mikroskopiske sårrande opløstes, blindede Marion påny.

På det tidspunkt sad Lars i samtale med Beni.

-

"Flygtningeorganisationer, det kunne du godt have fortalt mig".

"Ali var jaloux på grund af det med Eva og dig. Jeg troede han ville slå dig ihjel, den første aften vi traf dig i jomfru Flossyh. Havde du ikke haft alt det guld, havde du formentlig været en død mand", smilede Beni.

"Jeg kan nå det endnu".

"Hvabehar?".

"Jo, Marion og mig, sagde hunden, har tænkt os at lave en lille revolution i Paraguay. Lad være med at le af mig, jeg mener det".

"Ja så".

"Blodgeneral Alfredo Stroessner, den nu 74-årige generalissimo, har under- trykt befolkningen i 33 år. Som sædvanlig holdt oppe af USA. Og så vidt jeg ved er 360.000 politiske fanger vandret gennem de paraguayanske fængsler. En lortediktator, synes jeg, der opnår 90 procent af stemmerne ved såkaldte valg og et parti med 1 million partimedlemmer ud af en befolkning på 3 millioner, altså svindel. Og så er der jo det, Beni, at hverken jeg eller Marion har nogen særlig uddannelse, men vi har lidt penge i London og Svejts, og, tja, lidt mere guld hos gamle frøken Flossyh".

"Jeg troede du ville til Mexico, hos indianerne".

"Der er indianere i Paraguay. Nå, jeg har købt en kanonbåd, den ligger med besætning i Barcelona".

"Hvad har du?".

"Ja, når oberst Oliver North og præsident Reagan kan købe en dansk fragt- båd og hyre en dansk kaptajn til beskidte formål, gør jeg som dem".

"Lars, jeg skal bruge alt dit guld", svarede Beni.

Det var Benis alvor; han forklarede, at det var Alis ide, og der kom telegram- mer fra Polen.

"Polen?".

Beni nikkede, illegale delegater fra Sovjet, Afganistan, Iran, Irak, Pakistan, og jødiske dissidenter fra hele Østeuropa mødtes i Alis pakhus med toldfrit legetøj.

"Toldfrit? Er der skat på legetøj?".

"Hold nu mund", og mødet blev udvidet med delegater fra Saudi-Arabien, Libyen, Marokko, Emiraterne, Syrien og palæstinensere, som var nogle hidsi- ge sataner.

"Skal de forenes med afrikanske og sydamerikanske grupper?".

"Ja, Lars, det er din opgave. Ali viste delegaterne prøver på guldet".

"Vores guld?".

Beni nikkede. Ali og Beni havde forklaret dem, at delegationerne selv måtte omsætte guldet til kontanter. Mødet sluttede i stor enighed.

"Konsensus", smilede Beni.

"Det tror da fanden, når FN og Røde Kors og de øvrige rørstrømske institu- tioner klør sig i røven, ikke kommer ud af flækken".

"Der skete det, at Ali, der havde charmeret en syrisk dame af selskabet, en dame med en attraktiv bagdel, når henses til børnebegrænsning, hør nu efter, at Ali blev holdt op af tre personer fra Bulgarien, som havde fået et praj om, at der i Alis lastvogn, fyldt op med legetøj som skulle til Italien, lå en af deres agenter pakket sammen, som Ali havde transporteret med fra Stockholm".

"Stockholm?".

Beni nikkede: "En pakistaner, som skulle være afhørt i fællesrådets hoved- kvarter i Marseilles. Ja, Allah er stor, oh lord, bon dieu, gott sich erbarme".

"Jeg forstår. Din landsmand, agenten, blev befriet, og Ali blev dræbt. Beni, det gør mig virkelig ondt for dig, Ali var en rar fyr. Men den syriske dame, hvad med hende, blev hun sprættet op?".

"Præcis".

"Men hvorfor af folk fra Bulgarien?".

"Der har vi et par meget jaloux grupper, der slås på livet løs".

"Javel ja, og hvad så nu?".

"Vi kører ud til frøken Flossyh, og ser hvor meget guld du har tilbage, og bliver enige om, hvad det skal koste", smilede Beni.

"Glimrende, blot en enkelt ting, du skal ikke betale mig en krone. Det er mit bidrag".

Beni nikkede og smilede. "Tak, Lars". 

Så købte de roser til Marion, og et kassettebånd: "Hej, smukke sorte dame i Søllerød. Kom ud til Flossyh når du kommer hjem. Her har vi plyndret køleska- bet og snuppet et par flasker sprut. Kys fra Lars og Beni".

-

Beni Sofikar bad Lars standse på Tårbæk Strandvej foran Sofikarfamiliekon- sortiets ejendom med Alis lejlighed; tidligere lejer samme sted, Eva Rytkova.

"Går du med derop?".

"Jeg venter her", svarede Lars.

Vognen blev oplyst af en bagfra holdende bil. Lars fik mistanke, satte vog- nen i gear, kørte ud ad vejen, svingede til venstre, kørte op bag om villaer og haver, tilbage til Sofikarernes hus.

"Hvad bilder de sig ind?", mumlede Lars.

Tre mænd ville kidnappe Beni, vejen lå i aftenmørke, den fremmede bils motor snurrede, Beni kæmpede en tavs, forbitret kamp med sine bortførere, slog fra sig, bed og kradsede, fik mange slag til gengæld. 

Lars søgte med hænderne efter den lille Uni-maskinpistol, den hængte hvor den skulle, under handskerummet, kørte hen foran kidnappernes vogn, steg ud, affyrede et enkelt skud op i luften.

"Stop så, venner, før det bliver alvor". 

De tre mænd, alle formentlig pakistanere, stirrede ondt på Lars. Beni rev sig løs fra deres greb.

"Læg jer ned på jorden med udbredte arme", kommanderede Lars. 

Beni oversatte på et medrivende tungemål. De overrumplede mænd adlød forskrækket.

"Er de bevæbnede?".

"Med lange knive, de svin", stønnede Beni.

"Vi må lade dem blive, vi kan ikke plaffe løs, her".

"Har du en lænke?".

"Jeg har et reb i vognen".

Beni hvislede uforståelige ord til kidnapperne, de mumlede uforståelig svar. Lars skar rebet over i tre dele, bandt mændenes hænder og fødder.

"Vi lægger dem ind i deres bil", hviskede Beni. 

Forbrydernes vogn, en gammel spand, havde et bagagerum. De tre mænd lå som sammenpressede sardiner, da klappen lukkede i.

"Hvad nu", sagde Lars.

"Den nærmeste ensomme havn".

Beni kørte forbrydervognen. Lars kørte foran. Af og til hørte han råb; de op- hidsede mænd diskuterede, forbrydervognen duvede. Lars åndede lettet op da de nåede ydermolen i Rungsted Havn. 

Beni afslørede, at han havde langt flere kræfter end Lars havde forestillet sig. Beni løftede mændene op, en efter en, bar dem hen til kajkanten, smed dem ned i vandet.

"Beni, selvfølgelig er du ophidset, men er du fuldstændig klar over, hvad du gør?".

"Jeg kender dem som lejemordere. Kom, vi skubber deres vogn ud over kanten".

Lars satte sin vogn i første gear, puffede langsomt de fremmedes vogn ud over havnekajen.

"Plask, forbrydelsens plask", sagde Beni.

"Jeg troede I kun var uvenner med bulgarerne", svarede Lars.

-

Foran jomfru Flossyhs fabrik stod en sygeplejerske og ventede på dem. 

Lars sagde: "Hvad er nu det?". 

Beni hviskede: "Er det en pige du kender?". 

"Overhovedet ikke".

De steg ud af vognen. Sygeplejersken, i løsthængende frakke, ung, lysblond, blå øjne, stod lænet til sin cykel, hun frøs, røg på en cigaret, var nervøs, alene på en ensom vej i aftenmørket.

"Godaften", sagde Lars.

"Goddag", sagde hun, "er De Lars Anton Ernest, jeg kender Dem godt, mine forældre bor her oppe i Tårbæk, det hele er så tilfældigt, det er Deres kone, hun er bragt ind til hospitalet, jeg tilbød at hente Dem, vi fandt hendes køre- kort, Marion, hun er kommet slemt til skade ved en færdselsulykke".

"Hvad er Deres navn?", sagde Beni.

"Mit navn? Marion er syg, kør til hospitalet, hører De, Lars, jeg hedder Ane- lise, kør nu".

Lars skubbede Beni og Anelise ind på vognens bagsæde.

-

"Goddag, Deres frue er uden bevidsthed, indtræder der ændringer ringer vi til Dem".

Lars sagde: "Anelise, tak for hjælpen, skal jeg køre Dem hjem til Deres for- ældre?".

Hun nikkede. Foran jomfru Flossyhs fabrik bad Lars hende gå med inden for.

"Har De nogen anelse om, hvad der skete med Marion? Hvem skød på hen- de, var det politiet?".

"Ja, en færdselsbetjent, siger man, som forsvarede sig mod en biltyv".

Beni greb Lars i armen: 

"Lars, hør nu, du bør kører hjem, hjem til Weiters hus i Søllerød, om et par timer kollapser du, kør mig hen til en taxa".

Lars var bleg og træt. "Forretningen, vores aftale?".

"Kør mig til en taxa, og husk, jeg ringer i morgen".

Lars pegede på Anelise: "De kører med mig".

Beni hviskede: "Gør det, hører De, jeg betaler Deres gage".

Hun satte sig ind i bilen. 

"Vi er sultne, Beni, du kører med hjem", sagde Lars.

-

De sad i køkkenet i Weiters hus. "Marion skulle på indkøb, her er kun konserves", sagde Beni. 

Anelise så forbavset på ham: "Er her ingen dybfryser?". 

"Jo, selvfølgelig har de en dybfryser".

"Hvad i helvede skete der med Marion?", sagde Lars.

"Manden i bilen flygtede fra politiet".

"Derfor behøver politiet vel ikke at dræbe Marion?".

Beni rejste sig. Anelise hørte han løftede telefonrøret.

"Lars", hviskede hun, "du skal gå op i seng".

Lars støttede sig til hende; tårer løb ned over hans ansigt. Hun fulgte efter ham ind i badeværelset. Han flåede sit tøj af kroppen, satte sig i karret.

"Kom nu, lille ven", mumlede han.

Hun så, at Lars var faldet i søvn, hun klædte sig af, krøb ned i karret, satte sig bag hans ryg. Lars sov.

-
Flygtningehjælp 

 Beni sagde: "Lars, din kanonbåd ligger i Gilleleje Havn, vi fik den malet, nu ligner den en uskadelig lystsejler".

"Det er ikke min båd længere, det er din, det har jeg sagt".

"Ja, din og min båd".

"Hold mund, Marion har det elendigt, de mishandler hende på hospitalet".

"Og du er kværulant, hele afdelingen står på hovedet for at hjælpe hende, hun er deres kæledægge, Marion kan ved gud".

"Allah er stor".

"Lars, hvorfor skændes vi?".

-

Det havde været en vanskelig tid. Lars havde klynget sig til Anelise, en kær- lig pige i sengen, en dygtig sygeplejerske for sin helt, og nyt medlem af Benis organisation. Uden Anelise havde Lars ikke besøgt Marion hver morgen og hver eftermiddag; han holdt Marion i hånden, kyssede hende blidt hvert tiende sekund, sagde at han elskede hende, elskede hende, elskede hende. 

Han overvandt den mærkelige følelse, at tale til et mumificeret menneske, indpakket i bandager. Marion kunne høre ham, men ikke bevæge sig, ikke tale til ham, ikke se ham.

Når Beni besøgte Marion besvimede han; de morgener gennemrystedes hans krop af skræk. "Mig og hospitaler", hviskede han. 

Så greb Anelise ind. Lars fik Beni til at love, at han først genså Marion, når hun igen kom tilbage til Weiters hus.-

Nationalbankledelsen meddelte Lars, at hans sygeorlov efter andragende kunne forlænges.

-

Fundet af en gammel bil, og tre på hænder og fødder bundne og druknede pakistanere i vandet i en havn, holdt politiet hemmeligt, efter pres fra det svenske politi, som ikke havde opklaret mordet på statsminister Olof Palme. Aviser, radio og tv talte om forbindelser mellem højregrupper i svensk politik og rabiate udenlandske terrorgrupper. En mistanke om en inderkreds kyniske politifolk i Stockholm, som gerningsmænd til Palmemordet, blev harmdir-rende afvist.

Eftersøgningen af oberstløjtnant Weiters var ikke lagt på hylden. Sagen overdraget til det velkendte, i tidernes morgen Tilsynet, berygtet for mord, korruption og bedrag. 

Men efter fornyelsen til Tilsynet for Grundlovens Beskyttelse, en respekteret afdeling mellem militæret og politiet.

Beni Sofikar kom i søgelyset ved en tilfældighed.

-

Telefonselskabet fandt det påfaldende, at advokatens telefonregning var urimelig høj, abonnenten betalte meget mere end andre meget travle advo- katkontorer. 

Selskabet sendte en 'sagsbehandler', hed det, op til Beni Sofikars kontor for at undersøge sagen.

Den unge kontorist blev forfærdet; han trådte ind i et kontorlandskab med mange ansatte, som sad ved borde, skrivemaskiner, telefoner, arbejdede ihærdigt. Luften sitrede af babylonisk forvirring på mange fremmede sprog. Det var ikke almindelige kontordamer og jurister, men skumle chilenere, afghanere, pakistanere, kulsorte negre og brune negerpiger, gule kinesere og mange jøder. Mænd og kønne piger fra alverdens lande; tykke brunlødede koner, gemt bag store sjaler med spædbørn, og små krøllede labaner, der pilede som mus over gulvene efter tilskørtede små piger.

Kontoristen og fuldmægtigen gik til kontorchefen, denne gik til direktøren; han underrettede politiet.

Beni klarede frisag. Under razziaen kunne hver person fremvise papirer som turister, asylansøgere eller som personer med arbejds- og opholdstilladelse. Beni tilbød sin korrespondance til politimæssig undersøgelse.

"Hvad så nu?", sagde Lars, "ødelagt kommunikation".

"Næ, alt er indlagt på edb-disketter hos en god veninde".

"Hvem?".

"Jomfru Flossyhs Pensionat".

"Hos mig?". Lars så vantro på Beni.

"Nej, hos en du kender, mere siger jeg ikke". 

Det var hos Anelises forældre.

Få dage senere brændte et ulovligt fyrværkerilager i tegnefilmprojektet i den tidligere toldbygning ved Tårbæk Havn, naboejendommen til jomfru Flos- syhs lille fabrik. Beni Sofikar købte den brandlidte ejendom.

"Det var en god ide", sagde Lars.

Et håndværkerhold rejste nybygninger. Beholdningen af de engang klirren- de mængder smykker, brocher, ringe, tænder og proteser af guld, omsmeltet til barrer, og af Marion patineret med kobbersulfat, kom under tag. 

Lars skubbede en ubehagelig tanke fra sig, en tidligere medhjælper, en vis Eva Rytkova.
-

"Lars", sagde Beni, "beholdningen skal smeltes om fra blokke af 1000 gram til letomsættelige guldstykker af kun 100 gram".

Beni så på Lars, ventede et vredesudbrud.

"Nå ja", sagde Lars, "det må vi gøre, vi må på den igen".

Men så skete noget epokegørende.

-

-

-

                                                    guld28                                

-

-

-

-