- husk, at honorarerne skal indbetales til mig 

som ekstraordinær indkomst -

-

"I Sverige er man uskyldig indtil ens skyld er bevist, siger svenske jurister. Det lyder skønt og rigtigt, men er en sammenblanding af jura og krig".

Er det Frode Jakobsen, der fandt ro i kristen tro, (4) eller Bismarck/Nietzche, der taler? Eller en fantomdemokrat, der udtrykker foragt for neutralitetens og folkerettens jura? International retsopfattelse er gældende i Sverige, Norge, Danmark.

Sveriges polis, danske Max Weiss og andre, er ikke overbevist om hendes skyld, men Frode Jakobsen nægter at respektere Jane Horney, som svensk statsborger fra neutrale Sverige, i udsat position under krig.

230 danskere fra flygtningestrømmens cirka 14.000 sad fængslet i Kalmar. På dansk begæring kunne polisen internere Jane Horney i Stockholm. Det skete ikke. Jane Horney skulle myrdes. Frode Jakobsen skjuler sagens akter i hem- melige arkiver.

Samme sted i BT. 1985: "Drabet skete efter engelsk ordre". Det er løgn, og det ved Frode Jakobsen. SOE havde intet Jane Horney-motiv. En mikrofilm i London skal være meget belastende. For hvem?

-

Ligaens kaptajn Schou og løjtnant S.A. Mathisen skriver 1. aug. 1944 til det svenske forsvars efterretningstjeneste et makværk af anbringender mod Jane Horney, delvis på grundlag af Lottes oplysninger; (8). Mathisen var kriminal-betjent under Leifer, da Leifer var i sikkerhedspolitiet; (6).

Oplysningerne om Gilbert og Jane i Schou/Mathisens rapport skyldes Leifer  og Lotte. Lotte, centralt placeret i modstandsbevægelsen, en af Duus Hansens telegrafister. 

Efter Lotte flugt fra Gestapo, hun løb ned ad trappen i Shellhuset, aug. 44, er hun telegrafist for Minestrone i Halsingborg; (1). Lotte advarer mod Jane Hor-ney Granberg i tidstypiske rapporter, hvor antagelser erstatter viden; (8). Lottes bekymring kan være jalousi, Jørgen W og Jane Horney er forelskede. Ubegrundet påstår Lotte, at Jane bl.a. er skyld i Gestapos razzia på For-chammersvej.

14. sep. 1944 flygter Lotte til Sverige, afhøres 3. okt. af polisen: "Jørgen er svag for kvinder og sprit. Samma dag fru Granberg reste från Danmark blev "Tom", Robert Jensen, skjuten"; (8). 11. juli 1944 beskyldes Jane Horney for angiveri og spionage i Frie Danske, Svenska Dagbladet og Afton-tidningen.

Arne Sejr, Studenterne, efter krigen Firmaet, velkendt CIA-agent, havde der- efter '20-30' møder med Jane Horney; (7). Arne Sejr til Ekstrabladet 25. nov. 1985: "Nogle få møder med hende på opgave fra den militære efterretnings- tjeneste".

Jane Horneys opgave var at få frigivet Arne Sejrs broder, Jørgen Sejr, søge jøder frigivet, m.v. (7). Hun lokkes i en fælde. Et fotobevis. 22. aug. 44: Jane Horneys møde med legationsråd Heinz Thorner i Stockholm fotograferes. Det er uforklarligt, at Jane Horney mødes frivilligt med Thorner, efter de barske spionanklager mod hende den 11. juli i svensk presse. Forklaringen kan kun være den, at hun blev hensynsløst udnyttet i et spil, som hun ikke kendte.

Ligaen havde via 'studenterne' lokket hende i en fælde, fotografiet som viste, at hun mødtes med Thorner. 

28. aug. til 2. sep. 1944 skriver Jane Horney daglige breve til Jørgen W: 

"På onsdag skal Arne Sejr og jeg mødes hos min advokat, så må vi se om sagen kan ordnes med det gode. Sender dig en lille pakke cigaretter, skal forsøge at få arbejde i Goteborg. Jeg spurgte politiadvokat Borum om der var beviser imod mig, men han kendte ikke sagen. Skal begynde mit arbejde på mandag. Jeg rejser ikke fordi jeg ikke vil hjælpe Arne, men jeg er tvungen til at arbejde og tjene penge. Jeg har forsøgt at hjælpe så godt jeg kunne, men forskellige danskere sværter mig"; (7).

4. sept. 44 er hun i arbejde på Amerikabåden Gripsholm i Goteborg, modta- ger to breve, begge af 6. sep. 1944. Et fra Arne Sejr, en opfordring til at møde "mr. Andersen", Erik Kjær, et fra mr. Andersen, der via Schou optræder som engelsk agent i Stockholm: "Dear Jane, I have just turned up again"; (7).

8. sept. går Jane Horney grædende fra Gripsholm. Rederiet turde ikke sejle med hende, advaret af Verner Gyberg. 

Verner Gyberg, "Tom" Robert Jensens kompagnon, såvel illegalt, som fag- ligt i Bang & Olufsen radioforretning, Gyberg & Jensen, København. Telegra- fisten Duus Hansen var ingeniør hos B&O.

12. sept. er Jane Horney hos sine forældre i Stockholm. 22. sept. 44 skriver Leifer til polisen og anmelder Jane Horney som spion. Leifers anmeldelse til polisintendent Martin Lundquist, Polishuset, Stockholm; (7). "Jeg vidste der lå en likvidationsordre på hende fra begyndelsen af 1944". Bemærk foran, hvad den svenske ambassadør skrev til sin udenrigsminister den 29. august 1944.

Den 22. og 29. sept. 44 afhøres Arne Sejr af polisen. Han oplyser at Erik Kjær bad ham møde Jane Horney. Arne Sejr: "Vi mødtes første gang den 20. juli. Senere fortalte fru Granberg, at Thorner stillede i udsigt, at danske patrioter kunne frigives hver måned, hvis månedlige oplysninger om robotbombernes virkning kunne meddeles ham. Den 25. august fortalte Jane, at hun ikke havde noget at leve for og havde taget arbejde på Gripsholm"; (6).

29. sept. 44 føres til protokol i kontaktudvalget en tak fra Secret Service for fotos af mødet Thorner og Horney; (1). Her føres englænderne på vildspor med et konstrueret "bevis", til støtte for anbragte påstande.

En dødbringende anklage skubbes på plads: Fotos fra Stockholm visende Jane Horney og Heinz Thorners møde 22. aug. 1944. Et møde tilskyndet hende af handelslærlinge m.v. "studenterne" Erik Kjær, "mr. Andersen", og Arne Sejr, tilrettelagt af N.B. Schou, Ligaen. Et falsk bevis. (7).

Derpå fuldstændig grotesk: De samme fotos fremlægges af Herman Dedich- sen i retten i 1947 i Leifer-sagen, som bevis mod Leifer og Jane Horney, på vej sammen til en tysk dames bopæl. (6).

Fra 22. sept. til 14. okt. 1944 sad Jane Horney fængslet. Blev afhørt om alle detaljer i hendes liv. Chokeret gør hun rede for sine rejser og færden fra dec. 1940 til juli 1944, bekendtskaber og økonomi. 

Polisen: "Hun betragter sig som neutral svensk, halvt dansk"; (8). Hendes pas blev inddraget. Samme dag hun løslades, skydes Gilbert.

14. okt. møder Jane Horney "mr. Andersen", Erik Kjær, og dagen efter sen- der "mr. Andersen". Jane Horney et kilo chokolade. Mødet arrangeret af N.B. Schou.

Hvad sker i København?

Situationen var alvorlig. Gestapo kendte Frihedsrådets medlemmer. Kun Børge Houman og Frode Jakobsen på fri fod. Houman indlagt syg på hospital.

Politigeneral Pancke og hans medarbejder, Mayr Arnold, forstærkede nettet af egne agenter, fordi Abwehrs og Gestapos rapporter gik til Berlin, uden om Pancke; (8).

2. sept. 1944 arresteres Aage Schoch; 14. sept. flygter Lotte til Sverige; 19. sept. interneres det danske politi; 22. sept. Leifers brev til Stockholmpolisen; 3. okt. afhøres Lotte af polisen; 22. sept.- 14.okt. er Jane H. fængslet i Stockholm; 14. okt. arresteres Mogens Fog; 14. okt. falder Citronen; 14. okt. myrdes Gilbert; 18. okt. begår Flammen selvmord; 20. okt. falder Havbirk; 23. nov. likvideres Knud Skov, Erik Crone såres af Ligaens folk; Jørgen Staffeldt er i kz-lejr; Erling Foss i Sverige; Børge Outze løslades af Gestapo.

I en artikelserie efter krigen påstår Mayr Arnold, at Børge Outze var hans agent. En påstand Outze bekræfter for journalisten Erik Nørgård; (7).

Trods polisens advarsel accepterer Jane Horney i nov.-dec. 44, at rejse til København for at søge Jørgen Sejr mfl. frigivet; (1). Til faderen, civilingeniør, og sin danske mor, siger hun ironisk: "Farvel, nu går patrioten"; (8).

Ultimo dec. 1944 bad kaptajn Schou, Arne Sejr udføre likvideringen. Samti- dig kontakter Storebjørn Svend Aage Geisler, og Lillebjørn Ingolf Lyhne, Jane Horney i Stockholm. Storebjørn og Lillebjørn førte Jane Hornye til Malmø. Arne Sejr påstår, at han blev syg i Stockholm og satte "Jens" på opgaven. Arne Sejr kom til Malmø uagtet sin sygdom; (8).

Hvad gentog kaptajn Schou den 31. maj 1957 til svensk polis, hvad han hav- de sagt til Frode Jacobsen, Per Federspiel, Jens Lillelund: "At ordren kom fra en modstandsgruppe i Danmark, ordren havde ikke passeret Stockholm". 

Båden gik ind til Gilleleje"; (8). Gilleleje? Tidsskriftet Nyt fra Norden, dec. 1945: "i et sommerhus ved Gilleleje, bagefter gik de ned til stranden, hvor han skød hende, Fetter døde under en senere aktion".

I Malmø fik overbetjent Max Weiss af kaptajn Schou telefonisk bekræftet ordren til mord. I 1956 påstod Ole B og Roho for polisen, at drabet skete på stranden ved Larod, nord for Halsingborg; (8).

Den 28. maj 1957 fortalte Weiss, polisen: "Jeg er ikke overbevist om hendes skyld. Den følgende morgen kom likvidatoren Jens fuldkommen nedbrudt tilbage til Malmø. Ved Jens nervøse opførsel anede Jane hvad som forestod. Da hun gik op fra kahytten sagde hun til ham, at nu kunne han godt skyde hende, hvis det var meningen. Jens tabte kontrollen over sig selv og skød i desperation hende i baghovedet, da hun vendte ansigtet fra ham"; (8). Oplyser "Jens" og Max Weiss sandheden?

Leifer påstår at drabet skyldes en kvinde; (7). Efter likvideringen lå Max Weiss syg i tre dage; (8). Fordi han var chokeret? Fordi Lotte skød Jane Horney? Og derfor "likvidator Jens" ophidselse? Jens var ikke ophidset da han kørte Bodil og Jane til Höganas via Hälsingborg, siger han; (7). Kørte Store-bjørn og Lillebjørn med i bilen? Båden lå i Höganas ved Halsingborg. (7).

Lotte var telegrafist for Minestronen, Ligaen/SOE i Hälsingborg. (1) Er Lotte det: "højt betroede medlem af modstandsbevægelsen", som afhører Jane Hor- ney ombord på båden, jvf. Frode Jakobsens erklæring 4. juli 19 46 til den svenske regering? Lotte, en pige, som sandsynligvis var jaloux på Jane Horney.

Bådskipperen blev præst. Han og en medhjælper er senere uenige om bådens farve: Hvid eller brun? Præsten in spe sænkede liget i havet; (8).

Lily Westenholz Kjær, Erik Kjærs mor, advarede Jane Horney mod rejsen. De mødtes på Savoy Hotel i Malmø: Jane Horney, Lily Westenholz Kjær, Jens, Lotte, Bodil, Storebjørn og Lillebjørn; (7).

Efter mordet opsøgte Max Weiss, Arne Sejr på Grand Hotel i Malmø og fandt hos ham Jane Horneys taske, (8), som Bodil afleverede i Stockholm til Schou; (7).

Jane Horneys efterladte taske med personligt indhold og valuta til rejsen, tyder på, at hun er slæbt med magt ombord, eller myrdet på svensk jord.  En budbringer supplerer: "Hun slæbtes med brutal vold ned i båden"; (8). Hvad skete i timerne efter aftenfesten 19. jan. 1945, til hun blev myrdet? Hvem greb ind og ødelagde planen? Lotte, Arne Sejr, Erik Kjær? Bjørnene, de to vanefor- brydere? Påtager Jens sig bagefter en rolle?

Rødhårede damer skulle agere som Jane Horney: Lotte, der var med i bå-den. Lily Kjær og Bodil, der slørede Jane Horneys ophold i Malmø. Ketty, Leifers veninde, tidligere danserinde på Apollo Teatret; (6).

Ketty var agent for gestapochef Karl Hoffmann, (7), og af gestapofolk påstået at være Flammens angiver; (8). Ketty var i kontakt med Max Weiss, der 5. dec. 44 gav hende en check på 20.000 d.kr.(7). Til hvad? Hvad er værdien af 20.000 d.kr 1944, omregnet til d.kr år 2002?

Og som i enhver spionthriller med agenter på kryds og tværs: Det seksuelle element. Leifer, polisen 13~okt 44: "Hon var spion om dagen och luder om natten". 

Og i samme rapport: "Det var tydligt att Leifer på ålle satt ville forsoka stalla sig sjalv i så fordelaktig dager som mogligt"; (8).

Frode Jakobsen dækker tidspunkt, gerningssted og morderen for svenske undersøgelser. Regeringen og folketinget accepterer. Det er lurvet og uan- stændig opførsel.

Frode Jakobsen til den svenske regering 4~juli 1946: "Der havde fra somme- ren 1944 foreligget en allieret opfordring til Jane Horneys likvidering, gentaget efter hendes løsladelse af det svenske politi. Hendes forbindelse med tyskerne fandt ikke sted i forståelse med modstandsbevægelsen til fremme af dennes arbejde. Under sejladsen blev det foreholdt hende, at hun var tysk spion, hvil- ket hun indrømmede".

Man må spørge: Hvorfor denne løgn? Som er mistænkelig og moralsk afslø- rende, fordi den ikke var nødvendig. Jane Horneys møde 22. aug. 44 med legationsråd Heinz Thorner var åbenlys; (7). Der var ingen person ombord på båden med formål at forhøre Jane Horney. Arne Sejr og andre havde allerede gjort det; (7). Derfor blev den svenske polis mistænksom, og startede en under- søgelse, der endnu ikke er henlagt.

Hvorfor opfandt Ligaen ikke en plausibel og nøjagtig og samstemmende falsk forklaring; (1). En sådan er ikke sat på plads. De forskellige forklaringer viser frygten for svenske sanktioner mod en uberettiget likvidering, et regulært mord, på en svensk statsborger. Tilbage står hovedproblemet, at mordet må have haft et andet sigte, og beskyldningerne mod hende brugt som påskud, hvorefter alle i vild forvirring løber fra ansvaret.

Hvorfor anmeldte den danske legations politi ved politiadvokat Erik Borum, ikke Jane Horney for angiveri og spionage? Fordi der var problemer. 

Borum: "Kontaktudvalget i Stockholm søgte at få indblik i det danske politis arbejde ved legationen, og det blev forhindret"; (7).

Kontaktudvalget oprettedes 30. marts 1944. Dernæst problemer i samarbej- det just i kontaktudvalget, dvs.: Den danske legations politi ved Borum / eng- lændernes SOE m.v. ved Ebbe Munch / Udklipkontoret, avisudklip og spiona- ge ved Jens Lillelund & Lily Westenholz Kjær, / og Ligaen, officererne Nordentoft, Mørch, N.B. Schou og Mathisen.

Endvidere strømmen af oplysninger fra Malmø til Gestapo, (1), som Arne Sejr og Erik Kjær påstod skyldtes Jane Horney; (7). Carl Mogensen, ruten Solglimt, blev myrdet/begik selvmord i 1946, under mistanke for samarbejde med Gesta- po; (9). Der fandtes en læk i det svenske polis; (1).

Resultat: Planlagt mord, mislykket plan. Komplikationer, der gav udenrigs- politiske konsekvenser. Hvad var motivet? Sikkerhedsrisiko? Nødværge? For- purrede fredsplaner? Jalousi? Pubertetsdrab? Leifer-manøvre?

Eller Jane Horneys mulige kendskab til modstandsfolks kriminelle implikati- oner omkring minkskind og guldsmugling og personflugt til Sverige via danske og tysk-danske ruter?

Eller hendes evt. indseende med den skæve fordeling af svenske maskin- pistoler, hvis Jane Horney via Arne Sejr kendte Studenternes våbenrute og løjtnant Knud Skov, der blev likvideret 23. nov. 1944 under anbringende, at han samarbejdede med Gestapo. 

Den samtidig ved Knud Skovs likvidering sårede Erik Crone blev få dage senere taget af Gestapo. Og i stress over at føle sig forrådt, og i Gestapos hænder, gav Erik Crone indrømmelser til Gestapo. Erik Crone henrettedes 10. januar 1945. Jane Horney myrdedes 20. januar.

Hvorfor har de politiske partier og skiftende regeringer ikke ytret sig? Må offentligheden i Danmark, Sverige og Norge ikke kende sandheden? Har den svenske regering modtaget undskyldning og erstatning for et uberettiget mord? Som til den islandske dramatiker Gudmundur Kambans enke: Kamban blev dræbt på mistanke; (10). Eller har den svenske regering accepteret, at med Jane Horney forelå nødværge/risiko jvf. Frode Jakobsens påstand?

Et planlagt mord er ikke nødværge. Enhver mistænkt, risikabel person kunne interneres i Stockholm eller Kalmar. Faktum er, at indbyrdes modstridende forklaringer og de omstændigheder hvorunder sandheden er søgt skjult indicerer, at Frode Jakobsen er bange for at tabe ansigt, at hans mange udsagn er upålidelige, at partilederne ikke lever op til deres ansvar. De overlader til embedsmænd at udtale sig: Rigsarkivar Vagn Dybdahl holdt sig i 1985 ikke tilbage for social og seksuel nedrakning af Jane Horney. Fulgt af rigsarkivets krigsarkivar, H.C. Bjerg, der i hemmelige arkiver mødte Janes sexede genfærd som: "En erotoman, et oplagt mål for likvidering"; (1).

Modstandsvold under besættelse/diktatur er ingen militær løsning; (1). Befri- elsen må komme fra indre politisk pres, og pression udefra. Vold bærer kimen til anarki. Derfor føler demokrater et politisk mord som et chok, en udfordring til demokratiet. Skyldes mordene på præsident John Kennedy og statsminister Olof Palme subversion eller tilfældighed? Hidtil uopklarede forbrydelser. Op- klaringen af Jane Horney-mordet holdes skjult; hvis den er opklaret? Water- gate / Irangate / FrodeJakobsengate.

En ny vurdering af mange drabssager under og efter besættelsen vil få man- ge fikserbilleder til at opløses. Ændre sig til sande billeder. Hvad var politik? Subversion? Kriminalitet? Sammenfald af personer og hændelser fører til nye spor. En opgave for journalister, politikere, politifolk og samtidshistorikere. 

Lad derfor Jane Horney-sagens problemer belyses ved offentlig høring og en hvidbog. Lad den være rambuk til andre forhold, hvor embedsmænd og svage politikere begrænser fornyelser når talen falder på lukkede, contra åbne arkiver, hemmelige aftaler med Frode Jakobsen, osv. 

En gammel konflikt, fyrsten mod folket. Machiavelli contra demokratisk ad- gang til samtidsviden og kildekritik. En afgørelse på den konflikt beror på re- geringen og folketinget, og den offentlige mening.

Efterskrift:

Vi har fra en svensk politiofficer i arbejde med sagen modtaget kopi af et vidneudsagn fra en svensk kvinde, der arbejdede som aftenvagt i receptionen på et hotel i Malmø. Kl. 20.30 kom et telefonopkald fra et dobbeltværelse på 3. etage. Vidnet lyttede forskrækket til tumulter og skrig fra en kvinde. Gæsterne var en kvinde, Jane Horney, og to mænd, Storebjørn og Lillebjørn.

Kl. 23 låste vidnet hotellets hoveddør og gik op til dobbeltværelset. Gæster-ne havde forladt værelset. Vidnet så, at en dyne, et lagen og en hovedpude var fjernet, og at en flaske rødvin var væltet ud på gulvtæppet.

Vidnet rengjorde gulvtæppet med varmt vand, og kunne derved lugte en kvalm stank, som ikke var rødvin.

Politiofficeren:  "Vi har henlagt sagen fordi 2 andre vidner er døde".

Det ene vidne så 2 mænd på hotellets køkkentrappe bære en aflang bylt svøbt ind i hotellets sengetøj gå ned i gården, og derfra ud på gaden, hvor de prajede en taxa. Det andet vidne, taxaføreren, kørte de 2 mænd og den aflange bylt ud til ydermolen i havnen. Her ventede en bil med to mænd; de 4 mænd baksede bylten ind i bilens bagagerum, derefter startede bilen og forsvandt;  og så længe vidnet kunne se bilen, kørte den i nordlig retning.

Dagen efter, da vidnet rengjorde taxaen, så han til sin ærgrelse, at der var størknede blodplamager på gulvtæppet foran bagsædet.

 Politiofficeren konkluderede:

"De 2 spritomtågede bjørne har under forsøg på voldtægt knivstukket, kvalt og skudt  Jane Horney. Det var, såvidt vi er underrettet, deres metode når de gik i panik."

Kilder. 1: Hans Christian Bjerg, Ligaen. 2: Frode Jacobsen, I Danmarks Fri- hedsråd, 3: F.J. Nazismen blev min skæbne. 4: F.J. Jeg vil være en fugl før jeg dør. 5: Fl. Juncker. Men morsomt har det været. 6: Vilhelm Leifer, Min tid. 7: Erik Nørgård, Jane Horney, med 8: svenske polisrapporter. 9: Stellan Olsson & Jan Moen, Jakten på Jane Horney. 10: Ditlev Tamm, Retsopgøret efter besæt- telsen. 11: Politiken, Besættelsens Hvem Hvad Hvor. 12: Svensk politiofficer.

Denne artikel er skrevet af Andreas Jansen og Rolf Anton Ernest".

-
Jagt tilladt hele året

nej, nej, nej, jeg fortæller ikke Eva den skinbarlige sandhed, det er umuligt, hun opfører sig som et svin, tænkte Lars. 

Eva Rytkova havde i spænding under læsningen tværet sovs, medisterpølse og spidskål ind i håret. 

"Gud, Lars, hvor er det spændende", gispede hun.

-

Det var kun få aviser, som gad, eller turde bringe artiklen. En jydsk redaktør ringede og spurgte efter Rolf Anton Ernest? "Han er ikke hjemme, er der en besked til ham, De taler med hans søn", svarede Lars.

"Så vidt jeg ved er Andreas Jansen og Rolf Anton Ernest omkommet ved en ulykke for flere år siden, hvad fanden er De ude på?", svarede redaktøren.

Klik, afbrudt samtale.

Et brev fra en anden redaktør, der udbad sig fotos af de to forfattere, Andre- as Jansen og Rolf Anton Ernest, samt en kort levnedsbeskrivelse. 

hvad bilder han sig ind, den snothvalp, kender han ikke Rolf og Andreas

Lars makulerede brevet. 

Telefonopringning fra skatteinspektør Lundefryd:

"Goddag Lars, jeg har netop læst Deres glimrende artikel om hende sven- skeluderen Jane Horney. Mesterligt, unge mand, mesterligt, det må jeg sige. Og De skjuler Dem under et dobbelt pseudonym, hahaha. Men jeg lader mig ikke narre, tror De det? Husk, at honorarerne skal indbetales til mig som ek- straordinær indkomst, ikke sandt? Husk det nu, husk vores aftale, farvel, unge mand".

-

Ugen før Carlsen kom hjem fra sommerferie, rekvirerede Lars et arbejdsskur hos den generte fuldmægtig i kommunens tekniske forvaltning. Hun tøvede forbavset, og sagde:

"Ja, der står en rensebrønd i Kunstakademiets have, men er det ikke temmelig langt fra Nationalbanken?".

"Jo, desværre", svarede Lars, "men af sikkerhedsmæssige grunde, forstår De, vores folk ønsker det sådan".

"Mine chefer er ikke hjemme, de kunne bedre rådgive Dem".

"Hvornår venter De cheferne hjem?".

"Om en måned, tror jeg, den ene er syg, det er blindtarmen, og".

"Vi får se, tak for hjælpen, jeg melder tilbage, tak for arbejdsskuret", svare- de Lars.

Rensebrønden mellem gadens fortov og bagsiden af Kunstakademiet. For et halvt århundrede siden indgang og have til en professorbolig med atelier; nu henlå bygningen ubenyttet, en fortids strid mellem kunstakademiets bestyrelse og ministeriet for de skønne kunsters tidligere direktør, der havde gjort krav på det forfaldne hus som fribolig, men blev mødt af forbitrede protester. Den sag var forlængst glemt, det gamle atelier skulle rives ned, gøre plads for nybyggeri, men staten manglede penge. 

Da kommunens folk ankom med arbejdsskuret beordre Lars det placeret over rensebrønden; samt at der savedes et hul i skurets gulv for nedgang til brønden, gennem gulvet.

"Af sikkerhedsmæssige grunde", sagde Lars.

Det forstod kommunens folk, men de fandt det lidt upraktisk, at skurets dør næsten stødte op mod ateliets køkkendør.

"Sådan skal det være", svarede Lars.

"Javel, af sikkerhedsmæssige årsager", nikkede arbejdsformanden.

Eva købte et udvalg af københavnernøgler og fandt en, der passede til låsen til atelierets køkkendør. Lars satte en afspærring op omkring atelieret, den lille have og arbejdsskuret. Et enkelt skilt 'Adgang forbudt, Politiet', samt små skilte fra 'Geologisk Institut' virkede ikke påfaldende.

Eva traf en aftale med en forhandler af gammelt jern. Hos ham købte hun jernafklip, leveret i trækasser, der hver kunne rumme 30 kilo, den vægt hun kunne bære. Trækasserne fandt hun hos en importør af legetøj, en sympatisk indvandrer. Eva måtte dog indvillige i, at en handel med Mister Ali måtte om- fatte beridning af hendes anus en lørdag formiddag. Den del af aftalen fortav Eva for Lars.

De første forsøgsresultater forløb planmæssigt; derfra udvikledes en syste- matisk rutine gennem flere måneder. Det blev efterår og vinter, ingen fattede mistanke. Når storbyens borgere under aften og nat holdt fritimer, arbejdede Lars og Eva på deres private projekt, foruden de passede deres daglige arbej- de. Lars i banken, Eva i legetøjsbutikken på Vesterbrogade.

--
Guldet og rotterne i kloaken

De ankom i en varevogn, parkerede den i en sidegade til Kunstakademiet, låste sig ind i atelieret, skiftede tøj. Så steg Lars via hullet i gulvet i arbejds- skuret ned i rensebrønden. Eva rakte en havetrillebør af letmetal ned til ham, samt lærredsposer, forvekslelig med dem, som indeholdt visse guldsager, men som nu var fyldt med afklip af forskelligt jern. Derpå fulgtes de gennem kloak- systemets underjordiske kanaler hen til Nationalbanken, åbnede ståldøren til kabelgangen med fjernvarmerør, vand og el, frem til jerndøren ind til det næs- ten glemte boksdepot for gammelt diverse.

De arbejdede hurtigt, stablede poserne med jernaffald tilrette langs depotets bagvæg, og læssede lærredsposer med de kendte guldsager op på havetrille- børen, og gik tilbage til rensebrønden under arbejdsskuret.

Her bar de poserne ind i ateliet, læssede andre poser fyldt med jernafklip på trillebøren, og gik tilbage til banken gennem kloaksystemet. 

Hver aften fire rutineture. Eva hentede varevognen, poserne ind i vognen; derpå kørte de, i mørke, regn eller snefog, ud til gamle jomfru Flossyhs lille fabrik, Evas udtryk, som Lars modvilligt havde accepteret.

Her blev først den lille smelteovn tændt, hvorpå de spiste aftensmad. Og når ovnen havde nået den rette temperatur, forvandlede Lars effekter af finger- ringe, halskæder, armlænker, kunstfærdige vedhæng og brocher, og mange, alt for mange dentale proteser og guldtænder, til nydelige guldbarrer, hver af 1000 gram. 

Eva vejede jernafklip i små bunker af ti kilo, som hun fyldte i tomme poser, som før havde rummet indholdet af guld. Inhalt 10 Kg.

-

Lars blev mere og mere irritabel. Turen gennem kloaken gik ham på nerver- ne. Det var rotterne, flokke af store rotter, der opførte sig besynderligt.

Under transporten af poserne med jernstumperne frem til banken var der ikke én eneste rotte, der viste poser med jern, eller trillebør eller Lars eller Eva, nogen form for opmærksomhed. Tværtimod sad rotterne i små grupper, alle på den modsatte gangsti af den Eva og Lars benyttede, og rensede hinan- dens pelse, eller unghanner kæmpede om en unghun, ældre hanner vogtede sit harem, eller de sultne hoppede i kåde spring ned i kloakrenden og dukke- de op af kloakvandet flere meter fra udspringet, med noget spiseligt.

Men på tilbagevejen, når poser med guld var læsset på trillebøren inde i det næsten glemte bankdepot, og de gik i kabelgangen, der førte til kloaken, kun- ne de høre rotternes forventningsfulde piben bag jerndøren ud til kloaken.

Der sad de så, rotterne, konverserede hinanden, levende, opmærksomt og tydeligt ventende den lille guldtransport. Eva slog ud efter dem med en kost af sammenbundne kviste. Rotterne flyttede sig høfligt, men kun lige uden for Evas rækkevidde.

Eva dækkede tappert som bagtrop. Lyset fra Lars minelygte glimtede i hun- dredetals rotteøjne, deres kroppe og pelse sad som et levende tæppe, hvori langsomt åbnedes en smal passage, en fri kørebane for trillebøren. 

Men de største og stærkeste rotter sprang op på trillebøren, rev med kløer og tænder lynhurtigt hul på en pose, og bortførte i triumf, alle hoppende på deres haler og bagben, tre eller fire eller måske fem stykker guldeffekter. På et øje- blik havde rotterne tømt den første pose guld og gik i gang med den næste.

"Lars, løb nu. Løb nu, Lars", lød det grådkvalt fra Eva.

De sad trætte i jomfru Flossyhs fabrik. Lars sagde:

"De satans rotter opfører sig nøjagtigt som gangsterne i samfundets under- grundsøkonomi".

Eva lyttede. Nu talte Lars om Philipinernes præsident gennem tyve år, Ferdi- nand Marcos. Eva vidste intet om Philipinerne.

"Den rotte stjal 13 milliarder kroner fra et land, hvor halvfjerds procent af befolkningen lever under eksistensminimum. Særlig i perioden 1972 til 1986 skrabede han og hajdukkerne til sig. Pengene ligger i Svejts og Panama, gemt i skattefrie fundations i en kæde af anonyme selskaber for at skjule ejerne. Fra a til z er Marcos ejeren, det ved man. Den svejtsiske højesteret vil ikke længere beskytte bankhemmeligheden for forbryderpenge. Marcos ejer selskab a, som ejer b, som ejer c, som ejer d, som ejer e. Forstår du metoden, Eva?".

"Nej, jeg er ikke revisor", smilede Evas hesteansigt til svar.

-
Kender du mig ikke

Under sommerferien på Korsika, den uge, samme år, blev underunderdirek- tør Carlsen skudt ned af en hysterisk hotelvært, fordi Carlsen, som glemte at spørge om forlov, havde lånt service og stole til et afskedsselskab, som Carl- sen og hans kone holdt den sidste nat i deres værelse på hotellet. Carlsen blev invalid, måtte opgive arbejdet i banken. Lars håbede på avancement.

Men regeringens forsvarsminister øjnede en chance; en for ministeriet plag- som person, oberstløjtnant Weiters, der ofte skrev klager om militærets udue- lighed grundet mangel på mandskab og udrustning, ragede uklar med høj og lav, uanset i hvilken forlægning han befandt sig.

Weiters blev Nationalbankens nye sikkerhedschef; han bad Lars møde sig hjemme privat, til en professionel snak, holdt under private former. 

"Jeg gider ikke sidde på et kontor", sagde han. 

Weiters hustru var den tyskfødte mulatpige, Marion.

-

Weiters livret var svineribbensteg, med aparte drikke; under middagen drak han mængder af whisky, rødvin og øl, og blev hurtigt beruset. Han holdt fore- drag om militærets uduelighed for Lars, og Lars nikkede og lyttede, smuldrede tre kuvertbrød på sin tallerken.

Weiters faldt i søvn over bordet. Marion og Lars måtte bære ham op i sove- værelset. Weiters gøede som en elskovssyg hvalros og råbte i vildelse, at for- svarsministeren, den møghund, sateme skulle kvæles.

Lars sagde: "Nå, nu må jeg vist se at komme hjem".

"Kender du mig ikke?", hviskede Marion. Hun så bedrøvet på Lars.

jo, jeg kender stemmen, tænkte Lars.

"Jeg er Marion", hviskede hun. Hun greb hans hånd, kyssede den. 

"Er du Marion?". Lars følte smerte og glæde.

-
Lars og Marion for millioner år siden

Han var tvangsanbragt på Blindeinstituttet efter den forfærdelige hændelse med Rolf og Andreas og Vibeke og Celia og Lotte og Sivertsen. Han havde protesteret, de havde lagt ham i spændetrøje, uger og måneder gik, han fik intet at vide, hvor var Bella? Elise var syg af depressioner, spærret inde på en anstalt. Så blev han spurgt, om han ville på ferie, sådan ude på landet hos venlige mennesker? Det var Foreningen for svagtseende unges ferieophold, der ordnede den slags.

"Jo, hm, tak", havde han svaret.

Han skulle på ferie i Jylland hos en organist og dennes kone, en kunstvæver- ske. Han sad hele vejen i toget og viftede med sin hvide stok, togfolkene var meget venlige, de bandt hans billet i en snor omkring halsen på ham, de an- dre passagerer talte ikke til ham, han hørte et barn hviske om hans briller med de uhyggelige sorte glas foran øjnene. 

Om han huskede Marion?

Han havde hørt hende og havde følt hende, og vidste ikke, at han så hende, 'før og efter operationen', i et af Jesper Steins oftalmologiske tidsskrifter; men så så han et udklip fra Flensborg Avis: "Jeg er meget, meget lykkelig, siger Marion von Lippert"; han tænkte på Marion, men havde intet fortalt, hverken til Inge eller til farfar eller Jesper Stein.

De skulle sove i samme værelse.

"Her i huset er vi meget naturlige", kvidrede kunstvæversken, og organisten lo støjende: "Bare vent til I ser svømmepølen".

Det var sære mennesker. Den første søndag skulle de i kirke. Organisten spil- lede, og efter gudstjenesten hilste de på præsten. Kors, hvor var præsten dum. Han blev snotforvirret da Marion talte dansk til ham.

"Det må jeg sige, en blind tysk negerpige taler dansk?", sagde præsten. 

"Hun er sort som blæk", sagde Lars. 

Han holdt Marion i hånden, hun klemte hans hånd hårdt og lo.

"Jeg er opvokset i Sydslesvig", svarede hun præsten, på nydeligt dansk.

Organisten trak præsten afsides. Kunstvæversken sagde:

"Kom, børn, lad os gå hjem og gøre frokosten parat, og bagefter hygger vi os ved svømmepølen".

"Jeg kan ikke fordrage vand", sagde Lars.

Det var et moderne hus med svømmepøl og drivhus.

"I må ikke ødelægge planterne", kvidrede kunstvæversken.

- 

Organisten tilbød en lille søndagssnaps til maden. "Der skal være forskel på søgnedag og Guds dag", sagde han muntert.

Så lå de på puder ved svømmepølen, de skulle drikke ferskensnaps, noget så herlig.

"Og så vil det friske op med en tur i pølen", sagde organisten en time sene- re, og de hørte ham pjaske nede i vandet.

"Kom så, Lars og Marion og lille kone".

Kunstvæversken ferme hænder fik hurtigt trukket tøjet af Lars, og bagefter af Marion. Og de sære mennesker førte deres svagtseende feriegæster forsigtigt ud i svømmepølen.

"Har vi det ikke dejligt?", sagde organisten, sprøjtede vand på Lars.

"Jeg er træt og jeg hader vand", råbte Lars.

"Nu slumrer vi fredeligt et par timer", kvidrede kunstvæversken.

Marion holdt fast på Lars hånd.

-

Den dag skete ikke mere, men resten af ferien var en underlig oplevelse, en sær besættelse, som holdt dem fast. Efter frokost med ferskensnaps, fulgte en tur i svømmepølen, hvilen i puderne, og varmen, spændingen, ophidselsen.

I begyndelsen holdt Marion fast i Lars hånd, men de sære mennesker forstod de særlige kunster, de var så hensynsfulde og progressive i den uskyldige fysi- ske kærlighed, sagde de.

De prøvede mange stillinger, organisten var mest glad for Lars, og kunstvæ- versken mest glad for Marion. Men hele natten var deres egen, så lå Lars hos Marion, eller Marion krøb ned til Lars.

Det var ophidsende lykkelige dage, brat afbrudt da præsten og kordegnen kom på besøg ved svømmepølen, og så organisten ligge på siden bag Lars, med sit lille tynde lem i heftig bevægelse i anus på Lars, og organistens bleg- fede hænder onanere den frække laban, Blinde-Lars. 

Og der, oh gud, organistens søde hustru, kunstvæversken, og ægteparrets sorte liderlige negertyskertøs, Marion, en fornærmelse af et feriebarn, ved Guds straf blindet ved en ulykke, i tæt og glødende omfavnelse, hvor ækelt, de kyssede hinandens unævnelige sted.

Næste dag skiltes Lars og Marion. Marion skreg fortvivlet: "Lars, Lars, hjælp mig".

Lars blev sendt tilbage til Blindeinstituttet. 

"Lars, du er en skændsel, en meget tarvelig person", råbte forstanderen op ad trappen efter Lars. De indtalte kassettebånd fra Lars til Marion kom retur. Modtagelse afvist.

-

"Lars, jeg fødte et barn", hviskede Marion, "jeg ved det er din søn, jeg blev tvunget til at bortadoptere ham".

Weiters råbte fra soveværelset:

"Marion, hvor er du? Jeg har pisset i sengen og brækket mig ud over hele gulvet".

"Jeg er ulykkelig, Lars", hviskede Marion.

"Marion, kom nu, jeg har pisset og skidt i sengen", råbte Weiters.

"Jeg hader ham, jeg slår ham ihjel", hviskede Marion.

"Om en uge synger du aftensang for mig". Lars kyssede Marion.

"Det var så smukt", hviskede Marion, "organisten spillede orgel, Kirstine Væ- verske spillede cello, jeg sang de dejligste sange og du, Lars, du spillede den svære obligatstemme på din trompet".

"Marion, jeg sejler i mit eget bræk", råbte Weiters.

-
Forbrydelsens uge

Sagen om oberstløjtnant, banksikkerhedschef Weiters sporløse forsvinden måtte efter forgæves undersøgelser henlægges. Marion kunne kun oplyse, at hendes mand efter et par dages jagt på hjortevildt i terrænet omkring som- merhuset, et nedlagt husmandssted ved Petersborg skov i Sydsjælland, den pågældende morgen havde været i neutralt humør, ikke glad, ikke deprime- ret, neutral, dog lidt morgenstille med hovedpine. 

Marion havde kørt sin mand ind til hans arbejde i banken.

Portneren havde hilst på Weiters, kunne oplyse, at der var intet usædvanligt var at bemærke hos Weiters, dog virkede han måske en kende bleg og træt.

Lars Anton Ernest kunne oplyse, at han og Weiters første opgave den mor- gen var at inspicere en cementstøbt mur i en tidligere dørhvælving i kælde- ren. Banken havde afstået et upraktisk boksrum til Københavns tekniske for- valtning, fordi der trængte fugt ind fra en kabelgang, der førte fra banken til hovedkloaken. Der havde altid lugtet af kloak i pågældende depotrum.

Weiters havde givet ordre til, at den spinkle jerndør i dørhvælvingen på- støbtes armeret beton, som bankens øvrige ydermure. Bankens arkitekt kendte ikke sagen, men kunne efter inspektion af den blændede dør konstatere et godt resultat af arbejdet. Dermed erklærede arkitekten sig tilfreds. 

Lars vidste, hvem han havde indstøbt i cementen. Det var ikke Weiters. Hvor var han?

-

To måneder senere kørte importør af legetøj og ejer af Alis Pakhus i Frihav- nen, ud til Eva Rytkovas bopæl i Tårbæk. 

Ali Sofikar havde ikke tidligere dristet sig til at opsøge Eva, men han savne- de hende til bestigning af hendes bagdel, ville sælge hende flere trækasser. Han gik forgæves. Lejligheden var overtaget af en artistfamilie, der skulle op- træde hele sæsonen i Tivoli. Nej, de kendte ikke Eva Rytkova, havde kun et midlertidigt lejemål.

Midlertidigt, tænkte mister Ali, med herlig udsigt over Øresund? Han bad sin yngre bror, familiens akademiker, jurist med advokatbestalling, Beni Sofikar, om at danne familien-Sofikar-konsortium, købe hele ejendommen.

En måned senere gik mister Ali til politiet og anmeldte Eva Rytkova som for- svundet. Hun havde ikke ændret opholdssted til folkeregistret og var savnet på sit arbejde i legetøjsbutikken på Vesterbrogade. Hvor var hun?

-

Dersom portneren i banken havde fortalt sandheden til politiet, var sagen måske opklaret. Den pågældende morgen havde han ikke set det mindste til Weiters. Derimod ringede han klokken 8,10 til souschef Lars Anton Ernest.

"Hej, det er porten. Min tandlæge har lige ringet, han har fået et afbud og beder mig komme, jeg har en kindtand under rodbehandling".

"Ja, og?".

"Jeg mangler en afløser".

"Hvor lang tid behøver du?".

"Han bor henne om hjørnet i Havnegade, en halv times tid".

"Jeg kommer, hils din kindtand".

Da portvagten kom tilbage fra tandlægen, sagde han: "Tak for hjælpen, er der sket noget særligt?".

"Næ, Weiters kom, han har været på druk, han så noget bleg og træt ud", svarede Lars.

"Du, Lars, det her bliver mellem os, ikke, du siger ikke noget, vel?".

"Nej, selvfølgelig ikke", smilede Lars.

Det begyndte forinden, allerede onsdag nat, "i forbrydelsens uge", sagde Lars.

-

Det var sidste tur den nat, fra jomfru Flossyhs fabrik via Kunstakademiets have, professorens atelier, arbejdsskuret, kloaken, rotterne, banken.

Eva og Lars udskiftede lærredsposerne med guld, med ditto poser jernafklip. 

Pludselig rettede Eva lyset fra sin håndlampe mod hans øjne og hvæsede:

"Hvem var den negertøs du mødte ved Andelsbanken på Vesterbrogade?".

Lars havde skrækstirret på Eva.

"Jeg tænkte det nok", råbte hun, "dit gemene svin, jeg pukler og maser for dig, og må ikke røre dig, fordi du er så træt siger du, men hun må, hun må, hun må, hvor er du tarvelig, Lars, at du ikke skammer dig".

"Eva", sagde Lars.

Eva skreg op, alt skulle afsløres, politiet skulle vide alt. 

"Tror du nogen kvinde vil finde sig i at blive misbrugt?", råbte hun.

- 

Eva bed sine store hestetænder fast i hans hals. Han fik revet sig løs, brugte det slag, Rolf havde lært ham. Præcist under hendes hage. Eva knaldede nak- ken i cementgulvet, blodet flød, hun var næsten død.

"Jeg gør det", mumlede Lars. 

Han puffede Eva ned i den ulækre, flydende masse i kloakrenden.

Torsdag morgen beordrede han betonstøbningen på jerndørens inderside sat i gang omgående. "Skal vi ikke først rydde op i depotet?", spurgte sjakfor- manden.

"Nej, det ordner den kommunale renovation", svarede Lars.-

Weiters nikkede. "Lars, jeg er for træt, jeg vil hjem til Marion. Hvorfor blev du ikke sikkerhedschef? Hør, Lars, du skal med på rådyrjagt, Marion skal med, hun er en god jæger, vi henter dig i morgen tidlig, har du lyst?".

"Du må ringe til mig før du kommer, så er jeg parat", svarede Lars.

-

Torsdag nat, nervøs nedstigning i kloaken, rotterne vrimlede, bed ham i haserne, modbydelige krabater. Eva lå i kloakløbet, ud for kabelgangen, hun var stiv, våd, isnende kold. De forbandede rotter hoppede og kravlede og peb, bed ham igen i haserne. Alt var modbydeligt, ækelt, infamt.

Han fjernede den nødvendige del af forskallingen fra betonstøbningen foran jerndøren, fjernede den nødvendige del af den endnu våde cement, pressede Evas krop ind i hulrummet, fyldte cementen tilbage, formede muren perfekt, glattede efter med postevand, sømmede forskallingen på plads.

Klokken tre morgen var han hjemme i jomfru Flossyhs fabrik; arbejdstøj og skiftetøj brændte han, tog et grundigt bad, spiste morgenmad, og sagde mun- tert godmorgen, da Weiters ringede klokken fire. 

Klokken fem gik Lars på posten sammen med Marion. 

-

"Listejagt", sagde Weiters, "bliv på skovstierne, de afmærkede veje fører ned til dyrenes foderplads, der mødes vi. I får gevinst, i morgen går du alene, Lars".

Weiters jægerhat med gemsefjer vippede og svajede. Lars nikkede. Weiters havde lånt ham en belgisk riffel, magen til den der lå i kufferten. Andreas fa- ders, Lauses bedste riffel. Lars tænkte på skyderiet i Domus Lausius, og da han senere gik på jagt sammen med onkel Andreas.

"Jeg håber, jeg lærer det", smilede han. 

Då, hind, kalv og råbuk luntede forbi dem i roligt trav. Der lød to riffelskud et sted i skoven, det var Weiters. Lars og Marion gik meget langsomt. Marion var i eleganteste jagtdress, højhælede støvler af lyst skind, brun jægerfrakke, hvid silkeskjorte, grønt jægerslips, sorte silkecowboybukser.

"Nu er jeg morder". Den sætning blev hængende imellem dem.

"Nej, Lars, det med Eva var et uheld, et utilsigtet drab", svarede Marion.

Bagefter kunne Lars ikke forstå, hvad der var sket. De var nået frem til dyre- nes foderplads. De sad på jorden. Marion havde kysset ham, og talt beroligen- de til ham. 

"Lars, du skal ikke melde dig til politiet", sagde hun, "vi rejser langt bort, langt langt væk, vi kan sagtens lægge nye planer".

"Tror du?", havde han sagt. De sad med tårer i øjnene, kyssede hinanden.

Så stod Weiters foran dem og råbte: 

"Så er det godt, I to, hvad fanden er meningen?".

Marion rettede uventet riflen mod Weiters, skød to gange, ramte ham i brys- tet og i ansigtet.

Marion havde et tyndt reb med i lommen, snørede Weiters hænder og fød- der sammen, hentede en solid gren, og de bar den døde krop hjem til Weiters sommerhus, det ensomt beliggende tidligere husmandssted. 

Men det særeste var Marions logik.

Halvtreds meter fra huset lå en vikingegravhøj, bygget af mammutstore, tonstunge sten. En stor sten lå for sig selv, kæntret ved regnvandets undermi- nerende kraft. I hulrummet mellem denne sten og kæmpehøjen gravede de et dybt hul, trak tøjet af Weiters. 

Marion huggede med en økse Weiters hovede, hænder, arme og fødder fra kroppen, brændte dem til aske i et bål, hældte asken ned i gravhullet. De byg- gede et større bål. Lars hjalp hende med at skubbe Weiters torso ind i bålet, sammen med hans jægertøj, og Marion skubbede bålresterne med den sidste aske ned i graven.

Til sidst fandt de ved fælles hjælp den kæntrede mammuttunge stens balan- cepunkt, og næsten uden anvendelse af værktøj og stærke grene og kræfter, vippede kampestenen, der måske vejede ti tons, på plads over Weiters grav. 

"Alle vores erfaringer, min skat", smilede Marion.

Når Weiters havde skudt et dyr, sprættede han det op, hængte dyret op i det nærmeste træ, lod blod og indvolde blive liggende til foder for skovens dyr.

Lars og Marion kørte ind i skoven og fandt i morgenlyset to skudte råbukke hængende i et træ. På hjemvejen mod København standsede de ved en vildt- og fiskehandler. Om han købte nyskudt vildt? Ja tak, svarede manden.

Samme nat stillede de om på møblerne i Weiters villa, og da Lars lå hos Marion, og de havde set alvorligt på hinanden, og klamret sig til hinanden i elskov, og bagefter blev sultne og sad i køkkenet med natmad og en dram, sagde Marion:

"Nu skal dræberen Lars og den sorte morderske Marion finder et bedre jagt- terræn, ellers bliver vi fanget".

"Marion, vil du synge en aftensang for mig?". 

Lars så på Marion med et skeptisk, men beundrende smil.

-
God tur

Måneder gik. Marion patinerede guldbarrer. Hver barre vejede 1000 gram. Lars nye overordnede advarede Lars mod hans mange forsømmelser, men Lars svarede, at en hjertelæges ord måtte stå til troende. Lars led af voldsom hjertebanken og smerter i brystet. Men Lars lå ikke syg. Han flyttede jord og planter i solide trækasser.

En simpel sag. Tre lag guldbarrer i bunden af kassen, oven på guldet et lag jord, og deri en halv snes planter. Kasserne med indhold tyngede ikke påfal- dende den nye vogn. Smilende og vinkende, 'vi skal ned til sommerhuset', kørte Lars og Marion fra jomfru Flossyhs lille fabrik, hørte naboernes muntre svar, 'god tur'. 

Pakhusejer, importør af legetøj, mister Ali, undrede sig, når han så dem på Strandvejen i Tårbæk.

-

De kørte til Jyndevad Plantage i Sønderjylland, tæt ved den dansk-tyske grænse. Her tog en læderklædt mand imod dem og viste vej til en landings- bane, en ny hver gang, på stranden ved Nordsøen eller en afsides græsmark. Her måtte de ikke vente, men skiftede bil, kørte i lædermandens vogn ud til kysten, tog havbad i Nordsøen, slog teltlejr og overnattede. Næste morgen blev de vækket af lædermanden, han hilste med et tavst nik, medbragte tomme trækasser, gav Lars et stort bundt pengesedler i forskellig valuta. For at undgå mistanke, flyttedes operationerne gradvis fra Sønderjylland til det sydfynske øhav.

-

Kapitalbevægelser var for længst liberaliseret i Europa, ingen tog notits af en særdeles elegant klædt, åleslank yngre dame, tysk-dansk statsborger, om end med afrikanske forfædre, der via sin lillesøster i London, Lily Bomana, lykkeligt gift med en ejendomsmægler, der selv om hans sorte forældre var indvandret fra Nairobi klarede sig godt i en vanskelig branche, fik kontakt med et vekselererfirma, som på Londons aktiebørs opkøbte guldrandede papirer for Marion Anton Ernest. Det var mr. Bomana, der stod bag arrangementet med den regelmæssige guldtransport.

Lars og Marion var en stilfærdig dag blevet lovformelige ægtefæller. 

Det hændte at Lars blev deprimeret. Kunne fremtidsplanerne realiseres, eller var det fantasier, griller, bitterhed? 

På sådanne dage gik han til hjertelægen, som bekymret over patientens tungsindige udseende anbefalede ham en orlov fra det ansvarstyngende ar- bejde i Nationalbanken. Lars nikkede fraværende.

-

Skatteinspektør Lundefryd var igen på krigsstien, havde efter logebroderen og partifællens Boergesens beklagelige død følt sig urolig for den af Lars ind- gåede restanceaftales opfyldelse.

Lundefryd forlangte, gudhjælpe, at Lars nye overordnede, en tidligere chef for Hjemmeværnets militærpoliti, med sin underskrift garanterede, at halvde- len af Lars gage, efter betalt kildeskat, fortsat blev indbetalt til skatteinspektør Lundefryds kontor. Lars havde under arbejdspres glemt at betale et par afdrag til den altid nervøse Lundefryd. 

"De nytter ikke De glemmer, unge mand, gælden stiger med renters renter", lød Lundefryds altid ildevarslende formaning. -

Lars søgte tilbage til faste pejlemærker, fandt dem blandt avisudklip. 

- mine kufferter med relevante minder, tænkte han.

-

-

-

                                                       guld27                               

-

-

-

-