-

- var det Andreas eller Rolf der havde skrevet om Rødtoppen -

-

-

-

--

-

-

-

-

-

-

-

Nationalt klenodie truet, hed det i dagblade, radioavis og tv. Det ældgamle egetræ i Dyrehaven, tæt ved Eremitageslottet, skulle fældes. Det gamle træ havde modstået mange angreb fra skadedyr, storme og mennesker. 

Men såkaldt kloge embedsmænd lod gennembryde Øresundskystens gamle haver og huse, der gav træet læ for råkolde storme, som kom i jag fra Sibirien, tværs gennem Finland og Sverige, piskede over Øresund, og i brag gennem Dyrehaven. 

Ved forårstid kom stormen fra vest, ruskede og hylede, tordenvejr med lyn- nedslag afgjorde forstvæsnets beslutning. Træet måtte fældes. Dyrehavens gæster kunne kvæstes, hvis, såfremt, hvornår, måske, en tonstung gren faldt ned over gæster og søndagskaffe.-

Sønderlemmelsen af egetræet skete med kranvogn, motorspil, taljer, økser, motorsave og villige hænder til hjælp, og skovstyrelsens chef. 

Træfældning kunne være ubehagelig, mentalt, det var som at slå ihjel.

-

Den morgen træfældningen begyndte, var bankfunktionær Lars på vej gen- nem Dyrehaven. Det var en omvej på cykel, fra den lille lejlighed ved Tårbæk Havn til S-toget Klampenborg-København, og derfra ind til banken.

Lars genkendte skovchefen på uniformen og den guldtressede kasket. Lars ville køre forbi ham, men denne trådte et skridt bagud.

"Hov, pas på", råbte Lars.

Skovchefen greb forskrækket i Lars: "Ja, hov, det må De nok sige", svarede han.

"Der er bladspirer på træet", sagde Lars.

"Det har jeg ikke set", svarede skovchefen.-

Da Lars næste morgen kørte forbi egetræet, lå afsavede grene omkring træ- et, men selve stammen, en halv snes meter høj, var skånet for yderligere hær- værk. Så man efter, piblede bladspirer frem på stammen. Træet overlevede. 

Skovstyrelsens chef fik ros og en lille medalje for sin omtanke, men kløgtig var han ikke; i sin lille takketale til ministeren talte han forblommet om rette tak til rette unge mand.

-

Lars var assistent i Nationalbankens sikkerhedsafdeling. Det var ikke sket med hans, men emsige skatteinspektør Lundefryds gode vilje, skattepolitiet.

"Goddag, Lars Anton Ernest, hvorfor har vi har ikke hørt fra Dem i mange måneder? Deres skatterestance er voldsomt stigende, hvornår vil De betale?".

"Har min søster Bella ikke betalt?", svarede Lars.

jeg må finde mine briller med de sorte glas, den mand ransager min tegne- bog, og min sjælefred -

Inspektør Lundefryd gispede: 

"Jamen, gud dog, hvad ser jeg. Deres søster Bella blev dræbt ved en bilulyk- ke, åh, herregud dog".

Aspargsen og Bella havde været til vælgermøde i Århus. Bella kørte vognen fra Kalundborg ad motortrafikvejen mod København. Bellas børn lå sovende på bagsædet, Spargsen blundede. 

En mejetærsker på vej til værksted for reparation, svingede fra en markvej ind på motortrafikvejen, ramte Spargsens vogn, som yderligere blev påkørt bagfra af en lokal spritbilist, med fire passagerer. Det var den sommers mest komplicerede trafikulykke, alle personer omkom. 

Fællesrådet for bedre trafik fik da det ubegribelige indfald, at ulykkesofrene skulle begraves ved en fælles højtidelighed. Af generalpræventive grunde, sagde man. Derved blev det.

Inge og Lars frabad sig at deltage. De gik op til faster Louises og Lottes sag- fører i Nørregade, senere Lars og Bellas bestyrer af formuen. 

Men efter at have hørt på advokatens efterfølgers bortforklaringer i halvan- den time, gik det til sidst op for Inge og Lars, at skurken havde indsat alle vær- dier i Lars og Bellas formue i hasardspil på fondsbørsen, roulette og galopba- ner, damer og spiritus, og mistet alt.

Det slag var for meget for Inge. Hun skrev et pænt brev til Lars, at han ikke kunne bebrejdes noget som helst, nej, men siden sin moders flugt til Frankrig, og faderen, Jesper Steins død, og farfars død, som gjorde hende ensom, følte hun sig svigtet. 

'Og da vi nu, Lars, står helt uden penge til noget som helst, finder jeg det håbløst'. Inge løste billet til Bornholmerbåden, sprang overbord få sømil fra Rønne.

"Herregud", klagede skatteinspektør Lundefryd.-

Ejendommen i Skindergade blev solgt, skattepolitiet krævede tvangsauktion, afdrag på skatterestancen skulle betales. 

Derpå afholdtes møder mellem Lars og Lundefryd, som grådkvalt sagde:

"Jeg kan ikke og må ikke afskrive den resterende restance". 

"Hm".

Lundefryds ansigt lyste op: "Men jeg kan skaffe Dem arbejde, mine politiske forbindelser, ved De".

Nationalbankens sikkerhedschef, Boergesen, og skatteinspektør Lundefryd var logebrødre og partivenner.

-

Sikkerhedschef, korporal af reserven, Boergesen, i sin ungdom efter krigen frivillig ved de engelske tropper, og fra den tid bærer af et pompøst overskæg, we-wont-you, var en nem arbejdsgiver for Lars.

Boergesen lukkede sig inde på sit kontor klokken 9,15; åbnede døren for at gå til frokost klokken 12; kom derfra tilbage klokken 13,15; og forblev bag den lukkede dør til 16,55. Så trådte han frem og lagde næste dags opgaver som skriftlige ordre til Lars; klokken 17 forsvandt Boergesen.

"Javel", sagde Lars. Lars havde lært at være høflig.

Mandage var de ugentlige inspektionsdage. 

"Lars Anton Ernest, er De parat?", lød det hver mandag formiddag kl. 9,30.

"Javel", sagde Lars.

Det var Lars opgave, som Boergesens medhjælper, at følge sin chef på in- spektion i bankens myriader af kontorer, gange, etager, kældre. 

"Her, Lars, vil De noterer", lød det. Alarmklokke ikke i orden, kontrolur 45 sekunder bagud, vanddryp fra sprinkleranlæg, snavs på en toiletdør.

-

Hveranden lørdag og hver tredie søndag mødtes Boergesen og Lars på pligt- vagt, det var Boergesens betegnelse for en opgave, han mente lå langt under hans værdighed. Mangel på personale og en gammel ordning krævede det. Så trak de i uniform, var almindelige vægtere blandt andre kolleger, med en særlig rangordning under vagtmester Carlsen, en forhenværende løjtnant i dronningens livgarde, nu af skiftende arbejdstider gjort til kolerisk kværulant.

Carlsen havde ansvaret for bankens vagtskema og desavouerede Boerge- sen  ved ikke at fravige at han, Carlsen, var bankens vagtkommandør. 

Det fik betydning for Lars.

Pligtvagten med Boergesen foregik i bankens betonbokse nede i kælderen. En lørdag ved middagstid skete noget uventet.

Vagtmester Carlsen kom kørende i transportelevatoren ned i boksanlægget med en pakvogn, fyldt med små sække.

"Halløj, De der, Lars Anton og Boergesen kom her", råbte Carlsen. 

Lars, Boergesen og Carlsen skubbede pakvognen hen til det fjernest belig- gende rum, hvor der sært nok ikke var installeret elektrisk lys. Den boks blev brugt som kammer for diverse: Et arkivskab, der var gået i baglås, edb-anlæg der ikke virkede, malerier af afdøde bankchefer, og nogle møbler fra tiden da banken var privat virksomhed.

Ved bagvæggen lå stabler af små sække, som dem de just nu skulle anbrin- ge. Ståldøren til den ukurante boks var for smal til pakvognen. De måtte bære sækkene ind i det mørke rum. Derved skete uheldet.

Carlsen havde stablet to af de små tunge sække op på skulderen, da Boerge- sen, på vej ud, tumlede sammen med Carlsen på dørtrinet. 

Carlsen råbte "for helvede, mand", sækkene faldt klirrende ned på Carlsens fødder. Kolerisk sprang han frem mod Boergesen, som snublede og igen rejste sig, og Carlsen råbte:

"For helvede mand, komme og lave ulykker, kender han ikke sine pligter, jeg skal lærer dig noget andet".

Ved hvert råb trak Carlsen vejret hæst, et gammelt regnskab skulle gøres op, løjtnant Carlsen skubbede korporal Boergesen ned på gulvet. Boergesen greb sig til bryst og hjerte, glattede for sidste gang sin generalsmoustace, we-wont- you, og sank død sammen.

Lars gik fra boksen ud på gangen til de to, der sloges i det skærende lys, og Lars ville råbe 'hold så op, Carlsen', tog et tøvende skridt frem imod de kæm- pende, men de to mænds opgør var for grotesk. Det var som en scene i en film fra en kz-lejr, hvor en kapo skubbede til en fange, og når fangen rejste sig fik spark og slag, til han påny faldt, og blev liggende livløs og trods flere spark blev liggende, død.

hvis Boergesen invalideres får jeg bedre arbejde, bedre gage, og slipper for synet af hans overskæg, og får fred for hans kaglende kongedømmefims

-

Fattigdom var en barsk herre; skatteinspektør Lundefryd slap aldrig sit tag i statens tilgodehavende. I dagene efter salget af ejendommen i Skindergade var Lars husvild. Han havde ingen penge, gik i iskolde nætter rundt i gaderne, krøb ind i ulåste opgange, forsøgte at hvile sig, men en hund eller kat eller en rotte, eller støj fra en familie holdt ham vågen. Lars burde have opsøgt gamle venner, men var for stolt; tog på sig sin skæbne.

Lundefryd var hans onde ånd og gode fe.

"De kan da ikke søge arbejde i det krøllede tøj", sagde han, og rakte nådigt Lars et par hundrede kroner.

"I mellemregning, husk det, unge mand, mellemregning".

Lars søgte ind på et hjemløseherberg, fik hvile og mad og vasket og renset og presset sit tøj.

Skatteinspektør Lundefryd gjorde noget mere; han skaffede Lars en lille lej- lighed hos frøken Felicia Flossyh i Tårbæk. Hun ejede et gammelt træhus, en tidligere fiskerrønne med to små lejligheder.

Felicia Flossyh var 85 år. Lars rensede hendes kakkelovn, fyrede for hende, vaskede hendes tøj, og madede hende de dage, hun kunne have lidt vælling i sig. Selv fik han kun sjældent varm mad, hos ham var der isnende koldt, to små værelser, et lille køkken, ingen bad, ingen komfort.

Skatteinspektør Lundefryd var principrytter; han krævede ikke, at Lars betal- te halvdelen af gagen i afdrag på skatterestancen, foruden skat af lønnen. Det havde Lars tilbudt i et anfald af forvirring, og det tilbud måtte stå ved magt. 

Nu havde Lars jo også det gode arbejde i banken, tilføjede Lundefryd.

-

Nede i bankens kælder foran arkivboksen stirrede vagtmester Carlsen på den døde  Boergesen, og gloede på Lars med et ondskabsfuldt blik. 

"Holder du kæft, eller sladrer du?", sagde han.

Han kom lurende hen imod Lars, og Lars brugte for første gang et slag han havde lært af sin far, Rolf Anton Ernest. Lars knytnæve ramte Carlsen under hagen, sendte ham i gulvet.

"Jeg sladrer ikke, jeg har andre planer", råbte Lars. 

Carlsen rejste sig fortumlet, så målløs på Lars, og Lars gentog: "Jeg sladrer ikke, jeg har andre planer, forstår du?". Carlsen nikkede.

Lars avancerede. Carlsen vagtmester blev forenet, rationaliseret, med afdø- de Boergesen sikkerhedschef. Lars blev ledende bankbetjent for underunder- direktør Carlsen.

Sådan gik de næste år. Lars var begyndt at læse i bibelen. 

Gamle frøken Flossyh havde bedt ham læse dagens tekst for hende, få må- neder før hun døde på et plejehjem. Hun havde grædt og hvisket:

"Hvad skal der dog blive af mig, gamle kone?".

"Det skal nok gå godt alt sammen", sagde Lars. 

Det havde gjort indtryk på ham, at møde et ensomt, gammelt menneske, han besøgte hende så ofte han kunne. Hun havde ingen familie, ingen venner. 

Lars var den eneste, der fulgte hendes kiste ved begravelsen. 

- hvad er det for et samfund, som lader hånt om sine glemte gamle, tænkte han, følte sig fortabt i sin ensomhed. 

Lars arvede hendes lille træhus i Tårbæk, og tre hundrede kroner. 

Den gamle jomfrus værelser stod tomme de næste to år, indtil Lars fik en ny veninde. Helene.

-
Eva Rytkova

Eva Rytkova var forelsket i Lars. Blot tanken om ham gav hende røde pletter og sød kløe. De sad over for hinanden i S-toget. Han læste i en bog, hun så på ham, havde fulgt ham i måneder, vidste hvilken vej han ville gå, hvis han ikke cyklede. Allerede om morgenen var hun sikker. Lars cyklede ikke i regnvejr. De fulgtes. Eva talte stakåndet:

"De er da ingeniør Lars Anton Ernest, er De ikke, jeg så Dem så ofte til kon- cert, dengang havde De dårlige øjne, det er år siden".

"Åh ja. Der var engang".

"De kunne vel ikke gøre mig en tjeneste", hun så nervøst på ham.

"Jeg?", svarede Lars.

"Det er kun en bagatel. Nej, jeg kan spørge viceværten".

"Hvad kan jeg hjælpe Dem med?".

"Det er en vandhane. Nej, det skal De selvfølgelig ikke".

"Lad mig se på vandhanen", svarede Lars.

Han har et underligt stift smil, tænkte Eva Rytkova skuffet. 

De gik op til hendes lejlighed, tre nydelige stuer, køkken, bad, entre, udsigt fra Tårbæk ud over Øresund.

"Her bor De dejligt", sagde Lars.

-

Eva blev bestyrtet da hun opdagede, at hun var otte år ældre end Lars. Hun havde været forlovet. Den første mødte hun da hun var 17 år, Helmuth, kun 16. "Pjat", vrissede hendes far, "din mand skal være mindst fem år ældre end dig, jeg ved hvad jeg taler om"; han var tyve år ældre end sin hustru. 

Bogholder Rytkova tyranniserede sin hustru i en snes år, til hun tog for man- ge sovepiller. Eva burde have fortalt moderen om de ubehagelige hændelser med faderen. Hvordan han havde befølt hende og krævet unævnelige handlin- ger af hende, ofte to gange om ugen, fra hun var tre år gammel.

Efter Helmuth fremviste Eva, Egon, ti år ældre end Eva, småt begavet, pæda- gog i en social institution. Egon havde ølmave og hængerøv, ombølget af en kedelig lugt fra tarme og dårlige tænder.

"Ikke tale om", råbte faderen, "han er ansat i staten, du ved jeg hader det krapyl".

Den samme nat kom faderen ind i Evas værelse, lå hos hende i en time. Den næste morgen trak Eva lydløst entredøren til, slæbte en kuffert med sit tøj ned ad trappen, genså aldrig sin far. 

Han gjorde som sin hustru, tog for mange sovepiller. Eva slæbte igen på sin kuffert, glad og fri, tilbage til sit barndomshjem.

-

Eva anskaffede sig en dåbsattest. Til offentligt brug anvendte hun den gam- le, med hendes rigtige alder. Den nye, hvor hun var otte år yngre, viste hun til Lars.

"Se, Lars", smilede Eva, "du er tre måneder ældre end mig".

Lars smilede høfligt. "Glimrende", svarede han.

Resigneret måtte Eva opgive tanken om ægteskab med Lars.

"Vi nøjes med at indrette os praktisk, jeg flytter ikke fra frøken Flossyhs fat- tighus", sagde Lars.

Så fulgtes Eva og Lars hver morgen, som før, ind til byen i S-toget, passede deres arbejde, Lars, vagtbetjent i banken, Eva i en legetøjsforretning på Ves- terbrogade. Efter arbejdstid fulgtes de til Evas lejlighed, spiste, læste, lå på Evas seng, hvorefter Lars gik ned til sig selv i træhuset ved havnen.

Der sad han et par timer og tegnede målskitser, udfærdiget ved hjælp af fotografier af bankens næsten glemte boks til gamle møbler, revnede maleri- er af bankdirektører, kortsluttede edb-anlæg, og den store stabel små lærreds- sække med klirrende indhold.

Eva kan jeg bruge i min plan, tænkte Lars.

-

Undeunderdirektør Carlsen rørte ikke en dråbe spiritus til daglig. Men to gange om året slog han sig løs; til den årlige julefrokost, og den sidste week- end før sommerferien.

Efter en julefrokost skulle Carlsen og Lars på vagt i kælderen. Carlsen var indisponeret af træthed og våde varer:

"Her, makker, mine nøgler, pas forretningen, jeg sover et par timer".

Lars havde ikke været i tvivl, han genkendte lyden, den klirrende lyd, da han i det svage lys fra kældergangen havde stablet lærredssække. Boergesen og Carlsen stødte sammen, sække faldt på gulvet. Lars havde løftet dem op, lagt dem på plads, mens de to andre sloges på gulvet. 

Jamen, det gav sig selv. Ståltråd og blyplombe gled af den ene lærredspo- se, Lars lagde to håndfulde små guldeffekter ind i sit lommetørklædet, stak det i lommen, mens kolerisk hysteriske Carlsen førte Boergesen til døden, i den- nes skræk og hjerteslag.

Med sovende Carlsens nøgler gik det nemt. En spinkel jerndør i kælderen førte til en løbegang med kabler og fjernvarmerør. For enden af den, den næs- te spinkle jerndør ud til, Lars blev forbløffet: 

En mandshøj kloak med en meterbred, stinkende kloakrende, og langs sider- ne smalle fortove med pibende rotter.

Lars ventede et halvt år, og da Carlsen den sidste weekend før sin sommer- ferie drak sig fuld, og igen sagde til Lars: "Her, makker, mine nøgler, pas for- retningen", havde Lars medbragt et fotografiapparat og et målebånd til grun- digt studium af kælder, løbegang og kloakrende. 

Og før han vækkede Carlsen, fik Lars behændigt tag i Carlsens legitimations- kort til banken; en fotokopimaskine ordnede resten.

Lars fik sommerferieturistkort fra Carlsen:

"Kære kollega, her er sol og sprut og søde piger, som min kone siger jeg ikke må se på, hilsen, Carlsen, underunderdirektør på ferie".

-

Lars gik ind på Teknisk Forvaltnings kontor i Københavns Rådhus.

Her oplyste han, at han var Nationalbankens sikkerhedschef, fremviste et legitimationskort, og bad om at se tegningerne over varmerør, vand, el, og kloakledninger, idet han oplyste, at indtrængende fugtighed i en af bankens kældre måtte undersøges nærmere.

"Vi har da det fornødne mandskab", svarede den kvindelige fuldmægtig.

"Det kan jeg af sikkerhedsmæssige grunde ikke tillade, vi har vore egne folk til den slags", svarede Lars smilende.

"Åh ja, selvfølgelig", svarede damen, hun smilede genert.

Hurtige blik på tegningerne. Lars fandt hvad han søgte, forlod teknisk for- valtnings kontor.

-

En aften manglede Lars et tegneinstrument, en passer. Tøvende låste han sig ind i frøken Flossyhs stuer; hendes møbler, tøj og køkkensager var afhen- tet af Frelsens Hær; her stod nu de ejendele, som Lars ikke havde plads til inde hos sig selv. Der var ikke meget tilbage. Kun kufferter med minder, som han ikke ville skille sig af med.

Alle øvrige minder var konfiskeret af skatteinspektør Lundefryd: Alt det, som engang havde været Lars og Inges møbler, Lottes gyngestol, Bellas kommo- der, Inges arvegods fra farfar og Jesper Stein, Andreas vugge til lille Cecilia- na, som vist nu var gift og boede i Canada, Lottes to syskrin og ulvepelsen, vistnok en julegave fra faster Louise, Celias hattestativ og blåmalede køkken- kiste med messingbeslag, Andreas smarte dobbeltseng, der kunne skilles ad og fyldte næsten intet i et pulterrum, Vibekes venetianske spejl, en skohylde til Sivertsens laksko, Rolfs skrivebord, tudegrimt, som Rolf klamrede sig til fordi det havde den rigtige skrivehøjde, Inges hemmelige fetich, Jesper Steins før- ste guldmaske, som hun havde fået af farfar, som fik den af indianerstammen, regnskovens folk, et sted i Brasiliens jungle, Bellas natpotte af porcelæn, og Apargsens gamle skrivemaskine. 

Alt var væk, støvsuget, solgt, eksproprieret, bortauktioneret på krav fra den energiske skatteinspektør Lundefryd. 

De sidste sørgelige rester havde Lars holdt skjult. Det var ikke blot æsken med tegnerekvisitter, som Lars nu søgte. Det var fordybelsen i minder.

-

En aften havde Eva vist ham et fotoalbum, en samling kedsommelige bille- der af hendes mor som ung, hendes far som kontorist, forældrenes bryllup, Eva spæd, Evas første dag i skolen, Eva med realeksamen. Og et uindklæbet fotografi med bagsiden opad: Eva i Tårbæk havn med journalister fra Sverige.

"Det var dem, der lavede filmen om Jane Horney", sagde Eva.

"Hvem var hun?", svarede Lars.

"Gud, kan du ikke huske hende, hende Rødtoppen, den svenske Mata Hari, de sagde hun var forræder".

"Jeg har aldrig hørt om hende", svarede Lars.

"Journalisterne filmede en tv-film om hende, jeg så det fra vinduet, det var midt om natten, så blev jeg nysgerrig og gik ned for at kikke, jeg blev inviteret på natmad, og bagefter blev vi fotograferet", sagde Eva.

"Hvornår var det?".

"Det er flere år siden".

var det Andreas eller Rolf, der havde skrevet om Rødtoppen

-

Lars gik hjem, lukkede en kuffert op, der lå tegnebestikket, og Rolfs barber- spejl, og Andreas kørekort og Andreas faders, Lauses belgiske riffel, skilt ad, pakket ind i olie og plasticfolie, og der, fire æsker skarpspidspatroner.

Næste kuffert, papirer, private dokumenter om Lars og Inge, Elises sidste breve til Lars og Bella, dødsattester om Lotte, Rolf, Andreas, Vibeke, og Sivert- sen. Spargsen havde hjulpet med at få dem frem, det havde pint Lars længe, han ville vide besked. 

Lars skuttede sig. Kulden trængte op gennem gulvbrædderne. 

Næste kuffert, fyldt med avisudklip.

Lars sad hele natten og sorterede avisudklip i små bunker. Da han havde gjort det, lagde han dem tilbage i kufferten, bar den ind til sig selv. Han låste døren til frøken Flossyhs værelser, gik i seng, lå længe og læste.

Der var mange avisartikler fra Rolf og Andreas; han tændte en cigaret, trak proppen af en flaske whisky, drak en slurk, hev kapslen af en øl, lagde sig bedre tilrette.

"Jeg bliver svedt og træt", mumlede han, tømte ølflasken, hev kapslen af den næste øl, tændte en ny cigaret.

-

kors i helvede, hvor jeg dog savner dem, Inge og Bella, farfar, Jesper og Spargs, Rosalil, Rolf, Elise, Andreas, Vibeke, Lotte og Sivertsen, hvorfor er jeg ikke som Andreas eller Rolf eller Sivertsen; de ville noget stort, noget andet, en forandring, hvorfra kommer det, at man vil forbedre andres liv og tilværel- se, det er ikke bare idealisme, det er noget mere, en intelligent indignation 

jeg kunne prøve. Nej, jeg er ikke hårdhudet nok til aviser og politikere, de starter idealistisk, eller ved et tilfælde som medlem i et pluralistisk foretagen- de, udvikler sig til magtmennesker, og så begynder løgnen

Rolf og Andreas støttede hinanden. Rolf, min far, var skide korrupt, men han rettede sig, de havde noget sammen, jeg er alene, helt alene, politik interes- serer mig ikke, jeg gjorde det for sjov, det var morsomt mens det stod på, med Rosalil og Inge og Jesper Stein og Aspargsen og Bella

-

Lars drak sig fuld den nat; bandede over ensomhed og fattigdommens triste skæbne, til han omsider slukkede lyset og faldt i søvn.

Klokken syv ringede Eva: 

"Lars, hvor bliver du af, jeg venter med morgenkaffen".

"Jeg har hovedpine, jeg melder mig syg et par dage".

Eva løb fra lejligheden ned til frøken Flossyhs hus, pylrede om Lars, bad ham blive i sengen hele dagen, han måtte ikke blive forkølet, hun ville kom- me igen til aften og lave aftensmad til ham, og Lars smilede svagt og sagde:

"Tak, Eva, det er meget betænksomt af dig".

Så begravede han sig i indholdet fra udklipskufferten, hentede mere øl og whisky hos købmanden, som huskede ham på kaffe, the, kakao, et brev karde- momme, sild i olivenolie, to dåser grøn maling til frøken Flossyhs køkkendør, og fire dåser skurepulver, af den gode, sagde købmanden. Lars betalte. Køb- manden gjorde alt for at overleve konkurrencen fra et supermarked.

Lars smurte den grønne maling ud over frøken Flossyhs køkkendør, hentede mere maling, strøg energisk malingen ud over husets døre, karme, vinduer, udvendig, indvendig.

Eva sagde ikke et ord, da hun kom; hun havde købt ind, årets grøntsager og kalvefilet, men ved synet af huset og Lars, tog hun ham stille under armen, førte ham til sine egne stuer, med endnu bedre udsigt over Øresund.

Den nat indviede Lars, Eva i sine planer. 

"Jamen Lars dog?", hviskede Eva.

"Du forstår, der må ske noget konkret, positivt, noget stort, ellers bliver vi hængende, og det vil jeg ikke".

"Nej, Lars, det forstår jeg godt", hviskede Eva.

"Du vil synes, at vi skal blive her, men til hvilket formål? Jo, men så skal der ske noget stort".

"Ja, Lars, måske kunne vi".

"Bryder du dig om dine egne minder".

"Nej, Lars, men lyder det ikke lidt voldsomt".

"Der er ingen risiko".

"Mener du det".

"Det skal planlægges grundigt, og noget af det vigtigste afhænger af dig, Eva".

"Vi to skal være sammen, altid, vi to, Lars".

"Altid, min skat".

"Men hvordan gør vi, du siger der er meget. En masse guld".

"Ja, jeg har det i min hule hånd".

Der var ingen vej tilbage. Lars havde valgt en partner, han måtte betro Eva sine hensigter.

Eva købte teknisk udstyr. Hun var den, der kunne holde fri en time fra lege- tøjsbutikken, og gå på indkøb.

"En smeltedigel, Lars?".

"Ja, spørg nu ikke så meget".

"Gamle jomfru Flossyhs små værelser ligner snart en fabrik".

"Nej, et værksted".

"Lars, hvad er det for et pulver?".

"Smeltepulver".

"Jamen, Lars, skal vi hente guldet, og du skal smelte guldet, og skrive ar- tikler?".

"Ja, skrive én artikel, og når den er færdig begynder vi på, hm, smelteriet".

Evas ansigt, med de lange hestetænder, fortrak sig i et usikkert smil.

"Lars, er din skrivemaskine i orden, har du papir og den slags".

"Ja", svarede Lars.

Få dage senere kogte Eva medisterpølse og spidskål, de spiste i tavshed, sad på gulvet i jomfru Flossyhs fabrik, Evas udtryk, da hun så kufferterne med arki-valier og minder.

Hun kantede sig, siddende på gulvet, med løftet tallerken og gaffeltøj, hen til den nærmeste kuffert, lukkede den op. Det var kufferten med avisudklip om Rolf og Celia, Andreas og Vibeke, Lotte og Poul Sivertsen. 

Men øverst lå et vellykket forsøg på en nyskrevet artikel af Lars.

Eva tørrede sine fedtede fingre i sin bluse, betænkte sig, så på Lars. Han sad på gulvet med korslagte ben, spiste pølse og kål, læste en bog om metallurgi, gjorde optegnelser i et stilehefte.

"Jamen gud, Lars, det er en stor artikel om Jane Horney", råbte Eva, "du har ikke sagt, at den var færdig, må jeg læse den, jamen tænk dig, journalisterne fra Sveriges fjernsyn sagde, at hun var uskyldig".

"Ja".  

-

Evas interesse for Jane Horney var tilsat en pinagtig oplevelse, da hendes far havde forbudt sin datter enhver omtale den tyske besættelse af Danmark. Dertil, at hendes veninder havde fortalt, at hr. Rytkova havde lidt den tort, at blive pågrebet som tyskvenlig i dagene efter befrielsen, og derpå, med hæn- derne mod himlen og et frihedskæmpergevær prikkende i ryggen, blive kørt på åben lastvogn til spot og spe gennem hujende menneskemængder.

Evas far havde ikke været åbenlys tyskvenlig, men en ondskabsfuld nabo søgte hævn for hr. Rytkovas arrogante adfærd. Den pågældende nabo opfandt en anmeldelse mod Rytkova, som fra sin ungdom havde båret et lille latterligt overskæg, magen til den tyske førers, Adolf Hitler. Den forfængelighed, sand- synligvis politisk inspireret, forekom alle så mistænkelig, at den kostede hr. Rytkova fjorten dages indespærring under de bevægede dage.

Den tyske besættelse af Danmark forekom Eva fjern og hende uvedkommen- de. Men da en svensk tv-tekniker under filmoptagelserne i Tårbæk Havn, og under hede overnatninger hos Eva, havde fortalt hende bloddryppende enkelt- heder om mordet på Jane Horney, steg Evas interesse.

"Den sag er infam", svarede Lars.

For Lars var drabene på Lotte, Rolf, Celia, Andreas, Vibeke, og Sivertsen, en barsk parentes i den store guldtransport, som mystificerede affæren med Jane Horney tredive år tidligere, fordi den var en udløber af den store sag. Lars var fuldstændig overbevist. Og når skæbnen nu engang havde rodet ham ind i den møgsag. 

"Jeg bad ikke om at blive impliceret", mumlede han.

-

Et par dage efter sommerferien fandt Carlsen en notesbog fra hans kollega i banken, Boergesen. Notesbogen skulle være arkiveret eller kasseret, men for- virringen i dagene efter Boergesens bratte død forklarede, at notesbogen hav- de forvildet sig ned i stakken med telefonbøger. Carlsen greb de tykke bøger for anbringe dem et bekvemmere sted, notesbogen gled ned på gulvet, en sammenfoldet kladde til en indberetning til de øverste chefer, foldede sig ud. 

Carlsen, der var overfølsom for den blotte omtale af døde Boergesen, und- skyldte sig med et vigtigt ærinde, bad Lars undersøge papiret. 

"Det er ikke noget særligt", sagde Carlsen, da han bleg gik ud af døren. 

"Nå, er det i orden?", spurgte han, da han kom tilbage fra frokost.

"Ja. Jeg har lagt sagen i en brevmappe", svarede Lars.

"Hvorfor det. Er det vigtigt?".

"Nej, nej", nynnede Lars, og resumerede sagen for Carlsen; dog undgik han visse detaljer. "Det er noget om det jernskrot der ligger i kælderen".

"Jernskrot?".

"Ja, Boergesen kalder det jernskrot".

"Hihihi". Carlsen havde forstået sin forgængers hensigt.

"Og et par søkort". 

"Ja, den tossede sag, vi vender den hvert år, der er ingen der vil overtage det lort".

Lars smilede: "Et fragtskib blev beskudt af en ubåd i Kattegat, fragten blev reddet i land".

"Ja, en guldtransport, glem den sørøverhistorie, det var en polsk eller østtysk eller russisk ubåd, sagde man, der ville stjæle alt guldet fra israelitterne", sva- rede Carlsen, som altid havde været glødende livgarde-antikommunist. 

Selvfølgelig havde Andreas og Rolf været på sporet. Lars var sten hamrende sikker. Rødtoppen Jane Horney var kun en biperson.

"Satans, at Rolf, min udmærkede hr. fader, som vistnok kun var min stedfar, og onkel Andreas aldrig traf Jesper Stein og gamle farfar". 

Efter farfars og Jesper Steins død havde Inge fundet de gamle artikler, og Lars gik på Avisbiblioteket og læste om sagen. 

Nej, nej, nej, den var for kompliceret.

-

Det var gamle frøken Felicia Flossyh, der igen satte ham i gang: 

"Min nevø druknede i Øresund, han skulle ro i en lille båd, andet havde de ikke dengang, han var kurer, De ved, en slags postbud, han fik ikke nogen me- dalje, han bare druknede. 

Men jeg tror nu de myrdede ham, enten tyskerne eller hans kammerater, der skulle ingen ting til dengang, en masse hævn og postyr for ingen ting".

nu er situationen en helt anden, for min sjælefreds skyld vil jeg smage på en lille smule hævn, tænkte Lars.

-

Så skrev han artiklen, med Rolfs og Andreas udtryk fra deres materiale, sam- menføjede det med Albert Johannes og Jespers Steins artikler, farfar Alberts tekster spruttede af vrede, og en masse nyt stof, redigerede og kasserede og skrev om og om, og endelig lykkedes det.

Under læsningen væltede Eva spidskålen og medisterpølsen ud over gulvet, mens hun i spænding læste "Andreas Jansens og Rolf Anton Ernest"s genfund-ne artikel.

-

- Drabet på Jane Horney. For en hvidbog om Jane Horney. Af Rolf Anton Er- nest og Andreas Jansen:

Hvor meget må borgerne i et demokrati ikke få at vide, og hvorfor ikke? Er den danske stats lukkede arkiver reminiscenser af preussisk hold kæft og trit? Hvordan opklare historiske gåder når kildens fremspring dækkes til? 

Hvad er vigtigst: Samtidshistorisk ansvar, contra flugt fra handlingen ned i skjulte arkiver?

Skandale med Østrigs tidligere præsident og tidligere generalsekretær for FN, Kurt Waldheim, et aktstykke dukker op, burde det være gemt og glemt? En Thingtved-rapport i Justitsministeriet kan ikke udleveres uden Frode Jakob- sens  samtykke? Frode Jakobsen påberåber sig ansvaret for Frihedsrådet.

I Danmark undersøger politiet, politiet. Frode Jakobsen undersøger Frode Jakobsen. Politikere og dommere, der lovgav og dømte under besættelsen, lovgav og dømte efter besættelsen.

Nye hemmelige arkiver, pro et contra. En af embedsmænd ofte misbrugt, bismarckpreussisk metode i arv fra Konigliche Majestats Befehl, da Danmark- Norge var slesvig-holstensk randstat i 200 år. Lex Regia, rex non moritur. 

I 1932 tabte Adolf Hitler præsidentvalget til den senile Hindenburg. Adolf blev ikke valgt af noget flertal i 1933. Han kuppede de konservative ind under sig. Efter Hindenburgs død udnævnte nazisterne Adolf til rigsoverhoved. Men Adolf måtte regne med skjult opposition.

Den danske gesandt i Berlin, Zahle 4. april 1940: "Herved har jeg den ære at indberette", (11), om det tyske angreb 9. april. Den antinazistiske opposition var en kendsgerning, ellers kunne Zahle ikke være informeret.

Hvordan var situationen i Danmark i 1943? Natten til 13. marts sendte SOE nye folk ned med faldskærm; (5). Den 23. marts afholdt vi folketingsvalg og senere landsting- og kommunevalg. Socialdemokrater/radikale 79 mandater. Førkrigens opposition 69. Samlingsregeringens partier 95 pct. af vælgerne. 0,5 pct. protesterede, stemte blankt. Dog ikke Frode Jakobsen, Frihedsrådet, han stemte konservativt; (4).

Sabotageaktivitet og SOE-subversion førte til tyske modkrav. Fra 6. august begyndte uroligheder og strejker. Den 28. august internerede tyskerne dansk militær. 29. august trådte regeringen tilbage. Tyskernes gevinst: 678 kanoner, 116.000 geværer, 4.000 rekylgeværer, 725 maskingeværer, 63 fly, 1100 heste, foruden de skibe marinen ikke ville sænke, brænde eller sejle til Sverige; (10). Et flot resultat. Men for hvem?

16. sept. stiftedes Frihedsrådet ved Mogens Fog, Erling Foss, Børge Houman, Aage Schoch og Flemming Muus. De udsendte en proklamation, uden Frode Jakobsens navn og medvirken.

18. sept. beordrede Adolf deportation af de danske jøder. 28. sept. bad Best, Duckwitz advisere sine danske venner. Duckwitz rejste til Stockholm, informe- rede Per Albin Hansson; (11).

Med lukkede tyske øjne lykkedes flugtaktionen for 95 pct., eller cirka 6.000 jødiske medborgere til Sverige.

Vilhelm Leifers og ritmester J. H. Rantzaus bådrute Mågen, modtog mange gaver; (6). Ritmester Rantzau kunne for øvrigt ikke føre et automobil. Vilhelm Leifer, politifuldmægtig, blev den 5. marts 1946 sigtet for manddrab 14. okt. 1944 på oberst i tysk hemmelig tjeneste, redaktør Horst Gilbert, dansk gift. Dra- bet på Gilbert var udført af tre likvidatorer, heraf Flammen og kvinden Two Gun Fanny, måske Ella von Cappeln, eller "frøken Lange" Gudrun Johansen. 

En af frøken Langes vagter, sandsynligvis selv morder ved andre drab, den 16-årige, senere chefredaktør for Kristeligt Dagblad, Bent A. Koch. 

Hvem var den tredie? Motivet er ukendt; (1). Den tredie var ritmester J. H. Rantzau, (6), dansk officer, meddeler til hærens efterretningstjeneste, agent for bl.a. Ligaen i Stockholm, og OSS, det senere CIA.

Hvad vidste Gilbert om Leifers økonomi? Leifers samarbejde med Gilbert/ Abwehr, og Hermann Seibold/Gestapo, skete: - "i forståelse med J.H. Rantzau og Ebbe Munck, bekræftet af Mogens Fog"; (7). 

Seibold overlevede et attentat. Seibold og hans frue genkendte den ene af attantatmændene, "Ole B", som identisk med den, der få dage før attentatet afleverede et brev fra Leifer til Seibold. Heri undskyldte Leifer sin flugt til Sve- rige; (7). Ole B blev i 1946 dømt som anstifter af et ubegrundet stikkerdrab på en kvinde, en jødinde, der fik frarøvet sine guldsmykker; (8). Leifer hævder, at attentatet på Seibold skyldtes Flammen og J.H. Rantzau, uden at nævne Ole B; (6). Seibold påstod, at Leifer ønskede ham likvideret for at skjule deres sam- arbejde, og Seibolds betaling til Leifer; (8).

Attentater på tyske officerer forekom ikke, bortset fra to tilfælde. Leifer, Rant- zau og Flammen var måske impliceret i dem begge? Frode Jakobsen kan frigive oplysninger om en likvidering.

29. aug. 1956, Frode Jakobsen i Folketinget: "Af cirka 350 drab på likvidere- de under besættelsen er foretaget undersøgelse til bunds i de tilfælde, hvor der har været tvivl om motiv eller skyld".

350, 400, måske 500 personer, dræbtes ved likvidering:

19 i 1943, 139 i 1944, 185 på 125 dage i 1945. Justitsministeriets redegørelse af 4. juli 1950: 375. I Norge under værre forhold kun 50; (10). Det faktiske for- hold er, at for modstandsbevægelsen blev et ex antal personer ramt, men at hovedparten af de dræbte var et indifferent materiale rækkende fra rovmord, eller uheld ved at være sammen med en anden myrdet, til ubegrundet privat selvtægt foretaget 20 dage efter befrielsen, herunder 25 drab ved anholdelser, mod 0 under samme forhold i Norge; (10).

Tyskerne gengældte med contradrab/clearingmord, samt forøgede efter ind- trufne provokationer sabotørernes henrettelser, dem som sad fængslede, pris- givet som gidsler, efter forud dødsdom ved tysk krigsret.

Udvalget, der forestod undersøgelser af likvideringer, bestod af Frode Jakob- sen, Per Federspiel, Busch-Jensen, Ole Bjørn Kraft, Jens Lillelund. Offentligt tegnet af Frode Jakobsen. Udvalget blev ikke overanstrengt, for der findes kun oplysninger om 125 af alle 350-400-500 likvideringer. Heraf behandlede udval- get 50; (10).

Frihedsrådets erklæringer, nytåret 1943/44, og 28. april 1944: "De personer frihedskæmperne har uskadeliggjort var alle stikkere, som for høj betaling ud- leverede deres ærlige landsmænd til vore fjender".

Det var grov løgn og propaganda.

653 personer, 347 kvinder og 306 mænd, blev efter krigen dømt for angiveri, en dengang meget elastisk paragraf; (10). Heraf skulle følge, sammenholdt med Frihedsrådets erklæringer, at der blev likvideret flere kvinder end mænd under besættelsen. 

Møde i Justitsministeriet 29. nov 1946, folketingsmand Frode Jakobsen: "Kun i cirka halvdelen af samtlige likvideringer kender modstandsbevægelsen grundlaget for likvideringen"; (10). Her tilslørede Frode Jakobsen, at udvalget kun havde oplysninger om, ikke 50 %, men højst 10 % tilfælde.

Leifer beretter, at han som chef som visumkontoret udstedte visum til man- ge, der havde illegale opgaver i udlandet, undtagen til én, Frode Jakobsen, der ikke ville omskrive et ansøgningsskema; (6). 

Frode Jakobsen studerede før krigen Friedrich Nietzche, en filosof, der døde uhelbredelig sindssyg, nazisternes filosof for: "Guds død, overmennesket, her- remoral, magt, hårdhed, hensynsløshed". I april 1940 udgav hr. Jakobsen "Nietzsches kamp med den kristelige moral".

Københavnere, der 9. april kørte til Langeliniemolen for ved selvsyn at se tyskerne gå i land, var efter Frode Jakobsens opfattelse ikke rigtige danskere. Det var pøbel; (3). Han taler af erfaring. Han talte selv med de tyske soldater på Langelinie. Jakobsen var vikarlærer i tysk.

Frode Jakobsen sejlede over Øresund forsynet med et legitimationskort, håndskrevet som købt på sortbørs på en kaffebar. Turen gjaldt vigtigt politisk militært materiale. Overfarten skete med Bernhards båd, (2), anvist af "Tom", Robert Jensen; (4). Blandt ruterne i Malmø er DSF/Leif Hendil. Solglimt/Carl Mogensen. MilitærLigaen/ Max Weiss, Pilken. Max Weiss politiet. Studenterne, og Verner Gybergs, Robert Jensens og Duus Hansens rute.

"Tom", Robert Jensens illegale postkontor på Forchammersvej blev raseret juli 1944. Motivet kan være en rutechefs konkurrencenid; (9). Eller en letsindig 16-årig medhjælper. Gestapo fik tag i en personliste. 

26. juli 1944 skrev senere generalmajor E.M.Nordentoft, Ligaen, til Max Weiss i Malmø, om dem der måtte advares: "De fleste af de mennesker der står på listen, har ikke bedt om det, men er tvangsindskrevet af S.4". 

S.4 var Leif Hendil, dansk-svensk flygtningetjeneste; (9).

Leifer hævder, at han i foråret 1944, da det polske spionagenet blev revet op i Danmark, sendte Flammen til Eckernförde nord for Kiel, for at hente en polsk kurer og følge ham til Sverige; (6).

Den 19. nov. 1948 myrdes fotohandler Vladimir Pinski i København. Han var agent for den polsk-britiske efterretningstjeneste. Dette mord omtaler Leifer, ikke, i sin bog i 1987: (6).

Da Leifer i 1946 blev beskyldt for mordet på Jane Horney, foruden Gilbert, dementerede polisindendant Martin Lundquist i radioen samme dag: "Det er ikke Leifer, der er morderen, eller den for mordet ansvarlige"; (6). Hvordan kunne Martin Lundquist vide det, da sagen Jane Horney i 1946 var et mysteri- um for polisen i Sverige?

Under afhøringen af Leifer 13. okt. 1944 lod en svensk politimand Leifer læse forhøret over Jane Horney, før han selv udtalte sig om hende. Til støtte for Lei- fers egen anmeldelse mod hende som spion, sendt til Martin Lundquist; (8).

Retssagerne omkrinq Leifer til 1948 afspejler tiden: Redaktør Leif Hendil, Ekstrabladet, havde været tøvende, men slog om, da Leifer havde besøgt ham. Hvad sagde Leifer til Hendil? Børge Outze støttede i Information: "En justitsminister, der lyver, er det nyttesløst at spørge".

Vennerne Flemming Juncker, Per Federspiel, Aage Schoch og kaptajn N.B. Schou, Ligaen, vidnede i retten med N.B. Schous ord: 

"Hr. Leifer er vores mand"; (6).

Leifers ven fra skoleårene, Flemming Juncker, SOE, tog i jan. 43, sig af en rapport på privat omvej til Gestapo, sendte den til Leifer, bad ham nedlægge protest over for Gestapo. Juncker modtog en undskyldning fra Gestapo. Leifer hjalp Juncker med visum til Sverige; (5).

Hvem kunne og ville støtte Jane Horney?

I sept. 1943, fra ægteskab, luftangreb og nyhedsjagt i Berlin med ægtefæl- len, svensk journalist Herje Granberg, kom Jane Horney Granberg i kontakt med Horst Gilbert i København. Gilbert er med i officerskredsen omkring admi- ral Canaris, som advarede Danmark, han var chef for Abwehr, værnemagtens kontraspionage, (1), hængt efter attentatet på Hitler, juni 1944.

Gilbert henviste Jane Horney til Leifer vedrørende visum, og opfordrede hende til at kontakte redaktør Pavlov, attache ved den russiske legation i Stockholm. Sandsynligvis en tysk-russisk fredsføler. Kontakten Pavlov/Gilbert blev etableret 27. jan 1944; (7).

Et par dage forud mødtes Leifer og Jane Horney og Gilbert i Stockholm. Da var Leifer få dage før ankommet som flygtning. Fortalte Gilbert, Leifer om for- søget på fredsføleren til russerne? Nej, Leifer skriver, at Gilbert ville have ham tilbage til København; (6). Bad Gilbert, Leifer returbetale et stort beløb? Ville Gilbert undgå Leifersubversion af fredsføleren, efter attentatet på Seibold?

Jane Horney, kreativ, hjælpsom, attraktiv pige, 27 år, oplever at være den, der skal forbinde håb om fred fra januar 1944.

Nej, vil formentlig Frode Jakobsen svare: "Jane Horney fortalte, at hun ville lære russisk af Pavlov"; (11).

Hun oplyser polisen om mødet Pavlov/Gilbert; (8). Resultatet af denne og for- mentlig senere Gilbert/Pavlov-kontakt foreligger næppe oplyst. 

Har Frode Jakobsen eller regeringen og folketinget spurgt i Vesttyskland og Sovjet? Ole Askmanns film om russerne på Bornholm 1945-46, viste, at Sovjet gerne taler om krigens hændelser. Derimod var englænderne og hovedparten af modstandsbevægelsen klart borgerligt antikommunistiske, imod en tysk-rus- sisk fredsføler.

Frode Jakobsen hævder at han først, efter besættelsen kendte grundlaget for Jane Horneys død. Påstanden er pur løgn. 1972, Frode Jakobsen: 

"I juli-august 1944 fortalte Flammen mig, at han fra englænderne i Stock- holm via faldskærmsfolkene havde fået ordre til at dræbe Jane Horney. Flam- men var overbevist om hendes skyld som spion og stikker. Jeg havde aldrig hørt damens navn før. Det er, hvad jeg kendte til sagen under krigen"; (2).

Her lyves groft. Taktik? Hvorfor? Frode Jakobsen talte ofte med Flammen og Citronen: "Med de to mødtes jeg en eller to gange om ugen indtil deres død"; (2). De døde i okt. 1944.

Razziaen på Forchammersvej 24. juli 44, sendte en chokbølge gennem Stu- denternes Efterretningstjeneste ved Arne Sejr, Bopa, Holger Danske, og, for- mentlig Frode Jacobsen. 

"Tom" fulgte Frode Jakobsen "fra Vandtårnet på Amager ud til Bernhard"; (4). Når Flammen var i Stockholm boede han hos Leifer; (6). De har talt om Leifers problemer: Jane Horney / Gilbert / Seibold / en polsk agent fra Eckern- förde til Sverige. Flammen taler ofte med Frode Jakobsen. 11. aug. 1944 kon- fiskerer Nordentoft og Schou, Flammens pistol i Stockholm; (1).

29. aug. 1944 skriver Sveriges ambassadør, von Dardel, til den svenske uden- rigsminister: "Jane Horney er dømt til døden ved en illegal domstol, Flammen skal eksekverer dommen".

I oktober 1944 var Ebbe Munck i København og traf Frode Jacobsen; (11). Sagen Jane Horney må være drøftet af hensyn til Sverige. Samtidig advarede Herman Dedichsen, aklimatiseret nordmand, ved arv aktionær i dagbladet Politiken, englænderne mod: "Tre desperados: Jakobsen, Houman og Arne Sørensen"; (2). 

Makaber virkelighed flyder sammen med rygter i Pløresund. Frode Jakobsen om Store Bjørn og Lille Bjørn: "Tvivlsomme frihedskæmpere, der pralede og slog mønt ved at sælge usandfærdige artikler til svenske aviser"; (2).

De to personer fulgte Jane Horney i toget fra Stockholm til Malmø, spiste sammen med hende, 19. jan. 1945, aftenen før mordet; (7). Den ene Bjørn for- talte at han havde skudt Jane Horney. Det fortrød han. Det fremkom da polisen 4. okt. 1947 foreholdt ham konsekvenserne:

"Och han fick tala i telefonen till Frode Jakobsen och skrek: Jag vill ha ad-vokat, jag er oskyldig, hjalp"; (8). Den anden bjørn blev myrdet i 1968.

Det kan bero på rygter fra Leifer fra de 9 måneder, han sad indespærret i selskab med frikorpsfolk og tyske politifolk; (6). Hertil kom budbringere mellem parterne. Blandt dem Ole B. Og Roho, ansat i et forsikringsselskab, Leifer stiftede i 1945; (8).

Dertil rigeligt med penge, illegal eksport af minkskind, guld, m.v. En trafik der belastede de illegale ruter, men også var indtægtskilde. 

Modsat Leifer, der under krigen var værnemager i forlagsbranchen og med-ejer af et maskinfirma, (6), var Jane Horneys private forbrug kun småpenge.

-

-

-

                                                           guld26 

-

-

--