- og brølede 'kong christian med den stive pik, hurra hurra' - 
 

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Alle forsøg på at danne en ny regering var forgæves. Regeringschefen og slingrefisenes formand, kongemageren, blev uvenner, sagen trak i langdrag, måned efter måned. 

Aktiekurserne styrtdykkede, obligationsrenten steg til vejrs, slog alle rekor- der, udlandet kritiserede, talte om den værste regeringskrise i Europa i dette århundrede. EU-parlamentet opfordrede det danske folketing til at besinde sig.

Natos generalsekretær talte om den svage forsvarsvilje, krævede de danske styrker neutraliseret, Danmark midlertidigt besat af natostyrker. 

Enheder fra USAs flåde ankrede op i Østersøen. Polen og Østrig mobilisere- de hemmeligt. Krisen kulminerede da udenrigsrigs- og forsvarsministrene fra Italien, Frankrig, Vesttyskland, England og USA mødtes til drøftelser i London. 

På denne baggrund indkaldte Arbejderpartiet til forhandling. Det var Sparg- sens og Jesper Steins idé.

-

"Det er klart, at konservespartiet efter en valgsejr ikke vil lade sig drive rundt i manegen, hverken af kongemageren, den slingrefis, eller liberalpartiet".

"Spargs, det hele skyldes Bellas ægtefælle Tom Brodersen og dennes kolle-ga, Øhø, søn af playboy Øh".

"Øhø vil være søfarts-, landbrugs- og industriminister, jeg forstår godt, at kon-serves stritter imod".

"Tom Brodersen er benovet over valget, men vil ikke være minister".

"Vent og se, han bliver overstatskulturminister, eller andet sygt. Hvad gør vi? Befolkningen har krav på en fornuftig regering".

"Du, jeg har det", sagde Jesper Stein, "vi hypnotiserer hele bundtet".

Spargsen så på Jesper Steins stive ansigtsmaske, Jespers blik, når han hav- de en god ide. "Jesper, hvad mener du?".

"Indkald forsamlingen, resten ordner jeg".

-

15 folketingsmedlemmer, tre fra hver af de fem partier, mødtes i Arbejder-partiets gruppeværelse på Christiansborg. Spargsen indledte med et velkom-men til en forhåbentlig resultatgivende forhandling:

"Det går ikke, som det går nu, befolkningen og uroen i udlandet kræver, at vi danner en regering".

"Slingrefisene kommer ikke med i regeringen", meddelte statsministeren, der var på kant med kongemageren, ikke ønskede at se ham i regeringen.

"Øh, hr. ordstyrer, i henhold til, øh, forretningsordenen", brægede Øhø, den nyvalgte slingrefis. De to andre slingrefise var regeringschefens pludselige uven, kongemageren, og dennes nye næstformand, lektor Tom Brodersen.

Jesper Stein stod med en vinflaske i hånden; det så ud som om Jesper Stein ville servere et glas champagne for Øhø. Stein sagde:

"Hr. Øhø, agter De at forstyrre os mere?".

Øhøs blik blev fanget af Steins øjne, som stirrede stift på ham. Denne forfær- dende kontrast, en kultiveret stemme fra læber, som ikke kunne smile, og øjne, luende kulgløder dybt inde i kraniet, et dødningefjæs, en overjordisk gud, en dødsstraffende ærkeengel, skrækindjagende for en fritænker.

Øhø lukkede sin hængende mund med et saftigt smeld.

"Tak, hr. Øhø, det var venligt af Dem".

-

Statsministeren meddelte: "Valgets fremgang for vort parti gør, at vi følger sædvanen, og lader os, det største parti danne regering". 

"Fintællingen af stemmerne er ikke slut, takket være sabotagen på mange valgsteder, det er en skandale", råbte trafikministeren, liberalpartiet.

Jesper Stein gik frem til trafikministeren, skænkede champagne, hviskede: 

"Hr. minister, må jeg byde Dem lidt vin? Se på mig og sig tak".

Trafikministerens blik blev sløret, angstsved piblede på hans pande, han så ind i sandt helvede af trafikulykker, med millioner af døde og sårede trafikof-re, han famlede efter sit lommetørklæde, svarede svagt, 'ja', og tav stille.

"Arbejderpartiet kræver en nyordning", tordnede Spargsen.

"Hvilken?", kom det skarpt fra statsministeren.

"Det bliver ikke uden om os", råbte slingrefis kongemageren.

Jesper Stein stod foran kongemageren, hviskede, skænkede champagne: 

"Lidt styrkende vin? Se på mig og sig tak".

Kongemagerens nakkehår vibrerede under følelsen af kolde vindpust, hans naturkrøllede hår strittede elektrisk, hans blik blev opslugt i et dødningean- sigts kulluende øjne, hans vilje blev lammet, hans krop med de brede skuldre skælvede. Før han sank hen i en passiv tilstand, mumlede han: 

"Tak, hr. Stein".

-

Lektor Tom Brodersen anede uråd. Han sad de næste minutter uroligt på sin stol, rejste sig, grinede forvirret, sagde 'jeg må må toilettet', og forsvandt fra Jesper Steins hemmelige kræfter. En magi, om hvilket Tom havde hørt, at Jesper Stein havde lært magien af sin far, Albert Johannes. Indianerne i den sydamerikanske jungle havde indviet Albert Johannes i hypnosens kunst og parapsykologiens besværgelser.

"Hvad er det vi gør forkert?", råbte Spargsen.

Et kor af ringeagtsytringer lød fra flere pladser. "Det var nemmere hvis hr. Aspargsen ikke var blevet valgt".

"Problemet er", fortsatte Spargsen, "at vi misregerer folket. Dermed retter jeg ingen anklage mod mit eget partis regeringsevner, og ingen bebrejdelser mod den nu efter valget fastkørte, stok reaktionære regering".

"Protest", råbte statsministeren.

"Vi fra Arbejderpartiet mener denne indbydelse til forhandling alvorligt".

"Så fat dig i korthed", råbte justitsministeren, der var faldet ved valget, men blev lusket ind ad bagdøren.

Jesper Stein serverede champagne, denne gang for justitsministeren, hvis- kede: "Ønsker ministeren et lille glas vin? Se på mig".

De mange kriminalhistorier, justitsministeren havde lyttet til fra embedsvær- ket, om den vedvarende, stigende kriminalitet, gjorde nu sin uventede virk- ning. Justitsministerens blik blev fanget af kulluende øjne i et dødningefjæs. Dybt inde i uhyrets øjenhuler vrimlede en hærskarer uhyggelige væsener, løsslupne forbrydere på jagt efter ministeren, skrækkelige forbrydere krævede blodhævn. Gispende efter luft, hivende i sit slips for ikke at blive kvalt, sveden- de og tomatrød i ansigtet, stønnede han:

"Ahgud, mange tak, åhgud, mange tak, åhgud, mange tak", før han sank hen i apati.

-

Svend Spargsen tordnede: 

"Vores forslag er i korthed, at vi opfordrer til dannelsen af en ligevægtsrege- ring. Det vil sige 47 procent til højrefløjen, 47 procent til venstrefløjen, og, ja, desværre, 6 procent til slingfis, hm, jeg mener kongemagerens parti".

"Det er, øh, hørt", brølede Øhø.

"Fantastisk", råbte statsministerens uven, kongemageren, bevæget.

"Vedtaget", råbte justitsministeren.

"Vi er enige, en velsignelse for fædrelandet", jublede trafikministeren.

Ny stor forvirring, mange protestråb.

"En magistratsregering, nej, tak", råbte konservister og liberadister.

Jesper Stein fortsatte sin gerning, travlt, høfligt, en enkelt gang håndfast, skænkede strømme af champagne til de protesterende, hviskede: 

"Ønsker De en behagelig vin? Se på mig og sig tak".

Protestråbene tav, forandrede sig til varmhjertet sympati med ydmyge smil. Dermed åbnedes for kritik af det gamle system.

-

I dette spil blev ministersekretær Willumsen en interessant detalje; han skrev små indskud i referatet, opsigtsvækkende afsløret, om end senere. 

Willumsen, om kritikken af det gamle system: - 'Det var det sædvanlige ud- slag af den arketypiske danske vendekåbekarakter'.

Statsministeren lagde for, talte hånligt om USA:

"Denne verdensmagt skifter præsidenter, sheriffer, dommere og guvernører, som en vagabond skifter skjorte, væk med det gamle utøj. Næ, må jeg så bede om hr. Gandhi, han er et storartet menneske, en god demokrat, han vil forstå vores nye system". 

Willumsen: - 'Nonsens, da statsministeren kom hjem fra besøget i Indien sag- de han, at de indiske massers uregerlige laser og pjalter ikke kunne kaldes demokrati'.

Forsvarsministeren råbte hånligt:

"Hørt, hørt, den form for valgordning i USA er latterlig, deler befolkningen tværs over i to dele, det skinbarlige halvpartsdemokrati. Husker I da Kennedy sejrede over Nixon med margin 50,05 procent for, mod 49,95 procent imod, eller 36,2 millioner stemmer imod 36 millioner, i et forældet valgsystem med millioner af ugyldige stemmer. Hvor latterligt". 

Willumsen: - 'Infame hykler, han spiller golf med den amerikanske ambassa- dør fire gange hver uge, æder hans mad, boller hans sekretær, og var ti gange i USA sidste år. Uden disse herlige besøg kunne jeg ikke leve, USA er verdens bedste land, sagde han, infame hykler'.

Overlærerinde Birthe Bitther, liberal sadist, talte henrevet om Frankrig.

"Ja, det er rædselsfuldt", råbte hun, trådte op på sin stol, så alle kunne se og høre hende: "Tænk jer, præsident Mitterrand, den pæne mand, joh, meget kan man sige om Mitterrand, men pæn, det er han, tænk jer han mistede flertallet til den grimme Chirac, I ved, ham med verdens grimmeste læber, bare fordi et spinkelt flertal vippede over til fordel for gaulisterne, som ved gud ikke har begreb om at regere. Derfor støtter jeg ligevægtsdemokratiet, nej, hvad hedder det?".

Jesper Stein hjalp damen tilrette på hendes stol, skænkede champagne.

"Ja, min elskede", hviskede hun ophidset, og trak til alles forfærdelse sit tøj af, tilbød ømt sin krop til Jesper Stein, og da han ikke ville, til den næste.

Willumsen: - 'Og det vover den kælling at sige om Chirac, hun har hele sove- værelset overklistret med hans billede, i alle tænkelige stillinger, det måtte jeg finde mig i, den tæve'.

-

En fjerde talte om Sverige, en femte om Norge, en sjette om Vesttyskland. En syvende om katastrofedemokratiet i Italien. Den sidste taler blev hurtigt dysset ned. Men snakken gik. Hvor var det dog forstemmende med disse for- ældede regeringssystemer. Valgproceduren var i orden, demokratisk, men afspejlede vestlige regeringer resultatet af vælgernes dom? Nej, pyramidens top var den samme. Alle var helt enige. Lykken havde endelig tilsmilet det lille land. 

Derefter forløb regeringsforhandlingerne som en leg. Ministrenes antal blev 24. Højrefløjen 11 pladser, venstrefløjen 11 pladser, og slingrefisene 2, med kongemageren.

Så gik der panik i forsamlingen. Slingrefisene ville igen kunne bestemme alt, såfremt den gammeldags flertalsprocedure skulle fortsætte. 

"Det bestemmer det demokratiske flertal", hoverede kongemageren.

"Øh, hørt, øh, hørt, øh, hørt", råbte henrykte Øhø.

"Frisind og fællesskab", jublede nyvalgte Tom Brodersen.

"Satans", mumlede Spargsen.

-

Trætte og skuffede sad Jesper Stein og Spargsen samme aften og spiste Snapsetingets biksemad med spejlæg, øl og ost.

"Jeg orker ikke mere, hvor er jeg træt", sukkede Spargsen.

"Hør lige her, min ven. Selv om du ikke kan se det, er der alligevel sket en ændret magtfordeling, en spredning af magten i den nuværende regerings- dannelse".

"De altid heldige og reaktionære slingrefise. Jeg begynder at nærer had til kongemageren".

"Vi glemte en vigtig detalje, men det kan nås endnu".

"Det bliver uden mig, jeg er for træt".

"Nej, du fortsætter".

"Jeg gider ikke, problemet kan ikke løses".

"Det skal du, min ven. Såvidt jeg kan se må vi indføre vetoret, nej det duer ikke".

"Der ser du, problemet er uløseligt".

"Næ, men jeg mangler forhandlingsrutinen, kender ikke jeres taktik, resulta- tet ser jeg, du blev fiskeriminister. Men er der en vilje, er der en vej".

"Jesper, jeg gider ikke, men man kunne selvfølgelig".

"Hvilket, Spargs?".

"Nej, vi har dummet os, satans".

"Spargs, må jeg skænke dig et glas øl? Se på mig og sig tak". Aspargsen havde endnu ikke set ansigtsmasken, med de kulluende øjne.

-

Spargsen så ind i et fredfyldt landskab med græssende køer og får, unge piger dansede yndefuldt, småbørn pludrede, alle gamle og syge nød livets efterår. Spargsen følte en sær frihed, et nyt mod. 

Og styrket, som efter mange timers hvile, frisk og veloplagt opsøgte han kol- legerne i regeringen. Problemet med slingrefisenes kongemager måtte og skulle løses.

-
Karusselregering

Det var en underlig regering, mente mange. Landet udskiftede hver 30. dag statsminister, udenrigsminister, justitsminister, finansminister, samtlige rege- ringens 24 medlemmer, med dobbeltbesætning de første 8 dage. 

Nu hed det: "Danmarks to statsministre mødtes i dag med".

I den første måned en mand og en kvinde fra venstrefløjen, i den næste måned en mand og en kvinde fra højrefløjen, derpå en mand og en kvinde fra venstrefløjen, fulgt af disses efterfølgere fra højrefløjen. Slingrefisene skulle altid være særprægede, de sendte kun kvinder, til alles tilfredshed.

"En karusselregering", skræppede udlandet.

"Vi her i landet er udmærket tilfreds", udtalte regeringen til svar.

-

Den eneste der var virkelig utilfreds, var ministersekretær Willumsen; i hans sidste tilføjelse hed det: 

- 'Jeg havde altid haft rigeligt besvær med 1 enkelt statsminister, nu skulle jeg slås med 2, og de udskiftedes hver måned med 2 andre. Et gennemtræk af ubehøvlede personer, som ham, bonden, der sad med lort på tøjet i den fine statsministerstol. Samme stank, som da vi var på besøg i Indien. Og alle disse opkomlinge, alle deres cigarer, jamen hvor har de fået deres opdragelse, i hvert fald ikke på akademierne Sorø, Stenhus eller Herlufsholm. Alligevel var stanken fra bondens kolort at foretrække, frem for dette opbud af sidegade- manerer, som blev demonstreret af ungsocialisterne, når ham, hitlerjugend- aspiranten, som sært nok kunne minde om Lenin, en russer i hvert fald, sad i statsministerstolen. Det var forfærdeligt. Unge tøser ammede deres skrigende unger, havnearbejdere omdannede statsministeriet til værtshus, ministeriets rengøringskoner holdt faglige møder i dagevis, selvfølgelig sammen med statsministeren, der gav den ene omgang øl efter den anden, 40, 50 stykker i timen, på ministeriets regning'.

Ministersekretær Willumsen opgav ævred; han gik på førtidspension.

--
Glimmerstads

Jesper Stein havde forandret sig. Det hed sig, ondskabsfuldt, at det skyldtes at han ikke blev minister. 

Til Spargsen havde han sagt, at han følte sig lidt sløj.

"Det forstår jeg godt, du savner Rosalil", svarede Spargsen. 

Rosalil havde forladt Jesper Stein; hun talte i søvne, drømte om rædselsvæk- kende ansigter af guld, råbte hjælp; ægteskabet kunne ikke fortsætte, men de lovede hinanden at forblive gode venner.-

Jesper Stein boede øverst oppe i et nyt 50 etagers skyskraberkompleks.

Mange mente, at han var sær og indesluttet, ingen forstod hvorfor. Det blev opklaret på Jesper Steins fødselsdag, på årets næstsidste dag, dagen før nyt- årsaften. Inge fandt sin Jesperfar umenneskelig, han havde solgt villaen, hen- des barndomshjem. Hun havde skændtes med ham, men han havde set så uhyggeligt på hende, at hun grædende flygtede hjem til Lars, og gik i flere dage med rødrandede, forgrædte øjne.

-

Bella havde fået en dum uvane, sagde Lars, at fejre sin navnedag hvert kvartal, og indbyde til pigekomsammen i Skindergade. Bella sendte indbydel- ser til Inge og Magda, den sært lattermilde Magda, samt Jesper Steins tidlige- re hustru, Rosalil. 

Rosalil var en nat flygtet ind til Skindergade, til Bella og Tom Brodersen, og havde hulket: "Jesper opfører sig som Frankenstein, hvad skal jeg gøre?". 

Rosalil nægtede at gense Frankenstein; alle forstod hende; skilsmissen ord- nede Spargsen.

Lars måtte acceptere, at Bella og Tom Brodersen og deres tre børn flyttede ind i Skindergade. 

"Det er vi da tvunget til når Tom skal ind i regeringen", sagde Bella, netop så snusfornuftigt, som Elise kunne have sagt det, og lukkede dermed munden på Lars. Det kunne ske, om end sjældent, at Lars kom til at tænke på Elise, sin afdøde mor.

"Nåja", mumlede han, "huset er stort nok, blot Inge og jeg kan beholde eta- gen med kahytten, og kælderen".

Til Bellas uvane hørte, at Lars til Bellas navnedage, for husfredens skyld, sagde han, med smidige fingre og en stump sølvtråd indfattede nogle farvede glassten. "Det er bare billige smykkesten", sagde Bella. Små gaver til Inge, Rosalil og Magda. Den proces hørte til Bellas kvartalsritual. 

"Herregud, både far og mor lærte os at vi skulle pleje vores venner".

"Det var nu Andreas", svarede Lars.

-

Bella havde nøglen til loftsrummet under tagspærene. "Det er Bellas domæ- ne", svarede Lars, når Inge en enkelt gang undrede sig over, hvad det hem- melighedsfulde loft mon kunne gemme? 

Bella smilede underfundigt, sagde blidt: "Søde Inge, barndomsminder, lege- tøj". Det fik Inge til at mindes sin egen triste barndom, hendes mor rejste fra hende, Jesper Stein grublede, og farfar, Albert Johannes, var den eneste der gav hende legetøj.

Bella havde ingen forestilling om, hvad hun skulle stille op med de 300 kilo, 1.500.000 karat juvelsten oppe på loftet. Og Lars spurgte aldrig. Han kendte ikke hendes hemmelighed, men føjede hende når hun bad ham om at indfatte en ny sten, som Bella fandt var særlig smuk, som blev til ritualdagsgaver til Inge, Rosalil og Magda.

En dag overrumplede Jesper Stein sin datter, Inge.

-

Inge kom gående i Skindergade, havde været på indkøb, slæbte på mel og gryn og mælk og æg og rugbrød, havde ikke tid, og ikke lyst til at tale med sin far.

Pludselig stod han foran hende, spærrede for hende.

"Jamen, far, jeg har ikke tid, jeg har lovet Bella at sørge for ungernes fro- kost, de har skolefridag, nogen skal jo passe dem, Bella og Tom ser på hus i Klampenborg, Lars er med dem, jeg har ved gud ikke tid, Jesperfar".

"Jeg så dit fine halssmykke, lille Inge, hvor er det dog smukt".

"Nåh, den, en pyntesten jeg fik af Bella, glimmerstads".

"Inge, giv mig det smykke", hviskede Jesper Stein.

"Jamen, far?", råbte Inge forskrækket.

Jesper Stein rev kæden med pyntestenen af Inges hals, og forsvandt.

--
Jeg lover dig alt

Jespers Steins fødselsdagsinvitation overrumplede dem; dagen var årets næstsidste dag før nytår.

"Nej", sagde Spargsen, "hans langvarige sygemelding ærgrer hele partiet, og jeg gider ikke forsvare ham, han er færdig, har tabt interessen, hvorfor skulle jeg provokerer ham?".

"Tzhihihi", klukkede Magda, ved tanken om at skulle gense Jesper Steins uhyggelige ansigt, "du kan nok ikke tåle konkurrencen fra den nye pollighti- ker".

"Hold så mund", snerrede Spargsen; han havde i det forløbne år været stats- minister to gange, klaret det fortrinligt, mente alle, blot ikke Magda.

"Godt, jeg skal til møde, ring til ham, sig tak for indbydelsen, men så er det sidste gang jeg vil se ham".

-

Lars havde besøgt Jesper Stein, og havde sagt til Inge: 

"Din hr. fader bor som i himmelrummet". Lars havde opdaget, at han led af højdeskræk. Alt omkring ham summede og sortnede og sejlede og svajede, da han bøjede sig ud over rækværket fra Jesper Steins tagterrasse, øverst oppe i den 50 etager høje skyskraber.

"Jeg må huske mine briller med de sorte glas, ellers går det ikke", mumle- de Lars, da han klædte sig om i smoking til aftenfesten.

Bella havde sagt til pigerne: "Skal vi ikke overraske Jesper ved at være klædt i dronningeskrud?".

"Ihjoda", svarede pigerne fornøjet.

"Så husk jeres juveler, hvis I altså vil glæde mig".

"Vi har kun de juveler du har foræret os", svarede pigerne, der glædede sig til Jesper Steins fødselsdag, og til dagen efter, den festlige nytårsaften.

Inge havde fortiet det lille optrin i Skindergade, da Jesperfar havde tyvstjå- let hendes halskæde, Bellas skøre ide med al det glimmerstads. 

Rosalil og Tom Brodersen havde sagt, at de ikke havde lyst til at at besøge den gale mand, men Spargsen havde sagt: 

"Gå nu med. Jesper trænger til opmuntring".

-

Bella kunne have advaret de andre, men ville ikke tro sine egne skridt, skub- bede tanken fra sig, som noget dunkelt. 

Hun havde været i Det Kongelige Bibliotek med en stak bøger, som Tom Brodersen havde lånt, var på vej ud gennem bibliotekshaven, mødte Jesper Stein. De havde siddet på en bænk og sludret om vind og vejr, og så så Jesper Stein pludseligt på hende og sagde:

"Bella, hvad er det du har omkring halsen? Verdens dejligste diamant? Se, hvor den funkler og lyser".

"Det er bare en billig smykkesten", rødmede Bella forlegen.

"Bella, se på mig, sådan, min ven, hvor har du den fra?".

"Oppe fra loftet", hviskede Bella.

"Kom, Bella, vis mig det loft, søde Bella, se nu på mig, kom, så går vi".

Jesper Stein og Bella listede op på loftet, ud under tagspærene i Skinder- gade. Bella åbnede trækisterne, et farvestrålende lysvæld glitrede fra smagra- der, rubiner, diamanter, safirer, brillanter, store kostelige ædelsten lyste, funk- lede, skinnede.

Det glimtede i Jesper Stein kulluende øjne.

"Bella, har du flere hemmeligheder, søde pige. Se nu på mig, og svar mig".

"Der står nogle kasser nede i kælderen, jeg har aldrig åbnet dem, men jeg ved de er der, de er låst inde bag en jerndør, det var faster Louise".

"Tak, min ven. Kom, lad os undersøge kælderen. Se på mig, Bella, vi hjæl- per hinanden".

Jesper Steins øjne funklede mere end al verdens kostbare ædelsten, da han fik åbnet kasserne i kælderen; først havde han snerret, 'avispapir', men plud- selig stod Bella med en statuette af guld i hånden, en dejlig nøgen yngling, balletdanser, og se, flere, mange, utallige, dansere, løbere, springere, svøm- mere, alle nøgne ynglinge af pureste guld.

"Bella, lille søde pige, sig aldrig til nogen, at du har vist mig al denne her- lighed, se på mig, Bella, se på mig, Bella".

"Jeg lover dig alt", hviskede Bella.

--
Mellemspil før nytåret

Jesper Stein planlagde sin fødselsdag til mindste detalje, alt mens han talte med en usynlig person.-

ser du, farfar, det drejer sig halvanden million karat af de største og fineste ædelsten jeg nogensinde har set, dumfaldera

hvor synes du jeg skal sætte aspargsen Spargsen, her, eller her

nå der, mener du, ja, der sidder han udmærket som bordherre til Bella, uden hende konen Magdalone, det forstår du vel

så skal jeg sidde der, farfar, jeg må holde lidt øje med Bella

om kaviaren er ægte, lad nu være med dit gnækkeri, farfar, tror du ikke jeg har råd til en smule kaviar, det er jo for at gøre det hele lidt nemmere, kun kaviar og østers, intet andet

to hundrede gram kaviar til hver, er for meget, så brækker de det hele op, men et hundrede gram, farfar, og et dusin østers til hver, samt tynde skiver ristet brød med smør, det går an, jeg vil endda mene ret kongeligt an

jeg sætter Lars for bordenden, det er vigtigt at jeg får talt med ham senere, ikke sandt, farfar

godt, du mener det samme, glimrende

hvad jeg ville sige, farfar, jo forstår du, disse halvanden million karat uvur- derlige mineraler, ha, netop sådan, neutralt, ved du, hvad de er værd

om du skal regne i dollars, åhnej farfar, det var i gamle dage, nu regnes i valutamix og euro, næh, farfar, lad os blot sige kroner og øre, herregud

sig mig, mangler jeg en champagnekøler, nej, her er den, og den anden står der, hvad siger du, farfar

om Inge kommer, ja ja, selvfølgelig

men du skal høre lidt om værdien, farfar, den satte kongelig juveler og gem- malog Joseph Carvalho til to tusinde kroner per karat 

nej, farfar, jeg har desværre ikke truffet ham personligt, og det vil jeg nødig, han er svensker, tzhihihi, hvilken værdi tror du så gælder i dag

ja ja, rigtigt, dersom de nu havde pengene, disse småkårsfolk på Amalien- borg og i Stockholm

nej, farfar, jeg er ikke dum, det internationale marked skal betale dagspri- sen, mindst, lad os sige tyve tusinde kroner per karat, meget rimeligt, ikke sandt

hvad siger du, farfar?

ja, fuldstændig korrekt, omkring tredive milliarder kroner, ikke så værst

hvad er klokken, hm, de kommer om en halv time, jeg har rigelig tid 

se, hvilket nydeligt og festligt bord jeg har dækket til mine gæster, det er smukt og perfekt

hvad siger du, farfar, vil du høre om mine planer, nej, min ven, det skal være en overraskelse 

nu må du ikke plage mig længere, farfar, hele mit arrangement med affalds- skakten virker aldeles effektivt og perfekt, såmænd kun en rullende gummi- måtte, det ved de ikke

nemlig, farfar, jeg vil for en gang skyld leve op til mit navn, det du gav mig i dåbsgave, Jesper Brutalis Stein 

-

Jesper Stein havde lattermilde Magda til bords. 

Magda tzihihaede: "Champagne, tzhihaha, det kildervand, tzihahaha", så nervøst på Jesper. 

Tom Brodersen var bordherre for Inge. 

Lars og Rosalil slubrede kaviar og østers. 

Bella og Spargsen hviskede om lækker lun flæskesteg med hvide og bru-nede kartofler og sovs. 

"Ikke iskolde blævreklumper og fiskeæg", hviskede Bella.

-

"Nåh, Jesper", sagde Spargsen, "hvornår ser vi dig i folketinget, vi savner dig".

"Med din tilladelse, kære Spargs, har jeg fået nok af den børnehave".

"Far", sagde Inge bedrøvet.

"Jeg får kvalme af den mand", hviskede Rosalil.

Magda klukkede: "Tzhihihi, det er ikke nemt med de pollightikere, tzihihi",  

Tom Brodersen: "Når du er så stærk i din kritik, kære Jesper, burde du med- virke aktivt til en bedre lovgivning".

"Selv du, Tom Slingrefis, må bøje dig for mit svage helbred", svarede Stein.

Brodersen: "Hvad fejler du egentlig, Jesper? Der går de særeste rygter om din blindtarm, men jeg husker da vi begge to lå med halvt perforeret blind- tarm på Kommunehospitalets femte afdeling, det var da meget".

"Stop, Tom, din far havde humor, du havde kun hæmorider".

"Tzihihi, hold nu bordskik, tzihihihi, jeg bliver dårlig når I taler om indvolde under middagen, tzihahaha", klukkede Magda.

"Søde Magda", hviskede Jesper Stein, "se på mig, tak min ven, du skal bære denne tomme champagneflaske ud i affaldsskakten, nu, ja tak, min ven".

Magda rejste sig lydigt. Lars hørte hendes trin forsvinde i den 400 kvadrat-meter store luksuslejlighed. - det var da underligt, tænkte han, er det nødven-digt at bære en tømt champagneflaske ud i nedstyrtningsskakten på dette tidspunkt? Nå, hun skal måske tisse lattertis -

"Jeg har gjort mig visse overvejelser", sagde Jesper Stein, hævede glasset, "rundskål, kære gæster".

"Skål, far, tillykke med fødselsdagen", smilede Inge.

"Skål, og tak for alle gaverne".

Det var, som om Steins ubevægelige ansigtsmaske fortrak sig i en hånlig grimasse. Der var ikke én af gæsterne, som havde husket en gave til hans fød- selsdag, de havde alle kun tænkt på festen, som et lille forskud i anledning af nytåret.

"Rundskål", smilede Inge nervøst.

"Hør, mens jeg husker det, Jesper", sagde Spargsen, "jeg har købt en første- udgave Danske Atlas til dig, den ligger hos bogbinderen".

"Undskyld, far, jeg havde så travlt", rødmede Inge.

"Tak, men jeg bryder mig ikke om gaver", svarede Jesper B Steins ansigts- kæbe. Kæben, som kun kunne op, ned.

"Det er ganske pragtfulde østers", sagde Tom Brodersen.

"Blævreværk", fnisede Bella.

"Er det ikke snart midnat, hvornår kan vi rejse os fra bordet, her er så uhyg- geligt", hviskede Rosalil til Lars.

Lars kyssede hende på kinden, svarede: "Lad os drikke os fulde".

Stein rejste sig, skænkede mere champagne for sine gæster. Da han kom til Tom Brodersen, hviskede han:

"Tom, se på mig, du skal gå ud til affaldsskakten med denne tomme flaske, se på mig".

Tom Brodersen nikkede, og med et underligt fjoget smil rejste han sig, og bar den tømte champagneflaske bort fra festbordet; gik med langsomme, stive skridt gennem værelser og gange i retning af køkken og affaldsskakten.

"Nu er jeg allerede pløret", hviskede Rosalil, lænede sig mod Lars.

"Og mig", mumlede Lars.

"Far, gæsterne vil gerne danse", sagde Inge.

Der lød dæmpet pianosolo, en langsom blid blues.

"Far, du er nu en troldmand", smilede Inge, trak ham ud på gulvet.

"Nej, jeg danser ikke, min ven, det ved du, men kom skal du se, og tag dine veninder med, jeg vil vise jer noget meget interessant". 

Jesper Stein så på Rosalil: "Kom, Rosalil, min kære pige".

Rosalil rejste sig lydigt, gik hen til ham.

"Og Bella, kom, søde Bella". 

Bella smilede kærligt til ham, rejste sig lydigt, gik hen til ham, tog hans hånd, kyssede den. 

Jesper Stein hviskede, pigerne fulgte, stive i kroppen, efter ham, smilede til ham, når han åbnede og lukkede dørene for dem.

Lars hørte det.

- 

Lars og Spargsen åd de sidste rester af kaviar og østers, bøvsede, skyllede ned med champagne. 

Få minutter senere stod Jesper Stein foran dem og sagde:

"Kom, I to, skal vi gå ud på terrassen".

Glasterrassen lå i svimlende højde. Lars følte højdeskrækken i maven, med østers og kaviar, han turde ikke nærme sig rækværket.

"Jesper, nu vil jeg gerne høre om dine politiske tanker, synes du jeg svigter dig?".

"Ja, Spargs", svarede Stein; han flyttede kurvemøbler og puder, gæsterne skulle sidde behageligt, nyde aftenstemningen nær frosthimlen, se ud over nattebyens lys. Byens yngste borgere legede allerede nytårstime, raketter fløj hvislende til vejrs, eksploderede i  grønne, røde, blå, orange farver.

"Nu er det snart midnat", sagde Lars.

Spargsen: "Situationen er ikke nem, men jeg synes der er visse fremskridt".

"Såh, synes du virkelig det, "ikke ét af mine forslag i det store memorandum har partiet søgt at fremme, tværtimod".

"Jesper, vi fik med stort besvær gennemført den nye regering, og den funge- rer aldeles fremragende, det kan du være stolt over, uden dig var det ikke lykkedes. Noget andet er, at du ikke selv vil være med, du har sagt nej, og nej, og atter nej".

"Spargs, du svigtede mig".

"Gjorde jeg? Vil du ikke forklare dig nærmere, men dit memorandum er et filosofisk læseværk, det har ikke en pind at gøre med realistisk politik".

"Det er skidegod champagne, skål", sagde Lars.

"Spargs, hvad er der galt?".

"Jesper, du er naiv, med en masse kulørt bibelsnak, vi kan ikke løse merim- portens problemer ved at indføre importforbud".

"Halvtredstusinde unyttige luksusbiler, hvert eneste år".

"Hold nu op, Jesper, gå et spadestik dybere, ned til den essentielle substans, du vil proletariatets diktatur, det er simpelthen gammeldags, og så ligner din udgave det klassiske borgerlige militærdiktatur, er du egentlig klar over det, selv om du kalder dit memorandum Demokratiets Frelse".

"Spargs, du skuffer mig".

"Jeg har ikke læst dit memorandum, er det godt?", sagde Lars; skænkede champagne, først til sig selv, så til Aspargsen og Jesper Stein.

"Jesper skriver godt, du ved, men han vil afskaffe bankerne, vi skal kun have én stor nationalbank".

"Glimrende, banker og forsikringsselskaber skal nationaliseres".

"Jaja, men hvad med opsparingen, hvad med renten?".

"Renten er semitisk, en jødisk opfindelse, umoralsk og unødvendig", råbte Stein.

"Den er fundamentet for al opsparing og risikovillig kapitals medvirken".

"Nonsens, Norges Rigsbank har afskaffet diskontoen, den er for besværlig, siger de".

"Vil du accepterer en fast rente på, lad os sige to procent?".

"Nej, for enhver svag regering, enhver nationalbankdirektør, vil bruge ren- ten som et våben, der gennemhuller et virkelig sundt pengesystem".

"Indrømmet, i teorien, ja, men vi kan jo ikke afskaffe rentemarginalen, hvad skal så bankerne leve af, luftsuppe og vindfrikadeller. Du kan da vel indse".

"Spargs, du spilder champagnen", sagde Lars.

Stein: "Om du, ærede Spargs, føder en bank med en masse kroner i røven, uden senere afregningspligt, så vil den før eller senere gå konkurs, eller søge socialhjælp hos staten, som alverdens banker har gjort, og hvor mange alene i Danmark i de sidste hundrede år? Måske mere end hundrede banker i et lille bitte land som vores, det er absurd".

"Du har delvis ret, men".

"Spargs, jeg er ikke færdig, se på realiteterne. Hvilke banker må lukke, fordi underskuddet blev for stort, indlånerne og aktionærerne mister deres penge, eller får kunstigt åndedræt med statsmidler for at overleve, eller overtages af storbanken, ikke fordi storbanken er bedre, men stærkere, husker du hvilke banker?".

"Hold nu op, Jesper, jeg kender remsen".

"Jeg holder ikke op før du bøjer dig, nu kommer alle sparekasserne".

Spargsen så vredt på Jesper Stein, og sagde: 

"Så går jeg, jeg håbede vi skulle fejrer din fødselsdag og nytåret".

-

"Du bliver her", hvæsede Jesper Stein, "jeg vil banke ind i dit hoved at så- danne tilstande må ændres. For hvad er det en flok marekatte og narrehatte, der driver gæk med os? Er ordene spekulanter og spillere tilstrækkelige? Nej, min ven, disse personer er forbrydere og svindlere, og i deres kølvand følger optimisterne med deres forventninger".

"Du keder mig, kære Jesper".

"Hvabehar?".

"Ja, det mener jeg".

"Hør nu her, Spargs, jeg taler om naivitet".

"Naivitet? Hvad mener du?".

"Lad mig nævne et par kunstnere".

"Herregud, dengang havde vi ikke Kunstfonden".

"Pointen er, at uanset vi taler om industrifyrster og pengebaroner, forbryde- re og spekulanter, husmødre og kunstnere, byggematadorer og godsejere, faglærte og ufaglærte, læger og advokater, nævn mig lige meget hvem, og fra hvilken samfundsklasse, så er de mennesker, alle er født lige og alle er født med optimisme, med mod på tilværelsen. Men fra optimismen, selvopholdel- sesdriften, glider du umærkeligt over i naivitet, dit overblik sløres, du påtager dig større og større chancer for at overleve".

"Udmærket, Jesper, du plæderer for en humanistisk retsopfattelse".

"Selvfølgelig, Spargs, men jeg ønsker at begrænse de af mine medmenne- skers virksomhed, som er til skade for andre mennesker".

"Skål, i morgen er det nytår", sagde Lars.

"Du siger det, som om det ikke har været partiets grundholdning, helt siden starten".

"Det er dig, Spargs, der svigter, du lovede at være med til at modarbejde småborgerlighed og egoisme, men gik ind i det sædvanlige regeringshysteri med højrefløjen".

"Hold nu op, Jesper, det var vi enige om".

"Ja, men kun til en vis grænse. Du lovede".

"Jeg gider ikke høre mere".

Spargsen rejste sig, drak de sidste dråber vin i glasset: "Nu vil jeg hjem".

-

"Spargs, lad mig tale færdigt. Ingen i denne verden kan blive ustyrlig rig ved egne kræfter. Det ved enhver, planen skal gennemføres ved fiffig, egoistisk snedighed, der skal lig på bordet, ikke sandt".

"Samt lidt held, tror jeg, og det er lovligt at være snedig".

"Jamen hvordan? Privatimperialistenes transaktioner er fiffigt og egoistisk gennemført, og hvordan, kære Spargs? Spargs, den slags er svindel".

"Jeg beklager, Jesper, men jeg finder det uinteressant, du ved så godt som nogen, at vi ikke kommer igennem med ændringsforslag, før venstrefløjen op- når flertal i folketinget, og det får vi ikke foreløbig, befolkningen er for reak- tionær. Og i dag er det nytår".-

Jesper Stein greb fat i Spargsens arm: "Jeg er ikke færdig, du skal høre på mig".

"Nej, hold op, Jesper, eller skaf mig et klart flertal af venstrefløjens vælgere til næste valgdag, skaf mig adskillige millioner kroner til en valgkamp, så har vi en spinkel chance. Uden et demokratisk flertal kan vi ikke gennemføre vo- res egen politik. Vi må danse efter de borgerliges fløjte".

"Udmærket, så skaffer jeg pengene".

"Hvad gør du? Flere hundrede millioner kroner".

"Jeg har dem, Spargs", smilede Jesper Stein.

"Ja så, du er åbenbart velhavende".

"Det er i aften det er nytår, jeg er søvnig", mumlede Lars.

-

Spargsen åbnede et af tagterrassens vinduer, så ned i dybet: "Pyha, der er halvtreds etager ned, jeg bliver til blodpølse hvis jeg falder ned", lukkede vin- duet. "Jesper, det undre mig, at du kom så sent i gang, du har et hav af gode ideer".

"Jeg måtte først miste min barnetro".

"Barnetro? Der gik mange år".

"Vil du høre, hvad der bremsede mig".

"Alt det kender jeg, salig farfars omskiftelige, ustabile tilværelse".

"Det har intet med farfar at gøre, derimod en af hans afdøde professorer, en mand der var stærkt optaget af Emil Gluckstadts skæbne".

"Ikke nu igen, Jesper".

"Den var meget tragisk".

"Gluckstadts skæbne, ja".

"Jeg tænker ikke på skandalen i banken, tabet af pengene, alt det ligegyl- dige pjat, nej, fornedrelsen, Spargs, fornedrelsen.Et dybt fortvivlet menneske, som kort før sin smertefulde død afsiger sin jødiske tro, konverterer, bliver døbt som katolik".

"Blev Emil Gluckstadt katolik? Det vidste jeg ikke".

"Det var en modesag, at intellektuelle blev katolikker, men sig mig, hvornår skal vi pollightikere fejrer nytår", sagde Lars.

"Ser du, Spargs, derfor agter jeg at følge en linie konsekvent". 

"Jeg lytter, Jesper".

"Jeg disponerer over tredive milliarder kroner".

"Sikkert, jaja, sikkert. Hvad var det du sagde?".

"Disse penge agter jeg at bruge til følgende formål".

"Jesper?".

"Jeg ønsker ikke dine afbrydelser, Spargs. Se på mig, Spargs, sådan, hør efter hvad jeg fortæller dig. Se nu på mig, Spargs, sådan, det var bedre".

"Ja, Jesper, tredive milliarder kroner".

"Dem forærer jeg dig, Spargs, på den betingelse, at du går på Fondsbørsen og opkøber Sukkerkoncernens aktier".

"Sukkerkoncernens aktier, javel".

"Når det er sket, overdrager du Sukkerkoncernen til staten".

"Sukkerkoncernens aktier til staten, javel".

"Det sker ved den mildeste form for nationalisering, du sælger alle sukker- aktierne til staten for et par milliarder kroner, derefter har du, ex, otteogtyve i reserve".

"Sælger alle sukkeraktierne til staten, javel".

"Derefter Spritfabrikkerne og Papirfabrikkerne, nej, papirfabrikkerne og meget andet blev slugt af sukkerkoncernen, men husk Spritfabrikkerne, og derfra går du videre til Det Østasiatiske Kompagni".

"Spritfabrikkerne og Det Østasiatiske Kompagni, javel".

"Derfra til De Forenede Bryggerier, forbryderøllet Carlsberg og Tuborg, øllet ejer Tivoli, de rager til sig, de svin, køber fordi de vælter sig i penge, hvad skal de med glasværker, porcelænsfabrikker og Georg Jensen Sølv? Og deref- ter, Spargs, køber du de store banker, en efter en, så er vi over det værste".

Aspargsen nikkede, gentog lydigt: 

"Forbryderøllet og bankerne, så er vi over det værste".

"Ja, Spargs, for hos dem ligger store aktiebeholdninger til de andre store aktieselskaber, industrien, Aarhus Oliemølle, og søfarten, rederierne, glem ikke A.P. Møller, værre samfundsblodigle findes ikke, og cementtrusten F. L. Smith, samt hele branchen med korn og foderstoffer".

"Og slagterier og mejerier", råbte Lars, "de kalder sig andelsselskaber, men opfører sig som aktieselskaber, værsågod, her er mere champagne".

"Hold mund, Lars".

"Jamen, dog, Jesper?", lo Lars.

"Jesper?", hviskede Spargsen.

"Fik jeg nævnt ensymtrusten Novo-Ferrosan?".

Spargsen nikkede lydigt: "Novo-Ferrosan".

Jesper Stein nippede til vinen:

"Spargs, du får problemer med forsikringsselskaberne, de er uhyre snedige, men hovedreglen er, at store klumper aktier ligger på enkelte hænder, famili- er, banker eller hos andre selskaber, som ligger på lur. Pas på dem, Spargs, det er svindlere".

"Passe på svindlerne i forsikringsselskaberne, javel".

"Og husk at sige til regeringen: Hvem ejer de store semiprivate virksomhe- der? Aktionærerne, siger man, nuvel, men hvem ejer aktierne? Så vil liberal- parti og konservesparti og kongemager, alle de torskedumme svin, råbe op om den hellige private ejendomsret. Og så skal du svare: Gør mit forbrug af øl mig ikke til automatisk aktieejer og medinteressent i Carlsberg-Tuborgfonden? Gør mit forbrug af sukker og papir mig ikke til selvskreven aktionær i sukker- koncernen?".

"Javel, Jesper, mit forbrug af øl og sukker og pis og papir, javel".

"Kan du se det, Spargs? En lille inderkreds af karriereakrobater, superdi- rektører, golfbanebrødre, kapitalforvaltere, advokater og dommere og hvad ved jeg, samles i de største og vigtigste selskaber, som om det var en natur- skabt gave tilstået dem af Vorherre. Det er svindel, Spargs".

"Javel, advokater og dommere er svindlere, javel".

"Nej, sludder, ikke dommerne. Men Spargs, ingen, intet menneske kan blive ustyrlig rig i penge eller indflydelse ved egen hjælp, ved egne midler eller ev- ner. Enhver gulddreng har på et eller andet tidspunkt i sin forretning, i ægte- skabet, eller i karrieren, symbolsk eller promte probat, slået et eller flere med- mennesker ihjel".

"Prompte probat slå et menneske ihjel, javel", hviskede Spargsen.

"Men gulddrengens eller guldpigens placering kan også skyldes heldet, blot dette at være placeret på rette tidspunkt. Men, Spargs, analyserer du heldet, jeg taler ikke om lotterispil, men om heldet mellem mennesker, viser det sig, at den heldiges placering ikke skyldtes egne præstationer, men at vi andre, Spargs, at vi andre svigtede ved at lade ham komme til, i det skinhellige de- mokratis og privatkapitalismens udødelige navn".

"Det skinhellige demokrati og privatkapitalismens udødelige navn", gentog Spargsen udmattet, drivvåd af sved.

"Med hensyn til de begærlige, griske, egoistiske skiderikker, henviser du til dem, vi talte om før".

"Nemlig, nytårsfilosofi, skål", mumlede Lars.

"Spargs, det glæder mig, at du nu forstår mig".

Jesper Stein løftede champagneglasset: "Skål, Spargs".

Spargsen nikkede lydigt.

"Du gøres til eneherskeren, Spargs, ved folkeafstemning".

"Jeg gøres til eneherskeren, javel". 

"Du gøres til den første folkevalgte arrendator, Spargs".

"Ja, Jesper, jeg, arrendator".

jeg gad sågu vide, om fødselsbarnet Jesper Stein har fyldt noget i cham-pagnen, tænkte Lars.-

Jesper Stein gik hen til Lars, lagde sine hænder på Lars skuldre, så ham ind i øjnene, og sagde: 

"Og så har jeg en opgave til dig, Lars".

hvor er mine briller med de sorte glas, jeg tog dem med da jeg skiftede 

Lars trak brillen med de sorte glas op ad lommen: 

"Mine gamle skæve briller med de sorte glas er slidte, og for små", lo han.

-
Likvideringer

Jesper Stein bemærkede ingen forandring.

Det gjorde Lars; han så gennem de sorte glas, at Aspargsen sad apatisk. 

Jesper Steins øjne lyste uhyggeligt.

"Ja", sagde Lars.

"Forstår du, Lars, jeg blev tvunget til at likvidere Tom Brodersen, han var jo et værre fæ. Ser du på mig Lars?".

"Jaja", svarede Lars.

"Jeg blev ligeledes tvunget til at likvidere fru Magda, det forstår du nok, hendes neurotiske latter var uudholdelig for mig, og vel også for jer andre, ikke sandt, Lars?".

"Jojo, hr. Stein", smilede Lars.

"Ser du på mig, Lars? Ja, det gør du, hm, dine øjne ligner ikke de andres, hvad var det jeg ville sige, jo, ser du. Rosalil".

"Hvad er der sket med Rosalil?".

"Hun måtte desværre likvideres, hun er, nej selvfølgelig var, hun var virkelig upålidelig, det forstår du nok, Lars".

"Jaja", svarede Lars.

"Der ser du. Ja, det var måske ikke nødvendigt, men nu er det sket, og".

Op fra sine lommer trak Jesper Stein alle de gaver, som Bella kaldte billige smykkesten, dem hun havde foræret Inge, fru Magda og Rosalil, og bedt Lars indfatte med en sølvtråd.

dem har Jesper Stein tyvstjålet, tænkte Lars.-

"Se her, Lars, disse juvelsten er en beskeden del af en uvurderlig samling kostbare mineraler, som er i min besiddelse, og som, himlen være lovet, har den fornødne værdi til finansieringen af den påtænkte nationalisering af ak- tieselskaberne. Jeg betror dig nu, Lars, at realiserer disse mineraler for mig, kort sagt konverterer dem til kontanter og samtidig sørge for, at der tilflyder Spargsen de nødvendige midler til planens gennemførelse".

Lars hostede, smilede og sagde:

"Har du nogen forestilling om disse, hm, mineralers værdi?".

"Ja, meget præcist, det drejer sig om halvanden million karat af 20.000 kro- ner per karat, det vil sige 30 milliarder kroner".

nu bliver jeg nervøs, Jesper Stein er helt forrykt 

-

"Spargs", råbte Lars, idet han trådte et skridt frem, slog armene omkring Jesper Stein, holdt krampagtigt fast i ham.

"Jeg er et hoved højere end dig, Jesper, og meget yngre, og er sikker på, at jeg har flere kræfter end dig, hr. Stein, om du så er i pagt med selveste djæve- len", prustede Lars.

"Spargs", råbte Lars, "vågn op for helvede mand, hvor er Magda og Inge og Tom Brodersen og Bella og Rosalil, vågn op, Spargs", råbte Lars.

Svend Spargsen rejste sig lydigt.

"Jesper?", sagde han forundret.

"Du må ikke se på ham", råbte Lars, "han forhekser dig, hold dine hænder skærmende foran dine øjne, og hør efter, hvor er Magda og alle de andre, Spargs, vågn nu op, din idiot".

Spargsens krop gennemrystedes af nervøs krampe, trak han vejret dybt, og mumlede: 

"Jesper, hvor er Magda, hvor er Rosalil?".

"Spargs, hjælp mig med at holde ham, vi må ringe til politiet", råbte Lars.

"Slip mig I fæhoveder", hvæsede Jesper Stein.

"Jesper, hvor er Magda og Rosalil, hvad har du gjort ved dem, hvor er de?", råbte Spargsen; han greb fat i håret på Jesper Stein, trak hans hoved bagover.

"Og Inge og Bella og Tom Brodersen?", råbte Lars.

Jesper Stein gjorde modstand; han kæmpede, sparkede, vred sig som en ål, bed i Spargsens arm. 

Kæberne i Jespers Steins ansigtsmaske bed sig ubønhørligt fast.

"Av, Jesper, du må ikke bide mig", råbte Spargsen. 

Spatgsen løftede sin højre hånd, knyttede den, slog med al sin kraft ind i Jespers ansigt, ramte næsen, de tre mænd stod i få sekunder lammede.

Jesper Stein sank grædende ned på gulvet.

-

"Åhgud, Jespers ansigt, åhgud, Jespers ansigt", mumlede Spargsen.

"Farfar, de slår mig", klynkede Jesper Stein. 

Han sad på gulvet, støttede ansigtet i sine hænder, blodet fra ansigtsmasken sivede ud mellem hænderne. "Farfar, de slår mig", græd han.

"Åhgud, se Jespers ansigt, se Jespers ansigt", hviskede Spargsen.

"Jeg ringer til politiet", sagde Lars.

"Nej, vent lidt".

De hjalp Jesper Stein på benene, han værgede for sig: 

"Farfar, Lars og Aspargsen slår mig ihjel, hjælp mig", råbte han. 

Han løb i spring forbi dem, løb humpende, jamrende, råbende, ud mod luk- suslejlighedens køkkenregion og badeværelse.-

"Lars, så du hans ansigt?".

"Ja, det var helt knust".

"Det er forfærdeligt, hvad skal vi gøre?".

"Vi må hjælpe ham, kom, vi må finde ham".

"Magda, og Rosalil, hvor er Magda?".

"Privat, toilet for gæster, bad, køkken, affaldsskakt, hvor pokker er Jesper og de andre?".

Der var ingen Jesper Stein i køkkenet, men en kat med to killinger. Stein var ikke i badeværelset, og døren til Privat var låst.

"Han kan da ikke være i affaldsskakten?", sagde Lars.

-

To halvdøre skjulte indgangen til affaldsskakten. Med vantro læste Lars og Spargsen det opslåede reklameskilt fra Grumstedts Jernstøberier:

'Kære ejer af det Grand Prix prisbelønnede komposteringsanlæg for gen- brug af storskrald og småskrald. Vær omhyggelig med anlæggets betjening. Vi anbefaler, at De nøje følger brugsanvisningen'.

"Hvor er brugsanvisningen, hvor er Jesper?", råbte Spargsen.

"Der er noget piv rivende galt", sagde Lars.

'Alt Deres affald kommer ned i kælderen i vort patenterede genbrugs-anlæg'. 

"Åhgud, der er 50 etager ned til kælderen", råbte Spargsen.

'Vi kan derfor garanterer Dem, at uanset Deres affald er af organisk materia- le, det vil sige madrester, planterester, gammelt tøj, gamle madrasser og lig- nende, eller af mineralsk oprindelse, husholdningsmaskiner, støvsugere, gam- le telefoner, computere og lignende metalaffald, vil affaldet kunne genbruges. Skraldet bliver sønderhakket med knive, derefter sønderknust i en hammer- mølle, og formalet i en kværn til pulver, opblandet med vand; denne blanding destilleres ved damp og lyntørres og forlader anlægget som brændselsbriket- ter og plantegødning, samt foder til svin, fisk og fjerkræ'.

"Jesper Stein har foretaget en lille ombygning".

"Hvorfor, jamen hvorfor?".

"Spargs, pas på du ikke havner i skakten, træd endelig forsigtigt på gummi- måtten på gulvet".

Lars holdt fast i Spargsen og i dørkarmen, satte forsigtigt foden på gulvets gummimåtte. Gulvet bevægede sig, rullede som et transportbånd. 

Lars løftede foden fra gulvet, transportbåndet standsede. Skillevæg og gitter, der skjulte den skorstenslignende affaldsskakt, var fjernet. Jesper Stein havde installeret det rullende gulv.

"En mordermaskine", gispede Spargsen.

"Herregud", mumlede Lars, "er de alle sammen forsvundet den vej?"

"Jeg tør ikke tænke, nej, altså, hvad med begravelsen, nej, kom, vi spræn-ger døren til Privat", råbte Spargsen.

"Vent, jeg så et nøglebrædt i køkkenet, Jesper er sgu ikke rigtig klog".

Katten og killingerne i køkkenet mijavede.

"Mælk nu?". Lars rev døren til køleskabet op, kattene mijavede. Lars hældte mælk ud på gulvet, fandt nøglen til Privat, løb ud til Spargsen.

-

Privat, ingen adgang. Der lå stabler af oftamologiske tidsskrifter og bøger over hele gulvet og på samtlige reoler. På bordet stod en datamat. Det var her Jesper Stein havde skrevet sit store memorandum.

I en særlig dynge lå lister med gemmologiske beskrivelser. På en hånd-skrevet lap papir kunne læses: "Slet ikke dårligt, alt ialt 1.500.000 karat af 20.000 kroner. Enhver kan se hvad det betyder".

"Hvad fabler han om?".

"Jeg har en mistanke", svarede Lars, "jeg tror det er noget med Bella".

"Jamen, hvad nu hvis de, jeg tør ikke sige det, er lavet til blomstergødning og blodpølse og fjerkræsvinefoder?".

"Så er det godt, Spargs, nu kan du godt holde kæft, pigerne findes et sted her i Jespers luksusboudoir", råbte Lars.

"Hvad i alverden er det?". Spargsen pegede på en stor trækasse, der stod åben i et hjørne af værelset. Et enkelt blik var nok for Lars.

"Nej, hold da helt op", sukkede han, "det er kraftpeternielsen livsfarligt tyve- gods".

"Hvad sagde du?".

"Spargs, luk dine øjne og sig, at du aldrig har set det stads", råbte Lars; han smækkede trækassens låg ned over Spargsens hænder.

"Av, min hånd, jeg vil se hvad det er", råbte han.

"Værsgo, på dit eget ansvar", sagde Lars, "det er dansere og springere og løbere og svømmere, alle sammen nøgne drenge, der er ikke en eneste pige, det er guld, det er skide livsfarligt, det er magen til det, der lå i Domus Lausi- us, Skoggeslund Strand".

"I Domus hvad? Hvad taler du om?".

"Lyt, lyt, lyt", hviskede Lars.

-

De så på hinanden, deres underkæber hang slapt, deres holdning ludede, øjnene rødsprængte, håret strittede, rifter i ansigterne og på hænderne, de pæne smokinger snavsede og krøllede, de holdt vejret, lyttede.

"Det er bag den væg, kom, vi skal uden om", råbte Spargsen. 

Han løb ud på gangen, løb gennem glasterrassen, så et sekund på nytårsfyr- værkeriet over nattehimlen, slog sit ene skinneben på sengen i Jespers Steins soveværelse, råbte hidsigt: "Av for hule helvede".

Lars kom løbende. "Spargs, hørte du musikken?".

Spargsen nikkede, gned sit skinneben, pegede på soveværelsets endevæg, og sagde med Jesper Steins stemme: "Der ser du, lydtætte døre".

"Jamen musikken, hører du ikke musikken?".

Spargsen lyttede. Samba, samba, sambarytmer.

"Det er vel ikke en offerhandling?", hviskede Lars.

"Nej nej, det er mit hjerte", svarede Spargsen.

"Nøglerne, jeg henter alle nøglerne", råbte Lars.

"Musik, det må være musik, som mit hjerte dog banker. Nej, det er nytårs-musik nede hos underboen".

-

Det var et fantastisk syn, et tolv gange tolv meter stort værelse. 

Flimrende, lysende, glitrende, en guddommelig åbenbaring, gulv og vægge beklædt med rødt og sort fløjl, et drømmesyn af funklende farver fra små og større og store pyramider af farvesorterede ædelsten: Diamanter, rubiner, bril- lanter, smagrader, ametyster, perler så store som mågeæg, otte, nej femten pyramidestabler, levende lys blafrede, gav et forunderligt skær.

"Nu bliver jeg dårlig", mumlede Spargsen.

På en lille forhøjning sad tre kvinder, prinsesser, jomfruer, odalisker.

Hvad var det? Var de levende?

"Det er Inge og Bella og Rosalil", råbte Lars.

-

To timer senere sad de nedtrykte og melankolske ved resterne af festbordet i Jesper Steins spisestue. Pigernes tøj var forsvundet, de frøs i gennemsigtige gevandter. Inge sad med Lars jakke. Bella lignede en korpige i Spargsens smokingjakke. Rosalil sad skræmt i Jesper Steins badekåbe.

"Hvorfor må jeg ikke ringe til politiet?", sagde Lars.

"Hvad vil du sige til dem, lille skat?", snøftede Inge.

"Som det er. Som det er foregået", råbte Lars.

"Du sætter min kære broder og partiet og hele regeringen i største forlegen- hed, kan du dog ikke se det", sagde Rosalil.

"Du kommer selv, på ny, i spjældet, Lars", sagde Spargsen træt.

"Og min faders eftermæle", snøftede Inge. Hun lød ikke sorgtynget, snarere lettet.

"Jeg vidste jo ikke det skulle ende sådan", klynkede Bella, "de er lavet til plukfisk, Tom og Magda og Jesper. Jeg vidste godt det var galt med Jesper, han blev så stjerne vanvittig da han så de mange ædelsten".

"Jamen hvad gør vi, jeg efterlyser konkrete forslag, og så må jeg i seng, jeg har en frygtelig hovedpine", klagede Rosalil.

"Vi må vist følge mit forslag", sagde Spargsen.

"Nej, et kompromis, hør her, punkt et", sagde Lars.

Og mens Lars forklarede, hvad han mente, kunne han ikke undgå at le over situationen. De andre forstod ham, og lo med. Det gjorde det lidt vanskeligt for Spargsen, når han skulle notere aftalens punkter.

"Er der nogen der laver en kop kaffe", sagde han.

-
Glædeligt nytår, alle sammen

Det var heldigvis nytårsaften. Ikke et øjenbryn løftede sig fra de andre gæs- ter i Kælderhuset på hjørnet af Skindergade ved Domkirken; et par mænd kom anstigende i derangeret smoking, medbragte nydelige damer i gennemsigtige gevandter.

Den unge vært trængte sig frem til de nye gæster, sagde høfligt: "Godaften og velkommen, hvad kan jeg gøre for dem?".

"Tre dobbelte pernod til damerne, men hurtigt", råbte Rosalil.

"Jeg har aldrig smagt pernod", sagde Bella; hun lænede sig til Spargsen. 

"En stærk øl og en dobbelt bitter til mig", sagde han.

"Lars, i aften må du gerne drikke dig skidefuld", hviskede Inge til Lars.

Lars nikkede, svarede alvorligt: "Tror du det vil lykkes for os?".

"Selvfølgelig, Lars, det var den eneste udvej".

"Jajada, hør vært, en dobbelt bitter og en stor kop øl".

-

Rosalil havde kapret den unge vært til en dans, smøg sig kælent ind til ham, knappede hans skjorte op, kærtegnede hans skuldre under skjorten, Inge trak Lars ud på dansegulvet, og sammen med en masse svedende og støjende mennesker dansede de wienervals, rumba, træskodans, avedom, jitterbug, coolhot og soft blues, og når Spargsen forlod Bella i et kort ærinde, kyssede han hende, lod sine hænder glide ind under hendes luftige gevandter, Bella, jeg har savnet dig i mange år, hviskede han, kyssede hende og spurgte, om hun ville med ud til telefonen, nej, min skat, du gør mig bare liderlig, hun rødmede, og værten inviterede Rosalil og Bella og Inge og Lars op til baren, ville servere champagne, men de råbte, nej tak, ikke det sprøjt, og værten svarede forbløffet, hvad fanden er der nu galt med champagne, og Rosalil kyssede ham og hviskede, har du ingen kone, og han grinede og virrede med blanke lykkelige øjne, og Spargsen talte alvorligt med vinterklædte kvinder og mænd, som diskret var kommet ind og selvudslettende havde sat sig i den fjerneste krog af Kælderhuset, kriminalfolk, selvfølgelig, derfra kunne de se både Domkirken og op til Odettes og Lauses Kahyt i Skindergade, og de nippede forsigtigt til en bajer, og Spargsen talte bestemt til dem, sad med løftet pegefinger, lignede en professor i højtidelighed, og ind imellem bøvsede og hikkede han og sagde, undskyld, det er jo nytårsaften, og politiets mænd og kvinder smilede indforstået til ham, og Spargsen sad som midtpunkt i et større selskab, nej, det var ikke politifolk, men selveste partiformanden, og konservespartiets holdleder, og den altid smågnavne liberale prøjser, og døren gik op, og først kom ham, ærkesocialisten med opstoppertuden, og bag ham, åh forsigtigt tøvende, søgte, jamen sikken et syn, kongemageren, den åh så generte luskefis, som idet han søgte sig forbi dansegulvet blev grebet af Rosalil, som gav ham et smækkys på munden og råbte, glædeligt nytår, slingrefis, og Bella satte sig på skødet af Spargsen og kyssede ham så han snappede efter vejret, og selskabets mænd og kvinder hos Spargsen smilede og nikkede, og Lars blev så ophidset, følte sin halvt nøgne Inges kendte varme krop, trak hende ind bag ølkasserne og tog hende bagfra, og Inge gispede og sukkede og bagefter stod de ved baren og drak engelsk porter og whisky i litervis, og nu trak Rosalil den unge blussende vært ind bag ølkasserne og der lød hule brøl fra dybet i gulvet, og Spargsen gestikulerede og råbte, det kan kun blive verdens bedste statsregnskab, og betalingsbalancen mere end halveres, de får et chok i udlandet, og der lød bifaldsmumlen og sås anerkendende nik fra det øvrige selskab omkring bordet, og Bella faldt i søvn, lykkeligt smilende i Spargsens arme, og pludselig råbte alle i munden på hinanden, det er nytår, det er nytår, glædeligt nytår, alle sammen, radio og tv gik for fuldt drøn, Vær velkommen herrens år og Kong Christian stod ved højen mast, og et par fulderikker væltede ind ad døren og vrælede godt nytår alle sammen, og fire politibetjente kom farende og smed de nyankomne på porten, men nåede at gøre honnør for Spargsen og hans selskab af kendte ansigter, og Lars måtte igen føle Inges dejlige varme krop, og Rosalil og den unge vært udstødte høje brøl nede på gulvet, og selskabet i Kælderhusets fjerneste krog, hvorfra de kunne se Domkirken og til Odettes og Lauses lille kahyt i Skindergade, rejste sig fra bordet og lo hjerteligt til Spargsen og socialisten og partiformanden og konservespartiets heltespejder og prøjseren fra de gammelliberale og den bredskuldrede kongemager slingrefis trykkede Spargsen på næven, og da de gik ud ad døren råbte de 'glædeligt nytår alle sammen', og den unge vært havde hænderne omkring Rosalil og brølede 'kong christian med den stive pik, hurra hurra', og Rosalil hikkede og vrælede 'vær dog velkommen herrens år', hun var splitter nøgen, og Inge vaklede fra den ene til den anden og hikkede: 

"Glædelig, hik, glædelig, hik, glædeligt nytår alle sammen".

-

-

-

                                                         guld25                               index

-

-

-

-