-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Par efter par havde forladt selskabet, "kæreste, der er en ny dag i morgen, men det har været en dejlig aften, tusind tak, tak for invitationen".

Taxachaufførerne dyttede utålmodigt. 

De sidste gæster hyggede sig med værterne, henslængte i sofaer og dybe stole, med sjusser og drinks; luftig tobaksrøg søgte ud gennem den åbne dør til haven. 

Blandt de sidste gæster var Jesper Steins eneste ven, Svend Spargsen, høj, tynd, duknakket, ofte kaldet Aspargsen, folketingsmand for Arbejderpartiet.

Jesper Stein og Spargsen havde fælles syn på mange fænomener. Kun ikke på valget af erhverv. Spargsen blev dårlig når han nærmede sig en sygeseng. Efter en vellykket eksamen som nationaløkonom, forlod han den ham tiltænkte karriere på universitetet, til fordel for en politisk. Han hævdede at være fami-lieskadet.

"Min far var proletar og formand for landarbejderne", påstod han, da han som ungt hoved deltog i sit første offentlige vælgermøde, og blev suppleant til Folketinget, skrev partibladet.

Det var ikke sandt, det var løgn, det med proletariatet og landarbejdernes formand. Der var optræk til skandale, men det lykkedes at få dæmpet Sparg- sens beskæmmende fejl. Han var søn af professor i oldgræsk ved Århus Uni- versitet, Aage Andersen, kaldet Cederdal, som døde af lungekræft i alt for ung alder. Fra den dag blev Svend Spargsen usikker, og derfor religiøs; han troe- de på Gud, den eneste almægtige magt.

Aage Andersen enke, Dorothea, født Cederdal, kvindelæge, ret forkalket, var farfars veninde når hun, som denne dag, besøgte København.

Den næstsidste gæst, Spargsens hustru, Magda, en barmsvær dame, skole- tandlæge i en lille kommune uden for Århus, hvor hun diskret holdt fast på en elsker, en fraskilt kørelærer, som jævnligt truede med at ødelægge hendes ægteskab. Magdas larmende "tzihahaha" til hver anden sætning lød irriteren- de.

Den sidste gæst var Rosalil, Svend Spargsens lillesøster, som altid præsen- terede sig: "Jeg er en særpræget pige med et særpræget navn".

Rosalil var Jespers Steins hemmelige veninde, kemiingeniør, kortklippet, brun i løden, gift med en dansk luftkaptajn, hende hamrende utro, boede i London; de havde opgivet al diskussion om emnet, skilsmisse. 

Inge sad sammen med Lars.

Albert Johannes hyggede sig med veninden, fru Dorothea.

Jesper Stein holdt i hånd med Rosalil.

I hver sin lænestol sad Magda, der ustandselig klukkede af latter, og Svend Spargsen. Aspargsen med sin høje skeletspinkle krop, et stort kranium med intelligente øjne, og som altid når han blev ivrig, talte sjusket og snøvlende.

-

"Hør, hvad er det jeg hører, Aspargs, skal I nu ud med valgtrommen igen?", gnækkede Albert Johannes, "ja, mig for du ikke til at vælge, det er det samme flæsk hver eneste gang, jeg gider ikke mere. Hvad siger du til det, Aspargs?".

Spargsen, der efter Inges fødsel titulerede Albert Johannes med et høfligt 'farfar', svarede: 

"Det kan du ikke være bekendt, farfar, denne gang er det alvor".

"Alvor, sig mig så, hvilken forskel der er, på jer og de konservative?".

"Tzihahaha, lille Svend, der fik du den, ja det er rigtigt, farfar, sig noget til ham", klukkede Magda.

"Jeg holder med Svend, han har ret", sagde Jesper Stein. 

Magda så usikkert på Jespers stive ansigtsmaske, de ubevægelige læber, kæbens mekaniske gliden op og ned. Det var et uhyggeligt ansigt, hun havde forgæves forsøgt at overtale ham til at besøge en ny specialist, men Jespers øjne havde gennemboret hende, så hun følte hun var nær et hjerteslag af skræk.

"Selvfølgelig har Svend ret, det ved du udmærket, farfar", lød det hvast fra Rosalil.

Hun smilede til Jesper Stein, kyssede hans hånd.

"Du er gammel, farfar, stokkonservativ og reaktionær", sagde Inge.

"Hvad er jeg, hvad bilder du dig ind, opblæste snotunge. Jeg reaktionær, må jeg være fri", råbte Albert Johannes, tilsyneladende forarget, men tilfreds med enhver snak, der gav et konkret resultat, som nu med Aspargs.

"Spargsen, du må da indrømme at dit parti har mistet gejsten, hele gejsten", gnækkede han.

"Det er hørt, det er brand brøleme hørt", sagde Lars.

"Bravo, Lars Gulddreng, bare sig noget til dem", råbte Albert fornøjet.

"Har du, Lars, interesse for politik?", spurgte Jesper Stein forbavset.

Inge smilede til Lars: "Lars har en båndoptager, og har indtalt kilometervis af politiske brandtaler, har du ikke, Lars?".

"Kvindesnak", mumlede Lars.

"Lars har det som mig", lo Spargsen, "arveligt belastet. Jeg husker, som var det i går, hans fader Rolfs og hans onkel Andreas jomfrutaler i folketinget, de gik ikke stille af, tværtimod".

"Der var rav i gaden", sagde Jesper Stein, "Inge, vil du skænke for Magda". 

"Tak, jeg har endnu, søde barn. Nå, den unge mand vil være polliigthiker, tzihihihi", klukkede Magda. Hun vidste at ægtefællen afskyede det misbrugte, folkelige udtryk, polliigthiker.

"Vil du, rigmand Lars?", gnækkede Albert Johannes.

"Farfar, hold nu op med at drille Lars", sagde Inge.

Jesper Stein sagde: "Er det sandt, Lars, politik, vil du gå den vej?". 

"Kun hvis Arbejderpartiet kommer op på mærkerne". 

"Hør til ham, vores lille mirakel, han skal først blive færdig som ingeniør", gnækkede Albert Johannes.

I næste sekund pressede han sine hænder mod brystet, hviskede: "Jesper, mine hjertedråber".

-

Lars var fysisk stærk. Han løftede farfar op, bar ham op i sengen i farfars værelse, det så let og utvunget ud, og Lars sagde stilfærdigt, at farfar var så let som en fjer.

Damerne pylrede om Albert Johannes. Der blev redt senge til dem; de skiftedes hver halve time til at våge over den gamle mand, der af en eller anden grund pludselig ikke mere skulle leve.

"Jesper, nu ingen dumheder", hviskede Albert Johannes til Jesper, der sad ved faderens dødsleje, bevæget kyssede hans hånd.

Fru Dorothea havde gemt sig bag en servante, mumlede febrilsk: 

"Fader hellige vor du er som i himlen hellige vorde dit navn komme dit rige ske din vilje her på jorden som den sker i de helliges himmel".

"Lille Dorothea, vi tror ikke på gud", græd Inge. 

"Tzhihihi, lille svigermor, den vej skal vi alle sammen, tzihahaha, hvad skal vi ellers med de mange kirkegårde", klukkede Magda.-

Efter begravelsen samledes de nærmeste. Det var igen Lars og Inge, Jesper Stein og Rosalil, Spargsen og Magda. Fru Dorothea måtte blive i sengen hos sin svigerdatter.

"Det er hendes tur næste gang, herregud, tzihihihi, sådan er livet", klukkede Magda.

Bella meldte afbud, Tom Brodersen havde influenza.

-

Landets politiske situation var alvorlig. De udenlandske banker sagde nej til nye statslån. Regeringen var påny i alvorlige vanskeligheder.

De sidste dage før valget havde Tom Brodersen travlt. Han fik slæbt Bella op på Rådhuset, giftede sig med hende, endnu før influenzaen havde forladt ham. Ti måneder senere fødte Bella tvillinger.

"Bravo", sagde Lars, "lad os komme til, næste gang er det vores tur".

"Nej, Lars, ikke det", klagede Inge.

Inge flyttede under protest ind i Skindergade: 

"Her bliver jeg ikke til min dødsdag, det siger jeg, alle de gyselige historier der går om dette skrækkelige hus, du må jo være gal".

"Vi skal arbejde", svarede Lars.

Inge var skuffet. Lars havde sagt, at nu om dage var papirløse ægteskaber de bedste.

"Det kaldes samboende, ikke ægteskab", svarede Inge.

Tom Brodersen holdt et støjende dåbsgilde i en restaurant. Bella var lykke-lig. Fru Magda sagde, at hun sandelig, tzihihaha, ville hjælpe den nybagte unge mor, Bella, helskindet hjem med tvillingerne.

-
Natmad

Lars og Inge inviterede Jesper Stein, Rosalil og Spargsen hjem til natmad i Skindergade. Svend Spargsen var bekymret.

"Svend", sagde Jesper Stein, "hvad er der galt, mislykkes valgkampen?".

"Nogen må jo gøre det". 

"Hvad?".

"Knokleriet før valget".

"Hvordan vil I skaffe stemmer?", sagde Rosalil, "jeg stemmer på dig, vær vis på det, og det gør Lars og Inge og Jesper, men nye vælgere, hvad med dem? Jeg har ikke set én plakat, ikke én valgannonce, og næsten ikke hørt en lyd fra jer i radio og tv, hvad er meningen?".

Jesper Stein kyssede Rosalil på kinden, og sagde: 

"Rosalil er ivrig, det er første gang hun stemmer på Aspargsen, ikke sandt, lille skat, du plejer at være mere til venstre?".

"Svend kan jo bare loppe sig", svarede Rosalil, "skål, børn, det var sødt af jer at ville se os".

"Søster Rosalil Luxemburg kender ikke mine vanskeligheder".

"Svend, hvilke vanskeligheder?".

"Partiet, vi slås om et nyt partiprogram, vi står i stampe, bliver ikke færdige".

"Hvorfor ikke?", sagde Lars.

Spargsen: "Fordi beslutningsprocessen er for langsom, mangler totalt aktua- litetsfornemmelse, vores chef er for langmodig, lytter mere til rygklapperne end til de intellektuelle i partiet. Så skal det knibe med et nyt partiprogram".

"Er det noget vi selv kunne lave?", sagde Lars.

"Hvabehar?".

"Svend, du kender Lars, han er ikke rigtig klog", lo Stein.

"Vi skriver et nyt partiprogram, og trykker det i morgen", sagde Lars.

"Ved du hvad tryksager og plakater koster? Det kan ikke lade sig gøre. Jeg har ingen fuldmagt til at skrive et program, og ingen penge, i hvert fald ikke nok, til en landsdækkende udbredelse, alene portoen til postvæsenet er en formue".

"Jeg betaler", sagde Lars.

"Lars, er du rigtig klog?", vrissede Inge.

Rosalil: "Bravo, Lars, det kan jeg lide dig for, vær så god, jeg betaler".

"Jeg mener det", sagde Lars. 

Stein: "Tag ham på ordet, Spargs, slå til, penge lugter ikke". 

Og som bekendt: For godtfolk er penge noget man har, ikke noget man taler om. Når folk tænkte: 'hvor har Lars Anton de mange penge fra, han har arvet?', når Lars betalte for dette eller hint, glemte hurtigt deres tanker; det hørte til den gode opdragelse, at være tyst og diskret.

Inge havde fået et lille chok, da hun en dag hørte farfar hviske til Jesper:

"Jeg tror de mange penge skyldes, at Lars er en intelligent gangster".

--

Felttogets start tog sin tid.

Efter først at have fastslået 'uomstødelige forhindringer der gør det umuligt', og Jesper Stein og Rosalil og Lars havde bombarderet ham med modar-gumenter, og Inge, der aldrig havde haft politiske realiteter så tæt inde på livet som nu, blussende af iver råbte "Altså, indskrumpede Aspargs,  vågn nu op", ændrede Spargsen holdning, sagde med et lille skævt grin:

"Sig mig, tror I virkelig det kan lykkes?".

"Ja, selvfølgelig", råbte de andre i kor.

-
Felttog, jøder og forspil til 9. april 

Jesper Stein og Svend Spargsen lukkede sig inde i Laus gamle kahyt i Skin- dergade, skrev den første disposition til det nye partiprogram, sad i timer og genoplevede studentertidens stemning; at kunne ordne alt, ved hjælp af en kasse øl.

Indenrigs-, udenrigs-, sikkerheds-, skatte-, finans- og boligpolitik, forsvaret, hensynet til gamle og syge, undervisning, forskning, børnene, landbrugs-, industri-, handels- og socialpolitik, og det for arbejdsløse særligt vigtige afsnit: beskæftigelsespolitik.

Efter hvert vellykkede afsnit åbnede de døren, læste højt for Lars, Inge og Rosalil; det var dem, som bearbejdede udkast til agitationsplakater og annon- cer til aviserne.

"Husk", råbte Lars, "handel på børsen skal afskaffes, alt hvad der foregår på fondsbørsen er overflødigt, et aktieselskab kan sælge sine aktier fra en almin- delig bank, én gang for alle, basta".

"Dén går vist ikke", sagde Spargsen.

"Godt, så engang per måned".

Stein: "Sig mig, Spargs, har du nogensinde sat dine ben på fondsbørsen?". 

"Jeg?", svarede Spargsen, "hvad skulle jeg lave der?".

"Der ser du, der findes fænomener, som vi ikke har den fjerneste viden om, men som vi ved betyder utroligt meget for vores hverdag. Er det demokratisk, er det rimeligt, er det nødvendigt, er det udviklende for samfundet, at slæbe rundt med anakronismer fra bibelsk tid". - 

"Anakronismer, hvad er det?", sagde Inge, så betuttet på sin far.

"Anbringelse af en begivenhed i en forkert tid", kom det tørt fra Lars.

"Netop".

"Godt, vi tager det med, aktier omsættes én gang per måned via bankerne, til nøjagtig samme kurs".

"Og husk", sagde Lars, "læg vægt på andelsbevægelsen og andelsselskaber, men ikke efter den gamle recept, efter den nye, den bredt favnende, den altid levende, medmenneskelige og varme".

"Nej, hold nu op, jeg er socialist".

"Nej", råbte de andre i munden på hinanden, "vi er de nye socialdemokra- ter. Om vi nationaliserer eller ej gør ingen forskel, det der mangler er kontrol med erhvervslivet og finansverdenen".

"Hør sig mig", råbte Spargsen, "har vi ikke for få måneder siden haft tilstræk- keligt med gadekampe, uro og oprør?".

Stein: "Jo, fordi befolkningen blev regeret, folket vil medregere".

Så tav Spargsen, kløede sig i nakken: "Kom, Jesper, vi fortsætter".

-

Rosalil hersede med bogtrykker og avisernes annonceafdelinger, og i løbet af formiddagen kom de første korrekturer til plakater og helsides annoncer.

"Stem på mig og partiet, venlig hilsen, Svend Spargsen". 

Den eneste illustration var en vellignende karikatur af Aspargsen på folke- tingets talerstol. Han holdt en lille forskrækket mand i håret, regeringschefen, svævende over en gryde; i gryden svømmede de kendte ansigter fra konser-vative, liberale, nykonservative, kristelige, og alle slingrefisene fra Centrum-Partiet. Det var signalet, meddelelsen, hensigten; enhver vælger kendte Aspargsen.

"Rosalil, hvordan kan du få bogtrykker og aviser til at danse for dig, hvor har du lært det?", spurgte Inge.

Rosalil: "Lysten driver værket, jeg har i årevis forsøgt at få svendemand til at vågne op, nu lykkes det endeligt. Søde, søde Jesper", råbte hun, knugede Jes- pers Steins ubevægelige ansigtsmaske ind til sig, "en valgkamp er pragtfuld".

-

Stein og Spargsen åbnede igen døren, deres ansigter var alvorlige.

"Vi har et problem, Jesper er af den opfattelse, at den danske befolkning vil støtte en fredsaftale med Østtyskland og Vesttyskland, samt en opfordring til en national genforening af de to Tysklande. Hvad er jeres mening?".

"Er du vanvittig, det er politisk selvmord", råbte Rosalil.

"Hvorfor det?", svarede Lars.

"Vi støtter partiet, alt det andet, den store storpolitik, er det os", sagde Inge.

"Tanken er tiltalende, men tidspunktet er forrykt".

Spargsen så på Jesper Stein.

hvorfor står Jesper og trykker på sin kæbe, hvorfor kradser Jesper sig på sin glatte, stive ansigtsmaske, den skægløse hud, der aldrig bliver barberet, en hud med et gyldent skær, som om det var en forgyldt hud, eller måske en hud af pureste guld

"Der sidder dommere, der aldrig blev afnazificeret", råbte Rosalil.

"Netop derfor", svarede Jesper Stein; han satte sig i en vindueskarm, løftede tøvende armene, lignede et kirkemaleri, Den lidende Kristus, og sagde:

-

"Sejrherrerne efter den anden verdenskrig straffede den tyske befolkning kollektivt. Var det rimeligt? Var det nødvendigt? Var det tilgivende mod den antinazistiske del af befolkningen, som udgjorde flertallet, og havde udgjort flertallet siden 1933, uagtet nazisternes magtovertagelse, Hindenburgs kata- strofale fejltagelse, og den svage Weimarrepublik, omkranset af et et egocen- trisk Europa. Det samme antinazistiske flertal kom under en statsmagt, som på få år gennemtvang verdenshistoriens mest forrykte diktatur i et europæisk kul- turland. Husk det. Men uden penge, organisation og hensigtsstruktur kunne en sådan omvæltning hverken igangsættes eller gennemføres. Med andre ord: Hvem financierede den forrykte ide? Den tyske befolkning? Nej, den europæi- ske og amerikanske storfinans, det ved vi i dag. Bør vi så ikke på denne bag- grund, halvtreds år efter den forrykte krig, der splittede Europa og gav Sovjet og USA frit spillerum til at blive supermagter, skabe en fornyelse af Europa? Og det mener jeg skal starte med en fredsaftale mellem Vesttyskland og Øst- tyskland".

"Det lyder da fornuftigt", sagde Lars.

"Jeg har aldrig været i Østtyskland, og jeg har aldrig forstået hvorfor eng- lænderne smadrede Dresden i sidste minut før kapitulationen, tredive tusinde døde i et bombe- og brandhelvede", sagde Inge.

"Der skete mange fejl". 

"Men er du klar over, Jesper, at en fredsaftale vil medføre en genforening af Øst- og Vesttyskland, er det ønskeligt?", sagde Spargsen.

"Skal udslettelsen af jøderne tilgives den tyske nation står jeg af, det bliver valgkamp uden mig", råbte Rosalil.

-

"Hør nu, Rosalil", svarede Jesper Stein; han lagde hænderne på hendes skuldre:

"Forbrydelser skal straffes, og derefter tilgives, det er et af kulturens fortrin, derved kan vi erkende fejl, og arbejde på forebyggelse af fejltagelser. Men er forbrydelsen grotesk og absurd i handling og omfang, destruerer forbrydelsen tilgivelsen. Men en straf må aldrig ramme kollektivt, lamme en nation, og straffe generationer for en forbrydelse, som trods alt kun blev begået af enkel- te forbrydere, om end i statslig regi. Heraf følger, at menigmand var forpligtet til at lystre ordre, måske selv havde mistet liv og familie, hvis de ikke lystrede befalingen. 

At lade næste og næste og næste generation af børn og unge lide under angst, forfølgelser og fornedrelse i kølvandet på forældres og bedsteforæld- res og oldeforældres individuelle deltagelse i den tidligere stats forbrydelser, et monstrum af en stat, er det europæisk politisk anstændighed? Er det kultu- relt forsvarligt, er det etisk nødvendigt, er det medmenneskeligt acceptabelt?".

Jesper Stein havde talt behersket, med lav indtrængende stemme, pludselig råbte han lidenskabeligt: 

"Nej, Rosalil, så godt skulle du kende mig".

"Jesper, jeg forstår dig godt", hviskede Rosalil. Hun søgte ind til ham, kysse- de ham på halsen.-

"Jesper har ret", sagde Spargsen, "sagen er, at vi må gøre op med gamle fordomme, lære at opfange samtidshistoriens advarsler og handle før det er for sent, det andet er politisk hængedynd, og vi vil fornyelse".

"Bravo", sagde Lars.

"Men et par spørgsmål plager mig". Spargsen satte sig på en stol, så spør- gende på de andre. Inge tændte en cigaret for ham. Lars skænkede portvin. Rosalil satte sig på skødet af Stein. "Ja, Svend brormand, lad os hører?".

-

"Nuvel, tre ejendommelige problemer, som jeg mener tiden er inde til at få opklaret. Det ene er, hvad var den danske regerings oprigtige hensigt under optakten til den famøse 9. april? Den 19. januar 1940 vedtog rigsdagen en be- slutning om at værne landets fred og uafhængighed med alle de midler, som landets forsvar rådede over. Det var en klar advarsel til den tyske stat. Det ved vi, fordi Abwehr og den tyske værnemagt omvurderede de danske forsvarsstyr- ker. Abwehr kalkulerede med 2000 kampsoldater på Middelgrundsfortet, men den 9. april var der kun 20, og kanonerne kunne ikke skyde, enten fordi der forelå tysk eller dansk sabotage, eller at de danske befalende ville det sådan. Samme situation gjaldt de øvrige forter omkring København, Flakfortet og Dragør, og Masnedsund ved Vordingborg, og så videre. 

Hvorfor i alverden trådte de ikke i funktion den 9. april når forsvarsviljen udtrykkeligt var tilkendegivet allerede i januar og marts? Der må i et eller andet arkiv findes et eller andet skriftligt bevis på, hvem der forestod hvad.

Jeg tror, muligvis ved jeg, at der på højeste sted, af en eller anden ubegri- belig årsag, indtraf hvad jeg vil kalde eklatant landsforræderi, at befolkningen blev svigtet. Hvordan kunne regeringen og hærledelsen og admiralitet i den grad lade sig ydmyge? Af fejghed, eller hvad? Officerernes ære? Jeg forstår det ikke. 

Nå, så følger den lange dansk-tyske samarbejdsperiode frem til august 1943, så siges der endelig stop, og tyskerne ville indfange jøderne i oktober. Og hvad sker så? Kun, undskyld udtrykket, tallet var rigeligt endda, men tyskerne fangede, hm, dette kun, under ti procent af vore jødiske medborgere, fem, seks, måske syv tusinde jøder blev for næsen af forfølgerne smuglet over til Sverige. Jeg begriber simpelthen ikke, at det kunne lade sig gøre. Men mon ikke æren herfor skal deles med de tyske myndigheder, som givetvis må have sluppet katten ud af sækken, en advarsel, nu sker det, vogt jer i tide.

Vi ved ikke, hvad der præcist skete, før tyskerne giver os en forklaring.

Nuvel, jeg ser også denne handling, den store organiserede flugt, som den menige borgers bekræftelse på, at de havde vilje og evne til at forsvare lan- det, såfremt kongen, regeringen, hærledelsen og admiralitetet havde erkendt deres pligt og ansvar den 9. april.

Og så har vi den forbandede historie med Jane Horney, hvorfor er den sag ikke opklaret til bunds? Senest har den danske modstandsbevægelses kontakt- mand i Malmø, Tage Forsell, afleveret sit arkiv til Universitetsbiblioteket i Lund. Han påstår, at Jane Horney ikke var spion, men at hun tværtimod var en sød pige. Det var altså ikke nødvendigt at myrde hende og sænke hende i Øresund. Kort sagt, jeg foreslår vi kræver en ny undersøgelse af disse forhold, det vil i hvert fald lette min samvittighed".

"Bravo", sagde Lars.

"Svend, du begår politisk selvmord", smilede Rosalil.

Jesper Stein så på Spargsen: "Spargs", lo han, "du må være forsigtig".

"Krigen var en skandale for hele landet", sagde Inge.

-

Spargsen stod et øjeblik i tanker, rettede sig op, hans lange krop nær var gået igennem loftet, og fortsatte: 

"Jesper, skriv udkastet færdigt, Inge skriver det rent, Rosalil ordner bogtryk- keren, og hør så her, Jesper og Lars, Rosalil og Inge. Jeg vil foreslå at partiet opstiller jer som kandidater til folketinget. Hvad tid skal vi spise frokost? Jeg går et par timer, hvad siger I til lammekoteletter, billige danske lam, smager godt. Hej, farvel med jer så længe".

Med de ord forsvandt Aspargsen ud ad døren.

"Spargs, hvad mener du?", råbte Jesper Stein; han løb til døren, rev den op, råbte: "Svend, hvad mener du? Spargsen, stop, tænk dig dog om, en mand med mit ansigt?".

"Dit ansigt, dit ansigt, hvad er galt med det, du har et skide flot ansigt. Hej, Jesper".

"Det rabler for aspargsen", mumlede Rosalil.

"Jeg har set på en dejlig kjole", sagde Inge til Lars, "og du skal i smoking".

"Vi trykker flere plakater, banker og forsikringsselskaber skal nationalise- res", svarede Lars.

Det gamle parti vågnede op, støttede de af Spargsen foreslåede kandidater.

-
De sidste forrygende dage 

 Lars deltog i et møde med garvede erhvervsfolk i en tv-transmitteret diskussion fra et flerpartivælgermøde, arrangeret af Unge Forretningsmænds Ridderskab, et tillukket foretagende, der nød de konservatives bevågenhed.

Det var udsolgt i salen. Lars stjal alles opmærksomhed ved at møde op med et stort skilt på maven, Blinde-Lars.

Han bar igen den gamle brille med de runde sorte uhyggelige glas, famlede usikkert op på podiet, satte sig foran deltagerpanelet med front mod publikum, hans stemme kunne nå frem til mikrofonen ved talerstolen, ofte afbrød han talerne med uforskammede bemærkninger og tilråb.

De unge arrangører kunne ikke overvinde barrieren mellem invaliden, den synshandicappede på podiet, og salens forsamling af struttende sundhed og velvære, fysiske og økonomiske succes.

Den tilstand ændrede sig ved tilhørerskarens svedende, udstødende luft- strømme, der lød som protester. En hysterisk eksplosion syntes uundgåelig. Så rejste Lars sig, tog de uhyggelige briller af, trampede på skiltet Blinde-Lars,  brækkede den hvide stok i stumper, og råbte: 

"Så lidt skal der til for at forandre de politiske vilkår".

Dermed gik han. Salen tordnede af begejstring. De unge forretningsriddere råbte bravo, et flot reklamenummer.

-

Spargsen holdt brandtaler over hele landet, talte med glødende overbevis- ning, en time, to timer, tre timer, på et skibsværft i København over fire timer i træk. Hundrede tusinder tilhørere lod sig åndeløst sarkastisere, håne, bebrej- de, ironisere, lamme, fortrylle, true, trodse, hypnotisere, overtale, opmuntre, begejstre, beundre, til tider snøfte. Mange græd af bevægelse, tænk al denne glød og begejstring.

Spargsens tale føltes som en varmende nervestrøm fra hjerteroden helt ud i tåspidserne. Folkemængden hulkede i lattertårer. Slingrefise, kristelige, haha, konservative, stupidliberale, haha, Dansk Folkeforførelse, hahaha.

-

Jesper Stein havde succes ved tre bevægende møder arrangeret af Invalide- organisationers Landsforening, der havde langt flere medlemmer end han nogensinde havde forestillet sig:

Her sad lammede trafikofre i kørestole, her blev de fra fødslen misdannede ført ind på bårer, her sang de talehæmmedes sangkor, her spillede Blindes Idrætsforening håndbold, her løb folk uden ben terrænløb og satte rekorder, her holdt døve og døvstumme velkomsttale, udbragte et dundrende hurra for den nye tids mænd og kvinder, og et talekor af voksne åndssvage, hjerneska- det som foster eller under fødslen, råbte taktfast, med tindrende glade øjne: "Jesper, Jesper, Jesper, Jesper". 

Deres kroppe lignede uformelige pølser, tribunen vaklede faretruende, når de stampede i takt: "Jesper, Jesper, Jesper, Jesper". Et skummende brus fra de medvirkendes mundvand flød på tribunen, Jesper Stein fik det på sit ansigt, det ødelagde hans tøj, alle omfavnede og kyssede ham, han var nær blevet kvalt.

-

Rosalil begik et kup, viste hendes evner som organisator. Hun købte en ver- densombejlet rocksangers eneste koncert i Skandinavien, tv-transmitteret.

Koncertens publikum var noget særpræget, en hærskare arbejdsløse punke- re, funkere, læderjakker, bumser, budhister, nudister, bøsser og lesbiske, kris- telige ungdomssangkor, stimer af højskoleelever.

Verdensidolet var henrykt. En flot koncert. 

Men allerede under hans første nummer hev publikum bannere og flag, transparenter og plakater op af lommen, og landets tv-seere kunne læse det samme budskab: Stem på Aspargsen. 

Tv-produceren gik amok, politiske tv-reklamer før valget var forbudt; han for- langte tv-transmissionen afbrudt, blev ikke hørt. Den rocksyngende millionær i dollars ville kræve erstatning, produceren contra et enormt erstatningskrav. Jamen, altså, Danmarks Radio havde ingen penge til skandaler. Den tekniske stab nægtede at lytte til producerens ordre. Danmarks Radios generaldirektør blev alarmeret, ankom besvimet af skræk, fjernt fra sit borgernavn, Christian Voldsmand Nielsen, blev båret væk af tre negerpiger, efter sigende hans nær- meste familie.

-

Inge, hjulpet af Rosalils iderigdom, gennemførte forbløffende demonstratio- ner. Hun lejede 50 brasilianske sambapiger fra karnevallet i Rio, og som tro- skyldige politisk interesserede små lam, gik Inge og de søde piger gennem den omhyggelige kontrol med ballademagere, ind til regeringspartiernes stør-ste valgmøde. 

Her, midt under hovedtalerens almindelige, tungsindige, ideforladte, uinspi- rerende, dumhed befordrende, lallende opremsning af landets 'solide politiske tilstand', uden mindste skamfølelse for de herskende asociale forhold, valgets udløsende faktor: de mange gadekampe, ildebrande og borgernes forbitrede protester afvist som bølleoptøjer, lød der pludselig en kraftig trillefløjte, så en til, og ni, og lynhurtigt 51 skingrende trillefløjter fra unge smukke damer, der smed tøjet og dansede splitternøgne samba samba samba, uddelende plaka-ter til højre og venstre med teksten: Stem på Apargsen. 

"Det var ikke det, at disse piger var nøgne på, det var måden, altså, at piger- ne var nøgne på, smukke, dansende, velskabte, liderlige", skrev hele pressen begejstret.

SKYLDER DU BØRNEPENGE?

Natten før valgdagen, dødtrætte af al den megen virak, mødtes Inge og Lars tilfældigt i Skindergade.

"Hvad skal du i morgen?", spurgte Lars.

"Det ved du, vi er indbudt til gilde på Christiansborg når valgresultatet fore- ligger i radio og tv", svarede Inge.

"Du har ikke set i vores post i flere dage, bunker af uåbnede breve, anony- me trusselsbreve og beundrebreve mellem hinanden, og dette, værsgo, min ven", sagde Lars bistert.

"Hvad er det?".

"En tilsigelse fra skattevæsenet".

"Jamen, Lars dog, skylder du i skat?".

"Det aner jeg ikke, det ordnede Bella for mig".

Inge råbte vredt: 

"Må jeg så få det at vide, Lars. Skylder du for børnepenge? Det vil jeg sige dig, du vover ikke at holde den slags ting skjult for mig". 

Inge krøllede tilsigelsen hårdt sammen, kylede den i hovedet på Lars.

-
skatteinspektør lundefryd 

"Ja så", sagde skatteinspektør Lundefryd smilende, "De er altså den kendte velgører, ingeniør Lars Anton Ernest? Goddag, sid ned".

"Tak", sagde Lars.

"Og De er kandidat til folketinget for et kendt parti. Vi er kolleger, jeg stiller op i Østre Storkreds for de konservative. De har vel hørt mit navn, det bliver spændende, meget meget spændende".

"Ja", sagde Lars.

"Men jeg ser vi har et lille problem. Er De blind? Jeg mener, har De været syg, med Deres øjne?".

"Ja", sagde Lars.

"Nuvel. Kan De da forklare mig".

"Naturligvis, derfor kommer jeg".

"Vent nu lidt, unge mand. De boede nogle år på Blindeinstituttet, og derfra indsendte man den lovpligtige selvangivelse. Nå, uden Deres underskrift, ja, det går vel, De var umyndiggjort, var jo ikke så gammel. Men så, ja så arver De, ikke sandt?".

"Jo", svarede Lars.

"Hvad arvede De?".

"Det ordnede min søster, hendes øjne har aldrig fejlet noget".

"Deres søster, har De en søster? Nå, det vedkommer ikke denne sag, jeg har rigeligt her, men kan De huske, hvad de arvede?".

"Det var noget med en sagfører, min mors faster, nej, det var ikke min mor, men hun hed altså faster Louise".

"Ja, her ligger en udskrift fra ejendomsdirektoratet, jeg kan se at De arver en ejendom i Skindergade, og Bella er selvfølgelig Deres søster".

"Ja". 

"Så kom vi så langt. Men hvorfor indsender De ikke den årlige lovpligtige selvangivelse til skattevæsenet? Vi har skrevet til Dem mange gange, og ansat Deres indkomst og formue til nul, men det må være slut nu".

Lundefryd så på Lars.

"Ja". Lars nikkede.

"Er De regnskabspligtig?".

"Hm".

"Jeg spørger om De er regnskabspligtig, hvad er det De hedder, driver De selvstændigt erhverv?".

Lars kløede sig i nakken: "Ja".

"Jeg kan af sagens dokumenter og vedlagte avisudklip se, at De titulerer Dem selv som ingeniør, hvad bestiller De?".

"Det er en fejl, min søster tog fejl, det var en fotograf efter en koncert som".

"Hvad vedkommer en koncert Deres indkomstforhold?".

"Næ, det gør det vel ikke". 

"Med mindre De er koncertarrangør. De må vente et øjeblik, De må ikke for- lade lokalet, jeg er sandelig ikke færdig med Dem, endnu".

"Næ, ja", nikkede Lars.

Lundefryd kom tilbage, slæbende på en omfangsrig brevmappe. 

-

"Se, alt dette her er med Dem", smilede han, åbnede brevmappen, sortere- de papirer i små bunker, og sagde: "Lars Larsen, næ, Lars Anton Ernest, De er millionær, og mere til".

"Måske", svarede Lars.

"Hvorfra stammer Deres indtægter og denne rigelige formue?".

"Det, hm, det kan jeg ikke oplyse".

"Det skal De. Tror De, at vi kan have velhavende personer vandrende frit omkring i landet, uden at betale skat? Næ, unge ven, den går skam ikke".

"Næh, måske".

"Måske og muligvis, ha. Hvorfra har De Deres indkomster, hvad er grundla- get for Deres formue? Nu må De lægge kortene på bordet".

Lundefryd viftede med et bundt avisudklip:

"Se her", råbte han, "ung krøsus skænker fem millioner kroner til Universi- tetsklinikken, hvabehar, er det ikke Dem? Store valgbidrag fra ung velhaver til Arbejderpartiet, er det ikke Dem, hvabehar?".

"Jo", svarede Lars svagt.

"Vil De følge med".

-

Lundefryd tog Lars under armen, førte ham til Skattepolitiet, åbnede døren, råbte:

"Værsgo, her har I en fed fisk", gav Lars et puf i ryggen. 

Fra en transistorradio jappede en forvirret reporter en ud i lokalet:

"Opbrud, opbrud, opbrud, stemningsskred overalt, store partier er decimere- de, flere småpartier er helt udryddet, valget samler sig om Aspargsen, Svend Spargsen, det lange rær, det er helt uforståeligt, vælgerne har sat deres kryds i blinde. Regeringschefen har netop meddelt".

"Luk for det volapyk", råbte Lundefryd, "jeg kommer ikke ind. Før middag havde jeg kun fået to stemmer, hihi, min egen og min kones, hihi".

"Ihdog goddag hr. statsminister Lundefryd, hvad skylder vi æren?", lød det fra skattepolitiet.

"Hihi, meget morsomt, goddag, ærede kolleger".

"Den herre i Deres følge, som De fremstiller her for os, er velsagtens skatte- væsenets nye chef, hahaha". 

Skattepolitiet skreg af grin.

"Hihi, meget morsomt, meget morsomt", peb Lundefryd.

Lars gik baglæns, drejede omkring, greb fat i dørhåndtaget, ville flygte, rus- kede i dørhåndtaget, forgæves. Døren var låst. 

Lundefryd lagde en hånd på Lars skulder, hvislede satanisk til sine kolleger: 

"Jeg har fanget en regulær forbryder, cigaretsmugler, narkotika, hvad ved jeg, mangemillionær uden regnskabspligt, hihihahaha, tak for jeres mange gode tip".

"Hov", råbte skattepolitiet, "er det ham?".

"Lige præcis ham. Jeg tror det er en af idioterne fra den store guldtransport, en skummel person".

Lundefryd vimsede omkring Lars:

"Se, han dukker sig, op med hovedet, Lars Larsen, så mine kolleger kan se dig, kom så op med de små øjne, sådan, se mig lige ind i øjnene, det står du dig bedst ved".

-

hvor er mine briller med de sorte glas, den store guldtransport, skattepolitiet er vanvittigt, den store guldtransport, hvad bilder de folk sig ind, det er ganske almindeligt arvegods, Hugh Haydens tronstol af guld, tak skæbne, det var mig der lavede den sammen med Rolf og Celia og Andreas og Lotte og ham i fine laksko, Sivertsen, nu får Bella en prop, og Inge, hun går i spagat, børnepenge siger Inge, jamen lille Inge, jeg har rigeligt i dig, søde skat, nej, hvor de dog snakker, de fæhoveder, men jeg holder mund, se nu ham, han er ophidset, og den anden lugter af dårlig ånde, puster mig ind i ansigtet, hvis han ikke flytter sig får han en blodtud, min mave slår kolbøtter, mon de har et toilet, jeg hader beskidte lokummer, nåda, deres spørgsmål til politigården, nej min ven, jeg er ikke efterlyst, jeg har ingen sager, jeg er en lovlydig borger, næ jeg er ej, ulovlig guldsmuglesmelter, siger de, de har fis i kasketten, vi har jo ham sagføreren i Nørregade, han ved en masse om faster Louise, tænk hende kender jeg slet ikke, nu skal jeg altså på lokum, ellers skider jeg i bukserne

-
Altid tilbageslag

Vælgernes dom på valgdagen måtte tolkes som en katastrofe, store forskyd- ninger mellem partierne indbyrdes, men stagnationen, ligevægten, balancen, den grundlæggende forskel mellem vælgernes højre og venstre fløj, ændrede sig ikke.

"Nu bliver blokpolitikken værre end nogensinde", skrev aviserne, "nu står slingrefisene igen med magten", lød det fra vælgerne. Alligevel havde valg- billedet ændret sig. 

Det lykkedes regeringschefen at opsluge stemmerne fra de små højrepar-tier, som blev udslettet, KonservesPartiet fik stor fremgang, tilslutningen til LiberalPartiet stabiliseredes. Højrefløjen fik halvdelen af folketingets manda-ter.

Efter en del uro på flere valgsteder, med gentagne nyoptællinger af resulta- tet, viste det sig, at slingrefisene, CentrumPartiet, holdt stillingen med seks procent af mandattallet. Et par nye ansigter kom ind i folketinget.

Det var Bellas ægtefælle, lektor Tom Brodersen, der havde holdt på den rigtige hest, og en søn af playboy Øh, der ikke uventet havde arvet sit ophavs evner og navn. De resterende mandater fordeltes på Arbejderpartiet, der fik en lille tilbagegang, slugt af Nyt Socialistisk Arbejder Parti. 

Men slingrefisene sad med magten, var den udslagsgivende faktor i alle politiske spørgsmål, kunne igen lægge vægtloddet i rette skål, efter behag.

"Det er demokradiktatur", hvæsede Spargsen, "seks procent af vælgerne må ikke sidde med magten".

Hverken Lars, Inge eller Rosalil blev valgt ind. Den heldige var Jesper Stein, og selvskrevne Spargsen. 

Rosalil blev i den anledning så befippet, at hun på valgnatten friede til Jes- per Stein, og fik ja. Næste morgen rejste hun til London, udspionerede sin ægtefælle, luftkaptajnen, der lå i med en stewardesse, hurtigt afsløret.

Inge var ligeglad med, om hun kom i folketinget eller ej, sagde hun tappert, medens skuffelsens tårer piblede ned over hendes kinder, afsløret under et interview i tv-aktuelt. Inge var til gengæld stolt over sin faders succes, Jesper Brutalis Stein, Arbejderpartiets topscorer i personlige stemmetal.

-

Lars sad i Vestre Fængsel på valgnatten. Efter at have sundet sig over anhol-delsen hos skattepolitiet, "gik skattesvindleren Lars Anton Ernest til beken-delse", hed det i en fra skattedirektoratet udsendt pressemeddelelse.

Som omgående blev dementeret af det samlede folketing, der kort udtalte, at ingen styrelseschef måtte udtale sig, før Dronningen havde udnævnt en ny regering. Det viste sig, at slingrefisene ikke ville stå uden for regeringsmagten, ville ind i varmen, for enhver pris.

Det satte regeringschefens sejrrige parti sig imod. "Vi bliver siddende som forretningsministerium til de andre vælter os", udtalte statsministeren.

-

Lars havde lagt kortene på bordet. I detaljer fortalte han om arven fra faster Louise, om 'et par kilo' guldeffekter han havde smeltet om, og om hvordan Bella havde solgt dem. 

Bella blev indkaldt til forklaring.

Joh, sagde hun frygtsomt, skattepolitiet måtte forstå, at hun havde følt det helt nødvendigt at støtte sin tvillingebroder i hans sygdom, at være blind var ingen lykkelig situation for noget menneske, og især ikke for Lars, der før ulyk- ken var meget aktiv og kreativ. På et enkelt punkt løj Bella groft. Hun sagde, at hun kun, og alene kun, havde solgt guldet i Vesttyskland til en opkøber ved navn Buddenbrock. 

Hun blev adspurgt, om hun og Lars ville betale bøde, 2 millioner kroner, og samme sum i efterbetaling, hvorved sagen kunne afgøres administrativt, uden kriminalpolitiets eller andre myndigheders indblanding.

"Ja", svarede Bella, og senere Lars, spagt.

Skattevæsnets forslag skyldtes bevisets svage stilling. Forespørgsler til ud- landet vedrørende Buddenbrock blev besvaret med henvisninger til en vis Thomas Mann, hvilket hensatte politiet i dyb undren. Hvem var Thomas Mann?

Direktoratets oplysninger i eget arkiv om eventuelle guldsmuglende, i hvert fald skatteskyldende kunstnere og litterater, var omfattende, men næppe ind- drivelige i kontanter, hvorfor den del af sagen blev henlagt.

Der forelå ingen dokumentation for det omsmeltede guld, ingen regnskaber, prislister, salgslister, kundekartotek, men alene skatteundragerens tilståelse om forglemmelse af den skattepligtige indkomst. Guldeffekterne var bevislig helt almindeligt arvegods. Hvis andre ville undersøge effekternes oprindelse, så, vær så god.

"Dog, lige et sidste spørgsmål, Lars, har du mere guld?".

"Nej", svarede Lars.

Forretningsministeriets skatte- og afgiftsminister erklærede: 

"Jeg vil ikke høre et ord mere om den forbandede guldsag, løs problemet per konduite, uden at sagen vækker opsigt".

-

4 millioner kroner til bøde og efterbetaling, jamen gud, så mange penge har jeg ikke, eller har jeg, tænkte Bella.

Hun kravlede ud under tagspærene bag Lauses kahyt i Skindergade. Her fandt hun depotbeviset for Ella Lenkes arv til Jan Gustaf. Hun gik op til advo-katen i Nørregade og bad ham sælge rub og stub.

Efter et kort blik på værdipapirernes sammensætning, svarede han tørt:

"Tænk, at bruge en morders, en straffefanges, jeg mener Jan Gustaf Jansens midler til betaling af skattegæld og bøde? Såvel Jan Gustaf, tør jeg vel sige, og utvivlsomt Deres broder, Lars, havde nok forestillet sig en helt anden anvendelse".

- 

Det åndelige klima, den altid hyklende omtale af de demokratiske værdier, den stedse mentalitet: kniven i ryggen, slingrefisenes uhyggelige magt, misun- delsen, jalousien, de mange utilfredsstillende affærer, herunder skattesagen mod Lars, førte til, at femten folketingsmedlemmer kom under hypnose.

-

-

                                                     guld24                        

-

-

-

-