- der er da liv, hold fast på ham -

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Københavns zoologiske Have modtog med glæde og tak den store gave fra Louise von Listerius. Ikke mindre end fem reptiler, en truet dyreart.

Indfangningen af de fem glubske congokrokodiller, der via Hamborg lå i svømmepølen i Nordhavnens Pumpefabrik, havde været en vanskelig opgave. 

Det lykkedes, men en uopmærksom dyrepasser måtte sige farvel til sin ene støvle, og skreg af angst da hans arm pludselig sad fast i en krokodillekæbe.

Den gamle cirkustjener kom til hjælp, han havde rejst med slangernes dron- ning, til hun hun en dag ufrivilligt blev en del af kvælerslangernes foder. Den gamle mand kom stavrende, venlige fuglelyde kom ud af hans mund, kroko- dillen åbnede gabet, afstod fra medhjælperens arm og helbred.

Kort tid senere følte faster Louise, at tiden nærmede sig, da hun ikke selv skulle regnes blandt de levende. Hendes krop visnede, livskraften tørrede ind. Hun sagde farvel til de kære gamle veninder, der alle sad bevægede omkring hendes seng og sang salmer. 

I en stille pause i salmesangen hørte de hende sige:

"Farvel, nu kan jeg vist ikke mere, husk mit testamente, husk vores nye børn, tvillingerne Bella og Lars". 

Med de ord døde hun, og fik en smuk begravelse fra Domkirken i Lund.

-

Lars skulle med til begravelsen, og blev i den anledning hentet på Blindein- stituttet af Bella. Han nægtede pure at deltage i den gamle dames begravelse:

"Hvad rager hun mig", svarede han trodsigt, men Bella fik ham overtalt. 

En reportage på Sydsvenska Dagblads forside viste billeder af Bella og Lars. Det var første gang de var i avisen.

På deres myndighedsdag modtog de et posthumt brev fra faster Louise, der fortalte om arven, en sum penge, og huset i Skindergade. 

Faster Louise havde friholdt huset for fremmede lejemål, i deres nu egen ejendom i Skindergade. Dertil Nordhavnens Pumpefabrik, og en lidet trovær- dig beretning om stabler af metalkasser med guld i pumpefabrikkens kælder.

"Så ved jeg hvad vi gør", sagde Lars.

"Hvad mener du?", svarede Bella, der med sit kønne ansigt og lidt frygtsom- me sind, det Rolf havde kaldt småborgerligt, mindede om sin mor, Elise.

Elise var bortgået fra Statshospitalet uden for Vordingborg, og havde efter dages omflakken, en nat ladet sig glide ned i strømmen i Guldborgsund, under jernbanebroen.

"Bella, du skal finde en dygtig øjenlæge til mig, en der kan operere mine øjne så jeg igen kan se", sagde Lars. Og hvad ingen havde troet var muligt, skete. Men omstændighederne var lidt ejendommelige, og vejen lang.

- 

Det begyndte, da Lars beordrede Bella til at vise ham gulddyngerne, sagde han, i pumpefabrikkens kælder. 

Bella frøs af skræk i de uhyggelige omgivelser. 

Alarmen med det elektriske vand, tomme krokodillebure, stanken af øglelort, fede rotter løb blandt rustne og snavsede maskiner i den engang veludstyre- de maskinfabrik, atomsikringsrummets tonstunge sikringsdøre, og de spøgel- sesagtigt opstablede, spindelvævsbehængte metalkasser overalt i den engang påtænkte overlevelseskælder. 

Og dertil lyden, lyden kunne flosse Bellas nerver, den klikkende lyd fra Lars hvide stok mod gulvet, når han søgte sig frem i rummet.

-

Efter et par dages rekognoscering gentog Lars den omstøbningsproces af gammelt skrotguld, som Bella aldrig havde hørt om, den fra Domus Lausius.

"Værsgo", sagde han til Bella, "køb mig en elektrisk ovn der kan smelte metal ved fjorten hundrede grader".

Bella købte en elektrisk smelteovn.

"Værsgo", sagde Lars, "køb mig smeltedigler og forme til barrer samt fire par arbejdshandsker og fem kilogram borax".

Bella købte hvad Lars forlangte. Derpå arbejdede de hver eneste fredag og lørdag.

Bella fattede ikke, hvordan Blinde-Lars, som han grinende råbte om sig selv, trods blind, med sikker hånd kunne svinge diglen med det smeltede guld ud fra den glødende ovn, ned i støbeformen, og samle en dynge guldskrot, veje det i hænderne og sige "sådan, et kilo", og derefter fortsætte processen.

jamen, er Lars da ikke blind, tænkte Bella.

Når de igen kom ud i dagslyset, fortrød hun sine mistænksomme tanker.

-

Søndag morgen lagde Bella to guldbarrer i sin taske, fulgte den planlagte rute gennem Danmark, Sverige, Norge, fra guldopkøber til guldopkøber. Det var den nye generations guldkøbere, der ikke stillede spørgsmål, men betalte Bellas pris for guldet, som opkøberne nemt kunne sælge videre til guldtræn- gende købere. 

Ruten blev lagt således, at Bella kunne nå tilbage til Skindergade, og for- beredt følge ugens forelæsninger på universitetet. Det var Bellas håb at blive læge, og måske kunne hjælpe Lars.

Lars havde sin egen rute, øjenlægernes rute, sagde han. Han havde en sum penge i tasken, og med den under armen, og den hvide stok strakt ud foran sig, fulgte han sin rute, nervøst og en kende fræk. Det samme optrin gentog sig hos hver eneste øjenspecialist. Lars kom ind i konsultationen og sagde:

"Goddag, mit navn er Lars Anton Ernest, jeg har bestilt tid hos øjenlægen".

"Nu skal jeg følge Dem ind", svarede klinikdamen.

"Her, det er til Dem", sagde Lars, og gav den forbavsede klinikdame en kon- volut med ti tusinde kroner.

"Ønsker De en kvittering fra øjenlægen?", svarede klinikdamen.

"Nej, det er en gave til Dem, til en buket blomster, for Deres bedst mulige service til mig", svarede Lars.

"Jeg er altid hensynsfuld imod vore patienter", svarede klinikdamen rystet, som om hun havde erfaret noget ufordelagtigt om sin person. Lars kunne derfor aldrig klage på disse damers service.

Så kom specialisten, og sagde: "Goddag, Lars, ja, Dem har jeg hørt meget om. Og De mener at jeg skal kunne gøre mirakler, men det kan jeg ikke. Se på mig, tak".

Lars rakte en konvolut med et pengebeløb frem til specialisten og sagde: 

"Det er til Dem, doktor, vis nu, at De duer til noget".

Lægen tog mod pengene, og fordybede sig i en langvarig undersøgelse af patienten, men sank til sidst svedende og udmattet ned i en stol, og sagde skuffet:

"Nej, Lars, der er intet håb, jeg ser ikke det ringeste håb, medmindre, nej, det kan ikke lade sig gøre".

"Hvad kan ikke lade sig gøre?".

"Nå, De ved Lars, man læser jo så meget".

"Om hvad?".

"Hjerte-, lunge-, nyretransplantering".

"Ja så", svarede Lars spydigt, "ser man det".

-

Lars og Bellas formue voksede. Nordhavnens Pumpefabrik med rustne dreje- bænke, spindelvæv, krokodillebur, en forældet atomsikringskælder, og snese- vis af tomme metalkasser blev solgt til skrot og nedrivning. 

Lars bad en arkitekt opføre en pragtvilla på stedet, og solgte hele molevitten med stor fortjeneste. 

Lars og Bellas hverdag i Skindergade blev derefter tålelig. 

Guldet i barrer stablede Bella sammen under tagspærene bag Odettes og Laus Kahyt, guldet lyste gulrødt og varmt. Bella hyggede sig, var stolt over Lars viden og håndelag. 

En dag blev hun hundeangst, udstødte forskrækket et lille skrig, hun stod i halvmørket og trådte på noget blødt, måske en redefuld med mus, eller gud nej, måske rotter? Det peb og klirrende.

Det var den ene af de lærredsposer, advokat Henrik Listerius havde foræret direktør Laus Jansen, som havde gemt den til sin fraskilte hustru, hans elskede Odette. Herom vidste Bella og Lars intet.

"Det undre mig ikke, hvis jeg finder noget mere", hviskede Bella. 

Hun glemte kryb og mus og kravlede ud under tagspærene, undersøgte gul- vet, havde ingen lys, måtte bruge fingrene. Hun fandt endnu en gammel mør- net lærredspose i en skibssæk, og en stor brevpakke klistret fast til sækken.

Det var straffefangens, Lars og Bellas farfaders, Jan Gustafs gave til Andre- as og Celia, i sin tid gemt væk af Odette, uden særlige tanker om indholdet, som en præstekone havde sagt indeholdt Jan Gustafs bedstefaders smede- værktøj. Bella genkendte lærredsposen og påskriften Inhalt 10 kilo. 

Men hvad var der i brevpakken? 

Nysgerrigt sprættede hun den op, forsigtigt undersøgte hun indholdet, det var Ella Lenkes arv til Jan Gustaf. Et arvedokument fra en sagfører opremsede Ellas arv fra hendes forældre, anbragt i bankbøger, statsgældsbeviser, kom-muneobligationer, bankaktier, og meget andet. 

Bella bar pakken op til faster Louises sagfører i Nørregade. 

Det var ham der opbevarede familiedokumenterne, sagde han, ham der på faster Louises ordre havde bragt juridisk rede på Lottes besynderlige påfund: 

"Fællesskabet Domus Lausius indbyrdes arveaftale, én for alle, alle for én, og for fællesskabets længstlevende og deres efterkommere".

Efter en stund sagde advokaten venligt:

"Det er alt sammen Deres, frøken Bella, dog, selvfølgelig, med halvdelen til Deres broder, Lars. Må jeg foreslå, at De anbringer disse midler i en betryg- gende bankboks".

jeg siger intet til Lars om Jan-Gustafs arv før det bliver meget nødvendigt, men Lars må ordne det nye antikke guld, fandens

"Du, Lars, der findes også guld her i Skindergade".

"Smid det væk, nu gider jeg ikke mere".

"Det er mindst tyve kilo".

"Behold det, gør ved det hvad du vil, jeg arbejder, vil ikke forstyrres".

Når Lars skar skibe, dyr og trolde i egetræ, og Bella beundrede hans følsom- me hænders skaberevne, eller Lars spillede vemodigt på sin trompet, eller i timevis lyttede til politiske foredrag og debatter i radio eller tv, ville han ikke forstyrres.

"Så gør jeg det selv", svarede Bella, hun måtte selv forsøge sig ved smelte- ovnen. 

Processen lykkedes, hun bad Lars føle på de nye færdige guldbarre. Han løftede dem op og sagde: 

"Bravo, søster, et kilo per styk, men så er det slut med minedriften".

Bella blev så overrumplende glad for Lars, at hun hengivent kyssede ham. Lars mumlede ind i hendes hår: "Nu tror jeg du skal skaffe mig en pige".

Bella kyssede Lars, hviskede "kom", førte ham ind til hendes seng.

-

Indføget snavs, regnvand og sne under tagspærene bekymrede Bella; de gamle tagsten måtte understryges, ellers tabte guldbarrerne deres glans, og når solen bagte på taget, krøb store lodne edderkopper frem fra deres skjul på jagt efter insekter.

"Det finder jeg mig ikke i", hviskede Bella; hun monterede elektrisk lys, støv- sugede og vaskede, og tætnede tagstenenes huller og sprækker. Når hun nu var så godt i gang skulle den trekantede endevæg på loftet, brandmuren til naboejendommen, males hvid.

Foran væggen stod tre store gamle egetræskasser. Bella tænkte, at det var tomme gamle flyttekasser, eller anden form for tom emballage, det skulle bare ud. Hun greb fat i den første kasse, udstødte et lille skrig, hendes arm var nær revet af led, så ondt gjorde det, kassen var sindssyg tung.

"Møgkasse", sagde Bella, hentede et brækjern. Kunne egetræskasserne ikke flyttes, skulle de åbnes.

Hun bevægede sig i de næste dage som bedøvet. Heldigvis kunne Lars ikke se hende, men han lyttede opmærksomt til hende stemme.

"Er der noget i vejen, Bella, du sjusker rundt som en tosse, jeg mangler rent undertøj og skjorter, og min mad er brændt på, hvorfor svarer du ikke?".

"Jeg er så træt".

"Kvindenykker", mumlede Lars.

Bella havde fundet faster Louises utrolige gave: 

"Til den altid yngste kvindelige efterkommer i slægt eller arv efter Celia og Lotte og Louise von Listerius sidste vilje".

Det var et restparti uerstattelige juvelsten. Juveler Joseph Cavalho havde omhyggeligt registreret 'de sølle rester', sagde han, overvåget af faster Louise. De kostelige ædelsten lå indpakket i bløde sorte fløjlsposer, hver enkelt på- hæftet en præcis beskrivelse af art, slibning, karat, omregnet vægt og værdi, henvisende til dagskursen fra diamantbørsen i Amsterdam, med tillæg for ste- nens særligt fremragende egenskaber. Resultat, 300 kilo ædelsten, 1.500.000 karat. Per karat 2.000 kr. = 3.000.000.000 kr.

Tre milliarder kroner?

Bella købte to nye regnemaskiner. Samme resultat. Hun købte en russisk kugleramme; samme resultat. Hun smilede hengivent til sin lærer på universi- tetet, en matematikprofessor, og bad ham hjælpe sig. Lige meget hjalp det. Det samme resultatet fik det til at svimle for Bellas øjne.

Et halvt år senere bad hun mindeligt Lars om at hjælpe sig med en pæn glasdims, hun havde fundet hos en marskandiser. Og uden at vide, at han sad med Nordeuropas største og smukkeste brillantslebne diamant i hænderne, formede Laus en lille indfatning og en kæde til glasdimsen, som et beskedent halssmykke til Bella. 

"Søde Bella, du må gerne være lidt forfængelig", sagde Lars, intetanende.

-
Koncertgængerne

Bella og Lars gik til mange koncerter med klassisk musik. At de var kendte personer vidste de ikke. Deres velklædte skikkelser, Bellas feminine udstrå- ling, Lars høje, lidt skæve skikkelse med den hvide stok, øjne skjult bag sorte brilleglas, gjorde dybt indtryk på andre koncertgængere og de altid emsige pressefotografer. 

Knips, et blændende lysglimt, fotografen sagde høfligt: "Godaften, må jeg bede om Deres navn, stilling og adresse til Behagelige Tidende".

"Hvem er det?", sagde Lars, greb fat i Bellas arm.

"Vi blev fotograferede, vi kommer i avisen i morgen".

"Deres navn?", gentog fotografen.

"Lars og Bella Anton Ernest, Skindergade, i den indre by", svarede Bella.

"Tak, og Deres mands stilling, frue, er vel ingen hemmelighed?".

Bella rødmede: "Min mand er ingeniør, jeg selv studerer til læge".

"Mange tak", svarede fotografen; bukkede farvel. 

Næste dag læste Bella højt for Lars fra avisen:

"Blandt de mange koncertgæster bemærkede vor udsendte medarbejder det charmerende unge par, ingeniør Lars Anton Ernest og fru Bella".

"Hold kæft", sagde Lars, "jeg er ikke ingeniør, nå, skid være med det".

-
Lars og Inge Stein

Bella ville ikke gå med til sæsonens sidste koncert. Stort symfoniorkester, operakoret, og fremragende solister under en verdenskendt dirigent skulle yde deres bedste.

"Nej, Lars, jeg kan ikke, jeg smitter dem med forkølelse, det er pisse uan- svarligt".

"Tal dog ordentligt, jeg har hørt det", svarede Lars. 

Bella kørte Lars til koncerten, og de aftalte, at han bagefter selv måtte finde en taxa. Venlige mennesker hjalp Lars med at finde den rigtige plads blandt tilhørerne, mange genkendte Lars og sagde "godaften, det var rart at gense Dem". Lars svarede høfligt, lige ud i luften, svingede med sin hvide stok, de sorte brilleglas glimtede: "Tak, i lige måde".

Den aften havde Lars glemt et naturligt behov før han gik hjemmefra, i pau- sen var det nødvendigt at ulejlige andre gæster:

"Kan De sige mig, hm, toilettet".

Pausen var forbi. Lars nåede ikke tilbage til sin plads, men måtte i det ud- solgte hus stå lænet op ad en væg, lige inden for døren, til koncerten sluttede. Så viste venlige mennesker ham frem til garderoben, han fik sin frakke, mær- kede at han tabte sine handsker, ville bøje sig ned, da en hånd greb ham i armen og en kvindestemme sagde: 

"Nu skal jeg hjælpe Dem".

Lars næsebor vibrerede. Kvindens parfume virkede dragende tillokkende forførende, hendes stemme var blød og kultiveret.

hvem mon hun er, tænkte han.

Hun greb hans hånd, åbnede den, lukkede hans fingre omkring handskerne, og sagde: 

"Nu må De ikke tabe dem på gulvet, her er så mange mennesker i aften".

"Frue, må jeg bede om Deres selskab?". Det fløj ud af munden på Lars, næppe hørligt, men for kvinden ganske tydeligt.

Hun svarede ikke, holdt fast på hans arm, førte ham. 

"De har vel ikke noget imod, at vi kører i min bil?".

"Nej, selvfølgelig ikke", mumlede Lars.

Gennem motorstøj og aftenfærdsel lyttede han til hendes stemme, turde vædde på at de var jævnaldrende. Hun startede vognen, kørte frem, bremse- de, kørte frem, bremsede, skiftede gear, sagde stakåndet:

"Ih, alle de biler, jeg hedder Inge Stein, og De er ingeniør Lars Anton Er- nest, hvorfor har De ikke Deres kone med i aften, hvor skal jeg køre Dem hen, er det Skindergade, men jeg kender ikke nummeret".

"Jeg siger til", sagde Laus.

De holdt foran gadedøren. Vognens motor brummede svagt, hun drejede tændingsnøglen, motoren standsede med et tålmodigt suk.

Lars lyttede, kunne ikke høre hendes åndedrag.

"Kan De klare Dem nu, eller skal jeg hjælpe Dem?", sagde hun stille.

"De lovede at holde mig med selskab, min søster er forkølet".

"Deres søster?".

"Ja".

"Lars, hvis De har lyst, vil jeg inviterer på en kop the hjemme hos mig".

"Nej, tak, forstår De, min søster".

"De kan hilse på min far og min farfar, de spiller skak, sidder oppe næsten hele natten, vil De?". 

"Spiller skak? Det gjorde min onkel, han hed Andreas, han er desværre død".

Lars snappede efter luft: "Andreas lærte mig skak, men siden det med mine øjne, har jeg glemt det. Sig mig, kører De med mig?".

"Ja, De sagde jo ja".

"Gjorde jeg?".

"Jeg bortfører Dem, min far og farfar har talt meget om Dem, de er oftalmo- loger".

"Øjenlæger, nej, stop, kør mig tilbage", råbte Lars. 

Inge Stein bremsede vognen hårdt. Lars kunne ikke nå at afværge, han slog ansigtet mod vognens forrude.

"Ah nej, undskyld, jeg fjols", hviskede hun.

"Nu må De køre mig tilbage", svarede Lars.

-

Bella blev overrasket. Lars havde en pige med hjem, hvad gik der af ham? Hun trak en badekåbe over natkjolen, ville gå ind og se efter hvad Lars fore- tog sig, hvorfor rodede han i pengeskabet? Hun listede forsigtigt ned ad vin- deltrappen fra tagetagen, blev stående på det nederste trin, lyttede.

"Kan De se en mappe et sted?", sagde Lars til pigen.

Bella åbnede døren. Lars stod ved pengeskabet med et stort bundt penge- sedler i hånden, havde allerede hørt hendes trin. Bella sagde:

"Hvor skal du hen, på denne tid af natten?".

"Besøge et par øjenlæger".

Bellas krop dirrede. "Lars, på denne tid af natten", råbte hun. 

Hun vidste, hvad han planlagde, han havde fundet en villig pige, det undte hun ham gerne, men vifte med store bundter pengesedler foran næsen på et ukendt menneske?

"Jeg går, det er ikke mig, der har bedt ham gøre det", sagde Inge Stein.

"Bella, denne dame kender mig, og dig, fra koncerter, hendes far og onkel, nej, for fanden, hendes farfar".

"Jeg kan ringe i morgen", sagde Inge Stein.

"Lars, på denne tid af natten, det kan du ikke", klagede Bella.

"Jo, det er robuste fyre, spiller skak hele natten", svarede Lars; han tog bril- lerne med de sorte glas fra øjnene.

-

"De forstår vel, at det vigtigste er mine øjne. Tror De Deres hr. far bliver vred på mig, fordi vi kommer midt om natten?".

"Lars, De opfører Dem urimeligt, tror De det hjælper, fordi De har en smule penge?"

"Jeg har ikke andet, det forstår De vel". 

"Jeg kører vognen ind i garagen, vent et øjeblik".

"Hvor er vi?".

"Hjemme, her bor jeg".

-

Inge Steins far, Jesper Stein, og hendes farfader, Albert Johannes Stein, var begge gået i seng. 

"Her er jo ingen", sagde Lars. 

Der lød trin, hviskende mandsstemmer, og et råb: "Inge, er det dig?". 

"Ja, far, jeg troede du allerede sov".

"Er du alene?".

"Nej, jeg kommer med en patient".

"På denne tid af natten?", vrissede en tør gammelmandsstemme.

"Det må du undskylde, farfar, jeg traf Lars Anton Ernest til koncerten, I ved, ham, ingeniøren, kommer I og siger goddag".

"På denne tid af natten?", vrissede tidligere professor Albert Johannes Stein, til sin søn Jesper Stein, privat forsker, dr. med.  

jeg er ikke ingeniør, tænkte Lars.

"Der var et hav af mennesker til koncerten, helt udsolgt, tænk jer stakkels Lars måtte stå op".

"Jeg er Jesper Stein, og min far er Albert Johannes Stein, det finder De ud af", sagde Inges far, idet han førte Lars hen til en stol ved spisebordet. "Sæt Dem her".

"Tak", svarede Lars, stillede mappen, der bulede mistænkeligt, ved sine fødder.

"Hvad har De i mappen?", gnækkede Albert Stein, "De læser vel ikke parti- turer i smug, unge mand?".

Lars svarede, idet han betonede hver sætning: 

"Det hænder at jeg, om morgenen, når jeg har sovet uden drømme, føler mig udhvilet, pludselig kan skimte et svagt lys, men ellers kan jeg ikke se".

"Ved De, hvad der er galt med Deres øjne?".

"Nej, jo, forskellige syrer sprøjtede op på mit ansigt, jeg var kun en halvstor dreng, og dum nok til at gnide det ind i øjnene".

"Kom med her ind", sagde Jesper B Stein, Inges far. Et B blev hængende efter at Albert Johannes havde navngivet sin søn, Jesper Brutalis Stein. 

"Hvad skal jeg?".

"Jeg drikker theen fra jer", gnækkede Albert Stein, "Jesper, hvis det er noget særligt kalder du på mig".

"Ja, farfar. Kom, Lars, vi skal denne vej". Lars løftede mappen, fulgte efter Inges far.

-
Manden med guldmasken

Hvis Lars på dette tidspunkt havde set Jesper Steins ansigt, ville han have betænkt sig et sekund. Ville have følt ubehag ved at se et ubevægeligt maske- ansigt, læber der ikke bevægede sig, stram glat skinnende, fra øjenhulernes runding ved kindbenet, ned over kinderne, ind under hagen. Kæben bevæge- de sig mekanisk, op, ned, når han talte; taletræningen havde kostet Jesper Stein mange, mange års slid og ærgrelser.

"Kommer Inge med?". 

"Nej", svarede Jesper Stein venligt.

Lars sukkede og tænkte, 'igen en nyttesløs undersøgelse', da han pludselig råbte:

"Av, for satan, hvad i helvede er det De gør?".

Inge Stein kom løbende, satte sig på gulvet foran Lars, holdt hans hænder, hviskede:

"Far, hvad er det du gør?".

Jesper Brutalis Stein havde stukket en nål i Lars venstre øje.

"Der er da liv, udmærket. Inge, mens du er her, hold fast på ham". Så stak han nålen ind i Lars højre øje, og Lars skreg:

"Av for satan, dumme stodder, hvad er det De gør?".

"Lars, dit sprog, gjorde det meget ondt?", sagde Inge.

-

Inge Stein fortalte Lars, hvad der engang var sket. 

"Jeg hader løgn, bagtalelse, sladder og ondskab, forstår du".

"Jeg vil ikke høre noget. Jeg kom, og jeg betaler for en undersøgelse".

"Det er også for min skyld", hviskede Inge.

Lars knugede Inges hånd: "Betyder jeg noget for dig?".

"Ja, men hør nu".

-
En barsk affære

I slutningen af juli 1939 søgte Albert Johannes Jørgensen Stein et tre måne- ders rejselegat og valgte et ophold hos professor Abraham Sussmann, der drev en privatklinik i Potzdam uden for Berlin. 

Abraham Sussmann var en fjern slægtning til Albert Johannes fader.

"Hvad vil du her?", havde Abraham Sussmann utålmodigt sagt, "vi skal i krig, ved du ikke det".

Det havde Albert Johannes ingen anelse om, han beskæftigede sig med me- dicinske studier, ikke med politik.

"Siden marts har Adolf Hitler forlangt annektion af den polske korridor til Østersøen for at forene Østpreussen med Stor-Tyskland, der bliver krig", vris- sede Abraham Sussmann.

"Nå", svarede Albert Johannes.

Om morgenen den 1. september angreb den tyske værnemagt Polen, og dermed et nyt problem: England-Frankrig erklærede Tyskland krig.

En uge senere ankom det første kontingent sårede soldater til klinikken, nye skilte forkyndte, at her lå et Infirmeri. Patienterne var polakker og tyskere mel- lem hinanden.

Det var oplagt, at der et sted i den tyske krigsorganisation var sket noget ikke forudset. De såredes meget store antal var ikke indkalkuleret, og ifølge lægernes tradition skulle venners og fjenders kvæstelser ligestilles under laza- retbehandling, sådan opfattede professor Abraham Sussmann situationen.

-

"Albert Johannes, kan du forlænge dit ophold?", spurgte han. Jo, det kunne Albert Johannes måske, en, højst to måneder. "Udmærket".

I november blev klinikkens ikke-ariske læger udkommanderet til lazarettje- neste ved fronten, også Abraham Sussmann.

"Forstår du, unge ven, hvis du har brugt dine øjne normalt, har du sandsyn- ligvis bemærket, at denne ordre kun gælder alle os, altså mig og de af mine tyske medarbejdere, der er jøder, ikke er såkaldte arier".

"Javel, onkel".

"Ved du, hvad en arier er for en størrelse?".

"Hm, et medicinsk emne, eller politisk-filosofisk? Nej, onkel Abraham, med mindre".

"Der ser du. Så enten rejser du hjem nu, eller du må blive her til den tåbeli- ge krig engang er forbi".

"Ja, onkel, foreløbig bliver jeg".

"Godt, farvel min dreng, se nu godt efter klinikkens pengekasse".

"Ja, onkel Abraham, god rejse".

-

 To militærlæger overtog administrationen, de sårede polske soldater blev ført til en krigsfangelejr. Albert Johannes Stein protesterede. 

Ugen efter blev han afhørt af Gestapo, sat i tugthuset for lydighedsnægtelse, skulle underskrive en arierattest, nægtede pure med henvisning til sin alenlan- ge grundtvigianske præsteslægt på mødrene side, slægten Jørgensen, og fik overrakt det tyske jernkors for højt kvalificeret lægegerning, forudsat, at han fulgte ordren til at genoptage arbejdet.

Albert Johannes Jørgensen Stein var fagidiot.

Pligten for de sårede, driften af klinikken optog al hans tid, alle hans tanker. De tyske militærlæger var kirurgiske slagtere, som stod i blod og skrig og am- puterede lemmer døgnet rundt. Den pinlige orden i administrationen af klinik- kens indkøb af medikamenter, forbindingsstoffer og madvarer til to tusinde personer, lå uden for deres fatteevne. 

Fra højere sted blev det derfor besluttet, at udnævne den danske læge til chef for infirmeriet. 

En dag greb Albert Johannes en medhjælpende sanitetssoldat i at overmale Abraham Sussmanns navn overalt i klinikken, hvor det havde stået prentet i en menneskealder, og forbød soldaten det unyttige svineri. Soldaten gjorde op- hævelser til sin foresatte, og da denne henvendte sig til Gestapo, måtte Albert Johannes gøre afbigt og love at glemme alt om sit slægtskab med stifteren, jøden Abraham Sussman, og dertil give soldaten en undskyldning.

Og, i sit inderste harmdirrende, blive afkrævet et bidrag til nazipartiforenin- gernes landsindsamling, Vinterhjælpen.

To ældre lægekolleger drak Albert Johannes fuld i snaps og øl, og sagde:  

"Du er det tredie riges største og naiveste tåbe, du er af jødisk afstamning, hel eller halv eller trekvart eller en fjerdedel".

"Nej, stop, jeg er eksakt en toogtredivedel, hik, tror jeg nok".

"Du risikerer dit liv, rejs hjem til Danmark, selv om det er besat af tyske trop- per".

Først da opdagede Albert Johannes, at fagidioten havde haft for stærkt tag i ham. Han læste ikke aviser, hørte aldrig radio, fulgte kun overfladisk med i krigens hændelser ved den uundgåelige palaver omkring operationsbordene, men havde ofte kommanderet:

"Stille, jeg vil høre patienten udånde". Mange kolleger og sygeplejersker fandt ham unødig grov og kynisk.

"Hvad sagde I? Er Danmark i krig med Tyskland?".

"Nej, kære ven, fredeligt besat ved politisk aftale, det ved du da, hold nu op, det er en gammel affære, spil nu ikke dum".

"Nå, der kan man se, en politisk aftale, det var da besynderligt", svarede Albert Johannes træt, og faldt i søvn. Nattens luftalarm kunne ikke vække ham.

To dage senere opsøgte han det danske gesandtskab i Berlin. Her fandt han ud af, at embedsmanden og han selv kunne anse hinanden for lige store fjol- ser, ret beset i færd med at hjælpe fjenden under en krig.

"Jeg fatter det ikke" sagde Albert Johannes.

"Vi i gesandtskabet heller ikke, men det er realiteterne", svarede sekretæ- ren, idet han tilbød endnu en kop erstatningskaffe. Albert Johannes hældte de sidste dråber medbragt hospitalssprit med erstatningsconjacsmag, ud i de små glas.

"Lad os skåle for vores ældgamle fædreland", sagde Albert Johannes. 

Embedsmanden nikkede, spurgte lavmælt: "For Hans Majestæt Kongen og regeringen? Nej, faneme. Skål".

-

Her traf Albert Johannes, Ingeborg, en lyshåret pige, en lidt sky berliner- inde. "Jeg er ganske almindelig kontormus", sagde hun.

"Du skal hjælpe med klinikken, administrationen sejler i en sø, det kan vi ikke være bekendt, vil du gifte dig med mig?".

"Jeg rejser ikke med dig til Danmark, min mor er helt alene, min far er ved fronten, min broder er ved fronten, du kan ikke tvinge mig".

"Kære søde Ingeborg, tværtimod skal din mor hjælpe os", svarede Albert Johannes.

Ti måneder senere fødtes Ingeborgs og Albert Johannes søn, der i dåben fik navnet Jesper, og Albert tilføjede Brutalis; et udmærket påfund, mente han, et minde om den vanvittige verdenskrig.

-

Krigsår efter krigsår fløj som alt for korte uger og måneder forbi Albert Jo- hannes. Der var mangel på alt, kun ikke skrig, blod, amputerede lemmer, øde- lagte mennesker, bombardementer, snavs, rotter, kaos.

Så kom tiden, da russiske styrker rykkede nærmere Potzdam og Berlin. Infir- meriet evakueret. Under den forvirrede travlhed blev sårede og syge og kvar- terets mænd, kvinder og børn, ramt af granatbombardement fra russiske kano- ner, der dundrede bravt og brutalt på miles afstand. De skulle rydde op bag fjendens linier før den videre fremrykning. 

En bygning blev ramt, murene styrtede sammen, en bjælke dræbte Ingeborg og kvaste Jespers ansigt.

"Nu rejser du hjem til Danmark og plejer din lille søn", sagde Ingeborgs mor til Albert Johannes, efter Ingeborgs begravelse. 

"Nej, der er brug for mig her, du må hjælpe mig med lille Jesper".

Krigens sammenbrud, kapitulation for soldater, men ikke for civilister.-

Flygtningestrømmen førte op mod den danske grænse. En mand bar et barn kilometer efter kilometer, blev ved grænsen arresteret af det danske politi og indsat i en lejr.

"Er De nazist?", blev han spurgt.

"Hvad mener De, hvordan kan en dansk læge være halvjøde og nazist?". 

"De har dog været gift med en tysker?".

"Ja, og hende savner jeg, forstår De det, jeg er alene med mit barn, se dren- gens ansigt, smadret under bombardement". Albert Johannes blev løsladt.

-

I de følgende år rejste en mand, der førte en dreng med indbundet ansigt med sig, gennem mange lande på lange rejser. Når han havde penge, gik de til operationer af Jespers ansigt. Det var vanskeligt; ansigtets knogler var svært skadet. 

En dag fik Albert tilbudt en stilling som professor i kirurgi ved en medicinsk højskole i Sydamerika. Her blev han i femten år, til han en dag bad Jesper føl- ge med til København. 

Albert Johannes længtes efter et par rolige år i Danmark. Han slog sig ned på Tåsinge som praktiserende læge. Jesper Brutalis Stein begyndte på Køben- havns Universitet.

"Inge", sagde Lars, da Inge endelig tav, "hvem er din mor?".

"Jeg var kun to år gammel da hun skrev til far, at hun var sygeligt bange for hans ansigt. Dit ansigt ligner en dødningemaske når du sover. Dit ansigt får mig til at føle rædsel. Den uhyggelige maske, der skal forestille dit ansigt, for- følger mig om dagen, og får mig til at skrige om natten, skrev hun. Nu bor hun i Frankrig, jeg kender hende ikke. Far nævnte engang hendes navn. Det fik farfar til at slå ham, og far flyttede hjemmefra en hel måned". Inges stemme skælvede.

nu græder hun, tænkte Lars.

"Inge, tror du?", Lars tav, søgte med hånden over bordpladen, fjernede bril- len med de sorte glas fra sit ansigt, tabte dem, de faldt ned i brødbakken, han søgte og fandt Inges hånd, drejede sit ansigt mod hende, klemte hendes hånd så hårdt at hun gispede, åbnede hendes hånd, kyssede den og hviskede:

"Inge, tror du din far kan hjælpe mig, det med din mor gør mig bange, hvor- dan kunne hun gøre det? Inge, du skal svare mig, er det sandt at din far er så hæslig i ansigtet?".

Lars huskede det aller sidste billede: Rolfs fortrukne ansigt i Domus Lausius, da Rolf styrtede ned fra loftet på cementgulvet i værkstedet, og flasker og glas- kolber med ætsende syre slog skingrende og klirrende op som et vandfald i ansigtet på Lars.

Inge kyssede Lars på kinden: 

"Lars dog, hvem taler du om, min far? Nej, han er en pæn mand, pæn og flot. Vent til du hører mine veninders begejstring, de besvimer af fryd og får blanke øjne når de ser ham".

-
Den store krøsus

Morgenkaffe hos Steins. Inge spurgte sin far, om det virkelig var nødvendigt med så mange undersøgelser af Lars? 

Jesper Stein så på sin far og sagde: "Farfar, hvad synes du, er grundighed i undersøgelser ikke alfa og omega?".

"Jeg vil læse min avis", svarede Albert Johannes, "det har jeg sagt. Du kom- mer ikke langt, min dreng, med gammeldags udstyr, det har jeg sagt til dig i flere år? Pas på, har jeg sagt, pas på, Jesper, den medicinske og teknologiske udvikling løber fra dig. På Tåsinge, ved du".

"På Tåsinge havde du ikke råd til noget som helst, det ved jeg".

"Jamen er vores pengesager blevet bedre, nej". 

Inge skramlede med sin kaffekop: "Må jeg ikke være med, hvad taler I om, kan vi nu ikke engang betale huslejen i vores eget hus?".

"Inge, ikke alt det pjat".

"Jamen, far, Lars betaler dig fyrsteligt", smilede Inge.

"Jeg gør det ikke for pengene, jeg hader lægegerning kontra kapital, det er en stor konflikt", råbte Jesper Stein.

"Jamen, far?".

"Hold så op".

"Jamen, far, jeg vil ikke sårer dig, men du hørte selv hvad farfar sagde".

"Nu kommer Bella og Lars, skal vi så tale om noget andet", gnækkede Albert Johannes; hans øjne var vrede, hans magre hænder sitrede i ophidselse.

-

Bella og Lars gik ned i Jesper B Steins laboratorium. Mange tusinde bøger i reoler fra gulv til til loft dækkede alle væggene i alle rum, undtagen i opera- tionsstuen og analysestuen med apparater for kemiske og optiske undersøgel- ser.

Bella turde ikke se på Jesper Steins skrækindjagende, stive maskeansigt. 

Han kunne føle hendes nervøsitet, blev irritabel, men orkede ikke at bede hende lade ham være alene med Lars. Lars slæbte på den udfordrende map- pe fyldt med pengesedler, hver eneste gang de mødtes.

Den formiddag sad Inge i dagligstuen sammen med farfar og ventede. 

"Vi må få din far på helt andre tanker". 

Ved lyden af den gamle mands stemme, gav det et sæt i Inge. "Farfar, sid- der du her, hvad var det du sagde?".

"Du skal hjælpe mig".

"Gerne, farfar, med hvad?".

"Vi må og skal have din fader Brutalis på andre tanker. Han er på mange fel- ter ganske dygtig, måske på visse punkter fremragende, men hans udstyr er noget gammelt ragelse. Sig mig, Inge, ved du om denne Lars er velhavende".

"Velhavende, hvad mener du med det? Fordi man har, eller hvis Lars har et par hundrede tusinde kroner, er han så velhavende?".

"Det er skattevæsenet der plukker din far, forstår du. Hver eneste øre skriver han pligtskyldigt op, og alle snyder ham, men han kan og han vil ikke se det". 

Albert Johannes slog utålmodigt mod lænestolens armlæn.

"Far er vel bare ærlig".

"Sniksnak, jeg taler ikke om ærlighed, men om inflation, der har ædt mine spareskillinger. Jeg troede jeg kunne holde min søn til de teoretiske studier, fordi det var hans eneste interesse, idag mener jeg, skrive artikler og hvad ved jeg, trods han er vores dygtigste øjenkirurg, men hospitalstjeneste og klinikar- bejde, næh, det glider mere og mere i baggrunden, og det i en tid hvor tekno- logien styrter frem med stormskridt, og så hurtigt, at det du køber i dag er for- ældet i morgen. Altså, mit barn, der skal store indtægter til for at holde det kørende, og dermed er det slut med investeringer til fornyelser. Forstår du mit barn, jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke var tilstrækkelig sparsommelig da jeg var på Tåsinge, jeg burde have sparet noget mere".

"Nej, hør nu søde farfar, ikke den samme grammofonplade næsten hver eneste dag, Jesper er menneskesky, det er hele forklaringen. Hvorfor pokker gav du ham navnet Brutalis?".

"Det er min skyld, mener du? Jeg burde ikke have opholdt mig et sted, hvor han kunne komme ud for en ulykke, er det det, du mener, lille Inge?".

"Jeg havde ikke valgt krig og bombardementer som børnehave for min lille søn. Nej, farfar, nu må vi tale om noget andet".

"Jamen pengene, Inge, de forbandede penge regerer vores tilværelse, og kampen om pengene fører i sidste instans til krig og ødelæggelse".

"Ja, farfar, så siger vi det. Vil du være sød at hjælpe mig med frokosten, jeg har købt en lækker spegepølse til dig".

"Skulle du ikke på universitet?".

"Da ikke når Lars er her, farfar dog", smilede Inge.

Under frokosten meddelte Jesper Stein, at han havde sagt til Lars, at han kun kunne anbefale én mulighed for Lars, en operation hos en specialist i USA, som ved private velynderes hjælp, den private velgørenhed i USA er udbredt, smilede Stein, faktisk var den eneste specialist i verden, der rådede over det bedst tænkelige udstyr, en helt ny teknik, laserstråler hed det.

Bella havde sagt ja, og bedt Jesper Stein telefonere til USA, og det havde Stein gjort, og dr. Henry Stewart havde venligt sagt, at bortset fra telefonvæk- ning midt om natten, var Lars meget velkommen.

"Og hvad koster så den rejse og operation?", råbte Albert Johannes, med munden fuld af spegepølse.

"Farfar", sagde Inge, "det kommer da ikke dig ved".

Bella sagde: "Inge, har du lyst til at rejse med, måske tre uger".

"Du godeste, det har vi ikke råd til", spruttede farfar.

"Selvfølgelig skal Inge med", sagde Lars; han drejede sig mod Inge, og feje- de derved sin frokosttallerken ned på gulvet. 

"Satans", råbte Lars, "hvornår kommer jeg til at se, bare ganske almindeligt se en lille smule med mine øjne". 

Han rejste sig oprevet fra bordet. "Kom så, Bella, kør mig hjem". 

Bella så nervøst på Inge, hviskede: "Kører du med, Inge?".

"Ja", sukkede Inge.

-

Jesper Stein gik ned i laboratoriet. Albert Johannes satte sig i en lænestol, bredte avisen over ansigtet, ville nyde freden, hørte Jespers tøvende skridt i stuen.

"Hvad vil du?".

"Lars har glemt sin mappe, se her, den er fuld af penge, store bundter pen- gesedler".

"Hvabehar?". Albert Johannes rev avisen fra ansigtet.

"Se her, mappen er proppende fuld, hvad er meningen, hvorfor går han rundt med så mange penge".

"Må jeg se, gud fressens, skal vi tælle dem?".

"Jeg kunne ikke nærer mig, der er hundrede sedler i hvert bundt".

"Og hvor mange bundter?".

"Det ved jeg ikke, tæl dem selv".

Albert Johannes løftede mappen, slæbte den ind til bordet i spisestuen, hældte mappens indhold ud over bordet.

"Kom nu Jesper", råbte den gamle.

Der lå to millioner kroner i Blinde-Lars store slidte mappe.

Onsdag eftermiddag: "Jesper, jeg har det, kom", råbte Albert Johannes.

Jesper Stein genkendte farfars metalliske kommandostemme. 

"Jeg kommer".

Albert Johannes trippede i galop rundt om spisestuebordet: "Jeg har talt med Lars i telefonen, og". 

"Ja, hvad sagde han?".

"Jeg sagde til ham, at der lå to millioner kroner på mit spisebord".

"Ja, og hvad mere?".

"Jeg sagde til ham, at de penge kunne bruges til at sende min søn, min ud- mærkede søn, hr. Jesper Brutalis Stein til USA, og besøge doktor Henry Ste- wart, og ganske enkelt lære det nye håndværk".

"Hold så op, far, så fattige er vi heller ikke".

"Jo vi er, min dreng, og desværre kan jeg ikke hjælpe dig".

"Du har ofret oceaner af penge på mig, tror du ikke jeg ved det, tror du ikke jeg kan huske, tror du jeg er så glemsom, og tror du jeg er utaknemmelig og bitter?", råbte Jesper Stein.

Fugtig sved perlede på Albert Johannes ansigt; han hviskede: "Jesper, giv mig mine hjertedråber".

"Kom, far, sæt dig ned, slap af, hører du, ingen anstrengelser, og ingen sindsbevægelser, jeg er tilbage om et øjeblik".

Far og søn var stejle og hidsige, men begge fik deres vilje.

- 

Albert Johannes pantsatte huset, og solgte ved hjælp af mild hypnose, lært i Sydamerika, alt hvad han ejede af værdipapirer til overkurs hos en vekselerer, der bagefter ikke anede, hvad han havde gjort, men påstod at være blevet hypnotiseret. Og endelig trak Albert Johannes sine sidste spareskillinger ud af banken.

Jesper Stein fik et stort lån i banken på sit glatte ansigt. 'Glatte ansigt', sag- de bankbestyreren frimodigt, mens han nervøst smilende så på Jespers Steins ubevægelige ansigtsmaske.

Visse rygter fortalte, at en indianerstamme i Brasiliens jungle havde forar- bejdet en guldmaske til Albert Johannes søns vansirede ansigt, som tak for den hvide troldmanddoktors energiske hjælp mod hærgende sygdomme hos folket i regnskoven.

-

Jesper Stein tog ophold på dr. Henry Stewarts klinik i USA i seks måneder, og købte nyt udstyr til laboratoriet i kælderen. 

Albert Johannes bearbejdede, sagde han, min unge velhavende ven, Lars, der siger han er ingeniør, og hvis han ikke er det, må vi se at få ham det lært, til, at Lars donaterede fem millioner kroner til en historisk milepæl, et nyt vid- under, et laserapparat fra USA, til Universitetsklinikken i København.

Lars var den første patient, forsøgskaninen, sagde han. Henry Stewart og Jesper Stein udførte den epokegørende operation.

"Fat så mod, piger", råbte Lars fornøjet til Inge og Bella, den dag bandagen skulle fjernes fra hans øjne, "resultatet kan kun være vellykket", lo han lykke- lig.

Så greb doktor Stewart ind, talte forklarende om hviletid og mørke, nye un- dersøgelser, nye indsprøjtninger.

"Hvad fanden er han for en klamphugger?", råbte Lars vredt, ville rive ban- dagen af sit ansigt.

"Lars, hold så op, vi binder dig til sengen", advarede Jesper Stein.

"Hvad bilder I jer ind, I er kun røvforpulede gamle fascister", råbte Lars.

"Lars, vær nu sød", bønfaldt Bella grædende.

"Lars, du må ikke være så grim i munden", hviskede Inge.

"Lars må og skal beroliges". 

"Alle fremmede medikamenter kan ødelægge resultatet". 

"Den dreng skal kun have ét slag med en forhammer på panden, lad mig", gnækkede Albert Johannes bevæget.

Albert Johannes og Jesper Steins gæster 

Albert Johannes fik sin vilje. Han forlangte, at Jesper indbød de nærmeste venner til festmiddag, og at Lars skulle betale gildet. 

"Lars har penge nok", grinede den gamle fornøjet.

Bella foreslog den sædvanlige lækre oksesteg og tilbød at bage Celias ufor- lignelige sigtebrød, købe den rigtige ost, og huske at temperere rødvinen.

"Hold da helt kæft, kalder du det festmiddag?", sagde Lars.

Inge så forelsket på ham, Lars havde så pæne grågrønne øjne, og brillerne med de røgfarvede glas klædte ham nydeligt.

"Jeg siger hummer og lagkage", sagde farfar.

"Flæskesteg, det er nationalretten", sagde Inge.

"I gør mig vanvittige med alt det vrøvl, der findes vel en kogekone et eller andet sted", råbte Jesper Stein.

Suppe, fisk, steg, kage, ost, vine, kaffe, petitfour, hyggesnak, drikkelse.

Bella faldt pladask for den unge kok, fandt ham guddommelig, han havde bumser i ansigtet, talte med fistelstemme, men du har så kønne brune øjne, snøftede hun, da hun efter middagen hjalp ham med opvasken.

Det huede ikke lektor ved Universitetet, Tom Brodersen; han fandt kokken aldeles rædselsfuld, og havde aldrig set en pige med så smukke skuldre, og en ansigtsteint så skær og fin, som Bellas, der pludrede sødt og smilede så kært.-

Farfar opmuntrede lektoren, hviskede: "Se nu at få hende med op i gæste- værelset, det lille oppe i gavlen, der står en god seng, her har du nøglen". 

Her forenedes senere på natten, Bella og Tom.

-

-

-

                                                   guld23                              

-

-

-

-