-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

--

Andreas, Vibeke og Sivertsen ventede på de andre. Vibeke sagde: 

"Sikke pænt I har dækket med dug og tallerkener, søndagsfrokost i Domus Lausius. Hvor er Rolf og Celia og Lars?".

"Frikadellerne er færdige", råbte Lotte.-

Der lød et hjerteskærende skrig fra vognporten. 

Celia råbte i panik: "Åh, det er tragisk, jeg har forbudt ham at røre det, I må hjælpe ham, ring efter ambulancen, måske er Rolf død". 

Celia kom løbende, Celia snublede, Sivertsen greb hende, Celia hulkede, klyngede sig til ham.

-

Celia havde bedt Rolf hjælpe hende med den store stegegryde, der stod på loftet over vognporten. Rolf havde været uforsigtig med stigen, den stod for- kert, den vaklede, men han havde sagt, at Celia skulle lade den være, den var sikker nok.

Lars stod med sine kemiske eksperimenter, ville opløse guld i syreblandin- ger, og ved heksekunst igen gøre opløsningen til guld. Rolf havde bakset med gamle kommoder og ragelse på loftet, og Lars havde råbt:

"Far, skal jeg hjælpe dig?".

Men Rolf havde sagt, at Lars ikke skulle lade sig forstyrre, en troldmand i huset var det, de havde mest brug for i domicilerne Domus Lausius og Tang- gården, med tre topmålt arbejdsløse kvajpander. 

Og så lo Celia op til Rolf, og sagde at hun elskede ham alligevel.

Rolf fandt jerngryden, den skulle slibes ren for gammel rust, han stod med den i favnen oppe ved loftslugen. Lars holdt fast på stigen, "den stige er noget gammel lort", sagde han.-

Pludselig blev Rolf ligbleg, han stod og svajede, fik overbalance, og Rolf og den store jerngryde styrtede ned på cementgulvet, væltede Lars og bordet med glas og kolber med ætsende syre, der sprøjtede til alle sider.

Lars stønnede i grådkvalte råb: 

"Mor Celia, mine øjne, mor Celia, mine øjne, Rolf er død, Rolf er død". 

Celia stod lamslået, bed sine fingre til blods, så angst var hun.

Lars øjne kunne ikke reddes, Lars blev næsten blind.

ØJNE MED SORTE GLAS

Lars knyttede sig tættere til Lotte; han gik med briller med sortfarvede glas, et af Lottes krav, Lars støttede sig til en tynd hvid stok, Lotte lærte ham Brail- les blindskrift, Lotte læste højt for ham af gamle fagbøger med vanskelig tekst om guldmageri, som hun ikke forstod eller fandt meningsløs, men Lars nikke- de tilfreds.

Lotte var den eneste, der kunne tale med Lars om Rolf; kom de andre til at nævne Rolfs navn, når Rolf ikke var til stede, råbte Lars: 

"Jeg vil ikke høre det. Hvorfor må jeg aldrig få fred for jeres spektakel".

Efter den sidste hjerneblødning var Rolf lammet, kunne ikke hjælpe sig selv. Celia var for svag til at hjælpe ham. Hver morgen, når Vibeke og Lotte havde vasket Rolf, bar Andreas og Sivertsen ham ud på terrassen.

"Hold fast på invaliden", hviskede Rolf; kun Andreas kunne forstå ham.

Der var uhyggestemning når Rolf skulle til ind til lægernes hus. Lars kræve- de at komme med, ville høre hvad lægen sagde til Rolf; og forlangte, at Rolf skulle følge ham ind til øjenspecialisten, høre det samme som Lars, at øjen- lægen intet kunne gøre.

-

Når Rolf bad om at få liggestolen sat ned i strandkanten for at høre havets brusen, krævede Lars: 

"Jeg vil med. Jeg, Blinde-Lars, har ret til at høre det samme som min far". 

På stranden ville Lars gå nøgen i vandet, sagde til Lotte: 

"Klæd dig af, du skal med i vandet, jeg vil føle på dig, de andre har godt af at se dine faste patter".

Lotte rødmede ulykkelig, så på Andreas og Rolf og Sivertsen, var bange for at Lars skulle drukne, føjede ham.

Celia følte had til sin uformelige krop, angst for den forestående fødsel. 

Ceciliana, lille Karen, veg ikke fra sin mor. Celia ønskede fred, blev frustre- ret når plageånden ikke ville sove, ikke ville lege med Andreas pædagogiske legetøj.

-

En aften talte Rolf med næsten normal stemme; han sagde: 

"Celia, jeg spørger i vidners nærværelse. Vil du gifte dig med mig?".

"Det var en overraskelse", smilede Celia glad.

"Så kan Rolf ikke kneppe med fremmede damer", sagde Lars.

"Lars", sagde Lotte.

"Jeg troede I var gift, I skarnsfolk, I har pulet jer gennem livet", råbte Lars; han slog ud efter Rolf med sin hvide stok.

"Så, Lars, nu kan det være nok", sagde Andreas.

"De knepper så sæden sprøjter dem om røvhullet", råbte Lars.

Sivertsen råbte: "Hold så kæft, Lars, nu kan det være nok".

"Kom, lad os bære Rolf op i seng, det er sengetid for os alle", sagde Celia; hun tog Ceciliana ved hånden, gik op ad trappen. Andreas og Sivertsen løfte- de Rolf, fulgte efter Celia. 

Sivertsen så på Lars, åbnede munden, så Andreas hovedrysten, og tav.

"Sluk lyset når I går i seng", sagde Andreas.

"Godnat", svarede Vibeke; hun smilede til Andreas.

-

Lotte satte sig ved siden af Vibeke og Lars i sofaen, hviskede: 

"Lars, Blinde-Lars, behøver du være så grov i munden?".

Lars søgte med hænderne efter Lottes ansigt, trak hende ind til sig, kyssede hende, tvang hende tilbage i sofaen, løftede hendes kjole, kælede for hendes lår. 

Vibeke gispede. "Lotte?", hviskede hun. Lotte gengældte drengens kys.

En sær, stærk følelse bredte sig som ild i Vibekes krop; hun lænede sig tilba- ge, løftede kjolen, kærtegnede sine lår, greb Lottes hånd, førte den ind i sine trusser, lukkede øjnene, hviskede:

"Lotte, kom nu, bliv ved".

Andreas stod på trappen, ville tale et alvorsord med Lars, og så drengens spotsk smilende ansigt, med øjne af sorte glas. Lars hørte ham komme, det lille selskab havde fået besøg af en fremmed.

"Vibeke?", hviskede Andreas.

"Halløjsa, der har vi Andreas, en lurende tilskuer", råbte Lars.

-
Gribbe over landskabet

Andreas og Sivertsen mødtes ved tronstolen på Odettes Høj. Det gjorde de hver morgen, nød udsigten over havet, vandrede en time i skoven og planta- gen.

"Nå, Sivert, fik du sovet godt i nat?".

"Næ, den dreng går mig nerverne".

"Ja, vi har visse problemer".

De gik på den sydgående sti, mellem tætstående graner, en sjældent benyt- tet sti, der aldrig fik sol, lå i spindelvævsskimlet mørke.-

"Det mørke og sure spindelvæv er som vores sindsstemning".

"Vi må finde noget arbejde, det her går ikke, uden penge".

"Jeg har hørt det. Lad os nu tale tale om noget andet, eller tie stille".

"Ja ja".

De kom til vejen for trækvogne, der ved træfældningen en gang om året kørte til savværket. Andreas sagde: 

"Hvad nu? Skal vi gå mod syd, eller til savværket?".

"Vi slår plat og krone, jeg har en lykkemønt, krone vælger syd". Sivertsen kastede mønten op i luften; den forsvandt mellem granerne.

"Det var kun en gammel 10-øre, den havde såmænd vist os mod nord".

"Vi er altid blandt taberne, godt, så går vi vejen over savværket".

"Vi må finde noget arbejde, vi har ingen penge".

"Næ, du drysser med dine 10-ører".

Ved savværket var Sivertsen foran Andreas, stod med en løftet hånd: 

-

"Sshh", hviskede han, pegede mod savværkets kontorbygning; en sort Mer- cedes personvogn.

"Fedelsberg", hviskede Sivertsen.

"Fedelsberg?".

"Han bruger den på Sunaborg, den er uopslidelig, siger han".

"Hvad laver Fedelsberg på vores savværk? Hov, det er den samme vogn, der forfulgte Rolf og mig, og plaffede mod skuespilleren og hans folk, jeg er bom- besikker".

"Pas på, nu kommer de".

En mand kom ud fra kontorbygningen, satte sig ind bag rattet i bilen. 

Minister Fedelsberg kom ud, låste døren til kontorbygningen, satte sig ind på bagsædet i bilen, vognen kørte frem til grusvejen, svingede til højre, op mod hovedvejen.

"Fedelsberg vil ikke til Domus Lausius".

"Hvad bestiller han her, jo, han har købt savværket og skoven".

"Vi knuser en rude, nu har vi chancen".

"Ih ja, herligt at være kriminel, kom".

-

Alt var snavset og uryddeligt i samtlige rum; et gudsforladt nedlagt savværk. På et bord fandt Sivertsen en skriveblok med en skitse:

"Hallo, se her, mellem tørreladerne og motorrummet og opskæringshallen, hvad er det, en ny drænledning? Næh, de leder efter guldet, det er ganske givet nedgravede metalkasser med guld".

"Sivertsen, er du normal, eller plager fanden dig?".

"Fedelsberg véd, at der ligger guld her på savværket, nedgravet af general Hardall, dengang den skøre general var ejer af skoven. Fedelsberg har fået et praj, eller han har købt sig en part, hvad ved jeg".

"Sivertsen? Altså, Sivert, rabler det for dig?".

"Kom, lad os undersøge". 

"Sivert, du må forklare dig, hvad er det?". 

"Vi ser på bygningerne, men ikke kontorbygningen, medmindre guldet er gravet ned under gulvet, den tid, den sorg".

"Sivert, for fanden, Sivert, sig nu noget fornuftigt".

"Ja, vent lidt".

-

Der var intet mistænkeligt i tørreladerne, tømt for gangbart tømmer; i den ene stod parkeret en rusten gravemaskine fra den nedlagte grusgrav; intet usædvanligt i motorrum, værksted, opskæringshallen.

"Hvad nu?".

"Andreas, brug hjernen og dine øjne".

En ugle baskede forbi dem. "Hvor kom den fra?", sagde Andreas.

Bag opskæringhallen lå en stor staklade med et surt stinkende affaldsbjerg af høvlspåner og savsmuld, tilgroet med bleggrønt ukrudt og hvide svampe.

"Fedelsberg har ingen fantasi, han leder de forkerte steder, han går uden om skimmelbjerget, fordi det er råddent og ulækkert, eller også har han glemt det".

"Det var som, jamen så gør vi det, vi graver et stort hul i affaldet".

"Er du gal? Hvis Fedelsberg kommer?".

"Vi mangler penge og jeg mener at vide, at regeringen i disse dage holder konference hos semibaron Fedelsberg på Sunaborg", smilede Sivertsen.

-

Rolf blev skuffet: "I ved jo, at jeg ikke kan hjælpe jer".

"Jeg vil med", skingrede Lars.

"Lars, én gang for alle, nej", sagde Andreas, men slog om, "medmindre du vil passe på Rolf".

"Selvfølgelig", råbte Lars.

Sivertsen kløede sig i nakken: "Rolf, er det en aftale?".

"Vi bliver siddende i bilen, til stor nytte, ja, til stor nytte", sagde Rolf.

"Nu passer I på jer selv", sagde Celia.

Lotte og Vibeke sagde: "Vi har ingen husholdningspenge, vi er parate til drab og svindel og hvad som helst som frække piger, for at få fat i guldet. Hvis det findes".

"Klæd jer varmt på", sagde Sivertsen.

-

Midnat, jagende skyer, flakkende månelys, en uhyggelig nat omkring det gamle savværk. Og så stod de forbavsede, lænede til skovle og spader.

Stakladens ildelugtende bjerg af høvlspåner og savsmuld, dækket af et lag sammenfiltret ukrudt og giftige svampe, afslørede en stor grå kamouflage- malet lastvogn fra militæret.

"Det var dog", sagde Andreas.

"Hvad er det? Er I færdige? Jeg fryser", sagde Lars.

"Hvem kører invaliderne hjem? Næ, jeg vil selv prøve", sagde Rolf. 

Rolf kørte, Sivertsen kørte med Rolf og Lars. Sivertsen kom tilbage med nat- mad og kaffe, smilede og sagde: 

"Rolf er snart den gamle Rolf igen, heldigvis".

"Sivertsen, nu får du et chok".

"Lotte, kære Lotte, sig nu Poul, søde kone".

"Du får alligevel et chok".

"Hvad er der galt?".

"Der er guld i kasserne, guld i lærredsposer, jemini, inde i lastvognen".

"Det er løgn, er det virkelig sandt, godt, vi trækker vognen uden for".

"Den rokker sig ikke".

"Den skal ud".

"Den er urokkelig, den er rustet sammen i gearkasse, bremser og hjul".

"Den skal ud", hvæsede Sivertsen.

"Vi henter donkrafte". Vibeke og Lotte kørte efter donkrafte.

"Sivert, hvorfor skal vognen ud, vi tømmer kasserne".

"Andreas, tænk dig om, hvor er de forsvundne, hvor er Laurids Finsen?".

"Fisen Fimsen blev kvalt af Smadsen-Kloak. Lotte fandt ham på loftet i Celi- as hus, dengang med Fipkjær, GalopOle, Syfilis-Vilhelm, alt det pinlige, hvor- når var nu det?".

"Laurids Finsen var ikke død, det var Kloak-Smadsen, næ, du, Fisen Fimsen forsvandt et par dage efter".

"Jeg har det, han var med i vognen, han holdt vagt over Helge Skov, sam-men med Edgar Moost, ham skuespilleren, og dennes lillebror, Niels. Niels kørte vognen, Erling Heimdal knaldede løs med maskinpistolen".

"Og hvor er mekanikeren fra Tilsynet med særlige anliggender? Det var ham der ville have skudt Carl Anton her på pladsen, hvis ikke fru Gerda".

"Nemlig, tilsynets automekaniker, kriminalassistent Magnus Hansen".

"Ja, han arbejdede sammen med general Hardall, og faster Louise fandt Hardall som indtørret skelet under pumpefabrikken i Nordhavnen, vore damer druknede ham, altså skelettet, i Øresund. Og det påstås at Edgar Moost er i Brasilien, men det er forkert, han er bare forsvundet".

-

"Sivertsen, lastvognen, der står dér, hvad vedkommer dén, historien om Moost og de andre? Er du blevet, hm? Gudfader, vanvid".

"Nej, da Fedelsberg fyrede mig på bladet blev jeg sur, og tog arkivet med guldsagen med mig, min lille hævn over Fedelsberg. Vibeke har gjort mange undersøgelser. Men du ville ikke tro hende".

"Mig? Vibeke? Vibeke har ikke sagt en stavelse til mig".

"Andreas, du er jaloux. Vibekes problem med de særlige anliggenders nye chef, statsadvokat Arne Horatio, er, at han blev lun på Vibeke, og det udnytte- de vi, altså Vibeke, meget effektivt, men ganske ærbart".

"Ærbart? Gjorde Vibeke?".

"Hun er general Hardalls datter og er vred på sin far, som Lotte på sin far. De er virkelig sure på kleresiet af ulykkesfuglene Laus, Odette, Henrik, Victor og Hardall".

"Tak, nu står det skrevet i neon".

-

Vibeke og Lotte havde skiftet til Vibekes Volvo, og foruden donkrafte med- bragte de et slæbetov. Volvo og Vibeke, Andreas, Lotte og Sivertsen arbejde- de, trak, sled, skubbede, masede; militærlastvognen knirkede, peb, knagede, ud kom den. 

Sivertsen, forpustet: "Vibeke og Lotte, se efter i kasserne".

"Javel, hr. kommandant".

"Andreas, kom så i gang med skovl og spade".

"Javel, hr. kommandant, klokken er halvfire, der kan komme nogen, hvad så?".

"Så får de en søforklaring".

"Javel, hr. kommandant".

Sivertsen havde mistanke til den sidste halvdel af savsmuldsbjerget. 

"Så graver vi". 

Pludselig hørte de en sær klynken fra Vibeke. Lotte hviskede: "Andreas, Sivert, Vibeke er dårlig". 

I spring var Andreas og Sivertsen inde i lastvognen, et andet mørke med flak-kende lys, bar Vibeke ud fra vognen, hældte kaffe og en dram i hende, hun fór gysende sammen, hviskede: "Der er lig i poserne, et kæbeben med guld-tænder fra et menneske".

"Din stakkel, kom, vi kører hjem", sagde Lotte.

"Nej, jeg vil være med, jeg vil vide, hvad min far har været med til, hvem har en whisky".

"Her, min skat, du må vænne dig til det, guldet kommer med hjem, vi har ingen penge", sagde Lotte.

"Vi skal først vide, hvad de har gemt inde i savsmuldet, vi kom kun halvve- jen", sagde Sivertsen.

"Sivert, du er en morakker", sagde Andreas.

-

De gravede, og Lotte og Vibeke udstødte et hyl, "husholdningspenge", da det stinkende bjerg af rådne høvlspåner og ukrudtbefængt savsmuld afslørede metalkasser og store solide trækasser.

"Hvad er det for smuglergods?".

"Hør, når vi taler om penge, sig mig, piger, altså Lotte, hvorfor sælger du og Celia ikke Nordhavnens Pumpefabrik, så fik vi da lidt skillinger".

"Fordi, altså, Andreas, du er et fjols, det går faster Louise aldrig nogen sinde med til, er du sindssyg".

"Kom så, kasserne er død tunge".

"Javel, hr. kommandant".

De kørte trækasserne til Domus Lausius. Rolf blev vred, og sagde: "I er snot uforsigtige, hvad vil I stille op, hvis I møder Fedelsberg og konsorter?".

"Det møde ser jeg sandelig hen til", svarede Sivertsen.

"Hvordan får vi Lars til at holde mund?".

Andreas svarede koldt: "Blinde-Lars ordner jeg, det kan jeg forsikre dig, han har haft sine fingre på Vibeke".

-

De kørte tilbage til savværket; i timer gennemgravede de bjerget af skimlet, svampeagtigt ukrudt, høvlspåner, savsmuld.

"Nu fik vi noget nyttigt arbejde, takket være min 10-ører".

"Sivert, du er en morakker, jeg er dødtræt".

"Der kommer en bil".

"Ja, det er Rolf, han glemmer ikke kunsten at køre lydløst".

På bilens bagsæde lå de efterladte våben fra Laus Jansen. Rolf sagde: 

"Jeg punkterer det første fremmede bildæk, der kører ind på savværket, lidt hjælp kan jeg gøre, og her har jeg foder fra Celia".

Celias madkurv hjalp til; de åd stegt kylling, rugbrød, sigtebrød, ost, og drak kaffe. 

Skovens dyr: ræv, kronhjort, dådyr dukkede frem fra plantagen, pirret ved færten af mad, trippede nysgerrigt, pindsvineunger bortførte en bid af Sivert- sens ostemad. Under Rolfs hårpragt og fuldskæg kunne anes et lille smil.

Lotte, Vibeke, Andreas og Sivertsen fortsatte det hårde arbejde.

-

"Stop", sagde Andreas, "forsigtigt, en kalkgrav, forsigtigt, vi nærmer os".

Det yderste lag, en stenhård skal; under den lå kalken som pulver; de grave- de tøvende, skrabede forsigtigt. 

En skeletteret menneskehånd pegede på dem.

"Vi må ringe til politiet, men ikke et ord om guldet, og sig til dem, at vi så Fedelsberg kører herfra". 

-

De 13 rustne metalkasser begravede de i Odettes Høj i klitten ved havet. 

Pigerne åbnede trækasserne, slæbt dem ind foran kirketårnspejsen i Domus Lausius, den blandt arkitekter nedrakkede og beundrede hvide betonvilla ved Skoggeslund Strand. 

På hvidkalkede cementborde, cementlænestole, betontrappetrin, og foran kirketårnspejsen, stod en besynderlig samling guldstatuetter af smukke, nøgne ynglinge: Balletdansere, springere, svømmere, kuglestødere, fodboldspillere, løbere, tennisspillere, boksere, brydere, og betagende elskovscener mellem unge mænd. 

I antal af fire snese guld-brigadister i selvopslugt forfængelighed, feminin-maskulin nøgenkultur, så det baskede.

"Hvad i alverden?".

"Dét overgår min forstand".

"Der er ingen piger, det var da underligt".

"Hvor kommer alle de akrobater fra?".

"Vi tiltrækker guld som magneter, men er vi magneter, burde det være jern".

"Er det guld? Det er uretfærdigt at jeg ikke kan se det", råbte Lars. 

Så følte Blinde-Lars på én, lugtede til en anden, og sagde: "Det er guld, det er nøgne drenge, hvorfor er der ingen piger, det er guld".

"Det er til husholdningspenge, hvis det er guld".

"Nu må vi holde en konference".

Rolf sagde: "Vibeke, Andreas, Lotte og Sivertsen kører til København med dette, hm, uforklarlige".

Akrobaterne, sagde de, blev pakket ind, trækasserne brændt i kirketårnspej- sen. Vibeke, Lotte, Sivertsen og Andreas kørte til København, til Celias, Lottes og faster Louises hus i Skindergade, fandt et skjulested i den gamle kulkælder bag oliefyret, trædøren udskiftet med en jerndør.  

Vibeke, Lotte, Sivertsen og Andreas arriverede retur.

"Er det sikkert nok? Er I bombe sikre?".

"Det er mur og nagelfast".

"Se her, jeg flækkede mine negle".

"Jeg fik en bule i panden. Sivertsen er en morakker".

Andreas: "Og jeg ved, hvad akrobaterne er".

"Nemlig, makker, det har dæmret, det er massemorderen, retspræsident Victor Bache-Grüns indsamlede og konfiskerede guldstatuetter", lo Rolf.

INDTØRREDE LIG

Rolf talte med politimester Ole Svendsen, Odense, om ligfundet i kalkgra- ven. Svendsen sagde: "Tak, nu hjælper det". Få timer senere kørte en statsad- vokat og to politimestre og vogne med teknikere ind på savværket.

Kalkgraven havde indtørret ligene: Kartoffelhandler Nis Phaesens to sønner, Niels og skuespilleren Edgar Moost; mekanikeren, politiassistent Magnus Han- sen, akkrediteret hærens efterretningstjeneste under oberst Hardall. Fisen Fim- sen, tidligere kriminalassistent Laurids Finsen, og bankdirektør Helge Skov, søn af politimester Ove Skov.

Statsadvokat Arno Horatius, søn af afdøde statsadvokat Anders Horatio, samt de to politimestre, indbød sig selv til aftensmad i Domus Lausius, "nej, det er ikke nogen afhøring", sagde de. Ole Svendsen fortalte ikke, at han havde underrettet tilsynet for særlige anliggender. 

-

En stemme ringede til Vibeke, og sagde:

"De véd det, vær nu forsigtig".

"Er du sikker på det?".

"Ellers løb jeg ikke risikoen ved at ringe til dig".

"Er det kun én, eller dem alle sammen?".

"Han, og du kan sé, hvem det er, kan ikke holde det for sig selv, vel?".

Vibeke hviskede med Lotte. Lotte nikkede.

Celia hørte smilende på gæsternes beundring for hendes oksesteg, rødvin, sigtebrød, ost, kaffe, øl, whisky.

"Aldeles fortrinligt".

"Jeg kalder det en fremragende middag".

"Min kone vil blive glad for opskriften".

"Vi håber, at jeres forklaring om de døde i kalkgraven er af samme kvalitet".

"Næ, dem kender vi ikke", sagde Lotte, "men, Vibeke vil, hm, som".

"Vibeke? Nå?", sagde Andreas.

"Ja, Vibeke begynder, så slipper vi andre", sagde Sivertsen.

"Vil I mig noget, så bare sig til, jeg venter", sagde Rolf.

"Min mand har haft en lille hjerneblødning", sagde Celia.

-

Vibeke og Sivertsen sorterede notater og kartotekskort fra slægsforsknings- bureauet og stjålne arkivmapper fra et velkendt dagblad.

Lotte satte sig ved siden af Sivertsen. "Rolf er træt", hviskede hun.

Vibeke satte sig foran kirketårnspejsen; ilden i det hvalstore hul virkede true- de, kunne opsluge hende, stearinlysenes skær flakkede uroligt.

Vibeke var bleg, træt, drak whisky, smilede, og sagde:

-

"Mine herrer. Hvad jeg nu fortæller Dem skyldes et samarbejde mellem juris- ten Lotte von Listerius og redaktør Poul Sivertsen, samt lille mig, der er datter af general Hardall. Jeg håber I er tålmodige.

I 1875 hjemførte kreaturhandler Johan Jensen, en tysk brud, datter af pølse- fabrikant Veddels, der boede ved Kielerkanal.

Veddels prangerfamilie, lidt usædvanligt for en jødisk familie, havde støttet oprøret mod Christian den ottende under prins Friederich af Nør, der på Sles- vig-Holstens vegne krævede demokratiske reformer, et krav den danske rege- ring ikke ville efterkomme, og førte til de to krige i 1848 og 1864.

Veddels havde ikke høje tanker om danskerne, men under et lidkøb fore- slog Veddels sin datter som Johannes Jensens ægtefælle. Veddels betingede sig, at Johannes købte en ejendom med statelig hovedbygning og at familien skulle kaldes Veddelsburg, på tysk udtalt Feddelsburg.

"Fedelsberg, vi bor jo i Danmark", svarede Johan. 

I 1880 havde Johan Fedelsberg købt jord og bygget stamhus på tomten af det gamle Sunaborg, året efter købte han adelsbrev og genophøjede ejendom-men til baroni. Baron Johan von Fedelsberg sluttede sine dage i 1891, stanget ihjel af en brunstig tyr.  

Den ældste søn, Johan Wilhelm, havde nogle år tidligere giftet sig med en tysk kusine; hun fødte Ferdinand Fedelsberg, men døde i barselsseng; faderen omkom under en isbådsfart på Odense Fjord.

Wilhelm Veddels i Rendsburg drev baroniet til Ferdinand blev myndig, og baron Ferdinand giftede sig med en komtesse. 

Men komtessen kunne ikke få børn, og i 1915 ansattes en kusk, Hans Ras- mussen i baron Ferdinands tjeneste. Denne kusk havde en ung kone, Tilde, hun var faktisk min bedstemor". Vibeke så op, smilede.

"Fortsæt", snerrede Andreas, pikeret over Vibekes ene forfader.

"Ja, fortsæt endelig", sagde Horatio, statsadvokat.

"Og mod rimelig betaling overlod min bedstefar, Hans Knudsen, sine ægte-skabelige rettigheder til baron Ferdinand. Tilde Rasmussen fødte baronen to sønner. Og, som bekendt, i 1919 ophævedes alle adelsprivilegier, det vil sige, at enhver til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet, intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes".

"Det vrimler med legater, fonde, stiftelser, det er pisse ulovligt, eller burde være".

"Så, Andreas, vær nu lidt rar", sagde Lotte.

Horatio: "Enhver politisk inkonsekvens er meget besværlig".

Vibeke: "Lotte, nu skal du fortsætte". Lotte nikkede: 

"I 1920 forlod kusk Rasmussen baron Ferdinand, og blev kusk for en greve på Samsø, men forinden havde han et voldsomt opgør med Ferdinand. Sagen var den, at kusken Rasmussen krævede Tilde Rasmussens ældste søn, Viggo, med sig. Det viste sig at kusk Rasmussens kone, børnenes mor, på kuskens foranledning havde ført nøje regnskab med de dage, hvor hun i måneden kunne blive frugtsommelig, og de dage, hvor naturen forbød det. Derfor indlod hun sig med baron Ferdinand på de naturgivne fridage, og til sin kusk på de regelrette dage. Det trak op til drama, men efter en læges, og ikke mindst præsten Severin Andersens indtrængende råd, forfulgte baron Ferdinand ikke sagen. Derimod fik han af kusken lov til at adoptere den mindste søn".

"Hvem er så det? Åhjo", nikkede Ole Svendsen.

"Det er minister, John Jens Wilhelm Hondalus Fedelsberg, kaldet semibaro- nen til Sunaborg".

"Hvad blev der af den ældste søn, Viggo?".

"Viggo Rasmussen er general Viggo Hardall, vores hårdtprøvede Vibekes faderlige ophav. Den lort".

Trætte Vibeke var faldet i søvn.

Statsadvokat Arno Horatius bøjede sig frem mod Lotte, hviskede:

"Det er et mysterium med general Hardall, han blev aldrig fundet, eller hus- ker jeg forkert?".

"Jeg ved ikke hvad De gør, hr. statsadvokat", svarede Lotte køligt.

Rolf og Celia, Andreas og Sivertsen nedstirrede politiets folk; og dermed af- sluttedes en hyggelig aften.

-
Hævn med bitter urt 

Rolfs far, Carl Anton Ernest, døde samme nat. Fru Simonsen, plejehjemmet Solgården uden for Kerteminde, Carl Antons barndomsby, ringede og spurgte, om Rolf ville deltage i begravelsen. "Ja", svarede Rolf.

Lotte så betænkeligt på ham; han bad hende lægge den belgiske riffel og en æske skapspidspatroner ind i vognen, og bad hende spænde en skuldersele med en lyddæmpet pistol, fast på hans krop under jakken.

"Rolf, hvor har du den fra?".

"Den har jeg købt af en ven".

"Jamen, nå? Rolf, så følges vi ad, kør".

Efter Carl Antons begravelse sagde fru Simonsen: "Deres far gemte ikke sine breve, men der er alligevel et enkelt til Dem".

Carl Antons skrift på konvolutten: "Til min søn Rolf. At åbne efter min død". 

Rolf og Lotte læste: 

"Kære Rolf. Min sidste sag var langvarig, kompliceret og meget irriterende. Den kunne jeg ikke opklare, og jeg skulle, sagde Gerda, din mor, huske mit løfte at gå på pension. Trådene samles i vedlagte kryptogram. Du burde have hjulpet mig, en god journalist har mange forbindelser, men min stædighed, og fordi du ikke ville søge ind ved politiet, forhindrede, at jeg ville tale med dig om sagen. God fornøjelse. Lev vel. Din far, Carl Anton. 

PS. Vær for himlens skyld forsigtig. Måske bliver du ramt af en dønning fra Middelhavets kyst, vær forberedt på alt i denne horrible sag. Jeg skriver ikke adoptivfar. Det ser dumt ud. Jeg håber ikke du nogensinde har følt dig som andet end en ægte søn, med en ægte mor og far. Det var, hvad Gerda og jeg bestræbte os for. Kærlig hilsen, Far". 

"Kom, vi kører til det gamle Sunaborg med Grobanus".

"Rolf?", svarede Lotte, "hvad skal vi der?".

"Åh, et forsinket interview".

"Har du tænkt dig et anstrengende liv? Det har du ikke helbred til, tænk nu på Celia og Ceciliana og den lille nye, og Blinde-Lars".

"Det gør jeg hele tiden, men jeg vil tale med Fedelsberg".

-

Fedelsborggaard Allé, gamle elmetræer på begge sider, marker i store agre, traktorer på efterårspløjning.

"Lotte, nu kører du op foran hovedbygningen".

"Jeg håber han ikke er hjemme".

"Du går bag mig, og når jeg siger til løfter du riflen, pas på sikringen, bøssen er ladt, æsken med patroner stikker jeg i lommen".

"Rolf, gør nu ikke noget dumt, noget du kommer til at fortryde".

Hoveddøren var ikke låst.

-

Rolf og Lotte skubbede den op, gik ind i en forhal med marmorkamin og jagttrofæer, lyttede. Fedelsbergs stemme kom fra nordfløjen, dørene til store værelser stod åbne. Rolf låste hoveddøren, stak nøglen i lommen.

Minister Fedelsberg råbte i telefon: 

"Dine reparationsregninger er bedrageri". 

Da han så Rolf og Lotte, sagde han: "Jeg har gæster, farvel", knaldede røret på, så ophidset på Rolf, og snerrede:

"Hvad vil du?".

Lotte pegede på Fedelsberg med riflen. Rolf løftede pistolen.

"Det gælder sandheden, eller dit liv".

"Tror du, du kan skræmme mig?".

"Det er alvor". Rolf sigtede mod en porcelænslampe på Fedelsbergs skrive- bord, skød, lampen sprang i stumper.

"Hvad er det du vil?".

"Sandheden. Hvor gemmer du guldet?".

"Tzhihihi, mig, hende der, dig, tzhihihi".

Et ur foran et stort spejl. Rolf skød; ur og spejl klirrede i stumper.

"Det var sidste advarsel".

Rolf sigtede på Fedelsberg. "Jeg er frikendt hos politiet", råbte Fedelsberg.

"Løgnhals, du trækker sagen, benytter alle kneb, jeg ved det, rejs dig op".

Fedelsberg rejste sig, angsten lyste fra ham; han strakte armene ud, han skulle korsfæstes. Rolf gennemhullede Fedelsbergs højre hånd. Fedelsberg græd, sank sammen i sin stol.

"Op med dig".

"Jeg kan ikke, se min hånd".

"Op med dig, kom så".

"Hvad vil du?", stønnede Fedelsberg.

"Guldet, vi skal ned til guldet".

"Ved du hvor det ligger?", råbte Fedelsberg.

"Ja, men du skal vise mig, hvor".

"Mine folk, eh".

"Dine folk brækker halsen på dig".

"Rolf, du øver statsfjendtlig virksomhed, du er terrorist", råbte Fedelsberg.

Rolf løftede pistolen, pegede på Fedelsberg: 

"For sidste gang, rejs dig op".

"Vi kan vel handle om det?".

"Naturligvis, men vis mig først, hvor guldet er".

Med et suk, skottende til Lotte og Rolf der gik bag ham, gik Fedelsberg gen- nem nordfløjens værelser til et aflukke i gavlen, åbnede en paneldør, viste en stentrappe ned til en kælderhvælving.

"Gå videre, ned ad trappen, så, hej, af sted".

"Jeg har ingen nøgler, dem har forvalteren".

Lotte gav Fedelsberg et slag i nakken med riffelkolben. Fedelsbergs toupet gled på gulvet, afslørede hans grotesk grimme blege kranium.

"Af sted, din svinehund", sagde Lotte.

Blodet fra Fedelsberg dryppede spor hvor han gik. 

Kælderhvælvingen fra det gamle Sunaborg førte under jorden ud til spring- vandet i parken; kunne spærres af gitterdøre, alle dørene stod åbne.

"Han må ikke slukke lyset og stikke af", hviskede Lotte.

Rolf smilede, og hviskede: "Lad ham forsøge, men han er ikke dum".

Den sidste dør var en massiv jerndør. Uden et ord greb Fedelsberg efter sine nøgler, låsede den op. De gik ind i et sekskantet rum med pumpe og rørled- ninger ud til springvandet i parken.

"Giv mig nøglerne".

Fedelsberg tøvede, rakte Rolf nøglerne.

"Gå videre frem", sagde Lotte.

Rolf ønskede et øjeblik, at Celia var som Lotte, klarhjernet og dristig som en vildkat når det gjaldt, eller som Vibeke, kvik, resolut, intelligent, kreativ. Celia var god nok, en sød mor for ungerne, men Vibeke var racet gennem det halve land til Skindergade og tilbage igen på rekordtid, og i slægtsforskningsarkivet, rettelig Eric H´s notater, fandt brudstykker til en tegning over Sunaborg/Fedels- berggaard, hvor en sammensvoren gruppe, general Hardall og broderen, John Fedelsberg havde gemt størsteparten af guldtransporten.

"Husk nu, snedige Fedelsberg kan være farlig, han er syg i hjernen", havde politimester Ole Svendsen sagt, politimæssig hjælp kunne han ikke tilbyde, sagen var for spinkel. 

"En guldbeholdning i en gammel røverborg, altså Rolf, er du forrykt, og din kære far advarer mod en dønning fra Middelhavet".

"Hvilken dønning? Visse hemmelige tjenester holder kæft på det forkerte tidspunkt".

-

Seks lavloftede typiske hvælvingegange mødtes i det sekskantede rum. Den første var den de kom fra, fra nordfløjen, til pumpen under springvandet. Den næste førte til et rum med brønden til godsets vandforsyning. Den tredie lå bag den næste jerndør.

"Fedelsberg, læg dig på knæ".

"Du må ikke skyde mig, du har alle nøglerne".

Rolf nikkede til Lotte. Lotte trykkede riffelmundingen ind i Fedelsbergs nøg- ne kranium, det kolde stål fik ham til at gyse. Rolf åbnede jerndøren til, hvad han håbede var skatkammeret.

"Hvor sidder lyset?".

"Til venstre".

Rolf tændte lyset, og blev skeptisk. En halvtreds meter lang gang.

"Kom så, Fedelsberg, vi skal videre".

Fedelsberg tumlede ind i den lange gang; pibende hulkende savlende, en uhyggelig jamren, som en tro hund, der sanser dødens nærhed.

Endelig fremme ved den sidste jerndør. Rolf låste den op, fandt lyskontak- ten, tændte lyset:

Et ejendommeligt syn.

Grådige marodørers plyndringer, en ladestor kassemat, en enorm vinkælder, stor som en katedral, et tempel med rundbuer og spidsbuer bygget af krigere og munke gennem århundreder, metertykke mure med kampesten og røde tegl, solen flimrede gennem murens bittesmå glugger kilometerlangt ude i en anden verden.

Guldbeholdningen lå fordelt i vidjekurve, en del skinnede nypudset, en pul- terkammeragtig losseplads, et virvar af antikviteter, smykker, juveler, gamle våben, papkasser med ædelsten, gobeliner, stabler af orientalske tæpper, rid- derrustninger, ikoner, flygler, malerier, altertavler, marmorstatuer, spejle i store guldrammer.

"Så går vi hjem", sagde Rolf, låste døren til Fedelsbergs slaraffenland.

De gik tilbage til det sekskantede rum under springvandet.

"Pas nu på ham, Lotte, mens jeg låser døren".

"Fedeberg, ned på knæ", sagde Lotte, satte riflen mod Fedelsbergs hals.

Rolf hørte et skud, et rullende ekko som et kraftigt drøn.

-

Skuddet kom fra forvalterens dobbeltløbede haglgevær; han viste ingen nåde, affyrede skuddet direkte mod Lotte ryg, stålhagl trængte gennem Lottes brystkasse, dræbte hende.

Forvalteren affyrede det næste skud. Fedelsbergs hvide kranium blev knust; forvalteren havde aldrig set sin herre uden toupet, vidste intet om sin herres skaldede hoved. 

Rolf hørte forvalterens  svuppende skridt i gummistøvler nærme sig. 

I det sekund han trådte ind i det sekskantede rum, skød Rolf ham to gange i maven, sprang ind på ham, vristede haglgeværet fra ham, følte ved Lottes død et voldsomt had til drabsmanden.

Rolf var træt, lagde sig på gulvet, tændte en cigaret, måtte undgå at sove eller besvime, rejste sig, gik langsomt op ad kældertrappen, nåede frem til Fedelsbergs skrivebord i nordfløjen.

Pistol, riffel, haglgevær dinglede fra hans hænder. 

Synet af Rolf skræmte to køkkenpiger, der stod ved nedgangen til kælder- hvælvingen, de flygtede da Rolf bad dem om en kop kaffe. Rolf tilkaldte læge og politi. Køkkenpigerne kom med kaffe og en bakke mad, og sagde: 

"Vi ser vist ikke godsejeren til frokost, så vi tænkte at De var sulten".

"Tak", sagde Rolf.

Tyve minutter senere summede politiets og militærets helikoptere over mar- kerne. Der var ikke plads foran hovedbygningen, der var ankommet en snes biler. Helikopterne landede på engdraget bag parken.

-

Bag et hegn gik 70 slagtetyre af Fedelsbergs opdræt. Uroen fik dyrene i drift. De brølede ophidset, stampede i jorden, galoperede med bøjede hoveder og stærke horn tværs gennem hegnet, bragede ind i helikopterne, trampede en pilot ihjel, besætningen skød med maskinpistoler mod flokken. 

Dyrene angreb den næste helikopter, presset var voldsomt, den tippede og væltede, brændstofbeholderen eksploderede.

Sårede tyre med hårlaget i flammer brølede vildt, besætningerne i helikop- terne sad fastklemt, kunne ikke komme ud af de brændende maskiner. 

Tyreflokken galoperede rundt om hovedbygningen, jorden gungrede, som under en hær af kampvogne, gik til angreb på bilerne, parkeret ved hoved- trappen. Politifolk og soldater sprang for livet.

Tyreflokken trængte gennem hoveddøren, galopperede i tungt tempo tværs gennem forhal, riddersal og gemakker, brølede, pissede, sked og gled på tæpper og parketgulve, trampede inventaret til kaos, stangede mod store spejle i udskårne rammer, slæbte på dem. Et tyrehoved sad fast i et splintret spejl med forgyldte prydelser, blodet sprøjtede fra dyret.

-

Få dage senere blev 5 arrestanter og en død persons eftermæle skandalise- ret som spioner, forrædere, terrorister. 

Den døde var Lotte von Listerius Sivertsen.

De andre var Rolf Anton Ernest, Celia Jansen Ernest, Vibeke Hardell Jansen, Andreas Jansen og Poul Sivertsen.

-
Nye ulvetider

I en pressemeddelelse fra Demokratiets Forsvarsvilje, en forening af reserve- officerer, hed det: "Vi for vor part tør hævde:

At de afslørede terrorister Rolf Anton Ernest, Andreas Jansen, Vibeke Jansen, Poul Sivertsen og den dræbte aktivist Lotte von Listerius, er hovedmænd for en militant, venstreorienteret gruppe. Vi bemærker, at ingen udenlandsk terroristgruppe her er nævnt, men ingen er glemt. Vi gør samtidig opmærksom på, at der også findes højreorienterede terroristgrupper".

-

Medierne gentog den sædvanlige historie om RAF, Rote Arme Fraktion, med Horst Mahler, Andreas Baader, Ulrikke Meinhof, Gudrun Ennslin, Jan Karl Ras- pe, tilsat tidligere referater fra epidemier af attentater, bomber, mordbrand, maskinpistolsalver, sagesløse døde og lemlæstede i caféer, banker, varehuse, jernbaner, regeringskontorer.

En makaber nyhed rullede som en lavine: 

Dansk RAF-terrorgruppe: Rolf Anton, Poul Sivertsen, Andreas Jansen. Den danske regering arbejder på en hurtig opklaring af, hed det, "en hidtil ukendt dansk gruppes ulovlige handlinger".

En enkelt avis tilføjede: "Det er nærliggende at antage, at islamiske dønnin- ger fra Mellemøstens kyster, er rullet ind på de danske strande. Det må ikke glemmes, at USA og Israel har begået mange fejlgreb mod palæstinenserne".

-

Ekspreskonference hos statsministeren.

Til stede var forsvarsministeren, justitsministeren, rigsadvokaten, den særli- ge statsadvokat Arno Horatius, FET- Madsen, PET-Kjellgarth, og fra tusmørket politimester Ole Svendsen og oberst Svend Zakarias.

Statsm: "Denne sag skal opklares hurtigst muligt". 

Justitsm: "Det er jo sket, der foreligger jo allerede". 

Rigsadvokaten: "Er sagen opklaret? Det vidste jeg ikke".   

Statsm: "Heller ikke jeg. Så er jeg forkert informeret". 

Justitsm: "Vi har efter Fedelsbergs død, hm, jeg mener vor kollegas begra- velse. Regeringen er bekendt med visse rygter om ministerforbryderens dob- beltspil. Vi har nedlagt privatiseringsministeriet. Hvad forlanger man mere? Der henstår kun, om ikke dette, hm, guld, som muligvis er stjålet af Rolf Anton, Andreas Jansen og denne Sivertsen, at det trods alt, uagtet der foreligger tyveri, kommer ind under bestemmelsen om en sags forældelse".

Kjellgarth: "Mine udenlandske kolleger ønsker Fedelsbergs krigsrov udleve- ret, således at man kan foretage en tilbagelevering til de rette ejermænd".

Madsen: "Det kan der ikke blive tale om, diverse snavs hvirvles op, ganske unødvendigt. Jeg understreger, at bortset fra den plet mine forgængere satte på vores ære, jeg sigter til general Hardall og konsorter, så har vi vished for internationale aspekter, som truer landets sikkerhed".

Rigsadvokaten: "De sagde vished, hvad mener De?".

Madsen: "Spørgsmålet om rigets sikkerhed beror på et subjektivt skøn".

Rigsadvokaten: "Rigets sikkerhed? Det er ved gud noget plap og vrøvl".

Horatius: "Andreas Jansen, Rolf Anton Ernest og Poul Sivertsen handlede tydeligvis af idealistiske og sportslige motiver, som". 

Madsen: "Sportsmænd, har De set gruppens forvirrede kvindfolk, ha".

Forsvarsm: "Den idræt og idealisme, som hr. statsadvokaten fremhæver, op- fattes hos os, tillad mig, som venstreorienteret fanatisme. Tænk Dem de store beløb, mange millioner, som gruppen disponerer over, i form af guldsager, til indkøb af våben og eksplosiver. Det forekommer mig derfor evident at frem- hæve, at". 

Rigsadvokaten: "Sagen skal opklares, ja, men før vi begiver os ud på gisnin- gernes overdrev, ikke sandt? Hvad mener statsministeren?".

-

Vibeke, Rolf, Andreas, Sivertsen og Celia, og børnene lille Ceciliana og Celias nyfødte søn, blev indespærret i arresten i Kastellet, et Pet-Fet reservat for diskretioner. 

Lars blev afleveret til et internat for blinde og svagtseende. 

Lottes død på Fedelsborggård, og de mange forhør, blev en for voldsom be- lastning for Poul Sivertsen. En nat rev han et lagen i strimler, fastgjorde rebet til vinduesgluggens jerngitter, og hængte sig. 

-

Savværket i Skoggeslund Plantage blev revet ned; terrænet undersøgt med metaldetektorer, herunder kalkgraven i stakladen, der før havde rummet ind- tørrede lig. FET og PET lykønskede hinanden da en tilkaldt gravko stødte på 28 metalkasser, omsvøbt med plasticfolie, hver med 200 kilogram guldeffekter, i alt 5,6 tons guld.

Hugh Haydens tronstol på Odettes Høj blev ikke skånet, men svejsningen af tronstolens guld til jernankerne i betonfundamentet blev overset. 

Da guldstol og jernankere var brækket løs, bestemte FET-Madsen:

"Send metallet til omsmeltning". 

Guldsmelteriet sagde: "Man blander ikke guld med jern". 

"Gør som jeg siger". FET-Madsen forstod ikke en pind, måtte senere stå til ansvar med bål, brand og erstatningssag.

Metaldetektorerne hylede når de kom i nærheden af Odettes Høj.

Beplantningen med egetræer, buske og blomster, Laus Jansens sidste gave til sin hustru, Odette, blev kørt til destruktion. Eksperter fastslog, at der i visse huller i Odettes Høj havde befundet sig metalkasser; man gisnede, at de hav- de været fyldt med guld.

"Uforskammet, det er gravrøveri", råbte FET-Madsen. 

En bulldozer gravede sig gennem højen, og Odettes lille sportsvogn, rusten og klemt flad, blev halet frem til ransagelse efter mere guld.

- 

Madsen krævede huset med de mange navne: Domus Odettus / Domus Hel- gadottir / Domus Lausius, sprængt i luften.

Det harmede FET-Madsen, at metaldektorerne hylede når de førtes hen over brystværn og betondække på tagterrassen, jamrede som en flok katte når de førtes over gulve og trapper i samtlige tre etager, og kortsluttede, eller brød i brand, når de førtes ind i Kirketårnspejsen. 

"Riv hele lortet ned", kommanderede FET-Madsen. 

Men han havde undervurderet Laus Jansens kærlighed til sin tidligere hus- tru, Odette. Laus ville et bygningsværk, uangribeligt for eftertiden, og derfor, samtidig med at han fordelte Odettes aske i den våde cement og blandede guldeffekterne ind i betonen, ikke benyttede rundjern til jernbindingen, men hærdede cromstål profiler. Domus Lausius kunne ikke sprænges, måtte lirkes fra hinanden med hammer, mejsel, stålskærer, brækjern og sprængstoffer, centimeter for centimeter. 

Laus havde forudset et attentat på Domus Odettus, derfor havde han indmu- ret 400 kilo sprængladning under trappen bag Kirketårnspejsen. 

Ved eksplosionen dræbtes FET-Madsens bedste mænd:

"Det var forholdsregler udført af trænede terrorister", skrev han i indberet- ningen til sin chef, forsvarsministeren. Han vidste intet om Laus og Odettes dramatiske kærlighed, deres liv mishandlet af jalousi.

-
Prins Ulrich

Ved meddelelsen om Lottes død lod hendes opforstringsmor, friherreinde Louise von Listerius sig klæde i sørgedragt og svor, at hun ville genoprette familiens ære og redaktør Sivertsens gode rygte.

For, som hun sagde, først var der mordet på familiens sorte får, Henrik, og nu drabet på hans datter Lotte; dertil Sivertsens ildevarslende selvmord i Kastellet. Friherreinden havde aldrig truffet Sivertsen, men forstod på Lottes breve, at han var et sympatisk menneske. 

Louise var arving efter Lotte til ejendommen i Skindergade og Nordhavnens Pumpefabrik. Faster Louise drog til Lottes indespærrede venner i Kastellet, Rolf og Celia, Andreas og Vibeke. 

Faster Louise troede naturligvis ikke på, at Rolf skulle have dræbt Lotte, som påstået i pressen, jvf. en plantet nyhed fra tilsynet for særlige anliggender.

-

Faster Louise var småforelsket i sin ledsager, prins Ulrich av Ulrich und In- sel, adels- og godsejerslægt. Prins Ulrich, tidligere major i Waffen- SS, og det forbillede, der fik Lottes far, dansk-svensk statsborger Heinrich von Listerius, senere advokat Henrik Listerius, til at begå sin ungdoms fejltrin, da han meld- te sig som tysk soldat, om end kun i kort tid, til han blev såret.

Friherreinden og prinsen tog ophold i Skindergade.

En dag kørte de i en tomatrød sportsvogn ud til Nordhavnens Pumpefabrik. 

Her gik de ned i kælderen til det atomsikrede beskyttelsesrum, den mærk- værdige indretning af en forlængst afdød, atomforskrækket tidligere ejer; en fabriksbygning overtaget af Henrik Listerius.

Den aldrende Louise fremviste for sin aldrende prins, mængder af metalkas- ser med guld, stablet op overalt, hvor der var plads for luftrensningsanlæg, proviant, destilleret vand, selvmordspistoler, brandslukningsudstyr.

Hun fortalte, hvordan hun havde fundet general Hardall i uniform, siddende som en lænket mumie just ved dén metalkasse; at Lotte og Celia havde svoret tavshed, og at de en nat var sejlet ud i Øresund og havde sænket skelettet af Hardall, omviklet med jernkæder, ned i vandet.

"Utroligt", gispede prins Ulrich.

Hun fortalte prinsen, hvad der var sket med hundredevis af kilo, uvurderlige af karat og tyngde, af størrelse og skønhed ubetalelige perler og ædelsten: 

Opaler, safirer, smagrader, rubiner, diamanter, brillanter, omsat via en god ven til en stor sum penge.

-

"Utroligt", sagde prinsen, "med elektrisk vand kan vi provokere krokodiller, som i reptilers velkendte galop går til angreb. Kan du sé det for dig? Store åbne gråhvidrøde smaskende hvæsende krokodillegab, med enorme tandsæt i halsåbninger brede som øltønder, det vil være et forfærdende syn for enhver fjende".

"Har du dem virkelig her? Krokodiller?".

Prinsen nikkede: "Kom, min kære, jeg købte dem i Hamborg, og med i købet fik jeg en cirkustjener, og hvad angår foderet, har jeg aftalt med vores nabo, som sælger os husdyrfoder, katte, hunde, heste og kreaturer, du ved, dem der skal til destruktionsanstalten".

Prins Ulrich åbnede en sidedør ind til overlevelsesbunkerens baderum med svømmepøl. I pølen lå 5 store congokrodiller.

Cirkustjeneren fløjtede fuglelyde, krokodillerne åbnede gabet, cirkustjene- ren skovlede store udskæringer af dyrekroppe i gabene på dem.

Faster Louise følte ubehag, tøvede, udstødte et dæmpet skrig.

Prinsen lukkede døren til krokodillerne. "Er du tilfreds, min kære?".

"Ved gud, Ulrich, du overrasker mig. Er krokodiller virkelig nødvendige?".

"Det er et fornuftigt arrangement, men kun et enkelt, lille led i planen".

"Har du godkendt planen?".

"Ja".

"Kan vi få den gennemført?".

"Ja".

"Udmærket, jeg betaler halvdelen forud og halvdelen når vi er færdige".

Prins Ulrich hviskede: "Revanche for føreren, Heil Hitler".

Friherreinden svarede: "Heil du min røv, min prins. Men husk, at jeg betaler kontant".

"Som du ønsker. Men tør jeg spørge, hvorfor? Jeg mener, guldet?".

"Guldbeholdningen er reserveret til mine efterkommere".

-
Visse personer

Begivenhederne i uge 39 og 40 er dokumenteret i statsministerens dagbog fra søndag den 25, hvori er anført, (citat):

"Jeg forudså en nationaløkonomisk katastrofe. Årsagen var den terror, der måtte forventes, som ikke måtte udvikle sig til borgerkrig. 

Fra den 23. var hærens og søværnets og politiets efterretningstjenester i skærpet beredskab. Det begyndte med indbrud efter sprængstoffer, våben og ammunition, på militært område. Bevogtningen af depoterne var mangelfuld, hængelåse kunne ikke modstå boltsakse; ligeledes Hjemmeværnets depoter. Jeg indkaldte cheferne fra samtlige efterretningssektioner: Hæren, søværnet, luftvåbnet, hjemmeværnet, politiet, og de private, amerikansk støttede efter- retningstjenester: Absalon-gruppen og Arne Sejrs Firma, samt tilsvarende or- ganer fra politiske partier, fagforbund og eksportvirksomheder. 

Mødet blev en fiasko, alle var mistænksomme mod alle, forsvarede egne interesser. Jeg dekreterede nye undersøgelser og skarpere forholdsregler. 

Vi var enige om, at det var påfaldende, at der uden for turistsæsonen skete en mistænkelig indvandring af udenlandske feriegæster, som etablerede sig på mange af vore spredt beliggende småøer. Jeg fremhævede, at det ikke kun var de sædvanlige tyske feriegæster, men at det drejede sig om visse personer fra det øvrige Europa, samt fra USA og Israel". (Citat slut).

-

Torsdag aften mødtes en gruppe kendte ansigter og anonyme personer i en herskabslejlighed i Amaliegade, dannede et hemmeligt selskab, Fædrelands- fronten. To af deltagerne, i den 4. alder, ankom i en tomatrød sportsvogn. 

TERROR

Torsdag nat begyndte de første likvideringer. 

Blandt de dræbte var hærchefen og 3 medlemmer af folketinget, 6 borgmes- tre i mindre købstæder, generalløjtnanten for hjemmeværnet, 2 madskribenter fra hovedstaden, en skibsfører i Frederikshavn og 4 unge politifolk uden for Horsens, tilkaldt ved falsk alarm. Torsdag nat 18 døde.

Fredag morgen blev et bladhus i Hillerød bombesprængt, og 24 personer, heraf halvdelen i hovedstaden, skudt ned i deres hjem. 42 personer dræbt og mere end 60 sårede. Fredag nat ramtes 2 højhuse på Bellahøj af voldsomme brande, tv-byens skyskraberhus saboteret, men mirakuløst kom ingen personer til skade. 

Lørdag morgen ramtes overfarten Århus-Kalundborg. 2 private færger sank med 780 passagerer. 624 personer omkom. 

Søndag morgen, bombeattentater med byer i brand: Ålborg, Århus, Esbjerg, Frederikshavn, Helsingør, Holbæk, Korsør, Køge, Nakskov, Odense. 1197 per- soner omkom, 2000 sårede.

Mandag morgen, attentat mod lufthavnen i Kastrup. Fly til og fra Moskva, Stockholm, Oslo. American Airlines jumbo med 600 passagerer klar til start, da samtlige fly pludselig eksploderede i et infernalsk flammehav. 9 bomber eks- ploderede i bagagetransportnet og restauranter. Den kaotiske situation ube- skrivelig. 900 personer omkom. Redningsarbejdet varede i 11 dage, præget af heltemod, alvor og sorg.

Mandag morgen, 14 sømil nord for Hundested forankrede et israelsk skib med helikopterplatform; kl. 6:52 sværmede helikoptere omkring skibet; indladning af 2000 tons guldeffekter, omsmeltet til guld i barrer, påbegyndtes.

Søndag nat: En gravko på Kongens Nytorv ved hjørnet af Gothersgade og Store Kongensgade gravede et dybt hul, færdselen måtte passere med forsig- tighed. 

SÆRPRÆGET FORM FOR LIKVIDERING

Kl. 6:58 fik de indsatte i Kastellet: Celia, Vibeke, Rolf og Andreas, ordre til at være klar til overflytning til Vestre Fængsel; ingen af dem anede uråd. 

Vogterne var høflige, morgenmaden upåklagelig, deres tøj nyvasket, renset og presset. Celia fik at vide, at hendes lille søn og Ceciliana skulle til under- søgelse på en børneklinik; hun sagde grædende farvel til sine børn.

7:45 ankom fængselsvæsnets transportvogn; stor lukket vogn med skabe, passageren låst inde i stående stilling under transport. 

De blev ført ud til vognen, hænder i lænker, et skub ind i skabet, døren låst. Fangerne optog fire skabe i vognens højre side. Fra skabene i venstre side fornemmedes flere personer, en hostede, en anden skrabede mod skabsdø- ren, en tredie trak vejret hørligt.

8:21 standsede fængselsvognen foran udgravningen på Kongens Nytorv ved hjørnet af Gothersgade og St. Kongensgade; se foran, søndag nat. 

Tidspunktet nøje valgt af de planlæggende. 

Hætteklædte mænd åbnede skabsdørene, hviskede til fangerne: "I skal befri- es", frigjorde dem for håndjern,  lagde et automatgevær med fyldt magasin i favnen på dem, hængte flere magasiner i lærredstasker på deres skuldre. 

Vognen blev vinket frem til forsigtig kørsel over udgravningen.

Da vognen var halvt ude på træbroen over udgravningen, bakkede en last- vogn læsset med cementrør ind foran fængselsvognen, som for at undvige kørte det ene forhjul ud over udgravningen. En faretruende situation.

-

På dette tidspunkt fik Vibeke mistanke; hun gav sig af skræk til at skrige, blev slået halvt bevidstløs af en af de hætteklædte mænd. Vidnerapporterne er uenige om de konkrete hændelser, men følgende synes at være sket:

I forvirringen overhørtes lyddæmpede pistolskud inde i fængselsvognen; vognens chauffør blev myrdet. Hættemændene åbnede vognens dør på vid gab, gennede Celia, Rolf og Andreas, og til sidst Vibeke, ud i friheden på træbroen. Her stod de nyvaskede og i velpresset tøj, midt i et mylder af fodgængere, cyklister og biler, stod med automatgevær i hænderne, lærreds- tasker med ammunition på skuldrene, blege, missende mod det uvante lys; hverken Andreas, Rolf eller Celia havde opfattet Vibekes protest. 

Vibeke slog med det udleverede våben på en hætteklædt mand, forsøgte at flygte, snublede på træbroen, klamrede sig til fængselsvognens forhjul.

Andreas, Celia og Rolf, forvirrede efter mange dages indespærring, råbte: 

"Vibeke, hvad gør du?".

Få sekunder senere bjæffede maskinpistoler fra en ledsagende følgevogn, der ved en lynhurtig manøvre kørte op over fortovet, bag om udgravningen og træbroen, kom foran fængselsvognen, bremsede, drejede, gjorde plads for lastvognen med cementrør. Dernæst, men herom afgav vidnerne modstriden- de forklaringer:

Fire, fem, måske seks unge mænd, de to blonde som almindelige danske unge mænd, de øvrige måske grækere eller tyrkere eller andet fremmedartet, stod afventede ved hændelsesstedet, hev pludselig små maskinpistoler frem og plaffede løs på alt og alle, dog særlig mod den bil, der først havde åbnet ild; denne vogn brød i brand med tre sårede mænd og en kvinde. To mænd løb ind på træbroen og slæbte den sårede Vibeke hen til en bil på Kongens Nytorv, puffede Vibeke ind i bilen, hoppede selv ind, startede og forsvandt. De øvrige unge mænd, heraf de to med blondt hår, forsvandt i trafikmylderet; deres vogn viste sig at være noteret for ulovlig parkering i Ny Adelgade; den blev senere fundet i Gedser, ved færgeoverfarten til Rostock.

Celia, Rolf og Andreas blev dræbt under skyderiet. Hættemændene fra fæng- selsvognen, samt to fodgængere, tre cyklister, to bilister og otte buspassagerer blev dræbt eller såret. Kongens Nytorv blev afspærret af politi og soldater.

-

Politichefer og militærchefer udsendte et "Opråb til regeringen", hvori det hed: 

"Da vore styrker nærer frygt for et borgerligt oprør, såvel som venstreorien- teredes eventuelle revolution, fordi regeringen ikke griber ind mod bankkrak og børsspekulation, som medfører pengeinflation og tvinger almindelige bor- gere fra hus og hjem, med stor social uro til følge, har politiledelsen og mili- tærledelsen truffet beslutning om undtagelsestilstand med følgende foran- staltninger, som skal respekteres af alle borgere".

Den advarsel kom for sent. Cheferne for tilsynet for særlige anliggender fandt samme aften en pistol i deres tjenestevogn, vedlagt et brev: "Gør det frivilligt, eller vi gør det fornødne. For frihed og ære. Fædrelandsfronten".

Loyaliteten i politi- og militærledelsen ændredes til panik. Situationen var uoverskuelig. De to etater søgte ny kontakt med regering og folketing, men kunne ikke afværge vredens dage med uro og oprør.

-

Flyveblade fra regeringen og kongehus søgte at berolige befolkningen med henstilling om national enighed og besindighed. Samtidig udkom forvirrede flammende opråb fra Situationskommandoen, Fædrelandsfronten, Friheds- rådet, Gasværksarbejdernes Aktion, og mange andre, om kritisable samfunds- forhold, som havde ført til revolution og borgerkrig. Hvad var sandt, hvad var vildledning i strømmen af rygter?

En borgmester i en nordsjællandsk købstad blev lynchet. Borgmesteren var ejer af byens drikkevand. Den sag havde borgerne aldrig undersøgt, men af- fundet sig med, at vandværket i perioder lukkede under reparationsarbejde, eller skulle renses efter forurening. Når vandforsyningen igen blev normal skete leveringen til højere forbrugerpriser. Borgmesteren ejede den kemiske fabrik, der forurenede vandet, ejede vandværket og reparationsselskabet og det selskab der borede efter mere vand. 

Under vredens dage tabte borgerne tålmodigheden; borgmesteren sluttede sit liv, hængt i en lygtepæl.

Et industriselskab havde købt virksomheder i udlandet i et sådant omfang, at kapitalgrundlaget for moderselskabet smuldrede; selskabet gik fallit. Arbejder- ne, der tidligere havde troet på lederstabens ufarbarlighed, gik til modstand, opmuntret af sympatiserende borgere. Selskabets virksomheder erobret af arbejdere og borgere. Lederstaben stillet til ansvar, hovedmændene hængt i flagstængerne foran hovedsædet. Regeringen greb ind, dekreterede nationa- lisering af selskabet, og udbetalte store gratialer til alle selskabets ansatte.

Tre børsmæglere og deres personale blev pågrebet af toldvæsnet i Padborg. De havde bedraget skattespekulationsmidler fra borgere med høje indkomster, til køb af guldbarrer og fremmed valuta, forsøgte udsmugling af værdierne, men blev afsløret. Vredens dages medførte skærpede toldeftersyn. En søndag nat greb toldembedsmændene til selvtægt. De førte svindlerne afsides, henret- tede dem ved skydning.

Nye flyveblade og plakater meddelte: 

"Derfor siger vi som Martin Luther: Slå dem ned som gale hunde, dræb dem, brænd deres huse, beslaglæg deres tyvegods".

-

Rovdyr i et yndigt land

Tirsdag morgen mødtes koalitionsregeringen af KonservesPartiet, Liberal- Partiet, KristeligeCentrum og Arbejderpartiet.

"Hvorfor er der ingen kaffe? Godmorgen, er der noget nyt?".

"Fortæl mig ikke om forsøg på et statskup. Jeg sover".

"Jeg fik hverken bad eller morgenmad".

"Hvem kan vi stole på? Godmorgen, ja, det var kun et spørgsmål, ikke noget særligt. Hvorfor er der ingen kaffe, har vi selvbetjening?".

"Hent selv kaffen, din gavflab. Du er den yngste".

"Kommer den lille?".

"Hvis du mener mit partis tidligere statsminister, er svaret nej".

"Den lille er jo kun en poleret proletar".

"Ja, han er uskadelig, mangler evnerne. Departementschefen fortalte mig".

"Ikke den tone, tak. Er det nødvendigt?".

"Helledusse, godmorgen, du ligner det du er, en sur agurk".

"Jeg fratræder. Hvorfor er der ingen kaffe? Jeg hverken kan eller vil fortsæt- te i den nuværende regering. Min kone er syg, hun bad mig om at fortsætte. Men jeg vil ikke mere. Efter min mening er vi solgt. Hvem regerer landet? Det er ikke regeringen".

"Så, tag det nu roligt".

"Herregud, makker, kan du ikke forstå en grovkornet spøg".

"Ikke fra dig, så er det sagt, godmorgen, find jer et andet offer". 

"Forsvarskommandoen har anmeldt sin nærværelse, men jeg er fløjtende ligeglad, nu går jeg, farvel".

"Vent et øjeblik, ved du ikke, at der er optræk til statskup, jeg har det fra hærchefens adjudant, i guder, manden stod på trappen klokken 3:45 og sagde 'bemærk venligst tidspunktet', jamen, det sagde han, har det nogen betydning ved statskup, sagde jeg, 'ja', sagde han, 'panservognene ruller i gaderne klok- ken fem, De må slå alarm', det sagde han, meget altereret".

"Det kan ikke være rigtigt".

"Skulle militærfascismen virkelig være på march, det fatter jeg overhovedet ikke. Min kone sagde".

"Hold nu kæft med din kone, hvad skal vi gøre, det er dig, der er forsvars- minister. Er du røget uklar med en general?".

"Hvis dette her er alvor, kan vi ikke gøre en døjt".

"Der sker ikke noget. Statskup og revolution ligger overhovedet ikke til vores anstændige mentalitet".

Der lød støj ved døren.

"Gudskelov, nu kommer de med morgenkaffen".

"Pas på, det kan være hvad som helst, min pistol er forsvundet, den skal lig- ge i skuffen". 

"Pistol? Sagde du pistol?".

-

Fløjdørene bragede op, maskerede og bevæbnede mænd trængte ind, skød med maskinpistoler. Den forsamlede regerings medlemmer stod forbavset da skudsalven ramte, deres ansigter udtrykte ingen angst, kun forbavselse. 

Vibeke Jansen, datter af general Hardall, enke under dramaet på Kongens Nytorv, der dræbte Andreas Jansen og andre sagesløse, blev puffet ind i stats- ministerens kontor. En attentatmand løftede en pistol, dræbte Vibeke med et skud i brystet. Derpå pressede han Vibekes højre hånd omkring skæftet på en maskinpistol, og en attentatmand foldede statsministerens højre hånd omkring den pistol, hvormed Vibeke blev dræbt.-

Scenariet skulle se ud, som om Vibeke havde affyret maskinpistolen mod regeringen, og at statsministeren havde dræbt Vibeke i selvforsvar.

-

-

-

                                                              guld22                           

-

-

-

-

-