-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

"Jamen Vibeke, hvis du rejser fra bladet, hvad så med dit arbejde? Fedels- berg vil jo gerne beholde dig", sagde Andreas.

"Jeg brækker mig over ham, jeg gik derfra i går".

"Vibeke dog, din gode gage?", råbte Sivertsen.

"Ville han bolle dig, det svin", råbte Andreas.

Vibeke smilede: "Fedelsberg forsøgte faktisk at kvæle mig".

"Hvabehar?", råbte Rolf, "er du sikker på det, jeg mener, dette, at kvæle?".

"Jeg satte et knæ i skridtet på ham. Pigerne hjalp mig".

"Riv nosserne af ham, det fortjener han".

"Dit sprog, Andreas".

"Det var dog forfærdeligt", sagde Sivertsen, "jeg er rystet".

"Synes du det, at rive nosserne af en voldtægtsforbryder?".

"Nej, jeg siger bladets renommé, ah gud, mit blads renommé".

"En rotterede, brormand, en uhyggelig rotterede", sagde Rolf.

-

"I kender ikke Fedelsberg", sagde Vibeke, "det begyndte med at han fik eget badeværelse, og når han tog bad skrålede han fædrelandssange, så jeg ban- kede på døren og råbte hold mund. Men når han var fuld rendte han nøgen rundt på redaktionen, komplet hjerneforstyrret, pilskaldet og uden gebis, og tævede parykmageren, der kom med hans nye toupet".

"Toupet? Minister Fedelsberg går med toupet?", råbte Andreas.

"Ja, ti nu stille, det er meget værre. Han løb splitternøgen rundt, skaldet og uden toupet, klaprede med sine forlorne tænder, ville bide pigerne og mig i ørene med dem, og det var for stærkt. Nok er glad for en nøgen mand, men halvfed og skaldet og uden tænder, nej, tak".

"Han ville kvæle dig?".

"Ja, han forsøgte det".

"Det var dog ejendommeligt, mon Fedelsberg er sadist?".

"Nu ved vi han går med en parykmagers toupet".

"Den skøre idiot sendte os et hav af blomster vedlagt et kort hvorpå der stod, Hilsen fra Grobanus".

"Grobanus, sagde du Grobanus?", råbte Rolf, "jeg har et blomsterkort, eller hvad dælen det er, magen til. Venlig hilsen fra Grobanus".

Vibeke lo:

"Ja, det er tumpet, vi troede det var en helt anden person. Grobanus lød som et gødningsmiddel, eller ølbajernes skytsengel, indtil jeg stillede kortet på hovedet, og som en bedre typograf læste det baglæns i spejlskrift, så stod der Sunaborg. Det hed Fedelsbergs gods i gamle dage, dengang det var baroni".

"Sunaborg, Grobanus?", mumlede Rolf.

"Vipsen, har du set efter ham i arkivet?", sagde Lotte spidst.

"Øv, Lotte, det har jeg glemt, kom Lotte".

Vibeke og Lotte løb til Gothersgade efter nye oplysninger. Sivertsen åbnede en flaske whisky og sagde: "Skål, venner, i slægtskabets ånd".

-
Baron Grobanus 

To dage senere indlogerede Rolf, Andreas og Sivertsen sig på Grand Hotel i Odense.

"Herligt", lo Sivertsen og Andreas til hinanden, "nu ligner Rolf den gamle Rolf, han har farve i kinderne, han har lyst til at slås".

Undersøgelsen begyndte i glas-og-betonhuset, hvor Pernille Skov i panik var hoppet ud over altanen fra hendes lejlighed, og slået sig ihjel. Dertil de sær- prægede fotografier, snaptaget af bladets fotografer, af minister godsejer blad- ejer semibaron, rigets mand og rigmand Fedelsberg.

Fotograferne havde fremvist deres kameraer med motor til automatisk film- transport og forbløffende elektronik, da det ekscentriske fænomen dukkede op på redaktionen, uden tøj, tandprotese og toupet, måske i et anfald af druk og vanvid, eller hvad? Der herskede uenighed om hvad, men groft havde overfal- det Vibeke og hendes kolleger været. Han havde forsøgt at kvæle dem.

Trekløveret fik et udsnit af Fedelsbergs ansigt og kranium, dog uden den tandløse mund, hvis grotesk forvrængede grimasse på samtlige optagelser, var for afskyelig. Men billedet af et uhyre, som fra en fremmed planet, med vildt stirrende øjne, høje pande, blankpolerede kranium og kødfulde næse, gjorde et tilstrækkeligt genkendende indtryk, hvis man tidligere havde set dét ansigt.

"Ham har jeg kaldt ugebladsidol", råbte Rolf, der kun havde set Fedelsberg som en mand med almindeligt hår, med nydelige grå stænk hist og her.

Rolf kunne huske naboen til Pernille Skov, en ældre dame, som var utilbør- lig nysgerrig, åbnede sin dør på klem, iagttog ham, når han ringede på Pernil- les entredør. Den dame måtte vide et eller andet.

-

Fru Mortensen var så ængstelig, at hendes søn havde installeret et sikker- hedssystem i hendes lejlighed. Det opdagede Andreas, da de stod foran fru Mortensens entredør, han kikkede på en lille skulptur over dørkarmen, og sagde:

"Kender I Manneken Pis?".

"Hvorfor står den der?".

"Den pisser vand når vi ringer på døren".

"No, sire, det er en dørspion".

Tekla Mortensen åbnede entredøren på klem, spurgte frygtsomt:

"Hvad søger De?".

"Frue, vi vil gerne stille Dem et spørgsmål", sagde Rolf.

"Hvem er De?", kom det svagt.

"Frue", sagde Andreas, "De taler med privatpolitiet".

Sivertsen hviskede: "Andreas, altså?".

"Åh ja, politiet er gjort privat". Fru Mortensen nikkede, åbnede døren, og idet hun gjorde plads, spurgte hun:

"Jeg skal vel spørge, om De har nogen legitimation?".

"Naturligvis", svarede trekløveret, og trak kreditcards, kørekort, pressekort og Sivertsens omfangsrige korrespondentkort fra udenrigsministeriet, frem for fru Mortensen, som nærsynet afværgende svarede: 

"Ja ja, det er skam udmærket".

Rolf genkendte en spejlvendt kopi af Pernille Skovs lejlighed.

Fru Mortensen gik hen til et lille stålskab i forstuen, åbnede skabet: 

"De kommer for at kontrollerer sikkerheden, det plejer at være en kontrollør fra selskabet, men det er længe siden".

"Fruen har et udmærket system", sagde Rolf.

"Er det nu nødvendigt?", hviskede Sivertsen.

Andreas: "Måske vil fruen demonstrere det for os, videoapparatet, er det til fjernsyn?".

"Ja, det er den lille Manneken Pis".

"Nå ja, De ser på skærmen, hvem det er der ringer på?".

"Jeg burde gøre det, men glemmer det, men jeg gør det altid om aftenen".

"Nu skal De se", sagde Rolf. 

Rolf viste fru Mortensen de skrækindjagende billeder af minister Fedelsberg. 

"Den ulykke, der skete inde hos Pernille Skov, kan De huske den aften?".

"Ak ja, ak ja, den stakkels, stakkels pige".

"Har De set denne mand stå uden for hendes dør om natten?".

"Jeg henter et glas vand, hun besvimer", hviskede Sivertsen.

"Ja, De kan tro jeg kender ham. Om morgenen ringede jeg til min søn og bad ham komme, jeg var helt chokeret, og så glemte jeg, at min søn var rejst på ferie sammen med min svigerdatter og børnebørnene. Så måtte jeg ringe til montøren, for apparatet var gået i baglås, så ophidset havde jeg været, men montøren kunne ikke komme. Og så kom politiet, og jeg sagde som det var, at jeg havde et videobånd med forbryderen. Men ved De hvad. Politiet sagde at sagen var opklaret, jeg kunne sove roligt om natten, sagde de".

"Må jeg se?", sagde Andreas.

Spolen havde sat sig ubetydeligt fast, apparatet kørte upåklageligt, båndbil- lede med dato og tid. 

Andreas spolede frem og tilbage, nå for søren, der stod Rolf, svært genken- delig i den skæve vinkel til Pernilles dør, og en førladen mand, åhja, kunstne- ren Kjell Kjellen, og bingbang, Fedelsberg uden toupet. Utroligt.

"Frue, tillader De at jeg låner apparatet?".

"Ja, men så må De ikke sige noget til min søn, han har det med at brokke sig".

"Det lover vi", råbte trekløveret.

"Hvad hedder De?". Fru Mortensen lagde sin hånd på Andreas arm, "hvis min søn opdager noget, så bliver han så sur".

"Overbetjent Ras, Mikkel Ras, privatpolitiet". Andreas rødmende.

"Næ, hedder De Mikkel, det samme som min søn". Fru Mortensen smilede. Da var trekløveret ude ad døren.

Sivertsen mumlede: "At jeg skulle blive kriminel, rædsomt".

-
Kjell Kjellen

At kunstmaler Jalmar Knudsen, kendt som Kjell Kjellen, var indespærret i Kerteminde Arresthus generede ham ikke.

"Jeg har endelig fået arbejdsro og fribolig. Man skal være taknemmelig for de små glæder", sagde han. Han ville ikke tale om forbrydelsen.

Sivertsen, der i hast havde opnået trekløverets tilladelse til at besøge fangen og invitere ham på et måltid mad, sagde: 

"Hør nu her. Vi mener, at du ikke var den eneste hos hystaden, måske ikke engang var tilstede, da en anden ville kvæle hende, er det rigtigt?".

"Hov", sagde Andreas.-

Kunstneren foldede hænderne, lagde dem på sin fyldige vom, bøvsede efter den gode mad, drak snapsen Rolf skænkede for ham, sad igen med hænderne foldet over vommen, og sagde:

"Vil det behage jer venligst at forklare mig nærmere om tingenes tilstand, dersom I, forstyrrede mennesker, hvoraf mit øje tidligere har skuet et enkelt individ, og han til min undren dristede sig til at kalde mig sin ven, hm, vil op- nå den gunst, at min til tider skrøbelige og lidet anvendelige hjerne skal følge jer?". 

Han skævede til den lille videomaskine med monitorskærmen: 

"Jeg forestiller mig i fornødent omfang jeres betændte tankegang. Vi skal se en pornofilm, ikke sandt?".

"Næ. Jeg vidste ikke, at indespærring gør folk liderlig", sagde Sivertsen.

"Vi skaffer dig uden for murene, hvis du selv vil", sagde Rolf.

"Rolf Anton, kære ven, hvor er det rart at se dig, du ligner næsten dig selv. Men nu kommer den tid hvor alderen trykker dig, akja, det er ikke så nemt for vi små mennesker".

Andreas prikkede ham på skulderen:

"Du skal lave tøjklemmer hele dagen, du vil få forbud mod at male, du skal indstille din kunstneriske aktivitet, hvad siger du til det?".

Kjellens intelligente øjne lynede et sekund:

"En sådan perversitet, en umenneskelighed, et overgreb mod al humaniora, det vil I da ikke gøre mod en kunstner, vel, kære børn? Jeg kan forhåbentlig stole på jer? Næ, jeg har det godt, som jeg har det".

Sivertsen snerrede: "Du fik penge og guldsager og obligationer af Fedels- berg for at holde kæft? Er det sådan?".

Nu kom der liv i kunstmalerens korpus, han sad uroligt på stolen, så med forargelse på Sivertsen. Rolf skænkede øl for Kjellen, rakte ham en cigar.

"Jalmar, gamle ven, din søster hjalp os. Et par dage efter at du kom i spjæl- det fik hun tilsendt en stak obligationer, der nu ligger på hendes navn i ban- ken, og guldet fra Grobanus ligger endnu under dit gulv hos din hustru. Hvad mener du om det?".

Andreas startede videoapparatet: "Se på disse billeder".

-

I billedets venstre side, en optisk forvrængning af Kjellens profil med Rem- brandthuen, kroppen svajrygget, den enorme vom skudt frem som en ballon.

"Hvor er det gyseligt. Vi, vor herres skabninger. Det er dog rædsomt at han, skaberen over alle skabere, kunne være en så umanerlig dårlig formgiver".

Næste billede, samme dag, Fedelsberg med toupet, bakkenbarter, jægerhat med gemsefjer. Nu hev han gebisset ud, klaprede med det i luften, tog hatten af, grinede, smed hatten ud over svalegangen, afførte sig tøjet, rev parykken af, og stod lasket og nøgen og grinede som en vanvittig.

Det syn var for stærkt for kunstneren; han var flammerød i ansigtet: 

"Hun var i live da jeg gik fra hende. Mit lille organ, som I andre, om ikke den vrede Vorherre har straffet jer for jeres syndige levned, jeg mener, det organ I vel anvender, og som oftest misbruger til erotik, ja, reverenter talt, mit lille lem kan ikke mere få rejsning, uden". 

"Uden hvad?", spurgte Sivertsen venligt.

"Stimuli, hun skulle hjælpe mig. Men det var modbydeligt når jeg skulle slå hende. Tror I mig ikke?".

"Slog du hende ihjel? Du skal kun svare ja eller nej", sagde Rolf.

"Rolf Anton, forstår du da ikke at hun lukkede op, fordi hun troede jeg var en anden, det sagde hun, 'nej, dig ventede jeg ikke', sagde hun, og så bad hun mig komme en time senere. Svinehunden stod på lur".

"Hvem ventede hun på, ham dér?". Andreas pegede på skærmbilledet, der viste den grotesk grinende Fedelsberg.

Kunstneren fnøs: 

"Jeg har aldrig set ham sådan. Jeg troede han havde bølget hår, han spiller mig på næsen, gør han. Jeg kom ud af gadedøren, stod og bandede, og så hørte jeg hende skrige, jeg kikkede op, og så hendes rædsomme fald ned mod stenbroen. Det var så forfærdeligt".

"Det forstår jeg", sagde Rolf, og fortsatte med et spørgsmål, der havde naget ham meget længe: "Sig mig, gode ven, var det virkelig dig der skrev skiltet, Elevatoren er desværre ude ad funktion?".

Kunstneren svarede isnende koldt: "Sig mig, du gud herren utaknemmelige, tror du jeg er en gemen skiltemaler?".

"Nej, gamle ven, det virkede bare så absurd, nu drikker vi en lille snaps".

"Det var Grobanus, dit umanerlige fjols".

Kjellen greb snapseflasken, lænede sig tilbage, satte flasken for munden, drak store mundfulde, bøvsede, fik en cigar fra Sivertsen, ild på cigaren af Andreas, foldede hænderne, lagde dem vommen, skuttede sig i velvære, smaskede på cigaren, kikkede på Rolf, og sagde:

"Jeg kan tydeligt se på dig, hvorfor dine hjertegode forældre måtte opgive at befordre din uddannelse. Du er jo dum, simpelthen dum som et tværstillet lokumsbrædt. Ak ja, herregud, husmandslogik, længere kan du ikke strække det. Mere øl og snaps, tak. Ja, men hør så godt efter, du uvidenhedens over- tjener i hellig enfold, dersom du kan høre og opfatte hvad en erfaren mand kan fortælle dig".

"Interessant", sagde Sivertsen.

han er næppe morderen, tænkte Rolf.

"Likør til kaffen, nu skal jeg", sagde Andreas.

"Ser I, tungnemme venner, da den krops- og sjælerystende oplevelse, den nøgne blodige pigekrop lå på stenbroen foran mine øjne, hm". 

Kjellens ansigt glinsede af sved.

"Skal jeg oplyse jer mere om den lemlæstede krop i detaljer, nej, næh vel? Men det var grufuldt, siger jeg. Og da det havde hvilet længe nok i mit sind, ville jeg vende tilbage til forbrydelsens arnested, og begav mig tungt op ad trappen. Skaberen tildelte mig nådigt et i nogens øjne rigeligt korpus, altså gik det lidt langsomt. Jeg hørte støj og et bump, men bevægede mig roligt videre. Hvem? Nej, min enfoldige ærlighed forbyder mig at se hvem. Jeg må sige hvad. Hvad ligger da foran mine fødder, mellem den tredie og fjerde etage, på denne for mit korpus så anstrengende trappe?

Hvem tror I, ærede venner? Jo, det var den af faldet på trappen uhyrlige Grobanianus. Dette stykke løsgående vanvid var snublet over sine egne ben, ja, altså, den tilskadekomne Fedelsberg, dog endnu iført sin paryk, det ved jeg. For havde jeg set ham uden paryk, da måtte min stakkels hustru have besøgt mig på en anstalt for sindslidende, og ikke her i dette udmærkede hotel, som er Kerteminde Arresthus. Men spredt omkring ham, Grobanus, smukt dra- peret, når den sjuskede behandling tages i betragtning, lå alt hans tøj, denne Grobanianus. Og tænk jer, han hviskede bedende til mig: Kunstmaler, hjælp mig, jeg kan ikke finde mit hat".

"Jægerhattens lufttur med en gemsefjer", sagde Rolf.

"Rolf, ti stille", hviskede Sivertsen.

"Sivert, kaffen", hviskede Andreas.

"Jeg fortsætter gerne, altså forudsat, dersom, at I indbragte barnlige sjæle kan holde jeres kæft, forstået, altså en anelse disciplin, tak. Jeg måtte iføre komparenten de nødvendige klædningsstykker, det gik lidt langsomt. Men hans tøj? Det må jeg ærligt bekende, det var kvalitetskram, det må jeg sige. Og heldigvis fandt vi nævnte stykke hovedtøj i nogen afstand fra min rige vel- ynders parkerede limousine. Dog først da en åbenbaring viste os hatten, vel omtrent som da Moses med sin stav adskilte Det Røde Hav for jødernes flugt fra Ægypten. Hatten lå bag cykelstativet".

"Javel", sagde Rolf.

Sivertsen stenograferede.

Andreas slukkede videoapparatet.

"Men sagen er ikke dermed slut, mine herrer, for som sandhedens tjener må jeg oplyse for jer, at min velynder var så gavmild, at han bad mig overbringe min søsters børn den fornøjelige jægerhat, dette sande pragtstykke, som lege- tøj for min søsters børn. Jo, forstår I. Denne kvinde, der beklageligvis må nævnes som min søster, er altid ubemidlet, og som herrens straf for hendes betænkelige samleven med et rigeligt antal obskure mandspersoner, er hun altid hvad i folkemunde kaldes liderligt besvangret. Denne ulyksalige kvindes børn er med andre ord de lykkelige ejere af bemeldte hat. Ja, det var så alt, og næppe for rigeligt. Måtte mine subtile og dog ydmyge evner vil altid stå til eders tjeneste".

"Tak for snakken", sagde Rolf.

Sivertsen sagde: "Din kone er rejst tilbage til Italien og hvis din nye forkla- ring holder, ja, benådning eller strafnedsættelse".

"Italien, kvinden og børnene, det savner jeg".

Andreas sagde: "Men du løj og fik ødelagt sagens opklaring. Som hævn ind- til din løsladelse lover jeg, at når du ikke vil samle tøjklemmer, skal du snitte træheste. Vi har mistet vores arbejde, og fået ødelagt måneder for din skyld, du, infame løgnhals, lod dig bestikke med tyskerguld".

"Griskhed kræver betaling", sagde Sivertsen.

"Jalmar Husflid", sagde Rolf.

Da arrestbetjenten førte Kjellen tilbage til hverdagens rytme, råbte han:

"Nazidyr, hiposvin, gestaposvin, skal jeg arme synder snitte træheste, skal jeg profanerer mit liv med industriprodukter? Skrub ud af min ringe bolig, far lukt til helvede, lad Lucifer og satans helvedes flammer fortære jeres syndige kroppe".

-

Politimester Ole Svendsen hævdede, at han hele tiden havde mistænkt ham, Fedelsberg: "Og Rolf véd, at jeg var under politisk pres".

"Jeg?", svarede Rolf.

"Ja, dig, hvis du havde tænkt dig om under mødet med dommeren og advo- katerne, havde du sagt nej".

"Nej, til hvad?".

"Fedelsberg blev, lad mig sige, skånet, af hensyn til folketingsvalget".

"Rolf har haft en lille hjerneblødning", sagde Sivertsen.

"Pres ikke Rolf for hårdt", sagde Andreas.

"Du, politimester, erklærede, at indicierne mod Jalmar var overvældende".

"Nej, det var ikke mig, det var hans forsvarer, har du læst rapporterne?".

"Du var lykkelig for en tilståelse. Bare i spjældet med ham. Det sagde du".

"Ja, fordi en kunstner af den kaliber, med hans opstablede ordskvalder gør enhver af mine bondedrenge snot forvirrede. Mine folk har ingen træning eller tålmodighed til den slags. Hvad skulle jeg gøre? Manden havde jo tilstået".

Andreas: "At have besøgt Pernille Skov, ja, det samme havde Rolf. Og lille fru Mortensen havde I kvajpander, eh, havde heller ikke politiets interesse".

Sivertsen: "Det var tidligere mit princip, at det var bedst for alle parter, at offentlige skandaler skulle ties ihjel. Det lå i min opdragelse. Jeg var alene med min mor, og hun var, hvis I endelig vil vide det, autoritær. Men hvis vi bøjer os for magthaverne i denne sag, gør vi os medskyldig i justitsmord. At ham, hvad hedder det fæ, lod sig købe til falsk forklaring, er en sag for sig, men han er ikke morder".

Politimesteren sagde: "Jeg har forstået, tror I jeg er tungnem?".

-
Pinligt ran af guld

Vibeke var træt af de stedse skænderier i Gothersgade mellem de to lejere, skræddermester Vladimir Hirsch i den elegante butik i stueetagen, og den i gamle skibstegninger evigt studerende vicevært, stud. mag. Adam Wain. 

Hr. Wain skulle renholde trappe, fortov, portgang og den lille gårdskakt; yn- dede opholdssteder for hr. Hirschs præmiekat.

Pertentlige hr. Hirsch holdt kat, fordi han hadede indtrængende mus fra gen- boens hestestald, Delikatessehuset Pickelburgh.

"At min præmiekat er en doven kat og ingen musefænger vedkommer ikke Dem, hr. evighedsstudent Wain. De har pligt til at fjerne kattens efterladte visitkort uanset hvor i ejendommen de måtte befinde sig", råbte hr. Hirsch.

"Såh, mener De det? Men dersom hr. Pickelburgh ikke holdt husdyr, og end- da noget så afsindigt som en hest, med dertil hørende mus og rotter, og Dem, ærede hr. Hirsch ville undlade at holde kat, da ville det være en velsignelse at bo i ejendommen".

Vibeke kunne ikke se nogen udvej. 

Pickelburgh havde tilladelse til at holde hest, et nydeligt dyr foran en tohju- let gig, en god reklame i en benzinosende storby. Men hestestaldens kunst- værk i keramiske kakler kunne ikke hindre adgangen for mus og en enkelt rotte. Skænderiet steg faretruende:

"De er idiot, hr. gammelstudent, ved De ikke der er en rotte i gården?", råb- te hr. Hirsch. Han pegede på en lille bygning, kaldet Brændeskuret. 

Andreas havde sagt, at det var brædder, berappet med cement. Men der var ingen indgang til skuret, det fyldte næsten hele gården, men havde en fordel, at dæmpe lyden af hestens hovklapren i stalden bag muren.

Hr. Wain sad på hug ved et hul i skurets væg.

"Et rottehul, giver De mig ret, hr. vicevært, et rottehul", råbte hr. Hirsch.

Hr. Wain sad med en ildrager i hånden: han nikkede og sagde: 

"Den skal bare komme, den skal bare komme, så skal jeg nok ordne den".

"Stik pinden ind i hullet og jag den ud", ivrede hr. Hirsch, "åh, De er da en umulig vicevært, lad mig". 

Hr. Hirsch tog ildrageren, stak den ind i hullet. 

"Det er noget blødt, der klirrer".

"Ja, så vidt jeg ved har hverken De eller jeg fjernet eller forandret indholdet, eller har De?", råbte hr. Wain.

"Må jeg være fri, pas Deres egne sager, nej, jeg har ikke tid, jeg må passe min forretning". 

Hr. Hirsch rakte ildrageren til Vibeke: "Frue, De må gøre noget ved sagen, jeg skal vaske hænder". Hr. Hirsch trak sig hovedrystende tilbage til sin butik. 

Hr. Wain gned sin næse. 

"Tak, hr. Wain, lad mig ordne det", svarede Vibeke.

Hr. Wain ville snuppe ildrageren fra hende: "Den er gammel, jeg bruger den til skarnkassen", sagde han.

"Jamen, jeg skal bruge den".

Hr. Wain så skarpt på Vibeke, mumlede en forbandelse, hankede op i sin indkøbspose, forsvandt op ad trappen.

-

Vibeke kunne tåle synet af en mus, men var bange for rotter, satte sig foran hullet, pirkede ind i det bløde, klirrende mørke, noget hang fast i ildrageren, hun trak den ud af hullet, prøvede igen.

I løbet af få minutter havde hun samlet stumper af lærredsklude, genstande af metal, og ekskrementer fra mus og en rotte. De små genstande var en bro- che, en fladklemt ring og nogle klumper messing eller andet gult metal. 

Pludselig stod hr. Wain tæt bag Vibeke, hun udstødte et forskrækket gisp.

"Lopper og lus fra rotter går på mennesker, ved De ikke det?".

"Luk det hul med cement, hr. Wain, jeg bliver her til De er færdig".

"Jeg har ingen cement".

"Så skynd Dem dog, gamle fæhoved", råbte Vibeke.

Og mens hr. Wain gik til materialisten, stak Vibeke ildrageren ind i hullet, fremdrog diverse småting, hentede plasticpose, kost, fejebakke, fyldte posen med metaldele, kom affaldet i skarnkassen, og mens hr. Wain rørte mørtel og på anvisning fik udbedret hullet, og Vibeke sagde: "Tak hr. Wain, hvad skulle jeg gøre uden Dem", og de fulgtes op ad trappen, og Wain skævede til posen, og Vibeke sagde: "Endnu engang tak, hr. Wain", summede én eneste tanke i Vibekes hoved:

det er guld, det er kors døde mig guldet, det er kors døde mig en masse guld

-

Vibeke ringede til Lotte: "I må komme. Sig det til Sivertsen".

Vibeke ringede til Celia. Celia sagde, at hun var alene i Domus Lausius. Rolf og Andreas var i Esbjerg, de søgte arbejde ved skidtfisken. Lars var på udflugt med skolen til Rhinklippen med Lorelei.

Vibeke gik frem og tilbage ved vinduet mod gårdskakten, holdt øje med skuret. 

Endelig ringede Andreas: "Hvad er der los?", sagde han.

Vibeke kunne ikke tale for ophidselse. Lotte hældte en whisky i munden på ligblege Vibeke. 

Sivertsen greb telefonen og råbte: "I skal sætte jer i ind vognen, ja, nu, husk at aflåse Tanggården og Domus Lausius, farvel".

Derpå fulgte døgns anstrengelser og diskussioner.

-

Når hr. Hirsch lukkede sin butik, drog til nordvestkvarteret og holdt sabbat fra fredag aften, og hr. Wain 21:20 gik til nattevagt på batterifabrikken, gik guld- ranerne i aktion.

Andreas sagde: "Vi er guldranere, det er en oplagt politisag".

"Ikke tale om", sagde Vibeke, og fik medhold af Rolf, Lotte og Sivertsen.

"Uanset hvem der vil stjæle guldet, gamle nazifolk, korrupte modstandsfolk, ditto politifolk, og eller kriminelle bavianer, så lad os dog selv få fornøjelsen", sagde Rolf.

"Husholdningspenge", sagde Lotte.

"Det skidt skal til Domus Lausius og Tanggården, alt andet er for farligt, sær- lig at sælge", sagde Sivertsen.

"Vi skal passe på hr. Hirsch og hr. Wain", sagde Vibeke.

Den første nat brød de skuret ned, en snavset affære, mus og rotteunger pile- de om benene på dem. Lotte, der var lygteholder for Andreas, flygtede op til Vibeke, turde ikke bevæge sig. Vibeke hældte whisky i Lotte, fik hende til at hjælpe sig med en i hast gennemført rekonstruktion af brevmappen: Nyt om guldtransporten.

Den første nat kom de ikke langt, skuret var solidt.

"De forbandede rotter".

"Pjat, det er kun små mus".

"Godt amatørarbejde".

"Ja, I glemte noget bedre værktøj".

"Du gav ingen besked".

"Sække til transport, hvad gør vi?".

"Hvor køber man sække?".

"Det skal være solide lærredsposer, som de gamle".

"Nej, jeg har det, plasticspande med låg".

"Du er forbløffende. Ved du, hvor mange tons der ligger her?".

"Sagde du tons? Mener du guld, tonsvis af guld?".

"For fanden. Slå den rotte ihjel med en skovl".

"Det vrimler med rotter. Den forbandede hest hos Pikkedyr Pickelburgh".

Den tredie nat, på en solid, lejet vogn, læssede de 82 plasticspande, hver af vægt 14 kilo gamle guldeffekter, 1148 kilo. Mandag aften kørte Andreas, Rolf og Sivertsen til Domus Lausius.

-

Vibeke og Lotte skulle se nærmere på Eric H´s: Charteque vedr. G.trsp.

Tirsdag morgen 7:30 ringede det på døren.

Vibeke og Lotte drak morgenkaffe, Vibeke i natkjole og morgenkåbe, Lotte kun i trusser. Vibeke lukkede op. Hr. Hirsch og hr. Wain.

"Godmorgen, må vi tale med Dem, må vi komme inden for?". 

De trængte sig uhøfligt ind. "Ih, bevares", sagde Vibeke.

Hr. Hirsch satte sig ved morgenbordet, fulgt af hr. Wain. 

Lotte skiftede trusser, fik en badekåbe på. Hr. Hirsch så meget interesseret på hende.

"D´herrer har måske lyst til en kop kaffe?", smilede Vibeke.

"Det var dumt af Dem at fjerne guldet", sagde hr. Wain.

"Hvilket guld?", sagde Lotte; hendes badekåbe gled op. Hr. Wain rødmede.

"Spyt ud, hr. Hirsch", sagde Vibeke.

"Vi har fået dejligt vejr", sagde Lotte.

Hr. Hirsch: "Vi er, eller rettere, vi var hr. Eric Heimdals fortrolige".

"Ja så, interessant", sagde Lotte. "I har måske set guldet?".

"Fru Sivertsen, for god ordens skyld. Vi var meget fortrolige".

"Ja, og jeg er jurist, blot at De husker det", svarede Lotte.

Det blev en lang samtale.

-

Hr. Hirsch og hr. Wain fortalte om den tidligere ejer Eric Heimdal, der for mange år siden, en ganske rædsom dag blev fundet myrdet, fundet just af hr. Hirsch og hr. Wain. 

Men nogen tid før, meget præcist dagen før en sommerdags aften med ufor- klarlig snestorm, et skrækkeligt vinteruvejr omkring klokken 22, havde Eric Heimdal bekymret henvendt sig til dem, og bedt dem være ham behjælpelig med at rejse et lille skur nede i gården. De skulle få arbejdet rimeligt betalt. Skuret, byggeværket, sagde Eric Heimdal, skulle uomgængeligt være færdigt inden 24 timer.

Den næste morgen da hr. Hirsch ankom, var hr. Heimdal og hr. Wain allere- de i fuld gang, gården flød med byggematerialer. Værktøj lå godt i hånden både på hr. Eric Heimdal og hr. Wain, og hr. Hirsch hjalp til så godt han kun- ne, samtidig med at han måtte passe sin forretning.

Men omkring klokken 19, da skuret, dette rum, næsten var færdigt, ankom en mand og en dame, der kørte med et barn i en barnevogn, inspicerede skuret, og spurgte om hr. Wain og hr. Hirsch imod fornøden betaling kunne bistå hr. Heimdal med at tømme en lastvogn for visse varer, der skulle ankomme senere på aftenen.

"Cementen på træværket er ikke tør, den skal hærde", svarede hr. Wain.

Men den distingverede høje herre, der førte ordet, og åbenbart ikke tålte modsigelser, havde svaret uforskammet, at det var sagen aldeles uvedkom- mende.

Den høje slanke, midaldrende mand, formentlig en militærperson, over for hvilken den spinkle Eric Heimdal synede som en nervøs gammel mand, var gået med damen og barnet i barnevognen, og Eric Heimdal hentede smørre- brød til hr. Hirsch og hr. Wain, og tre timer senere kom en lastbil med den distingverede herre ved rattet, og mens han tog fra ved lastvognen, slæbte hr. Heimdal og hr. Hirsch og hr. student Wain på et utal ikke ret store, men abso- lut tunge lærredsposer med et klirrende indhold. Og det var midt under den sommers uventede snestorm.

Lotte sagde: "Hvem var den pæne mand, og hvem var damen med barne- vognen?".

"Ja, ser De, det ved vi ikke bestemt, men vi har talt meget om det, og mener at vide, at det må være general Hardall og frue", hviskede hr. Hirsch.

Hr. Wain lagde en finger advarende på sine læber. 

Sneen gjorde det glat at gå på fortovet og i portgangen og gården, hr. Heim- dal faldt og slog sig slemt, og to poser han bar på skulderen faldt så uheldigt at den ene gik i stykker, og afslørede indholdet som en højst ejendommelig blanding af forskellige effekter af noget gult metal, rettelig: Den meget nervø- se og af faldet konfuse hr. Heimdal hviskede febrilsk:

"Det er guld, han må ikke vide, at I ved det", og hr. Hirsch og hr. Wain havde nikket og følt sig meget betydningsfulde.

"Vi var så unge", sluttede hr. Hirsch.

"Det lyder vældig interessant", sagde Lotte; hun skænkede nylavet kaffe.

"Jamen så hør på hr. student Wain. Men jeg må fortælle, at hr. Heimdal bad mig bære den ødelagte pose med dens indhold ind i min forretning og gemme den".

"Så fik De da en lille andel", sagde Vibeke; hun følte sig indisponeret ved tanken, at hun, uskyldigt sovende i barnevognen, havde besøgt Eric Heimdal.

"Ja, hvad en lille andel angår, har hr. Wain og jeg aldrig gjort ophævelser. Men senere blev det så uhyggeligt, ikke sandt, hr. Wain?".

Adam Wain nikkede bekymret, og sagde:

"Den aften havde jeg friaften, men passede mine studier. Men så fik jeg en alvorlig forskrækkelse. Både hr. Hirsch og jeg var i forlegenhed for penge, hr. Hirsch var begyndt med forretning, og jeg tjente alt for lidt, så næste morgen fandt vi en køber til vores guld, hr. Hirsch kendte en guldsmed, og vi gjorde en lille handel.

Den samme dag skulle jeg købe ind, dengang havde jeg en lille hund, tænk Dem, den forsvandt den dag, og da jeg kom ind i portgangen og skulle op ad trappen, hørte jeg revolverskud oppe hos hr. Heimdal, og helt ude af det løb jeg ind til hr. Hirsch, og sammen så vi to mænd komme halvt slæbende med en tredie såret mand, ned ad trappen, og hr. Hirsch bad mig ringe anonymt til politiet, for vi var bange for at blive afsløret for den lille guldhandel.

Og da vi så ville hjælpe hr. Heimdal fandt vi ham død, men kunne jo ikke have en død mand, altså hr. Heimdal liggende i huset, og så kom politiet.

Men sært nok kom også den høje distingverede herre, ham fra natten før, som de alle sammen havde utrolig stor respekt for, og så kom der en mand, han kom for øvrigt først, mener De ikke det, hr. Hirsch?", - her nikkede hr. Hirsch, - "ja det mente jeg nok, ham kendte vi udmærket som en tilforladelig bekendt til hr. Heimdal, vi mener det var direktør Laus Jansen, og han sagde til den nydelige mand: 

"Hvad fanden Viggo laver du her?".

"Det var meget mystisk", sagde hr. Hirsch, "tænk Dem, den stakkels hr. Heim- dal havde været død i mange timer, slået ned med en brevpresser og den slags, og alligevel kom de andre fremmede tilstede, altså, før politiet".

"Ja", sagde hr. Wain, "det var uhyggeligt, men nu er det hr. Hirsch og jeg lige har talt om, at vi meget ofte har indbrud her i huset. Ja, der fjernes ikke noget, men det er folk der vil opnå et eller andet. Min lejlighed er rodet igen- nem femten tyve gange, og jeg tror der var indbrud hos unge hr. Heimdal mindst ti gange før han døde. Uha, hvad har vi dog ikke oplevet, det har fru Vibeke utvivlsomt bemærket".

"Ja, min mand var meget nervøs", smilede Vibeke.

"Tyvene kan se min tyverialarm, men det hjælper ikke", sagde hr. Hirsch.

Vibeke: "Men hvorfor kommer I, gør I krav på mere guld?".

"Et par procenter?", sagde Lotte.

Hr. Wain stivnede: "Vor herre bevares, det er jo livsfarligt".

"Nejnej, fru Vibeke, De kan tro nej", svarede hr. Hirsch, "vi vil spørge Dem om vi må købe huset?".

"Købe huset? Sagde De købe huset?". Vibeke var målløs.

"Ja, med forlov, denne udmærkede ejendom har jo en glimrende beliggen- hed, og hr. Wain og jeg er lidt utrygge ved, ja, undskyld jeg siger det rent ud, at ejeren ikke altid er tilstede, men overlader ansvaret til os andre".

"Vi vil kun en almindelig handel", sagde hr. Wain.

"Top", råbte Vibeke, "et rimeligt tilbud, og jeg er ude af huset inden otte dage".

"Hr. Hirsch, Deres præmiekat?", sagde Lotte.

"Min kat må lære at indordne sig", svarede hr. Hirsch.

"Og jeg har set på en schæferhund, en rigtig vagthund", sagde hr. Wain.

En uge senere flyttede Vibeke bureauet for slægtsforskning, fra Gothersga- de, ind til Lottes hus i Skindergade. Men endelig afslutning på parternes hus- handel måtte afvente bedre tider.

-
Hvorfor nye mord 

Hr. Wain fik besøg af fire yngre antikt maritimt interesserede personer, som bad ham om en ekspertudtalelse i en vanskelig sag. 

Hr. Wain undslog sig beskedent, han tvivlede ikke om sin ekspertise, men, som han fortalte hr. Hirsch:

"Cæsar kunne ikke lide dem, den knurrede hele tiden, jeg beundre sandelig den kloge hund, jeg tror de personer er forbrydere".

"Pjat", svarede hr. Hirsch, "de samme personer var inde hos mig, og jeg gjorde en udmærket forretning med dem. Man bør altid være høflig over for turister, men den ene af dem brød jeg mig ikke om".

Der gik tre uger. 

I den periode så man hr. Hirsch og hr. Wain heftigt diskuterende forlade den lokale politistation. Politiet kunne ikke opklare, eller standse de utallige ind- brud i ejendommen, og de skændtes om, hvorvidt det var hr. Hirsch eller hr. Wain, der havde advaret mod fire turister som formentlige forbrydere. Lige meget hjalp det. Politiet gjorde etatens pligt, uden resultat.-

Under nedrivningen af skuret ved muren ind til delikatessehandler Pickel- berghs hestestald, var mursten faldet ud. Andreas ville reparere skaden med det samme, men transporten af guldet var vigtigere.

Vibeke havde sagt, at hr. Wain kunne ordne sagen. Men hr. Wain og hr. Hirsch ville have skønsmænd til at vurdere skaden fra, som de påstod, den opstaldede hest.

-
Pickelburgh

Den i mange dage åbne adgang for katte, mus og rotter ind til hr. Pickel- burghs hestestald, gjorde denne lovdydige borger aldeles rasende; han til- kaldte politi og kommunalvæsen og pressen.

Dårlig reklame, kunne man tro, men Pickelburgh stolede på borgernes sunde sans, og vidste, at skandalepræget omtale af en forretning er bedre end ingen omtale.

William Pickelburgh afholdt følgende pressemøde:

"Ja, nemlig, det var 4 unge velklædte mænd, hvoraf de to var lysblonde unge danske mænd, eller muligvis tyskere, talte gebrokkent engelsk indbyr- des. Ja, sådan forklarede min kommis Peder til de skeptiske politifolk. 

Ja, kommis Peder havde af chefen, William Pickelburgh, det er mig, fået ordre til at være håndlanger ved reparationen af muren. 

Ja, kommis Peder havde nøje lagt mærke til de fire mænds entré hos hr. Wain og hr. Hirsch, tidligt på morgenen. 

Jo, de to af dem havde et særdeles fremmedartet udseende, grækere eller tyrkere, mente kommis Peder.

Nej, kommis Peder hørte ingen skrig fra hr. Wains lejlighed under de fire mænds besøg hos denne, hm, student Wain. Kun en svag tummel.

Ja, der lød høje angstskrig og kraftige råb om hjælp inde fra hr. Hirsch, efter at de fire mænd havde sneget sig ind til hr. Hirsch.

Ja, korrekt, kommis Peder ville åbne døren ind til hr. Hirsch, men døren var låst. Og pludselig blev døren revet op, og to mænd sprang lige i hovedet på kommis Peder, slog ham bevidstløs og svinebandt ham, og skubbede ham ind under disken i Hirschs skrædderforretning. 

Jo, det var mig, William Pickelburgh, der hørte kommis Peder råbe om hjælp.

Ja, det var ganske forfærdeligt. Næ, kommis Peder slap med skrækken, men forbryderne havde pryglet og torteret stakkels hr. Wain, hans ene øje var flæn- set med en kniv, og et viskestykke var bundet om hans mund som en knebel.

Ja, korrekt, schæferhunden Cæsar hang på en lampekrog i loftet, en snor var strammet omkring dens hals, munden var tilstoppet med en sammenkrøllet pennetegning af Leonardo da Vinci, forestillende en skibskonstruktion, et klenodie oprindelig fjernet fra Biblioteca Reale, i Torino.

Hvabehar? Hvor jeg ved det fra? Sandelig fra hr. Adam Wain selv, han hav- de stjålet den.

Ja, hr. Wain var dræbt af pistolskud i tindingen. Ja, korrekt, hr. Wain blev fundet død med et stykke blankt skrivepapir i hånden.

Ja, hr. Hirsch havde gjort voldsom modstand, havde brugt saks og presse- jern som våben, og såret sine angribere. Det meste i forretningens baglokale var raseret under den ulige kamp. Men til sidst sad hr. Hirsch bundet til en stol, og præmiekatten blev pint ihjel foran hans øjne.

Ja, det er korrekt, men Deres spørgsmål er lidt misvisende. Hr. Hirsch skulle skrive på en seddel. 

Ja, jeg har hørt, at det er lykkedes politiets laboratorium at læse de skrive- aftryk, der endnu sad på hr. Hirschs benklæder. 

Ja, det var en adresse. Forbryderne tvang hr. Hirsch til at skrive, han støtte- de papiret mod sit højre lår. 

Ja, korrekt, han skrev med en kuglepen. 

Ja, hr. Hirsch blev dræbt af pistolskud gennem hjertet.

William Pickelburghs pressemøde fyldte tre sider i dagens aviser.

-

Hr. Wains og hr. Hirschs brutale død blev groft udnyttet af mediebevidste Pickelburgh, som i sin elegante gig forspændt den berømte velplejede hest, som en konge kørte bag de afsjæledes bårer, trukket af sorte heste, til de afdø- des sidste hvilested; et jødisk og et protestantisk.

Forrest i følget gik Nyhavns Pigegarde, rettelig Arthi Blovstrøds Show, Balle- rup, som i luftige gevandter med yppige lår strøede roser og liljer foran følget til gravene, og truttede i fanfarehorn, som lammede al snak mellem fotografer og reportere. Kommis Peder og dennes højgravide hustru, bar og tabte med brag et medbragt skilt, 'Begravelsen arrangeret af Delikatessehuset William Pickelburgh', ned i gravhullerne, og havde nær aldrig fået dem hevet op igen, fordi der gik hul på kistelågene, som løsnede sig og ville med op fra graven.

Disse efterretninger, samt diskussioner om guld, pengeproblemer, arbejds- løshed, fortsatte i Domus Lausius. 

Vibekes krans til højtideligheden for hr. Hirsch & hr. Wain, var sket til en betaling, der forekom fællesskabet ubegribelig stor.

"Jamen, det var Pickelburgh", sukkede Vibeke.

Strandingsgods

Lotte talte om husholdningspenge: "Vi sælger guldet i små portioner gen- nem mange år", sagde hun.

"Ikke tale om", råbte Vibeke hidsigt, "skal det være, skal det være i ét hug".

"Som bulder og brag fra ligkister og skatkister".

"Hån mig, ja, hån I mig bare. Jeg har to døde mænd på min samvittighed. Lad mig være i fred, det var min skyld med hr. Hirsch og hr. Wain".

"Så så, lille Vipsen dog".

"Det er risikabelt".

"Kan vi ikke blive fri for den snak, det eneste forsvarlige er at rette henven- delse til politiet".

Celia bagte sigtebrød, kom med dejklatter på hænderne, og sagde: 

"Er der nogen der har set Lars? Næ, I har guld på hjernen".

"Vi skal finde en løsning".

"Lars kørte på biblioteket".

Celia satte en dejklat på Lottes næse: "Sælges Tanggården, eller har I for- trudt det?".

"Jeg ved det ikke, vi hænger på Tanggården, den kan ikke sælges, men vi har ikke råd til at være husejer, vi sælger Skindergade med tab, hvis det skal gå så hurtigt".

"Jeg finder et arbejde", mumlede Sivertsen.

"Det er usundt at gå arbejdsløs, professionelt eller amatør", sagde Rolf; han missede op mod solen og skyerne.

"Rolf er professionel arbejdsløs, danderer den hele dagen, en rigtig flaneur, jeg skal plage ham for at se efter Ceciliana".

"Jeg har ikke fået nyt tøj i årevis, og lagde den lille i seng i går".

Sivertsen: "Det er ikke nemt i vores alder, hvad ligner det med højskoler for journalister? Bliver bladbranchen bedre af det? Journaliststanden forringes, disse omskrivere af telegrammer, og reportere uden mindste situationsfornem- melse udråbes som geniale journalister, horribelt. Journalisten er derangeret til et underskoleerhverv. De anstændige kappes om at usynliggøre sig, inter- viewkunsten og de spidse penne er forsvundet. Næ, jeg ved ikke hvad vi skal stille op med Tanggården, vi har ikke råd til at beholde den. Lotte vil gerne beholde Skindergade".

"Du finder noget arbejde, lille Poul".

"Billedreportagen med bid i, hvor er den? Jo, savl og bræk om de unge, smukke og nyrige", sagde Rolf.

"Vi kunne starte en ny avis", sagde Vibeke.

"Hejsa, en skæg idé", sagde Lotte.

"I kan bande på det er løgn", kom det fra Andreas, Rolf og Sivertsen.

"Ceciliana og mine sigtebrød", råbte Celia, rejste sig besværligt, hun var i fol. Rolf så beundrende på hende.

"Nu kommer Lars", sagde Lotte.

-

"Se hvad jeg har fundet", råbte Lars; han slængede en taske med bøger fra biblioteket ned i favnen på Andreas. Andres bredte bøgerne ud på bordet.

"Det er skidegode bøger", sagde Lars.

"Nu har Lars fået guldpip på hjernen".

"Guldsmedens kemiske håndbog".

"Guld- og sølvsmedens værkstedsbog".

"Det sidste nye om smelteteknik".

"Den dreng er et geni", sagde Lotte; pludselig rødmede hun.

"Hvornår springer vi i luften?".

"Der er mad til de sultne, kommer I nu?".

-
Hugh Haydens tronstol

Hugh Haydens tronstol var god nok, som den var, mente Andreas, men fik alle de andre imod sig. "Den er pilrådden".

"Det er et skrækkeligt design".

"Den har altid været tudegrim".

"Den er smuk som den er, men falder snart sammen".

"Det vigtigste er udsigten fra Odettes Høj, ud over havet".

"Det gamle lort irriterer mig".

"Godt, så kopierer vi den", sagde Lars, "træstumper og grene på stranden, det kan nemt lade sig gøre, bare noget varme og en stenkrukke".

"Bare noget varme? Kalder du 1063 grader bare noget varme?".

"Det er skide let".

"En krukke af chamotteler, altså en smeltedigel".

"Ja, selvfølgelig".

"I sætter ild til garagen og vognporten, det går ikke".

"Hvad er det I skal smelte?".

"Guld til Tronstolen", råbte Lars; han løb over til vognporten.

"Tronstolen?", gispede Lotte.

"Det kan ikke lade sig gøre".

"Det går ikke, I laver ildebrand i værkstedet, vognporten og garagen, det er næsten helt nyt".

"Sludder, det er en skide god idé".

"Dit sprog, Andreas, og du opdrager på Lars".

Andreas kyssede Vibeke: "Det er en pragtfuld idé, synes du ikke?".

"Det lyder som et vildt forehavende. Tror du det kan lykkes?".

"Aner det ikke, men nu gør vi forsøget".

"I laver ildebrand, nu er I advaret".

"Sig mig, ved du, at dine bekymringer lyder som et dårligt varsel?".

"Er I klar over, hvad I gør? At forandre 82 plasticspandes indhold af grimme guldeffekter til stave med knobret furet overflade, som ilandskyllede grene og andet strandingsgods. En guldkopi af Hugh Haydens tronstol? Altså, hvad er det for en galskab?".

"Celia er designkontrollør".

"Og Lars og Andreas er værkmestre. Det skal nok gå".

"Jaja, men hvem er håndlangerne til det tunge slæb?".

"Det er du, Rolf, og Sivertsen. Vibeke og Lotte er kvalitetskontrollører".

"Det er underligt", sagde Celia, hun lød bekymret, "jeg så Lars for mig i nat. Jeg drømte, at han havde fået noget i øjnene, som smertede og ætsede. Lars havde blodige øjenhuler. Jeg tror det var guld, det var noget flydende noget, der under smeltningen sprøjtede op på hans ansigt".

"Celia, du må ikke være så overanspændt. Er det den lille i maven?".

"Nemlig", smilede Celia; hun støttede sin tunge krop, "men vi skal fastholde tronstolens krogede form og varme overflade, det bliver ikke nemt".

"Hvordan får guldstolen træfarve?".

"Med svovl og kobbersulfat".

"Om vi kunne finde noget fornuftigt arbejde, det her legetøj irriterer mig".

"Hvad hedder den metode med det svære navn, den med voks?".

"Pedi, et eller andet".

"Jeg ved godt hvad du mener. Gider nogen køre ind til biblioteket?".

"Nu kommer der system i galskaben".

"Av, det sprøjter det stads, jeg fik et stort brandsår".

"Det skal være mere pittoresk".

"Nå, skal det det? Så hold din kæft".

"Hvor længe skal vi vente, vi er klar, makker".

"Hvor er det tåbeligt, her ligger alle vores husholdningspenge".

"Ahnej, mine sigtebrød mislykkede, nu kan jeg snart ikke mere".

"Celia skal snart fole".

"Du kunne nu godt hjælpe hende, i hendes tilstand".

"Ja, når tronstolen er færdig".

-

"Jeg gad vide, hvad det er de går og roder med", sagde landposten.

"Jeg har mine anelser, dårlige anelser", sagde Rasmus landbetjent.

-

Og dagen kom, hvor de alle trak, masede, løftede, slæbte tronstolen ud fra vognporten, ned over sandet til Hugh Haydens paradis på Odettes Høj i klitten.

"Den er skide flot".

"Den er blevet så flot, at folk vil vandalere den, og stjæle stumperne".

"Tror du folk vil stjæle den?".

"Når de opdager det er guld? Ja, det kan du bande på".

"Det var da et held, at vognporten og garagen ikke stod i flammer".

Efter sen aftensmad lyttede de til Lars trompetspil. Lars spillede vemodige aftensange så romantisk smukt, at Lotte og Vibeke fik tårer i øjnene.

"Er der noget at sige til, at forelske sig i den dreng", hviskede Lotte. 

Sivertsen så nervøst på hende, tog hendes hånd, kærtegnede den.

Vibeke græd. "Et kapitel er slut, hvor er det rædselsfuldt. Jeg var skyld i de gamle mænds død, jeg savner hr. Hirsch og hr. Wain".

"Næ, hør nu, Vibeke, du må ikke græde. Glem det, det er det bedste for dig".

-

En kronhjort fra statsskoven slikkede på tronstolens patinering, døde af for- giftning. En stor rævehvalp sad næste morgen og nød udsigten fra den behage-lige stol. Ved middagstid var det højvande. En flok måger fløj fra tronstolen ud i havstokken og fangede fisk. Den unge ræv snappede efter mågerne, men blev bidt i det ene øre. Så gravede den et dybt hul i jorden på Odettes Høj, men tog sig ikke i agt for et pindsvin og en flok hvepse; hvepsene jog ræven på flugt, pindsvinet åd sig mæt i hvepselarver.

-

"Nu går det ikke længere, vores indtægtsforhold er katastrofale".

"Ja, husholdningspenge, men hvornår, dem vil jeg gerne se, nu".

"Lotte, du har juridisk embedseksamen, du kan få arbejde hos en advokat".

"Mig, tror du det, en mosegenstand som mig?".

"Det hjælper ikke ret meget", sagde Sivertsen.

Andreas sagde: "Esbjerg, det er højsæson for industrifisk, vi kan få arbejde som lastoptagere af skidtfisk".

"Velbekomme".

På arbejdsanvisningen mødte de en mur af iskold mistro. Men om det var deres påklædning, vi møder i vores ældste klude, de lignede byboer på som- merudflugt, kontra muskelbundter, der gloede ondt på de fremmede. Eller fortiden? De skulle i vidners påhør oplyse, at den eneste med lidt erfaring var Andreas, som fik rådne fisk i nakken af kolleger, der råbte morakker, og chi- kanerede ham ud af havnen og nu havde genkendt ham. Eller manglende fysik? Rolf blev søsyg, blot han trådte på et skibsdæk, og gik med bekymring for en ny hjerneblødning, så ud som en særling med vildtgroende hårvækst over hele kraniet, og Sivertsen, sammensunket efter års stillesiddende arbej- de, små hænder, store briller med tykke glas. Eller deres slebne sprog, der lød som tirader og filigran, som flimrede i luften og blev flænget af ravjyske brøl: 

"Vah sæjer do, kjøvenhavner?".

"Intet, vi har desværre intet uddannelsescertifikat som lokumsrensere".

"Vah sæjer do?".

"Lad dog de enfoldige".

"Nå ja, tunge og bjærgsomme folk, familiefædre".

"Deres brøl ruller som torden, deres latter vil forfølge mig alle mine dage".

De fik intet arbejde, havde ingen indtægter, lavvande i husholdningskassen.

Men så endelig en nyhed og medvind. Vibekes hus i Gothersgade blev solgt til nye købere efter hr. Hirsch og hr. Wain. 

-

Vibeke købte halvdelen af Tanggården. Poul Sivertsen måtte tale hårdt til Lotte. Andreas sagde: 

"Vibeke, du har sagt, at det arkivmøg var solgt. Nu står der to læs flyttekas- ser i Tanggården med arkivalier fra bureuet for slægtsforskning. Resten er for- delt i Skindergade hos friherreinden, hvad er meningen?".

"Det var kun huset, arkivet har jeg selvfølgelig beholdt".

"Ja, med nyt besvær, før alt det er sat på plads".

"Og hvad så?".

"Du kunne have fortalt det".

"Hvorfor gør I alt det vrøvl? I skulle hjælpe mig".

"Skal du virkelig skrive doktordisputats? Jamen, altså?".

"Søde Vibeke", sagde Andreas, "Lotte har fortalt mig, at det er noget om din far, general Hardall, som skulle være hovedmanden bag den store guldtrans- port. Sig mig, tror du virkelig på den? Oh, gudfader i himmel, hvor er du dog en kraftidiot".

"Nu tier du stille", råbte Vibeke; hun skubbede til en kasse på bordet. Bordet væltede, kassens indhold flød ud på gulvet.

-

Lotte sagde: "Hvis Vibekes mistanke holder vand, og det tror jeg den gør, skal vi finde en masse detaljer".

"I tror da ikke, at man kan huske tilbage til hændelser i barndommen? Jeg var to, tre, fire år gammel, det er det jeg mener", råbte Vibeke.

"Jo", sagde Lotte, "mine minder om min barndom hos faster Louise er som at svæve i noget lyserødt, ikke noget at føle på, ikke noget morsomt eller pin- ligt eller tragisk. Nej, lyserødt, behageligt, et selskab af sommerklædte damer i flagrende kjoler, et brus af tyl og kniplinger".

"Så ved du, hvordan jeg har det. Jeg er sikker på, at jeg sad i barnevognen når min far og min mor besøgte Eric Heimdal i gården i Gothersgade, og jeg sad i en klapvogn når min mor så på skræddermester Hirschs vinduesudstil- ling, og når det regnede, trak hun klapvognen med lille mig ind i portgangen.

Og en dag, men hvornår det var, ved jeg ikke, lød der skud og spektakel oppe fra ejendommen, det kan jeg huske, og min mor sagde 'åh gud nej, ikke i dag', og løb med lille mig i klapvognen hen ad Store Kongensgade, bumpede klapvognen op og ned over rendestenen og løb ind i mænd med mapper, der rutschede hen ad kørebanen, og min mor skreg hysterisk 'gå væk, Marianne, gå væk, Marianne' til en forbavset veninde der råbte endnu højere 'jamen sødeste Grethe, du skal høre om Hennings eskapade, ja igen med en ny dame, han er væmmelig, siger jeg' og veninden hagede sig fast i klapvognen, så lille mig nær var væltet ud, og Marianne ringede om eftermiddagen, og mor og lille mig fik hele historien om Henning.

Jeg husker det tydeligt, klapvognen knirkede, pib pib, op til Østerport Sta- tion til S-toget, forstår I det nu? Det er den hændelse, som jeg bestemt kan huske, og jeg har gravet og gravet i min hukommelse for at forstå, hvad det var der skete. Jeg var jo kun tre, fire år".-

"Godt", sagde Lotte, "vi har det arkiv vi skal bruge. Det vil sige, at vi skal finde en lille lap papir i et kæmpe bjerg, en masse arbejde i måneder og år. Gudskelov lider Vibeke ikke af hysteri".

"Hvad skal jeg? Der er ingen der taler til mig?", mumlede Andreas.

-

-

-

                                                   guld21                         

-

-

-

-