Rolf svarede ikke på minister Fedelsbergs forbavsede spørgsmål: 

"Rolf, hvor skal du hen?". -

Rolf gik med slæbende skridt de få trin op til Folketingets talerstol, nikkede til tingets formand, skænkede et glas vand, væltede glasset, drak af vandkaraf- len, famlede ved mikrofonen, smilede, knappede jakken, strammede slipset, løsnede det, tog slipset af, stak det i lommen, åbnede en skjorteknap, tog jak- ken af, lagde den på gulvet bag talerstolen, skænkede vand, drak det, hoste- de, læste et manuskript, rystede på hovedet, rev papiret i stykker, kløede sig i nakken, smilede, bukkede for tingets formand, gik ned fra talerstolen, fortrød det, løb op ad trinene, tumlede frem til talerpulten, håret strittede, han lignede en tildrukket sjuft, nedstirrede tingsekretæren, lænede sig akavet ud over pul- ten, greb om mikrofonen og råbte: 

"Ærede forsamling, mine damer og herrer".

-

Journalisterne på Christiansborg fik travlt, dette var en sensation: En ophid- ser på talerstolen; radio- og tv-reporterne råbte i munden på hinanden:

"Der er uro i salen, en nervesvækket mand har erobret talerstolen, det er ikke et ordinært medlem, urostifteren ligner en beruset vagabond, regeringens medlemmer har rejst sig i protest, råber op mod tingets formand, formanden skal gribe ind, afbryde forhandlingen, jeg kan se flere partiformænd komme løbende, minister Fedelsberg fra LiberalPartiet står nede foran talerstolen og truer med knyttet hånd op mod urostifteren".

Rolfs stemme tordnede; lydteknikerne havde travlt.

-

"Højtærede regering, ærede medlemmer af folketinget. 

Tillad mig at forespørge, om der er nogen i denne sal, der husker en brik om verdensøkonomiens historie det sidste århundredet? Nuvel, hvorfor har de på- gældende ikke givet en stavelse fra sig? Må jeg se jer kloge hoveder træde frem, en ham eller en hende. Jeg mener det bogstaveligt. Rejs jer fra jeres pladser. I kårne mænd og kvinder skal tale, præcis som jeres erfaring og sam- vittighed byder jer, og som mig, føle jer forpligtet til at deltage i denne debat.

Ohho, det er måske vanskeligt? Det angår noget så verdensfjernt, som vore økonomiske problemer. Rejs jer op, lad mig se jer. I er jo så kloge. Så deltag da i debatten om dette makværksforslag om særbevilling til et groft spekule- rende foretagende, der kalder sig en bank. Ohho, et pengeinstitut, et trovær- dighedens tempel, eller skal vi sige pengebaronernes og det private initiativs spillekasino.

Som I ved, I pengemarkedets dydsdragoner, troldmænd og bagmænd og landets lovbestemmere for Gearing Bank 5, er det denne bank, hvis horrible transaktioner er årsagen til denne debat, som har fået regeringspartierne og deres berygtede støttepartier op af starthullerne. Til hvad? Til fluks overførsel af 100, 200, 300 millioner kroner fra Nationalbanken til fallentbanken.  

Som sagt. Hvem er de reelle bagmænd i denne tragiske sag? Oh, det er da soleklart. Det er jer, alle I knap tohundrede høveder, jeg sagde, nydelige an- sigter, der sidder i salen og spilfægter, at I på forfatningens nagelfaste grund og efter demokratiske regler og efter bedste evne, altid følger jeres samvittig- hed. Alligevel er det i kraft af jeres lovsjusk, jeg sagde, jeres love og mangel- fulde lovgivning, som er tiltrådt af stort set samtlige partier siden systemskiftet i 1901, som tillader fiduser og humbug, jeg sagde de åh så uskyldige, fuldt lov- lige transaktioner. Som de facto burde være totalt forbudt, jeg sagde, totalt forbudt, men jeres lovgivning halter et halvt århundrede bagefter den almin- delige samfundsudvikling.

Denne langmodighed, dette sløseri, denne mangel på effektivitet, denne stupidt katastrofale mangel på pengemarkedsindsigt, som undergraver den objektive retsfølelse, hele dette subjektive morads er jeres ansvar. Jeg sagde, jeres og kun jeres ansvar alene, altså jer, I rigets kårne mænd og kvinder. 

Den aktuelle sag illustrerer i lynglimt hvorfor: Allerede i 1720 genlød London af konkursbrag efter The South Sea Bubble, Sydhavsboblen, aktiemarkedets spilledjævles første vellykkede forsøg på, ved grassat og udspekuleret og alli- gevel håbløs naiv manipulation, at ruinere godtroende og almindelige men- nesker. Det lykkedes, de gik fallit.

Herhjemme havde vi på omtrent samme tid en tysk indvandret kammertje- ner, for øvrigt kongens eneste rådgiver, langt værre end zartidens Rasputin. Jeg taler om en geheimeråd, vor histories første kongelige lensgreve, største kapitalejer og jordbesidder, en ophøjet potentat, en højvelbåren salighed som tilranede sig rigdomme ved svindel med lotterier og aktier, herunder Asiatisk Kompagni og Vestindisk-Guineisk Kompagni, der drev privatimperialistisk rovdrift efter datidens metoder, og slavehandel fra Afrika, selvfølgelig med den royale majestæt som aktionær i selskaberne.

Eller fra samme, såkaldt florissante periode, en krudt- og kanonfabrikant, generalkrigskommissær, grundlægger af datidens våbenkoncern, som med svindel og lyssky metoder hævede sig til samfundets top. Når jeg nævner ham, skyldes det, at han var idémanden til de i dag berygtede private fonde, der først for nylig, cirka 200 år efter deres begyndelse, og efter påkrævet registre- ring af disse 8.000 fonde med en formue på et utal milliarder kroner, først i dag beskattes. Dog udgør beskatningens værdi kun en lille håndfuld frimærker. Er det ikke mageløst, er det ikke vidunderligt åndssvagt og tåbeligt som gammelkapitalismen trives her i landet, nu, i dag, og i morgen.

I 1923-24 gik Landmandsbanken på røven, fordi ØK´s Niels Andersen og Christian den Tiende og Privatbanken var misundelige på Landmandsbankens Emil Glückstadt. Også dén gang betalte statskassen regningen. En nydelig sum på næsten 500 millioner kroner. Så kan man sige at det sørgeligt, at da Arbej- derpartiet kom til regeringsmagten i 1924, gjorde de det ikke bedre. Det er en sølle trøst. Jo, men, kære venner, burde vi ikke forarges?

Nænæ, vi opdrages til at respektere højadel, pengeadel og kirken. Og den afgudsdyrkelse beror på, at overklassen og kirken og flertallet af uforstandige vælgere klynger sig til gammelliberalismens principper. Ingen tør vel benæg- te, at kapitalisternes og privatimperialisternes moral hviler på den stærkestes ret, de facto velsignet af kirken. Er det løgn? Er det løgn, at den økonomiske liberalismes kernepunkt alene er en sag mellem 3 parter: producent, sælger og køber, velsignet af kirken, uden hensyn til det omliggende samfund. Sådan er det. Jeg anbefaler derfor denne forsamling at studere følgende:

Adam Smith til advarsel, John Stuart Mill til opmuntring, Karl Marx og Frie- drich Engels til sindsoprivende skræk, samt studere principperne bag den danske andelsbevægelse. 

Det er kuriøst, at Lenin, helten fra den sovjet-russiske revolution, i sine skrif- ter ofte fremhævede den danske landbrugsstatistik, der forklarede om jordfor- delingen just i Danmark. Er det ikke interessant, eller skal vi sige morsomt, at den danske model for jordfordeling og andelsprincippet, blev grundlaget for den sovjetrussiske nationaløkonomi.

Nu er det tilladt at le og klappe for den ærede taler, hvis forsamlingen skulle have lyst til dét, nu. Nå, ingen har lyst, ser jeg. Selvfølgelig skal andelsprincip- pet støves af og moderniseres, alt for mange andelsselskaber er i dag i lom- men på storkapitalistiske funktionærer i mejerier, slagterier, og så videre. Men glem ikke, at andelsprincippet er det sundeste og eneste alternativ mellem en kommunistisk dikteret statskapitalisme, og vores egen florerende privatkapita- lisme".

-

Statsministeren, der havde siddet målløs, grebet af depression over det uventede angreb, "fremført af en af mine egne", påstod han senere, blev op- fordret til at afbryde forhandlingerne. 

Tingets formand var medlem af Arbejderpartiet, hans historiekundskaber af ringe omfang, han var træt ind i sjælen af dødkedelige taler i tinget, lyttede opmærksomt til Rolf, afviste høfligt statsministerens henvendelse.

Rolf fortsatte:

"Endelig synes det mig tvivlsomt, om I, ærede forsamling, er bekendt med finansmarkedets sammenbrud i oktober 1929, og den deraf følgende uhygge- lige depression, der direkte fremkaldte fascismen og nazismen og 2. verdens- krig. Metoden dengang er som nu. Spekulanter oprettede korthusselskaber uden konkret værdi, andet end kursværdien på børsen i Wall Street. Herhjem- me deltog bankerne i spillet, og blev hårdt ramt, da det til sidst gik galt.

Jeg skal her kun erindre om selskabet The Lucky Star, Lykkens Stjerne, et formueplejeselskab, der skulle eje aktier i andre selskaber. Lykkens Stjerne blev oprettet i januar 1929 af vekselererfirmaet Goldmann, Sacks & Company. Introduktionskursen var 55 dollars per 1 dollars aktie, men i januar 1930 solg- tes Lykkens Stjerneaktier for 10 cent per styk. Tabet per aktie udgjorde næsten 100 procent.

Og hvad vi i disse måneder er vidne til, er gentagelse i dansk regi af febe- ren i datidens Wall Street. Denne gang sker det her i landet, og i realiteten på ansvar af rigets kårne mænd og kvinder. Derfor opfordre jeg Dem, mine damer og herrer, at I lever op til, at I skaber jer en fornyelse af jeres ansvar.

Jeg opfordrer Dem indtrængende til at stemme imod det fremlagte forslag. Eller måske er I alle, som jeg? Nuvel, jeg erkender mit flossede medansvar. Min moral er som svampet cancer, min ærgerrighed sidder i mine testikler, mine ambitioner er et paradenummer dikteret af forfængelighed. Min evne til at tjene penge står ikke mål med mine evner for at bruge dem. 

Derfor har jeg underskud i kassen. Heri ligner De, mine damer og herrer, ikke mig, naturligvis, og jeg ligner selvfølgelig ikke Dem.

Men husk alligevel på Deres ansvar, som beror på den tilfældighed, at såvel Deres private, som hele landets økonomiske situation, er katastrofal, og der- med er som min private, altså ad helvede til.  Ja, det var blot det jeg ville sige Dem. Godnat, tak fordi De ville høre på mig".

-

Klapsalver og bravoråb, uvejr af vrede tilråb og tordentrampen i salens gulv, skyllede op imod ham. Pressefotografer stormede ind, tv-kameraer på balko- nen faldt ned i salen Statsministerens skødehund, der lå skjult i en kasse, løb ud på gulvet, hylede, bjæffede, fik unge socialister til at råbe:  

"Revolution, vov vov vov. Revolution, vov vov vov".

Christiansborgs beredne politi iklædte sig panser og plade. Rolf så en pistol dingle i minister Fedelsbergs jakkelomme.

Pludselig følte Rolf sig utilpas. Det skete, da han ville gå fra det øverste, ned ad de seks høje trin fra talerstolen; han blev svimmel, styrtede ned ad trappen, ned på gulvet foran regeringschefens plads.

-

lyset var blåt og hvidt og orange, Lars havde fået en hundehvalp af Lotte, Andreas havde sagt at Rolf var en guttermand, Celia kyssede ham for første gang i lange tider, godsejer Fedelsberg nikkede og smilede og trak hundrede millioner kroner ud af tegnebogen, HP spillede orgel og trompet, Vibeke satte ild til Bureauet for Slægtsforskning, Sivertsen kæmpede desperat med en vandmelon, Rolf var så tørstig, Lars gav ham en blodtud, lyset blev rødt, en brummen kogte som bølgebruset på stranden foran Domus Lausius, lyset var blåt og hvidt og orange

Hjerneblødning. Rolfs kollaps var en kendsgerning.

-

Regeringschefen gav hjælp, han sprang op og råbte: "En båre til en segnet helt, er her en læge tilstede?", gav hjertemassage, en anstrengelse der nær havde kostet Rolf livet. Den resolutte indsats blev påskønnet i aviserne. Argen- tinas ambassadør bragte statsministeren en heltemedalje. 

Minister Fedelsberg fjernede Rolfs jakke med tegnebog og papirer. Fedels- berg smilede tilfreds. 

Efter sin sygdom flyttede Rolf ind på et uhumsk pensionat; her sad han i uger, ubarberet og snavset, stirrede på en plet på væggen, spiste ikke, drak ikke, talte ikke med nogen. Sladder om Rolf nåede frem til Sivertsen, der fik hjulpet Rolf til en bedre bolig og arbejde som korrekturlæser på en lille avis.

-

Chefredaktør HP´s største dag var, da han som valgt for LiberalPartiet satte sig tilrette i Folketinget. HP efterfulgte en vis skandaleperson Rolf.

HP solgte sin aktiepost i bladet til Fedelsberg, som blev hovedaktionæren. HP resolverede, at når Fedelsberg var så helvedes emsig, ville han, HP, være et kæmpe fjols, om han ikke satte sine private interesser højere end aktiema- joriteten. 

Altså kolde kontanter, uden skattevrøvl, en reserve, som Fedelsberg glemte, de gratis aktier, bladets godt gemte reserver. Amalie havde været glad, men bekymret: "Søde HP, du er mangemillionær". 

HP satte Amalie ind i familiens pengesager: Villaen, sommerhuset og robå- den af plastic, magen til statsministerens, samt bilen og HP´s stolthed, den nye volier til undulaterne, var fundamentet. 

Penge, som sådan, sagde han, kom altid i anden række. Amalie nikkede bifaldende.

HP ville arbejde for undulaternes udbredelse, en bedre hobby end snobberi- et med våbensamlingen fra besættelsestiden, samt foretage en reparation af bilen, den gode Rover. 

En morgen, netop startet på vej til København: Pludselig sad de på asfalten, fordi bunden gik ud af Roveren, så rusten var den, lige foran Peitersens hus, hvor naboerne drak morgenbajer og skreg: 

"Nej, se Amalie og lille HP, de har fået ny bil, en gående model".

-

Få måneder senere gik  chefredaktør og folketingsmand HP konkurs; hans sidste gerning for bladet var at hænge sig på redaktionen i Sivertsens hals- tørklæde. I afskedsbrevet til sin hustru skrev han, at så utroligt det end kunne lyde havde han afvist advarsler mod investeringer i skibsfart. 

Minister Fedelsberg havde lokket ham til at overtage store mængder skatte- begunstigede skibsanparter, uden at oplyse, at skibene i trusserederiet gav enorme underskud, og 'HP', HP omtalte altid sig selv som HP når han talte til sin hustru, HP havde i ugevis kæmpet en forgæves kamp mod infamien, trus- serederen, rævepelsen, drukmåsen, forbryderen, svindleren i Toldbodgade, men forgæves: "Kære Amalie. Du bedes tilgive din til døden trofaste HP".

-

Amalie kunne ikke leve uden sin elskede HP, ville møde ham igen, ønskede at blive gravsat sammen med HP. Undulaterne i det nye bur, pekingeseren Lille Mille, og den kære Amalie spiste piller med mortal virkning.

Det blev en underlig begravelse. 

HP og Amalie var medlemmer af den katolske menighed, men en halstarrig pater nægtede at medvirke. Statsministeren trådte til og fik en af tingets teolo- ger til at foretage det fornødne efter folkekirkens forskrifter. Begravelse af et tingmedlem krævede, om ikke festivitas, så dog offentlighed. Men de klerikale kom i knibe. 

HP og Amalie havde ingen familie, ingen børn og pårørende; man henvend- te sig til Sivertsen. Sivertsen måtte rydde op efter de henfarne, brænde deres papirer i bladets fyrkælder, begrave hunden og undulaterne, sælge villa, bil og sommerhus til panthaver Fedelsberg, der mødte med stakke af forfaldne pante-breve, udstedt af HP til F, på et nyt F-HP-projekt, sommerhusgrunde.

Ved begravelsen talte præsten om mennesker med tunge pligter, som seg- ner under dagens dont, men altid kunne være sikker på Guds nåde; den om- talte gud sås ikke tilstede.

Regeringen og det halve folketing, bladkonkurrenter og Fedelsberg fældede en tåre da HP og Amalie forsvandt i hullet på Assistent Kirkegård. Det udvalgte sted, få skridt fra guldaldertidens digtere, havde HP reserveret i sin ungdom. 

HP vidste, at han kunne blive en af de store.

Sivertsens nerver stod på højkant, med ansvar for fakkeltog, faner, dekora- tioner. Sivertsen ville ikke lytte til Rolf, der sagde: 

"Drop det, Sivert, før du får dårlige nerver".

Og det blev værre. Da HP og Amalie skulle jordes, og bladets medarbejdere afviste at deltage, bad Sivertsen Rolf og Andreas om at stille op, komme til højtideligheden. Det ville være en hård belastning i forholdet til konkurrenter- ne, dersom Sivertsen var eneste skrivende repræsentant for bladet.

"I må møde som reserver", snerrede Sivertsen, som så Rolfs og Andreas bistre miner, da de før gravhandlingen mødtes i Rene Glas.

De kom for sent. HP og Amalie var forsvundet i deres hul, og bag fakkeltog og faner hastede den sortklædte forsamling mod ventede biler. 

-

Da bilerne kørte, stod Rolf og Andreas og Sivertsen tilbage. 

Sivertsen med en konvolut i hånden, den havde han fået af Fedelsberg; et brev, hvori de læste: 

"Hr. Sivertsen. På grund af indskrænkninger på bladet beklager jeg at måtte opsige Deres stilling med sædvanligt kontraktligt varsel, dog således, at De, Deres fravær ved chefredaktørens bortgang i erindring, fra dags dato ikke mere bedes vise Dem på herværende redaktion. Venlig hilsen, Fedelsberg, chefredaktør & direktør for Dagens Tidende".

Sivertsen søgte rystet den nærmeste bænk på kirkegården, og sagde:

"Lotte, hvad med Lotte, Lotte og Vibeke tænker kun på det forbistrede bure- au for slægtsforskning".

Andreas: "Lotte er loyal. Men havde du ventet en opsigelse?".

"Ventet? Ja fra det røvhul, alt", råbte Sivertsen.

Rolf: "Sivert, sig dog tak for opsigelsen, og tænk ikke på Lotte. Det er Vibe- ke, der sætter Lotte fluer i hovedet. Jeg har hørt det samme bøvl fra Celia. Skal vi finde et nyt job til dig, lille Poul?".

"Rolf og Sivert, hør lige her. Ved I at det er tilladt, at holde en aktieejers navn skjult for offentligheden? Har du fast ejendom skal din navn tinglyses. Men ejer du flertallet af aktierne i et aktieselskab, har du krav på anonymitet. Vores kriminelle ven, Fedelsberg er majoritetsejer i Gearing Bank 5".

Sivertsen: "Fedelsberg har netop underrettet mig derom, jeg ved ikke hvor- for, han er en svindler". 

Rolf: "Det viser kun, at landet er et underudviklet kulturland, er hypnotiseret af rovdyrkapitalismen. Hvornår vågner folket op, de tænker som kødfår, ved intet, ser intet, hører intet".

Andreas: "Jamen hvad gør vi? Skal vi starte en protestbevægelse?".

Sivertsen sukkede: "Ja, med bomber og maskingeværer". 

-
Praktiske hensyn

Vibekes flugt fra Sortedamshuset tilbage til bureauet for slægtsforskning, skyldtes ikke de dramatiske porcelænsopgør mellem Lotte og Sivertsen, eller Rolfs besøg i Vibekes seng ved nattetide, eller at hun savnede Andreas. 

Det var praktiske hensyn, frit at kunne disponere over hverdagens krav fra redaktør HP, nattesøvn og garderobe, ugens trængsler, fridagens hvile, det hele sat i system af hensyn til det vigtigste: 

At koncentrere sig om afslutningen, arbejdet, udfordringen som ventede i Eric Heimdals gamle, delvis hemmelige arkiv.

Det arbejde udførte Vibeke et par timer hver eneste aften. Ulæselige karto- tekskort blev dechifreret og tydeliggjort i hendes eget sprog, opgaven lettere end hun havde ventet, selv om hun ofte havde lyst til at stille sin afdøde ægte- fælle Erling Heimdal dette eller hint spørgsmål: Hvorfor er netop denne omtalt, og hvorfor han og hende?

Hun kunne et kort øjeblik føle uhygge ved tanken om Erlings lig, fundet i de samme lokaler, hvor hun engang havde følt sig næsten helt lykkelig sammen med ham, men også oplevet hans overfald på hende, og hun tænkte på det tragiske, at Eric Heimdal mange år tidligere var myrdet under næsten samme omstændigheder. 

Et anfald af krybende skræk, en lammende rædsel havde overrumplet hende en aften da hun hørte puslende lyde, og følte, at de døde gik igen. Alt, om den store guldtransport, som lå i en forseglet mappe, var forsvundet med Erlings død, kom han for at hente den? Vibeke gispede, var lige ved at tisse i bukser- ne af skræk.

Det var en forvildet mus fra  Pickelburgh i naboejendommen, med en heste- stald, og en ædel racehest, som sås i gaderne i elegant trav foran Delikates- sehuset Pickelburghs lille reklamevogn. Stalden havde været anmeldt som karlekammer, bolignævnet gav hr. Pickelburgh dispensation.

-

Vibeke sukkede, "det er besværligt at være husejer", maling hist, en ny dør her, nye møbler, musefælder. Erling Heimdal, ud.

Når hun ikke kunne finde en løsning, eller løsningen faldt uden for den af hende opstillede, overskuelige rubricering, lagde hun papirerne ned i en stor kasse, mærket 'ufuldstændigt materiale', efter at hun først havde overvejet at skrive, 'kasseret'. 

Hvis en fremmed spurgte hende, hvad hun ledte efter, eller hvad hun ville opnå med det store arbejde ville hun svare: "Jeg skriver på en doktordispu- tats, ja, videnskabeligt arbejde".

Hvis Andreas ville opgive sin fjendtlige holdning til bureauet, og ikke kun bolle, når han kom på besøg, og kun talte om bladet og HP´s nederdrægtig- heder, og om Lars, som var glad for lillesøster, og opførte sig skikkeligt med Andreas som plejefar og ville fortsætte i gymnasiet, og hvis Celia kunne tvinge Andreas til at opgive at læse i bibelen, og hvis Andreas gad spørge hende, hvorfor hun spildte hundreder af timer med idiotisk pillearbejde med gulnede papirstumper og kartotekskort, Erlings efterladte edb-mysterium in mente, ville hun svare ærligt:

"Kære Andreas ægtemand, jeg har fået guldfeber".

nej, selvfølgelig har jeg ikke guldfeber, men hvorfor fortsætter det med ind- brud i de hardallske villaer, hos min gamle mor, generalinden, der svagelig er indlagt på plejehjem, og hos moster Fanny og moster Dora, der begge er af- fældige og skræmte

-

En aften fandt hun en lille kasse, betegnet LJ/OBG, vanskeligt læselige papi- rer; hun satte sig i den behagelige stol, tændte læselampen. - 

Eric Heimdal havde skrevet: 

"Dags dato henvendte direktør Laus Jansen sig til mig vedrørende en under- søgelse af nyligt afdøde Odette Bache-Grün, født Levisohn, x 1, Laus Jansen, x 2, retspræsident Victor Bache-Grün. 

LJ mener hans tidligere hustru OBG indlod sig uden for ægteskabet. LJ bad mig undersøge hendes forhold til urmager NN, vedr. patern. og bortadopt. af et for flere år siden født barn. 

LJ begrunder sit ønske med, at han er og altid har været forelsket i OBG, men at deres forhold, uag. to børn i ægteskabet, paternitet M.53, var ulykkeligt pga. OBGs vanskelige sind. OBG: at hun altid kun ville elske LJ. 

Bilag: Fødselsattest, AK fødeklinik. Udøbt dreng, f. 14/2. Odette Grün x urma- ger NN. Overøvrighed. Adoptionserklæring 15/2: Skibsmægler Josef Sivertsen og hustru Anna Sofie, Vesterbro Torv. 3/11 Farimagsgade, Kbhvn. Dåbsattest vedlagt adoptionserklæring. Elias Sogn. Poul Sivertsen, født 14/2. Forældre: Skibsmægler Josef Sivertsen og hustru Anna Sofie. 3/11 fra Vesterbro Torv til Farimagsgade. Undersøgelse slut 17/7. LJ fortsat: M53, P21".

-

Vibeke undrede sig. Hvordan kunne Josef Sivertsen og hustru anføres som adoptivforældre, og kort tid senere som ordinære forældre? 

dette underlige par, Laus og Odette, de har ikke haft det nemt, og hvordan skal jeg få det sagt til Lotte, og til Poul, stakkels Poul Sivertsen

hvad gør jeg, jeg holder mund, selvfølgelig er det en anden Sivert

-

Lotte havde munden fuld af Vibekes nybagte vaniljekranse, og sagde:

"Vibeke, du kunne nu godt besøge os lidt oftere, jeg savner dig i Sortedams- huset. Hvorfor besøger du aldrig Lars og Celia og Andreas? Er det for langt for dig at rejse til Domus Lausius på en weekend?".

"Åh, du ved, hvis jeg skal gøre den doktordisputats færdig, den som oprinde- lig en mig ukendt svigerfar påbegyndte, og fik afsluttet, nå, det ved jeg ikke, ja, så skal det være nu, mens jeg har fred og ro".

"Savner du ikke Andreas?".

"Så forfærdeligt, det er rædselsfuldt uden ham, men jeg bliver sur, fordi han kun vil læse i bibelen, du ved, jeg".

"Han er filosof, den kære Andreas, det siger Poul. Vi havde gæster til Pouls fødselsdag, og du var inviteret, men kom ikke".

"Jeg ringede til Poul og ønskede tillykke".

"På den forkerte dag, du ringede om torsdagen".

"Er datoen ikke 17/2".

"Nej, 14".

"Sagde du 14?".

"Ja, hvorfor ser du så underligt på mig?".

"Det kan ikke være rigtigt".

Vibeke gik hen til papirstablen, 'ikke-færdige', slog hænderne med et lille skrig op foran munden, stirrede på Lotte.

"Hvad går der af dig?", sagde Lotte.

"Intet, overhovedet intet. Du sagde du skulle gå, du har travlt, har du ikke?".

"Jo, tandlægen, farvel min skat, vi ringer". Lotte greb sin taske, hældte de sidste vaniljekranse ned i tasken, smilede tak, og løb.

Vibeke råbte: "Jeg ringer i morgen, hils Poul".  

Samme dags aften. Poul var på arbejde som vikar. Vibeke ringede til Lotte:

"Lotte, hvem var Pouls forældre?".

"Pouls forældre, har han nogensinde haft en far?".

"Pouls mor?". Vibekes stemme skælvede.

"Poul var enebarn, han blev forkælet af sin mor, hvad vil du vide?".

"Lotte, gider du komme?".

"Nu?".

"Ja, det er vigtigt".

"Vibeke, du har vel ikke fået kærestesorger?".

-

Den aften fortrød Lotte von Listerius, at hun havde fortalt Vibeke og de andre, om kyllingebranden i Skodsborg, slukket af resignanten, den tidligere statsminister, arbejderpartiet, hvad han havde sagt til hende, da hun havde betroet ham om sit forehavende. "Glem det", havde han sagt.

havde jeg lyttet til ham, og ikke følt mig stødt af hans selvsikkerhed og arro- gance, ville jeg have giftet mig med ham, men han døde, frem for nu at erfa- re, at jeg ved et idiotisk spil af skæbnen har giftet mig med min egen halvbro- der

min undfangelse var et uheld for Odette og Henrik von Listerius, min beryg- tede hr. fader, men Odette holdt sig ikke tilbage, hun bolede med en urmager, en urmager, hvorfor ikke en kloakarbejder eller svinehyrde, jeg kan godt for- stå, at Odettes mand, direktør Laus Jansen blev deprimeret

-

"Lotte, jeg troede, du gerne ville vide det".

"Jamen, du er da en idiot. Hvad i alverden skal jeg sige til Poul?".

"Helt ærligt, Lotte, du har aldrig været lykkelig sammen med Poul".

"Det er da ligegyldigt".

"Om forladelse, min skat, bare jeg dog havde holdt min mund lukket".

"Altså, Vibeke, dig og dit forbandede arkiv, det skaber kun ulykker".

"Åhja, det hører jo med".

"Jeg vil skilles, jeg vil saft suseme skilles fra ham, det er dog det mest mod- bydelige jeg nogensinde har været ude for. Gud være lovet at vi har ikke har børn".

"Lotte, gør nu ikke noget, du måske kommer til at fortryde".

"Det er noget forbandet svineri".

"Lotte, det er da menneskeligt, vedgud. Tusinder, titusinder, hundrede tusin- der kvinder".

"Ja, svineri".

"Nej, det er uheld, moralske uheld, naturens hensigt, nyt afkom hvis arten skal overleve. Odette var et avlsdyr, og liderlig, herregud".

-

hvad gemmer P21 om LJ-OBG, Eric H´s fortrolige oplysninger om kunderne, oplysninger der vil få enhver pengeafpresser til at savle af henrykkelse, hvor finder jeg P21

En halv time senere sad Vibeke med en ubehagelig afsløring: Lotte, Rolf og Poul var halvsøskende, havde samme mor. 

På konvolutten havde Eric H. skrevet: "Vedr. P 21 Laus Jansen. Dette arkiva- nlia skal brændes uåbnet efter min død".

Hun havde åbnet konvolutten med bange anelser:-

"Fødselsattest, jordemoder Oda Nielsen, Odense, (søster til urmager NN),

udøbt dreng, f. 12/10. Fader og moder: Odette Grün  x  urmager NN. 

Adoptivforældre: Kriminalassistent Carl Anton Ernest og hustru Gerda, tidli- gere Kerteminde, nu Kastelsvej, Kbhvn. 

Dåbsattest, Kastelskirken, Rolf Anton Ernest. Forældre: Kriminalassistent Carl Anton Ernest og hustru Gerda, f. Pedersen, Kastelsvej, København".

-

Lotte har ret, det er et forbandet arkiv, liderlige Odette og forbandede urma- ger Nalde Nielsen, som begge kvalte katte og havde andre lyster, hvad er min pligt, hvad skal de andre vide, hvordan vil de reagere, Lotte river hovedet af mig, hun giver mig rottegift, pønser på hævn, vil liste Andreas fra mig, hun er forelsket i ham, det har jeg set, nu har hun chancen

-

Vibeke væltede vaser, knaldede døre, lukkede vinduer så ruderne klirrede, sank ned i den dybe hyggestol, pimpede sherry til flasken var tom, gik udmat- tet i seng, lå og lyttede til duernes kurren fra gesimsen under tagrenden, og naboen Pickelburghs hest, der blev morgenfodret.

Omsider faldt Vibeke i søvn.

-

Sivertsen havde haft overarbejde; bagefter gik han på bar med en kollega, og hen under morgen, stresset og tildrukket, gik han gennem Sortedamshusets have, satte nøglen i havedøren for ikke at vække Lotte, nedkalde furiens vrede over sit syndige hoved.

Sivertsen fornemmede en katastrofe. Der var lys i skibsmæglerens bordel, Lottes skældord for det lille værelse med det eneste minde, han havde om X, sin mulige fader. 

Et bronzebeslået skrivebord, skænket faderen af enken til den skibsmægler, for hvilken X i en årrække havde arbejdet som kontorist. Sivertsen flæbede ved tanken om sin hårdt savnede mulige far, X, som han aldrig havde kendt på anden vis end gennem sin mor.

Lotte, det afskyelige individ, havde dirket skuffer og skabsdøre op, nå nej, nøglen sad som den skulle, men åbnet og udspredt papirerne fra helligdom- men, det havde hun, den mær.

Sivertsen hørte Lotte i forstuen, han vaklede gennem stuerne, mødte trodsigt hendes blik; men hun var venlig og bekymret, åh ja, en ny metode, ikke mere smadret porcelæn, men den venligt overtalende:

"Hvorfor kommer du så sent hjem, du ved jeg ikke kan sove før du kommer".

"Du er min lille søde Lotte". 

Sivertsen ville kysse Lotte, men hun undgik ham.

Lotte stod påklædt, højhælede sko, fine handsker, elegant spadseredragt, og kufferter i stabler bag hende.

"Jamen, lille Pusser".

"Det er dumt, at du kommer i dén tilstand".

"Jeg er træt efter en masse overarbejde".

"Du har, som sædvanlig, fået for meget at drikke, åh ja, det er lille Poul".

"Lotte, du må tilgive mig".

"Det har jeg altid gjort, men det er ligegyldigt nu".

"Hvorfor har du brækket faders skrivebord op?".

"Sig dog far, ikke fader, det gør mig syg".

"Det hedder fader. Undskyld, søde Lotte".

"Nøglen sad hvor den plejer, jeg ville finde dine forældres papirer, for at finde ud af, hvem Poul Sivertsen i grunden er, og måske få at vide, om han selv ved det".

"Hvilket, søde Lotte?".

"Ah, det er håbløst. Jeg rejser".

"Hvad siger du?".

"Jeg har lagt et brev til dig på din seng, læs det når du er blevet helt ædru. Ja, det er et alvorligt brev. Jeg har ventet på dig i syv timer, jeg ville tale med dig. Nu er det for sent".

"Hvor skal du hen?".

"Det står i brevet, farvel Poul".

"Lotte, du må ikke gå, jeg har kun dig, jeg elsker dig, lille Lottepige".

"Tror du ikke, du har andre end mig?".

Sivertsen blev klarhjernet: "Hvor kan du sige det? Andre kvinder? Nej".

"Farvel, du kan læse det hele i mit brev".

"Lotte?", hviskede Sivertsen lamslået. 

-

På en bænk ved Sortedamssøen erfarede Poul Sivertsen fra Rolf og Andre- as, at Lotte efter et ophold hos Vibeke i Gothersgade, var flyttet til Skinderga- de. Friherreinden, faster Louise havde bistået Lottes genkomst. 

Sivertsen gøs ved tanken.

De gik til Sortedamshuset. Der var støv overalt i stuerne på øverste etage. Rolf nægtede at være gæstfri under støvmidenældefeberlignende forhold, et af Rolfs udtryk, der gjorde Celia aldeles rasende.

Sivertsen: "Mine stuer er en svinesti, min Lotte forlod mig".

Med bange anelser lukkede Andreas op for mellemetagen, i forvisning om, at alt var skummelt bag nedrullede gardiner. Der var lyst og venligt, blomster- ne i vindueskarmene duftede himmelsk.

"Vibeke er alle tiders mest vidunderlige hustru, hvorfor fanden går jeg og glor i bibelen?", sagde Andreas; han skænkede whiskysjusser.

Sivertsen: "Rolf? Du ved det vel allerede?".

"Hvad ved jeg?".

Andreas: "Poul er Lottes halvbroder, og vice versa".

"Ikke forstået, må jeg få den én gang til?".

"Poul er Lottes halvbroder".

"Lotte og Poul, hvem siger det? De har et normalt ægteskab".

"Vi har fælles mor, damen Odette", sagde Sivertsen; så nervøst på Rolf.

Andreas: "Odette, selvfølgelig damen Odette".

Rolf: "Så er Poul og Lotte? Næh, nej, nu må I holde op".

"Som dig behager. Vibeke kunne næsten ikke bære det".

Rolf pegede på Andreas og Sivertsen:

"Det vil altså sige, nej, du godeste, så er I to, så er I to brødre, bevares kun halve, det er da altid noget, jamen det var en morsom oplevelse, jeg mener, damen Odette var sandelig en fertil dame, nej, du godeste, vent nu lidt, papir og blyant, slægtskabers mysterier, hvem bolede med hvem, hvem var i ægte- skab med hvem? Herregud, jeg er adoptivbarn, det fortalte min mor mig i hid- sighed, og bagefter måtte jeg love ikke at sige noget til min far, altså ham, min adoptivfader, forstår I. Jeg er bastard, absolut ingen ægte søn af Carl Anton Ernest. Lad os nu se. Hvem er ægte, hvem er uægte? Vibeke er, om end en efternøler, en ægte Hardall, datter af general Rasmussen, men der vist noget med en tjenestepige Judith, nå; hun, altså Vibeke, har to meget ældre brødre, som vistnok er døde, Sigurd, homoseksuel, dygtig tandlæge, og psykopaten Bamse/Laffe. 

Så har vi damen Odette plus Laus Jansen. Laus nul frugtbar. Om Laus Jan- sen ved vi, at han var hemmelig agent, men for hvad, ved vi ikke. 

Laus bollede med Coralie Margrethe Clausen, uden resultat, bortset fra at hun var spion for Østtyskland. Nå.

Laus Jansens helbroder, en os desværre ukendt straffefange, og dog, han er det af livet mest mishandlede menneske, som jeg har hørt omtalt, altså Jan Gustaf Jansen, plus en os desværre ukendt fru Gudrun i deres ægteskab. Deres kønne frugter er Celia og Andreas. Heraf følger, at Celia og Andreas er Laus Jansens og damen Odettes adoptivbørn.

Damen Odette Grün Jansen plus hendes onkel, retspræsident og straffefange Victor Bache-Grün i ægteskab. Nul frugtbar.

Damen Odette plus en særpræget advokat Henrik von Listerius, frugten er vores kære Lotte, som er uægte, trods damen Odettes ægteskab med Laus Jansen. Nej, med Victor Bache-Grün. Det er kompliceret. Jeg kan godt forstå, at damen Odette hængte sig i et kastanjetræ med en kat. Men det vil sige, ja, lad mig nu se. Damen Odette er mor til?".

- 

Andreas så stift på Rolf, og sagde: "Lotte".

"Og mig", sagde Sivertsen.

"Dig? Dig, Sivert? Er du søn af damen Odette? Det samme som Lotte, I har samme mor? Hvem er jeres far?".

Andreas rullede tommelfingre, missede mod solen: 

 "Celias og min mor hed Gudrun og var sygeplejerske på kommunehospita- let, min far var Jan Gustaf Jansen. Vi, Celia og jeg, blev adopteret af vores farbroder, Laus Jansen og damen Odette".

Sivertsen: "Lottes mor var damen Odette, og Lottes far var Henrik von Liste- rius, en fin advokat. Nu vil Lotte skilles, fordi vi har samme mor".

"Har jeg forstået det? Urmageren er jeres far. I to er brødre. Poul og Andreas er kødelige brødre. Nej, kun halve. Hvem af jer skal være urmager?".

"Hold nu din kæft".

"Det er alt sammen meget kedeligt og pinligt".

"Har vi mere whisky?".

"Andreas, hvorfor ser du på mig med skepsis og foragt? Hvad har jeg gjort dig? Skal jeg sige undskyld til Poul og dig? Godt, jeg fortryder min reaktion, jeg mener, det er trods alt pinligt. Kan jeg hjælpe jer?".

Andreas smilede: "Med hvad?".

"Jeg er sulten", sagde Sivertsen, "ved I, at det er risikabelt for halvsøskende at gå i seng med hinanden, og hvad, når de har indgået ægteskab? Skal jeg vandre i fængsel sammen med Lotte?".

"Jeg ringer til Vibeke", sagde Andreas, "jeg elsker Vibeke".

"Undskyld, jeg var uforskammet, undskyld, partner. Jeg er taknemmelig for alt, hvad du gør, og har gjort for mig, jeg mener, Lars".

"Bevares, Rolf", svarede Andreas, "men, du, min Vibeke, du ved, bureauet, en dum historie. Vibeke kunne ikke bære det, informerede Lotte, og gav mig en værre søforklaring".

Sivertsen: "Rolf, Lottes brev havde nær slået mig ihjel. Du, Rolf, gamle ven. Det ligger sådan, at vi, ifølge Vibekes påstand, har fælles moder, ja, damen Odette, ja, Odette, som bolede to gange med en urmager. Forstår du hvad jeg mener? Rolf, det er forfærdeligt. Jeg er din bror. Vi to er brødre".

Andreas: "Det er flot som I to ligner hinanden, jeg har tænkt på det uden at vide det".

"Er I splittergale?", råbte Rolf, "det kan da ikke være mig, der er din bror? Altså, Poul Sivertsen, det er Andreas, det er ikke mig. Eller er det mig? Hvem fanden siger det? Vor herre bevares".

Da Vibeke ankom var trekløveret i gang med den tredie flaske whisky.

Vibeke beordrede dem i bad: "Så, værsgo, ikke mere vrøvl med jer", sagde hun, gjorde dem ædru med sort kaffe, flæskesteg, rullepølse og ost.

"Jeg har talt med Lotte, vi rejser til Domus Lausius i morgen, alle sammen".

"Vibeke, jeg elsker dig".

"Vibeke, kom og hils på min nye broder".

"Halvbroder, gør det nu ikke værre end det er".

"To halve er lig en hel, ved du ikke det?".

"Skal arkivet brændes, hvad synes I?".

"Vores dokumentcentral, aldrig, er du gal?".

"Jamen, I kaldte det et gammelt lokum?".

"Nej, søde Vibeke, aldrig nogensinde, du har hørt forkert".

"Vibeke dog, det pæne hus og al den herlige indmad".

"Sødeste Vibeke, har du betalt forsikringerne, på huset med bureauet?".

-

Pludselig stod Lotte i døren, hun tøvede, smilede træt: "Goddag, brødre", sagde hun, kyssede Rolf, derefter Poul Sivertsen.

"Lotte, har du hørt det, de påstår at Poul er min bror, er det ikke rædsels- fuldt?", råbte Rolf.

"Jo, min ven, men det er meget værre. Jeg er din søster", sagde Lotte.

"Lotte", råbte Rolf, "synes du virkelig dén situation er så morsom?".

"Næ, men her har du beviset. At jeg, se på mig Rolf. At vi har samme mor, alle tre, min mand Poul, og dig og mig".

"Det er Andreas", råbte Rolf; han skjulte ansigtet i hænderne, mumlede: "Nej, det går over min forstand". Så så han forbavset på dem, og sagde: 

"Nå, hvad gør vi ved det?".

"Lotte, gør det nu ikke værre end det er", sagde Sivertsen.

"Akjo, min ven, værsgo, læs her".

-

Lotte bredte Eric Heimdals slægtsarkiv ud på bordet. Sivertsen følte jalousi, skulle dele de nyerhvervede slægtskabsforhold til Lotte, med Rolf.

"Vi må nøje undersøge ægtheden af disse påstande", sagde han.

"Andreas og jeg som engang svagt troede, at vi to var brødre", sagde Rolf.

"Det er vi, partner. Frihed, lighed, broderskab, takket være damen Odette. Man skulle være en fri fugl over Sortedamssøen, skænk mig en whisky".

Lotte: "Vibeke, har du fortalt dem om Domus Lausius, at vi rejser".

"Ja, jeg tror de glæder sig til at komme hjem".-

Rolf var bekymret; men de kunne ikke se, hvad han tænkte: Celia kan ikke tåle al den uro. Jeg ville blive henrykt, dersom det infame slægtsbureau i Gothersgade futtede af og brændte helt ned til grunden

-

-

-

                                                       guld20                             

-

-

-