Dette er en SmartCMS kopi af den originale Mogens Kasler-Journal, som blev lukket 16. marts 2011

guld18

 

 kasler-journal.dk

Page Down

 

-

-

-

 

 

 

18 af 36

 

 

-

 

 

 

- politik har fanden skabt

 

- bestyrelsen forventer opbakning til kandidat Øh -

 

 




 

 

 

 

-

-

-

-

-

 

 

 

Vibeke og Andreas i vælgerforening 

Andreas og Vibeke overvejede, om de skulle melde sig ind en vælgerfore-ning, til et af de mange politiske partier.

"Jeg vil undersøge proceduren".

"Jeg vil benytte min medfødte charme".

"Men hos hvem, hos godsejernes reaktionære, eller konservative, socialis-terne, kommunisterne, Socialdemokratiet, eller de socialliberale, og så er der slænget af neofascister og nynazister. Skal vi trække lod, eller hvad?".

"Vi trækker lod".

CentrumPartiets vælgerforening var lærerig, partiet lagde vægt på frisindet, havde ofte været koalitionspartner i regeringen, og dertil, at der var en forhen- værende minister blandt vælgerforeningens medlemmer.

Nu skulle vælges en kandidat til folketingsvalget; bestyrelsen opstillede én kandidat, playboy Øh, som altid sagde øh, søn af en storkapitalist, som med familie tegnede et imperium af søfart, landbrug, industri og handel. Familien havde ofte støttet partiet pekuniært.

"Bestyrelsen forventer opbakning til kandidat Øh", udtalte formanden.

"Vedtægterne kræver opstilling af to kandidater, noget at vælge imellem", sagde Andreas.

"Vi har vist fået et par nye medlemmer", svarede formanden.

Mødets dirigent smilede og sagde: 

"Vi har tidligere efterlyst forslag til flere valgkandidater, og da De er nyt medlem skal jeg oplyse, at vores kreds kun sjældent har opnået valg til folke- tinget, dette valg er, om De vil, mere en formsag".

"Vi må håbe på et bedre valg næste gang", indskød formanden.

"Foreningens vedtægter skal altid respekteres, eller?", sagde Vibeke.

"Ih jo da", lo formanden stift.

"Er der forslag til andre kandidater?", spurgte dirigenten. Andreas talte 16 fremmødte, 10 kvinder, 6 mænd.

Playboy Øh rejste sig, kløede sig i nakken, kikkede op i loftet, åbnede mun- den som en fladfisk, sagde "Øh", med malmfuld klang og høj røst: 

"Øh, min far, øh, som jeg husker som en, øh, ja, det er der flere her, øh, i denne forsamling, øh, der gør, øh, en retsindig mand sagde ofte, øh, til mig, at man altid skulle, øh, krydse klinge med en, øh, krydse en fair klinge, sagde han, øh, med en ærlig modstander, øh".

Her indtrådte en pavse, så fortsatte Øh:

"Vi har i aften, øh, et nyt medlem til, øh, stede her i aften, øh, og vi kunne jo godt, øh, selvom sagen allerede er, øh, afgjort ved sidste møde, så, øh". 

Øh satte sig, tung og svedende.

"Hvad er Deres navn?", spurgte dirigenten, så surt på Andreas.

"Andreas".

"Tzhihihi", fnisede et par ældre damer.

"Deres fulde navn?". Dirigenten holdt en værdig maske. 

Andreas lo, hvad vedkom hans navn spørgsmålet om vælgerforeningens vedtægter, den lille grundlov?

En ældre mand rejste sig og sagde: "Forlad mig, men vi småkårsfolk har jo ikke meget at skulle have sagt, hm, her i foreningen".

"Jamen, så sæt du dig hellere ned, Sørensen", sagde formanden.

Sørensen blev stående, kikkede forlegen på dirigenten, en tidligere minis- ter, som studerede foreningens vedtægter og ikke ville forstyrres.

Sørensen fortsatte: "Hvis jeg ellers må beholde ordet ville jeg sige, at vi småkårsfolk her i partiet, der endnu husker partiets gode samarbejde med Arbejderpartiet".

"Ja tak, Sørensen, nu har vi forstået dig alle sammen", afbrød dirigenten efter et lille vink fra formanden, "jeg giver hermed ordet til Andreas, vores nye medlem uden efternavn".

"Hr. Sørensen har ordet", sagde Andreas.

"Hvis De har noget at sige vedrørende vedtægterne, så sig det nu", svarede dirigenten iltert.

Andreas rejste sig irriteret: "Tillad mig at bemærke, at foreningspalaver har fanden skabt. For øvrigt den samme dag, da fanden skabte al politik. Men jeg regner det for en god skik, at der til vigtige valg, herunder valg af folketings-kandidater, må kunne vælges mellem flere kandidater. Jeg tillader mig at foreslå hr. Sørensen som valgkandidat nummer to".

"Tzhihihi, Sørensen", fnisede de ældre damer.

"Modtager pensionerede kommunalgartnermedhjælper Peter Sørensen valg som kandidat?", spurgte dirigenten iskoldt, idet han nedstirrede den gamle mand.

Sørensen rejste sig, svarede: "Jeg har lige sagt, at det skal være en kandidat der tager mere hensyn til småkårsfolket, sådan at vi igen kan få et samarbejde med Arbejderpartiet".

"Ja tak, Sørensen modtager ikke valg, tak, Sørensen", sagde formanden.

"Jeg foreslår chefredaktør Andreas Jansen som folketingskandidat", kom det pludseligt fra Vibeke, med høj klar stemme; hun smilede venligt til dirigenten.

Playboy Øh rejste sig: "Jeg protesterer, øh, i henhold til forretningsordenen, spørgsmålet om min person, øh, blev afgjort, øh, på sidste møde".

"Vi kan vist betragte valget som afgjort", sagde dirigenten; han så spørgen- de ud over den lille forsamling.

Vibeke sprang op: 

"Lige et øjeblik", sagde hun vredt, "mig bekendt er hr. Øh identisk med en person, som i disse måneder har en sag verserende hos bagmandspolitiet, er det ikke korrekt, hr. Øh?".

Øh rejste sig tungt, fumlede med papirer, rødmede, og råbte indigneret:

"Øh, jeg har, øh, forklaret om denne sag ved, øh, sidste møde, det er, øh, mine medarbejdere i udlandet der, øh, har snydt mig, jeg".

Resten af Øh´s lille tale druknede i larm fra protester:

"At være så tarvelig, fy".

"At De dog ikke skammer Dem".

"Personlige angreb er vi sandelig ikke vant til i vores kultiverede forening".

"Det er de nye sandflugtsmedlemmer".

Et kort øjeblik troede Andreas, at de protesterende skældte ud på playboy Øh, men kunne se på de ophidsede ansigter, at den korte, men lidenskabelige protest var rettet mod ham og stakkels Vibeke.

"Vi går til afstemning", råbte dirigenten.

"Jeg forlanger navne på mindst to kandidater", råbte Andreas.

"Det bliver ikke i dag, nu skal vi drikke kaffe", sagde formanden.

"Jeg forlanger skriftlig afstemning", råbte Vibeke.

"Må jeg være fri, De ødelægger vores møde, den slags er vi ikke vant til", svarede dirigenten.

Det blev afstemning ved håndsoprækning. Der var otte stemmer for Øh, to var imod, seks undlod at stemme. Playboy Øh var valgt.

-

"Jeg er chokeret, de sure kællinger var ved at rive hovedet af dig, og ham Øh er dog en usædvanlig dum skiderik", sagde Andreas.

"Damerne har lagt ble på ham som lille, han var vælgerforeningens maskot, som ung var han charmerende, smilehuller i kinderne, glade blå drengeøjne, spejderliv og alt det der".

"Hvem har fortalt dig om hans mislykkede forretninger?".

"HP, hvem ellers, sagen er delikat, for den afslører Øh som en skvatmikkel uden overblik og ansvarsfølelse, da det brændte på og gik galt".

"Med hvad?".

"Forretninger i søfart, landbrug, industri og handel".

"Kom med noget konkret".

"Nej, jeg lovede HP at holde mund, men jeg har sagen i Gothersgade".

"I Bureauet for Slægtsforskning, sælg dog det skidt før vi bliver allergiske, det hus er vildt berygtet".

"Et godt arkiv er et godt arkiv, og mit hus er ikke mere berygtet end vores nuværende bolig i Lottes og Celias hus i Skindergade".

"Kvinder", mumlede Andreas, "hvad med Øh´s underskud, er det kriminelt?".

"Ja, men familieformuen betaler, og den er velhavende, HP talte om milliar- der af kroner".

"Altså er den pæne Øh uden for det gode selskab".

"Ja, men familien betaler for at undgå skandale".

"Hvor finder vi anstændige personer i det parti?".

"Det finder vi i en lille vælgerforening på Vestkysten, men der er et problem, nemlig vores arbejde. Så nu bliver vi hvor vi er, og blamere lille Øh så meget, at han trækker sig".

"Vil du være kandidat?".

"Nej, godnat min skat, det skal sandelig du", svarede Vibeke; hun kyssede Andreas og slukkede lyset.

-
En ny kandidat

Øh´s selvovervurdering fik ham til at skrive indlæg i dagspressen, underteg- net folketingskandidat, om emner han havde mindre indsigt i end en tolvårs skoleelev. Kun få vidste, at han ikke kunne formulere sig. Det kostede dages anstrengelser for bibliotekar Harriet Larsen, et af vælgerforeningens medlem- mer, som for år tilbage havde stået i kærlig gæld til Øh´s berømte far.

Øh´s skriverier om forurening, velfærd og frisindets økonomi, var røgslør over mislykkede forretninger. Adskillige avislæsere bad sig fritaget for storkapitalis-ten Øh´s, under navn af frisind, tydeligt reaktionære visioner.

Vibeke gjorde noget mere; hun sendte dagligt en hilsen til Øh:

"Stop Deres puerile udfald i aviserne. Der er ikke brug for folk af Deres slags, som folketingskandidat. Træk Dem", vedlagt en fotokopi af det for Øh belastende materiale, som hun havde tyvstjålet fra HP.

Vibekes hensigt lykkedes. Vælgerforeningens medlemmer blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling med ét punkt på dagsordenen: Valg af ny folketingskandidat. Den korte indkaldelsestid var til fordel for Andreas og Vibeke. De ældre damer ville ikke komme, og formanden kunne ikke finde en velegnet kandidat; de adspurgte sagde nej.

-

Vibeke skrev en levnedsbeskrivelse om Andreas. I den hed det, at Andreas havde studeret teologi og statsvidenskab i udlandet, og i praksis gennemført børnepsykologiske studier der indbragte ham stor ære, samt at han nu var indenrigspolitisk redaktør på landets største avis.

Det var af Vibeke ment som en psykologisk test af forsamlingen. Hvis den ukritisk tog hendes lovprisning af Andreas til sig, var det et pestfyldt faresignal om stupidt snobberi, ødelæggende for Andreas humør. Andreas kunne være en plage, han tog politik højtideligt. Men Vibeke kunne opnå det vigtigste, at Andreas blev valgt, og derefter fik frie tøjler.

Hvis Andreas havde kendt Vibekes plan, ville han blive dybt rystet. Andreas drømte ikke om en bombe i Vibekes taske, men håbede på en fair lille kamp mellem to kandidater.

Sådan gik det ikke, stemningen var mat, der mødte 8 personer, formanden og dirigenten, tidligere minister, og to medlemmer af bestyrelsen, plus Vibeke og Andreas, samt pensionist Peter Sørensen og hustru.

Andreas blev valgt som kredskandidat, uden modkandidat, 4 stemmer for, 4 undlod at stemme.

"Således, kære Andreas, bliver du medlem af folketinget", sagde Vibeke.

-
Nye rokader 

Rolf og Celia og særlig Lars havde haft en dejlig charterrejse til Australien. Lars var vokset ti centimeter og erklærede, at han havde sat sig to mål for livet: Han ville spille trompet, og han ville være farmer i Australien.

Celia var lykkelig; hun havde under rejsen opdaget, at hun var med barn.

Rolf havde tabt tre kilo, men den gamle tillid mellem far og søn var genop- rettet.

Lotte og Poul Sivertsen var under en sviptur til Frankrig blevet gift på et lille rådhus i Bretagne. Lotte nægtede at flytte ind i Pouls barndomshjem med den enlige, om end afdøde mor i kvistlejligheden i Farimagsgade. 

Uden ophævelser købte Sivertsen, på vegne fællesskabet, et stort hus på Sortedams Dossering, med udsigt over søen, og et romantisk vue ind over byen mod Christiansborg. Sortedamshuset var stort, der var rigelig plads til fælles-skabets tre familier.

Lars insisterede på at bo i den øverste etage, dog nådigt tilladende, at dele de seks værelser og den dejlige udsigt med Rolf og Celia. Lotte og Sivertsen foretrak stueetagen, med adgang til haven. Andreas og Vibeke accepterede mellemetagen, selv om de knapt nok var blevet spurgt.

Andreas ikke ville slippe hus og lejlighed i Skindergade, og Vibeke ville under ingen omstændigheder sælge huset i Gothersgade. 

"Bureauet for Slægtsforskning, det gamle lokum", sagde Rolf.

Domus Lausius og Tanggården blev hånligt kaldt lysthusene, som Andreas, som regel alene, pligtbesøgte hver tredie weekend.

-

Sivertsen havde andre kvaler, et uundgåeligt sammenstød med HP, der nægtede at give afkald på sin smukke sekretær, Vibeke.

Da stillede tidligere forsagte Sivertsen, chefredaktør Hilmer Poulsen et ulti- matum: Enten fik Sivertsen sin gamle stilling tilbage, eller også gik han til HP´s farligste konkurrent, som allerede havde tilbudt Sivertsen en stilling. Dette udmærkede blads redaktør havde Sivertsen, kureret for vandskræk, under rejsen svømmet om kap med i Atlanterhavets bølger ud for Bretagnes kyst.

"Atlanterhavet", vrissede HP.

"Det var en fornøjelse, Deres kollega er en ganske fortrinlig svømmer".

"Ja, den gadedreng skal nok vide at undgå at drukne, han tænker kun på det størst mulige oplag for sit møgblad".

"Hvornår kan jeg regne med Deres svar?".

"Jamen, lille De, eh, Sivertsen, nu jager De med mig".

"Næ, jeg forsvarer min stilling, jeg vil gerne blive på bladet, det burde De vide".

HP lyttede, ventede et hr. chefredaktør, men da det ikke kom, forstod han, at Poul Sivertsen mente det alvorligt.

"Hør nu her, kære Sivertsen, jeg kan ikke undvære Vibeke Heimdal".

"Jeg troede de var blevet gift, hende og Andreas?".

"Nå, det troede De, det skal ske på lørdag i Søllerød Kirke, jeg er inviteret, er De?".

"Jeg tror ikke, at hverken Rolf Anton Ernest eller jeg har hørt noget?".

"Rolf Anton, hvornår ser jeg noget til ham?".

"Der gik blodforgiftning i såret da han var i Australien, han er jo lidt svage- lig, hans kone fortalte".

"Kone? Han er jo lige blevet skilt. Hvad sagde De, Australien?".

"Ja", svarede distræte Sivertsen beklemt.

"Hvabehar? Australien, har Rolf Anton været i Australien?".

"Han havde sygeorlov".

"Har den svindler været i Australien, hvabehar, for mine penge, ikke sandt, svindel på sygekassens regning, hvabehar?".

"Gør det ikke vanskeligere end det er, HP, det var min skyld".

"Din skyld? Sendte du ham til Australien?".

"Nej, eh. Jeg kom til at skyde ham".

"Hvabehar?".

Sivertsen, der ikke kendte Vibekes hvide løgn til HP, om hendes letsindige omgang med et automatgevær, fortalte den forbløffede HP, om en uheldig episode, da Rolf og han selv var på strandjagt efter sæler ude i Vadehavet, og at han, selvfølgelig uforvarende, fordi han var ukendt med skydevåben, havde skudt sig selv gennem venstre overarm, og i samme skud uheldigvis ramt Rolf på skinnebenet.

"Sagde De strandjagt på sæler? Altså, Sivertsen. Nok har jeg aldrig kendt min såkaldte fru moder, damen forsvandt på et værtshus. Og nok var jeg mut- ters alene med min farmor. Men, De´ der, Sivertsen. Min kærlige far var fangst- mand på en norsk hvalfanger. Altså, Sivertsen: Sæl, søløve, søelefant, hvalros, ringsæl, gråsæl, svartside, klapmyds og lignende pattedyr er totalfredet, eller hvad?", råbte HP.

Sivertsen rødmede, hviskede: "Det håber jeg sandelig ikke", tog jakken af, smøgede venstre skjorteærme op, viste HP arret efter læsionen.

"Kun et kødsår", sagde Sivertsen.

"Ja, med et lille haglgevær, ikke sandt?", sagde HP, der hjemme havde en illegal og rusten våbensamling fra årene efter besættelsen.

"Joh, eh, jeg kender ikke forskellen på riffel og hagl og skarpspidspatroner".

"En gammel sortkrudtbøsse til hagl, har jeg ret?".

"Ja, hm, måske, hm, sortkrudt, hm, jeg ved det ikke rigtigt".

"Sivertsen, du er en løgnhals".

Sivertsen åndede lettet op. HP´s kluklatter var et godt tegn, selv om han ikke fattede, hvorfor HP fandt situationen så utrolig morsom.

"Nu har jeg vist dig, at jeg blev hårdt såret".

"Ihja, og Vibeke fortalte, at hun nær var blevet tredobbelt drabskvinde. Nå, hr. Poul Sivertsen, vi mangler en ny redaktør til søndagsudgaven".

"Nye rokader, er det fornuftigt?".

"Du får det som blommen i et æg, med rigelig og god gage".

jo tak, hårdt arbejde, i slagsmål med annoncedirektøren, den med stor gage forgyldte Silverman, kometen på mediernes forretningshimmel, men at blive fri for HP´s omklamring, Silverman har selvfølgelig ødelagt søndagsavisen, Silvermans metoder holder ikke

"Det var da morsomt, hvornår skal jeg begynde? Jeg har for nylig lært kun- stigt åndedræt", svarede Sivertsen.

-
Endelig et bryllup

Andreas og Vibekes bryllup i Søllerød Kirke lørdag eftermiddag forløb ikke så stille, som Vibeke havde tænkt sig. Det skyldtes HP og Sivertsen.

En kordegn ringede til bladet og spurgte efter Vibeke, talte med HP, og bad ham sige til Vibeke, at det aftalte tidspunkt, lørdag, måtte udsættes 15 minut- ter. Vibeke havde da sagt til HP, at det skulle være et stille bryllup, men at HP selvfølgelig var velkommen som gæst i kirken.

Andreas protest mod kirkebryllup blev køligt afvist af Vibeke; hun ville und- gå det sædvanlige traktement, Celias og Lottes evindelige oksesteg med det uforlignelige sigtebrød, osten og rødvinen. 

Andreas bøjede sig for hendes ønske om en frokost i en café i Nyhavn, der serverede stegte ål ad libitum, Vibekes livret.

HP og Sivertsen ville noget mere. 

Præst og kordegn stod i den åbne kirkedør, ventede på brudeparret, der havde parkeret deres bil, og nu var på vej op ad kirketrappen. 

Gæsterne kom kørende i en stor charabanc, trukket af fire hvide heste, deko- reret med blomster på hjul og sæder, og i vognen sad Sivertsen, Lotte, Celia og Rolf, med HP som piskeknaldende kusk og Lars som rævestolt lakaj i rød uniform. Der lød hovslag og vrinsken fra firspandet, og høje latterråb fra den elegante vogn, der svingede ind foran kirken. Og mens Lars gav hestene vand og mulepose, og børstede dem og talte til dem, at de skulle forholde sig roli- ge, skete vielsen, og kordegnen gav the for selskabet. Derefter i langsomt trav til Sortedamshuset, der til brudeparrets store overraskelse var smykket med flag og blomster. I haven serveredes en herlig middag under romantisk blaf- rende levende lys. Al denne herlighed betalt af HP. Sivertsen havde fortalt HP, at Andreas var blevet folketingskandidat for CentrumPartiet. "Men heldigvis for en kreds, der ikke giver valg".

Det tænkte HP på et par dage, og da heldet var på HP´s side, just som et pro- blem kunne synes uløseligt, gav Vorherre, eller hvem det nu var, ham en håndsrækning.

-
Andreas i Folketinget

Et af CentrumPartiets græssende får, buskonduktør, folketingsmand Ole An- dresen, blev hjemkaldt, og dennes suppleant til tinget, glarmester Thorgård, blev også hjemkaldt; han havde ved en arbejdsulykke fået adskilt hovedet fra kroppen.

Hvordan det end skete: Få dage efter sit bryllup befandt Andreas sig indvalgt på Christiansborg. Her lå et telegram fra HP:

"Tillykke stop du har fuld orlov stop på fuld løn".

Det var de samme vilkår, dobbeltstilling - dobbeltbetaling, som Andreas var imod, dem i den offentlige sektors ansatte, på fuld løn, og indvalgt i folketin- get med gage.

"Fandens, nu står jeg af", mumlede Andreas.

-

CentrumPartiet havde, for at støtte regeringen, fremsat lovforslag om byfolks adgang til at købe landbrugsejendomme. Det havde partiet tidligere været imod, fordi velhavere ved køb af lystgårde, hurtigt ville tvinge prisen på jord og ejendomme op, fulgt af krav om stigende fødevarepriser. En generel inflati- on ville uvægerlig ramme de dårligt stillede landmænd, og fra landbrugssek- toren ville inflationens spiral brede sig som pest over nationaløkonomien via inflation på boligmarkedets parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse.

CentrumPartiets skiftenstandpunkt beroede på et godsejerkrav i regerings- chefens KonservesPartiet. Det var dette partis opfattelse, at regeringskoalitio- nen ikke kunne hale lovforslaget igennem, selv om regeringen havde støtte i vide kredse i den pengegriske del af befolkningen. Og frem for, at de penge- griske fortsat skulle købe importerede biler og luksusvarer, var det bedre, at pengene blev i landet til køb af lystgårde og sommerhuse, hed det.

CentrumPartiet, der som støtteparti var i klemme, ville tækkes regeringsche- fen, og samtidig markere partiets nye profil ved at fremsætte et ikke-opsigts- vækkende forslag, mente Rørby, partiets leder; han var personlig ven med regeringschefen.

Under lovforslagets første og anden behandling, havde partierne til venstre for midten harcelleret over CentrumPartiets nyliberale kursskifte, og iværksat en modkampagne med demonstrationer og protestmøder.

"CentrumPartiets nye standpunkt er dødsens farlig", udtalte Arbejderpartiet.

Problemet var kompliceret, det drejede sig om den store landbrugseksport.

Arbejderpartiet havde aldrig overbevist deres kernevælgere, at landbrugs- eksporten var en gevinst. Tværtimod interesserede en arbejder sig ikke om et så fremmedartet fænomen, som overskudsproduktion af landbrugsvarer. For dem var en bonde en bonde, identisk med godsejervælde, der krævede høje priser på smør, æg, mælk, brød, flæskesteg, punktum.

Der var lagt op til, at tingets tredie behandling blev gennemført uden andre protester end de kendte. CentrumPartiets ordfører var sammen med andre rejst til Island for at se på statsstøttet høbjergning. I den anledning påtog Rørby sig at forsvare partiets nyliberale påfund.

Andreas havde læst grundloven, og sat sig ind i sagen, og da han var imod forslaget gik han efter ordførerrunden op på talerstolen, og holdt, jvf. referat: "En bemærkelsesværdig socialistisk og jomfrunalsk brandtale".

"Jeg stemmer imod det fremlagte lovforslag, og skal begrunde, hvorfor".

-

Andreas holdt en pavse, så at hans ord vakte uro i salen. Hidtil fraværende medlemmer søgte hastigt til deres pladser. Arbejderpartiets leder så opmærk- somt på Andreas.

Rørby kom med et forbavset udråb: "Hvad i alverden?". 

Rørby viftede til Andreas, han skulle fjerne sig fra mikrofonen. Andreas fort- satte med kraftig stemme:

"Jeg finder nærværende forslag stupidt og reaktionært. Det hviler på forti- dens feudale idéer. I stenalderen dyrkede mennesket jorden, i middelalderen sloges kirken og fyrsterne om jorden, i renæssancen købte og solgte herre- manden jorden, og under enevælden stjal nordtyske pengefolk og kongens tyske rådgivere landets jord og blev adelige. Men i et århundrede slog dansk landbrugs særkende, andelsbevægelsen, for alvor igennem.

Hvad tilsigter det fremlagte forslag? At landets pengeelite kan opkøbe al den jord de vil. Til stordrift og lystgårde. Men dermed siges ja til forurenende industrifarme, og slotte med adgang forbudt for andre end dem, der har råd til at deltage i udsøgt selskabelighed, der får Ludvig den 14.s hof   i Versailles til at ligne et radisebed.

Vi har haft en restriktiv landbrugslov, men den er på få år ødelagt af en regering, som med glæde lytter til storlandbrugets dillekrav om endnu større stordrift. Dette krav støttes af CentrumPartiet, uagtet partiet samtidig er tals- mand for ejerne af småbrug, der med den nye lov vil forsvinde fra landskabet.

Regeringen lytter til skibsrederen, der savner en godsejerhobby. Regeringen lytter til advokaten, der savner udstykningsjord til spekulation, og til storkøb- manden, der vil selvejende kornproduktion og kornhandel, og lytter til børs- spekulanten og slagteren, der påstår at de vil klø en halv million svin og tre tusinde okser på stald bag øret. Regeringen lytter til industrifyrsten, der vil plante kilometer af frugttræer, foræde sig til han brækker sig. Regeringen lytter til ministre, der med medierne i hælene inviterer det halve parlament  på kongejagt på deres godser og nytilkøbte landejendomme.

Men hvad sker den dag, de europæiske fællesskaber vælter ind med leve- ring af svin, kreaturer, fjerkræ og æg til dumpingpriser? Dumpingpriser kan ikke opnås uden tilsætning af kemikalier, altså forgiftning af vores fødevarer. Jeg er imod forslag, der fremmer en proletarisering af de dårligst stillede landmænd, og jeg er imod fordærvet mad på spisebordet.

Forslaget minder mig de engelske aviser i l930erne. Under overskriften: "Vinterophold For Aristokratiet", kunne man læse om lystgårde og brugsgårde på 15.000 hektar, inklusiv ejerskabet til godsets tyende, beliggende i et land velegnet til selskabelighed, med fint terræn for jagt på storvildt, og økonomisk solidt funderet ved kaffedyrkning. Dette foregik ikke her, men i Kenya i Afrika.

Kenya blev solgt for billige penge til engelske imperialister, konkret 1.000 imperialister, der fordelte Kikuyu-højsletten, et landområde på Danmarks stør- relse. De europæiske jordejere troede, at de ved at forjage kikuyuer, somalier, masaier, og med dem det årtusind gamle afrikanske agerbrug og husdyrhold, kunne høste rigdomme ved nye metoder på 30.000 tønder land store godser.

De gik næsten alle sammen fallit, fordi det var vanskeligt at omstille det afri- kanske agerbrug til engelske dyrkningsmetoder. Og hvordan fik englænderne de fordrevne afrikanere til at arbejde for sig? Jo, ved at pålægge dem skatter, som skulle betales med kontante penge. Derved blev de indfødte tvunget til at tjene den nødvendige sum ved hårdt arbejde for godsejerne.

Lad mig nævne det nuværende Zaire, tidligere Belgisk Congo. Den belgiske konge, Leopold den Anden, stiftede International Congo Association, med sig selv som hovedaktionær, der med grove midler undertvang den, på grund af den tidligere arabiske slaveeksport, skræmte og underkuede, og i mange landsbyer næsten udryddede indfødte befolkning. 

Det før så stolte og fredeligt agerdyrkende bantufolk blev mishandlet, hvis de ikke arbejdede for Congo Association. Det skete med de i dag så velkendte islamiske metoder, med pisk eller ved afhugning af fødder og arme, og denne lemlæstelse af tusinder af indfødte var så udbredt og forfærdende, at kong Leopold af verdensopinionen i 1908 så sig nødsaget til at manipulere sin priva- te ejendomsret til Congo, til en formelt ophøjet koloni under Belgien. 

Men det var storkapitalen der regerede, og groft udpinte landets ressourcer af mineraler. Disse foretagender skulle sørge for de indfødtes helbred, og ved undervisning tvangsændre deres kultur. Med andre ord: Et eklatant eksempel på grov stats- og privatimperialisme.

Jeg er derfor af den mening, at bag det af mit parti, CentrumPartiet, frem- lagte lovforslag ligger en imperialistisk tankegang, som er i modstrid med mit partis idealer.

Vi ved, at landbrugsstrukturen i Danmark er gennemhullet på kryds og tværs i kraft af uforstandige administratorer, der ved at tillade et hav af dispensatio- ner fra lovgivningen fejlagtigt tror, at dansk landbrug kun kan overleve ved gennemførelse af stordrift efter amerikanske metoder. Det er helt forkert. Der er stor forskel på landbrugsdrift på den vidtstrakte amerikanske prærieslette, og vores lilleputland med hovedsagelig dårlig jord. 

Hvem tør for øvrigt påstå, at selv om man fastholder stordriftens fordele med traktorer og mejetærskere, betyder det, at det er nødvendigt, at storkapitalis- tens ejendomsret til traktorer og mejetærskere, automatisk nødvendiggør ejen- domsretten til store landbrugsarealer?

Nej, ærede medlemmer. Vi skal have flest mulige traktorer og flest mulige mejetærskere, javel, med de skal spredes på flest mulige arbejdsvillige hæn- der på flest mulige landbrug, hvor den enkelte familie selvfølgelig er selvejer af jorden, bygningerne og produktionsmidler. Men hvad gør man?

I de sidste tyve år har de rige købt de fattiges gårde. I rationaliseringens hellige navn blev naboskel fjernet. Stendiger mellem markerne forsvandt til vejbelægning. Læhegn fældet, brugt som pejsebrænde. Forårstormens jord- fygninger blev en landeplage. Samtidig industrialiseredes landbrugsproduk- tionen, så den i dag er en forureningsrisiko for hele landet.

Og hør nu her: Man kan uden ironi kalde en svinestald for en svinesti, men jeg er skarpt imod, at man, endda ved misbrug af begreberne kultur, økonomi og politik, omkalfaltrer hele landet fra at være engang så kønne landskaber, til en industrialiseret svinesti.

Jeg stemmer imod forslaget. De statistiske kendsgerninger oplyser, at vi for 30 år siden havde næsten 300.000 landbrug fordelt på 3 millioner hektar land- brugsjord. Disse brug havde 10 hektar til disposition, i gennemsnit. I dag, på det samme landbrugsareal, cirka 100.000 landbrugsejendomme, der hver råder over 30 hektar jord i gennemsnit. Vi kan forudse, at vi om få år kun har 50.000 ejendomme, som hver skal dyrke 60 hektar, eller måske kun 25.000 landbrug med 120 hektar til hver. Vi vil ad den vej hurtigt omskabe landet til en ørken. Rovdrift ødelægger jorden.

Ærede medlemmer. 

Skal befolkningen og landskabet trives, må den nuværende udvikling ven- des i den stik modsatte retning. De statistiske kendsgerninger er faretruende. Med disse ord tilråder jeg at stemme imod forslaget".

-

Andreas forlod talerstolen, og nåede aldrig at stå der igen.

Halvdelen af tingets medlemmerne klappede og råbte "Bravo"; den anden halvdel råbte: "Kommunist, fanatiker, misbrug af taletiden, idiot".

Andreas havde nævnt de ministres profession, som, da de endnu ikke var ministre, havde opkøbt eller arvet store godser og landområder. Det gjaldt ministrene for planlægning, landbrug, handel, industri og økonomi. 

På vej tilbage til sin plads blev han skældt ud af vrede medlemmer, som skubbede til ham og hvæsede: "Forræder".

Arbejderpartiets ordfører grinede og sagde "Bravo", og gav Andreas 1 krone som symbolsk kollegial tak for en "fortrinlig jomfrutale". 

Rørby snerrede, at Andreas burde holde kæften lukket så længe han var på Christiansborg, eller forlade bageriet, hvis han ikke kunne tåle stanken.

Andreas gad ikke svare, stirrede hånligt på Rørby.

En tung hånd blev lagt på hans skulder; det var planlægningsministeren, godsejer og meget andet, John Fedelsberg.

"Er det ikke Dem, der er kollega med Rolf Anton Ernest?".

Rolf? Hvordan var forholdet mellem Rolf og Fedelsberg? Rolf havde vistnok lånt en masse penge af ham, eller arbejdet for ham, eller boet hos ham, eller været i seng med hans søster?

"Rolf?".

"Ja, vores kære Rolf".

"Kære?".

"I arbejder på den samme avis, ikke sandt?".

"Joh?". Andreas havde næsten glemt alt om en person ved navn Rolf. 

"Jeg tænkte det nok, farvel".

-
Gearing Bank 5

Planlægningsminister, fabrikejer, hovedaktionær i handels- og industrisel- skaber, Gearing Bank 5 og Lokalbanken, ceremonimester i frimurerlogen, kon- sul for Cubas eksilregering, kreditforeningsdirektør, repræsentantskabsmed- lem i samtlige storbanker, godsejer John Jens Frederik Wilhelm Hurnudalus, et besynderligt navn, men det var han døbt, semibaron von Fedelsberg til det afløste baroni Sunaborg, håbede på kongehusets påskønnelse for hans uselvi- ske arbejde ved, når tiden var inde, at udnævne ham til kammerherre eller hofjægermester, samt et par graders stigning i den hvide ridderorden; udmær- kede mål i sig selv.

Men vælgernes usikre tilslutning til LiberalPartiet bekymrede ham.

Det var som om partiledelsen havde mistet grebet, det hele var grumset grød uden fantasi og effektivitet. De unge løver med akademisk uddannelse var uden folkelig appel, uden forståelse for jordforbindelsen til den provinsiale befolkning. Hvordan kunne dét rettes op?

Da Fedelsberg havde hørt Andreas tale til ende, opsøgte han udenrigsminis- ter Brage, LiberalPartiets formand. Brage havde med stor irritation lyttet til den nye og formentlig snart forsvundne Andreas Jansens ordskvalder. Brage havde været ivrigst blandt dem på ministerbænkene, der råbte "Kommunist, socia-listiske fanatiker, løgnhals", til provokatøren.

"Man kan mene om den idiot hvad man vil, men noget af samme glød sav- ner vi i partiet, eller hvad mener du?".

Brage snoede sit prøjsiske overskæg og svarede: "Hm, måske".

"Jeg har en idé, skal jeg forsøge?".

"Skaf mig manden, så skal jeg nok dresserer ham".

-

HP havde ikke lyst til at få besøg af minister Fedelsberg. Men Fedelsberg havde anmeldt sig i et vigtigt ærinde. HP tænkte på bladets økonomi, oplags- tallet dalede, der var svigtende tilgang af annoncer, abonnenter og løssalgs- købere, men at starte en reklamekampagne ville være himmelråbende dyrt.

Hjørneværelset blev rengjort, desinficeret, udluftet, parfumeret. 

HP havde hørt et foredrag om den smitsomme sindssyges smittekilder. Smit- som sindssyge var en ny sygdom, man frygtede ville blive stærkt udbredt, og i samspil med nye kønssygdomme være en trussel mod civilisationen. Derfor nødvendige forholdsregler. Minister og godsejer m.v. Fedelsberg havde nu en-gang fået det omdømme, at han var livsfarlig for sine omgivelser, selv om han, bevares, adskillige gange var erklæret fuldkommen helbredt.

Fedelsberg nærede til gengæld ingen romantiske forestillinger om HP, anså ham for at være en rævesnu bladleder, der kun kendte forretningsmæssige hensyn. Fedelsberg havde i bestyrelsen for Københavnske Grundejeres Erhversbank stemt for nye kassekreditter til bladet, såvel som til HP privat, og lod HP få indblik i det enkelte bestyrelsesmedlems afstemningsresultat.

HP havde forstået, og i bladet forfulgt de personer, som Fedelsberg og HP i fællig holdt mange skridt fra livet.

-

Kolde snapse, skummende fadøl, røget ål, røget laks, tatar med æggeblom- me, rugbrød i snitter, smør og ost, hvedebrød, kaffe og cognac, petitfour.

"Andreas Jansen holdt en glimrende tale".

"Åhja, såmænd".

"Så har bladet fået et medlem af folketinget, ikke så dårligt".

"Jeg må savne en medarbejder".

"Herregud, så køb Dem en ny, De har jo selv sagt".

"Penge, et spørgsmål om penge. Lønninger og omkostninger stiger".

"Ja, husk at jeg skal tegne en serie annoncer, før jeg går".

"Glimrende, vi trænger til det".

"Men en medarbejder i tinget må da være til bladets fordel?".

"Så absolut, så absolut".

"Men hvis Andreas Jansen ryger ud, det siges jo at være en, hvad er det man siger, en frisk Jansentale, lidt for frisk måske?".

"Det vil selvfølgelig være kedeligt".

"Jeg kan hjælpe Dem med, hvad skal jeg kalde det? En reserve?".

"Hvabehar?".

"Jeg tænker på Rolf Anton Ernest. Han har gjort mig visse tjenester, og jeg bør gøre en lille smule til gengæld".

"Ja, I kender hinanden, tja, to af bladets udmærkede medarbejdere i tinget kunne jo kun være en fordel".

"Ja, ikke sandt?".

"Men vel ikke for CentrumPartiet?".

"Vor herre bevares, nej. Rolf Anton Ernest for LiberalPartiet".

"Det lyder fornuftigt, skål".

"Skål, HP, jeg skal se hvad jeg kan gøre. Jeg er meget taknemmelig for, at vi to kan tale frit til hinanden, og ikke, som visse andre, går rundt med knive i ærmene".

HP smilede og nikkede, tømte snapseglasset.

-
Migræner

I måneder efter den lilles fødsel fik Celia ofte migræne. Når det skete en fre- dag aften var der travlhed i Sortedamshuset. Celia døsede sig gennem hoved- pine og stivhed i kroppen. 

Sivertsen havde ansvaret for fællesskabets administration; og blev ofte lidt bekymret. Så hjalp det, at han og Lotte med kærlig omhu puslede lille Cecili-ana, promenerede i timer med det kære barn, og tog det som en selvfølge, om end Lotte ofte rødmede, når bekendte standsede dem og sagde:

"Næh, har I fået børn, hvor er hun dog kær".

Vibeke tilbragte tiden hos Celia, trøstede hende, underholdt hende med historier om avisen og HP, og fik med varme og massage stivheden ud af Celias krop.

Vibeke havde opgivet at hjælpe Andreas; han lå deprimeret på en sofa bag nedrullede gardiner; forholdene i folketingsgruppen var utålelige, de andre isolerede ham, bag hans ryg skete manipulationer, der sigtede på at få ham hældt ud. Det ville være bedst, at han selv gik.

HP var den eneste der opmuntrede ham til at fortsætte: "Andreas, før du ved af det, har vores lille avis såmænd gjort dig til minister".

"Så mister du bladet".

"Tzhihihi, nå, det tror du? Næ, så udskifter jeg dig".

-

På sådanne dage opholdt Rolf og Lars sig i husets kælder. Lars blæste skala- er på trompeten, og i vaskekælderen passede Rolf storvasken. I et rum havde Rolf indrettet et værelse, hvor han søgte ind, hvis det kneb med at gøre en artikel færdig, eller han mismodig studerede sine miserable regnskaber.

Rolf havde talt med mange revisorer. Men at få orden på hans økonomi var en umulig opgave, der manglede bilag og dokumentation, ville gøre honora- rer skyhøje, uden sikkerhed for et fornuftigt resultat. 

En sådan klient ville revisorer helst ikke modtage, så letsindig som han var, måtte forvente en klækkelig bøde og erstatning til skattevæsenet.

Det var kun den ene side af sagen, som måtte skubbes ud i en meget fjern fremtid. Den anden side var aktuel: voldsomme tab på aktieporteføljen, op til 10.000 kroner per måned. Hvordan kunne det gå til?

jeg er naiv, stillede mig som andre kødfår op i køen, da Gearing Bank 5 åbnede med alle tiders tilbud, hvorfor banken hed Gearing Bank 5 blev ikke opklaret, men navnet lød smart

Rolf havde lånt 300.000 kroner af Gearing Bank 5 til køb af aktier, som ban- ken forvaltede, og da aktierne gav underskud og banken krævede omkost- ninger og lånerenter betalt, var Rolf havnet i den for amatører ordinære situation. Det favorable tilbud var til enfoldige sjæle, så enkelt var det.

Indskud 12.000 kroner, heraf 1.000 som gave til igangsætterne, dernæst 1.000 for køb af en aktie i Gearing Bank 5, og 10.000 til køb af fremmede aktier, som skulle formueforvaltes med gevinst, kaldet provision, for Gearing Bank 5 ved handel med aktierne på Fondsbørsen.

Dertil havde den nye bank en særlig fidus. Den udlånte 20 til 50 gange vær- dien af indskyderens 10.000 kroner, til køb af fremmede aktier uden sikkerhed, dog under det betryggende hensyn, at banken forvaltede hele aktieporteføl- jen. Dertil det komplet forrykte, at banken satte hele møllen i pant hos andre banker for at styrke likviditeten og købe endnu flere aktier, og sælge dem på kredit til sine kunder, og så videre. Dén transaktion kaldtes gearing.

Men så indtraf uheld. Det ene, at aktiekurserne faldt og faldt. Det andet, at bankpersonalet flygtede. De ansatte fik ikke den lovede løn, en aftale, som Gearing Bank 5 mente var et løfte: Såfremt, ifald, og så videre. 

Et utal fint klingende finansselskaber stod på spring, erhvervede det flygtede personales ekspertise, Gearing Bank 5 kom i vanskeligheder, og i stedet for at lukke butikken og acceptere fiaskoen, oprettede banken nye selskaber, efter den gamle recept, og et forblændet menigfolk stod i kø for at komme af med deres sparepenge.

-

På en sådan dag mødtes Rolf og godsejer, minister Fedelsberg.

"Vi to plejer at gå direkte sagen".

"Tja, det gør vi".

"Jeg har et forslag".

"Jeg lytter".

"Du hjalp mig med mine taler".

"Det blev ikke til så meget".

"Jeg var tilfreds, men?".

"Jeg lytter".

"Kan du, jeg mener, holde en ordentlig tale, sådan en rigtig brandtale?".

"Hvis det behøves, ja".

"Vi mangler de store talere".

"Hvor? Nåh, dér".

"Kunne du tænke dig?".

"Nå, det mener du? Næ, den går ikke".

"Du kommer i Folketinget, hvis du vil".

"Nå, det mener du".

"Vi mangler en mand i partiet, én der har talegaver, én der kan skrive en tale med folkelig appel. Det sagde Brage".

"Jeg ikke er medlem af noget parti".

"Det er uinteressant".

"Er det uinteressant, at jeg ikke er medlem?".

"Det er kun en formsag".

"Ja så, jamen, så siger vi det".

"Du får orlov fra bladet på fuld løn, plus gagen som medlem af tinget, og fra mig et månedligt honorar, hvis du hjælper mig i en snæver vending. Jeg rej- ser meget, forstår du".

"Jeg kunne godt bruge pengene. Men ham der sidder nu, hvad med ham?".

"Ham har vi lempet ud, han var umulig, utroværdig".

"Men han var medlem af partiet. LiberalPartiet".

"Ja, men hvad hjælper dét. Han ville privatisere militæret, og det kan man selvfølgelig, men den går jo ikke".

Rolf drejede rødvinsglasset, tændte en cigaret, trak vejret dybt, og sagde:

"Du kan regne med mig, men jeg har brug for penge, mange penge, det kører ret uheldigt for mig".

"Det siger man, ja".

Fedelsberg rakte Rolf en check, endnu ikke var udfyldt.

"Skal jeg skrive under?".

"Se nu først, hvad jeg skriver på checken. Men husk at gøre det bedre end ham din kollega, Andreas Jansen, det skvadderhoved".

jeg er forgældet, jeg er korrupt, jeg er forgældet, jeg er korrupt, jeg er for- gældet, jeg er korrupt

-

Da Rolf trådte ind i folketingssalen, som suppleant for sin bortviste forgæn- ger Skjaldemose, blev han skeptisk. Skjaldemose lå i tumult på gulvet foran talerstolen, skreg op om grundlovsrettigheder, valgsvindel, trusler og volapyk. 

Folketingets betjente smed Skjaldemose på porten.

og så siger man, at LiberalPartiet er en samling sløve padder blottet for ind- fald, Skjaldemose burde udnævnes til partiets taleskriver og propagandami- nister

Rolf følte sig som passivt medlem, holdt sig uden for salen under afstemnin- ger om nedskæringer af tilskud til enlige mødre og nedskæringer i offentlig service. Rolf undskyldte sig med presserende arbejde på bladet.

Uden Rolfs hjælp fortsatte regeringens nedskæringsdille i den sociale sektor, alderdomsforsorg, undervisning, universiteter, forskning, plejehjem, sygehuse, veje, transport, postvæsen, justits- og fængselsvæsen, politiet, og som noget nyt: indgreb i det kommunale selvstyre: kommunale budgetter skulle godken- des af regeringen. Lokalsamfundet blev lagt i besparelsernes jernlænker. 

Metoden var stupid.

-

I disse måneder udvekslede Rolf og Andreas kun få bemærkninger.

"Andreas er blevet så underlig; han ligger hele dagen bag nedrullede gardi- ner og læser i bibelen", fortalte Vibeke. 

Rolf trøstede hende med et opmuntrende smil.

En dag fandt Rolf et brev fra Celia, der meddelte ham, at hun i måneder havde følt kvalme over hans nye tilværelse, at hun derfor rejste tilbage til Domus Lausius, sammen med Andreas og lille Karen Ceciliana. På bagsiden af brevet havde Andreas nedkradset: 

"Rolf, hold op mens legen er god, før vi kvæler dig".

Andreas havde forladt sin sikre stilling på bladet. 

Vibeke nægtede at følge ham. "Det er rigeligt, at en af os opfører sig tåbe- ligt", sagde hun, og HP hoverede: "Andreas er et skvadderhoved. Men du, Vibeke, har du samme planer?".

"Nej, den ene i familien må jo tjene penge". Vibeke tænkte ikke på Andreas og bladet og HP, men på Bureauet For Slægtsforskning.

Lotte og Sivertsen gled fra hinanden. 

Det anstrengende arbejde som bladets søndagsredaktør tappede Sivertsens kræfter, og i stedet for at gå hjem til Lotte efter arbejdstid, gik Sivertsen på en slyngelstue med en kollega.

Når han kom hjem, stinkende af værtshus, usikker på benene, bleg af over- anstrengelse og træthed, og krævede amorøsitet af sin hustru, blev Lotte fny- sende vred og forfulgte den nøgne mand op og ned ad Sortedams Dossering, hvor kaskader af knust porcelæn afmærkede nattens rute.

-

I de første uger Rolf og Lars var alene uden Celia, troede Rolf, at han var en fremragende alenefar. Storvask, støvsugning, gulvvask og opvask klaredes i fællesskab. Indkøb til husholdningen klarede Lars; han stegte bøffer og bagte det uforlignelige sigtebrød og serverede tempereret rødvin for sin far, alt mens Rolf i sin sparsomme fritid skrev artikler til bladet efter HP´s ordre. 

Lars øvede sig på sin trompet så forunderligt, at det tiltrak villahavernes kat- te og sangfugle, der delte glæden med ænder og måger fra Sortedamsøen.

Så kunne det hænde, at Rolf, opstemt af den gode rødvin, besøgte Lotte, hvis hun var alene hjemme, eller Vibeke, der ikke ville indrømme at hun savnede Andreas, og når Rolf efter timers fravær listede op til sig selv, havde han lyst til at åbne døren ind til Lars værelse, men drengen ville stille et ubehageligt spørgsmål om boleri i utide, Lars kunne være næsvis.

Rolf sagde til sig selv: 'Lad nu drengen sove i fred'.

Men Lars sov ikke; han strejfede rundt i den natstille storby. Det forudsigeli- ge skete. Natten kom, da politiet eskorterede biltyven Lars til Sortedamshuset for at tale med hans forældre, og ikke kunne finde drengens mor, men fandt hans far, som skrevet i rapporten: - 'i en intim situation med et af boligkollek-tivets kvindelige medlemmer, af pågrebne Lars Ernest kaldet tante Vibeke'.

Lars fik påtale i skolen, de sociale myndigheder underrettet. Rolf blev konfus af vrede og skam, følte sig hjælpeløs uden Andreas og Celia, gennemtævede Lars med en stok. Pludselig slog Lars igen, én gang, med krampagtigt knyttet næve gav han Rolf en blodtud.

Vibeke, der var nervøs for Andreas reaktion, hvis han opdagede at hun hav- de været ham utro, flygtede samme nat med nogle få ejendele fra Sortedam- huset ind til Bureauet for Slægtsforskning i Gothersgade.

Lotte følte sig syg af medynk, da hun så Lars efter slagsmålet med Rolf. 

Lotte lod sin undertrykte hengivenhed for drengens krop få frit afløb ved kys og kærtegn og beroligende ord til den skræmte dreng.

Rolf kom i slagsmål med PN, kriminalreporter fra konkurrentbladet; de sad på et værtshus, talte om den stigende kriminalitet, og pludselig sagde PN: 

"Biltyve er mig for hensynsløse og brutale, ergo skriver jeg om din søn, bilty- ven Lars, og hans ryggesløse forældre, det er jeres egen skyld".

Slagsmålet med PN medførte Rolfs næste afhøring hos politiet.

 

Sivertsen frygtede en katastrofe. Lars var storskulker fra skolen, storskulke- ren, sagde skoleinspektøren, da han efter fire ubesvarede skrivelser traf Rolf, der forlangte, at Lotte og Sivertsen overværede samtalen.

"Der er ikke mere at rafle om. Jeg smider Lars ud af skolen. Skulkeri er for- ældrenes ansvar", råbte inspektøren, "det er det sædvanlige med boligkollek- tiver og enlige mødre. Det sædvanlige".

Dagen efter, på en søndag, kom de sociale myndigheder; de tvangsfjernede Lars, kørte ham til et observationshjem for tilpasningsvanskelige unge.

Rolf var lamslået. Lotte græd. Sivertsen talte med HP, og sagde: 

"Rolf må sygemeldes, det er vigtigt for os alle sammen at støtte ham i denne vanskelige tid".

"Ikke tale om, tror du jeg er idiot? Først havde jeg ballade med Andreas Jansen, og nu fortsætter det med Rolf Anton Ernest. Næh, De der, De burde kende recepten, han får hvad han har til gode, og så ud ad klappen, færdig".

"HP, hr. chefredaktør. Rolf?", Sivertsen var forvirret.

"Det er jeg tvunget til. Pas Deres eget arbejde, farvel, De der".

-

Få dage senere trådte Gearing Bank 5 i betalingsstandsning; i bankkredse frygtede man en uhyggelig skandale. 

Hvad lå der af værdier efter Bank Gearløses berygtede lånetransaktioner? Hvor mange investorer? Hvor meget havde de indskudt, kontant eller i værdi- er? Hvor meget havde banken udlånt til investorlånerne? Alene ordet smagte af svindel, til køb af de aktier, som banken formueforvaltede, og havde genbe- lånt i andre banker. De gearede transaktioner.

Men nu, grundet store kursfald, værdiløse aktier i bankens depot, og trods det, til Gearløsebankens sidste dag, yderligere lån og genbelåninger og for- muetab: Én stor svikmølle og pærevælling. Men regeringschefen, en honnet jurist, var ikke i tvivl; han udtalte følgende:

"Metoden er lovlig, så længe metoden ikke i loven er nævnt som forbudt, og metoden er i enhver forretningsmæssig henseende forsvarlig, ja måske endog genial. Enhver påstand om en gentagelse af 1929-skandalen i USA er komplet misvisende. For så vidt angår juraen tager denne naturligvis ingen moralske hensyn, jura kan ikke ligestilles med etik og religion".

Regeringen ville yde den betrængte Gearing Bank 5 et midlertidigt lån på 100 millioner kroner. Sagen skulle behandles på et regeringsmøde onsdag eftermiddag.

-

Mandag blev oppositionen adviseret af jungletrommer. Tirsdag rejste Arbej- derpartiet krav om en forespørgselsdebat onsdag formiddag, men regerings- chefen fik ændret dagsordenen fra forespørgsel til: "Tingets 1. behandling af forslag til lov om statslån til Gearing Bank 5".

En time før debattens start ville Rolf sætte sig på sin sædvanlige plads i LiberalPartiets gruppemøde. Overlærerinde Holst sad på hans stol, fordybet i samtale med minister Fedelsberg og gruppeformand Panberg.

Rolf ventede høfligt et par minutter før det gik op for ham, at ingen af folke- tingsgruppens medlemmer hilste på ham, eller smilede til ham, men nedstir- rede ham, frøs ham ud. Den interne sladder havde gjort sin pligt. 

Fedelsberg og redaktør HP, der skulle være livredderne. førte kniven.

Fedelsberg informerede, "i største fortrolighed, forstår sig", sine partivenner om "betydelige lån, som jeg godtroende har betroet Rolf Anton Ernest".

"Jeg stolede på ham, forstår sig, men dertil kommer de oplysninger, som jeg har modtaget fra hans arbejdsgiver, ja, såmænd fra hans egen arbejdsgiver, ja såmænd, chefredaktør HP, ja. Den stakkels mand, ja, hr. chefredaktøren, har stået skoleret over for offentlige myndigheder, børneværnet og politiet og skat- tevæsnet, og Rolf Anton Ernest er naturligvis smidt ud fra bladet. Kan andet forventes? Men det værste er nu lånetransaktionerne med den nye Gearing Bank 5, det drejer sig om flere hundrede tusinde kroner, og et par funktionæ- rer fra den ødelagte bank har hos chefredaktør HP forsøgt at beslaglægge Rolf Antons Ernest gage, under påberåbelse af ret og rimelighed og store skyldbe- løb under bankens vanskelige situation, takket være letsindige investorlåneres begærlighed efter større profit".

Rolf lyttede chokeret, var vidne til egen nedrakning, ufatteligt.

nu står jeg nær ragnarok, jeg finder ingen tilgivelse, hverken hos Lars eller Celia og Andreas, eller hos Lotte og Sivertsen, jeg flygter, jeg begår selvmord

-

Folketingssalens summende uro blev til tavshed da tingets formand meddel- te: "Mødet er åbnet". Rolf satte sig på en ledig plads, bagest i salen.

jeg sidder her og gør mig selv til grin, men har ikke kræfter til at foretage mig noget andet

Få minutter senere var salen i oprør. Regeringen henviste til, at Arbejderpar- tiet som regeringsparti ofte havde bevilliget store summer til erhvervslivet, at Arbejderpartiets nuværende afvisning af regeringens erhvervsstøtte simpelt- hen var hykleri.

Arbejderpartiets ordfører, en bleg asparges, svarede, at hans parti vedstod ethvert regeringsansvar, og ofte havde medvirket til forskellige former for statslig erhvervsstøtte, en støtte der absolut kunne være berettiget:

"Men i dette tilfælde, ærede statsminister, er der tale om tilskud til erhvervs- fjendtlig virksomhed, en spekulationsbank, der, sagt på almindeligt dansk, burde gå på røven, og det gør en væsentlig forskel".

Pludselig sivede rygtet om Gearingbankens forestående konkurs ind i salen. Regeringschefen og finansministeren talte sammen; men uheldigvis kom den ene til at røre kontakten til tingets højttalersystem, hvorved den forbløffede forsamling hørte et par bemærkninger:

"Den satans bank må ikke gå konkurs, så mister befolkningen tilliden til pen- ge og banker og regeringen, tænk dog på Fondsbørsen".

"Ja, men hvad skal vi gøre?".

"Ring til Nationalbanken og lad dem sende Gearløse Bank 200 millioner".

"Er du gal? Nationalbanken mister enhver anseelse".

"Skid være med Nationalbanken, det er mig og regeringen der bestemmer".

"Jamen?", svarede finansministeren, og pludselig råbte han "av min hånd", så det rungede i højttalerne. Det var en behjertet, der rev ministerens hånd væk fra den famøse kontakt til mikrofonen, idet han hvæsede 'kvajrøv', til den uforstående finansminister. 

Regeringschefen gik på talerstolen, anbefalede det fremlagte forslag. 

Minister Fedelsberg gik på talerstolen, anbefalede forslaget. 

NyKonservativeFamilieParti anbefalede forslaget. 

Det finanspolitisk hjernetomme KristeligeFamilieParti anbefalede forslaget.

Synligt rystet afleverede overlærer Garny Gråsteen, CentrumPartiet, tingets ivrigste talsmand for personlig ejendom, ejerlejligheder, frisind og kultur en usædvanlig hyklerisk konstatering. På det tidspunkt vidste kun han selv, at han ved bankkonkursen havde tabt sin opsparede pension ved et kraftigt engage- ment i Gearing Bank 5:

"Det vigtigste er", brægede talsmanden, "at give regeringen arbejdsro til at gennemføre de pålagte opgaver, og derved undgå de for folkestyret og det folkelige fællesskab og folkelige frisind gentagne skadelige nyvalg til folke- tinget. Derfor vil mit parti støtte regeringens forslag af hensyn til de mange i gearløse Bank 5, undskyld, Gearhus, eh, Bank Gearløse 5, eh, af 5 januar, eh, bankskandalen, ja, i den beklagelige bankskandale involverede småsparere, hvoraf en betragtelig del er offentligt ansattes pensionsmidler, der nu aldeles ufortjent og uforskyldt er kommet i vanskeligheder. Vi anbefaler forslaget".

Med CentrumPartiets tilslutning var forslaget vedtaget, selv om det skulle i udvalg, og samme dags aften til anden og tredie behandling.

hvorfor er Andreas her ikke, er han ekskluderet, hvad ville Andreas have gjort og sagt, hvad siger Vibeke og Celia, og Lotte og Sivertsen, og Lars

-

Ved tredie behandling 22:30 gentog partiernes ordførere de samme tirader, tingets formand ville afslutte debatten før den endelige afstemning, idet han formelt spurgte:

"Er der andre der ønsker ordet?". 

Et øjeblik tavshed; så hørtes Rolfs hæse råb: "Ja, mig".

Tre hundrede ansigter, tingets medlemmer, embedsmænd og tilbehør, stirre- de måbende på Rolf.

"Er det virkelig Deres alvor?", lød det forbavset fra tingformanden.

"Det er én der har fået solstik".

"Sæt dig ned, kammerat".

"Jeg skal sågu nå toget til Næstved".

"Der er altid nogen, der skal gøre sig bemærket, hvem er han?".

Tøvende og fortrydende gik Rolf gennem salen op mod rigets fornemme talerstol. Arbejderpartiets ordfører sagde:

"En ny reaktionær blinkefis".

Minister Fedelsberg, der sad på sin plads mellem de øvrige regeringsmed- lemmer, råbte dæmpet: 

"Rolf, hallo, hvor skal du hen?".

-

-

-

 

                                                           guld19                          

-

-

-

 kasler-journal.dk

Page Up

 

-

-


Copied from the original Mogens Kasler-Journal by SmartCMS ® 2011