-

- de fortjener alle sammen et par kugler i hovedet -

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Mistanken for drabet på Erling Heimdal pegede på Andreas.

For avisens skyld kunne Kantine-Jensen ikke rodes i sagen, vidne til fordel for Andreas.

Andreas fortalte som det var, at han alene var gået op til Erling Heimdal.

Den sørgmuntre situation fik Andreas til at klukle hele dagen.

"Jeg lover dig, jeg har kun brugt Vibekes nøgler helt normalt. Det er selvføl- gelig dem, der stjal vores jakker, der har gjort det. Kan du ikke se det?".

Rolf gloede mistroisk på ham.

Andreas kluklo da han, sammen med bladets tilkaldte advokat, stod i HP´s hjørneværelse og afgav forklaring til den rystede HP og en politimand. 

Og kluklo da han samme nat, efter en barsk afhøring hos politiet, blev sat ind i en fængselscelle.

-

For HP gjaldt det bladets, og ikke Andreas skæbne. Andreas Jansen måtte naturligvis straffes, hvis han havde taget livet af en medborger. Men at konkur- renterne satte historien på forsiden i dagevis, og hoverede, gennemheglede HP ved at gengive hans berygtede perfide skrivestil, var utilgiveligt:

'Denne HP, chefredacteur Hipokratus Provocatus, der i tide og utide påtager sig at klandre landets ledelse, desuagtet fremyngler mordere blandt sine med- arbejdere ved at ansætte asociale individer på underbetaling', var en salve, der gjorde dybt indtryk på chefredaktør HP:

"Og nu, aldeles promte fra nu", råbte han, "skal Andreas Jansen for enhver pris frifindes og fritages for den mindste mistanke, om det så skal koste bladet en formue".

HP engagerede en hær af advokater, detektiver og kriminalredaktion under Rolf Anton Ernests ledelse. De skulle opklare den misforståelige sag. HP ud- skrev forskudshonorarer af en størrelse, der fik kassedamerne til at blegne.

HP skrev under pseudonymet 'hug af', en i de dage meget læst spalte, fordi perfidi var HP´s speciale: "Dagens bulletin om upålidelige". 

Her serverede HP de dårligste nyheder, der talte mod Erling Heimdals om- dømme, og på den mest perfide, udspekulerede, ondskabsfuldt gemene facon, inddrog portrætter af kendte ansigter, der havde bragt sig i miskredit:

"Hvordan kan en minister med private fester udskrive store regninger uden bilag og kalde det statsrepræsentation, en statsadvokat holde hof i bordel Cafe Sorgenløs, en kastratsanger skifte køn to gange, en bladmand spekulere kriminelt på fondsbørsen, en videnskabsmand have fingrene i offentlige fonde, en dommer afsige frifindelser mod korruptionsanklagede og selv være ankla-get, to industrifyrster tømmer statens udviklingsfond til fattige lande, og skuespillerstanden kan ikke afvise beskyldningen for rovdrift af statens midler til kunst og kultur". 

Ingen kunne regne sig fri for at komme i HP´s vridemaskine. HP lancerede den, trods daglige afhøringer på fri fod, aktive Andreas, som:

"Vort blads kendte medarbejder Andreas Jansen, spydspidsen i vor populæ- re serie: Hverdagens Helte, der interviewer statsministeren, flyvergeneralen, pølsemanden på hjørnet, taxachaufføren, brandmanden", som om Andreas var tidens eneste journalistiske begavelse. 

Et fupnummer placeret med de største, mest prægnante og iøjnefaldne grim-me overskriftstyper Midt På Forsiden, hver eneste dag, hvor de gloede hypno-tiserende på læserne.

Andreas skrev ikke en stavelse. Det gjorde HP, suffleret af Sinka, bladets unikum, som i de dage var attacheret Andreas som sekretær. Andreas kluklo og lod sig forevige med landbrugsministeren, kloakarbejderen, travtræneren, fodboldspilleren, med Sinka stående i kulissen ivrigt nedgriflende den inter- viewedes uforglemmelige ord. 

Andreas fik halvskidt samvittighed, fordi den kønne pige i de dage tog skade på sjæl og krop; hun opgav sin berømte skrivekunst, blev automat for ukritisk sladder, trøstespiser par excellence, og fed som en ballon.

HP´s hærskare af advokater og detektiver samledes til daglige konferencer, og i dette plenum, kolporteret af HP´s løbesedler og på bladets forsider, hed det:

At kernen i kølvandet på Den Store Guldstransport skyldtes en lækage i det svenske politi. Som var misfornøjet med den af russerne hindrede opklaring af den i 1945 forsvundne Wallenberg, samt de mangelfulde danske oplysninger om den likviderede svenske pige, Rødtoppen, som den svenske offentlighed mente fortjente oprejsning.

At dele af det tyske guldrøveri lå gemt på en ø, vistnok i Stadil Fjord, som satte skred i en berigelseskamp mellem danskere og udlændinge, der direkte eller indirekte var vidende om guldets eksistens, som blandt andet Rødtoppen havde vidst.

At en kriminel gruppes hovedmand, plantage- og savværksejer, skuespiller Edgar Moost, i stilhed havde forladt landet, og via London var rejst til Brasili- en, hvor han nogle år tidligere i Amazonasprovinsen havde købt et landområ- de på størrelse med hele Danmark, hvor han fældede regnskoven og oprette- de savværker, der opskar tusinder af kæmpe store træstammer til finér, pinde- brænde og trækul, som med brasiliansk regeringsstøtte blev solgt til inuiterne i Alaska, importeret af Nord-Canadas udviklingsråd. Og på brakmarken efter regnskoven fremavlede frodige afgrøder til glæde for fattige landarbejdere og saftigt græs til Edgar Moosts enorme kvæghjorde.

At der også var andre grupper, der medsloges om det resterende guld. Her- under en gruppe, der ved røveri havde erobret en væsentlig part fra halvbrød- rene Helge Skov og Per Asger Andersen Skov, hvoraf den ene var afgået ved døden, den anden formentlig død.

At landet ikke var isoleret som i Frode Fredegods tid, men slagmark for, lad os dog sige det rent ud, skrev HP, forbryderiske elementer af mellemøstlig ob- servans i samarbejde med fremmede landes efterretningstjenester.

At en gruppe, ved bortførelsen af Rolfs tvillinger, Bella og Lars, helt havde misforstået Rolfs andel i sagen, men ved gruppens udnyttelse af børn havde afsløret sig som den mest kyniske, barbariske og livsfarlige gruppe.

At det måtte være denne gruppe, der havde lusket sig til drabet på Erling Heimdal, til advarsel for skuespiller og savværksejer EM, og alle øvrige jagt- deltagere.

"Det er noget vrøvl", sagde Andreas.

"Vi er tvunget til at udlægge falske, såvel som sande spor", svarede Rolf.

-
Gennem labyrinten

Rolf og Andreas blev opfordret til at blive medlemmer af et politisk parti. 

Andreas havde sagt, at skulle han endelig være partisoldat, ville han uden tvivl være en uangribelig politiker. 

Medvirkende til den påstand var en frifindende dom i en årelang sag om økonomisk kriminalitet, rejst mod en heldig og dygtig erhvervsleder, der fra arbejderklassen havde boret sig op gennem samfundspyramiden, og sad som ejer af store virksomheder, til skandalepressen anklagede ham for bedrag og spekulation.

Manden, der til manges overraskelse tog kampen op mod pressen, politiet og domsmagten, forsvarede sig med, at han levede i et højkapitalistisk rovdyr- samfund, der tvang ham til at hyle med ulve, bruge deres metoder, og, skrev han: 

"Er jeg ilde set på de bonede gulve, er jeg til gengæld respekteret af mine medarbejdere, uanset faglært, ufaglært eller funktionær, det fremgår klart af deres mangeårige opbakning og ikke mindst deres forsvar i retten for mig".

Rigets retslærde faldt i trance: Hvordan var det muligt, at der på relativt få år kunne ske et så stort skred i retsopfattelsen, at anklageren forgæves krævede syv års fængsel og millionbøde til denne synder, der i årevis var udskreget som ekspert i ødelæggende økonomiske forbrydelser, blev frifundet i retten?

-

"Det lyder utroligt", sagde Andreas, "politiet påstår at de har standset under- søgelserne imod mig, med samme begrundelse. Der er sket et skred i retsop- fattelsen, sagde de, hvad fanden mener de med det?".

"Glæder mig, jeg brød mig ikke om at besøge dig i spjældet".

Rolf stemme knækkede, han blev bevæget:

"Andreas, se ikke så forskrækket på mig, jeg er så glad, jeg skal hilse dig fra tvillingerne, fra Bella og Lars".

"Hvad skal du?", råbte Andreas.

Andreas løb på alle fire, hoppede og gøede som en hund: "Rolf, wof, wof, wof, det var satans, Rolf, wof, wof, wof, er du så ikke glad". 

Parret vakte opsigt, de dansede skomagerpolka ned gennem fodgænger-vrimlen på Strøget, og gav 2 omgange øl til 40 personer i en gammel knejpe på Kongens Nytorv. 

--
En dreng med alvorlige øjne

På deres fødselsdag besluttede tvillingerne, Bella og Lars, at flygte fra deres fængsel. De ville hjem til mormor og morfar ved Vordingborg. 

De havde i måneder haft en omtumlet tilværelse, fra den uhyggelige efter- middag ved savværket, den dag de skulle til legekammeraten i skovarbejder-huset sydøst for plantagen og ville køre den sædvanlige genvej mellem sav-værkets bygninger og træstammer.

De blev standset af en mand og en kvinde der kørte i en Citroen, en smart model der gjorde Lars nysgerrig. De fremmede spurgte om de hed Bella og Lars, og havde derpå brutalt stukket dem i armen med en sprøjte. 

Timer senere vågnede Lars, fordi Bella hylede, de lå fastspændt i vognen, en mørk og uhyggelig nat. De havde boet hos venlige mennesker, der sagde at de talte svensk og boede i en stor skov.

Bella havde grædt i mange dage, og fik lussinger af damen og manden der boede i huset. Men så havde de fået deres egen have og en hundehvalp, og en dag en sød lille pony, som fulgte efter dem når de legede i skoven, eller fiskede ved søen foran huset. 

Bella havde fået et stort dukkehus, og talte aldrig om mor og far, eller mor- mor og morfar, og Lars havde kun én gang sagt, at han ville hjem til Domus Lausius, men da havde han fået et slag i ryggen med en brændekævle, så han lå syg i flere dage.

Nej, de gik ikke i skole, skolelektier havde de aldrig.

En dag, en meget tidlig morgen, hvor de endnu var trætte og søvnige, havde de fået en indsprøjtning i armen, og Bella sov tungt, men Lars kunne mærke, at de blev båret ud til den smarte bil, og de vågnede et helt fremmed sted.

Det var et børnehjem med almindelige danske børn.

De var ført ind på forstanderindens kontor, en rar og venlig dame der stod og talte med to mænd, som gav dem lakridskonfekt og blade med tegneserier, og sagde at Bella og Lars skulle blive på børnehjemmet, fordi deres mor og far var meget syge, og ikke kunne have dem boende hjemme, og Bella havde spurgt om mormor og morfar, og Lars havde spurgt om Andreas og Lotte og Celia, men mændene så forbavset på hinanden, og forstanderinden havde skubbet Bella og Lars ud og sagt, at nu skulle de bare være ordentlige og høre efter når klokken ringede ind til aftensmad.

Men som ugerne gik blev Bella bleg og stille og spurgte hviskende Lars, om han troede de snart kom tilbage til Domus Lausius.

Så havde Lars lånt en cykel af en underlig køkkenpige der havde sagt, at han måtte låne hendes cykel og køre en tur, hvis han ville trække bukserne helt af, og det havde han gjort, og hun havde lagt ham på hendes seng og nulret og kysset ham i skridtet, og ført hans hånd op til hendes tissekone og gnubbet hans hånd ind mellem safter og kussehår. Og bagefter gav hun ham fem kroner, og han var fortumlet kørt ned til stationsbyen på hendes cykel og havde i kiosken på stationen købt en is, og kikket på de udstillede aviser og blade, og midt på forsiden af en avis så han et billede af Andreas.

Det var som om det slet ikke var Lars, ham selv, der gik hen til billetlugen og spurgte billetmanden 'hvad koster to børnebilletter til Vordingborg', og man- den var længe om at svare, han kikkede i mange bøger og tabeller og Lars var lige ved at tisse i bukserne, men manden sagde:

"Nå, det er dig til Vordingborg, to børnebilletter, det er 98 kroner".

Ugen efter var det Lars, der lokkede køkkenpigen. Men da han gik fra hende havde han stjålet en hundredekroneseddel fra hendes pung, og den nat sov hverken Bella eller Lars. Og endnu før dagens første sol ramte børnehjemmets sortglinsende tegltag, sneg de sig fra sovesalen ned i kælderen og ud gennem fyrrummet, og løb og gik og løb og gik ned til stationsbyen, og ventede længe til stationsmanden åbnede billetlugen, og hørte ham muntert sige:

"Godmorgen, to børn til Vordingborg, husk I skal skifte i Slagelse", og gav dem billetterne med et smil og fik køkkenpigens hundrede kroner, og Lars håbede spændt på at få to kroner tilbage, og det fik han, og så ventede de på perronen, og Bella tissede bag en bænk da toget endelig kom.

Morfar havde udstødt et indianerbrøl og havde sagt, at nu følte han sig tyve år yngre og mormor havde tudbrølet. Og morfar kørte ind til hospitalet og hav- de krævet Elise udskrevet straks, og Elise havde glemt sine depressioner og knugede Bella og Lars hårdt ind til sig og hvisket noget om Gud, der havde hørt hende.

Men da Lars spurgte Elise, hvornår de skulle hjem til Rolf og Andreas, havde Elise fået et hysterisk anfald og havde skreget og rusket i ham og råbt, om han ikke havde fået nok af det forfærdelige hus, om han ikke kunne huske alt det grimme da han havde fundet skelettet af Hugh Hayden, der sad død i tronsto- len nede i klitten, og som et spøgelse gik igen og igen i det skrækkelige hus, og til sidst havde Elise skubbet til ham så han fløj hen over køkkengulvet, og råbt, om han dog for fanden ikke vidste, at Rolf kneppede med Celia.

Så havde han taget morfars sidste gave, en dejlig cykel, som han fik af ham dagen før morfar fik det sidste hjerteanfald. Og var kørt ned til havnen og havde skubbet cyklen ned i vandet, og smidt store sten efter den. 

Og på hjemvejen havde han sparket til butiksruderne, og baldret en masse vinduer hos folk der spiste aftensmad, og hugget pølsemandens tændstikker og sat ild på et stort læs halm på en jernbanevogn.

-

Da Rolf nogle måneder senere hentede Lars på et hjem for adfærdsvanske- lige børn, mødte han en dreng, der så på ham med alvorlige øjne. 

Rolfs og Elises skilsmisse var uundgåelig. Elise beholdt Bella. Det kunne læ- ses mellem linierne overalt i huset på små skilte, malet af Andreas: 

"I anledning af, at Lars er kommet hjem, og Vibekes fødselsdag i dag, skal Domus Lausius stå på gloende pæle".

"Hvorfor det? Jeg været hjemme en hel måned", råbte Lars.

-

Rolf og Andreas fik ferie. HP var eddikesur og sagde:

"Det kan I absolut ikke kræve, og slet ikke være bekendt". Så smilede han og sukkede: 

"Jajada, god rejse, og kom helskindet tilbage ellers hænger jeg på Sivert- sen. Nå, ham har I inviteret på besøg, men ikke mig? Hvornår tror I der kom- mer et nyt folketingsvalg?".

Lotte og Celia stegte oksesteg og lærte Vibeke at bage det aldeles uforligne- lige sigtebrød, og Lotte pylrede om Lars med mange kys og kærlige klap i hans bagdel. 

"Du må ikke strejfe rundt i klitterne på en festdag". sagde hun.

-
Sivertsen

Andreas hjalp Vibeke med salget af Tanggården, den gamle ødegård, den nærmeste nabo syd for strandklitten. Den blev solgt til Sivertsen, der som ung- karl ikke anede, hvad han skulle stille op med et hus, der dagligt blev over- skyllet af det han frygtede mest, havet. Sivertsen stolede på Andreas, købte Tanggården ubeset, håbede der ville dukke en køber op, som med fornøjelse ville træde vande på en overskyllet gårdsplads ved et ocean.

At rejse var Sivertsen vederstyggeligt; han tilbragte ledige stunder i kvistlej- ligheden i Farimagsgade, hvor han hægede om minderne om sin afdøde mor. Sivertsen havde aldrig kendt sin far.

Celia og Lotte skrev til Sivertsen, at Vibeke nu boede hos dem, og at den bedste medicin for hende ville være, at der igen kom liv i den smukke gamle Tanggård. At Vibeke ikke ville bo der, var en sag for sig, men hun holdt af går- den og havde brugt mange timer på at gøre den i stand, og nu havde Vibeke fødselsdag. 

"Derfor håber vi, kære hr. Sivertsen, at De vil gøre os alle den glæde at besøge Domus Lausius i anledning af Vibekes fødselsdag, såvel som Deres dejlige gamle gård i marsken".

Sivertsen lagde brevet på HP´s skrivebord, frygtede HP´s raseri. Men rejse, det ville han. HP kom hen til ham, Sivertsen ventede sin afsked eller deporta- tion til budstuen, men HP sagde:

"Kære, hvad hedder De, ja, Sivertsen, Dem troede jeg, jeg kunne stole på. Nå, har De husket at beskære udlandsstoffet og har De sorteret debatidioter- ne? Jajada, jeg ønsker Dem en rigtig god rejse, farvel, De´ der".

-
Lotte og Lars

Lotte følte sig ensom og tilovers, selv om alle lovpriste hendes arrangement i anledning af Vibekes fødselsdag, med den helt vidunderlige oksesteg, rødvi- nen og det uforlignelige sigtebrød.-

en enkel spise som enhver snothas kan tilberede; hvorfor bøjer jeg mig for Celia, hun tror hun er den stærkeste, hun er en lille egoist, det var hende der lod ham gå, gangsteren Edgar Moost, Celia kan ikke nære sig når hun er lider- lig, skal jeg sige det til Rolf, nej jeg lader være, han overlistede os, har vi sagt, men dén troede Andreas ikke på

se nu Andreas, han er forelsket i Vibeke, og hun, det stakkels kræ, der langt om længe er kommet til hægterne efter de voldsomme oplevelser med Erling Heimdal, stakkels Vibeke, Erling var en lort, hun ser på Andreas med læng- selsfulde dådyrøjne, hun vil ganske givet åbne sig for ham og modtage hans glødende kærlighedsgave, men hvad så med Lars

Lars ser altid med et fjendtligt blik på sin far, men Rolf ser ingen ting, Lars forsøger at fange Andreas utilnærmelige koncentration, han har altid været så glad for drengen, men Andreas øjne og opmærksomhed er opslugt af Vibeke, og Celia er bekymret for Lars 

drengen er ulydig, han går og kommer som det passer ham, sjusker i skolen, en daglig pine, Celia fik opklaret at drengen skulker fra skolen når hun har sagt farvel til ham, Celia tilbragte timer i grøftekanten for at tvinge ham til at gøre hjemmearbejdet færdigt, Rolf må ikke vide det, alt hvad Lars gør er en gave fra himlen, så glad er Rolf for sin søn, men tror Celia virkelig hun kan isolere Rolf, holde Rolf helt væk fra andre kvinder, så må Celia tro om igen 

jeg, ensomme Lotte, burde fortælle Celia sandheden, om de nætter hvor Rolf ligger i min, ja, i min seng, fordi jeg giver Rolf alt det, alt det som jeg håbede, ja, håbede, at jeg kunne give Andreas 

-

Lars stod på trappen, gengældte ikke Lottes vinken til ham, hendes fortro- lighed. Lars drejede om på hælen, gik til sit værelse.

Lotte gik op til Lars, han var gået i seng, lå nøgen under dynen; hun satte sig på sengekanten med hans pyjamas i hånden, så forbavset på hans fugtige øjne, Rolfs øjne, ville hjælpe ham med tøjet, han kunne blive forkølet, trak dynen af ham, og så at Lars kælede for sin underkrop.

Lotte kyssede ham på kinden og sagde: "Så, Lars, her, din pyjamas".

Lars greb hendes hånd, førte den over maven ned til skridtet, hviskede:

"Du skal kysse mig".

Lotte sagde: "Jamen Lars dog".

En ømhed for drengen overrumplede hende, hun bøjede sig over ham, og føjede ham, lod ham åbne kjolen, begærligt slikke hendes bryster; en lystfø- lelse strømmede igennem hende, hun knugede drengen ind til sig, rødmede af skam og ophidselse, havde aldrig følt sin krop så sitrende begæret; hun var lykkelig, og tæt på et sammenbrud af angst og gråd, følte en rutineret drenge- hånd, varm og kærlig inde i sig. Lars slikkede hendes hemmelige sted; hun gjorde det samme på ham.

-

Lotte kunne ikke undgå det fælles morgenbord på terrassen.

"Jeg har hovedpine", sagde hun.

Celia sagde: "Pjat, du sidder på den sædvanlige plads ved bordenden".

Rolf og Andreas gav Lotte morgenkys på kinden. Lotte rødmede af dårlig samvittighed. 

Lars kom, solbrun og nøgen, satte sig ugenert på skødet hos Vibeke.

Celia strøg Lars over håret: "Er han ikke en dejlig dreng, vores store Lars".

Lotte væltede stolen, hun rejste sig med et sæt; følte skamrødme flamme over hele kroppen, mumlede om varme og sol, tak for mad, flygtede ud i klit- terne.

Lars sagde: "Nu sætter Lotte sig i Hugh Haydens tronstol på Odettes Høj".

Sivertsen, hvid skjorte, prikket slips, sort jakkesæt, slog et par forsigtige slag på sin kop: 

"Dersom I tillader, måske kunne vi spise frokosten på min lille ødegård, hvis jeg må invitere".

"De har rotter på loftet, hr. Sivert, jeg mener, der er rotter nede på Tanggår- den", sagde Lars.

"Det skal vel ikke generer? Vel, unge mand?". Lars rødmede. 

-

Lottes skamfølelse, og en vildfaren rotte, gjorde ikke Sivertsens frokost vel- lykket, trods behagelig sol og vind.

"En ørkesløs pligtfrokost", sagde Rolf på hjemvejen til Celia.

"Ja, vi må lære ham at blive et selskabsmenneske".

"Slips og jakkesæt, så tæt ved Nordsøen", sagde Andreas.

"Han er nu meget sød", sagde Vibeke.

På den tilsandede klitvej, et halvt hundrede meter bag dem, fulgtes Lars med Lotte og Sivertsen.

Lotte sagde: "Lars, behøvede du jage rotter midt under frokosten? Det var ikke pænt af dig. Vibeke og Celia fik ikke en bid mad ned, med alle de rotter springende rundt på gulvet".

Sivertsen sagde: "Herregud, Lars gjorde det i bedste mening, og der var dog kun én, kun ét af de livlige smådyr".

"Dén der kom ind i stuen var stor som en hund, og ulækker".

"Nå ja, søde Lotte", svarede Sivertsen.

Lars gik med luftbøssen på nakken ved siden af Sivertsen, og sagde: 

"Jeg er den eneste der kan få ram på dem, bare giv mig to dage til, så er de væk, plaf, færdig. Pas på Deres laksko, hr. Sivert".

"Lars, dit sprog", sagde Lotte.

Sivertsen lo: "Unge mand, jeg køber gummistøvler, lægger lakskoene på hylden, og du udrydder de sidste rotter på Tanggården, er det en aftale?".

"Top", svarede Lars.

-
Lotte og Sivertsen

Efter middagen lå de i en klynge foran Kirketårnspejsen, med tæpper, puder og åbne døre, hørte havets åndedrag ved stranden.

Sivertsen og Lotte gned deres nakkemuskler, så på hinanden. 

Sivertsen smilede genert. Lotte pustede til gløderne i pejsen. Sivertsen hjalp hende med kævler og pindebrænde.

"Hvad synes du om min ødegård?", hviskede han.

"Du må ikke sige ødegård, det er en antikvitet", hviskede Lotte.

"Jeg er ikke poet".

"Poet?".

"Jeg mener, poetiske antikviteter. Min afdøde moder kunne måske". 

"Nu taler du igen om din mor, og går med slips og jakkesæt".

"Vil du med ned til stranden, i aften får vi fuldmåne".

"Ja, lad os gå". 

hvis Lars sladrer til Rolf og Celia begår jeg selvmord

- 

Lotte og Sivertsen gik langs stranden tilbage til Tanggården; der var ikke indlagt lys og vand i den gamle gård, i køkkenet stod service med rester fra frokosten.

"Himmel, vi glemte at rydde op".

"Giv mig fem minutter", svarede Sivertsen.

Lotte troede at Sivertsen var en ubehjælpsom særling, men hun så ham i mandigt undertøj, der klædte hans krop, trække i et af sin mors blåternede køkkenforklæder, slæbe vand fra brønden, få ild på komfuret og i kaminen, lægge en Brahms-symfoni på grammofonen, åbne en flaske portvin, sætte puder bag Lottes ryg, tænde stearinlys, fjerne opvasken på to minutter.

Sivertsen var lykkelig; han var vært for en kultiveret og smuk kvinde, dygtig til husligt arbejde, som ikke stjal penge og sølvtøj, som visse andre piger; eller enkerne, der sad stift på en stol med foldede hænder og klagede over tab af mand og penge til dagen og vejen for sig selv og børnene. 

Det var noget helt andet, meget mere naturligt med Lotte. Nu skulle den gamle gård gøres beboelig, det gamle spisekammer kunne blive børneværel- se. Jamen? Sivertsen tænkte uroligt:

tænk nu, hvis det ikke er givet, at jeg kan avle børn, og jeg kan da ikke uden videre bare spørge Lotte, eller skal jeg henkastet sige, Lotte, vil De gifte Dem med mig? nej selvfølgelig siger jeg ikke De til hende, vi drak dus i går, men hvis hun siger nej, en katastrofe, og jeg ryger pibe, Lotte ryger cigaret, hun sidder tilbagelænet i puderne, lytter til Brahms med lukkede øjne, jeg kunne få en køn og velskabt hustru

Sivertsen skænkede portvin, flasken klirrede, væltede Lottes glas, vinen flød, glasset trillede ned på gulvet, Lotte flyttede sin fod, trådte på glasset, knak, sagde det.

"Ah nej, det pæne glas", sagde Lotte.

Sivertsen hentede viskestykker og mumlede, at han som sædvanlig var fryg- telig klodset, det havde hans afdøde mor altid bebrejdet ham.

"Ikke mere om din afdøde mor, har du ikke lidt whisky?", sagde Lotte.

"Jo, i solide glas". Sivertsen så et glasskår glimte ved Lottes nøgne fod.

"Pas på", sagde han, bøjede sig ned, kom ud af balance, ville være faldet om på gulvet, hvis ikke Lotte havde støttet ham. 

Det helt usandsynlige skete: Lotte holdt fast på Sivertsen, kyssede ham. Et langt blidt prøvende kys, men da han gengældte hende, fortsatte hun så liden- skabeligt, at han glemte alt om anstændighed for aviser og HP og enker og sangkor og ulækre barpiger i moders hus i Farimagsgade, men fulgte Lottes febrile hænder da hun trak ham ind i soveværelset og ublufærdigt trak tøjet af ham, og ophidset så hende danse striptease så vulgært som det vulgærste vulgære, så dejligt frigjort, til den herlige musik til Brahms ungarske danse. 

Sivertsen lå i med Lotte, pumpede sin underkrop imod hende, hun krystede sig mod ham, og da sæden gik fra ham, råbte han:

"Lotte, nu kommer forplantningens urkraft".

Lotte fik et chok. 

Forfærdet slog hun øjnene op og så en ukendt mandsperson, som hun i lyk- kelige sekunder havde følt var drengen Lars. 

Lykkelige Sivertsen græd sig i søvn i Lottes arme. Da han sov, klædte hun sig på, gik ned til stranden.

nu bliver tiden en anden, måske uden Andreas og Rolf og lille Lars, og Vibeke og Celia, nej, ikke uden Celia 

Lille Lars, en komisk betegnelse for et stærkt vilddyr, der slog benene væk under mig, og fik mig til at svæve på en sky af kærlighed, og, vær dog ærlig, gav mig en vidunderlig oplevelse, et ukendt begær efter en drengekrop, et barn vistnok under den kriminelle lavalder, kære vorherre, det var ikke mig der begyndte, drengen var, åh gud, hvis han nu sladrer til de andre, hvad hedder Sivertsen til fornavn, Poul, åh gud, bare ikke Lars sladrer, Poul, det ene navn er som det andet, åh gud, hvis Lars blamerer mig, skal jeg sige noget til Poul, gud nej, Poul flæber til sin kære moder og alle aviserne 

-

Næste morgen satte et lykkeligt par, Lotte og Poul, sig generte ved morgen- bordet på Domus Lausius haveterrasse, sammen med de andre.

"Ægteskab, så hurtigt, det havde jeg ikke ventet, Sivertsen", sagde Rolf.

"Poul", sagde Lotte.

"Poul, jamen tillykke med jer".

"Hvor skal I bo?", sagde Andreas; han så beundrende på Vibeke.

"I min moders, jeg mener, jeg har en udmærket lejlighed i Farimagsgade".

"Vi køber et hus", sagde Lotte.

"Skal vi sælge Skindergade?", råbte Celia.

"Nånej, lad os nu se".

Vibeke lagde armene om Andreas hals, gav ham et lidenskabeligt kys. 

"Andreas, hvornår kommer du op fra starthullerne, skal jeg virkelig spørge dig?".

"Partner, stå fast, ingen overgivelse", sagde Rolf.

Andreas så forelsket på Vibeke: "Jeg har overgivet mig".

Celia havde ikke en trevl på kroppen, en solbrun slank gazelle med en kik- kert: 

"Jeg gad vide hvad der går af Lars, han gik op på Odettes Høj og sidder nu i Hugh Haydens tronstol og skyder fugle med sin luftpistol".

"Jeg taler med Lars, det lover jeg", sagde Rolf.

Andreas greb køllen til middagsgongongen, slog den kendte rytme.

Lars kom løbende.

"Hej, Lars", sagde Andreas, "kom, vi snakker bryllup".

Pigerne sagde kirkebryllup, men Andreas nægtede at sætte sine ben i en kirke. 

"Jeg har haft rigeligt i bibelen", sagde han.

Rolf sagde: "Jeg møder ikke frem til bunkebryllup i jaket og høj hat".

Sivertsen sagde: "Jeg må sige, at i det spørgsmål forholder jeg mig neutral. Jeg har intet imod hverken kirke eller rådhus".

-

Lars afgjorde den sag; han forlod huset og cyklede til præst, læge og borg- mester og forklarede, at det drejede sig om en privat gave til tre bryllupspar, som havde betydet så meget for hans opvækst; han ville gøre gengæld med en lille overraskelse, dersom det kunne lade sig gøre, at præsten, lægen og borgmesteren kunne forrette vielsen ved en privat højtidelighed i Domus Lausius.

Præst, læge og borgmester fandt drengens påfund charmerende, roste ham for kærlig omtanke og intelligent initiativ. Lægen forklarede, at hans nærvæ- relse næppe var påkrævet.

"Men de skal da have tilladelse til at få børn", sagde Lars.

"Ja så, nå. Ja, men så kommer jeg, attesterne medbringer jeg selv".

Celia blev vred; hun lod sig ikke overrumple af Lars, da han kom med tre konvolutter, hver indeholdende de nødvendige formularer, mærket: Vibeke Heimdal & Andreas Jansen. Lotte von Listerius & Poul Sivertsen. Celia Jansen & Rolf Anton Ernest.

Celia råbte: 

"Lars, du er ved gud ikke rigtig klog, Rolf vil aldrig gifte sig med mig, det ved du. Og når han nu endelig har fået sin frihed til at bolle hvem fanden det skal være, så skal jeg være den sidste til at holde på ham".

"Jeg har ret til en far og mor".

"Så sig det til ham. Sig, at han skal holde sig fra Lotte, tror du ikke jeg ved det?", råbte Celia.

"Jeg har spurgt ham, han siger du ikke vil".

"Lars, det kan jeg ikke, så længe han boller med Lotte. Og hvad sker der uden for huset? Skrub af med dig, dreng", råbte Celia.

-
Skarpskydning

hvorfor gør Rolf det med Lotte 

de fortjener alle sammen et par kugler i hovedet 

jeg henter Lauses jagtrifler, Andreas siger den fra Belgien, dén med den lyse kolbe er bedst, med skarpspidspatroner og fire magasiner, jeg gemmer patronerne i vognporten, så henter jeg riflen og løber bag om vognporten, jeg holder mig dækket under bjergfyr og lyng og klittens stive marehalm, pas på det skær som knive, det er ikke græs, og tilbage efter patronerne, dæk ned, Celia glor i kikkerten, lurekælling, frem på maven i det varme sand, de fortje- ner en kugle lige i hovedet, nu er jeg oppe på den højeste klit, morfar er død, det er trist, Elise og Bella må godt lægge sig til at dø, Celia er dum, Celia er skide dum, de fortjener alle sammen et par kugler i hovedet

--

Eftermiddagskaffe på haveterrassen, Celia og Lars havde været alene hjem- me. De andre havde været på indkøb i byen.

Vibeke sagde: "Der skete en pudsig ting inde på borgmesterkontoret, damer- ne talte om en overraskelse, og borgmesteren kom og fortalte, at sagen var i de bedste hænder, alle dokumenter på rette plads, men vi fik nye papirer med hjem. Jeg forstår ikke en pind".

"Det er Lars", sagde Celia.

"Hvorfor skal du altid kritisere Lars? Hvad har han gjort dig?", råbte Rolf.

"Det er nu ham. Hvorfor siger du jeg kritiserer ham, jeg holder meget af Lars, det burde være sivet ind i dit dumme hoved, se selv her", svarede Celia; hun lagde konvolutterne foran Rolf.

"Bryllupspapirer, har Lars hentet bryllupspapirer?".

"Ja, den dreng er ikke rigtig klog".

"Det er en knægt med omløb i hovedet", sagde Sivertsen; i det samme lød et dæmpet knald, Sivertsen råbte forskrækket, "av", ramt af et riffelskud i venstre arm.

"Hvad var det?", sagde Andreas.

Et nyt dæmpet knald ude fra klitten, mælkekanden sprang i stumper, mælk og glasskår sprøjtede ud over bordet.

"Vi må væk, løb ind i huset", råbte Rolf.

Rolf, Vibeke og Sivertsen løb ind gennem terrassedøren. Et nyt dæmpet knald, terrassedørens håndtag var skudt væk.

Lotte og Andreas skjulte sig bag kummen med stedsegrønne planter. 

Et dæmpet knald fra klitten, en knæklyd, kuglen ramte kummen, ændrede retning, skød hælen af Lottes nye sko.

Celia med kikkerten krøb ned under bordet. "Det er Lars, den skøre idiot, hold så op, dit lille møgdyr", råbte hun hidsigt ud mod klitten.

Et dæmpet knald, et smeld, en kugle splintrede kikkerten, gik gennem Celias hånd, strejfede hendes ansigt.

"Nu kan det være nok med de drengestreger", råbte Andreas; han rejste sig og løb krumbøjet over mod vognporten.

"Andreas, vent på mig , råbte Rolf.

Rolf stormede gennem huset, nåede over gårdspladsen til vognporten, et smeld, en kugle ramte en sten, ændrede retning, strejfede hans ben; han satte sig fortumlet på jorden.

Vil Lars dræbe os, hvad har jeg gjort forkert?, tænkte han.

-

Andreas løb ud i klitten til Odettes Høj, kom bag på Lars. Drengen pulverise- rede ruderne i Domus Lausius. Andreas ventede til Lars sænkede riflen for at skifte magasin, så sprang han ned på Lars, tog riflen fra ham.

"Lars, hvorfor ødelægger du vores bryllup?".

"Jeg vil hjem til Bella og min mor", svarede Lars, så trodsigt på Andreas.

"Nu får vi en fandens ballade, du risikerer opdragelsesanstalt, tænk hvis naboerne har hørt skyderiet, så kommer politiet, du kommer i spjældet, skyde med skarpt på Domus Lausius? Lars, er du rigtig klog, og så med min kære gamle fader Lauses fine riffel", mumlede Andreas; højt sagde han:

"Lars, vil du med til Australien?".

"Jeg vil hjem til Bella og min mor", sagde Lars, ked af det, fordi han havde stjålet Andreas faders fine riffel.

"Hør nu her, Rolf og Celia rejser en tur til Australien, en spændende tur, kan du ikke se det? Fotosafari og store vandfald, og hvad ved jeg. Tror du ikke det bliver".

"Jeg vil hjem til Bella og min mor".

"Lars, for fanden. Rolf og Elise har for længst afgjort den sag, det kan ikke lade sig gøre. Hvorfor er du sur på Rolf og Celia?".

"Rolf boller med Lotte".

"Nå, jaja, hvad så? Lotte skal giftes med Poul, og Vibeke og jeg skal også giftes, hvis altså, nå, fandens".

Lars græd. "Jeg har kysset Lotte på patterne", hikkede han.

"Hm, det er du for stor til. Var det rart?".

"Jeg slikkede hendes tissekone og hun kyssede min tissemand", græd Lars.

"Gjorde du, hm, sammen med Lotte?".

"Jeg gjorde det med en dame på børnehjemmet, jeg lånte hendes cykle, og så, og så skulle jeg trække bukserne af, og så gjorde hun det", græd Lars.

-

Samme aften havde Andreas en samtale med Rolf. 

"Australien?", sagde Rolf, "det var et sindssygt påfund".

"Lars og Celia og dig må holde sammen, før Lars udvikler sig til psykopat".

"En måned? 30 dage? Så ryger jeg på røven".

"Vi må tale med HP, det er et held vi har Sivertsen".

"Vi var heldige, vi blev kun, hm, sårede".

"Ja, men det er dit ansvar".

"Mit ansvar? Andreas, vær nu lidt menneskelig".

"Lotte og Sivertsen ryster som espeløv, og Celia er deprimeret".

"Tror du Sivertsen, jeg mener Poul, sladrer til HP?".

"Nej, bestemt nej. Men rejsen bestemmes af, at du gifter dig med Celia. Er vi enige om det?".

"Det er vanvittigt".

"Jeg henter en kæp, og tæver dig til du siger ja".

"Jeg kan da ikke gøre for, at drengen går amok?", råbte Rolf bevæget.

"Lars har brug for en mor og en far".

"Andreas, det er ikke det, jeg er bange for Celia".

"Hvad er du?".

"Hun er for voldsom, suggestiv, lidenskabelig". 

"Dét burde skærpe dine liderlige interesser".

"Ja ja, jeg gør det, jeg gør det", klagede Rolf.

"Rolf, du har været en dum egoist, jeg forstår dig ikke", svarede Andreas.

-

Vibeke ringede til sin onkel, regimentslægen: 

"Sig mig, undskyld sødeste onkel, jeg er lidt nervøs, hvordan behandler man et kødsår efter vådeskud? Sårfeber, kan det være farligt?".

"Jo, lille Vips, brug penicillin".

Lotte og Lars gik en lang travetur; det var Andreas idé.

"Vi kommer hjem til frokost", sagde Lotte.

"Uanset hvornår I kommer, venter vi med at spise", sagde Andreas, "få talt ud med Lars, ellers undertrykker han sig selv og går i panik, måske med en historie til Rolf og Elise, så er fanden løs, og det går ud over dig og Sivertsen".

Lotte sagde: 

"Lars, hør nu her, det er selvfølgelig en underlig historie, at en voksen pige forelsker sig i en dreng, men Lars, kan du tilgive mig? Jeg siger højtideligt undskyld. Men så er der det, Lars, at du faktisk er stor nok til at forføre piger- ne, og det gjorde du med mig. Og så er altså det, at jeg er meget ældre end dig, Lars, og så er det forbudt".

"Kommer vi to så i fængsel?".

"Nej, så galt går det vel ikke, det rammer køkkenpigen på børnehjemmet".

Lars blev blussende rød i kinderne.

"Lars, er der noget galt? Du skal sige det til mig, jeg er din veninde, er jeg ikke?".

"Jeg stjal hundrede kroner fra hende".

Lars fortalte om flugten fra børnehjemmet og rejsen til morfar og mormor.

"Jamen, alt gud forbarme sig, du er jo et rigtigt mandfolk".

Hun gav ham et lille kys på kinden, satte sig i sandet, og sagde: "Lars, jeg synes, at når vi kommer hjem, siger du undskyld for skyderiet".

Frokostbordet stod dækket. 

Celia så herrens ud, med hæfteplaster på kinden, og hånden i bandage bun- det op på brystet, nervøst smilende og i godt humør.

Rolf haltede, som havde han brækket benet, jamrede højlydt; han havde skændtes med Vibeke om jod eller ikke jod på et lille sår.

Sivertsen nød situationen; han lå på en liggestol med nøgen overkrop under en parasol, med stor forbinding om venstre arm, og ved den mindste lyd fra hans læber lød det omgående fra enten Vibeke, Celia, Rolf eller Andreas:

"Et lille glas saftevand til Poul. En cigaret til Poul, nej, han ryger pibe. En pude til Pouls hoved, hvor har vi en pude. Jamen Sivertsen, øh, lille Poul, pas dog på din arm, nu skal jeg hjælpe dig med at tisse, altså, de dumme gylpe".

Lotte serverede kaffen, satte sig ved siden af Lars, puffede til ham:

"Lars har noget at fortælle jer. Kom så, Lars".

Lars rejste sig, rød i kinderne, glippede med øjnene, lukkede dem, det så ud som han havde ansigtskrampe, krøllede servietten mellem hænderne, spilede øjnene op, trak vejret dybt og råbte:

"Lotte og mig. Nej, mig og Lotte. Nej. Jeg vil gerne sige undskyld for skyderi- et i går. Undskyld, alle sammen".

Et øjeblik var alle tavse. Lars ventede et ragnarok. Men de sad alle tavse. 

Han løb over i vognporten; havde glemt en æske patroner; kom tilbage med æsken, gav den til Andreas og sagde: 

"Du må hellere lægge den ind i hemsen", løb han hen til Rolf og gav ham et stort kys på kinden, så et til Andreas, Celia, Vibeke, Lotte og Sivertsen, og stormede ud i klitterne, med skingrende stemme sang han et vers af husets forargeligste slagsang, når alle var i godt humør: 

"Nu vil jeg synge visens, det aller sidste vers, ja det aller sidste vers, ja det aller sidste vers. Det handler om svensker, hvis fisse sad på tværs, singolia, singolia, hvis fisse sad på tværs".

Celia smilede til Rolf, hun så, at han havde tårer i øjnene.

"Har du lært ham den sang?", sagde Vibeke, så forarget på Andreas.

Andreas tog Lottes hånd: "Det klarede du fint, bravo, du, Celias søsterlil".

Lotte rødmede, følte sig hjælpeløs, kunne Vibeke se på hende, at hun var, og altid ville være forelsket i Andreas, og altid ville være ubetydelig for ham.

"Lotte er træt af vandreturen", sagde Vibeke, "men alle børn burde være så robuste som Lars".

Sivertsen krammede et lommetørklæde: 

"Den dreng er en velsignelse", snøftede han.

--
En død turist

Rasmus landbetjent knappede uniformsjakken, gik ind på terrassen: 

"Goddaw, kan I sige mig noget om skyderiet ", sagde han venligt.

"Jeg var på jagt efter en ræv og blev for ivrig", sagde Rolf.

"Jeg var med og havde besvær med en gammel riffel", sagde Andreas.

"Sig mig, var der ildkamp mellem jer og nogle smuglere?".

"Nej, bestemt nej", svarede Sivertsen værdigt fra liggestolen.

"I har fået baldret mange ruder?".

"Det stormede fredag nat, vores vinduer sprang op", smilede Celia.

"Rasmus, hvorfor taler du om ildkamp?", sagde Lotte; hun rakte landbetjen- ten en kølig snaps.

"Ih, mange tak", han drak snapsen: 

"Joh, der var skyderi ved savværket i går eftermiddag, og Andersen mente det var ildkamp mellem krybskytter og smuglere".

"Skovfogeden har en livlig fantasi", sagde Sivertsen.

"Nåh, det ved jeg nu ikke, vi fandt da en død turist oppe i skoven".

"Død?", sagde Andreas.

"Sid ned og få en kop kaffe og lille dram", sagde Rolf.

Rasmus satte sig ved siden af Rolf, skvulpede en stor snaps ned i sin kop, hældte varm kaffe oveni, tømte slubrende koppen: 

"Tak for kaffe, jeres skyderi fandt altså sted samtidig?".

"Vinden bar fra nord", sagde Lotte.

"Jeg var i færd med at vaske op", sagde Celia.

"Ved du noget om turisten?", sagde Rolf.

"En enlig turist uden familie?", sagde Andreas.

"Næh, han skal være en flygtet forbryder fra Hamborg. Nå, pligten kalder, farvel".

Rasmus landbetjent kom tilbage, bærende på sin taske.

"Har vi mere snaps?".

"Kun en enkelt i kælderen".

"Hvem laver kaffe?".

"Drik ham nu ikke fuld".

"Vor herre bevares", mumlede Sivertsen.

"Jo, det var jo det, om I måske kan genkende den tyske turist?".

Rasmus knappede uniformsjakken op, hængte den bag Sivertsens liggestol, åbnede mappen, skubbede til servicet, bredte fotos ud på bordet: 

"Har I set den kanalje før, måske damerne skal se den anden vej".

"En masse blod".

"Uhnej, se".

"Nej, ham kender vi ikke".

"Jo, ham kender jeg".

"Rasmus, den mand er ikke tysker".

"Er han ikke tysker, så er han en fremmedarbejder fra Hamborg, det er det jeg mener".

"Da jeg så ham sidst, var han israeler, vi var på samme vogndæk på Store- bæltsfærgen, han var, så vidt jeg bemærkede, helt alene og kørte i en næsten ny BMW".

"Andreas mener, palæstinenser", sagde Rolf.

"Tja, måske ligner han en tyrker eller en græker, var han alene?".

"Ja", sagde Andreas.

"Rasmus, du skal finde en tysk indregistreret BMW", sagde Rolf.

"Næ, ikke mig, næ, dem inde i købstaden".

"Drik en snaps til, Rasmus", smilede Lotte.

"Ihtakda, det er da for galt sådan som jeg forstyrrer", lo Rasmus.

-

Vibeke og Andreas var hos HP for at sygemelde Sivertsen. Sivertsen troede ikke på Andreas diplomatiske evner. Vibeke påtog sig skylden. Andreas var målløs, Vibeke havde ikke sagt ét ord til ham forinden, nu kunne han ikke protestere. 

HP burde være galsindet, men så og hørte beundrende på Vibekes tale:

"Jo, hr. chefredaktør, der skete det, at et par drenge fandt en automatriffel og nogle patroner og skød til måls efter fugle. Så jeg konfiskerede riflen. Men da jeg sad ved morgenbordet sammen med de andre, hentede jeg riflen, og i et anfald af letsindighed holdt jeg fast på aftrækkeren, med det kedelige resul- tat, at jeg ramte Poul Sivertsen og Rolf og dennes tilkommende hustru, Celia. Dog ikke alvorligt, men nok til, at Rolf og Sivertsen må sygemeldes".

"Aha, tredobbelt drabsforsøg, en lille morderske", sagde HP.

"Nåh, så galt gik det ikke".

"Så skal De erstatte Sivertsen, formoder jeg?".

"Jeg, hvorfor mig?", svarede Andreas forbavset.

"Dem? Næ, Andreas, nej, så afgjort frøken Vibeke".

"Jamen, godeste HP. Sivertsen skal hverken til Nordpolen eller Australien, han er frisk om fjorten dage".

HP tordnede: 

"Jeg taler ikke om Australien, det kunne lige passe at Sivertsen rejste til Australien under sin sygdom, hvabehar? Næ, hans arbejde hober sig op, gør det, og jeg kan ikke undvære en dygtig sekretær. Altså, Andreas, gør klar til et nyt folketingsvalg, og frøken Vibeke, De begynder i morgen hos mig".

--
Spejlbilleder 

Det var dagens HP-kursus om folketingsvalg, til ærgrelse for Andreas; han ville ikke lade sig dupere, og sagde: 

"Vi opnår bedre resultater for dansk politik, såvel som for bladets oplagstal, hvis vi sætter os ned og spår i kaffegrums, en glimrende metode".

"Tak, så er det godt, De´ der".

"Jeg sagde, frem for at lade os trække ved næsen af reklamebureauers til- svining af folketingets bedste mænd og kvinder, og tro på et stigende oplags- tal ved at kræve nyt nyvalg til folketinget". Men Andreas talte for døve øren. 

HP´s folketingsvalgvanvid opmuntredes af daglige besøg af partirepræsen- tanter, som sagde: "Jeg skal kort orientere chefredaktøren om mit partis hold- ning til" skandale, påhit, rævekage, som et af de andre partier netop havde sat i scene på Christiansborg.

Det politiske stof, den chikanerende nedrakning af al lovgivning, havde højeste prioritet for al bladdrift. Det var ikke journalistik, men en brovtende, negativ, ondskabsfuld, subjektiv miskmask-journalisme. 

Læserne blev bedraget, vælgerne forvirrede; kunne ikke forstå årsagen til et forligs sammenbrud, der udløste et nyt nyvalg til folketinget. Den sunde fornuft pantsat til pseudopolitik, uden de facto politiske realiteter, formuleret som "kravet fra den offentlige mening".-

Alle redaktører havde patent på sandheden: "Vi kræver nyvalg", uanset de drev bladdrift i hovedstaden, Kaninavlertidende, eller et organ for et parti. 

Småting blev forandret til katastrofer, serveret i samme åndedrag som alvor- lige problemer. Alle borgere klagede, de kunne ikke forstå en sags politiske indhold, når den var indvævet i medienonsens. -

Det var ytringsfrihed, når den var værst. 

Kirkegængerne troede på bibelen, skolebørn på historiebøgernes fordrejede palaver, nævninge på retslærde, og avislæserne på avisernes indhold, autori- seret af statsministeren, som alle vidste var den levende presses minister.

"Gudfader", sukkede Andreas.

-

-

                                                              guld18                              

-

-

-

-