Det var tredie gang det år. Indbrud i Domus Lausius.

Beboerne holdt konference:

"De har hugget vores røjsere", sagde tvillingerne.

"Dem fandt jeg under jeres senge", sagde Celia.

"Far, du lovede os træningsstøvler", sagde Lars.

"Nixen", sagde Rolf.

"Min tyv ødelagde min dukkevogn", sagde Bella.

"Og I to store børn klæber som babyer til de voksne", sagde Elise.

"Så, unger, jeg har repareret jeres cykler", sagde Andreas. 

Tvillingerne fløj ham om halsen, løb over til vognporten med garager, værk- sted, redskabsrum, pulterrum.

-

Lotte sagde: "Andreas, du forkæler de unger, de skal selv reparere cyklerne. Rolf, hvem ringede?".

"Det var Erling og Vibeke. De forbandede indbrud, det er det samme hos dem".

"Kommer de?", sagde Elise.

Andreas så ud over stranden gennem en kikkert, og sagde:

"De kommer nu, damerne bedes ifører sig noget tøj, ikke for min skyld, piger er kønnest nøgne".

Lotte og Celia så på hinanden. Erling Heimdal havde ikke sagt ét ord om, at de kendte ham, og han dem. Ville Erling holde mund vedrørende Celias even- tyr? Hvad havde han sagt til Vibeke?

Elise og Vibeke var faldet hinanden om halsen af gensynsglæde og gjort grin med den tabte ungdom på husholdningsskolen ved Svendborg.

"Der er sket noget, deres ansigter er så alvorlige", sagde Andreas.

"Andreas, læg nu den kikkert", sagde Lotte.

Celia pegede ned mod stranden, Rolf og Andreas strakte hals, et par store schæferhunde snusede til Tronstolen på Odettes Høj.

"Se, Vibekes flotte hunde, nu går tvillingerne amok", sagde Celia.

-

Erling kom med en flaske whisky, Vibeke med akvarelfarver til Bella og Lars.

Erling var nervøs, hviskede: "Der er noget alvorligt vi må tale om, I må hjælpe os".

"Lars og Bella er kørt til en legekammerat hos en skovarbejder i plantagen, de kommer ikke", sagde Rolf.

"Vi får uvejr med torden", sagde Andreas; han tabte kikkerten.

En tågebanke gled fra havet ind over kysten, fra nordvest kom et natmørkt, lavthængende skylag væltende i kolbøtter, ramlede sammen i tordenbrag, knit-rende lyn efter lyn slog ned i plantagen, flækkede mange træer, regnen plas-kede ned.

De sad foran pejsen, Kirketårnspejsen, en hval på højkant, himmelstræbende høj. 

De to schæferhunde sad som tavse, stenmejslede ægyptiske statuer, så på Celia og Lotte med vagtsomme øjne, pigerne sad stive af skræk, men efter få minutter følte de en behagelig varme og tryghed, når de lyttede til hundenes rolige åndedrag.

En time senere gik Elise ud for at se efter tvillingerne.

-

Vibeke fortalte, at de havde haft ubudne gæster i slægtsbureauet. Der var ikke fjernet noget særligt, men de dirkefri kartoteksskabe havde været åbnet, mange kort og papirer var rodet igennem, og Erlings computere havde været i gang i to timer, nogle af programmerne var kopieret, stjålet, men heldigvis ikke slettet fra harddisken.

Erling fortalte om de mange indbrud i søstrene Hardalls villaer, med bore- huller i vægge, skævt hængende malerier, sjusket gennemrodning af de ældre damers papirer.

Elise sagde ophidset: "Det er det samme hos os, vores indbrud".

Andreas hostede, tabte kikkerten, væltede stolen.

Rolf råbte: "Fortsæt endelig, Erling, det lyder fantastisk".

Elise sad betuttet. Lotte tørrede Andreas ansigt:

"Så voldsomt du hoster", sagde hun.   

Erling sagde: "Vi lukkede bureauet midlertidigt. Vi havde fået den idé, at der et sted bag panelerne måtte være et hulrum, som måske gemte et eller andet, der gav forklaring på mange ting. Vi købte værktøj og kom til en skillevæg, som viste sig at være en blændet dør ind til et kammer, og i kammeret, som jeg havde glemt, fandt vi, hvad selvfølgelig måtte findes. Min hr. fader Eric Heimdals kopiarkiv".

"Jamen gud", hviskede Celia.

"Ti nu stille", hviskede Elise.

"Vent, jeg skal tisse", sagde Lotte.

Erling lod som om han ikke hørtes Vibekes hvisken: "Erling?".

Rolf skænkede whisky. Andreas så uinteresseret op i loftet.

Erling drak en slurk vand, og sagde:

"Nå, der har vi Lotte. Jeg måtte som dreng ikke sætte mine ben i bureauet, det er ingen legeplads, sagde min far, og når mine forældre talte om kopiar- kivet forstod jeg ikke et ord. En dag løb jeg ind til min mor og sagde: Far er en dum kopiarkiv, og min mor løftede mig op og sagde indtrængende til mig: 'Det ord må du aldrig sige'. Altså glemte jeg alt om kopiarkivet".

Rolf lo: "Fortsæt, det lyder afsindigt".

"Nu taler kriminalkommissærens søn", sagde Celia.

"Celia, kan du ikke holde mund", hviskede Lotte.

"Lars og Bella må ikke cykle i regnvejr, det har jeg sagt, jeg er nervøs, jeg går ud og ser efter dem", sagde Elise.

"Nåh, lidt regnvand skader ikke", sagde Vibeke.

"Jeg tør vædde på, at det her drejer sig om Laus, min ærede adoptivfar", sagde Andreas.

Erling så på Andreas: "Hvor ved du det fra? Nå, altså, kopiarkivet er et arkiv med lange smalle papkasser med låg, typisk min ærede faders metode, han samlede duplikater af vigtige oplysninger fra hovedarkivet, såvel fra det gamle arkiv, der blev beslaglagt før krigen, samt det senere arkiv, og et særligt arkiv med slægtsvidenskabelige oplysninger.

Problemet er, hvorfor vi i duplikaterne også fandt samtlige navne på denne kreds, I ved, Laus Jansen, Ove Skov, Viggo Hardall, Henrik von Listerius, Odet- te Bache-Grün, Coralie Clausen, Hugh Hayden, Victor Bache Grün, alle med tilføjelsen, se DSG. Men hvad er DSG, der er intet DSG i arkivet. Med andre ord. Når der render spøgelser rundt i Skoggeslund Plantage og forøver klun-tede indbrud i Domus Lausius og i Tanggården, og i bureauet, og hos damerne Hardall, ja, så tyder alt på, at der er en forbindelse. Men hvilken forbindelse?".

Rolf og Andreas råbte: "Det er da indlysende".

"Du, først", sagde Rolf.

"Nej, jeg ved ikke noget, jeg fik bare en idé", sagde Andreas.

"Erlings far, Eric Heimdal fortsatte arbejdet for sine franske venner", sagde Rolf.

"Selvfølgelig, men det er sært, at det, eller de, infiltrerer de medvirkendes døtre og sønner og børnebørn. Hvad er dén mening?", svarede Erling.

"Jeg sagt det hele tiden. Det var min store angst", hviskede Lotte.

-

Celia hørte hende, kyssede Lotte på kinden, hviskede: 

"Lotte, vi må sige til dem, om Faster Louise og Loebe og Ulla og Jacob Han- sen og Smadsen og Fimsen og Pimpsen og Fipkjær og Lokumsen og Galop- Ole og Rørlæggeren. Altså, Lotte, det er måske dem der laver indbrud?".

"Celia, så ti dog stille, de er døde", hviskede Lotte.

"Eja, fyrre tyve kilo guld til vores venner i Domus Lausius fra Hugh og Cora- lie", sagde Andreas.

"Det er opgøret om den store guldtransport", sagde Rolf.

"Fanden heller, hvis det er dem, som laver indbrud", sagde Erling.

"Det er ikke min far, general Rasmussen, han er død", sagde Vibeke.

-

Elise kom løbende: "Rolf", råbte hun, "Rolf, jeg er bange, vi må gøre noget, tvillingerne er væk, de er ikke sammen med de andre børn, de har ikke været der, skovarbejderen ser fjernsyn, hvor tror du de er, jeg fandt deres cykler ved savværket og kaldte på dem. Rolf, du må gøre noget".

"De kommer, det er fornuftige børn", sagde Rolf.

Andreas: "Plantagen er stor, temmelig stor, de skulle være her, de forlader ikke deres cykler".

"Andreas, bliv nu ikke hysterisk", sagde Celia.

"Hvorfor ser vi ikke efter ungerne, det er vores pligt", råbte Andreas.

"Vi må lede efter dem, der sker så meget underligt", sagde Rolf.

Rolf bad Elise blive hjemme, høre efter telefonen. Erling og Vibeke stod parat med deres trænede hunde. Celia og Lotte fandt de nye batterilygter. 

Elise havde sagt: "Værktøj og lygter, overflødige indkøb af den slags fører os direkte til fattiggården".

-

Bag det gamle savværks motorrum lå tvillingernes cykler skjult under en dynge rustne maskindele. Bella og Lars var forsvundet. Dagene gik. Politiets eftersøgninger gav intet resultat.

Elise forlod huset, flygtede hjem til sine forældre ved Vordingborg. Elise følte, at hun havde svigtet, burde have gennemsøgt savværket, opskærings- hallen, tørreladerne, maskinhuset, søgt mellem virvaret af træstammer og endeløse stabler med brædder, alt sammen skummelt, vådt og råddent, fordi savværket var nedlagt; på det tidspunkt vidste hun, at cyklerne lå væltede foran indkørslen til opskæringshallen, nogen havde senere skjult dem et helt andet sted, og politiet havde meget svært ved at tro, hvad hun fortalte, at Bella og Lars altid passede på deres cykler.

Celia havde et opgør med Rolf; han kom ind i hendes værelse, sagde han ville giftes med hende, det var uudholdeligt at fortsætte et mislykket ægte- skab med Elise. Celia knuste et håndspejl i ansigtet på ham, skubbede til ham, råbte hidsigt, markerede ordene med lussinger i hans ansigt:

"Pjalt, luskefis, skrub ad helvede til, hvorfor forsvarer du dig ikke, nej for du er en pjalt, en sjover, en skiderik, en liderlig møgbuk, tænk dog på din kone, tænk dog på Elise, tænk dog på børnene. Du elsker mig ikke, du er bare lider- lig, du, møgbuk".

-

Rolf og Andreas talte om ægteskabspligter og pengevrøvl.

Formuen i aktieporteføljen blev mindre og mindre. Andreas sagde: 

"Det tror jeg. Vi er elendige spekulanter, smider gode penge efter dårlige, guldgaven fra Coralie og Hugh Hayden genopretter ikke det indgåede guld fra din hr. Fedelsberg, sikke en ballade".

"Celia hader mig".

"Nej, hun gør ej, men du skal holde fingrene langt væk fra hende".

"Jeg har næsten ikke rørt hende".

"Hvad gør ved Hugh Haydens guld? Det er livsfarligt".

"Lotte og Celia holder mund, og Elise ved intet, og det kommer ikke ud af huset, dét siger sig selv", løj Rolf. Rolf havde fortiet sit salg af guldgaven fra Coralie og Hugh Hayden.

"Pas på, Rolf, vi har pligt til at underrette politiet, sagen er dødsens farlig, hm, tja, jeg ved snart ikke, vi har meget begrænsede indtægter".

"Jeg ved det, men hvor er tvillingerne, den uvished gør mig nervøs".

"Et eller andet er under opsejling, noget konkret ved jeg ikke. Men jeg kan se en struktur af spinkle tråde. Hvad siger du til en tur til København, besøge Vibeke og Erling?".

"Andreas, jeg er villig til alt. Jeg troede du ville sige, at ungerne måske lå begravede et sted i plantagen, man hører så meget om overfald på børn".

"Sludder, selvfølgelig dukker de op. De kommer hjem. Det skal de".

-

Rolf vaskede, støvsugede og polerede vognen. Da han var færdig, satte han sig på trinbrædtet, og græd. Fra køkkenvinduet så de ham hulke, tale højt med sig selv, pakke vognen med tilfældigt ragelse. 

"Der findes ingen vorherre. For hvis han, eller hun, fandtes ude på den yderste revle i verdenshavet, ville de høre mig. Næ, den går ikke, du har kun dig selv. Det behøver man ikke at læse sig til", råbte: "Kidnapning? Mine børn? Bella og Lars bortført og slået ihjel. Hvorfor?".

Andreas gik ud til Rolf. 

"Her, Rolf, drik det, sammen med et par nervepiller".

Rolf faldt i søvn, de bar ham ind i bilen.

Andreas bad Celia og Lotte være forsigtige, ikke lukke fremmede ind, ikke give oplysninger til nogen i telefonen, ikke færdes ude alene, kyssede Celia og Lotte farvel, lovede at ringe til dem hver morgen og aften, satte sig ind i vognen, startede, og kørte mod København.

-

Samme aften  ringede telefonen. Celia løb glad hen og løftede røret, sagde:

"Hallo, det er Celia, dav Andreas, hvordan har Rolf det?".

Celia blev lammet. En kvindestemme sagde: 

"Deres børn har det godt, men vi frigiver dem kun imod udlevering af de tre tons guld, der er i jeres besiddelse. Jeg ringer til jer om otte dage, samme tid, farvel".

"Hvem taler jeg med, hvor er tvillingerne, hvor er Bella og Lars, hvem taler jeg med?", råbte Celia.

Ingen svarede, kun telefonens dyt, dyt, dyt.

"Lotte, kom, det er forbryderne. Lotte, hvor er du? Vi skal skaffe tre tons guld for at få Bella og Lars tilbage. Lotte, kom nu, hjælp mig. Lotte, kom, hvor er er du?".

-
Politimesterens søn

Tankerne plagede Helge Skov hver morgen under morgenbarberingen.- 

mine forældre tvang deres vilje igennem, valgte min livsstilling, bankassi- stent, bankkasserer, bankbestyrer

når far synes det, skal du gøre som han siger

jeg beundrede min far, politimester Ove Skov i gallauniform, men jeg måtte ikke blive politimand, jeg blev en velopdragen elev i banken 

faders og moders øjesten var Pernille; hun fik eksamen som psykolog, frem- tiden tegnede godt, men søster Pernille sprang ud fra Rundetårn,  eller hvad det nu var, smask

Du skal leve på solsiden, min dreng

den ærede politimester var naiv, han kunne ikke forestille sig, hvor nemt tilgængeligt, hvor ukontrolleret, hvor ligegyldigt værdierne administreres af myndigheder og banker og investorer i dette latterlige land, hvor kun apatisk småborgerlighed har format, fordummer befolkningen, og favoriserer de ud-valgtes griskhed og frækhed

enken efter bankens imbicile revisor Nielsen kom en dag ind i banken og bad om en værdiboks, dengang var jeg eneste assistent i en udtørret filial, de sørgelige rester af Lokalbanken i en lille stationsby, et ligegyldigt hul

hun kom med obligationer og forsikringspolice og to store konvolutter; den ene med Mit Testamente, den anden Til Min Søn 

vi stod ved bankboksen, en rusten oldsag med skuffer

så kom filialbestyrer Otelia Madsen, et ugift monstrum; hun lod sin tarmluft gå i tide og utide, bidrog til kundeflugten fra banken; hun kom hen til os, slap en ny vind, den kælling havde ingen skamfølelse, og sagde

Har De hilst på assistenten, lille fru Nielsen, de unge mennesker er så dygti- ge, nå farvel, jeg skal til slagteren, medisterpølsen, De ved

ja, det så man på hendes laskede krop, til slagteren, ha, de bollede så ruder og vægge skjalv af ophidselse, og jeg passede banken i flere timer, hendes frokostpause, sagde kællingen

jeg instruerede enkefru Nielsen om værdiboksbetjeningen 

jeg åbnede boks 16, fru Nielsen skulle opbevare nøglen til nummer 16, hun sagde ja, smilede uforstående, og lagde obligationer og forsikringspolicen og Mit Testamente og Til Min Søn ind i boks 16, jeg viste hende hvordan man låste boksen og instruerede hende om at opbevare nøglen omhyggeligt

uden at fortælle hende, at jeg nær havde overrakt hende en af mig fabrike- ret duplikatnøgle til boks 16, jeg greb mig i det og gav hende originalnøglen til boks 16, fulgte hende til glasdøren ud til torvet, låste døren, kontrollerede tiden, Otilia gyngede i dynerne hos slagteren

jeg åbnede fru Nielsens boks, følte på Mit Testamente og Til Min Søn; min rutine sagde pengesedler, som ingen vidste noget om, sorte penge, skatte- snyderi

jeg dampede konvolutterne op, åhja, en net sum af et par hundrede tusinde kroner, stak dem i lommen, og fyldte konvolutterne med brunt karduspapir fra papirkurven; derpå klistrede jeg dem til og forseglede dem righoldigt med bankens mærkater

jeg gik fra banken til pensionatet, et fjols ville flotte sig med vin til maden; naturligvis var jeg nybegynder, men jeg var ikke amatør

stor forvirring da afdøde fru Nielsens tunghøre søn et halvt år senere kom med nøglen til boks 16, og kun fandt krøllet papir i Mit Testamente og Til Min Søn

sagfører Børgesen kom anstigende, og jeg, assistent Helge Skov forklarede detaljeret om overforsigtige enkefru Nielsen, som udtrykkeligt havde forlangt en stribe af bankens mærkater klistret på Mit Testamente og Til Min Søn

Hvor er pengene?, sagde Børgesen, skynd Dem, jeg skal i Herredsretten

Otilia lod en vind gå og svarede: Bankens penge ligger hvor de skal, hr. sagfører

Frederik Nielsens hørelse, mumlede Børgesen, og råbte til sin ledsager:

Frederik, din mors senilitet er en kedelig affære, hendes snak om spare- penge er fri fantasi, jeg afstår fra mit sædvanlige honorar, farvel, Frederik, jeg skal i Herredsretten

-

mit avancement til kasserer i en købstad fremskyndede mit ønske om ægte- skab; Tove var ekspeditrice i en blomsterforretning, en frodig pige, der føjede mig i alle ønsker, men vi måtte leve spartansk, hverken bil eller sommerhus

jeg brugte mine sparemidler på mig selv, til korte rejser, det vedkom ingen, min lyst til disse rejser blev mere påtrængende, og kostede flere penge

den syttenårige Uhthi fra Siam installerede jeg i en landsby nær Brockdorff, den italienske Flora var glad for et lille hus ved Gardasøen, den sorte skønhed Violetta i Bruxelles havde forretningstalent, men kostede dyrt, hun snød mig

nå ja, har man penge betaler man en snigmorder, sådan er livet

mit eget afkom satte brand i Toves sjæl, hun ville have hus med opvaske- maskine og alt muligt, ikke fordi Tove var arbejdssky, mit afkom satte fluer i Tove

et af de nybyggede rækkehuse tiltalte mig, det må jeg sige, jeg købte com- puter og en scanner og farveprinter, en genvej til litografisk udstyr, det lå helt uden for Toves fatteevne, at jeg, hendes afgud, bedrev kriminalitet, faktisk et udmærket falskmønteri

jeg mødte i banken som sædvanlig, ville kun udlevere to sedler per dag, men udfordringen fristede mig, den næste dag tre sedler, det gik, og jeg husker hvordan tallet én million, 1.000.000 et øjeblik flimrede for mine øjne

jeg blev filialdirektør og skæbnen ville, at jeg traf min hr. fader, Ove Skovs elskerinde, som han dyrkede hele sit liv 

hun holdt på ham, gav ham uægte afkom: Per Asger Andersen Skov

-

Goddag Helge, det er mig, Per Asger

Ja, nu ser jeg det, det er længe siden, goddag Per

Jeg har et lille problem. Kan du garanterer mig et bankdepot af visse vær- dier?

Hvilke værdier? Det kommer ikke mig ved, men du ser så alvorlig ud, haha, mellem brødre, haha

Per Asger tømte en lille høkerpose ud på bordet, noget ualmindeligt guld, en mønt, broche, ring, armbånd, halskæde, guldtænder.

Du sagde en prøve, hvad skal det sige?

Det vedkommer ikke dig

Bevares

Du får ét kilo i provision

Jeg, hvorfor det?

Du skal holde munden lukket

Er det hæleri?

Det kan måske blive livsfarligt, hvis du véd for meget

Livsfarligt?

Nå ja, lidt stærkt sagt

-

den dag deponerede Per Asger fem lærredsposer, i alt femti kilo 

en måned senere ringede han og bad mig hente yderlige femten lærreds- poser; et hundrede femti guldbarrer af ét kilo per styk

vi mødtes ved parkeringspladsen foran Esrom Kloster; to måneder senere deponerede Per Asger seks lærredsposer, sekti kilo, og fjorten dage efter slæbte vi, hihi, halvbrødre, i fællesskab på en og fyrre lærredsposer, fire hundrede og ti kilo, som vi hentede på loftet over Fjenneslev Kirke ved Sorø

det var ikke nemt at skaffe plads i boksen; en samlet udlejning af femtito depoter til samme lejer var utænkelig 

det blev af midlertidig karakter, såmænd ved at undlade registrering

mine udlandsaktiviteter krævede kontante omkostninger; jeg tænkte på guldet, fjernede ét hundrede gram, to hundrede gram 

og derefter tre hundrede, fire hundrede, fem hundrede gram, fra det mig betroede depot i boksen; jeg solgte det til en køber i en baggård, der ikke spurgte for meget, han tjente penge på pornofilm

-

men guldpriserne gik amok, fra fem tusinde, ti tusinde, halvtreds tusinde, til ét hundrede tusinde kroner per kilo; og prisen på råolie fulgte med, op

til gengæld faldt prisen på aktier og obligationer, handel med jord og fast ejendom gik i stå, ejendomspriserne faldt 

masser af mennesker stod uden arbejde, flokke af arbejdsløse, husvilde, forarmede, blev et hverdagsbillede 

er det noget at sige til, at griske spekulanter gik amok

-

fastelavns søndag fri, mandag overskyet, en iskold dag 

Per Asger kom ind i banken kort før lukketid; han svedte, var nervøs, og en lille sorthåret kvinde, som pegede på Per Asger med noget der bulede ved hendes frakkelomme

Du må kører med ind til byen, sagde Per.

vi kørte ind til baggården hos pornofilmmanden; han lå død på gulvet, skudt i panden, der sad tre mænd

danskeren, en mand med jysk dialekt, sagde, at jeg skulle skaffe depotrum i banken til tredive tons diverse guldvarer

Undskyld?, sagde jeg

Så glemmer vi at De har stjålet af lageret

de to andre mænd hviskede til jyden; den ene talte fransk, gebrokkent tysk, en valoner fra Belgien; den anden var sydtysker 

jydens tysk var ubehjælpsomt, fik hjælp af Per Asger, gamle venner

Treti tusinde kilogram guld, sagde jeg.

Ja, det skal i depot, nu, sagde jyden.

Drikker De kaffe?, sagde kvinden.

Er det guld i barrer, eller?, sagde jeg.

Det er den slags du kender, sagde Per.

tredive tons guld til de nuværende priser er tre milliarder kroner, tænkte jeg

kvinden pegede på den døde pornofilmmand: Har I hans nøgler?

Vi kører nu, sagde jyden, og Helge, du ringer hjem til din kone og siger for- retningsrejse

-

vi kørte i mange timer. Sjælland, Fyn, Jylland til Ringkøbing, kørte nordpå til Hee, og mod vest til vistnok Stadil Fjord 

ude i fjorden skimtede jeg et omrids af en ø, og jeg slæbte og kørte med trillebør, de tvang mig til at køre trillebøren 

et faldefærdigt hus, øens eneste, havde været depot, hvorfor skulle det flyttes; ved daggry lå ænder, måger og gæs og så på os fremmede

jeg var udmattet; jyden puffede til mig: Fortsæt

jeg genkendte ham 

det var en kartoffelhandler, som i tv talte om markedspriser på kartofler 

han havde arvet firmaet efter sin farfar 

jeg mener at huske, at speakeren tilføjede noget om farfaderen, en kartof- felhandler, en guldsmugler, som blev likvideret under krigen

guldet, samtlige tredive tons, blev fragtet på en pram, fra øen over til en stor trailer inde på bredden, det var besværligt

-

på hjemturen henvendte jeg mig på fransk til valoneren, på tysk til bayeren, engelsk til Per, og jeg sagde, at jeg muligvis kunne indrette et arrangement i bokshvælvingen, men hvordan skal jeg ansætte håndværkere og indhente tilladelse fra bankens hovedsæde? Vi må opbevare guldet i min tyverisikrede kælder, sagde jeg

Per Asger og de to andre overtalte kartoffeljyden

-

så lå guldet stablet op i dynger i min egen kælder; jeg havde bedt Tove sygemelde mig, jeg ringede til hende og bad hende anrette et koldt bord og forlade huset, jeg kom hjem med gæster, Tove lystrede, naturligvis

og jeg skrev dagbog 

det er nødvendigt at hjælpe politiet, når det virkelig går galt, jeg kunne for- udse det, deri lå en del af mine evner, mit liv var absurd

et udklip fra en avis, sendt til banken 

fuldmægtig Inger Petersen kom ind til mig, lagde udklippet fra avisens for- side på mit bord: Bilhandler myrdet, hotel i Roskilde, fire mænd skændtes, tre af mændene nedskød den fjerde, autoforhandler Per Asger Andersen Skov

dagen efter ringede Tove 

jeg lagde røret på, da jeg hørte det var hende, at ringe til banken havde jeg forbudt hende, men hun nåede at skrige 'så ringer jeg til politiet'

Tove har det månedlige, tænkte jeg

-
Bilag til rapport

Tre mænd skød mod bankbestyrer Helge Skovs søn, sårede ham i benet, tvang hustruen Tove ned i kælderen. De pryglede hende til at fortælle hvor guldet, guldet for satan, var gemt. Hun råbte hysterisk: 

"Det ved jeg ikke. Min mand har aldrig fortalt mig om noget guld. Jeg har kun en lille halskæde". Da hun havde sagt det, fik hun en lussing. 

De smadrede kælderen og fandt guldbeholdningen, som de læssede på en lastbil.

To dage senere drejede bankbestyrer Helge Skov ind på parkeringspladsen foran bankens bagindgang, åbnede vogndøren. En bil bremsede, to mænd steg ud, pegede på ham med pistoler. "Du kommer med os". 

Helge Skov fulgte godvilligt med. I et vejkryds skiftedes til en større bil, han fik ordre til lægge sig på gulvet. Vognen standsede ved et vandfyldt mosehul. Helge Skov beordres ud af vognen.

Bag ham sagde en kultiveret stemme: 

"De har gjort et lille nummer med os, hr. Skov, men det går ikke. De skal ikke vende Dem om. Hvad har De at fortælle mig?".

"Jeg ved det ikke. Er jeg gidsel? Er det pengeafpresning mod banken?".

"De har flyttet guldbeholdningen, hører jeg. Har De? Er det sandt? Har De flyttet guldbeholdningen? Svar mig".

"Jeg ved det ikke, De må tro mig, jeg var ikke hjemme, jeg har ikke tilladt det".

"Hvad har De ikke tilladt, hr. Skov?".

"Hr. bortfører, hvem er De?".

"Du skal ikke være fræk".

"Jamen, hvad jeg skal sige? Jeg kan hverken sige ja eller nej. Det blev ikke flyttet med min gode vilje. Jeg var ikke hjemme. Min søn blev skudt, han er såret, og min hustru blev pryglet. Guldbeholdningen tilhører Per Asger, De ved, ham der blev myrdet i Roskilde, han bor i Århus".

Helge Skov så en løftet hånd, han snurrede omkring, så en kraftig mand i karrygul overfrakke, med en lyserød gummimaske, et uhyggeligt ansigt.

det er kartoffeljyden, eller hans lillebroder, skuespilleren, hvad hedder han

"Nej, De må ikke slå mig". 

Helge Skov faldt ned i det vandfyldte mosehul.

-

Bankens personale var ikke i tvivl, filialdirektør Skov blev kidnappet; bank- elev Michael Mortensens forklaring var kort, men præcis:

Bilen med forbryderne var en rød Morris Marina, 1,3 liter, en gammel model med fire døre og hvidmalede fælge, manglede højre bageste blinklys.

Manden der parkerede Volvoen var rødblond, og rød næse af sprut. 

Den første mand der sprang ud af Marinaen med løftet pistol var mørkhåret med magert ansigt, iført lys frakke. Den anden mand, ham der havde kørt Marinaen, var halvfed og lasket, iført elegant habit, lilla skjorte, grønt slips, lysegrå spidsnæsede sko. 

Den mand, der blev siddende i Marinaen under overfaldet, sad iført en gul kameluldsfrakke med sort silkefor, solbriller, lysebrune skindhandsker.

Bankens sikkerhedschef tilkaldte låsesmede, alle bokse måtte brydes op.

Fuldmægtig Inger Petersen blev dårlig. 

Sikkerhedschefen smilede og sagde: "Hvad har De lavet, frøken Petersen? Boksene er ikke tomme, som De sagde, de er fyldt med en masse guld". 

Politiet lagde guldet på en vægt: Firehundredeti kilo.

Bankskandale og panik. Breve og artikler mangfoldiggjorde skandalen, ban- ken kom i stormvejr, kunderne skiftede bank, kurserne på bankens aktier dyk- kede katastrofalt.

Vekselerer Schamm var blandt dem, der blev ramt hårdt; han havde i stilhed gennem mange år købt bankens aktier, en fornuftig spekulation. Kun han selv vidste, at hans beholdning gjorde ham til bankens hovedaktionær. 

Schamm disponerede over journalist Rolf Anton Ernests aktiebeholdning. Schamm og Rolf kom i farezonen.

-
Sensationel avis

Chefredaktør HP rev dagens post ud af hænderne på gulvmåtten, redaktør Poul Sivertsen.

"De´ der, er det Dem der ødelagde min fødselsdag?".

"Nej, sandelig ikke, hr. chefredaktør".

"Festsangene var skrevet af bladets vittige hoveder, ikke? Og de kredsede om det samme tema, ikke sandt? Den Gamle Chefredacteur, hvabehar? Ved De hvad det er, Sivertsen? Det er et eksempel på bladets rædselsfulde jour- nalistiske standard, ikke sandt? Vi render i røven på lavkvaliteten, som over hele landet, ikke sandt, hr. Sivertsen? Hvabehar?".

"Det er muligt, hr. redaktør".

"Det er ikke 'muligt'. Jeg sagde, sådan er det, har jeg ikke ret, Sivertsen?".

"Jeg har et vigtigt brev til hr. redaktøren".

"Tak, Sivertsen. Gå så posten igennem én gang til og giv mig det vigtigste. Sørg for at debatsiderne fyldes med vrøvl. Giv sporten et par sider mere til de glade idioter, og skær ned i udlandsstoffet, men ikke for meget".

"Javel, hr. redaktør. Må jeg forstyrre chefredaktøren?".

"Sivertsen, nu igen, hvad vil De?".

"Der kom et ejendommeligt brev".

"Ejendommeligt? Fortæl mig når der ikke kommer tåbelige breve, tak, husk at lukke døren, jeg hader gennemtræk, husk det nu, Sivertsen".

"Ja, hr. redaktør".

Få minutter senere måtte HP åbne et vindue for ikke at blive kvalt; han sad indhyllet i cigarrøg.

aha, en verdenssensation, stof til mange forsider, en redegørelse fra, hvad står der, David, ham finder jeg, et anonymt brev, ja, til papirkurven, men ikke dette, dette er sandheden, nu først en cigar

--
Davids brev

"Til Dem, hr. chefredaktør. 

Abwehr og Gestapo planlagde Sydens Rose, visse tyskeres flugt til Sydame- rika, via Danmark, Sverige, Vatikanet, Portugal og Spanien. Som betalings- middel blev fremstillet falske amerikanske dollars. 

Men alle implicerede nægtede at modtage mistænkelige amerikanske pen-gesedler, hvorefter projektet blev opgivet som urealistisk.  

Et lyst hoved foreslog, at staten overtog museet i Linz/Steyrmark med Hitlers sarkofag. Kunsthandler Haberstock og Linz-projektets chef, professor Hans Posse, fremviste 1.200 kunstværker, heraf 17 Rembrandt, 20 Rubens, og talrige Botticelli, Tizian, Rafael og mange andre. 

I det besatte Holland havde Posse købt Rembrandt, Breugel og Rubens. I Wien, 1938, havde han købt Vermeer van Delfts Kunstnerværkstedet, for 1,4 mio mark, uagtet ejeren, grev Czernin, havde afvist Andrew Mellons bud på 6 mio dollars til National Gallery i Washington. Dertil kom bidragene fra storin- dustrien og godsejerne, og 12.000 kunstværker stjålet hist og her.

Få dage senere blev det lyse hoved, forslagsstilleren, halshugget for ulovlig tjenesteiver. Derefter blev det besluttet, at lade guld og ædle stene være betalingsmiddel for Sydens Rose. 

Det startede uheldigt. En bankfunktionær halshugget. Han havde efter ordre beslaglagt Berlins største bunker til befolkningens beskyttelse, omdannet den til lager for konfiskeret guld, men havde forsømt at omsmelte de mange tons mønter, halskæder, ringe, armbånd, brocher, vedhæng, dentale proteser, til let transportable guldbarrer.

Jødiske eksperter fra Antwerpen og Amsterdam fjernede og sorterede sma- ragder, rubiner, diamanter, safirer og brillanter fra den originale indfatning. Skrotguld og platin omstøbt til barrer. 

Derefter blev de jødiske arbejdere hængt.

Den sydafrikanske regering havde stillet en ekspert til Rigsbankens rådig- hed, men en kurer havde kun afleveret et lødighedsstempel fra Paimes & Sons & Oppenheims guldmine i Transwaal. Kureren blev hensat til eftertanke i en koncentrationslejr.

Folkedomstolens aflivning af guldlagerforvalteren havde til følge, at man havde glemt at spørge, hvor han opbevarede nøglerne til guldlagerbunkeren. Folkedomstolen lod et par af sine dommere aflive for tjenesteforsømmelse.

Sikringsbunkeren var uindtagelig. Man forsøgte at trænge gennem bunke- rens panserjern og beton, men forgæves. 

En soldat, der betjente en luftværnskanon oppe på taget i halvtreds meters højde fortalte, at nødudgangen på taget var indtagelig. Bum. Sikringsbunke- rens arkitekt henrettet for forsømmelser.

Eksplosionsdrøn fra guldbunkeren gjorde dyrene i Berlin Zoo nervøse, de måtte aflives. Kødet solgtes som bøffer, suppleret med fugle og slanger i sam- menrørt masse. En familie spiste isbjørnelever med trikiner, døde under stor pine. Zoo´s direktør afhentet af Gestapo, henrettet.

Gestapo og Abwehr hævdede begge paterniteten til flugtplanerne for stats- bærende personer. Gestapo påstod at ordren kom fra rigsføreren. 

Abwehr svarede sarkastisk, at rigsføreren næppe havde afslået den danske Elefantorden, for i dag at samle på misliebig souvenir. 

Parterne koordinerede flugtplanerne. Store mængde guld og ædelsten blev fordelt mellem Abwehr og Gestapo".

Redaktør HP fik ild på formiddagens syvende cigar, fortsatte med skælven- de hænder læsningen af Davids brev:

-

"Den del af guldet, der skulle fordeles i Skandinavien, blev transporteret til Dagmarhus i København. Ældre, sårede tyske soldater fordelte og sorterede guldeffekter og juvelstene, som blev lagt i lærredsposer påstemplet Inhalt 10 kilo, i danske lærredsposer, syet til formålet af tjenstivrige danske systuer.

Men de hidtil samarbejdsvillige danske embedsmænd, og de for den tyske krigslykke nærtstående politikere, nægtede at medvirke til flugtplanernes gennemførelse, afviste at modtage guld for deres ulejlighed. Gestapo afstod fra pression via tortur.

De danske embedsmænds og politikeres afvisende holdning var en gåde for Abwehr og Gestapo, indtil den embedsmand, af hvilken man kunne forvente samarbejde til udstedelsen af danske diplomatpas, til tyske borgere, som herefter var danske diplomater, faldt i afmagt. 

Den pågældende mistænkte Abwehr for at være bedragere, der ikke ville betale for ydelsen, og derfor sagde nej til at hjælpe. 

En officer åbnede en lærredspose, hældte indholdet ud på bordet; embeds- manden blev dårlig, sagde med svag stemme: "Det er tandguld, kommer alt det fra ligene?", hvorpå han gylpede opkast ud over officerens uniform.

Gestapo anklagede officeren for sabotage, fik ham henrettet, embedsman- den til kz-lejr. 

Guldposerne kaldt tilbage, effekterne blandet i hobe, og ædelstene lagt i kasser af solid böhmisk egetræ, hver med tre hundrede kilo".

Chefredaktør HP tændte formiddagens niende cigar:

-

"Der blev fordelt ét tusinde fem hundrede kilo guld til ex. fiskere, der i 1943 havde erklæret sig villige til en hurtig forretning og modtaget store summer af jødiske flygtninge til Sverige. Blandt dem befandt sig gestapofolk med kolde fødder på flugt.

En dansker og en russer i Stockholm drev et spil for våbenhvile på østfron- ten, men havde været bedragere og mordere; et mellemspil med en spansk diplomat, som var forduftet. Men hovedparten af guld og ædelsten var intakt på Dagmarhus til kort før kapitulationen.

En af de sidste aftener i april kørte tungt lastede tyske militærlastvogne fra København. Blandt guldet, som omfattede syvti tons, var mange hundrede kilo uvurderlige ædelsten. 

I en skovtykning på Kongevejen mellem Holte og Hørsholm overtog visse danskere konvojen fra det tyske mandskab. 

Men transporten forsvandt, så vidt vides overfaldet, nåede ikke frem til Hel- singør, og derfra videre til Sverige, som aftalt med Abwehr og Gestapo, samt danske modstandsfolk og diplomater. 

Hr. redaktør. Det var det jeg ville fortælle Dem. Jeg håber at fragtbrevet og navnelisten kan være Dem til nytte. Venlig hilsen, David".

Davids brev var vedlagt en aftale, dateret Ultimo April 1945, et fragtbrev og en navneliste med de implicerede, som havde underskrevet den højtidelige erklæring, udformet som kvittering og samarbejdsaftale, skrevet på dansk, tysk og engelsk.

Chefredaktør HP drak en dram, tændte formiddagens tiende cigar, og råbte: "Hej, De der, Sivertsen, få fat i Rolf Anton Ernest, ja Rolf Anton, men hurtigt".

-

Rolf og Andreas kom fra det heimdalske hjem, bureauet for slægtsforskning. Vibeke havde sagt: 

"Erling er ikke hjemme, og jeg ved ikke hvornår I kan træffe ham".

"Underligt? Vibeke spurgte ikke, om der var nyt om tvillingerne", sagde Rolf.

"Næ, det ligner ikke Vibeke".

Sivertsen, Rolf og Andreas mødtes i baren på Hotel d´Angleterre. Sivertsen foreslog, at Rolf fik genansættelse på bladet, men Rolf svarede:

"Kære Sivert, hils den gamle og sig, at det gider jeg ikke".

Så lagde Sivertsen sensationen Davids brev på bordet.

Rolf og Andreas læste, så på hinanden og nikkede; der var en forbindelse mellem Davids brev og kidnappernes krav om tre tons guld, som skulle skaffes til veje, hvis de ville gense de bortførte gidsler, Bella og Lars.

"Hvem dælen er David?", mumlede Andreas. Rolf sagde: 

"Sivert, sig tak til HP, men betingelsen er, at vi alle tre får ansættelse på bladet. Andreas er en glimrende fotograf".

Sivertsen ringede til HP.

"De´ der, Sivertsen, De er da et bløddyr, ja Dem, Sivertsen, sig at I bliver på bladet til jeg selv bliver hældt ud, ja, De der, Sivertsen, bløddyr", råbte HP.

"Jeg går, jeg vil ikke spilde min tid før tvillingerne er hjemme igen, og jeg kan ikke fotografere", sagde Andreas.

"Det lærer du hurtigt, men Bella og Lars, hvad skal vi gøre, sidde og glo?".

"Næ, vi finder på noget".

Bartenderen spurgte efter Andreas Jansen, telefon. 

Andreas blev forbavset. Vibeke sagde: "Erling er kommet og vil hilse på jer, han er bekymret for tvillingerne".

der er noget galt, enten med Erling eller med Vibeke, tænkte Andreas.

Sivertsen sagde:

"Nu drikker vi ud, og går på jagt i bladets arkiv, vi sammenligner navnelisten i Davids brev med gamle fotos og artikler. Og det er bedst, at jeg er på min plads og kan reagere, når jeg hører det mindste nyt om Bella og Lars".

Rolf så taknemmeligt på Andreas og Sivertsen.

-

Vibeke havde dækket kaffebord i bureauet. Erling var opstemt og beklage- de, at han uden egen skyld kom så sent:

"Forstår I, jeg mødte en gammel ven, Helge Skov, der er på vej ud i deroute, dårlige nerver, kvaler i ægteskabet, og så videre. Jeg var på vej gennem Rude Skov til Birkerød, da jeg blev prajet af en fodgænger der bad om et lift. 

Det var Helge Skov, snavset og træt. Jeg fik medlidenhed ham og fik ham installeret i et pensionat. Han er menneskesky. Jeg lovede ham noget tøj fra min garderobe. Hej, vi ses senere", råbte Erling, og forsvandt.

"Erling gør noget helt forkert. Helge Skov er en efterlyst bankdirektør, jeg forstår ikke Erling", sagde Vibeke.

Andreas kyssede Vibeke på kinden: "Erling ved, hvad han gør".

Vibeke svarede skarpt:

"Nej, han ved ikke, og hvis han ved det, er han letsindig. Prøv om I kan finde en skuespiller med gul kameluldsfrakke, en høj kraftig mand, der kendes ved at optræde som stout jyde. Men gør det hurtigt, for min skyld, før Erling roder sig ind i noget forkert".

"Vibeke, der må ikke ske dig noget", sagde Andreas.

nu har jeg set det med, Andreas er forelsket i Vibeke, tænkte Rolf.

"Ham, skuespilleren, finder vi", sagde Rolf.

-

Rolf og Andreas sad i bladhuset arkiv. "Vi har påtaget os et sisyfosarbejde, sikke dog noget lort".

"Hvorfor er der kun nye data i det elektroniske arkiv?".

"Fordi bladet ikke har penge til opdatering af det gamle arkiv, siger HP".

"Erling Heimdal og Helge Skov, hvad mener du om det?".

"Jeg er mere interesseret i skuespilleren".

De sled sig via kaffe og cigaretter gennem bladets gamle udgaver, stakke af brevmapper, stabler med fotografier, konfererede med Davids navneliste. Det eneste navn der gav resultat, var kartoffelhandler Nis Phaesen. 

"Han blev likvideret i 1944, pudsigt nok".

Bladet havde bragt en reportage af begravelsen, "den kendte velgører, kar- toffelhandler Nis Phaesen". 

Præsten havde talt om "den, der tør kaste den første sten". 

Et billede viste Nis Moost Phaesens unge, store, stærke, rødmossede, 13- og 14-årige sønner, Edgar og Børge.

"Børge er vel ikke David?".

"Nej, men se på ham, kender du ham?".

"Næ".

"Edgar er den yngste".

"Her har vi skuespiller Edgar Moost".

"Ja, hvad står der, karakterskuespiller?".

"Høj, bredskuldret, blond, vejrbidt ansigt præget af friluftsliv".

"Mon han har en gul kameluldsfrakke?".

"Vent lidt, hvad har vi om Helge Skov?".

"Det ved vi, søn af politimester Ove Skov. Helge har en søster, eller havde, Pernille Skov, hende traf jeg".

"Mens jeg husker det, vi har ingen penge".

"Jeg ved det".

"Presset på aktiemarkedet er stort, bunden er ikke nået, kurserne er i uvejr, nedad, nedad. Hvad gør vi?".

"Jeg er træt af det halløj. Skal vi sælge?".

"Ja, vi egner os ikke som spekulanter".

"Godt, jeg ringer til Schamm, vores kostbare ven, en satans dyr vekselerer".

"Folk er tåbelige, låner millioner til spekulationskøb på børsen, imod pant i hus og ejendele, bøvs. Hvorfor griber regeringen ikke ind?".

"Vi har en elendig regering".

"Det er vanvittigt. Mellemhandlerne risikerer ikke selv en pind".

"Tal du med HP, han gør dig til lederskribent".

"Sidde og glo efter skuespillere. Vi burde gå ud og lede efter Bella og Lars".

"Politiet har sagt nej, hold nu kæft, lad mig være i fred", snerrede Rolf.

Rolf talte med sin svigerfar i telefonen. Elise var indlagt på sygehuset i Vor- dingborg. 

"Jeg tror det er bedst, at I to bliver fra hinanden". 

"Ja ja, svigerfar, så gør vi det", sagde Rolf.

-
Gangstere

Rolf og Andreas kørte til Domus Lausius. Andreas kørte vognen, men det var Rolf, der bemærkede den sorte Mercedes, og sagde:

"Enten er det tilfældigt, eller også bliver vi forfulgt af den sorte bastard".

"Er det landmåleren?".

"Nej, landmålerens er mørkegrøn, den der er sortblå".

De svingede fra hovedvejen ind på vejen gennem plantagen, skulle forbi savværket og derfra ud til Domus Lausius i klitterne ved havet. Den sorte Mer- cedes fulgte efter, uden at Rolf og Andreas bemærkede det.

Foran savværket, som havde fået ny ejer, holdt en vogn med et læs træstam- mer. Den kunne ikke dreje fra den smalle vej ind på den åbne plads foran sav- værket:

"Jeg har sagt de skal køre indkørslen meget bredere", råbte chaufføren.

Andreas kørte forbi lastvognen, drejede ind på savværket.

Den sorte Mercedes susede forbi savværket. 

"Der var den igen", sagde Rolf.

Lastvogn og træstammer rullede majestætisk ind over pladsen, forsvandt bag savværkets opskæringshal.

"En ordentlig krabat", sagde Rolf; satte sig ind i bilen til Andreas.

Andreas sagde: "Ja, du store kineser"; i det samme blev vogndøren åbnet, og en kraftig stemme drævede:

"Hallo, folkens, er det ikke jer, naboer?".

Andreas og Rolf havde ikke truffet den nye savværksejer, kun set glimt af ham, svedende, arbejdsklædt, et bjerg af en mand.

De stod ud af bilen, ville sige goddag og fik et lille chok. 

Foran dem stod en elegant mand i gul kameluldsfrakke med sort silkefor, et par lysebrune skindhandsker i hænderne, satte solbriller skævt på næsen, tog solbrillerne af: Skuespiller Edgar Moost, søn af kartoffelhandler Nis Moost Phaesen.

"Tak for hjælpen til min trailer, vel mødt, kære naboer".

Stemmen karakteristisk, kultiveret, med umiskendelig jysk tone, rungede som et omvandrende tordenbrag.

"Goddag", sagde Rolf, smilede stift.

"Bevar mig vel?", mumlede Andreas.

"Haha, I kender ikke savværksejeren i pæne klude, hvabehar, haha, kom ind og få en dram. Nå, I er til øl, så skal jeg servere en bajer for jer".

Rolf og Andreas satte sig på en træstamme.

"Det kalder jeg et lykketræf".

"Jeg er en elendig fotograf. Jeg har glemt apparatet".

"Det må aldrig ske, partner, så går vi på røven, skaf et andet".

-

Fire mænd kom ud fra kontorbygningen: savværksejer og skuespiller Edgar Moost, fulgt af en lille korpulent mand i elegant habit, lilla skjorte, grønt slips, spidsnæsede sko; en tredie med blondt hår, magert ansigt, lys sommerfrakke; den fjerde med koparret og rødfarvet næse af sprut.

"Det er utroligt som vi vinder i lotteriet".

"Hvordan skal jeg fotografere uden kamera? Jeg topmålte idiot".

Edgar Moost slog ud med armen:

"Det er mine venner, og dem, de er mine naboer". 

Moost fordelte øl, og tilføjede i et barsk tonefald til sine venner: "Drik ud, hurtigt, vi har travlt".

Rolf og Andreas tændte cigaretter for hinanden.

Edgar Moost sagde: "I må undskylde, mine pligter kalder, jeg har et lille ærinde, farvel. Bliv I siddende og drik jeres øl".

Rolf og Andreas rejste sig fra træstammen, fulgte langsomt efter den nye ejer.

"Jeg vil se hvor han skal hen?", hviskede Rolf.

"Rolf, pas på håndlangerne", mumlede Andreas.

-

Da Edgar Moost nåede hen til indkørslen til savværket, drejede han omkring, gik baglæns, vinkede til Rolf og Andreas. De tre andre mænd gik uden om ham, standsede og ventede. Derved kom Edgar Moost til at stå dækket af sine venner, som blev dræbt, mens Edgar Moost reddede livet. 

Rolf og Andreas så den sorte Mercedes komme kørende langsomt, vinduet i højre dør var rullet ned. Den standsede foran de fire mænd, der stod i indkørs- len og så uden interesse på den fremmede bil. 

Pludselig stak en mand en maskinpistol ud gennem bilvinduet, en bjæffende serie skud mod Edgar Moost og dennes venner. De fire mænd væltede bag- over. Det skete hurtigt, men Andreas og Rolf så, at der var tre personer i den sorte Mercedes.

Ham, der med fortrukket ansigt affyrede maskinpistolen var: Erling Heimdal.

"Han kunne ikke se os", sagde Andreas, "men den anden var, for satan, den anden var Helge Skov".

"Den tredie er tidligere politimand, Laurids Finsen, kaldet Fimsen".

"Hvorfor tror du det?".

"Vores Celia, ja, nemlig, Celia kender et pinligt klientel, og har vist mig dem i sit fotoalbum".

"Helge Skov så på mig med dødforskræmte øjne, og vinkede til mig, hæn- derne var lænket sammen med en kæde. Hvad er det for et gedemarked?".

Gangsterbilen forsvandt med et brøl i en støvsky, kørte op ad vejens fem hundrede meter, drejede ind på hovedvejen.

Rolf talte i telefon med landbetjenten.

Andreas gik en runde gennem savværkets bygninger; så to arbejdere, krum- bøjede af slid, tunghøre, svagtseende.

Edgar Moost var såret af strejfskud i venstre lår. De tre andre mænd dræbt. Skuespilleren sagde: 

"Få mig væk herfra før politiet kommer, jeg skal tænke".

-

Lotte dånede da hun så æresgæsten, et dameidol, en skuespiller. "Ahnej, Deres bukser og pæne frakke", råbte Lotte.

"En såret skuespiller, hvad bliver det næste?", sukkede Celia.

Landbetjenten bankede på yderdøren. Rolf lukkede ham ind i køkkenet:

"De er sikker på, at De ikke har set savværksejeren?".

"Ja, fuldstændig sikker. Da vi kom kørende og nåede savværket stod der kun de tre personer, der blev dræbt, foran indkørslen, og i det samme kom en me- talgrå bil i stærk fart, bremsede op, plaffede løs, og forsvandt op mod hoved- vejen".

"Hvad slags vogn?".

"Jeg formoder det var en stor amerikaner, ikke en europæisk".

Andreas stod lænet mod dørkarmen. Rolf så spørgende på ham, og sagde: "Var det ikke en amerikansk vogn?".

"Jo, helt bestemt".

"Kender politiet de tre dræbte mænd? Jeg er journalist, jeg arbejder på".

"Jeg kan ikke hjælpe Dem, men det er ikke folk her fra egnen, det ved jeg".

"Ved De hvem der arbejder med sagen?".

Landbetjenten trak sig ud af køkkenet: "Vi tales ved, tak for hjælpen, farvel".

Andreas var urolig for Vibeke, ringede til hende:

"Vibeke, kom over til os, du skal forlade bureauet for slægtsforskning, men læg nøglerne hos redaktør Poul Sivertsen".

"Andreas, jeg er så bange. Kan du hjælpe mig?", hviskede Vibeke.

-

Rolf og Andreas talte med Edgar Moost. Celia og Lotte protesterede: 

"At forhøre en såret kunstner er i strid mod alle krigsregler", sagde de.

Andreas sagde: "Edgar, hvem har dræbt dine venner? Man plaffer ikke uden videre folk ned, vel?".

"Det ved jeg ikke, jeg genkendte ham der kørte Mercedesen, jeg ved hvem det er, men det er mange år siden jeg så ham, og da hed han Laurids Finsen og var kriminalbetjent".

"Men hvorfor et attentat, som et opgør mellem gangstere?".

Edgar Moost sad tavs; så sagde han:

"Det vil jeg overhovedet ikke drøfte med jer. Det er venligt af jer at hjælpe mig, men nu, da jeg fået tid til at tænke mig om, vil jeg tale med politiet. Kør mig ind til politistationen".

Andreas tænkte på sin stedfar, Laus efterladte jagtvåben, velsmurt indpakket bag hemsen i øverste etage. Andreas valgte den treløbede drilling, to til hagl, et til riffelkugle. Andreas sad med bøssen mellem knæene og drak kaffe.

Rolf sagde: "Edgar, vi taler rent ud. Jeg ved at du er indblandet i en sag ved- rørende det tyske overskudslager efter krigen".

"Haha, overskudslager", hånlo Edgar.

"10 kilo guld, og tre tons guld", sagde Andreas.

Celia og Lotte hørte på Rolfs og Andreas guldsnak; de listede nervøse ned til Kirketårnspejsen.

"Godt, I er snedige. Men hvis jeg fortæller sandheden, og kun sandheden, om jagten og erobringen og igen tabet af det forbandede guld, vil aviserne overfalde mig og jeg bliver likvideret".

"Af hvem, af Helge Skov?".

"Det ved jeg ikke, men det er ham og hans uduelige halvbror Per Asger, der er skyld i hele balladen. Guderne må vide, hvem og hvorfor og hvordan Per Asger blev listet ind. Sagen gik i hårdknude da han kom med".

"Pornogrosserer Ronald Frederiksen?".

"Ronald gjorde forsøg på at snyde os, det var ufatteligt, indtil det gik op for mig, at Ronald var en glubsk alligator. Ronald fik guldpip, forhandlede med kupmagere om finansiering af et militærkup i Ghana, forudsat at Ronald fik overdraget et landområde på størrelse med Danmark, efter kuppet".

Andreas løftede drillingen: "Og hvad ved du om røveriet hos Helge Skov? Konen blev mishandlet, der blev skudt på deres børn, hvad ved du?".

"Det er den samme gruppe som den, der lige har slagtet Store Preben og Lille Preben og Axel".

"Hvordan kan du med sikkerhed vide, at det er den samme gruppe?".

"Det kan kun være folk fra Tilsynet med særlige anliggender, det kan ikke være andre, de var i hælene på os, jeg var til afhøring hos dem. Med mindre, men dem kender I ikke, israelere og eller tyskere".

"Hvad med Børge, ham, kartoffelsnuden, din bror?".

"Det kunne godt ligne ham. Børge er lille røv, han har altid været misunde- lig på mig".

"Dine egne motiver?".

"For fanden mand, penge. Penge, hvad ellers?".

Andreas løftede drillingen: "Edgar, du får ti sekunder til at svare: Hvem har, og hvorfor er tvillingerne Bella og Lars kidnappet, hvor er de?".

Edgar Moost var bleg, han stønnede hæst: 

"Ved gud, tro mig, jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke".

Han fik tilbudt at blive låst inde i kælderen, eller overgivet til politiet; han valgte kælderen. "Husk, jeg har drillingen", sagde Lotte. 

"Og jeg har din pistol", sagde Celia; de låste ham inde.

-

Rolf og Andreas gjorde sig klar til at køre tilbage til København. Celia og Lotte anrettede morgenbord. Telefonen ringede.

"Rolf, din chef er i telefonen", råbte Celia.

"Godmorgen, chef", sagde Rolf.

"Nu har De igen kaldt Dem chefredaktør", råbte HP ophidset.

"Jeg? Nej, ved den søde grød, nej".

"Rolf Anton, jeg sidder med et brev der er afleveret til mig, men er bestemt for dig og jeg har åbnet det. Rolf Anton, hører du mig?".

"Ja, HP, jeg hører dig. Sidste gang var det ikke et brev, men et telegram".

"Det er helt sindssygt".

"Sig det, for pokker".

"Der står? Nej, det er noget du selv skal læse".

"Sig det nu. Drejer det sig om noget professionelt, eller er det privat?".

"Rolf Anton, jeg har læst det, men først nu fatter jeg meningen".

"Så sig det dog, din idiot".

"Brevet hævder. Nej, det er for chokerende, men, altså, hører du efter?".

"Ja, for helvede", råbte Rolf.

HP gispede:

"Brevet påstår at tvillingerne er i sikkerhed, men der kræves oplysninger af dig om en ladning guld på tre tons. Jamen, Rolf Anton, jeg er så nervøs, jeg ryster over hele kroppen".

"Gør ikke noget før vi kommer. Vi er i København så hurtigt vi kan", råbte Rolf.

-

Rolf kørte hasarderet. Ved Storebæltsfærgen var der ventetid; han satte sig ind på bagsædet, kunne ikke holde gråden tilbage:

"Jeg ved ikke, hvad skal tro. Måske er tvillingerne døde. Lad mig få fat i de sataner der har gjort det". 

"Vibeke, hun véd noget", sagde Andreas.

Under færgeoverfarten til Sjælland, fra Nyborg til Korsør, sov Rolf. 

Andreas åbnede bildøren, trådte ud på vogndækket, lukkede bildøren, ville ikke vække Rolf. Andreas gik en runde på vogndækket, trængte til at strække benene.

I en tysk indregistreret BMW, bag mørkt blåtonede ruder, så han fire mænd. 

de to er almindelige, lidt barske tyskere, de to andre, på bagsædet, er tyrke- re eller grækere, tænkte Andreas. 

Da han senere gik en runde forbi BMWen, havde alle fire mænd lagt deres jakker. Og selv om bilruderne var mørkt blåtonede, lyste vogndækkets skarpe neonlys som en projektør ind i den tyske vogn. Andreas så, at alle fire mænd var bevæbnede med pistol, men at de to, som kunne være grækere eller tyr- kere, havde pistolhylster under skulderen, mærket med en davidstjerne over en syvarmet lysestage, israelere.

Andreas løb krumbøjet tilbage til Rolf, ville ikke vække ham, Rolf snorkede af træthed. Kort før færgen anløb havnen, spadserede de fire mænd enkeltvis forbi vognen med Andreas og den slumrende Rolf. Andreas dukkede sig ned i vognbunden, ledte ihærdigt efter en tabt cigaretpakke. 

Ved opkørslen til motorvejen uden for Roskilde holdt BMWen foran dem, og hurtige blitzlys afslørede, at Andreas og Rolf blev fotograferet.

"Hvad er meningen, hvem er de røvhuller?", sagde Andreas.

Rolf svarede:

"Andreas, jeg har dummet mig. Jeg solgte lorteguldet til Jensen-Gloderup, troede jeg. Men køberne var tyskere, der kom kørende i samme BMW, og jeg så de bavianer".

"Du har ikke sagt et ord til mig, du er en køn partner".

"Jeg ved det, undskyld, jeg er hårdt spændt for, alt det pengevrøvl, og så det med tvillingerne. Tror du tyskerne er gangstere?".

"Nej, kriminalfolk".

"De andre er fra en jødisk efterretningstjeneste, skrappe fyre. Pyha, siger Celia".

"Eller kontrafolk, plantet af PLO, værsgo og spis".

-

Sivertsen havde protesteret da HP ville tilkalde politiet i anledning af trus- selsbrevet. Sivertsen havde visse planer mod forbryderne, der havde kidnap- pet Bella og Lars. 

HP svarede med at kyle et askebæger mod Sivertsen. Som med sit indbund- ne hoved lignede en sørgmodig helt fra slaget ved Isted Hede.

Andreas bad Sivertsen om kopier af det uhyggelige brev, og sagde:

"Hvilken frækhed, tre tons guld, eller vi myrder børnene? Politiet skal under- rettes, for ét er idioters slagsmål om guld og stjålne værdier, noget andet er kynisk kidnapning af sagesløse børn".

"Det er nøjagtigt hvad jeg sagde", hvæsede HP.

"Jamen, Rolf?", sagde Sivertsen.

"Jeg forstår dig, Sivert, kom med et bedre forslag, tiden går, hvor er tvillin- gerne?".

"Om bare jeg vidste det?".

"Ja tak, Sivertsen, De kan godt gå", sagde HP.

"Jeg har brevet fra Vibeke Heimdal til Andreas", svarede Sivertsen.

-

Vibeke havde sendt et brev og nøglen til bureauet for slægtsforskning til Sivertsen, og havde sagt, at hun glædede sig til ferie i Domus Lausius sammen med Celia og Lotte, og at Sivertsen skulle læse hendes vedlagte brev til An-dreas Andreas viste brevet til HP og Rolf. 

HP nægtede pure at tro, at den nydelige unge dame skulle have forfattet Davids brev, men Vibeke var David. Vibeke forklarede sig tydeligt i brevet til Andreas.-

At historien med den skjulte dør i panelet var Erlings opspind. At døren til kopiarkivet altid havde stået åben, men havde tidligere været skjult, det var rigtigt. At Vibeke derved fik en ubehagelig mistanke til sin mand. At hun hav- de hjulpet Erling med undersøgelsen. At Erling blev hysterisk da hun havde samlet brevmappen sammen og mærket den Vedrørende Guldtransporten. 

Og Erling solgte mine hunde, jeg forstår det ikke, en dag var de væk. 

At Helge Skov pludseligt dukkede op, og at brevmappen forsvandt. At Vibe- ke derfor mente det fornuftigt, at underrette sin afdøde fader, general Hardalls nuværende efterfølger i Tilsynet med særlige anliggender. Og at hun fandt det bedst at få hele historien frem i aviserne.-

"Det passer ikke sammen", sagde HP. 

De andre sagde: "Det er logik. Vibeke er David".

"Nu har jeg lyst til at gå på druk", sagde Rolf.

"Sludder, partner, vi skal arbejde", sagde Andreas.

-

De kimede på dørklokken til slægtsbureauet, ingen lukkede op. "Dét er sært, jeg tror at Erling er i nabolaget", sagde Andreas.

"Ja, på et værtshus", sagde Rolf.

Erling Heimdal sad i d´Angleterres Bar. 

Andreas sagde: "Der var vi heldige igen, et tegn på, at vi er idioter, det bur- de være politiet".

"Er han bevæbnet?".

"Nej, det tør han ikke".

"Du har hverken pistol eller fotoapparat med dig, du er en køn partner".

"Mon han genkendte os ved savværket?".

"Nej, skyderiet mod Edgar og hans folk krævede al hans opmærksomhed".

Erling Heimdal hilste: 

"Er I to i byen? Det var da morsomt, sid ned, jeg venter på Vibeke".

"Ved du, hvor Vibeke er, hun var ikke på bureauet", sagde Rolf.

"Vibeke? Næ, hun kommer, hun er ude hos sin mor".

"Du har måske talt med hende?".

"Lige nu, haha, nej, for et par timer siden. Vibeke bliver slugt af sin mor".

Andreas mumlede, toilet, gik ud i telefonboksen, ringede til Domus Lausius.

"Lotte, er Vibeke kommet?".

"Nej, ved du ikke det? Erling ringede afbud".

"Gjorde Erling?".

"Ja. Er der noget galt?".

"Farvel, vil du hilse".

Den næste halvanden time drak Andreas trætte Rolf plørefuld; han måtte bæres op i et dobbeltværelse på hotellet. Erling Heimdal hikkede.

-

Andreas købte en flaske whisky hos bartenderen, og lempede fredsomme- ligt Erling Heimdal op ad trapperne til Bureauet for Slægtsforskning, og da Erling protesterede, kom Andreas uheldigvis til at ramme Erlings hage med et velrettet slag. 

Andreas slæbte den bevidstløse Erling ind i soveværelset, lagde ham på sen- gen, bandt Erlings hænder og fødder med sengelampens forlængerledning.

Derefter undersøgte han bureauets mange værelser, et nydeligt hjem, og lyttede. Hvad var det for en lyd? Jo, den lyd, som han måske havde ventet; den samme lyd, som når en hest gnubber sit hoved mod en stolpe.

Vibeke lå bagbundet på gulvet i det heimdalske kopiarkiv; hun var mishand- let, lå i bræk og afføring på gulvet, hendes opkast havde reddet hende fra Erlings påtænkte forgiftning, men hun var uden bevidsthed.

Andreas ringede til Sivertsen:

"Sivert, kan du skaffe mig en pålidelig vognmand, som ikke stiller spørgs- mål om Vibeke, hun er bevidstløs, hun har ædt noget gift, Erling tvang det i hende, jeg ved ikke hvordan".

"Jeg anbefaler kantinebestyrer Jensen, han ved hvad han gør".

"Han skal til den jyske vestkyst".

"Jensen kan du få til Nordpolen".

-

Jensen og Andreas vaskede Vibeke. Jensen fandt det i orden at køre med Vibeke, selv om hun så ud som en rådden østers i ansigtet, og stank rædsels- fuldt. De bar hende ned i Jensens bil. Andreas hentede gangtøj, sengetøj og tæpper, og idet han rakte en flaske til Jensen, sagde han:

"Whisky halvt med vand, tving det i hende, hvis hun vågner, og kør forsig- tigt, kan du ikke finde vejen, så ring til Domus Lausius, farvel".

Andreas følte sig dødtræt, mens han gik op ad trapperne til bureauet, tilbage til Erling Heimdal, der snorkede drukkent. Andreas løsnede forlængerlednin- gen omkring Erling, slukkede loftsbelysningen, låste døren, så på reolerne med slægtsforskningsoplysninger, låste yderdøren. Vibekes nøgler beholdt han i lommen.

-

Han burde være stået stivfrosset til gulvet inden for barens dør, men han slentrede hen til bartenderen, bad om dobbelt whisky, lidt is og postevand.

"Jeg skriver det på Deres hotelregning", sagde bartenderen.

"Hvabehar?", svarede Andreas, "skylder jeg, betalte vi ikke kontant?".

"Ihjo, bevares".

"Idiot", mumlede Andreas, slubrede sjussen i halsen, gurglede, spildte, sav- lede, snøftede, satte glasset ned på bardisken med et hårdt knald, sagde:

"Godnat, hr. bartender", drejede om på hælen, og gik.

"Godnat", svarede bartenderen.

det er brand irriterende, jeg glemmer pistol og fotoudstyr. hvad er jeg egent- lig til, i hvert fald ikke detektiv, men de kvajpander sidder her, gæsterne er dem fra den forbandede BMW

-

Fire mænd i elegante habitter, jordomrejsende forretningsfolk, sad i baren, superservicebetjent af bartenderen, belønnede ham med fyrstelige drikkepen- ge; han opdagede ikke, at den ene elegantmand sneg sig adgang til barens pengekasse, og stjal en universalnøgle til hele hotellet.

Andreas lå i sin seng ved siden af Rolf i dobbeltværelset. Han turde ikke sove, kæderøg af nervøsitet, ventede hvert øjeblik et udspil. 

de kan komme, uanset hvem det er, Erling og Edgar, tyskere og arabere, israelere og palæstinensere

Rolf snorkede. Trætheden fik Andreas til at falde i søvn. 

Rolf ruskede i ham: "Vågn op, har du set min jakke, og din, hvor har vi glemt dem, var vi på et andet værtshus?".

Rolf gik, og kom tilbage med jakkerne.

"Vi havde glemt dem nede i baren", sagde han.

"Min jakke hængte jeg på stolen, dér, unge mand, dér, hvad glor du på? Hvad er meningen, hvad er det for varylere vi har imod os? De skide hoteltyve stjal mine penge og nøglen til Vibeke", råbte Andreas.

-
Drabet på Erling Heimdal

De spiste morgenmad i bladets kantine: "Godmorgen, velbekomme, I to har rodet jer godt til", sagde Sivertsen.

"Jeg blev fuld, og Andreas så fire af nutidens spøgelser, hotelrotter".

"Har I ikke hørt det?".

"Om Jensen og Vibeke?".

"Jeg talte med ham, det gik godt, nu er han på vej hjem, nej, det er meget værre".

"HP har fået slagtilfælde".

"Rolf, du må ikke spøge med den slags".

"Sivert, du trænger til en lille dram".

"Næ, Andreas, du skal møde hos politiet", svarede Sivertsen.

"Jeg, hvorfor det?".

"De har ringet og jeg hørte det i radioavisen. Slægtsforsker Erling Heimdal er fundet skudt i bureauet. Politiet eftersøger flere mænd og en bil. Bilen forlod gerningsstedet i aftes, formentlig på drabstidspunktet. Det må være sket lige efter at Jensen er kørt, men han sagde at I skiltes foran gadedøren. Jeg talte med politiet, anmeldelsen var anonym, den indløb 22:58".

"Andreas, hvad fanden har du lavet?", sagde Rolf.

-

-

                                                            guld17                            

-

-

-

--