Skindergade. To måneder efter tv-udsendelsen med Coralie hos Andreas. En telefonsamtale med advokat Therkild, Esbjerg. Derpå målløs forundring.

Få dage senere: Indkaldelse til et møde med Therkild, kurator i boet efter Coralie Clausen. Therkild meddelte, at Lotte, Celia, Elise, Rolf og Andreas, ifølge Coralie Clausens ønske skulle overtage ejendommen Domus Lausius, Skoggeslund Strand, vederlagsfrit.

-

Andreas sagde nej, men Rolf fik ham overtalt:

"Det er et skønt hus, en pragtfuld ejendom".

"Stort og klodset som et lokumsbrædt, og hvad med Minna?".

"Minna er anbragt i familiepleje, hun er stærk og sund, men småtosset".

"Og hendes drenge, de små gorillaer?".

"Ved du ikke det, familien rejste til Indien, han er direktør for en papirfabrik, tænk nu ikke mere på dem".

Rolf og Andreas stod ved Hugh Haydens udsigtsplads, Tronstolen, på Odettes Høj, mellem huset og havet.

"Hugh Hugo Valtat Hayden", sagde Andreas.

"Han skal bo her til han dør, måske nogle måneder, hvem ved".

"En sympatisk gammel mand, synes jeg".

"Så absolut, så absolut".

"Hvordan har du tænkt dig, at vi skal bo?".

"Huset er enormt stort. Hvad vi mangler bygger vi til".

"Hvem skal betale? Mine indtægter er ikke meget, men nok til mig. Jeg vil skrive på min bog, og du kender Lotte og Celia. Penge og pigerne er uforene- lige størrelser".

"Det finder vi ud af, jeg har lidt midler i reserve".

"Har du? Sig mig, Rolf, har du? Har du penge?".

"Masser. Heldigvis og desværre".

"Problemerne kommer luskende, men vi får se. Kom, vi må gå, mødet er begyndt".

Therkild sagde: "Testator har afsat visse værdier".

"Ahnej", mumlede Andreas.

"Vi troede det var en gave", sagde Rolf.

"Visse værdier er klausulerede til direktør Laus Jansens børnebørn, men Hugh Hayden afslår at besvare mine spørgsmål. Ved De, hvor jeg kan finde?".

"Det ved Andreas", sagde Rolf, "Andreas er søn af Laus Jansen".

"Nej", råbte Andreas.

"Andreas, hvorfor nu det, Laus var såguda din far?".

"Nej, skudt forbi, der er en halv snes andre kriminelle borgere der råber på paterniteten".

"Andreas, du gør advokat Therkild helt forvirret".

Therkild smilede: "Bagateller, det er så moderne. Folk kender ikke deres eget ophav, det ordner vi, det er så lidt, vi hæver mødet, jeg kører hjem, men jeg synes Domus Lausius er en flot arkitektonisk præstation, farvel".

-

Lotte, Celia og Andreas mødtes hver weekend på Storebæltsfærgen med Rolf og Elise og deres tvillinger, Bella og Lars. De fulgtes til Skoggeslund Strand, planlagde i detaljer det nye kollektiv, og så lød det:

"De farver er afskyelige".

"Et stort hus, nemt at møblere".

"Hvorfor blev hendes møbler solgt på auktion?".

"Kan vi regne med Andreas?".

"Et pragtfuldt køkken".

"Kirketårnspejsen, den er enorm, hvor er den flot, den er genial".

"Ved nogen hvor længe oldingen Hugh Hayden lever?".

"Der er ingen problemer, gråbjørnen Hugh Hayden passer sig selv".

-

Hugh Hayden pakkede hver morgen en rygsæk med tre kogte kartofler, brød, whisky, vand, tobak og et æble, forlod huset, støttet til sine stokke, gik lang- somt ned til havet, satte sig i Tronstolen på Odettes Høj, søgte ensomhed, sol, regn, storm, udsigten ud over havet, læste en bog; i den blå time sent på efter- middagen slæbte han sig tilbage til huset; lørdage og søndage sad han i Tron- stolen i klitten, hørte de nye ejeres høje stemmer.

Den dag håndværkerne var færdige, rejste Rolf til Skoggeslund, betalte reg- ningerne og spiste frokost sammen med Hugh Hayden. Samme aften rejste Rolf til København, men glemte at sige farvel til Hugh Hayden.

Rolf telefonerede til huset, ingen svarede. Rolf ringede til en håndværker, bad ham se ind til mister Hayden, ja, oldingen, den meget gamle mand. 

Det gjorde Olsen; han ringede tilbage sent på natten: Den gamle mand var forsvundet.

"Har du set efter ved Tronstolen på Odettes Høj?".

"Nej, jeg kører derud i morgen tidlig", lovede Olsen; han var en travl mand, glemte det. Også Rolf glemte for en tid Hugh Hayden.

Elise sagde:

"Rolf, jeg kender kun to gamle mænd. Den ene er Carl Anton, han opvartes i alle ender og kanter, og så er der min morfar. Men Hugh Hayden er tyve år æl- dre end dem, det er ufatteligt. Altså, Rolf, du må i kontakt med mister Hayden. Du kan ikke stole på hvad en tilfældig håndværker siger. Og så helt ude ved havet. Hugh får ingen mad, han dør af kulde".

"Gør det selv, ring til ham, eller rejs, jeg har ikke tid. Hugh savner Coralie, selvfølgelig, han er gammel og tunghør, men han er en gråbjørn, knurvorn og sejg, og stærk som en okse".

-

Rolf kunne ikke rejse, han havde problemer, bad Andreas om en samtale. 

Andreas sagde: "Du har problemer, jeg læser i bibelen, skriver på min bog og bygger luftkasteller. Banko".

"Jeg har ærgrelser. Nej, ikke med penge, aktiekurserne stiger og stiger".

"Hvor længe? Til de skvatter ned igen".

"Tiden er fornuftig, internationalt samarbejde, og så videre".

"Hvem siger dét?".

"Andreas, kan jeg stole på dig?".

"Et underligt spørgsmål".

"Nej, med god grund. Jeg har begået en dumhed".

"Laus og Odette begik dumheder, derfor læser jeg bibelen".

"Andreas, jeg har ikke opført mine fortjenester ved salg af aktier, du ved, på selvangivelsen til skattevæsenet. Nu ved du det. Lotte og Celia har kostet mig mange penge, jeg har dækket deres underskud. Jeg beklager mig ikke, men jeg håber det kommer til at gå godt med Domus Lausius".

"Ja, og?".

"Du ved jo hvordan det er".

"Jeg spekulerer ikke på Fondsbørsen".

"Næ, og snyder ikke i skat".

"Nemlig, jeg læser bibelen, og skriver lidt, og hæver mine renter".

"Andreas, du skal bringe orden i aktieregnskabet, vi skal placere midlerne, købe og sælge, pengene styrter ind, men jeg er røget uklar med revisor og vekselerer".

"Nemlig, køb og salg af værdipapirer skal registreres efter nye regler".

"Hvor ved du det fra?".

"Bibelen, hvor ellers? Større kontrol med snyderi".

"Nu sidder jeg i saksen".

"Så luk den op".

"Er du gal?".

"Nej, men har du gjort noget kriminelt, er jeg ikke med. Du slipper med en bøde".

"Det er ikke det. HP sagde, at han vil ikke bruge mig som politisk iagttager".

"Ja, og?".

"Jeg er, hm, sekretær for godsejer og minister Fedelsberg".

"Kender du ham?".

"Nej, jo, privatisering af den offentlige sektor, jernbaner, fængsler, militæret. Jeg er såkaldt kreativ leder af pressetjenesten i planlægningsministeriet, kon- fidentielt, stillingen er normeret på finansloven, men jeg aflønnes privat".

"Har du glemt at tale dansk?".

"Jeg skriver Fedelsbergs taler og holder ham underrettet om, hvad befolk- ningen siger og hvad folketingets medlemmer tænker".

-

Rolf havde mødt Fedelsberg i hans reservebolig i København, en tidligere ambassadevilla i Ryvangen.

"Jeg holder hvad jeg lover, forskud på en aftale, er De tilfreds?", sagde han, og gav Rolf en check på éthundredefemtitusinde kroner.

"Jo, det er bestikkelse, men De får valuta for pengene".

"Vent et øjeblik".

Fedelsberg gik ned i kælderen, kom tilbage med en tung pakke, bar den ud til vognen, sagde: "Den er til Dem"; de kørte ind til Christiansborg.

"Hvad er der i pakken?".

"Sagt rent ud, det er ejerløst guld fra tyskertiden, tyskerne beslaglagde alle godsets bygninger. Da krigen holdt op, fandt min far guldet muret inde i et rum bag riddersalen. Det er glemt, ingen har spurgt efter det i alle disse år. Brug det med omtanke".

"Nej, tak", råbte Rolf, skubbede til guldpakken.

"Det er dit", lo Fedelsberg, "guldet er dit, farvel Rolf".

Så skrev Rolf minister Fedelsbergs taler. Rolf følte sig sikker, købte flere nye aktier. Men efter Fedelbergs tale på Managerskolen, gik det galt.

HP, chefredaktør og formand for Redaktørforeningen, ringede til statsminis- teren og spurgte, hvad det var for privatiseringsbaciller, der havde angrebet regeringen?

Statsministeren svarede, at hvis Redaktørforeningen var imod regeringens planer, ville han overveje situationen, et folketingsvalg var ganske unødven- digt. Derpå indkaldte han minister Fedelsberg til et møde, og bebrejdede ham de provokatoriske taler.

"Smidighed", sagde statsministeren, "Deres taler mangler den fornødne par- lamentariske smidighed, husk vi er en koalitionsregering".

"Det var som satans", råbte Fedelsberg, "da er mine taler ellers skrevet af en af landets bedste journalister. Jeg vil være sikker på sprogets styrke under min fremstilling af sagens substans. Jeg står adskillige hundrede procent inde for hvert eneste komma, som er summen af, hvad vi har talt om det sidste halve år i regeringen".

"Deres tale mangler smidighed, jeg siger det igen, smidighed. Det ønsker jeg ikke at få stukket i næsen af formanden for Redaktørforeningen".

Fedelsberg gav ikke op; han mente at Redaktørforeningen kunne tales til fornuft. 

HP sagde: "Nej, tak, dertil er Deres taler for grovkornede".

"Mine taler skrives af en af Deres egne journalister". råbte Fedelsberg.

"Hvabehar, og hvem er så det?".

"Rolf Anton Ernest".

"Farvel", sagde HP.

-

"Altså, forstår du, Andreas, jeg fik en skideballe af HP, og så sagde jeg op, tak for denne gang. Vil du høre mere, eller læser du i bibelen?".

"Hvad sagde Elise?".

"Hun ved det ikke. Jeg er sygemeldt og har hjemmearbejde".

"Rolf, du er arbejdsløs".

"Du må ikke sige noget til Elise".

"Jeg skaffer os arbejde i havnen i Esbjerg, som skidtfisklastoptager, det er hårdt og beskidt og dårligt betalt. Jeg har prøvet det".

"Nej, vi lader pengene arbejde for os. Vi starter et kommandoraid hen over Fondsbørsen, vores hovedkvarter er Domus Lausius, og jeg garanterer dig for at vi kommer til at tjene mange penge".

"Hvad siger Elise?".

"Andreas, du må bibellæse for mig. Du må gå i forbøn for mig hos Elise".

Et stykke papir gled på gulvet, en redegørelse fra en vekselerer, som arbej- dede for Rolf. Satsningen på et nyt selskab havde været tabgivende.

Rolf virrede opgivende: "Jeg ved det. Amatørspekulanter er de første der går ned".

"Rolf, du tvinger mig til at blive som Laus, det er absurd".

"Andreas, hør nu, det skal nok gå, dagsnoteringen er fire kroner per gram guld".

"Vrøvlehoved", svarede Andreas.

-

Rolf kørte til urmager & guldsmed Jensen-Gloderup. Rolf havde læst om tyske opkøb af guld via stråmænd.

"Ti kilo?", sagde Jensen-Gloderup, "hvor har De det fra?".

"De kan tro mig eller lade være. Det er en gave". 

at det er fra godsejer Fedelsberg, rager ikke dig

"Hvorfor kommer De til mig?".

"Jeg bor omtrent i nabolaget, Skoggeslund Plantage, nede ved stranden".

"Nåh, er det Dem? Der bor en gammel englænder i det hus. Og Deres pris?".

"Vi handler til dagsnoteringen, fire kroner per gram".

"Nej, næ, én krone".

"Det er for lidt".

"Tja, der er ti kilo, det hjælper, jeg vil tale med min forbindelse. Kom tilbage i aften, husk at gå ind ad bagdøren".

Rolf kørte ind i gården bag urforretningen; en BMW med tyske nummerpla- der stod parkeret med varm motor. Jensen-Gloderup dukkede frem fra mørket:

"Kom, det er denne vej".

Køberne var to gangsterlignende, tysktalende mænd; de betalte kontant. 

Rolf lagde pengene i mappen, frygtede et overfald, men der skete intet; tys- kerne gloede på ham.

Da han kom tilbage til Skoggeslund Plantage, kørte han bag flyttebussen, der kørte langsomt ned til stranden og Domus Lausius. Det gamle savværk i plantagen lå øde.

Kortegen blev iagttaget af to mænd i en blå Ford varevogn.

-

Flyttefolkene var sure, tvillingerne Bella og Lars rendte dem på tværs, slæb-te på kasser og sagde "se så og kom i gang", til en flyttemand, der drak en pausebajer.

Elise så beundrende på Andreas. 'Andreas gør mig så glad, han har et utro- ligt godt tag på børn'.

Endelig var flytteriet overstået, folkene sagde farvel, tillykke med det nye hus.

Celia og Lotte sagde, at et lotte-celiansk showroom ville være spildte kræfter i en ødemark, så hellere gå med i Fondsbørsens Bankfilial, eller hvad det nu var, som Rolf og Andreas havde fundet på.-

Elise og Andreas kogte rødspætter, Rolf skar brød, Lotte og Celia dækkede aftensbord på haveterrassen foran huset ud til havet. Elise og Andreas klarede opvasken.

Lotte sagde: "Jeg har hovedpine, jeg ligner en hængt kat".

Tvillingerne Bella og Lars stormede rundt i huset. "Som de unger larmer, hvem lægger dem i seng", sagde Celia.

"Der mangler en fornuftig gulvbelægning", sagde Andreas.

"Jeg tabte en krukke på gulvet, den smadrede", sagde Lotte.

"Oceaner af nye tæpper", sagde Rolf.

"Nej tak, vi får allergier af støvmider i tæpper", sagde Elise.

-

"Hvor er Bella og Lars? Bella skriger, der er noget galt", sagde Andreas; han gik ud på terrassen med en kikkert, søgte klitrækken mellem huset og havet.

"Jeg kan høre Bella, men hvor er hun?".

"Jeg tror det er Hugh Hayden, jeg har glemt ham", mumlede Rolf. 

Lotte fandt Bella i en klitgryde. Bella så skræmt på Lotte.

"Hvor er Lars?", råbte Rolf. Lotte kunne ikke forstå ham. Blæsten og havstok- kens brusen, tog hans råb.

"Jeg bryder mig ikke om havet", sagde Elise.

"Det var da underligt, hvor er Lars?", sagde Celia.

"Tronstolen på Odettes Høj, Hugh Haydens tronstol", råbte Andreas.

Celia løb som en graciøs gazelle efter Andreas. Lotte krængede sin bade- kåbe af, løb nøgen, stakåndet af træthed og varme. Rolf løb i det varme sand, vred på sig selv, nervøs for børnene, tårerne piblede på hans ansigt.

Celia og Lotte stod ved Tronstolen. Andreas holdt dem tilbage. 

Rolf råbte: "Andreas, hvad er der sket?".

Rolf genså sin søn. Lars sad stift i sandet, og så med et uvirkeligt stirrende, fjernt og tomt blik på sin far, og sank besvimet om.

-

Hugh Hayden sad som kadaver i Tronstolen, liget havde haft besøg af fugle og ræve og stenmåren i Odettes Høj.

Foran Tronstolen lå fire lærredsposer med utydelig skrift, Inhalt 10 Kg, guld- effekter, kæder, armbånd, vedhæng, mønter, knækkede guldtænder, med en seddel på hver pose: - Til vore venner i Domus Lausius fra Coralie og Hugh.

"Stakkels Lars", hviskede Celia.

"Lars skal hjem, kom, hjælp mig", hviskede Lotte.

"Andreas, hvad gør vi?", sagde Rolf.

"Politiet".

"Hvad fanden skal de her?".

"Dødfundne skal anmeldes til politiet, af lægen, eller af os".

"Vi sælger guldet, vi har ikke overflod af penge".

"Det går galt, Rolf, nu ringer jeg til lægen, ungerne har".

"Bella og Lars er robuste. Elise pylrer. Er vi kriminelle, hvis vi beholder gul- det?".

"Ja, tyveri, fra den daværende tyske værnemagt, nu den danske stat".

"Hvem er den retmæssige ejermand?".

"Det ved jeg ikke. Vi afleverer hele møllen til politiet".

"Nej, det er for dumt, vi mangler indtægter, og Hugh og Coralie mente det alvorligt, det med gaven, mener jeg. Vi arvede huset og nu lidt guld".

"Fyrretyve kilogram guld er en formue, og det er pisse ulovligt".

"Vi behøver ikke styrte rundt og råbe millionær".

"Jeg vil ikke være med, det møg skal afleveres til politiet".

"Vær nu lidt fornuftig, vi må gennemtænke sagen".

"Jeg har allerede dårlig samvittighed".

"Det er ikke din skyld. Det lå foran vores fødder, som en gave fra gud".

"Ja, den gode gud og bibellæsning ødelægger mennesker".

"Jeg gad vide om der er en forbindelse mellem det hardallske guld, som faster Louise fortalte, da Celia nær havde fået pip, og gråbjørnen Hugh?".

"Muligvis".

"Andreas, du ordner en stille begravelse for Hugh Hayden. Og glem ikke det gamle savværk med en skovpart, som engang var ejet af general Hardall, der er måske en spinkel forbindelse, Hardall og Hugh og Coralie. Nå, det ordner sig, vi må gennemtænke konsekvenserne. Det alvorligste problem er, at vores pengesager har det elendigt".

"Vi kan ikke stikke af med Hugh Haydens fyrre tyve kilo guld. Hvor har han det fra? Jeg vil ikke gøre mig til forbryder".

"Lad mig om den hovedpine".

-

Rolf frygtede, at Jensen-Gloderup ville sige nej, men salget gik over for- ventning. Rolf mødte Jensen-Gloderups tyske venner, de skumle gutter i den flotte BMW. Pris per gram fem kroner, betalt kontant i dansk valuta. 

Rolf kørte til København, havde sved på panden, afleverede to hundrede tusinde kroner til den af Fedelsberg anbefalede vekselerer Peter Schamm. Betalingen var betingelsen for at fortsætte Rolfs underskudsplagede amatør- virksomhed på Fondsbørsen.

-

Provsten bad Andreas og Rolf om en samtale vedrørende begravelsen af Hugh Hayden. Provsten sagde: 

"Det er en penibel sag, den afdøde opholdt sig illegalt hos fru Coralie, det sagde jeg til hende, og afdøde har ikke efterladt sig papirer af nogen art. Det eneste vi ved er, at han var engelsktalende, men fra hvilket land, det har jeg ikke kunnet få oplyst, ingen synes at kende den afdøde".

"Det gør vi", sagde Andreas.

"Hugh Hayden var en venlig gammel mand", sagde Rolf.

"Ja", smilede provsten, "jeg har talt med ham flere gange, han var meget elskværdig, og jeg tror, at jeg alligevel har fundet en udvej".

"Storartet", sagde Rolf.

"Ved Skoggeslund gamle kirkeruin, gravpladsen", sagde Andreas.

"Ja, den hændelse erindrer De, Andreas, men også ministeriet. Vi fik, så at sige på efterbevilling, tilladelse til et gravsted for direktør Laus Jansen, og senere fru Coralie under lignende omstændigheder. Ministeriet har ikke fundet noget til hinder for begravelsen samme sted af Hugh Hayden".

"Tak for hjælpen", sagde Rolf.

"Hr. pastor, Coralie var ikke en helt almindelig skribent, forfatterinde, hun ønskede ikke nogen præken ved graven, så Deres kønne tale for den afdøde var forgæves", sagde Andreas.

-

Bella og Lars ville med til begravelsen: "Vi er ikke bange for spøgelser", sagde de. Elise svarede: "Det kan der ikke være tale om".

Lotte og Celia ville ikke med; de var hunderædde for Gråbjørnen.

Rolf og Andreas og provsten bar den døde.

Dagens sidste sollys forgyldte gravpladsen med engleagtigt lys, en solsort fløjtede aftenstrofer, marmorpladens broncebogstaver glimtede: 

Laus, Coralie, Hugh.

Elise sukkede: "Hvor er her fredeligt".

Andreas sagde: "Min stedfar Laus, jeg mener, Celia og jeg har altid sagt far til Laus og mor til Odette, men Jan Gustaf var vores far, og vores mor var Gudrun, en sygeplejeske et eller andet sted".

Rolf tændte en cigaret: "Andreas, du kender din oprindelse, mere end jeg om min. Nå, lad det fare, jeg savner ikke mine biologiske forældre, jeg havde rigeligt i lille Gerda og Carl Anton".

Provsten sagde: "Guds og menneskers veje er uransagelige, derfor tilråder jeg alle sørgende, at de læser i bibelen, den mærkeligste og forunderligste af alle bøger".

Rolf smilede: "Ja, nu læser jeg i bibelen. Det var ejendommeligt at se Lars, min søns stærke oplevelse ved fundet af Hugh Hayden".

Andreas rullede skjorteærmerne op, hev slipset af og sagde:

"Rolf og provst, jeg trænger til en travetur. Her til morgen brændte jeg min bibel, og jeg melder mig ud af folkekirken, farvel".

Andreas gik rask til, muntert fløjtende.

-

Provsten kørte Rolf og Elise til Domus Lausius, og sagde: "Det er stort og meget underligt hus, dér turde jeg sandelig ikke bo".

"Man kan vænne sig til så meget", smilede Elise.

Rolf lo: "Hvis De havde sagt dét til Andreas, havde De fået en kæp over nak- ken. Andreas siger, at præster er fæhoveder, farvel".

Provstens bil måtte vige for en BMW, som med stor fart kom svingende ud fra en skovsti. Provsten truttede med bilhornet, kørte hovedrystende videre. 

Det irriterede Rolf, at BMWen var fulgt efter dem fra Skoggeslund kirkeruin til Domus Lausius.

Det var Jensen-Gloderups tyske venner. På bagsædet sad to mænd. 

hvad vil de her, dem på bagsædet er enten grækere, tyrkere, eller måske arabere, hvad har jeg nu fået i hælene, tænkte Rolf.

-
Erling og Vibeke

Vibeke Hardall blev som nittenårig gravid med sin fætter, marineinfanteri- løjtnant Leo, der en aften forførte hende på bilens bagsæde. Vibeke brød sig ikke om Leos kolde, hårde ansigt med det kortklippede hår, og han havde mange piger.

Familien Hardall udsendte indbydelser til bryllup med roser, myrter og slør. Få dage før den store dag nægtede Vibeke at være med, sagde til sin mor, at risikoen for mere leukæmi i familien, via Leo, var for nærliggende. En læge hjalp Vibeke ud af svangerskabet.

"Hvad er der sket, mit barn, er Leo virkelig så modbydelig?", græd fru Har- dall.

det burde hun, min såkaldte moder, kunne sige sig selv, tænkte Vibeke, idet hun sagde: "Farvel, moder". Vibeke sagde ikke mor, men moder. 

Vibeke skulle til Rom på en tiltrængt ferie. 

Ved havelågen tog en pæn og høflig mand, Erling Heimdal, imod hendes kufferter. 

"Jeg forstår det ikke", græd fru Hardall.

-

Erling Heimdal havde truffet Vibeke i Speciallægernes Hus. Erlings tobaks- hoste, Vibekes abort. Erling blev forelsket i Vibeke, og fandt hende samme aften siddende på trappen til Heimdals Slægtsforskningsbureau.

Erling hilste, talte om vejret: "Selv bønderne kan ikke klage".

Vibeke svarede: "Jeg kan ikke holde det ud. Vil du hjælpe mig?".

"Ja, men du skal tale med ham, fyren. Når jeg så dig vente hos lægen, tænk- te jeg, pigen er bedrøvet, fordi hun er svigtet af en topmålt egoist".

"Det var ikke ham, det var mig. Jeg har droppet ham. Altså, Erling, jeg kom- mer, fordi din slægts efterforskning? Nej, hvad hedder det, har du kaffe?".

"Ja".

"Erling, du må hjælpe mig. Jeg vil vide alt, det hele, alle ting, alt, om min far og min mor. Gider du lave kaffe til os, jeg er så træt. Det var min mor. Jeg blev rystet i min sjæl da hun skrev falsk. Jeg skulle udfylde en attest, og i ru- brikken moderens blodtype skrev hun A, og under faderens blodtype, A. Men lægen sagde:

'Vibeke, det kan ikke passe, du har blodtype AB', og jeg sagde:

'Det kan umuligt være rigtigt', og lægen sagde:

'Du må hellere spørge dine forældre'.

'Jamen', sagde jeg, 'min far er død for flere år siden'. Så så lægen på mig:

'Nå ja, men du har din mor'.

Men jeg kunne ikke tale med min mor om den slags, derfor spurgte jeg min fætter Leo. Leo og jeg var fortrolige, altså, engang. Jeg var, med barn, med ham. Men den aften var han dum og beruset og ondskabsfuld, og først sagde han, at han var bøsse og homoseksuel, og sagde:

'Som i de højere samfundsklasser, drenge på en kostskole', og jeg sagde: 'Pis og papir, det er et spørgsmål om gener', og han sagde:

'Jeg er skilsmissebarn og blev forskrækket da jeg mødte en pige'. 

Og så tænkte jeg: Hvilken pige? Og jeg spurgte ham, og nu kommer det.

Leo var på besøg hos moster Grethe, altså oberstinden Grethe Hardall, min såkaldte mor, før der endnu var tænkt på mig. Jeg var ikke født.

Det var her Leo traf Judith, der var stuepige i min far, oberst Viggo Hardalls hus.

Leo fik pollutioner når han så hende: 'Den lille tæve', sagde han.

En eftermiddag på græsplænen tog han solbad, hun satte sig overskrævs på hans ansigt, og sæden sprang i kaskader fra ham, og pigen løb fra ham.

'Det var altså din mor, Vibeke, nej altså, jeg mener, ja, moster Grethe', sag- de Leo, og moster Grethe havde set det, og havde gennemtævet ham.

Jeg kunne ikke gøre andet end at hælde mere snaps og øl i Leo. Jeg måtte få ham til at sige sandheden. Og han sagde, at sladderen sagde, at det var moster Grethes egen skyld.

Altså, min såkaldte mor, oberstinde Hardall, gik hver aften ind i vores tårn- værelse med en flaske gin. Hun sagde, at det var det eneste der kunne dulme hendes migræne. Migræne, hver dag. Men hun havde dog energi til hemme- lige telefonsamtaler med Sigurd, tandlægen, min ældste broder, hendes søn og sande øjesten.

Så kunne det ske at hun ængsteligt spurgte Sigurd, om der var noget nyt om "lille Bamse", men Sigurd svarede, at det ved gud var med Bamse som sæd- vanligt.

'Et æble er faldet meget, meget langt fra stammen', sagde Sigurd.

Min såkaldte mor, altså hende, oberstinden, vaklende ned til min far, oberst Viggo Hardall, og anklagede ham for at ødelægge familien ved at slå hånden af Bamse. Men obersten snerrede:

'Hold mig de vanskabte sønner fra livet', og obertinden svarede bebrejden- de: 'Du mener vanartede'. Men obersten, altså min far, brølede rasende: 

'Jeg mener vanskabte og forkrøblede individer, og det stammer ikke fra slægten Rasmussen'.

Erling, har du mere kaffe? Jeg ved godt, at det lyder forvirret, men det er ikke min skyld. Nu kommer det. Altså.

Et par aftener senere forførte obersten husets stuepige, den 16-årige Judith. 

Det skete på gulvtæppet i hans arbejdsværelse, og hun lagde sig villigt for ham samme sted, hver aften han ønskede det. Judith blev med barn, obersten bandede, oberstinden jamrede, og Judith blev sendt på diskret ophold hos en familie på Falster.

Men få dage efter nedkomsten forsvandt hun. Judith blev fundet druknet i Mullerup Havn, selvmord efter et opgør med sine forældre. Forældrene nægte- de hende adgang til hjemmet, hende og hendes horeunge, sagde de.

Så krævede min far, oberst Hardall, at oberstinden levede op til sit ansvar, og min såkaldte mor, Grethe Hardall svarede stilfærdigt:

'Jaja, Viggo, hvis du mener det er bedst for alle parter'.

Og obersten, altså min far, hentede den lille efternøler, der under stor inte- resse fra mange nysgerrige blev døbt Vibeke Hardall.

Men jeg ved jo ikke om Leo, min fætter, også er fuld af løgn. Han er en lort, han forførte mig ikke, det var voldtægt,  Erling, se ikke så tåbeligt på mig. Det er da ikke min skyld. Har du mere kaffe?".

"Vibeke, dét var en lang historie".

"Hvorfor kaldte min far sig Hardall, og ikke Rasmussen, han er vitterlig født Rasmussen".

"Er du sikker på det? Nå, måske han blot indrettede sig".

"Ja, nemlig. En aften da min mor sad og pimpede den i tårnværelset, under- søgte jeg familiens papirer og en masse gulnede fotografier. Farfar var kusk for greven på Samsø, og jeg fandt Viggos dåbsattest".

"Har du den?".

"Nej, for så havde min såkaldte mor, Grethe, opdaget det".

"Har du noget imod at jeg besøger generalinden, Grethe Hardall?".

"Næ, men pas på hende, hun er lumsk".

"Nå, fanden heller. Men bortset fra det. Søde Vibeke, jeg er forelsket i dig, se dog ikke så åndssvagt på mig. Du er en dejlig pige".

-
Generalinden

Erling Heimdals besøg hos fru Hardall blev ikke, som han havde ventet; han traf afdøde trælastgrosserer Hardalls tre døtre, Grethe, Fanny og Dora, samlet i dagligstuen.

"Vi holder familiepalaver", smilede damerne.

De ville vide alt om Erlings familie, hvor gammel han var, "nædog, har De en fransk mor?", om det interessante arbejde, slægtsforskning.

De slugte ham med øjnene: 

"Åh, den tobakshoste, det er virkelig kedeligt, i gamle dage rejste man på kurophold, men det er jo ikke moderne i disse tider. Nå, Grethepige, nu skal vi ikke forstyrre jer to længere".

Erling var alene med Grethe Hardall, og sagde:

"Frue, tillader De, at jeg går lige til sagen?". 

Generalinden nikkede: "Jeg siger ikke nej til folk, der vil vide visse detaljer om min afdøde mand. Men det undre mig, at De, hr. Heimdal, kun vil vide noget om det personlige? Det er måske til Deres slægtsforskning? Min mand var meget betydningsfuld".

"Frue, jeg følger et bagudrettet spor efter Deres mand. Et spor der ender blindt fra det øjeblik han skifter navn fra Rasmussen til".

"Under krigen kaldte han sig Rasmussen, foruden de mange andre dæknav- ne han havde under besættelsen. Deres far hed Eric Heimdal".

"Ja". 

"Kender De noget til omstændighederne ved hans død? Det er ikke min me- ning at rippe op i gamle sår, men jeg synes".

"Mener De påstanden om likvidering? Den kender jeg alt om".

"Bliv nu ikke vred, men jeg tænkte".

"Nu synes jeg, kære frue, at vi to skal tale alvorligt sammen".

-

Hvis Erling havde forestillet sig, at en flere timer lang samtale med fru Har- dall, forsvandt som dug for sol, ville han have betænkt sig. Vibeke ventede på ham. Han følte sig som et andet menneske, var ikke blot virkelig forelsket i Vibeke, men lykkelig over et sammentræf mellem to personer, den kommende svigermor, fru Hardall, og ham selv. 

At det var sin egen enetale, hørte han ikke; han fortalte om sin far, Eric H. og sin mor, Josette Bois.

Fru Hardall lyttede, og når han gik i stå, smilede hun, nikkede og sagde: 

"Ja, men ved De?". 

Deres viden supplerede hinanden. Derfor blev han irriteret, da fru Hardall pludselig talte om noget helt andet: 

"Før jeg glemmer det, må jeg sige til Dem, at vi har mange indbrud her i huset af underlige personer, der lytter til rygter om ædelstene og guld gravet ned i min have".

"Frue, ring dog til politiet".

Erling orkede ikke at tænke på zarfamiliens forsvundne juveler og guld; han ønskede kun rygterne omkring sin far aflivet.

---
Konkurrencen om hemmelige efterretninger

Erling Heimdal havde læst alle rapporter om drabet på Eric H, herunder om efterretningstjenesternes arbejde. En kontorchef i justitsministeriet havde sagt: "Blot vi er lidt diskrete". Alle rapporter var stemplet fortroligt. 

Her nikkede fru Hardall ivrigt.

Det hed sig, at Eric H. nogle år før krigens udbrud, sammen med Josette Bois havde grundlagt Bureauet For Slægtsforskning, med henblik på spionage, havde studeret i Paris, opnået en doktorgrad om slægtsforskning ved et tysk universitet, og boede et par år i Tyskland før han og Josette rejste tilbage til København. 

Det unge par var mistænkt som spioner for det tredie rige.

Den mistanke blev bekræftet da agenter natten til den 3. april 1940, på et tidspunkt da Eric H. planlagde en rejse til Berlin, brød ind i slægtsforskerens arkiv, og mellem tusinder af kartotekskort fandt navne og adresser på samtlige chefer og souschefer for den danske hær, søværn, politi, rigsdag, retsvæsen og erhvervsliv.

Eric H. var via sit ægteskab involveret i en fransk vennekreds. At påstå at han var tysk-fransk parallel agent, var nonsens, men Eric Heimdals arkiv blev beslaglagt. En fransk oberst Camalin, tituleret handelssekretær ved den fran- ske ambassade i København, greb ind via samtaler med kongehus, regering, militær og erhvervsliv.

Det heimdalske arkiv forblev beslaglagt. Eric H. blev stillet til tjeneste for danske efterretningsopgaver.

Den kluntede intimidering og de alarmerende efterretninger om tyske trop- pekoncentrationer ved den danske grænse i de samme dage, rystede Eric H. Han var ikke i tvivl om krigsmaskinens hensigter. Men hvis danskerne var kampvillige, kunne de latterliggøre og forsinke den tyske fremrykning ved et effektivt forsvar af den smalle landstrimmel, grænsen mellem Tyskland og Danmark, og af de danske trafikhavne.

Under navnet Erik Steffensen ankom Eric H. den 6. april til Berlin; her kon- taktede han FHK, en dansk oberst, og dennes kollega, den franske oberst Q.

FHK blev irriteret på Eric H., men var oprevet over den negative effekt, som hans depecher hidtil havde haft på den danske regering. FHK advarede mod regeringens pacifistiske holdning og det protyske sindelag hos en dansk admi- ral, for øvrigt en jøde, og bebrejdede Eric H., at han kom farende til Berlin og ville vide alt om den tyske krigsmaskine.

Eric H. måtte vedgå, at han håbede, at informatoren på den franske ambas- sade i København, oberst Camalins oplysninger, sammen med informationer- ne fra Q og FHK, kunne provokere den danske regering til aktivt forsvar, kort sagt gå åbent i krig mod det tredie rige. Forhåndskapitulation til Hitlerismen var for ynkelig, en skændsel for Vestmagterne, de civiliserede demokratier måtte yde ofre til bekæmpelsen af nazimilitarismens diktatur. 

FHK bad Eric H. udvise stor forsigtighed ved kontakt til oberst Q, som havde været åbenmundet og påvirket af spiritus under en festaften arrangeret af den tyske udenrigsminister".

Fru Hardall sad i lænestolen; hendes lille hoved rokkede ivrigt frem og til-bage. Den unge mand, Erling, lød helt forpustet, så ivrig var han.

-

"Nå, men Eric H. kontaktede oberst Q på dennes bopæl og blev inviteret til middag samme aften. Da Eric H. ankom stod entredøren åben, og i den tro, at Q med hustru ventede på ham, gik han ind i dagligstuen, hvor han fandt Q og dennes hustru myrdet, strangulerede. Samtidig trådte to gestapofolk frem og arresterede Eric H.

"Ha", sagde den ene, "en rotte gik i fælden". "Hoho, ham kender jeg", sagde den anden. De kropsvisiterede Eric H, ville sætte håndjern på ham.

Men i det samme kom oberstens franske schæferhund, Ruffo, løbende ind. Ruffo løb hen til sin herre, peb og slikkede den døde mands ansigt.

Det blev Eric H.s redning, han kendte Ruffo, den ældste af oberstens schæ- ferhundeopdræt. Han kaldte på Ruffo, held og forstand var med ham, de to gestapofolk protesterede. Ruffo knurrede, snerrede, viste et kraftigt gab, dens ryghår rejste sig som en dragekam, og pludselig sprang den i struben på den nærmeste gestapomand. 

Eric H, altså min far, slog den anden i gulvet, tog flugten gennem entredø- ren, ned ad trappen, halvt nede hørte han pistolskud. Ruffo betalte regningen.

Derefter gik det stærkt, han stjal en cykel fra et forskrækket telegrafbud, kørte op ad Unter den Linden og ind i Friedrichsstrasse, stjal en parkeret bil i gården bag Wiener Varieté, fik benzintanken og en reservetank fyldt op før han forlod Berlin, forvissede sig om, at han stadig klamrede sig til sin slidte attachétaske, der foruden papirer og et pas for rejsemontør Erik Steffensen, rummede en revolver, og kørte op mod den danske grænse.

I Flensborg parkerede han bilen, købte billet til Padborg, satte sig ind i toget; han havde set de store troppekoncentrationer; i Padborg skulle alle skifte, de rejsende over grænsen skulle vise pas og billetter. 

Eric Heimdal så et skilt, Kun for Tjenstegørende, og fulgte efter et par hånd- værkere, som på arbejdsjakken frembar et iøjnefaldende partiemblem med hagekors, ind på dansk område.

8. april udsendte det tyske politi efterlysning af den danske infiltrator Erik Steffensen, sigtet for deltagelse i en sammensværgelse mod den tyske stat, og gerningsmand til en hensynsløs forbrydelse under et opgør mellem bandens medlemmer; i den samme avis fortalte en notits, at en fransk oberst Q, der var tjenstegørende i Berlin, og dennes hustru, selvforskyldt var omkommet ved en færdselsulykke.

9. april harmedes Eric H. over de tyske troppers udlosning af krigsmateriel på Langeliniekajen i København; og fra den dag udeblev den månedlige post- anvisning på et hundrede femti kroner fra Brandværns Pensions Forsikringen, til Eric H.

Maj/juni betød nye chok. Eric. H´s elskede Frankrig kunne ikke standse den tyske indmarch. Tyskerne kørte uden om tankfælder ind i Frankrig, angreb Holland, Belgien og Luxembourg. 26. juni kapitulerede Frankrig.

Min mor, Josette Bois, passede Bureauet For Slægtsforskning; der lå stabler af bestillinger på slægtstavler.

Min far koncentrerede sig om sin lidenskab, videnskabeligt krævende opga- ver. De tre første krigsår, og med dem besættelsestidens trædemølle, passere- de forbi ham, uden at anfægte ham.

Men slægtsbureauets omtale i aviserne, vakte to personers interesse for Eric H. Den ene var en fransk krigsfange, major Kauffmann, den anden en svensk pige, Rødtoppen".

"Åhja, Rødtoppen", nikkede fru Hardall.

Erling nikkede og smilede:

-

"Ser De, frue, Kauffmann var ad sære veje havnet i København, hvor han opholdt sig hos nogle slægtninge, som var uden fjerneste kontakt til andet end den banale hverdag. De boede i et beskedent hus i en tyndt befolket forstad til København. Men selv om den gamle kone var født i Frankrig, og havde besøgt hendes søster i en landsby nær Lyon en enkelt gang for mange år tilbage, og havde haft søstersønnen som feriedreng et enkelt år, var det med stor bekym- ring hun genså nevøen, forhutlet og nervøs. 

Major Kauffmann havde glemt, at hans onkel Francesco var kedelflikker og sigøjner. Kort efter Kauffmanns ankomst slap de gamles penge op, de havde ingen mad. Kauffmann forsøgte at gå på tyvetogt; han stjal kartofler og gule- rødder i en have, og næste nat dristede han sig ind i et hus, hvor ejeren holdt fjerkræ. Kauffmann stjal så mange høns han kunne bære, og blev bidt af en arrig hund.

Den gode mad lettede stemningen, onkel Francesco grinede fornøjet, trom- mede lystige marcher i bordpladen, slog sig på lårene og sagde: 'Vores nevø bliver hos os til han har lært at stjæle en ko, og kan tale dansk'.

Den gamle onkel plagede livet af major Kauffmann for at lære ham tyve- håndværket til bunds, og så sagde han stop. Han havde lært et forståeligt dansk ved at læse avis sammen med de gamle, og ofte tænkt på, om annon- cen Bureauet For Slægtsforskning, Eric Heimdal, kunne være den Eimdal, som oberst Q engang i Paris under en våd frokost havde omtalt som: 'Den fødte hundedresseur, uagtet han aldrig har ejet en hund'. 

Kauffmann havde lyttet opmærksomt, ikke fordi han interesserede sig for hunde, men det var nødvendigt at vinde oberstens opmærksomhed".

Fru Hardall rokkede, nikkede og smilede.

Erling tænkte ' hvorfor rokker hun?', og fortsatte:

-

"Juni 1944 var der stor uro i de københavnske gader, befolkningen demon- strerede mod den tyske besættelsesmagt, en velegnet tilstand for Kauffmanns besøg hos min far, Eric H., som fra sit vindue så en professionelt trænet mand springe fra dækning til dækning for maskingeværsalver, der fejede gennem gaden; han var derfor ikke forbavset, da det bankede på døren og den samme mand trådte ind. Deres møde blev hjerteligt.

Min far forstod hurtigt, at manden var flygtet fransk officer, at han ikke kunne leve i Danmark som kriminel, at han kendte oberst Q, fagligt og personligt. 

Ultimo juni dukkede løjtnant Philip D, Josettes forhold til Philip in mente. Det er en sidebemærkning, fru Hardall. Altså Philip D dukkede op med Philiplis- ten, den første efterretning om de tyske plyndringer i Europa, og den tyske plan om den store guldtransport. Det vakte Kauffmanns største mishag, at Phi- lip D optrådte i tysk uniform, men Eric H.s francofile hjerte svulmede af stolt- hed, og før Philip diskret forsvandt, havde de tre mænd og min mor, fru Joset- te, en hyggeaften. Philips øjne røbede, at han var forelsket i Josette.

Og for første gang siden 9. april tog Eric H. kontakt med kaptajn Viggo Har- dall, via Brandværns Pensions Forsikring. Hardall beordrede, at Eric H. skulle udleverede Philiplisten, en ordre som blev saboteret af Eric H.

Kaptajn Hardall var ikke patriot; han havde efter den 9.april, med hånlig be- mærkning om svigtende dansk forsvarsvilje, indmeldt sig under sit fødsels- navn Rasmussen, i det danske naziparti. Hardall beordrede major Kauffmann til Stockholm; her ankom han den 19. juli 1944. 

Hardalls næste ordre lød, at Kaufmann skulle infiltrere det dansk-tysk-russi- ske spil om en tysk-russisk våbenhvile på østfronten. Kauffmann skulle referere tilbage til Eric H.

Hardalls tredie ordre ærgrede Eric H. Han skulle kontakte den tyske presse- officer G, og støtte dennes arbejde med illegale flugtruter til Sverige.

Eric H. var blandt dem, der gik i fælden i Hardalls Særlige Anliggender i Brand Pension Forsikring.

Ultimo juli 1944 fik Erik Heimdal, altså min far, besøg af Rødtoppen, en ung svensk dame med ildrødt hår, talte svensk-københavnsk, og fordi hendes mand var redaktør, kunne rejse frit mellem Danmark og Sverige".

"Ja, sådan var det", nikkede fru Hardall.

"Ja, alt det det ved De sikkert, hm måske", smilede Erling.

-

"Nå, men min far, Eric H. sagde til Rødtoppen:

'Hvad vil De mig?'.

'Jo, en slægstavle, stor og videnskabelig i alle henseender'.

Hun, pigen, havde i de første krigsår i Berlin, hvor hendes mand var korre- spondent for Sveriges største avis, med interesse læst Eric Heimdals disputats "Hovedstrømme i Slægtsforskningens Historie", som i Berlin blev anset for det ypperligste af sin art.

Eric H. standsede det besøgende vandfald:

'Sig mig, kommer De og påstår at jeg er nazist?'.

'Nej, men i juli 1942 lå Deres bog fremme hos de nazistiske koryfæer'.

'Det var som?'.

'Ja, det samme synes jeg'.

Enhver der kendte Rødtoppen kunne forudskikke Eric H.s katastrofale fejl, at blive forelsket i hende, besøge hende, opvarte hende, overnatte hos hende på Hotel Nordland, og årsag til Hardalls brandværnsmishag, selv om forbindelsen med hende kun varede fjorten dage.

Hotellet var mistænkeligt; udadtil en borgerlig facade, men bag den et al- ment krigstidsfænomen. Modstandsfolk og gestapofolk hilste på hinanden og sang Tippary og Lili Marlene, drak øl, snaps og solbærrom, udvekslede sort- børserfaringer, og skiftedes til at blive betjent af unge damer.

Januar 1945 blev Rødtoppen likvideret, nakkeskudt i en båd på Øresund, omviklet med jernkæder, lempet overbord, som risiko for modstandsbevæ- gelsens arbejde, en påstand hendes svenske familie og det svenske politi afviste pure".

"Ja, det var skrækkeligt", sagde fru Hardall.

"Jeg er ikke færdig, ikke endnu, frue".

"Ih, unge mand, det er så spændende".

-

"Nå, men Kauffmann skrev til Eric Heimdal: 'Rødtoppen likvideret. Hvorfor? 1: kendskab til plan om tysk-russisk separatfred. 2: mængder af guld tilført brandværnet via Abwehrs og Gestapos ruter til Sverige. 3: rygter siger du har Philiplisten, ingen ved hvad det er'. 

Det var det sidste livstegn, Eric H. hørte fra major Kauffmann.

Efter befrielsen blev den danske samarbejdspolitik med den tyske krigsma- skine afløst af krav om hævn over den slagne fjende. Eric Heimdal vågnede hver morgen med kvalme, den politiske pøbels anstrengelser i et retsopgør, for at straffe små syndere og lade de store forrædere løbe, var absurd, tænkte han, idet han samtidig med omhu læste avisernes rubrik: Personlige, og samme sted i august spurgtes: 'Har De hørt fra Adef?'.

Syv dage senere svarede han: 'Adef, ring til H'. Dermed genoptog min far, Eric H. forbindelsen til sine franske venner. De bad ham rejse til et svensk gods for at bistå identifikation af en savnet.

Oberst Hardall fik kendskab til sagen og forlangte, at Eric H. afbrød forbin- delsen til sine franske venner, men Eric H. sagde nej; han meddelte, at han fandt likvideringen af Kauffmann og Rødtoppen og det absurde retsopgør, absolut utilstedelig. Hardall advarede sine franske venner.

Dermed havnede min far, Eric H. i den kolde sne. Advarslen fra Hardall bi- drog til, at en militærdomstol lod Philip symbolsk henrette, trods Philips ind-sats som spion i den tyske generalstab, og afsløret og dræbt; de franske ven-ner påstod, at det var forræderi, at Philip havde udleveret en kopi af Philip-listen, de af tyskerne røvede guldmængder, juveler, opbevaringspladser, kontaktfolk, og meget andet, til det pro israelitiske Internationale Selskab for Kunst og Kultur".

"Åhja, sådan var det", nikkede Fru Hardall.

- 

"Ja, og ser De, frue, at Philip havde overdraget en kopi af samme liste til Eric H. vidste de franske venner ikke. På det punkt havde oberst Hardall en anden plan. Sagen var den, at major Kauffmann lå under gulvet i et godskapel i Sverige; den frankofile ejer, baron von Lister, fortalte Eric H, at Kauffmann i februar måned, 1945, hårdt såret efter knivstik, havde søgt tilflugt på godset. Kauffmann overlevede, men blev i marts måned dræbt af revolverskud fra mænd, der havde beluret majorens træning i den sneklædte skov.

Ja, og det underlige er, at tyve år senere diskuterede den svenske offentlig- hed omstændighederne ved to svenske statsborgeres forsvinden under krigen. Den ene var sekretær ved ambassaden i Budapest, Raoul Wallenberg, der sammen med svenske kirkefolk og lektor Langlet, samt ungarske svensk-stude- rende ved universitetet i Budapest, udstedte fripas til ungarske jøder. Raoul W. blev taget til fange under den russiske indrykning, og forsvandt sporløst i Sovjet. 

Den anden var Rødtoppen, likvideret af danske modstandsfolk, uagtet det svenske politi i måneder forinden havde haft hende fængslet, nøje undersøgt hendes forhold, og ikke fundet hendes handlinger det mindste anstødelige, endsige beviser for, at hun var kæreste med en berømt dansk modstands-mand, at hun var meddeler til Gestapo, at hun havde samkvem på Hotel Nordland med tyske gestapofolk, og nød personlig gunst hos den tyske presse-officer, redaktør G.

Redaktør G var den Abwehragent, som under dække af et pressebureau, fordelte store mængder guldeffekter som betaling for Abwehrs hemmelige flugtruter til Sverige, Vatikanet, Spanien og Sydamerika. Danskere dræbte G efter et vink fra daværende kaptajn Hardall".

"Jamen gud dog, er det sandt", udbrød fru Hardall.

"Naturligvis. Nu er jeg straks færdig", svarede Erling.

--

"Jo, disse tråde trak andre med sig en snes år senere. Det var den dag, ja, frue, en lille nødvendig parentes, at en vis direktør Laus Jansen forstod, at Eric Heimdal var i livsfare. Problem, at en guldgrisk person i det nyoprettede "Tilsyn med særlige anliggender", ville tilegne sig Philiplisten med de tyske oplysninger om den store guldtransport, og om fornødent gøre Eric H. tavs.

Laus Jansen ville besøge Eric H. og advare ham. Men da havde drabet på Eric H. allerede fundet sted. Gerningsmanden, på opfordring af Hardell, en vis retspræsident Victor Bache Grün, var en sindssyg personage til stor ærgrelse for pålidelige Tilsynsfolk.

Nå, men oberst Viggo Hardall, politimester Ove Skov og kriminalinspektør Carl Anton Ernest ledede undersøgelsen. De havde forsøgt at standse Laus.

'Halløj, Laus, hvor skal du hen?', råbte Hardall.

'Til et vigtigt møde'.

'Kendte du Heimdal?', råbte Ove Skov.

'Siger du Heidelberg?'.

'Laus, vent på mig, Laus, stop', råbte Carl Anton.

'Senere, jeg har travlt', råbte Laus.

Og før han satte sig ind i sin bil, gik Laus Jansen ind i baren på Hotel d´Ang- leterre. Og der sad unge mig, generte Erling Heimdal, og drak kaffe med en nydelig ung dame, hun var desværre ikke fyldt femten år. 

Og før Laus Jansen gik over til vognen på Christiansborg Ridebane for at køre til Rungsted, rakte han en seddel til bartenderen, og bad ham give den til mig, unge mand. På sedlen stod: 'Erling Heimdal. Ring til Deres mor'.

Er det ikke fantastisk, fru Hardall?", smilede Erling.

-

Generalinden var bevæget: 

"De er den første, med hvem jeg har kunnet tale, alle andre sviner min mand til. Ja, det mener jeg virkelig. Men han var så kærlig og så ejegod, var han, et fint og godt menneske helt igennem. Og dog begik han mange fejl. Jeg var så ung, forstod ikke hvad der foregik. Min mor kunne ikke bære det, hun døde af sorg, det var en forfærdelig tid. Jeg kan fortælle meget mere, men det er så sent, og De har næsten ikke spist min mad".

"Jeg siger mange tak for den lange samtale, og tak for mad. Men, fru Har- dall, jeg mangler en oplysning. Kan De huske jeg spurgte om Deres mands forældre?".

"Det sagde jeg til Dem da De kom, husker De ikke det? Min mands forældre, herregud, jeg kendte dem ikke, jeg har aldrig truffet dem, det eneste jeg ved er, at han var født Rasmussen".

"Var Deres svigerfar kusk for en greve på Samsø?".

"Jeg vil ikke tale om det", svarede fru Hardall, hun greb ham i armen, hvis- kede:

"De skal ikke oftere besøge mig. Det er ikke Deres skyld, men jeg må være forsigtig, og De vil forstå mig, vil De ikke? Jeg har stedse indbrud her i huset, tænk Dem, rygtet vil vide, altså det siger politiet, at jeg ligger inde med store mængder juveler, ædelsten, brillanter og guld. Ak ja, hr. Heimdal, det er stren- ge tider, godnat hr. Heimdal, godnat".

Ved ordene guld og juveler gav det et sæt i Erling; i ly af natten stod han og stirrede op mod enkefru Hardalls hus.

-

Erlings referat til Vibeke af samtalen med fru Hardall og mødet med søstre- ne Grethe, Fanny og Dora Hardall, udløste et vredesudbrud hos Vibeke.

"Jeg væmmes når du taler om dem", råbte hun.

"Kæreste Vibeke, din mor har problemer, der er indbrud i hendes hus efter zarens juveler".

"Ti stille. Jeg ved ikke, hvad der foregår, der er altid mange indbrud i det hus. Men der fjernes aldrig noget, eller kun noget uden betydning".

"Har I anmeldt det?".

Vibekes øjne flammede et sekund. "Grethe bebrejdede mig at jeg var tyvag- tig".

"Vibeke, søde pige, se nu ikke så gravalvorlig ud, de pæne damer ved vel, hvad de skal gøre, altså politiet. Alle enlige damer er bange for ubehagelige hændelser".

"Det er smitsomt".

"Smitsomt?".

"Ja, enkerne tror, fra i dag vil jeg kalde dem enkerne, og ikke moder og moster Fanny og moster Dora. De tror det har noget at gøre med morfars byg- geri. Nej, det er forkert, den mand er jo ikke min morfar. Men altså, trælast- grosserer Hardalls byggeri, han byggede villakvarteret og gav hver af døtrene, den hanrej var nemlig deres virkelige fader, ikke far, men fader, han gav hver af dem et hus i bryllupsgave".

"Vibeke, drik lidt kaffe, du bliver så ophidset".

"Jeg ér ophidset. Det bliver jeg når jeg tænker på dem. Du kender jo ikke familien, vel? At den kristelige og gudhengivne kirkeværge, grosserer Emilius Hardall, eller hvad pokker han hed, Hansen, var hanrej. Nej han var netop ikke hanrej, for mormor var et elskeligt menneske og hun er gudhjælpe  ikke længere min mormor. Nå, heldigvis er hun død. Nædu, morfar bollede til højre og venstre, og sønnerne og et par enkelte døtre sagde han omgående farvel til. Grethe fik han vistnok med damen kaldet mormor, ja, hun var nu så sød imod mig. Men Fanny og Dora er hans afkom med et par tjenestepiger. Rode- ri, roderi, roderi, det er noget forbandet roderi".

"Vibeke, de mange indbrud?".

"Altså, hør dog efter, det sker mindst en gang om året, vupti, indbrud i de tre villaer, og kun i de tre".

"Hos søstrene Hardall".

"Sig søstre én gang til, så går jeg. De kan højst være halvsøstre. Ja, hos Grethe, Fanny og Dora".

"Det er påfaldende".

"Borehuller i vægge, malerier hænger skævt, papirer rodes igennem, potte- planter flyttes, og tænk dig, de kære halvsøstre synes det er helt hyggeligt. De skriver små sedler, velkommen hr. indbrudstyv, der står mad i spisekamme- ret. Jeg brækker mig".

"Men ikke anmeldt til politiet?".

"De har aftalt, at de ikke vil, af hensyn til min far".

"Skulle din far have gemt, hvad?".

"Husker du ikke historien om den store guldtransport, aviserne svømmede over med det lort".

"Men alt det havde forbindelse med min far, gentager min far".

"Din far blev likvideret".

"Nej, han blev overfaldet af en sindssyg. Den forbandede fortid rager på os med forgiftede fingre, det er ækelt. Hvad med vores liv?".

"Vi to holder sammen, ikke? Vi har en næsten fælles skæbne".

"Vibeke?".

"Erling, kys mig".

så kvitter jeg Hardall og Rasmussen, Heimdal er et smukt navn, Erling er en pæn mand, og han er så intelligent, tænkte Vibeke.

-

Det forelskede par holdt stille bryllup i stuerne bag bureauet for slægtsforsk- ning. Erling H delte sin tid med arbejde som edb-ingeniør og slægtstavleteg- ner. Vibeke administrerede og fordybede sig i slægtsforskningens videnskabe- lige aspekter.

De kunne ikke få børn; men de opdrog to flotte schæferhunde. Deres luksus var en firelænget ødegård, Tanggården, nær Skoggeslund Strand ved den jyske vestkyst. 

De var på vandretur, blev overrumplet af tordenvejr, søgte læ i det nærme- ste hus, en ødegård. Tanggården var til salg, den købte de, der var langt til naboer. Den nærmeste lå ved kysten foran plantagen, godt en kilometer mod nord, en enorm betonvilla, Domus Lausius.

-

-

-

                                                     guld16                                index

-

--

-