-

-
Coralie i privat tv

Andreas havde luftet tanken om køb af en sødrasvensk skovejendom og be- grave sig i teologiske studier; han havde dårlig samvittighed efter skilsmissen fra Minna. Celia og Lotte strittede imod, fik overtalt Andreas til at nøjes med loftetagen i Skindergade.

Elise havde sympati for Andreas teologiske søgen. Rolfs flirten med Lotte og Celia, og Rolfs affære med Pernille Skov, havde Elise tilgivet ham. 

Men Elise bifaldt ikke, at Andreas opgav at blive hellig eremit i Sydsverige.

"Andreas trænger til fornøjelser uden anger", kvidrede Celia.

Lotte: "Hvis Andreas er så hellig, holder Gud alligevel fast på ham".

"Andreas, din sjæl trænger til ensomhed", hviskede Elise.

"Jeg håber at finde mig selv. Noget er på vej".

Det, noget på vej, vidste Rolf, hvorfor Andreas indbød til frokost: 

"Andreas har en ejendommelig nyhed til os, vi skal se en særudsendelse i fjernsynet".

Rolf og Elise ankom tidligt. Celia talte med en kunde, solgte en computer. 

Der var stor forvirring i Lottes modelbureau, Lotte havde taget fejl af datoen, huset vrimlede med unge damer. 

"En aftale er en aftale", sagde Lotte; hun overlod virvaret til en ung mand med silkeskjorte, makeup og lakerede negle.

-

Efter frokosten læste Rolf søndagsaviserne; og blev rystet da han så en stor nyhed i konkurrentens avis. Elise spurgte om han havde maveonde?

Andreas sagde: "Nu må du være frisk om et par timer, lov mig det".

"Lad mig være i fred".

Nyheden, og ikke blot den, irriterede Rolf. 

Statsministeren havde foretaget en rokade, fire nye ministre ind, deriblandt godsejer Fedelsberg; han skulle være statens rådgiver i mere privatisering af erhvervslivet: Ud med alle socialistiske tendenser til statsstyring og komman- doøkonomi. 

USA´s præsident havde solgt US-army og marine, FBI, politiet og alle straffe- anstalter, til et privat vagtselskab. Det engelske arbejderparti havde nationali- seret miner, banker, forsikringsselskaber, skibsværfter, automobilfabrikker, luftfartsselskaber. Samme proces gennemførtes i Frankrig. Men straks vinden blæste den anden vej, blev statens kronjuveler solgt eller på anden vis priva-tiseret, af Englands og Frankrigs regeringer.

-

Rolfs interview med Fedelsberg blev genoptrykt på bladets forside. 

HP havde tilføjet ændringer: "John Fedelsberg er en hædersmand, en for demokratiet nødvendig støtte, et ægte folkeligt element, en superdygtig mand fra industri og landbrug, som er uundværlig i enhver regering". 

Få dage efter hyldestartiklen modtog Rolf et brev fra Fedelsberg, vedlagt et bundt aktier med nominel værdi: tre hundrede tusinde kroner.  

Fedelsberg anbefalede Rolf at fortsætte med aktiespekulation: "For der er Ingen Tvivl om, at Kurserne Inden årets Udgang vil være det Tredobbelte eller Måske mere", skrev hr. Fedelsberg.

den form for mishandling af sproget minder mig om en vis Grobanus 

jeg er korrupt, trehundrede, sekshundrede, nihundrede tusinde kroner, jeg er millionær, her sidder jeg, forbandet korrupt, millionær på papiret

hvad vil de andre sige

Lottes og Celias plaplapla, Elises 'nej, virkelig, det var da morsomt', Andreas roder med elektriske installationer, det er dog et værre søndagshalløj

Klokken 15:20 gennede Andreas dem sammen i det ubekvemme loftsrum.

"Det var godt vi fik en barnepige til Bella og Lars", sagde Elise.

Hun så bebrejdende på Rolf. Vidste han, hvad det drejede sig om? Rolf smi- lende til hende: "Andreas holder altid hvad han lover".

"Vi sidder nu meget godt, men vi mangler faster Louise, hun er så nysgerrig, men hun er på Listerdal", sagde Celia.

"Andreas, skynd dig nu lidt", sagde Lotte.

-

Andreas begyndte med et lille foredrag:

"Det drejer sig om en fantastisk person fra fortiden, som er lyslevende, eller jeg skal sige, næsten komplet levende, nemlig Margrethe Coralie Clausen.

Hun købte min faders, nej, jeg mener Laus Jansens betonbunker, som jeg kalder det, en stor cementklods ved Nordsøen og Skoggeslund Plantage. Jeg har ikke truffet hende personligt. Det vil hun ikke. Jeg har talt med hende i telefonen, og jeg accepterede på vores vegne alle hendes betingelser".

"Betingelser, hvad mener du?", sagde Rolf.

"At se hende, at stille spørgsmål. Vi må ikke belemre hende med unødven- dig konversation. Hun er en fysisk svag, ældre dame".

"Er hun spiritist?".

"Nej, Elise, ikke såvidt jeg ved".

"Går forbindelsen via telefon, eller computer, eller hvad?", spurgte Rolf.

"Forbindelsen går via et privat tv-selskab. Det var hulens dyrt. Jeg håber på et bidrag fra jer. Jeg går ud fra at I bifalder fremgangsmåden?".

Lotte og Celia så forbavset på hinanden. Rolf satte whiskyflasken inden for rækkevidde. Elise hjalp Andreas.

"Der er hun", hviskede Elise.

"Hvad sagde jeg", hviskede Andreas.

Billedet på tv-skærmen var perfekt; de hørte en tydelig, men svag stemme sige: "Goddag alle sammen, velkommen til mit hus". Forbindelsen til Coralie Clausen i huset på Skoggeslund Strand, var etableret.

De så en lille skikkelse ligge under et tæppe på en hvilestol på tagterrassen i Domus Lausius, det tidligere Domus Odettus. En skikkelse skjult bag store sol- briller, kun hendes mund og den højre arm, bevægede sig.

-

"Jeg er Coralie. Jeg kan ikke indbyde jer til et større samvær. Jeg er, som I kan se, ikke mobil til gæster. Jeg har en lille hilsen til Andreas. Det angår Min- na. Jeg kan fortælle dig, at Minna er hos mig. Ja, Andreas, man kunne undgå mange sorger, hvis man kunne afværge ubehagelige hændelser. Måske netop det, som du, Andreas, filosoferer over. 

Hvad angår Minna: En dag stod en forpjusket kone ude i haven og spurgte efter Laus. Det var Minna. Hun var og er patient. Minna befinder sig i en rab- lende kronisk forelskelse i Laus. Jeg tog Minna i huset og hun passer mig vir- kelig storartet. Andreas, vil du høre om Minnas børn?".

"Nej", råbte Andreas, havde nær afbrudt forbindelse til Skoggeslund Strand.

"Så vil jeg gå videre. Kender I noget til Jan Gustaf?".

"Ja, gennem Andreas, hallo, jeg mener, kan De høre mig?".

"Jeg hører Dem udmærket, Rolf".

"Vi hørte om Jan Gustaf gennem Andreas. Andreas læste en trist historie fra Odettes dagbog".

"Det var rædsomt", sagde Celia.

"Ja, måske kære Celia, det var Celia, ikke sandt?".

"Jeg vil ikke høre mere, De må ikke tale om min far", hviskede Celia.

"Jeg kan ikke høre, hvem der hvisker. Jeg beder jer lytte, og det I hører er naturligvis sandt, jeg har aldrig deltaget i banalt komediespil".

"Det er næppe overdrevet", mumlede Rolf.

"De lovede at fortælle om general Hardalls datter og sønner".

"Ja, Andreas, det er vores aftale, nu begynder jeg:

-

Den unge officer Viggo Rasmussen giftede sig med Cornelius Hardalls datter og fik tilladelse til at videreføre slægtsnavnet Hardall. Pudsigt nok blev han min chef, sammen med Carl Anton og Ove Skov.

Hardalls og mine forældre boede i Hellerup. Min far døde da jeg var lille, han var ingeniør i et cementfirma. Han gik fallit og vi flyttede til Strandboule- varden. Min mor tvang mig ind i de fine børns børnehave, skole, roklub, bad- mintonklub, det var her jeg traf Henrik Listerius. Henrik og jeg fortsatte på uni- versitetet. Vi læste jura.

Jeg var den yngste i kliken. Mig, Odette, Laus og Henrik, og meget yngre end mine senere kolleger, Carl Anton, Ove Skov og Viggo Hardall. 

Laus var lidt forelsket i mig, vi havde det ganske storartet sammen.

Men I vil høre om Sigurd og Olaf og Vibeke Hardall. 

Jeg kan ikke hjælpe jer vedrørende Vibeke, hun var en lille efternøler, jeg ved ikke noget om hende.

Hvad angår Sigurd, har han kun parentetisk betydning, men pælen i kødet hos såvel Sigurd og Olaf er ubestridelig. Jeg håber ikke, at Vibeke ligner sine brødre.

Jeg taler om Olaf, det vil sige Laffe, eller Bamse. Hvorfor? Jo, det blev den person, som fik den største betydning for mig. For min krop, mener jeg. 

Laffe/Bamse gjorde mig til invalid.

--

Men der er en forhistorie. Der skete det, at jeg i Østersøen steg ombord på en ubåd, og rev hul i mit ene lår på noget rustent jern. Der gik betændelse i såret. Men hvad værre var, mit blod blev vært for en infektion, der gav mig sår og betændelse over hele kroppen, et faktum som senere fik stor betydning.

Jeg blev i Østeuropa i ti år, uden arbejde, uden penge, uden venner. Jeg savnede mit hjemland, og vendte tilbage som led i en udveksling af agenter og desidenter, et af de mange forsøg på opblødning af de politiske, interna- tionale forhold.

Jeg beholdt mit navn Coralie Clausen, droppede Margrethe, og købte Lau- ses flotte betonresidens her i Skoggeslund Strand. Huset lignede en slagmark. Det havde været igennem hårdhændede ejerskifter hos vandaler".

Den lille skikkelse sad ubekvemt, og sagde: "Hugo, mine puder".

-

De så en ældgammel mand komme til syne på tv-skærmen, krumbøjet, støt- tende sig til to stokke; han hjalp Coralie tilrette.

"Det er Hugh Hayden, det er spionen Hugo Valtat", hviskede Rolf.

"Tak, Hugo. Men, som sagt. Disse bakterier i blodet fik en ulykkelig betyd- ning da jeg senere var udsat for en brandulykke, nej, det var meget værre. Så hvis jeg ved et uheld slår tæppet til side, vil I se kun en torso af en oprindelig ret så køn ung dame. Hugo, nu trænger jeg til et glas hvidvin".

"Den ældgamle mand er hendes tjener", hviskede Elise.

"Elise, hold bøtte, dumme kælling", hviskede Celia.

De så en rødmosset, gråhåret dame, som tålmodigt støttede Hugh Hayden. Det var Minna.

"Det er Minna. Det er Minna", hviskede Andreas.

-

"Og så går jeg ud fra, at I vil vide hvorfor jeg valgte kommunismen og ikke Vesteuropa og USA. Det kan jeg forklare. Jeg var på studieophold i Amerika og blev lamslået over den brølende amerikanske antikommunisme. Den var overalt. Efter nazi-goebbelske principper. Aviser, bøger, tv, radio, tidsskrifter, filmindustrien, gav milliarder og milliarder dollars i omsætning. At være antikommunist var en vellønnet profession for masser af mennesker. Man slagtede ægteparret Rosenberg i den elektriske stol, dømt som atomspioner. I kender navne som Nixon og Reagan, de senere præsidenter. De arbejdede dengang for propagandaen, lønnet af senator McCartys antikommunistiske komite. Godt, jeg valgte side og har ikke fortrudt det. Men jeg erkender, at der er afgrunde mellem den ideelle kommunisme, og, det andet.

Nu kommer vi til storpsykopaten Olaf Hardall, det vil sige Bamse. Men mine bemærkninger om ham er præget af bitterhed. I vil senere forstå, hvorfor.

-

Der var næsten ingen der vidste, at Bamse var døbt Olaf. Bamse/Laffe var moderens kælenavne til Olaf. Der var næsten heller ingen der vidste, at han, under en fredsommelig maske, skjulte sine drifter og karakter. Men det skete, at han i selvransagende øjeblikke indrømmede, at hans rygrad var en klat gelé, at han blev forkælet af sin mor, fordi hans far, sagde han, havde røvpulet ham da han var tolv år".

"Nej, Rolf, virkelig, det var da morsomt", hviskede Elise; hun stirrede på tv- skærmen, krammede et lommetørklæde mellem hænderne.

"Bamse var ældre end jeg. Jeg fik min studentereksamen. Bamse var lidt ordblind, han kom tidligt ud af skolen. Bamse tog tilløb til meget forskelligt, en tid var han elev som dekoratør i et stormagasin. 

Jeg fik et studenterjob som fotograf på et pressebureau, og en af mine første opgaver var en billedreportage fra arbejderbevægelsens 1. maj møde i Fæl- ledparken. En ung minister, den senere statsminister, skulle holde festtalen.

Da han så mig, sagde han, at han var træt af påtrængende fotografer, der hængte på ham som lus på en vagabond.

"Unge dame", sagde han, og jeg blev benovet, "hvordan ser De på ungdom- mens problemer?".

Men det underlige var, at vores handelsminister stod halvt sovende, hans blege ansigt dampede af sved, han lugtede af øl, men pludselig rettede han sig op, drejede om på hælen, og banede sig vej gennem menneskemylderet op mod tribunen".

"Det kan ikke være rigtigt, jo, det er, det er ham. Det var resignanten", hvis- kede Lotte.

"Efter mødet fik jeg nogle gode billeder af menneskemassen, der sivede bort over Fælledparkens store græsplæner, og af oprydningsarbejdet og politiets besvær med fulderikker. 

Klokken var cirka atten femten, jeg skulle være færdig med billederne på bureauet senest klokken nitten. Jeg kunne ikke finde min cykel. Og pludselig hørte jeg et skrig fra et barn.

Lyden kom fra et buskads. Jeg gjorde kameraet klar og listede nærmere. En beruset kvinde kom løbende, kun iført en laksefarvet underkjole, hun greb mig i armen og råbte: "Har De set Else, hun er syv år og har rød kjole?".

Jeg turde ikke svare, pegede på buskadset, men hun ville ikke gå derind. Jeg skubbede til hende, hun nikkede og gik på tåspidserne ind mellem træer- nes og buskenes grene, og udstødte et vræl:

"Elsepige, hvad er der sket med mors lille pige?".

Det fløj igennem mig: "Kun fortjent, når du ikke passer på ungen".

Den lille piges kranium var knust, dræbt med en granitsten, underkroppen skamferet med en kniv, og jeg så en ung mand løbe ud fra buskadset. Han løb hen til en cykel, det var gudhjælpe min egen cykel, sprang op på cyklen og spurtede af sted. 

Jeg havde åndsnærværelse nok til at løfte kameraet, indstille søgeren, tryk- ke af, dreje næste billede frem, indstille søgeren, trykke af, samtidig med at jeg løb og løb efter forbryderen. Men jeg ville ikke indhente ham. Jeg løb for at komme væk.

"Hvad skal jeg sige til politiet?", tænkte jeg. Jeg kunne ikke lyve over for politiet. Men jeg kunne tage fejl. Jeg styrtløb op til Østerbrogade og sprang op på en sporvogn. Og jeg styrtløb fra sporvognen hen til bureauet. Jeg låste mig inde i mørkekammeret, famlede med film og fremkalder, væltede forstørrel- sesapparatet, tissede i skyllevasken, tørrede filmen med en blæser, alt gik alt for langsomt, og jeg hadede forbryderen og politiet og Elsepigen og hendes mor, og stod og skammede mig fordi jeg vidste, at billedkopierne afslørede en morder, jeg havde genkendt. 

En cyklist der så sig tilbage, ligbleg og forskræmt, trådte i pedalerne, støvet hvirvlede, cyklen svajede.

Jeg klippede cyklistbillederne fra filmen, lagde dem ned i min taske, filmen ned i arkivet. Jeg tørrede forstørrelserne af cyklistbillederne, lagde dem ned i min taske. Så gjorde jeg billederne af ministeren og menneskemylderet i Fæl- ledparken færdige, afleverede dem til bureauchefen.

Han var imponeret, "flot præstation", sagde han. "her, tag ind til byen og find dig en fyr", sagde han, og stak mig et forskud.

"Hvad fanden rager det Dem", råbte jeg, hev pengesedlen fra ham, og løb forpustet, ophidset og nervøs ind til de sædvanlige værtshuse. 

Men hvad skulle jeg sige til Laffe/Bamse, hvis jeg traf ham? Jeg måtte hol- de min viden skjult, ja, en malplaceret loyalitet, jeg følte medlidenhed med ham, og især hans forældre.

Der gik flere år. Jeg kom ind i partiet, og til politiet og passede mine jura- studier. Jeg så ham ikke, men jeg hørte om ham. Han sendte postkort fra en rejse i Tyskland, Frankrig og Italien. Han var på filmskole i Berlin, han var på kunstskole i Frankfurt, han var assistent hos en berømt billedhugger i Paris, han skrev musik til en italiensk film. Alt dette kunne være sandheden om et overordentligt interessant liv. Så holdt postkortene op, og moderen betalte de ophobede anmeldelser for bedragerier og andre småting.

Men ét forhold var besynderligt. Han havde sagt at han var halvjøde, henvis- te til sin pykniske krop, gråbrune øjne, hvalpefede ansigt, og modtog penge af en jødisk familie for at skaffe dem til Danmark. Men brugte pengene til beta- ling af gæld og angav den jødiske familie til Gestapo. Disse nuancer i hans levnedsløb fik jeg først adskillige år senere betroet af Sigurd Hardall, da den- ne engang i panik gjorde mig til sin fortrolige. Partiklerne i Bamses univers måtte før eller senere berøre hinanden, enkelte støde voldsomt sammen. Det var uundgåeligt når man kendte Bamse.

-

En aften mødte jeg ham på et samlingssted for kunstnere, jeg arbejdede på en tyverisag, der var stjålet malerier, tegninger og litografier. Han var hygge- pianist; jeg konstaterede, at den såkaldte jazz han spillede var noget fimset stads han havde lært på et korrespondancekursus, som hans mor havde betalt. Det var en belastning at kende Bamse. 

Da jeg så Bamse, tænkte jeg på tyverisagen. Men jeg var enlig pige uden ledsager og havde tænkt mig hurtigt at forlade lokalet. Da havde Bamse alle- rede set mig, og vinkede til mig.

Jeg satte mig ved et bord ved en brutalt udseende mand, han var virkelig skummel. I samme sekund holdt Bamse op med at spille, kom hen til os, men endnu før han havde sagt goddag, snerrede bistermanden: 

"Hvad bliver det så til?". 

Laffe/Bamse mumlede ind i bistermandens øre, men han råbte:

"Nej, det skal være i dag, hej, tjener, jeg betaler, giv vores ven Bamse en øl, og en genstand til den unge dame".

Jeg blev forbavset, og i min forvirring smilede jeg venligt til Bamse.

"Dav, Margrethe, Coralie, jeg kommer om et øjeblik, jeg skal spille et par numre", sagde han. Lidt for stakåndet, lidt for konfus.

"Nå, der kom jeg i selskab med en af Bamses venner. Skål dame, jeg hed- der Dalle".

Så kom Bamse og hviskede til Dalle, men han, bistermanden, greb ølflas- ken, satte den hårdt i bordet, og snerrede: "Nej, Bamse, det skal være i dag, det skal være nu". 

Bamse blev bleg, tørrede ansigtet med et stort lommetørklæde og svarede nervøst: "Ja ja, jeg gør hvad jeg kan". 

Han hen til flyglet, satte sig tungt, sad uroligt på stolen, og gik så hen til, hvad jeg formodede var restauratøren, i et vigtigt ærinde. Penge. 

"Han skal betale sin gæld, det gør alle vi andre", hviskede Dalle til mig.

Bamse stak pengesedler ind i Dalles hånd, tørrede sveden af panden.

Dalle sagde: "Bamse, der mangler halvtreds kroner".

Bamse greb sig i at ville overfuse Dalle, prustede: "Jeg har ikke flere, det er meget vanskeligt for mig, kan du dog ikke forstå det".

"Det rager ikke mig", svarede Dalle. 

Og så indtraf det jeg frygtede. Bamse lænede sig ind over bordet til mig og læspede sukkersødt:

"Coralie, Margrethe, lån mig halvtreds kroner et øjeblik".

Mit svar var torskedumt, jeg sagde: "Ja, Bamse, selvfølgelig".

Dalle sagde hverken tak eller farvel, han gik.

Jeg lyttede til Bamses klaverspil, og til min splittede samvittighed, der tilgav det hemmelige fællesskab mellem ham og mig, et fortidens pant om tavshed om barndommens hemmelige gerninger, da han ækelt havde befølt mig, så jeg var chokeret i dage, og dertil hans fantastiske oplevelser, pureste løgn.

-

Jeg var træt og ville hjem, og bad ham om de halvtreds kroner. Han trak et stort bundt sedler ud af sin tegnebog. Jeg så forbavset på de mange penge. Det opfattede han som om han skyldte mig en forklaring.

"Det er ikke mine penge", sagde han, "det er kassebeholdningen fra tjener- ne, jeg er inspektør, forstår du, tjenerne er ikke pålidelige. Men vi to skal tale sammen, kan vi mødes i klubben?".

Jeg burde være gået hjem i seng, men jeg havde lyst til en mands selskab, og jeg kendte værtshuslivet. Det husker I sikkert, jeg var sangerinde, jeg må sige, dog kun con amore.

I klubben traf jeg Bamses broder, tandlægen Sigurd Hardall, og dennes ven, modecreateuren Arne. Klubbens ejer spurgte mig:

"Er De med i selskabet, kender De dem?".

"Ja, fra barndommen, herregud, hvad er der galt med dem? Smukke-Arne er en provokation, og Sigurd er enøjet balletidiot, og hvad så?".

"Sigurd og Arne, ved De hvad De taler om?", hvæsede den lille mand.

"Hvad er der med dem?", sagde jeg, og havde nær vist ham mit politiskilt. Jeg var havnet på et bøsseværtshus.

"At De vil omgås disse mennesker, de skiderikker vil stjæle min forretning".

" Vil Sigurd og Arne snyde Dem?".

"Det er ikke dem, det er ham, Bamse".

Bamse trippede nervøst, trak i min arm, hviskede til mig: 

"Lad os køre hen et andet sted, Sigurd og Arne laver skandale, og vi skal snakke sammen, det lovede du".

Havde jeg lovet Bamse noget som helst?

"Nej, jeg orker ikke mere, jeg vil hjem". 

Sigurd og Kreatur-Arne, Sigurds kælenavn til sin ven, kaprede en taxa, og forsvandt.

Bamse inviterede på natmad. Jeg kæmpe fjols orkede ikke at sige nej. 

Bamse havde en utrolig appetit: "God og rigelig mad er min eneste fornøjel- se", sagde han.

-

Hvad der faktisk skete kan jeg ikke huske. Jeg var træt og beruset, desværre. Der er et hul i min hukommelse, til jeg stod i min moster Berthas soveværelse, sammen med Bamse. Jeg havde lovet ham penge. Hvordan og hvorfor ved jeg ikke. Jeg havde ingen penge.

Min onkel, en dum skid, og moster Bertha havde nægtet at hjælpe min mor. Da min mor og senere min onkel døde, sad Bertha som enke med en sum penge og værdipapirer, og da jeg blev ansat i politiet og passede mine jura- studier, gav Bertha mig indblik i hendes formue, lod mig passe hendes blom- ster, ejendele, skrin og skuffer med smykker og bankbøger. 

Moster Bertha var på charterrejse.

Jeg vågnede i Helsingør, på jernbanens restaurant. Jeg frygtede jeg ville be- svime, så træt og beruset var jeg. Bamse betroede mig sine planer. Pointen var penge, som jeg havde lovet ham. Jeg var som en slatten klud i hans hæn- der, sad med moster Berthas bankbøger i min taske, følte på dem, trak dem frem og skrev små sedler med kodenavn og kodetal, lagde bankbøgerne tilbage i min taske.

Han ville handle med ejendomme og pantebreve; han var ved at grundlæg- ge et firma, sagde han. Sigurd og Arne havde sagt ja.

"Felix sagde du ville købe hans natklub, er det ikke for meget?".

"Den lille bøsserøv, måske senere, ja, helt bestemt".

"Opretter du et aktieselskab?".

"Næ, det er mig der bestemmer, jeg ved præcis hvordan den skal skæres".

"Jeg har ikke begreb om forretning", svarede jeg.

Jeg sad og undrede mig, følte behag ved en mærkværdig form for selvde- struktion, havde uendelig medfølelse med min barndomsven, og selv om jeg ikke havde lyst til at gå i seng med ham, kunne han vel en enkelt gang bruges som erstatning.

"Det kræver et bogholderi", sagde jeg.

"Det er det jeg vil tale med dig om", ivrede han, grinede fjoget, skvalpede sjussen ned i sin fede vom.

"Hvordan går det med Pylle?", sagde jeg.

"Jotak, hun ligger på hospitalet, men ellers har hun det godt".

-

Kort sagt, eller sagt sådan, Bamse havde igen tævet hende. 

Pylle var Bamses akilleshæl. Jeg havde stukket hul på en byld. Bamses ord kom som et vandfald. De havde truffet hinanden på Sigurds tandklinik, hvor hun som veltrimmet blondine truede med at destruere Sigurd og hans faglige omdømme, men ved hurtigt at afskedige hende undgik Sigurd en kollaps.

Pylles yngelpleje rettede sig mod Bamse, som hun forsørgede uden vielse eller børn, endsige samlejer. Hun tilfredsstillede sig selv ved onani og en pe- nisattrap, mens han blev varmet op; så skulle hun piske ham. Et makabert for- hold. Jeg væmmedes over min barndomsven, men lyttede. 

En tid var Pylle stripteaseservitrice på en natbeværtning. Det var den hårdt- levende periode, de skændtes som vilde dyr. Pylles foragt for ham vældede frem: "Hvad er du for en eunuk, dit sølle pjok, du har ingen nosser".

Bamses mor, fru Hardall, havde aldrig talt til Pylle, endsige besøgt dem i deres hjem. Hvad de havde af møbler og kunstgenstande mente moderen måtte være stjålet. 

Sigurd turde ikke sige hende imod.

Turde jeg selv sige Bamse imod? Nej, hans umoral var smitsom. 

Hvorfor har han ingen skamfølelse, tænkte jeg, han er et svajende siv, et ansvarsløst pjok, karakterafvigende psykopat af verdensformat, blot fordi hans far har tævet ham eller onaneret ham, eller var det Sigurd, og moderen pylret om ham; ham, maskulinets vraggods, bad mig om at blive bogholder i et fan- tasiselskab, han er skør og vanvittig.

"Dine og mine evner vil være gode partnere", sagde han.

Jeg skulle være partner med en plattenslager, jeg var det næsten allerede. Jeg var beruset, dødsens træt og fortumlet.

"Jeg har lokaler og inventar og brevpapir og telefon og Bøsse-Arnes bank- garanti, jeg mangler den sidste håndsrækning op over bakken, Du siger ikke nej, vel?".

Jeg hørte en truende undertone i hans stemme. Jeg rejste mig for at ville gå, det svimlede for øjne, susede for mine øren, jeg måtte sætte mig igen.

"Jeg vil ikke være din partner", sagde jeg, "jeg vil ikke være din partner".

"Du skal bare låne mig tyve tusinde kroner".

"Jaja, ja selvfølgelig", svarede jeg træt. Bamse var utålelig, han havde vun- det. Jeg var opløst og udmattet. Bamses griseøjne blinkede muntert.

"Skal vi gå i banken, eller ordner du det med en check?".

"Jeg har kun mosters Berthas bankbøger".

Min svimmelhed, træthed og fuldesyge, jeg havde aldrig prøvet at være be- ruset, gjorde alt kaotisk. Min taske væltede, og spredt ud over gulvet lå mine penge, legitimationskortet fra politiet, checkhefte, kørekort, pudder, læbestift, nøgler, moster Berthas bankbøger og hendes guldarmbånd med grønne sma- ragder.

Bamse sagde: "Jeg kan ikke kravle på gulvet, jeg er for fed, du må bestem- me dig, jeg har travlt".

"Vent dog et øjeblik".

"Jeg går nu".

I toget tilbage til København blev jeg grebet af panik. Alt af værdi var for- svundet fra min taske. Da moster Bertha kom hjem fra charterrejsen, og hver- ken kunne finde bankbøger, guldarmbåndet med de grønne smaragder og halskæden med store perler, fik hun et hjerteslag og døde.

Jeg savnede noget mere i min taske. Kopien med den flygtende cyklist fra Fælledparken, den lille piges morder. Jeg fandt filmen, og en kopi. Mit had, min afsky mod ham, var total. Men jeg var samtidig bundet til min, en kende stupide, loyalitet over for familien Hardall, som forhindrede sanktioner mod Bamse.

-

Et halvt år senere ringede Sigurd Hardall, han græd: 

"Der er sket noget ganske forfærdeligt, det er kreaturet, lille Arne, min kære lille Arne, han har begået selvmord, det er ganske forfærdeligt. Kommer du til begravelsen?".

Der var et væld af blomster, fra Sigurd. Vi var kun tre i følget. Sigurd, mig, og en tredie. Sigurd hulkede, jeg trøstede ham, han rettede sig op, så vredt på den tredie deltager, og sagde: "Hvem er han?".

Det var Herluf. Sigurds mistro forsvandt, han sagde: 

"Vi, de efterladte, kan vel indtage en beskeden anretning hjemme hos mig, middagen venter, jeg har tilberedt nogle postejer".

Middagen endte rædselsfuldt. 

Herluf var Smukke-Arnes hemmelige financier, de havde kendt hinanden i en årrække og havde boet sammen. Arne havde altid været punktlig i penge- sager. Herluf havde i det sidste halve år uden tøven forstrakt ham med store lån.

"Måske er vi i den samme situation?". Herluf så spørgende på os.

"Har De også lånt ham penge?", råbte Sigurd.

"Ja, jeg har kvitteringer på mange tusinde kroner".

"Stakkels Sigurd og Herluf", sagde jeg.

"Er De Arnes søster?".

"Mig? Nejnæ".

"Jamen det er dog for galt", råbte Sigurd, løb hen til døren: "Anna, vil De øjeblikkeligt bringe kaffen".

-

Bamses evner som svindler var effektiv. Sigurd, tohundrede tusinde. Herluf, trehundrede tusinde. Berthas bankbøger, guldarmbånd med smaragder, hals-kæden med store perler, otte hundrede tusinde. 

Sigurd sagde: "Søde Margrethe, det er alt for lidt, alt for lidt. Du er så beske- den, skriv ni hundrede tusinde".

Bamses metode var et hjemmelavet aktieselskab, trykt på fint papir med Børnenes Bogtrykkeri. Sigurd og jeg stod opført som aktionærer. På det grund- lag var Smukke-Arne gået i fælden som Bamses kompagnon. 

Arne kunne sy kjoler, hatte, teaterkostymer, og havde stor succes med en forretning på Strøget, alt andet var ham uforståeligt. Arne havde modtaget og læst, men nægtet at besvare strømmen af advokaters trusselsbreve, med det resultat, at politiet fremstillede ham i fogedretten. Arne nægtede ethvert kend- skab til veksler og garantier, med hans underskrift.

Den i hast tilkaldte advokat kunne ikke hjælpe ham: 

"De skal betale. De vil da ikke benægte Deres kendskab til Olaf Hardall, og som sagen står må De sagsøge ham, men husk dog på, at han er søn af den kendte general Hardall".

"Min underskrift er forfalsket", græd Arne.

-

Den nat havde Sigurd og Arne et opgør. Sigurd ville holde Arne skadesløs, men Arne måtte forlade Sigurds hus. Arne havde svigtet Sigurds tillid, næh, ikke i småting som pengesager, pæne folk taler vedgud ikke om penge. Men ved sladder om Sigurds platoniske forhold til en skuespillerinde, hvis eneste brøde var ægteskab med en fabrikant. Næste dag flyttede Arne ind hos Herluf, som lovede at hjælpe ham.

Så trådte Bamses karakter påny i aktion. Bamse var beruset, opsøgte Smuk-ke-Arne i hans mondæne salon på Strøget. 

Arne greb situationen helt forkert an, burde have tilkaldt politiet. Arne havde besøg af en grevinde, som prøvede en silkehat. 

Da Arne så Bamse, jog han grevinden og personalet ud af forretningen, rev silkehatten itu, smed vraget ud på Strøget, hvor dronningens musikkorps mar- cherede forbi. Silkehatten landede på majorens tambourstok, og der opstod en kamp mellem grevinden og tambourmajoren, om retten til at nedtage tam- bourstokkens uventede prydelse. Og Arne viftede med armene og råbte til det sammenstimlede publikum: "Gå væk med jer, gå væk".

Bamse sagde, at der var tale om ganske almindelige transaktioner. Arne svarede ved at stikke Bamse en lille kælen lussing, og sagde: 

"Fy, slemme Sigurds lillebror. Din rædsomme Pylle siger du er uden nosser og er en svindler, slemme dreng".

Bamse gik amok, flåede kostbare rober i laser, satte ild til parykker, smed parykker med ild efter Smukke-Arne, som forsøgte at slukke ilden, og råbte til publikum ved butiksruden: "Gå væk med jer, gå væk". 

Til sidst mishandlede Bamse den spinkle costumier.

Samme nat ringede Arne til Herluf og Sigurd, og hviskede: "Nu er jeg ikke mere". Dagen efter fandt personalet ham død med overskåret pulsåre.

-

"Dette her går ikke, det er en sag for politiet", sagde jeg.

Sigurd svarede: "Dét vover du ikke. Fordi du vil være kriminaldirektør skal du ikke være stikker".

"Skattevæsenet, har man hørt magen?", sagde Herluf.

Bamse købte sommerhus. Bamse kunne ikke tåle sol, solgte huset med tab. Bamse købte en dyr sportsvogn, kunne ikke køre bil, smadrede vognen på ti minutter. Bamse købte lystbåd, led af søsyge, båden solgt for en tiendedel af værdien.

"Sådan er Pylle", sagde Sigurd.

"De mener Deres forbryderiske lillebror", sagde Herluf.

"Nej, jeg sagde Pylle", svarede Sigurd.

Efter samme princip havde Bamse købt aktier og obligationer, og brændt sig læsterligt, tabt hele indsatsen, alt tabt.

"Hvem er Arnes arvinger? Hvem er kurator i Bøsse-Arnes dødsbo?".

"Margrethe, du må ikke omtale min Arne, mit lille kreatur, på den måde, det har jeg sagt".

"Vi kommer ikke uden om kuratoren".

"Åh, I er utålelige, jeg er kuratoren, jeg har det skriftligt".

"Er det Dem, hr. Sigurd?", råbte Herluf.

"Arne, mit lille kreatur, var forældreløs, havde ingen familie, det var derfor han knyttede sig så inderligt til mig. Og jeg takkede ham ved at svigte ham. Det er ved gud så svært alt sammen. Jeg er hans eneste arving".

"De skal omgående tilkalde hr. Bamse, således at vi kan få denne penible sag på rette plads", sagde Herluf.

"En glimrende ide", sagde jeg.

Sigurd løftede telefonrøret: "Goddag, lille Bamse, det er mig, jeg beordrer dig hermed til en alvorlig samtale".

"Er det noget særligt?".

"Du hørte hvad jeg sagde, om tyve minutter, og du medbringer ikke Pylle".

"Jeg er på vej, jeg kommer".

-

Jeg sad bag skrivebordet, da Bamse trådte ind i Sigurds såkaldte bibliotek:

"Hvor er Sigurd?".

"Han er gået".

"Er han gået? Hvad laver du her?".

"Vi to skal tale sammen".

"Tale sammen med dig, om hvad?".

"Vores penge, de midler du har tilegnet dig fra Bøsse-Arne og Sigurd og en kontorchef du ikke kender, og dem du har stjålet fra mig".

Jeg sad i Sigurds stol. Bamse stod foran bordet. Jeg var nervøs, min taske stod på bordet. Bamses frækhed kom bag på mig; han åbnede min taske; han blev forbavset da han genkendte fotografiet med den flygtende cyklist i Fæl- ledparken. Jeg ventede et raseriudbrud, men han så fjoget uskyldigt og forle- gen på mig og sagde:

"Vi er ikke alene, er vi vel, der er nogen her i huset der lytter".

"Ja, en advokat og et par vidner".

"Og det skal du ordne for dem, lokke mig i en fælde".

Så skete igen det mest tåbelige. Jeg fik medlidenhed med ham. "Jeg skal gøre det kort", sagde jeg.

Han så sløvt på mig; så tog jeg mig sammen og sagde definitivt: 

"Dine aktiver giver du frivilligt til et nyt konsortium".

"Et nyt, eh?".

"Dine kreditorer".

"Jeg skylder ikke dig penge".

"Du lod Pylle sælge moster Berthas smykker på en auktion i Stockholm, og du tømte moster Berthas bankbøger, en samlet sum på".

"Bagateller", fnisede han, "du kan få den halve million i morgen, dem skaf- fer jeg hurtigere end du kan slå en skid".

"Hvad med den anden halvdel?".

"Den anden halvdel? Har du glemt det? Du skrev selv under", råbte han.

"Hvad, hvornår?".

"Du var skidefuld, dit svin, du ville bolle med mig midt på gulvet i Helsingør, og hev bukserne af servitricen, ville snaske hendes fisse, og du lå på dine knæ og savlede og tiggede, at jeg skulle beholde dine penge, dit lille svin".

"Har du noget bevis, en kvittering, et dokument?".

Bamse trippede, som en bokser i ringhjørnet, flammerød i ansigtet, hev efter vejret, det frygtede, ukontrollable raseriudbrud var på vej, og så kom det. 

Det var en lettelse for mig; han hamrede håndfladerne i Sigurds polerede skrivebord.

"Jeg skrev en kvittering og jeg skrev en fuldmagt og du sagde jeg skulle efterskrive dit navn, Coralie", brølede han.

Det var ingen tilståelse; det var en beskyldning. Han væltede i vidners nær- værelse al skylden over på mig.

Der lød larm inde fra soveværelset og jeg hørte Sigurds anklagende:

"Herluf, jeg forbyder dig enhver indblanding". 

Herluf rev døren op, kom stormende ind. Herluf var ophidset; han pegede anklagende på Bamse:

"De er dog den værste forbryder jeg nogensinde har truffet, at De dog ikke skammer Dem, De stjæler med arme og ben sammen med denne lille noksag- te luder og tyvetøs, hvad hedder hun, Pylle, ikke sandt? Hr. Olaf Hardall, De er en forfærdelig forbryder, at De dog ikke skammer Dem".

"Hold kæft, røvpuler", hvæsede Bamse.

"Dét vover De at sige til mig, lige op i mit åbne ansigt", råbte Herluf.

Med et uventet mod, som jeg ikke havde tiltænkt ham, greb Herluf glas med øl og spiritus, hældte dem ud over Bamse, som prustede og gispede:

"For satan, din røvpuler".

Herluf blev rasende, han løftede et stort træfad med Sigurds hjemmelavede øl, lod det lande på skrivebordet, som kvasede sammen. Sigurd kom løbende, og da han så Bamse bulldoze sig gennem glas, skrivebordets pindebrænde og øl, råbte han:

"Bamse, du gør det ikke. Du gør det ikke, Bamse". 

Men det gjorde Bamse. Han masede sig ind på Herluf, væltede ham omkuld, greb en knust flaske og tværede den ind i Herlufs ansigt. Jeg fik fat i Bamse kravetøj, trak ham ind i spisestuen.

Sigurd fulgte efter, puffede til Bamse, anråbte himlen at fratage ham byrden af sin forbryderiske lillebror. Bamse replicerede med et spark i skridtet på Sigurd, som udstødte et skrig, krummede sig sammen, sank i knæ på gulvet.

Jeg så ikke Herluf før det var for sent; han kom vaklende med en stor Ming- vase, som han knuste mod Bamses hoved. Jeg slap mit tag i Bamse, ventede han ville falde død om, blodet sprøjtede fra ham, men han grinede hysterisk: 

"Idioter, idioter, Mingvasen er uerstattelig".

Han bøjede sig adræt, greb de største skår fra den knuste vase, og kylede dem mod vitrineskabet med Sigurds samling af krystalglas, sølvtøj, eksotisk porcelæn, hele det muselmalede spisestel fra Kongelig Porcelæn. 

Efter bragene, stilhed.

Bamse fnisede: "Hihi, sådan, fine kostbare antikviteter, sådan, hihi".

"Din lede vandal", stønnede Sigurd. 

Bamse svor hævn over en sammensværgelse, løb ud på vejen, råbte: "Taxa, for helvede". Husholdersken Anna jog ham de sidste meter ud af huset med en gulvskrubbe.

Samme nat brændte en ejendom i Vimmelskaftet, den rygende brandtomt var på avisernes forsider fordi genboen, Domkirken, havde været i fare. Huset var under ombygning, den eneste beboer var viceværten, en ensom særling der forvirret påstod, at ejeren var brandstifteren. 

Den gamle mand blev anbragt på et hjem, politiet opgav at rejse sigtelse mod Bamse af mangel på bevis.

En skandaleavis gravede i sagen og kunne meddele, at tandlægen, teater- og ballettossen Sigurd Hardall, var under mistanke for falsk forklaring. 

Bamses alibi beroede på, at han ved brandens opståen befandt sig hos Sigurd, som Sigurd havde bekræftet. Sigurd dækkede Bamse. Men det gik galt. Anna og Herluf fortalte til avisen, at de var sikre på, at Bamse ikke havde overnattet hos Sigurd. Det havde Herluf, og der havde forinden været en for- færdelig ballade med Sigurds lillebror, Bamse.

Bamse blev dømt; han skreg: "Justitsmord, nazidyr", til dommeren, og da betjentene førte ham ud, rev han sig løs og råbte: "Hiposvin, hiposvin, I er værre end Gestapo".

Sigurd ringede og sagde: "Kom ud til mig, jeg er så deprimeret".

"Nej, jeg kan ikke i aften". Jeg kunne, men jeg ville ikke.

"Kun en time?".

"Nej, Sigurd".

"Margrethe, jeg har det så forfærdeligt".

"Det er trist, men jeg kan ikke hjælpe dig".

"Tror du, Margrethe, tror du?".

"Hvad tror jeg, Sigurd?".

"Tror du det er sandt, det med Bamse i Fælledparken, tror du det er sandt?".

"Jeg kender ikke til noget med Bamse i Fælledparken", råbte jeg.

"Vil du ikke komme, bare et lille øjeblik".

"Sigurd, du piner mig. Jo, jeg kommer".

Jeg traf et ulykkeligt menneske. Sigurd gav mig et uudsletteligt indblik i lidelsen ved den værste form for medskyld i en forbrydelse: Fortielsen.

Sigurd fortalte, at hans mor en dag, den 3. maj for mange år siden, havde opsøgt ham og fortalt, at Bamse var kommet hjem og havde sagt, at han havde fundet en lille pige myrdet i Fælledparken. Men moderen kunne se på Bamse, at han løj, at han måske havde gjort noget ganske forfærdeligt.

Fru Hardall aftvang Sigurd det løfte, at han aldrig måtte afsløre Bamse, og Sigurd havde svaret, at han hverken vidste ud eller ind, for måske var Bamse ikke skyldig. Men moderen havde set så underligt på Sigurd, og var gået, og de talte næsten ikke sammen de følgende år. Fru Hardall var alvorligt syg.

Moderens sygdom førte til et stort skænderi mellem Sigurd og Bamse. 

Bamse krævede arveforskud, eller at Sigurd lånte ham penge. Så brast det for Sigurd; han bønfaldt Bamse om at følge moderens ønske: At Bamse betroe- de sig til en katolsk pater ved et skrifte.

"Er I katolikker? Det vidste jeg ikke".

"Vi er, både og, moder var, min fader, nej. Min fader var jøde". 

Sigurd tilkaldte moderens sidste trøst, den katolske pater, og fik tvunget Bamse til privat skrifte.

"Åh, den svinehund", stønnede Sigurd, "der sad præsten og måtte lytte til en tarvelig person, som digtede og pralede og løj og løj, noget så utroligt".

"Men sagde intet om den lille pige?".

"Nej".

Jeg sad længe, før det gik op for mig, at der var noget galt. 

"Jamen, Sigurd", sagde jeg, "det var et skrifte, et personligt anliggende mel- lem Bamse og pateren. Hvordan kunne du høre, hvad der foregik?".

"Jeg lyttede".

"Hvad gjorde du?".

"Herregud, en mikrofon og båndoptager".

"Sigurd", råbte jeg , "du er ikke et klap bedre end din forbandede møghund af lillebror Bamse". Sigurd så grædende på mig.

Men Sigurd ønskede ikke at blive glemt; han skrev ethundrede afskedsbreve til kredsen af fortrolige venner og veninder. Mig sendte han en lueforgyldt sølvpunchebolle med låg, underfad og øseske, og i ledsagebrevet hed det: 

"Til dig. Du, den bedste kender af mit forkvaklede sjæleliv. Tilgiv mig. Lev vel. Fra din fortrolige ven, Sigurd Hardall".

-

"Tak, Hugo", sagde Coralie, "vil du tænde mig en cigaret? Tak, min ven. Sig til Minna, at vi trænger til en kop kaffe".

Lyset på tv-skærmen forandrede sig, de hørte lyden af en dør blive åbnet og lukket, og de så Minna hjælpe oldingen Hugh Hayden med at skænke kaffe for den lille skikkelse med de store solbriller på hvilestolen mellem grønne plan- ter.

Rolf kæderøg. Andreas bed negle. Elise, Celia og Lotte lå sammenkrøbne foran tv- skærmen, betaget af Coralies beretning, hendes slørede stemme:

"Nu er jeg snart færdig. Åh, Hugo, jeg mangler side tretién og tretiotte, de ligger på min seng".

Coralie nikkede tak til Hugo, drak kaffe; nervøs vrede kunne ses på hendes ansigt.

-

"Der gik fjorten år og syv måneder før jeg igen traf Bamse. Han genkendte mig, og gav mig mit hiroshima. Jeg var rejst til København for at ordne de sidste formaliteter, købe huset. Bureaukraterne mente, at min tilbagevenden ikke måtte omfatte køb af jord og fast ejendom. Nå, det blev ordnet.

Et fast greb om mit håndled: "Goddag, Coralie, så ses vi igen, det er længe siden". Det var Bamse. 

Jeg satte mig ind i vognen; han fulgte med, masede sig tungt ind:

"Margrethe, Coralie, det var sjovt at møde dig, jeg har fødselsdag".

Jeg blev overrumplet, jeg var forvirret, jeg troede det var Laus, for det ene- ste jeg havde i hovedet i de dage var minderne om Laus. Og dårlig samvit- tighed. Jeg havde misbrugt Laus, jeg ville træffe hans genfærd og forklare mig i alle detaljer. 

Men i samme sekund så jeg Henrik Listerius for mig. Henrik og Bamse havde visse ydre fælles træk, i mine øjne usympatisk fedladne. Jeg mener, Henriks personlighed var jo noget ganske særligt.

"Du gjorde mig forskrækket, hvor bor du?".

"Pylle venter med mad, du er selvfølgelig velkommen".

Jeg kørte i trance, med en modbydelig følelse, at være indfanget af den værste af mine forfølgere: Bamses forbrydelser, elefanthjernens hukommelse, sleske uærlighed, pølsefingre, frækhed, lugt. Og i min taske lå en fotokopi af en ung morder, en cyklist på flugt fra Fælledparken.

Hvorfor kørte jeg ikke ind til politigården og afleverede ham? Hvorfor bad jeg ham ikke om at stige ud af vognen? Jeg holdt for rødt lys, fodgængerne gik forbi mig, jeg kunne skrige på hjælp, flygte fra ham, men til hvilken nytte? Bamses forgiftningsevne ville indhente mig, mine vidner var døde, ingen ville tro mig.

Bamse ville lyde som en troværdig ældre mand, lidt for fed, pyknisk af krop, en tyrkisk jøde-araber, katolsk biskop, hvad ved jeg, et distanceblændende filosofisk ansigt, kødfuld profil, bekranset af en veltrimmet vismandsglorie af kridhvidt nyvasket, brintoveriltebleget, permanentet hår. Bamse, infamiteten, vidste utvivlsomt alt om mig, ville skånselsløst udnytte alt til sin egen fordel. 

Jeg så på ham; han var tydeligt ældet.

Men at hun skulle være Pylle? Et skrøbeligt stativ, en gammelkonekrop med orangefarvede hårtotter i pletter på hårbunden, og ned i ansigtet, var det Pylle? Hun bevægede sig med brækket ankel og brækket arm, forsigtigt, et lille skridt, og så et lille skridt, klagede over smerter, var faldet ned ad trappen og kørt til hospitalet, men ville hjem til sin uundværlige Bamse.

Jeg gispede i panik. Al denne løgn, løgn, løgn. Jeg vidste det. 

Han havde tævet hende, med disse midler klæbede de sammen, alkoholis- ten delte hendes vaner, hendes druk. Hun stank af urin, fækalier, nikotin, sur sved.

Ingen konversation, automatsnak, vi gloede på hinanden i flere timer, bælle- de absinth, whisky og øl. Men det ene forkerte ord havde taget det andet, de skændtes. Hun råbte, at hun ved gud turde smadre en flaske lige i synet på ham, og han svarede som en dyretæmmer:

"Gør det så, og det skal være lige nu, din fladpandede møgkælling".

Jeg sagde: "Hold nu op, I har en gæst".

Bamse svarede truende: "Coralie Margrethe, spion, din lille idiot, her i huset er det er mig der er venstreorienteret, mig skal du ikke lære noget".

Og før jeg kunne afværge det, slyngede han absinth ind i mine øjne.

Nu stod han ved en korsvej. Jeg følte det, jeg duppede mine øjne. Hvilken vej ville han gå? Pylle vidste det, hun rokkede frem og tilbage, hendes knog- ler knirkede.

"Jeg skal vise jer, hvem der er herre i huset", råbte han.

Jeg så ikke, at han stod med en trækølle i hånden, men hørte det, køllen susede forbi mit hoved, der lød et øredræbende brag: splinter, træstumper, glas, knuste flasker fløj som hvinende granater. Et smeldende slag på læne- stolens armlæn, stolens ene side kvast, jeg sad på gulvet, græd og grinede hysterisk.

Pylle gav ham en cigar, tændte den for ham. Pylle rakte mig en cigaret, tændte den for mig, satte sig på gulvet. 

Bamse sad med en læderrem i hånden, lagde remmen om sin hals, stram- mede til, forsøgte igen, hårdt, grinede fjoget.

Pylle provokerede ham: "Bæhmse, lille Bæhmse, du skulle prøve det med læderremmen bare én gang til, men du skal gøre det hårdt, så du kvæles i dit eget lort, men du tør ikke. Du er en hængerøv, lille mors kælegris, et patte- barn, du kan ikke kvæle dig selv, fordi du er fejg, skide fejg. Men ved du hvad du kan, du kan få hende, din hjerteveninde, og mig til at gøre det".

"Ved du, din lede møgkælling, den mindste skid og noget om, hvem jeg er, og hvor er jeg, tror du jeg er bange for at dø. Døden er en befrielse, det er ikke det".

Løgn, altid løgn. Jeg havde set ham skælve af angst, når talen faldt på dø- den, så gøs han og mumlede: "Tal dog om noget andet".

"Du vil aldrig turde dø", råbte Pylle.

Hun stillede små medicinglas i en række foran sig på gulvet: "Nu skal I se hvordan det skal gøres, se her, morfin, opium, nitrazepam, valium, ketogan, nitrazepam, risolid, ketogan, nitrazepam".

Hun åbnede det første medicinglas, slugte pillerne, skyllede ned med øl.

"Fortsæt", råbte Bamse, "der er flere glas, kom nu, der skal mere til, hvis det skal være din sidste servering. Pylle, for satan, det er flot, så er det nu, mine damer og herrer".

Pylle så på ham med sammenknebne øjne: "Tror du ikke jeg tør, du tror må- ske ikke jeg vil? Og hvad med hende, din hjerteveninde?".

Bamse skænkede whisky, åbnede en lille pakke med et hvidt pulver. "Nu prøver vi et lille pulver, bare et lille trip".

"Jeg bruger ikke is i whisky, kun lidt postevand", sagde jeg.

"Jeg ved det, du bruger vores postevand, med et lille pulver".

Pylle så forbavset på mig. Jeg drak den kraftige sjus. Hun stirrede vredt på Bamse og sagde: "Du er ond og skide ufin".

Hun åbnede et medicinglas, slugte pillerne, skyllede ned med øl, åbnede det næste medicinglas, slugte pillerne, skyllede ned med øl, næste glas, sluge piller, skylle ned med øl; hendes hoved dinglede, hun så sløvt på mig.

"Pylle, hold nu op, det ender med forgiftning", sagde jeg.

"Pas dig selv. Bæhmse siger du er en lort, så er du en lort, færdig med dig. Bæhmse har givet dig rottegift, du skal vælte i blod og bræk og pines ihjel".

"Bamse, gør dog noget, hjælp hende, sig dog noget til hende", sagde jeg; men han så på mig med et uhyggeligt blik. 

Med et fjoget grin over kæften, pattende på en kold cigarstump, med lys fra uhyggelige øjne, sad han, udyret Bamse, og så på Pylles selvmord. Hun lå ud- strakt på gulvet, hviskede:

"Jeg vil dø, jeg vil dø, jeg vil dø".

Bamse så på hende, skubbede til hende med foden. "Pylle", sagde han, "Pylle, rejs dig op". Men Pylle lå ubevægelig. "Pylle er vist død, hun er død", mumlede han.

Jeg havde det elendigt. Hvordan var jeg havnet i dette mareridt? Jeg måtte væk fra dette galehus, forsøgte at rejse mig, var for svag, forsøgte at kravle, blodet sivede fra mine åbninger, mave og tarme gjorde oprør, jeg opgav den ulige kamp, lod alt ske.

"Bamse, jeg er syg, du må ringe efter en læge", gispede jeg.

Han skubbede til mig: "Du er færdig, jeg gav dig rottegift".

"Jeg troede du var en gammel mand, ikke et rovdyr", hviskede jeg.

Bamse åbnede min taske, stjal mine penge, trak kopien med den flygtende cyklist fra Fælledparken op af min taske, viftede foran min næse med den blege unge mand på flugt på en cykel:

"I alle disse år har jeg været bange for dig, men jeg vandt, du er en stor idiot".-

Urin og afføring sivede i mine bukser.

"Ja", svarede jeg.

"Det ligner mig godt", sagde han. Genoplevede han nydelsen med den lille Elsepige, nåede han dengang overhovedet nogen nydelse?

"Barnemorder", stønnede jeg.

"Nu er det slut med dig", svarede han.

Han bandt mine hænder og fødder med læderremmen, og som i timers evig- hed hørte jeg ham nynne, mens han klædte sig på. Da han endelig smækkede yderdøren i lås, og forlod døde Pylle og mig, blev alt så fredeligt.

Men han kom tilbage, han løsnede læderremmen, skubbede til mig. 

Og så, et koldt chok. Han hældte benzin over mig. Bamse havde tidligere forsøgt sig som mordbrænder, brandstifter, benzinen fra dunkene klukkede lystigt når han tømte dem, og han nynnede:

"Det var til dig og det var til Pylle, her er til sofaen, her til gulvtæppet, og så forsvinder jeg, men først en lille tændstik".

"Nej, hov, jeg glemmer", råbte han, snublede over en benzindunk. 

Han satte sig på hug ved et skab under vindueskarmen, åbnede lågerne på vid gab, hev efter vejret, mumlede "benzinen stinker", og trak først en, deref- ter en til, og med anstrengelse en tredie klirrende lærredspose mærket Inhalt 10 kilo, ud af skabet, rejste sig med et triumferende grin, gloede på mig med opspilede, afsindigt ondskabsfulde agressive ådselsæderøjne, og råbte:

"Se her, din idiot, det er guld, fra min hr. fader, hr. general Hardall, det havde du ikke ventet".

Han vraltede hen til døren med de tunge poser, drejede omkring, strøg den længe frygtede tændstik. Entrédøren smækkede. Bamse havde sejret. 

Ilden knitrede, en herlig gyldent lysende varme nåede frem til mig, kunne føre til paradisets have; så lød et hult drøn, en ildstorm rasede, røgmasser bøl- gede, eksploderede omkring mig, slikkede efter mig, greb fat i mit tøj, jeg brændte levende, det var mit hiroshima.

Hvordan tror I, jeg kunne overleve? 

Det var min fortid som kom til hjælp,  jeg sympatisøren for Østeuropa, spio- nen. Jeg blev overvåget af politiets efterretningstjeneste. En af agenterne så mig i bilen sammen med Bamse, og vidste, hvem han var, fulgte efter vognen, og da han så ildskæret, slog han alarm".

-

Elise havde bidsår på læberne. Celia var våd i bukserne. Lottes flotte ben var ridset til blods af hendes negle. Rolfs  havde væltet whiskyflasken, cigaretter brændte huller på bukser og gulvtæppe. Andreas åd peberkugler, troede det var halspastiller, sad med mavepine og halsbrand.

Coralie skubbede solbrillerne op i panden, smilede til dem fra tv-skærmen, det så et vansiret ansigt: 

"Andreas, du må undskylde, hvis jeg har kedet jer med min snak. Men det er, hvad jeg kan fortælle jer om general Hardalls to sønner. Som sagt ved jeg intet om datteren, Vibeke Hardall".

Hugh Hayden hilste, løftede sine to stokke, nikkede farvel til de ukendte til- skuere. Minna sad sovende på en stol; tv-forbindelsen blev afbrudt.

Celia og Lotte sad tavse, holdt hinanden i hånden.

Elise tænkte på et husholdningskursus i Svendborg; blandt de mange elever var en bleg, forsagt, ensom, meget alvorlig veninde, Vibeke, som de kaldte Vipsen Hardalski. Vipsen måtte være Vibeke, Vibeke Hardall.

Elise sagde: "Rolf, vi må hjem til Bella og Lars".

"Ja, hvis du vil køre", svarede Rolf træt.-

"Jeg fryser", hviskede Celia.

"Vi trænger til en stor dram, jeg gør", hviskede Lotte.

-

-

-

                                                        guld15                                  index

-

-

-

-