-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

På ét punkt var friherreinde Louise von Listerius urokkelig. Hun udfordrede enhver, som ville ødelægge familiens ære, in casu det blakkede eftermæle, advokat Henrik Listerius havde efterladt.

Faster Louise kom på besøg hos Lotte og Celia, i huset i Skindergade: 

"Forbryderne, hvem det så er, skal ikke sabotere vores familie. Selv sven- ske advokater kan intet stille op over for deres danske kolleger. Og, lille Lotte, der er intet tilbage af din fader, Henriks formue, men jeg sikrede dig dog huset i Skindergade og Nordhavnens Pumpefabrik".

"Det var sødt af dig, faster Louise, men jeg arvede dog lidt håndøre fra Henrik".

"Lotte, sig ikke det væmmelige ord, faster, jeg har dog opfostret dig som en moder".

"Jamen, sødeste Louise?".

-

Faster Louise tilbød at låne Lotte og Celia de nødvendige midler til istand- sættelse af begge ejendomme: "Det gamle hus her i Skindergade trænger til det, og pumpefabrikken ser herrens ud. Henrik var en gnier".

"Men en dygtig sagfører", sagde Celia.

"Derfor burde Lotte føre Henriks forretning videre, hun er jurist, og han var dog hendes fader".

"Ikke tale om", svarede Lotte.

Celia og Lotte indrettede etagerne til bolig, samt Lottes modelbureau og Celias udstilling med computere. Den øverste etage, tidligere Laus kontor og Odettes lille kahyt, reserveredes til faster Louise. Loftet under tagspærene til ragelse.

En dag kom mand fra Atomenergikontrollen; skulle undersøge huset for radi- oaktive stråler, sagde han, gik rundt med et apparat, en geigertæller, sagde han.

"Hvad tror du han vil?".

"Mon ikke han er lidt halvskør?".

"Han er en af forbryderne".

Celia og Lotte kunne se, at det var en metaldetektor. Pigerne bad manden forsvinde; men han vendte tilbage, ledsaget af to personer, militærkriminal- politiet.

"Hvad ønsker De?", sagde Lotte, "jeg er jurist, lav ingen numre".

"Vi anmoder om tilladelse til ransagning af ejendommen".

"Hvorfor?", råbte damerne.

"Det kan vi ikke oplyse, vi kommer efter ordre".

"Hvad sagde jeg, det er forbryderne", gispede faster Louise.

"Skrub ad helvede til", råbte Celia.

Lotte snerrede: "Hvis De vil ransage ejendommen, så mød med en dommer- kendelse".

Tilsynet Med Særlige Anliggender havde dummet sig. Statens hemmelige maskineri afviste det påståede spor i den store guldtransport, som et koldt spor. Et andet, varmere spor, var måske inden for rækkevidde.

-

En uge senere kom faster Louise sent hjem til Skindergade, træt, men med beslutsom mine. Celia sagde:

"Louise dog, hvad er der sket, du har vel ikke mødt en taskerøver?".

"Du må ikke færdes på gaderne så sent, du gør os nervøse", sagde Lotte, kyssede faster Louise på kinden.

"Jeg fandt en død mand".

"Død? Hvor?".

"Fandt? Man finder ikke en død mand".

"Joh, jeg gjorde, og I skal se det".

Louise tog whiskyflasken fra Celia, hev proppen af flasken, drak en mund- fuld, tørrede sig om munden, og sagde:

"Kom så, børn".

Lotte og Celia havde endnu ikke besøgt Nordhavnens Pumpefabrik. Det hav- de friherreinde Louise. Hun åbnede gitterlågen og hoveddøren til den skumle bygning, tændte det elektriske lys, spøgelsesagtige spindelvæv svajede, en vandhane dryppede, der lå støv på maskinerne og på gulvet, fodspor viste hvor Louise havde gået, en lille mus pilede ned i sit hul.

"Hvor er den døde mand?".

"Kom, men skrig nu ikke, så slemt er det heller ikke".

Det var skelettet af general Viggo Hardall. Han lå bagbundet i sin uniform på gulvet i det fantastiske beskyttelsesrum, som den atomforskrækkede oprinde- lige ejer havde indrettet i kælderen, før han gik konkurs. Rummet beskyttede liget, automatisk ventilation, alt fungerede, parat til at overleve et atomangreb på dommedag.

"Hvordan er han kommet her?".

"Hvem er det?".

"Det kan vi se her".

Et tidsskrift, Røde Fane, havde for mange år siden, uden resultat forsøgt at bore i general Hardalls mystiske forsvinden. Men alle skodder lukkede til. Faster Louise så Røde Fane og aviser på gulvet, ikke langt fra skelettets fød- der. Louise læste artiklen, sammenlignede billedet af generalen i Røde Fane, med skelettet, og dettes iførte uniform, knapper, prydelser.

"En vis general Viggo Hardall, hvad mener I så?", sagde Louise.

Skelettet af Hardall lå på gulvet med sammenlænkede hænder, kroppen støttet mod gråmalede metalkasser. Af dem var der utallige.

"Ved faster Louise hvad der er i de kasser?".

"Ja, mit barn, det ved jeg".

"Jamen sødeste Louise, så sig det dog".

"Jeg tænker blot på hvad vi gør ved ham, guldpasser Hardall".

-

Louise havde som ugift lært at klare sig selv. Hun vidste hvad værktøj var, og hvordan det skulle bruges. Hun havde søgt efter en boltsaks og en nedstryger med stålklinge. Og da hun opgivende tænkte, 'det må jeg købe', fandt hun en boltsaks og en nedstryger i bunden af en skuffe under en drejebænk.

Det kneb med kræfterne da hun satte værktøjet til den lettest tilgængelige hængelås på en af metalkasserne. Kassen stod så uheldigt, at skelettets øjen- huler gloede på hende, hun gøs af skræk. Men så havde hun sagt til sig selv: "Komtesse, friherreinde Louise, tag dig sammen".

Det havde taget lang tid at bearbejde hængelåsen, men endelig; og nysger- rigt, forsigtigt, skeptisk, og med stor frygt, åbnede Louise metalkassens låg.

Den var fyldt med lærredsposer, Inhalt 10 kilo, alle lukkede med en jerntråd, forseglet med enten Geheimliche Staatspolizei, eller Deutsche Wehrmacht. Faster Louise havde nikket eftertænksomt.

Hun havde derefter åbnet tre svære böhmiske egetræskister, der stod beske- dent i en krog. Netop den placering gjorde hende mere nysgerrig. 

Så stod hun længe og undrede sig over indholdet, følte begærlighed, men besindede sig. De tre kønne, store, støvede egetræskister indeholdt en ufatte- lig samling ædelsten, store som rigsæbler, ørnehoveder, klippestykker, barne- hænder, kronjuveler, kostbare smykker, museumsgenstande, glitrende luende gnistrende strømme grønne smaragder, skarlagen rubiner, røgfarvede kvarts, violette ametyster, safirer, alle slags diamanter. 

Louise gispede og tænkte:

det er for Joseph Carvalho, han vil gå bagover af fryd, himmelfarvede bjerg-krystaller, gulrøde karneoler, gulbrune krysoberyler, safirer, topaser, tusinder brillantslebne diamanter, store som dueæg og strudseæg, pragtfulde perler, store som øjenæbler hos forventningsfulde jomfruer, oh, denne fryd, skønne farver, matgrå, gule, violette, lysende som silkedamask, ja, bra, min Carvalho

Med dirrende hænder åbnede Louise en af metalkassernes lærredsposer, Inhalt 10 Kilo, og så til sin skuffelse, at den kun indeholdt mishandlet guld, skrotguld af ringe, kæder, armbånd, mønter, og vistnok noget dentalt. Faster Louise blev angst. Hun havde med vantro hørt om den tyske krigsøkonomis malabari. 

"Nej, der må være grænser for selv de værste grusomheder", havde hun sagt. Hun følte sig træt og svag, hviskede: "Ahgud, lad mig komme ud herfra".

-

Komtesse, friherreinde, faster Louise vovede sig igen ned i de uhyggelige rum under pumpefabrikken; med hendes ledsager, ungdomsvennen Joseph Carvalho, en anerkendt og velhavende juveler og gemmolog.

"Kære Joseph, indfri nu dit løfte, du lovede at føje mig i et og alt, hvis jeg ville gifte mig med dig. Køb disse ædelsten, og jeg vil blive din hustru".

"Skelettet? Du har da ikke slået manden ihjel, det ligner dig ikke".

"Må jeg være fri, hvad tror du om mig?".

"Intet, absolut intet, kære Louise".

"Vil du, eller vil du ikke?".

"Altid til tjeneste, kæreste, men sig ikke et ord til min hustru".

"Og hvad vil du betale mig, søde Joseph".

"Rimeligt, absolut, men lad mig få sagerne med til Stockholm".

"Pengene går til min adoptivdatter Lotte, det forstår du".

"Pengene, ja, løseligt vil jeg anslå cirka 10 millioner".

"Danske eller svenske?".

"Jeg havde nu tænkt mig 10 millioner amerikanske dollars".

"Joseph, tak, men jeg beder dig. Jeg har ingen tillid til fremmede menne- sker, det ved du, svenske eller danske penge, tak".

Transaktionen forløb diskret, uden gnidninger. Men hvordan hr. Carvalho og faster Louise bar sig ad i detaljer, skal forblive tyst.

"Så, børn, nu kender I sandheden", smilede Louise.

"Ahnej, mor, det var dog skrækkeligt", hviskede Lotte.

"Lotte, det er guld", hviskede Celia.

"Lotte og Celia, hør efter. Vi fjerner liget af general Hardall. Men I skal sværge, at I aldrig nogensinde åbner disse metalkasser, eller forsøger at fjerne indholdet, endsige taler om det til nogen andre. Det er tilstrækkeligt at kasserne engang var fyldt med geværer og maskinpistoler og håndgranater og senere store rædsler. Rør det ikke. Sværg for himlens skyld, ellers går det helt galt med jer".

Lotte og Celia mumlede: "Ja, Louise. Vi aner ikke hvad du mener? Men ved alt hvad vi har helligt, sværger og lover vi".

En lille motorbåd tøffede en nat med tre aparte sømandsdamer ombord, ud fra Nordhavnens Pumpefabrik. De sejlede til en position i Øresund, og lempe- de skelettet af general Hardall udenbords, uden uniform.

-
Rolf Anton møder Pernille Skov

Rolf Anton Ernest steg på toget i Nyborg. 

et besøg hos den gamle mand i Kerteminde er hårdt, Carl Anton er mere og mere utålelig, en stivnakket, knarvorn olding, som herser med personalet på plejehjemmet, skændes uafbrudt med de andre patienter

og vognens motor, puf, den manglende vedligeholdelse hævner sig, Elise har en bog, gør det selv, hun tog bogen med sig da hun, igen, flyttede fra mig 

værkstedet, leje en anden bil, nej, og jeg skal til Odense 

et bumletog, standser ved alle lokalstationer, timeplanen må ændres, den lokale redaktion i Odense, Amhøj, skal ikke stjæle idéen, et godt interview med den berygtede politiker og godsejer John Fedelsberg

jeg skal huske at ringe til Celia og Lotte, de fik mig med i den store plan, hvad den gik ud på kunne jeg ikke få at vide, de bad mig være med til de strategiske forberedelser, tåbelige kællinger, jeg skal kontakte afdøde general Viggo Hardalls datter, Vibeke, og politimester Ove Skovs børn, Helge og Per-nille, finde ud af hvor de bor, et tåbeligt påfund og jeg har sagt ja, Pernille bor i Køge, gudfader

jeg spurgte Carl Anton om han kunne huske Ove Skov og Viggo Hardall

'ja, nu er det snart forår', svarede den gamle

sommeren plager hele landet med varmebølge. Carl Anton sagde forår; senile gamle mand, herregud

Elise forlangte, at jeg afbrød enhver kontakt til Celia, Elise var ikke i tvivl, Rolf går i seng med Celia, og jeg var dum nok til at indrømme det, gad vide om Elise har opdaget det andet, det med Lotte, så er det slut med mit ægte-skab

Rolf satte sig ind i en kupe.

-

Pernille Skov hev kupedøren op med et brag. Alt hvad Pernille foretog sig var præget af vildskab. Rolf så forbløffet på hendes baksen med et par enorme kufferter. Rolf hjalp hende. Hun hverken smilede til ham, eller sagde tak. 

De sad skævt umageligt i kupeen, kunne ikke strække benene uden at gene- re hinanden. De steg af toget i Odense. Rolf hjalp hende med kufferterne ud til en taxa.

Hun sagde: "Tak for Deres venlighed, hotelværelser i Odense er kedsomme- lige og dyre, jeg kunne byde Dem en kop kaffe". 

Hun trak ham ind i taxaen. De kørte ud til et monstrum af glas og beton. Hun boede øverst oppe; en glasvæg, en skydedør ud til en altan, et vue over byens gamle tegltage og en park med store grønne træer.

"Deres navn, De er vel ikke født stum?".

"Nejda, jeg hedder Rolf. Og efter min far, Anton Ernest".

"Uden efternavn, tja, man hører så meget".

"Jeg har jo lige sagt det. Carl Anton, nej undskyld, Rolf Anton Ernest".

"Sig mig står De og lyver?".

"Hvad gør jeg? Den kaffe kan De godt spare Dem, jeg går nu, farvel".

"De bliver her. Hvorfor skulle De gå? Er De vanskelig? Et det galt med hel- bredet? Eller mig, en ung dame? De er ikke bøsse, vel? Nej, det tror jeg ikke. Jeg hedder Pernille Skov".

"Det siger De først nu? De er".

"Aggressiv, sig det bare, aggressiv. Som ind i helvede. Jeg ligner min mor. Min far var et skvat, han var politimester, Ove Skov".

Pernille var hurtig i et køkken, kold anretning, rødvin, kaffe, cognac. 

"Whiskyen er stærk, en opskrift fra vildmarken, helt min egen".

-

Pernille var psykolog på et psykiatrisk observationshjem, en halv snes år yngre end Rolf, en spinkel krop, ligegyldig med sin påklædning, virkede sjus- ket, nusset, uvasket. Rolf var kun interesseret i hendes øjne, de kunne skifte farve. Pernille havde grønne øjne, men Rolf så dem skifte fra tindrende blå til orange og brændende sorte. Han gjorde et forsøg med de øjne, afbrød hendes impertinente angreb på dagspressens tarvelige misbrug af drab og voldtægt, med et:

"Stop nu lidt, unge dame, det har De ikke forstand på".

Hun så anklagende på ham. Rolf kyssede hende på kinden, bad hende und- skylde, sagde at han som journalist måtte forsvare aviserne, men at hun havde ret, de var fyldt med løgn og lort.

Pernilles reaktion var ikke den, han havde håbet, et smil. Hun græd. 

Rolf løftede hende op, bar hende ind i soveværelset; hun slog armene om ham, hviskede ophidset:

"Du må ikke gå fra mig, jeg længes efter dig".

"Jeg er hos dig, jeg går ingen steder".

"Vil du hente whiskyflasken og min taske, den lille brune".

Hun skyllede tabletter ned med whisky, lagde sig på sengen, ventede på virkningen, bad ham om at sidde helt stille. Så sagde hun:

"Må jeg spørge dig, om du finder mig attraktiv? Vil du gerne bestige mig? Vil du gå i seng med mig, bolle, opleve en fælles tilfredsstillelse? Et maksimum af fysisk kærlighed. Men jeg siger dig, for at undgå, at du skal føle dig snydt: Jeg er blufærdig".

"Sikkert, og jeg trænger til et bad".

"Nej, ikke nu. Du må vente, jeg skal skide lort".

Pernilles bad tog lang tid. Rolf stod nøgen ude på altanen, nød udsigten over tegltage og parkens mørke træer i den lune aften. Hun kaldte på ham, badet var klar. Da han gik forbi hende, kyssede hun ham på brystet, slikkede ham på brystvorterne.

"Du dufter af en himmelsk parfume" sagde han; snusede til hendes krop.

Det varme bad gjorde ham opstemt; hun lå med spredte ben udstrakt på sengen under et tæppe; hun virkede kold, utilnærmelig, afvisende. Rolf slog tæppet til side, kyssede hende, hun tog imod hans kærtegn. 

Men i det sekund han løftede hendes ben for at glide ind i hende, greb hun fat i hans hår, tvang hans ansigt tilbage, kradsede ham i ansigtet med syle- spidse negle.

Han gjorde sig fri, så vredt på hende. Hun gispede, savlede, kæberne dirre- de, hun var våd af sved, farven i hendes øjne rovdyrgul og sort.

"Du må være forsigtig. Jeg er jomfru, hører du, jeg er jomfru, du må være forsigtig".

"Vi stopper her. Intet er fuldkomment. Desværre er jeg selv, hm, impotent".

"Stod du af toget for min skyld? Bor du her i byen?". 

Rolf fortalte hende om det planlagte interview med godsejer og politiker, Fedelsberg. Der fløj nervøse illinger over hendes ansigt.

"Jeg kan se på dig, at du kender ham. Har han været din patient?".

"Ja, John har været meget syg".

"Ja så".

Rolf tog sin frakke, sagde "godnat, hav det godt", vandrede ind til byens centrum, fik et værelse på et hotel.

-
Godsejer John Fedelsberg

Chefredaktør Hilmer Poulsens store dille var folketingsvalg. HP havde bedt Rolf fremskynde interviewet. Fedelsberg kunne måske blive tungen på vægt- skålen, som udløste et nyt folketingsvalg.

Fedelsberg indbød Rolf til frokost; de sad i hotellets restaurant; han var med- lem af Folketinget og borgmester i en sydfynsk kommune, havde været minis- ter i en koalitionsregering. Nu gjaldt det spørgsmålet, om han ville vælte den nuværende regering og kandidere til partiets formandspost.

-

Til Rolfs undren var Fedelsberg en sympatisk mand, høj, mager, solbrændt, mørkt naturbølget hår, ugebladssheiken i annoncer for smør, mælk, cigaretter. Rolf reviderede sin negative opfattelse af Fedelsberg. Han hævdedes at være en forfængelig, reaktionær nar, men manden var sympatisk og intelligent.

"Jo, jeg driver et større gods og kan med god grund kalde mig godsejer, men det har jeg aldrig gjort. Jeg har aldrig benyttet titler, godsejer, minister, fabrikejer og så videre. Næh, Rolf, kald De mig ved mit navn og omtal kun min politik".

"Ja".

Men Fedelsberg var distanceblænder. Rolf måtte tænke om igen. Hvad han troede var sympatisk intelligens hos Fedelsberg, dækkede over en overfladisk paratviden, som, når han følte sig gået for nær, slog over i snedig servilitet, fulgt op med praleri om sine landbesiddelser i Argentina og en snes tusinde hektar skov i Canada.

Kaffen drak de i tavshed.

"Jeg er formand for amtets sygehusudvalg, og er ansvarlig for driften af den psykiatriske observationsklinik, notér venligst det".

"Ja så? Kender De en af psykologerne? Jeg tror hun hedder Pernille Skov".

"Kender De hende?".

"Jeg skal muligvis interviewe hende".

"Jeg vil betro Dem en hemmelighed, men De må ikke bruge den".

"Sig frem".

"Jo, jeg fulgte hende hjem fra et selskab, og hvad skete, hun ville i seng med mig, men jeg må jo tænke på min familie, så jeg sagde tydeligt nej tak, og hvad gjorde pigen? Hun smed sig på sengen og jamrede: 

Hvorfor vil ingen mænd være sammen med mig? Den eneste er en ækel krøbling. Jeg får kuldegysninger når han rører ved mig".

"Sagde hun ækel krøbling?".

"Sådan sagde hun. Hun havde smidt alt tøjet".

"Sagde hun virkelig ækel krøbling? Ja så. Det var bestemt en god historie".

Rolfs stemme dirrede. Idioten Fedelsberg ophidsede ham. Rolf jog af vanva- re kagegaflen ind i hånden, blodet piblede:

"Undskyld, nu jeg går, jeg skal repareres".

"Ved De, at Pernille Skov er datter af politimester Ove Skov, ham der døde midt i efterforskningen af den store guldtransport?".

hr. godsejer, hold nu Deres kæft, Celias informationer er vildskud, Pernille Skov bor ikke i Køge, men i Odense

-

Samme aften var Rolf tilbage i København. Det lykkedes ham i en telefon- samtale at få overtalt Elise til at flytte tilbage, sammen med børnene, Bella og Lars. I hans hjerne cirkulerede: 

den eneste der vil røre ved mig er en ækel krøbling, jeg får kuldegysninger når han rører ved mig

-

Den næste dag sad Rolf på sin plads i redaktionen; læste en artikel om sø- fart, den skulle skæres ned til det halve, en af Sivertsens reserveartikler. 

Sivertsen var på ferie. HP var ondskabsfuld, kurserne på hans søfartsaktier gled under pari.

HP truede Boldsen med afsked, da Boldsen talte om "skuffede forventninger til en torpedoramt skude".

"Hvad rager det Dem", råbte HP, og fortsatte: "Rolf Anton, vil De komme ind til mig". 

HP viste Rolf et telegram, og hvæsede: 

"Husk, at De ikke er chefredaktør. Det er mig, og det vil sige mig. De er ansat af mig. Dette telegram blev afleveret til mig".

Rolf læste telegrammet. Et sneskred af ulykker var undervejs, telegrammet var læst af Elise, som havde sendt det til HP. 

chefredaktør rolf anton ernest - elskede jeg fortryder bittert - beder dig ringe til mig - kærlig hilsen din pernille - jeg elsker dig - din pernille

-

"Rolf, at du ikke skammer dig".

Rolf blev perpleks og svarede:

"Jamen, Elise, herregud, det var ham idioten, godsejeren, han er komplet sindssyg, det har jeg jo fortalt dig".

"Hedder han Pernille?", råbte Elise.

Hun pakkede børnenes tøj, rejste ned til forældrene, pensioneret kaptajn Gahl og frue, i et idyllisk hus i skoven nær militærforlægningen i Vordingborg.

Rolf vågnede, et nyt telegram:

elskede kæreste du - hvorfor svarer du ikke - du må og skal ringe til mig - jeg elsker dig -

Rolf ringede til hende: "Hej, Pernille, jeg kommer over til dig".

"Nej, Rolf, det vil jeg ikke, vi mødes hos dig".

"Glimrende, jeg venter på dig, jeg glæder mig til at se dig".

"Jeg er hos dig om fire timer, farvel, Rolf".

Rolfs smerter fra en kronisk tarmkatar fik ham til at ringe til HP:

"Goddag, jeg ringer for at sige, at jeg melder mig syg nogle få dage, det er maven".

"Ser man det, ja, det forstår jeg, det forstår jeg sandelig godt".

"Jeg skal i kur, magnesium og diæt, og skal undersøges for cancer".

"Ja, gør endelig det".

"Sig mig, tror De ikke jeg er syg?".

"Måske ikke mere syg, end at De får en dame på besøg i løbet af dagen. Jeg sidder her med et telegram fra hende. Igen afleveret til mig. Men De er ikke chefredaktør, husk det nu. God bedring, farvel".

hvis det nu er cancer, opkast med blod og leverfarvet sekret, ildestinkende diare er spredt ud over gulvet i badeværelset, jeg kravler i seng

Dørklokken kimede, det var Pernille.

-

Rolf krøb tilbage til sengen: "Jeg er dårlig".

"Ja, det kan jeg se, og kan lugte".

Som hun sad på kanten af sengen, kunne han ikke genkende hende. Han huskede hende som en forvirret pige i sjusket tøj. Nu ekviperet som en manne- quin fra et modehus, diskret, elegant, en verdensdame.

"Pernille, du har fået nyt tøj, elegant".

"Min søster er død, hun var kun en halvsøster. Det er hendes tøj jeg har på. Betyder tøj så meget for dig?".

"Næh, det var en kompliment".

"Tak, jeg bor hos min mor, hun er ulykkelig. Det med min søster kom uven- tet, hun lå i skilsmisse, hendes mand forlod hende, flyttede sammen med en rig kælling, og min søster".

"Var hun mannequin?".

"Hun var tresproglig korrespondent, det var hendes mand der købte hendes tøj".

Dunsten af tarmsaft og fækalier sivede ud fra badeværelset. 

"Pernille, jeg havde et uheld ude i badeværelset, nu skal jeg gøre rent".

"Så husk entreen, jeg undgik at træde i det. Hvordan med din kone?".

"Hun har forladt mig".

"Det var en nyhed".

Telefonen gryntede. Pernille svarede "hallo". Det var Elises broder, Karsten.

Karsten sagde: "Goddag, Rolf, sagde du sygeplejerske, det er da fornuftigt når du er syg. Det drejer sig om skilsmissen. Elise har bedt mig varetage hen- des interesser, så må du, Rolf, finde en anden advokat. Skal jeg anbefale en kollega til dig".

"Karsten, mig der hader retssager, kan det ikke vente, nå, gør som du vil".

Rolf hørte Pernille rumsterer. Han så et glimt af hende, hun var nøgen, rasede som en besat i badeværelset, løb rundt med en gulvklud og karklud, gik i bad, kom tilbage, nydeligt påklædt, satte sig på sengekanten.

"Du har gjort rent for mig, tak".

"Jeg går nu, du har bedst af fred og ro, farvel, Rolf". 

Der var sket en forandring med Pernille Skov. Hun lukkede døren forsigtigt; hun havde ikke kysset ham, ikke plaget ham, havde ikke opført sig unormalt. 

Hun havde stillet konserves på køkkenbordet, skrevet brugsanvisning, og: 'kære Rolf, god bedring, jeg ringer senere'.

- 

Rolf varmede oksekødsuppen, spiste, satte papir i skrivemaskinen, tændte en cigaret, begyndte på interviewet med godsejer Fedelsberg, funderede på en overskrift: jorddrot statsminister, politisk psykopat i medvind, partiets selvsikre leder, ja, den vil HP æde med stor fornøjelse 

Telefonen gryntede:

"Chefredaktør HP her, er det Rolf, hvordan går det?".

"Jeg har det ikke så godt, min sygdom og en krise i mit ægteskab. Men jeg pjækker ikke, jeg sidder med artiklen, men, som sagt, et par fridage".

"Ja, gør det, og jeg er ikke fornærmet over telegrammerne. Enhver kan jo gøre en lille fejl. Men De skal skrive noget nyt om Fedelsberg. Husk, Rolf, et folketingsvalg er på trapperne. Så får vi travlt, ikke sandt, Rolf Anton".

"Jo, chef, jeg har ham i maskinen, farvel".

Telefonen gryntede. 

"Goddag, chef, goddag igen".

En stemme sagde tøvende: "Er det dig, Rolf?".

"Ja, selvfølgelig er det mig".

"Hvorfor taler du så længe i telefonen?".

"Hvem taler jeg med?".

"Du taler med din tidligere hustru, min ven".

"Goddag, hvad vil du?".

"Jeg glemte policen til min livsforsikring".

"Har du en livsforsikring, jeg troede det var mig, skal jeg sende den til dig?".

"Ja tak. Hvordan har du det?".

"Jeg er sløj, de sædvanlig smerter i maven, med diare, du ved".

"Det er din egen skyld, både det med maven og alt det andet. Du må finde en fornuftig læge, det andet går ikke, og så skal jeg selvfølgelig hilse dig fra børnene".

"Er du i Vordingborg?".

"Ja, det er bedst for børnene. Men far siger, at han er frygtelig skuffet over vores ægteskab, han siger".

"Ja, det har din far altid gjort. Prøv at være tolerant over for dig selv, kræv ikke for meget. Jeg savner dig".

"Farvel, Rolf".

Telefonen gryntede. 

"Hallo", snerrede Rolf.

"Rolf, taler du til mig?".

"Hvem taler jeg med?".

"Har du lyst til at tale med mig? Har du glemt Pernille? Du lyder meget op- hidset".

"Pernille, kom. Kom nu med det samme, jeg savner dig".

-

Pernille tændte en cigaret, satte sig tilrette i sofaen. 

Rolf sagde: "Hvad med ham krøblingen? Hvorfor måtte han ikke bestige dig?".

"Hvilken krøbling? Nåh, ham. Er du ophidset af jalousi? Skal jeg i forhør? Jeg havde tænkt mig at vi".

"Hvorfor kunne du ikke nøjes med krøblingen, virkede han ækel på dig?".

"Det skal jeg sige dig, fordi han var min patient".

hvorfor bider hun sig nervøst i læben, hvorfor skyller en violetfarvet rødme op i hendes ansigt, hun ser nervøst på mig

"Pernille. Hvem er han? Jeg vil vide det".

"Du afslører lag på lag af dig selv, kære Rolf".

"Du skulle som psykolog vide tilstrækkeligt. Men du ødelægger dit selv, kastrerer dine følelser og bliver lagt for had af samtlige mænd. Jeg kan se det på dig".

"Alle disse spørgsmål om mit privatliv? Hvem tror du, du er?".

"Jeg har en underlig mistanke".

"Om hvad?".

"At dit livs kærlighed er ugebladssheiken, den forfængelige nar, politiker, godsejer, borgmester, den påtrængende og ind i helvede ubegavede og po- tensparate hr. John Fedelsberg. Sig mig sandheden".

"Ja, hvis du lover mig, at du ikke bruger det imod ham".

-

Pernille talte klinisk. John Fedelsberg var styrtet med sin hest, hesten bræk- kede halsen, rytteren kunne være dræbt, kraniebrud, brækkede arme og ben, han overlevede, men helbredelsen ikke uden eftervirkning. Ulykken forandre- de patientens adfærd og karakter; han kunne ikke modstå en trang til pædera- sti, skiftende med krænkelser af mindreårige piger; kom i behandling. Pernille fik ham som patient, forelskede sig fortabt i ham. Det havde udviklet sig til en tragedie. Efter en kort tid på en rosenrød sky, inviterede hun ham hjem i håb om, at han ville forføre hende. Men han opdagede hun var uberørt, nægtede samleje med hende, kun kælen og slikken og gensidig onani, mod at hun til gengæld arrangerede møder med villige drenge.

"Og mindreårige piger?".

"Ja".

Affæren opdaget, politiundersøgelsen klarede Pernille ved at erklære, at han havde tilegnet sig en nøgle, havde misbrugt hendes gæstfrihed. Sagen blev henlagt.

Pernilles øjne flakkede. Rolf kyssede hende farvel.

Hun flygtede ud ad døren, uden taske og frakke. Rolf løb efter hende, hjalp hende med frakken.

det var måske den virkelige Pernille Skov, tænkte Rolf.

-

Chefredaktør HP rykkede Rolf for interviewet med Fedelsberg.

"Jeg beklager, chef".

"Hvad skal det sige?".

"Det er ikke færdigt, der er visse problemer med den mand".

"Rolf Anton Ernest, De er illoyal, jeg skal bruge det omgående, forstået, De der".

"Javel, mig der, men der er store problemer i den sag, jeg rejser til Odense og taler nærmere med ham".

"Gør hvad fanden De vil, bare det bliver færdigt. Forstår De da ikke at vi snart får et opsigtsvækkende folketingsvalg?".

"Sikkert".

"Så gør Deres pligt, for satan, Rolf, af sted til Odense".

"Javel".

Pernille Skov åbnede entrédøren, smilede glad: "Næh, er det dig, goddag Rolf".

"Goddag. Er du hjemme i aften?".

"Ja, skal vi spise sammen? Hvad tid kommer du?".

"Det ved jeg ikke. Jeg har en aftale".

"Hvem skal du møde?".

"Ja, hvem skal jeg møde? Hvem tror du?".

"Er det ham? Nej, det er ikke ham, vel?".

"Jo det er. Det var ubetænksomt af mig at komme. Men nu ved du det".

"Hvad er det du vil?", hviskede hun.

Hun lukkede entredøren, råbte: 

"Du bruger mig som en brik i din rakkertjeneste, du misbruger alle menne- sker, farvel".

-

John Fedelsberg sad i hotellets restaurant, i smoking: "Jeg skal i teatret. Jeg har endnu ikke set vores samtale på tryk. Hvornår kommer den?".

"Den er ikke færdig. Jeg har nogle nye spørgsmål".

"Sig frem. Hvorfor tøver De? Svar mig. Vil De forfølge mig politisk? Men det kan De ikke. Det kræver format, og det har De ikke. Og så vil jeg ikke spilde mere tid på Dem, farvel".

"De skal gifte Dem med Pernille Skov, hun er forelsket i Dem, vis dog lidt hensyn til hendes skæbne".

Fedelsberg så forbløffet på Rolf: "Den snak er en dårlig vittighed".

"Jeg har læst politirapporterne, og en lægejournal, om Dem".

"Hvor vover De?".

"Konkrete oplysninger er bedre end at lytte til sladder og nedrakning".

"Jeg har ikke en skid tilovers for Deres veninde. Hun var liderlig, forstår De ikke det? Men det, De foretager Dem nu, ved De hvad det er, det er afpres- ning, jeg går til min advokat, og jeg klager til Deres blad, vær sikker på det".

"Men".

"Men hvad?".

"Jeg har skrevet, som De siger, vores samtale. Den ligger på redaktionen klar til trykning. Jeg skamroser Dem til skyerne, det har De fortjent".

"Det var pænt af Dem".

"Men der en lille hage".

"Såh? Hvilken?".

"Jeg har ingen penge".

Fedelsberg så triumferende på Rolf: "Penge? Er det et problem?".

"Vil De kautionere for mig, nej. Kan De hjælpe mig med en gave i kontan- ter?".

"Sagde De gave? Hvor meget skal De bruge?".

"To hundrede tusinde".

"Ja, det er i orden. De vil høre fra min bank. Farvel, jeg må gå nu".

John Fedelsberg rakte Rolf en våd, slatten hånd. Rolfs nakkehår sitrede.

nu er ulykken sket, jeg er ikke helt normal, halvdelen går i erstatning til Per- nille, resten til fattige børn og Røde Kors, eller jeg kan købe aktier for penge- ne, det må svoger Karsten ordne

-

Rolf gik på besøg hos kunstneren Kjell Kjellen, som engang havde slået en mand fordærvet, fordi han hævdede, at Kjell Kjellen var født Jalmar Knudsen.

Maleren viste Rolf ind i sit atelier:

"Goddag Rolf. Sidst jeg så dig og Elise, købte din søde hustru et af mine bedste værker. Din frue har en sikker smag for kunstens kvaliteter. Og du har det godt, min ven?".

"Du har en god hukommelse, det er femten år siden".

"Jeg lever af min kunst, min ven, og min hukommelse. Hvad angår sagen?".

"Et portræt".

"Da vel ikke af dig? Det bliver vanskeligt".

"Nej, en dame. Et portræt af psykologen Pernille Skov".

Kjellen skubbede brillerne op i panden, gned med farveplettede hænder energisk sine øjne, kløede sig på næsen, satte brillerne på næsen, så på Rolf med plirrende øjne. Øjne, som pludselig blev lynende intelligent beslutsom- me bag brillerne, og sagde tørt: 

"Ikke på vilkår".

"Foretrækker du at male hende nøgen, så for min skyld gerne, nej, blot et ordinært portræt. Det er en bryllupsgave, noget min kone ordner, jeg er by- dreng".

"Du kan godt tie stille. Jeg gør det ikke, ikke på vilkår, den kælling er sinds- syg".

"Jeg lytter ikke til løse rygter. Jeg går igen, farvel".

"Vent lidt, Rolf. Vil det behage dig at drikke et glas champagne, sherry, whi- sky, eller en beskeden øl, sammen med mig, min ven?".

Rolf skjulte sin irritation, pegede på en tegning, og sagde:

"Den tegning køber jeg. Men hvad kender du til Pernille Skov?".

"Mine oplysninger er ikke til salg. Spar din penge".

Kjellen skænkede øl, gned næsen, tog brillerne af, pudsede dem, og sagde: 

"Jeg regner dig for et fornuftigt menneske, så skal du høre sandheden, den kælling er aldeles sindssyg".

Kjellen sad i sin arbejdsstol, foldede hænderne, lagde dem på sin fyldige vom, så hovedrystende, mildt bebrejdende på Rolf, og udtalte: 

"Kære ven, jeg beder dig lytte, jeg fremkommer med en objektiv beretning".

Rolf lyttede: 

Kjellen var lærer i kunstforståelse ved en aftenskole. En af disciplinerne var tegning efter nøgen model. Blandt eleverne var Pernille Skov, hun var blottet for kunstneriske talenter. Hun var derimod interesseret i den mandlige model, en tyveårig renovationsarbejder. Dum som et brædt. Der opstod et angribeligt forhold mellem frøken Pernille og den velbyggede yngling.

"Nej, afbryd mig ikke. Jeg taler kun nødig om dette sære forhold, og kun på din nyfigne begæring, min ven. Altså, hør efter. Det lille problem var, at imod rigelig betaling lod renovationsarbejderen sig masturbere af frøken Pernille. Hvilket var et privat anliggende, men uheldigt at det foregik offentligt, for eksempel i parken over for frøken Pernilles bolig, ja endog i opgangen til det hus i Odense omegn, i hvilket den vankundige yngling boede hos sin moder. Som er en berygtet og meget ildesindet havgasse. 

Vil du høre mere? Hør da efter. 

Da nævnte fru moder opdagede den famøse idræt mellem hendes hjerte- barn og den afskyelige jomfru, hævnede hun sig ved at opsøge frøken Pernille på dennes bopæl, og prygle hende, således at frøken Pernille lå kvæstet en lang og smertefuld måned. Jeg besøgte det omtalte individ, altså pigen. Og troede jeg tog fejl af hende og en påfugl. Der gik derefter et års tid, før pludse- lig frøken Pernille optrådte som kunstsamler. Hun erhvervede sig malerier og betalte store summer og opnåede til gengæld at masturbere en stribe stakkels unge kunstnere. Da hun endelig en dag ville forsøge sig med mig, smed jeg hende ud".

Rolf så på sit ur:

"Tiden løber. Dine erfaringer har gjort indtryk på mig. Jeg forstår, at du afvi- ser hende, men en anden kunstner vil måske påtage sig opgaven, samt agere amourøs malkeko".

"Rolf, gode ven, hende, din veninde Pernille, er skør af indeklemt lir". 

Kjellen sad akavet, så på Rolf med tårefyldte øjne. Hændelsen i hans egne ords drama havde rystet og opstemt ham. Der var en bule i Kjellens bukser.

-

Rolf gik til redaktør Amhøj. Lokalredaktøren bad Rolf kontakte HP, som vej- rede folketingsvalg og havde forlangt Rolfs nærværelse i København.

"Han kan rende mig noget så grusomt".

"Det mener du ikke? Du kan da ikke svigte bladet".

Amhøj telefonerede med HP og forsikrede ham, at Rolf Anton Ernest i dette øjeblik bearbejdede den store artikel om godsejer Fedelsberg, og at Amhøj ville transmittere artiklen til hr. chefredaktøren via det elektroniske system.

"Bravo, det er derfor vi har købt det", kvækkede HP fornøjet, "hils Rolf Anton og sig tak, farveller, De´der".

Rolf satte punktum. En artikel i den nye stil, bladskrædderens leflen for offer, læser og annoncør. Resultatet upåklageligt.

Han slentrede gennem gaderne ud til Pernille.

-

Han så hun var hjemme, der var lys i lejligheden. Men elevatoren virkede ikke. Der stod et skilt foran elevatørdøren: Elevatoren er ude ad funktion. 

Rolf studsede:

man kan gå ud ad en vej, eller af en dør, ad en dør, drikke vin ad libitum, men ikke være ude ad funktion

Rolf sprang op ad trapperne. Han hørte hende bag døren, kimede med dør- klokken, hamrede på entredøren; hun ville ikke lukke op; han hørte hendes jamren, lagde sig på knæ ved brevsprækken:

"Pernille, luk døren op, bare lidt på klem". 

Det gjorde hun. Rolf ville presse døren op, men hun havde sat sikkerheds- kæden for døren. Rolf tog tilløb, sprængte sikkerhedskæden, skubbede til Pernille, låste døren. Hun var påvirket af piller og spiritus, nøgen, blodig, med snitsår; i hånden holdt hun en køkkenkniv. Hun huggede ud efter ham. Han svarede med det eneste middel han kendte, et hårdt slag med venstre hånd; hun landede blidt på gulvtæppet; han bandt hende på hænder og fødder.

Hun kom til bevidsthed, lå bagbundet, blodig, nøgen og frysende på gulv- tæppet; i hendes øjne begyndte farvespillet. Hun så på Rolf med fosforlysende øjne, lukkede de satans øjne, åbnede dem, og smilede til ham med uskyldige blå øjne.

Hun klynkede, bad om vand og smertestillende piller.

"Hvorfor har du bundet mig, jeg er ikke farlig for mine omgivelser".

"Lover du mig at være helt rolig, eller skal vi tilkalde en læge?".

"Jeg er helt rolig, nerverne er under kontrol, undskyld al den ballade".

-

Pernille sov. Rolf sad på altanen, med ryggen mod den halvt åbne skydedør i den store glasvæg, nød aftenluften og udsigten over de gamle tegltage og mørke træer. Han tænkte på Celia og Lotte og Elise og Pernille, og begyndte at skrive en artikel under overskriften: vi lever i depressionernes tidsalder

Pernille skræmte ham, stod bag ham, kyssede ham på kinden; han sprang op med et forskrækket: "Hvem er det?".

"Det er bare mig".

"Jeg vil ikke forstyrres når jeg arbejder". 

Hun så forskrækket på ham, hviskede: "Undskyld, Rolf, jeg gjorde det ikke med vilje, jeg gjorde det i bedste mening. Det er din skyld, Rolf, du kender nogle tarvelige personer".

"Ja, sikkert. Hvem kender ikke tarvelige personer? Hvad sagde du? Min skyld?".

"De ringede til mig og fortalte det alt sammen".

Pernille græd, Rolf hørte på hende.

de skøre idioter, rivalerne Fedelsberg og Kjellen havde ringet til hende, advaret hende mod hendes nye ven, som var berygtet, som snylter på visse menneskers afsporede seksualliv og afslører de mest intime detaljer i fornær-mende artikler

Pernille græd: 

"Jeg troede ikke de kunne narre mig med deres løgne, men det gjorde de. Jeg blev så skuffet. Før jeg mødte dig kendte jeg dit navn, den kendte journa- list, sprogets mester, en arbejdshest der skrev om alle problemer, politiske reportager, kultur, litteratur, musik, ballet".

"På afbud, kun på afbud, jeg har ikke sans for kultur".

"Jeg følte det, som om du havde dolket mig, at snakke med dem, at lytte til dem, du havde forrådt mig".

"Pernille, du skar hul i dig selv. Lad os tale om noget andet".

"Jeg blev så ulykkelig. Dét, jeg har gjort, dét som de ved jeg har gjort, er så intimt og nedværdigende for mig. Tror du ikke jeg ved det? Jeg skammer mig, jeg ville have fortalt det. Men så kom det fra dem".

"Søde veninde, glem det. Jeg elsker dig. Vil du gifte dig med mig?".

hun lever i en fantasiverden, uden plads til et ægteskab

Da han var færdig med artiklen, vi lever i depressionernes tidsalder, ringede han til Amhøj. De aftalte møde 23:30 på lokalredaktionen.

Rolf spurgte Pernille, om hun ville med og træffe Amhøj, men hun var igen kold, uinteresseret, hånligt afvisende. 

Han gik ned på gaden, overvejede, om han skulle gå gennem parken, hørte hende råbe Rolf. Hun lænede sig ud over altanen, råbte bydende:

"Rolf, Rolf, Rolf, Rolf, Rolf". Hendes råb gjaldede gennem natten.

Han stormede op ad trapperne: 

"Forpulede elevator ud ad funktion når det gælder liv og død".

Han var udmattet da han nåede 14. etage. Hun ventede på ham på 16. men løb ind i lejligheden da hun så ham. 

Rolf lukkede entrédøren, gik ind til hende; hun lå sammenkrøbet på sengen; han ville trøste hende; hun så fjendtligt på ham: 

"En mand af virkeligt format går ikke fra en kvinde i den situation", sagde hun.

Telefonen gryntede; han ventede hun ville sige, at hun var træt. 

Men hun løb ind til telefonen, kyssede den kærligt, lagde sig ned på gulv- tæppet, hviskede fortroligt, kælent:

"Godaften min ven, hvordan har du det. Hvem, næ, han er her endnu. Næ, han er desværre ikke gået. Kommer du allerede? Ja, min skat, det var dejligt, jeg længes efter dig".

Rolf løb buldrende ned ad trappen.

"Utroligt, hvordan kan jeg være så naiv", stønnede han, forvisset om, at Per- nille selv havde malet det forrykte skilt, en fælde, hun havde fuppet ham:  

elevatoren er desværre ude ad funktion

"Himmel, hvor er jeg idiot. Hvis der retfærdighed til skal Fedelsberg og Kjell Kjellen sættes under anklage", råbte han op mod den sorte nathimmel.

-

Rolf kørte til København, parkerede vognen kl. 10:04 foran Christiansborg, gik ind i folketingets forhal. Tingets dagsorden, møde 13:30, forespørgsel til statsministeren.

Dagens avis. Rolf så sit portræt på forsiden af bladet: "Vor kendte medarbej- ders sensationelle interview med folketingsmand, godsejer Fedelsberg".

Rolf kørte til redaktionen. 

Chefredaktør Hilmar Poulsens anstrengelser for at styrke bladets oplag skete ved pression for at fremtrylle et folketingsvalg. Trykkemaskinerne larmede med ekstra udgaver.

HP råbte: "Hov, De´ der, har De set noget til Sivertsen? Hej, Rolf, godmor- gen".

"Godmorgen, chef, og farvel".

-

jeg orker ikke mere i dag, jeg går på værtshus, en luderbar med døgnservi- ce, de unge damer kender, bedømt efter deres skikkelser, moderskabets plig- ter, de virker frastødende på mig, et femtenårigt pigebarn med slatten barm og hængerøv, om jeg trænger til et husmandsput, nej, din lille smatso

Dørvogteren bad Rolf om at gå: "Forsvind".

Rolf promenerede sin nye fiasko på Østergade, hørte en stemme: "Jamen, Rolf, det er jo dig, hvor har du været?".

Det var Elise. 

Hun trak ham tværs over Højbro Plads til parkeringspladsen foran Christians- borg, låste bildøren op, puffede Rolf ind bag rattet.

"Vi skal hjem, du er vel ædru nok til at køre?".

"Ja".

Det skete lige inden for døren. Der indtraf den i årevis godt gemte kortslut- ning. De blev overrumplet af et frustreret begær efter hinanden. 

Sengens ynkelige knirken hørte de ikke.

Elise spurgte, om de skulle hente børnene hos mormor i Vordingborg:

"Bella og Lars, især Lars, savner deres far så skrækkeligt".

Rolf kyssede sin hustru og svarede, at han glædede sig til turen. 

Elise sagde: "Jeg elsker dig alligevel". 

Telefonen gryntede. Elise tog den, så på Rolf:

"Har du bestilt en maler til huset?".

"Nej, med garanti, lyt med, det er fup".

"Han siger han er maler, han siger det er vigtigt". 

Det var kunstneren Kjell Kjellen. "Elise, lyt med", hviskede Rolf. 

-

Kjell Kjellen talte højtideligt, salvelsesfuldt: 

"Gode ven, jeg mener det er min pligt at informere dig vedrørende vort fæl- les bekendtskab, frøken Pernille Skov. Hører du efter? Du svarer mig ikke?".

"Jeg lytter, har hun begået selvmord?".

"Har du ikke andre kommentarer? Eller er det virkelig sådan, at du er søn- derknust af din brøde og intet kan sige til dit forsvar? Jeg forsøger at fortælle dig, at din veninde er død. Og det var ikke selvmord".

"Jeg lytter".

"Du har slået hende ihjel, gode ven. Ja, gode ven, du har det vanskeligt. Din kære veninde har efterladt et brev, hvori hun navngiver visse mænd for seksu- elle overgreb imod hende. Hun skriver, at du var den sidste som udsatte hen- de for grove og ydmygende handlinger, at hun derfor ikke kan leve længere. Du overfaldt hende og sårede hende med mange knivstik, og voldtog hende".

"Det er ved gud i himlen løgn", råbte Rolf.

"Ak ja, gode ven, det hele kommer frem i aviserne i morgen. Det var des- værre mig, der måtte tilkalde politiet og lægen og ambulancen og aviserne".

"Kunne du ikke holde kæft til aviserne?".

"Gode ven. Du kender ikke sagens rette sammenhæng. Du har ikke de rele- vante oplysninger, vel? Det er derfor jeg ringer til dig, jeg håber virkelig du påskønner".

Rolf tænkte på gårsdagens hændelser: Pernille, nøgen, hysterisk, blod, snit- sår, altan, pigen i sengen, trappe op, trappe ned, råben fra en altan, kælen talen i telefon, elevator ude af, ude ad funktion, Pernille, blod, snitsår

"Hallo, er du der, Rolf? Forstår du det nu? Jeg havde en aftale med hende, forstår du. Hallo? Jeg skulle komme om natten klokken to, det var meget vig- tigt, det sagde hun. Men da jeg kom fredsommeligt gående, lå hun død foran huset. En tilfældig forbipasserende stod bøjet over hende. Det var meget pin- ligt. Tænk, hun sprang ud, uden en trevl på kroppen".

"Sprang, hvad mener du?".

"Gode ven, jeg forstår dig. Du er for chokeret til at høre efter. Jeg fortalte dig at hun var kravlet op på altanens rækværk, og derfra sprang hun".

"Lige et øjeblik".

"Næh, gode ven, nu er samtalen slut. Hvordan du har det med din samvittig- hed, dét er jo helt din egen sag".

"Vent", råbte Rolf.

"Jeg har småtravlt, gode ven".

"Kender du den pågældende, ham den forbipasserende?".

"Ham, der fandt hende?".

"Ja, ham, kender du ham?".

"Åh, mange kender mange her i byen. Næh, jeg ved ikke hvem det er. Nå, gode ven, min telefonregning løber, jeg siger farvel. Farvel, kære ven". 

"Farvel".

"Nej, hør for resten. Jeg går ud fra, at det er dig der har stjålet Pernilles tyve kilo tyskerguld. Hun fortalte dig, at hun havde fået det fra sin far, politimester Ove Skov. Nå, det finder du selv ud ad".

Ud ad. Klik i røret, ikke mere snak fra kunstneren Kjell Kjellen, alias Jalmar Knudsen.

Elise hun kom med kaffe og en dram; det var sjældent, at Elise drak spiritus.

"Rolf, du må ringe til din chef, sig det er en politisag".

HP hilste muntert på Rolf:  

"Goddag, Rolf Anton, jeg sidder lige og skulle ringe til Dem. Et folketings- valg er en stor gave, som vort blad må modtage med kyshånd. Ja, det drejer sig om en underlig sag fra Odense. En kendt kvinde er fundet myrdet. Og man fortalte mig, at De tilfældigvis er involveret. På en eller anden måde, forstår sig, som øjenvidne, eller hvad ved jeg. Og så tænkte jeg på en ny, velskrevet  historie. Belyst indefra, forstår De? Men jeg forventer ikke, at De, min stjerne- reporter, hm, nå, det var måske for stærkt sagt. Hvortil kom jeg, jo, frivilligt af- lægger offentlig tilståelse. Næ, De skal finde mig godsejer John Fedelsberg".

"Ham har De".

"Såh, har jeg nu også det? Manden sidder til afhøring i Odense, det var ham der fandt den myrdede kvinde på fortovet foran hendes bopæl".

"Chef, De har sat ham på forsiden i dagens udgave".

"Åh gud, er det ham? Jeg har gjort en bommert".

"Har han allerede tilstået?".

"Hør, De´ der, skammer De Dem ikke? De omtaler en anerkendt politiker i selveste Folketinget".

"Jo, mig´ der, men hvad ønsker De jeg skal gøre?".

"For himlens skyld, vær loyal, Rolf Anton. Det drejer sig om bladets eksi- stens. Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Rejs omgående til Odense og få hele sagen opklaret, forstået. Tak gode kollega, farvel. Hallo, De´ der, jeg kan ikke tåle en ny fiasko, så bliver både De og jeg fyret fra bladet. Hører De mig, De´ der?".

"Farvel, chef".

Elise måtte hente børnene i Vordingborg. Rolf måtte tilbage til Odense.

-

Politiet skulle trænge til bunds i den ubehagelige sag, politimesteren og dommeren var ikke enige. Der var ingen beviser, kun mistanke og indicier. Mistanken rettet især mod Kjell Kjellen.

Godsejer Fedelsberg så kunstmaler Kjellen komme løbende ud fra opgan- gen, der førte op til den dræbtes lejlighed, netop som Fedelsberg tilfældigvis kom forbi i sin vogn, på vej hjem fra et vælgermøde.

Politimesteren troede ikke på Fedelsberg, Kjellens forklaring var for detal- jeret.

Kjellen hævdede, at de begge var inviteret til frøken Skov for at hjælpe hen- de med visse seksuelle problemer, at det havde udartet sig til mishandling og voldtægt, og at Pernille Skov i skræk, men dog frivilligt, var hoppet ud over altanens rækværk.

Fedelsberg indrømmede, at han for nogle år tilbage var kommet sammen med Pernille Skov, men de havde aldrig været uvenner. Han hævdede, at han altid havde set på den afdøde som en kær og forstående og opofrende venin- de, som havde støttet ham under en sygdomskrise. 

Dommeren og politimesteren, støttet af de to forsvarere, indkaldte Rolf til en uformel afhøring. Politiske overtoner og andre hensyn måtte iagttages.

Rolf var den sidste, der havde talt med afdøde, og med Fedelsberg i anled- ning af det store interview, og havde talt med Kjellen samme dag. Kjellen be- skyldte Rolf for at have mishandlet Pernille Skov; en påstand hurtigt afvist som grundløs.

"Det er nu ikke helt rigtigt", sagde Rolf, "faktisk befandt jeg mig i lejligheden til omkring midnat. Så ringede telefonen, jeg kunne ikke høre hvem det var, men det var tydeligt, at Pernille ikke ønskede min nærværelse, ergo gik jeg".

Politimesteren svarede utålmodigt: "Din gamle far var en hædersmand".

"Han lever endnu, resterne af min far, en senil idiot i Kerteminde".

"Nå, det var da godt. Han var en forbløffende god politimand, og kom ikke og fortæl mig, at du ikke har karakterstyrke til at lade være med at tæve en luder, hende Pernille. Næh, jeg mener vi skal koncentrere os om hr. Fedelsberg".

Dommeren blev irriteret: "Det er udelukket, der er udskrevet folketingsvalg, og om vi danser eller ej, så er Fedelsberg valgets ubestridte hovedperson".

"Vil retten begrænse min mulighed for at opklare sagen", fnyste politimes- teren.

"Christian, må vi ikke være fri for dit vrøvl".

"Dommeren mener som vi, at indicierne mod kunstmaler Kill Kjellen er til- strækkelige. Kjellen er en glimrende kunstner, men det hensyn må de vise ham i fængslet", mente Kjellens forsvarer.

"Var det ham, der havde malet skiltet på elevatordøren?", spurgte Rolf. Som til sin ærgrelse hørte de to forsvarere, samt dommeren og politimesteren svare med et bredt grin: "Ja. Vidste du ikke det, Rolf?".

"Nej, men". Rolf tøvede, "hvem underretter Pernilles pårørende, jeg ved at hendes mor bor i Klampenborg".

Den unge fuldmægtig fra byens største advokatfirma, en af Fedelsbergs akti- viteter, og gav møde for denne, udbrød bevæget: 

"Hvilket slag for enken efter politimester Skov".

En snes engle gik gennem retten, lammede al yderligere konversation, erin- drede om Ove Skovs efterforskning i sagen den store guldtransport, og de mange rygter, at Ove Skov havde fjernet sin part af det gyldne rov.

Under de sidste afhøringer ændrede Kjellen forklaring. Det var ham, og ham alene der havde mishandlet Pernille Skov, jaget hende i døden. 

Kjellen tilbagekaldte alle beskyldninger mod Fedelsberg og Rolf Anton, på- tog sig ansvaret, og undskyldte sine handlinger. 

Rolf så ham blive ført ud af retssalen, lænket i håndjern, den overvægtige Kjellen havde vanskeligt ved at bøje sig frem og kysse sin hustru, Angelica Maria, farvel.

-

Rolf fulgte efter hende. En samtale med Kjellens hustru, italienerinden An- gelica Maria Donizetti var nødvendig.

Fire fødsler forandrede mirakuløst ikke hendes skikkelse. Hun var høj og slank, et smukt ansigt, for tiden ældet af sorg. 

"Antonio Ernesto", løj Rolf. Hun nikkede apatisk, åbnede døren; hendes børn sad lydigt stille i deres værelse. 

Hun fortalte, at hun havde mødt Jalmar i landsbyen, før han blev Kjell Kjel- len. Jalmar malede hendes portræt, de blev forelskede, og da hun blev svan- ger rejste de til Odense; hun havde aldrig bemærket noget usædvanligt ved Jalmar, han havde altid været blid og hensynsfuld imod hende, og han elske- de børnene. Derpå afviste hun flere spørgsmål om deres privatliv.

Rolf nikkede, forsikrede, at han kun ville skrive en socialt forstående artikel, at han anså det som en kendsgerning, at kunstnerens hustru i de følgende år ville gøre alt for at holde Jalmars kunstneriske omdømme uplettet, ved salg af hans billeder, samt deltage i de sædvanlige kunstudstillinger.

Rolf blev skuffet, han måtte opgive at skrive en tåreperser. Angelica Maria kunne klare sig selv og børnene. 

Han ville sige farvel. Det kimede på dørklokken.

Hun lukkede op, kom ind i stuen, bar på en tung pakke. Hun så forbavset på Rolf, og sagde: 

"Det forstår jeg ikke".

"Kan jeg hjælpe Dem?".

"Hvad tror De det er?", hun så forbavset på Rolf.

"Er det ikke noget De har ventet?".

"Jeg troede det var vasketøj fra Centralvask".

"De skal lukke den op".

"Det tør jeg ikke".

"Skal jeg?".

Pakken klirrede, det var ikke vasketøj. Rolf åbnede den, det var en gammel lærredspose. Hun så skrækslagen på ham, Inhalt 10 kilo, forskellige effekter af guld: armbånd, ringe, kæder, vedhæng, brocher, urkasser, knækkede tandpro- teser, guldtænder.

"Det må ikke være i huset", hviskede hun.

"Hvor kommer det fra?".

"Det ved jeg ikke, De må hjælpe mig, mine børn, det må ikke være i huset".

"De har en anonym velgører".

Rolf lukkede pakken: "Hvis jeg var Dem ville jeg gemme det nede under gulvbrædderne og vente, stille og roligt vente til Deres mand kommer hjem".

"Er det mon en gave? Åh, det lille brev?", svarede hun forvirret; hun trak et lille brev frem fra blusens halsudskæring.

"Må jeg?". Rolf åbnede brevet, et lille kvartark:

"Megen mærkelig ortografi har jeg set, men ikke dette". 

Langsomt læste han: 

"Kære fru. De kan Trykt og gradvis forsælge vedlagte Gave. Venlig Hilsen, Grobanus".

"De må fjerne det for mig", hviskede Angelica.

-

"Grobanus? Pis med ham, han er et lokalt vrøvlehoved. Vi får skidtet ned under gulvbrædderne, og tal med Deres mand. Men gør ham ikke konfus og guldbegærlig. Ti helt stille, vent til han kommer hjem. Men De skal huske én ting, at hvis politiet spørger efter guldet og denne Grobanus, så henvis politiet omgående til mig. Husk det nu. Sig kun til politiet, at sådan har jeg sagt".

Rolf flyttede en bogreol, løsnede to gulvbrædder, fik pakken presset ned under gulvet, sømmede brædderne fast, og sagde: "Gulvet skal indfarves og ferniseres, og når De har gjort det, så husk bogreolen".

De drak kaffe, børnene var lydigt stille i deres værelse. Rolf gav hende sit kort og sagde: "Ring til mig, hvis der sker noget, og hils Kjellen fra mig og sig han er en stor klaptorsk".

-

På hotellet lå et telegram fra Lotte Listerius: - kære rolf jeg er nysgerrig -

Rolf ringede til Lotte: "Det var så Pernille Skov. Hvor langt er du kommet?".

"Vi fandt politimesterens søn. Ove Skovs søn er bankkasserer, Helge Skov, så meget ved jeg. Og vi har fået en mand i huset. Andreas hedder han, han er vistnok Celias broder, det kan jeg ikke finde ud af, han har kuppelkatar, vader gade op og ned og læser højt af bibelen".

"Er det Laus Jansens søn?".

"Ja, en underlig snegl, han er ikke rigtig klog".

"Fordi han er stærk i bibelen?".

"Jeg tror han har bekymringer, det er noget med Celia".

"Hvorfor det?".

"Jeg aner det ikke. Hvornår kommer du?".

"Jeg kører til Kerteminde, min far er på plejehjemmet".

"Så hils ham og køb en lagkage til ham, beboerne på et plejehjem er altid underernærede".

-

Carl Anton smaskede i lagkagen, og peb: 

"Hihi, juleaften, i dag får vi flæskesteg".

"Ja, far".

"De pisser i min seng. Kan De klage for mig? De skal skrive til kongen".

"Ja, far".

"Sikken en svinestreg, det her smager som hundelort".

"Ja, far. Far, kan du huske en gammel ven, general Viggo Hardall?". 

"Hold kæft, ja, sikken en landsforræder, Hardall, ja føj".

"Hvad mener du med det?".

"Det her smager som hundelort, fy føj".

"Det er lagkage, far".

"De skal klage til kongen, hører De. Der er væggelus i min seng".

"Ja, far".

"Alle generaler er væggelus, husk det".

"Ja, far.

"Det var så det, lille søn, herlig lagkage, tak, tak".

"Du var sulten, far, det glæder mig at se dig sund og rask".

"Hold dog kæft, hvor de pisser i min seng. De skal klage til kongen".

"Ja, far".

"Lille Gerda kom på besøg forleden dag. Hun ville kneppe, den lille tæve. Men så kom væggelusene, kors, hvor de bed mig".

"Ja, far".

"Det forbandede vintervejr, og de fylder mig med hundelort. Se her, jeg er snavset på hænderne".

"Carl Anton, det er lagkagen".

"Hende, gangdamen, hun fik hundrede kroner, men hun vil ikke".

"Sagde mor? Sagde lille Gerda noget fornuftigt til dig, far?".

"Gerda? Jeg kender ingen Gerda".

"Jo, far, hende der ville".

"De husker at De skal klage til kongen".

"Ja, far".

"Jeg har frimærker. Nej, se den hundelort".

"Hør nu efter, Carl Anton. Din søn taler til dig. Kan du huske noget som helst om politimester Ove Skov?".

"Hvorfor skriger du, din hvalp. Jamen det er jo Rolf, goddag Rolf".

"Goddag, far, kan du huske Ove Skov, mester Ove Skov?".

"Jaja, han døde for nylig, han var pilrådden af cancer. Har De husket at sen- de klagen til kongen? Og Gerda havde cancer. Fy for satan, se alt det hunde- lort".

"Ja, far".

"Hvem er De? Hvorfor taler De til mig? Ubehøvlede skid. Altså, jeg klager til kongen".

"Ja, far".

"Er det ikke dig, der hedder Rolf?".

"Jo, far".

"Hvorfor siger du ikke pænt goddag til din gamle far?".

"Det har jeg gjort, Carl Anton".

"Du er ikke min søn, dit kvaj. Jeg har ingen sønner. Jeg fik ingen børn. Men hende Gerda, hun var liderlig".

"Ja, far, fortæl mig om mor. Du ved, lille Gerda".

"Gå med dig. Nu klager jeg til kongen".

"Ja, far".

-

-

                                                   guld14                                  

-

--

-